Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 11

DEN NYE SKABNINGS PAASKE.

Ægyptens Trældom og Udfrielsen derfra i Forbillede og Modillede. — »De førstefødtes Menighed.« — Skønt mange, dog kun eet Brød. — Mindemaa1tidet bør stadig fejres — Hvem der kan deltage deri. — Hvem der kan betjene derved. — Tjenestens Orden. — Uddrag fra McClintocks og Strongs  Encyklopædi.

»Ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus. Derfor, lad os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.« — 1 Kor. 5, 7. 8.

BEMÆRKELSESVÆRDIGT iblandt de Forordninger, som gjaldt for det forbilledlige Israel, var Budet om Paaskefesten. Denne blev hvert Aar fejret i en Uge begyndende med den femtende Dag i den første Maaned. Set i det store og hele tjente den til Minde om Israels Udfrielse fra Ægyptens Trældom. Men i en særlig Forstand mindedes man derigennem, at de førstefødte blandt Israelitterne var blevet skaanet, medens Dødens Engel slog Ægypternes førstefødte, hvilken Omstændighed for øvrigt var den sidste Aarsag til, at Farao endelig lod det undertrykte Folk drage bort til Friheden. Dette, at Dødsengelen saaledes forbigik Israels førstefødte, blev Forløberen til hele Folkets Udfrielse ved Overgangen over det røde Hav. Med fuld Føje blev denne vigtige Begivenhed fejret af Israelitterne som paa det nøjeste sammenknyttet med selve Nationens Tilblivelse. Endnu den Dag i Dag er dette Tilfældet iblandt Jøderne. Den nye Skabnings Lemmer interesserer sig for dette som for alt andet, der har at gøre med deres himmelske Faders Planer og Gerninger i Forbindelse med det forbilledlige [504] Folk, Israel efter Kødet, saavel som med hele Menneskeslægten. Men de nye Skabninger nærer en endnu dybere Interesse for, hvad der dengang foregik i Ægypten, i Betragtning af, at Herren har aabenbaret for dem den Hemmelighed, at det, der skete med Israel, skulde tjene som Forbilleder paa og Skygger af langt større Ting, som Gud vilde udføre med det aandelige Israel — den nye Skabning.

Med Henblik paa disse Ting siger Apostelen, at »det sjælelige Menneske forstaar ikke, hvad der hører Guds Aand til; thi de er ham en Daarskab, og han kan ikke erkende dem; thi de bedømmes aandeligt. Men os aabenbarede Gud det ved Aanden.« (1 Kor. 2, 14. 10.) Gennem Apostlene har Gud givet os saadanne Nøgler, som gør det muligt for os ved Aandens Vejledning at forstaa Guds Dybder. En Nøgle af denne Art findes i den Tekst, der staar som Indledning til dette Kapitel. Naar vi forfølger Apostelens Antydning videre, ser vi klart, at Israel efter Kødet tjente som Forbillede paa hele Guds Folk — alle dem, der lige indtil Slutningen af Tusindaaret skal blive hans, medens Ægypterne fremstillede Guds Folks Modstandere med Satan til Fyrste, Modbilledet til Farao. Endvidere var Faraos Tjenere og Stridsmænd Forbilleder paa de faldne Engle saavel som paa de Mennesker, der har forenet sig med Satan til Modstand mod Herren og hans Folk — den nye Skabning og Troens egne i Almindelighed. Ligesom Israels Folk længtes efter Befrielse og stønnede under Slavefogedernes Pisk, men var ude af Stand til at befri sig selv og derfor aldrig vilde være sluppet bort fra Ægypternes Aag, om ikke Herren var traadt til og havde oprejst Moses til dets Befrier, saaledes er det ogsaa med Menneskeslægten nu i Tiden. Skabningen sukker og er tilsammen i Smerte paa Grund af det Aag, som denne Verdens Fyrste og hans Følgesvende, Synden og Døden, har paalagt den. De mange Millioner Mennesker længes efter Frihed fra deres egne [505] Synder og Svagheder og fra Straffen for disse — Smerte og Død. Men kun Gud kan hjælpe dem. De er magtesløse i sig selv. Nogle faa kæmper vel en ihærdig Kamp og opnaar ogsaa noget. Dog kan de ikke blive frie. Hele Adams Slægt er i Trældom under Synden og Døden. Der er kun Haab for den hos Gud, der har lovet at sende den modbilledlige Moses og befri Folket i rette Tid — føre det over det røde Hav, der er et Symbol paa den anden Død, hvori Satan og alle de, der har sluttet sig til ham, for evigt skal blive ødelagt, ligesom Farao og hans Hærskarer gik under i det bog stavelige røde Hav. Herrens Folk skal ikke blive skadet af den anden Død.

I det foregaaende har vi givet en Fremstilling af Hovedbilledet; men i det og som en Del af det findes der et andet særligt Billede, der ikke har at gøre med Menneskeslægten i Almindelighed og dens Udfrielse fra Syndens og Dødens Trældom, men kun med en særlig Klasse af dens — de førstefødte. Som et Modbillede til Israelitternes førstefødte taler Skriften om »de førstefødtes Menighed, som er indskrevet i Himlene« — de nye Skabninger. I Forbilledet indtog de førstefødte en særlig Stilling, idet de var Arvingerne. De blev ogsaa underkastet en særlig Prøve forud for deres Brødre. Før Udgangen var de udsatte for Dødsfare, og efter Udgangen fik de en særlig Gerning at udføre i Forbindelse med den almindelige Befrielse, idet de efter Udvekslingen mod Levi Stamme kom til at udgøre en særlig Klasse. De blev adskilt fra deres Brødre og maatte fuldstændigt opgive deres Arveret til Landet, for at de ifølge Guds Plan kunde blive Lærere for de øvrige.

Levi Stamme er tydeligt nok et Forbillede paa Troens egne. Disse repræsenteres atter ved ide foreløbige kongelige Præster, der maa opgive al Arveret til de jordiske Ting til Fordel for deres Brødre for senere at blive Medlemmer af det virkelige kongelige Præsteskab, [506] hvis Ypperstepræst er Herren, og som skal velsigne, regere over og undervise Verden i Tusindaarsriget. Ligesom Israels førstefødte i Ægypten var udsatte for Dødsfare, men blev forbigaaet og derefter blev gjort til et Præsteskab, idet de gav Afkald paa den jordiske Arv, saaledes er nu de modbilledlige førstefødte udsatte for den anden Død, idet de faar deres Prøve til evigt Liv eller evig Død forud for de øvrige af Menneskeslægten. Ved deres Frelsers Fortjeneste er de overgaaet fra Døden til Livet. Idet de bliver meddelagtige i deres Herres Naade, giver de Afkald paa eller opofrer med ham deres jordiske Arv, deres jordiske Lod, det jordiske Liv, for at faa Adgang til Himmelen og det himmelske Liv. Medens altsaa Medlemmerne af de førstefødtes Forsamling, de nye Skabninger, alle dør som Mennesker og med Hensyn til de jordiske Ting synes at gaa Glip af og give Afkald paa mere end de andre, bliver dog netop de forbigaaet af eller reddet fra Døden, skønt det naturlige Menneske ikke forstaar det saaledes. Som kongelige Præster vil de en Gang blive delagtige i deres Ypperstepræsts Ære, Hæder og Uforkrænkelighed. De, der saaledes bliver forbigaaet i denne Evangeliets Tidsalders Nattevagt, før Tusindaarsrigets Morgen gryr, og Retfærdighedens Sol gaar op, skal være Førere for Herrens Hær og bringe den ud fra Syndens og Satans Trældom. Dette stemmer nøje overens med, hvad Apostelen siger i Rom. 8, 22. 19: »Thi vi ved, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. Thi Skabningens Forlængsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse« — venter paa, at alle de førstefødte skal være blevet forbigaaet ved den første Opstandelse, Opstandelsen til Ære, Hæder og Uforkrænkelighed.

