Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 17

DEN NYE SKABNINGS OPSTANDELSESARV.

Troens Øje og Øre maa opøves for klart at kunne opfatte de aandelige Ting. — »Ligesom alle dør i Adam, saaledes skal ogsaa alle levendegøres i Kristus.« — Opstandelsen til Livet. — ­Anastasis. — Opstandelsen. — Ikke en Dom over Fortidens Synder, men en ny Prøve til Livet. — De, som agtes værdige til at faa Del i Opstandelsen. — Straf for dette Livs Synder. — Nogle Menneskers Synder gaar forud for dem til Dom. — »Saa1edes er det med de [særlige] dødes Opstandelse [den første eller ypperste].« — »Det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive.« — »Vi skal blive ham lig.«

KUN I SAMME FORHOLD, som Troens Øje og Øre er blevet opøvet ved Guds Ord, kan de nye Skabninger bestemt værdsætte Herligheden i deres fremtidige Arvelod. Som naturlige Mennesker kan de overhovedet ikke se noget stort deri — ikke før de har foretaget en fuld Indvielse af sig selv og har modtaget den hellige Aand som et Pant for Fremtiden. Indtil da, selv efter at de er kommet i Samfund med Gud ved Tro og den deraf følgende Retfærdiggørelse, fremstilles de i Henseende til Kundskab ved Levitterne, der, skønt de var Tabernaklets Tjenere, dog ikke fik Lov at gaa ind i dette og ofre Røgelse paa dets Guldalter eller at se dets Herlighed. Den Kundskab, som Levitterne maaske havde om det Hellige, dets Lysestage, dets Skuebrød, dets Guldalter og Røgelse, skyldtes det, som de havde hørt af de indviede Præster, hvilke alene havde Adgang dertil.

Apostelen paapeger overfor de kongelige Præster af den nye Skabning, at selv med det største Maal af Naade, Kundskab, Tro og aandeligt Klarsyn vil de ikke nu i Livet bestemt kunne fatte de fremtidige Ting. I saa Henseende maa de vedblivende vandre i Tro. Hans Ord lyder: »Det er endnu ikke aabenbaret, [764] hvad vi skal blive; vi ved, at naar han aabenbares, da skal vi blive ham lig; thi vi skal se ham, som han er.« (1 Joh. 3, 2.) Dette er tilfredsstillende for Herrens Folk; thi skønt de kunde nære et ikke uret Ønske om at faa nærmere Enkeltheder at vide om deres aandelige Legeme, dets Form, Størrelse og Bestanddele, kan de saare vel forstaa, at de nye Tilstande bliver saa forskellige fra de nuværende, at ingen Menneskehjerne kan fatte det, hvor omhyggeligt det end var beskrevet. Hele Spørgsmaalet bliver imidlertid afgjort ved Forsikringen om, at Menigheden skal blive Herren lig og se ham, ikke som han var i sine Fornedrelsesdage som Mennesket Kristus Jesus, heller ikke som han viste sig for Disciplene efter sin Opstandelse, iklædt forskellige Kødskikkelser med forskellige jordiske Klæder, men som han er i Herligheden. Den skal blive ham lig og faa. Del i hans Herlighed. Det er den nok.

Dog er vi glade for, at Herren løftede Sløret en lille Smule, saa at vi kan faa et Glimt at se af vor fremtidige Arv, nemlig ved den Beskrivelse af den første Opstandelse, som Paulus giver os. (1 Kor. 15, 41-44.) Hele Kapitlet er overordentlig interessant for ethvert Medlem af den nye Skabning, ikke blot de Vers, der angaar den første Opstandelse, hvori Menigheden, den lille Hjord, de kongelige Præster, skal blive herliggjort og gaa ind til Herrens Glæde, men ogsaa de Vers, der taler om Verdens fremtidige Haab. Skønt Apostelen skrev sit Brev til de hellige og ikke til andre, vilde dog den Omstændighed, at han kun havde omtalt den første Opstandelse, kunne have faaet nogle til at tro, at der ikke ventede de øvrige Mennesker nogen Velsignelse, eller faa andre til at tro, at Verdens Opstandelse vilde blive af en lignende Art som de helliges, men blot indtræffe noget senere. Derfor bliver Omtalen af de to Opstandelser særlig værdifuld, idet den tjener som et bekræftende Vidnesbyrd om, at Gud har beredt Menig- [765] heden en særlig Arvelod, en aandelig Arv, men at der ogsaa findes en jordisk Arv, som i sin Tid vil blive kundgjort for og tilbudt Verden. Paa Grund af denne Forbindelse mellem den første Opstandelse, de helliges, Menigheden, Opstandelse (Aab. 20, 6), og den paafølgende Opstandelse af alle Mennesker, som til sidst vil tage imod Guds Naade, bliver det tilraadeligt for os at gennemgaa dette Emne, saaledes som Apostelen fremstiller det, og betragte begge Opstandelser.

»Ligesom alle dør i Adam, saaledes skal ogsaa alle
levendegøres i Kristus.«
— 1 Kor. 15, 22. —

Denne Erklæring fremsættes i Tilslutning til den forudgaaende Bevisførelse. Apostelen argumenterer med nogle, der var tilbøjelige til at fornægte de dødes Opstandelse, som Paulus traadte i Skranken for. Han beviser, at deres Paastand er fejlagtig; thi hvis de døde ikke kan opstaa, da er heller ikke Kristus oprejst fra de døde; og er Kristus ikke oprejst, har vi ingen Frelser, ingen Mellemmand, ingen Hjælper. Da vilde baade Menigheden og Verden være uden Haab. Eftersom Straffen for Synden var Døden, var det nødvendigt, at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne. Men hvis han ikke opstod fra de døde, er vor Sag lige saa haabløs, som om han aldrig havde paataget sig Genløs­ningsværket: thi selv om Menneskene blev befriet fra Forbandelsen ved Adams Overtrædelse, og Dødsdommen blev ophævet, vilde de dog stadig være i en haabløs Tilstand og trænge til Genoprettelse. Til Opnaaelsen heraf vilde de have Brug for den store Læge, den store Genopretter.

Efter nu at have lagt det stærkest tænkelige Eftertryk paa Nødvendigheden af Kristi Opstandelse og ikke blot hans Død, siger Apostelen videre: »Dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; saa er I endnu i eders Synder; da gik altsaa ogsaa de, som er [766] hensovet i Kristus, fortabt.« Han betragter derpaa Sagen som fastslaaet ud over enhver Tvivl, idet han fortsætter: »Men nu er Kristus oprejst fra de døde som Førstegrøde af de hensovede.«

Efter saaledes at have bevist, hvad han ønskede, og efter hos sine Læsere at have stadfæstet Troen paa den almindelige Sandhed, at Opstandelsen ikke blot er en Mulighed, men en Nødvendighed, og at Beviset for dette ligger i den Omstændighed, at Herren ikke blot tilsyneladende, men virkeligt døde for vore Synder, samt at han lige saa virkeligt opstod fra de døde, paaviser han, at det er paa Grundlag af denne Tro, at vi har Lov til at betragte Slægten som død i Adam — ikke som udslukket, ikke som virkelig død, men som sovende. Vi kan have Haab for de afdøde ifølge Herrens Løfte om, at paa Opstandelsens Morgen vil de alle vaagne op fra deres Søvn og komme frem til gunstigere Tilstande end dem, der har hersket nu. Da skal Synden og Døden ikke længere regere, Satan skal bindes og ikke mere have Dødens Vælde. Frelseren vil faa al Magt og benytte denne Magt til at befri Fangerne fra Dødens Fængsel. Saa mange, som under de gunstige Forhold vil høre (adlyde) hans Stemme, vil blive løftet opad, faa Lov til at vandre paa Hellighedens Vej frem fra Dødens Skyggedal til fuldkomment Liv og fuldkommen Fred, til den Velsignelse, der oprindelig var bestemt for dem af Skaberen, men som gik tabt ved Adams Ulydighed. Denne Velsignelse vil imidlertid blive genvundet ved den anden Adams Fortjeneste og ved Lydighed imod ham. Hermed naar Apostelen i Vers 21 frem til Paastanden om, at Guds Plan gaar ud paa, at »efterdi Død kom ved et Menneske, er ogsaa dødes Opstandelse kommet ved et Menneske«. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Apostelen mener, at det første Menneske, ved hvem Døden kom, var Adam, og at det andet Menneske, ved hvem Opstandelsen kommer, er »Mennesket Kristus Jesus«, der i sit Køds Dage sagde om sig [767] selv: »Jeg vil give mit Kød for Verdens Liv.« I en anden Forbindelse, hvor han talte om de tilsigtede Resultater af sit Offer, sagde han: »Jeg er Opstandelsen og Livet.« — Joh. 6, 51; 11, 25.

Udtrykket i vor Bibeloversættelse, at »ligesom alle dør i Adam, saaledes skal alle levendegøres i Kristus«, beror øjensynlig paa en fejlagtig Oversættelse. Thi i den anførte Form er det i Modstrid med andre Skriftsteder, der bestemt begrænser Antallet af dem, der skal levendegøres i Kristus. Fejloversættelsen støtter Læren om Frelse for alle, idet den synes at indbefatte, at Guds Naade og Velsignelse i Kristus vil give alle Liv, uden at der i nogen Forstand af Ordet bliver taget Hensyn til de paagældendes Karakter. Imidlertid er der andre Skriftsteder, der klart viser, at ikke alle skal indgaa til Livet, men kun de, der gør Faderens Vilje, som er i Himmelen. En tydelig Udtalelse vedrørende denne Sag finder vi i Ordene: »Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.« — 1 Joh. 5, 12.

