Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 10

DEN NYE SKABNINGS DAAB.

Daaben i det andet Aarhundrede. — Faddere. — Romerkirkens Daabsceremonier. — Barmedaaben, og hvorfor den inidførtes. — Bibebens Udsagn om Daaben. — »Disciplenes« Anskuelse. —­ »Baptisternes« Anskuelse. — Den rette Forstaaeelse. — Daaben til Kiristi Død. — »Med een Aand blev vi alle døbt ind i eet Legeme.« — Ilddaaben. — Den symbolske Daab i Vand. — Er den symbolyske Daab nødvendig? — Det rette Symbol. — Hvem, der kan forrette den. — Hvilke Ord bør anvendes? — Grentagelse af Symbolet. — »At lade sig døbe for de døde.«

KRISTNE Mennesker er enige om, at det nye Testamente lærer, at man skal døbes skønt der hersker stor Forvirring med Hensyn til Daabens Betydning og Maaden, den skal udføres paa.

Det store Frafald, som Apostlene hentyder til i det nye Testamente, havde vundet en saadan Fremgang i det andet Aarhundrede, at meget overtroiske Anskuelser om Daaben var blevet almindelige indenfor Navnkirken. Man antog, at Vanddaaben ikke blot bragte den enkelte i Forbindelse med Gud ved at udslette fortidige Synder, men at den ogsaa sikrede ham Guds Gunst som Medlem af Kristi Menighed, hvilket ikke paa anden Maade kunde opnaas. Derfor søgte de troende ikke blot Daaben for deres eget Vedkommende, men lod ogsaa Børnene døbe. Og da de smaa selv hverken kunde tro eller indgaa paa noget Pagtsløfte, blev der truffet en Ordning, ifølge hvilken Forældrene kunde blive Børnenes Faddere — deres »aandelige Forældre«. De lovede højtideligt, at Børnene skulde tro paa Herren og vandre paa hans Vej, og forpligtede sig til at sørge for deres religiøse Opdragelse. De, der paatog sig et saadant Ansvar, blev kaldt Gudfædre og Gudmødre. [464]

Baade Lærerne og deres Tilhængere i denne Periode skred hurtigt frem i Formvæsen og i kunstig Udsmykning af Symbolerne og deres Betydning. Der blev bygget særlige Døbefonter udenfor Kirkerne i det tredje Aarhundrede. De bestod af et indre Værelse, som stod i Forbindelse med en Hal. Dennes ene Side var aaben ud imod Publikum, i hvis Overværelse Daabsløfterne blev aflagt, hvorefter vedkommende blev døbt i Fonten i det indre. Den tjenstgørende Præst udtalte Besværgelser over Daabskandidaten for at uddrive Djævlene og blæste ham tre Gange i Ansigtet, een Gang for Faderen, een Gang for Sønnen og een Gang for den hellige Aand. Vandet, hvori Daaben fandt Sted, blev helliget ved et vidtløftigt Ritual. En Del af dette havde til Formaal at uddrive de onde Aander af Vandet. Kandidaten blev nu afført sit Tøj som et Billede paa, at han fuldstændig aflagde det gamle Menneske, og blev derpaa døbt tre Gange, een Gang i Faderens, een Gang i Sønnens og een Gang i den hellige Aands Navn. Alt dette fandt Sted udenfor Kirken for at antyde, at Kandidaten ikke endnu var Medlem af Kirken og ikke kunde blive det, før han var blevet indført i den ved Daabsceremonien. Efter Daaben bar Kandidaten en hvid Klædning indtil den paafølgende Søndag. Senere hen ophørte man med at holde Daabslokalet afsondret fra Kirken og lod Døbefonten opføre inde i denne.

De romersk- og græsk-katolske holder endnu for en stor Del fast ved det vidtløftige Ceremoniel fra det tredje Aarhundrede med blot nogle faa Forandringer efter Tidens Fordringer. Vi hidsætter her Daabsbestemmelserne for den romersk-katolske Kirke, skønt disse ikke alle anvendes overalt:

»1) Barnet holdes udenfor Kirken for at betegne, at det er udelukket fra Himmelen, der symboliseres ved Kirken. [465]

2) Præsten blæser det tre Gange i Ansigtet for derved at betegne, at, Djævelen kun kan uddrives ved Guds Aand.

3) Korsets Tegn bliver gjort, paa Barnets Pande og  Bryst.

4) Præsten udtaler Besværgelser over noget Salt og lægger det i Barnets Mund som et Symbol paa den Visdom, der skal bevare det fra Fordærvelse.

5) Der udtales Besværgelser over Barnet selv.

6) Præsten berører dets Mund og  Øre med Spyt, idet han udtaler Ordet: »Effata«.

7) Barnet bliver afklædt, hvad der skal udtrykke, at det aflægger det gamle Menneske.

8) Derpaa fremstilles det af Fadderne, som repræsenterer Kirken.

9) Forsagelse af Djævelen og alle hans Gerninger udtales.

10) Barnet salves med Olie.

11) Trosbekendelsen fremsiges.

12) Man spørger Barnet, om det vil døbes.

13) Det faar tildelt en eller anden Helgens Navn; denne skal være dets Mønster og Beskytter.

14) Derpaa neddykkes Barnet tre Gange i Vandet, eller der udgydes Vand tre Gange over dets Hoved.

15) Det modtager Fredskysset.

16) Man salver det paa Hovedet for at vise, at det ved Daaben er blevet Konge og, Præst.

17) Man giver det en tændt Kerte i Haanden for at betegne, at det er blevet et Lysets Barn.

18) Det bliver indhyllet i en hvid Klædning, der fremstiller dets Daabsrenhed.« — Elliotts Delineation of Romanism (Grundtræk af den romerske Lære). Bind I, Side 240. Se ogsaa Roman Catholic Catechism (Romersk-katolsk Katekismus) Side 252.

De her fremsatte Fordrejelser af Daabshandlingen holdt man fast ved i mere end 1200 Aar, indtil vor Tids forskellige protestantiske Samfund blev dannet.

[466] Uden Tvivl var der nogle af Herrens Folk, som saa paa Sagen i et noget klarere Lys. Men vi kan fornuftigvis gaa ud fra, at de har været yderst faa, og at der praktisk talt ikke er blevet overleveret os nogen Beretning om deres afvigende Meninger. Det er ikke til at forbavses over, at Protestanterne fra det 15. og 16. Aarhundrede, der havde modtaget disse Overleveringer ved Arv og selv benyttet dem i betydelig Udstrækning, vedblev at være under deres Indflydelse. Ihvorvel de skilte sig af med en hel Del af det ydre Ceremoniel; holdt de dog i det store og hele fast paa det gamle Synspunkt og de gamle Skikke. Selv i vor Tid nærer ellers intelligente Mennesker en overtroisk Rædsel for, at deres spæde Børn skal dø, før de er blevet døbt — altsaa før de har modtaget Syndernes Forladelse og er blevet Medlemmer af Kirken. I Overensstemmelse med denne Overtro ser vi ogsaa, at skønt man i alle Samfund ellers bestræber sig for at lægge al Magt og Myndighed over i Præsteskabets Hænder og forholde Lægfolket enhver Selvbestemmelse, er det dog almindeligt, at i Tilfælde, hvor man ikke venter, Barnet kan leve, og hvor man ikke i Tide kan faa en gejstligs Hjælp, har hvem som helst Lov til at foretage Daabshandlingen. Man vil nemlig undgaa enhver Risiko med Hensyn til Barnets evige Velfærd. Lægfolkets Rettigheder under saadanne Omstændigheder anerkendes klart, selv i den romersk-katolske og græsk-katolske Kirke. I den engelske Kirkes Statutter fra Edward den Sjettes Tid hedder det: »Præsterne skal ofte for­mane Folket til ikke uden stor Grund og Nødvendighed at døbe Børnene hjemme i deres Huse. Men naar stor Nød tvinger dem dertil, skal de gøre det.«

Følgende Forklaring, af Daaben er taget fra den autoriserede romersk-katolske Katekismus:

»Det første og nødvendigste Sakrament er Dagben.« »Thi før man har modtaget Daaben, kan man ikke modtage noget andet Sakrament.« »Uden Daaben kan ingen blive frelst.« »Ved Daaben bliver al oprindelig Synd og alle fortidige. [467]

Synder tilgivet; den timelige saavel som den evige Straf eftergives ved Daaben.« »I Daaben bliver vi ikke blot renset fra al Synd, men bliver paa aandelig Maade omdannet, vi bliver hellige Guds Børn, Arvinger fil Himmelen.«

Den lutherske Kirke indtager et noget lignende Standpunkt i denne Sag.

Den engelske Kirke tillægger Daaben samme Betydning, men bruger et noget andet Ceremoniel. Følgende Uddrag fra den engelske Bønnebog viser dette:

»Hellige dette Vand, saa det, paa overnaturlig Maade kan aftvætte Synden, og giv dette Barn, som nu bliver døbt deri, at det maa modtage af din Naades Fylde og altid forblive iblandt dine trofaste og udvalgte Børn.« »Vi optager dette Barn i Kristi Menigheds Hjord, og vi tegner det med Korsets Tegn.« »Elskede Brødre, da nu dette Barn er blevet genfødt og indpodet i Kristi Menigheds Legeme, lad os saa takke den almægtige Gud for denne Naade.« »Vi takker dig, barmhjertige Fader, at det har behaget dig at genføde dette Barn ved din hellige Aand.«

Presbyterianernes Anskuelser, er ikke sag yderliggaaende. I Westminster Konfessionen hedder det i Artikel 28: »Daaben er et Sakrament ... et Tegn og et Segl paa Naadens Pagt, paa at Barnet er blevet indpodet i Kristus, paa at det er blevet genfødt, paa at det har faaet Syndernes Forladelse.« Det hedder videre, at spæde Børn kan døbes, naar en af eller begge Forældrene er kristne, ellers ikke. Derpaa fortsættes der »Skønt det vilde være en stor Synd at forsømme at udføre denne Handling, er dog Naaden og Frelsen ikke saa uadskilleligt sammenknyttet dermed, at intet Menneske kan blive frelst uden den, eller at alle de, der døbes, uvægerligt bliver genfødt.

Da de presbyterianske Bestemmeelser saaledes tillægger Daaben mindre Betydning, giver de ingen andre end Præsterne Lov at udføre Tjenesten. Men i Betragtning af, at Præsterne betoner Daabens Vigtighed, og der kun er faa, som har lagt Mærke til den sidst anførte Sætning gaar Presbyterianerne saavel som andre i stor Frygt for, at deres Børn skal dø uden at væge døbt.[468]

Metodisterne og den protetantisk-episkopaale Kirk i Amerika saavel som de fleste andre moderne Institutioner hylder dette sidst omtalte modererede Syn paa Daabens Nødvendighed.

