STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 4

HEDNINGERNES TIDER.

Hvad er Hedningernes Tider? — Deres Begyndelse; deres Længde; deres Afslutning i 1914 e. K. — Ledsagende Begivenheder. — Paafølgende Begivenheder. — Bogstavelig og billedlig Tid. — Et mærkværdigt Forbillede. — Nærværende Tegn. — Guds Rige vil omstyrte det hedenske Regimente. Derfor grundlægges det, før idet tandet ender. — Kort etter 1914 e. K. — Hvorfor det bekæmpes af de hedenske Riger. — Hvorledes og hvorfor alle til sidst vil modtage det med Glæde. — »Alle Folkenes Forlængsel skal komme.«

[Eftersom det i dette Kapitel omhandlede Emne er saa nøje forbundet med det, der behandles i 13. Kapitel af første Bind, vil Læseren finde stor Hjælp ved paa ny at gennemgaa hint Kapitel, før han paabegynder Studiet af dette.]

»Jerusalem skal nedtrændes af Hedringerne, indtil Hedningernes Tider fuldkomnes.« — Luk. 21, 24.

UDTRYKKET »Hedningernes Tider« blev af Herren brugt om det Tidsrum af Jordens Historie, der ligger mellem Bortfjernelsen af Guds forhilledlige Rige, Israels Rige (Ez. 21, 25-27), og Indførelsen og Oprettelsen af dets Modbillede, Guds sande Rige, naar Kristus kommer for at »herliggøres i sine hellige og far at beundres i alle dem, som har troet«.

I denne Mellemtid skulde Herredømmet over Jorden udøves af hedenske Regeringer, og Israel, baade det kødelige og det aandelige, har været og skal være disse Magter underdanige, indtil ideres Tid er udløbet. Ihvorvel Gud ikke godkender eller priser disse Regeringer, lader han dog deres Herredømme gælde, med andre Ord, han har af hensigtsmæssige Grunde tilladt deres Herredømme i en afmaalt Tid.

Herredømmet over Jorden blev oprindeligt givet til Adam, for at han skulde underlægge sig,den. (1 Mos. 1, 28.) Adam faldt, ag det ved Synden [74] forspildte Herredømme blev ham frataget. Engle fik dernæst Lov til at have Ledelsen; men i Stedet for at løfte den faldne Slægt op, gav nogle af dem Slip paa deres oprindelige Værdighed og faldt i Overtrædelse. Efter Vandfloden meddelte Gud Abraham sit Forsæt om at hringe den fornødne Hjælp til den syndige, døende Slægt gennem hans Afkom ved iblandt dem at oprejse en stor Befrier, Hersker og Lærer, idet han sagde: »I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes.«

Det var den første Hentydning til et nationalt verdensomfattende Herredømme over Jorden, og denne Hentydning, der kom fra Gud, indbefattede Tanken om en særlig Skikkethed, en særegen Dygtighed hos denne Hersker fremfor hos alle andre, og at det vilde blive til hele Slægtens Fordel at være en saadan Hersker underdanig. At dette Løfte til Abraham fyldte hans Efterkommeres, Israelitternes, Hjerte og Sind og var godt kendt af deres paarørende, Moabitterne og Edomitterne, kan der ikke være nogen Tvivl om. At et saadant nationalt Haab vilde blive andre Folkeslag hekendt, er sandsynligt, og om de kendte det, kan vi ikke tvivle om, at deres Hovmod vilde fremhringe Lyst hos dem til at være det ypperste Folk og besidde Verdensherredømmet, idet de vilde tænke, at de i enhver Henseende var lige saa dygtige og lige saa godt sikkede til at styre, undervise og derved velsigne Folkene, som Ahrahams Æt var det.

Israels Haab om at opnaa Verdensherredømmet, ikke i Kraft af Folkenes Ønske, men i Kraft af Guds Valg og Magt, udøvet til Bedste for dem, synes at have spredt sig ogsaa til andre Folkeslag. I hvert Fald finder vi, at disse hedenske Konger og Folk opfattede deres Herredømme som en Gunstbevisning fra de Guder, de dyrkede. Den samme Tanke sidder endnu fast hos enhver lille Hersker og Fyrste saavel som hos de mægtigere Konger og Kejsere. Lige meget hvor sjælelig og legemlig svage de end kan være, hvor lastefulde [75] og uskikkede til at regere sig selv og andre, klynger de sig i en næsten vanvittig Grad fast til den Forestilling, at Gud særligt valgte dem og deres Familier til at herske over og »velsigne« (?) al Jorden. Denne Anskuelse tiltrædes af Folkets store Flertal og finder sit Udtryk paa Medaljer, Pengestykker og Statspapirer i de Ord: »Konge af Guds Naade.»

Medens Israel saaledes ventede og haabede paa det lovede Herredømme og ofte mente, at de var nær ved dets Opnaaelse, især under Kongerne David og Salomo, blev Lysten til at danne et Verdensrige almindelig blandt andre Folkeslag. Og da Gud var ved at fjerne Kronen fra Israel, indtil Forjættelsens sande Æt kom for at tage Herredømmet, besluttede han at lade de hedenske Riger tage Styrelsen og gøre Forsøget med at regere Verden, for at Verden derved kunde lære at kende det frugtesløse i dens Bestræbelser for at styre sig selv, saa længe den er i sin nuværende syndige Tilstand. Ligesom han hade overdraget det af Adam forspildte Herredømme til Englene for at bevise deres Uduelighed til at styre og velsigne Verden, saaledes overgav han nu dette Herredømme til Hedningerne for at lade dem prøve deres forskellige Fremgangsmaader uden Hjælp fra ham. Disse forskellige Forsøg tillader Gud, for at de skal udgøre lige saa mange værdifulde og nødvendige Lærdomme, der kan udfylde den mellemliggende Tid, indtil Herrens Salvede, hvem Retten tilhører, kommer og tager Herredømmet og da udfører alle Guds naaderige Planer.

Da Israel efter Kødet var et Forbillede paa det aandelige Israel, Evangelietidens Menighed, som ogsaa i denne højere Forstand kaldes »et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk« (1 Pet. 2, 9), og som i sin Tid skal regere over og velsigne alle Folkene, saa var deres Rige i nogle Henseender ogsaa et Forbillede paa Kristi Rige. Da Guds Tid derfor kom til at lade Herredømmet gaa over til Hedningerne, var det selvfølgelig [76] i sin Orden, at han først fjernede den forbilledlige Krone fra Israel, saa at det forbilledlige Rige ikke længere skulde gælde. Dette gjorde han, idet han udtalte, at de havde vist sig uskikkede til at besidde Verdensherredømmet, fordi de var blevet fordærvede; forfængelige og hengivne til Afgudsdyrkelse i samme Forhold, som de havde e opnaaet national Udmærkelse. Dette skete i Kong Zedekias’ Dage, og Guds Beslutning udtrykkes ved Profetens Ord: »Saa siger den Herre, Herre: Tag Huen bort ag løft Kronen af! Hvad der nu er, skal ikke være mere; det lave skal ophøjes, og det høje skal fornedres. Jeg vil vende op og ned, op og ned, op og ned paa det; heller ikke ved dette skal det blive, indtil han kommer, hvem Retten tilhører, og jeg giver ham den.« – Ez. 21, 24-27.

Denne Overflytning af Kronen, Herredømmet, er blevet udført; den hlev først overflyttet til Babylon, dernæst til Medo-Persien, derpaa til Grækenland og endelig til Rom. Disse Rigers sande Skikkelse, saaledes som den er tegnet paa Historiens Blade, har vi fundet i fuldkommen Overensstemmelse med de profetiske Skildringer, saaledes som de er fremsat i Nebukadnesars Syn af den store Billedstøtte og Daniels Syn af de fire Dyr. Denne Venden op og ned paa Israels Herredømme skulde vedvare, indtil Kristus, den rette Arving til Israels og al Jordens Trone, som han købte med sit eget dyrehare Blod, kom ag tog Styret. Som vi har set, vil hans Rige hlive Jordens femte Verdensrige, Guds Rige under hele Himmelen; men uligt de forudgaaende fire Herredømmer, som hlev tilladt i en bestemt Tid, skønt ikke godkendt, vil dette Rige blive godkendt og oprettet af Gud som en Regering paa Jorden ifølge hans Fuldmagt. Det vil være Guds Rige, Jehovas Salvedes Rige. Det vil blive gradvis oprettet i Løbet af en stor Trængselstid, hvormed Evangelietiden vil blive afsluttet, og hvori de nuværende Herredømmer [77] helt skal tilintetgøres, idet de forgaar under stor Forvirring.