Mange undlader, naar de læser den omtalte Tekst, at lægge tilstrækkelig Vægt paa Ordet »levendegøres«. De mener, at dette blot gælder en Opvaagnen fra Dødens Søvn. Men Betydningen deraf er meget mere omfattende og storslaaet. Døden, der kom ved Adam, bestod ikke blot i Udslukkelsen af den Smule Liv, Menneskene nu til Dags sidder inde med, men i Udslukkelsen af Livet i det fulde Maal, hvori Adam besad det som Re­præsentant for hele Menneskeslægten. Ligesom dette at dø betød Tabet af alt Liv, og ligesom Adams Død begyndte straks efter Dommen, saaledes maa dette at levendegøres ikke blot betyde Begyndelsen til at vende tilbage til det fuldkomne Liv ud fra Døden, men maa forstaas som den fulde Genoprettelse til det Liv, Adam besad, førend Synden kom ind i Verden. Denne egentlige Betydning af Ordet Liv maa vi forstaa og erkende, naar vi betragter denne Tekst. Vi maa huske, at set [768] fra Herrens Standpunkt er hele Slægten død i Adam, ikke blot de, der er gaaet ned i Graven, men ogsaa de, som er paa Vej dertil. Herrens Syn paa Spørgsmaalet om Liv og Død belyses ved hans Ord: »Lad de døde begrave deres døde.« (Matt. 8, 22.) Her bliver de vantro omtalt som døde, fordi de ingen Forbindelse har med Livgiveren, medens de troende indirekte benævnes levende, skønt de endnu kun er frelst fra Døden i Haabet og ikke vil faa Del i den virkelige Udfrielse fra Dødens Magt, før i Opstandelsen. — 2 Kor. 1, 10; Rom. 8, 24.

Opstandelsen til Livet.

Vi oversætter denne Tekst rigtigere, naar vi gengiver den: »Ligesom alle i Adam dør, saaledes skal alle i Kristus levendegøres.« Kun de, der var knyttet til Adam, døde paa Grund af hans Overtrædelse. Skønt Satan var Løgnens Fader og en Manddraber fra Begyndelsen, døde han dog ikke ved Adams Synd, fordi han ikke var i Adam, da denne blev dømt til Døden. Heller ikke fik Englene, som ikke bevarede deres Højhed, Del i den adarnitiske Død, fordi de ikke var i Adam. Apostelens Bevisførelse gaar ud paa, at Adam var Fader eller Livgiver til en Slægt, og at han og den Slægt, der var i hans Lænder, ved Ulydighed kom ind under Døden, der driver dem mod Graven mere eller mindre hurtigt. Ligesom nu alle, der var i Adam, fik Del i Domfældelsen over ham, saaledes skal alle, der er i Kristus, faa Del i Guds Naade ved ham.

Adams Slægt var i ham baade virkeligt og lovmæssigt, var i ham af Naturen uden Valg eller Vilje fra hans eller dens Side. De, der er i Kristus, kommer ind i ham af Naade — hver for sig og paa visse Betingelser. Ved Guds Foranstaltning vil Adams Genløsning fra Dødens Forbandelse til Slut komme til at paavirke hele Slægten. Alle vil blive løst fra Dødsdommen og faa Lys, Kundskab og Lejlighed til at komme ind i Kristus. Men kun de, der benytter sig af denne [769] Lejlighed og kommer ind i Kristus, vil blive levendegjort i den fulde Betydning af Ordet — fuldstændigt løftet op fra Døden. Adams Hustru var af ham og repræsenteret i ham lige saavel som Børnene i hans Lænder. Saaledes er det ogsaa med Kristus. Hans Brud, Menigheden, bliver først udviklet ved at faa Liv fra hans Liv. Senere hen vil Menneskene i Verden, naar de bliver opvækket fra Dødens Søvn og kommer til en fuld Kundskab om Sandheden i Tusindaarsriget, faa Lov til alt komme ind i ham. Han vil blive deres Fader ved Indvielsen. (Es. 9, 6.) Og hvis de bliver i denne Forbindelse med ham, vil de naa frem til den fulde Genoprettelse til menneskelig Fuldkommenhed, genvinde alt, hvad der gik tabt i den første Adam. Saaledes vil alle i Kristus opnaa det fuldkomne Liv, blive levendegjort i den absolutte og fulde Betydning af Ordet. De var i den første Livgiver af Naturen og kom til kort ved hans Kommen til kort. Snart vil de faa Lejlighed til at komme i Forbindelse med den anden Adam eller Livgiver; og hvis de som rette Børn adlyder hans Røst, vil de blive levendegjort.

Denne Fortolkning og ingen anden passer ind i Sammenhængen. Apostelen gaar nu videre i sin Bevisførelse. Efter at have sagt: »Saaledes skal alle i Kristus levendegøres«, tilføjer han: »Dog hver i sit Hold.« Som det første Hold nævner han Menigheden, Bruden, Kristi Legeme, »Kristus«, »Førstegrøden«, i den første Opstandelse. (Fil. 3, 10.) De heri indbefattede kommer i Forbindelse med Kristus ved den himmelske Kaldelse i Evangelietidsalderen. De bliver Kristi særlige Juveler og vil faa Liv paa et Plan for sig med Tilføjelse af den Herlighed, Ære og Udødelighed, vi her kan se lidt af, men senere skal kende fuldt ud.

»Dernæst«, siger Apostelen nu om et andet Hold, vil Resten af dem, der findes værdige til Livet, blive levendegjort, blive opløftet fra Synden og Døden. Denne Skares Genrejsning vil finde Sted i Tusindaarsriget.

[770] Deres Levendegørelse vil gaa for sig gradvist og først blive fuldført ved Slutningen af dette Tidsrum. En Undtagelse herfra — og derfor maaske snarere et tredje Hold udgør Sejrvinderne fra Tiden indtil den første Pinse, Fortidens trofaste værdige, som Apostelen taler om. (Heb. 11, 39. 40.) Det hedder om dem, at de »havde Vidnesbyrd for deres Tro«, at de ejede Guds Velbehag. Deres Prøve har allerede fundet Sted, hvorfor det vilde være unødvendigt, at deres Genoprettelse fra Døden til Livet skulde foregaa gradvist. Deres Fejltrin gik forud til Doms; derfor vil deres Opstandelse finde Sted i et Øjeblik, men dog foregaa i et andet Hold end Kristi, Hovedets og Legemets, Opstandelse.

Efter at Fortidens hellige som det første Hold af de naturlige Mennesker er opstaaet til Fuldkommenhed i Sind og Legeme, kan vi vente, at Opstandelsesværket vil begynde med de Mennesker, der lever paa Jorden ved Tidspunktet for Rigets Oprettelse. I almindelig Sprogbrug kaldes de levende, skønt de i Virkeligheden er mindst ni Tiendedele døde. Skønt de ikke er i Gravene, er de dog fra Guds Standpunkt set døde, og Livgivningen eller Genoprettelsen vil derfor straks begynde med dem. Herrens Rige, der da virker i Verden og styrer den ud fra Retfærdighedens log Kærlighedens Love, vil staa aabenbaret for dem, og Herrens Kundlighedens Love, vil staa klart for dem. Herrens Kundskab skal fylde hele Jorden til deres Oplysning. De vil da have fuld Lejlighed til at vælge Retfærdighed, Lydighed og evigt Liv eller til paa den anden Side at vælge Uretfærdighed, Ulydighed og den anden Død. Kun de, der ved Lydighed mod Menneskesønnens Røst vælger Livet, og som underkaster sig de Betingelser, der stilles, for at de kan blive genoprettet, vil naa frem til Fuldkommenheden, Livet.

Det Spørgsmaal opstaar maaske nu hos nogle: Er det ikke nødvendigt, at ethvert Medlem af Menneskeslægten skal gaa ned i Graven, før de faar Del i denne Opstandelse? Vi svarer, at det vil være nødvendigt for [771] alle dem, der skal have Del i den første Opstandelse, at gaa ind i den virkelige Død, før de kan blive delagtige i Opstandelsens Velsignelser, fordi deres Pagt gaar ud paa dette. Herrens Løfte til dem lyder: »Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Krone.« Det var nødvendigt for Herren, vor Frelses Ophavsmand, at han ikke blot indviede sig til Døden som et levende Offer, men at han ogsaa fuldendte denne sin Indvielse i den virkelige Død. Og det samme Princip gælder hele Menigheden, der er hans Legeme, og som maa udfylde, hvad der fattes i Kristi Trængsler for at blive delagtige i den første Opstandelses Herlighed og Velsignelse. Men hvad Menneskene i Verden angaar, er det ikke nødvendigt, at de først alle gaar ned i Graven, før de kan blive delagtige i Genoprettelsen, Opstandelsen, Oprejs­ningen.

Som vi allerede har set, er hele Verden af Gud blevet regnet for død, siden Fordømmelsen kom over Adam paa Grund af hans Ulydighed. Hele Verden er nu i Fængsel, lænket med aandelige og moralske Svagheder. Der findes forskellige Afdelinger i dette Fængsel. De, hvem Menneskene kalder levende, men som Gud kalder døde (i Overtrædelser og Synder, under Guds Dom), vandrer saa at sige endnu rundt i Fængselsgaarden. De er endnu ikke blevet lukket inde i deres Celler, Graven; men de er i Fængsel, og ingen af dem kan sprænge de Dødens Lænker, der holder dem. Hvis en Fangevogter fik Ordre til at løslade alle Fangerne, vilde det ikke blot indbefatte dem, der var indesluttet i Cellerne, men alle dem, der i en eller anden Betydning af Ordet befandt sig bag Fængselets Mure under Fangevogterens Opsyn. Saadan er det ogsaa med Døden, den store Fangevogter. Han har sendt Millioner af Slægten til Graven. Andre Millioner har endnu delvis Frihed i Fængselsgaarden, men de er under sikker Bevogtning; de sukker og stønner tilsammen i Smerte, idet de venter paa Udfrielsen. [772]

Herren forklarer os ikke nærmere Enkelthederne i, hvorledes de, der er steget ned i Gravens Fængselsceller, skal komme frem, saa de kan høre Menneskesønnens Røst og leve ved at adlyde den. (Joh. 5 25.) Vi kan derfor ikke bestemt sige, hvorledes dette vil gaa for sig. Det er øjensynlig ikke nødvendigt for os, at forstaa alle Detaljer vedrørende denne Sag; men det er interessant for os at tænke derover, og vi tror ikke, det strider mod Herrens Vilje, at vi gør et lille Forsøg paa at udmale for os, hvorledes denne store Begivenhed vil forme sig. Vi har allerede tidligere (Bind IV) kort fremsat den Tanke, at de enkelte, efterhaanden som de tilegner sig Guds Naade og vokser i Kundskab og Kærlighed, vil ønske saa meget som muligt at samarbejde med Gud til Velsignelse for andre, særlig dem, der tilhører deres nære Slægt, at de vil træde frem for Gud i denne Sag ved Bøn, samtidig med at de fortsætter med formaalstjenlige Forberedelser, og at Opvækkelsen vil finde Sted som Svar herpaa. Vi tænker os, at Verden vil henvende sig til det kongelige Præsteskab for at faa­ Hjælp i Sygdomme og andre Vanskeligheder, ligesom Jøderne forbilledligt henvendte sig til det mosaiske Præsteskab. Bønnen vil blive den almindelige Velsignelsens Kilde.

