Bind
6 -
Den
nye Skabning
KAPITEL 2
DEN NYE
SKABNING.
Den nye
Skabning er klart adskilt fra alle andre. — Hvorfor den udvælges blandt
Menneskene. — Hensigten med dens Udvælgelse.
— Nuværende og fremtidige Opgaver. — Hvorledes
den avles og fødes til den nye Natur. —Det nære
Slægtskabsforhold mellem alle dens Medlemmer indbyrdes
og mellem disse og Herren, Hovedet, Brudgommen. — Udviklingen
og Prøverne. — Den nye Skabnings sjette eller aandelige Sans, hvormed den
opfatter og bedømmer aandelige Ting. — Med hvilket Navn bør den nye
Skabning benævne sig for at være fuldt ud tro mod Hovedet og for ikke at tage Afstand fra nogen af Brødrene?
EVANGELIETIDSALDERENS Menighed bliver i
Skriften ofte omtalt som en ny Skabning; og dens endelige Medlemmer,
Sejrvinderne, benævnes enkeltvis
»nye Skabninger« i Kristus Jesus.
(2 Kor. 5,
17.) Desværre er det
imidlertid blevet en Vane endog for
fuldt ud indviede kristne saavel som for andre at læse
det af Gud inspirerede Ord paa en skødesløs og unøjagtig
Maade, hvorved Udtrykkenes
virkelige Betydning tilsløres, og Læserne gaar Glip af meget af den Velsignelse,
Opmuntring og Belæring, der vilde være blevet
dem til Del, om de var gaaet frem paa en mere fornuftig
Maade og helt og holdent havde været opfyldt
af den lærvillige og underdanige Aand, der kendetegner Disciplen — opfyldt af
Ønsket om at forstaa den guddommelige Aabenbaring.
Vanskeligheden synes for en stor Del at ligge deri, at de, der i Almindelighed læser
i Bibelen, ikke venter at faa nogen Lærdom
derigennem, men blot læser den paa en overfladisk Maade, som en Formsag
eller en Pligt eller ogsaa som en Afveksling; og naar
de ønsker nogen Undervisning angaaendes Guds Plan, vender de sig til Kommentarer
og Katekismer. Disse saavel som
de levende Lærere skulde da
ogsaa kunne hjælpe og vejlede Zions [64] Pilgrimme
til en klarere Forstaaelse af Guds Karakter og
Plan; men de gør desværre ofte
lige det modsatte. De fordunkler
og forvirrer hyppig Tilhørernes Tanker
og udlægger Guds Ord fejlagtigt og vrangt, saa at de,
som blindt fæster Lid til dem, snarere bliver fort bort
fra Lyset end nærmere til det.
Det er sikkert ikke med Hensigt, at man saaledes vildleder Folket; thi vi
kan ikke andet end tænke os, at
saavel Lærere som Forfattere giver deres Tilhørere og Læsere det bedste, de selv ejer. Den virkelige Kilde til
al denne Forvirring og Dunkelhed maa søges meget langt
tilbage. For næsten 1800 Aar siden, da Apostlene »sov
ind«, fik Fjenden, Satan, frit Spillerum i Menigheden, Herrens Hvedemark, og saaede, som Herren forudsagde
i en Lignelse, Vildfarelsens Klinte i rigt Ma.al.
(Matt. 13, 24. 36-43.) Ved
disse Vildfarelser er i større
eller mindre Grad alle den guddommelige Aabenbarings Sandheder
blevet forvrænget og fordrejet med det
Resultat, at Herrens Hvedemark allerede før Begyndelsen af det
fjerde Aarhundrede praktisk talt var blevet en Klintemark med blot en forholdsvis ubetydelig
Mængde sand Hvede imellem. Vildfarelsens
Mørke lejrede sig tættere og tættere om Menigheden, og i ti Aarhundreder var »Uretfærdighedens (eller
Lovløshedens) Hemmelighed« Enehersker, medens
Mulmet dækkede Folkene. Disse
ti Aarhundreder kaldes nu af en stor Del af den »kristne Verdens«
mest intelligente Mennesker »den mørke
Middelalder«. Vi maa huske, at det var i. denne Mulmets og Dunkelhedens
Tid, at Reformationsbevægelsen opstod. Reformatorernes
Lys begyndte at straale frem midt i Mørket,
og siden har det, lovet være Gud, stadig skinnet klarere og klarere. Vi kan
imidlertid ikke undre os over,
at Reformatorerne selv, som var opvokset i dette store Mørke, var
mere eller mindre paavirket deraf, og
at det ikke straks lykkedes dem at rense sig fra
alle de besnærende Vildfarelser; nej, vi vilde snarere [65] have
betragtet det som intet mindre end et Mirakel, om de havde kunnet gaa fra
dette Mørke lige over til det klare og fulde
Lys over Guds Karakter og Plan.
Den Fejltagelse, som
Reformatorernes Efterfølgere i de
forløbne tre Aarhundreder har gjort sig skyldige i, er, at de har anset det for rosværdigt og rigtigt at
antage de Trosbekendelser, der
blev formuleret i Reformationstiden, og at de derfor har betragtet ethvert yderligere Skridt frem imod større Lys som Vranglære. Men
baade de og vi burde tværtimod, samtidig med
at vi ærer Reformatorerne og glæder os over deres Troskab, komme i Hu, at de ikke var Menighedens Lys eller givet den til Ledere, men at de i det højeste
var Medhjælpere. De af Gud ansatte Ledere var først og fremmest vor Herre Jesus selv og dernæst hans inspirerede Apostle, der blev særlig vejledet og bevaret
af ham, samt for det tredje
Fortidens hellige Guds Mænd, der
talte og skrev, efter som de blev drevet af den hellige Aand, til vor Belæring og Formaning. Som Følge af,
at Herren tillod Reformatorerne at se et Glimt af
det sande Lys, blev de i Stand
til i noget Maal at fatte, hvor
frygteligt det Mørke var, som omgav dem,
og at gøre
en saa heltemodig Anstrengelse, som de faktisk gjorde,
for at komme ud af det og paa ny komme ind
i Guds Kundskabs Lys, der straaler frem
fra vor Herres Jesu Kristi Aasyn,
og som gennem hans og Apostlenes
Ord er blevet os til Del, for at det skal være en Lygte for vor
Fod og et Lys paa vor Sti, saa at de retfærdiges
Sti kan komme til at skinne »klarere og klarere
indtil højlys Dag«. Vel bør man
ikke ignorere menneskelige
Redskaber og deres Tjenester i Tale og Skrift; men enhver, som nu ønsker
at være en Herrens og Lysets Efterfølger, maa se nøje til, at han fra
disse menneskelige Kilder kun modtager saadan Bistand, som
kan hjælpe ham til bedre
at værdsætte og forstaa
Skriftens inspirerede udsagn. »Om
de ikke taler [66] i
Overensstemmelse med dette Ord, er det,
fordi det ntet Lys er i dem.« — Es. 8, 20; eng. Overs.
Under vore foregaaende
Studier har vi set, at vor Herre Jesus, længe førend
han blev Mennesket Kristus Jesus,
var »Guds Skabnings Begyndelse«. Vi
har set, hvorledes der af og ved Guds elskede Søn err blevet udført et fremadskridende Værk ved Frembringelsen a.f de
forskellige Guds Skabninger — Keruber, Serafer og Engle, de forskellige Ordener eller Arter af Aandevæsener, om hvilke der kun er blevet os lidet aabenbaret. Vi
har netop fuldendt en Undersøgelse angaaende
den jordiske Skabelse. og ved Hjælp af den guddommelige Aabenbaring har vi set, hvor uendelig storslagen
dens Afslutning i Løbet af Tiderne for alle Tings
Genoprettelse vil blive.
