STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 5

MAADEN FOR KRISTI GENKOMST OG
AABENBARELSE.

Maaden for Kristi andet Komme i Samklang med andre Træk af den guddommelige Plan. — Hvorledes og hvornaar Menigheden skal faa ham at se. — Hvorledes og hvornaar Herrens Herlighed skal blive saaledes aabenbaret, at alt Kød til Hobe skal se den. — Udsagn, som tilsyneladende er i Modstrid med hinanden, viser sig at være samstemmende. — Han kommer »som en Tyv«. — Ikke med ydre Opsigt og dog med et Anskrig, med Røster og med Lyden af Guds Basun. — Han skal aabenbares med Ildslue og bringe Hævn, — og dog skal han komme paa samme Maade, som han gik bort. — Vigtigheden af Tidsprofetierne i denne Sammenhæng. — Hvorledes nærværende Tegn stemmer overens med alt dette.

KUNDSKABEN om Hedningetidernes nær forestaaende Udløb og Forvisningen om, at Fuldendelsen af Menighedens Haab maa indtræffe omkring ved disses Afslutning, forhøjer kun Længselen hos dem, der nu venter paa Israels Trøst. Saadanne vil hungre efter en hvilken som helst Oplysning, som vor Fader ved Profeterne har meddelt os med Hensyn til »Høsten«, Afslutningen paa denne Tidsalder — da Hveden skal skilles fra Klinten blandt Navnkirkens levende Medlemmer, og da de sejrende skal forvandles til at være deres Herre og Hoved lige og være sammen med ham.

Men for at kunne indse det rimelige i den profetiske Lære angaaende disse Emner, der er af saa stor Vigtighed, er det aldeles nødvendigt, at vi har en klar Opfattelse baade af Formaalet med Herrens andet Komme og af Maaden, hvorpaa han skal blive aabenbaret. At Formaalet med hans Genkomst er at forlige alle, som vil, i Verden med Gud ved at styre, lære og optugte dem, hvilket kaldes at dømme og velsigne, det haaber vi, at alle vore nærværende Læsere er blevet overbevist om [106] ved Læsningen af første Bind. Spørgsmaalet om Maaden for Herrens Komme og Aabenbarelse er derfor af højeste Vigtighed her, før vi skrider videre med vort Studium af Høsttiden o. a. Bibellæseren maa holde Formaalet med Herrens Genkomst klart frem for sin Tanke, medens han undersøger Maaden for Genkomsten, og maa fastholde begge disse, naar han kommer til at granske Tiderne. Dette er fornødent som en Modvægt mod de urigtige Anskuelser, hvori mange allerede er hildet — Synsmaader, som er bygget paa  falske Forestillinger baade om Formaalet med og om Maaden for Herrens Komme.

Grib og hold saa sikkert som muligt fast ved den allerede paaviste Kendsgerning, at Guds Plan er et samstemmende Hele, der bliver gennemført ved Kristus, og at hans andet Kommes Gerning staar i Forhold til det førstes Gerning som Virkning til Aarsag. Det vil sige, at det store Genoprettelsesværk ved hans andet Komme knytter sig til det ved hans første Komme udførte Genløsningsværk som en logisk Følge i Overensstemmelse med Guds Plan. Derfor betegner Herrens Genkomst Fremdæmringen af et Haab for Verden, Uddelingen af de ved Genløsningen sikrede Naadegoder, — idet Evangelietiden kun er en indskudt Mellemtid, i hvilken Kristi Brud bliver udsøgt til at forenes med sin Herre i det store Genoprettelsesarbejde, som han kommer for at udføre.

Eftersom Kristi Menighed, der er blevet udviklet i Løbet af Evangelietidsalderen, skal have Del med sin Herre i den tusindaarige Tidsalders store Genoprettelsesværk, maa Kristi første Gerning ved hans Genkomst være at samle den udvalgte Menighed, hvortil der henvises ved Profeten (Ps. 50, 5) paa følgende Maade: »Samler mig mine fromme [Yndlinge], som har indgaaet Pagt med mig om Offer!« Denne Indsamlings- eller Indhøstningstid falder i Overgangen fra den, ene Tidsalder til den anden. Den er, som vi [107] vil paavise, et Tidsrum paa 40 Aar, hvori Evangelie­tidsalderen afsluttes, og Tusindaarsrigets Tidsalder indledes (se Bind I, Side 237-239, 253-256, og Kortet over Tidsaldrene). Denne Høsttid vil medføre ikke alene Udskillelsen af Hveden fra Klinten i Navnkirken og Indsamlingen og Herliggørelsen af Hvedeklassen, men ogsaa Opbrændingen (Ødelæggelsen) af Klinten (som Klinte eller eftergjort Hvede, ikke som Personer; Ødelæggelsens Ild er billedlig lige saavel som Klinten) og Indsamlingen og Ødelæggelsen af den fordærvede Frugt paa » Jordens Vintræ« (mennesklig Ærgerrighed, Graadighed og Selviskhed), der har vokset og er modnet igennem Aarhundreder i denne Verdens Riger og i de forskellige Samfundsindretninger blandt Menneskene.

Endskønt vi, da vi behandlede Emnet om Formaalet med Herrens Genkomst, paaviste, at det vilde blive et personligt Komme, vil vi dog igen værge Læseren mod en mulig Tankeforvirring, naar han overvejer de to tilsyneladende uforenelige Udtalelser af Herren: »Se, jeg er med eder alle Dage intil Verdens [aionos, Tidsalderens] Ende«, og: »Jeg gaar bort for at berede eder Sted . . . og kommer igen og tager eder til mg«. (Matt. 28, 20; Joh. 14, 2. 3.) Følgende Tildragelse vil tjene til Belysning af Overensstemmelsen mellem de to Løfter: En Ven sagde til en anden, idet de var ved. at skilles: Husk, at jeg vil være med dig paa hele din Rejse. Hvorledes? Ikke personlig; thi de rejste med hver sit Tog i modsat Retning til fjerne Steder. Meningen var, at de i Kærlighed og Omhu for hinanden ikke skulde være adskilt. I lignende, men fuldere Forstand har Herren altid været med sin Menighed, idet hans guddommelige Magt satte ham i Stand til at styre, hjælpe og have Tilsyn med den fra først til sidst. Vi har nu under Overvejelse, ikke Herrens Nærværelse hos os i denne billedlige Forstand, men Maaden for hans anden personlige Tilstedeværelse og Aabenbarelse, naar han kommer for at herliggøres i sine hellige og [108] for at beundres i alle dem, som paa den Dag kommer til Troen.

Skriften lærer, at Kristus kommer igen for at regere, at han bør regere, indtil han har undertvunget alle Fjender, alle Modstandere, alt, hvad der staar i Vejen for den store Genoprejsning, som han vil fuldføre, indtil han har tilintetgjort Døden som den sidste Fjende (1 Kor. 15, 25. 26), og at dette vil vare tusinde Aar. Det er derfor kun, hvad der burde ventes, naar vi i Profetierne finder en meget større Plads optaget af: Spørgsmaalet om hans andet Komme, de tusinde Aars sejrrige Regering og Omstyrtelsen af det onde end af Forudsigelserne om de 34 Aar, da han første Gangvar her for at genløse Slægten. Og ligesom vi har fundet, at Profetierne berører de forskellige vigtige Punkter i hine 34 Aar, fra Betlehem og Nazareth lige til Galden og Eddiken, Klæderne, som man kastede Lod om, Korset, Graven og Opstandelsen, saaledes finder vi, at Profetierne ligeledes berører forskellige Punkter i de tusinde Aar af hans anden Nærværelse, især deres Begyndelse og Ende.

Herrens anden Nærværelse vil omspænde et meget længere Tidsrum end hans første. Hans første Mission fuldendtes i mindre end 34 Aar, hvorimod det vil tage tusinde Aar at udføre det for hans anden Nærværelse bestemte Arbejde. Saaledes kan det med eet Øjekast ses, at ihvorvel hans Gerning ikke var mindre vigtig første end anden Gang — ja, skønt den var saa vigtig, at hans anden Gerning ved Genkomsten aldrig kunde være blevet mulig uden den — var den dog ikke saa afvekslende og krævede følgelig mindre Beskrivelse end hans Gerning ved Genkomsten.