I dette Kapitel fremsætter vi Bibelbeviserne for, at det fuldstændige Ophør af Hedningernes Tider, d. v. s. det fulde Udløb af deres Herskerfrist, vil naas i 1914 e. K. Og man maa lægge Mærke til, at dersom det viser sig at være en af Skriften fastslaaet Kendsgerning, vil det bevise:

1) At Guds Rige, om hvilket Herren lærte os at bede: »Komme dit Rige«, ved dette Tidspunkt vil begynde at faa Magt, og at det kort efter vil blive »oprettet« paa Jorden, paa Ruinerne af de bestaaende Institutioner;

2) at han, som har Ret til saaledes at tage Herredømmet, da vil være til Stede som Jordens nye Hersker; og ikke det alene, men det vil ogsaa bevise, at han maa være nærværende nogen Tid forinden, eftersom Omstyrtelsen af disse hedenske Regeringer ligefrem har sin Grund i, at han slaar dem i Stykker som Lerkar (Ps. 2, 9; Aab. 2, 27) og i deres Sted opretter sin egen retfærdige Regering;

3) at det sidste Medlem af den guddommelig an­erkendte Kristi Menighed, det »kongelige Præsteskab«, »Kristi Legeme«, nogen Tid før Omstyrtelsen er tilendebragt, vil blive herliggjort sammen med Hovedet, eftersom ethvert Medlem skal regere med Kristus som hans Medarving til Riget, og eftersom dette ikke kan fuldt »oprettes«, uden at ethvert Medlem er til Stede;

4) at fra den Tid skal Jerusalem ikke længere nedtrædes af Hedningerne, men skal rejse sig fra den guddommelige Ugunsts Støv til Hæder og Ære, fordi »Hedningernes Tider« da vil være fuldt udløbet;

5) at ved dette Tidspunkt eller noget før vil Israels Blindhed begynde at blive fjernet; thi deres delvise Forhærdelse skulde kun vare, indtil Hedningernes Fylde var gaaet ind (Rom. 11, 25), eller med andre [78] Ord, indtil det fulde Tal af Hedninger, som skal være Lemmer paa Kristi Legeme var blevet udsøgt; [78] Ord, indtil det fulde Tal af Hedninger, som skal være Lemmer paa Kristi Legeme var blevet udsøgt;

6) at den store »Trængsels Tid, som der ikke har været fra den Tid, et Folk blev til«, vil naa sit Toppunkt i et verdensomfattende anarkistisk Regimente, hvor Menneskene vil lære at værestille og forstaa, at Jehova er Gud, og at han vil blive ophøjet paa Jorden. (Ps. 46, 11.) Da vil den Tingenes Tilstand, der i Billedsprog omtales som Havets oprørte Bølger, en smeltende Jord, faldende Bjerge og brændende Himle, forsvinde, og de »nye Himle og den nye Jord« med deres Goder i Retning af Fred og Velsignelser vil begynde at vinde den ved Trængselen prøvede Menneskeslægts Tilslutning. Herrens Salvede og hans retmæssige og retfærdige Herskermagt vil begynde at blive anerkendt, først af en Skare Guds Børn, medens de gaar igennem den store Trængsel — den ved m og t paa Tidsaldrenes Kort fremstillede Klasse (se ogsaa Side 254 til 258 i første Bind) — senere af det kødelige Israel og derpaa af Menneskeslægten i Almindelighed;

7) at før det Tidspunkt vil Guds Rige, organiseret i Magt, være paa Jorden, og det vil da slaa til og knuse det hedenske Billede (Dan. 2, 34) — tilintetgøre disse Kongers Magt. Dets egen Magt ag Herredømme vil blive oprettet lige saa hurtigt, som det ved sine forskellige Indflydelser og Virkemidler knuser og adspreder de bestaaende Magter, verdslige pog kirkelige — Jernet og Leret.

Herrens Ord: »Indtil Hedningernes Tider *) fuldkammes«, indbefatter, at Hedningernes Tider maa have [79] en bestemt afmaalt Grænse; thi med Henblik paa et ubestemt, ubegrænset Tidsrum kunde der ikke siges, at det skulde fuldkommes. Det hedenske Styre havde altsaa en Begyndelse, vil vare en fastsat Tid og ender paa et bestemt Tidspunkt.

*) Det græske Ord, som her er oversat »Tider«, er kairos, der betyder en fastsat Tid. Det samme Ord findes følgende Steder: Mark. 1, 15; Ap. G. 3, 19; 17, 26; 1 Tim. 6, 15; Aab. 2, 12. Ordet »Timer« i Ap. G. 1, 7 er fra det samme græske Ord.

Hedningetidernes Begyndelse er klart afmærket i Skriften. Kan vi derfor finde Længden af det Tidsrum, der er fastsat som det hedenske Herrevældes Magtfrist, vil vi med afgjort Vished kunne vide, naar det ender. Bibelen meddeler os virkelig Længden af det Tidsrum, som maa fuldkommes; men det blev optegnet paa en saadan Maade, at det ikke kunde forstaas, da det blev skrevet, og heller ikke før de historiske Begivenheder i Tidens Løb havde kastet tilstrækkeligt Lys derover, for at de, der er aarvaagne og ikke har ladet sig besvære af Verdens Bekymringer, kunde fatte det meddelte.

Bibelen paapeger klart og bestemt, at »Hedningernes Tider« er et Tidsrum paa 2520 Aar, der begyndte Aar 606 f. K. og ender 1914 e. K. De hedenske Regeringers verdensomfattende Herredømme begyndte, som vi allerede har set, med Nebukadnesar — ikke ved dennes Regeringstiltrædelse, men i det Aar, da Herrens forbilledlige Rige gik til Grunde og Magten i Verden blev overladt Hedningesne. Hedningetidernes Begyndelse er tydeligt knyttet til det Tidspunkt, da Kronen i Guds forbilledlige Rige blev fjernet fra Zedekias, den sidste Konge i Israel.

Som forudsagt af Profeten (Ez. 21, 25-27) blev Kronen frataget Zedekias. Jerusalem blev lagt i Ruiner efter at være blevet belejret af Nebukadnesars Hær, og saaledes henlaa Staden i 70 Aar, indtil Genoprettelsen fandt Sted i Kyrus' første Regeringsaar. (2 Krøn. 36, 21-23.) Skønt Jerusalem blev genopbygget, og Fangerne fik Lov at vende tilbage, har Israel dog aldrig indtil denne Dag haft en Konge siden. Kyrus tilhagegav dem deres personlige Frihed; [80] men som Folk betragtet var de efterhaanden underkastet Persernes, Grækernes og Romernes Herredømme. Under disse sidstes Aag levede de ved Herrens første Komme. Saavel Pilatus som Herodes var Kejserens Embedsmænd.

Med disse Kendsgerninger for Øje vil vi let kunne finde Aarstallet for Begyndelsen til Hedningetiderne. Kyrus' første Regeringsaar er nemlig et meget tydeligt fastslaget Aarstal. Baade den verdslige og religiøse Historie stemmer nøje overens i denne Henseende med Ptolemæus' Kanon, der sætter det til 536 f. K. Naar nu 536 f. K. var det Aar, hvormed de 70 Aar endte, i hvilke Jerusalem skulde ligge øde hen, saa følger heraf, at 606 f. K., 70 Aar før i Tiden, var det Aar, da Jødernes Rige blev omstyrtet. Dermed har vi Aarstallet for Hedningetidernes Begyndelse, Aar 606 f. K.

