STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 1

TIDEN ER NÆR.

Intet ligger imellem. — Oprettelsen af Kristi Rige gaar nu for sig. — Profietiens Vidnesbyrd samler sig i et Brændpunkt. — De forstandige i Verden ser meget. — De vaagende hellige ser klarere. — Vigtigheden for alle af at spejde i den rigtige Retning.

TIDEN er nær for Oprettelsen af Genløserens Rige. Dette er de foregaaende Kapitlers samlede Vidnesbyrd. Intet ligger imellem. Vi lever allerede i det syvende Aartusinde, siden Oktober 1872. Den Magtfrist, der er blevet tilstaaet de hedenske Systemer, maa udløbe med 1914. Det store modbilledlige Jubelaar, Tiderne for Genoprettelsen af alle Ting, tag sin Begyndelse i 1874, da den store Genopretter efter Tiden ogsaa burde være til Stede. Maaden for hans Genkomst og Beskaffenheden af hans Gerning indtil denne Tid er i nøje Overensstemmelse med Profetiens Enkeltheder, saa langt vi er naaet. Denne Husholdnings afsluttende Begivenheder, som man nu ser dem, er i fuldstændig Samklang med det jødiske Forbillede. Elias er kommet og er blevet modtaget som forudsagt. Det forudsagte Band, den store Trængsel, staar lige for Døren. Syndens Menneske er blevet afsløret i al sin vederstyggelige Vanskabthed og har næsten løbet sin forudsagte Bane ud. Oprettelsen af det længe lovede Messiasrige er derfor den store Begivenhed, der ligger lige foran os. Ikke det alene, men dets Oprettelse er nu i fuld Gang. Den nødvendige Undergravning og Kuldkastelse af denne Verdens Riger under Mørkets Fyrste, »denne Verdens Fyrste«, er nu synlig i en vis Udstrækning selv for denne Verdens Børn, men ses, som det ogsaa bør ventes, klarere af dem, der iagttager Begivenhederne gennem Guds Ords [374] Kikkert, der, naar den er rigtigt indstillet; bringer de fjerne Ting og Resultater nær til og sætter Guds Børn i Stand til at skelne de smaa Enkeltheder, som det naturlige Øje ikke kan opdage, saavel som de ledende Træk, der af Verdens Statsmænd og Vismænd kan ses i svage Omrids. Selv denne Verdens vise kan mærke, at Samfundstrængselen nærmer sig, alt efter som Vankundigheden viger for større almindelig Kundskab og personlig Uafhængighed. Skønt de forgæves haaber paa, at en eller anden ukendt og uventet heldig Vending i Begivenhederne skal indtræffe, vansmægter de dog som det skildres i Skriften, af Frygt og Forventning om de Ting, som skal komme over Jorderige — fordi de ser, at de billedlige Himle allerede nu rystes, og skønner, at med en saadan Rystelse og Bortfjernelse af Vildfarelsen, Overtroen og de religiøse Baand, der øver en mægtig Indflydelse over Masserne, maa Vold og Anarki blive Udfaldet.

Men fra Guds Standpunkt, hvorfra de aarvaagne i Troens Husstand har den Forret at kunne se paa Tingene, er ikke alene Trængselens Haardhed tydeligere, men ogsaa de velsignede Følger, som den under Guds Forsyn skal hid føre ved at skabe Plads for det tusindaarige Rige. Og det er en Trøst, der mere end opvejer al Trængselen, selv om vi eller vore kæreste Venner skal faa Del deri.

Formaalet med Tidsprofetierne har til Dels været at give os denne Trøst og denne Kundskab, for at vi ikke skulde hensynke i Tvivl og Modløshed. Et andet Øjemed dermed har været dette, at vi som Rigets Repræ­sentanter iblandt Menneskene skulde være vidende om det store Husholdningsskifte, som nu gaar for sig, for at være i Stand til at aflægge et Vidnesbyrd for Verden vedrørende Guds Plan o. a., som, skønt det nu er upaaagtet, dog vil gavne Menneskene storlig i sin Tid og hjælpe dem til des snarere at erkende Herrens Nærværelse paa den store Vredesdag. Atter et andet Formaal [375] dermed er, at de troende, saaledes væbnede og styrkede ved Guds Ord, kan være i Stand til at staa fast, medens saa mange falder i Trosfornægtelse og forskellige andre forføreriske Vildfarelser, som nu hjemsøger » Kristenheden«. Desuden skulde Tidsprofetierne give den hele Verdensplan Eftertryk og Vægt; thi det er en almindelig Erfaring, at skønt det første Glimt af Guds naaderige Plan om at velsigne hele Verden gennem Menigheden i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder til det yderste opfylder hans tro­ende Børns Hjerter og vækker deres Iver, saa er der, idet deres Bestræbelser for at oplyse andre derom modtages med Kulde, og idet de finder, at kun forholdsvis ganske faa har »Øren til at høre med«, dog en Tilbøjelighed hos dem til at slag sig til Ro med den stille Nydelse af den kostelige Kundskab paa en saadan Maade, som vil medføre det mindste Maal af Haan og Foragt.