Men den nye Skabning, som
vi nu er ved at betragte, bliver
i Skriften fremstillet for os som fuldstændig forskellig fra Mennesker og Engle. Den himmelske Fader
fandt Behag i hver enkelt Del af sine Hænders Gerning; thi »fuldkommen er hans Gerning«, og hver Klasse
eller Orden er fuldkommen i sig selv eller vil
blive det, naar det store
Jubelaar, som vi tidligere
har omtalt, endelig er inde. At
der saaledes blev skabt flere
forskellige Ordener, maa vi derfor
ikke opfatte som et Tegn paa Utilfredshed fra Skaberens Side og som
Forsøg paa at skabe noget bedre eller mere
fyldestgørende; men vi bør deri se en Aabenbarelse af »Guds mangfoldige Visdom«. Med den rige Afveksling, som vi forefinder
i Naturen, blandt Blomsterne, Græsarterne,
Træerne og blandt Dyrene, forholder det sig paa samme Maade —
alt er fuldkomment i sin
Art og paa sit eget Plan. Det var ikke som en Følge af Utilfredshed med Rosen, at Nelliken eller Stedmodersblomsten blev frembragt; men i deres vidt forskellige
Form, Skønhed og Duft ser
vi et Glimt af Længden og Bredden, Højden og Dybden
i Guds Tanker. Der er Harmoni i Mangfoldigheden, det er Skønhed og [67] Fuldkommenhed
fremstillet i forskellige Former, Mønstre og Farver. Saaledes er det ogsaa med de fornuftbegavede Skabninger — Guds
Sønner paa de forskellige Tilværelsesplaner.
Naar vi betragter Sageu fra
dette Standpunkt, forstaar vi, at hvor mange
Skabninger Gud end vil frembringe, vil
der dog ikke blive Plads for nogen Skinsyge mellem
dem; thi eftersom enhver bliver fuldkommen paa
sit eget Plan og indenfor sit særlige Omraade, vil han
være fuldstændig tilfreds med sin egen Tilstand og
vil i Virkeligheden foretrække den fremfor en hvilken som helst anden — ligesom en Fisk vil foretrække at være Fisk fremfor Fugl, og Fuglen omvendt sætter
mest Pris paa sin egen Natur. Saaledes vil ogsaa Menneskene efter at være blevet genoprettet til menneskelig Fuldkommenhed og ført tilbage til de Tilstande, som oprindelig raadede i Eden, være fuldstændig tilfredse med disse Tilstande, saa at de ikke vil
begære at blive Engle af
den ene eller den anden Grad eller
Rang; heller ikke vil de begære den højeste af alle Naturer, den, der vil blive givet den nye Skabning, nemlig
»den guddommelige Natur«. (2 Pet.
1, 4.) Heller ikke vil Englene eftertragte Kerubernes, Serafernes eller Menneskenes Natur og Tilstande, nej end ikke den guddommelige
Natur. Alle vil til sidst komme til at forstaa, at den guddommelige Natur er den højeste af alle, at den medfører Egenskaber og
Evner, som langt overgaar alle andre Naturers. Dog vil
enhver Natur ved Guds Foranstaltning være saa fuldstændig afpasset efter sine egne Forudsætninger
og
Omgivelser, efter sin egen Fuldkommenhed, at enhver vil finde sig fuldstændig tilfredsstillet med og i sin
Stilling.
Da Jehova Gud besluttede at
frembringe den nye Skabning — som skulde være delagtig i den guddommelige Natur (2 Pet. 1, 4), delagtig i hans egen »Herlighed, Ære og Udødelighed« (Rom. 2, 7; eng. Overs.)
[68] — bestemte
han, at ingen kunde blive skabt til en saa høj
Stilling og derefter stillet paa Prove; men at
derimod enhver, som skulde blive Medlem af
den nye Skabning, først
maatte staa sin Prøve, helt og fuldt vise sin
Troskab mod Skaberen og hans retfærdige Regeringsgrundsætninger
for at kunne blive ophøjet til denne
høje Stilling — til
Delagtighed i den guddommelige Natur. Vi har
set, hvorledes Gud havde sørget for, at Mennesket blev stillet
paa en Prøve, der kunde afgøre, hvorvidt det var værdigt
til det evige Liv eller ej. Vi har
betragtet Menneskets oprindelige Fuldkommenhed, dets Fald, dets Genløsning
og Genoprettelsen af alle dem af Menneskeslægten,
der bliver fundet værdige dertil. Vi har
ligeledes set, at Englene blev skabt hellige og fuldkomne i deres
Natur og derefter stillet paa Prøve.
Men det er let at forstaa, at en lignende Fremgangsmaade
ikke kunde benyttes overfor de nye Skabninger, som skulde
besidde den guddommelige Natur, nemlig først at skabe
dem fuldkomne i denne Natur og dernæst sætte dem
paa Prøve. Hvorfor ikke? Fordi en
yderst vigtig Egenskab ved den guddommelige Natur er Udødeligheden,
og naar vi har forstaaet, at dette Ord betegner en
Tilstand, hvor Døden er umulig (Se Bind V, Kap. 13), saa
kan vi ogsaa let indse, hvad det vilde have indbefattet
at have skabt nogle Væsener paa det guddommelige
Plan, altsaa udødelige, og derefter at have sat dem paa
Prøve. Det vilde have indbefattet,
at dersom nogle af dem var kommet til kort og saaledes ikke havde
opfyldt den stillede Betingelse, nemlig absolut Troskab mod Gud,
vilde de have været udødelige Overtrædere, som ikke kunde udryddes,
og hvis fortsatte Tilværelse igennem Evighedernes
Evighed som Overtrædere og Syndere vilde have
været en forsmædelig Plet paa Universets ellers saa
rene og pletfri Skabning, saaledes som det er Guds Hensigt,
at den til sidst skal blive. Vi
fatter saaledes, hvilken Dybde
af Visdom der er nedlagt i den Plan,
[69]
som Gud har valgt med
Hensyn til denne Klasse — de
mest begunstigede af alle hans Skabninger — idet han prøver dem strengt og
indgaaende, medens de endnu er dødelige,
Medlemmer af en anden Klasse af Skabninger,
der har en saadan Natur, at de kan dø.
Om vi i Tankerne stiller os ved Siden af den store Skaber som hans fortrolige
Venner og søger at udfinde, hvorledes
den guddommelige Plan til denne nye Skabning
blev udgrundet, kan vi forestille os, at Gud Jehova har overvejet Sagen med sig selv angaaende den nye
Skabning omtrent paa følgende Maade: Hvilken
Klasse af mine Sønner skal jeg
tilbyde den enestaaende og ophøjede Forret at blive omdannet til
denne højeste Orden eller Klasse
blandt mine Skabninger? De er skabt
i mit Billede allesammen, af hvilken Orden de end
er — Mennesker,
Engle, Keruber, Serafer og Erkeengle, de vil alle naa den højeste
Grad af Lykke, enhver i sin egen Fuldkommenhed
og Stilling, naar min Plan til fulde er blevet gennemført, og alle Prøverne
afsluttet.
Men hvilken af disse, Ordener skal jeg nu tilbyde
denne den største af alle Velsignelser og Forrettigheder
— at blive »delagtig i den
guddommelige Natur« ? Naturligvis maatte Faderens
Tanke straks falde paa den
enbaarne, den førstefødte, som den, der allerede var den højeste og
fornemste blandt alle de mange
Tusinder og stod ham selv nærmest; den Gud, den mægtige, gennem
hvem han havde skabt alle Ting, og som lige til de mindste Enkeltheder havde vist en aldrig
svigtende Trofasthed imod sin Fader
og Skaber. Han var derfor den, hvem denne Lejlighed til at opnaa den
guddommelige Natur og dens medfølgende Herlighed,
Ære og Udødelighed først vilde blive tildelt. »Det
behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo« — »for at
han skulde blive den ypperste i alle Ting«. (Kol. 1, 18.
19.) Han var i Forvejen den ypperste fremfor
alle andre, og eftersom han havde benyttet denne Stilling paa en trofast
Maade, stod han naturligvis [70]
først
for Tur til at blive forfremmet til
en
hvilken som helst højere Hædersplads og Værdighed, Faderen
havde at tilbyde. Den, som har, ham skal gives, og han skal
have Overflod. Troskab vil faa sin Belønning,
selv om dette indbefatter, at
den trofaste først maa underkaste
sig de strengeste Prøver og de mest ydmygende
Erfaringer og Tugtelser. Skønt han var Søn, og det en yderst trofast og hengiven Søn, kunde han dog ikke faa Del i den guddommelige Natur, før hans Tro og Troskab var blevet stillet paa de strengeste Prøver.
