STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

 KAPITEL 1

GUDS BESTEMTE TIDER OG STUNDER.

Guds bestemte Tider og Stunder. — Hvorfor er de ikke tydeligere fremsat? — Aabenbaret i rette Tid.  — En alvorlig Attraa efter at kende Tiderne og Stunderne er rosværdig. — Adventisternes Fejltagelser. — Det egentlige Formaal med Tidsprofetierne. Formaalet med de efterfølgende Kapitler. 

I BOGEN »Guds Verdensplan« har vi forsøgt at gengive Omridsene af Guds Foranstaltningei til Menneskenes Frelse med Bibelen som eneste Oplysningsskilde. I det foreliggende Værk vil vi ligeledes udelukkende med Støtte af Bibelen bestræbe os for at paavise, hvorledes hvert enkelt Særtræk i Guds Frelsesplan er blevet udfoldet paa et i Forvejen nøjagtigt fastsat Tidspunkt, og hvorledes endvidere Tiden nu er kommet, til at Planen skal fuldendes, idet alle Jordens Slægter bliver velsignet. — 1 Mos. 28, 14; Gal. 3, 16.

Igennem alle Evangelietidens Aarhundreder har de Kristne hvert Fald med Læberne bedt Herrens Bøn: »Komme dit Rige; ske din Vilje, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden.« Men det er gaaet med de fleste som med Børn, naar Tiden falder dem lang; de er blevet søvnige og har næsten glemt Betydningen af Ordene, der nu saa at sige kun er tomme Lyde for dem. Mange er dog trods Sløvheden endnu trofaste mod Herren i deres Hjerter, og til dem siger vi med Apostelen Paulus: »Det er alt paa Tide, at I skal staa op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi blev troende. Natten er fremrykket, og Dagen [Tusindaarsdagen] er kommet nær.« Ja, Dagen er her. Himmeriges Rige er kommet nær, ikke i dets Fostertilstand [10] som paa Herrens Tid (Matt. 3, 2), men i dets forudsagte Fuldendelse (Joh. 18, 36. 37) — »med Kraft og megen Herlighed«.

Kun de, der omhyggeligt har gennemstuderet »Guds Verdensplan«, vil kunne faa noget virkeligt Udbytte af at beskæftige sig med det foreliggende Bind og dets Paavisning af de Tider og Stunder, til hvilke de forskellige Træk i Guds Plan er traadt frem eller endnu vil blive aabenbaret. Vi haaber derfor, at ingen vil læse dette Bind, før de fuldt ud har forstaaet og tilegnet sig Indholdet af det foregaaende. For at en Sandhed kan være Mad i rette Tid for os, maa vi være modne til at tage imod den. Før et Barn kan løse en matematisk Opgave, maa, det have lært at benytte sig af Sprogets Udtryk og af Talsystemet. Paa lignende Maade forholder det sig med Guds Sandhed. Den er ligesom Matematikken opbygget Trin for Trin. For at naa op til Forstaaelse af Guds Sandhed, maa vi benytte os af de tilrettelagte Trin, idet vi med Omhu prøver os frem i Lyset af Guds Ord; men paa den anden Side maa vi heller ikke være bange for at tage et Skridt fremad, naar vi finder Guds Ords sikre Støtte derfor. Kun de, der har en usvigelig Tillid til Gud, og for hvem et »Saa siger Herren« øjeblikkelig gør Ende paa al Tvivl og Modstand, kun de kan af Guds Aand ledes frem i den Sandhed, som er blevet Mad i rette Tid, opbygges i de nye og stadfæstes i de gamle Ting i Guds Ord.

Ved Verdens eller Tidsalderens Ende, i dens Høstperiode, vilde Gud afsløre mange Sandheder, som han ikke tidligere havde aabenbaret for nogen, end ikke for hans mest trofaste og hengivne Børn. Saaledes siger jo Profeten Habakuk (2, 3), at i den bestemte Endens Tid skulde Synet tale og ikke lyve. For nogle Guds Børn skulde dette Syn af Guds Plan og dens Fuldendelse endog tale saa tydeligt, at de skulde være mStand til at Skrive det op paa Tavlerne, saa andre [11] let kunde læse det. Ligeledes erklærer Daniel, at Kundskaben skulde forøges, og de trosforstandige blive dygtiggjort til at forstaa Synet. — 12, 4. 9. 10.

Det er ikke vor Hensigt at tage den menneskelige Indbildningskraft til Hjælp for selv at fremføre Profetier. Lige saa lidt vil vi paa nogen Maade gøre os vise ud over, hvad den hellige Skrift siger. Men idet vi fuldstændigt ser bort fra alt, hvad Menneskefornuft har udspekuleret, og udelukkende holder os til den guddommelige Sandhedskilde, vil vi bestræbe os for at udlægge den ene Profeti i Lyset af den andens aabenbare Opfyldelse. Vi vil forsøge at skrive alt det tydeligt paa Tavlerne, som Gud for en Tid har holdt forseglet, saa det ikke kunde forstaas, men som ifølge hans Ord skulde blive til at udtyde paa Endens Tid.

I dette Bind vil vi fremsætte en Kæde af Vidnesbyrd angaaende Guds fastsatte Tider og Stunder. Vi anser hvert Led i den for at være bibelstærkt, medens den betragtet i sin Helhed og i det Forhold, det ene Stykke staar i til det andet, vidner om en saa rummelig og omfattende Plan, en saa dybtgribende Hensigt og et saa fuldkomment harmonisk Hele, at det for den tænkende og ærbødige Gransker kommer til at staa klart, at alt dette overgaar den menneskelige Tankes Bredde og Dybde og derfor ikke kan være af menneskelig Oprindelse.