Naar Talen er om Herrens andet Komme, maa vi ikke mere end ved hans første Komme vente, at alle Profetier skal udpege et enkelt Øjjedblik, særdeles rigt paa Begivenheder, da han skal komme, og alle Mennesker blive gjort opmærksomme paa hans Nærværelse.

[109] Dette er ikke Guds sædvanlige Fremgangsmaade; det var ikke Tilfældet ved hans første Komme. Messias første  Komme betegnedes ikke ved nogen pludselig eller overraskende Fremtoning af noget usædvanligt og overnaturligt, men blev aabenbaret og bevist ved den gradvise Opfyldelse af Profetierne, der viste tænkende Iagttagere, at de Begivenheder, som var at vente, indtraadte i rette Tid. Og saaledes vil det være ved hans andet Komme. Det er af mindre Vigtighed, at vi opdager det nøjagtige Øjeblik, han kommer, end at skønner hans Nærværelse, efter at han virkelig er kommet, ligesom det veu hans første Komme var af` Vigtighed, at man var i Stand til at indse hans Nærværelse, og det jo før jo bedre, men meget mindre vigtigt at kende det nøjagtige Aarstal for hans Fødsel. Naar Talen er om Herrens andet Komme, tænkes der altfor ofte paa selve den Handling »at komme« og paa Ankomstøjeblikket, hvorimod Tanken burde være, at han er til Stede en Tid lang ligesom første Gang. Det nøjagtige  Øjeblik, da denne Nærværelse begynder, synes da mindre vigtig, og hans Gerning under Tilstedeværelsen bliver des mere gjort til Genstand for Betragtning.

Vi maa tillige huske, at Herren ikke længere er et Menneske, at han som Menneske gav sig selv til Løsepenge for Menneskene, da han jo blev Menneske netop i det Øjemed. (1 Tim. 2, 6; Heb. 10, 4. 5; 1 Kor. 15, 21. 22.) Han er nu højt ophøjet til den guddommelige Natur. Derfor sagde Paulus: »Om vi ogsaa har kendt Kristus efter Kødet, gør vi det dog ikke mere nu.« (2 Kor. 5, 16.) Han blev oprejst fra de døde som et levendegørende Aandevæsen (1 Kor. 15, 45) og ikke som et  Menneske af Jorden, jordisk. Han er ikke længere menneskelig i nogen Forstand eller Grad;  thi vi maa ikke glemme, hvad vi har lært (se Bind I, Kap. 10) — at de forskellige Naturer er afsondret fra hverandre. Eftersom han ikke længere i [110] nogen Forstand eller Grad er et Menneske, maa vi ikke vente, at han skal komme igen som et Menneske ligesom første Gang. Hans andet Komme vil ske paa en anden Maade saavel som i et andet Øjemed.

Idet vi lægger Mærke til, at Herrens Forandring fra den menneskelige til den guddommelige Natur ved hans Opstandelse endog var større end den, der fandt Sted 34 Aar i Forvejen, da han lagde den aandelige Tilværelses Herlighed til Side og »blev Kød«, kan vi have stor Nytte af indgaaende at betragte hans Færd i de 40 Dage efter hans Opstandelse, før han gik til Faderen; thi det er den oprejste Kristus fra hine 40 Dage, der skal komme igen, og ikke Mennesket Kristus Jesus, som i Døden gav sig selv til en Løsepenge fos os. Han, som havde lidt Døden efter Kødet, var ogsaa blevet levendegjort efter Aanden. — 1 Pet. 3, 18.*)

_____________________________
*) Herren døde som et kødeligt eller menneskeligt Væsen, men blev oprejst fra de døde som et Aandevæsen. Og eftersom Menigheden skal forandres, for at den kan blive lig Kristus, er det aabenbart, at den Forvandling, som foregik med Hovedet, var af en lignende Art som den, der siges at være i Vente for Sejrvinderne, der ogsaa skal omskiftes fra menneskelig til aandelig Natur og gøres ham lige — blive delagtige i guddommelig Natur. Følgelig lader denne Skildring af de helliges Forvandling sig ogsaa anvende paa deres Herre, nemlig: »Det saas i Vanære, det oprejses i Herlighed; det saas i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; der saas et sjæleligt Legeme, der oprejses et aandeligt Legeme.« (1 Kor. 15, 43. 44.)
_____________________________

Anden Gang kommer han ikke for at være de Øvrigheder, som er, underdanig, for at betale Kejseren Skat og for at lide Fornedrelse, Uret og Overlast; men han kommer for at regere og udøve al Magt i Himmel og paa Jord. Han kommer ikke i sit Fornedrelseslegeme, det menneskelige Legeme, som han antog for at lide Døden, og som var ringere end det tidligere herlige Legeme (Heb. 2, 9), men i sit herlige aandelige Legeme, der er »Faderens Væsens udtrykte Billede« (Heb. 1, 3); thi paa Grund af sin Lydighed indtil Døden [111] er han nu højt ophøjet til Guds Natur og Lighed og har faaet et Navn, som er over ethvert Navn — Faderens Navn alene undtaget. (Fil. 2, 9; 1 Kor. 15, 27.) Apostelen paraviser, at » det endnu ikke er aabenbaret« for vor menneskelige Forstand, hvordan han nu er; følgelig ved vi heller ikke, hvordan vi skal blive, naar vi er blevet ham lige. Men vi (Menigheden) kan glæde os i den Forvisning, at vi en Dag skal være hos ham, være ham lige og se ham, som han er (1 Joh. 3, 2) — ikke som han var ved sit første Komme i Fornedrelse, da han havde lagt sin forrige Herlighed til Side og for vor Skyld var blevet fattig, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige.

Dersom vi tænker paa det vise og skønsomme i den Maade, hvorpaa Herren gjorde sin Nærværelse bekendt for Disciplene efter sin Opstandelse saavel som tidligere, kan det maaske hjælpe os til at erindre, at den samme Visdom vil blive lagt for Dagen i den Maade, hvorpaa han ved sit andet Komme vil aabenbare sig baade for Menigheden og for Verden. Det vil ikke nødvendigvis blive de samme Fremgangsmaader, han benytter, men saadanne, som i hvert givet Tilfælde svarer godt til hans Øjemed, der aldrig gaar ud paa at sætte Menneskene i en opskræmt eller ophidset Tilstand, men sindigt og roligt at overbevise deres Forstand om de store Sandheder, han ønsker at indprente dem. Herrens første Komme var ikke en overraskende, ophidsende eller opskræmmende Begivenhed. Hvor stille og tilbageholdende kom han ikke! I den Grad, at kun de, der havde Tro og Ydmyghed, var i Stand til i dette Barn af ringe Fødsel, i denne Sorgernes Mand, de ringes og fattiges Ven, og omsider i den korsfæstede at se den længe ventede Messias.

Efter hans Opstandelse maatte Tilkendegivelsen af hans Nærværelse ifølge Sagens Natur være noget mere forbavsende, især naar man tænker paa hans forandrede Natur. Dog maatte hans Opstandelse tillige med hans [112] Naturskifte blive til fulde aabenbaret, ikke for hele Verden paa den Tid, men for udvalgte Vidner, der kunde aflægge troværdige Vidnesbyrd derom for efterfølgende Slægter. Var al Verden blevet gjort bekendt med det skete dengang, vilde det Vidnesbyrd, som er kommet ned til vore Dage, sandsynligvis have været meget mindre troværdigt, idet det da vilde være blevet farvet og fordrejet af Menneskene og blandet med deres Overleveringer, saa at Sandheden kunde synes næsten eller helt utrolig. Gud betroede det kun til udvalgte, trofaste og værdige Vidner. Idet vi undersøger Beretningerne, lad saa enhver give Agt paa, hvor fuldkomment Formaalet blev udført, og hvor klart, afgørende og overtydende det Bevis var, som Disciplene fik paa Kristi Opstandelse og Forvandling. Læg ogsaa Mærke til den Omhu, hvormed han vogtede sig for at bringe dem i en opskræmt eller utilbørligt ophidset Tilstand, medens han aabenbarede og indskærpede disse store Sandheder. Vær vis paa, at den samme Visdom, Skønsomhed og Indsigt vil blive lagt for Dagen i den Fremgangsmaade, hvorved han vil gøre sin herlige Tilstedeværelse kendt ved sit andet Komme. Forstanden vil blive sindigt og roligt overbevist i hvert givet Tilfælde, skønt Verden i Almindelighed vil behøve streng Tugt for at naa til den Tilstand, hvori de kan modtage Vidnesbyrdet, hvorimod de, hvis Hjerte er ret, vil faa den velsignede Underretning før. Alle Beviserne for hans Opstandelse og Forvandling til aandelig Natur blev ikke givet hans Disciple paa en Gang, men efterhaanden som de var i Stand til at bære dem, og paa en Maade, der egnede sig til at gøre det dybeste Indtryk paa dem.