Men der er en anden Side ved Forbilledet, som vi maa lægge Mærke til. For at de førstefødte i Forbilledet kunde blive forbigaaet og Herrens Folk befriet, var det nødvendigt, at Paaskelammet først blev [507] slagtet, at dets Blod blev stænket paa Husenes Derstolper og Dørtærskler, og at dets Kød  blev spist om Natten sammen med bitre Urter og usyret Brød. Hvert enkelt Hus i Israel fremstillede paa denne Maade Troens Husstand, og hvert enkelt Lam var et Forbillede paa det Guds Lam, der borttager Verdens Synd, medens den førstefødte i hver enkelt Familie betegnede Kristus, Hovedet og Legemet, den nye Skabning. De bitre Urter fremstillede billedligt den nærværende Tids Prøvelser og Besværligheder, der tjener til saa meget mere at skærpe de troendes Appetit overfor Lammet og det usyrede Brød. Hver Husstand for sig skulde spise med Stav i Haanden og omgjordet til en Rejse som et Forbillede paa, at de modbilledlige førstefødte og Troens Husstand i Løbet af Evangeliets Tidsalder skal spise af Lammet som Pilgrimme og fremmede, der forstaar, at de er under Syndens og Dødens Trældom og ønsker af Herren at blive ført ud til Frihed fra Synden og Fordærvelsen.

Herrens Nadver.

I Overensstemmelse med, at det forbilledlige Paaskelam blev slagtet paa den fjortende Dag i den første Maaned, den Dag, der gik forud for de syv Paaskefestdage, som Jøderne fejrede, maatte ogsaa Herren som det modbilledlige Paaskelam, det Guds Lam, der borttager Verdens Synd, dø paa denne samme Dag. Det var umuligt for Herren paa nogen anden Tid at afslutte det Offer i Døden, som han var begyndt at frembære, da han 30 Aar gammel blev  nedsænket i Daaben til Døden. Af den Grund var det, at Jøderne, skønt de mange Gange forsøgte at gribe ham, ikke kunde komme til at lægge Haand paa ham, fordi hans Time endnu ikke var kommet. — Joh. 7, 8. 30.

Ligesom Jøderne havde faaet Befaling til at udvælge Offerlammet paa den tiende Dag i den første Maaned og tage det ind i Huset, saaledes fremstillede ogsaa [508] Herren sig paa denne Dag for dem, da han fem Dage før Paasken red ind i Byen paa et Asen, medens Mængden raabte: » Hosanna, Davids Søn! Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!« »Han kom til sit eget, og hans egne [Landsmænd] tog ikke imod ham. Men saa mange som [enkeltvis] tog imod ham, gav han Magt til at blive Guds Børn.« Folket forkastede ham gennem sine Ledere i Stedet for at tage imod ham og gjorde derved fælles Sag med Modstanderen. Dog skal ved Guds Naade den nye Pagts Blod ogsaa blive virksom for Jakobs Hus saavel som for alle andre, der ønsker at komme i Harmoni med Gud. De skal alle blive delagtige i Lammets Fortjeneste. Men Jøderne afslog dengang at æde af det modbilledlige Lam. De gik derved Glip af Lejligheden til at blive et Folk af førstefødte, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, det særlige Messiasfolk. De gik Glip af Lejligheden til at gaa over og blive Medlemmer af den nye Skabning med overflødigt Liv i Hæder, Ære og Uforkrænkelighed. Til vor Glæde læser vi imidlertid andetsteds i Skriften, at de senere vil faa en herlig Lejlighed til at tage imod Guds Lam, til at æde af og tilegne sig hans Kød, hans Fortjeneste, og derved under Herrens og hans trofaste Brødres, det aandelige Israels, de modbilledlige førstefødtes Ledelse komme ud fra Syndens og Dødens Trældom. — Rom. 11, 11-26.

Ved Slutningen af Herrens Virksomhed, paa den fjortende Dag i den første Maaned, »i den Nat, da han blev forraadt«, og derfor ogsaa paa den Dag, da han døde, fejrede han sammen med sine Disciple Jødernes forbilledlige Paaske, idet han tillige med de tolv aad det forbilledlige Lam, der fremstillede ham selv og hans eget Offer for Verdens Synder, ved hvilket det alene er muligt at opnaa Frihed og Naade som Guds Børn. Den jødiske Maade at regne paa, ifølge hvilken hver Dag begynder, ikke ved Midnat, men om Aftenen, førte det med sig, at Herren kunde æde denne Nadver [509] Aftenen før sin Død og dog alligevel paa den samme Dag. Herren havde øjensynlig ordnet alle Israels Anliggender paa en saadan Maade, at de svarede til de Modbilleder, som de skulde betegne.

Som Jøder, der var født under Loven, paahvilede der Herren og hans Apostle den Pligt at deltage i det forbilledlige Maaltid paa den rette Tid. Efter at de havde nydt den jødiske Nadver, havde spist Lammet sammen med usyret Brød og Urter og sandsynligvis ogsaa, som det var Skik, havde drukket af Vintræets Frugt dertil, tog Herren en Del af det usyrede Brød og af Vintræets Frugt, der var blevet tilbage fra den jødiske Nadver, Forbilledet, og indstiftede for sine Disciple og for hele Menigheden, som de repræsenterede, noget nyt, der hos dem i Egenskab af det aandelige Israel, de førstefødtes Menighed, den nye Skabning, skulde træde i Stedet for og afløse det jødiske Paaskemaaltid. Herren indstiftede ikke et nyt ogstørre Paaskeforbillede. Dette Forbillede var nu ved at blive opfyldt og kunde derfor ikke længere fejres af dem, der tog imod Opfyldelsen. Herren var ved at blive slagtet som det modbilledlige Lam, ligesomn ogsaa Apostelen siger i den Tekst, der indleder dette Kapitel: »Vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus.«

Ingen, der anerkender Kristus som Paaskelammet og derved antager Modbilledet i Stedet for Forbilledet, kan have Ret til at tilberede et forbilledligt Lam og æde det til Minde om den forbilledlige Befrielse. Det eneste rigtige for alle dem, der tror paa Jesus som det sande Paaskelam, er at bestænke Hjertets Dørstolper med hans Blod og have »Hjerterne ved Bestænkelsen renset fra en ond Samvittighed« — fra Fordømmelsen, idet de forstaar, at deres Synder er sonet og forladt ved hans Blod. De maa æde eller tilegne sig deres Frelsers Fortjeneste, han, der som Mennesket Kristus Jesus gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle. Ved Tro maa de blive delagtige i denne Fortjeneste og [510] forstaa, at ligesom deres Synd blev lagt paa Herren, og han døde for dem, bliver ogsaa hans Fortjeneste og Retfærdighed tilregnet dem. Dette æder eller tilegner de sig ved Troen.

Naar nu altsaa Herrens Nadver traadte i Stedet for Paaskenadveren, men ikke var et højere Forbillede, eftersom Modbilledet den Gang begyndte, hvad betegnede den da? Jo, den skulde være et Minde om Modbilledet, for at Herrens Efterfølgere skulde ihukomme Begyndelsen til Opfyldelsen af den modbilledlige Paaske.