Vi finder, at Evangelietidens Ende ligesom den jødiske Tidsalders Ende kaldes en Høst (Matt. 9, 37; 13, 24. 30. 39), at denne saavel som hin udgør et Tidsrum paa 40 Aar, og at disse Høsttider i særlig Grad er Samlingspunkter for det profetiske Vidnesbyrds Straaler, Særdeleshed denne Tidsalders Høst, hvor tillige alt Lyset fra den jødiske Tidsalder — paa Grund dennes forbilledlige Karakter — samler sig i et herligt Brændpunkt. I dette Lys kan vi nu se vor Guds majestætiske Skridt, ikke blot over de henrundne Tiders mægtige Vidder, men ogsaa i Ud førelsen af hans [12] Plan, som den nu foregaar. Og ikke nok med det; men i fuld Overensstemmelse med hans Løfte om at kundgøre os kommende Ting (Joh. 16, 13) ser vi med vidunderlig Klarhed, hvorledes han paa viseste Maade har truffet Forberedelser til, at alle kan blive velsignet i det nu frembrydende Tusindaar, indtil hans Plan naar sin Fuldendelse, naar alle Ting er blevet genoprettet. Vi finder, at mange store og underfulde Begivenheder forefalder i denne Høst, at der indenfor den vil indtræffe den store Trængsel, Jehovas Dag, Antikristens endelige og fuldstændige Undergang ag det store Babylons Fald, Begyndelsen af Jødernes fornyede Yndest, Herrens andet Komme, hans Riges Oprettelse og de helliges Opstandelse og Belønning.

Vi finder, at Begyndelsen og Afslutningen paa denne Høsttid saavel som de Begivenheder, der da finder Sted, er klart afmærket i Profetierne. At gøre opmærksom paa og forfølge disse profetiske Tidsrækker ned til de Begivenheder, de peger frem til, er det hovedsagelige Formaal med dette Bind. For at kunne modtage dets Vidnesbyrd vil det være nødvendigt for Læseren at have Øren at høre med (Aab. 2, 7; Matt. 11, 15), og han maa være beredt paa ydmygt at bortkaste mange forudfattede Meninger, saa snart han kommer til at indse deres Mangel paa Overens­stemmelse med Guds Ord. For dem, der er saaledes sindet, og som taalmodigt og omhyggeligt følger Undersøgelserne i dette Bind i den Orden, hvori de forekommer, vil disse Studier visselig blive til stor Velsignelse. Om ide Lærdomme, det indeholder, modtages i gode og ærlige Hjerter, tror vi, at det vil hjælpe saadanne til at skille sig ud fra Verden og til som Hvede at modnes for Laden.

Efter vor Forstaaelse var det Herrens Bestemmelse med de Profetier, som nu lukkes op, at de saaledes skulde virke oplivende og modnende paa de hellige samt [13] tjene til at adskille dem fra de Navnkristne som Hvede fra Klinte i denne Høsttid.

De, som har faaet Lov til at betragte Guds herlige Kort over Tidsaldrene, som saa klart aabenbarer den i det foregaaende Bind fremsatte guddommelige Plans Ypperlighed, Orden, store Formaal og underfulde Rækkevidde, burde være ivrige efter at faa Øje paa alt, hvad det maatte behage Gud at aabenbare vedrørende dens Tider og Stunder. Deres Interesse for denne Sag burde være mange Gange større end deres, som levede i de henrundne Tidsaldre, da man ikke saa de store Velsignelser, der er beredt for alle. Trofaste Guds Børn ønsker at vide, naar Herlighedens Konge skal komme og Mørkets Fyrste bindes, naar Lysets Børn skal straale som Solen og Mørket spredes, naar de hellige skal naa frem til den fulde guddommelige Sønneudkaarelse og den sukkende Skabning udfries fra Forkrænkelighedens Trældom, og naar vor himmelske Faders herlige Sindelag til fulde skal aabenbares for en forbavset Verden og bringe alle, som elsker Retfærdighed, til at bøje deres Hjerter i Tilbedelse, Kærlighed og Lydighed.

Om en saadan Længsel ikke er til Stede, tilkendegiver det Mangel paa Interesse for og Paaskønnelse af Guds Plan. Apostlene, Profeterne og Englene attraaede og søgte alle alvorligt at forstaa, hvilken Tid Guds Aand gennem Profeterne talte om. Og en saadan Interesse hos Guds Børn er altid Herren velbehagelig; thi skønt han aldrig hidtil har tilfredsstillet denne Attraa i nogen særlig Grad, fordi den rette Tid endnu ikke har været dertil, har han dog aldrig nogen Sinde irettesat nogen, fordi han lagde en saadan Interesse for Dagen. Tværtimod kaldte han den granskende Daniel »højt elsket« og gav ham Svar paa hans Forespørgsler, for saa vidt som det ikke kam i Strid med hans Plan. [14]

