STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 6

JORDENS STORE JUBELAAR.

»Tiderne for alle Tings Genoprettelse« forudsagt af Moses. —Tidspunktet for deres Begyndelse tilkendegivet. — Beviser fra Loven. — Stadfæstende Vidnesbyrd fra Profetierne.

»Sandelig siger jeg eder, indtil Himmelen og jorden forgaar, skal ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det er sket  alt sammen.« — Matt. 5, 18.

DET er kun ved at indse den forbilledlige Beskaffenhed af Guds Handlemaade med Israel, at vi rettelig kan paaskønne dette Folks vidunderlige Historie og forstaa, hvorfor dets Historie fremfor alle andre Nationers er saa nøjagtigt optegnet af Profeterne og det nye Testamentes Forfattere. Ved Hjælp af Jøderne har, som det nye Testamentes Forfattere paaviser, Gud fremstillet slaaende Anskueliggørelser af sin Plan med Hensyn til baade Menigheden og Verden. Deres Tabernakeltjeneste, der er saa udførligt foreskrevet i den af Gud givne Lov, med dens blødende Dyr og alle dens særegne Forordninger, deres Festog Helligdage, deres Sabbater og alle deres Skikke, pegede som Forbilleder fremad til Modbilleder langt større, højere og herligere. Apostelen Paulus forsikrer os om, at disse Modbilleder vil blive fulde af Velsignelser for Menneskeslægten, idet han siger, at Loven kun var en »Skygge af de kommende Goder«. (Heb. 10, 1; 8, 5; Kol. 2, 17.) I ovenanførte Udtalelse indestaar Herren for, at alle de forud betegnede Goder vil blive virkeliggjort.

Ved Overvejelsen af Forbillederne bør vi imidlertid omhyggeligt undgaa den Fejltagelse, som mange velmenende Mennesker gør sig skyldige i, idet de, naar [180] de begynder at se, at der findes betydningsfulde Forbilleder i Skriften, gaar til den Yderlighed at opfatte enhver bibelsk Person og Tildragelse som forbilledlig og derved ledes ind i Vildfarelser ved ren Nysgerrighed og Opfindsomhed. Vi bygger dog ikke paa nogen usikker Grund, naar vi undersøger den jødiske Lovs Skikke, der blev særskilt givet som Forbilleder og af Apostlene erklæres for at være saadanne. Vi kan heller ikke staa os ved at forbigaa disse Forbilleder uden tilbørlig Overvejelse og omhyggelig Granskning af de Lærdomme, de indeholder, lige saa lidt som vi kan staa os ved at ofre Tid paa at udspekulere og opbygge en Tro paa bare Gisninger.

Da Herren sagde, at ikke det mindste Bogstav eller een Tøddel af Loven skulde forgaa, før den var opfyldt, sigtede han ikke alene til Opfyldelsen af dens Pagtsforpligtelser for alle, som var under denne Lov, idet han bragte dens Magt over dem til at ophøre ved med sit eget Liv at opfylde dens Krav paa dem; han tænkte paa mere end dette. Han mente yderligere, at alle de heri forbilledligt udtrykte Velsignelser ogsaa vilde faa deres Opfyldelse efter en modbilledlig Maalestok. Indenfor alle de jødiske Religionsskikke lod Gud intet Forbillede blive oprettet, som vil forblive uden Betydning eller gaa uopfyldt hen. Iagttagelsen af alle Forbillederne holdtes ved lige, indtil deres Opfyldelse i det mindste begyndte. Alle Forbilleder maa uafladeligt gentages, indtil deres Modbilleder kommer til Syne; men Vedligeholdelsen af et Forbillede er ikke det samme som Opfyldelsen deraf. Opfyldelsen naas, hvor Forbilledet ophører, idet det afløses af Virkeligheden, Modbilledet.

Saaledes blev f. Eks. Slagtningen af Paaskelammet opfyldt i Kristi, Gudslammets, Død, og der begyndte den særlige Velsignelse over de modbilledlige førstefødte, Evangeliealderens troende. Den i hint Forbillede betegnede Velsignelse er endnu ikke fuldstændigt [181] opfyldt, skønt Opfyldelsen begyndte med Kristi, vort Paaskelams, Død. Paa lignende Maade viser enhver i Loven foreskrevet Skik sig at være fuld af forbilledlig Betydning. Og den Nøjagtighed, hvormed Iagttagelsen af hver Enkelthed i Forbillederne blev overholdt igennem hele den jødiske Tidsalder, lægger Eftertryk paa Herrens ovenanførte Ord — at hver Enkelthed, hvert Bogstav og hver Tøddel maa opfyldes lige saa nøje, som de blev iagttaget i Lovens Skikke.

I dette Kapitel agter vi at undersøge det forbilledlige Træk i Moseloven, der gaar under Navn af Jubelaaret, og paavise, at det var bestemt til at være en Skygge af den store Genoprettelse, Menneskehedens Oprejsning fra Faldet, der skal gennemføres i den tusindaarige Tidsalder, at det ifølge sin Beskaffenhed var en Anskueliggørelse af den kommende Genoprettelse, og at det ved den Maade, hvorpaa der holdtes Regnskab med det, angiver Tidsrækker, som, naar de forstaas og anvendes rigtigt, tilkendegiver Tiden for Modbilledets Begyndelse, »alle Tings Genoprettelse«. — Ap. G. 3,19-21.

Da Jubelaaret var en Del af Loven og en Gentagelse deraf altsaa ikke kunde opfylde dette forbilledlige Træk, da Herren vidner, at Forbilledet ikke kunde gaa hen uden Opfyldelse, og da vi endelig ved, at ingen saadan Genoprettelse af alle Ting som den, der er forudsagt af alle de hellige Profeter fra fordums Tid og fremstillet i dette Forbillede, endnu nogen Sinde har fundet Sted, saa ved vi ogsaa, at det maa opfyldes i Fremtiden.

Israels Jubelaar.

Jubelaaret var en Hvilens og Vederkvægelsens Sabbat baade for Folket og Landet, som Gud gav Israel. Det var den ypperste af en Række Sabbater eller Hviletider*). De havde en Sabbats-Dag hver syvende Dag. Een Gang om Aaret naaede disse forbilledlige Sabbatsdage [182]  et Højdepunkt. En Kreds af syv af disse Sabbater, der saaledes omsluttede et Tidsrum paa 49 Dage (7 Gange 7 = 49), efterfulgtes af en Jubeldag, den 50. Dag (3 Mos. 23, 15. 16), kendt iblandt Jøderne som Pinsen. Det var en Glædes og Taksigelsesdag.

_______________
*) Ordet Sabbat betyder Hvile (Hviletid).
_______________

Sabbats-Aaret indtraf hvert syvende Aar. I det havde Landet Lov til at hvile, og der skulde intet saas eller plantes. Et Toppunkt af disse Sabbats-Aar naaedes paa samme Maade som Pinsen eller den 50. Dags Sabbat. Syv af Sabbatsaarene, omfattende et Tidsrum paa 7 Gange 7 Aar eller 49 Aar (7 Gange 7 = 49), udgjorde en Kreds af Sabbatsaar; og det paa følgende Aar, det 50. var Jubelaaret.