De, der tager imod Lammet og paa den omtalte Maade mindes hans Død for os, tilkendegiver altsaa derved, at de venter paa den forjættede Befrielse af Guds Børn, hvilket indbefatter, at de, der værdsætter og med Eftertanke fejrer dette Minde, ikke er af Verden, skønt de er i Verden, men at de er fremmede og Pilgrimme, der søger bedre Forhold, hvor de ikke mere skal være under Syndens og Dødens Herredømme i Sorg og Trældom. De faar Del i det sande, det modbilledlige usyrede Brød. De søger at skaffe sig dette i dets Renhed uden menneskelige Teoriers, Ærgerrigheds og Egenkærligheds Surdejg, for at de maa være stærke i Herren og hans Vældes Kraft. De nyder ogsaa af de bitre Forfølgelsens Urter i Overensstemmelse med Mesterens Ord, at Tjeneren ikke er over sin Herre, og at naar han selv blev forhaanet, forfulgt og forkastet, maatte de vente en lignende Behandling, fordi Verden ikke kender dem, ligesom den ikke kendte ham. Ja, hans Vidnesbyrd lyder ligefrem, at ingen kan være antagelige for ham, uden at deres Trofasthed paadrager dem Verdens Fjendskab. »Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges.« »Salige er I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld. Glæd og fryd eder; thi eders Løn skal være stor i Himlene.« — Matt. 5, 11. 12; 2 Tim. 3, 12.

Det [511] Mindemaaltid, Herren indstiftede, var som ovenfor fremfort et nyt Symbol, der var opbygget paa  og knyttet til det gamle Paaskeforbillede. Dog var det ikke en Del af dette, eftersom det var til Ihukommelse af Modbilledet. Vi laeser: »Han tog Brødet, takkede og brød det og sagde: Dette er mit Legeme, som er for eder [dette fremstiller mig, det modbilledlige Lam, det er et Billede paa mit Kød]; gør dette til min Ihukommelse!« Herrens Hensigt var øjensynlig den at slag fast overfor sine Efterfølgere, at han var det modbilledlige Lam for de modbilledlige førstefødte og Troens egne. Udtrykket »gør dette til min Ihukommelse« indbefatter, at det nye Maaltid for hans Efterfølgere skulde indtage det gamles Plads, idet dette faldt bort ved Opfyldelsen deraf. »Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod« — det Blod, som  besegler den nye Pagt. »Gør dette, saa ofte som I drikker det, til min Ihukommelse.« Vi  maa  ikke forstaa det saaledes, at der heri liggr noget om, at de skulde gøre det uden Hensyn til Tid og Sted. Det  betød blot, at naar Kalken og det usyrede Brød fra da af blev brugt for at fejre Paasken, skulde de hver Gang betragte det som en Ihukommelse af Modbilledet og ikke af Forbilledet. Lige saa lidt som det vilde have været lovligt eller berettiget at fejre Paasken paa en hvilken som helst anden Tid end den, Herren havde bestemt, vilde det være rigtigt at fejre Modbilledet paa nogen anden Tid end paa Aarsdagen for dets Indtræden. — 1 Kor. 11, 23-25.

Apostelen tilføjer: »Thi saa ofte, som I æder dette Brød og drikker Kalken, forkynder I Herrens Død, indtil han kommer.« (1 Kor. 11, 26.) Dette viser os, at Apostelen klart forstod, at fra da af maatte den aarlige Paaskefest faa en helt ny Betydning for alle Herrens Efterfølgere, idet det brudte Brød fremstillede Herrens Legeme og Kalken hans Blod. Skønt denne [512] nye Skik ikke blev paalagt Menigheden som en Lov, og der ikke blev knyttet nogen Straf til Forsømmelsen af dens Iagttagelse, vidste dog Herren fuldt ud, at alle de, der satte deres Lid til ham og i ham saa det modbilledlige Paaskelam, med Glæde vilde fejre Ihukommelsesmaaltidet, som han havde antydet overfor dem. Og saaledes er det endnu. Troen paa Genløsningen finder stadig sit Udtryk i dette enkle Minde, »indtil han kommer«, — ikke blot indtil Herrens parousia eller Nærværelse i denne Tidsalders Høsts Begyndelse, men indtil hans trofaste een efter een i denne hans parousia er blevet samlet hjem til ham paa den anden Side Forhænget for der i en endnu fyldigere Grad at være med til at drikke den nye Vin i Riget.

»Fordi der er eet Brød, er vi mange eet Legeme.«

»Velsignelsens Kalk, som vi velsigner, er den ikke Samfund med Kristi Blod? Det Brød, som vi bryder, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? Fordi der er eet Brød, er vi mange eet Legeme; thi vi faar alle Del i det ene Brød.« — 1 Kor. 10, 16. 17.

Under den hellige Aands Vejledning fremsætter Apostelen her en anden Tanke med Hensyn til det Mindemaaltid, der blev indstiftet af Herren. Han nægter ikke, men bekræfter fuldt ud, at Brødet først og fremmest betegner Herrens brudte Legeme, der blev opofret for vor Skyld, og at Kalken fremstiller hans Blod, der besegler Tilgivelsen af vore Synder. Men yderligere viser han, at vi som Medlemmer af Menigheden, Lemmer paa Kristi Legeme, de fremtidige førstefødte, den nye Skabning, bliver delagtige med Herren i hans Død, delagtige med ham i hans Offer, og at en Del af vor Pagt gaar ud paa, som han andetsteds erklærer, at udfylde, hvad der fattes i Kristi Trængsler. (Kol. 1, 24.) Tanken er den samme som den, han udtrykker i Ordene: »Vi blev døbt til [ind i] hans Død.« Medens altsaa Herrens Kød var det Brød, der blev brudt for Verden, bliver de troende i Evangeliets Tidsalder, [513] de trofaste, de udvalgte nye Skabninger regnet som Dele af dette ene Brød, som Lemmer paa Kristi Legeme. Og derfor skal vi, idet vi bryder Brødet og saaledes ihukommer Herrens Offer for os, yderligere forstaa, at det tillige betegner Brydelsen eller Opofringen af hele Menigheden, af alle dem, der har indviet sig til at dø med ham, til at blive brudt med ham, til at have Samfund med ham i hans Lidelser.

Det er netop, hvad der ligger i Ordet Samfund. Naar vi hvert Aar fejrer Mindemaaltidet, skal vi ikke blot tænke paa, at Herrens Offer for vore Synder er Grundlaget for alt vort Haab, men vi skal samtidig genoplive og forny vor Indvielse til at dø med ham for ogsaa at leve med ham, til at lide med ham for ogsaa at regere med ham. Hvor storslaaet og omfattende er ikke Betydningen af dette Maaltid! Vi sætter ikke Symbolerne i Stedet for Virkeligheden. Intet kunde ligge Herrens Tanke fjernere, og intet kunde sømme sig daarligere for os, end at vi skulde gøre dette. Hjertesamfundet med ham, vort Hjertes Tilegnelse af ham, Samfundet med de øvrige Lemmer paa hans Legeme og den fulde Forstaaelse af Betydningen af vor Pagt om Offer er det virkelige Samfund, som vi holder fast ved Dag efter Dag Aaret igennem, om vi er trofaste, idet vi hver Dag bliver brudt med Herren og bestandig tilegner os hans Fortjeneste, hvorved vi vokser os stærke i ham og i hans Vældes Kraft. Hvor velsignet bliver det ikke for os saaledes at fejre Mindemaaltidet! Hvor vil ikke vort Hjerte brænde efter at vokse i Naade og Kundskab, efter mere at faa Del i den Tjeneste, hvortil vi blev kaldet, ikke blot hvad Nutiden, men ogsaa hvad Fremtiden angaar!