Der fortælles en Anekdote, som egner sig vel til at bevise denne Sag. En Doktor blev sent om Aftenen kaldt til et døende Barn. Han ankom lige et Øjeblik før en Præst, som man ogsaa havde sendt Bud efter. Da det var tydeligt, at Lægen ikke kunde gøre noget for Barnet, traadte han til Side og lod Præsten komme til. Denne tog hastigt en Skaal Vand, stænkede nogle faa Draaber i Ansigtet paa Barnet og sagde: »Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn.« Et Øjeblik efter havde Barnet udaandet. Da nu Lægen og Præsten forlod Huset sammen, sagde den første til den sidste: »De kom lige i sidste Øjeblik; var De kommet to Minutter senere, vilde det have været for sent. Maa jeg spørge, hvad Slags Støvler bruger De?« »Jeg bruger Fjederstøvler«, svarede Præsten. »Hvilket Held«, sagde Lægen, »havde de brugt Snørestøvler, vilde de ikke være kommet tids nok, og diet havde rigtignok været slemt for Barnet.«

Det er sandt nok, at mange mere oplyste kristne vilde benægte Rigtigheden af en saadan overtroisk Tanke, at Gud skulde ville overgive et udøbt Barn til Djævlene og lade det blive pint i Evighed eller gøre noget andet for at fortrædige det. Men alligevel udviser mange af disse Mennesker stor, Angst, hvis det paa en eller anden Maade skulde ske, at deres Børn døde uden denne Ceremoni. Nogle af de mere uoplyste er absolut overbevist om Handlingens Nødvendighed og nærer en pinlig Rædsel for Følgerne, hvis man undlod at udføre den. Saa stærk er den Indflydelse, der naar ned til os fra de falske Trosbekendelsers Aarhundreder — fra den mørke Middelalder.

I Hagenbachs Dogmernes Historie Paragraf 72 kan man finde Beviserne for, at disse urigtige Anskuelser [469] om Daabens Natur, Nødvendighed og Virkekraft havde udviklet sig saa tidligt som i det andet Aarhundrede. Paa Konstantins Tid kom den Tanke frem, støttet af Tertullian (De Baptisme, cap. 18), at da Daaben havde en saadan magisk Evne til at rense fra fortdige, men ikke fra fremtidige Synder, skulde man vente med at lade sig døbe til saa nær op ad Dødsøjeblikket som muligt. Endnu senere begyndte man at give de døende »den sidste Olie«, medens Bestræbelserne gik ud paa at faa alle saa tidligt som muligt ind i Kirken. Det var Augustin, der fremsatte den Læresætning: »Ingen Frelse udenfor Kirken.« Deraf kom som en naturlig Følge den Lære, at Børnene vilde gaa »fortabt«, hvis de ikke var blevet Medlemmer af Kirken. Fra da af blev det overalt almindeligt, at lade Børnene døbe som smaa. Navnkirken har lige fra Begyndelsen haft Tilbøjelighed til at gribe efter det, som kunde forøge dens Indflydelse og Antallet af dens Tilhængere. Skaberens Karakter og Plan er saaledes blevet vanhelliget ag Ordets Vidnesbyrd gjort tomt, medens den sande Kristenhed, »Hveden«, har lidt Fortræd ved den Mængde »Klente«, Modstanderen har saaet.

Barnedaaben forkastes at nogle.

De, der anerkender, at Daaben er for de troende, og at det ene Menneske ikke kan tro for det andet, forkaster Barnedaaben som ubibelsk. Disse samme Mennesker hævder i Almindelighed, at kun en Daab ved Nedsænkning, saaledes som Herren og Apostlene lærte det, er virkelig Daab. De henleder Opmærksomheden paa den Omstændighed, at det græske Ord baptizo betyder at nedsænke, dække eller gøre fuldstændig vaad, og at der bruges helt andre Ord paa Græsk, naar der er Tale om at bestænke eller oversprøjte. I Almindelighed bruger de en baglænds Nedsænkning i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn. Dog er der nogle faa, som bruger tre forlænds Nedsænkninger, een [470] Gang i Faderens, een Gang i Sønnens og een Gang i den hellige Aands Navn. Disse sidste hævder, at da Kristus bøjede sit Hoved forover i Døden, bør ogsaa hans Efterfølgere nedsænkes med Ansigtet fremefter i Lighed med hans Død. Disse kristne Venner synes ikke at tænke paa, at Kristus ikke blev begravet med Ansigtet nedad, og at Faderen og den hellige Aand hverken døde eller blev begravet. Deres Symbolik er derfor fuldstændig uholdbar. Betydningen af Ordene: »I Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn« er den, at Handlingen foregaar med Faderens, Sønnens og den hellige Aands Bemyndigelse — at Faderen, Sønnen og den hellige Aand tilsammen formaner de troende til at lade sig døbe.

Iblandt dem, der benytter een baglænds Nedsænkning, findes der to store Samfund, nemlig »Baptisterne« og »Disciplene«. Dog udfører disse to Handlingen med meget forskellige Anskuelser med Hensyn til dens Betydning og Virkekraft. »Disciplene«, der ogsaa kalder sig »kristne« (og hyppigt af andre betegnes som »Campbellitter«), hævder, at Vanddaaben sker til Syndernes Forladelse, og at de, der ikke er blevet nedsænket i Vand, endnu er i deres Synder, endnu er »Vredes Børn«. Ifølge denne Anskuelse er de allerfleste Mennesker med Undtagelse af de smaa Børn (hvis oprindelige Synd de synes at overse), ja, selv bekendende kristne af næsten alle Samfund —Kongregationalister, Metodister, Presbyterianere, Lutheranere, episkopale, romersk-katolske, græsk-katolske o. s. v. — uretfærdiggjorte Syntdere og som saadanne hjemfaldne til Guds Vrede, hvad der nu end skal forstaas ved dette Udtryk. Næsten alle, og herunder indbefattet »Disciplene«, mener, at det betyder en Evighed i Pine.

Dette er et haardt Standpunkt at indtage, ikke blot overfor Verden, men ogsaa overfor de mange kristne af andre Samfund. Det undrer os derfor slet ikke, at »Disciplene« i Almindelighed undgaar at føre [471] Spørgsmaalet frem til denne yderliggaaende Slutning, skønt Følgerigtigheden deraf maa være indlysende for dem saavel som for alle andre, der tænker over Sagen. Vi kan ikke indrømme, at dette skulde være et rigtigt Syn paa Daaben. For os er det hverken bibelsk eller fornuftigt. Vi kan ikke tro, at Herren har gjort Menneskenes evige Velfærd afhængig af deres Kundskab om og Lydighed mod en saadan ydre Handling. Imidlertid forskanser »Disciplene« sig bagved forskellige Skriftsteder, som vi ikke bør overse, f. Eks. at Johannes Døberen prædikede Omvendelse og Syndernes Foreladelse for Jøderne, og at Apostlene paa Pinsedagen bød Jøderne at tro og lade sig døbe til Syndernes Forladelse, paakalde Herrens Navn og aftvætte deres Synder. (Matt. 3, 6; Joh. 4, 1. 2; Ap. G. 2, 38. 41.) Vi vil betragte disse Skriftsteder paa et andet Sted og se, hvorledes og hvorfor de kun kan anvendes paa Jøderne, aldrig paa Hedningerne. Vi vil ogsaa da lægge Mærke til, at da nogle Hedninger i Menigheden i Efesus fortalte, at de var blevet døbt med Johannes' Daab — til Omvendelse og Syndernes Forladelse — bød Apostelen Paulus, at de skulde døbes om igen i den Herres Jesu Navn. — Ap. G. 19, 3-5.

Skønt Baptisterne ikke er mindre ivrige, i deres Forsvar for Nedsænkningen som den rette Form for Daaben, paastaar de dog noget helt andet med Hensyn til dens Virkning. De nægter, at den skulde være til Syndernes Forladelse, hvilken, siger de, kun kan erfares ved Tro paa den Herre Jesus Kristus, vor Genløser. Imidlertid hævder de, at Daaben er Døren ind i Menigheden, at kun de, der bliver døbt, virkelig kommer ind i Menigheden, og at andre ikke bør faa de Rettigheder og Velsignelser, der tilhører Menigheden, hverken i dette Liv eller i det kommende. I Overensstemmelse med denne Tanke nægter Baptisterne i Almindelighed at give nogen Adgang til Nadverbordet, som ikke er blevet døbt ved Nedsænkning i Vand. De [472] siger nemlig, at Nadverbordet ikke er for Verden, men kun for Menigheden, og at ingen kan tilhøre Menigheden, medmindre de har passeret Døren dertil, Vanddaaben. De faa Baptistkirker, der i de senere Aar har slappet denne Regel, har gjort det paa Trods af deres egen Teori. For at belyse denne Sag hidsætter vi følgende Uddrag fra en Artikel af J. T. Lloyd i Bladet »Religious Herald«:

»Den kristnes Daab er den troendes Nedsænkning i Vand i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn. Intet andet end dette udgør Daaben. Baptistkirkerne er de eneste kristne Kirker, der eksisterer. De, der bruger Barnedaaben har ikke nogen Ret til at deltage i Herrens Nadver. Naar de deltager deri, gør de det uværdigt og æder og drikker sig selv en Dom til.«

Hvis Baptisternes Anskuelse var rigtig, vilde deraf følge, at alle de Medlemmer af andre kristne Samfund, som ikke er blevet nedsænket i Vand, bedrager sig selv, naar de mener, at de i nogen Forstand af Ordet tilhører Kristi Menighed; thi, siger Baptisterne, Daaben ved Nedsænkning er Døren ind i Menigheden. Enhver, som ikke saaledes er blevet nedsænket, er ikke i og tilhører ikke Kristi Menighed, der er hans Legeme. Det undrer os ikke, at Baptisterne, og særlig dem iblandt dem, som staar højest i Hjerte og Forstandsegenskaber, tøver med at fremsætte for Offentligheden disse konsekvente Slutninger af deres Tro. Hvis de gjorde det, vilde det forskaffe dem manges Vrede og Foragt, hvem de er nødte til at respektere som kristne, skønt deres Teori siger det modsatte. Men hvad vilde Følgen være, hvis. Baptisternes Anskuelse var rigtig? Vi svarer, at i Overensstemmelse med alle Kristenhedens forskellige Trosbekendelser vilde det betyde, at kun de, der var døbt ved Nedsænkning, kunde blive frelst, og at alle andre, kristne i andre Samfund saavel som Verdensmennesker, vilde gaa fortabt; thi er det ikke netop alle Trosbekendelsers Paastand, at kun Menigheden bliver frelst, og at alle andre iler Fortabelsen [473] eller den evige Pine i Møde — en Skæbne, der fastsættes for dem ved Døden?