Lad os undersøge Beretningen derom og se, hvor slaaende den er som en Anskueliggørelse af det store Genoprettelses-Tusindaar.

Da Israel kom ind i Kanaan, blev Landet delt imellem Stammerne og Slægterne ved Lod. Held og Lykke kunde derefter forøge eller Modgang formindske hver enkelts Ejendom, alt som det nu blev Tilfældet. Dersom en Mand kom i Gæld, kunde han blive nødsaget til at sælge en Del af eller endog hele sin Ejendom og gaa i Trældom med sin Familie. Men Gud sørgede rundeligt for de uheldige. Han traf den Ordning, at en saadan Modgang ikke skulde vare ved for stedse, men at alle deres Regnskaber — Tilgodehavende og Gæld — kun maatte vare til Jubelaaret. Da skulde alle befries for gamle Hæftelser for at kunne gøre en ny Begyndelse.**)

_______________
**) En noget lignende Ordning i Forbindelse med en Fallitlov har man fundet gavnlig i vor Tid i Amerika, hvorved man godkender den her udtrykte Grundsætning. Det følger dog ikke heraf, at Eftergivelse af al Gæld hvert 50de Aar i jødisk Form vilde være os tjenligere end Nutidens Fremgangsmaader. Hvad Jøderne angik, var disse Bestemmelser ikke særlig indrettet for deres Skyld, men havde til Formaal at udgøre profetiske Forbilleder og Lærdomme med Hensyn til Guds Plan i dens fremtidige Udvikling.
_______________

[183] Saaledes var hvert 50. Aar, regnet fra den Tid, Jøderne holdt deres Indtog i Kanaan, et Jubelaar, en Glædes og Genoprettelsestid, hvori sønderrevne Familebaand paa ny blev knyttet og tabte Arnesteder generhvervet. Intet Under, at det blev kaldt et Jubelaar. Om en Ejendom var blevet bortsolgt paa Grund af Gæld, skulde det kun anses som en Overdragelse af Brugsretten indtil Jubelaaret. Prisen for en Ejendom beroede derfor i Salgstilfælde paa, om det kommende Jubelaar var nær ved eller langt borte.

Meddelelsen om denne Skik findes i 3 Mos 25. Versene 10-16 lyder saaledes: »I skal holde det 50. Aar helligt, og I skal udraabe Frihed i Landet for alle dem, som bor deri; et Jubelaar skal det være eder, og I skal komme igen, hver til sin Ejendom, og komme igen, hver til sin Slægt. ... Og naar du sælger din Næste noget, eller du køber noget af din Næste, da skal I ikke forurette den ene den anden. I Forhold til Antallet af Aarene efter Jubelaaret skal du købe af din Næste; i Forhold til Antallet af de Aar, hvori Grøde indhøstes, skal han sælge til dig. Efter Aarenes større Antal skal du gøre Købesummen til ham stor, og efter Aarenes mindre Antal skal du gøre Købesummen til ham lille; thi et Antal Grøder er det, han sælger dig.«

Denne af Gud gennem deres Leder og forbilledlige Midler, Moses, tilvejebragte Forordning var, skønt i sig selv en Velsignelse, dog blot en Skygge af en endnu større Velsignelse, som Gud havde for Øje — hele Menneskeslægtens Udfrielse fra Syndens Gæld og dens Trældom ved Kristus, vor Herre, den store Midler og Befrier, hvem Moses var et Forbillede paa. (5 Mos. 18, 15.) Det var paa denne Maade, i Forbilleder, at Moses skrev om Kristus og de gennem ham kommende Goder (Joh. 5, 46; 1, 45) — den store Genoprettelse og Jubelfest for hele Slægten, der nu vaander sig [184] under Forkrænkelighedens Trældom og i Syndens Slaveri.

Om Skyggen bragte det forbilledlige Folk Lykke og Glæde, vil Virkeligheden, den egentlige Genoprettelse bringe uendelig stor Glæde med sig og vil i Sandhed blive en herlig Jubelfest for alt Folket, hele Verden, der blev forbilledligt fremstillet ved Israel, ligesom deres Præsteskab var et Billede paa Menigheden, det »kongelige Præsteskab«. Selv om vi ikke havde bestemt Underretning derom, hvad vilde da have været rimeligere end at formode, at den samme uendelige Kærlighed, der sørgede for Israels, den »haardnakkede Slægts«, midlertidige Velfærd, meget mere vilde gøre Udvej for hele Verdens varige Velfærd, da Gud jo elskede Menneskene saa højt, at han genløste dem, medens de endnu var Syndere? Og her vil det maaske være godt at bemærke, hvad der vil blive fuldere paavist senere, at skønt Israelitterne fra en Side set udgjorde et Forbillede paa Evangeliealderens troende, forestillede de dog, set fra en anden Side, alle dem, som i en hvilken som helst Tidsalder tror Gud og modtager hans Ledelse. I denne Egenskab er det, at vi nu betragter dem. Deres Pagt, beseglet med Oksers og Bukkes Blod, var et Forbillede paa den med Kristi dyrebare Blod beseglede nye Pagt, hvorunder Verdens Forligelse i den næste Tidsalder vil blive udført. Skønt deres Forsoningsdag og dens Syndofre i Forbilledet var for dette Folk og for deres Synder alene, pegede de dog hen paa de »bedre Ofre« og den virkelige Forligelse for hele Verdens Synder. Læg Mærke til, at Jubelaaret gjaldt ikke for Israels Præsteskab (der var et Forbillede paa Evangeliemenigheden), men kun for de andre; thi Præsteskabet fik ingen Besiddelser og kunde følgelig hverken tabe noget eller faa noget tilbage. Jubelaaret var for hele Folket paa Præstestammen nær. Det betegner derfor ikke de Velsignelser, som vil blive Menigheden, den kongelige Præstestand, [185] til Del, men Genoprettelses-Velsignelserne — de jordiske Goder, der i sin Tid skal tilflyde alle dem, som kommer til at tro paa Gud og lyde ham.

Hvad dette Forbillede lærer, er i fuldkommen Sam­klang med det, vi har set i vor Undersøgelse af Tidsaldrenes guddommelige Plan. Det peger umiskendeligt hen paa »alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage«. Moses var en af Profeterne; og her i Særdeleshed taler han til os om den kommende Genoprettelse af Menneskenes første Tilstand og Frihed, der saa længe har været tabt, medens de var solgt under Synden. Ved vore første Forældres Fald gik alt tabt; alle Rettigheder forspildtes, og alle blev Slaver under Syndens Tyranni, ude af Stand til at frigøre sig selv. Familielykken er blevet sørgeligt forstyrret paa Grund af Forkrænkelighedens Trældom — Døden. Gud ske Tak for den lovede Forløsningstid! Jubelaaret er for Haanden, og snart skal Dødens Fanger og Syndens Slaver naa tilbage til den oprindelige Tilstand, menneskelig Fuldkommenhed, og faa deres oprindelige Arv, Jorden, tilbage, hvilket alt er Guds Gave ved Jesus Kristus, den nye Pagts Midler og Bekræfter.