Anastasis  — Opstandelsen.

Den virkelige Betydning af Ordet Opstandelse er blevet fordunklet for mange. Ikke sjælden hører man kristne tale om Lazarus' Opstandelse, Jairus’ Datters Opstandelse og hermed forbinde den samme Tanke, som naar de taler om den Opstandelse, der ifølge Skriftens Forjættelser skal finde Sted i Tusindaarsrigets Morgen. Denne Fejltagelse har bragt mange i Vildrede med Hensyn til denne vigtige Sag. Lazarus, Jairus' Datter og Enkens Søn af Nain blev ikke oprejst; de opstod ikke; de blev blot opvakt, gjort levende igen. Der er en uhyre Forskel mellem blot at blive oprakt og saa [773] dette at blive oprejst fra Døden til det fuldkomne Liv. At opvække betyder blot at sætte Livets Maskineri i Gang igen. Det var alt, hvad der blev gjort ved Lazarus, Enkens Søn af Nain og Jairus' Datter. De var stadig under Dødsdommen. Der fandt kun en Forlængelse af deres Dødskamp Sted. De blev ikke løftet op, oprejst fra Døden til fuldkomment Liv.

Ordet Opstandelse i vort nye Testamente er overalt en Gengivelse af det græske Ord anastasis. Kun et Sted (Matt. 27, 53) benyttes det græske Ord egersis, der burde oversættes ved Genoplivelse. Ordet anastasis forekommer 43 Gange i det nye Testamente. Det betyder dette at staa op igen eller at rejse op igen. Det benyttes aldrig om at rejse et Lig op i staaende Stilling, heller ikke om blot at gøre levende igen eller sætte Livsmaskineriet i Gang paa ny. Det betegner noget langt større. Det benyttes som Modsætning til Døden — den fulde Frelse ud fra Døden. For at faa det rette Syn paa Betydningen af anastasis, maa vi først og fremmest forstaa, hvad Livet er set fra Guds Standpunkt. Dernæst maa vi se, hvad Døden bestaar i. Og med disse Tanker for Øje maa vi saa søge at faa fat paa Begrebet Opstandelse, Oprejsning fra Døden til det fuldkomne Liv, som Adam besad før Faldet.

Kun to Mennesker har været virkelig levende: For det første Adam før Overtrædelsen, før han bragte Dødens Forbandelse over sig, og for det andet Mennesket Kristus Jesus. I det Øjeblik, da Dødsdommen blev udtalt over Adam, var hans Liv forspildt, Dødsprocessen begyndte, han var i Døden, og som Følge deraf ikke længere i Livet. Han vedblev at synke længere og længere ned i Døden, indtil han til sidst var fuldstændig død. Men lovmæssigt set var han død fra det Øjeblik, Dommen blev fældet over ham. Adams Efterkommere har aldrig haft Liv. Den svage Livsgnist i dem, der kun glimter i nogle faa Aar, er ikke anerkendt af Gud, fordi Dødsdommen hviler over alle, og fordi de, der fødes til [774] Verden, fødes i en døende Tilstand uden nogen Sinde at modtage Livet i den fulde Betydning af Ordet. Som allerede paapeget er hele Verden død set fra Retfærdighedens Standpunkt. Gud anerkender som levende (og det endda kun tilregnelsesvis) alene dem, der er blevet forenet med Guds Søn, Menneskenes Forløser og Livgiver.

Hvis vi holder fast paa, hvad Livet og Døden er, hvis vi husker paa, fra hvilken Herlighed og Fuldkommen­hed Mennesket sank ned i sin nuværende Fordærvelse og Dødstilstand, da og kun da kan vi virkelig forstaa, hvad der ligger i Ordet anastasis — en Staaen op igen, en Oprejsning paa ny til den Tilstand, hvorfra Faldet fandt Sted, til den Fuldkommenhed, hvori Adam blev skabt. Tilbage til denne Fuldkommenhed vil Gud ved Kristus bringe alle de lydige iblandt Menneskene paa Betingelse af, at de, naar de har faaet Kundskab om Sandheden, tager imod Guds Naade og viser deres Troskab ved Lydighed imod Guds Lov.

Ordet anastasis bruges aldrig i Forbindelse med Genoplivelsen af de døde. En omhyggelig Undersøgelse af de 43 Skriftsteder, hvor Ordet forekommer, vil vise os, at det overalt er i absolut Overensstemmelse med den Definition, vi her har givet af det, en Genopstaaen, en Genoprejsning fra Døden, en Genindtræden i det fuldkomne Liv. Kun et af de 43 Skriftsteder kan maaske af nogle anses for tvivlsomt. Det er Heb. 11, 35. Her gengives anastasis ved »Opstandelse«. Hele Sætningen lyder: »Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse.« Den almindelige Anskuelse vedrørende Betydningen af disse Ord synes at være den, at Apostelen tænkte paa de to Kvinder, hvis Sønner blev genoplivet, den ene af Profeten Elias og den anden af Profeter Elisa. (1 Kong. 17, 17-23; 2 Kong. 4, 18-37.) Af to Grunde har vi en anden Opfattelse af dette:

1) Det vilde ikke være i Overensstemmelse med Betydningen, af Ordet anastasis, saaledes som denne frem- [775] gaar af de 42 andre Skriftsteder, hvori Ordet forekommer i det nye Testamente.

2) En saadan Fortolkning vilde ikke passe ind i Apostelens Bevisførelse i Heb. 11. Det, som han vil vise, er at Fortidens hellige havde Tro paa Gud og paa en fremtidig Opstandelse, hvilken Tro vilde faa sin Belønning, efter at Menigheden var blevet herliggjort som nævnt i Vers 40. Den bedre Opstandelse, de kunde haabe paa, og som udgjorde Grundlaget for deres Tro, hører endnu Fremtiden til, hvad der fremgaar af Vers 39: »De opnaaede ikke Forjættelsen«, de fik ikke Belønningen. Derfor kunde Opvækkelsen af deres hensovede ikke være Belønningen, ikke være den Forjættelse, de søgte. Apostelen har omtalt Gideon, Balak, Samson, Jefta, David, Samuel og Profeterne, der udrettede store Ting i Herrens Kraft og ud fra deres Tro, idet de i mange Tilfælde maatte vove og ofre deres Liv i Herrens Tjeneste. Kvinderne havde færre Lejligheder i saa Henseende. Nu vil Apostelen imidlertid have os til at forstaa, at de Hustruer, Mødre og Døtre i Israel, hvis Tro paa Herren var en saadan, at de samstemmede og samarbejdede med de Mænd, som bragte Ofrene, var delagtige med deres Ægtefæller, Sønner og Fædre. Ved at opmuntre dem til Trofasthed blev de delagtige med dem i deres Trosofre. Ved Tro saa de ud i Fremtiden og øjnede den bedre Opstandelse, der til Slut vilde blive Herrens trofaste til Del. Med Troens Øjne saa de, at de i Fremtiden vilde faa deres døde igen ved Opstandelse. Hvem betvivler vel, at lige saa vel som Abrahams Tro var antagelig for Gud, da han var villig til at ofre sin Søn Isak, var ogsaa de Hustruers, Mødres og Døtres Tro, som tog Del med deres mandlige Repræsentanter i Lidelserne, Kampene og Besværlighederne, velbehagelig i Herrens Øjne? Og indbefattede dette ikke, at de, hvis de havde haft en Mands Kræfter, ogsaa vilde have været meddelagtige i Striden, trofaste i Prøvelserne, udholdende i Modgangen? Saa- [776] danne Kvinder (der rimeligvis var faa, ligesom de Mænd, Apostelen omtaler) vandt uden Tvivl ogsaa Herrens Bifald og vil derfor sikkert faa Del i den bedre Opstandelse, som Herren har beredt disse værdige.

Medens anastasis betegner den fulde Oprejsning fra Døden, indeholder det ingen Antydning om, hvorvidt denne Proces skal foregaa i et Øjeblik eller lidt efter lidt. Vi lægger Mærke til, at Jesu Opstandelse fra Døden til fuldkomment Liv fandt Sted i et Øjeblik, medens Verdens Opstandelse vil blive gradvis, idet den vil optage en stor Del af de tusind Aar, der er bestemt til Udførelsen af Genrejsningen, Genoprettelsesværket. Heller ikke foreligger der noget om, at anastasis skulde forvandle de oprejstes Natur. De vil have samme Natur, som da de døde. Apostelen paapeger, at Herren i Opstandelsen vil give ethvert Sædekorn sin egen Slags Legeme. (1 Kor. 15, 35-38.) Et menneskeligt Væsen, der gaar ned i Døden, vil ikke ifølge Betydningen af Ordet anastasis faa sin Natur forvandlet i Opstandelsen. Ordet betegner ganske simpelt, at det Væsen, der er i Døden, skal bringes til at staa op igen til Livet.