Man vil lægge Mærke til, at Apostelens Ord ogsaa omfatter Kalken, som vi takker for: »Er den ikke Samfund med Kristi Blod?« Hvor stor er ikke denne Tanke, at de virkelig indviede, den trofaste lille Hjord, den nye Skabning, i Evangeliets Tidsalder har været [514] Kristus i Kødet, og at deres Lidelser, Prøvelser, Vanære og Død, hvem Herren har antaget som Lemmer paa sit Legeme i Kødet, regnes med til hans Offer, fordi disse er forenet med ham, der er deres Hoved, deres Ypperstepræst! Hvem kan vel forstaa alt dette, hvem kan vel værdsætte Guds Kald til at komme ind i Menigheden og faa Del i Ofret til Døden nu og den herlige Gerning i Fremtiden uden ogsaa at glæde sig over at blive agtet værdig til at lide Forhaanelse for Kristi Navns Skyld og sætte Livet til i Sandhedens Tjeneste som en Del af hans Kød og Ben? Hvad gør det os, at Verden ikke kender os, ligesom den ikke kendte ham? (1 Joh. 3, 1.) Hvad har det at sige, om vi skal miste det kæreste, vi ejer her paa Jorden, naar vi som Kristi Legeme maa blive agtet værdige til at faa Del med Frelseren i hans fremtidige Herlighed? Idet vi vokser i Naade og Kundskab og Nidkærhed, bliver enhver af os efterhaanden sat i Stand til at dømme om alt ud fra Apostelens Standpunkt, da han sagde med Hensyn til jordiske Fordele og Udsigter: »Jeg agter det alt for at være Tab«; »thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke er at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os«. — Fil. 3, 8; Rom. 8, 18.

En anden Tanke gælder den gensidige Kærlighed, Sympati og Interesse, der skal herske iblandt alle Lemmerne paa Herrens ene Legeme. Naar Herrens Aand kommer til rigtigt at raade i vore Hjerter, vil vi glæde os over enhver Anledning til at gøre godt imod alle, efter som vi har Lejlighed dertil, men mest imod Troens egne. Begynder vort Hjerte først at udvide sig overfor hele Menneskeslægten, maa det i særlig Grad udvide sig overfor Herren og som Følge deraf ogsaa overfor dem, hvem han anerkender, dem, der har hans Aand og søger at vandre i hans Fodspor. Apostelen paapeger, at Graden af vor Kærlighed til Herren kan maales ved vor Kærlighed til Brødrene, til de øvrige Lemmer [515] paa hans Legeme. Hvis vi har en saadan Kærlighed, at vi kan udholde alt og taale alt af andre, hvor meget mere da ikke af dem, der er Lemmer paa det samme Legeme og derfor staar os saa nær ved deres Forening med Hovedet! Apostelen Johannes erklærer, at et af de vigtigste Beviser paa, at vi er overgaaet fra Døden til Livet, er, at vi elsker Brødrene. (1 Joh. 3, 14.) Ja, vi kommer til at tænke paa, at der, hvor Paulus taler om at udfylde Maalet for Kristi Trængsler, føjer han til: »For hans Legeme, som er Menigheden.« — Kol. 1, 24.

Den samme Tanke kommer frem i Ordene: »Vi er skyldige at sætte Livet til for Brødrene.« (1 Joh. 3, 16.) Hvilket Broderskab er det ikke! Hvem ellers kunde man vente vilde have en saadan Kærlighed til Brødrene, at de var villige til at sætte Livet til for deres Skyld! Vi taler ikke nu om, hvilken Brug det maa behage Herren at gøre af Menighedens Offer, saaledes som dette fremstilles i Herrens Buk iblandt Forsoningsdagens Ofre. Vi lægger blot med Apostelen Mærke til, at hvad os angaar, vil Opofringen af vort Liv særlig komme til at finde Sted for Brødrene i deres Tjeneste. Hvad der skal gøres for Verden, vil hovedsagelig blive gjort i Tusindaarsriget. Under de bestaaende Forhold er vor Tid, vore Talenter, vor Indflydelse og vore Midler mere eller mindre beslaglagt af andre (vor Hustru, vore Børn eller andre, der er afhængige af os). Vi er nødte til at sørge for, hvad der er nødvendigt, sømmeligt og hæderligt i alle Menneskers Øjne. Vi vil derfor kun have forholdsvis lidt tilbage at ofre, kun forholdsvis lidt at sætte til for  Brødrene, og dette lidet vil Verden, Kødet og Djævelen stadig søge at lægge Beslag paa og faa os fra at bruge som Offer, hvortil vi imidlertid har indviet det.

Herren udvælger Menigheden nu i denne Tid, hvor det onde hersker, for at de omgivende Forhold kan prøve Graden af hver enkelts Troskab imod og Kærlighed [516] til ham og hans. Hvis vor Kærlighed er lunken, vil Verdens, Kødets og Modstanderens Fristelser blive os for stærke, saa at de tiltrækker sig vor Tid, vor Indflydelse og vore Penge. Men er vor Kærlighed til Herren stærk og brændende, vil det være os en Glæde at opofre alt for ham. Vi vil da ikke blot give, hvad vi har tilovers af Energi, Indflydelse og Midler og sætte dette til for Brødrene, efter som vi har Lejlighed dertil; men yderligere vil vor Hengivenhed for Herren faa os til at holde vor Families og vore egne Fordringer indenfor rimelige økonomiske Grænser, saa at vi kan have mere at lægge paa Herren Alter. Herren brød sit Legeme og gav sit Blod, sit Liv, bort i tre og et halvt Aar, idet hans Offer først endte paa Golgatha. Saaledes er det ogsaa med os. Vi maa sætte Livet til for Brødrene i Smaating, ved at tjene dem timeligt eller aandeligt. Da den aandelige Tjeneste er den vigtigste, bør den have Forrangen, skønt ingen kan lukke sit Hjerte til for en Broder, der er i timelig Nød, uden derved at bevise, at han ikke har Herrens Aand raadende i Hjertet, i tilstrækkelig Grad.

Ihukommelsesmaaltidet i Nutiden.

Ihukommelsesmaaltidet til Minde om Frelserens Død (med den udvidede Betydning, som Apostelen ledet af den hellige Aand knytter dertil, om vor Delagtighed, vort Samfund med ham i hans Offer) skulde, som vi har set, fejres paa en særlig Dag, den fjortende Dag i den første Maaned efter jødisk Tidsregning.*)

*) Det jødiske Aar begynder om Foraaret, naar Nymaa­nen viser sig første Gang efter Foraarsjævndøgn. Man finder let den fjortende Dag; men man maa ikke tage fejl af, at Festugen begyndte den femtende og fortsattes de folgende seks Dage. Denne de usyrede Brøds Uge, der blev fejret af Jøderne som en Glædesfest, svarer i Almindelighed til de kristnes hele Fremtid eller i en snævrere Forstand til det følgende Aar, indtil det næste Mindemaaltid. For Jøden betød Ofringen af Lammet blot Indledningen til Festugen, der særlig interesserede ham. Vort Mindemaaltid har at gøre med Slagtningen af Lammet og henhører derfor til den fjortende Nisan. Desuden maa vi komme  i  Hu, at med den Forandring i Beregningen af Dagens Timer, som senere er indtraadt, svarer Aftenen paa den fiortende Nisan til det, som vi vilde kalde for Aftenen paa den trettende.