Dette »Udkast« til den
nye Skabning, og Udvælgelsen
af den enbaarne til at være den nye Skabnings Hoved og Herre — naar han havde underkastet sig de Prøver og
Tugtelser, Ydmygelser og andre Erfaringer,
som var nødvendige, for at han kunde bevise sin Værdighed — var allerede foretaget i Guds Raad, før Mennesket blev skabt. Gud vidste paa Forhaand, at hans menneskelige Skabning vilde falde. Han havde fastsat,
at Mennesket som Straf derfor skulde lide Døden, og han havde forudbestemt, at den Prøve,
hvor paa han vilde sætte sin enbaarne Søn, skulde bestaa
deri, om han af egen fri Vilje
vilde blive Menneskeslægtens Genløser
og ved saa stort et Offer, som dette indbefattede, vise sin Troskab mod Faderen og sin Tillid til ham. Saaledes var han ifølge Guds
Plan »Lammet, som var slagtet, før
Verdens Grundvold blev lagt«. (Aab.
13, 8; eng. Overs.) Naar vi betragter Sagen fra dette
Standpunkt, forstaar vi, at Faderen ingenlunde tvang Sønnen til at blive Menneskets Genløser og heller ikke
paa nogen Maade viste sig uretfærdig overfor ham ved
at fordre noget saadant. Faderen
lod ham blot derved forberede
sig selv til den store Ophøjelse —
langt over
Engle, Myndigheder og Kræfter og ethvert
Navn, som nævnes, til at blive delagtig med ham i hans Natur og sidde
med ham paa hans Trone. — Heb. 1, 4; Ef. 1, 21.
Vi [71] kan
derfor ikke undre os over, at Apostelen taler om,
at Herren Jesus for den foran ham liggende Glædes
Skyld paatog sig det Hverv at blive vor Genløser.
(Heb. 12,
2.) Glæden var ikke blot dette,
at han skulde faa den første
Plads i den nye Skabning, langt
over alle andre Skabninger; men vi kan fornuftigvis
antage, at dette var Aarsag til en Del af Glæden. I
den Bøn til Faderen, som vor Genløser
bad, medens han var ved at
gennemgaa Prøverne, lægger vi ikke desto
mindre Mærke til, at han med den Beskedenhed.
der var saa betegnende for ham,
slet ikke hentydede til den store
Værdighed, Herlighed og Udødelighed, der
var lovet ham, og som han ogsaa
forventede at opnaa, men at han
med en forunderlig Ydmyghed blot bad om
at blive genoprettet til sin tidligere Stilling. Han betragtede det aabenbart
som en tilstrækkelig stor Ære, at
han var blevet udvalgt af Faderen til som hans Redskab at føre
forskellige Træk i den guddommelige
Plan frem mod Fuldendelsen,
ligesom han allerede havde været
hans hædrede Redskab til at frembringe alt det,
som var blevet til. (Joh.
1, 3.) Hans enkle og ligefremme
Bøn lød: »Fader, herliggør
du mig nu hos dig selv med den
Herlighed, som jeg havde hos dig, før
Verden var.« (Joh. 17, 5.) Men Faderens Ord var meget
betydningsfulde, da han sagde: »Jeg har allerede herliggjort [hædret]
dig, og jeg vil yderligere herliggøre
[hædre] dig.« — Joh. 12, 28; det
vatikanske Manuskript.
Imidlertid havde Faderen
endvidere besluttet, at den nye
Skabning ikke skulde bestaa af en enkelt, men af flere
»Brødre«. (Heb. 2, l7.) Hvem
skulde vel de andre Brødre være? Fra hvilken Klasse skulde de udvælges? Mon
fra Keruberne? Eller fra Seraferne? Eller fra
Englene? Eller fra Menneskene? Fra
hvilken Klasse de end blev
udvalgt, maatte de underkastes nøjagtig
de samme Prøver, som den enbaarne maatte bestaa,
og det af samme Grund; thi de
skulde faa Del med [72] ham i hans
Herlighed, Ære og Udødelighed. Den Prøve, han blev stillet paa, gjaldt hans Lydighed —
han maatte være »lydig
indtil Døden« (Fil. 2, 8); og alle
de, der som nye Skabninger ønsker at faa Del med ham i den guddommelige Natur, maa derfor ogsaa være delagtige med ham i Prøverne, Lidelserne og Vanskelighederne og maa vise sig trofaste lige indtil
Døden. Om Tilbudet var blevet gjort Englene af den ene eller
den anden Natur, vilde det have indbefattet en anden Plan end den, vi nu ser er ved at blive udført. Vi
har set, at de hellige Engle har faaet deres Erfaringer og deres Kundskab gennem Iagttagelse og ikke ved direkte Berøring med Synd og Død. Skulde man
nu tænke sig en saadan
Tilstand blandt Englene, at nogle af dem døde, saa vilde det indbefatte,
at der ogsaa maatte findes virkelige
syndige Forhold blandt Englene
saaledes at den ene forfulgte den anden o. s. v.; eller ogsaa maatte nogle af Englene have gjort, hvad Jesus gjorde, lægge til Side
eller forlade deres højere Natur
og blive Mennesker for at kunne lide Døden. Gud valgte imidlertid ikke denne Plan. Da
Synden og dens Straf, Døden, efter
hans Vilje skulde anskue
liggøres
paa. Menneskeslægten,
besluttede han ogsaa blandt
Menneskene at udvælge den øvrige Del af den nye Skabning. Derved
vilde ikke blot den enbaarne blive
prøvet i Forbindelse med Menneskene og Synden og
Døden, som herskede iblandt dem, men ogsaa alle hans medarvinger til den nye Natur vilde komme til at
gennemgaa
de samme Erfaringer og Prøver. Saaledes
vilde den enbaarne, Jesus, der senere blev kaldt Kristus,
den Salvede, blive et Mønster og Eksempel for de
øvrige Medlemmer af den nye Skabning, der alle maatte opnaa
Karakterlighed med ham, blive ligedannet
med Guds Søns Billede. (Rom. 8,
29.) Her som overalt
ellers i den guddommelige Plan
viser Guds Økonomi sig.
Det vilde være tilstrækkeligt,
at Døden kom til at virke
indenfor den ene Afdeling af Skabningen. [73] Derved vilde ikke blot
Menneskene blive stillet paa Prøve og Englene
faa en udmærket Anskuelsesundervisning,
men tillige vilde alle de, der skulde agtes værdige til at blive Medlemmer af den nye Skabning,
derigennem kunne blive
indgaaende og omhyggeligt prøvet.
Den Omstændighed, at det
nye Testamente, Jesu og Apostlenes Lærdomme, er henvendt til de nye Skabninger eller til dem, som har til Hensigt at tage de
Tros og Lydighedsskridt,
som er nødvendige for at blive saadanne, har faaet mange til at tro, at Gud
har samme Plan med alle
Mennesker, hvad Bibelen imidlertid bestemt
modsiger. Det har faaet
dem til at overse, at Evangeliets
Tidsalders Kaldelse benævnes
en himmelsk Kaldelse, en Kaldelse
fra det høje. (Fil. 3, 14; Heb.
3, 1.) Som Følge af manglende
Forstaaelse af, at Gud har en særlig
Frelse i Beredskab for Evangeliets Tidsalders
Menighed, men en anden Frelsesplan for den
øvrige Verden, hersker der stor Forvirring iblandt Bibelfortolkerne, som ikke kan se, hvilken Forskel der er mellem den
udvalgte Klasse og de Velsignelser, der bliver
den til Del, og den langt større ikke udvalgte Klasse
og de Velsignelser, som i sin Tid skal tildeles den
gennem de udvalgte. Disse Bibelfortolkere har tænkt sig, at Guds Plan er fuldbyrdet, naar Udvælgelsen er afsluttet. De har ikke kunnet se, at den da først er ved sin Begyndelse, hvad angaar den menneskelige Natur og den Genoprettelse, der er bestemt
for Verden i det store og
hele, for saa mange, som vil tage
imod den paa Herrens Betingelse.
Denne Mangel paa Evne til
at skelne mellem de to Slags
Frelse, Menighedens Frelse til en ny Natur, den guddommelige
Natur, og Verdens Frelse til den fuldkomne menneskelige Natur, har i høj
Grad tjent til at forvirre Bibelfortolkerne og faa dem til at sammenblande de Skriftsteder,
der taler om de to Slags Frelse, saa at de snart tænker paa Frelsen fra et Standpunkt [74] og snart
fra et andet. Nogle taler om de frelste som.
