STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 7

DE PARALLELLE HUSHOLDNINGER

Den jødiske Tidsalder et Forbillede paa Evangeliets Tidsalder. — En mærkværdig Parallelisme eller Overensstemmelse mellem de to Husholdninger. — De er dog forskellige. — Det kristne Tidsrums, Modbilledets, Forrang. — Det kødelige og det aandelige Israel stillet i Modsætning til hinanden. — Undersøgelse af fremragende Lighedspunkter. — Parallelle Tidsrum. — Det kødelige Israels Gunsttid. — Ugunstens Tidslængde paavises ud fra Profetien at være lige saa lang som Gunstens, — Apostelens Vidnesbyrd om, at Jødernes Ugunsttid er Tiden for det aandelige Israels Kald herovenfra. — Længden af Evangeliealderen er dermed indirekte, men klart paavist. — Overensstemmelsen mellem den bibelske Tidsregning, Jubelaars-Vidnesbyrdet, Hedningetiderne og andre Profetier samt det, som læres igennem disse Parallelder, er uigendrivelig, afgørende og tilfredsstillende.

IDE foregaaende Kapitler er den Omstændighed blevet omtalt, at Guds Handlemaade med Israels Folk var af en forbilledlig Beskaffenhed; dog er der faa, som har noget tilstrækkeligt Begreb om, i hvor fuldt Maal dette var Tilfældet. Mange har uden Tvivl lagt Mærke til, at Apostlene, i Særdeleshed Paulus, idet de underviser den kristne Menighed, jævnlig hentyder til slaaende forbilledlige og modbilledlige Træk i den jødiske og den kristne Husholdning. Men hvis man nøjere giver Agt paa Apostelens Lære, vil man se, at han ikke alene gør Brug af nogle faa fra den jødiske Husholdning hentede Anskueliggørelser, men at han i sin indgaaende Tænkning fremdrager hele den jødiske Ordning som en guddommelig Indstiftelse (idet han lader de »gamles Vedtægter«, som ikke hørte med til hin Ordning, helt ude af Betragtning) og paaviser, at den i alle sine Træk var et Forbillede paa den da oprindende kristne Husholdning, idet den paa en tydelig Maade forudspejler den kristne Menigheds [208] Løb i Evangelietidsalderen samt peger hen paa dens herlige Gerning i Tusindaarsrigets Tidsalder.

Mange antager, at den jødiske og den kristne Tidsalder egentlig er een, og at Gud har været i Færd med at udsøge den kristne Menighed fra selve Begyndelsen af Menneskeslægtens Tilværelse. Dette er en alvorlig Fejltagelse, som fordunkler og hindrer den rigtige og klare Opfattelse af mange Sandheder. Jesus var den kristne Menigheds Hoved og Forløber, og den er hans Legeme. (Ef. 5, 23; Kol. 1, 24.) Følgelig levede der forud for ham ingen Medlemmer af Menigheden. Havde der været nogen før ham, kunde han ikke med Rette kaldes Forløberen. »Kaldet herovenfra« til at blive Medofrere og omsider Medarvinger med ham blev ikke kundgjort i andre Tidsaldre. (Ef. 3, 2. 5. 6.) Gode Mennesker, som levede og døde forud for Tilveje­bringelsen af Genløsningsbetalingen ved det dyrebare Blod, vidste ikke om dette »Kald herovenfra«. Eftersom Guds Gaver og Kaldelser er ufortjente Gunstbevisninger, sker der ingen Uret overfor dem, som levede i andre Tidsaldre, fordi der ikke tilbydes dem den samme Gunst. Kaldelsen og Naaden for dem, som levede i de henrundne Tidsaldre, var, hvad den ogsaa vil blive for den kommende Tidsalders Mennesker, en Indbydelse til jordisk Ære, jordisk Herlighed og evigt Liv som jordiske (menneskelige) Væsener, hvorimod Evangeliealderens Kaldelse og Gunst fører til himmelsk Ære og Herlighed, til et Naturskifte, en Forvandling fra menneskelig til guddommelig Tilværelse og til Magt, Ære og Herredømme i Himmelen og paa Jorden som Medarvinger og Medarbejdere med Kristus. Eftersom den saaledes udkaldte, fra Verden udskilte og i Løbet af denne Tidsalder udviklede Menighed i den kommende Tid skal være Jehovas Redskab til Gennemførelsen af hans store Tidsalderplan — en Plan, som omfatter ikke alene Menneskehedens Interesser, men alle Skabningers [209] i Himmel og paa Jord — er det intet Under, at de i de henrundne Tidsaldre til Menighedens Uddannelse og Oplæring gjorte Forberedelser har været storartede. Ikke mindre underfuld har den Omsorg været, hvormed disse, der er kaldet til at arve guddommelig Herlighed, i denne Tidsalder er blevet opdraget, optugtet, vejledet og beskyttet paa den lange, vanskelige, snævre Vej, som først blev aabnet af deres Herre og Forløber, i hvis Fjed det er dem paalagt at vandre — saaledes som han satte dem et Eksempel. — 1. Pet. 2, 21.