En saadan Gransken bør derfor ikke betragtes som en utilbørlig Indtrængen i Guds Hemmeligheder. Gud vil, at vi skal udvise saa megen Interesse for hans Planer, at vi vil » ransage Skrifterne«, » agte paa det profetiske Ord« og saaledes indtage en ventende Holdning, saa at vi hurtigt kan skelne Sandheden, naar Tiden for dens Afsløring er inde. »Det skjulte er for Herren, vor Gud, men det aabenbarede for os og for vore Børn evindelig.« (5 Mos. 29, 29.) Om vi derfor holder os strengt til Guds Ord og undgaar al tom Spe­kulation, er vi paa sikker Grund. Dersom Guds Plan, Tider og Stunder ikke er optegnet i Skriften, kan ingen finde dem der. Men paa den anden Side har Gud sikkert ikke ved sine Profeter og Apostle ladet opskrive noget, som han ønsker at holde skjult for evigt. I rette Tid og Orden vil ethvert optegnet Træk i Guds Plan, tillige med dennes Tider og Stunder, blive aabenbaret for dem, som vaager; men Planen i sin Helhed, med samt dens Tidsangivelser, var ikke bestemt til at forstaas, før den Periode var inde, som kaldes »Endens Tid«. (Dan. 12, 9. 10.) Og lad as huske, at før det Tidspunkt, da det er Guds Hensigt at aabenbare sine Hemmeligheder, kan hverken Lærdom eller Fromhed hjælpe til at udgranske dem. Ihvorvel Profetierne i Aarhundreder har staaet for alles Øjne, var det dog umuligt at lukke dem op og læse deres Hemmeligheder, før den belejlige Tid var kommet.

Da nogle af Disciplene kom til Herren og spurgte, hvornaar Riget skulde oprettes, svarede han, fordi Tiden til at aabenbare det endnu ikke var kommet: »Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt.« (Ap. G. 1, 7.) Ved en anden Lejlighed udtalte han om det samme Spørgsmaal: »Om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen. Ser til, vaager og beder; thi I ved ikke, [15] naar Tiden er der. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Vaager !« — Mark. 13, 32. 33. 37.

Disse Herrens Ord kan ikke forstabs saaledes, at ingen uden Faderen nogen Sinde vil faa noget at vide om hans Tider og Stunder; følgelig beviser det lige saa lidt, at vi ikke kan vide noget om disse Tider og Stunder nu, som at Jesus ikke kan vide noget derom nu. Selve den Kendsgerning, at hele Omridset af vor Faders Plan saavel som hans Tider og Stunder nu klart kan skønnes, er et stærkt Bevis for, at vi lever i Slutningen af det ondes nuværende Herredømme, i den tusindaarige Dags Morgengry, da Kundskaben skulde vorde megen, og de vise skulde forstaa. (Dan. 12, 4. 10.) Om det aldrig har været Hensigten med Profetierne, at de skulde forstaas, kunde der ikke være nogen rimelig Grund til at lade dem fremkomme.

Disse Mesterens Udtalelser tilkendegiver, at Gud ikke udfører de forskellige Træk af sin Plan paa Maa og Faa, paa Lykke og Fromme, men at han har fastsatte og afgrænsede Tider og Stunder for hvert eneste Træk i sin store Gerning. Og hans uendelige Magt og Visdom er en Borgen (for, at der ikke kan ske nogen Fejltagelse eller indtræde nogen Forsinkelse.

Ordene indebærer ogsaa den Tanke, at indtil den Tid havde Faderen ikke aabenbaret de med hans Plan forbundne Tider og Stunder for nogen, ikke engang for vor Herre Jesus. Saa langt fra at hjemle den almindelige Antagelse, at Herren dadlede Granskning i og Interesse for Tiderne og Stunderne og ved disse Ord forbød al Undersøgelse i saa Henseende, godtgør hans Udtalelser lige det modsatte. De viser klart, at skønt det endnu ikke var givet Disciplene at kende Tiderne og Stunderne, vilde Kundskaben derom dog engang blive af yderste Vigtighed og derfor i rette Tid blive aabenbaret for de vaagende. Netop fordi disse Sandheder engang vilde blive afsløret og Forstaaelsen af dem da vilde være af allerstørste Betydning, er det, [16] han lægger dem paa Sinde at »se til« og ikke lade Ligegyldighed komme over dem, men uafladelig »vaage«, saa de kunde faa Kundskaben, naar den rette Tid var kommet dertil.

De, som har vaaget ned igennem Tidsalderen, er ogsaa blevet storlig velsignet og holdt adskilt fra Verden derved, uagtet de ikke har faget alt det at se, som de har ventet paa, hvorimod de, som lever i den rette Tid og lydigt »vaager«, skal se og forstaa og ikke være uvidende overfor de underfulde Begivenheder i denne Tidsalders »Høst«. Den, der undlader at vaage, gaar Glip af en Velsignelse, som Mesteren lagde stor Vægt paa, og viser, at han enten er forblindet af denne Verdens Gud eller overlæsset med Ting, som hører dette Liv og dets Interesser til, saa at han glemmer sit Løfte om hild Indvielse til Herren og om først og fremmest at søge Guds Rige og det tilkommende Liv.

Apostlene Peter og Paulus henleder Opmærksom­heden paa dette Spørgsmaal om Tiderne og Stunderne. Peter vidner (2 Pet. 1, 16), at han ikke fulgte kløgtigt opdigtede Fabler, men at han i et Forbillede paa For­klarelsens Bjerg havde set Kristi kommende Riges Herlighed, da han i det herlige »Syn« skuede Moses, Elias og Jesus straalende Klædebon — idet Moses repræsenterede de gamle Troshelte (Heb. 11, 38-40), som vil blive det himmelske Riges jordiske Repræsentanter, og Elias repræsenterede »Sejrvinderne« fra Evangelietiden, medens Billedet som et Hele fremstillede den Herlighed, der skal komme, naar Naadeudvælgelsen er blevet fuldbyrdet gennem det, som lides for Retfærdighedens Skyld. Dog indfletter Peter i selve Beretningen om sit Syn en Henvisning til Profeternes Vidnesbyrd, idet han siger: »Des mere stadfæstet har vi det profetiske Ord, hvilket I gør vel i at agte paa som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem.« (2 Pet. 1, 19.) Han vidste godt, at alle Profetierne ikke fuldt ud kunde forstaas af nogen [17] paa den Tid, og tilskyndedes derfor de hellige til at vaage — ikke til at spejde op mod Skyerne, men til at spejde efter Opfyldelsen af alt, hvad Gud har talt ved de hellige Profeter om Genoprettelsen og Tiderne for Genoprettelsen, der indtager en saa fremragende Plads i deres Vidnesbyrd. Han hævder, at der fra Profetierne stadig vilde straale nye og vigtige Sandheder frem for os, indtil Dagen fuldt ud var brudt igennem.