Idet vi ser, at Gud tilstod disse verdslige og hedenske Magter en bestemt Regeringsfrist, forstaar vi ikke blot, at de vil gaa til Grunde og blive efterfulgt af Kristi Rige, naar deres »Tider« er udløbet, men ogsaa, at Gud ikke vil tage Herredømmet fra dem for at overgive det til sin Salvede, førend denne Frist er til Ende, førend Hedningernes Tider er blevet fuldkommet. Herved bliver vi værnet mod den falske Forestilling, som Pavedømmet har givet Opkomst til, nemlig at Guds Rige skulde være blevet oprettet paa Pinsedagen og mere fuldt ud grundfæstet senere hen, da Romerriget, som man vil paastaa, hlev omvendt til Kristendommen (Pavedømmet), hvorved Gudsriget opnaaede saavel timelig som aandelig Magt i Verden. Profetien om Hedningetiderne viser os, at denne af Romerkirken fremsatte Paastand, der mere eller mindre tiltrædes af næsten alle Protestanter, er falsk. Vi forstaar, at de Nationer, som baade Pavekirken og Protestantismen kalder kristne, og hvis Riger de kalder Kristenheden (Kristi Rige), er langt fra at være noget saadant. De er i Virkeligheden »denne Verdens [81] Riger«. Først naar deres »Tider« er fuldkommet, kan Kristi Rige kamme til Magten. Dog vil det blive indrettet og forheredt i de faa Aar, der betegner Afslutningen paa Hedningetiderne, medens disse Riger rystes, opløses og bryder sammen i Anarki.

I Evangelietiden har Kristi Rige kun været i sin Vorden, i Ringhed ag uden nogen udøvende Magt eller Myndighed, uden nogen Krone, blot udstyret med Forjættelsens Herskerstav, uden nogen Anerkendelse i Verden og underkastet de bestaaende Øvrigheder, de hedenske Riger. Gudsrigets Arvinger maa indtage den samme Stilling, indtil den bestemte Tid er kommet, til at de skal regere sammen med Kristus. I Løbet af den Trængselstid, hvormed den indeværende Tidsalder slutter, vil de blive ophøjet til Magten. Deres retfærdige Regering i Verden kan først begynde efter 1914, naar Hedningetiderne er udløbet. Derfor er det Menighedens Pligt i Taalmodighed at afvente det Tidspunkt, der er fastsat til Sejrsfesten og den herlige Regerings Begyndelse, at holde sig adskilt fra denne Verdens Riger som fremmede, Pilgrimme og Udlændinge, medens de som Arvinger til det kommende Rige lader deres Haab og Higen staa til dette. De Kristne bør kunne se disse Rigers sande Karakter; men skønt de skal holde sig adskilt fra dem, bør de dog vise dem tilhørlig Agtelse og Lydighed, fordi Gud har tilladt dem at have Magten. Satsledes lærer Paulus os, naar han siger: » Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrigheder uden af Gud.« — Rom. 13, 1.

Det kødelige Israel kan heller ikke modtage dets længe forjættede Arv før efter den Tid, skønt der forud vil blive foretaget forheredende Skridt; thi Gud vil ikke fuldt ud oprette hverken den jordiske eller den aandelige Side af sit Rige, førend den Frist, der er tilstaaet Hedningerne, er udløbet. [82]

Kronen (Herredømmet) blev fjernet fra Guds Folk (bande den aandelige og kødelige Æt), indtil Hedningernes Tider ender under Messias' herlige Nærværelse, han, som da ikke alene vil blive Jødernes Konge, men Konge over hele Jorden. Nogle vilde maaske mene, at denne Borttagelse af Kronen fra Israel er et Brud paa Løftet: »Ej skal Kongespir vige fra Juda og ej Herskerstav fra hans Fødder, indtil Fredsstifteren kommer.« (1 Mos. 49, 10.) Læg Mærke til Forskellen mellem Udtrykkene »Kronen« og »Kongespiret«. Skønt Kronen blev borttaget i Zedekias' Dage, veg dog, som vi siden skal faa at se, Kongespiret først 639 Aar efter bort, da den Herre Jesus af Juda Stamme og Davids Sæd efter Kødet blev godkendt af Gud som den eneste og retmæssige Arving til det længe forjættede Kongespir paa Jorden.

Guds Løfte til Abraham, hvilket blev fornyet overfor Isak og Jakob, gik ud paa, at af hans Afkom skulde den store Befrier opstaa, som ikke alene skulde velsigne og ophøje Israel i Verden, men ogsaa hlive til Velsignelse for alle Jordens Slægter. Det saa en Tid lang ud til, at Moses, den store Befrier og Lovgiver, var den forjættede; men han vidnede selv for Folket og profeterede: »En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren, din Gud, oprejse dig.« Dermed gav han til Kende, at han kun var et Forbillede paa den store, der skulde komme. Saa døde Moses. Den næste Profeti: »Ej skal Kongespir vige fra Juda o. s. v.«, fæstede Forventningen udelukkende paa denne Stamme. Alle de øvrige (Stammer holdt sig til Juda i samme Grad, som de havde Tillid til Guds Løfter, og ventede engang at modtage en Velsignelse i Forbindelse med Judastammen.

Da Kong David fremstod af denne Stamme, ledte hans Sejre til store Forventninger om et udstrakt Rige, hvis Indflydelse vilde sprede sig til hele Verden og bevirke, at alle Folkeslag bøjede sig for Laven. Og [83] da Salomons verdensberømte Visdom og Storhed havde naaet Højdepunktet, saa det ogsaa nok ud til, at Verdensherredømmets Krone næsten var indenfor Rækkevidde. Herrens Forjættelse til David om, at han af hans Lænders Frugt vilde oprejse en, der skulde sidde paa hans Trone for evig, havde indsnævret Løftet til at omfatte en bestemt. Familie i Judastammen, og denne Familie sad allerede paa Israels Trone. Da nu Salomons storslaaede Tempel var blevet opført og med dets Hundreder af Sangere og Præster frembød et overvældende Skue, da Salomons Ry for Visdom og Rigdom havde naaet Verdensvidde, da Kongerne paa Jorden sendte ham Gaver og bejlede til hans Gunst, og da Dronningen af Saba kom med rige Foræringer for at se denne Verdens navnkundigste og vidunderligste Konge, da var det sikkert intet Under, om enhver Jødes Barm svulmede af Haab og Stolthed ved Tanken om, at det længe ventede Tidspunkt for Abrahamssædens Ophøjelse og alle andres Velsignelse igennem den syntes at være saa nær for Haanden.

Stor var derfor Skuffelsen, da Riget efter Salomons Død blev sønderrevet og til sidst aldeles omstyrtet, me­dens den Nation, der som Guds hellige Folk havde ventet at komme til at styre og velsigne alle Folkeslag, blev ført fangen til Babylon. »Ved Babylons Floder, der sad vi og græd, naar vi kom Zion i Hu. « — Ps. 137.

Men skønt Kronen blev fjernet, skønt Magten til at regere over dem selv blev frataget Jøderne, mistede de dog ikke Herskerretten (Kongespiret), der blev overdraget dem i den oprindelige Forjættelse. Vel blev Verdensherredømmet overladt til Nebukadnesar og hans Efterfølgere, som det blev fremstillet i den store Billedstøtte og de fire store Dyr; men dette skulde dog kun vedvare et begrænset Tidsrum. Det gamle Løfte til Israel magtte opfyldes. Kronen blev taget bort, men Kongespiret blev tilbage, indtil Fredsstifteren kom. [84] Dette traadte ogsaa frem i Udsagnene mod Zedekias: Løft Kranen af—; jeg vil vende op og ned derpaa, indtil han kommer, hvem Retten tilhører, og jeg giver ham den.

Medens Pagten med Abraham indeholdt Løftet om, at Verden skulde blive styret og velsignet af hans Sæd, satte dog Lovpagten med Israel, Abrahams naturlige Afkom, en Grænse for Abrahamspagtens Omfang, saa at kun de, der helt og fuldt vilde adlyde Loven, kunde gøre sig Haah om eller have Krav paa at faa Del i den forjættede Velsignelsesuddeling. Det var Erkendelsen af dette, som førte til, at Farisæersekten opstod, idet Farisæerne hævdede om sig selv, at de ulasteligt opfyldte hver Enkelthed i Loven, De »stolede paa sig selv, at de var retfærdige, og foragtede de andre«, som de kaldte for Toldere og Syndere, medens de benævnte sig selv Abrahams Børn, Arvinger til det forjættede Rige, der skulde velsigne Verden.