Herren tilbragte de 3 ½ Aar, i hvilke han virkede, med at udsamle af Israel og med at uddanne og oplære de faa Disciple, som skulde udgøre den kristne Menigheds Kærne. Da han skulde til at lade dem ene tilbage til Verden, gav han dem Løftet om den hellige Aand, som hele Tidsalderen igennem skulde vejlede Menigheden til hele Sandheden, meddele dem tilkommende Ting og bringe frisk tilbage i deres Hukommelse, hvad han havde lært dem. Dette Løfte begyndte at virkeliggøres ved Pinsen. Der staar ogsaa skrevet, at Englene alle er tjenende Aander, udsendt for at tjene disse Arvinger til den store Frelse (Heb. 1, 14; 2, 3), og at de er i Herrens særlige Varetægt indtil Tidsalderens Ende. (Matt. 28, 20.) Alle Apostlenes Skrifter er rettet til Menigheden og ikke til Verden, hvad mange synes at mene. De er fulde af særlige Oplysninger, Tilskyndelser og Formaninger, der kun er nødvendige for de hellige, som i denne Tidsalder vandrer paa den snævre Vej. Herrens Aabenbaring, som Gud gav ham, efter at han var indgaaet til Herligheden, sendte han og kundgjorde den i Tegn (i Sindbilleder o. s. v.) for sin Menighed ved sin Tjener Johannes. (Aab. 1, 1.) Der fortælles os ogsaa, at de ved hellige Mænd i fordums Tid givne Profetier ikke blev givet for deres Skyld eller for andres Skyld i deres Tid og Tidsalder, men udelukkende [210] til Undervisning for den kristne Menighed. —1 Pet. 1, 12.

I dette Kapitel er det vor Hensigt at paavise, at hele det jødiske Folk i den foregaaende Tidsalder uden selv at vide det, men ifølge Guds Styrelse, var i Færd med til Vor Lærdom at tilvejebringe et forbilledligt Overblik over hele Frelsesplanen i alle dens Led, ganske som vi netop har set deres Jubelaar pege hen paa den endelige Fuldførelse af Planen, naar alle Jordens Slægter velsignes. Det er, naar vi vender os til dette Sandhedens Forraadskammer, som der saa rigeligt er sørget for til Menigheden, at Guds Aand nærer os og gradvis leder os til en mere og mere fuldstændig Forstaaelse af hans Plan, lige saa hurtigt, som denne Kundskab bliver nødvendig for os. Ud fra dette store Forraadskammer forsyner Gud os nu med meget af det særskilte Lys og Brød, der er nødvendigt i denne »Høstens Tid« ved Tidsalderens Afslutning. Eftersom Gud har vist saa stor en Omhu ag sørget saa rundhaandet for den kristne Menighed fremfor alle andre i henrundne og kommende Tidsaldre, hvor vigtig maa da ikke efter hans Skøn den Kundskab være for os, og hvor ivrigt skulde vi ikke benytte os af den!

Hvorvel vi ikke i dette Kapitel eller Bind vil komme ind paa en udførlig Undersøgelse af de forbilledlige Træk i Guds Handlemaade med Israel, saaledes som de er fremsat i Tabernaklet, Templet, Ceremonierne og Ofrene m. m., opfordrer vi dog nu Læseren til at give nøje Agt paa nogle af de særlig udprægede og fremstaaende Overensstemmelses-Punkter mellem den jødiske og den kristne Husholdning som Forbilleder og Modbilleder; thi alt, hvad den kristne Menighed i Virkeligheden oplever og udretter, afgav den jødiske Menighed et Forbillede paa. Mange af disse modsvarende Træk er Paralleller ikke alene med Hensyn til Indholdet, men ogsaa med Hensyn til Varigheden. Selv i Jødernes nationale Historie og i mange af denne [211] 

Nations enkelte Personers Skæbne finder vi Overens­stemmelser med Evangeliehusholdningen afmærket i Skriften. Nogle af disse har kristne Tænkere længe lagt Mærke til, men andre er blevet helt overset. Her aabner der sig en skøn og frugtbar Mark for Tænkning og Studium.

Paulus benævner den jødiske Menighed »Israel efter Kødet« og den kristne Menighed »Guds Israel«. (1 Kor. 10, 18; Gal. 6, 16.) Vi kan derfor med Rette benævne dem det kødelige Israel og det aandelige Israel. Det aandelige Hus’ højere Stade fremgaar af Apostelens Ord, naar han beskriver det kødelige Israel som et Hus (en Familie) af Tjenere og det aandelige Israel som et Hus af Sønner. (Heb. 3, 5. 6; Rom. 8, 14.) De, der tilhørte det kødelige Hus, var det aandelige Hus' Tjenere paa forskellige Maader, men væsentligt deri, at de ubevidst, ifølge Guds Forordning, ved udvortes Handlinger afgav Genspejlinger af aandelige Ting, der ved at betragtes og overvejes kan blive til stor Velsignelse og Oplysning for Sønnernes Hus.

I begge Tilfælde har der været et Israel af Navn og et virkeligt Israel i Guds Omdømme, skønt de for Mennesker har syntes at være eet, idet det saakaldte og det virkelige ikke har været til at skelne fra hinanden, førend vedkommende Tidsalders Ende eller Høsttid kom, da den der hjemmehørende og fremsatte Sandhed udførte Adskillelsen og bragte for Lyset, hvem der var af det virkelige Israel, og hvem der blot havde Skin af at være det. Om det kødelige Hus sagde Paulus: »Ikke alle, som stammer fra Israel, er Israel.« (Rom. 9, 6.) Herren anerkendte samme Forskel, da han sagde om Nathanael: »Se, en sand Israelit, i hvem der ikke er Svig«, og tillige, da han i Høstens Tid udskilte de ægte fra dem, der kun bar Navnet, og kaldte de første værdifuld Hvede, men de sidste Avner — skønt Hveden i Sammenligning kun var en Haandfuld, og Avnerne indbefattede næsten [212] hele Nationen. I et lignende Forhold og under et lignende Billede skelnes der mellem de saakaldte og virkelige Medlemmer af Evangeliealderens aandelige Israel. Deres Adskillelse foregaar ligeledes i Høstens Tid, ved Evangelietidens Ende. Da vil Hveden — et forholdsvis ringe Antal, en »lille Hjord« — blive udskilt fra de store Masser, der udgør det nominelle aandelige Israel, hvorimod det stor Flertal, der er Klinte og ikke virkelig Hvede, vil blive forkastet som uværdige til den høje Gunst, hvortil de var kaldet. De vil ikke blive regnet med blandt Herrens Ædelstene. —Rom. 9, 27; 11, 5; Luk. 12, 32; Matt. 3, 12; 13, 24-40.