Apostelen Paulus vidner: »Om Tid og Time, Brødre, har I ikke nødig, at der skrives til eder; thi I vod selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. [Stille, listende vil den komme, og efter at den er kommet, vil mange for en Tid ikke vide, at de lever paa den Dag.] Naar de siger: »Fred og ingen Fare«, da kommer Undergang pludselig over dem [pludselig eller hurtig i Sammenligning med de seks Aartusinders langsomme Forandringer — ikke pludselig som Lynet] ligesom Veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undfly. Men I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv.« —1. Thess. 5, 1-4.

Alle »Brødrene« har Lampen — det af Peter omtalte sikre profetiske Ord — som et Lys paa et mørkt Sted, og saa længe de indtager den for Brødrene passende Holdning som trofaste, sagtmodige og ydmyge Ordets Granskere, vil de aldrig være i Mørke; de vil altid faa Sandheden tilmaalt som Mad i rette Tid. De, som har levet i fuld Harmoni med Gud, er aldrig blevet ladt i Uvidenhed angaaende nødvendige Sandheder, saa de har maattet famle sig frem i Mørket sammen med Verden. Abraham og Lot fik paa Forhaand Underretning om Sodomas Ødelæggelse; thi Gud sagde: »Skulde jeg dølge for Abraham, hvad jeg vil gøre?« (1 Mos. 18, 17.) Noa fik Besked om Vandfloden tidsnok til at bygge Arken og blev underrettet om selve den Dag, da han skulde gaa ind i den. Ved Messias’ første Komme vidste Simeon og Anna samt de vise Mænd fra Østen, [18] at de kunde vente ham. Ja, Forventningen om ham var dengang almindelig. (Luk. 2, 25-38; Matt. 2, 2; Luk. 3, 15.) Om nu Gud handlede saaledes med Tjenernes Hus, skulde han da gøre noget mindre for Sønnernes Hus? Kristus, vort Hoved, har sagt: »Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder.« (Joh. 15, 15.) Herren vil sikkert faa at vide om Tiderne og Stunderne i rette Tid, eftersom han skal gennemføre Planen, og hvis han ikke har forandret sig, vil han kundgøre Planerne for dem, som staar ham nær og deltager hans Værk — for sine Venner, sine hellige.

Fornuften lærer os altsaa, at lige saa sikkert som der staar skrevet: »Herren gør ikke noget, uden at han aabenbarer sit hemmelige Raad for sine Tjenere, Profeterne« (Amos 3, 7), og lige saa vist som det meste af, hvad han aabenbarede dem, ikke gjaldt dem selv, men os, Evangeliemenigheden (1 Pet. 1, 12), lige saa sikkert vil de troende ikke blive ladt i Mørke, ude af Stand til at skønne, naar Herrens Dag er kommet. Den vil ikke komme over dem som en Tyv og en Snare — uforvarende; thi de vil være paa Vagt og derfor faa Lyset, naar det bryder frem.

Apostelen forklarer, hvorfor han fremsætter den bestemte Paastand, at Brødrene skal faa Kundskab om Tiderne og Stunderne i rette Øjeblik, saa de ikke er i Mørke, idet han siger (Vers 5): »I er alle Lysets Børn og Dagens Børn.« De er avlet af Sandheden og skal ved Sandheden udvikles mere og mere, indtil den højlyse Dag kommer, som de tilhører. — Jak. 1, 18; Joh: 17, 17. 19.

Læg Mærke til, hvor omhyggeligt der ved Stedordene I og eder, de og dem i dette og andre Skriftsteder skelnes  mellem de paagældende Klasser, de hellige og Verden. Den Kundskab, de hellige vil eje paa Herrens [19] Dag, stilles i Modsætning til Verdens Uvidenhed angaaende Tildragelsernes Betydning og den Retning, de tager: »Om Tid og Time, Brødre, hår I ikke nødig, at der skrives til eder. « »Naar de siger: »Fred og ingen Fare!« da kommer Undergang pludselig over dem, ... og de skal ingenlunde undfly. Men I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv. I er alle Lysets Børn.« Jesus siger: »Vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa hin Dag kommer pludselig over eders som en. Snare! Thi komme skal den over alle dem, der bor paa hele Jordens Flade. Og vaager [tag Vare paa eder selv og paa det profetiske Ord] og beder til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skal ske, og bestaa for Menneskesønnen.« — Luk. 21, 34-36.

Det følger heraf, at om et Guds Barn, som lever paa Herrens Dag, forbliver i Mørke og. Uvidenhed derom, maa det enten være overmæt af de Ting, der hører dette Liv til, og beruset af denne Verdens Aand eller ogsaa være besværet af timelige Bekymringer. Det har i begge Tilfælde paa Grund af Ligegyldighed undladt at vaage med Lampen gjort i Stand og brændende og med Olie i Karet, det vil sige med Guds Ord i Hjerte og Sind og med Sandhedens Aand i sig.