Hvorvel der i det forbilledlige Jubelaar var mange tilbagegivne Friheder og Goder, som man straks havde Adgang til, tog det dog sandsynligvis det meste af Aaret at faa Sagerne udjævnet og faa enhver fuldt ud genindsat i alle hans tidligere Friheder, Rettigheder og Besiddelser. Saaledes ogsaa med Modbilledet, Genoprettelsens tusindaarige Tidsalder. Denne vil begynde med omfattende Reformer, med Godkendelsen af Rettigheder, Friheder og Besiddelser, som man for længe siden har tabt af Syne; men Arbejdet med fuldstændigt at gengive de lydige alt, hvad der oprindeligt gik tabt, vil kræve hele Genoprettelsestiden — 1000 Aar.

[186] Det er sikkert, at der endnu ikke er kommet noget Modbillede til Jubelaaret, der svarer til dette Forbilledes Træk; og i Kraft af Herrens Paastand er vi lige saa sikre paa, at Forbilledet ikke kunde gaa uopfyldt hen. »Det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaar, end at en Tøddel af Loven bortfalder.« (Luk. 16, 17.) Men tilsyneladende har denne Del af Loven slaaet fejl. Det er en Kendsgerning, at Forbilledet, som blev regelmæssigt iagttaget hvert 50. Aar, saa længe Israelitterne boede i deres eget Land, ikke er blevet iagttaget siden deres Fangenskab i Babylon. Tilsyneladende gik derfor dette Træk af Loven hen uden blot en Begyndelse til Opfyldelsen. Hvad skal vi svare, naar vi staar overfor denne tilsyneladende Modsigelse af Herrens Udsagn? Findes her virkelig en Modsigelse? Eller kan der paapeges noget Modbillede til Jubelaaret, som begyndte, hvor den sidste Helligholdelse af det forbilledlige Jubelaar endte? Ja, svarer vi. Et klart afgrænset Modbillede fik sin Begyndelse nøjagtigt ved dette Punkt og det, hvad der altid er Tilfældet med Modbilleder, efter en større og herligere Maalestok. Vi ser af den virkelige Opfyldelse, at Kredsene saavel som Jubelaarene, hvilke de løb ud, var indbefattet i Forbilledet, og at den samme Maade, hvorpaa det forbilledlige Jubelaar blev udregnet (ved at multiplicere Kredstallet med sig selv), skulde anvendes ved Udregningen af Tiden for Mod­billedet — Jordens store Jubelaar. Da det sidste forbilledlige Jubelaar var blevet holdt og var henrundet, begyndte en stor Tidskreds at tælle, og dens Afslutning vil indføre det modbilledlige Jubelaar eller Genoprettelsestiden.

Vi har allerede paapeget Maaden, hvorpaa Sabba­terne blev udregnet — at Multiplikation af Sabbatstallet med sig selv (7 Gange 7 = 49) afmærkede Pinsen, Jubeldagen, som fulgte efter, og at paa samme Maade Multiplikation af Tallet for Sabbatsaaret med sig selv [187] (7 Gange 7 = 49) gav det Tidsrum, der førte frem til det 50. Aar, Jubelaaret. Følger man nu denne Fremgangsmaade videre, er det klart, at vi for at naa det store Modbillede, vi søger, paa samme Maade bør multiplicere Tallet for Jubelaaret, 50, med sig selv. Det vil sige, ifølge den os her lærte Regnemaade bør den modbilledlige Tidskreds udregnes ved at multiplicere Tallet for det forbilledlige Jubelaar, det 50. Aar, Sabbatsaaret, med 50, ganske som vi multiplicerede Tallet for Sabbatsaaret med 7 for at naa frem til Jubelaaret. — 3 Mos. 25, 3-13.

Følger vi denne af Gud anviste Regnemaade, oplader der sig vidunderlige Resultater for os, hvorved vi bliver sikre paa, at vi har den rette Nøgle og bruger den saaledes, som hans Tanke var, der indrettede dette Skatkammer. 50 Gange 50 giver os det lange Tidsrum paa 2500 Aar, som Længden af den store Tidskreds, der begyndte at tælle, da Israels sidste forbilledlige Jubelaar endte, og som maa løbe ud i det store modbilledlige Jubelaar. Vi ved, at en saadan Kreds maa have begyndt at tælle der, hvor Forbilledet ophørte; thi naar ikke et eneste Bogstav eller en Tøddel af Loven kunde forgaa, uden at en Opfyldelse i det mindste begyndte, saa vilde Jubelaars-Forbilledet, der var langt mere end et Bogstav eller en Tøddel, ja, var et stort og vigtigt Punkt i Loven, ikke have kunnet forsvinde, inden den rette Tid var komet for dets Modbillede til at begynde. At selve Jubelaarets Modbillede ikke i nogen Henseende begyndte, da Israelit­terne holdt op med at fejre Forbilledet, er aabenbart; følgelig kan vi være sikre paa, at en stor Tidskreds da begyndte at tælle. Den nye, lange Kreds begyndte der, uagtet baade Israel og Verden er uvidende om den Kendsgerning, at en stor Tidskreds har været ved at udfolde sig, og ogsaa om det store modbilledlige Jubel­aar, hvormed den vil blive afsluttet. Vi maa ikke vente, at det store Jubelaarenes Jubelaar først vil begynde [188]  efter denne Tidskreds. Som Modbillede vil det træde ind i Stedet for det sidste, det 50. Jubelaar i Kredsen. Et Modbillede følger aldrig efter sit Forbillede, men tager dets Plads samme Dag. Derfor maa det 2500. Aar, der bliver det store 50. Jubelaar, være Modbilledet, det virkelige Jubeleller Genoprettelsesaar. Men i Stedet for blot at være et slet og ret Aar som i Forbilledet, bliver det større; det bliver Begyndelsen til det store tusindaarige Jubelaar — Millenniet. Netop saaledes har det været med Opfyldelsen af ethvert Forbillede, hvori Tiden har spillet en Rolle. Saaledes kom Udgydelsen af den hellige Aand paa den forbilledlige Pinsedag, den 50. Dag. Kristus, vort Paaskelam, døde den samme Aften, paa hvilken det forbilledlige Lam efter Bestemmelsen skulde slagtes. En Dag før eller en Dag efter vilde ikke gælde. Og saaledes ogsaa her. Hverken Aaret efter eller Aaret før det 2500. Afslutningen paa den modbilledlige Kreds, vilde passe; men selve det Aar, fra Oktober 1874, maa Modbilledet, Genoprettelsestiden, være begyndt.