I de 3 ½ Aar, Herrens Virksomhed varede, havde hans Disciple bragt Venner, Anseelse, Forretning m. m. som Offer for at bruge Tid og Kraft til at kundgøre Messias' Nærværelse og Oprettelsen af hans Rige; men de havde nødvendigvis ufuldkomne Begreber om Maaden [113] og Tiden for deres Mesters Ophøjelse og deres forjættede Ophøjelse med ham. Fuld Kundskab var heller ikke nødvendig dengang; det var tilstrækkeligt, at de i Troskab tog Skridt efter Skridt i rette Tid; derfor underviste Mesteren dem lidt efter lidt, eftersom de var i Stand til at modtage det. Ved Slutningen af sin Virksomhed sagde han: »Jeg har endnu meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu. Men naar han, Sandhedens Aand, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden, og de kommende Ting skal han forkynde eder.« — Joh. 16, 12. 13; 14, 26.

Hvem kan beskrive den store Skuffelse, som de led, uagtet de saa godt som muligt var blevet væbnet derimod, da de pludselig saa ham blive taget fra dem og korsfæstet som en Misdæder — ham, hvis Rige og Herlighed de havde ventet og vidnet om, og hvis Ophøjelse til Hersker kun fem Dage før hans Korsfæstelse havde syntes dem saa nær? (Joh. 12, 1. 12-19.) Skønt de vidste, at han blev falskelig anklaget og uforskyldt korsfæstet, ændrede dette dog ikke den Kendsgerning, at deres længe nærede Haab om en jødisk Konge, som skulde genoprette Nationen til Indflydelse og Magt, tillige med deres egne personlige Forhaabninger, Ærgerrigheder og Luftkasteller med Hensyn til høje Embeder og stor Hæder i Riget, blev brat kuldkastet ved den Vending, Sagerne tog, da Mesteren blev korsfæstet.

Jesus vidste godt, hvor forladt og nedslaaet de vilde føle sig — næsten, som om de ikke længere havde noget at leve for; thi saaledes var der skrevet af Profeten: »Jeg vil slaa Hyrden, og Faarene skal adspredes.« (Sak. 13, 7; Mark. 14, 27.) I de 40 Dage mellem hans Opstandelse og Himmelfart var det derfor hans Hovedopgave at samle dem igen og genopbygge deres Tro paa ham som den længe ventede Messias ved at bevise for dem, at han virkelig var opstanden, og at han siden sin Opstandelse, skønt han beholdt den samme Personlighed, dog ikke længere var et Menneske, [114] men et ophøjet Aandevæsen, der havde »al Magt i Himmelen og paa Jorden«. — Matt. 28, 18.

Han bragte dem Budskabet om sin Opstandelse Stykke for Stykke først gennem Kvinderne (Maria Magdalene og Johanne, Maria, Jakobs Moder, Salome og andre med dem (Mark. 16, 1; Luk. 24, 1. 10), som kom aarle til Graven for at salve hans døde Legeme med vellugtende Sager. Medens de netop grundede paa, hvem de skulde faa til at vælte Stenen fra Gravens Dør, indtraf der et Jordskælv, og da de kom, fandt de Stenen bortvæltet og en Herrens Engel siddende paa den. Han tiltalte dem saaledes: »I skal ikke frygte; jeg ved, at I leder efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom hid, se Stedet, hvor Herren laa! Og gaa hastig hen og sig hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skal I se ham.« — Matt. 28, 5-7.

Det synes, som om Maria Magdalene skiltes fra de andre Kvinder og løb hen for at bringe Peter og Johannes Budskabet (Joh. 20, 1. 2), hvorimod de andre gik for at sige det til Resten af Disciplene. Efter at hun var gaaet fra dem, aabenbarede Jesus sig for de andre Kvinder paa Vejen og sagde (Matt. 28, 9. 19): »Frygt ikke! gaa og forkynd mine Brødre, at de skal gaa bort til Galilæa [deres Hjem]; og der skal de se mig.« Under Frygt og Glæde løb de for at underrette de andre Disciple om, hvad der var sket. Med de blandede Følelser af Overraskelse, Raadvildhed, Glæde og Frygt vidste de i deres Forlegenhed næppe, hvorledes de skulde fortælle den mærkelige og vidunderlige Oplevelse. Da Maria mødte Peter og Johannes, sagde hun sørgmodigt: »De har borttaget Herren af Graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« (Joh. 20, 2.) De andre Kvinder fortalte, hvorledes de i Graven havde set et Syn af Engle, der sagde, at han var levende (Luk. 24, 22. 23), og [115] hvorledes de derefter havde mødt Herren paa Vejen. — Matt. 28, 8. 10.

Flertallet af Disciplene holdt øjensynligt deres Beretning for et Fantasifoster, fremkaldt af Overtro og Ophidselse; men Peter og Johannes sagde: Vi vil selv gaa og se. Og Maria gik med dem tilbage til Graven. Alt, hvad Peter og Johannes saa, var, at Legemet var borte, at Ligklæderne var omhyggeligt sammenfoldet og lagt til Side, og at Stenen var bortvæltet fra Døren. Saa gik de bort i Raadvildhed; blot Maria blev grædende tilbage. Medens hun græd, bøjede hun sig ned, kiggede ind i Graven og saa to Engle, som sagde: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Og da hun vendte sig om, saa hun Jesus staaende der, men kendte ham ikke. Han spurgte: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« I den Tanke, at det var Gartneren, svarede hun: »Herre, dersom du har baaret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham.« I den gamle Tone, som hun straks genkendte, sagde han da: » Maria! «

Det var nok til at grundfæste hendes Tro paa Englenes Udsagn om, at han var opstanden, hvilket indtil da havde været som en Drøm eller tom Snak; og i sin Glæde udbrød hun: »Mester!« Hendes første Tilskyndelse var at omfavne ham og at dvæle i hans Nærhed. Men Jesus underrettede hende venligt om, at der var en meget vigtig Gerning for hende at udføre nu ved at aflægge Vidnesbyrd om hans Opstandelses Virkelighed, og at hun i Hast skulde bringe Budskabet herom til og befæste Troen hos de andre Disciple, der endnu var i Kummer og Uvished. Han sagde: »Rør ikke ved mig [dvæl ikke længere for at lægge din Hengivenhed for Dagen nu]; thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader [jeg vil blive hos eder endnu en kort Tid]; men gaa til mine Brødre og sig [116] dem Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud.« (Joh. 20, 17.) Ogsaa gennem de andre Kvinder havde han sendt dem Bud, at han vilde møde dem i Galilæa.

Dernæst indhentede han to af de sorgfulde og tvivlraadige Disciple paa deres Vandring fra Jerusalem til Emmaus og spurgte dem om Grunden til deres Sørgmodighed og Nedslaaethed. (Luk. 24, 13-35.) En af dem svarede: »Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?« Og han sagde til dem: »Hvilket?« Men de sagde til ham: »Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer har overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. [Her tænkte de sandsynligvis paa Joh. 2, 19. 21. 22.] Men ogsaa nogle af vore Kvinder har forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde set et Syn af Engle, der sagde, at han lever; og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.«

Intet Under, at de var tvivlraadige; hvor underligtsyntes det hele ikke at være! Hvor ejendommelige og gribende havde de sidste faa Dages Begivenheder dog ikke været!