Hovedet for det kødelige Hus var Jakob med Tilnavnet Israel. (1 Mos. 32, 28.) Gennem sine tolv Sønner grundlagde han det Hus, som bar hans Navn, Jakobs Hus, Israels Hus. Saaledes ogsaa med det aandelige Hus: Dets Grundlægger, Kristus, oprettede det gennem sine tolv Apostle; og dette Hus bærer ogsaa dets Grundlæggers Navn. Med Hensyn til Tiden for Kaldelsen kom det kødelige Israel først; men i Yndest og med Hensyn til Tiden for Virkeliggørelsen af Kaldet har det aandelige Israel Førstepladsen. Saaledes bliver de første de sidste og de sidste de første. (Luk. 13, 30.) Skriften betegner klart disse to Israels Huse som Abrahams kødelige Afkom og Jehovas aandelige Æt, idet Abraham forbilledligt fremstillede den himmelske Fader.

Nogle gøres blinde overfor flere vigtige Sandheder ved den Formodning, at Udtrykket »begge Israels Huse« hentyder til det kødelige Israels to Afdelinger efter Bruddet i Salomons Søns, Rehabeams, Dage. Saadanne behøver kun at blive mindet om, at efter Fangenskabet i Babylon, da Israelitterne igen fik Ret til Palæstina, blev der givet alle de fangne Stammer i det medo-persiske Verdensrige, derunder Syrien eller Babylonien, Frihed til at vende tilbage til deres eget Land, hvis de vilde det. (Esra 1, 1-4.) Mange af [213] de trofaste Israelitter af alle Stammerne, der havde Blik for de Guds Løfter, som knyttede sig til det hellige Land og den hellige Stad, vendte tilbage til de forskellige Byer i Palæstina. Judastammen, den fornemste Stamme, i hvilken det kongelige Embede var nedlagt, og paa hvis Landomraade Jerusalem, Hovedstaden, var beliggende, tog ganske naturligt en ledende Del i Genopbyggelsen; men efter Hjemkomsten fra Babylon var Israel ikke mere en delt Nation. De boede sammen som i Begyndelsen som eet Folk og gik under det oprindelige Navn Israel. — Se Neh. 11, 1-20; Esra. 2, 70.

Dette betones endvidere i det nye Testamente. Herren og Apostlene taler om det kødelige Israel som eet. Paulus siger, at Israel søgte en bestemt Gunst, men at kun en »Levning« blev fundet værdig dertil. (Rom. 10, 1-3; 9, 27; 11, 5-12. 20-25; Ap. G. 26, 7.) Herren sagde, at han var udsendt til [alle] de fortabte Faar af [hele] Israels Hus. Men da han ikke vilde tillade sine Disciple at gaa udenfor Palæstina for at søge dem (Matt. 10, 5. 6; 15, 24), er det klart, at de, som boede i Palæstina, gjaldt for hele Israel. Ogsaa Peter taler om det kødelige Israel som eet Hus. Idet han henvender sig til Folket i Jerusalem, siger han: »Derfor skal hele Israels Hus vide« o. s. v. Jakob taler ogsaa om de tolv Stammer som eet Folk. (Ap. G. 2, 36; Jak. 1, 1.) Mange ud af alle Stammerne boede i Palæstina, men mange ogsaa i Nabolandene. Saaledes traf Paulus Israelitter og prædikede for dem i næsten hver By, som han besøgte i Lilleasien og Italien; men de gjaldt altid for at være een Nation. Det aandelige Israel, er det eneste andet Israel der eksisterer.

Gud har givet særskilte Løfter til begge disse Israels Huse. Forjættelserne til det kødelige Hus var alle jordiske, hvorimod de til det aandelige Hus alle er himmelske. Skønt Løfterne til det kødelige Hus var [214] (og endnu er) store og dyrebare, betegnes Løfterne til det aandelige Hus dog som de »bedre Forjættelser« og »de største og dyrebareste Forjættelser«. (Heb, 8. 6; 2 Pet. 1, 4.) Til det kødelige Hus blev der sagt: »Dersom I lyder min Røst og holder min Pagt, da skal I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. Og I skal være et Kongerige af Præster og et helligt Folk.« Skønt hele Israel svarede og sagde: »Alt det, Herren har talt, vil vi gøre« (2 Mos. 19, 5-8), og dog undlod at holde Pagten, vil alligevel de trofaste iblandt dem, som i deres Svaghed alvorligt stræbte at holde den, i Tusindaarsrigets Tidsalder blive »Fyrster paa den hele Jord«, Medlemmer af den jordiske Side af Guds Regering. — Se Bind I, Kap. 14.

Til det aandelige Hus siges der derimod: »Lader eder ... opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære Ofre*), velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. ... I er en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skal forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, I, som fordum ikke var et Folk, men nu er Guds Folk.« — 1 Pet. 2, 5. 9. 10.

Det kødelige Israel havde ifølge Guds Ordning et med Hænder gjort Tabernakel, som var forbilledligt baade i sig selv og i alle dets Tjenester. (Heb. 9, 1. 2. 9. 10.) Men det aandelige Israel har »det sande Tabernakel [det modbilledlige], hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske«. (Heb. 8, 2.) Til at gøre Tjeneste i det forbilledlige Tabernakel beskikkedes der et forbilledligt Præsteskab, for hvilket Aron [215] var Hovedet, og som frembar forbilledlig Ofre for det forbilledlige Folks Synder og derved bragte en forbilledlig Renselse eller Retfærdiggørelse i Stand hvert Aar. Det modbilledlige Tabernakel har sit Præsteskab, som frembærer bedre Ofre (Heb. 9, 23), der virkelig og for stedse udsletter den hele Verdens Synder. For dette Præsteskab er vor Herre Jesus Hovedpræsten — vor Bekendelses (eller Ordens) Ypperstepræst — idet Menigheden, som er hans Legeme, er Underpræsterne. Det er ikke Navnkirken, som udgør dette Præsteskab, men den sande Menighed, de troende i Kristus Jesus, som følger vor store Ypperstepræst i Opofrelsen.