Skønt mange Ting i Forbindelse med Tiderne og Stunderne, saavel som med Enkelthederne i Planen, var blevet forudsagt af Profeterne, matte dog disse tilstaa, at de var uvidende om Betydningen af de Profetier, de fremførte. (Se saaledes Dan. 12, 8; Ez. 20, 29; Matt. 13, 17; 1 Pet. 1, 10-12.) Opbyggede som de var af Sindbilleder og mørke Gaader, og kædede sammen med Begivenheder, der dengang hørte Fremtiden til, var det umuligt at forstaa dem. Skønt de altsaa var optegnet forud og bestemt til at frembære Vidnesbyrdet om Guds Forudviden og Forudvirken, skulde de dog først og fremmest tjene til Undervisning for dem, som [20] lever i Tiden for deres Opfyldelse, ikke for de Guds Tjenere, som udtalte dem. (Rom. 15, 4.) Der maatte ventes paa Udfoldelsen af forskellige sammenhængende Træk i den guddommelige Plan og i Verdenshistorien, som ifølge Guds Anordning skulde lukke Profetierne op og forsyne de taalmodigt granskede Guds Børn med »Mad i rette Tid«, hvad de i høj Grad trænger til i den prøvende og trange Time paa den »onde Dag«, Trængselstiden, hvormed denne Tidsalder ender, og den nye Tid og Husholdning indføres.

Der eksisterer en vidunderlig Nutidsopfindelse, som egner sig godt til at anskueliggøre den gudommelige Ordning af Tidsprofetierne, nemlig den saakaldte »Kombinations-Tidslaas«, der bruges i nogle af de største Banker. Ligesom Tilfældet er med andre Kombinationslaase, sidder Nøglen eller Haandtaget fast i Laasen. Visse særegne Bevægelser med Haandtaget, hvilke kun kendes af den, der er fuldt ud fortrolig med Mekanismen, er nødvendige for at aabne den. De ringeste Afvigelser fra de rigtige Bevægelser gør kun det hele mere indviklet og bevirker, at det bliver endnu mere vanskeligt at aabne den. Ved Kombinations — Tidslaasen træder der desuden den Ejendommelighed til, at naar Dørene lukkes om Aftenen, bliver de ved Hjælp af et Slags Urværk, som findes inden i Skabene, saaledes laaset, at de ikke kan aabnes af nogen førend det bestemte Klokkeslæt den næste Morgen, og selv da kun med det ene rigtige System af Bevægelser.

Saaledes har vor himmelske Fader i Løbet af Natten tillukket og forseglet mange Træk i sin Plan med den store Tidslaas, som er saaledes indstillet, at ingen har kunnet aabne den før det fastsatte Tidspunkt, den den store Genoprettelsesdags Morgen. Jehovas Salvede, han, som har Nøglen, og som forstaar, hvorledes Laasen er indstillet, lukker op, »saa ingen lukker i«. (Aab. 3, 7.) Han lukker op for os ved at give os Oplysning om, hvorledes den profetiske Nøgle skal bruges af dem, [21] der ønsker at finde den guddommelige Visdoms Skatte. Vi kan nu lukke op for disse Skatte, fordi Morgentimen er kommet, skønt det er aarle og endnu ikke lyst for Verden. Men kun ved, at vi omhyggeligt giver Agt paa Undervisningen og anvender Nøglen i Overensstemmelse med den af den store Konstruktør bestemte Indstilling, vil disse Skatte blive tilgængelige for os.

Dette Billede passer virkelig paa hele Guds Plan i alle dens Enkeltheder. Ethvert Sandhedstræk og enhver Profeti udgør blot en Del af det ene storslaaede System, der nu kan aabnes, fordi Morgenen er kommet, og Boltene i den store Tidslaas skydes fra. Naar dette mægtige System først er lukket op, afdækker det fuldstændigt og herligt den guddommelige Visdoms, Retfærdigheds, Kærligheds og Magts Skatte. Den, der sætter sig ind i Systemet, vil i Sandhed lære Gud at kende som aldrig før.

Lad os derfor undersøge Skriften med et ydmygt Sind, for at vi kan lære, hvad Gud finder Behag i at vise os med Hensyn til sine Tider og Stunder. Eftersom han nu har afsløret sin Plans herlige Omrids for os, kan vi med Rimelighed vente, at Tiden er inde til, at han vil lede os til Kundskab om dens Tider og Stunder. Denne Kundskab har Gud hidtil holdt tilbage for de hellige for at bevare dem fra at tabe Modet, fordi Tiden var lang; men alt som Planen nærmer sig sin herlige Fuldendelse, er det de helliges Forret at faa Besked derom, for at de kan opløfte deres Hoveder og fryde sig i Forvisningen om, at deres Forløsning stunder til. (Luk. 21, 28.) Afsløringen af Tidsspørgs­maalene nu i »^,Endens Tid« vil være lige saa gavnlig ag ansporende for de hellige, som deres Afsløring tidligere vilde have været unyttig og nedslaaende.

Vor Gud er aabenbart en Ordenens Gud. Alt, hvad han gør, er i Overensstemmelse med en bestemt, forud fattet og tilrettelagt Plan, og hans afgrænsede Tider og [22] Stunder udgør en ikke ubetydelig eller uvæsentlig Del af denne Plan. Læg Mærke til, at Jesus blev født til bestemt Tid: »Da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn« (Gal. 4, 4), ikke før, heller ikke senere, men da Tiden var inde. Jesu første Prædiken gjaldt Tiden; han »prædikede Guds Evangelium og sagde: »Tiden er fuldkommet, omvender eder og tror paa Evangeliet!« (Mark. 1, 14, 15.) »Kristus døde til den bestemte Tid.« (Rom. 5, 6.) »Han er blevet oprejst den tredje Dag [paa den fastsatte Tid], efter Skrifterne.« (1 Kor. 15, 4.) Under hans Virksomhed søgte hans Fjender ofte at gribe ham, men der fortælles, at de ikke kunde det; »thi hans Time var endnu ikke kommet«. — Joh. 7, 30.