Helligholdelsen af Forbilledet kunde ikke ophøre, før den store Tidskreds (50 Gange 50) begyndte at tælle. Det vigtige Punkt at faa Vished om er derfor det nøjagtige Aarstal, da det sidste forbilledlige Jubelaar fejredes af Israel. Er det Aarstal først fundet, bliver det en meget let Sag at tælle den store Kreds paa 50 Gange 50 eller 2500 Aar frem i Tiden og dermed fastslaa Aarstallet for Begyndelsen af Jordens store Jubelaar, Tiderne for alle Tings Genoprettelse.

Vi kan dog ikke vente at se mere end blot Begyndelsen til dette storslaaede Genoprettelsesarbejde. De første faa Dage i det forbilledlige Jubelaar kunde kun være Vidne til, at en ganske lille Smule blev udrettet; og saaledes maa vi i de første faa Aar af det store tusindaarige Jubelaars Morgengry kun vente at se lidet udrettet. Det første Arbejde i det forbilledlige Jubelaar [189] maatte ganske naturligt bestaa i at komme paa det rene med tidligere Rettigheder og Besiddelser og faa Vished om forhaandenværende Mangler. For at faa det hertil modsvarende frem maa vi i Modbilledet netop vente, hvad vi nu ser gaa for sig alle Vegne omkring os; thi vi er, hvad der snart vil blive paavist, allerede indtraadt i det store modbilledlige Jubelaars Tidsrum og har været i det siden Oktober 1874 e. K. Hvad ser vi da omkring os? Vi ser Folket sysselsat med Undersøgelsen af dets oprindelige af Gud givne Arv og af dets nuværende Mangler, Rettigheder m. m., medens dog mange i Uvidenhed og Selviskhed gør Krav paa, hvad der tilkommer andre. Vi ser de besiddende gøre Forsøg paa at fastholde saa meget som muligt — hvilket afstedkommer Strid, Sammenstød, Strejker og Lockouter med mere eller mindre Uret paa begge Sider, hvilket altsammen til sidst maa overlades til Kristi Kendelse, ligesom Stridssager under Loven afgjordes af Moses og efter hans Død af dem, der sad paa Mose Stol. (Matt. 23, 3.) Lad os med disse faste Slutninger og Forventninger for Øje søge det Aarstal, som Gud øjensynligt skjulte til Bedste for os i dette Forbillede, for at vi kan kende, hvad der er os skænket af Gud, hvilket det nu er den rette Tid at forstaa.

Vi har ingen ligefrem bibelsk Fortegnelse over Israels Helligholdelse at dets forbilledlige Jubelaar, som kunde udvise, hvilket der var det sidst fejrede. Aarstallet for det Jubelaar, der gik umiddelbart forud for det babyloniske Fangenskab og den Periode paa 70 Aar, i hvilken Landet laa øde, bestemmer vi os for som det sidste, og det af to Grunde. For det første kunde der ikke være blevet fejret noget Jubelaar, efter at Landet kom til at ligge øde; thi der hørte Forbilledet sikkert op, »forgik«. Da Landet laa øde i 70 Aar, og Folket var i Fangenskab i et fremmed Land, maa et Jubelaar jo være indtruffet til en eller anden Tid i Løbet af denne Periode og maa være gaaet ufejret hen. Et flygtigt [190] Blik er nok til at vise os, at Befalingerne og Forordningerne med Hensyn til Jubelaaret ikke kunde overholdes, saa længe Jøderne som Folk var i Fangenskab, og Landet laa øde. Derfor siger vi: Forbilledet ophørte enten der eller før denne Afbrydelse; det kunde ikke være efter den. Og naar som helst Helligholdelsen af Forbilledet ophørte, maa det store Modbilledes Tidskreds have begyndt at tælle. En eneste saadan Undladelse af at fejre Forbilledet vilde tilkendegive, at Forbilledet var ophørt, og at den til Modbilledet ledende Tidskreds var begyndt. Desuden har Israel aldrig siden det babyloniske Fangenskab haft fuld. Raadighed over Landet; de og deres Land har lige siden været under hedensk Herredømme.

For det andet: I ethvert Fangenskab forud for dette udfriede Gud dem aabenbart fra deres Fjender tidsnok, til at de kunde komme tilbage til deres eget Land og fejre Jubelaaret for saaledes at vedligeholde det som Forbillede, indtil den Tid, da den store Kreds, 50 Gange 50, skulde begynde at tælle; thi deres tidligere Fangenskaber synes aldrig, skønt de var hyppige, at have varet længere end 40 Aar, hvorved de ifølge Jubelaars-Forordningen kunde faa deres Frihed og Arv tilbage hvert Jubelaar. Naar vi desuden snart skal paavise, at den store Tidskreds, regnet fra Begyndelsen af de 70 Aar i Babylon, ender med Aaret 1875 e. K., vil det staa klart for alle, at den ikke kunde have begyndt ved et tidligere Tidspunkt, forud for det Babyloniske Fangenskab; thi om vi flytter den blot eet Jubelaar tilbage i Tiden, vilde det henlægge Afslutningen af Kredsen til 50 Aar før 1875, nemlig til 1825 e. K. Sikkert nok begyndte der ikke noget Genoprettelses-Jubelaar med dette sidstnævnte Aar.

Saaledes overbeviste om, at det sidste forbilledlige Jubelaar, hvorfra den store Kreds paa 50 Gange 50 skulde tælles, ikke faldt mere end 50 Aar før og ikke kunde falde efter Begyndelsen til Fangenskabet i Babylon, [191] at det, som gik umiddelbart forud for dette Fangenskab, altsaa var det sidste forbilledlige Jubelaar, og at den store, tavse Tidskreds begyndte at tælle ved dets Udgang, gaar vi over til at udfinde det nøjagtige Tidspunkt for dette sidste forbilledlige Jubelaar paa følgende Maade:

Da Sabbatsaars-Ordningen paa det nøjeste var knyttet til Jødernes Land, Kanaan, og deres Arv deri, maa den første Kreds paa 49 Aar, der ledte til det første Jubelaar, begynde at tælle ved den Tid, de drog ind i Kanaan. Denne rimelige Slutning bliver til Vished ved Herrens Ord: »Naar I kommer ind i det Land, som jeg vil give eder, da skal Landet have en Sabbatshvile [Sabbats­ordningen altsaa iagttages] for Herren. I seks Aar skal du tilsaa din Ager, og i seks Aar skal du beskære din Vingaard og indsamle dets [Landets] Grøde. Men i det syvende Aar [fra Indvandringen i Landet] skal der være en højhellig Sabbat for Herren.« Altsaa begyndte Kredsen (7 Gange 7 = 49) straks at tælle, og det 50. Aar, efter at de var indkommet i Kanaan, var det første forbilledlige Jubelaar. *)

