Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 4

FORUDBESTEMMELSEN AF DEN NYE SKABNING.

Udvælgelse i Almindelighed. — Den rigtige Tanke. — Ingen Uret er begaaet mod de ikke-udvalgte. — Forskellige Betydninger af Udtrykket »de udvalgte«. — »Der er Synd til Døden.« — »Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.« — Den store Skare. — Deres Klæder tvættet i Lammets Blod. — Vintræet og Grenene. — Forskellige Udvælgelser i Fortiden. — Ingen af disse var varige. — Jakob og Esau som Forbilleder. — »Jakob elskede jeg, Esau hadede jeg.« — Farao. — »Netop derfor lod jeg dig fremstaa.« — Gud tvinger aldrig den menneskelige Vilje. — Farao var ingen Undtagelse herfra. — Gud forhærdede Faraos Hjerte. — Udvælgelsen af Israels Folk. — »Hvad er da Jødens Fortrin?« — Udvælgelsen af den nye Skabning. — »Af Naade er I frelste.« — »Kongens egne« som en Illustration. — Forud­bestemt til at blive ligedannet med hans Søns Billede. — »De, som efter hans Beslutning er kaldet.« — De kaldedes Egenskaber og Ejendommeligheder. — »Hvis Gud er for os.« — Omskrivning af Apostelens Bevisførelse. — Om at befæste vor Kaldelse og Udvælgelse. — Løbet paa Banen. — Om at blive staaende ved Maalet. — »Vi kender eders Udvælgelse.«

UDVÆLGELSESLÆREN, som den i Almindelighed bliver forstaaet, er meget frastødende. Den forudsætter, at der skulde være Partiskhed og Uretfærdighed hos Gud. Dette skyldes, at Guds Ord angaaende denne Sag er blevet saa sørgeligt misforstaaet. Enhver maa indrømme, at den Udvælgelse, Bibelen virkelig lærer, og som vi her vil bestræbe os for at klarlægge, er noget af det herligste af, hvad Bibelen indeholder. Denne Udvælgelse er ikke alene grundlagt paa Naade, men tillige paa den strengeste Retfærdighed, Ligelighed og Upartiskhed. Den urigtige Udvælgelseslære gaar i faa Ord ud paa følgende: Gud, der havde fordømt hele Menneskeslægten til evig Pine, besluttede at frelse en lille Hjord, men lade den store Mængde komme i den usigelige Elendighed, hvortil [182] Gud i sin Forudviden havde bestemt den før Menneskets Skabelse. Westminsterbekendelsen, der giver det bedste Udtryk for denne urigtige Opfattelse, siger afgjort, at man ikke maa mene, at den udvalgte lille Hjord bliver frelst ifølge nogen egen Værdighed eller Fortjeneste, men udelukkende paa Grund af Guds bestemmende Vilje.

Bibelens Lære om Udvælgelsen gaar i stik modsat Retning, hvad vi vil forsøge at vise. Døden (ikke evigt Liv i Pine) var den Straf, som hele Slægten blev idømt paa Grund af det ene Menneskes Ulydighed. Guds Naade blev da aabenbaret i Kristus Jesus, idet han blev en Soning for vore (Menighedens) og for hele Verdens Synder. (1 Joh. 2, 2.) Gud havde bestemt, at hans enbaarne Søn skulde faa den Forret at genløse Menneskeslægten ved at udgive sit eget Liv for den, og at han som Belønning derfor skulde ophøjes til Delagtighed i den guddommelige Natur (se Bind V, Kap. 5), samt at han til Slut skulde velsigne alle Jordens Slægter ved at opvække dem fra Dødens Søvn, give dem Kundskab om Sandheden og hjælpe de villige og lydige frem til det menneskelige Livs Fuldkommenhed, ja, til endnu herligere Tilstande end dem, der havde hersket i Eden.

Gud havde ogsaa fastsat, at et bestemt Antal skulde være Medarvinger med den enbaarne til den nye Skabnings Ære, Hæder og Uforkrænkelighed og hans Medhjælpere til at genoprette Menneskene. Disse Medarvinger kaldes i Skriften »hellige«. Hensigten med Evangeliets Tidsalder har ikke været at velsigne og genoprette Verden, men derimod den at udtage fra Verden en lille Hjord til at være Guds udvalgte, hvem der skulde gives Lejlighed til at befæste deres Kaldelse og Udvælgelse ved at bevare deres Tro, Kærlighed og Lydighed. (2 Pet. 1, 10.) Men denne Udvælgelse af den lille Hjord kan paa ingen Maade skade de ikkeudvalgte. De bliver ikke straffet, fordi de er blevet forbigaaet. [183] Naar, der i et Land bliver valgt nogle Mænd ind i Regeringen, sker der ikke af den Grund nogen Uret eller Fortræd mod Folkets Masser, som ikke er blevet valgt. Valget finder kun Sted, for at de Personer, som er skikkede dertil, kan faa Lejlighed til at fremme hele Folkets Vel ved en god og retfærdig Lovgivning og Styrelse. Saaledes vil ogsaa Guds Valg blive til Gavn og ikke til Skade for dem, der ikke er blevet udvalgt; thi de udvalgte skal i Tusindaarsriget være Konger, Dommere og Præster, og ved deres Styrelse skal alle Jordens Slægter blive velsignet.

I Skriften synes Betegnelsen »de udvalgte« at blive anvendt i to lidt forskellige Betydninger. For det første bruges den om alle dem, som indvier sig til Gud, men som endnu ikke har befæstet deres Kaldelse og Udvælgelse. De faar deres Navne indført i Lammets Livets Bog og faar en Krone reserveret. Men hvis de falder fra og bliver utro, bliver deres Navne udslettet, og Kronerne givet til andre. (Aab. 3, 5. 11.) De ophører da at være udvalgte. For det andet synes Benævnelsen at være brugt i en særlig Betydning om dem, som til sidst opnaar den Sejrsløn, Gud har lovet de trofaste i Evangeliets Tidsalder, hvilke befæster deres Kaldelse og Udvælgelse ved indtil Døden at være tro mod de stillede Betingelser.

Skriften taler om to Klasser, som ikke befæster deres Kaldelse og Udvælgelse. Den ene af dem — vi tror ikke, den er meget talrig — mister alt i den anden  Død. Om deres Synd, som hører hertil, læser vi: »Der er Synd til Døden, for den siger jeg ikke, at han skal bede.« (1 Joh. 5, 16.) Det er fuldstændig unyttigt at bede om eller haabe paa noget for dem, som begaar, Synden til Døden. Skriften kalder dette Bespottelse mod Guds hellige Aand. Det er ikke nogen Synd, der begaas i Uvidenhed eller Uforsætlighed, men en saadan, som man i hvert Fald fra Begyndelsen klart nok forstod var Synd og alligevel med Vidende og Vilje begik, [184] indtil man til sidst faldt som et Offer for groft Selvbedrag, idet man af Herren som genstridig blev overgivet til den Vildfarelse, man foretrak fremfor Sandheden. — 2 Thess. 2, 10-12.

Peter og Judas taler om disse. (Jud. 11-16; 2 Pet. 2, 10-22.) De hørte engang med til den udvalgte Menighed. Ingen af dem tilhørte Verden; thi dens Doms eller Prøvetid kommer først med Tusindaarsrigets Tidsalder. I Stedet for at vandre efter Aanden i Jesu Fodspor paa Selvopofrelsens Vej, »vandrer de efter deres Begæringer, og deres Mund taler overmodige Ord, medens de for Fordels Skyld viser Beundring for Personer«. (Jud. 16.) De søger at behage Mennesker, naar det kan bringe dem selv Fordel. Men de er kommet langt bort fra at fuldbyrde deres Offerpagt lige til Døden. Peters Beskrivelse af dem er endnu tydeligere. Han siger, at de, »efter at de har undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelsen af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lader sig indvikle deri og overvindes«, ligesom »Hunden vender sig om til sit eget Spy og den toede So til at vælte sig i Sølen«. Han sammenligner dem med Bileam, der for jordisk Vindings Skyld forlod Retfærdighedens Vej. Peters Ord viser os, at de, der hører til denne Klasse, først og fremmest findes iblandt Menighedens Lærere særlig i Slutningen af Tidsalderen, og at deres Synd for en Del bestaar i, at de »taler ilde om værdige« (eng. Overs.) — foragter saadanne, som Gud har hædret og »sat i Menigheden«. — 2 Pet. 2, 1. 10. 15. 20. 22.