Aandevæsener, men forveksler alligevel disse Aandevæsener i Herlighed, Ære og Udødelighed med menneskelige
Væsener, idet de tænker sig, at
de i deres aandelige Tilstand har Kød og Blod. Andre
bygger deres
Opfattelse af Frelsen paa den menneskelige Genoprettelse og tænker sig et Paradis her paa Jorden,
hvor
Herren og de hellige bor i noget, som de kalder aandelige Legemer, fordi de ikke forstaar den
virkelige Betydning af
Ordet aandelig. Hvis de gjorde det, vilde de
nemlig vide, at ligesom et aandeligt Legeme er afpasset til en aandelig Tilstand og blot vil blive hindret i sine
Udviklingsmuligheder ved at knyttes til kødelige Tilstande eller Forhold, saaledes er ogsaa det menneskelige
eller jordiske Legeme tilpasset til jordiske Forhold, og at det, hvis det
blev aandeliggjort, vilde blive et
Misfoster, som var uskikket til at opfylde Guds Formnaal
med den menneskelige Natur.
Det er umuligt at se Skønheden
og Symmetrien i Guds
Plan, hvis man ikke har en klar Forstaaelse af, hvad den er, og tydeligt fatter, at dens fremtidige
Medlemmer kaldes af Gud til
at opnaa en Natur, der er vidt
forskellig fra den menneskelige, idet deres Kaldelse er en himmelsk Kaldelse, samt at de, foruden
at befæste deres egen
Kaldelse og Udvælgelse, tillige har en dobbelt Gerning at udføre i Forbindelse med den Menneskeslægt,
hvoraf de er udvalgt. For det første
skal de være Guds Redskaber til at indsamle alle de udvalgte,
medens de samtidig som Medlemmer af Forsoningspræsteskabet
aflægger et Vidnesbyrd for Verden
og derfor paa Grund af deres Troskab og Verdens Blindhed
maa udholde Lidelser og Forfølgelser
fra dennes Side. For det andet skal de sammen med Herren og Hovedet udgøre et
guddommeligt, et kongeligt, aandeligt Præsteskab,
hvem Verdens Interesser og Anliggender vil blive overdraget, for at de kan
genoprette alle
de lydige. De skal udføre
Foiligelsens Tjeneste [75] mellem Gud
og Mennesket, idet de iværksætter Guds Plan
om at oprette et Retfærdsrige blandt disse.
Man vil let kunne indse,
at der ikke kunde findes nogen
anden Klasse Væsener, som vilde være saa vel egnet til at opfylde Guds Hensigt og herske over
Verden og velsigne
den. Da de selv har været Mennesker, selv
har været Vredes Børn ligesom de andre, vil de fuldt ud være fortrolige med de Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder, Anfægtelser og Prøvelser, som Menneskene er underlagt paa Grund af Synden og de legemlige Svagheder. Dette hjælper dem til at være milde
Herskere og barmhjertige Præster, medens deres Fuldkommenhed i den guddommelige Natur vil sætte dem
i Stand til absolut retfærdigt og kærligt at træffe de
Afgørelser, de som Verdens Dommere skal træffe i
Løbet af Verdens Dommedag. (Bind
I, Kap. 8.)
Skønt det store og vigtige
Værk at opløfte, styre, velsigne
og dømme Menneskene og de faldne Engle saaledes
særlig bliver overdraget disse nye Skabninger af guddommelig Natur, og skønt ingen andre Væsener
i hele Universet vil være saa vel skikket som de
til at udføre dette Værk,
hvortil de nu ved Guds Ledelse bliver særlig
uddannet, maa vi dog ingenlunde tro, at dette bliver alt, hvad de faar at gøre. Deres herlige og velsignende Regering i de tusind
Aar danner blot Begyndelsen til
Udfoldelsen af de Egenskaber, som indbefattes
i de nye Skabningers Herlighed, Ære og Udødelighed. Naar
Riget ved Slutningen af de tusind Aar bliver overgivet til Gud
og Faderen, for at Menneskene som hans
herliggjorte Redskaber kan herske derover,
vil der aabne sig et endnu større Virkefelt for de nye Skabninger til at
tage deres Herlighed, Ære og Udødelighed i Brug. Bibelen siger os jo klart og tydeligt,
at Faderen ikke blot har gjort Sønnen delagtig med sig i sin Natur, men ogsaa givet ham Sæde med sig paa
sin Trone. (Aab. 3, 21.) Selv
om Sønnen i en Forstand forlader denne Embedsstilling for i [76] Løbet
af de tusind Aar særlig at tage sig af de Anliggender,
der staar i Forbindelse med hans købte jordiske
Ejendom, saa vil han naturligvis ikke, efter at han har fuldbyrdet det Værk, som Faderen har givet ham
at udføre, derved paa nogen Maade være blevet mindre
værdig til at indtage den ophøjede Stilling, der
er blevet ham tildelt, da han opfor til det høje efter
at have udslettet vor Syndeskyld ved at opofre sig selv.
Vi ved ikke noget om,
hvilke Opgaver Skaberen i de kommende
Tidsaldre har i Beredskab for sin enbaarne og højt elskede Søn,
hvem han har sat til Arving over
alle Ting. Men af Mesterens egne Ord ved vi, at naar vi er blevet herliggjort, skal vi blive ham lig og
se ham, som han er, dele hans Herlighed med ham og
altid være hos ham. Saa ved vi ogsaa, at alt, hvad den
enbaarne som Arvingen til alle Ting faar at udføre
i de kommende Tidsaldre, skal vi være med til, ligesom vi
faar Del i hans Natur. Skønt Guds skrevne
Ord som
sagt ikke giver os Oplysning om
mere, har vi dog Lov til at søge
at faa et Indblik i Naturens Bog i Lyset af Guds Plan. Vi kan ved at bruge Guds Ord som
Kikkert forstaa, at de forskellige Planeter eller Verdener,
der svæver om os i alle Retninger, ikke er blevet
skabt for intet, men at der ligeledes før eller senere vil finde
en Skabergerning Sted paa disse. Det er
da ogsaa klart, at naar den Tid kommer, vil han, som, i
alt har været den ypperste. vedblive at have Fortrinnet
og bestandig være den, der leder og styrer de guddommelige Kræfter. Vi behøver ikke at antage, at
de Erfaringer om Synden, som vi har maattet høste her
paa Jorden, ogsaa skal gennemgaas paa de andre Planeter.
Vi kan føle os forvisset om, at denne ene Paavisniug
af Syndens overvættes Syndighed og af dens
frygtelige Følger vil blive anvendt af Herren som en stedse gavnlig Lære for de Væsener, der senere skal
skabes i hans Billede i andre Verdener. De vil [77] komme
til at lære ved Iagttagelse og Undervisning i Stedet for ved Erfaring.
Naar Satan og alle hans
Tjenere samt alle onde og skadelige
Indflydelser er blevet udryddet, og naar de fuldkomne Skabninger i andre
Verdener bliver undervist af den herliggjorte
Menighed, som har faaet Visdom gennem Erfaringer, og de muligvis desuden
faar Lærere fra denne Jord, som er rige paa Kundskab og
Erfaringer, fordi de tidligere har været i Berøring med Synden, men er blevet oprejst og velsignet af
Herren, vil disse nyskabte Væsener
sikkert lære at skelne nøje
mellem Ret og Uret og disse to Princippers respektive
Følger. Deres Lærere vil være i Stand
til at meddele dem alle de
frygtelige Enkeltheder om Satans,
den store Bedragers, Oprør og Menneskeslægtens forfærdelige
Fald i Synd og Elendighed, om Genløsningen
derfra, om Frelserens og hans Medarvingers store Belønning og om den herlige og velsignede Genoprettelse,
som blev Menneskene til Del. Ligeledes
vil de faa at vide, at dette bestandig skal tjene til Lærdom og
Paamindelse for hele Guds Skabning. Denne
Undervisning vil sikkert
fuldt ud vise sig i Stand til at afholde
dem fra at begaa Synd og til at lære dem
Nødvendigheden
af at udvikle en Karakter, der er i Overensstemmelse med Guds Kærligheds Lov.
Som vi andetsteds har paavist (se »Tabernakelskygger« , Side 12-22), har disse nye Skabninger nu i Tiden
et dobbelt Værk at udføre. Ved
Avlingen af den hellige Aand
bliver de Medlemmer af Præsteskabet.