[517] Den samme Dag, bestemt ved den samme Regnemetode, gælder endnu og vil tiltale alle dem, der søger efter de gamle Stier for at vandre derpaa. Denne aarlige Ihukommelse af Herrens Død, der blev indstiftet af Herren og iagttaget af den første Menighed, er paa ny blevet taget op af dem, der er kommet ind i Lyset af den nærværende Sandhed.

Det kan ikke overraske os, at efterhaanden som man tabte den virkelige Betydning af Herrens symbolske Nadver af Syne, glemte man ogsaa, at denne skulde fejres aarlig. Dette bliver lettere at forstaa, naar vi betragter Sagens historiske Sammenhæng.

Efter at Apostlene og deres umiddelbare Efterfølgere var sovet ind henimod det 3. Aarhundrede, traadte den romersk-katolske Retning stærkt frem i Menigheden. En af dennes falske Læresætninger gik ud paa, at Kristi Død vel sonede al forgangen Skyld, men ikke kunde borttage de personlige Overtrædelær, som  den troende begik, efter at han var kommet i Samfund med Kristus, efter sin Daab, og at derfor et nyt Offer maatte foretages for saadanne Synder. Paa Grundlag af denne Vildfarelse opbyggede man Læren om Messeofret, hvilken vi andetsteds har behandlet i Enkelthederne. Messeofret blev betragtet som en ny Opofring af Kristus til Fordel for den, for hvem Messen blev frembaaret eller ofret. Og man sogte at give denne Paastand Sandhedens Skær ved at hævde, at Præsten havde Magt til at forvandle Brødet og Vinen til Kristi virkelige Legeme og virkelige Blod, saa at det, naar Brødet blev brudt, var Herren, dier pa ny [518] blev ofret for dens Synder, for hvis Skyld Messen blev udført. Vi har allerede paapeget, at denne Lære og Skik i Herrens Øjne var en Afskyelighed — »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«. — Dan. 11, 13; 12, 11. Se Bind II, Kap. 9; Bind III, Kap. 4.

Denne falske Lære var virkelig til stor Ødelæggelse. I dens Følge kom de mange Vildfarelser i Menigheden, det store Frafald, der betegner det romersk-katolske System, den største Antikrist. Aarhundrede efter Aarhundrede gik hen, medens denne Anskuelse herskede rundt om i hele Kristenheden, indtil den store Reformationsbevægelse i det 16. Aarhundrede tog Fart og medførte, at man modsatte sig den og begyndte at søge efter de Sandheder, der i hele Middelalderen havde været skjult under Antikristens falske Læresætninger og onde Foranstaltninger. Idet Reformatorerne fik større Lys over hele Guds, Ords Vidnesbyrd, naaede de ogsaa frem til mere Klarhed med Hensyn til Kristi Offer. De begyndte at forstaa, at Pavesystemets Teorier om Messeofret virkelig var en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, og de tog Afstand fra den med større eller mindre Bestemthed. Da den engelske Kirke reviderede sin Bønnebog i 1552, udelod den Ordet Messe.

Messeofret traadte praktisk talt i Stedet for det aarlige Ihukommelsesmaaltid. Der blev hyppig frembaaret Messer, for at Folket ofte kunde blive renset fra dets Synder. Da nu Reformatorerne saa denne Vildfarelse, forsøgte de at komme tilbage til den oprindelige Enkelhed. De forkastede den romersk-katolske Messe som en urigtig Iagttagelse af Herrens Nadver. Men da de ikke saa den nære Forbindelse mellem Paaskeforbilledet og Modbilledet i Herrens Død samt Nadveren som et Mindemaaltid om Modbilledet, fik de ikke fat i, at dette skulde finde Sted aarlig. Derfor ser vi iblandt Protestanterne, at nogle holder Nadver en Gang om Maaneden, andre hver tredje Maaned, [5 1 9] andre hver fjerde Maaned, idet ethvert Samfund følger sine egne Anskuelser om denne Sag. De saakaldte »Disciple« holder Nadver en Gang om Ugen, paa Grund af en Misforstaaelse af Skriften, som ligner deres Misforstaaelse angaaende Daaben. De holder nemlig Nadver hver Uge, fordi de i Apostlenes Gerninger læser, at den første Menighed kom sammen paa den første Dag i Ugen, og at der ved saadanne Sammenkomster fandt en »Brødets Brydelse« Sted. — Ap. G. 2, 42. 46; 20, 7.

Vi har allerede i det foregaaende Kapitel set, at disse ugentlige Maaltider ikke var til Minde om Herrens Død. Det var tværtimod Kærlighedsmaaltider til Minde om hans Opstandelse og til Minde om de gentagne Tilfælde, hvor han i Løbet af de 40 Dage før sin Himmelfart havde brudt Brødet med dem paa den første Dag i Ugen. Det var sandsynligvis Ihukommelsen af de Brødsbrydelser, hvor deres Øjne blev aabnet saa at de kendte ham, der fik dem til senere at samles paa den første Dag i Ugen og med Rette at holde et Maaltid med hverandre, hvor de brød Brødet. Som vi har lagt Mærke til, omtales Kalken aldrig i denne Forbindelse, medens den overalt, hvor Herrens Mindemaaltid nævnes, spiller en lige saa fremtrædende Rolle som Brødet.

Hvem kan deltage i Mindemaaltidet?

Først og fremmest bør vi svare, at ingen bør deltage i Ihukommelsesmaaltidet, som ikke tror paa Kristi Offer for deres Synder; ingen bør deltage, medmindre han ved Tro har faaet sit jordiske Tabernakels Dørstolper og Dørtærskler bestænket med det Blod, der taler bedre om Fred for os, end Abels Blod talte om Hævn. (Heb. 12, 24.) Ingen bør, fejre den symbolske Fest, medmindre han i sit Hjerte fejrer den sande Fest, idet han har taget imod Kristus som sin Livgiver. Endvidere bør ingen deltage, som ikke er [520] et Lem paa det ene Legeme, det ene Brød, og ikke har regnet sit Liv, sit Blod, for opofret med Herrens i den samme Kalk. Der drages her en skarp Skillelinie, ikke blot mellem troende og vantro, men ogsaa mellem indviede og uindviede. Dog maa denne Linie drages af hver enkelt for sig, saa længe da ellers hans egne Udsagn er i Overensstemmelse med det fremførte og paa rimelig Maade bliver bekræftet af hans ydre Opførsel. Det er ikke ret for det ene Lem at dømme det andet; heller ikke har Menigheden nogen Ret til at dømme, medmindre, som vi har paapeget, Sagen er blevet draget frem for den i en bestemt Form og i Overensstemmelse med de foreskrevne Regler. Menighedens Ældste og Repræsentanter bør fremsætte Betingelserne og Vilkaarene for dem, der kommer sammen til Mindemaaltidet: 1) Tro paa Blodet og 2) Indvielse til Herren og til hans Tjeneste lige til Døden. De bør derpaa indbyde alle dem, der er saaledes sindede og saaledes har indviet sig, til at deltage i Maaltidet til Minde om Herrens Død. Enhver Indbydelse i Forbindelse hermed bør fremføres paa en saa omfattende Maade, at der ikke kan opstaa nogen Tanke om Sektvæsen. Alle skal være velkomne til at deltage uden Hensyn til deres Tro paa andre Omraader, hvis de da har taget imod disse Grundsandheder: Genløsningen ved det dyrebare Blod og en fuld Indvielse til Døden paa Grundlag af Retfærdiggørelsen.

Vi vil her passende kunne betragte Apostelens Ord:

»Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld overfor Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken; thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet.« — 1 Kor. 11, 27-29.