I Hebræerbrevet forefinder vi to Beskrivelser af dem, der falder fra, efter at de har hørt med til de udvalgte. Paa det første Sted (6, 4-9) taler Apostelen om saadanne, som efter een Gang at være blevet oplyst og have smagt den himmelske Gave, som efter at være blevet delagtig i den hellige Aand og have smagt den kommende Verdens Kræfter, altsaa efter at være blevet antaget [185] som Medlemmer af den udvalgte Skare, alligevel henfalder til Synd — ikke paa Grund af Kødets uundgaaelige Svagheder og Modstanderens Besnærelser, men ved med Vidende og Vilje at afvige fra Retfærdighedens Vej. Apostelen siger, at det er umuligt, at saadanne kan fornyes til Omvendelse. De har allerede faaet deres Del i de Goder, som Jesus ved sit Sonoffer sikrede alle; men de har ringeagtet Guds Naade. De har opbrugt og misbrugt deres Andel af Forsoningen. Der er ikke mere tilbage for dem. Da de har gjort dette forsætligt, vil alle Formaninger om at øve Retfærdighed være uden Virkning paa dem.

Paa det andet Sted (Heb. 10, 26. 27. 31) taler Apostelen øjensynlig om en anden Skare frafaldne, der vel ikke hengiver sig til aabenlys Synd og Ugudelighed, men falder bort fra den Tro, hvorved de blev retfærdiggjort, og hvis Fastholden er en Betingelse for Samfund med Gud. I begge Tilfælde er det Forsætligheden, der udgør det skæbnesvangre i Overtrædelsen. »Thi synder vi med Vilje efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse [efter at Kristus ved Guds Naade er blevet os Visdom, Retfærdiggørelse og Helliggørelse], er der intet Offer mere tilbage for Synder.« Det Offer, Jesus bragte, var for Adams Synd og for de nedarvede Svagheder i os, hans Børn. Jesus erlagde ingen Genløsningsbetaling for den Skyld, som vi paa drager os forsætligt. Synder vi derfor med Vilje, saa findes der ingen Del af Kristi Fortjeneste tilovers, som kan dække over saadanne forsætlige Overtrædelser. Vi maa selv lide Straffen for vore forsætlige Synder. Og er de blevet begaaet med fuldt Overlæg og Forsæt, efter at vi har faaet en klar Forstaaelse af vor Stilling og vort Forhold til Herren, og uden at Svagheder eller Fristelser spillede nogen Rolle derved, vil de være Synder til Døden, den anden Død. Da er alt Haab ude. Tilbage staar kun en frygtelig Forventelse [186] af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære alle Guds Modstandere, alle dem, som forsætligt modsætter sig ham og hans Retfærdighed, og som ringeagter den Genløsning, der er i Kristus Jesus, vor Herre.

I det 29. Vers synes Apostelen at sigte til dem, som efter at have forstaaet Kristi Forsonings- værk ringeagter det dyrebare Blod, som beseglede Pagten, og derved forhaaner Naadens Aand, den Guds Naade, hvorved Forsoningen og Forligelsen blev tilvejebragt i Genløseren. De, der foragtede Moses og den Lov, han stod som Mellemmand for, maatte uden Barmhjertighed dø, selv om det ikke var for evigt. Men de, der foragter den modbilledlige Moses og den Pagt, der er beseglet med hans Blod, de, der saaledes foragter Gud, som traf denne Foranstaltning til Bedste for dem, vil hjemfalde til en strengere Straf end den, der kommer over Lovpagtens Overtrædere. Denne Straf, den anden Død, bliver strengere derved, at der ikke findes nogen Opstandelse fra den. Intet Under, at Apostelen formaner os til at være paa Vagt, saa at vi ikke forkaster Guds Naades Foranstaltninger. At stille sig selv udenfor den Beskyttelse, vi har i Jesus, vor Talsmand, vil være det samme som at stille sig blot overfor den guddommelige Retfærdigheds fortærende Ild. Thi Faderen, den store Dommer, som ikke kan bære over med nogen Synd, har kun een Vej, ad hvilken han kan vise Barmhjertighed mod Syndere, nemlig den Genløsning, som er i Kristus Jesus, vor Herre.

Den store Skare.

Som allerede antydet findes der, foruden dem, som gaar i den anden Død, en anden Klasse indviede, som ikke befæster deres Kaldelse og Udvælgelse. Det er dem, som vel ikke forsætligt hengiver sig til Synd og store Udsvævelser, og som ikke fornægter Fortjenesten af det dyrebare Blod. De gaar ikke i den anden Død. [187] Vi har allerede omtalt dem som den store Skare, der vil komme ud af den store Trængsel efter at have faaet Klæderne gjort hvide og tvættet i Lammets Blod. De opnaar den aandelige Natur; de bliver rigt velsignet og faar Lov som Gæster at være nærværende ved Lammets Bryllupsnadver. Men de gaar Glip, af den store Sejrsløn, som kun er for de udvalgte, de trofaste, der med Glæde og af hele Hjertet følger i Jesu Fodspor. (Aab. 7.) De mister deres Plads blandt de udvalgte, fordi de ikke har tilstrækkelig Nidkærhed for Herren, Sandheden og Brødrene. De lader timelige Bekymringer tynge sig. Da de imidlertid i Hjertet har været tro mod Genløseren og har holdt fast ved Troen paa det dyrebare Blod, vil Jesus, deres Frelses Ophavsmand, som leder de udvalgte til Herligheden ad den frivillige Opofrelsens Vej, føre denne store Skare til en aandelig Stilling, til Fuldkommenhed som Aandevæsener paa et ringere Plan. De har jo sat deres Lid til ham og har ikke fornægtet hans Navn eller hans Gerning.

Jesus sigter til den udvalgte Menighed, den nye Skabning, naar han i Lignelsen om Vintræet siger, at han er Vintræet og hans trofaste Efterfølgere, som vandrer i hans Fodspor, Grenene. Han viser, at Grenene ikke vil blive fritaget for Prøver og Vanskeligheder, men at Faderen, den store Vingaardsmand, tværtimod vil sørge for, at vor Tro, Taalmodighed og Hengivenhed bliver prøvet, for at vi derved kan blive renset og faa vort Hjerte løsrevet fra Ting i denne Verden samt de Forhaabninger, der knytter sig til dem. Dette er nødvendigt, for at vi kan frembringe desto rigere Aandens Frugter, Sagtmodighed, Taalmodighed, Mildhed, Langmodighed, Broderkærlighed, Kærlighed. Disse Egenskaber maa findes hos os og udvikles mere og mere, for at vi som nye Skabninger kan faa en rigelig Indgang i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi evige Rige. — 2 Pet. 1, 11

[188] Herren siger os, at det ikke er tilstrækkeligt, at vi bliver Grene paa det sande Vintræ. Vintræets Aand — det Sindelag, som er Betingelsen for at kunne bære Vintræets Frugt — maa findes i vort Hjerte. Derfor tillader Vingaardsmanden os i en passende Tid at være Grene paa Vintræet, for at han kan se, om vi viser Tegn til at ville frembringe den rette Frugt. Finder han ikke dette, vil han dog ikke straks forkaste os som uskikkede. Heller ikke venter han at finde modne Druer paa en ny Gren, nej, ikke engang grønne Frugter. Han ser først efter Tegnene paa en begyndende Frugtdannelse, derefter venter han, at der skal komme Blomster, saa grønne og til sidst fuldmodne Druer. Vingaardsmanden har megen Taalmodighed. Han giver Grenene rigelig Tid til at udvikle Frugten. Men viser der sig slet intet Tegn paa denne, afskærer han den ufrugtbare Gren som en Snylter, der kun suger Vintræets Kraft og Saft til sig for selv at kunne vokse og ikke for at frembringe den forønskede Frugt. Saaledes viser Herren os tydeligt, at vi maa befæste vor Kaldelse og Udvælgelse for at frembringe Hellighedens Frugter, hvis vi vil opnaa Lønnen, det evige Liv.

Forskellige Udvælgelser i den forgangne Tid.