Vi lægger her Mærke til Overensstemmelsen i Skriftens Lære om, 1) at vor Herre Jesus skiftede Natur, da han forlod sin himmelske Faders Herlighed og blev et Menneske, 2) at han igen skiftede Natur, da han opofrede sig selv som Menneske og blev avlet som en ny Skabning ved sin Daab i 30 Aars Alderen. Det var denne nye Skabning, der ikke længere var jordisk, men himmelsk, som blev oprejst paa den tredje Dag og fik et Legeme, efter som det behagede Faderen, et Aandelegeme af passende Art. Jesus blev fuldstændig oprejst fra Døden til fuldkomment Liv paa det Plan, hvorpa.a  han tidligere var blevet avlet. Menigheden, den nye Skabning, der er nøje knyttet til Herren som Hovedet, skal have Del i den samme Opstandelse. Da den regnes for hans Legeme, siges den at have Del i »hans Opstandelse«, den første Opstandelse, den vigtigste, den ypper- [777] ste. Ogsaa den bliver avlet paa ny, avlet af Aanden. Dens Medlemmer er nye Skabninger; derfor er deres Opstandelse en anden end Verdens.

De naturlige Mennesker, der ikke bliver nye Skabninger, ikke bliver avlet til en ny Natur, vil i deres anastasis vedblive at være naturlige Mennesker, vil blive oprejst som Mennesker til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, hvorfra Slægten faldt, samlet i Adams Person. Den bedre Opstandelse, som Fortidens værdige tragtede efter, bliver ikke den første Opstandelse, da denne kun omfatter dem, der er kaldet i Evan­gelietidsalderen, Kristus, Hovedet, og Menigheden, hans Legeme. Den bedre Opstandelse, som Fortidens værdige skal opnaa fremfor deres Medmennesker, bestaar i en øjeblikkelig Opstandelse til menneskelig Fuldkommenhed ved Begyndelsen af de tusind Aar i Stedet for den almindelige »Dommens« Opstandelse i denne Tidsalder. Dette sætter dem i Stand til at blive Kristi hædrede Tjenere, Rigets Tjenere i Tusindaarsriget og til, som fuldkomne Mennesker at blive sat til »Fyrster paa den hele Jord«. (Ps. 45, 16.) De vil faa til Op­gave at haandhæve Rigets Love, som Repræsentanter for den aandelige Kristusperson, der vil være usynlig for Menneskene. Deres særlige Velsignelse fremfor deres Medmennesker*) vil derfor blive af en dobbelt Art. For det første er deres Prøve overstaaet, hvorfor de som Belønning vil opnaa Fuldkommenheden i et Øjeblik, næsten tusind Aar forud for Verden. Og for det andet vil de derfor paa Herrens Foranstaltning kunne [778] blive Medarbejdere ved Udførelsen af Genoprettelses­værket. De skal udgøre den jordiske Side af Riget, de menneskelige Redskaber gennem hvem Kristuspersonen for en meget stor Del vil virke.

*) Skønt Medlemmerne af den store Skare ikke kan regnes med som delagtige i den første Opstandelse og dens Herlighed, Ære og Udødelighed, og heller ikke kan komme i Klasse med Fortidens værdige maa de dog regnes for Sejrvindere, selv om Sejren først fuldkommen i den store Trængsel. Og som Sejrvindere maa de regnes for at være overgaaet fra Døden til Livet, hvad der vil sige det samme som, at de faar en øjeblikkelig Opstandelse, ikke en gradvis som Verden, hvis Prøve hører Fremtiden til. 

Verdens anastasis vil være afhængig af hver enkelts Fremskridt paa »den banede Vej«. (Bind I, Kap. 11.) Herren erklærede, at »alle de, som er i Gravene, skal høre Menneskesønnens Røst, og de skal gaa frem.« Men denne Gaaen frem betegner blot en Opvækkelse, hvad dem angaar, der ikke tidligere med Held har bestaaet deres Prøve eller Dom. Da det blot er Sejrvinderne i Evangelie- tidsalderen, der gaar frem til den første Opstandelse, og Fortidens Sejrvindere til en bedre Opstandelse paa det menneskelige Plan, vil Resten af Verden, som Herren sagde, gaa frem til Dommens Op­standelse. — Joh. 5, 29.

I Joh. 5, 25 viser Herren, hvorledes denne Overgang fra Døden til Livet finder Sted, idet han siger: »Den Time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds Søns Røst, og de, som hører den, skal leve.« Naar vi husker paa, at hele Verden set fra Guds Standpunkt er død, forstaar vi, at Apostlene og den første Menighed blev kaldet ud fra den døde Verden, idet de fik Lejlighed til at høre Budskabet om Livet i Guds Søn. I samme Forhold som de lyttede til, kom de i inderligere og inderligere Forbindelse med Livgiveren. Alle de, der fra da af indtil nu er blevet eet med ham, har hørt og adlydt hans Røst, hans Budskab. De er kommet ind under hans Naade og vil faa Del i hans Belønning.

Af lignende Art vil Fremgangsmaaden blive i den kommende Tidsalder. »Jorden er fuld af Herrens Kundskab.« »De skal ikke mere lære hver sin Næste og hver sin Broder og sige: Kend Herren; thi de skal alle kende mig, baade smaa og store, siger Herren.« »Alle de, som er i Gravene, skal gaa frem«, skal blive opvakt, for at de maa »høre Guds Søns Røst, og de, somn hører [adlyder] den, skal leve«. [779]

Ligesom Forholdet er med Menighedens Medlemmer nu i Tiden, at de lidt efter lidt lærer at lytte til Guds Søns Røst, ligesom der nu bliver givet Bud paa Bud og Regel paa Regel, saaledes vil det ogsaa blive med Verden i Tusindaarsriget. De lydige vil komme til en klarere og klarere Forstaaelse af Længden, Bredden, Højden og Dybden i Guds Kærlighed, Retfærdighed og Visdom. Men de, der da vil adlyde den store Lærers Bud, vil ikke behøve at lide Forfølgelse og Modgang, saadan som Tilfældet nu er med dem, der søger at følge hans Ord. Thi da vil Satan være bundet, Rigets Love vil være traadt i Kraft, og de, der er i Overensstemmelse med Retfærdigheden, vil blive velsignet og løftet opad, medens de, der bekæm­per Riget, efter en rimelig Prøvetid vil blive anset for at foragte Guds Naade og derfor blive udryddet af Folket. — Ap. G. 3, 23; Es. 65, 20.

Vi ser altsaa, at Herrens Udtalelse om Opvækkelsen af de døde drejer sig om en stor Velsignelse, Frugten af hans Genløsningsværk. Vi forstaar, at de, der har gjort godt, og som skal gaa frem til »Livets Opstandelse« — det vil sige komme fuldt ud levende frem i Opstandelsen — kun kan være dem, som har sejret, Menigheden, Fortidens værdige og den store Skare. Disse kan alene siges at have gjort godt i Herrens Øjne og have vundet Guds Bifald. Vi maa ikke mene, at Udtrykket »gjort det gode« betyder at have handlet fuldkomment, i absolut Overensstemmelse med Guds Fordringer, hvad Tanke, Ord og Gerninger angaar; thi Apostelen erklærer udtrykkeligt, at »der er ingen retfærdig [i alle Henseender], end ikke een.« Det nærmeste, vi kan komme til Retfærdigheden, er, at være rene i Hjertet og retfærdige i vore Hensigter.

Resten af Menneskene bliver alle sammen indbefattet under Udtrykket »de, som har gjort det ondet« — som ikke har været antagelige indfor Gud. Dette omfatter ikke blot Hedningerne, som ikke har kendt den store [780] Mellemmand og derfor ikke har kunnet nærme sig Faderen gennem ham, men omfatter ogsaa alle dem, der har hørt noget om Jesus, og som har forstaaet mere eller mindre af hans Forsoningsværk, men som ikke har svaret paa det Tilbud, der blev fremsat for dem, som ikke har indviet sig fuldt og helt. Alle disse har i Guds Øjne »gjort det onder«; de er Genstand for hans Mishag.

Man vil straks forstaa, at denne Klasse indeholder mange, der er højt ansete iblandt Menneskene, baade indenfor og udenfor Navnkirken — mange af de ædle, de vise, de rige, de mægtige og de lærde. Vi fryder os over, at Herren ogsaa har sørget for deres Opvækkelse, at de, skønt de ikke kommer frem til Livets Opstandelse, dog vil faa Del i den almindelige Dommens Opstandelse, saa at de i Løbet af den tusindaarige Domseller Prøvedag (Bind I, Kap. 8) kan faa Lejlighed til at vinde Livet under de gunstige Forhold, somGuds Ord omtaler.

De skal høre Menneskesønnens Røst, ikke de modstridende Trosbekendelsers uforstaaelige Sprog, som det tales af de forskellige Sekter i Kristenheden. De vil faa rene Læber, et rent Sprog, et rent Budskab. (Zef. 3, 9.) De blinde Øjne skal aabnes, de døve Øren skal oplades; de skal høre, de skal forstaa, og det vil udelukkende blive deres egen Skyld, hvis de ikke benytter sig af det glade Budskab og griber fat om den Guds Naade, der rækkes dem i Livgiveren, Kristus, saa at de Trin for Trin, Tomme for Tomme, kan vinde Sejr over deres Svagheder og Ufuldkommenheder, aandelige, moralske og legemlige, indtil de ved Slut­ningen af Dommen eller Prøvetiden har opnaaet Livet, Fuldkommenheden, alt, hvad der gik tabt i Adam og blev genløst ved Kristi dyrebare Blod.

Ikke en Dom over Fortidens Synder, men en ny
Prøve til Livet.

Vi maa huske, at den Prøvelse, som Verden da v il være underkastet, ikke har nogen Lighed med den [781] Prøvelse, som Forbryderne nu underkastes, naar Retten undersøger de foreliggende Beviser for at naa til Klarhed over, om vedkommende er skyldig eller ej, og for i bekræftende Fald at træffe Bestemmelse om, hvilken Straf han skal idømmes. Der kan ikke være nogen Tvivl om Slægtens Skyld. Der behøves ikke nogen Prøve eller Dom for at bevise, at Mennesket har gjort sig skyldigt i Ulydighed imod Gud eller for at undersøge, om den af Gud paalagte Straf, Døden, har været retfærdig.