Vi maa tage Afstand fra alle de her nævnte Teorier som ufuldkomne og menneskelige, hvis Selvmodsigelser er indlysende. Selve Fremsættelsen af dem vil straks overbevise ethvert intelligent og fordomsfrit Menneske om deres Fejlagtighed. Vi kan ikke indrømme, at »Disciplene« eller »Baptisterne« er, eller at disse to Samfund tilsammen udgør den levende Guds Menighed, hvis Navne er skrevet i Himlene, saaledes at alle disses nedsænkede Medlemmer er indbefattet heri, medens alle andre kristne er udelukkede derfra. Vi kan ikke indrømme, at den gode Sæd, »Hveden«, som Menneskesønnen saaede paa Marken, alt sammen faldt indenfor Baptisternes Markskel, og at al »Klinten« faldt udenfor. Heller ikke kan vi gaa med til, at baade al Hveden og al Klinten skulde findes iblandt dem, der er døbt ved Nedsænkning, saa at alle andre Samfund er udelukkede fra Herrens Lignelse om Hveden og Klinten. (Matt. 13.) Vi hævder, at alle disse indbyrdes modstridende Teorier er fejlagtige og derfor misbilligede af Gud. Vi paastaar, at Sektvæsenet som Helhed strider imod Guds Anordning — eet Hoved, eet Legeme, een Tro, een Daab. Vi siger ikke, at Herrens Menighed, den nye Skabning, bestaar af saa overvættes mange Medlemmer. Vi indrømmer, at disse i alt udgør en lille Hjord.

Vi maa medregne Baptisterne og Disciplene saavel som Presbyterianerne, Metodisterne, Lutheranerne, Katolikkerne, de episkopale til den ene almindelige Kristenhed, som i Skriften kaldes Babylon. Menneskesønnen og hans trofaste Efterfølgere saaede den gode Sæd, der har baaret Frugt i hele Kristenheden. Denne maa betragtes som Evangelietidsalderens Hvedemark. Modstanderen har saaet Klinte i saa rigelig Mængde, at Hveden næsten er blevet kvalt. I en vis Forstand kunde man derfor snarere tale om en Klintemark end [474] en Hvedemark. Men nu er omsider Evangelietids­alderens Høst kommet i Overensstemmelse med Herrens Løfte. Han udsender Høstfolkene, for at de skal, samle Hveden ind i Laden, og det er øjensynligt, at han finder de sande Hvedekorn, ikke blot iblandt Baptisterne og Disciplene, men ogsaa iblandt Presbyterianerne, Metodisterne, Katolikkerne, Lutheranerne, Kongregationalisterne, de episkopale og andre. I Overeasstemmelse hermed lyder ogsaa Budskabet til Herrens Folk overalt i Babylon: »Falden, falden er Babylon, den store [Guds Dom er gaaet over den, og dens Systemer er blevet forkastet af Herren]; ... gaa ud fra hende, mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtig i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.« — Aab. 18, 2. 4.

Naar dette er Tilfældet, er det klart, at Baptisterne og Disciplene saavel som alle andre har taget sørgelig fejl med Hensyn til, hvad Daaben er, og med Hensyn til de Velsignelser og Rettigheder, den bringer med sig. Vi har ganske kort betragtet Sagen lige fra først af indtil nu, for at alle maa kunne forstaa, at der er noget i Bund og Grund galt i alle de forskellige Anskuelser, der nu hersker om Daabsspørgsmaalet, og for at alle følgelig maa kunne være bedre beredt til i Ærbødighed og under Bøn at gaa bagom de menneskelige Overleveringer til Herrens Ord og se, hvad han gennem sine inspirerede Apostle har sagt om denne Ting, der sikkert er af stor Vigtighed, da den er en guddommelig Anordning. Først naar vi har set den Forvirring, der overalt i Kristenheden hersker angaaende denne Sag, kan vi fuldt ud værdsætte Enkelheden i Guds Budskab derom.

Skriftens Vidnesbyrd om Daaben.

Den jødiske Lov indeholder forskellige Bestemmelser om Renselse af Karrene og Bestænkelse af urene Personer, men intet om en saadan Daab (Nedsænkning — [475] af Ordet baptizo) som den, Johannes prædikede i Slutringen af den jødiske Tidsalder. Johannes' Daab var alene for Jøderne, der allerede var anerkendt som forbilledligt renset ved Forsoningsdagens Syndofre. For dem betegnede Johannes' Daab Anger og Omvendelse fra tilstaaede Synder, Overtrædelser af Lovpagten, og tillige en forbilledlig Renselse fra dem — en Tilbagevenden til Retfærdigheden i Hjerte og Hensigt. De Jøder, der saaledes angrede deres Synd og symbolsk blev renset eller tvættet fra den, blev regnet for at være bragt tilbage til den Harmoni med Gud, som de tidligere havde besiddet under Lovpagten. Formaalet med Johannes' Prædiken og Daab var at berede Folket til Guds Rige og til Aabenbarelsen af Messias. Johannes forkyndte, at Riget var nær for Haanden, og at Folket maatte være i den rette Hjertetilstand, hvis de skulde modtage den tilsigtede Velsignelse derigennem. Enhver Jøde under Lovpagten blev regnet for et Medlem af Moses' Hus. »De blev alle døbt til Moses i Skyen og i Havet.« (1 Kor. 10, 2.) Moses' Hus var et Tjenernes Hus, som der staar skrevet: »Moses var vel tro i hele hans Hus sot en Tjener.« (Heb. 3, 5.) Ifølge Guds Foranstaltning var det saadan, at enhver, der var trofast som Medlem af det forbilledlige Israel, Tjenernes Hus under Moses, han, der var Mellemmand for den forbilledlige Lovpagt, vilde være skikket til, naar den modbilledlige Moses, Messias, Kristus, kom, at tage imod ham. Da de var blevet døbt ind i Moses i Skyen og i Havet, vilde deres Antagelse af Kristus i Stedet for Moses indbefatte, at de blev Lemmer paa Kristi Legeme, at han blev deres Hoved, og at de ved Forbindelse med ham blev den nye Pagts Tjenere, for hvilken Pagt den hele herliggjorte Kristusperson, Hoved og Legeme, vil være Mellemmanden.

Derfor døbte Johannes ikke de troende til Kristus, men døbte dem blot til Omenvendelse. Han bragte dem tilbage til Harmoni med Moses, og i denne Tilstand [476] vilde de som naturlige Grene paa Olietræet (Rom. 11, 16-21) ikke behøve at blive indpodet i Kristus; thi Kristers traadte for dem i Stedet for Moses, der blot havde været et Forbillede paa Kristus. Lad os ogsaa huske, at denne Daab, som kaldtes Johannes' Daab, og som udtrykkeligt siges at have været til Omvendelse og Syndernes Forladelse, til Aftvætning, kun var anvendelig paa Jøderne; thi da Hedningerne ikke var blevet døbt ind i Moses og ikke nogen Sinde havde tilhørt det forbilledlige Tjenernes Hus, kunde de ikke ved at angre deres Overtrædelser komme tilbage til en Tilstand, som de ikke tidligere havde været i. De Hedninger, der troede paa Kristus, maatte derfor indføres i Sønnernes Hus paa anden Maade. De var, som Apostelen forklarer, de vilde Oliegrene, af Naturen Vredes Børn, fremmede og Udlændinge, adskilte fra Israels Borgerret. Ingen Anger og Omvendelse kunde gøre disse fremmede og Udlændinge til Medlemmer af Tjenernes Hus, hvem alene den Forret tilhørte ved Tro at gaa over i Kristus, fra Tjenernes Hus til det modbilledlige Sønnernes Hus. Hvis de vilde blive Grene paa Olietræet (Kristus), hvis Rod var Guds Løfte til Abraham (Gal. 3, 16. 29), maatte de indpodes paa de ledige Pladser, der fremkom ved, at nogle af de naturlige Grene paa det oprindelige Olietræ, nogle af Tjenernes Hus, hvis Hjerte ikke havde været i den rette Tilstand til at modtage Messias, og som derfor ikke kunde antages af ham som Medlemmer af Sønnernes Hus, blev afbrudt. »Han kom til sit eget [Folk, Israel], og hans egne [Landsmænd] tog ikke imod ham. Men saa mange, som tog imod ham, dem gav han Magt [Ret] til at blive Guds Børn, dem, som tror paa hans Navn, hvilke ikke blev født af Blod, ej heller af Køds Vilje, ej heller af Mands Vilje, men af Gud« — hvorved de blev Medlemmer af den nye Skabning. — Jøh. 1, 12. [477] 

Det forbilledlige Israel forlod Ægypten (et Symbol paa Verden) for at følge Moses som Leder, og da de kom til den store Prøve ved det røde Hav, der vilde have medført deres Ødelæggelse, hvis Gud ikke var traadt imellem ved  Moses, blev de alle døbt ind i Moses i Skyen og i Havet, Havet paa begge Slider af dem og Skyen ovenover dem. Dered blev de alle Moses' Hus eller Familie, han blev deres Hoved. Da de steg op af Havet, var de bundne til Moses og forpligtede til at efterfølge og adlyde ham. Yderligere blev de knyttet til ham, da han paa Sinai Bjerg blev Mellemmand for Lovpagten. Alt deres Haab var da samlet i ham, som udtalte: »En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren, din Gud, oprejse dig; paa ham skal I høre.« (5 Mos. 18, 15. 18; Ap. G. 3, 22.) For enhver sand Israelit, som allerede var indviet og knyttet til Moses lige til Døden, og hvis hele Haab om  Liv samlede sig i ham, var det blot et lille Skritdt at antage, Kristus i Stedet for ham som hans Modbillede. Det laa saa lige til for de sande Israelitter at indse, at deres Forpligtelser overfor Moses under Loven nu ved Guds Foranstaltning var kommet til at gælde Kristus, der stod som Sikkerhed for den nye Pagt, hvis Tjenere de var gaaet ind paa at blive. — 2 Kor. 3, 6.

Med Hedningerne var det en helt anden Sag. Naar de tog imod Kristus, laa faktisk alt det deri, som Jøderne ved deres Pagt havde forpligtet sig til overfor Moses, hvis Plads senere Kristus havde taget. Det maa derfor ikke forbavse os, naar vi finder, at Skriften tillægger den Daab en meget dybere og mere udstrakt Betydning, som blev anvendt for dem, der ikke var Jøder, ikke stod under Loven, ikke var i Moses og derfor altsaa heller ikke vilde blive overført fra Moses til Kristus. For dem betød Daaben den gennemgribende Forandring, som Paulus skildrer i Romerbrevet 11, hvor han siger, at de som vilde Grene blev indpodet i det gode Olietræ. [478] 

Daaben til Kristi Død.