Tidsprofetierne blev ikke givet for at tilfredsstille ren Nysgerrighed, men for at sætte Ordets Granskere i Stand til at forstaa de forudsagte Begivenheder, naar deres Tid var inde. Skønt Profetierne for Eksempel afmærkede Tiden og Maaden for Kristi første Komme, blev de dog ikke forstaaet, før han var kommet; men da hjalp de dem, som omhyggeligt ransagede Skriften, til i Mennesket Jesus at se den af Gud ifølge hans Bestemmelser og Profetier udsendte Kristus. Og netop saaledes maa Profetierne vedrørende Tiden og Maaden for hans andet Komme blive forstaaelige omtrent ved den Tid, da denne Begivenhed indtræder, for at de kan hjælpe os til at genkende hans Dag, Begivenhedernes Udvikling paa denne og de forhaandenværende Pligter, naar Dagen er kommet. Man kan ikke læse det gamle Testamentes Skrifter med Eftertanke uden at lægge Mærke til den fremtrædende Plads, der er tildelt Tidsangivelser, dg den store Nøjagtighed, hvormed nogle er fremsat, saa at endog Dagen nævnes, uagtet de ofte staar i Forbindelse med Tildragelser, som kunde synes at være meget ubetydelige. Men den grundige Bibelgransker vil finde, at, disse forskellige Aaristal og Tidsbestemmelser er Led i en underfuld Kaede af Beviser, [23] som med stor Nøjagtighed udpeger særlig to af de mærkeligste og vigtigste Begivenheder i Verdens Historie, nemlig Verdens Genløsers og Herres første og andet Komme og de dermed forbundne vigtige Anliggender.

Den Omstændighed, at Flertallet af de Kristne er ligegyldige overfor disse Ting, er ingen Grund til, at de, som elsker hans Aabenbarelse og ønsker at vinde hans Bifald, skulde synke hen i en lignende Lunkenheds Tilstand.

Vi maa huske paa, at Israel efter Kødet, med Undtagelse af Guds »Venner«, snublede og ikke kendte deres Besøgelses Tid (Luk. 19, 44), ag at Profeten har forudsagt begge Israels Huses Fald, baade det naturlige jødiske Hus ag Navnkristenhedens Hus. (Es. 8, 14.) Kun »en Levning« ved begge Husholdningers Afslutning eller Høst er beredt til at tage imod og paaskønne de da fremstillede Sandheder og derfor rede til at indtræde i den tilstundende Husholdnings særskilte Forrettigheder og Goder. Det bliver derfor enhver enkelt Kristens Sag i denne Tidsalders Afslutning at se til, at han tilhører »Levningen« og ikke den navnkristne Kirkes lunkne, søvnige og ligegyldige Masser, der sikkert vil snuble, som det blev forudsagt af Profeten, Herren og Apostlene, og som det forud var fremstillet ved det kødelige Israels Handlemaade, om hvilket der erklæres, at det var et Forbillede paa det aandelige Israel.

Men ihvorvel Tidsprofetierne i sin Tid har været og vil være til stor Nytte, idet de fremviser de forskellige Træk ni Guds Plan med Hensyn til Høsten o. s. v., er det dog ogsaa sandt, at Kundskaben om Manden for Herrens Komme og Aabenbarelse er meget nødvendig. Dette beder vi Læseren lægge meget omhyggeligt Mærke til paa rette Plads. Bagved al denne Kundskab maa der findes Hellighed og Ydmyghed, som maa bane Vejen for dens Modtagelse ved at sætte Gudsbarnet i [24] Stand til at fjerne Fordommene fra sit Hjerte og flittigt søge at kende, hvad der er blevet aabenbaret.  Saaledes var det ved Herrens første Komme; de alvorlige, gudhengivne og sagtmodige var de eneste, som forstod Tiden og Maaden for hans Komme. De verdslige og overbebyrdede, de mætte, vil hverken kunne forstaa Profetierne eller de Tildernes Tegn, som opfylder dem, førend Høsten er forbi, og den særskilte Naadens Sommer er til Ende.

I den jødiske Tidsalders Afslutning eller »Høst« levede de virkelig ydmyge og alvorlige »sande Israelitter« i en Forventningens Tilstand, som var vidt forskellig fra deres hovmodige, verdsligsindede og selvretfærdige Omgivelsers, saa at de ikke alene var mere rede til at tage imod Guds Plan, saaledes som han havde ordnet den, men var mere rede til at høre og undersøge Sandheden, naar de kom i Berøring med den. Og Herren, der afviste de selvtilfredse og dadlesyge Farisæeres Haarkløverier med dunkle eller undvigende Svar, ofrede Tid og Omhu paa at gøre Sandheden klar og tydelig for de ydmyge og alvorligt søgende. (Matt. 13, 10-17; 16, 1-4; Mark. 7, 1-23; Luk. 18, 18-30; Joh. 1, 45-51; Luk. 24, 13-32, 33-49; Joh. 20, 21-28; 21, 1-12.) De hovmodige og selvgode og alle, som fulgte dem, snublede (Matt. 15, 14), hvorimod de ydmyge og sandhedshungrende søgte alvorligt efter Sandheden. (Matt. 13, 36; Mark. 4, 10.) Herren udlagde de dunkle Taler for disse og sagde: »Eder er givet Guds Riges Hemmelighed; men dem, som er udenfor [som ikke er sande Israelitter], meddeles alt ved Lignelser, for at de, skønt seende, skal se og ikke indse, og, skønt hørende, skal høre og ikke forstaa.« — Mark. 4, 11. 12.