Jesu klare og myndige Undervisning var for en stor Del rettet imod Farisæernes Vildfarelser, idet disse mente, at deres omhyggelige Iagttagelse af nogle af Lovens ydre Skikke var en fuld Efterlevelse af dens Bogstav og Aand. Herren lærte, hvad alle Kristne nu ved, at Loven, naar den ses i al sin Fylde, er saa majestætisk fuldkommen og Mennesket saa fornedret og ufuldkomment, saa truet af Fristelser udefra og hindret af Svagheder indefra, at det ikke var muligt for nogen at holde Loven fuldt ud og derved faa Krav paa Abrahamsvelsignelsen. Herrens Bebrejdelser mod Farisæerne maa derfor ikke opfattes som en Dadel alf deres Stræben efter at holde Loven ulasteligt. Han irettesatte dem heller ikke, fordi de ikke magtede at holde Loven fuldt ud, hvad i Virkeligheden intet Menneske kan; men han lastede dem for deres Hykleri, idet de baade over for sig selv og andre foregav, at de var hellige og fuldkomne, medens dog saavel de selv som andre maatte kunne indse, at hvad de foretog sig, blot var [85] Renselser udadtil, hvorimod deres Hjerter fremdeles var urene og uindviede. Han bebrejdede dem, at de kun havde et Skin af Gudfrygtighed og kun tilbad Gud med Læberne, medens deres Hjerter var langt borte fra Herren. Baade Jesus og Paulus vidner, at ingen af Farisæerne holdt Loven fuldt ud, og at ingen af dem kunde gøre det (Joh. 7, 19; Rom. 3, 20); men de kunde dog være kommet en fuldkommen Iagttagelse. af dens Krav betydelig nærmere, end de gjorde.

Herren erklærede ikke alene i Ord, at Lovens fulde Indhold var: »Du skal elske Herren, din Gud, med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. Og du skal elske din Næste som dig selv«. Men han var selv et levende Mønster herpaa ved sin fuldstændige Hengivelse under Guds Vilje og Plan, ved at han opgav egne Maal og Længsler, ikke søgte sit eget, men var villig til udelukkende at gøre Guds Vilje og det af hele sit Hjerte, sin Sjæl og sit Sind, samt ved virkelig at elske sin Næste som sig selv — og alt dette lige indtil Døden.

Ved at opfylde Lovpagtens Betingelser, ved fuldkomment at adlyde Loven, hvilket ingen af den ufuldkomne Menneskeslægt kunde gøre, hlev Herren Jesus saaledes Arving til alle de Velsignelser, der var forjættet i den Pagt, som Herren sluttede med Israel ved Sinai Bjerg, og samtidig beviste han dermed, at han var den Abrahamssæd, hvem hele Abrahams- forjættelsen nu gjaldt. Herren sikrede sig altsaa Kongespiret (Retten til at herske over Jorden), om hvilket der var blevet forudsagt Aarhundreder tilbage, at det skulde erhverves af og tilfalde en af Juda Stamme og Davids Æt. Den store Kamppris, som Israel havde jaget mod og længtes efter fra Slægt til Slægt, blev til sidst vundet af Løven (den stærke) af Juda Stamme. Den store Fredsstifter ter (Shiloh) var nu kommet, han, som ikke alene gjorde Fred mellem Gud og Menneskene ved sit Korses Blod, da ban forløste Menneskene fra den Dødsdom, de i Ret [86] færdighed var blevet underkastet, men som ogsaa, natir han har tiltaget sig sin store Magt og regerer som Kongers Konge og Herrers Herre, vil omstyrte al Uret og Synd, alt ondt og ufuldkomment, og opbygge Freden paa Hellighedens faste Grundvold. Han er i Sandhed Fredsfyrsten.

Da Pagtens Kongespir (Herskerret) gik over til vor Herre Jesus, endte Lovpagten; thi hvorledes skulde vel Gud paa noget som helst Vilkaar kunne vedblive at tilbyde andre den Kamppris, som allerede var blevet vundet af Fredsstifteren? Derfor gjorde Kristus, som Paulus erklærer, Ende paa Lovpagten ved at nagle den til Korset. — Rom. 10, 4; Ef. 2, 15; Kol. 2, 14.

Saaledes sikrede Fredsfyrsten sine Undersaatter baade Syndsforladelse og Genoprettelse og indstiftede et evigt Rige paa Retfærdighedens Grundvold, hvilket ikke kunde være afstedkommet paa nogen anden Maade. Dermed hlev Forjættelsen opfyldt: »Ej skal Kongespir vige fra Juda eller Herskerstav fra hans Fødder, indtil Fredsstifteren kommer.« Da veg det fra Juda, idet det blev overgivet til Løven (den stærke, det ophøjede Aandevæsen, Herlighedens Herre) fra Juda Stamme, og han sidder nu inde med dette Kongespir (Retten til Myndighed) som Kongers Konge og Herrers Herre.

Da nogle af Jøderne efter de 70 Aars Fangenskab i Babylon vendte tilbage til Jerusalem og genophyggede Templet og Stadens Mure, vardet saadanne, som holdt fast ved Guds Løfte og »forventede Israels Trøst«. Disse samlede sig om Juda Stamme, idet de huskede paa Guds Løfte om, at Lovgiveren, Befrieren, den store Fredsstifter skulde komme af denne Stamme. Men ak! da Fredsfyrsten, som gjorde Forligelse for Synder og købte Fred ved sit Korses Blod, kom til dem, foragtede og forkastede de ham, fordi de ikke ventede en stor Ypperstepræst, men en stor Feltherre.

[87] Fredsstifteren, der paa Grund af sin Lydighed indtil Døden har faaet Kongespiret og al Magten overdraget ved sin Opstandelse, vil velsigne Israel først, dog ikke det kødelige Israel; thi ikke alle de er sande Israelitter, som kaldes saaledes efter Kødet. (Rom. 9, 6.) Fredsstifteren, Arvingen, søger og finder aandelige Børn af Abraham, saadanne, som har Abrahams Tros- og Lydighedssind — og det baade blandt hans naturlige Afkom ogiblandt [Hedningeroe — til at udgøre et Folk, der skal bære hans Navn. (Ap. G. 15, 14.) Og derefter, naar Indsamlingen af den udvalgte Menighed er fuldendt, naar Evangelietidens Høst ved Afslutningen paa Hedningetiderne er kommet, vil han igen vise Israel sin Naade, ophygge dets Ruiner og derpaa genop­rette alle Jordens Slægter paa en bedre Grundvold, end noget Menneskehjerte har kunnet fatte. Han, som nu har Kongespiret i Hænde og har Ret til at herske, vil ogsaa efter Hedningetidernes Udløb faa Kronen, »og Folkene skal vorde ham lydige«. (1 Mos. 49, 10.) Kongespiret, Retten til Herskermagten, blev givet ham ved hans Opstandelse; men han venter paa Faderens bestemte Øjeblik, Hedningetidernes Afslutning, før han tiltager sig sin Magt og begynder sin velsignelsesrige Regering. — Aab. 11, 17. 18.

Husk nu paa det allerede fundne Aarstal for Hedningetidernes Begyndelse, nemlig Aar 606 f. K., idet vi gaar over til undersøge de Beviser, der slaar fast, at disse Tider tilsammen udgør 2520 Aar, som ender med 1914 e. K.

Vi maa ikke vente, at denne Oplysning skal være os meddelt klart og ligefrem. Var den Mevet fremført saaledes, vilde den være blevet kendt før Tiden. Den er givet os paa en saadan Maade, at den kunde holdes skjult indtil »Endens Tid«. — Dan. 12, 4-10.

Herrens Ord om, at Jerusalem skulde nedtrædes af Hedningefolkene, indtil Hedningetiderne blev fuldkommet, vækker ikke alene Forestillingen om en bestemt [88] Tidsgrænse for det hedenske Herredømme, men lader os tillige forstaa, at skønt det aandelige Israel lige saavel som det kødelige har staaet under disse hedenske Magter, er de omtalte Tider dag paa en eller anden Maade knyttet til og udmaalt over Jerusalem og det kødelige Israels Hus. Den Tanke melder sig nu: Maaske har Gud forudsagt noget med Hensyn til Israels Historie, hvoraf vi kan udfinde den nøjagtige Længde af de Tider, som Herren omtaler — og saaledes er det netop.