»Eller ved I ikke, at vi, saa mange som blev døbt tit Kristus Jesus, blev døbt til hans Død?

Vi blev altsag begravet med ham ved Daaben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, saaledes ogsaa vi skat vandre i et nyt Levned.

Thi er vi blevet sammenvokset med ham ved hans Døds Afbillede, skal vi dog ogsaa være det ved hans Opstandelses.«

Vi, der af Naturen er Hedninger, kan ikke gøre noget bedre end at tage imod denne fuldstændige Forklaring af den sande Daab, som Apostelen Paulus giver de troende i Rom, af hvilke mange om ikke alle havde været »Vredes Børn«. Apostelen behandler i disse tre Vers Daalben i dens Helhed, saadan som den bliver at anvende paa os. Det er meget almindeligt at benytte disse Vers som en Støtte for alle de forskellige Opfattelser af Daaben. Men særlig anføres de af dem, der, hævder, at Daaben betegner Nedsænkning i Vand. Lad os imidlertid lægge Mærke til, at Apostelen ikke med et eneste Ord hentyder til Vanddaaben. Denne er nemlig kun et Symbol, et Billede paa den virkelige Daab. Apostelen forklarer i disse Vers den sande, egentlige Daab set fra forskellige Synspunkter, den Daab, uden hvilken ingen kan blive betragtet som Medlemmer af Legemet, Kristi Menighed, medens alle de, der har modtaget den, hvem de end er, og hvor de end bor, hvilken Farve og hvilket Køn de end tilhører, maa regnes som Medlemmer af den nye Skabning.

Apostelen taler til dem, der allerede er Lemmer paa Kristi Legeme, idet han siger: »Ved I ikke, at vi, saa mange som blev døbt til [ind i] Kristus« — vi standser her for at fremhæve, at han ikke siger: »Vi, saa mange som blev bestænket med Vand« eller: »Vi, saa mange som blev nedsænket i Vand«, men: »Vi, saa mange som blev døbt [nedsænket] til [ind i] Kristus Jesus.« Hvad er det at blive nedsænket i Kristus Jesus? Paulus har sikkert her den samme Tanke for Øje, som han nærmere udformer i 1 Kor. 12, 27: »Men I er Kristi Legeme [479]og Lemmer enhver især.« Hvorledes kommer vi ind i Kristi Legeme? Apostelen siger, at vi bliver døbt ind i det, og fra da af regnes vi som Herrens Lemmer, Lemmer paa hans Legeme med ham som Hoved, Medlemmer af Menigheden, der er hans Legeme.

Men lad os nu særlig undersøge den Proces, hvorved vi bliver Lemmer paa Kristus Jesus. Apostelen gaar videre og siger: »Vi, saa mange som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans Død.« Som vi ser, staar der ikke et eneste Ord om, at vi blev døbt ind i ham ved at blive døbt i Vand. Nej, det er ganske klart, at selv om vi blev døbt tusind Gange i Vand, kunde det ikke gøre os til Lemmer paa Kristi Legeme. Holder vi os til Apostelens Udtalelse, forstaar vi, at vort Fællesskab med Kristus, vort Standpunkt som Medlemmer af hans Menighed, hvis Navne er indskrevet i Himlene, skriver sig fra det Øjeblik af, da vi blev døbt til hans Død. Men hvornaar og hvorledes blev vi døbt til Herrens Død? Vi svarer, at denne vor Daab til Døden med Herren, denne Overgivelse eller Begravelse af os selv, vort Kød, som resulterede i, at vi blev indforlivet i ham som Lemmer paa hans Legeme som nye Skabninger, fandt Sted, da vi helt overgav vor Vilje til ham, indviede vort alt og besluttede at følge og adlyde ham lige til Døden.

Viljen repræsenterer hele Personen og alt, hvad den ejer. Viljen har Herredømmet over Legemet, Hænder, Fødder, Øjne, Mund og Hjerne. Den har ogsaa Herredømme over Lommen, Bankbogen og anden Ejendom. Den behersker vor Tid, vore Evner og vor Indflydelse. Vi ejer ikke en eneste Ting af Værdi, som ikke staar under Viljens Herredømme. Naar vi derfor overgiver vor Vilje, eller som Skriften undertiden fremstiller det, vort Hjerte til Herren, overgiver vi vort alt, og denne Begravelse af vor menneskelige Vilje i Kristi Vilje er ensbetydende med vor Død som Mennesker. »Thi I er døde og eders Liv er skjult med [480] Kristus i Gud. (Kol. 3, 3.) Denne Død, denne Begravelse, er vor Daab til hans Død. Fra da af har vi ifølge Guds Synspunkt ikke Lov til at regne os selv for Mennesker, af Jorden, jordiske, med jordiske Forhaabninger og jordisk Higen. Vi er blevet nye Skabninger i Kristus Jesus.

Denne Begravelse eller Nedsænkning af vor Vilje i Kristi Vilje bliver efterfulgt af vor Avling til et nyt Liv, en ny Natur. Ligesom Herren vel indviede sin Menneskenatur til Døden, idet han gjorde Faderens Vilje, og dog ikke forblev i Døden, men blev oprejst fra de døde til en ny Natur, saaledes bliver heller ikke vi, der ved Indvielsen til Døden med ham bliver delagtige med ham i hans Indvielse, ved at være i en Dødstilstand, men kan ved Tro øjeblikkelig blive oprejst til en Forstaaelse af vort Fællesskab med Herren som nye Skabninger. Apostelen erklærer: »I er ikke i Kødet, men i Aanden, om ellers Guds Aand bor i eder.« (Rom. 8, 9.) For Verden er alt dette en skjult Hemmelighed. (Bind I, Kap. 5.) Den kan ikke forstaa, at vi ved Tro er retfærdiggjort i Faderens Øjne. Den betragter os som andre Mennesker, der endnu er i deres Synder. Den ser heller ikke nogen Grund til, at vi skulde opofre eller indvie vor Vilje til Herren, at vi skulde gaa ind paa at være døde som Mennesker for at faa Del med ham som nye Skabninger. Den ser heller ikke vor Indvielse og Antagelsen deraf og forstaar ikke vor billedlige Oprejsning til nyt Liv, til nye Forhaabninger, nye Ærgerrigheder, til Samfund med Gud i Kristus Jesus. Dog haaber vi, at Verden kan se nogen Frugt i vort Liv. Men vi kan ikke vente, at denne Frugt skal synes dem god eller nyttig under de nuværende Forhold. »Verden kender os ikke [som nye Skabninger], fordi den ikke har kendt ham.« — 1 Joh. 3, 1.

I alt dette vandrer de troende blot i Jesu Fodspor, tager Korset op for at følge ham. Da han var hellig, [481] uskyldig, ubesmittet og adskilt fra Syndere, behøvede han ikke vente paa, at der skulde bringes noget Offer for Synden; thi han vidste ikke af Synd. Saa snart han havde naaet Manddomsalderen under Loven (30 Aar), skyndte han sig at foretage en fuld Indvielse af sig selv, en fuld Opofrelse af alle sine jordiske Interesser, Forhaabninger, Ærgerrigheder og Ønsker for blot at gøre Faderens Vilje. Profeter har forud forkyndt hans, Hjertes Tanker, da han kom til Johannes ved Jordanfloden: »Se, jeg er kommet, i Bogens Rulle er mig foreskrevet; at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Inderste. « (Ps. 40, 8. 9; Heb. 10, 7.) Da Herren saaledes indviede sig til at gøre Faderens Vilje, forstod han, at den ydre, Daab var et Symbol paa Overgivelsen af det jordiske Liv og den jordiske Natur, der allerede var nedsænket eller begravet i Faderens Vilje lige til Døden. Vanddaaben var blot en symbolsk Fremstilling af den egentlige Daab, Viljens Begravelse, som var gaaet forud for den. Saaledes set havde den ydre Daab Betydning for ham, skønt Johannes ikke forstod det, men i høj Grad undrede sig over, at han, der ikke vidste af Synd, skulde døbes, da Johannes' Daab blot var for dem, der havde overtraadt Lovpagten — var en Daab til Syndernes Forladelse.

Ingen andre end Herren selv forstod fuldt ud, hvorfor det saaledes sømmede sig for ham at fuldkomme al Retfærdighed. Kun han forstod, at skønt en saadan Nedsænkning (en billedlig Renselse fra Synden) ikke var nødvendig for ham, da han ikke var nogen Synder, sømmede det sig dog for ham som det fremtidige Hoved paa det fremtidige Legeme at give et Eksempel, der kunde indeholde en betydningsfuld Lære for alle hans Efterfølgere, ikke blot for dem, der stammede fra Israel efter Kødet, men ogsaa for dem, der endnu var fremmede og Udlændinge. Det sømmede sig for ham at symbolisere den fulde Indvielse af sin Vilje og [482] alt, hvad han havde, lige til Døden, for at vi alle kunde følge i hans Fodspor.

At Herren ikke betragtede Vanddaaben ved Johannes' Haender som den virkelige Daab, men blot som et Billede derpaa, kan let paavises. Vi har hans egne Ord herfor, idet han kort før sin Død udtalte: »En Daab har jeg at døbes med, og hvor ængste jeg, indtil den er fuldbyrdet.« (Luk. 12, 50.) Her viser Herren os, at hans Daab ikke var Vanddaaben, men Dødsdaaben, Daaben til Døden i Overensstemmelse med Guds Vilje som et Syndoffer, som Genløsningsbetaling for Mennesket.

Hele Verden dør. Det er ikke blot Herren og Menigheden, hans Legeme, som dør. Men Verden har ikke Del i Kristi Død, saadan som Menigheden har det. Der er her en stor Forskel. Verden er død med Adam under den Dom eller Forbandelse, som kom over ham. Men Jesus var ikke af Verden, ikke en af dem, der skulde dø i Adam. Vi har allerede set, at hans Liv var helligt og adskilt fra Synderes, skønt han havde en jordisk Moder, som var under Fordømmelsen. (Bind V, Kap. 4.) Hvorfor skulde han da dø? Skriften svarer, at han »døde for vore Synder«, at hans Død var en Offerdød. Saaledes er det ogsaa med Lemmerne paa hans Legeme, Lemmerne af Menigheden. De bliver døbt ind i ham ved Daaben til hans Død, de bliver delagtige med ham i hans Offerdød. Da de af Naturen er Adams Børn, Vredes Børn, som de andre, maa de først retfærdiggøres fra den adamitiske Død til Livet ved Tro paa Jesus og hans Genløsningsværk. Formaalet med denne Retfærdiggørelse til Liv fra Dødsforbandelsen i Adam er netop dette, at de kan faa Lejlighed til at blive døbt ind i Kristus Jesus, blive Lemmer paa hans Legeme, Medlemmer af hans Menighed ved at blive døbt ind i hans Død, ved at faa Del i hans Død som dem, der ofrer sammen med ham. Hvilken uhyre Forskel er [483] der da ikke mellem dette at være død i Adam og det at være død i Kristus?