Saaledes er det ogsaa ved Enden af denne Tidsalder. Her ligesom der udskiller Sandheden de alvorlige og ydmyge og leder dem frem til den Kundskab. der nu tilkommer saadanne, og styrker og oplyser dem, for at [25] de ikke skal snuble med den navnkristne Masse. Derimod bliver disse samme Sandheder forkastet af de lunkne og selvgode, fordi de er forblindet af deres eget Hjertes Tilstand. Følgelig vil de blive forkastet af Herren som uværdige til at blive hans Brud. — Ef. 4, 1; 1 Kor. 9, 27.

Det er en alvorlig Fejltagelse, mange begaar, naar de mener, at Kundskaben om Guds Gerninger og Planer er af liden Betydning, at de kristelige Karakterdyder er alt, hvad der kræves, og at disse bevares bedre ved Uvidenhed. Hvor helt anderledes fremstiller ikke Skriften denne Sag! Den opfordrer os til ikke alene at fremelske de kristelige Karakterdyder, men stadig at bevare den Hjertetilstand, som vil gøre os skikket til at forstaa Sandheden, især den store Sandhed om Herrens Nærværelse, naar Tiden derfor er inde, og naar Husholdningsskiftet finder Sted. Kundskaben om Guds Husholdningsmaader er en lige saa vigtig Ting ved Enden af denne Tidsalder, som den var ved den jødiske Tidsalders Ende. De, som ikke kan skønne den nu fremstillede Sandhed, fordi de er forblindet af Vantro og Verdslighed, kan heller ikke faa Del i de særskilte Naadegaver, der nu kan erholdes. De er ikke Sejrvindere og følgelig uskikkede til at blive Kristi Brud og indtræde de helliges Arvelod som Medarvinger med ham. Under denne Tidsalders ugunstige Omstændigheder for Modtagelsen af Sandheden bliver den en Prøve paa vor Troskab overfor Gud og skiller derfor de skikkede fra de uskikkede, Hveden fra Klinten.

Granskningen af Tidsprofetierne er kommet i Vanry paa Grund af »Adventisternes« og andres fejlagtige Anvendelser af dem, og fordi man som en Følge af disse Fejltagelser ikke er i Stand til at genkende de Begivenheder, man ventede skulde indtræffe ved givne Tider. Vi indser imidlertid, at selv dette har været en Del d Guds Plan for at gøre Sagen uklar for alle undtagen for den Klasse, hvem Forstaaelsen deraf var tiltænkt, [26] ved at tillade Haan og Foragt at klæbe ved den og derved hindre Verdens vise og forstandige i at fatte den: (Matt. 11, 25.) Vi tvivler ikke paa, at dette lige saa meget var en Del af den guddommelige Plan som det, at Jesus blev sendt til Nazareth, et foragtet Sted, »for at han skulde kaldes Nazaræer« (Matt. 2, 23), endskønt han virkelig var født  i den hæderlige By Bethlehem. Ligesom Verdens vise og forstandige paa hin Tid sagde: »Kan noget godt være fra Nazareth«, saaledes gaar det ogsaa nu, naar den profetiske Tid eller noget andet vedrørende Herrens andet Komme omtales; da raaber mange: »Adventist!« som om de vilde sige: »Kan der komme noget godt ud af Adventismen?« endskønt de indrømmer, at mange Tidsprofetier endnu ikke er opfyldt, og at Herrens andet Komme er det mest fremtrædende Emne i Skriften.

Vi har stor Medfølelse med baade de første Adventister (Jøderne) og vore Dages Adventister, skønt kun nogle faa paa begge Sider indsaa de Sandheder, som de var saa nær ved at fatte, men dog gik Glip af, fordi begge Parter var forblindet af falske Forventninger. Vore Venner Adventisterne har misforstaaet Skriftens Lære baade med Hensyn til Maaden for og Øjemedet med Herrens Genkomst. De har ikke ventet at »se ham, som han er«, men som han var. Ifølge deres Synsmaade har hans Komme et Formaal, som vil fylde alles Hjerter, undtagen de helliges, med Mismod og Rædsel; de mener, at hans Formaal er at samle de udvalgte, ødelægge alle andre og opbrænde Verden. Med saadanne Forestillinger for Øje brugte de Tidsprofetierne som en Svøbe, hvormed de vilde piske og drive Verden til Gud. Men Verden saa koldblodigt til og sagde, at de var ufornuftige Sværmere, og at om der fandtes en Gud, maatte han sikkert være baade fornuftigere og retfærdigere end som saa. Da de Gang paa Gang forudsagde Verdens Undergang, og deres Forudsigelser Gang paa Gang slog fejl, blev [27] Menneskenes Spot mere og mere bitter, indtil den blotte Omtale af profetiske Tid nu i Almindelighed modtages med et vantro Smil eller med aaben Foragt, endog af Kristne, som dog saa godt ved, at Profeti og Tidsregning optager en forholdsvis stor Del af Guds Aabenbaring.