Apostelen synes her at advare os imod en skødesløs Overholdelse af dette Mindemaaltid, mod at betragte det som et almindeligt Festmaaltid, hvortil man kan [521] indbyde Mennesker i Flæng. Det er ikke et saadant Festmaaltid; det er et højtideligt Mindemaaltid, der kun er bestemt for Lemmerne paa Herrens Legeme; og enhver, som ikke ser det, som ikke forstaar, at Brødet fremstiller Jesu Kød og Kalken hans Blod, vil ved at nyde deraf komme ind under Fordømmelsen i Herrens Øjne saavel som i hans egen Samvittighed. Hver enkelt bør, før han nyder af Symbolerne, være paa det rene med, om han tror paa og stoler paa det brudte Legeme og det udgydte Blod som en Genløsningsbetaling for ham, og om han har indviet sit alt for derved at blive regnet med som et Lem paa det ene Legeme.

Ethvert virkeligt Medlem af Menigheden har Ret til at deltage i Mindemaaltidet, medmindre denne Ret er blevet ham frataget ved en almindelig Beslutning af hele Menigheden paa Grundlag af den Regel, Herren har opstillet derfor. (Matt. 18, 15-17.) Alle sande Medlemmer kan deltage i Mindemaaltidet og vil ønske at gøre det i glad Bevidsthed om derved at efterkomme den døende Mesters Paabud: »Tag, æd, ... drik alle deraf.« De  vil forstaa, at medmindre vi æder Menneskesønnens Kød og drikker hans Blod, har vi intet Liv i os, og hvis de i Hjertet og Sindet virkelig har tilegnet sig Fortjenesten af Herrens Offer, vil det for dem baade være en Forret og en Glæde  at mindes dette og at bekende det øverfor hverandre og overfor Herren.

Hvem kan betjene ved Mindemaaltidet?

Den falske Lære om Messen og Opkomsten af det saakaldte Præsteskab i Menigheden, der fik det Hverv overdraget at bestride Tjenester som den omtalte, har frembragt et saa dybt Indtryk paa Almenhedens Sind, at selv Protestanterne nu i Almindelighed holder fast paa, at en »ordineret« Præst nødrendigvis maa være til Stede ved en saadan Lejlighed for at nedbede Velsignelsen [522] og forrette selve Handlingen, og at enhver anden Fremgangsmaade vilde være gudsbespottelig. Hvor fuldstæendig, forfejlet hele denne Teori er, vil vi let kunne indse, naar vi husker paa, at alle de, der har Ret til at deltage i Mindemaaltidet, er indviede Medlemmer af det kongelige Præsteskab og som saadanne hver for sig fuldt ud bemyndigede af Herren til at prædike Ordet alt efter deres Evner og Lejligheder og ogsaa fuldt ud ordinerede til at udføre enhver Tjeneste, som de er i Stand til at udføre for ham og Lemmerne paa hans Legeme samt i hans Navn ogsaa for andre. »I er alle Brødre«, lyder Herrens Ord, og det maa vi ikke glemme, naar vi mindes vort Samfund med ham og de øvrige Lemmer paa hans Legeme og ihukommer hans Genløsningsværk.

Dog viser Skriften, som vi allerede har paapeget, at der bør herske Orden i hver lille Menighed. Dertil hører, at der bør være Ældste i enhver Menighed. Medens ethvert Medlem af den nye Skabning har tilstrækkelig Bemyndigelse af Herren til at kunne udføre en hvilken som helst Tjeneste i Forbindelse med Mindemaaltidet, har dog Menigheden ved at vælge sine Ældste tilkendegivet, hvem den ønsker at have til sine Repræsentanter ved saadanne Lejligheder. Pligten til at anordne og tjene ved Mindemaaltidet paahviler derfor dem, der er blevet valgt af Menigheden.

Herrens Løfte om at være til Stede, hvor to eller tre forsamles i hans Navn, viser os tydeligt, at vi, hvor som helst det er muligt, bør fejre Mindemaaltidet sammen med andre Lemmer paa Legemet. Herren gav os den nævnte Forjættelse for at drage Lemmerne nærmere til hverandre, ikke blot ved denne aarlige Sammenkomst, men naar som helst en saadan kunde finde Sted. Hvor som helst blot to eller tre kan komme sammen i Henhold til dette Løfte, og de ikke har Adgang til at samles med flere, har de Ret til at fejre Mindemaaltidet som en hel Menighed. Og skulde en [523] enkelt være i en saadan Stilling, at han umuligt kan mødes med andre, bør han have en saa stærk Tro og en saadan Tillid til Herren, at han alligevel kan henholde sig til Løftet, idet han betragter sig selv som den ene og Herren som den anden af de to. Det er vort Raad, at ingen ved en saadan uundgaaelig Ensomhed skal lade sig afholde fra at fejre den aarlige Ihukommelse af det store Syndoffer og vor Delagtighed med Herren. Den enlige bør skaffe sig Brød (usyret Brød, hvis det kan faas) og Frugt af Vintræet (Rosinsaft, Druesaft eller Vin)*) og derpaa i Aandens Samfund med Herren og de øvrige Lemmer paa Legemet, som vedkommende nødtvungent er adskilt fra, fejre Ihukommelsesfesten.

*) Saa vidt vi kan forstaa, brugte Herren gæret Vin, da han indstiftede Mindemaaltidet. Men da han ikke nævnte nogen særlig Slags Vin, men blot talte om Vintræets Frugt, og da Drikkevanen har faaet saa stor Magt og gør saa megen Fortræd i vor Tid, tror vi, at det vil vinde Herrens Bifald at bruge ugæret Drue eller Rosinsaft, hvortil man maaske kan sætte nogle Draaber gæret Vin for at berolige deres Samvittighed, der maatte være tilbøjelige til at mene, at Lydighed mod Herrens Ord vil nødvendiggøre Brugen af gæret Vin. Paa denne Maade vil der ikke være Fare for nogen af Herrens Brødre, selv ikke for de nye, der er svagest i Kødet.

Tjenestens Orden.

Da Herren ikke har opstillet nogen Regel for, hvorledes denne Tjeneste skal udføres, kan heller ikke vi gøre det. Dog vil det ikke være urigtigt for os at fremsætte, hvad vi anser for at være en fornuftig og sømmelig Maade at fejre Mindemaaltidet paa. Vi gør ikke dette i den Hensigt at opstille nogen Regel eller Lov, men blot for derved at hjælpe nogle til at se fornuftigt paa Spørgsmaalet, som enten har været til alt for megen ydre Pomp eller slet ikke har haft noget at gøre med ydre Symboler. Hvad vi her siger, maa altsaa blot opfattes som et Forslag, der kan underkastes de Ændringer, som maatte synes tilraadelige: [524]

1) Sammenkomsten kan begynde med een eller flere Sange, der passer til Lejligheden, idet de leder Tanken i Retning af det, der skal ihukommes.

2) Derpaa en Bøn om Guds Velsignelse over Forsamlingen, hvorunder man ogsaa ihukommer de øvrige Lemmer paa Legenet i hele Verden og særlig dem, som samtidig fejrer Mindefesten.

3) Den tjenende Ældste kan nu ud fra Skriften læse en Beretning om Indstiftelsen af Mindemaaltidet.

4) Han eller en anden Ældste vil dernæst i et lille Foredrag kunne klarlægge baade Forbilledets og Modbilledets Betydning eller ogsaa læse en Afhandling derom som f. Eks. den foregaaende.

