STUDIER
I SKRIFTEN
BIND II.
Tiden
er nær
KAPITEL
3
OPFYLDELSEN AF
TIDSPROFETIERNE VED
KRISTI FØRSTE KOMME.
De 70 Uger i Daniels Profeti. — Begivenheder, som ifølge Forudsigelserne
skulde ske i den Tid. — Tiden for Messias’
Komme tilkendegives, og en Grundregel opstilles ved den Maade, hvorpaa den
er tilkendegfvet. — En Nøgle til andre
Tidsprofetier. — Tiden for Messias’
Korsfæstelse Tilkendegives. — Den særlige Gunst mod Israel
som et Folk afkortes i Retfærdighed, men fortsættes for de enkelte. – Det Allerbelligste
salves. — Trængsel udøses over den, der ødelægges.
»Agt
nu paa Ordet, og giv Agt paa Synet!
70 Uger er afmaalt over dit Folk og over den hellige Stad til at
indelukke Frafaldet og til at forsegle Synder og til at dække over
Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at besegle Syn og
Profet [Profeti] og til at salve et Allerhelligste.
Og du skal vide og forstaa:
Fra den Tid, Ordet udggar om at genoprette og om at ombygge [genopbygge]
Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, er der 7 Uger og 62 Uger [7+62= 69
Uger]; det skal bringes i Stand og opbygges med Gade og Grav, men under
Tidernes Trængsel.
Og efter de 62 Uger skal den Salvede udryddes og intet
have [eng. Overs.: Men ikke for sig selv].
(Og staden og Helligdommen skal en kommende Fyrstes Folk [den
romerske Fyrste Titus’ Hær]
ødelægge,og Enden derpaa er Oversvømmelse, og indtil Enden er der Krig,
Ruiner er fast besluttet.) Og
[i] een Uge [den 70. Uge eller den sidste Uge af Naadepagten] skal [han,
Messias] befæste Pagten fro de mange; og [i] Midten af Ugen skal [han]
bringe Slagtoffer og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedens
Vinger skal Ødelæggeren komme [eng.: og for Vederstyggelighedernes
Udbredelses Skyld skal han gør det øde], og det indtil Tilintetgørelse
og [en i Guds Plan] fast besluttet Sraffedom strømmer ned over den, der
odelægges [Folket, repræsenteret ved Jurusalem]» — Dan. 9, 23—27.
MEDENS denne Profeti afmærker Begyndelsen af den jødiske
Tidsalders »Høst» og Herrens Nærværelse der i Egenskab af øverste Høstmand,
er der adskillige andre Profetier, som meget klart afmærker Begyndelsen
af Evangelietidens »Host», hvor Herren ogsaa [64] ved sit andet Komme
skal være den øverste Høstmand. Opfyldelsen
af denne Profeti anskueliggør Profetiernes Opfyldelse i Almindelighed
samt fastslaar et Punkt, der nævnes i en anden Profeti, som vi senere hen
skal komme tillage til.
Medens mange Profetier forener sig om at fastsætte og
stadfæst Tidspunktet for Kristi andet Komme, var denne den eneste, som
afmærkede Tidspunktet for hans første Komme.
Kan dens Opfyldelse klart erkendes, vil den hjælpe os til at
beregne og dømme om de Profetier, som vedrører hans andet Komme. Af den Grund giver vi denne opfyldte Profeti Plads her, og
tillage af den Grund, at nogle af de deri fastslaaede Tidspunkter nødvendigvis
maa kendes for at faa andre Profetier fortolket, som vedrører Herrens
Genkomst, og som vi skal overveje senere hen.
Daniel havde haft mange Syner (beskrevet i Kapitlerne
2, 4, 7 og 8 af hans Profeti), der alle handlede om stor Fremgang og Ophøjelse
for forskellige hedenske Riger. Men
skønt Daniel havde særskilt Interesse for Israel, havde han dog ikke
faaet Oplysning om dets Fremtid. Han
vidste imidlertid af Jeremias’ Profeti (Jer. 29, 10; 2 Krøn. 36,
20—23), at den Tid, i hvilken Judæa skulde ligge øde, vilde vare 70
Aar, og da han saa, at denne Frist næsten var udløbet (Dan. 9, 2), bad
han inderligt om, at Gud atter vilde skænke Israel sin Yndest.