Derpaa holdt den fremmede en vækkende Prædiken for dem ud fra Profetierne, idet han viste dem, at selve de Ting, der havde gjort dem saa nedslaaede, netop var det, som Profeterne havde forudsagt om den rette Messias, at inden han kunde regere over og velsigne og opløfte Israel og hele Verden, maatte han først genløse Menneskene med sit eget Liv fra Dødens Forbandelse, som kom over alle gennem Adam, og at deres Mester derefter, naar han var blevet oprejst til Liv og Herlighed af Jehova, vilde opfylde alt, hvad der var [117] skrevet om hans fremtidige Magt og Ære, lige saa virkeligt, som han havde opfyldt de Profetier, der forudsagde hans Lidelse, Fornedrelse og Død. En vidunderlig Prædikant og en vidunderlig Prædiken var det! Den fremkaldte nye Tanker og vakte nye Forventninger og Forhaabninger hos dem. Da de nærmede sig Landsbyen, nødte de ham til at blive hos sig, eftersom det lakkede mod Aften, og Dagen var langt fremskredet. Han gik da ind for at blive hos dem; og medens han sad til Bords med dem, tog han Brødet, brød det og gav dem det. Da blev deres Øjne aabnet, og han forsvandt for deres Blik.

Først i det Øjeblik kendte de ham igen, skønt de havde gaaet sammen med ham, talt med ham og siddet til Bords med ham. De kendte ham ikke af Udseendet, men simpelt hen derpaa, at han velsignede og brød Brødet paa den gamle Vis og derved befæstede deres Tro paa, hvad de allerede havde hørt — at han var opstanden og vilde se dem igen.

Derpaa stod de to overraskede og glædestraalende Disciple op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem, idet de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?« Da de naaede frem til Jerusalem, fandt de ogsaa de andre glade, og disse udbrød: »Herren er virkelig opstanden ag set af Simon.« De fortalte da, hvad der var hændt dem paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. Sandsynligvis var de næsten alle der den Aften; Hjem, Forretning og alt andet var glemt. Maria Magdalene udbrød med Glædestaarer i Øjnene: Jeg kendte ham i det Øjeblik, han udtalte mit Navn; først da kunde jeg rigtig tro Englenes Forsikring om hans Opstandelse. De andre Kvinder fortalte ligeledes om de underfulde Erfaringer, de havde haft den Morgen, og hvorledes de havde mødt ham paa Vejen. Derpaa havde Simon sit at fortælle; og nu var her de to andre Vidner fra [118] Emmaus. Hvor rig paa Oplevelser havde ikke den Dag været! Intet Under, at de efter den Tid ønskede at komme sammen hver første Dag i Ugen for at tale om Tingene igen og kalde tilbage  i Erindringen alle de Omstændigheder, som stod i Forbindelse med denne underfulde Begivenhed, Herrens Opstandelse, og for atter og atter at faa deres Hjerter »brændende«.

Medens den oprømte og henrykte lille Skare saaledes havde Møde og meddelte hverandre deres Erfaringer, stod Herren Jesus pludselig i deres Midte (Luk. 24, 36-49) og sagde: »Fred være med eder!« Hvor var han kommet fra? Alle saadanne Møder holdtes hemmeligt for lukkede Døre af Frygt for Jøderne. (Joh. 20, 19. 26). Her kom en Person pludselig til Syne, uden at man havde set ham nærme sig. De blev grebet af Rædsel og mente, at de havde set en Aand. Han talte da beroligende til dem og formanede dem til at lade deres Frygt fare, og han viste dem sine Hænder og Fødder og sagde: »Det er mig selv! Føl paa mig og se! En Aand har ikke Kød og Ben, som I ser, at jeg har.« Og da de endnu ikke af Glæde herover kunde tro, men blot forundrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise?« Og de gav ham et Stykke af en stegt Fisk, og han tog det og spiste i deres Paasyn. Derpaa oplod han deres Forstand, deres Sinds Øjne, og udlagde Skrifterne for dem, idet han viste dem ud fra Loven og Profetierne, at disse Ting var foregaaet nøjagtig saaledes, som det var forudsagt. Men Thomas var fraværende (Joh. 20, 24); og da de andre Disciple fortalte ham, at de havde set Herren, vilde han ikke tro det, men sagde: »Uden jeg faar set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde tro. «

Otte Dage gik hen uden nogen ny Aabenbaring; de havde Tid nok til roligt at tænke over og tale om Oplevelserne fra hin underfulde Dag. Saa var Disciplene [119] atter samlet som før, og Jesus stod i deres Midte ligesom den første Aften og sagde: »Fred være med eder! » — Joh. 20, 26.

Denne Gang var Thomas til Stede, og Herren tiltalte ham og sagde: »Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende.« Han tilkendegav derved, at han vidste, hvad Thomas havde sagt, uden at det var blevet ham fortalt, og han gav det Bevis paa sin Opstandelse, som Thomas havde sagt vilde tilfredsstille ham. Fuld af Glæde udbrød nu Thomas: »Min Herre og min Gud!«

Derefter maa det have varet temmelig længe, inden der kom flere Tilkendegivelser af Herrens Nærværelse, og de Disciple, som var Galilæere, begyndte at tænke paa deres Hjem og Fremtid. Da de huskede det Budskab, Herren havde sendt dem ved Kvinderne — at han vilde gaa forud for dem til Galilæa — drog de derhen. Rimeligvis mødte Herren dem paa Vejen derhen. Ifølge Matthæus skete det paa et Bjerg. De var tvivlraadige; de følte ikke længere den samme Fortrolighed, som de en Gang havde haft til ham; han syntes siden Korsfæstelsen saa helt forskellig fra, hvad han plejede at være; han viste sig og forsvandt paa saadanne mærkelige Tider og Steder; han syntes ikke længere at være lig »Mennesket Kristus Jesus«. Matthæus siger: »De tilbad ham, men nogle tvivlede.« Efter at have vekslet nogle faa Ord med dem blev Herren »usynlig« for dem og overlod dem til at undres over, hvad der dernæst vilde ske. Efter deres Tilbagekomst til Galilæa hændte der for en Tid intet usædvanligt, og der var ingen ny Tilkendegivelse af Herrens Nærværelse. Uden Tvivl kom de sammen og talte om Stillingen og undredes over, hvorfor han ikke viste sig oftere for dem.

Under deres Venten syntes Dagene og Ugerne lange. De havde for længe siden opgivet Livets almindelige [120] Gøremaal for at følge Herren fra Sted til Sted, lære af ham og prædike for andre: »Himmeriges Rige er kommet nær.« (Matt. 10, 5-7.) De ønskede ikke nu at gaa tilbage til de gamle Beskæftigelser; og dog, hvorledes skulde de kunne gaa videre med Herrens Gerning? De fattede Stillingen klart nok til at indse, at de ikke længere som før kunde prædike, at Riget var nær; thi alt Folket vidste, at deres Mester og Konge var blevet korsfæstet, og ingen uden de selv vidste noget om hans Opstandelse. Medens de elleve saaledes var raadvilde og kummerfulde og ventede paa noget, de vidste ikke selv hvad, sagde Peter: Nu vel, det gaar ikke i Længden at være ledig; jeg vil gaa til mit gamle Fiskeri. Og seks af de andre sagde: Vi vil gøre det samme, vi vil gaa med dig. (Joh. 21, 3.) Sandsynligvis optog ogsaa de øvrige deres gamle Arbejde.

Hvem kan tvivle paa, at Herren var usynlig til Stede hos dem mange Gange, naar de talte sammen, og greb ind og styrede Begivenhedernes Gang til deres højeste Gode? Hvis de havde stort Held med sig og gik op i Forretningsinteresserne, vilde de snart blive uskikkede til den højere Tjeneste; og om de ingen Fremgang havde, vilde det tage sig ud som Tvang overfor dem. Derfor valgte Herren en Fremgangsmaade, der indprentede dem en Lærdom, som han ofte gav sine Efterfølgere, nemlig at om han saa vil, kan han afgøre, hvorvidt deres Bestræbelser i den ene eller den anden Retning skal lykkes eller mislykkes.