Det er imidlertid kun deres Sind, som er blevet avlet paa
ny. Legemerne er stadig af Jord,
jordiske, hvorfor ogsaa Apostelen
siger, at »vi har denne Skat i Lerkar,
for at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke fra os«. (2
Kor. 4, 7.) Det nyavlede Sind,
den nye Vilje er alt, hvad der nu
repræsenterer den nye Natur, indtil
den nye Vilje, der maa udvikles til Karakter, i den
første Opstandelse faar et himmelsk, et aandeligt [78] Legeme,
der er fuldkomment og fuldstændigt samt i nøje
Overensstemmelse med Guds Vilje. Indtil
da er det Guds Kraft
— deu hellige Aand, der virker i vort Sind og gør os
til nye Skabninger, til Præster — der leder
os til at ofre og ogsaa viser os, hvad vi bør opofre, nemlig vore
menneskelige Interesser, Forhaabninger og Ønsker,
naar de blot i nogen Grad kommer i Modstrid med de Formaal og Vilkaar, som Gud har fastsat for os. De
nye Skabninger opnaar altsaa deres Sejr ved at opofre den menneskelige Natur. En
saadan Sejr tjener til at
forherlige Gud og til fuldt ud at vise, at han ved
sine Løfter er mægtig til at virke i os baade at ville og at virke. Derved bliver Gud æret paa en Maade, som
han ikke kunde blive det, om vore naturlige Forhold var i Overensstemmelse
med hans Fordringer, saa at vi intet Offer vilde behøve at bringe. Medens
de nye Skabningers Tro, Indvielse
og Opofrelse i dette Liv svarer
til og blev forbilledligt fremstillet ved de aronitiske
Præster i Israel og deres Ofre, bliver de nye Skabningers fremtidige
Stilling som Præster billedligt
udmalet for os i Melkisedeks herlige Præstedømme,
hvad Apostelen klart paaviser.
Melkisedek var ikke som Præst
klædt i linnede Klæder,
naar han bragte Ofre. Han var Præst og Konge paa samme Tid, en Præst paa sin Trone. Som saadan indtog
han en højere Plads i Forbilledet end Aron; thi denne var Abrahams Søn, og Abraham selv betalte
Tiende til Melkisedek og
blev velsignet af ham, hvad Apostelen
forklarer er en forbilledlig Fremstilling af, at det lavere ofrende Præsteskab staar paa et
lavere Trin eller indtager en
ringere Stilling end det kongelige Præsteskab
i Herlighed og Ære. Melkisedek var altsaa et Forbillede paa de nye Skabninger, naar de som
Lemmer paa Kristi Legeme har begyndt
deres herlige Gerning i det
tusindaarige Rige. Da vil al Offertjeneste være tilendebragt for dem. Da skal de begynde at
regere, styre og velsigne, og de vil fuldt ud [79] blive i
Stand til at gennemføre, hvad Gud har forjættet, Velsignelsen for alle
Jordens Slægter. Gennem disse
Guds Redskaber kan alle, som vil, komme tilbage til
fuld Harmoni med Skaberen og hans Love. — 1 Mos. 22, 18; Gal. 3, 16. 29.
Jehova benytter mange
slaaende Billeder for at fremstille
den inderlige Forbindelse og Enhed mellem den enbaarne Frelser og den udvalgte Menighed, der hører ham til og nu bliver forberedt til som nye
Skabninger at være meddelagtige med ham i den guddommelige
Natur. Herren har sikkert forudset, at
de ydmyge blandt de menneskelige
Skabninger nødvendigvis maatte
have svært ved at tro, at Skaberen skulde have en
saa ubegrænset Interesse og Kærlighed til dem, at han vilde indbyde dem til at indtage den højeste Stilling
i Universet næst efter Sønnen og næst efter ham selv.
Gang paa Gang under forskellige
Billeder er dette Forhold blevet fremstillet
for ligesom fuldstændig at
tilbagevise al Tvivl og Frygt anga aende hans Trofasthed,
angaaende den himmelske Kaldelses Paalidelighed og Virkelighed. Vi vil paa. ny minde om nogle af disse Billeder.
I et af dem fremstilles Jesus som
Hovedhjørnestenen i en Pyramide
og den udvalgte Menighed som
levende Stene, der bliver draget
til ham og opbygget til ham, uddannet i Overensstemmelse med Grundtrækkene
i hans Karakter, for at de sammen med
ham kan udgøre den Bygning, Gud
er ved at oprejse nu i Evangeliets Tidsalder, og som i den kommende
Tidsalder skal velsigne Verden og forherlige Gud
og i al Evighed tjene til Guds Forherligelse. Dette
Billede staar i nøje Forbindelse med Tempelbilledet.
Der siges, at det Tempel, som
blev bygget af Salomon, var et
Forbillede paa det større aandelige Tempel,
som Gud nu
er ved at opføre. (1 Pet.
2, 5.) Der vises os, at ligesom i Forbilledet hver Bjælke
og hver Sten paa Forhaand havde
faaet sin Plads anvist og
var blevet tildannet til at passe ind paa netop dette [80] Sted,
saaledes vil det ogsaa være med den nye Skabning. Dens
Medlemmer vil hver for sig blive tilpasset
til sin bestemte Plads. Ligesom denne Fremgangsmaade
i Forbilledet gjorde det muligt, at Templet kunde opføres uden Lyd af noget Hammerslag, uden Buldren af nogen Art, saaledes vil ogsaa Menigheden,
naar den nye Skabning er
fuldendt, blive født fra de døde ved Afslutningen af Evangeliets
Tidsalder, ligesom Herren, Hovedet for Templet, i sin Opstandelse ved
Tidsalderens Begyndelse blev den førstefødte af de døde. — 1
Kong. 6, 7.
Det menneskelige Legeme
med dets forskellige Lemmer
er et andet af disse Billeder. Apostelen Paulus viser
os klart og tydeligt, at der er en lige saa nøje og inderlig
Forbindelse mellem Herren, Hovedet for Menigheden,
og de udvalgte, Lemmerne paa hans Legeme, som der er mellem det naturlige Legeme og dets Lemmer. (Rom.
12, 4. 5; 1 Kor. 12, 12.) Ligesom Hovedet
leder Legemet, tænker for det, lægger Planer for det, har Overopsyn med alle dets Anliggender og
lader dette eller hint Lem paa
Legemet bistaa de andre, saaledes har ogsaa Herren Overopsyn med sit
Legeme og sætter de forskellige
Lemmer paa Legemet, som det behager
ham. Ja,
i den Grad tager han sig af alle deres
Interesser, som søger at befæste deres Kaldelse og Udvælgelse, at han endog, saa længe de er i den
rette Hjertetilstand, ydmyge og
trofaste, vil lade alle Ting samvirke
til gode for dem, fordi de elsker Gud og er kaldet efter hans Beslutning.
Forholdet mellem Fyrsten og hans Stridsmænd, mellem
Hyrden og Faarene er andre Billeder paa det inderlige Samfund
mellem Kristus og Menigheden. Skønt
disse Billeder hver for sig giver os en dybere Forestilling om
den hellige Forbindelse, der findes mellem
den nye Skabnings Hoved og hans Brødre, Menigheden,
saa er dog vel Billedet om Brudgommen [81] og Bruden det, der klarest og mest fuldstændigt
lader os forstaa Mesterens
Interesse og Forkærlighed for os. Ja,
den enbaarne er i Sandhed en ædel Brudgom for alle dem, hvis Forstands Øjne er blevet opladt, saa
de kan se Storheden i hans
Karakter og Trofasthed. Profeten giver et slaaende Udtryk for Menighedens Følelser
overfor Herren, naar han lader den sige, at han
er »udmærket fremfor ti Tusind«. Under
Benyttelsen af det samme Billede
skriver Paulus til Menigheden
i Korinth:
»Jeg
har jo trolovet eder med
een Mand for at fremstille en ren
Jomfru for Kristus.« (2
Kor. 11, 2.) Han sigtede herved
til den Skik, som fulgtes
iblandt Jøderne ved Ægteskabers Indgaaelse, men
som er meget forskellig fra, hvad der nu er gængs over
hele Kristenheden. Nu til Dags er en Forlovelse eller
en Trolovelse blot en forsøgsvis Forbindelse, der kan ophæves, saa snart en af Parterne finder, at
den viser sig uheldig. Men det var øjensynlig Herrens Mening, at Trolovelsen blandt Jøderne skulde være
et Forbillede paa Trolovelsen mellem
Kristus, Brudgommen, og Menigheden, hans
Brud. Ifølge jødisk Skik og
Brug er Trolovelsen det virkelige Ægteskab. Ved dens Indgaaelse opsættes
der en Kontrakt, sædvanligvis skriftlig,
som indeholder en gensidig Overenskomst mellem
Brudgommens og Brudens Repræsentanter angaaende Medgift og lignende. En saadan Forbindelse ansaas for absolut bindende for Fremtiden,
skønt Bryllupsfestlighederne og den
virkelige Forening i Almindelighed
først finder Sted et Aar efter. Paa samme Maade forholder det sig med Overenskomsten mellem Herren, den himmelske Brudgom, og hans trolovede Menighed. Hverken fra hans eller vor Side drejer det
sig om en løs
Forbindelse, men om en fast og urokkelig Forening
af Hjerte, Interesse, Kærlighed og Hengivenhed.