_______________
*) Nogle har fremsat den Tanke, at eftersom der medgik seks Aar til Krig, før Landets Deling var fuldendt, begyndte Jubelaarskredsene først at tælle ved Afslutningen af disse seks Aar. Men nej; de drog ind i Landet, da de gik over Jordan; og Befalingen lyder: »Naar I kommer ind i Landet«, og ikke: Naar I faar delt Landet. Det blev delt Stykke for Stykke i de 6 Aar, men de kom ikke i Besiddelse af det hele i de Aar og heller ikke i lang Tid derefter, — ikke førend Fjenderne var uddrevet, hvilket i enkelte Tilfælde aldrig skete. (Josva 18, 2. 3; 17, 12. 13; 23, 4. 7. 13. 15.) Havde de ventet paa den fulde Besiddelse, inden de be­gyndte at tælle Tidskredsene, vilde de følgelig aldrig have faaet begyndt.
_______________

Ved at betragte Tidsregnings-Tabellen vil man se, at der henrandt 969 Aar mellem Indvandringen i Kanaan og Begyndelsen til de 70 Aar, Landet laa ode. [192]

Vi kan faa at vide, hvor mange Jubelaar de helligholdt i den Tid, ved at dividere 969 Aar med 50. Det giver os 19 som det fulde Antal helligholdte Jubelaar. De tiloversblevne 19 Aar udviser, at det sidste forbilledlige Jubelaar, det 19 altsaa, indtraf 19 Aar før Fangenskabet i Babylon og 950 Aar efter Indvan­dringen i Kanaan.

Altsaa var det nøjagtigt netop 19 Aar før de 70 Aar, hvori deres Land laa øde, ved Udløbet af deres sidste Jubelaar, — det 19 — at den store Tidskreds paa 2500 Aar (50 Gange 50 = 2500) begyndte at tælle. Det bliver nu en meget ligefrem Sag at regne ud, hvor de 2500 Aar endte, og hvor altsaa den store modbilledlige Jubelfest begyndte. Saaledes:

Saaledes finder vi, at det 2500de Aar begyndte med Aaret 1875 e. K., som ifølge Jødernes borgerlige Tid, hvorefter dette er regnet (3 Mos. 25, 9), begyndte omkring Oktober 1874. Hvis det store Jubelaar kun skulde vare eet Aar ligesom dets Forbillede, vilde det [194] derfor være begyndt i Oktober 1874 e. K. ved Udløbet af de 2499 Aar og vilde have endt i Oktober 1875. Men dette er ikke Forbilledet, det er Virkeligheden. Det var ikke et enkelt Jubelaar, men de modbilledlige tusind Aar, da alle Ting skal genoprettes, der begyndte i Ok­tober 1874 e. K.

Dermed ser vi, at ikke alene betegnede Israels Jubelaar klart og kraftigt de store Tider for Genoprettelsen af alt, som Gud har talt om ved alle sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage, men at ogsaa Maaden for dets Udregning lige saa klart tilkendegiver Aarstallet for Begyndelsen af Jordens store Jubelaar. Dersom vi ikke vil antage disse Slutninger, har vi intet andet Valg end at paastaa, at dette Forbillede gik hen uden nogen Opfyldelse, uagtet de bestemte Paastande af Herren om, at det ikke kunde gaa saaledes — at det vilde være lettere, at Himmelen og Jorden forgik, end at et Bogstav eller en Tøddel af Loven forgik uden at blive opfyldt. (Matt. 5, 18.) Vi antager de saaledes af Gud tilkendegivne Kendsgerninger, hvor overraskende de Slutninger end er, som vi fornuftigvis maa uddrage deraf.

Hvilke er nu de fornuftige Slutninger, der maa drages af disse bibelske Lærdomme? Lad os fra Fornuftens Standpunkt overveje, hvad der maa følge deraf, og saa se, om andre Skriftsteder enten vil bekræfte eller modsige disse Slutninger. Først slutter vi, at naar Genoprettelsestidernes Time er slaaet, er Tiden for den store Genopretters Nærværelse ogsaa inde. Dette vilde være en meget rimelig Slutning; men det bliver til meget mere end en Slutning, naar det støttes af Apostelens bestemte Udsagn om, at naar Genoprettelsens (fastsatte) Tider kommer fra Herrens (Jehovas) Aasyn, sender han den forud forkyndte Jesus Kristus, hvem Himmelen maa rumme, indtil Tiderne for Genoprettelsen af alt, hvad Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Tider. — Ap. G. 3, 19-21.

[195] Alene i Kraft af dette inspirerede Udsagn har vi et klart Bevis paa, at det var den rette Tid for Herrens andet Komme, da Genoprettelsens fastsatte Time oprandt, nemlig i Oktober 1874 e. K., saaledes som det blev afmærket ved Jubelaars-Ordningen. Det synes virkelig at være indlysende, at Jubelaaret ligesom alt andet i hin Husholdning blev indrettet til Forbillede for os, til hvem de sidste Tider er kommet. (1 Kor. 10, 11.) Eet synes at være klart: Hvis det ikke gavner os, har det hidtil været næsten uden Nytte; thi Skriften underretter os om, at Jøderne, selv i de første 19 Jubelaar, aldrig fuldt ud og rigtigt overholdt Forbilledet. (3 Mos. 26, 35.) De fandt det uden Tvivl umuligt at lægge Baand paa deres Kærlighed til Rigdom. Ligesom alle Profetierne og de øvrige Forbilleder blev ogsaa dette uden Tvivl indrettet for at kaste Lys paa de retfærdiges Sti, naar og hvor det behøves — for at vejlede Kristi Legemes »Fødder«.

Kom nu i Hu, hvad der blev paavist i det foregaaende Kapitel om Maaden for Herrens Genkomst og Aabenbarelse, saa at du ikke snubler her paa Grund af fejlagtige Begreber paa dette Punkt. Husk paa, at »ligesom Noas Dage var, saaledes skal Menneskesønnens Nærværelse [Græsk: parousia] være. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aad og drak, ... og agtede det ikke ... saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Nærværelse være«. (Matt. 24, 37-39.) Kom tillige i Hu, hvad vi allerede har faaet ud af Guds Ord — at kun de, som trolig venter paa hans Aabenbarelse, vil være i Stand til at opdage hans Nærværelse, inden han gør den aabenbar for Verden »i Lueild for at tage Hævn« — i den store Trængsel. Den Omstændighed, at hans Nærværelse ikke er kendt og almindelig indset af Verden eller blot af de Kristne, er derfor intet Bevis mod denne Sandhed. Verden har ingen Tro paa Profetierne og kan naturligvis ikke se noget i deres Lys. Og lunkne Kristne (og det er det store Flertal) tager intet Hensyn [196] til det »sikre profetiske Ord«. Mange, som giver sig ud for at vaage, læser Profetierne gennem deres længe nærede Vildfarelsers farvede Glas og med Øjnene jammerligt fordrejede af Fordomme. Alle saadanne burde gaa til den store Læge og faa noget af Ydmyghedens »Øjensalve« (Aab. 3, 18) samt for stedse lægge de menneskelige Overleveringers farvede Glas fra sig og alle deres egne og andres Anskuelser, som ikke stemmer overens med ethvert Vidnesbyrd i Guds Ord.