Lad os se paa nogle andre Udvælgelser, som Skriften omtaler, for at vort Syn paa denne Sag kan blive klarere, før vi gaar over til at betragte den Udvælgelse, som vi har særlig Interesse af, nemlig Udvælgelsen af den nye Skabning. Vi maa skarpt skelne mellem disse Udvælgelser, der fandt Sted før Jesu første Komme, og Udvælgelsen af den nye Skabning under ham som Hoved, Herre, Leder o. s. v. Der siges til denne sidste Klasse: »I blev kaldet til eet Haab i eders Kaldelse«; medens de tidligere Udvælgelser havde forskellige Øjemed. Abraham blev udvalgt til at være Forbillede paa Jehova, hans Hustru Sara til at være [189] Forbillede paa Abrahamspagten, gennem hvilken Messias skulde komme, Trælkvinden Hagar til at være Forbillede paa Lovpagten og hans Søn, Ismael, til at være Forbillede paa Israel efter Kødet. Skønt Ismael var født først, skulde han dog ikke arve med Isak, Forjættelsens Søn. Isak blev udtaget til at være Forbillede paa Kristus, og hans Hustru, Rebekka, til at være Forbillede paa Bruden, Lammets Hustru. Abrahams Tjener blev valgt til at være Forbillede paa den hellige Aand, der skulde kalde og hjælpe Menigheden, Bruden, og til sidst føre hende og Jomfruerne, hendes Veninder, frem for Brudgommen.

Disse Udvælgelser havde ikke noget at gøre med de udvalgtes evige Fremtid. Dog kan vi gaa ud fra, at de Ofre, de maatte bringe i deres Egenskab af Forbilleder, fuldt ud blev opvejet af de timelige Goder, Herren skænkede dem, og at de fik desto større Trøst og Glæde, jo mere deres Sind kom i Overensstemmelse med Guds Plan. Der, hvor Paulus taler om Udvælgelsen (Rom. 9-11), søger han at bevise, at der ikke blev begaaet nogen Uretfærdighed mod Israel efter Kødet, ved at Gud vendte sig til Hedningerne for af dem at udtage Resten af den udvalgte nye Skabning. Han paaviser, at den Almægtige har fuld Frihed til at skænke sin Gunst og sine Gaver til hvem, han vil. Gud skænkede Israel som Nation visse Forrettigheder, og det samme gjorde han overfor nogle af Fædrene som enkelte Personer, idet han brugte dem som Forbilleder og derfor særlig velsignede dem. Men han var ingenlunde forpligtet til vedblivende at lade Israel beholde disse Forrettigheder og udelukke andre derfra, som ikke var mindre værdige. Tværtimod var det ganske rimeligt, at Herren tog sine Begunstigelser tilbage fra dem, som ikke benyttede sig deraf, og overlod dem til andre.

Desuden vilde Apostelen vise os, at Herren i For­vejen vidste, hvad Resultatet af hans Gunstbevisninger [190] mod de naturlige Israelitter vilde blive, nemlig at de — med Undtagelse af en »Levning«  (Rom. 9, 27-32) — efter at have nydt Velsignelserne dog ikke vilde være i den rette Tilstand til at modtage den største Velsignelse, Sejrsprisen fra det høje, som Medlemmer af den nye Skabning. For at belyse dette henleder Apostelen Opmærksomheden paa Isaks to Sønner og viser os, at Gud ved at foretage et vilkaarligt Valg mellem Esau og Jakob tilkendegav, at han vidste, hvorledes Forholdene vilde blive Aarhundreder derefter. Herren gjorde Jakob og Esau til Forbilleder, den første paa de trofaste, den nye Skabning, den sidste paa det naturlige Israel, der foretrak jordiske Goder for de himmelske Privilegier. Det var sikkert til Velsignelse for Jakob, at han blev udvalgt til at være et Forbillede paa Sejrvinderne, selv om det kostede ham noget. Esaus Udvælgelse til at være Forbillede paa den Klasse, som foretrækker det jordiske fremfor det himmelske, blev heller ikke til Skade for ham. Det medførte hverken evig Pine i det kommende eller Lidelse i det nærværende for ham. I Lighed med mange verdslige Mennesker nu til Dags kunde han nyde jordiske Goder, som Herren i sin Naade holder tilbage fra de udvalgte nye Skabninger, fordi de ikke vilde være til Gavn for deres aandelige Velfærd. Jakob maatte ogsaa undvære visse jordiske Velsignelser, for at han i dette kunde være et Forbillede paa den udvalgte Klasse. Men paa den anden Side erfarede han megen Glæde og Velsignelse, som Esau ikke kendte noget til og heller ikke vilde have sat Pris paa, ligesom den nye Skabning nu midt under denne Tids Prøvelser og Vanskeligheder kan nyde en Fred, Glæde og Velsignelse, som Verden ikke kender.

Herrens Erklæring: » Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg« (Rom. 9, 13) er for mange »haard Tale«, fordi Ordet »hadede« synes at indbefatte en Modvilje fra Guds Side, som efter menneskelig Forstand at [191] dømme ikke vilde være berettiget, særlig i Betragtning af at dette »Had« gjorde sig gældende, allerede før Esau endnu »havde gjort noget godt eller ondt«. Ved Udtrykket »hade« forstaas der øjensynlig her ligesom i 5 Mos. 21, 15-17 at elske mindre. Tanken er den, at Jakob blev mere begunstiget af Herren end Esau, hvorved de to blev Forbilleder, henholdsvis paa det aandelige og det naturlige Israel. Den Gunst, Gud viste det naturlige Israel (Esau), var mindre end den, han viste det aandelige Israel (Jakob), som blev til senere. Saaledes set er det omtalte Vers i fuld Harmoni med den øvrige Skrift.

»Netop derfor lod jeg dig fremstaa.«

For at bevise, at Herren altid har gjort sin Magt og Myndighed gældende i Menneskenes Anliggender, og at han har Ret dertil, omtaler Paulus den Farao, som sad paa Ægyptens Trone, da Israel blev befriet. Han citerer Guds Budskab til Farao gennem Moses: »Derfor har jeg ladet dig staa, for at lade dig se min Magt, for at man skal fortælle om mit Navn over hele Jorden.« (2 Mos. 9, 16.) »Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden; saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.« — Rom. 9, 17. 18.

For nogen Tid siden gav den franske Regering sin Billigelse til, at nogle dødsdømte Fanger blev anvendt til videnskabelige Undersøgelser, hvorved man ønskede at finde ud af, hvor stor Indflydelse Frygten kan udøve paa Mennesker. En af de dødsdømte blev indsat i en Celle, om hvilken man fortalte ham, at en Fange Natten i Forvejen var død der af sorte Kopper. Man tilføjede, at han sandsynligvis selv vilde dø af samme Sygdom inden næste Morgen. Denne Forudsigelse gik virkelig i Opfyldelse, skønt der slet ingen Koppepatient havde været i Cellen. Man bandt en anden af Fangerne [192] for Øjnene og lod ham stikke Armen gennem en tynd Væg, hvorpaa man meddelte ham, at han skulde dø af Forblødning, for at Videnskabsmændene kunde konstatere, hvor lang Tid det vilde vare, før Døden indtraadte ved Aabning af en Blodaare i Armen. Imidlertid gav man ham kun en ubetydelig Rift, saa at han mistede nogle faa Draaber Blod; men man ordnede det saaledes, at han stadig kunde føle noget varmt Vand løbe ned over Armen og høre, hvorledes Draaberne faldt fra Fingrene ned i et Kar. Efter faa Timers Forløb døde han. Det vilde ikke kunne forsvares at behandle lovlydige Borgere paa denne Maade. Men ingen kunde med Rette indvende noget mod denne Fremgangsmaade, naar det gjaldt Mennesker, som allerede lovligt var dømte til Døden. Saaledes forholder det sig ogsaa med Herrens Handlemaade over­for Menneskeslægten. Hvis Menneskene havde været lydige mod Gud, vilde de ikke være kommet ind under Dødsdommen. Ifølge Guds Lov vilde de saa have siddet inde med Rettigheder, som de ikke nu har. Som Slægt betragtet blev vi alle som Syndere dømt til Døden. (Rom. 5, 12.) Og det har behaget Herren at vise de forskellige Straffanger sin Magt og Visdom paa forskellige Maader. Saaledes fik Israelitterne Befaling til at udrydde Amalekitterne, Hetitterne og Kanaanitterne, hvorved Israel blev et Forbillede paa den herliggjorte Menighed, medens deres Fjender blev Forbilleder paa de forsætlige Syndere og Modstandere af Retfærdigheden i den kommende Tidsalder. De samme Principper ser vi belyst ved Ødelæggelsen af Sodoma og Jeriko, ved de Pestplager, der kom over Israelitterne, ved Ussas Død, da han udstrakte sin Haand for at støtte Arken og derved viste Ringeagt for dens Hellighed samt for Herrens Befaling.