Det vilde være en meget alvorlig Sag at ophæve denne Pagt. Om Brudgommen siger Apostelen:
[82] »Trofast
er han, som kaldte eder, han
skal ogsaa gøre det.« (I
Thess. 5, 24.) Det kommer derfor kun an paa os selv, hvilket
Udfald Sagen skal faa.
Ved den indeværende Tidsalders Afslutning kommer Herren for som
Brudgom at hente sin Brud. Men han
vil kun tage imod de kloge Jomfruer. De, der efter
at have indgaaet Pagten har været daaragtige, taabelige, idet de
ikke har levet i den nøjeste Overensstemmelse
med den, vil ikke blive agtet værdige til at blive indladt ved Brylluppet.
Døren vil blive lukket for dem,
som det vises os i Lignelsen. (Matt. 25, 1-12.)
De gaar Glip af de store Forrettigheder og Velsignelser, som
de kunde have opnaaet Adgang til, om de havde været trofaste.
Imidlertid er det os en Glæde at vide, at skønt deres Utroskab bevirker,
at de kommer ud i den store Trængsel og gaar Glip af Meddelagtighed i
Riget og i den guddommelige Natur, indbefatter dette dog ikke, at de bliver overgivet til
at leve i evig Pine. Nej, Gud
ske Tak, at hans Ord nu lyser klarere for os. De, der
befæster deres Kaldelse og Udvælgelse,
opnaar derigennem en evig Rigdom paa Lyksalighed.
Og selve det at gaa Glip af saadanne Velsignelser er en ikke ringe Straf for at have vist Ligegyldighed
overfor Pagten og for at være blevet besmittet
af Verden og dens Aand.
Skønt disse nye Skabninger
i Kristus Jesus for største Delen er blevet
udvalgt iblandt de laveste Samfundsklasser og ikke saa meget fra Overklasserne, og
skønt Verden som Følge
deraf ikke kender os, ligesom den
ikke kendte ham, saa forsikrer Skriften os ikke desto mindre om, at Gud, der ser paa. Hjertet og ikke paa
det ydre, sætter uendelig stor Pris paa de trofaste, der nu bliver udsøgt og uddannet til en Gang at udgøre
den nye Skabning. Skriften
siger ikke blot, at Gud har
Overopsyn med alle deres Anliggender, idet han lader alle Ting samvirke til gode for dem; men den forklarer ogsaa i nogen Grad, hvorledes Gud udøver [83]
dette Overopsyn
med deres Interesser, hvorledes
han vejleder
dem. Den
siger nemlig, at Englene alle er tjenende
Aander, der udsendes til Tjeneste for dem, der skal arve Frelse, og at »Herrens Engel lejrer sig trindt
omkring dem, som frygter ham, og udfrier dem«.
Den hævder endvidere, at den lille Hjords Skytsengle altid
har Adgang til Faderens Aasyn, og at billedlig talt
end ikke eet af deres Hovedhaar skal kunne krummes, uden at Faderen ved det. I fuld Overensstemmelse
med disse Forsikringer om Guds Omsorg læser vi
andetsteds i det inspirerede Ord: »Herren kender sine«,
og: »De skal være mine paa den Dag, da jeg kommer
for at indsamle
mine Juveler.« — 2 Tim. 2, 19; Mal. 3, 17,
eng. Overs.
Her vil det være paa sin
Plads at tage under Overvejelse,
hvad Herren siger til de nye Skabninger, som er
blevet kaldt til et nyt Liv: »I maa fødes paa ny.« Herren benytter den menneskelige Fødsel som et Billede paa den nye Skabnings Fødsel. Forud for den naturlige Fødsel gaar der først en Avling, derpaa
en Levendegørelse, og
endelig finder Fødselen Sted. Saaledes er det ogsaa med den nye Skabning. 1) Vi maa avles ved Ordet og ved Guds
Aand. 2) Vi maa levendegøres
ved Sandhedens Aand, som vi modtager. 3)
Hvis Udviklingsprocessen fortsætter,
hvis Guds Ord bor rigeligt og i tiltagende Grad i os,
saa vi hverken er ørkesløse eller
ufrugtbare, vil vi naa frem til
Fødselen, faa Del i den første
Opstandelse som Lemmer paa Kristi Legeme.
Senere hen (Kap.
6) skal vi nærmere omtale Opstandelsen
og den fuldstændige Forvandling
fra den jordiske til den
aandelige, den guddommelige Natur. Her vil vi blot fremsætte nogle
Enkeltheder angaaende Avlingen. Ordet
lærer os udtrykkeligt, at disse Guds Sønner
ikke bliver avlet »af Blod, ej heller af Køds Vilje, ej heller af Mands
Vilje, men af Gud«. (Joh. 1, 13.)
Apostelen paapeger ogsaa
dette, idet han, hvor han skriver om
den udvalgte Skare, de nye Skabninger, [84] og
den herlige Stilling, de er blevet kaldet til
at indtage sammen med Hovedet, Kristus Jesus, siger:
»Ingen tager
sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron.«
—
Heb. 5, 4.
Skriften skelner bestandig klart mellem de udvalgte nye
Skabninger og Menneskeslægten i Almindelighed. Vi skal kort belyse
dette ved to Tilfælde. 1) Der hvor Apostelen
taler om Verdens Genløsning, deler han Forsoningsofret
i to Dele, hvoraf den ene er for Menigheden,
den anden for Verden. Han siger
nemlig »Han er en Forsoning for
vore [Menighedens], Synder, dog
ikke alene for vore, men ogsaa for hele
Verdens.« (I
Joh. 2, 2.) 2)
Apostelen Paulus skelner mellem Menighedens
og Verdens Prøvelser og Trængsler her i Livet og ligeledes mellem den udvalgte Menigheds og Verdens Haab, idet
han siger: »Ogsaa
vi selv, som har Aandens Førstegrøde, ogsaa
vi sukker ved os selv, idet vi
forventer en Sønneudkaarelse, vort Legemes Forløsning« — Legemet,
Menigheden, hvis Hoved er Kristus, og hvis Forløsning skal finde
Sted i den første Opstandelse ved hans andet Komme. (Rom. 8,
23.) Vi, sukker ikke udadtil, som
Verden gør; thi derved, at vi er blevet
avlet af Aanden, har vi af Herren
faaet en Modgift mod denne Tids Skuffelser, Prøvelser og Vanskeligheder,
nemlig det herlige Haab og de
dyrebare Forjættelser, der er
et Anker for vor Sjæl, som naar indenfor
Forhænget. I vore forskellige Vanskeligheder og Prøvelser sørger vi ikke som de andre, der ikke har noget
Haab. I den samme Forbindelse siger Appostelen med
Henblik paa Verden og dens Haab:
»Hele Skabningen
tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.« De øvrige blandt Menneskene har kun lidet til at mildne
de Saar og Smerter, som den indeværende møjsommelige
Tid medfører, hvor de blot lærer Syndens overvættes Syndighed at
kende tillige med Straffen for den — Døden. Om Skabningens Haab
siger Apostelen,
at den »venter paa Guds Børns
Aabenbarelse«. [85]
(Rom. 8, 19. 22.) Skabningen venter ikke i Haab om
at blive af disse Guds Sønner, men længes efter de Velsignelser,
som de nye Skabninger, naar de er blevet iklædt
Herlighed og Magt i Tusindaarsiget,
ifølge Guds Forjættelse skal
bringe alle Slægterne paa Jorden.