I tredje Mosebog læser vi om Velsignelser og Forbandelser af en jordisk og timelig Beskaffenhed i Forbindelse med Jøderne. Hvis Israelitterne vilde tjene Gud i Lydighed og Troskab, skulde de blive velsignet frem­for alle andre Folkeslag; hvis de faldt fra Gud, vilde forskellige Onder ramme dem. Slutningen paa denne Afdeling lyder saaledes: »Og jeg vil vandre midt iblandt eder, og jeg vil være eders Gud, og I skal være mit Folk. ... Men dersom I ikke lyder mig og ikke holder alle disse Bud, ... vil jeg sætte mit Aasyn imod eder, og I skal hlive slagne for eders Fjenders Aasyn, og de, som hader eder, skal herske over eder.« »Og I skal forgæves saa eders Sæd, og eders Fjender skal opæde den.« »Og dersom I endda ikke lyder mig, da vil jeg tugte eder syvfold mere for eders Synder.« — 3 Mos. 26, 12. 14. 16-18. 21. 24. 28.

Denne Trusel om en syvfoldig Tugtelse gentages fire Gange. De forskellige Revselser, der nævnes før den syvfoldige, hentyder til de forskellige Fangenskaber under Assyrerne, Moabitterne, Midianitterne, Filistæerne o. a. Igennem alt dette var Israel dog stadig Gen­stand for Guds Omsorg. Hans Fremgangsmaade var den at give dem »Regel paa Regel, Forskrift paa Forskrift, lidt her og lidt der« dog holdt han fast ved dem, og naar de omvendte sig og paakaldte ham, bønhørte han dem og udfriede dem fra deres Fjender. (Dom. 3, 9. 15). Men da disse Tugtelser havde vist sig at være resultatløse, gjorde han Brug af den syvfoldige Revselse, [89] som han havde truet med. Kronen blev for stedse borttaget, og Israel saavel som hele den øvrige Verden kom til at staa under dyriske Magter en syvfoldig Tid eller syv Tider. Saaledes ramtes de af det, som Gud havde advaret dem mod: »Dersom I endda ikke [trods Je tidligere Tugtelser] vil lyde mig, da vil jeg tugte eder syvfold.«

Sammenhængen, hvori dette syvfold forekommer (mere, videre eller oven i Købet), viser os, at det ind­befatter en endelig og afgørende Revselse for dette Folk, efter at de øvrige Tugtelser havde vist sig utilstrækkelige til varigt at forbedre det. Den syvfoldige Straf skulde medføre den tilsigtede Virkning, nemlig grundigt at ydmyge Israel for Herren og saaledes forberede det til at modtage hans Velsignelser. Dette Syvfold gælder derfor Længden af den Tid, hvori Hedningerne skulde herske over Israel. Det skulde være en syvfoldig Tid eller syv Tider, dem, som Herren utvivlsomt hentydede til, da han talte om »Hedningernes Tider«.

Det Tidspunkt, da de mindre Fangenskaber og Tugtelser veg Pladsen for den store, endelige Syvfoldseller Syvtidstugtelse, indtraadte, som vi allerede har paavist, da Israels sidste Konge, Zedekias, blev afsat. Siden da har der været een lang Tugtelsestid for Jøderne, den forudsagte Syvtid eller 2520 Aar.

I Bibelen bruges Udtrykket »en Tid« i Betydningen »et Aar«, hvad enten Aaret er bogstaveligt eller billedligt. Naar en Profeti blev fremsat, kunde man ikke paa Forhaand vide, om de anvendte Tidsbestemmelser var billedlige eller bogstavelige. Profeterne granskede forgæves med Flid for at faa at vide, »hvilken eller hvordan en Tid Aanden henviste til«, om det var en billedlig eller en hogstavelig Tid. (1 Pet. 1, 11.) Et symbolsk Aar beregnes i Profetien ud fra et Maaneaar — 12 Maaneder hver med 30 Dage altsaa i alt 360 Dage — og hver saadan Dag staar for et Aar. En

[90] billedlig Tid eller et symbolsk Aar betegner altsaa 360 billedlige Dage, og en syvfoldig Tid eller en »Syvtid« staar derfor som Udtryk for 360 X 7 = 2520 billedlige Dage, hvortil der atter svarer samme Antal bogstavelige Aar.

Det Spørgsmaal,  der nu melder sig, er dette: Var denne »Syvtid« hogstavelig eller billedlig? Mentes der 7 Aar eller 2520 Aar? Vort Svar lyder, at det var billedlige Tider, 2520 Aar. Der kan ikke være ment syv bogstavelige Aar; thi Israel oplevede mange Fangenskaber af længere Varighed. Saaledes tjente de Mesopotamiens Konge i 8 Aar (Dom. 3, 8), Moabs Konge i 18 Aar (Dom. 3, 14), Kong Jabin i 20 Aar (Dom. 4, 2. 3), Filistæerne i en Periode paa 40 Aar og i en anden paa 18 Aar (Dom. 10, 7. 8; 13, 1) foruden de 70 Aar, de var i Babylon. Da alle disse Tidsrum var bogstavelige Aar, og da Syvtiden omtales som den sidste, største og endelige Straf, fremgaar det deraf, at der menes enbilledlig, ikke en bogstavelig Tid. I 3 Mos. 26, 18. 21. 24. 28 staar der i Virkeligheden kun Talordet syv (ikke syvfold). Men Ordet »Tider« er underforstaaet. Det er føjet til i Dan. 4, 16. 23. 25. 32, der ellers helt igennem svarer til det førnævnte Sted. Ejendommeligt nok gentages Udtrykket fire Gange i begge Tilfælde. For Nebukadnesars eget Vedkommende var det hogstavelige Tider eller Aar; dog var, som vi senere skal se, baade Nebukadnesar og hans »syv Tider« forbilledlige.

Nebukadnesars syv Fornedrelsestider (Dan. 4, 16. 23-26) viste sig at være syv bogstavelige Aar, efter at de var blevet opfyldt som saadanne. Paa samme Maade har Israels og den øvrige Verdens Fornedrelsesperiode under de bestaaende Magter vist sig at være syv billedlige Tider — 2520 bogstavelige Aar. Der mangler nu kun 26 Aar (skrevet i 1888) i, at dette Tidsmaal er fuldt. Paa alle Sider er der Kræfter i Bevægelse, som tyder paa, at Afslutningen af Redningernes Herredømme [91] er nær forestaaende, og at vi kan vente en snarlig Indførelse af den evige Retfærdighed og af de Velsignelser, som den nye Pagt vil bringe Israel og hele den sukkende Skabning.

Afslutningen paa Israels syv Tider.

I det lange Tidsrum (syv Tider eller 2520 Aar), medens Israels Tugtelse varede, har Redningerne haft Herredømmet. Da nu disse »Hedningernes Tider« be­gyndte i Aar 606 f. K. og skulde vare i 2520 Aar, hvad vi allerede har paavist, maa de ende i 1914 e. K. (idet 2520 — 606 = 1914) . Derefter vil de i sidste Del af samme Kapitel (3 Mos. 26, 44. 45) forjættede Velsig­nelser indtræffe. Gud vil komme Israel i Hu og op­fylde paa dem den Pagt, han sluttede med deres Fædre. — Rom. 11, 25-27.