Tusindaarsrigets Dom eller Prøve vil komme til at gaa i en helt anden Retning. Man kan snarere sammenligne den med, hvad der sker, naar et Barn har gjort sig fortjent til Straf og har faaet den, og Forældrene saa spørger det: Erkender du din Fejl? Erkender du det retfærdige i den Straf, du har faaet? Er du villig til herefter at være lydig? Efter et bekræftende Svar kan Forældrene da sige: Nu vil vi se; vi vil dømme eller prøve dig i Dag; og hvis vi ser, at du oprigtigt angrer og alvorligt søger at gøre vor Vilje, vil vi i Aften paa ny lade dig faa fuldt Samfund med os og tilstede dig alle de Rettigheder, du sad inde med før din Ulydighed. Saadan vil Dommen eller Prøven blive i den næste Tidsalder. Den skal afgøre, hvorvidt Medlemmerne af den skyldige Slægt efter i seks Tusind Aar under Suk og Graad at have udholdt Syndens Straf, Døden, har lært, at Synden er overvættes syndig, og at kun Retfærdighed bringer Velsignelse, samt hvorvidt de nu ønsker at gøre Guds Vilje i alle Ting.

Lydighed vil blive gennemtvunget fra Begyndelsen af. Kun de, der bestemt nægter at gøre Fremskridt, vil blive afskaaret efter hundrede Aars Prøvetid. Selv de, der kun i det Ydre gør Fremskridt og kun udadtil retter sig efter Rigets Love, vil faa Lov til at gaa videre, vil fremdeles faa Lejlighed til at vokse i Naade og Kundskab og i Kærlighed. Men ved Slutningen af de tusind Aar vil der finde en indgaaende Prøve [782] Sted for alle, ikke blot med Hensyn til deres ydre Opførsel; thi denne maa have været god, siden de har kunnet bibeholde deres Stilling og ikke allerede tidligere er blevet afskaaret fra Livet i den anden Død. Den afgørende Prøve vil angaa Hjertetroskaben overfor Retfærdighedens Principper. Alle vil blive prøvet i denne Henseende; og alle de, der ikke fuldt ud befindes trofaste og lydige imod Herren, vil blive udryddet i den anden Død, vil ikke faa Lov til længere at nyde Guds Gunst. Hvor naaderig er ikke denne Guds Plan. Hvor langmodig er ikke vor himmelske Fader og vor Forløser imod Menneskenes Børn! Sikkert vil en saadan Taalmodighed og Overbærenhed bringe alle dem nærmere til Herren, som er værdige til det evige Liv. Og hvad Ødelæggelsen af de øvrige angaar, vil alle, der er i Overensstemmelse med Herren, kunne sige med de inspirerede Ord: »Ja, Herre, Gud, du Almægtige, sande og retfærdige er dine Domme.« — Aab. 16, 7.

De, som agtes værdige til at faa Del i Opstandelsen.

Naar vi betragter Sagen fra dette Standpunkt, kan vi forstaa Meningen med Herrens Ord: »De, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen.« (Luk. 20, 35.) Kun yderst faa, »en lille Hjord«, bliver agtet værdige til at faa Del i hin Verden og i den bedre Opstandelse forud for Tusindaarsriget. Det store Flertal af Menneskene, indbefattet dem, hvem Herren henvendte disse Ord til, vil komme frem til Dommens Opstandelse, hvori de, hvis de ønsker at leve evigt, maa vise sig værdige til det fuldkomne Liv, da alene dette vil blive taalt udover Tusindaarsriget, i de kommende Tidsaldre. Kun de lydige vil faa Lov at naa frem til Opstandelsen, vil blive fuldstændigt løftet op fra de døde. Som vi allerede har set, maa de, der da vil vandre paa den banede Vej, gaa opad derpaa. Vandringen vil koste Kamp og Sejr for deres Vedkom- [783] mende, som vil genvinde alt det, der gik tabt — den menneskelige Fuldkommenhed.

Naar vi nærmere undersøger dette Træk i Guds Plan, bliver vi forbavset over det fornuftige og rimelige deri og over de Fordele, det vil frembyde for dem, hvem det er bestemt for. Vi kan let se, at enhver anden Fremgangsmaade vilde være til Skade for de paagældende. Tag for Eksempel Nero. Antag, at han fik Del i en øjeblikkelig Opstandelse til Livet. Antag, at han kom frem fra Graven, fuldkommen i aandelig, moralsk og legemlig Henseende. Det vilde ikke være Nero. Dette fuldkomne Væsen kunde ikke i nogen Betydning af Ordet genkende sig selv som den fortidige Nero. Heller ikke kunde de, hvem han havde omgaaedes, genkende ham som denne. Vi kan lige saa lidt tænke os, at han skulde kunne komme frem med et fuldkomment Legeme, men et ufuldkomment Sind, en ufuldkommen Karakter. De, der kender blot det allermindste til Fysiologiens Love, vil straks indse det urimelige i en saadan Tanke. Disse Love lærer os, at Karakter og Legeme er nøje knyttet sammen, at et fuld­komment Legeme vilde være et sikkert Kendetegn paa en fuldkommen Karakter. Hvis vi imidlertid alligevel antager en af de to fremsatte Tanker, vilde vi støde paa den Vanskelighed, at tusind Aar vilde være et alt for langt Tidsrum at prøve et fuldkomment Væsens Lydighed i. Saa vidt vi kan se af Skriften, havde den fuldkomne Adam kun en meget kort Prøvetid.

Hvis vi endvidere kunde tænke os, at Menneskene som fuldkomne blev stillet paa Prøve, maatte vi ogsaa forestille os dem som underkastet den fuldkomne Lov. Naar de ingen Ufuldkommenheder havde, vilde de heller ikke have nogen Skærm, noget Dække for deres Fejl og altsaa befinde sig nøjagtig i samme Stilling som Adam under sin Prøve. I saa Tilfælde vilde der ikke være nogen Brug for Kristi Midlerregering i de tusind Aar; thi, den fuldkomne Lov fremstiller Guds Retfær- [784] dighed, den samme, der til at begynde med havde at gøre med Adam, og den samme, som Menneskene ved Slutningen af de tusind Aar maa fremstilles for, før Verden kan modtage Guds evige Naade. Disse Anskuelser er, som vi ser, i fuldstændig Modstrid med Guds Plan.

Lad os lægge Mærke til det skønne, harmoniske, rime­lige og fornuftige i Guds Plan om en Opstandelse til Dom. Naar Menneskene kommer frem i praktisk talt den samme aandelige, moralske og fysiske Tilstand, i hvilken de gik ned i Graven, vil de straks kunne genkende sig selv og f^.orstaa deres Forhold til andre »Hvor Træet falder hen, der bliver det liggende.« Opvækkelsen fra Graven vil blive ligesom Opvækkelsen fra en Søvn, netop det Billede, som Herren bruger, ikke blot angaaende Kristi Legeme, men ogsaa angaaende Verden i Almindelighed. Ligesom en, der vækkes op fra en Søvn, genfinder sig selv i praktisk talt samme Tilstand, hvori han lagde sig, plus en lille Smule mere Styrke, og er i Stand til hurtigt at genkende sig selv og erindre de Begivenheder og Omstændigheder, der gik forud for hans Indsoven, saaledes tror vi ogsaa, det vil være med Menneskene i Almindelighed, naar de hører Menneskesønnens Røst og gaar frem.

Vi mener ikke hermed, at de vil komme frem i nøjagtig samme legemlige Tilstand, som de var i, da de døde; thi det vilde indbefatte mange Urimeligheder. Hvis f. Eks. ens Lunger var blevet i den Grad ødelagte, at det sidste Aandedræt blev et Gisp, behøver vi ikke at vente, at han skal komme tilbage gispende og uden Lunger. Den, hvis Hoved var blevet skilt fra Kroppen, vil ikke blive opvakt uden Hoved. Lige saa lidt kan vi vente, at de, der har mistet Arme eller Ben, skulde komme frem uden disse Lemmer. Da vi ikke har noget bestemt i Skriften til at vejlede os i saa Henseende, maa vi antage, at Menneskene vil opstaa i, hvad vi nu vil kalde den gennemsnitlige Helbreds- [785] og Styrkestilstand, med en noget lignende Sundhed som den, Herren gav dem, han helbredede ved sit første Komme. De blev ikke gjort fuldkomment raske; thi ellers kunde mange af dem have levet i Aarhundreder ligesom Adam. Vi maa antage, at de netop fik et saadant gennemsnitligt Helbred, og at det ogsaa vil blive saaledes ved Opvækkelsen, naar hans Røst skal kalde dem frem, der sover i Døden, for at de maa høre hans Ord og ved Lydighed naa frem til det evige Liv, til Fuldkommenhed i Sjæl og Legeme, hvilket Øjemed Genoprettelsestiden med dens Tugt, Dom og Velsig­nelse skal tjene.

Tilværelsens Traade vil blive genoptaget der, hvor de faldt slapt ned i Døden. Erfaringernes Vævning vil fortsætte fra det Punkt af og derved hurtigt tillempe sig efter de forandrede Forhold. Den enkelte vil hverken miste sin Identitet eller blive ukendelig for Verden og den sociale Kreds, han har tilhørt. Fortidens Op­levelser i Retning af Synd og Egenkærlighed vil være en værdifuld Kundskab, som bliver de genoplivede til stor Værdi i Fremtiden ved at hjælpe dem til at forstaa Fordelene ved Retfærdighedens og Livets Regimente i Modsætning til det tidligere Syndens og Dødens Herredømme. Det vil ogsaa være til deres Fordel, at de først og fremmest maa tage imod Kristus som deres Frelser, anerkende deres egen Ufuldkommenhed og Uværdighed og gribe fat om Livgiveren, før de kan begynde at vandre paa Hellighedens Alfarvej. Lige­ledes vil det være til Gavn for dem, at de selv maa gøre noget for at vinde Sejr over deres Svagheder og for at opnaa den Fuldkommenhed, der bliver fremsat for dem som Maalet.

De Erfaringer, de saaledes vinder, vil blive dybt indgraveret i deres Hukommelse, i deres Karakter, og vil gøre dem skikket til den sidste Prøve ved Slutningen af Tusindaarsriget, hvor der vil blive stillet Fordringer om absolut Hjertetroskab. Deres Ufuldkommenheder [786] vil imidlertid indtil da ikke lægge dem Hindringer i Vejen; thi Dommerne, der selv har lært at være medfølende og hjælpsomme ved deres egne Erfaringer i Retning af Synd og Svaghed, vil stille deres Fordringer til Menneskene i Overensstemmelse med disses svagere eller stærkere Karakter. Det vilde ikke være saa nødvendigt for Dommerne at gennemgaa saadanne Erfaringer, hvis ikke Gud havde lagt denne Plan om en gradvis Genoprettelse — om en Dommens Opstandelse.