*) Ordet »aandelige« foran Ofre i denne Tekst (Vers 5) udelades i det ældste græske Haandskrift — det sinaitiske. Rigtigheden af denne Udeladelse er indlysende, naar vi tænker paa, at det ikke er aandelige Ting, der ofres, men jordiske eller menneskelige Fortrin, Rettigheder o. l.

Et andet udpræget Træk i denne Overensstemmelse mellem Forbilledet og Modbilledet, som er optegnet i Skriften, er det, at begge Israels Huse (det kødelige og det nandelige) bortførtes som Fanger til Babylon. Dette vil man klarere se, naar vi i et efterfølgende Kapitel kommer til at tage »Babylon det store, Moderen til Jordens Skøger«, i Øjesyn. Her lægger vi blot Mærke til Overensstemmelsen. Det kødelige Israel førtes fangen til det bogstavelige Babylon, som var bygget paa den bogstavelige Flod Eufrat; i Evangeliealderen derimod omtales det hemmelige eller billedlige Babylon, der bortførte det aandelige Israel i Fangenskab, som siddende paa den billedlige Flod Eufrat. I Forbilledet blev Templets Guldkar bortført og vanhelliget af det virkelige Babylon; i Modbilledet blev de kostelige, guddommelige (gyldne) Sandheder, der hørte til det sande Tempels, Menighedens, Tjeneste (1 Kor. 3, 16. 17; Aab. 3, 12), fjernet langt bort fra de tilbørlige Pladser, fordrejet og fejlagtigt anvendt af det hemmelige Babylon. Da det bogstavelige Babylon var bygget paa Floden Eufrat, der i væsentlig Grad bidrog til dets Velstand, hidførtes dets Undergang ved Bortledelsen af Flodens Vande. Saaledes sidder det hemmelige Babylon paa, bæres oppe af mange Vande [216] (Folk, Nationer), og det er forudsagt, at dets Fald skal komme ved, at dets Bærere og Opretholdere, Folket, vender sig bort fra det. — Aab. 16, 12.

Parallellerne mellem
Skygge og Virkelighed — 
Forbillede og Modbillede.

Vi kommer nu til Overvejelsen af det højst underfulde Træk i denne forbilledlige Overensstemmelse, Tidselementet, der i enhver Henseende støtter og stadfæster de Aarstal, som vi naaede til ud fra Jubelaarene, ved Tidsregningen og den forudsagte Afslutning af Hedningetiderne. Det er især i dette Øjemed, at denne Sag fremføres her — for at Beviskraften i dette vidunderlige Lighedsforhold kan forøge og stadfæste Guds Børns Tro paa hans Plans Tidselement, hvilket øjensynligt var Guds Tanke. — Heb. 9, 9, 23; 10, 1.

Af alle Profetierne og Tidsbeviserne er der intet mere slaaende og overbevisende end dette. Denne Lære er overraskende netop paa Grund af sin Enkel­hed, som er særlig skikket til at fremkalde Overbevisning i de ydmyges Hjerter. Ikke blot var det kødelige Israel og dets Religionsskikke forbilledlige, men den jødiske Tidsalder var et Forbillede paa den evangeliske Tidsalder. De to er af nøjagtig samme Længde og svarer til hinanden, saa at vi ved at lægge Mærke til den jødiske Tidsalder, dens Længde og de særskilte Træk ved dens Høst eller Afslutning, kan lære at kende den nøjagtige Længde paa Evangeliealderen, dens Modbillede. Derudfra kan vi skønne, hvad vi har at vente i Tiden for Evangeliealderens Høst. Men lad os nu gaa over til at paavise dette; thi endskønt vi kunde tage det for givet ifølge de almindelige Grundsætninger, at ligesom de forskellige Træk i den jødiske Ordning svarer til Evangeliealderens, saaledes maa ogsaa Tiden være tilsvarende, saa har Gud alligevel ikke overladt os til saaledes at slutte dette, men har klart, skønt indirekte, sagt os det. [217]

Paulus fortæller os, at Gud har stødt det kødelige Hus bort fra sin Yndest under Udvælgelsen af det aandelige Hus, og naar det aandelige Hus er blevet udsøgt, da vil Guds Yndest vende tilbage til det kødelige Hus. Han siger (Rom. 11, 25-29): »Thi jeg vil ikke, Brødre [Brødre af Menigeden, det aandelige Israel], at I skal være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skal være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommet over Israel [det naturlige eller kødelige], indtil Hedningernes Fylde*) er gaaet, ind; og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: Fra Zion skal Befrieren komme [Kristusætten — Herren, Hovedet, og Levningen eller de trofaste faa af begge Israels nominelle Huse, der skal udgøre hans Legeme, Menigheden], han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob, og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder. Efter Evangeliet [denne Tidsalders Kald herovenfra] er de vel Fjender [forkastede] for eders Skyld [for at I kan have Fortrinnet og arve de mest udsøgte, de aandelige, Dele af Forjættelserne], men efter Udvælgelsen [hvorved de blev udkaaret  til at modtage særlige jordiske Gunstbevisninger fra Gud, hvilket var lovet deres Fader, Abraham, og hans naturlige Afkom] er de elskede for Fædrenes Skyld; thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.« Hvad Gud har lovet, vil sikkert blive opfyldt. Da Jehova kendte Enden fra Begyndelsen [218] af, oprettede han aldrig en Pagt, som han vilde behøve eller ønske at bryde.