Anvendelsen af Farao som Eksempel og Forbillede, de forskellige Plager, der kom over Ægypterne, der­under indbefattet Udryddelsen af alle førstefødte [193] iblandt Mennesker og Kvæg, og endelig den ægyptiske Hærs Undergang i det røde Hav foregik altsammen i Overensstemmelse med det samme Princip; thi som Efterkommere af Adam var Ægypterne allerede i Forvejen dømt til Døden. Følgelig kunde Gud uden at begaa den ringeste Uretfærdighed imod dem behandle dem som dødsdømte, for at han kunde herliggøre sit Navn og vise sin Magt til at udfri det forbilledlige Israel. Paa den anden Side brugte Gud nogle af de dødsdømte (f. Eks. Abraham og Moses) som Forbilleder paa det gode, han nu i en nær Fremtid vil tilvejebringe, uden dog derfor at udfri vedkommende fra Dødsdommen. Denne Gerning overlod han til Genløseren Jesus Kristus.

Vi har nu klart set, at Gud udøver den højeste Myndighed over sine dødsdømte Skabninger, og at han ud fra dette har ladet nogle gennemgaa een Erfaring og andre en anden, idet disse Erfaringer, som Apostelen paapeger, var bestemt til at være Forbilleder paa Guds Fremgangsmaade ved Udvælgelsen af den nye Skabning. Derpaa vil vi søge at komme til Forstaaelsen af, at Gud ikke ved nogen Udvælgelse har øvet Tvang imod den menneskelige Vilje. En saadan Tvang vilde nemlig være uforenelig med Guds Plan. Naar han udvalgte Abraham, Isak, Jakob og Moses til at være Forbilleder, var det, fordi disse Menneskers Sind paa det nærmeste var i Overensstemmelse med hans Planer. Han gjorde ikke noget for at tvinge deres Vilje til Overensstemmelse med hans egen. Paa samme Maade anvendte han andre Mennesker som f. Eks. Ismael, Esau, Kanaanitterne, Sodomitterne, Ægypterne som andre Forbilleder, blot ved at benytte deres naturlige Tilbøjeligheder. Gud tvang lige saa lidt disse sidste til at gøre det onde, som han tvang de førstnævnte til at være i Overensstemmelse med sin Vilje. Herren handlede med hver af disse Klasser ud fra deres naturlige Anlæg.

[194] Naar vi altsaa læser: »Netop derfor lod jeg dig [Farao] fremstaa«, maa vi ikke opfatte dette, som om Gud havde skabt en ond Karakter i Farao, eller at han havde tvunget ham til at være slet. Vi maa derimod forstaa det saaledes, at Gud blandt de forskellige Arvinger til Ægyptens Trone lod netop denne fremstaa, komme til Magten (muligvis ved at lade de andre dø), fordi han var en saadan halsstarrig Mand, at hans haardnakkede Modstand mod Gud og Israel med Rette kunde medføre de ti Plager, som Gud havde forudbestemt, ikke alene som et Tegn paa sin Begunstigelse af Israel og sin Troskab mod Løfterne til Abraham, Isak og Jakob, men ogsaa som Forbilleder paa de Plager, hvormed denne Tidsalder ender — de tre første og »de syv sidste Plager«. — Aab. 15, 1.

Der er i denne Forbindelse særlig et Udtryk, som forvirrer mange, nemlig dette, at »Herren forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke vilde lade Folket fare«. Dette kan ved en overfladisk Betragtning synes at modsige, hvad vi lige har fremholdt, nemlig at Gud ikke tvinger den menneskelige Vilje. I Virkeligheden er der dog ingen Uoverensstemmelse til Stede, tror vi. Hvorledes forhærdede nemlig Herren Faraos Hjerte? Hvad var det i Guds Handlemaade med Farao, som udøvede en forhærdende Indflydelse paa denne? Jo, Gud viste Godhed og Barmhjertighed imod Farao, saa han hørte paa hans Bønner og tog imod hans Løfter. Hvis Gud havde ladet den første Plage vedvare, indtil Israel var sluppet fri, saa vilde det have været nok med den første Plage. Men hver Gang Gud tog en Plage bort, tænkte Farao, at nu var det forbi, og at der maaske ikke mere vilde komme noget saadant. Derved førte Guds Godhed ham til stadig større Modstand. Vi ser saaledes, at Faraos Vilje var fuldstændig fri, og at Gud ikke havde noget Ansvar for sin Modstanders onde Gerninger. Alt Guds Værk er fuldkomment, ogsaa i det Tilfælde, hvor Guds Godhed, som burde lede [195] Menneskene til Bedring, paa Grund af de nuværende Tilstandes Ufuldkommenhed har den modsatte Indflydelse paa dem.

Udvælgelsen af Israels Folk.

Alle kristne, som kender deres Bibel, er enige om, at Gud udvalgte Israel iblandt alle værdige Nationer til at være hans Folk som Forbillede paa det aandelige Israel. Ved Profeten Amos (3, 2) siger Gud til Israel: »Kun eder har jeg kendt blandt alle Jordens Slægter.« Ved Esajas (45,4) siger han til Perserkongen Kyrus, som gav Israel Tilladelse til at vende tilbage fra Fangenskabet: »For Jakobs, min Tjeners, og for Israels, min udvalgtes, Skyld, kaldte jeg dig ved Navn.« Endskønt man i dette Udsagn kan se en forbilledlig Hentydning til Kristus og det aandelige Israels Udfrielse fra det modbilledlige Babylon, modsiger dette dog ikke den Kendsgerning, at det forbilledlige Israel her kaldes for »udvalgt«. I Romerbrevet (Kap. 9-11) viser Paulus tydeligt, at Israel efter Kødet en Tid lang som Guds forbilledligt udvalgte Folk var Genstand for Guds Gunst, skønt Herren i Forvejen vidste og forkyndte, at det vilde blive nedstødt fra sin særlige begunstigede Stilling, og at et andet Folk, det aandelige Israel, skulde indtage denne, saaledes som det forbilledligt blev belyst ved Jakobs Udvælgelse.

Apostelen viser, hvorledes Israel som det af Gud begunstigede eller udvalgte Folk for en Tid havde mange Fortrin fremfor alle andre Nationer, idet Guds Ord var det betroet. Israelitterne var naturlige Grene paa Olietræet. Gud afbrød kun dem, der ikke var i Overensstemmelse med Løftets Rod og med Stammen, som forbilledligt blev fremstillet ved Abraham, Isak og Jakob. »Det Israel søgte efter, har det ikke opnaaet, men Udvalget [de værdige — Joh. 1, 12. 13] har opnaaet det; de øvrige derimod blev forhærdet.« Endskønt hele Nationen oprindelig var udvalgt til at [196] være Genstand for Guds højeste Gunst, havde dog kun de trofaste i den et saadant Sind, at de kunde blive aandelige Israelitter, da Tiden kom dertil. Disse var udvalgt indenfor Nationen; ved Tidsalderens Slutning blev de agtet værdige til at overgaa til den nye, højere Husholdning, til at overgaa fra Tjenernes til Sønnernes Hus. (Heb. 3, 5; Joh. 1, 12.) Vi, som af Naturen var Hedninger og ikke havde Del med det forbilledlige Isræl i Pagterne med deres Forjættelser, har nu ved Guds Naade faaet Lejlighed til at udvikle Tro og Lydighed i Lighed med Abraham, til at blive regnet som Kristi Brud, Abrahams virkelige Sæd, idet vi indtager de afbrudte Grenes Plads i Guds oprindelige Plan og derved ogsaa opnaar de Forjættelser, som er knyttet til disse Pagter. Vel er de afbrudte Grene i Løbet af denne Tidsalder blevet behandlet som Fjender; men for Fædrenes Skyld er de dog elsket; »thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke«. — Rom. 11, 29.

Udvælgelsen af den nye Skabning.