Idet Herren ser denne vor naturlige Svaghed, har han givet os Tidsprofetierne som en Spore til at oplive og opvække os fuldt ud og holde os virksomme i hans Tjeneste. Da vi allerede er i »Høsten«, burde Høstarbejdet optage Herrens Tjeneres Tid, Tjeneste ag Tanker, eftersom de nu i Lighed med Disciplene ved hans første Komme skal udføre Høstarbejdet. (Joh. 4, 35-36.) Lad os hver især søge at gøre, hvad vore Hænder finder at udrette, i Lydighed mod den store Overhøstmands Forskrifter. Men med Hensyn til Begivenhedernes Tid og Orden i denne »Høst« maa vi henvise Læseren til det følgende Bind i denne Serie, hvori de af de foregaaende og andre Tidsprofetier uddragne Slutninger samles i et Brændpunkt, og de forskellige forudsagte Tegn og stadfæstende Vidnesbyrd om Mesterens Nærværelse og hans Arbejdes Fremadskriden bliver fremdraget. Der paavises, at »Endens Tid« er kommet, at de Dage, hvori der ventedes paa Riget, er opfyldt, at Renselsen af Heiligdommen er fuldført, at det store Høstarbejde er i Gang, at Indsamlingen [376] af Israel er iøjnefaldende, at Striden paa Guds, den Almægtiges, store Dag er nær forestaaende og at den fuldstændige Oprettelse af Guds herlige Rige til den fastsatte Tid er umiskendelig sikker. Der paavises endvidere, hvilket de helliges Arbejde er under Høsten. Der gøres Rede for Afslutningen af »det høje Kald« og »Forvandlingen« af de hellige, som »lever og bliver tilbage«, og der paavises, at Ægyptens store Pyramide er et af Guds Vidner (Es. 19, 19. 20), hvis underfulde Budskab er en fuldstændig og alsidig Stadfæstelse af Guds Verdensplan tillige med dens Tider og Stunder.

_________________________

Efterskrift. I senere foretagne omhyggelige Undersøgelser af de Optrin, der betegner Afslutningen paa den jødiske Statshistorie, har Forfatteren paavist, at Kampen mellem Jøderne og Romerne fortsattes lige til Aar 73, i hvis første Halvdel det sidste frygtelige Blodbad fandt Sted. Ifølge Husholdningsparallellerne skulde dette indbefatte, at Jøderne først i det modsvarende Aar, 1918, kunde vente at deres Opnaaelse af Friheden i Palæstina skulde finde Sted, ligesom der ogsaa maatte ligge dette deri, at den første Halvdel af 1918 blev Vidne til saa voldsomme Blodsudgydelser indenfor Kristenheden, at dennes Fald som Statssystem dermed kunde siges at blive beseglet, om end Faldet selv kunde staa paa i nogen Tid.

Med Hensyn til Begyndelsen af Høsttiden i den jødiske og i den kristne Husholdning har Forfatteren senere paavist, at den jødiske Høst i hvert Fald først kunde siges at begynde paa Pinsedagen i Aar 33, da saa at sige Evangelieladen blev til. De tre foregaaende Aar maa betragtes som en Forberedelsestid før Høsten. Maaske bør hele Jødernes 70-Ugers Gunsttid holdes adskilt fra Høsten. Forberedelsestiden vilde da blive 7 Aar lang, indtil Aar 36. Svarende til disse to Begyndelsesmuligheder faar vi 1878 eller 1881 som Begyndelsen og med en 40-aarig Høstperiode 1918 eller 1921 som Afslutningen i Evangeliehusholdningens Høst. Øjensynligt har Gud set det bedst for os at vi ikke nøjagtigt kendte Endetidspunktet for Menighedens Gerning hernede. Blot ved vi, at »der kommer en Nat, da ingen kan arbejde«. Da vil Lejligheden til at nedlægge Livet i frivillig Offertjeneste for Gud være forbi. Lad os med Tak benytte os af hver Stund, som Herren endnu giver os at virke i, til at nedlægge Livet i Mesterens og Sandhedens Tjeneste. »Den, som høster, faar Løn.«

Oversætteren.