5) Under Henvisning til, at Herren velsignede Brødet, før han brød det, kan saa den Ældste opfordre en eller anden Broder til at nedbede Herrens Velsignelse over Brødet eller selv gøre det, hvis ingen anden er dygtig dertil — bede om, at Herren vil velsigne Brødet og dem, der skal nyde det, saa deres Forstands Øjne maa blive vidt opladt til at forstaa Dybden i den Betydning, der er knyttet dertil, samt om, at de maa have Samfund med Herren ved Anvendelsen af Symbolet paa hans Kød og forny deres Indvielse til at blive brudt med ham.

6) Under Fremsigelsen af Herrens Ord: »Dette er mit Legeme, det som gives for eder«, bliver derpaa det usyrede Brød brudt i Stykker og Bakken dermed baaret rundt af en af Brødrene eller af den tjenende selv. Hvis Forsamlingen er stor, kan man ogsaa have flere Bakker, der samtidig bliver baaret rundt af to, fire, seks eller et hvilket som helst andet Antal af de indviede Brødre.

7) Det vil være rigtigt at vedligeholde Tavsheden, medens Symbolerne bliver baaret rundt, maaske med Undtagelse af nogle korte Bemærkninger med Hensyn til Betydningen af Brødet og Herrens Gerning for os. I Almindelighed vil det dog være bedst, at Lederen [525]  eller en anden Taler forklarer dette, naar han udvikler Betydningen af hele Festen, før Brødet bliver uddelt, for at ikke Deltagernes Samfundsfølelse skal blive forstyrret.

8) Saa bør man nedbede Velsignelsen over Kalken, ligesom vi læser, at Herren tog Kalken, velsignede den og gav sine Disciple den. Man opfordrer en eller anden Broder til at takke og bede om Herrens Velsignelse over de deltagende, hvorpaa ligeledes Kalken bæres rundt i al Stilhed.

9) Efter at selve Tjenesten saaledes er fuldendt, tilraader vi, at man følger Herrens og Apostlenes Fremgangsmaade lige til det sidste, at man synger en Sang til Slut og derpaa gaar hver til sit uden Fællesbøn. Ligeledes mener vi, det er rigtigst ved denne Lejlighed at undlade de sædvanlige Hilsener, Forespørgsler om Helbred o. s. v., for at enhver kan gaa lige hjem uden at blive forstyrret i sine Betragtninger og i sin Sam­fundsfølelse, i hvilken han saa vidt muligt bør søge at blive ikke blot om Natten, men ogsaa den følgende Dag,. idet han tænker paa Herrens Erfaringer i Gethsemane, hans Trang til Forstaaelse og Hjælp og paa den Omstændighed, at alle Lemmerne paa hans Legeme ogsaa har deres Gethsemanetimer, hvor de trænger til deres Medtjeneres Trøst og Hjælp.

Det hedder om Mesteren, at der var ingen af Folkene med ham; ingen var i Stand til at forstaa ham, følge med ham i hans Prøvelses Time. Med os er det anderledes. Vi har de øvrige Lemmer paa Legemet, der ligeledes er døbt til Døden og ligeledes har bundet sig til at lade sig bryde som Dele af det ene Brød, og som er blevet salvet med den samme hellige Aand. Lad os, idet vi tænker paa dette, mere alvorligt søge at være til Hjælp for de andre Lemmer paa Legemet, da vi ved, at hvad som helst vi gør imod det mindste Lem paa Legemet, gør vi imod Hovedet. Vi kan ogsaa samtidig tænke paa Peter, paa hans alvorlige Nidkærhed som en [526] Herrens Tjener og paa, hvorledes han dog var svag i Prøvens Øjeblik og trængte til Herrens Hjælp og Forbøn. »Jeg bad for dig, at din Tro ikke skulde svigte.« Det maa være en særlig Hjælp for os at tænke paa dette, ligesom det uden Tvivl var det for Apostelen Peter. Det vil bevirke, at vi mere ser hen til Herren for at finde Naade til Hjælp i hver Nødens Stund.

Det vil ogsaa være paa sin Plads samtidig at tænke paa Judas, at hans Fald skyldtes Egenkærlighed, Ærgerrighed og Begærlighed. Naar vi forstaar, at Egenkærligheden blev den Dør, hvorigennem Satan efterhaanden kunde komme ind i ham, vil det hjælpe os til at være paa Vagt, for at vi ikke paa lignende Maade skal falde i Modstanderens Snarer og fornægte den Herre, der købte os, forraade ham, hans Brødre eller hans Sandhed. Lad os den følgende Dag have vor Frelsers Erfaringer for Øje, ikke blot for at vi derved kan føle stærkere med ham, men ogsaa for at vi ikke skal finde det underligt, at der kommer saa mange Ildprøver over hans Efterfølgere. Lad os beslutte at følge ham trofast efter indtil Enden og altid holde os hans Dødsraab for Øje: »Det er fuldbragt«, idet vi forstaar, at dette betød Syndofrets Fuldendelse for vor Skyld. Lad os tænke paa, at vi er blevet lægt ved hans Saar, og at han altid lever for at gaa i Forbøn for os og yde os Bistand, naar vi trænger dertil.

Man skulde have ventet, at Indførelsen af Messen og den hyppige Brug af denne vilde have gjort den aarlige Mindefest om Herrens Død paa Aarsdagen derfor overflødig; men det var ikke Tilfældet. Den første Menigheds oprindelige Skik med Hensyn til at ihukomme denne vigtige Sag, selve Grundvolden for dens Tilværelse, vedblev, skønt Afholdelsen af Nadveren paa den rigtige Tid ophørte, idet denne blev afløst af de talrige Messeofre, hvorved den særlige Mindefest tabte sin Betydning. [527]

I Aarhundreder var det Skik at beregne Datoen for Herrens Korsfæstelse efter den jødiske Kalender, som vi allerede har forklaret det; men da senere det Ønske voksede sig stærkere fuldstændig at løsrive sig fra jødiske Forhold, indtraadte der en Forandring med Hensyn til Metoden at beregne Datoen for Kristi Død, vor Paaske; efter. »Det økumeniske Koncil« i Nicæa bestemte, at Paasken skulde fejres fra den Fredag, som fulgte efter den første Fuldmaane efter Foraarsjævndøgn. Dette medførte, at Herrens Død almindeligt blev ihukommet paa en Fredag, den saakaldte »Langfredag«, og tillige, at Ihukommelsesfesten meget sjældent vilde stemme nøjagtig overens med den jødiske Paaskefest. Forskellen i Beregningsmaaden husker vi er den, at Jøderne ventede og endnu venter til efter Foraarsjævndøgn, idet de lader deres første Maaned begynde med den første Nymaane derefter og holder Paaske ved Fuldmaane paa den fjortende Dag. Undertiden kan der være en hel Maaneds Forskel mellem de to Beregninger.

Vi skal ikke sige, hvilken Metode der er den bedste; men vi foretrækker at holde fast ved den, som Herren og Apostlene fulgte, dog ikke paa en saadan Maade, at vi vilde føle det som en Forbrydelse, hvis vi tog fejl i vor Beregning og afholdt Nadveren paa en urigtig Dato. Men det er os en Tilfredsstillelse at efterfølge den af Gud indstiftede Anordning saa nøje som muligt. Nogle vilde maaske synes, at det var endnu bedre at bestemme Datoen efter vor moderne Kalender, f. Eks.­ henlægge den til den første eller femtende April eller nogen anden Dag, saa at alle Beregninger blev overflødige. Vi kan hertil kun sige, at Herren øjensynlig havde en Hensigt med at indrette den jødiske Kalender, som han gjorde, og at vi vedblivende foretrækker at efterfølge hans Anvisning.