Det gamle Fiskerfirma indrettede sig paa ny, fik sine Baade, Garn o. s. v. samlet og tog ud paa den første Fangst. Men de arbejdede hele Natten uden at fange nogen Fisk og begyndte at blive modfaldne. Om Morgenen kalder en fremmed fra Strandbredden paa dem for at høre, hvorledes det var gaaet dem. Det er gaaet daarligt! Vi har ikke faaet noget, svarede de. Prøv igen, sagde den fremmende. Kast nu eders Garn ud paa den anden Side af Baaden. Det nytter [121] intet, du fremmede, vi har prøvet begge Sider hele Natten igennem, og hvis der var Fisk paa den ene Side vilde der være det paa den anden med. Imidlertid vil vi prøve igen og lade dig se. Det gjorde de og fik en umaadelig stor Dræt. Hvor besynderligt! sagde nogle; men den kvikke og for Indtryk let modtagelige Johannes fik med eet den rette Tanke. Han sagde: Brødre, Herren alene kunde gøre dette. Husker I ikke Bespisningen af Folkemasserne o. s. v.? Det maa være Herren, som staar paa Stranden, og dette er en anden Maade, han var valgt at aabenbare sig paa for os. Husker I ikke, at det var ligesaa, da Herren først kaldte os? Dengang havde vi ogsaa arbejdet hele Natten og intet fanget, indtil han talte til os og sagde: »Kast eders Garn ud til en Dræt.« (Luk. 5, 4-11.) Ja, det er sikkert Herren, skønt vi siden hans Opstandelse ikke kan kende ham paa hans Udseende. Han fremtræder nu i saa mange forskellige Skikkelser; men vi forstaar hver Gang, at det er ham, af en eller anden mærkelig Omstændighed lig denne, der minder os om en eller anden fremtrædende Tildragelse under vor tidligere Omgang med ham.

Da de kom i Land, fandt de, at Jesus havde sat Brød og Fisk frem, og de lærte dette, at under hans Ledelse og Omsorg og i hans Tjeneste vilde de ikke komme til at lide Nød. (Luk. 12, 29. 39.) De spurgte ham ikke, om han var Herren; thi ved denne som ved andre Lejligheder var deres Forstands Øjne blevet opladt, saa de kendte ham, ikke med de legemlige Øjne, men paa Undergerningen. Derpaa fulgte hin frydefulde Times Undervisning, Forsikringen til Peter om, at han fremdeles vedkendte sig ham til Trods for hans Fornægtelse af Herren, hvilken han havde angret og begrædt. Han fik paa ny at høre om sin Mesters Kærlighed og om, at han fremdeles havde Adgang til den Forret at vogte og føde Faarene og Lammene. Vi synes at høre Herren sige: Du har ikke nødig at gaa tilbage til Fiskergerningen, [122] Peter. Jeg kaldte dig engang til at være Menneskefisker, og da jeg kender dit Hjerte og ved, at du endnu ejer Troskab og Iver, overdrager jeg dig paa ny det Hverv at være Menneskefisker.

»Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke maatte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, hvorom, sagde han, I har hørt af mig. Thi Johannes døbte med Vand, men I skal døbes med den Helligaand og Ild om ikke mange Dage.« (Ap. G. 1, 4. 5.) Saa kom de til Jerusalem, som det var dem paalagt, og her var det, at han 40 Dage efter sin Opstandelse havde et Møde med dem for sidste Gang og talte med dem. De tog Mod til sig denne Gang og spurgte ham om det Rige, han havde lovet dem. De sagde: »Herre, opretter du paa denne Tid Riget igen for Israel?« Denne Tanke om Riget var den vigtigste for alle Jøder. Israel skulde efter deres Forstaaelse være den største blandt alle Nationerne under Messias. De vidste intet om de lange Hedningetider og indsaa endnu ikke, at den ypperste Velsignelse var blevet frataget det kødelige Israel (Matt. 21, 43; Rom. 11, 7), medens de selv skulde være Medlemmer af det nye (aandelige) Israel, den kongelige Præstestand, det hellige Folk, der skulde udgøre Kristi Legeme, og ved hvilket Verdens Velsignelse skulde komme. De forstod endnu intet af disse Ting. Hvorledes kunde de? De havde endnu ikke faaet Sønneudkaarelsens hellige Aand, men var stadig under Fordømmelsen; thi endskønt Genløseren havde bragt Genløsningsofret, var det endnu ikke blevet formelt fremstillet paa deres Vegne i det Allerhelligste, i selve Himmelen. (Joh. 7, 39.) Derfor prøvede Herren ikke at give noget forklarende Svar paa deres Spørgsmaal, men sagde blot: »Det tilkommer ikke eder [nu] at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt. Men I skal faa KraftKraft*), [123] naar den Helligaand kommer over eder; og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende. « — Ap. G. 1, 7. 8.

_______________________________
*) Denne lovede Kraft til at kende og forstaa Tider og Stunder og alt, hvad der henhører til et ret V i d n e s byrd, gælder hele Menigheden fra først til sidst; under den Helligaands Vejledning og Magt tilvejebringes Mad i rette Tid, Kundskab med Hensyn til ethvert Træk i Planen, for at vi kan være hans Vidner indtil denne Tidsalders Ende, Jfr. Joh. 16, 12. 13.
_______________________________

Da de naaede Oliebjerget, opløftede Herren, som vandrede med dem, sine Hænder og velsignede dem, og han skiltes fra dem og for op; og en Sky tog ham bort fra deres Øjne. (Luk. 24, 48-52; Ap. G. 1, 6-15.) De begyndte herefter at se noget mere af Guds Plan. Herren, som kom ned fra Himmelen, var vendt tilbage til Faderen, saaledes som han havde fortalt dem, før han døde — var gaaet bort for at berede dem Sted og vilde komme igen for at tage dem til sig, var rejst til det fjerne for at modtage det lovede Rige og saa vende tilbage (Luk. 19, 12); og imedens skulde de være hans Vidner paa hele Jorden for at kalde og berede et Folk til at tage imod ham, naar han kom for at herlig­gøres i sine hellige og for at regere som Kongers Konge og Herrers Herre. De indsaa, at deres nye Mission, som var at kundgøre for enhver Skabning en kommende Konge fra Himmelen, med »al  Magt i Himmelen og paa Jorden«, var en meget vigtigere Gerning end de foregaaende Aars, da de forkyndte, at »Mennesket Kristus Jesus« var til Stede, medens de fulgte ham, som var »foragtet og forkastet af Mennesker«. Deres opstandne Herre var i Sandhed forvandlet, ikke alene i sit personlige Udseende — idet han undertiden viste sig paa en Maade og et Sted og saa igen paa en anden Maade og et andet Sted og lagde sin Almagt for Dagen — men han var ogsaa forandret i Tilstand og Natur. Han henvendte sig ikke længere til Jøderne [124] eller viste sig for dem; thi efter hans Opstandelse saa ingen ham i nogen Forstand uden hans Venner og Efterfølgere. Hans Ord: »Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere«, gik saaledes i Opfyldelse.

Saa fik da Apostlene og den første Tids Menighed en grundfæstet Tro paa Herrens Opstandelses Virkelighed. Deres Tvivl spredtes, og deres Hjerter glædede sig. De vendte tilbage til Jerusalem og holdt ved i Bøn og Paakaldelse og Granskning i Skriften, idet de ventede paa den af Faderen lovede sønlige Udkaarelse og paa at blive udstyret med aandelig Forstand og med særskilte Naadegaver til at udføre kraftige Gerninger for at blive i Stand til at overbevise de sande Israelitter og til at grundlægge Evangeliemenigheden paa Pinsedagen. — Ap. G. 1, 14; 2, 1.