Betingelsen for at blive
Medlem af den nye Skabning er ikke at staa i nogen jordisk Organisation, men at have Forening med Herren som Lem paa hans aandelige Legeme. Apostelen siger: »Derfor,
om nogen er i Kristus, da er han en ny
Skabning, det gamle er forbigangent,
se, det er blevet nyt.« (2 Kor. 5, 17.) For at man i det hele taget kan blive regnet som et Lem
paa Kristi Legeme, er det nødvendigt, at Viljen ganske har vendt sig bort fra det gamle, fra de Ærgerrigheder,
de Forhaabninger, den
Stolthed, den Forfængelighed og de Daarskaber, der hører
Jorden til, selv om ogsaa alt dette i
nogen Grad kan vedblive at ulejlige os, fordi det virker tiltrækkende paa Kodet. Det nye Sind er det, som
Herren anerkender som den nye Skabning. Det er
det nye Sinds Fremskridt og Udvikling, som han interesserer
sig for, og som han har lovet at belønne.
Skriften viser os klart,
at skal vi blive i Kristus, er det nødvendigt, at vi gar videre
end til blot at indvie os. Indvielsen aabner Døren
for os og bringer os i den rette
Stilling overfor Gud, den giver os Sønneudkaarelsen og gør det muligt for os at hente Styrke og
Kraft fra Guds Forjættelser.
Den medfører, at vi begynder at
udvikle de forskellige Aandens Frugter for til sidst at blive
Medarving med vor Herre
Jesus til den himmelske Herlighed. Men for at kunne bibeholde vor Stilling i Kristi
Legeme er det nødvendigt,
at vi frembringer Frugter, Beviser paa
vor Kærlighed og Hengivenhed,
som Mesteren udtrykte det i Lignelsen om Vintræet
og Grenene: »Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt,
renser [beskærer] han, for at den skal
bære mere [86] Frugt.« (Joh. 15, 2.) Naar vi er
blevet antaget af Herren som en ny Skabning i Kristus
Jesus, maa vi ogsaa i de nærmest følgende Aar vokse i Naade og Kundskab og begynde at udvikle
Aandens Frugter. Om dette ikke er Tilfældet,
vil vi forspilde vort Samfund med
ham, en anden vil indtage vor Plads blandt de udvalgte, den Krone, som oprindelig, var tiltænkt og forbeholdt
os, vil blive givet til en, der bedre forstaar at sætte Pris paa de store Forrettigheder, og som vil udvise større
Nidkærhed og Iver for at opnaa
alt det herlige, som Gud har lovet dem, der elsker ham, og som
er villige til at regne alt, hvad jordisk er,
for Skarn
og Tab mod dette at vinde Kristus — opnaa en Plads i den salvede Skare. Ikke
blot er en saaden Udvikling af Aandens
Frugter et Kendetegn paa vor Stilling
i Kristus, men det er ogsaa, som Apostelen Peter siger:
»Naar I gør dette, skal I ingen
Sinde støde an; thi saa skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og
Frelsers Jesu Kristi evige Rige.« (2 Pct. 1, 10. 11.) Dette
er, som Apostelen Paulus udtrykker det, ensbetydende med, at det
nye Sind, den nye Skabning, bliver saa fuldstændig
ligedannet med Guds Vilje, at den daglig søger
at afføre sig det gamle Menneske med dets Lyster og Begæringer. I billedlig Tale fremstiller nemlig den nye Skabning et nyt
Menneske — Kristus
som Hovedet og Menigheden som Lemmerne paa hans Legeme —
der skal undervise og opbygge
sig selv for at naa frem til Mands Modenhed i Kristus
Jesus, idet ethvert Lem for sig bliver fuldkommet og
fuldt udviklet, ikke i egen Kraft, ikke i Kødet, men
fuldkommet i ham, der er vort levende Hored, idet hans Retfærdighed
dækker over vore uforsætlige
Fejltrin.
Ved Hjælp af de fem
Sanser, Syn, Hørelse, Følelse, Lugt
og Smag dømmer Menneskene om de Ting, der
møder dem. Disse Sanser staar selvfølgelig ogsaa i den nye Skabnings Tjeneste, saa længe den har
til Huse [87] i
Lerkarret. Men disse Sanser alene er ikke fyldestgørende for den nye
Skabning. Den behøver tillige andre Sanser til at
opfatte de aandelige Ting med, idet disse
hverken kan ses, føles, smages, høres eller lugtes af den menneskelige Organisme. Ved sin hellige Aand
har Herren udfyldt dette Behov, som Apostelen erklærer: »Det sjælelige [naturlige] Menneske tager ikke imod de Ting, som hører Guds Aand til, . . . han
kan ikke erkende dem; thi de
bedømmes aandeligt. . . . Hvad intet
Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget
Menneskes Hjerte, har Gud beredt dem, som elsker ham; men os [den nye
Skabning] aabenbarede Gud det ved Aanden; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybder.« — 1
Kor. 2, 14. 9. 10.
Denne aandelige Dømmekraft
hos dem, som er blevet avlet til at være nye
Skabninger, kan man kalde en sjette
Sans, eller ogsaa kan man betragte det, som om de har faaet et fuldstændigt Sæt aandelige Sanser
svarende til deres jordiske.
Gradvist bliver deres Hjertes Øjne, deres
Forstands Øjne, optladt, saa de kan se de Ting,
som de naturlige Øjne ikke ser. Mere og mere skærpes Troens Hørelse, indtil
alle Guds dyrebare Forjættelser har faaet deres
fulde Kraft og Betydning for dem.
Efterhaanden kommer de i nærmere
Berøring med Herren, lidt efter lidt smager de,
at Herren er saare god, og efter nogen
Tids Forløb vil de kunne sætte
større Pris paa Røgelsen af de Ofre og de Bønner, som er en behagelig Vellugt for Herren. Ligesom de naturlige Sanser kan udvikles og skærpes, saaledes
kan ogsaa de aandelige det.
Og Udviklingen af de aandelige
Sanser eller i det mindste vore Bestræbelser for at faa dem udviklet er Kendetegnet paa, om vi vokser i Naade, om den nye
Skabning i Fostertilstand bliver modnet til Fødselen i Opstandelsen — indtil
vort nye Liv bliver fuldkommet i
den gluddommelige Naturs Herlighed, Ære og Udødelighed.
Hvilket Navn bør den nye Skabning kaldes med?
[88] Fra
een Side set kunde dette lyde som et højst besynderligt Spørgsmaal. Naar vi tænker paa, at Menigheden
er trolovet med Herren og altsaa er hans Brud, kunde det forekomme ejendommeligt at spørge om, hvilket
Navn den skal kaldes med. Sikkert vil intet andet
Navn passe for Bruden end Brudgommens, og det,
at man i det hele taget foreslog noget andet, vilde vise,
at man havde en aldeles fejlagtig Opfattelse af det Forhold, der bestaar
mellem Herren og hans indviede, Lemmerne
paa hans Legeme, Bruden, Lammets Hustru. Det bibelske Navn, Græsk ekklesia, det vil sige Kristi Menighed,
Kristi Legeme, synes os fuldt ud tilstrækkeligt. Skal man ønske nogen nærmere
Betegnelse, forefinder vi denne
i Udtrykket Kristi ekklesia eller
Guds ekklesia, Kristi
eller Guds Menighed. (Rom. 16, 16; Ap.
G. 20, 28.) Disse to Navne er
ensbetydende; thi Jesus Kristus og Faderen
er lige stærkt interesseret i os. Ligesom.
Menigheden er Kristi Legeme, for hvilket han er Hovedet, saaledes vil Hovedet og Legemet tilsammen komme til at udgøre Faderens Salvede, hvem det skal behage ham at lade fuldbyrde hele det store
Forsoningsværk, som det allerede er tilkendegivet i hans Ords største og dyrebare Forjættelser. Apostelen udformer
Navnet nærmere ved at betegne de troende som
»den levende Guds Menighed«, som om han derved vil stille denne Menighed, dette Legeme, dette Folk,
hvis Hoved er Kristus, i
Modsætning til alle andre Legemer
eller Systemer, der ikke paa rette Maade anerkender den samme Gud eller anerkendes af ham som hans ekklesia eller
Menighed.