Denne Anskuelse er ogsaa i fald Overensstemmelse med Herrens Udsagn ved Profeten Daniel angaaende Opstandelsen: »Mange, de som sover i Jordens Støv, skal opvaagne, somme til evigt Liv og somme til idel Skam, til evig Afsky.« (Dan. 12, 2.) Her ser vi den samme Adskillelse mellem de opvakte, som Herren nærmere forklarer. En Klasse bliver opvakt til Livet i den fulde Betydning, det evige Liv. En anden Klasse bliver opvakt saaledes, at den, naar den vaagner, endnu er i Døden, fordi den ikke har Guds Yndest, fordi den ikke er inderligt forbundet med Sønnen. »Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn; har ikke Livet.« Menneskene i Almindelighed kommer frem, for at de kan faa Kundskab om den Kendsgerning, at Liv og Genoprettelse ved Guds Naade er blevet dem tilsikret i Forsoningsofret, at Livgiveren har taget sin store Magt og Ære som Profet, Præst og Konge, og at de ved at komme til ham gradvist, Skridt for Skridt kan naa frem til Livet.

Profetens Udtalelse om den anden Klasse — at dens Medlemmer kommer frem til idel Skam og evig Afsky, er meget betegnende. Hvis de paagældende kom frem fuldkomne, vilde de ikke skamme sig eller være foragtelige; thi Fuldkommenheden er altid beundringsværdig. Disse Ord bevidner derfor, at de kommer frem ufuldkomne. Herren forklarer os nærmere, at de vel opvaagner i Ufuldkommenhed, men at de, [787] hvis de vil, kan naa frem til Opstandelsen, Fuldkommenheden, gennem de Prøvelser og Domme, de vil blive underkastet. Deres Lydighed vil stedse blive belønnet og deres Ulydighed straffet.

Vi har allerede tidligere benyttet Nero som en Illustration. Da han ganske sikkert vil blive en af dem, der kommer frem til idel Skam og evig Afsky, kan vi yderligere benytte ham som et Eksempel. Naar vi husker, at de hensovede af Verden ikke vil begynde at opvaagne, før den nulevende Slægt er blevet bragt ind under Rigets Magt og har opnaaet en betydelig Grad af Retfærdighed og Kærlighed, vil vi let kunne forstaa, at Nero, naar han bliver genoplivet, vil befinde sig i helt andre sociale Forhold end dem, der herskede, da han døde. Han vil opdage, at de Laster, han fremturede i, bliver foragtet, og at de Egenskaber, han hadede og forsøgte at udrydde, er blevet almindelig anerkendt og eftertragtet. Han vil fuldstændig være ude af Overensstemmelse med alle sine Omgivel­ser, meget mere end andre, der ikke har været saa lastefulde, der ikke har været saa foragtelige. Han vil mærke, at han er godt kendt gennem Historien og er Genstand for almindelig Foragt paa Grund af sit Misbrug af Magt og Midler — ikke blot som den, der myrdede sin egen Moder, men ogsaa som den, der forfulgte og plagede Herrens trofaste.

Ethvert godt og hæderligt Menneske er nødt til at foragte en saadan Karakter. Under disse Omstændigheder vil han derfor blive udsat for stor »Skam«. Dog kommer han frem til denne Dommens Opstandelse for at fas Lejlighed til at rejse sig op fra sin skammelige og foragtelige Tilstand til Fuldkommenheden i den menneskelige Natur. Hvorvidt han vil naa frem til Livet og til Opstandelsen vil fuldstændigt afhænge af ham selv. Først og fremmest maa han kende Sandheden. Han maa se sig selv i det rette Lys og se som Modsætning det fuldkomne Menneske, saaledes, som [788] dette paa den Tid vil være repræsenteret ved Fortidens værdige, »Fyrsterne« paa Jorden. Han maa se Retfærdighedens Love i Virksomhed og sammenligne dem med, hvad han ved bin Syndens og Dødens tidligere Herredømme. Hvis han derefter forsætligt vedbliver at udøve en daarlig Indflydelse, forhærder sit Hjerte og nægter at vise Lydighed, maa han dø den anden Død — efter at han har faaet tilbudt og har forkastet de Anledninger, som Herren har tilsikret ham og hele Menneskeslægten.

Men hvis han paa den anden Side ydmyger sig selv og anerkender sin Synd og bliver lydig mod Rigets Love, vil han straks begynde at vandre opad mod Livet, opad mod Opstandelsen, den fulde Helbredelse fra Faldet. Naar han saaledes gear fremad paa Hellighedens banede Vej, vil han samtidig blive renset fra den Foragt, hans Medmennesker nærer for ham, og i tilsvarende Grad selv blive fri for at føle Skam: thi vi kan ikke tvivle om, at naar der er Glæde i Himmelen over en Synder, der omvender sig, vil der ogsaa være Glæde blandt alle rettænkende Mennesker paa Jorden, naar de ser Syndere vende sig fra deres Vejs Vildfarelse til Lydighed mod Herren. Menneskenes prisværdige Foragt for Synd og al Lavhed maa gradvis vige Pladsen for en kærlig Forstaaelse af de Anstrengelser, saadanne gør sig for at vandre i den rigtige Retning. Hvis Nero nogen Sinde lærer at blive fuldkommen lydig mod Herren og naar frem til det evige Liv i denne Dommens Opstandelse, vil han blive højt anset, og ingen vil mere tænke paa hans Fortid. Paa samme Maade er det jo nu, naar vi f. Eks. tænker paa Apostelen Paulus. Vi husker kun hans ædle Selvopofrelse og Trofasthed i Herrens Tjeneste; vi sætter ham ikke i Forbindelse med Saul, Forfølgeren, som han selv kaldte den største af alle Syndere. [789]

Straf for dette Livs Synder.

Nogle spørger maaske: Vil der ikke blive tildelt nogen Straf for de Synder, der er begaaet nu i Tiden? Vi svarer, at Retfærdigheden sikkert vil tilmaale en Straf for enhver Synd. Som vi alle ved, er Adams Synd blevet straffet i seks Tusind Aar. Hele Skabningen har sukket og stønnet under denne Straf, idet den er sunket ned i Døden. Denne Synd og alle senere Synder, som for en Del skyldes nedarvet Svaghed og Fordærvelse, dækkes af den Forsoning, der blev afstedkommet ved det store Offer, som Jesus bragte for vore Synder. De Synder, der kræver en yderligere Straf, er saadanne, som ikke direkte skyldes Adams Fald og den deraf følgende Fordærvelse, saadanne, som i nogen Grad har været forsætlige. De maa alle straffes; men vi er øjensynlig ikke nu i Stand til at dømme om, hvad der kan udgøre en retfærdig og rimelig Straf for denne Slags mere eller mindre forsætlige Synder.

Uden Tvivl var dette en af Grundene til, at vi i Ordet blev opfordret til ikke at dømme noget før Tiden. Til sidst vil Dommen blive overgivet til os, som der er skrevet: »Ved I ikke, at de hellige skal dømme Verden?« Herren Jesus er den første af disse Dommere. Om det foreliggende Spørgsmaal siger Jesus, at den, der kender sin Herres Vilje, men ikke gør den, skal faa mange Hug, medens den, der i Uvidenhed gjorde, hvad der var Hug værd, faar færre Hug. (Luk. 12, 47. 48.) Dette viser os, at Graden af Forsætlighed i en Synd for en stor Del vil blive maalt efter den Kundskab, vedkommende har haft om Herren og hans Vilje. Derfor vil Menigheden og de, der i Evangelietidsalderen er kommet i Berøring med Me­nighedens Lys og Indflydelse, blive holdt mere ansvarlig end andre. Skønt Nero ikke tilhørte Menigheden, ikke var avlet af Aanden og derfor havde forholdsvis mindre Ansvar end Menigheden, var han dog [790] kommet en hel Del i Berøring med Lysets Børn, hvor­for vi maa antage, at han havde et stort Ansvar i Forbindelse med sine Forbrydelser.

Nogle Menneskers Synder gaar forud for dem til Dom.

Medens vi overvejer Spørgsmaalet om den Straf for forsætlige Synder, som bliver tildelt i Overensstemmelse med det modtagne Lys, maa vi ikke glemme Apostlenes Udtalelse om, at »nogle Menneskers Synder er aabenbare og gaar forud til Dom; men for nogle følger de ogsaa bagefter«. (1 Tim. 5, 24.) Vi ved ikke, i hvilken Udstrækning Neros Synder allerede kan være blevet straffet. Vi ved ikke, hvor meget han har lidt aandeligt eller legemligt. Derfor ved vi heller ikke, hvilken Straf for hans Synder, der vil følge bagefter og træffe ham i Dommens Tidsalder. Lad os for Bevisførelsens Skyld antage, at han ikke fik nogen særlig Straf i Fortiden, at altsaa Huggene for hans Synder vil følge bagefter, og lad os da stille os selv det Spørgsmaal: Hvilken Slags Anklage vi1 der blive rejst imod ham, og hvorledes vil Huggene eller Straffen blive ham tildelt? Vi er ikke i Stand til uden Forbehold at besvare disse Spørgsmaal. Men vi anerkender alle sammen et almindeligt Princip, som allerede nu er virksomt i ethvert Menneske, ud fra hvilket Overtrædelser og Synder opnoteres i Samvittigheden. Vi forstaar, at i samme Grad som vort Lys, vor Kundskab og Samvittighed bliver krænket, bliver ogsaa Karakteren undergravet, og jo stærkere det sker, desto vanskeligere vil Genoprettelsen blive for den enkelte.