Denne hemmelighedsfulde Forening med Kristus i Ofret, i Dødsdaaben nu i Tiden og den derpaa følgende Forening med ham i Herligheden, som kommer, er uforstaaelig for Verden. Men den bør forstaas af Herrens trofaste, og den omtales Gang paa Gang i Skriften. »Dersom vi holder ud, skal vi ogsaa være Konger med ham.« »Dersom vi er døde med ham, skal vi ogsaa levemed ham.« Vi er »Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lider med ham [om vi gennemgaar Dødsdaaben sammen med ham som Lemmer paa hans Leggeme] for ogsaa at herliggøres med ham«. — 2 Tim. 2, 12; Rom. 6, 8; 8, 17.

I diet fjerde Vers af den Tekst, vi er ved at undersøge, fremholder Apostelen atter den samme Tanke set fra et andet. Synspunkt, idet han siger: »Vi blev altsaa begravet med ham ved Daaben til Døden.« Heller ikke her tales der noget om Vanddaaben, men derimod udtrykkeligt om Dødsdaaben, Indvielsen til Døden. Idet Apostelen nu fører det samme Billede videre frem, klarlaegger han Grunden til, at vi bliver døbt ind i Kristi Død: »Ligesom Kristus blev, oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, saaledes skal ogsaa vi vandre i et nyt Levned.« Apostelen hentyder derved kun indirekte til vor Delagtighed i den første Opstandelse, hvor vi skal faa Del med Herren i hans Herlighed i Riget. Først og fremmest er det Livet her, han tænker paa. Alle de, der har foretaget en fuld Indvielse af deres Liv til Herren, til at være døde med ham, til at ofre med ham i Sandhedens Tjeneste, skal regne sig selv for adskilt fra deres Omgivelser, skønt de stadig lever i Verden. De er gaaet ind paa at dø fra de jordiske Ting, der, i saa høj Grad optager andre; de har kun Lov at benytte dem som Tjenere for den nye Skabning. De nye Skabninger bliver i Frelseren levende overfor de himmelske Ting og Udsigter, som Verden rundt om os hverken [484] kan se eller forstaa. I Overensstemmelse med dette bør vort Liv i Verden være nyt, forskelligt fra deres, som omgiver os. Vi bliver drevet af den nye Aand, de nye Forhaabninger, de himmelske Længsler.

Heller ikke i femte Vers fremkommer Apostelen med den mindste Hentydning til Vanddaaben, skønt det maaske for nogle ved første Øjekast kunde synes saa: »Thi er vi blevet sammenvokset med ham ved hans Døds Afbillede, skal vi dog ogsaa være det ved hans Opstandelses.« Hvis man skulde opfatte Vanddaaben som denne Sammenvoksning med ham ved hans Døds Afbillede, vilde man derved lægge større Vægt paa Vanddaaben, end nogen Lærer i Verden kunde gaa med til. Hvad er det, vi som kristne ivrigst haaber paa? Er det ikke dette at faa Del med Herren i hans Opstandelse, den første Opstandelse? Apostelen udtrykte dette som sit særlige Haab og Ideal, idet han sagde: »For at jeg kan kende ham og hans Opstandelses Kraft [som et Lem paa hans Legeme, Menigheden] og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død, om jeg dog kunde naa frem til Opstandelsen fra de døde.« (Fil. 3, 10. 11.) Skulde nu Rom. 5, 6 betyde, at Delagtighed i Kristi Opstandelse er det sikre Resultat af Nedsænkning i Vand, vilde derved dette Skriftsted komme til at modsige alle andre, ja, modsige al sund Fornuft. Hvorfor skulde dog en Nedsænkning eller Begravelse i Vand resultere i den første Opstandelse? Vi kan være forvisset om, at Tusinder er blevet begravet eller nedsænket i Vand, som aldrig vil faa Del i den første Opstandelse, Kristi Opstandelse.

Men opfatter vi dette Vers i Overensstemmelse med de to foregaaende og lader det hentyde til Daaben til Døden, til Sammenvoksningen i Døden, til Afbilledet af Kristi Død, da er alt klart og fornuftigt. Vi er blevet kaldet af Herren til at være Medarvinger med hans Søn, til at lide med ham og dø med ham, til at leve med ham og til at regere med ham. Derfor kan vi [485] være sikre paa, at hvis vi er trofaste overfor dette Kald, hvis vi bliver sammenvokset med ham i hans Død, begravet med ham, ligesom han blev begravet i Døden som trofaste Stridsmænd for Gud og Sandheden, vil vi til Slut opnaa den fulde Belønning, som Gud har stillet i Udsigt, nemlig Delagtighed i den første Opstandelse til Ære og Hæder og Uforkrænkelighed.

Daaben til Døden er Menighedens virkelige Daab, ligesom det var dette, der var Herrens virkelige Daab. Vanddaaben er blot et Symbol, et Billede for os, ligesom den var det for ham. Dette fremgaar uimodsigeligt af Herrens Ord til to af Disciplene, Jakob og Johannes, der bad om at faa Lov til at sidde hver paa sin Side af ham i Riget. Herren svarede dem: » I  ved  ikke, hvad I beder om ... kan I døbes med den Daab, jeg døbes med?« Deres Beredvillighed til at dele med ham ikke blot hans Skam og Vanære, men ogsaa Daaben til Døden, gav Herren sit Bifald, da han svarede: »Den Kalk, jeg drikker, skal I drikke, og den Daab, som jeg døbes med, skal I døbes, med.« (Mark. 10, 35-39.) Alle dem af de kaldede, som af Hjertet er villige til at gennemgaa disse Erfaringer, vil Herren give Lejlighed dertil, og han vil ogsaa yde dem sin Bistand. De vil blive nedsænket i Kristi Død og som en Følge deraf faa Del med ham i den første Opstandelse og i den Rigets Herlighed, som hører dertil. At Herren ikke her tænkte paa Vanddaaben er tydeligt nok; thi disse to Disciple havde været med ham fra Begyndelsen af hans Virksomhed, og som hans Repræsentanter havde de døbt mange i Vand til Syndernes Forladelse, altsaa med Johannes altsaa med Johannes' Daab. (Joh. 3, 22. 23; 4, 1. 2; Mark 1, 4.) Herrens Spørgsmaal om, hvorvidt de var villige, til at lade sig døbe med hans Daab, blev ikke misforstaaet af Apostlene. De troede ikke, at han ønskede, de paa ny skulde døbes i Vand. De forstod saare vel, at det drejede sig om deres Viljes Daab i hans og Faderens Vilje og derfor om deres Delagtighed med ham i Ofret [486] ved daglig at dø, daglig at sætte Livet til for Brødrene indtil det virkelige Dødsøjeblik.

»Med een Aand blev vi alle døbt ind i eet Legeme.«
— 1 Kor. 12, 12. 13, eng. Overs. —

Ingen maa misforstaa Apostelen og tro, at han med Daaben til Døden sammen med Herren — ind i hans Død — tænker paa den hellige Aands Daab. Ligesom Døden og den hellige Aand er to forskellige Ting, saaledes er ogsaa de to Slags Døbelser forskellige. Daaben til Døden er en personlig Sag, hvorved hver enkelt, som ønsker at blive et Lem paa Kristi Legeme, maa indvie og opofre sin Vilje. Naar en saadans Offer er antaget, hjælper Herren ham ved Aanden til at sætte Livet til i Sandhedens og Brødrenes Tjeneste lige til Døden. Den hellige Aands Daab var fælles for hele Menigheden. Den fandt Sted paa Pinsedagen og har ikke behøvet nogen Gentagelse; thi Aanden ophørte ikke at være med Menigheden fra da af indtil nu. Der fandt ganske vist en Gentagelse Sted af de ydre Tegn, da Kornelius' Offer blev antaget. Men det var blot som et Vidnesbyrd overfor Peter og de øvrige Jøder samt overfor Kornelius og alle troende Hedninger siden da om, at Gud ikke gør Forskel mellem Jøder og Hedninger. Pinsedaaben blev fuldbyrdet ved, at Huset, hvori de 120 sad, blev fyldt med den hellige Aand, saa at de alle blev nedsænket i den hellige Aand. Apostlene modtog yderligere et Symbol paa Guds Gunst idet der satte sig Tunger som af Ild paa deres Hoveder.

Denne Salvelse med den hellige Aand svarede til Salvelsen af Israels Ypperstepræster og Konger med den hellige Salveolie. Olien blev udgydt paa Hovedet og løb ned over hele Legemet. Modbilledet til Udgy delsen af Olien paa Hovedet bestod i Tildelelsen af den hellige Aand til Jesus, da han 30 Aar gammel indviede sig, og Gud gav ham Aanden uden Maal. (Joh. 3, 34.) [487]

Da Pinsen var kommet, og vort herliggjorte Hoved havde fremstillet sig for Faderen for at gøre Forsoning for sit Folks Synder, fik han Bemyndigelse til at udgyde Pinseaanden over Menigheden, nedsænke den deri og derved give den et Tegn paa, at den var antaget af ham og Faderen som Medlemmer af hans Menighed, Lemmer paa hans Legeme. Hans Menighed, hans Legeme har altid siden eksisteret, og den hellige Aand har vedblivende været i og over den. Efterhaanden som hver enkelt Person bliver Medlem af Menigheden, der er hans Legeme, bliver han delagtig i den Aandens Daab, der hører til og gennemtrænger Legemet, Menigheden.