Efter at vi nu har faaet nogen Kundskab om Udvælgelserne i Fortiden og har set, at disse for en stor Del var Forbilleder paa Guds Udvælgelse af den nye Skabning, kommer vi til dette som den vigtigste Del af vort Emne. Vi har allerede set, at denne Udvælgelse ikke vil blive til Skade for de ikkeudvalgte, men tværtimod til Velsignelse for dem i sin Tid. I den Forbindelse kan vi tilføje, at hverken Retfærdighed eller Kærlighed kunde have noget at indvende imod, at der blev vist nogle en særlig Gunst, som ikke blev andre til Del, selv om saa ikke disse begunstigede var bestemt til at være Redskaber, hvorigennem en Velsignelse skulde tilføres de ikke begunstigede. At vise Naade eller Gunst imod nogle er at gøre mere, end Retfærdigheden kræver. De udvalgte omtales overalt i Skriften som »benaadet« eller begunstiget. »Af Naade er I frelste.« Dette og lignende Skriftsteder [197] giver os tydeligt at forstaa, at den Almægtige ikke var forpligtet til at befri nogen af Adams Efterkommere fra Dødsdommen eller at give nogen Lejlighed til at vinde det evige Liv. Langt mindre kan da Gud være forpligtet til at kalde nogle af sine faldne Skabninger med Kaldet herovenfra til at blive Medlemmer af den nye Skabning. Dette er altsammen »Naade over Naade«, Gunst paa Gunst. Enhver, som ikke klart forstaar dette, vil aldrig ret kunne værdsætte det, som gaar for sig i denne Tidsalder.

Apostelen Peter siger, at Menigheden er »udvalgt efter Gud Faders Forudviden«; men han tilføjer straks: »Ved Aandens Helligelse til Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod.« (1 Pet. 1, 2.) Dette betyder, at Gud forudsaa eller forudkendte de nye Skabninger som en Klasse, at han, førend de var kommet til Verden, havde til Hensigt at retfærdiggøre dem af Tro paa Kristi Blod, og at han vidste, at saa mange Mennesker vilde være lydige og blive helliget ved Sandheden, at det forudbestemte Antal kunde blive fuldt. Men intet Skriftsted tvinger os til at antage, at Gud ogsaa forud kendte de enkelte Personer, som denne udvalgte Klasse skulde bestaa af. Dog var det forudbestemt, hvem der skulde være dens Hoved; thi Skriften viser os, at Gud forud kendte Jesus som sin ud­valgte. Vi mener ikke, at Gud ikke havde Magt til forud at kende de enkelte Personer, som Menigheden skulde bestaa af. Vi siger kun, at hvilken Evne Gud end kunde sidde inde med i denne Henseende, er der dog intet sagt om, at han har haft til Hensigt at benytte sig deraf. Han bestemte, at Kristus skulde genløse Verden, og at han som Belønning for dette skulde blive ophøjet til at være det første Lem paa den nye Skabning, dens Hoved og Herre. »Dernæst bestemte han ogsaa, at et vist Antal Mennesker skulde blive udvalgt til at være Medlemmer af den nye Skabning under ham, Medarvinger med ham til hans Rige. [198] Vi har al Grund til at antage, at dette bestemte Antal er de i Aabenbaringen (7, 4; 14, 1) nævnte 144000, som er »løskøbte fra Menneskene«.

Den Forudbestemmelse, som blev truffet før Verdens Grundlæggelse om, at der skulde udvælges et saadant Antal, opfatter vi paa samme Maade som Bestemmelsen om, at der i den engelske Hær skal være en særlig Afdeling, som kaldes »Kongens egne«. Dette Regiment bestaar af store, veludviklede Mænd, hvis mind­ste Højde, Vægt, Antal o. s. v. var forudbestemt, længe før de nuværende Medlemmer af Afdelingen blev født. Ligesom det ved en kongelig Forordning var fastsat, hvilke legemlige Egenskaber de skulde have, som skulde udgøre dette Regiment, og hvor mange det skulde bestaa af, saaledes blev det ogsaa fastsat ved en Forordning af Skaberen, hvor mange enkelte Personer, hans nye Skabning skulde bestaa af, samt hvilke Hjerte og Aandsevner de skulde besidde. Ligesom det ikke var nødvendigt at forudbestemme Navnene paa dem, som skulde udgøre »Kongens egne«, saaledes var det heller ikke nødvendigt at forudbestemme Navnene paa de enkelte Personer, der ved at opfylde de fastsatte Betingelser vilde blive velbehagelige for Gud som nye Skabninger i Kristus Jesus.

At dette er den rigtige Forstaaelse af Forudbestemmelsen, fremgaar tydeligt af Apostelens Ord (Rom. 8, 29): »Dem, han forud kendte, forudbestemte han ogsaa til at blive ligedannet med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.« En saadan Forudbestemmelse er i Bund og Grund forskellig fra den Udvælgelseslære, som Kalvin og hans Tilhængere har forkyndt. Hvis det nævnte Skriftsted skulde have kunnet støtte denne Lære, maatte det have lydt omtrent saaledes: »Dem, han forud kendte, dem har han ogsaa forudbestemt til at undfly evig Pine og opnaa den evige Salighed i himmelsk Herlighed.« Men hvor meget mere fornuftig og rimelig [199] lyder ikke Bibelens Fremstilling af Sagen! Hvem kan vel tvivle om, at de udvalgte vil være vise, retfærdige og kærlige, da Betingelsen for at kunne blive udvalgt er Karakterlighed med Jesus og Dygtighed til som hans Medarbejdere at kunne deltage i den store Gerning at genoprette og velsigne alle Jordens Slægter.

»De, som efter hans Beslutning er kaldet.«
— Rom. 8, 28-30. —

Betydningen af dette Skriftsted fremgaar klarest af Apostelens egne Ord. I de foregaaende Vers (22. 23) siger han, at Guds Hensigt med at kalde den nye Skabning ikke blot er at velsigne denne, men ogsaa at lade den blive til Velsignelse for andre, for den sukkende Skabning, som i Smerte venter paa Guds Børns Aabenbarelse. (Vers 21. 22.) Derefter viser Apostelen, at alt maa tjene til gode for dem, som Gud kalder til at være nye Skabninger, at de nuværende Skuffelser og Prøvelser samt Modstanden fra Verden, Kødet og Djævelen er bestemt til at frembringe i os Retfærdighedens Fredsfrugter og saaledes »virke for os over al Maade og Maal en evig Vægt af Herlighed« — den Herlighed, hvortil vi er blevet kaldet, og hvorefter vi bør stræbe. Apostelen beskriver Herrens Omsorg for disse kaldede, hvem alt skal tjene til gode. Vi maa ikke tænke paa Kaldet uden i Forbindelse med vor ældre Broder; ingen kunde komme før ham. Kun ved at følge i hans Fodspor kan vi gøre os Haab om at blive delagtige i hans Herlighed. Guds Bestemmelser om, at alle disse Kristi Brødre maa blive Jesus-lige for at kunne blive Medlemmer af den nye Skabning, vilde berøve Menneskene ethvert Haab om at opnaa Delagtighed i Herligheden, saafremt Gud ikke ved Genløsningen i Kristus Jesus havde truffet den Foranstaltning, at Kødets Svagheder, som ikke helt kan besejres, bliver skjult af Genløserens Fortjeneste, saaledes at Gud kan bære over med, at vi ikke i Kødet er fuldkomne Billeder af hans Søn. Han kan antage og godkende [200] os ifølge sin Forudbestemmelse, hvis han finder, at vi i Hjertet, i Hensigten, i Viljen er Billeder af Jesus, og at vi viser vor gode Vilje ved saa langt som muligt at beherske Kødet. Vore ufrivillige Mangler dækker Jesus over med sin fyldestgørende Naade.

Videre siger nu Apostelen om denne Klasse: »Dem, han forudbestemte, dem kaldte han ogsaa; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han ogsaa; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han ogsaa.« Dette Skriftsted bliver som oftest misforstaaet, fordi de fleste Læsere faar det Indtryk, at Apostelen her i Rækkefølge nævner den kristnes Erfaringer, ligesom vi opregnede dem i det foregaaende Kapitel, hvor vi saa, hvorledes Jesus blev os Visdom, Retfærdiggørelse, Helliggørelse og Forløsning. Men her gaar Apostelen frem i den modsatte Orden. Han fæster sit Blik paa den udvalgte Menighed i dens endelige fuldkomne Tilstand og foretager saa en tilbagegaaende Betragtning over den nye Skabnings Udvikling. Han viser, at ingen andre vil kunne opnaa den overordentlig høje Stilling som Guds herliggjorte udvalgte Menighed, end de, der ved Guds Naade er blevet kaldet dertil, efter at de er blevet retfærdiggjort; thi kun de troende bliver indbudt til at løbe efter Sejrsprisen. Og de retfærdiggjorte er først alle blevet hædret eller æret (ikke herliggjort, som det sædvanligvis oversættes), idet Gud gjorde det muligt for dem at lære ham selv og hans Søn, som er Vejen, Sandheden og Livet, at kende.