*) Ingen bør forveksle denne ud af Hedningerne sankede Fylde med de forud omtalte Hedningetider. »Hedningernes Tider« er, som vi har paavist, det Tidsrum, hvori Hedningerne har Lov til at styre Verden, hvorimod Udtrykket »Hedningernes Fylde« henviser til det fulde Antal, som skulde udvælges blandt Hedningefolkene for at fuldende Evangeliemenigheden, og som tillige med den blandt Israelitterne udsøgte »Levning« (indbefattende Apostlene) skal udgøre Kristi Menighed, det hellige Folk, det kongelige Præsteskab, Guds Kongerige, hvem Regeringen og Herredømmet over Jorden skal overdrages.

I denne Profeti antyder Apostelen Evangeliealderens Længde og paaviser, at den begyndte med det kødelige Israels Forkastelse, og at den vil ende med, at de bliver taget til Naade igen. Ved at stille Paulus' og Peters Udsagn (Rom. 11, 27 og Ap. G. 3, 19. 20) sammen, lærer vi, at der atter vil blive vist Gunst mod Israel i Begyndelsen af Genoprettelsestiderne ved Herrens andet Komme. Paulus siger, at Guds Yndest vil vende tilbage til dette Folk, naar han borttager deres Synder, hvad han ifølge Peters Ord vil gøre i Vederkvægelsens eller Genoprettelsens Tider, som skal indtræde, naar Herren kommer anden Gang, naar Himmelen ikke længere beholder ham.

At Aarstallet for Herrens andet Komme og Genoprettelsestidernes Daggry var 1874 e. K., har vi allerede paavist. Vi burde derfor vente at se noget Tegn paa Guds tilbagevendende Yndest mod det kødelige Israel kort efter 1874 som et af de første Skridt i Genoprettelsesarbejdet. Og sikkert nok ser vi ogsaa Begyndelsen til den tilbagevendende Yndest. Ethvert nyt Tegn paa Bortfjernelsen af Israels Blindhed og paa Guds Yndest mod dem er, naar det maales med Apostelens Ord, et nyt Bevis for, at Evangeliealderen er ved at afsluttes, og at den »lille Hjord« er omtrent fuldtallig. Men vi har flere Beviser, som angiver det nøjagtige Tidspunkt, da Yndesten skulde begynde at vende tilbage til Israel. Hidtil har vi kun set, at Varigheden af det kødelige Israels forkastede Tilstand udgør det Maal af Tid, hvori der vises særskilt Yndest mod andre, da andre Folk (Hedninger) kaldes til at være Medarvinger med Kristus, hvilken Kaldelse ender i Begyndelsen af Genoprettelsestiderne, men ikke (som vist ved andre Profetier) ved selve Begyndelsen deraf.

Lad os ikke misforstaa denne Sag. Naar Kaldelsen til den høje Forret at blive Medlemmer af Menigheden, [219] Kristi Brud og Medarving, ophører, betyder det paa ingen Maade, at alle de, som allerede er kaldet, kan være sikre paa at blive agtet værdige og derfor paa at blive udvalgt; thi: »Mange er kaldet, men faa udvalgt«, fordi kun nogle faa af de kaldede opfylder Kaldets Vilkaar. Det indbefatter heller ikke, at de, som ikke modtager hint »Kald herovenfra«, ikke indbydes til nogen anden Gunst. Sagen er, at naar dette »Kald herovenfra« indstilles, sker det, fordi den store Ophavsmand til Tidsaldrenes Plan næsten har fuldendt den Del af sin Plan, som han tænkte at udføre i Evangeliealderen, nemlig Udvælgelsen af Evangeliemenigheden, Kristi Brud. Alle Mennesker er ikke kaldet til denne høje Ære. Vi har faaet Underretning om, at det var Guds Hensigt kun at udvælge et begrænset Antal, en »lille Hjord« i Sammenligning med Menneskehedens Masser, til dette Formaal. Efter at et tilstrækkeligt Antal er blevet kaldet, efter at Tiden for Kaldelsen er endt, og det ikke længere er paa sin Plads at lade dette Kald udgaa til andre, vil det dog fremdeles være muligt for de allerede kaldede, som har modtaget Kaldet, at gøre deres Kaldelse og Udvælgelse fast ved at vise Troskab mod deres Pagt om fuldstændig Offervielse til Gud lige indtil Døden, ligesom det endnu vil være muligt for dem at forsømme dette. Dette Kald, som maa ende, naar et tilstrækkeligt Antal er blevet indbudt til saaledes at udgøre den begunstigede »lille Hjord«, Kristi Legeme, er dog langt fra at være Grænsen for Guds Kærlighed og Yndest. Dets Ophør vil blot afslutte det himmelske Kald eller  »Kaldet herovenfra«. Men hvor dette Kald ender, hvor denne Anledningens og Gunstens Dør lukkes i, begynder en anden Dør at aabne sig — Anledningen til at træde ind paa Hellighedens Alfarvej og gaa op ad den — ikke til den guddommelige Natur, hvortil Evangeliemenigheden er blevet kaldet, men til [220] evigt Liv og menneskelig Fuldkommenhed. — Se Bind. I, Kap. 10 og 11.

Lad os nu undersøge det nøjagtige Tidspunkt, da Yndesten skulde begynde at vende tilbage til Israel, hvilket nøje afmærker det himmelske Kalds Ophør. Fra den Tid af vil Israel gradvis faa flere og flere Beviser paa tilbagevendende guddommelig Yndest, og fra den Tid vil ogsaa Guds Kald til den himmelske Ære ophøre. Kun de, som da allerede er kaldet, vil have den Forret at kunne vinde Belønningen ved at vise Troskab indtil Livets Ende.