(Vers 17—19.) Det
ovenfor anøorte var Guds Svar til ham
gennem en Engel.
Det »afmaalte» eller bestemte Tidsrum i
Israels Historie, som her nævnes, er 70 Uger fra et givet Udgangspunkt,
nemlig fra den Tid, da »Ordet
udgaar om at genoprette og ombygge Jerusalem» (mærk; ikkeTemplet).
I Løbet af den Tid skulde store Ting udføres: Staden skulde blive
genopbygget under ugunstige Omstændigheder (Neh. 4), under Tidernes Trængsel;
Synden skulde blive borttaget ved en Forligelse for Misgerningerne,
og Refærdigheden Retfærdiggørelsen) [65] skulde blive oprettet
— ikke som den, der bragtes i Stand Aar for Aar ved Blodet af Okser og
Bukke, men som den sande og »evige
Retfærdighed», fuldbyrdet ved Kristi Offer.
Daniel fik ogsaa Underretning om, at den, som skulde indføre det
bedre Offer, derved vilde bringe Lovens forbilledlige Slagtofre og Madofre
til at ophøre.
I dette Tidsrum vilde Messias, Israels længe ventede
Frelser, komme, og 7 Uger og 62 uger
eller i alt 69 Uger opgives som Maalet paa Tiden til Messias’ Nærværelse.
Derefter vilde han blive udryddet, men ikke or sig selv.
Der vilde altsaa efter Messias’ Komme være een Uge tilbage, den
sidste, den 70, af denne forjættede Gunst, og i Midten af den Uge vilde
han ifølge Forudsigelsen bringe de forbilledlige Ofre til at ophøre ved
at gøre sin Sjæl til et Syndoffer. — Es. 53, 10—12.
Disse 70 Uger eller 490 Dage repræsenterede 490 Aar,
idet in billedlig Dag betegner et Aar; og da de er salledes opfyldt
i denne den eneste Tidsprofeti, som umiddelbart vedrører det første
Komme, giver det os en Nøgle til en Del andre Profetier, der, som vi i
det følgende vil vise, har været skjult i billedlige Tal — en Dag
for et Aar — indtil det rette Tidspunkt for deres Løsning var
kommet. Denne Profeti er
udtrykt i saadanne Ord, at Daniel og andre Jøder, om de vilde, kunde
holde den for utrolig og med Tiden glemme den; eller den kunde blive
erindret af dem, som »forventede
Israels Trøst », og som kunde slutte sig til, at Tiden var billedlig
ligesom for Ezekiels Vedkommende. (Kap.
4, 6.) Sikkert er det, at en
Del trofaste vidste, at de kunde vente Messias; og der staar endogsaa
skrevet, at alle var i Forventning (Luk. 3, 15), selv om de ikke alle var
i Stand til at modtage ham paa Grund af den Maade, hvorpaa han kom.
Man bør lægge Mærke til, at de 69 billedlige Uger
eller 483 Aar strækker sig indtil Messias, Fyrsten, og [66] ikke
til Jesu Fødsel i Bethehem. Det
hebraiske Ord Messias, svarende til det græske Ord Kristus,
betyder Salvet og er en Titel snarere end et Navn.
Jesus var ikke den Salvede, Messias, Kristus, førend efter sin
Daab. (Sml. Ap. G. 10, 37, 38 og Matt. 3, 16.)
Han blev salvet med den hellige Aand, straks efter at han steg op
af Vandet. Salvelsen skete,
da han havde naaet Manddomsalderen, hvilket han ifølge Loven havde, da
han var 30 Aar gammel; thi han var født under Loven, som han og enhver Jøde
, var underkastet, indtil han gjorde Ende paa dens Herredømme, idet han
opfyldte dens Betingelser og »naglede den til Korset».
Denne Profetis 69 Uger naar derfor ned til Tiden for hans Daab og
Salvelse, hvorefter han var Messias, Kristus, den Salvede, og ikke før.
Følgelig endte de 69 Uger eller 483 Aar i Efteraaret 29 e. K.
Og da opfyldtes den Del af Profetien, som lyder:
»Fra den Tid, Ordet udgaar om at genoprette og om at ombygge
Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, er der 7 uger og 62 [69] Uger.»
(Dan. 9, 25.) Begynder
vi der, finder vi den 70. Uge
opfyldt ligesom Resten, et Aar for en Dag.