Vi har Lov til at antage, at Nero har undergravet sin Karakter og Samvittighed i stort Maal. Naar han da i Opvækkelsen skal »gaa frem«, som han døde, med blot Muligheden i sig for Udvikling, kan vi let indse, at ethvert Skridt nedad, som han har foretaget i Fortiden, enhver Krænkelse af Samvittigheden, og enhver Modstand imod Retfærdigheden, han har gjort [791] sig skyldig i, har foraarsaget en Beskadigelse af hans Karakter, der, om den nogen Sinde udjævnes, vil fordre tilsvarende Anstrengelser fra hans Side for at kunne blive berigtiget. Vi kan ikke sige, at dette, og dette alene, vil komme til at udgøre Straffen for de nu i Tiden begaaede Synder; men at dette er saaledes, synes os rimeligt at antage. I ethvert Tilfælde kan vi med Sindsro lade Spørgsmaalet hvile her i fuld Tillid til, at den herliggjorte Menigheds Dom fuldt ud vil blive billiget af alle dem, der har Herrens Aand. Vi kan ikke tro, at Herren vil finde Behag i at gengælde ondt med ondt eller at foraarsage selv de mest skurkagtige unødvendige Smerter. Men den Bestemmelse, som allerede er truffet af Universets højeste Domstol, vil staa urokkeligt fast, nemlig: »Syndens Sold er Døden« — den anden Død.

»Saaledes er det med de [særlige] dødes Opstandelse
[den første eller ypperste].«
— 1 Kor. 15, 42. —

Menighedens Opstandelse kaldes den første, ikke saa meget med Henblik paa Tiden, skønt den ogsaa i denne Henseende vil blive den første, som med Henblik paa Vigtigheden. Vi har allerede tidligere set, at der er Tale om forskellige Hold i Opstandelsen. Tre af disse opstaar til Livet, til Fuldkommenheden, paa tre forskellige Tilværelsesplaner. Menigheden indtager det første Stade, den store Skare og Fortidens værdige kommer derefter. Efter disse tre Klassers følger Verdens Opstandelse, der vil staa aaben for alle Mennesker, som tager imod Guds Foranstaltninger — Dommens Opstandelse, der først bliver fuldendt ved Slutningen af de tusind Aar. I denne Betydning af Ordet vil det virkelig blive saaledes, at de øvrige døde ikke bliver levende igen, før de tusind Aar er til Ende. De vil ikke før da have opnaaet Livet i egentlig Forstand. Først da vil de være fuldstændigt oprejst fra Døden.

[792] Saaledes set er den indskudte Sætning i Aab. 20, 5*) i fuld Overensstemmelse med Skriftens almindelige Tankegang. Alle de Opstandelser, der følger efter den første, den ypperste, vil uden Tvivl komme til at foregaa under Ledelse af den herliggjorte Menighed, hvis Hoved, Jesus Kristus, med dette for Øje har modtaget al Magt og Myndighed af Faderen.

*) Vi har allerede tidligere henledet Opmærksomheden paa, at Sætningen: »Men de øvrige af de døde blev ikke levende, førend de tusind Aar var til Ende«, ikke findes i nogle af de gamle Manuskripter af tidligste Dato. Dog er denne Sætning i fuld Overensstemmelse med, hvad vi her fremsætter; thi Udtrykket »blev ikke levende« skal ikke henføres til Opvækkelsen alene, men til den fulde Genop­rettelse til fuldkomment Liv. — Se Fodnoten Bind 1, Svide 309.

Efter at vi nu har betragtet Opstandelsesgerningen, som Menigheden skal udføre for andre, lad os saa se paa, hvad særligt Skriften har at sige om den første Opstandelse. Med hvilke Legemer vil de nye Skabninger komme frem? Hvilke Egenskaber og Kræfter vil de faa?

Apostelen siger: »Saadan som den jordiske var, saa­danne er ogsaa de jordiske; og saadan som den himmelske er, saadanne er ogsaa de himmelske.« (1 Kor. 15, 48.) Vi forstaar disse Ord saaledes, at Menneskene i Almindelighed, der vil faa Del i Genoprettelsen til menneskelig Fuldkommenhed, vil blive lige som der jordiske var — ligesom den første Adam, før han syndede, og ligesom det fuldkomne Menneske, Kristus Jesus, før han blev avlet til en ny Natur. Vi glæder os paa Verdens Vegne over den herlige Udsigt til paa ny at blive et fuldkomment, jordisk Billede af Skaberen. Men vi glæder os endnu mere over de dyrebare Forjættelser, der er givet Evangelie-menigheden, dem, der er kaldede efter Guds Vilje. De skal bære den himmelskes Billede, blive Skaberen lig i en særlig Betydning. De skal ikke være Billeder af ham i Kød, men i Aand. »Vi skal blive ham [den herliggjorte Jesus] lig; thi [793] vi skal se ham, som han er.« Han er nu et Aandevæsen, Guds. »Væsens udtrykte Billede«. Han er ophøjet »langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes«, derfor ogsaa højt ophøjet over fuldkomne Mennesker. Naar vi skal blive ham lig og faa Del i hans Herlighed og Natur, betyder det, at vi ogsaa skal blive Billeder af Faderens Væsen, han, »som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set.« Ham kan vi faa Adgang til, og ham kan vi faa at se, som han er, fordi vi skal blive forvandlet. — 1 Joh. 3, 2; 1 Tim. 1, 17; 6, 16; 2 Mos. 33, 20.

Apostelen tager sine Forholdsregler, for at ingen skal misforstaa det ovenfor anførte, ved at tilføje: »Ligesom vi [Menigheden] har baaret den jordiskes Bil­lede, saaledes skal vi ogsaa bære den himmelskes Bil­lede.« Det er ikke Apostelens Mening, at alle nogen Sinde skal komme til at bære den himmelskes Billede i den Betydning. Det er ikke Skaberens Hensigt. Da han skabte Mennesket, bestemte han, at det skulde være et kødeligt, menneskeligt, jordisk Væsen i hans Billede, som skulde herske over Jorden og være Repræ­sentant for den himmelske Skaber. (1 Mos. 1, 26-28; Ps. 8, 4-7.) Udvælgelsen af de nye Skabninger har, som vi har set, absolut intet at gøre med den jordiske Skabning. De bliver taget ud af Verden. De udgør en lille Hjord, der er kaldet til at arve Riget og til at velsigne Verden i de tusind Aar. Efter det Tidsrum vil de sikkert komme til at indtage en høj og ansvarsfuld Stilling, hvor de skal udføre en meget vigtigere Gerning, maaske i Forbindelse med andre Verdener og nye Skabelser.

Men Apostelen gør sig endnu yderligere Anstrengelser, for at hans Ord ikke skal blive misforstaaet. Som Forklaring af det foregaaende siger han (1 Kor. 15, 50): »Men dette siger jeg eder, at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige.« Herved skelner han mellem vor nu- [794] værende Tilstand i Kødet og vor fremtidige Tilstand som Aandevæsener. Han erklærer aldeles bestemt, at saa længe vi er i Kødet, kan vi ikke udgøre Herrens Rige i den virkelige Betydning af Ordet, fordi dette Rige skal være aandeligt og bestaa af Aandevæsener. Herren selv, Hovedet, Høvdingen, Mønstret for Me­nigheden, er et herligt Aandevæsen. Paulus fik et Glimt af ham at se. (1 Kor. 15, 8.) Og Apostelen Johannes saa ham i Aabenbaringens Syner. »Vi skal blive ham lig« — vi skal ikke længere være Kød og Blod, ligesom de øvrige af Menneskene, hvoraf vi er udtaget, og hvis Genoprettelse eller Opstandelse til Dom vil bringe dem tilbage til Fuldkommenheden i Kød og Blod, ligesom selve Jorden i Genoprettelsestiden skal blive ført tilbage til den Tilstand, der herskede i Edens Have fra Begyndelsen.

Apostelen forstod imidlertid, at det vilde blive vanskeligt for os fuldt ud at fatte den Tanke, at Menigheden saa fuldstændigt skal forvandles fra kødelig, jordisk Natur til himmelsk, aandelig Natur. Men han saa, at Vanskeligheden for os i denne Henseeende vilde blive mindre, naar det drejede sig om dem, der var sovet ind i Døden, end naar Talen var om dem, der levede og blev tilbage til Herrens Nærværelse. Det er meget lettere for os at forstaa, at de hensovede bliver oprejst i nye aandelige Legemer, saadanne, som Herren har lovet at give os, end at forstaa, hvorledes de af de hellige, som lever i Tiden for Herrens anden Nærværelse, af ham vil blive optaget i det aandelige Rige. Gennem Apostelen gør Herren Sagen klar for os, idet han siger: »Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skal vi ikke sove [Diaglott]; men vi skal alle forvandles, i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun« — den syvende Basun. — 1 Kor. 15, 51. 52.

Skønt Herren ved Apostelen i nogen Grad forkla­rede Hemmeligheden med disse Ord, har dog en hel Del Hemmelighedsfuldhed senere knyttet sig til denne lige- [795] fremme Forklaring. Thi mange af Herrens kære Børn har sammenblandet Ordet sove med Ordet dø og har troet, at Meningen var, at de hellige, som blev tilbage til Herrens Nærværelse, skulde forvandles uden at dø, hvad der slet ikke siges noget om. Lad os som Eksempel betragte Apostlene. De døde, og fra Dødsøjeblikket blev de regnet for »sovende« indtil Opstandelsesøje­blikket. Selve Døden foregik i et Nu, medens Søvnen, Bevidstløsheden, fortsattes i Aarhundreder.

Vi maa knytte denne Tanke i Forbindelse med Ordet sove til Apostelens Udtalelser, for at disse kan blive forstaaelige for os. Det vil ikke være nødvendigt, at de af Herrens Folk, der bliver tilbage til hans anden Nærværelse, skal sove i en ubevidst Død blot et eneste Øjeblik. De skal dog dø, som Herren erklærede ved Profeten, hvor han talte om Menigheden: »Jeg har sagt, I er Guder, og I er alle den Højestes Sønner; men sandelig, som Mennesker skal I dø, som en af Fyrsterne skal I falde.« (Ps. 82, 6. 7.) Menneskene i Almindelighed dør ligesom Fyrsten Adam som hans Børn og som saadanne, der er meddelagtige i Dommen over ham. Men de trofaste i Kristus Jesus dør med ham, dør med Fyrsten Jesus. (Es. 9, 6: Ap. G. 3, 15; 5. 31.) Retfærdiggjort ved hans Offer dør de med ham som de, der ofrer sammen med ham. De »falder« i Offerdøden ligesom den anden Fyrste. »Dersom vi er døde med ham, skal vi ogsaa leve med ham.« Men som Apostelen viser os, vil deres Død, som bliver tilbage til Herrens Nærværelse, ikke komme til at medføre en Søvn i Bevidstløshed. I samme Øjeblik de dør, vil de blive forvandlet, blive iklædt deres Bolig fra Himmelen, det aandelige Legeme.