Det kødelige Israel blev ligesom det aandelige Israel kaldet af Gud til at være hans Ejendomsfolk, en særegen Skat for ham fremfor alle andre Folk (det ene en jordisk Skat som et Forbillede paa det andet, der er en himmelsk Skat). Adskilte fra Verden var Jøderne Genstand for særskilt Yndest fra Guds Side i 1845 Aar. Dette Tidspunkt oprandt med Begyndelsen til deres nationale Liv, da Jakob, den sidste af Patriarkerne, døde, og de først blev anerkendt som en Nation med Nationalnavnet »de 12 Israels Stammer«. (Se 1 Mos. 49, 28; 46, 3; 5 Mos. 26, 5.) Disse 1845 Aars nationale Liv og Yndest endte med deres Forkastelse af Messias Aar 33 e. K., da han fem Dage før sin Korsfæstelse fremstillede sig for dem som deres Konge og, fordi de ikke tog imod ham, erklærede: »Eders Hus lades eder øde.« (Matt. 23, 38.) Denne Ende paa deres Gunst var Udgangspunktet for deres Fald, som varede i 37 Aar og endte Aar 70 e. K. med den fuldstændige Ødelæggelse af deres nationale Magt saavel som af deres Stad, Templet m. m.*) Man bør imidlertid lægge Mærke til, at Gud vedblev at vise Yndest mod Enkeltpersoner af denne Nation, efter at den som et Hele var blevet forkastet; thi Evangeliealderens Kald var indskrænket til Enkeltpersoner af denne Nation i 3 ½ Aar efter Pinsen, efter [221] Kristi Død — idet det ikke naaede Kornelius, den første dermed begunstigede Hedning (Ap. G. 10), før da. Dette var den fulde Afslutning paa de 70 Gunstuger, der var lovet ved Daniel, saaledes som der staar skrevet: »Han skal stadfæste Pagten med mange i een Uge.«. Denne 70de Aarsuge begyndte med Herrens Fremtræden; hans Kors afmærkede, som det var forudsagt, dens Midte, og Gunsten blev kun tilbudt det kødelige Israel indtil dens Afslutning.

*) Se Efterskriften!

I det lange Tidsrum (1845 Aar), i hvilket Israel nød Gunst som Nation, medens andre Nationer blev forbigaaet, modtog de Tugtelser og Velsignelser i Forening. Men selve Tugtelserne for deres Synder var Beviser paa og en Del af Guds Yndest og faderlige Omsorg for dem. Han sendte Trængsel over dem og lod dem jævnlig føre bort i Fangenskab, naar de glemte ham og var ulydige. Dog naar de angrede og raabte til Herren, bønhørte han dem altid og udfriede dem. Dette Folks hele Historie, som den er optegnet i 2den Mosebog, Josvas,Samuels og Dommernes Bøger samt Krønikebøgerne, vidner om den Kendsgerning, at Gud ikke længe skjulte sit Aasyn for dem, og at hans Øre altid var aabent for deres angergivne Raab — ned til den Dag, deres Hus blev lagt øde. Selv paa den Tid tilgav Gud dem mere end nogen Sinde. Han havde sendt dem den længe lovede Messias, Befrieren, i sin Søns, vor Herres Person. Men Nationens Uskikkethed til længere at være hans særskilte Folk eller i noget Maal at fremstille Guds Rige paa Jorden traadte tydeligt for Dagen, idet de forkastede den hellige, skyldfri, ubesmittede, og begærede en Morder løsladt i hans Sted.

Paa Grund af deres Uskikkethed blev saaledes den Tid, da der vistes dem størst Yndest, deres Forkastelsestid, hvor de faldt i Unaade. Og den store Gunst at blive Medarvinger med Messias, som Israel med Undtagelse af den troende »Levning« (Es. 1, 9; 10, 22. 23; Rom. 9, 28. 29; 11, 5) [222] saaledes gik Glip af for sin Blindheds og sit Hjertes Haardheds Skyld, blev tilbudt troende Hedninger, ikke hedenske Nationer, men retfærdiggjorte troende af enhver Nation — efter at dog denne Gunst i Begyndelsen, i 3¹/₂ Aar, udelukkende var blevet tilbudt troende af Israels Folk. Forblindet som et Folk af de nationale Fordomme gik de Glip af det store Klenodie, der blev tilbudt dem først, men som de var uværdige til, hvorfor det gik over til en hellig Nation, et særegent Folk, bestaaende af en værdig »Levning« af deres Nation tillige med andre, der kaldes ud fra hedenske Nationer, hvilke de i deres overmodige Stolthed foragtede som »Hunde«. Guds forjættede Yndest vil ikke vende tilbage til dem som et Folk for at fjerne deres Blindhed og lede dem som en Førstegrøde af Nationerne til de jordiske Velsignelser, førend det fulde Antal af »Ejendomsfolket« er blevet kaldet ud fra Hedningerne — førend Hedningernes Fylde er gaaet ind til denne højere Yndest.