De fleste, som har skrevet om dette Emne, har begyndt
at regne dette Tidsrum fra Artaxerxes 7.
Aar, da Esras fik en Opgave at udføre (Esras 7, 7—14), som man
antager for Iværksættelsen af Kyrus’ Befaling.
(Esras 1, 3; 5, 13; 6, 1—12.)
Man bør imidlertid lægge Mærke til, at Kyrus’ Ordre lød paa
at bygge Herrens Hus, Templet og dets Forgaardsmur.
Men der udgik en anden Befaling til Nehemias i Artaxerxes’ 20.
Aar om at genopføre Jerusalems Mure, som paa den Tid endnu
ikke var udbedret. (Neh. 2,
3—8; 6, 15; 7, 1.) Og det
er fra Tiden for denne Befaling om at »genoprette og ombygge Jerusalem»,
at denne Daniels Profeti bør regnes.
Hele Beretningen stemmer dermed, medens der kun er en
tilsyneladende Indvending derimod i en Profeti desangaande [67] af Esaias.
hvori det blev sagt om Kyrus ikke alene:
»Han skal løslade mine bortførte», men ogsaa:
»Han skal opbygge min Stad.»
(Es. 45, 13.) Denne
Indvending udjævner vi saaledes: Det
her oversatte Ord »Stad»
er ir og betegner et muromgivet Sted.
Efter vort Skøn hentydes der her til Templets Forgaardsmur, og
hermed stemmer de ovennævnte Kendsgerninger overens; det samme Ord ir er
gengivet med »indre Stad» i
2 Kong. 20, 4.
Aarstallet for Nehemias’ Udsendelse sættes sædvanligt
til 445 f. K.; men Dr. Hales Værk om Tidsregningen (Side 449 og 531) og
Dr. Priestlies Afhandling: »Harmony
of the Evangelists» (Side 24—38), viser, at denne gængse Anskuelse
tager 9 Aar fejl, idet 454 f. K. er det rette Aarstal for Nehemias’
Udsendelse,. Og hermed
stemmer Daniels Forudsigelse (9, 25) vedrørende Ordet om at genoprette og
ombygge Jerusalem.
Eftersom 69 Uger (7+62) eller 483 Aar naar indtil Messias
(den Salvede ), Fyrsten, trækker vi de 454 Aar f. K. (det rette Aarstal
for Befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem) fra dette Tidsrum
paa 69 billedlige Uger eller 483 Aar, og Resten — 29 Aar e.K. — maa
saa være det Aar, da den Salvede (Messias) vilde blive aabenbaret,. Dette er i nøjagtig Overensstemmelse med, hvad vi allerede
har paavist, nemlig at Jesus blev døbt af Johannes og modtog Aandens
Salvelse i Aar 29 e. K., omkring ved den 3, Oktober, paa hvilket Tidspunkt
han var 30 Aar gammel ifølge det rette Aarstal for hans Fødsel, saaledes
som paavist i det foregaaende Kapitel.
Herrens Virksomhed omspændte 3½
Aar og endte med hans Korsfæstelse ved Paasketid i Vaaren Aar 33 e. K.
Heri opfyldte han til Punkt og Prikke Profetien om den
tilbagestaaende sidste Uge (7 Aar) af den forjættede Gunstperiode.
Det hedder nemlig: »Efter» de 62 [foruden de forannævnte
7, i alt 69] Uger [68] skal den Salvede udryddes, men ikke for sig selv»*)
— »i Midten af Ugen [som stod tillage — den 70.] skal han
bringe Slagtoffer og Madoffer til at ophøre.»
*)
Udtrykket »men ikke
for sig selv» gengives forskelligt i forskellige Oversættelser, hvoraf
vi har flere liggende for os; men efter vor Mening er denne (den
almindelige engelske Oversættelse) den tydeligste og bedste.
De Ofre, som bragtes ifølge Loven, ophørte der; ikke
saa, at Dyr, Røgelse m, m, ikke blev ofret derefter af Præsterne; thi
disse vedblev at ofre dem Aar efter Aar; men de blev ikke godkendt af
Jehova og var ingen Henseende Ofre for Synd.
Da det sande Offer var kommet, da vor Herre Jesus havde »bortskaffet Synden ved sit Offer» (Heb. 9, 26), kunde Jehova ikke længere godkende noget andet
Offer, og der var heller ikke mere nogen Nødvendighed for et saadant.