Den Tekst, vi er i Færd med at betragte, knytter denne Aandens Pinsedaab sammen med vor personlige Daab til Døden og viser os Forbindelsen imellem disse to. Det er som retfærdiggjorte Mennesker, at vi døbes til Døden, men det er som Medlemmer af den nye Skabning, vi bliver salvet med den hellige Aand og bliver Medlemmer af Menigheden, Lemmer paa Kristi Legeme. Som vi allerede har set, maa vi først retfærdiggøres fra den adamitiske Synd og Død ved Tro paa Frelseren, før vort Offer kan antages, og før vi kan blive regnet for døde med ham, døde med Herren, vort Hoved. Paa samme Maade maa vi først foretage en Indvielse eller Opofrelse af vort retfærdiggjorte Jeg og blive antaget som Medlemmer af den nye Skabning, før den Dødsproces kan begynde, der ved Herrens Naade ender med vor fuldstændige Daab til Døden i Lighed med Herrens Daab til Døden, hvorved vi faar Del i den første Opstandelse. Dette er i Overensstemmelse med, hvad vi allerede har set, at det ikke er vor Retfærdiggørelse, der gør os til nye Skabninger, Medlemmer af Kristi Legeme, men at det er Daaben til Døden med ham, som bevirker det, saaledes som Apostelen siger: »Ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, ... saaledes ogsaa Kristus; thi med een Aand [488] blev vi jo alle døbt til at være eet Legeme, ... og alle fik vi een Aand at drikke.« — 1 Kor. 12, 12. 13.

Evangeliets Tidsalder er den velbehagelige Tid for Herren, hvori han er villig til at antage de troendes Ofre, deres fulde Indvielse til Døden. Enhver, der saaledes er aet ind paa at ofre i Overensstemmelse med Tidsalderens Kald (Rom. 12, 1), er blevet antaget som Medlem af de førstefødtes Menighed, som er indskrevet i Himlene. Men denne Antagelse danner, som vi har set, ikke Afslutningen paa Sagen. Der fordres af alle de indviede, at de daglig dør, det vil sige, at de Dag for Dag vedbliver at være fuldt indviet, indtil ogsaa de til Slut kan sige: Det er fuldbragt. Der fordres af de indviede, at de taalmodigt og trofast skal fortsætte med at ofre og gøre vel, indtil vi ligesom Herren dør. Der staar skrevet: »Jeg har sagt: I er Guder [elohim, mægtige], og I er alle den Højestes Sønner. Men sandelig, som Mennesker skal I dø, og som en af Fyrsterne skal I falde« — ikke falde som Adam, som Forbryderen, men som Jesus, som dem, der er delagtige med ham i hans Død. (Ps. 82, 6. 7.) En saadan Trofasthed, en saadan daglig Døen er nødvendig, for at vi kan befæste vor Kaldelse og Udvælgelse. Dem, der saaledes vandrer trofast i Herrens Fodspor, har han lovet den Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, som bliver Sejrvinderne, de udvalgte Medlemmer af den nye Skabning, til Del. Herrens Ord lyder: »Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Krone.« (Aab. 2, 10.) Vi ser da, at det er med Menigheden, som det er med Herren, dens Hoved, at Indvielsen medfører Aandens Førstefrugter, at den daglige Trofasthed vedblivende medfører Aandens Velsignelser, at Glæderne og Frugterne forøges, indtil Pagten trofast fuldbyrdes i den virkelige Død, hvilket er nødvendigt, for at den fulde Arv kan opnaas, Delagtighed i den første Opstandelse, i dens Hæder og Ære og Uforkænkelighed. — Ef. 1, 12-14; Rom, 8, 16. 17. [489]

Ilddaaben.

Vi har allerede udførligt behandlet Johannes Døberens Udtalelse til Jøderne angaaende Jesus (Bind V, Rap. 9): »Han skal døbe eder med den hellige Aand og Ild« (Matt. 3, 11), hvorved han tænkte paa Pinsevelsignelsen, som skulde blive de trofaste Israelitter til Del, og paa Guds Vredes Ild (1 Thess. 2, 16), som skulde komme over Resten af Folket. Ilddaaben er ikke nogen Velsignelse, og det tyder paa Uforstand, naer kristne undertiden beder om at faa den. Ligesom der ved Slutningen af den jødiske Tidsalder kom en Ilddaab over »Avnerne« iblandt Israelitterne, saaledes, siger Herren, vil der ogsaa i Slutningen af denne Tidsalder komme en lignende Ild over »Klinten« — en Ilddaab, en Trængselsdaab, der vil blive forfærdelig, »en Trængsels Tid, som der ikke har været, fra den Tid et Folk blev til«. Dan. 12, 1.

Den  symbolske Vanddaab.

Vi har allerede henledet Opmærksomheden paa de forskellige Former for Vanddaab, der er i Brug blandt de kristne, og som næsten altid fejlagtigt bliver opfattet som den virkelige Daab. Vi har paavist, hvor falsk og urimeligt det er at lægge saadanne Former for Vanddaab til Grund for en Prøve af de enkelte, da de forskellige Arter af Vanddaaben dog ikke kan paavirke Hjertet, men i det højeste er et Symbol, skønt de ikke opfattes som Symboler af deres Forsvarere, fordi de ikke klart forstaar den virkelige Daab til Døden med Kristus. Men hvor enkel og dog hvor indgaaende bliver ikke denne Prøve paa den virkelige Daab for Kristi Menighed, Legemet, Kristi Ekklesia, hvis Navne er indskrevet i Himlene! Her er ikke Tale om at indskrives i noget jordisk Samfund. Denne sande Daab er Døren ind til den sande Menighed; thi ingen kan blive optaget som Medlem af Menigheden, Kristi Legeme, og som saadan faa sit Navn indskrevet i Himlene, [490] medmindre hans Vilje, hans Hjerte, først er blevet døbt med denne Daab til Døden med Kristus, og han saaledes er blevet indlemmet i hans Menighed, der »udfylder, hvad der fattes i Kristi Trængsler«. (Kol. 1, 24.) Ja, saadanne troende, der saaledes indvier sig, saaledes bliver døbt til Døden med Herren, maa til visse udgøre den sande »Hvede« — ingen af disse kan høre til »Klinten«. Gennem Vanddaabens Dør kan »Klinte« saavel som »Hvede« slippe ind i Baptistme­nigheden; men gennem denne Dør, Daaben til Døden, kan kun »Hveden« komme ind i den sande Menighed; thi »Klinten« vil ikke bryde sig om at komme ind under saadanne Vilkaar. Dog kan der fremstaa uægte Efterligninger, ligesom »Klinten« er en Efterligning a.f  »Hveden«.

Vi ser saaledes, at der blandt Prebyterianere, Metodister, Lutheranere, episkopale, Kongregationalister, Katolikker o. s. v. saavel som ogsaa blandt Disciple og Baptister kan være nogle, der hører med til den sande Menighed, idet de er døbt ind i Kristus ved at være blevet døbt ind i hans Død. Paa den anden Side har det store Flertal indenfor alle Sekter og Samfund hverken Del eller Lod i Kristi Legeme, den sande Ekklesia; thi det er ikke kommet gennem den virkelige Dør ind i den virkelige Menighed, ved den virkelige Daab ind i »hans Død«. Dette er et ubestrideligt Forhold, som ogsaa gælder Disciplene og Baptisterne, der er blevet nedsænket i Vand.

Idet vi saaledes ligesom Apostelen har lagt Vægten helt og fuldt paa den sande Daab, vil vi nu undersøge dens Symbol, Vanddabben, ved at behandle to Spørgsmaal. 1) Er Symbolet nødvendigt for dem, der er blevet døbt med den virkelige Daab? 2) Hvilket er det rette Symbol?

Er den symbolske Daab nødvendig?

Jesu og Apostlenes Vidnesbyrd lader os klart forstaa, at den symbolske Daab, Vanddaaben, er berettiget; [491] thi ikke blot var de selv døbt paa denne Maade; men de lærte ogsaa, at andre skulde døbes med Vanddaab — og det ikke blot Jøder, men ogsaa omvendte Hedninger. Vi har allerede vist, at Jesu Daab var en ganske anden end Johannes' Daab for Jøderne i Almindelighed, at det ikke var en Daab til Omvendelse og Syndernes Forladelse, at Johannes ikke forstod, hvad der gik for sig, og at Jesus ikke forsøgte at forklare for ham, at han saaledes var ved at indstifte et Symbol paa sin egen Død; thi hverken Johannes eller andre kunde dengang have forstaaet det, eftersom den hellige Aand endnu ikke var givet; thi Jesus havde endnu ikke fuldbyrdet sit Offer for vore Synder, heller ikke var han blevet herliggjort, saa han kunde fremstille dette Offer til gode for os. Vi vil nu lægge Mærke til den Befaling, hvilken Jesus som berettet i Matt. 28, 1.9. 20 gav Apostlene og os gennem dem: »Gaa derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem til [i] Faderens og Sønnens og den hellige Aands Navn« — bemyndiget af dem. Denne Befaling blev givet for hele Evangeliets Tidsalder, og alle Sandhedens Tjenere søger den Dag i Dag at udføre den. Jesus hentydede ikke her til Aandens Daaab  paa Pinsedagen; thi Apostlene havde ikke Magt til at døbe nogen med Aandens Daab. Herren alene havde Bemyndigelse hertil, og han beholdt denne Bemyndigelse for sig selv. Apostlene og alle Guds Ords trofaste Lærere fik imidlertid den Opgave at undervise Folkeslagene om Guds Naade i Kristus, om deres Retfærdiggørelse og om deres Helliggørelse eller Indvielse eller Daab til Døden med Kristus som nødvendige Forudsaetninger for at blive delagtige med ham i hans nye Natur og kommende Herlighed. Og denne Daab indbefattede ogsaa den symbolske Vanddaab, som skulde være det ydre Tegn, hvorved den troende kunde tilkendegive for andre, at han havde indviet sit Hjerte [492] til Gud, ligesom Jesus selv først indviede sit Hjerte til Faderen og derpaa symboliserede dette i Vand.

At de inspirerede Apostle forstod det Hverv, der var overdraget dem og os, paa denne Maade, fremgaar klart af alt, hvad de lærte. Først oplærte de Folket om den Guds Naade, der er aabenbaret i Genløsningsværket, og opmuntrede dem til at tro for saaledes at blive retfærdiggjort til Liv. Dernæst formanede de dem til en fuld Hjerteindvielse. Saaledes siger f. Eks. Apostelen Paulus: »Jeg formaner eder, Brødre [ikke længere Syndere og fremmede, men retfærdiggjorte ved Tro paa Kristus og derfor kaldt »Troens egne« eller »Brødre«], ved Guds Barmhjertighed [som I allerede i noget Maal er blevet delagtige i ved eders Retfærdiggørelse], til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt [retfærdiggjort], Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.« Dette var en Indbydelse til at indvie, til at ofre, til at blive »døbt ind i hans Død«. Saa mange, som med Glæde og i den rette Hjertetilstand hørte Ordet og værdsatte det, blev døbt — ikke blot virkelig døbt i deres Indvielsesløfte, men ogsaa symbolsk døbt i Vand som et ydre Vidnesbyrd herom.