Skønt Herren ved sit andet Komme ikke vil aabenbare sin Nærværelse paa samme Maade,  som han gjorde i de 40 Dage efter sin Opstandelse, har vi dog hans Forsikring om, at Brødrene ikke skal være i Mørke. Ja, hvad mere er: Vi skal have en Hjælp, som de ikke havde og ikke kunde have i de 40 Dage, nemlig »Kraft fra det høje« til at vejlede os til Forstaaelsen af enhver Sandhed, hvis Tid og Tur er kommet, og til, som det er lovet, at meddele os kommende Ting. Følgelig skal vi i rette Tid faa fuld Forstaaelse af Maaden og Tiden for hans Aabenbarelse og af de medfølgende Omstændigheder, som, hvis de omhyggeligt iagttages og paagtes, ikke vil blive mindre overtydende end de Beviser, som de første Kristne fik paa Herrens Opstandelse, skønt de vil være af en anden Slags.

At Herren ved sit andet Komme kunde paatage sig menneskelig Skikkelse og saaledes vise sig for Menneskene, som han gjorde for sine Disciple efter sin Opstandelse, kan der ikke være Tvivl om, ikke alene, fordi han saaledes viste sig i menneskelig Skikkelse i de 40 Dage, men fordi Aandevæsener i Fortiden har haft Evne til at vise sig som Mennesker i Kød og i forsellige [125]  Skikkelser. Men en saadan Aabenbarelse vilde være usamstemmende med de almindelige Grundtræk i Guds Plan saavel som med de i Skriften givne Hentydninger til Manden for hans Aabenbarelse, hvilket vi skal komme til at se. Derimod er det Herrens Plan, at hans aandelige Rige skal meddele sig, virke og aabenbare sin Nærværelse og Magt gennem menneskelige, jordiske Redskaber. Ligesom denne Verdens Fyrste, Satan, skønt uset af Mennesker, øver en stor Indflydelse i Verden gennem dem, der er ham underdanige og er under hans Aands Magt og Ledelse, saaledes vil den nye Fredens Fyrste, Herren, særligt virke og aabenbare sin Nærværelse og Magt gennem menneskelige Væsener, der er ham underdanige og ledes ved hans Aands Magt og Indflydelse.

At se med det naturlige Øje og høre med det naturlige øre er ikke alt, hvad Udtrykkene Syn og Hørelse indbefatter. »Ingen har nogen Sinde set Gud« paa den Maade; dog har alle Guds Børn set ham, kendt ham og haft Samfund med ham. (Joh. 1, 18; 5, 37; 14, 7.) Vi hører Guds Kaldelse, vort »Kald herovenfra.«, vi hører vor Hyrdes Røst og ser stadig hen til Jesus og ser Kampprisen, Livets Krone, som han har lovet os — ikke med legemlige Øjne og Øren, men med vor Forstand. Det Syn, vi med Forstandens og Troens Øjne har af vor herliggjorte Herre som den aandelige, højt ophøjede Herlighedens Konge, vor Genløser saavel som vor Konge, er langt dyrebarere end det Syn, der fremtraadte for det naturlige Øje før Pinsen.

Der var en Nødvendighed far, at Herren skulde aabenbare sig paa. den Maade, som han gjorde, for sine Disciple efter sin Opstandelse; men det vil der ikke være ved hans andet Komme. Hans Formaal vil da blive bedre opnaaet paa en anden Maade. At fremtræde saaledes ved det andet Komme vilde i Virkeligheden være til Skade for det Øjemed, som da tilsigtes. Hans Formaal med at vise sig for sine Disciple efter[126] sin Opstandelse var at overbevise dem om, at han, som var død, er levende og vil leve for evigt, for at de kunde drage ud som Vidner om hans Opstandelse Virkelighed (Luk. 24, 48), og for at deres Vidnesbyrd kunde blive en fast Grundvold for kommende Slægters Tro. Eftersom ingen kan godkendes af Gud og faa Sønneudkaarelsens hellige Aand uden Tro paa Kristus, var det nødvendigt ikke alene for Disciplenes Skyld dengang, men for alle siden, at Beviserne for hans Opstandelse og Forvandling blev saadanne, som naturlige Mennesker kunde fatte og paaskønne. Efter at de var blevet delagtige i den hellige Aand og havde lært at fatte aandelige Ting (se 1 Kor. 2, 12-16), kunde de have troet Englene ved Graven, da de sagde, at han var oprejst fra Dødstilstanden, selv om de endnu havde set Mennesket Jesu Kristi kødelige Legeme ligge i Graven. Men det var de ikke i Stand til før den Tid; Legemet maatte Være borte for at gøre Troen paa hans Opstandelse mulig for dem. Efter at den hellige Aand havde sat dem i Stand til at forstaa aandelige Ting, kunde de have troet Profeternes Vidnesbyrd, at det burde ham at dø, og at han vilde opstaa fra de døde og blive højt ophøjet som Herlighedens Konge, uden at det vilde have været nødvendigt for ham at vise sig som et Menneske og iføre sig forskellige kødelige Legemer som en Klædning, for at de kunde føle paa ham og se ham fare til Himmelen. Men alt dette var nødvendigt for dem ag for alle i deres naturlige Tilstand. Ved at tro kommer vi til Gud ved ham og faar Synds tilgivelse og Sønneudkaarelsens Aand for at kunne fatte de aandelige Ting.

Endskønt Herren fjernede de naturlige Hindringer for Troen ved at paatage sig menneskelig Skikkelse m. m., overbeviste han dog Disciplene og gjorde dem til Vidner for andre, ikke formedelst deres naturlige Syn og Følesans, men ved ud fra Skrifterne at tale til deres Fornuft. »Da oplod han deres Forstand til at forstaa[127] Skrifterne. Og han sagde til dem: Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I er Vidner om disse Ting.« (Luk. 24, 45-48.) Peter udtaler sig ogsaa klart om dette Formaal, naar han siger: »Ham oprejste Gud paa den tredje Dag og gav ham at aabenbares, IKKE FOR HELE FOLKET, men for de Vidner, som var forud udvalgt af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. Og han har paabudt os at prædike for hele Folket og vidne, at han [den opstandne Jesus] er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.« — Ap. G. 10, 40-42.

For Herren var det efter hans Opstandelse slet og ret et Spørgsmaal om, paa hvilken Maade det var mest tjenligt, at han viste sig for Disciplene, for at kunne opnaa sin Hensigt, nemlig at gøre sin Opstandelse og sit Naturskifte kendt. Havde han aabenbaret sig som en Ildslue, saaledes som Engelen viste sig for Moses i den brændende Tornebusk (2 Mos. 3, 2), kunde han nok have samtalt med dem; men det saaledes givne Bevis vilde langtfra have været saa afgørende som den Fremgangsmaade, han valgte, hverken for Apostlene eller for Verden i det store og hele, hvilken de vidnede for.

Om han havde vist sig i den aandelige Skikkelses Herlighed, saaledes som Engelen gjorde for Daniel (Dan. 10, 5-8), vilde Herligheden have været større, end Vidnerne kunde have udholdt. De vilde sandsynligvis være blevet saa opskræmt, at de ikke kunde have modtaget nogen Undervisning af ham. For ingen undtagen Paulus viste Herren sig nogen Sinde saaledes, og Paulus blev saa overvældet af hint Glimt af hans Herlighed, at han sank til Jorden og blev blind ved Glansen, der overstraalede Middagssolens. [128]

I vor Undersøgelse af den af Herren i de 40 Dage anvendte Aabenbarelsesmaade saa vi, at han endog overfor de udvalgte Vidner kun tillod sig at blive synlig nogle faa Gange, og da kun kort Tid. Var hele den Tid, han var synlig for dem, blevet sammentrængt paa en enkelt Dag i Stedet for at være spredt med Mellemrum over de 40 Dage, vilde det sandsynligvis have været mindre end 12 Timer eller ¹/80 af hele Perioden. I saa Fald er det indlysende, at han var til Stede hos dem usynlig omtrent ⁷⁹/80 af hint Tidsrum paa 40 Dage. Og selv naar han var synlig til Stede, var det ikke (undtagen een Gang for at overbevise Thomas) i en Skikkelse, der var nøjagtig lig den, de havde kendt saa godt i de 3 Aar og havde set blot nogle faa Dage i Forvejen. Der hentydes ikke en eneste Gang til, at de kendte ham paa hans Ansigtstræk, eller blot til, at han blev genkendt, fordi han havde det samme Udseende som ved tidligere Aabenbarelser.