Messias, som havde ofret sig selv i 3½
Aar, fuldendte Gerningen der paa Korset.
(Joh. 19, 30) og borttog dermed Synden, gjorde fuldkommen
Forligelse over for Gud for Menneskenes Misgerning og bragte saaledes hele
Menneskeslægten en evig Retfærdiggørelse fra Synden i Stedet for den
forbilledlige aarlige Retfærdiggørelse, som blev opnaaet ved
Forbillederne af det forbilledlige Folk, Israel.
Messias’ Død var ligeledes
»Seglet» paa — Forsikringen om Opfyldelsen af — alle Synere
og Profetierne om kommende Goder og om den Genoprettelse af alle Ting, som
Gud har talt om ved alle sine hellige Profeters Mund fra Verdens
Begyndelse af. (Ap. G. 3,
21.) Hine Løfter, baade
Abrahamspagten og den nye Pagt, blev stadfæstet og deres Opfyldelse
sikret ved »hans eget dyrebare Blod»
(Luk. 22, 20; 1 Kor. 11, 25), som taler bedre for os end Oksers og
Bukkes Blod, idet det nemlig skaffer alle dem en evig Retfærdiggørelse
og Borttagelse af Synden, som tager imod ham.
I Resten, den sidste Halvdel, af den 70, eller sidste Uge af den
[69] jødiske Gunsttid — i de 3½
Aar, som begyndte med Pinsedagen — blev hans Efterfølgere (»det
allerhelligste» af hin Nation) salvet med Guds hellige Aand, ligesom
Messias var blevet det ved Udløbet af den 69, Uge.
Saaledes opfyldtes Udsagnene i det 24.
Vers af denne Profeti: »70
Uger er afmaalt over dit Folk og over din hellige Stad (a) til at indelukke Frafaldet og til at forsegle Synder
og til at dække over Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og
(b) til at besegle Syn og Profeti og (c) til at salve et allerhelligste.»
Profetien viste ikke, at hele dette Arbejde vilde blive udsat til
den sidste »Uge» da Messias
skulde være til Stede; og uden Tvivl har Jøderne forstaaet den saaledes,
at der fra deres Side skulde foretages store sædelige Reformer,
der skulde berede dem til at tage imod Messias og til under ham at blive
salvet som det »allerhelligste» Folk for at velsigne Verden i
Almindelighed. De havde til
Trods for Aarhundreders Erfaring ikke lært, at de var ude af Stand
til at bortskaffe Synden og gøre Forligelse for Misgerningerne, og at der
vilde kræves et fuldkomment Genløsningsoffer for at udføre det store
Arbejde at udslette Synden og retfærdiggøre de dødsdømte.
Ihvorvel Daniels Profeti paa den anden Side viste, at
Messias vilde blive udryddet (dø) i Midten af den sidste Uge, paaviste
den dog ikke, at Masserne af hans Folk vilde være vanhellige og
derfor blive forkastet, hvad de blev i Midten af samme Uge.
(Matt. 23, 38.) En
anden Profet havde sagt: »Han
skal fuldbyrde Gerningen og afkorte den i Retfærdighed » : alt
blev fuldendt i den halve Uge (de 3½
Aar) af Jesu Virksomhed, undtagen Salvelsen af det allerhelligste.
Men hvad er der at sige om Resten af den 70.
Uge, de 3½
Aar efter Korsfæstelsen? Gav
Jehova egentlig kun Israel 69½
Gunst-Uge, skønt han havde lovet dem 70?
Ved første Øjekast ser det saaledes ud, især [170] naar vi
husker, at Jesus fem Dage før sin Død
»i Midten af Ugen » græd over deres Stad og forkastede dem med
disse Ord: » Eders Hus lades
eder øde. » Men det er ikke
saa. Jehova kendte Enden fra
Begyndelsen af, og naar han lovede dem 70 Uger, mente han det; følgelig
maa vi vente Gundst for dette Folk i 3½
Aar efter Korsfæstelsen, uagtet det da kom til at ligge øde Nation.
At Israelitterne som et Folk ikke var skikket til at
modtage den ypperste Gunst, den aandelige, og forøvrigt heller ikke den
jordiske, viste sig ved, at de forkastede Messias, hvilket Gud havde
forudset og forudsagt; følgelig var det til ingen Nytte for dem at faa
deres nationale Prøve fortsat udover Midten af deres 70.