Maaske kan vi fremstille Udregningen klarere for nogle paa følgende Maade:

Som Bevis for, at en Dag i Bibelens symbolske Profetier betegner et Aar, anfører vi følgende Tilfælde: a) Spejderne magtte vandre om i 40 Dage for at udspejde Kanaan, et Forbillede paa Israels 40 Aar lange Vandring i Ørkenen. (4 Mos. 14, 33. 34.) b) Da Gud ved Ezekiel vilde fremstille en Modgangstid for Israel, tilkendegav han billedligt dens Længde, idet han sagde: »Een Dag for hvert Aar giver jeg dig.« (Ez. 4. 1-8.) c) I den mærkelige, men allerede opfyldte [92] Profeti af Daniel, som vi har undersøgt i det foregaaende Kapitel, og hvori Tidspunktet for Herrens Salvelse forkyndes, bliver der brugt en billedlig Tidsangivelse. Hver Dag i de 70 Uger staar som Betegnelse for et Aar og er blevet opfyldt som et saadant. d) I Dan. 7, 25 og 12, 7 opgives Pavedømmets Herskerfrist til at være 3 ¹/₂ Tid, der, som vi skal paavise senere i dette Bind, kom til at strække sig over 1260 Aar. (360 X 3 ¹/₂ = 1260.) Det samme Tidsrum omtales i Johannes' Aabenbaring. I Kapitel 12, 14 kaldes det 3 ¹/₂  Tid; i Kap. 13, 5 kaldes det 42 Maaneder; og endelig i Kap. 12, 6 benævnes det 1260 Dage. Op­fyldelsen af disse Profetier vil blive indgaaende undersøgt længere fremme. Lad det nu være nok for os at lægge Mærke til, at Aandens Brug af Ordet »Tid« andet Steds stemmer overems med den Betydning, vi her har lagt i Tanken — at en Tid i billedlige Profetier er et billedligt Aar paa 360 virkelige Aar. Den Omstændighed, at den frafaldne Kirkes Sejrsperiode opmaales til 3 ¹/₂ Tid, der faar sin Opfyldelse i 1260 Aar, fastslaar yderligere, at vi har Ret i at beregne Hedningemagternes Syvtid til 2520 Aar, der ender i 1914 e. K.; thi naar 3 ¹/₂ Tid betegner 1260 Aar, maa 7 Tider, det dobbelte af 3 ¹/₂ nødvendigvis betegne 2520 Aar, det dobbelte af 1260 Aar.

Var Israels syv Tider blevet opfyldt i syv bogstave­lige Aar, vilde den Velsignelse, der blev tilsikret dem ved Guds betingelsesfrie Pagt med deres Fædre, straks være fulgt efter. (Se 3 Mos. 26, 45; Rom. 11, 28.) Men dette skete ikke. De har endnu ikke modtaget de forjættede Velsignelser, og Pagten, siger Paulus (Rom. 11, 25. 26), vilikke blive opfyldt, før den advalgte Evangeliemenighed, Kristi Legeme, er bleve fuldstændiggjort som Befrieren, der vil bringe Pagten til Udførelse. »Dette er den Pagt, jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage [de syv Straffetider], siger Herren:  Jeg vil give min Lov inden i dem og skrive [93] den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk; og de skal ikke mere lære hver sin Næste ag hver sin Broder og sige: Kend Herren! Thi de skal alle kende mig, baade smag og store, siger Herren; thi jeg vil forlade deres Misgerning og ikke mere komme deres Synd i Hu.« (Jer. 31, 33. 34; Heb. 10, 16. 17.) »I de Dage [Gunsttiden, som følger efter Syvtidsstraffen] skal de ikke mere sige; Fædrene aad sure Druer, og Børnenes Tænder bliver ømme. Men hver [som dør] skal dø for sin egen Misgernings Skyld; hvert Menneske, som æder sure Druer, hans Tænder skal blive ømme.« — Jer. 31, 29. 30.

Genrejsningen efter Udløbet af de 70 Aar i Babylon betegnede ikke en Udfrielse fra det hedenske Herredømme; thi Jøderne vedblev for stedse at være skatskyldige under andre Folk. Tilbagekomsten tjente blot til at holde et Folk sammen,  som Messias kunde fremstille sig for. Medens Israel allerede stod i et undersaatligt Forhold til Hedningerne og med Tanken rettet paa denne Omstændighed, var det, at Herren udtalte, at Jerusalem vedblivende skulde nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningetiden var til Ende. Verden er Vidne til den Kendsgerning, at Israels Straf under Hedningernes Herredømme har varet uafbrudt siden 606 f. K., ag at den endnu vedvarer. Der er heller ingen Grund til at vente deres nationale Genrejsning før efter 1914, Grænsen for deres syv Straffetider, de 2520 Aar. Men alt som dette lange Tugtelsens Tidsrum nærmer sig sin Afslutning, kan vi se tydelige Tegn paa, at det ufrugtbare Figentræ er ved at skyde Knopper, hvilket viser os, at den onde Vintertid nu lakker mod Enden, og at Tusindaarsrigets Sommer stunder til, der fuldt ad vil føre dem tilbage til deres forjættede Arv og til national Uafhængighed. Den Omstændighed, at der nu gøres Forberedelser og næres store Forventninger med Hensyn til Israels Tilhagevenden til deres get [94] Land, leverer i sig selv et stærkt Bevis til Bekræftelse af denne Skriftens Lære. Angaaende Betydningen af en saadan Begivenhed henviser vi til Bind I, Side 308-321.

En anden Vidnesbyrdsrække.

En anden Udsigt over Hedningetiderne giver Daniel os i sin Profetis fjerde Kapitel. Menneskets oprindelige Herredømme over Jorden, dettes Bortfjernelse for en Tid og Haabet om dets Genoprettelse, som skal begynde ved Hedningetidernes Udløb, anskueliggøres her paa en kraftig og malende Maade i en Drøm, Nebukadnesar havde, og som Daniel udtydede. Drømmen blev opfyldt i Nebukadnesars egne Oplevelser.

Det hedder om, hvad Kongen saa i sin Drøm: »Og se, et Træ stod midt paa Jorden, og dets Højde var stor; stort var Træet og stærkt, og dets Højde naaede til Himmelen, og man kunde se det lige til hele Jordens Ende; dets Løv var dejligt, og dets Frugt var mangfoldig, og Føde var der paa det for alle; under det fandt Markens Dyr Skygge, og i dets Grene boede Himmelens Fugle, og alt Kød nærede sig af det. . . . Og se, en Vægter og hellig, for ned fra Himmelen. Han raabte med Vælde, og saaledes sagde han: Hug Træet ned, og hug dets Grene af, ryst dets Løv af, og spred dets Frugt! Dyrene under det skal fly bort, og Fuglene fra dets Grene. Men lad dets Rodskud staa igen i Jorden, men i Lænker af Jern og Kobber, i Markens Græs! Og med Himmelens Dug skal han vædes, og med Dyrene skal han have Del i Jordens Urter. Hans Hjerte skal blive forandret, saa det ikke er et Menneskes, og et Dyrs Hjerte skal gives ham, og syv Tider skal fare hen over ham. Paa Vægternes Bestemmelse beror Tingen, og paa de helliges Befaling Sagen, indtil de levende erkender, at den Højeste har Magt over Menneskenes Kongedømme og giver det til den, han vil, og sætter den ringeste blandt Mennesker over det.«

[95] Dette mærkværdige Træ forestillede i sin Herlighed og Skønhed det første jordiske Herredømme, der blev givet Meneskeslægten i dens Stedfortræder og Stamfader, Adam, sammen med hans Hustru, til hvem Gud sagde: »Vær frugtbare og mangfoldige, og opfyld Jorden, og underlæg eder den, og hersk over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som rører sig paa Jorden!« (1 Mos. 1, 28.) Stor var i Sandhed Menneskets oprindelige Herlighed og den Magt, der var nedlagt i det, til at velsigne, nære, værge og beskytte alt levende paa hele Jorden. Men da Synden fik Indpas, kom Befalingen om at hugge Træet ned. Menneskehedens Herlighed, Skønhed og Magt blev taget bort. Den lavere Skabning fandt ikke længere Ly, Værn og Velsignelse under det. Døden huggede det store Træ om, spredte dets Frugt og Løv og berøvede saaledes den lavere (Skabning dens Herre og Velgører.

Hvad Mennesket selv angaar, var al Evne til at vinde det tabte Herredømme tilbage haabløst forsvundet. Men saaledes var det ikke set fra Guds Stand­punkt. Menneskets Herredømme udgjorde oprindeligt et Led i Guds Plan; det havde været hans naaderige Gave til Adam. Endskønt han nu befalede, at det skulde hugges om, blev dog Roden — Guds Forsæt og Plan med Hensyn til en Genrejsning — staaende; men den blev bundet med stærke Lænker, for at den ikke skulde spire før den Tid, Gud havde bestemt.