Blot dette at faa at høre om Guds Naade i denne Tid er en større Ære, end mange tror. Ligesom Genoprettelsen er en Guds Gave, der vil blive opnaaelig for Menneskeslægten i Tusindaarsalderen, saaledes er det en særlig Ære at kende Herrens Naade og faa Lejlighed til at blive forligte med ham, førend Verden i Almindelighed faar Lejlighed dertil. Efter at vi saaledes er blevet æret og har faaet den Kundskab, der [201] er nødvendig til Retfærdiggørelse af Tro, faar vi Indbydelse til at gaa videre og indvie eller hellige os til Herren for ved Troskab til Døden at opnaa den Herlighed, som skal aabenbares paa Medlemmerne af den nye Skabning.

»Er Gud for os.«

Apostelens videre Betragtninger over denne Udkaarelse vil vi omskrive paa følgende Maade: Ser I ikke, Brødre, at Gud har lagt en stor og vidunderlig Plan, som han nu er ved at gennemføre? Han er ved at fuldbyrde sin Beslutning om at udvælge en bestemt Klasse, der skal være med til at virkeliggøre denne Plan, og han har bevist os sin Yndest, idet han har aabnet os Betingelserne for saaledes at blive hans Medarvinger. Han har retfærdiggjort os og kaldet os med den himmelske Kaldelse. Dette betyder, at Gud er for os. Han ønsker, at netop vi skal være med i den udvalgte Klasse, og har gjort det muligt for os at opnaa dette. Skulde vi nogen Sinde blive plaget af den Følelse, at Satan, Synden og vore nedarvede Svagheder er imod os og truer med at overvælde os, saa lad os tænke paa, at med den almægtige Gud paa vor Side, behøver vi ikke at frygte Fjendernes Modstand; thi hans Magt er ubegrænset, og han kan føre os sikkert igennem alt. Hvor var han dog god imod os, medens vi endnu var Syndere, idet han tilvejebragte for os den Genløsning, som er i Kristus Jesus! Naar han gjorde alt dette for os, medens vi endnu var Syndere, hvor meget mere vil han da ikke være beredt til at gøre for os nu, efter at vi er blevet hans Børn og har hørt hans Røst, efter at vi har modtaget hans Søn, sat vor Lid til ham og er blevet retfærdiggjort ved hans Fortjeneste, efter at vi har hørt om Kaldelsen til den guddommelige Natur og har indviet os, idet vi har lagt vort lille alt paa hans Alter! Sikkert er Gud villig til at gøre langt mere for os nu og bevise os endnu større Gunst, skønt vi ikke rigtig kan fatte, hvorledes Gud skulde kunne gøre [202] mere for os, end han allerede har gjort, idet han har givet sin Søn for os. Vi kan være forvisset om, at han, som er uforanderlig, vedblivende elsker os, er for os og ved sin Magt vil lade alle Ting tjene til vort aandelige Gode, saaledes at vi vil opnas en Plads i den nye Skabning, saafremt vi forbliver i ham ved at holde ud i Tro paa, i Kærlighed til og i Lydighed mod ham uden Hensyn til, hvor svage og ufuldkomne selv vore bedste Bestræbelser for at vinde Magt over Kødet end maatte være. Ligesom Gud har givet os sin Søn og saaledes aabnet os en Vej, ad hvilken vi kan følge Kaldelsen til den nye Skabning, har han ogsaa sørget for, at vi skal faa alt, hvad der er nødvendigt. I ham har han rigelig skænket os alle Ting.

Hvis nogen skulde tænke, at Loven maaske kunde fordømme os imod Guds Vilje, saa lad os huske paa, at den Gud, som en Gang indesluttede alle under Lovens Fordømmelse og i sin Egenskab af den højeste Dommer fordømte os, nu har skænket os Retfærdiggørelsen — at han uforskyldt har retfærdiggjort os fra alt det, hvorfra Loven ikke kunde retfærdiggøre os, og at han har gjort dette ved sin Naade i Jesus Kristus, vor Herre. Hvem skulde i Betragtning af alt dette kunne anklage Guds udvalgte, som han har vist en saa stor Yndest? Hvem vil kunne fordømme os paa Grund af vore ufrivillige Svagheder og Fejltrin? Den, som vil gøre dette, svarer vi: »Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os.« Han har tilregnet os nok af sin Fortjeneste til, at alle vore Mangler kan skjules. — Rom. 8, 34.

Hvis nogen endnu skulde mene, at der kunde ind­træffe noget, som kunde skille os fra Guds Kærlighed eller fra Kristus og hans Barmhjertighed, og at vi saaledes kunde staa i Fare for at blive overladt til os selv, at lide Skibbrud paa Troen og gaa Glip af den kommende Herlighed som nye Skabninger, da svarer [203] vi hertil: Kristus elskede os saa uendelig højt, ellers vilde han ikke have genløst os. Alt, hvad han har gjort mod os og med os, har han gjort af Kærlighed, og vi bør ikke lade noget som helst skille os fra denne Kærlighed. Bliver vi ramt af Sorger og Trængsler, bør disse kun drive os nærmere til ham, da han er den eneste, der kan hjælpe os. Skulde vel Modgang, Forfølgelse, Hungersnød eller Fare af nogen Art kunne udslukke vor Kærlighed til Herren, faa os til at fornægte hans Navn og hans Sag, til at afvige fra hans Fodspor og søge en bekvemmere Vej gennem Livet? Nej, saadanne Erfaringer er netop bestemt til at give os Lejlighed til at blive Sejrvindere. Hvorledes kunde vi blive dette, hvis der ikke fandtes noget at besejre, hvis hele Vejen var jævn og uden Vanskeligheder? Vi har modtaget Guds Naadegaver og Velsignelser, og nu sætter han os paa Prøve, for at det kan vise sig, om vi er værdige til at forblive i hans Kærlighed og Yndest. Han vil, at vi skal forblive deri, og har paa alle Maader gjort det muligt for os. Men tvinge os vil han ikke. Jeg er forvisset om, at vi er fast besluttet paa ikke at lade noget skille os fra Guds Kærlighed, som er aabenbaret i Kristus — hverken Frygt for Døden eller Kærlighed til Livet, og at ingen andre blandt Guds Skabninger vil kunne vende os bort fra hans Kærlighed og Yndest, det være sig Engle eller Magter, det nuværende eller det til­kommende. I alt dette er vi endnu mere end Sejrvindere. Ved ham, som elskede os, er vi blevet antaget som Sønner paa det guddommelige Tilværelsesplan.

Naar de vilde Storme raser, og jeg ængstes
i min Aand,
jeg et Tilflugtssted vil søge under Skyggen
af Guds Haand.
Trængsler, som han lader komme, virker, at
jeg længes hjem;
thi af Naade, ej i Vrede, er det, at han
sender dem.

Om at befæste vor Kaldelse og Udvælgelse. [204]
— 2 Pet. 1, 10. 11. —

»Derfor, Brødre, gør eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse; thi naar I gør dette [de Ting, som er nævnt i de foregaaende Vers], skal I ingen Sinde støde an. Thi saa skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige.«

Vi ser, at det er Gud, som spiller den vigtigste Rolle i denne Udvælgelse. 1) Han har forudbestemt, at han vilde have en saadan ny Skabning. 2) Han har kaldet den til at udvikle den Karakter, som er nødvendig for at blive Medlem af den nye Skabning. 3) Han har ordnet det saaledes, at de kaldede kan opnaa en Stilling, der svarer til deres Kald.

Paa den anden Side er der ogsaa vigtige Skridt, som de kaldede selv maa foretage. 1) De maa, hvis de vil blive af de udvalgte, tage imod Kaldelsen, indvie sig helt. 2) De maa blive saa gennemtrængt af Aanden i denne Kaldelse og af den store Værdi af Belønningen, som er knyttet dertil, at de med Iver opfylder Kaldelsens Betingelser.