I en vis Forstand kan vi sige, at ligesom Solen er et Symbol paa Guds aandelige Rige, er Maanen et Symbol [528] paa Lovpagten og det Folk, der var under Lovpagten. Set fra dette Synspunkt laa der en særlig Betydning i, at Herren blev korsfæstet ved Fuldmaane. Ifølge Guds Plan var Tiden bestemt forud, saa at Jøderne ikke kunde gribe ham før, skønt de ønskede det, fordi hans Time endnu ikke var kommet. (Joh. 7, 30; 8, 20.) Hans Korsfæstelse ved Fuldmaane og den Omstændighed, at Maanen straks derefter begyndte at tage af, indeholder en Lærdom om, at Israel da for en Tid bragte Forkastelse over sig selv som Nation. Den aftagende Maane var et Billede paa deres nationale Forfald.

Vi vedføjer her nogle Uddrag fra et Standard Værk, der bekræfter det i det foregaaende fremførte.

Fra McClintocks og Strongs Encyklopædi.

»Menighederne i Lilleasien fejrede Herrens Død paa den Dag, der svarede til den fjortende Nisan, paa hvilken Dato Korsfæstelsen fandt Sted efter hele Oldkirkens Mening. De vestlige Menigheder (Rom) var derimod af den Anskuelse, at Korsfæstelsen aarlig skulde mindes paa den Dag i Ugen, den havde fundet Sted paa, nemlig Fredag. ... Vestens Menigheder betragtede Kristi Dødsdag som en Sørgedag, hvorfor de ikke afsluttede Fastetiden før paa Opstandelsesdagen. Men Menighederne i Lilleasien saa i Kristi Død udelukkende Genløsningen for Menneskeslægten, hvorfor de afsluttede Fastedagen i Kristi Dødstime, Kl. 3 om Eftermiddagen; og umiddelbart derefter afholdtes Kærlighedsmaaltidet (Agape) og Herrens Nadver. Begge Parter (de ortodokse østlige saavel som de vestlige Menigheder) holdt fast ved Navnet Pascha (Paaske), hvormed de undertiden forstod Ugens særlige Fastedage og undertiden hele den Uge, hvori Mindefesten faldt.

Den første alvorlige Strid mellem de to Partier i Oldkirken brød løs omkring Aar 196, da Biskop Victor i Rom udsendte en Rundskrivelse til de ledende Biskopper [529] i Kirken og opfordrede dem til at afholde Synoder i deres respektive Provinser for at indføre Vestens Skik (Afholdelse af Festen om Fredagen og om Søndagen i Stedet for paa de nøjagtige Dage, den fjortende og sekstende Nisan). Nogle efterkom Opfordringen, men den Synode, der blev holdt under Forsæde af Biskop Polykrates i Efesus, nægtede ubetinget at foretage Forandringen og gav sit Bifald til et Brev, som Biskop Polykrates havde forfattet, og hvori han forsvarede Asiaternes Skik under Henvisning til Autoriteter som Apostlene Filip og Johannes, til Polycarp og til de syv af hans Slægtninge, der før ham havde været Biskopper i Efesus.

Indtil dette Øjeblik havde Striden mellem de asia­tiske og de vestlige (romerske) Menigheder kun drejet sig om 2 Punkter, nemlig 1) om, hvorvidt man skulde højtideligholde den Dag i Ugen eller den Dag i Maaneden, da Kristus var død, og 2) om, hvornaar Fasten burde ophøre. Nu rejste der sig et tredje Stridsspørgsmaal, nemlig om, hvornaar den 14. Nisan i Virkeligheden indtraf. Mange af Kirkefædrene var af den Mening, at efter den Maade Jøderne havde beregnet Dagen paa lige indtil Jerusalems Ødelæggelse, var den 14. Nisan altid indtraadt efter Foraarsjævndøgn, og at det blot skyldtes en Fejlregning hos de senere Tiders Jøder, naar den 14. Nisan undertiden indtraf før Jævndøgn. De holdt derfor paa, at den 14. Nisan, der for begge Partier indenfor Kirken bestemte Paasketiden, altid skulde henlægges til efter Jævndøgn. Da det jødiske Aar er et Maaneaar, og den 14. Nisan altid faldt paa en Fuldmaanedag, vilde de kristne, der sluttede sig til den ovenfor fremførte astronomiske Anskuelse, naar den 14. Nisan faldt før Jævndøgn, komme til at højtideligholde Aarsdagen for Kristi Død en Maaned senere, end Jøderne afholdt deres Paaskefest. Da de kristne nu ikke længere kunde stole paa den jødiske Kalender, maatte de foretage deres egne Beregninger [530] for at bestemme Paasketiden. Derved kom man ofte til et forskelligt Resultat, dels af Grunde, som allerede er blevet fremført, og dels fordi Datoen for Jævndøgnet af nogle blev fastsat til den 18. Marts, af andre til den 19. Marts og af atter andre til den 21. Kirkemødet i Arles Aar 314 forsøgte at tilvejebringe Enhed i Spørgsmaalet. Men dets Beslutninger synes ikke at have haft nogen Virkning. Sagen blev derfor igen taget op til Behandling af det økumeniske Koncil i Nicæa, der bestemte, at Paasken i hele Kirken skulde fejres efter Foraarsjævndøgn paa den Fredag, der fulgte efter den 14. Nisan. Der blev ogsaa truffet Aftale om, at Menigheden i Alexandria, der var bekendt for sin astronomiske Videnskab, aarlig skulde underrette Menigheden i Rom om, paa hvilken Kalenderdag Paasken skulde begynde, og at Menigheden i Rom derpaa skulde lade Underretningen gaa videre til alle øvrige Menigheder i Verden. Men ikke engang disse Bestemmelser gjorde en Ende paa Striden. Først med Dionysius Exiguus's Beregninger indtraadte der Ensartethed i Oldkirkens Skik paa dette Punkt. Nogle Lande, som f. Eks. Storbritannien, gav først Slip paa deres gamle Sædvane efter lang Modstand. Paa Karl den Stores Tid synes der at være indtraadt Enhed med Hensyn til at helligholde Fredagen og se bort fra den jødiske Maade at beregne Fuldmaanedagen paa. Efter den Tid kan der ikke findes noget Spor af, at Fjortendedagen har været iagttaget (at Festen er blevet fejret paa den rigtige Dag — den 14. Nisan, Fuldmaanedagen efter Foraarsjævndøgn).

Ved Pave Gregor den Trettendes Revision af Kalenderen blev Dionysius's Æra i det hele og store bibeholdt. Men der blev truffet nøjagtigere Bestemmelser med Hensyn til Paaskefuldmaanen. Man sørgede omhyggeligt for at undgaa nogen fremtidig Kalenderafvigelse fra den astronomiske Tid. Men disse nøjagtigere Beregninger medførte undertiden, at de kristnes Paaske i [531] Modstrid med det nicæanske Kirkemødes Beslutning faldt sammen med den jødiske Paaske.«

Den samme Autoritet siger andetsteds om den jødiske Paaske:

»Den var Aarets Paaskefest, og i denne enestaaende Stilling havde den en vis Forbindelse med Omskærelsen som det andet Sakrament i den hebraiske Menighed. (2 Mos. 12, 44.) Vi kan se dette af, hvad der hændte i Gilgal, da Josva efter at have taget Pagten med Gud op til fornyet Overvejelse fejrede Paaske umiddelbart efter, at Folket var blevet omskaaret. Men den Forbindelse, der bestod mellem de to Ceremonier, blev ikke fuldt udviklet, før Modbillederne var kommet, og Herrens Nadver havde indtaget Paaskens Plads som Guds udvalgte Folks Hovedfest.«