Men Gud tilvejebragte ikke Tidsprofetierne i noget saadant Øjemed, og han vil heller ikke forsøge at omvende Verden paa en saadan Maade; thi han søger saadanne Tilbedere, som tilbeder ham i Aand og Sandhed (Jobs. 4, 23), og ikke saadanne, som ved Skræmsler drives til at tjene ham. Hvis han havde haft til Hensigt (ved Hjælp af Rædsler at skræmme Menneskene til Lydighed, kunde han have opfundet en heldigere Maade at gøre det paa end ved Tidsangivelser, — hvilket jo ogsaa vore Venner Adventisterne har godtgjort. Den profetiske Tid blev givet, ikke for at skræmme Verden — ikke i nogen Forstand for Verdens Skyld — men for at oplyse, styrke, trøste, opmuntre og vejlede Menigheden i de trange Tider ved denne Tidsalders Ende. Derfor staar der skrevet: »Ingen ugudelig skal forstaa det; men de forstandige skal forstaa det.« For dem bliver det Mad rette Tid, og det vil tillige med anden Mad styrke dem, som tager til sig deraf, saa at de bliver »i Stand til at staa imod paa den onde Dag« — den Trængselsdag, hvormed denne Tidsalder afsluttes. Det vil sætte dem i Stand til at forstaa de underfulde Begivenheder, som finder Sted rundt omkring dem, saa at de hverken bliver fortæret af Frygt og Angst eller opslugt af Paafund og falske Anskuelser — den falskelig saakaldte Videnskab — som det vil vrimle med paa denne Dag. Og desuden kan de i den fortærende Ild (Trængsel) være Vidner om Gud og hans Plan og være Folkets Lærere, der peger frem mod det herlige Udfald af Jehovas Plan opløfter et Banner for Folkene, — Es. 62, 10.

[28] Dette er Tidsprofetiernes Formaal, og hvor vigtige, hvor uundværlige er de ikke, for at Gudsmennesket kan være fuldkomment og fuldt udrustet paa denne onde Dag. Uden disse profetiske Tidsbeviser kunde vi se Begivenhederne paa denne Herrens Dag og dog ikke vide, at den var kommet, eller kende vore Pligter og Forrettigheder paa denne Tid. Lad derfor ingen af de i Sandhed offerviede undervurdere disse profetiske Tidsbeviser, som blev bestemt til at retlede vore Ord og Gerninger i Tusindaarsdagens aarle Morgengry før Solopgangen, medens Verden og Navnkirken endnu sover, uvidende og ubekymret om det Husholdningsskifte, som da finder Sted. Disse profetiske Tidsbeviser var for en stor Del Guds Middel til at bringe Forfatteren til at give des fuldere og omhyggeligere Agt paa andre Træk i den guddommelige Plan. Den Opmærksomhed, som ofres paa disse, maa have varig Gavn til Følge for den, som gransker, ikke alene derved, at de oplyser ham om den »nærværende Sandhed«, men ogsaa derved, at de meddeler alle Skriftens Sandheder Kraft og levende Virkelighed ved at give Bevis for Guds Planers Samvirken med Hensyn til saavel Tid som Indhold til Opnaaelsen af hans herlige Formaal.

Fejlen ved Adventisternes Forudsigelser, da de forsøgte at paavise den bestemte Tid Tor Verdens Opbrænding o. s. v., har mere været med Hensyn til Beskaffenheden af de ventede Tildragelser end med Hensyn til Tiden. Ligesom Jøderne ventede de den urette Ting til den rette Tid. Dette var den medvirkende Aarsag til, at de ikke klart fattede Sandheden; men den egentlige Aarsag dertil var den, at Tiden endnu ikke var inde for en klarere Udfoldelse deraf. Og dog var det paa Tide at vække de hellige op til at vente paa Herrens Aabenbarelse — til at drage Brudgommen i Møde og opleve en Skuffelse forud for hans virkelige Komme — hvilket blev givet til Kende i [29] Herrens Lignelse om de ti Jomfruer, hvad vi senere hen udførligt vil paavise. Som paapeget i det foregaaende Bind er det en billedlig, ikke en bogstavelig Ild, der skal fortære Jorden paa Herrens Dag; og i efterfølgende Kapitler vil det blive paavist, at skønt Adventisterne har forkastet deres Anvendelse af nogle Tidsprofetier i den Formening, at de havde taget fejl, saa var Anvendelsen alligevel rigtig. Disse Tidsprofetier viser klart hen til denne Tids billedlige Ild, der allerede er ved at tændes.

Da Adventisterne arbejdede under Trykket af den Vanskelighed, at de ventede en bogstavelig Opbrænding af Jorden, forsøgte de at faa alle de profetiske Tidsafsnit til at ende en og samme Dag — en 24-Timers Dag. Derfor maatte de gøre Vold paa nogle Profetier for at faa dem til at passe ind, med og ende samtidigt med andre. Men den klarere Opfattelse af den guddommelige Plan aabenbarer nu den fuldkomne Samklang i de forskellige Tidsprofetier, og der er ingen Nødvendighed for at fordreje eller gøre Vold paa nogen for at faa dem til at passe med andre. Naar vi i efterfølgende Kapitler anstiller en Undersøgelse af de ledende Profetier, opstiler vi ikke en bestemt Anskuelse for saa at forsøge at faa alle de profetiske Tidsrum til at rette sig derefter, men vi forfølger omhyggeligt hvert enkelt Tidsafsnit til dets Udløb og sammensætter derpaa den Lære eller Plan, som den store »Hemmelighedernes Aabenbarer» saaledes giver til Kende. Man vil finde, at Ordenen og Samklangen i Guds Plan er lige saa aabenbar med Hensyn til dens Tider og Stunder som med Hensyn til de herlige Træk i denne Plan, der er gennemgaaet i det foregaaende Bind og aftegnet paa Kortet over Tidsaldrene. Og naar Tidsaldrenes store Klokke angiver de paa den profetiske Urskive afmærkede Timer, følger de forudsagte Begivenheder lige saa sikkert som dette, at det var Gud, der forudsagde dem.

[30]