Ved at Billedet i Drømmen gaar over fra at handle om en Trærod til at gælde et nedværdiget Menneske, der færdes iblandt og ligner Dyrene i Mangel paa Fornuft og Herlighed, stilles vi overfor den styrtede og nedværdigede Jordens Herre, hvis Magt er forsvundet. Lige siden Domfældelsen har Slægten haft sin Del med Dyrene, og Menneskehjertet er blevet dyrisk og nedværdiget. Hvor slaaende er dette Billede ikke, naar vi tænker paa den halvciviliserede eller helt vilde [96] Tilstand, som den store Masse af Menneskene i For­tiden har befundet og endnu befinder sig i, og at selv det lille Mindretal, der kæmper imod den nedadgaaende Tilbøjelighed, kun i stærkt indskrænket Grad har Held med sig til Trods for de store Anstrengelser! Slægten maa blive i sin Nedværdigelse under det ondes Herredømme, indtil den har lært dette, at den Højeste har Magt over Menneskenes Kongedømme og giver det til den, han vil. Og saa længe Menneskene er i denne nedværdigede Tilstand, tillader Gud nogle af de værste Karakterer iblandt dem at herske over de øvrige, for at deres nuværende bitre Erfaringer i Fremtiden kan blive til varigt Gavn for dem.

Der fortælles os videre, at alt dette kom over Nebukadnesar, saaledes som Daniel havde forudsagt. I en afsindig og nedværdiget Tilstand færdedes han iblandt Dyrene, indtil syv Tider (for hans personlige Vedkommende syv bogstavelige Aar) var faret hen over ham. Daniels Udtydning af Drømmen tager kun Hensyn til Nebukadnesar; men den Omstændighed, at Drømmen, Udtydningen og Opfyldelsen altsammen meddeles os saa omhyggeligt, vidner om, at der maa ligge en dybere Hensigt bagved Skildringen. At den saa godt passer ind som en Anskueliggørelse af Guds Plan med at lægge hele Slægten ind under det ondes Herredømme for at tugte og forbedre den, saa at Gud i sin Tid kan grundfæste den i Retfærdighed og genoprette den til evigt Liv, hjemler os Ret til at anse den for et Forbillede.

Drømmen er særlig bemærkelsesværdig i Opfyldel­sen paa Nebukadnesar, naar vi tager i Betragtning, at han stod som Herskerrepræsentanten eller Hovedet for det menneskelige Herredømme. (Dan. 2, 38.) Som Herre over Jorden blev han af Profeten tiltalt med næsten de samme Ord, som Gud i Begyndelsen henvendte til Adam: »Himmelens Gud har givet dig Riget og Magten og Styrken og Æren, og allesteds, [97] hvor Menneskenes Børn, Markens Dyr og Himmelens Fugle monne bo, har han givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle.« (Dan. 2, 37; jfr 1 Mos. 1, 28.)  Siden kom paa Grund af Nebukadne­sars Synd de syv Tiders Straf over ham; men efter deres Udløb vendte hans Forstand tilbage, og han blev genindsat i Herredømmet. Han fik sit Rige igen, og yderligere Magt blev tildelt ham, efter at han saaledes havde høstet den Lære, han trængte til. Han siger selv herom:

»Da de Dage var til Ende, opløftede jeg, Nebukadnesar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig, ham, hvis Herredømme er et evigt Herredømme, og hvis Rige varer fra Slægt til Slægt. Og alle de, der bor paa Jorden, er som intet at agte, og efter sin Vilje gør han med Himmelens Hær og med dem, som bor paa Jorden, og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige til ham: Hvad gør du? Paa samme Tid kom min For­stand til mig igen, og mit Kongedømmes Herlighed, min Pragt og min Glans kom til mig igen, ... og i mit Kongedømme blev jeg igen indsat, og større Magt blev mig tillagt. Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnesar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger er Sandhed, og hans Stier Ret, og dem, som vandrer i Hovmod, magter han at ydmyge. «

Nebukadnesars Nedværdigelse var et Forbillede paa Menneskenes Nedværdigelse under dyriske Regeringer i syv billedlige Tider eller Aar — hver Dag et Billede paa et Aar, ialt 2520 Aar — fra hans Tid af. Man man lægge Mærke til, at dette svarer nøjagtigt til de syv  Straffetider, ders kulde komme over Israel, og som, efter hvad vi lige har set, ender med 1914 e. K. Det var nemlig under denne Nebukadnesar, at Israel blev ført fangen bort til Babylon, da Kronen i Guds [98] forbilledlige Rige blev borttaget, og de syv Tider begyndte.

Det er i fuld Samklang med dette, naar Gud fremstiller de hedenske Riger for Daniel som lige saa mange vilde Dyr, hvorimod Gudsriget der indtræder ved disses Afskaffelse, skildres som en lig en Menneskesøn.

Hvis ikke Hensigten var den at fremstille et Forbillede paa Hedningetidernes Varighed og den Nedværdigelse, de skulde føre med sig, kan vi ikke se nogen Grund til at optegne et saadant Brudstykke af en hedensk Konges Historie. At hans Nedværdigelse i de syv Aar svarer godt til Menneskehedens Fornedrelse, kan man ikke komme uden om. At Gud har lovet at genindsætte Menneskene som Herrer over Jorden, er ligeledes en Kendsgerning, og at de syv billedlige Hedningetider (de 2520 Aar) vil ende paa et Tidspunkt og under Forhold, der klart vil vise Menneskene deres egen Fornedrelse og Uskikkethed til at regere Verden, saa at de derigennem vil blive beredt til at hylde Guds Rige og Herredømme, vil fremtræde som en tredje Kendsgerning. Alt dette fremtvinger den Overbevisning, at skønt de syv Aar fik en bogstavelig Opfyldelse paa Nebukadnesar personlig, har de dog en endnu større og dybere Betydning som en Skygge af de syv billedlige Tider, hvori Hedningernes Herredømme skulde vare, det, hanstod som Repræsentant for.

Det nøjagtige Aarstal for Nebukadnesars Fornedrelse er ikke meddelt os; men det har heller ingen Betydning; thi hans Nedværdigelsestid var et Forbillede paa hele Længden af Hedningherredømmet, der begyndte, da Kronen blev taget fra Zedekias. Dette Herredømme var dyrisk fra Begyndelsen af; derfor er dets Tider talte. Grænserne for dets Magtfrist er afstukket af Jehova ag kan ikke overskrides.

Hvor vederkvægende er ikke den Udsigt, der nu aabner sig ved Aslutningen af disse syv Tider! Hverken [99] Israel eller Verden, der forbilledligt fremstilles ved dette Folk i denne Forbindelse, skal længere ned trædes, undertrykkes og plages af dyriske Hedninge­magter. Da vil Guds og hans Salvedes Rige blive oprettet paa Jorden, og Israel sammen med hele Verden vil blive velsignet under dets retmæssige og retfærdige Styre. Da vil Forjættelsens og Haabets Rod spire og blomstre, den, som først blev plantet i Eden (1 Mos. 3, 15), som senere blev baaret over Vandfloden, og som derpaa blev omplantet i Israel, det forbilledlige Folk. — 1 Mos. 12, 1-3.

Den begyndte at spire ved Herrens første Komme; men den bestemte Tid var endnu ikke inde, til at den kunde blomstre og frembringe sin velsignede Frugt i Genoprettelsen af alle Ting. Efter Udløbet af Hedningetiderne vil dog de sikre Foraarstegn ikke udeblive; rig vil Sommerfrugten blive, og herlig Efteraarshøsten, der skal indsamles ag nydes i de efterfølgende herlige Evigheder. Da vil Jordens oprindelige Herre, Mennesket, efter at hans Forstand er blevet genoprettet, fuldt ud blive genindsat i sit Herredømme, ja, faa tildelt endnu større Herlighed og Magt ligesom i Forbilledet, og han vil prise og ophøje Himmelens Konge.

Vi begynder allerede at se Menneskeslægtens For­stand vende tilbage til den; Menneskene vaagner nu op til en vis Forstaaelse af deres Nedværdigelse og skuer ud efter bedre Tilstande. De udtænker Planer og Midler til at indføre bedre Vilkaar, end de har haft under de dyriske Magter. Men før de kommer til at anerkende Gud og hans Herredømme over Jorden, vil de opleve endnu et frygteligt Anfald af Galskab. Efter Striden til de komme til sig selv svage, hjælpeløse og udmattede, men med Forstanden saa vidt genvundet, at de vil hylde og bøje sig for hans Myndighed, der kommer for at genoprette det længe savnede [100] oprindelige Herredømme paa Erfaringens og Kundskabens varige Grundvold.