Men hverken Verdens Uvidenhed og Vantro eller den lunkne Ligegyldighed og Fordom hos det store Flertal af bekendende Kristne skal vise sig at være Snublestene for Guds udvalgte — for dem, som i enfoldig, barnlig Tro modtager hans velsignede Ords Vidnesbyrd. Saadanne kan ikke snuble; det er heller ikke muligt, at de skulde blive forført. Ved deres Tro og ved Guds Ledelse vil de overvinde alt. Frygt ikke, I kostelige Ædelstene, som Herren selv har udvalgt! Opløft eders Hoveder og glæd eder, idet I ved, at eders Udfrielse, eders Ophøjelse og Herlighed stunder til! —Luk. 21, 28; 12, 32.

Om Genoprettelsestiderne virkelig begyndte med Ok­tober 1874 e. K., og om den rette Tid for vor Herres anden Nærværelse da oprandt, vilde en anden rimelig Forventning være den, at de, der vaager, skulde kunne se nogle ydre Tegn paa, hvad Skriften fremstiller som den første Gerning under hans anden Nærværelse, nemlig Indhøstningen af Evangeliealderens Frugt, Indsamlingen af hans udvalgte (til Tankeenhed og aandeligt Samfund) og i det mindste nogle forberedende Skridt hen imod Oprettelsen af Kristi Rige. Nogle af disse Kendetegn har vi alt i Korthed hentydet til; men der er saa meget at iagttage med Hensyn til dette Punkt, at vi maa gemme det til Overvejelse i et efterfølgende Kapitel. Menighedens Høst er i Sandhed begyndt; Hveden bliver udskilt fra Klinten; og Begivenhederne i Verden udfolder sig hurtigt som en Forberedelse til [197] Grundlæggelsen af Genløserens evige Rige. De forudsagte Tegn er aabenbare for de vaagende nøjagtig paa den Maade og i den Orden, de blev forudsagt at ville indtræffe. Men dette lader vi staa hen for nærværende, fordi vi ønsker først at lægge andre profetiske Vidnesbyrd frem. Det maa være nok at sige her, at Leen i denne Tidsalders »Høst« er Sandheden ligesom i den jødiske »Høst«, og at de »Sendebud«, som nu bruger Leen, er Herrens Disciple eller Efterfølgere, skønt mange af dem nu som dengang kun lidet fatter det ophøjede i det Arbejde, som de udretter.

Stadfæstende profetiske Beviser.

Hvorvel de foregaaende Beviser er stærke og klare, som de staar, fremsætter vi dog nu profetiske Vidnesbyrd, der beviser, at vi begyndte at tælle den store Tidskreds (50 Gange 50) ved det rette Punkt. Vor himmelske Fader kendte til den Frygt og Bæven, hvormed vor Tro maatte gribe om disse overmaade store og dyrebare Forjættelser, og derfor har han fordoblet den allerede stærke, i Loven tilvejebragte Bevissnor ved at føje et andet Vidnesbyrd gennem Profeten dertil. Vor kære Genløser og Herre, som rækker os denne Snor, og hvis Nærværelse dette Vidnesbyrd gør os opmærksomme paa, synes, idet han kommer til os i Tusindaarsdagens aarle Morgengry, at sige, som han engang sagde til Peter (Matt. 14, 25-32): »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Indse, at jeg er et Aandevæsen, ikke længere synlig for menneskelige Øjne. Jeg aabenbarer mig ved Ordets Lampe for din Forstands Øjne, saa at du, naar jeg i kommende Dage vandrer paa Verdens uhørte Trængsels stormfulde Hav, ikke har nødig at frygte, men kan være frimodig: Bliv ikke bange! Kom i Hu, at det er mig.

Denne i Sandhed vidunderlige profetiske Stadfæstelse, som vi nu skal undersøge, laa skjult i sin egen [198] Enkelhed, indtil Forstaaelsen af Jubelaars-Forbilledet; som ovenfor paavist, gav den Betydning.

De 70 Aar, der sædvanlig omtales som de 70 Aars Fangenskab i Babylon, kaldes i Skriften »de 70 Aar, hvori Landet laa øde«. Denne Liggen øde havde Gud forudsagt ved Profeten Jeremias saaledes: »Og hele dette Land skal vorde til en Ørken, til et Øde, og ... skal tjene Babels Konge i 70 Aar.« (Jer. 25, 11.) »Saa siger Herren: Naar 70 Aar er fyldt for Babel, vil jeg se til eder og opfylde paa eder mit gode Ord, at føre eder tilbage til dette Sted.« (Jer. 29, 10.) I 2 Krøn. 36, 17-21 er Opfyldelsen af denne Profeti optegnet. Grunden til, at det netop skulde være 70 Aar, og til, at Landet blev gjort fuldstændig øde, fremsættes saaledes: »Da førte han Kaldæernes Konge [Nebukadnesar, Babels Konge] op imod dem. ... Og dem, som var blevet tilovers fra Sværdet, bortførte han til Babel, og de blev hans og hans Sønners Tjenere, indtil Persiens Rige fik Herredømmet, for at Herrens Ord ved Jeremias' Mund skulde blive opfyldt, indtil Landet havde gjort Fyldest for sine Sabbatsaar; alle Ødelæggelsens Dage havde det Hvile, indtil 70 Aar var fyldt.«

Heraf ser vi, at Israel havde forsømt en rigtig Helligholdelse af Sabbatsaarene, hvoraf Jubelaarene var de væsentligste. Det var unægtelig en streng Prøve for et saa havesygt Folks Lydighed mod den himmelske Konge at faa Befaling til at lade Landet hvile, at tilbagegive tidligere Ejere Jorder, som man havde erhvervet sig og siddet inde med i Aarevis, og at skænke Trællene deres Frihed igen — især naar Lydighed kun var paabudt og ikke uden videre blev gennemført ved Tvang. Gud havde gennem Moses forud advaret Jøderne om, at hvis de var ulydige mod de Love, til hvilke de som et Folk havde bundet sig, vilde han straffe dem derfor. I det samme Kapitel, hvori han fortæller dem om de syv Tiders Tugtelse under hedensk Styre, siger han dem ogsaa, at dersom de undlod at holde Sabbatsaarene, [199] vilde han straffe dem derfor ved at lægge deres Land øde. (Det er jo en Kendsgerning, at de 70 Aar, Landet laa øde, ogsaa var Begyndelsen til de syv Hedningetider, som det allerede er paavist.) Herrens Trusel lyder saaledes: »Eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skal vorde en Ørken. Da skal Landet gøre Fyldest for sine Sabbatsaar alle de Dage, det ligger øde, medens I er i eders Fjenders Land; da skal Landet have ... den Hvile, som det ikke fik i eders Sabbatsaar, da I boede i det.« — 3 Mos. 26, 33. 35. 43.