Denne Forvandling, der skal blive de tilbageblivende af Menigheden til Del, udgør altsaa i enhver Betydning af Ordet en Del af den første Opstandelse. Den adskiller sig ikke paa nogen Maade fra den Dødserfaring, [796] der er fælles for alle Lemmer paa det ene Legeme. Den eneste Forskel mellem disse og de andre Lemmer paa Legemet er den, som Apostelen paapeger, nemlig, at de ikke skal »sove«. De sidste Lemmer paa Legemet vil ikke behøve at vente paa, at Riget skal komme; for det vil da være oprettet. De vil umiddelbart overgaa fra deres Virksomhed paa denne Side Forhænget i Kødet til Virksomheden paa den anden Side som fuldendte nye Skabninger, Lemmer paa Kristuspersonen.

»Det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive.«

Angaaende de fuldkomne nye Skabningers Evner og Egenskaber siger Apostelen, at de ikke alle vil opnaa den samme Grad, men derimod nok den samme Art af Herlighed, idet de alle vil blive himmelske Væsener. De himmelske Væsener vil i Fællesskab opnaa een Herlighed, de jordiske eller menneskelige Væsener en anden. Enhver vil blive herlig i sin Fuldkommenhed; men de himmelskes Herlighed vil blive den ypperste. Skriften fortæller os om Menigheden som et Hele, at den skal »skinne som Solen«. (Matt. 13, 43.) Denne Herrens Beskrivelse af den fremtidige Herlighed gælder alle dem, som tilhører Hvedeklassen. Dog forstaar vi i Lyset af Apostelens Forklaring, at der vil være Forskel mellem de enkeltes Stilling indenfor Menigheden. Alle vil blive fuldkomne, alle vil blive overordentlig salige. Men ligesom Faderen er over alle, og Sønnen er blevet ophøjet til at indtage den næste Plads efter ham, hvilket altsaa tyder paa en Forskel i Herlighed, Majestæt og Myndighed, saaledes vil det ogsaa være iblandt Herrens Efterfølgere. De vil blive forskellige i deres Stilling, ligesom den ene Stjerne skiller sig fra den anden i Størrelse og Klarhed. — 1 Kor. 15, 41.

I to af sine Lignelser taler Herren om den samme Forskel iblandt sine herliggjorte Efterfølgere. Den, der har været trofast i Brugen af de fem Talenter, vil blive Genstand for særlig Ros ved Herrens Genkomst, [797] medens de andre trofaste, der har haft færre Talenter, vil blive behandlet i Overensstemmelse hermed. Den, der har været saa trofast i Brugen af sit ene Pund, at han har vundet ti Pund dermed, skal faa Herredømme over ti Byer, og den, der har været trofast nok til at vinde fem Pund, skal i samme Forhold opnaa forøgede Talenter, Velsignelser og Evner. — Matt. 25, 14-30; Luk. 19, 11-27.

Vi behøver ikke at undre os over dette. Naar vi kaster Blikket tilbage, ser vi, at skønt Herren udvalgte de tolv Apostle og elskede dem alle, var der dog tre af dem, som han særlig elskede, og som ved forskellige Lejligheder stod ham nærmere end de andre. Vi kan ogsaa være forvissede ^:om, at naar Livets Bog aabnes, vil de, der faar Lov at sidde nærmest ved Mesteren paa Tronen (paa hans højre og venstre Haand, nærmest ved hans Person), være saadanne, som af alle kan anerkendes for værdige til den Udmærkelse, der tildeles dem. (Matt. 10, 41.) Vi skulde ikke blive forbavset, om vi finder, at Apostelen Paulus sidder nærmest Mesteren, muligvis med Johannes paa den anden Side. Vi maa ikke hæfte os ved Tanken om stedlige Forhold, en Plads paa en Bænk eller en Trone. Det drejer sig naturligvis om større eller mindre Afstand i Magt og Majestæt. Vi kan være forvissede om, at alle de, der kommer til at udgøre den lille Hjord, bliver saa fyldt af Herrens Aand, at de vil sætte hverandre højere end sig selv, og vi kan med Sikkerhed gaa ud fra, at der ikke vil være nogen Plads for Skinsyge. Guds Afgørelse med Hensyn til Graden af Værdighed vil finde alle de ­nye Skabningers Billigelse. Saaledes er det nu i Tiden; og meget mere kan vi vente, det vil blive i Fremtiden. Om den nærværende Tid læser vi: »Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, efter som han vilde.« Alle de, der er i Overensstemmelse med Herren, søger bestandig ikke at forandre Guds Bestemmelse, [798] men at anerkende den og indordne sig under den. Saa­ledes til det ogsaa blive i Fremtiden.

Med Hensyn til Forskellen mellem de nuværende Forhold og de fremtidige siger Apostelen: »Det saas i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed.« Dette »det« er den nye Skabning, hvis Tilværelse begyndte ved Indvielsen og Aandsavlingen, den nye Skabning, der har vokset sig stærkere og stærkere og søgt at faa mere Magt over Kødet i Overensstemmelse med Guds Vilje, den nye Skabning, der siges at have levet i Kødet som i en Bolig, medens den ventede paa det nye Legeme. Den blev saaet i Forkrænkelighed, i et forkrænkeligt Legeme. Den gik ned i Døden. Dog fremstilles den ikke som virkelig død, men blot som sovende, medens dens jordiske Bolig bliver opløst. Det er denne samme nye Skabning, der skal iklædes den himmelske Bolig, det aandelige legeme i den første Opstandelse.

Det Aandelegeme, som den nye Skabning faar i Op­standelsen, vil blive uforkrænkeligt. Det kan ikke gaa til Grunde, kan ikke dø. Det Ord, der her gengives ved Uforkrænkelighed, hedder paa Græsk aphtharsia og betegner det, som ikke kan dø, som ikke kan svinde bort. Det samme Ord genfindes i Versene 50, 53 og 54, i Rom. 2, 7 og i 2 Tim. 1, 10. Denne Udtalelse om, at vore aandelige Legemer vil blive uforkrænkelige, udødelige, er meget værdifuld, fordi der udtrykkeligt siges, at Udødeligheden fra først af alene tilhørte Jehova, men at Jesus som Belønning for sin Troskab fik Liv i sig selv, ligesom Faderen havde Liv i sig selv. Tanken er her den samme, nemlig at Menighedens herliggjorte Hoved maatte gennemgaa en saadan Forvandling til Udødelighed, til Uforkrænkelighed, til Delagtighed i den guddommelige Natur. Det forbavser os ikke, at Gud i sin Plan bestemte denne Gunst for vor Genløser; men det er i højeste Grad forbavsende for os, at den guddommelige Natur ogsaa er blevet lovet Lemmerne paa hans Legeme, dem, der vandrer i hans Fodspor og [799] søger Hæder og Ære og Uforkrænkelighed. — 2 Pet. 1, 4; Rom. 2, 7.

»Det saas i Vanære, det oprejses i Herlighed.« Her benævnes atter den nye Skabning ved Ordet »det«. I dette Liv kender Verden os ikke, den forstaar ikke, at vi er avlet af Faderen til at være hans Børn paa det aandelige Plan, og at vi blot midlertidig bor i Kødet; for at vor Trofasthed mod vor Offerpagt kan blive prøvet. »Nu er vi Guds Børn«, men vi er ikke anerkendte, vi er ikke agtede af Verden. Paa Grund af vor Indvielse til Herren kan vi ikke engang indtage saa ærefulde Stillinger iblandt Menneskene, som vi kunde have gjort ifølge vore naturlige Evner, hvis vi havde helliget dem til verdislige Formaal. Baade enkeltvis betragtet og set som et Hele er Medlemmerne af Menigheden paa Jorden, som Apostelen siger, Genstand for »Vanære«, Ringeagt. Et andet Sted siger Apostelen, at vort Legeme nu i Tiden er et Fornedrelseslegeme. (Fil. 3, 21.) Men hvorledes vil Forholdet blive om kort Tid? Vil Vanæren fortsættes, eller vil Menigheden (Hoved og Legeme) blive saadan, at baade Engle og Mennesker kan ære den? Vil den nye Skabning opnaa denne Herliggørelse? Ja, det har vi Guds Ord for.

»Det saas i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft.« Det er stadig den nye Skabning, der tales om. Den nævnte Skrøbelighed har at gøre med det nuværende dødelige Legeme og dets Ufuldkommenheder, som alle de nye Skabninger sørger over, men som Gud i sin Naade ikke regner for at være den nye Skabnings, hvis Hensigter overfor Herren er rene, fuldkomne, trofaste og stærke. Disse Skrøbeligheder vil ikke genfindes i de udvalgtes Opstandelseslegemer. »Det oprejses i Kraft«, Fuldkommenhedens Kraft, den nye Naturs Kraft, Guds Kraft.

»Der saas et sjæleligt Legeme, der oprejses et aande­ligt Legeme.« Den nye Skabning har nu et sjæleligt, [800] et naturligt Legeme; det eneste synlige og sanselige, er Kødet. Kun ved Guds Naade har vi Lov at regne med det nye Sind som en ny Skabning og forvente, at dette nye Sind skal faa et Aandelegeme, som passer dertil. Hvilket herligt Haab! Det er virkelig ufatteligt for os, der ikke kender andet, end hvad der er fælles for natur­lige Mennesker, med Undtagelse af dette, at vort Sind ved Tro har grebet fat om Herrens Løfter og Aabenbarelser, saa at vi i Aanden har faaet Del i de usynlige Ting.