Den nu saa almindelige Tilbøjelighed
til at antage andre
Navne end dem, Herren og Apostlene har givet os Anvisning paa, begyndte allerede meget tidlig at gøre sig gældende.
Ligesom mange nu til Dags vil sige:
»Jeg er Lutheraner«, »jeg er Kalvinist«, »jeg slutter mig til Wesley«, eller »jeg holder mig til
Knox«, [89] medens
de dog samtidig: alle hævder, at de hører Kristus til, saaledes ved vi
ogsaa, at det samme var Tilfældet i den
første Menighed.
Apostelen henleder nemlig vor Opmærksomhed
paa denne Omstændighed i sit første Brev
til Korinthierne (3, 4-6). Partivæsenets Aand havde i den Grad faaet Magt orer Brødrene
i Korinth, at de, som om de ikke var tilfredse med Kristi eller Guds Navn,
føjede noget menneskeligt hertil og derved kendetegnede sig som
henholdsvis paulinske, petrinske eller apollinske kristne. Apostelen
revser denne Adfærd og paapeger, at det ikke er den hellige Aand, men en
kødelig Aand, som faar dem til at
foretage denne Deling af Legemet og
slutte sig særlig til den ene eller den anden af Herrens Tjenere. Den
Bevisførelse, Apostelen benytter sig af, kunde lige saa godt anvendes paa
Forholdene nu. Naar han spørger: »Er Kristus delt?« saa mener han
dermed: »Er der mange Kristi Legemer, er der mange Kristi Menigheder,
eller er der blot een?
Hvis der blot er een, hvorfor skulde man da dele den?« »Hvad er da
Apollos, og hvad er Paulus?« De var blot Tjenere, som Menighedens Hoved
brugte til Velsignelse for Legemet — for hans ekklesia. Havde de været uvillige, kunde han
snare vel have fundet andre til at udføre
den Gerning, som de gjorde. Al Pris og Ære for den Velsignelse, som er
blevet os til Del igennem Apostlene, tilkommer først og fremmest
Menighedens Hoved, som har draget Omsorg for og tilfredsstillet sit
Legemes Behov. Dette betyder ikke, at vi ikke skal anerkende og paa rette
Maade ære alle dem, som Herren anerkender og ærer, men det betyder, at
vi absolut ikke maa anerkende dem som Hoveder for Menigheden eller maa
dele Menigheden i Sekter og Partier, idet vi bliver Menneskers Efterfølgere.
Apostlene og andre Herrens Tjenere er blevet brugt, ikke til at dele
Menigheden, men til at drage dens Medlemmer sammen, til
at forene de indviede troende endnu fastere under det ene Hoved, den ene
Herre, i den ene Tro og ved den ene Daab.
Hvad [90] mon
Apostelen vilde sige, hvis han var i Kødet nu og kunde se den bestaaende Splittelse af Menigheden i
forskellige Samfund? Han vilde
sikkert sige, at dette beviste, at der var
kommet megen Kødelighed, et stort Maal
af Verdens Aand ind i Menigheden. Det betyder ikke,
at alle de, der staar i Forbindelse med disse Systemer,
skulde være kødelige og ganske savne Herrens Aand,
men det betyder, at vi, i samme Forhold som vi er
fyldt med Herrens Aand og er blevet befriet fra det kødelige
Sind og dets Indflydelse, vil være ude
af Sympati med de Adsplittelser,
som vi ser omkring os under forskellige
sekteriske Navne. Og alt efter som vi faar
mere og mere af Herrens Aand,
vil vi blive endnu mere utilfredse
med ethvert andet Navn end vor Herres Jesu Navn, indtil vi til Slut ved Aandens Vejledning kommer dertil, at vi kun kan anerkende den ene Menighed
og det ene Medlemsforhold,
der finder sit Udtryk i Ordene: »De
førstefødtes Menighed, som er indskrevet i
Himlene.« Vi vil da kunne se, at der kun er een Maade at komme ind i denne Menighed paa, nemlig ved at blive døbt ind i Mesterens Legeme, hans ekklesia, blive
døbt til hans Død og saaledes blive forenet
med ham og de øvrige Lemmer paa hans Legeme i den samme Aand.
Det er ikke vort Formaal at faa Kristenheden til at give
Slip paa den almindelig fremherskende
Anskuelse med Hensyn til dette Spørgsmaal.
Det vilde være en langt større
Opgave, end noget Menneske kunde paatage sig at udføre. For hver
enkelt af os gælder det om at være trofast imod Brudgommen, at
afholde sig fra alt ondt og alt urigtigt
i Tro, Vandel og Sædvaner. Som
saadanne vil vi ikke ønske at blive kaldt med noget som helst
andet Navn en Brudgommens, og paa Forespørgsel
vil vi altid med Glæde vedkende os hans Navn
alene, det eneste Navn givet
under Himmelen eller iblandt Mennesker, hvorved vi kan blive frelst. I
Ydmyghed imod
Sandhedens Aand vil vi frasige os al [91] Forbindelse
med sekteriske Navne saavel som med sekteriske
Institutioner, for at vi kan staa frie i Herren. Dette
vil ikke indbefatte, at vi skal fornægte eller tage Afstand fra dem, som har Herrens
Aand, men endnu er knyttet til et
eller andet sekterisk System. Vi
har jo netop Jesu egne Ord: »Gaa ud
fra hende, mit Folk, for at I
ikke skal blive meddelagtige i hendes Synder« som Bevis for, at
der findes nogle af hans Folk i Babylon,
og at de der er i Trældorn under Misforstaaelser med
Hensyn til de sekteriske Institutioner og Navne. Vi
har blot at lade vort Lys skinne og saa for øvrigt overlade Resultaterne til Herren.
Det eneste, vi forlanger,
er blot selv at slippe for at bære
noget menneskeligt Navn, ja, i det
hele taget et hvilket
som helst Navn, der kan blive til
en Sekteller Partibetegnelse og
derved adskille nogle af Herrens
Folk fra de øvrige, som hører ham til. Vi
bør undgaa at anvende Udtryk som Kristi Menighed eller Guds
Menighed i nogen særlig Betydning som Betegnelse for særlige Trosretninger og Samfund indenfor Herrens
Folk. Langt snarere bør vi anvende og vedkende os alle de forskellige bibelske Navne: Disciple, Guds
Menighed, Kristi Menighed, den levende Guds Menighed
o. s. v. Dog vil vi ikke kunne
undgaa at blive misforstaaet i denne
Sag, og heller ikke skal vi føle os
krænket, om andre anvender særlige Betegnelser
paa os, som det nu er almindelig Skik
og Brug iblandt de kristne. De
kalder os maaske for Genoprettelsesfolk, Daggryfolk, Millennister
eller Vagttaarnsfolk. Men
vi bør ikke anerkende noget
af disse Navne, saaledes at vi anvender
det om os selv. Ydmyghedens, Sagtmodighedens, Fredens og Kærlighedens Aand vil imidlertid faa os til ikke at føle os krænket
over, at der bruges saadanne Navne
om os. Vi maa antage, at det ikke sker ifølge noget daarligt Motiv, eller at
det i hvert Fald ikke gøres
af Ondskabsfuldhed. Derfor bør vi ved saadanne Lejligheder svare venligt og ikke [92] udfordrende.
Vi har Lov til at vise,
at vi saare vel forstaar, at det er os,
man mener, men kan ogsaa tillige kort
og venligt tilkendegive, at i foretrækker ikke at benævnes med noget Sekt eller Partinavn, men at gaa under Betegnelsen kristne i
dens fuldeste og mest udstrakte
Betydning, idet vi ikke anerkender noget andet Hoved end vor Herre Jesus Kristus og ikke nogen anden Organisation end den, han indstiftede, den
levende Guds ene Menighed, Kristi ekklesia, eller
Legeme, der er indskrevet i Himlene.
Himmelsk Kærlighed og Glæde
sendte du fra oven med!
Du i os har taget Sæde,
kroner os med Kærlighed.
Du er fuld af Medynk,
Fader,
elsker helt og uden Skrømt.
Al vor Skyld du os forlader
og os vogter, o, saa ømt.
Gør din nye Skabning færdig,
ren og pletfri lad den staa,
til din skønne Gerning værdig —
stor er Æren, du vil faa. —
Maa vi mere helliggøres,
og Forvandling i os ske,
indtil dit »Vel gjort!«
skal høres,
og dit Aasyn vi maa se.