Uge. Den blev afbrudt
der, da de blev overladt til sig selv, da deres Hus blev ladt øde, og
Gunsten blev dem frataget, I de tiloversblevne 3½
Aar af deres Periode blev Gunsten forøget, skønt indskrænket til
»Levningen», de helligste, de reneste og mest skikkede,
hvem den alene kunde gavne. (Es.
10, 22. 23; jfr. Rom. 9, 28.) Den
yderligere Gunst bestod deri, at der ofredes hin Levning 3½
Aars udelukkende Opmærksomhed og Røgt under de større Fordele, som den
aandelige Husholdning frembød. Den
begyndte med Disciplene ved Pinsen og naaede sandsynligvis al den modne
Hved i hint folk i Løbet af dette Tidsrum.
Se Ap. G. 2, 41; 4, 4 med Hensyn til Udfaldet af de første faa
Dages Virksomhed.
Det var af den Grund, at Jesus, skønt han havde smagt
Døden for alle, og skønt Evangeliet skulde forkyndes for alle, dog bød
Disciplene at begynde i Jerusalem.
De maatte heller ikke opgive denne særskilte Gerning, før de 3½
Aars Gunst, som var lovet Israel. var udløbet — da Gud paa en særlig
Maade tilkendegav, at Hedningerne nu skulde have samme Adgand dertil som Jøderne.
— Ap. G. 10.
[71] Det nøjagtige Aarstal for Kornelius’ Omvendelse
kan Kronologerne kun gætte sig til, og følgelig henlægges denne til
forskellige Tidspunkter mellem Aarene 37 og 40 e. K.; men med Blikket paa
denne tydelige Profeti, som vi nu overvejer, tvivler vi ikke paa, at
Begivenheden fandt Sted i Efteraaret 36 e. K.; der endte nemlig de 70 Uger
eller 490 Aars Gunst over Israel. Eftersom
den særlige Gunst endte der, burde dette ogsaaa betegnes ved, at
Evangeliet blev sendt til Hedningerne.
Israelitterne blev ikke derefter udelukket fra Evangeliet, men blev
behandlet paa samme Maade som Hedningerne; dog hensatte Fordommene uden
Tvivl Resten i en mindre heldig Stilling.
Da det »allerhelligste»
allerede var udvalgt, blev Evangeliet ikke længere udelukkende tilbudt
dem, men stod aabent for enhver, som havde Øren at høre med.
Efter de 70 Uger kom den ide sidste Sætninger af
Versene 26—27 omtalte Nød og Trængsel.
Den romerske Fyrste kom og ødelagde Staden og Templet, og »lig en
Oversvømmelse» efterlod han sig frygtelig Ødelæggelse og Tilintetgørelse.
Messias, som de forkastede, har tilladt forskellige Onder at ramme
dette Folk siden og vil vedblive at tillade det
»indtil Enden», indtil de har faaet nok, indtil han siger;
»Tal venligt til Jerusalem og raab til det, at dets Strid [Stridstid]
er fuldendt, at dets Skyld er betalt. » (Es. 40, 2.)
Imedens skal »fast
besluttet Straffedom» strømme ned over det, der er øde (det forkastede
Folk), til dets Bæger er fuldt af Kummer — indtil den Dag, da det skal
sige: »Velsignet være den som kommer i Herrrens Navn!»
Denne Israels Befrielsesdag er nu ved at gry, Gud ske Tak!
Og skønt deres Forladthed og Nød endnu ikke er til Ende, nærmer
sig dog med hver Time den Stund, da Fordommenes Skæl skal falde fra deres
indre Øjne, da de skal skue frem fra Mørket hen til ham, som de har
gennemstunget, og da [72] e bitterlig skal sørge over ham, som man
bitterlig sørger over den førstefødte. — Sak. 12, 10.
Eftersom mange under Læsningen af det her undersøgte
Skriftsted er kommet i stor Forvirring og Vildfarelse som Følge af Mangel
paa en rigtig Forstaaelse af Ordenen i Profetiens Ord, saa at de
forveksler Fyrsten Messias med den romerske Fyrste o. s. v., foreslaar vi
her en omhyggelig Gennemlæsning af Stedet, saaledes som det er ordnet ved
Begyndelsen af dette Kapitel, med Iagttagelse af Paranteserne og de
oplysende Bemærkninger i Klammerne.