Maria antog ham for at være »:Gartneren«. For de to paa Vejen til Emmaus var han en »fremmed«. Han var ogsaa en fremmed for Fiskerne ved den galilæiske Sø og far de elleve paa Salen. Hver Gang blev han genkendt paa sine Handlinger, sine Ord eller sit Tonefald.

Da Thomas erklærede, at kun det Bevis, som henvendte sig til hans naturlige Syn og Følesans, vilde blive godkendt af ham, irettesatte Herren ham blidt, skønt han tilstod ham det forlangte: Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som tror, uagtet de ikke har set. (Joh. 20, 27-29.) Det stærkeste Bevis var det, som ikke henvendtes til det naturlige Syn, og salige er de, som staar rede til at modtage Sandheden gennem hvilke som helst Beviser, Gud finder for godt at stadfæste den med.

Han viste dem derved, ikke alene, at han havde Magt til at aabenbare sig paa forskellige Maader og i mange forskellige Skikkelser, men ogsaa at intet af disse Legemer, som de saa, var hans aandelige, herlige Legeme, [129] skønt hans Opstandelses og Nærværelses Virkelighed dermed blev dem aabenbaret. De forskellige Skikkelser, han fremtraadte i, og de lange Mellemrum, hvori han var usynlig til Stede uden nogen ydre Aabenbarelse, gjorde det indlysende for dem, at skønt deres Herre og Lærer var levende og endnu ikke opfaret til Faderen, var han dog nu et Aandevæsen, i Grunden usynlig for Menneskeøjne, men med Evne til efter Behag at røbe sin Nærværelse og Magt paa en Mangfoldighed af Maader.*)

Frembringelsen af Legemet og Klæderne, hvori Kristus viste sig for dem, i selve det Værelse, i hvilket, de var samlet, var et utvetydigt Bevis for, at han ikke længere var et Menneske, skønt han forsikrede sine Disciple, at det Legeme, de saa, og som Thomas følte paa, var et virkeligt Kød- og Benlegeme og ikke blot et Syn eller noget foregøglet.**)

*) Den af Lukas optegnede Tildragelse (4, 30) bør ikke betragtes som et Sidestykke til hans Tilsynekomst og Forsvinden efter Opstandelsen. Det var ikke en Forsvinden i den Forstand, at han blev usynlig for Folket. Det var slet og ret en rask Bevægelse, hvorved han undgik sine Fjenders morderiske Hensigt. Før de fik udført deres Planer om hans Aflivelse, vendte han sig om, og idet han gik bort midt imellem dem, havde ingen Mod eller Magt til at øve Vold imod ham; thi »hans Time var endnu ikke kommet«.

**) Lad ingen forhaste sig og mene, at vi her følger Spi­ritismen, Swedenborgianismenn eller nogen anden isme. Det er slet og ret vor Opgave at følge og tankerigtigt forbinde Apostlenes Redegørelser. Den uhyre store Forskel mellem Bibelens Lære og hin af Satan udbredte Forfalskning deraf, der gaar under Navn af Spiritisme, skelner vi tydeligt og skal undersøge den i et efterfølgende Bind. Lad det være nok her at paapege, at Spiritismen giver sig ud for at knytte Forbindelser mellem døde Mennesker og levende Mennesker, hvorimod Bibelen fordømmer dette (Es. 8, 19) og lærer, at de Meddelelser, som var sande, kun er blevet givet af Aandevæsener, Engle, og af Herren efter hans Opstandelsesforvandling, da han var blevet en livgivende eller »levendegørende Aand«. [130]

Som et Menneske kunde han ikke komme ind i Væ relset uden at aabne Døren; men som et Aandevæsen kunde han det, og der skabte han i et Øjeblik og paatog sig et saadant Legeme af Kød og saadanne Klæder, som han fandt passende for Anledningen.

Vi kan heller ikke for et Øjeblik tiltræde den af nogle udkastede Tanke, at Herren aabnede Døren uden at blive bemærket; thi det er tydeligt og klart berettet, at han kom og stod midt iblandt dem, medens Dørene var lukkede, sandsynligvis endog meget omhyggeligt med Stænger og Bolte — »af Frygt for Jøderne« — Joh. 20, 19. 26.

At han havde undergaaet et Naturskifte, bliver end­videre eftertrykkeligt paavist ved den Maade, hvorpaa han unddrog sig dem: Han blev usynlig for dem. Det menneskelige Legeme af Kød og Ben med dets Klæder, der pludselig korn til Syne, medens Dørene var lukket, gik ikke ud af Døren, men forsvandt simpelt hen eller opløstes i de samme Bestanddele, hvoraf han havde skabt det nogle faa Øjeblikke i Forvejen. Han blev usynlig for dem, kunde ikke længere ses af dem, da Kød, Ben og Klæder, hvori han havde aabenbaret sig, var opløst, skønt han uden Tvivl endnu var hos dem, usynlig til Stede; og saaledes var det for en stor Del i Løbet af de 40 Dage.

Ved særskilte Lejligheder har Gud for at meddele en særlig Undervisning tilstaaet andre Aandevæsener, Englene, en lignende Magt, hvorved de blev i Stand til at vise sig for Mennesker i menneskelige Legemer af Kød og Ben, der spiste og talte med dem, de underviste, ligesom Herren gjorde. Se 1 Mos. 18; Dom. 6, 11-22; 13, 3-20 og de hertil knyttede Bemærkninger i Bind I, Side 193-195.

Den af Herren og de omtalte Engle aabenbarede Evne til at skabe og opløse de Klæder, hvori de fremtraadte, var lige saa overmenneskelig som Skabelsen og Opløsningen af deres paatagne menneskelige [131] Legemer. Legemerne var ikke deres herlige aandelige Legemer, ikke mere end de Klæder, de bar. Det vil erindres, at den usyede Kjortel og de andre Klæder, som Herren bar før sin Korsfæstelse, var blevet delt mellem de romerske Soldater, og at Ligklæderne efterlades sammenfoldet i Graven (Joh. 19, 23. 24; 20, 5­7), saa at de Klæder, hvori han fremtraadte ved de nævnte Lejligheder, maa være blevet særskilt skabt for hver Gang. Da han f. Eks. viste sig som Gartner for Maria, var det rimeligvis i saadant Tøj, som en Gartner plejede at bære.

At de Legemer, hvori Herren viste sig, var virkelige Menneskelegemer og ikke blot Sansebedrag, lod han dem tydeligt forstaa, da han spiste i deres Paasyn og opfordrede dem til at føle paa ham og se, at Legemet virkelig var af Kød og Ben; han sagde: »Hvorfor er I forfærdet? ... Se mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv! Føl paa mig og se! En Aand har ikke Kød og Ben, som I ser, at jeg har.« — Luk. 24, 38. 39.

Nogle Kristne uddrager af Herrens Udtalelse meget urimelige Slutninger med Hensyn til hans paatagne Kød- og Benlegemes Virkelighed. De anser hans paatagne Legeme for hans aandelige Legeme og hævder, at et aandeligt Legeme er af Kød og Ben og ganske ligner et Menneskelegeme paa det nær, at et ubestemmeligt noget, som de kalder Aand, flyder gennem dets Aarer i Stedet for Blod. De synes at overse Herrens Udsagn om, at dette ikke var et aandeligt Legeme, at et Aandevæsen ikke har Kød og Ben. Glemmer de ogsaa Johannes' Udsagn, at det endnu ikke er aabenbaret, hvad et aandeligt Legeme er, og at vi ikke faar det at vide, før vi forvandles og bliver ham lige og ser ham, ikke som han var, men som han er? (1 Joh. 3, 2.) Glemmer de Apostelen Paulus' udtrykkelige Ord, at Kød og Blod ikke kan arve Guds Rige, og hans [132] Forsikring andetsteds om, at derfor maa alle Kristi Medarvinger »forvandles«? — 1 Kor. 15, 50. 51.