Gud fandt sig for en Tid i deres halvhjertede Lydighed, men bortfjernede dem omsider helt fra Landet, gjorde det øde, uden Indbyggere, og gav det dets Jubelaars fulde Antal — ikke alene dem, de havde helligholdt ufuldstændigt, men ogaa hele det fremtidige Antal, som ifølge hans Anordning skulde hengaa, inden det modbilledlige Jubelaar, Genoprettelsens eller Tusindaarsrigets Tidsalder, indtraadte.

Eftersom det hele Antal forbilledlige Jubelaar, der var bestemt til at gaa forud for Modbilledet, saaledes vises at være 70, har vi dermed et andet Middel, hvorved vi kan regne ud, naar Modbilledet skal begynde. Udregningen af det profetiske Udsagn om det hele Antal Jubelaar er ligefrem og let, og Udfaldet stemmer nøjagtigt med, hvad vi alt har set ved den fra Loven tilvejebragte Regnemaade.

Da hele Antalet er 70, og da de 19 af disse er blevet overholdt af Israel paa en halvhjertet Vis, før Landet kom til at ligge øde, saa følger deraf, at de øvrige 51 (70 —19 = 51) omspænder Tidsrummet fra det sidste Jubelaar, som Israel ufuldkomment helligholdt, ned til det store Modbillede. Men læg her Mærke til en Forskel i Regnemaaden. Ved den Beregning, vi foretog ud fra Loven, talte vi Tidskredsene med det 50de Aar, Jubelaaret, lagt til; thi Laven viser os Tingene, som de skulde have været, om Israel havde udført dem rigtigt. Men Profetien skildrer Tingene, ganske som de [201] virkelig finder Sted. Husk, at vi nu undersøger det profetiske Udsagn; følgelig bør vi beregne disse Tidskredse efter deres virkelige Beskaffenhed — som Kredse paa 49 Aar, altsaa uden Jubelaar; thi Israel helligholdt ikke et eneste Jubelaar efter det 19de. De første 19 Tidskredse havde Jubelaar, men de 51 siden da har ingen haft; følgelig maa vi regne med 51 Kredse paa 49 Aar hver, altsaa 2499 Aar (49 Gange 51 = 2499), fra det sidste af Israel — helligholdte forbilledlige Jubelaar indtil Modbilledet. Skønt denne Udregning er aldeles uafhængig af den anden, ender den dog nøj­agtigt, som det fremgaar af den tidligere foretagne Beregning, i Oktober 1874 e. K.

Lad os for deres Skyld, som behøver det, fremsætte dette sidste Bevis i en anden Form: Det fulde Antal Jubelaars-Kredse, som Gud havde forordnet, var 70, som det fremgaar af det tydelige Udsagn vedrørende Grunden til deres Lands Liggen øde i de 70 Aar. Dette skulde indbefatte baade de Jubelaar, som Israel havde fejret paa en ufyldestgørende Maade, hvilke, som vi har set, var 19 i Antal, saavel som alle de paafølgende indtil Modbilledet. Vi vil nu regne alle disse fra deres Begyndelse ved Indvandringen i Kanaan og se, hvor de ender.

Dette Tidsrum paa 3449 Aar, regnet fra Indvandringen i Kanaan, ender ligesom det foregaaende i Oktober 1874 e. K.

Om disse Punkter godkendes som værende af guddommelig Oprindelse, er den logiske Slutning let at uddrage. Og hvis de ikke er ordnet af Gud, hvor kom de saa fra? Vi lægger dem ikke ind i det inspirerede Ord. Vi finder dem slet og ret der i al deres Enkelhed og Skønhed. Ligesom al den øvrige kostelige og rige Mad fra Forraadskammeret, hvilken Herren nu sætter for os ifølge sit Løfte (Luk. 12, 37), er dette nærende, »haard Føde«, ikke særlig tiltænkt »Børnene i Kristus«, men de mere udviklede, som har øvet Sans (Heb. 5, 14) til at optage og paaskønne dette, som nu er »Mad i rette Tid«. Hvis denne dobbelte Bevisrække ikke er blevet givet os af Gud, hvorfra skulde den da ellers være kommet, og hvorledes skulde ellers dette mærkelige Sammentræf indtræde? For at overbevise os selv om den guddommelige Anordning deraf behøver vi blot at lægge Mærke til, at paa intet andet Sted og paa ingen anden Maade kan disse 70 Sabbatsaar, medens Landet laa øde, bringes i Samklang med den store Jubelaars-Tidskreds (50 Gange 50). Prøv det. Antag, at der enten var indtruffet en Fejltagelse eller en Forandring i eet af de 19 af Israel fejrede Jubelaar. Sæt, at der var hengaaet 18 (eet mindre) eller 20 (eet mere) inden de 70 Aar, hvori Landet laa ode.  [203] Lad os regne efter, og vi skal faa at se, at disse tvende Bevisraekker — som saa fuldkomment forener sig i Vidnesbyrdet om, at 1875 (begyndende med Oktober 1874 e. K.) er Aarstallet for Genoprettelstidernes Begyndelse og derfor det Aarstal, hvor vi kan vide, at Himmelen ikke længere beholder vor Herre Jesus, den store Genopretter — ikke kan forenes andet Steds, uden at der gøres Vold paa dem, paa Tidsregningen og paa andre Profetier, der endnu vil blive undersøgt.

Om disse Profetier lærer os noget, saa er det dette, at det store Jubelaar, Tiderne for alle Tings Genoprettelse, er begyndt, og at vi allerede befinder os i Tusindaarsrigets Daggry og i Evangeliealderens »Høst«, idet de to Tidsaldre gaar over i hinanden i Løbet af et Tidsrum paa 40 Aar, »Vredens Dag«. Vi er allerede (i 1888 )14 Aar fremme i denne Vredens 40aarige Periode, og Forberedelserne til Kampen skrider rask fremad. Med den nærværende Fart i Begivenhederne vil de kommende 26 Aar være tilstrækkelige til Udførelsen af »alt, hvad der skrevet staar«.

Læseren maa ikke forhastet mene, at der ikke findes Beviser paa nogen Genoprettelse omkring os, eller at Retfærdighedens Sol ikke endnu forgylder Zions Vagttaarne ag oplyser Verden. Man lægge derimod Mærke til, at vi allerede er i den Tid, da de skjulte Ting bliver aabenbaret. Lad os huske paa, at det første Genoprettelsesværk egentlig bestaar i Nedrivningen af den gamle og brøstfældige Bygning, som staar paa det Sted, hvor den nye skal rejses. Husk paa, at det første, den mest ømhjertede Læge ofte har at gøre, er at aabne Saarene og rense og bortskære, hvad der er nødvendigt for at skaffe Patienten grundig Helbredelse. At dette medfører Smerte og sjælden er behageligt for den syge, medens det foretages, har man ikke nødig at fortælle nogen. Saaledes er det ogsaa med den store Læges, Genopretterens, Livgiverens Værk. Han saarer for at læge, og Trængselen og Sigtelsen i Kirken og [204] Verden er kun den fornødne Bortskæren og Udrensning, der udgør en yderst vigtig Del af Genoprettelsesarbejdet.