Vi har allerede set, at disse Betingelser kort sammenfattet bestaar i, at have det Sindelag, som var i Kristus Jesus. Betragter vi nøjere, hvad dette vil sige, finder vi, at det, som Apostelen Peter her paapeger, bestaar i at frembringe den hellige Aands Frugter. Gud er hellig, og de udvalgte maa have hans Aand, hans Sindelag, saa at de elsker Retfærdigheden og hader det onde. I det ovenfor anførte Skriftsted viser Apostelen os, af hvilke Bestanddele Guds hellige Aand bestaar. Han hævder, at vi ikke kan naa frem til fuldkommen Lighed med dette Sindelag (fuldkommen Kærlighed) ved Begyndelsen af vort Løb, men at dette er det Maal eller Mærke, som angiver Afslutningen paa Løbet. Kærlighed indbefatter i sig alle de øvrige Karakteregenskaber, som her opregnes, idet disse i Virkeligheden udgør Dele af Kærligheden. Sagtmodighed, Mildhed, Broderkærlighed, Gudsfrygt, o. s. v. [205] er Ytringer af den ene og samme store Egenskab, Kærlighed.

En aller anden har foreslaaet at definere Aandens Frugter paa følgende Maade, hvad vi fuldt ud kan give vor Tilslutning til:

1) Glæde — jublende Kærlighed.
2) Fred — hvilende Kærlighed.
3) Langmodighed — overbærende Kærlighed.
4) Mildhed — Kærlighed i Omgængelse.
5) Godhed — Kærlighed i Virksomhed.
6) Trofasthed — Kærlighed paa Livets Slagmark.
7) Sagtmodighed — taalsom Kærlighed.
8) Afholdenhed (Maadehold) — Kærlighed i Selvopdragelse.

Da vi havde besluttet os til at begynde paa Løbet, fordi Gud i sin Naade havde retfærdiggjort os og kaldet os til at løbe for at opnaa den nye Skabnings Sejrspris, sagde vi først og fremmest: Vi vil lægge enhver Byrde og enhver jordisk Ærgerrighed til Side, vi vil indvie vor Vilje til Herren og kun gøre den ene Ting, søge og ved Herrens Naade opnaa den Velsignelse, han har kaldet os til. Vi besluttede samtidig at bortlægge alle besnærende Synder, hvilke disse end maatte være, og trofast løbe for at vinde Sejrsprisen.

Vor Indvielse svarer til Indtrædelsen paa en Løbe­bane. Indvielsen er Starten. Vi overgiver os til Herren for at blive behersket af hans Kærligheds Aand. Dog faar vi snart at mærke, at vi paa Grund af Faldet mangler de Karaktertræk, som kan gøre os velbehagelige i Faderens Øjne. Alligevel jager vi frem imod Maalet, imod dette at blive ligedannet med hans Søn. Dette er hans Vilje med os, og det er Betingelsen for, at vi kan have Samfund med ham. I denne Henseende adskiller vi os fra Jesus. Thi eftersom han var fuldkommen, behøvede han ikke at gennemgaa denne Udvikling frem til fuldkommen Kærlighed. Han var opfyldt af Aanden lige fra Begyndelsen af sit Løb.

[206] Fra første Stund af stod han ved det Maal, som vi løber hen imod. Han blev stillet paa Prøve, for at han kunde faa Lejlighed til at vise, at han var urokkelig i dette sit oprindelige Standpunkt, i sin fuldkomne Kærlighed til Gud og til alle. Vi derimod, maa jage og kæmpe for at naa frem til dette Maal. Vi kan inddele Løbet i fire Afdelinger. I den første forstaar vi, at Gud fordrer Kærlighed af os, og vi søger at opnaa den, kun fordi det er vor Pligt. Vor første Kærlighed til Gud er altsaa en Pligtkærlighed, fordi vi erkender, at han, som vor Skaber, har Ret til at fordre Lydighed, Kærlighed og Hengivenhed af os. Ogsaa Jesus elsker vi af Pligt, fordi han har elsket os først, og derfor har Ret til at vente, at vi skal elske ham igen. Ligeledes elsker vi vore Medmennesker af Pligt, fordi vi forstaar, at det er Guds Vilje.

I den næste Afdeling af Løbet kommer vi lidt længere frem, lidt nærmere til Maalet. Det, som vi først forsøgte at gøre, udelukkende fordi vi ansaa det for vor Pligt, lærer vi efterhaanden at sætte Pris paa og ikke blot betragte som en Pligt. Vi lærer at forstaa, at det, Gud befaler os at gøre, er noget godt. Og de ædleste Grundsætninger, vi kender, falder sammen med den Retfærdighed, Kærlighed og Visdom, som Gud paabyder os at udøve. Vi begynder at elske Gud, ikke blot fordi det er vor Pligt, men desuden og i særlig Grad fordi vi ser, at han selv sidder inde med de storslaaede Karakteregenskaber, som han har befalet os at udvikle — fordi han selv er Legemliggørelsen af alt godt og ædelt. De, der er naaet frem til dette Standpunkt, elsker Herren, ikke blot fordi han først elskede os, og fordi det derfor er vor Pligt at elske ham igen, men fordi vor Forstands Øjne nu er blevet aabnet saa meget, at vi kan se noget af den herlige Majestæt i hans Karakter, noget af Længden og Bredden, Højden og Dybden i Skaberens Retfærdighed, Visdom, Kærlighed og Magt.

[207] Den tredje Afdeling i dette Løb gælder Kærligheden til Brødrene. Fra først af nærede vi Pligtkærlighed til Brødrene, ligesom vi gjorde til Faderen, blot i mindre Grad, fordi Brødrene havde gjort mindre for os. Vi anerkendte dem hovedsagelig som Brødre, fordi det var Faderens Vilje. Men efterhaanden som vi lærer at se Retfærdighedens Princip og at forstaa, at Faderen elsker os til Trods for vore ufrivillige Mangler, begynder vort Hjerte at udvide sig overfor Brødrene. Vi bliver mere i Stand til at bære over med deres ufrivillige Ufuldkommenheder og Fejltagelser, naar vi blot hos dem finder Beviset paa, at de af Hjertet ønsker at følge i Jesu Fodspor og være i Overensstemmelse med den guddommelige Karakters Principper. Kærlighed til Brødrene bliver tydelig fremtrædende i vore Erfaringer. Men ak, der er øjensynlig mange af Herrens kære Børn, som endnu ikke er naaet frem til denne tredje Afdeling i Løbet frem mod Kaldets Sejrspris. Vi har i høj Grad behov at udvikle den Broderkærlighed, Langmodighed og Taalmodighed, som Skriften taler om. Vi vil nødvendigvis blive prøvet mere i vort Forhold til Brødrene end i vort Forhold til Faderen og Herren. Vi kan se Faderens og Sønnens Godhed og forstaa, at de har ingen Mangler. Vi kan erkende deres Ædelmodighed overfor os og vor egen Kommen til kort overfor dem. Men ser vi paa Brødrene, opdager vi hos den ene den Svaghed og hos den anden hin Svaghed. Fristelsen ligger desværre saa nær til os at sige til en Broder: »Lad mig drage Skæven ud af dit Øje.« Vi bør forstaa, at en saadan Tilbøjelighed til at finde Fejl og Mangler hos Brødrene, viser, at vi endnu selv har en mægtig Utaalmodighedens og Ukærlighedens Bjælke at kæmpe med. Jo mere vi har gennem­løbet af den tredje Afdeling af Banen, kommer vi til at se Bjælken i vort eget Øje, se vore egne Fejl og sætte større Pris paa Herrens Naade imod os. Dette har den Indflydelse paa os, at vi faar mere Sagtmodighed, [208] Taalmodighed og Mildhed imod alle. Dette sætter os i Stand til at bære over med eller skjule en Mangfoldighed af Synder, en Mangfoldighed af Ufuldkommenheder hos Brødrene, saa længe vi forstaar, at de virkelig er Brødre, saa længe de sætter deres Lid til det dyrebare Blod og jager frem mod den samme Sejrspris.