Læg Mærke til følgende Vidnesbyrd om, at Daaben blev anvendt af alle Apostlene og ikke blot overfor Jøderne, men ogsaa overfor Hedningerne. Vi læser om Indbyggerne i Samaria: »Da de troede Filip, ... lod de sig døbe baade Mænd og Kvinder [ikke Børn].« (Ap. G. 8, 12.) Den æthiopiske Hofmand, som blev omvendt ved Filips Forkyndelse, blev ogsaa døbt i Vand. (Ap. G. 8, 35-38.) Efter at Peter havde prædiket for Kornelius og hans Husfolk, »faldt den hellige Aand paa alle dem, som hørte [forstod og værdsatte] Ordet [altsag ingen Børn], . . . og han befalede, at de skulde døbes«. (Ap. G. 10, 41-48.) Atter læser vi: »Mange af Korinthierne, som hørte til, troede [493] og blev døbt.« (Ap. G. 18, 8.) Atter læser vi: »Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt paa det, som blev talt af Paulus. Men da hun og hendes Hus var blevet døbt. ...« (Ap. G. 16, 14. 15.) Da Fangevogteren i Filippi troede, blev han døbt af Paulus og Silas i Fængselet. (Ap. G. 16, 33.) Atter læser vi: »Jeg døbte ogsaa Stefanas' Hus.« — 1 Kor. 1, 16.

Ganske vist taler Apostelen i dette sidste Tilfælde om, hvor faa han havde døbt; men dette skyldtes uden Tvivl hans Torn i Kødet, hans beskadigede Syn. Og naar han døbte disse faa, var det sandsynligvis, fordi der ikke var nogen anden til Stede, som vilde kunne gøre det. Han takkede Gud for, at han døbte saa faa; men dette indbefatter ikke, at han havde skiftet Sind og nu ikke længere saa det berettigede i den virkelige Daab eller i dens Symbol; men eftersom der var opstaaet en Strid i Menigheden — en sekterisk og splid­agtig Aand, der fik nogle til at sige: »Jeg hører Paulus til«, andre: »og jeg Apollos«, atter andre: »og  jeg  Kefas« o. s. v. — var Apostelen glad over, at han kunde sige, at han kun havde døbt ganske faa af dem, saa at ingen kunde komme og sige, at han havde søgt at samle Disciple til sig selv ved at døbe dem i sit eget Navn, i Stedet for at samle Disciple til Kristus og at døbe dem i Kristi Navn.

Det vilde i Sandhed være en dristig Mand, som i Lyset af disse Skriftens klare Udsagn om, hvad Herren og Apostlene paabød og praktiserede, dog vilde hævde, at den symbolske Daab, Vanddaaben, ikke læres i Bibelen, eller at der læres, at den kun gælder Jøderne, eller kun skulde findes i Begyndelsen. Nej, tværtimod er den baade blevet lært og praktiseret lige fra Tidsalderens Begyndelse og indtil nu, skønt under afvigende Former, med forskellige Ceremonier og med mere eller mindre klar Forstaaelse af dens Betydning, idet man [494] har udvisket Symbolet og tabt den virkelige Daab af Syne. Det er til visse med god Grund, at alle kristne ærer Vanddaaben som indstiftet af Gud. Dersom nogen alligevel skulde ville bestride dette, ønsker vi dog ingen Strid herom, men tror, at om en saadan er oprigtig og i sit Hjerte har foretaget den sande Daab, har nedsænket sin Vilje i Herrens Vilje, om han altsaa er død fra Selvet og fra Verden og er blevet levende for Gud ved Jesus Kristus, vor Herre, da skal Gud aabenbare ham ogsaa dette i sin Tid. — Fil. 3, 15.

Vi vil imidlertid glæde os med saadanne over, at de har fundet den virkelige Daab og er blevet delagtige i den, idet vi indrømmer, at det er langt bedre at se og fryde sig over den virkelige Daab og være blind for Symbolet end at se Symbolet og være blind for Virkeligheden. Hvor stærkt vi end holder fast ved og fremholder den symbolske Daab, vil vi altsaa ikke kunne bruge den som Maalestok for, hvem vi bør have Samfund med som kristne. Kun den virkelige Daab til Døden med Kristus kan lægges til Grund for vor Bedømmelse heraf. Alle, som bekender Kristus som deres Genløser og bekender, at de helt og fuldt har indviet Hjerte og Liv til ham, anerkender vi følgelig som Brødre i Kristus Jesus, Medlemmer af den Ekklesia, hvis Navne er indskrevet i Himlene — nye Skabninger i Kristus, hvad enten de af Fødsel er Jøder eller Hedninger, Trælle eller frie, Mænd eller Kvinder, døbt med Vand eller ikke døbt med Vand.

Lad os paa den anden Side ikke glemme, at hvert Skridt fremad i Kundskab medfører ikke blot større Privilegier og en inderligere Glæde, men ogsaa et forøget Ansvar. Hver den, der kommer til at se det skønne og berettigede i Vanddaaben, bliver saaledes samtidig prøvet med Hensyn til sin Viljes fuldstændige Død — med Hensyn til sin virkelige Daab til Døden med sin Herre. At undlade at vise Lydighed med Hensyn til Symbolet under saadanne Omstændigheder, vil, som [495] enhver let vil kunne indse, være det samme som at tage Ofret tilbage og altsaa undlade at befæste sin Kaldelse og Udvælgelse.

Det rette Symbol paa Daaben.

Vi skal ikke komme ind paa de talrige Grunde for og imod Bestænkelse, Udgydelse eller Nedsænkning eller for og imod, hvilken der var den oprindelige apostoliske Maade at foretage Daaben paa. Vi vil imidlertid paapege, at det vilde være umuligt for et Barn at være i en saadan Sinds- og Hjertetilstand, at det kunde indvie eller nedsænke sin Vilje i Kristi Vilje og saaledes dø med ham fra Selvet og fra Verden. Endvidere vil vi frembolde, at den symbolske Daab, kan ikke med nogen som helst Berettigelse være foretaget forud for den virkelige Daab, da den symbolske Daab jo blot skal være det ydre Udtryk for eller den ydre Bekendelse af, hvad der allerede i det skjulte er foregaaet mellem vore Hjerter, vore Viljer, og Herren.

Da dette forholder sig saaledes, er det endvidere klart, at det store Flertal af de kristne aldrig er blevet døbt med den symbolske Daab, da de ikke kunde blive delagtige i den, før efter at de med fuld Forstaaelse havde aflagt deres Indvielsesløfte. At nedsænke voksne forud for deres Indvielse vil ikke have større Betydning end et almindeligt Bad og er ikke mere en symbolsk Daab end Bestænkelsen af et uindviet Barn. Det bør sig derfor alle, at først alvorligt spørge om, hvilken, der er den sande Vanddaab, hvilket, det sande Symbol bestemt af Herren, og at derpaa beredvilligt foretage det. Og ethvert indviet Hjerte, som er fuldstændig dødt fra Egenviljen og fra Verdens Mening, vil være paa Vagt for at lære Herrens Vilje at kende og at gøre den saavel i denne som i enhver anden Henseende. Det er en saadan Agtpaagivenhed, der tænkes pa med Udtrykket: »Levende for Gud i Kristus Jesus.« — Rom. 6, 11. [496]

Lad os tænke os, at der herskede fuldstændig Forvirring med Hensyn til dette Emne om Daabshandlingen, og at Vidnesbyrdet om, hvorledes den første Menighed bar sig ad, var saa uklart, at vi ikke havde noget som helst, der kunde hjælpe os til at finde ud af, om Apostlene forrettede Vanddaaben ved Bestænkelse, Udgydelse eller Nedsænkning, saa er vi dog nu, da vi klart ser, hvad der er den virkelige Daab, ogsaa i Stand til at se, hvad der er, og hvad der ikke er Symboler paa den. Naar vi undersøger alle de forskellige Metoder, der er fulgt, finder vi kun een, som i det hele taget kan være et Billede paa Død og Begravelse med Kristus. Vi kan ikke se noget Symbol paa at være død med Kristus fra Verden og Selvet deri, at mange eller faa Draaber Vand stænkes paa Panden, eller i, at en hel Spand Vand udgydes over et Menneske. Hvis der er en symbolsk Lighed med Døden i noget af dette, sag kan vi i alt Fald ikke se det. Men naar vi giver os til at undersøge Nedsænkningen, ser vi straks et vidunderligt, et slaaende, et bemærkelsesværdigt og passende Billede paa alt det, der er indbefattet i den virkelige Daab til Døden. Ikke blot betyder det græske Ord baptizo Neddypning, Dække, Begravelse, Overskyl­ling; men hele den Maade, hvorpaa Nedsænkningen foregaar bagover i Vandet i Kristi Navn, er det mest slaaende Billede paa en Begravelse, ja, det passer i alle Enkeltheder. Den, der i Symbolet udfører Handlingen, fremstiller Herren. Ligesom den, der skal døbes, gaar hen til den døbende, saaledes gaar vi ved Daaben hen til Herren i Hjertet. Idet vi bekender, at vi ikke selv formaar at dø fra Selvet og fra Verden, overgiver vi os i Herrens Hænder, idet vi beder ham om at tage Viljen i Stedet for Gerningen, og uden at have nogen Vilje selv beder vi ham om, at han, vil begrave os til sin Død — at han vil sende os saadanne Erfaringer, Optugtelser, Opmuntringer og Revselser, som bedst vil sætte os i Stand til at fuldbyrde vor Indvielsespagt. [497]

Naar den, der skal dølbes, har opgivet sin egen Vilje, sænker den døbende ham sagte ned i Vandet, og medens han saaledes ligger hjælpeløs i Vandet, er han et ypperligt Billede paa vor Magtesløshed, medens vi befinder os i Dødstilstanden. Naar den døbende atter rejser ham op, ser vi billedligt fremstillet,­ netop hvad Herren har lovet os — at oprejse os fra de døde i sin Tid ved sin egen Magt. Vi vil ikke for søge at tvinge anderledes tænkende til at se Sagen, ligesom vi ser den; men den Omstændighed, at dette Symbol passer saa storslaaet, er for os et Bevis paa, at Herren er dets Ophavsmand. Hvem kunde ellers have indrettet et saa fuldstændigt Billede eller Symbol paa alt dette?