I Forbilledet skulde man, naar Jubelaaret begyndte, blæse i Jubelbasunen for at udraabe Frihed over hele Landet for alle dets Indbyggere. (3 Mos. 25, 10.) Modbilledet indføres med Blæsningen af den (billedlige) »syvende Basun«, »Guds Basun«, den »sidste Basun«. Det er i Sandhed den store Basun; den melder om Frihed for enhver Fange; og hvorvel det i Begyndelsen betyder Opgivelse af mange Krav og Fortrin, hvis Tid nu er omme, og en almindelig Forstyrrelse og Omvæltning i gamle Skikke og Vaner, vil dog Basunen, naar dens Budskab bliver rigtigt paaskønnet, forkynde »en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket«.

Under det første Røre gør et eller andet af den nye Husholdnings mange Træk et kraftigt Indtryk paa enhver, som hører dens Jubelbasun, saa at han er tilbøjelig til ikke at ænse andet. En ser det passende i Regeringsreformer og gør Krav paa saadanne, paa Afskaffelsen af store Hære ag de byrdefulde Skatter, som disse medfører. En anden vil have det betitlede Aristokrati afskaffet og ethvert Menneske anerkendt i Kraft af dets Egenskaber som Menneske. Andre vil have Godsejervæsenet afskaffet og forlanger, at man som i Begyndelsen kun skal have saa meget Land, som man behøver og er i Stand til og villig til at bruge. Atter andre arbejder for Afholdsreformer og søger ved Forbud og andre Love, ved Foreninger til Opretholdelse af Lov og Orden at lænkebinde Alkoholuvæsenets store Onde. De søger at lægge Baand paa Mennesker, som af Pengekærhed vil besnære, trælbinde og ødelægge deres Medmennesker, idet de benytter sig af disses Svagheder for at berige sig selv og leve højt paa dem. Saa er der nogle, der danner menneskekærlige Selskaber til Værn mod Grusomhed for at hindre dem, som har Evne dertil, i at skade de svage og afhængige. Andre [205] danner Selskaber til Undertrykkelse af Last og af saadan Læsning, som er skadelig for gode Sæder. Og andre danner Selskaber mod Forfalskning af Næringsmidler for at opspore, sagsøge og afstraffe dem, som af Begærlighed efter Vinding forfalsker Fødevarer, ja, endog gør dem sundhedsfarlige. Der vedtages Love til Beskyttelse af Folks Liv og Sundhed. Grubearbejderne skal have ren Luft, lige meget hvad det koster; de skal have to Udgange i Tilfælde a  Ildebrand. Arbejdsfolk, som ikke har Magt til at hjælpe sig selv eller vælge deres Arbejdspladser, staar under de offentlige Loves Beskyttelse. Arbejdsgiveren kan ikke længere betale dem, naar han finder for godt, eller med Anvisninger paa Butikker. Loven kræver nu, at der skal være bestemte Betalingsdage, og at der skal betales med rede Penge. Arbejderne maa ikke længere stuves sammen i Bygninger, hvor de i Ildebrandstilfælde vilde være udsat for at brænde inde eller blive lemlæstet for Livstid ved at springe ned. Brandstiger skal der være overalt, og i Fald nogen kommer af Dage eller kommer til Skade, og det hidrører fra Arbejdsgiverens Skødesløshed, holdes han ansvarlig derfor og kan straffes enten med Bøder, Skadeserstatning eller Fængsel. Rige Selskaber, saadanne som ejer Jernbane- og Dampskibslinierne, er tvunget til at have Omsorg for Folkets, de fattiges saavel som de riges, Liv og Interesser. Disse Reformer er Følgerne af Folkets Vækkelse ved Kundskabens og Frihedens Jubelaars Basun. De kan ikke føres tilbage til ren og skær Velvilje fra den bedrestillede Klasses Side. Thi endskønt alle de i den begunstigede eller rige Klasse, som er godsindede, og som elsker Retfærdigheden, glæder sig ved disse Begyndelser til Reformer, saa findes der dog andre, og det er Flertallet, som kun fortrydeligt giver efter for Nødvendigheden. Sandt nok, saadanne Love og Forordninger er endnu ikke fuldkomne, ej heller naar de Verden rundt; men de fremkomne Begyndelser [206] glæder vore Hjerter og afgiver Bevis for, hvad der kan ventes i Retning af de ydmyges og ringes Ophøjelse og de hovmodiges Fornedrelse, naar Jubelarrs-Forskrifterne er fuldt ud traadt i Kraft. Alle dise Ting fremgaar som Følge af det Reform-Røre, der indleder Jordens store Jubelaar. Skønt meget er ble­vet krævet og meget indrømmet lidt efter lidt, vil Konger og Kejsere — politiske, sociale, kirkelige og finansielle — dog ikke bøje sig for denne Jubilæumseller Genoprettelsesalders store Udjævningsværk uden en voldsom og haard Modstandskamp, en saadan, som ifølge Skriften er lige for Døren, og som, hvor skrækkelig den end vil blive, dog er uundgaaelig, men omsider vil føre til et godt Udfald.

Kravet om »Frihed i Landet for alle« stilles rigtig­nok undertiden i en urimelig Udstrækning af de uvidende og de fyrige; og dog hører det alt sammen med til den store uundgaaelige Jubelaars-Ophidselse, der er afstedkommet ved Fortidens Uvidenhed og Undertrykkelse. Ingen uden Herrens »lille Hjord« er fuldt ud og rigtigt oplyst om Genoprettelsens herlige Omfang. Disse trofaste ser de mindre Forandringer, Udjævningen af alle Menneskenes Anliggender; men de ser ogsaa, hvad der ikke kan ses fra noget andet Standpunkt end Guds Ords — at den store Slaveherre, Synden, skal berøves sin Magt, at Dødens store Fangehus skal aabnes og enhver Fange faa et Løsladelsesbevis, der er underskrevet med Gudslammets, den store Genløsers og Genopretters, dyrebare Blod, som borttager Verdens Synd. Gode Tidender skal det i Sandhed blive for alle Folk, ikke alene for de levende, men ogsaa for dem, der er i Gravene. Før Udgangen af dette store Jubelaar kan ethvert Menneske helt faa sin Frihed og komme tilbage til Menneskets første Tilstand, hvor det blev erklæret for »saare godt«, idet Slægten ved Kristus faar alt det tilbage, som gik tabt i Adam.