Det er ganske vist at vente store Ting at paastaa, som vi gør, at alle de nuværende Regeringer vil blive omstyrtet og opløst saa snart — kort efter 1914. Men vi lever paa en særegen og mærkelig Tid, » Jehovas Dag«, hvor alt naar sit Kulminationspunkt i en Hast. Der staar jo skrevet: »En brat Gerning vil Herren udrette paa Jorden«. (Se Bind I, Kap. 15.) I de sidste 11 Aar (skrevet i 1888) er disse Ting blevet prædiket og udbredt, væsentlig som de er fremsat her. I denne korte Tid har Udviklingen af de Indflydelser og Kræfter, der skal undergrave og omstyrte selv Jordens stærkeste Riger, været vidunderlig at iagttage. I disse Aar har Kommunisme, Socialisme og Nihilisme gjort kraftige Fremskridt og volder allerede star Ængstelse hos Jordens Herskere og Stormænd, som vansmægter af Frygt ag Forventning om de Ting, der kommer over Jorderige. De bestaaende Magter rystes stærkt og vil snart forgaa under et stort Røre.

I Betragtning af de stærke bibelske Beviser om Hedningetiderne holder vi det for en afgjort Sag, at denne Verdens Riger vil gaa til Grunde og Guds Rige blive fuldt ud oprettet kort Tid efter 1914. Da vil den Bøn, Menigheden har bedt lige siden Kristi første Nærværelse: »Komme dit Rige«, blive besvaret. Under det vise og retfærdige Styre vil hele Jorden blive opfyldt af Herrens Herlighed — af Kundskab, Retfærdighed og Fred. (Ps. 72, 19; Es. 6, 3; Heb. 2, 14.) Da vil Guds Vilje ske paa Jorden, som den sker i Himmelen.

Det er særlig værd at lægge Mærke til Daniels Ud­sagn om, at Guds Rige ikke først vil blive oprettet, efter at de jordiske Riger er blevet opløst, men i deres Dage, d. v. s. medens de endnu er til og har Magt, og at det netop er Guds Rige, der skal knuse og til­intetgøre alle de andre. (Dan. 2, 44.) Saaledes hardet [101] været med hver især af de dyriske Regeringer. De har været til, før de har kunnet tilkæmpe sig Verdensherredømmet Babylon var til, længe før det indtog Jerusalem og vandt Herredømmet (Dan. 2, 37. 38); Medo-Persien var til, før det overvandt Babylon; og saaledes var det med alle Rigerne. De maatte først være blevet til og have naaet nogen Magt, før de kunde undertvinge andre. Paa lignende Maade forholder det sig med Guds Rige. Det har været til i Fostertilstand i atten Aarhundreder. Men det har sammen med den øvrige Verden været underkastet de bestaaende Øvrigheder der er indsat af Gud. Før disses syv Tider er udløbet, kan Guds Rige ikke komme til at styre Verden. Ligesom de andre maa det imidlertid først opnaa en Magt, der er tilstrækkelig til at omstyrte og sønderknuse de Riger, som nu er.

Saaledes vil Herren paa denne »Jehovas Dag«, »Trængselens Dag«, tiltage sig sin store Magt, som han hidtil har ladet ligge ubenyttet hen, og det vil være dette, som volder Trængselen, skønt Verden for en Tid ikke kan indse det. At ide hellige skal have Del i dette Arbejde med at sønderknuse de bestaaende Riger, kan der ikke være nogen Tvivl om. Der staar skrevet: »At binde deres Konger med Lænker og deres fornemme. Mænd med Jernkæder for at fuldbyrde foreskrevet Straffedom paa dem — dette er en Ære for alle hans fromme.« (Ps. 149, 8. 9.) »Den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare paa mine Gerninger, ham vil jeg give Magt over Hedningerne; og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderknuses — Aab. 2, 26. 27; Ps. 2, 8. 9.

Den Undersøgelse, vi i det foregaaende Bind har foretaget af Forskellen mellem Guds Rige og de dyriske Riger, vil hjælpe os til at se, at der ogsaa kan være Forskel i Maaden at føre Krig paa. Den omtalte Sønderknusning vil finde Sted ad Veje, der er vidt forskellige fra dem, som nogen Sinde før er blevet [102] benyttet ved Omstyrtelsen af Nationer og Riger. Han, der nu skal til at regere, omtales i Billedsprog som den, af hvis Mund der udgaar et Sværd, for at han med det skal slaa Hedningerne og regere dem med et Jernspir. (Aab. 19, 15.) Dette Sværd er Sandheden. (Ef. 6, 17.) De levende hellige saavel som mange af Verdens Mennesker bliver nu brugt som Herrens Stridsmænd til at omstyrte herskende Vildfarelser og Onder. Ingen maa dog forhastet drage den Slutning, at der her udelukkende er tænkt paa en fredelig Omvendelse af Nationerne; mange Skriftsteder, saasom Aab. 11, 17. 18; Dan. 12, 1; 2 Thess. 2, 8; Ps. 149; Ps. 47, lærer os nemlig det stik modsatte.

Bliv derfor ikke overrasket, naar vi i det følgende vil fremsætte Beviser for, at Oprettelsen af Gudsriget allerede er begyndt, at 1878 ifølge Profetierne betegner det Tidspunkt, da Magtudfoldelsen skulde be­gynde, og at »Krigen paa Guds, den almægtiges, store Dag« (Aab. 16, 14), der vil ende med fuldstændig Undergang for Jordens nuværende Herskermagter, allerede kan siges at være brudt løs. Samlingen af Hærene kan tydeligt iagttages ud fra Guds Ords Standpunkt.

Dersom vort Syn ikke hindres af nogen Fordom, kan vi, naar vi forar vort Teleskop, Guds Ord, rigtig indstillet, klart se Beskaffenheden af de Begivenheder, der skal indtræde paa Herens Dag, og vi kan forstaa, at vi allerede befinder os midt iblandt disse Begivenheder, og at altsaa hans Vredes store Dag er kommet.

Sandhedens Sværd, der allerede er blevet skærpet, vil ramme alle daarlige Samfundsformer, Sæder og Skikke — borgerlige, politiske og kirkelige. Ja, hvad mere er, vi kan se, at Sværdhuggene allerede er begyndt at falde. Tankefrihed og Menneskerettigheder baade i verdslig og religiøs Henseende, som man saa længe havde maattet undvære under Kejsernes, Kongernes, Pavernes, Synodernes, Kirkemødernes, Overleveringernes [102] og Trosbekendelsernes Herredømme, bliver paany værdsat og efterstræbt, og det som aldrig før. Den indre Kamp er alt i Gære. Inden længe vil den bryde ud i lys Lue, og menneskelige Indretninger og Vildfarelser, som i Aarhundreder har lænkebundet Sandheden og holdt den sukkende Skabning i Undertrykkelse, vil blive fortæret af Ilden. En udstrakt og voksende Kundskab om Sandheden er det Sværd, der nu »sønderknuser Hoveder over den vide Jord«. (Ps. 110, 6.) Men hvilken Velsignelse skjuler der sig ikke i denne Trængsel! Den vil berede Menneskene til bedre at forstaa og værdsætte Sandheden under den retfærdige Konges Regering.

Naar Menneskene til Slut har lært at forstaa, at Ret er gjort til Maalesnor og Retfærdighed til Lad (Eis. 28, 17), vil de ogsaa kunne indse, at strenge Retsregler er det eneste, der kan medføre de Velsignelser, som alle tragter efter. Trætte, som de er, af deres egne Veje og af Selviskhedens usle Frugter vil de hilse den retfærdige Myndighed, der overtager Styret, hjertelig velkommen og med Glæde underkaste sig den. Saaledes skal, som der staar skrevet, »alle Folkeslagenes Forlængsel komme« (Haggaj 2, 7; eng. Overs.) — Gudsriget under Jehovas Salvedes absolutte og uindskræn­kede Ledelse.