Som Paulus vidnede (Rom. 11, 7), opnaaede saa­ledes det kødelige Israel ikke det, som det søgte efter, nemlig den højeste Gunst. Idet de mente, at den højeste Gunst bestod i at opnaa de jordiske Velsignelser, og idet de i deres Hjertes Hovmod gjorde Krav paa den højeste Velsignelse som deres naturlige Fødselsret, ja, som fortjent ved deres Gerninger, snublede de i deres Blindhed og forkastede den Gunst, som blev dem tilbudt af Kristus. Som David havde forudsagt, blev deres Bord — saa rigeligt dækket med herlige Løfter og Velsignelser — »til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem« paa Grund af deres Hjerters Haardhed. (Rom. 11, 9. 10; Ps. 69, 23-29.) Kristus, som kom for at genløse dem, og som vilde have ophøjet dem til en langt større og herligere Stilling, end de kunde ønske eller tænke sig, var for deres Hovmod »en Anstødssten og en Forargelses Klippe«. — Rom. 9, 32. 33; Es. 8, 14. [223] 

Dog var Israels Forblindelse kun en »delvis For­hærdelse« og ikke et fuldstændigt Tab af Synet; thi Lovens, Profeternes og Apostlenes Vidnesbyrd var tilgængeligt for alle, hvad enten de var Jøder eller Hedninger. I Evangeliealderen kunde en hvilken som helst Jøde beslutsomt bortrive Fordommenes og Hovmodets Taageslør og ydmyg og taknemmelig modtage Guds Yndest sammen med sin Broder, Hedningen, om han vilde. Dog har kun faa været i Stand til at gøre det; og der vil ikke blive tilstaaet dem nogen særlig Gunst eller gjort nogen særskilt Bestræbelse for at overbevise dem som en Nation om Sandheden og besejre deres Fordomme, førend Hedningernes Fylde er gaaet ind, eller med andre Ord, før det aandelige Israel er fuldtalligt.

Siden Israel forkastede Messias — siden deres Hus blev lagt øde — har de ikke haft noget Tegn paa Guds Yndest. Endog Jøderne selv maa indrømme, at deres Taarer, Sukke og Bønner er gaaet ubesvaret hen, og som forudsagt af deres Profeter har de været »et Ordsprog og en Spot blandt alle Folk«. Skønt Gud tidligere hørte deres Bønner, agtede paa deres Taarer, førte dem tilbage til deres Land og stadig viste dem Yndest, har han dog ikke ænset dem siden da eller vist dem nogen Gunst. Siden de sagde: »Hans Blod komme over os og over vore Børn«, har en uafbrudt Revselse været deres Lod; de er blevet adspredt og forfulgt blandt alle Nationer som forudsagt. Dette er Kendsgerningerne, saaledes som alle kan læse dem paa Historiens Blade. Lad os nu slaa op hos Profeterne og se, hvor omstændeligt disse Ting var forudsagt, og hvad de samme Profeter har at sige om Jødernes Fremtid.

Gennem Profeten Jeremias (Kap. 16) foreholder Herren Israel, at de havde forladt ham, og siger: »Saa vil jeg kaste eder ud af dette Land og hen i det Land, I ikke kender, hverken I eller eders Fædre, og der [224] skal I tjene andre Guder [Herskere] Dag og Nat, ford jeg ikke vil give eder Naade.« (Vers 9-13). Disse Dage kom, da de forkastede Messias. Hvor bogstaveligt denne Trusel er gaaet i Opfyldelse, kan alle skønne, og maa alle indrømme. Denne Profeti kan ikke henføres til noget af deres tidligere Fangenskaber blandt de omboende Nationer — Syrien, Babylon o. a. En saadan Slutning afværges ved Udtrykket: »Hen i det Land, I ikke kender, hverken I eller eders Fædre.« Abraham kom fra Ur i Kaldæa — Babylonien — og Jakob fra Syrien. (5 Mos. 26, 5.) Kun Israels Adspredelse blandt alle Nationer siden Afslutningen af deres 1845 Aars Naadetid, og ingen andre af deres Fangenskaber, passer til dette særligt betonede Udtryk: Det Land, som I og eders Fædre ikke har kendt. Dette tillige med det Udsagn, at de skulde være forkastet og ingen Gunst modtage fra Herren, viser os altsaa, at denne Profeti bestemt henviser til Israels nuværende Adspredelse blandt alle Nationer.

Men skønt Gud forstødte dem fra al Gunst for en Tid, vil han dog ikke lade dem være forkastet for stedse. Han siger (Jer. 16, 14. 15): »Se, Dage kommer, siger Herren, da der ikke mere skal siges: Saa sandt Herren lever, som førte Israels Børn op af Ægyptens Land, men: Saa sandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Nordens Land [Rusland, hvor næsten Halvdelen af det hebraiske Folk bor] og fra alle de Lande, hvor han havde drevet dem hen. Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Fædre.«

Vi kunde fremstille mangfoldige Skriftsteder fra Profeterne og Apostlene, som taler om, hvorledes Gud omsider vil vise sin Gunst mod Jakob eller Israel efter Kødet, efter at det fulde Antal af Lemmerne paa »Kristi Legeme« er udvalgt iblandt Hedningerne; men Læseren kan selv opsøge dem ved Hjælp af Bibelordbog eller en Bibel med Henvisninger. Iblandt de [225] meget udprægede Hentydninger i det nye Testamente til denne Gunst, som Israel atter skal blive Genstand for, er Jakobs Udtalelse i Ap. G. 15, 14-16 og Paulus' i Rom. 11, 26. Dog maa de først drikke hver eneste Draabe af deres Revselses Kalk. Det udtrykkes saaledes i denne mærkværdige Profeti (V. 18): »Først [inden Begunstigelsen vil komme] vil jeg da dobbelt betale deres Misgerning og deres Synd.« Det her med »dobbelt« gengivne hebraiske Ord er mischneh, der betyder »en anden Del«, »en Gentagelse«. Saaledes forstaaet gaar Profetens Erklæring ud paa, at fra den Tid, Jøderne blev bortstødt fra al Yndest, indtil den Tid, da de atter bliver taget til Naade, skulde der være en Gentagelse eller en Tidsfordobling af deres tidligere Historie, en Ugunstens Tid svarende til den Periode, i hvilken de havde nydt guddommelig Yndest.