Den fjerde Afdeling i Løbet gælder fuldkommen Kærlighed til Gud, til Brødrene, til alle Mennesker, og den maa vi alvorligt stræbe at opnaa saa hurtig søm muligt. Vi skal ikke tøve efter at have gennemløbet de forskellige Afdelinger paa Banen, men skynde os fremad, taalmodigt og udholdende. Det hedder, at vi ikke skal elske Verden og heller ikke de Ting, der er i Verden. Men i en anden Forstand skal vi elske og gøre godt imod alle, efter som vi har Lejlighed dertil, men mest imod Troens egne. (Gal. 6, 10.) Denne Kærlighed maa ogsaa omfatte vore Fjender. Vi vil ikke derved faa mindre Kærlighed til Faderen og hans Karakters Principper eller til Brødrene. Tværtimod vil vor Kærlighed til dem forøges. Vi maa kunne elske og føle Medlidenhed med hele den sukkende Skabning, som i Smerte venter paa Guds Børns Aabenbarelse. »Elsk eders Fjender, velsign dem, som forbander eder, gør dem godt, som hader eder.« Saaledes lyder Mesterens Befaling. Ikke før vi har naaet denne Grad af Kærlighed — Kærlighed til vore Fjender — maa vi et eneste Øjeblik tro, at vi er naaet frem til det Maal, som Herren har opstillet for sine Efterfølgere. Først naar vi har naaet denne Stilling, er vi blevet ligedannet med Guds Søns Billede.

Vi maa naa dette Kærlighedens Toppunkt, før vi kan blive regnet for værdige til at opnaa en Plads i den nye Skabning. Og vi maa ikke vente, at alle Herrens Efterfølgere først skal naa dette i det Øjeblik, de dør. Tværtimod; vi maa søge at naa det saa tidlig som muligt i vort kristne Liv, idet vi mindes, hvad Apostelen siger: »Bestaa efter at have fuldbyrdet [209] alt.» (Ef. 6, 13.) Vor Kærlighed maa prøves, efter at vi er naaet frem til dette Maal. Hvis vi bestaar disse Prøver og gør Kærligheden til vort Livs og vor Vandels Rettesnor, vil de i høj Grad styrke vor Karakter. Særlig i dette Standpunkt vil vore Erfaringer komme til at svare til Herrens. Han behøvede ikke at løbe for at naa frem til Maalet, men maatte ved Maalet stride Troens gode Strid for ikke at blive trukket tilbage, for ikke at blive besejret af Verdens og Satans Modstand. »Jeg jager imod Maalet«, siger Apostelen. Dette maa vi alle gøre, og naar vi er naaet frem dertil, maa vi trofast blive staaende i de Prøvelser, som Herren tilsteder, for at han kan anerkende os som Sejrvindere, ikke i vor egen Kraft, men i Genløserens.

Anfægtelser vil komme over os for om muligt at berøve os vor fuldkomne Kærlighed til Faderen, for at faa os til ikke at vise ham den tilbørlige Ærefrygt og Lydighed. Fristeren vil ogsaa søge at faa os til ikke længere at lade Kærligheden til Brødrene skjule en Mangfoldighed af Fejl. Han vil friste os til at vredes paa dem, som vi en Gang har lært at elske og sætte Pris paa, og hvis Svagheder vi har lært at bære over med. Vor Kærlighed til vore Fjender vil ogsaa blive prøvet. Modstanderen vil hviske til os, at der gives sikkert Tilfælde, hvor vi har Lov at lade være at elske dem. Maatte vi bestaa i disse Fristelser, og maatte vi opretholde vor Stilling ved Maalet, idet vi strider Troens gode Strid og griber fat om det evige Liv, der allerede nu for Jesu Skyld regnes for at tilhøre os.

»Vi kender eders Udvælgelse.«

»Vi kender eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den hellige Aand og i fuld Overbevisning.« — 1 Thess. 1, 4. 5.

Vi har andetsteds (Bind V, Kap. 9) paavist, hvori Beviserne bestaar for, at vi er Guds Børn, nemlig at vi er blevet avlet af den hellige Aand, at vi er blevet [210] beseglet, at vi er blevet levendegjort. Vi skal ikke her gaa nærmere ind paa dette, men blot i Almindelighed henlede Opmærksomheden paa, at enhver, der har Del i denne Udvælgelse, sidder inde med forskellige Beviser, hvorved dette kan kendes, ikke blot af ham selv, men ogsaa inden længe af »Brødrene«, som han kommer i Berøring med. Der er en Kraft, saavel som et Budskab forbundet med denne Udvælgelse. Udvælgelses­budskabet, Kaldet eller »Ordet« er ikke blot et Evangelium, et godt Budskab for de udvalgte. Det er noget meget mere. Det er Guds Kraft, der virker i dem at ville og at virke efter hans Velbehag. Det bringer de udvalgte den hellige Aand og stor Overbevisning, saa at de er rede til, hvad det end skal koste, at forkynde Herrens Ord.

Om den udvalgte Skare af de nye Skabninger skriver Apostelen til Kolossenserne (3, 12-14), at de skal afføre sig det gamle Syn paa Tingene og iføre sig et nyt, ifølge hvilket de anerkender de øvrige udvalgte, ikke ud fra deres Nationalitet eller det Samfund, de tilhører, men ud fra dette, at alle, som er i Kristus, og kun de, hører med til den udvalgte nye Skabning. Han siger: »Ifører eder da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, saa I bærer over med hverandre og tilgiver hverandre, dersom nogen har Klagemaal imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, saaledes ogsaa I! Men over alt dette skal I iføre eder Kærlighed, hvilket er Fuldkommenhedens Baand.«

Idet Herren taler til den udvalgte Menighed som Helhed, antyder han, at dens Medlemmer maa udholde forskellige Prøver og Fristelser, og han synes at fremhæve, at disse vil blive forstærket henimod Slutningen af Evangeliets Tidsalder, saa at alle med Undtagelse af de endelig udvalgte vil blive forført. — Matt. 24, 24; se Bind IV, Kap. 12. [211]

Der ligger en stor Opmuntring i dette. Der siges ikke, at de endelig udvalgte vil have overlegne Aandsevner, hvorved de kan gennemskue Modstanderens forskellige Kunstgreb paa denne onde Dag, heller ikke, at de vil opnaa Fuldkommenhed i Beherskelsen af deres Lerkar, saa at de ikke kan fejle. Men der antydes, at de, der bliver i Kristus, vil faa tilstrækkelig Naade, tilstrækkelig Visdom og tilstrækkelig Hjælp i hver Nødens Stund. Hvilken Trøst ligger der ikke heri for dem, der har taget deres Tilflugt til det Haab, som er fremholdt for os i Evangeliet! Hvilken Fortrøstning giver det os ikke at vide, at vort Anker naar indenfor Forhænget, ind i Kristus! En saadan Forud­ bestemmelse er styrkende og trøstende, som Apostelen erklærede: »Han har udvalgt os i ham, før Verdens Grundlæggelse, til at være [eller til sidst at blive] hel­lige og ulastelige for hans Aasyn, idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkaarelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Viljes Velbehag, ... for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det som er i Himlene, og det, som er paa Jorden, i ham; i hvem vi ogsaa har faaet Arvelodden, forudbestemt efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Viljes Raad, for at vi skal være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde haabet paa Kristus.« — Ef. 1, 4-11.

»Vi maa igennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige.«

Det nødvendige i at anstrenge sig og i at kæmpe for at opnaa den Karakter, som Gud fordrer af de udvalgte nye Skabninger, belyses ved følgende tilsvarende Træk fra Naturen.

»Der fortælles om en Mand, som gerne vilde have en Kæmpenatsværmer i sin Insektsamling, at han var saa heldig at faa fat i en Larve i sin Cocon. Han lod den hænge i sit Bibliotek hele Vinteren. Ved Foraarstid saa han, at Natsværmeren prøvede paa at bryde ud. [212]

Hullet var saa lille, og Natsværmeren kæmpede tilsyneladende saa haabløst imod de sejge Traade, at han tog sin Saks og klippede Hullet større. Nu kom en smuk, stor Natsværmer frem, men den kom aldrig til at flyve. Senere var der nogle, der oplyste ham om, at Anstrengelserne ved at bryde igennem Coconen var nød­vendige for at drive Legemets Væsker ud i Insektets Vinger. Det var en misforstaaet Venlighed fra Mandens Side at spare den for Anstrengelsen; thi i denne laa Natsværmerens Frelse. Moralen heri er tydelig. De Kampe, som Menneskene maa udkæmpe for at opnaa timelige Goder, udvikler Karakteren paa en Maade, som ellers ikke var mulig. Det er ogsaa saare vel, at man maa kæmpe for at opnaa aandelig Berigelse.«