Enhver, som allerede har foretaget den virkelige Daab, som allerede helt og fuldt har overgivet sig til Kristus, til at dø med ham, til at blive begravet i Lighed med hans Død, og som derpaa faar Øjnene op for dette symbolske Billedes Skønhed, maa, tror vi, føle et inderligt Begær efter at anvende det i sit eget Tilfælde. Hans Hjerte vil sikkert udbryde: »At gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst.«

Hvad vil man opnaa ved at gaa ind paa at anvende dette Symbol? Vi svarer, at den Fordel, som vi skal opnaa, faar vi ikke ved at opfylde en enkelt Del af vort  Indvielsesløfte, men kun om vi søger at opfylde alle vor Pagts Betingelser, den første saavel som den sidste — alt, hvad der hører med til fuldstændig at overgive sin Vilje til, at gøre Herrens Vilje og til en helhjertet Bestræbelse for at vandre i hans Fodspor. Men skønt vi først ved vor Rejses Slut, i den første Opstandelse med dens Ære og Hæder og Udødelighed, vil opnaa den fulde Fordel, saa faar vi dog allerede nu et Maal deraf. Den Tilfredsstillelse i Sindet, den Fred i Hjertet og den Omstændighed, at vi ligesom Herren har bestræbt os for at »fuldkomme al Retfærdighed«, hjælper til at fylde vore Hjerter med den Guds Fred, [498] der overgaar al Forstand, og som lig en Flod flyder jævnt, stadigt og mægtigt gennem alle deres  Liv, som hører ham til.

Apostelen vidner, at der er »een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader«. (Ef. 4, 4-6) Det følger heraf, at naar der kun er een ret Daab, kan der ogsaa kun være  eet ret Symbol paa den; og alle kristne er i Almindelighed enige om, at Nedsænkning i Vand er det, der mest nøjagtigt svarer til Betydningen af det bibelske Udtryk. Til Belysning af denne Overenisstemmelse hidsætter vi her en Række Udtalelser af Mænd, som, skønt de sandsynligvis virkelig var døbt til Kristi Død, dog var blevet saa forvirrede, at de ikke vidste, hvad de skulde gøre med dens Symbol, Vanddaaben, og til sidst kom til det Resultat, at det er uvæsentligt.

Forskellige Vidnesbyrd.

Johan Kalvin, Presbyterianer, siger: »Selve Ordet baptizo betyder at nedsænke. Det er afgjort, at Nedsænkning anvendtes i den første Menighed.« — Institutes, — B. IV, Kap. 15, & 19.

Dr. Macknight, Presbyterianer: »I Daaben bliver den døbte begravet under Vand.« »Kristus lod sig døbe, det vil sige, lod sig begrave under Vand.«

Dr. Philip Schaff, Presbyterianer: »Nedsænkning, og ikke Bestænkelse var uden Tvivl den oprindelige, normale Fremgangsmaade. Dette fremgaar af selve Betydningen af de græske Ord baptizo, baptisma, baptismos.«  — History of Apostolic Church, Side 568.

Senere hen (1885) skriver han yderligere, at »alt tjener til Støtte for  Nedsænkning fremfor Bestænkelse, hvilket fuldt ud indrømmes af de bedste Fortolkere, baade katolske og protestantiske, engelske og tyske«. — Teaching of the Twelve Apostles, Side 55 og 56.

Martin Luther: »Daab er et græsk Ord og kan oversættes Nedsækning.« »Jeg vilde lade dem, der skulde [499] døbes, blive dyppet fuldstændigt ned i Vandet.« — Luther's Works, Bind I, Side 336.

John Wesley, Metodist: »Begravet med ham ved Daaben — dette Udtryk hentyder til den gamle Metode med Nedsænking.«

Wall, episkopal: »Nedsænkning var efter al Sandsynlighed den Maade, paa hvilken vor dyrebare Frelser blev døbt, og sikkert ogsaa den mest almindelige Maade, paa hvilken de tidligste kristne modtog deres Daab.« — History of Infant Baptism, Bind I, Side 571, Oxford, 1862.

Dean Stanley, episkopal: »I de første tretten Aarhundreder var den Fremgangsmaade, hvorom vi læser i det nye Testamente, næsten den almindelige Fremgangsmaade ved Daaben og er da ogsaa i Overensstemmelse med Grundbetydningen af Ordet baptizo — de, som blev døbt, blev dukket ned, neddyppet, nedsænket i Vandet.« — Christian Institutions, Side 17.

Brenner, Katolik: »I tretten Hundrede Aar var Daaben almindeligt og regelmæssigt en Nedsænkning af Personen under Vand.« — Historical Exhibition of the Administration of Baptism, Side 306.

»Den hele Person blev nedsænket i, Vand.« — Kitto's Encyclopcdia.

»Daab, det vil sige, at dyppe, Nedsænkning.« — Encyclopædia Americana.

»Daaben blev oprindelig forrettet ved Nedsænkning.« — Brande's Encyclopædia.

»Daab betyder Nedsænkning.« — Smith's Bible Dictionary.

»Baptizo, at dyppe i eller under Vand.« — Liddell & Scott's Greek Lexicon.

»At nedsænke, at sænke.« — Robinson’s Greek Lexicon.

»At nedsænke, neddype, sænke.«  — Greenfield's Lexicon. [500]

Hvem kan udføre Daabshandlingen?

Da alle de indviede, alle, der er døbt til Kristi Død, udgør det »kongelige Præsteskab« og er Lemmer paa Herrens salvede Legeme, gælder Befalingen i Matt. 28, 19 dem alle. De skal saaledes ikke blot lære Folket og derigennem lede dem til Daaben, Begravelaen af deres Vilje i Herren; men de har ogsaa alle faaet det Hverv at forrette Vanddaaben for dem, Symbolet paa denne Indvielse. Men hvis der ikke findes nogen indviet, der kan paatage sig denne symbolske Tjeneste, kan vi ikke se, at der kan være noget rimeligt at indvende imod, at en ikke indviet troende eller endog et Verdensmenneske, en vantro, udfører denne Tjeneste; thi den virkelige Overenskomst er mellem Herren og den, der indvier sig. Og ligesom Vanddaaben ikke er den virkelige Daab men blot et Billede, saaledes er heller ikke den døbende Herren, men blot et Menneske, og hvad enten han er et godt eller et ondt Menneske, repræsenterer han dog blot en anden ved den paagældende Lejlighed for at kunne være til Hjælp for den døbte. Ikke desto mindre bør der i denne savel som i alle Menighedens Anliggender iagttages almindelig Sømmelighed og Orden, hvilket medfører, a Menighedens valgte Ældste vil blive betragtet som de mest passende for en saadan Tjeneste.

Hvilke Ord bør anvendes?

Bibelen nævner ingen særlige Ord, der skal anvendes ved saadanne Lejligheder, og a11e vil let kunne indse, at Ordene er af underordnet Betydning, ja, at Daaben vilde være lige betydningsfald, selv om der ikke blev sagt et eneste Ord; thi som før nævnt er den virkelige Overensktst mellem den enkelte og Herren, og Foretagelsen af Vanddaaben er blot den ydre Bekendelse af denne Overenskomst. Det drejer sig derfor ikke om, hvad den døbende tror eller ikke tror, eller hvad han siger eller undlader at sige, men om, hvad Hjertets [501] Tanker og Hensigter er hos den, der bliver døbt med denne symbolske Daab. Med Støtte af Jesu Ord i Matt. 28, 19 og Apostelens Ord i Rom. 6, 3 anbefaler vi dog at anvende følgende sunde og enkle Udtryks maade:

»Broder Johannes [eller et andet Fornavn], i Faderens og Sønnens og den hellige Aands Navn [bemyndiget af disse] døber jeg dig til Kristus.«

Gentagelse at Symbolet.

Det er lang Tid siden, Daabens sande Betydning tabtes af Syne. Gang paa Gang modtager vi derfor fra saadanne, som allerede er blevet nedsænket i Vand Forespørgsler om, hvorvidt deres Vanddaab er gyldig eller ej, og om det vilde være ret at gentage Symbolet, eller hvorledes. Vort Svar er, at Symbolet behøver ingen Gentagelse; men eftersom det ikke vilde have nogen som helst Betydning, nej, ikke have anden Virkning end et almindeligt Bad, om det ikke fulgte efter den fulde Indvielse til Døden, maa enhver afgøre for sig selv, om han har aflagt en saadan Bekendelse eller ikke. Men hvis Vanddaaben fulgte efter Indvielsen, efter Daaben til Døden, vil det ikke være nødvendigt at gentage den — selv om man kun havde en mangelfuld Forstaaelse af Sagen.

Daab for de døde.

»Hvad vil ellers de udrette, som lader sig døbe for døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lader de sig da døbe for dem?« — 1 Kor. 15, 29.

En Misforstaalse af Apostelens ovenfor citerede Ord ledte i den »mørke Middelalder« til at indføre en Stedfortræder-Daab. Kristne, hvis Venner var døde uden at være blevet døbt, lod sig døbe i deres Sted. En ret Forstaaelse af, hvad den virkelige Daab er, viser os straks det urimelige i en saadan Fremgangsmaade. Det er lige saa umuligt at indvie sig for en anden som at overføre enten sit naturlige eller sit aandehge Liv til en anden. Denne Misforstaaelse af Apostelens Ord [502] har imidlertid forvirret mange, som ikke har givet Agt paa hvilket stort Frafald, der fandt Sted kort efter Apostlenes Død, og hvor vilde og urimelige mange af de Teorier og Skikke var, som da blev indført.

Apostelens Emne var de dødes Opstandelse, og han søger her at støtte og nærmere udvikle denne Lære. Korinthiermenighedens Tro med Hensyn til de dødes Opstandelse var øjensynlig blevet angrebet. Som et Led i sin Bevisførelse henleder han i det Vers, vi er ved at undersøge, Menighedens Opmærksomhed paa, at de alle var blevet døbt, og at deres Daab betegnede eller symboliserede Døden, som vi i det foregaaende har set. For at vise dem det urimelige og uholdbare i det nye Standpunkt spørger han dem derpaa, hvad der da kunde være Hensigten med eller Fordelen ved en saadan Indvielse til Døden, som deres Daab indbefattede, hvis den nye Lære om, at de døde slet ikke opstaar, var sand. De havde indviet sig til at blive Medlemmer, til at dø med hinanden og for hinanden i Samfund med Kristus og til saaledes at være døde med ham og som Lemmer paa hans Legeme blive Dele af det store Forsoningsoffer for den døde Verden, fordi de haabede paa den forjættede Opstandelse.

Apostelens Bevisførelse gaar ud paa, at den kristne Lære staar eller falder som et Hele. Hvis der ikke er nogen Opstandelse fra de døde, da er ogsaa de, som er hensovet i Kristus, fortabt — saavel som den øvrige Verden. Men hvis dette er Tilfældet, og der ikke er noget fremtidigt Haab, hverken for Menigheden eller for Verden gennem Menigheden, hvorfor skulde vi da indvie  vort Liv til Døden? Vi er døbt til Døden med Kristus, døbt for de døde, for at vi senere hen maa blive forenet med ham som Verdens Livgiver —  Abrahamssæden.