Mange Kristne har den Mening, at Herrens herlige aandelige Legeme er det samme Legeme, som blev korsfæstet og henlagt i Josefs Grav. De venter, at naar de ser Herren i Herligheden, skal de kende ham paa de Ar, han fik paa Golgatha. Dette er en stor Fejltagelse, som en Smule Eftertanke skulde kunne gøre klart. For det første vilde det bevise, at hans Opstandelseslegeme ikke er herligt eller fuldkomment, men arret og vansiret. For det andet vilde det bevise, at vi ved, hvad et aandeligt Legeme er, til Trods for Apostelens Udsagn om det modsatte, for det tredje, at vor Geniøsningsbetaling blev taget tilbage; thi Jesus sagde: »Mit Kød vil jeg give for Verdens Liv.« Det var hans Kød, hans Liv som Menneske, der blev ofret for vor Genløsning. Og da han igen blev oprejst til Livet ved Faderens Magt, var det ikke til den menneskelige Tilværelse; thi den blev ofret som Løsepenge for os; hvis denne Betaling var blevet taget tilbage, vilde vi fremdeles være under Dødsdommen og uden Haab.

Vi har ikke mere Grund til at tænke, at Herrens aandelige Legeme siden hans Opstandelse er et menneskeligt Legeme, end vi har til at tænke, at hans aandelige Legeme før hans Komme i Kødet var menneskeligt, eller at andre Aandevæsner har Menneskelegemer; thi en Aand har ikke Kød og Ben; og, siger Apostelen Peter, Herren led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Aanden.

Herrens menneskelige Legeme blev imidlertid paa overnaturlig Maade fjernet fra Graven; thi var det blevet liggende der, vilde det have været en uoverstigelig Hindring for Disciplenes Tro, da de endnu ikke var undervist i aandelig Ting — »thi den Helligaand var der ikke endnu«. (Joh. 7, 39.) Vi ved intet om, hvad der blev af det, uden dette, at det ikke gik i Forraadnelse. [133] (Ap. G. 2, 27. 31.) Om det opløstes til Luft, eller om det endnu er opbevaret et eller andet Sted som et herligt Minde om Guds Kærlighed, om Kristi Lydighed og vor Genløsning, det ved ingen; det er heller ikke nødvendigt at vide det. At Gud ved et Underværk skjulte Mose Legeme, siges udtrykkeligt. (5 Mos. 34, 6; Jud. 9); og at Gud til en Ihukommelse ved et Underværk bevarede Mannaen fra Forraadnelse i Guldkrukken, som blev henstillet i Arken under Naadestolen i Tabernaklet, samt at Mannaen var et Sindbillede paa Herrens Kød, Brødet fra Himmelen, ved vi ogsaa. (2 Mos. 16, 20. 33; Heb. 9, 4; Joh. 6, 51-58.) Følgelig vil det ikke overraske os, om Gud i det kommende Rige viser Verden det Kødlegeme, der blev korsfæstet til en Genløsningsbetaling for alle — og ikke fik Lov til at raadne, men blev opbevaret som et evigt Vidnesbyrd om uendelig Kærlighed og fuldkommen Lydighed. Det er i det mindste muligt, at Joh. 19, 37 og Sak. 12, 10 kan faa en saadan Opfyldelse. De, som raabte: Korsfæst ham! « kommer maaske som Vidner til at kendes ved selve det Legeme, der blev gennemboret af Spydet og flænget af Tornene og Naglerne.

At anse Herrens Herlighedslegeme for et kødeligt Legeme vilde ikke i mindste Maade forklare hans ejendommelige og pludselige Aabenbarelser i de 40 Dage inden hans Himmelfart. Hvorledes kunde han vise sig saa pludseligt og derpaa blive usynlig? Hvorfor holdt han sig næsten til Stadighed usynlig i de 40 Dage, og hvad var Grunden til, at hans Udseende hver Gang var saa forandret, at det ikke kunde genkendes som det samme, der var blevet set ved de foregaaende Lejligheder, eller som det, der var saa vel kendt og elsket af dem alle før hans. Korsfæstelse faa. Dage i Forvejen?

Det er ikke nok blot at sige, at det var Mirakler; thi da skulde man paavise en eller anden Nytte af [134] ellers Nødvendighed for Miraklerne. Dersom hans Legeme efter Opstandelsen var Kød Ben og i det hele taget det samme Legeme, som blev korsfæstet med alle dets Mærker og Ar, hvorfor gjorde han saa Underværker, der ikke alene slet ikke beviste dette, men som, hvad vi ser, let kunde lære det modsatte: at han ikke var et Menneske nu — Kød og Ben — men et Akandevæsen, der kunde gaa og komme som Vinden, saa at ingen kunde sige, hvor han kom fra, eller hvor han gik hen? I den Hensigt at undervise dem fremtraadte han som et Menneske i forskellige Kød- og Benlegemer, som han skabte og opløste, eftersom Omstændighederne krævede det.

Før sin Korsfæstelse havde Herren staaet i et meget fortroligt Forhold til sine Disciple men efter sin Opstandelse var hans Maade at være paa overfor dem mere tilbageholdende. Dette skyldtes uden Tvivl Ønsket om at efterlade hos dem et kraftigere Indtryk af hans høje Stillings Værdighed og Ære og for at indgyde dem tilbørlig Ærefrygt for hans Person og Myndighed. Skønt Jesus som Menneske aldrig savnede den Værdighed i Fremtræden, der indgyder Agtelse, var dog en større Tilbageholdenhed nødvendig og gavnlig efter hans Forvandling til den guddommelige Natur. En saadan Tilbageholdenhed kendemærkede alle Herrens Sammenkomster med Disciplene efter hans Opstandelse. Disse Sammenkomster var meget kortvarige, ganske som han havde sagt: »Jeg skal herefter ikke tale meget med eder.« — Joh. 14, 30.

De, som tror, at vor himmelske Fader er en Aand og ikke et Menneske, burde ikke have nogen Vanskelighed ved at indse, at vor Herre Jesus, som nu er ophøjet til den guddommelige Natur, og som ikke alene er Gud lig i moralske Egenskaber, men i Virkeligheden er »Faderens Væsens udtrykte Billede«, ikke længere er et Menneske, men et Aandevæsen, som intet Menneske har set eller kan se uden ved et Mirakel. [135] 

Det er lige saa umuligt for Mennesker at se vor Herre Jesu Herlighed, som det er for dem at skue Jehova. Tænk et Øjeblik paa, hvorledes blot en Afspejling af den aandelige Herlighed indvirkede paa Moses og Israel ved Sinai! (Heb. 12, 21; 2 Mos. 19; 20, 19-21; 33, 20-23; 34, 29-35.) Saa forfærdeligt var Synet, saa overvældende og frygtindgydende, at Moses sagde: Jeg er angst og skælver. Og skønt Moses fik overnaturlig Kraft til at skue Herrens Herlighed, medens han i 40 Dage og 40 Nætter alene med Gud, overskygget af hans Herlighed, uden baade Mad og Drikke, modtog og skrev den guddommelige Lov (2 Mos. 34, 28), fik han dog, da han ønskede at se Herren Ansigt til Ansigt, dette Svar: »Du kan ikke se mit Aasyn; thi et Menneske kan ikke se mig og leve.« (2 Mos. 33, 20.) Noget, der saa ud som og forestillede Gud, var derfor alt, hvad Moses nogen Sinde fik at se, og mere var det heller ikke muligt for ham at se. Dette stemmer ogsaa med Apostlenes Udsagn: »Ingen har nogen Sinde set Gud« (Joh. 1, 18); han er den udødelige, usynlige Konge, »hvem intet Menneske har set, ikke heller [nogen Sinde] kan se.« (1 Tim. 6, 15. 16.) Men et Aandevæsen kan se og ser Gud, som selv er et Aandevæsen; det siges tydeligt. — Mark. 18, 10.