Som det fremgaar af Skriften varede deres Naade­tid fra deres nationale Tilværelses Begyndelse ved Jakobs Død ned til Kristi Død i Aar 33 e. K., i alt 1845 Aar; og der begyndte deres »dobbelte« (mischneh) — Gentagelsen eller Fordoblingen af den samme Tidslængde, 1845 Aar, uden Gunst. 1845 Aar lagt til Aar 33 e. K. viser os, at 1878 e. K. betegner Enden paa dette Tidsrum.

Alle de profetiske Tidspunkter i Fortiden er blevet klart afmærket ved Begivenhederne. Vi bør derfor ogsaa vente at finde et eller andet Tegn paa Guds tilbagevendende Yndest mod det kødelige Israel (»Jakob«) i eller omkring 1878 e. K. Dette finder vi i den Omstændighed, at der nu tilstaas Jøden Rettigheder i Palæstina, som har været ham nægtet i Aarhundreder. Og det var i selve det Aar — 1878 e. K., da deres »dobbelte« var ude, og Guds rette Tid til at lade sin Gunst vende tilbage til dette Folk var inde — at den »internationale Berlinerkongres« afholdtes, paa hvilken Lord Beaconsfield (en Jøde), som da var Englands Førsteminister, var Hovedpersonen [226] og Lederen. Der overtog England et almindeligt Værgemaal over Tyrkiets asiatiske Provinser, deriblandt Palæstina, og den tyrkiske Regering forbedrede sine Love overfor Udlændinge, hvad der i stort Maal formildede de dengang i Palæstina boende Jøders Kaar og desuden aabnede Døren for andres Bosættelse der med Ret til at besidde Jordejendomme. Før var Jøden kun en Hund, der var udsat for Slag, Spark og Mishandling af sin muhamedanske Herre, og de mest almindelige Eksistensrettigheder nægtedes ham i det Land, som var ham helligt ved Fortidsminder og ved Løfter angaaende Fremtiden.

Paa samme Tid, som Døren til Palæstina saaledes oplodes for Jøderne, rejstes der en voldsom Forfølgelse mod dem i Rumænien og Tyskland og især i Rusland, hvor den endnu vedvarer og er i Tiltagende. Ved den ene Lovforordning efter den anden er de af disse Regeringer blevet berøvet deres Rettigheder og Goder og er blevet overfaldet af deres Naboer, saa at de er nødt til at rejse bort i store Skarer. Men denne Forfølgelse er uden Tvivl ogsaa en Fordel for dem, idet den vil have og allerede har haft den Virkning, at de vender Blikket mod Jerusalem og Pagterne og bliver mindet om, at de er Arvinger til rige jordiske Forjættelser.

Vi maa imidlertid huske paa, at Aar 1878 kun var Vendepunktet for den til det kødelige Israel tilbagevendende Gunst. Vi har allerede under vor Undersøgelse af »Hedningernes Tider« set, at Jerusalem og dets Folk vedblivende vil blive nedtraadt — behersket og undertrykt af Hedningerne — »indtil Hedningernes Tider fuldkommes«, og skønt det i 1878 var Naadens rette Tid, idet Begunstigelsen da begyndte, vil Jøderne følgelig alligevel ikke blive taget fuldt ud til Naade igen før efter 1915 e. K. Saaledes vil deres Genoptagelse i Guds Gunst blive gradvis, ligesom deres Fald har været det. Det er ogsaa mærkværdigt, at Tidsvarigheden af henholdsvis deres Fald og Oprejsning er [227] af nøjagtig samme Længde. Faldet foregik gradvis, men med voksende Fart i 37 Aar, fra Aar 33 e. K., da den Gunst, der vistes dem som Nation, ophørte, indtil Aar 70,*) da deres nationale Tilværelse endte, Landet blev hærget og Jerusalem fuldstændig ødelagt. Historien afmærker saaledes Begyndelsen og Enden paa deres Fald, hvorimod Profetien afmærker disse to Punkter i deres Genrejsning — 1878 og 1915 — hvorved der fremkommer to hinanden modsvarende Tidsrum paa 37 Aar. Dette er tillige en Del af deres af Profeten omtalte mischneh (»dobbelt«).

Skønt den jødiske og den evangeliske Tidsalders Vendepunkter hermed ved Israels Forkastelse og tilbagevendende Gunst er tydeligt afmærket henholdsvis som 33 e. K. og 1878 e. K., gaar dog begge disse Tidsaldres Arbejde over i den paafølgende Tidsalder. Da den jødiske Tidsalders Vendepunkt saaledes var naaet, greb den oprindende Evangeliealder derefter ind i denne Tidsalder, ganske som Jødernes tilbagevendende Yndest, der er et af Tusindaarsalderens første Kendemærker, griber tilbage i Evangeliealderens Afslutning eller Høst. I 37 Aar (fra 33 e. K., Enden af den Tid, i Løbet af hvilken der blev vist dem Gunst som Nation, indtil 70 e. K., Tiden for deres Nations fuldstændige Undergang) var Israel paa den troende Levning nær i Tilbagegang og de troende Hedninger i Fremgang; den jødiske Tidsalder var i sin Afslutning og Evangelie­alderen i sin Begyndelse. Og i 37 Aar (fra 1878 e. K. til 1915) er Evangeliealderen i sin Afslutning.*) Plagerne tilvejebringes og kommer over den saakaldte Kristenhed paa den troende Levning nær, medens Genoprettelsesarbejdet for Israel og alt Folket er under Forberedelse. Det vil altsaa sige, at Aarstallene 33 og 1878 e. K. afmærker Begyndelsen til de nye Tidsaldre, skønt Arbejdet med at høste den foregaaende Tidsalders Afgrøde og tilintetgøre »Avnerne« fik Lov at fort sættes [228] i 37 Aar ind i den nye Tid i begge Tilfælde. Dermed er Husholdningernes Overgangstid saavel som Afslutningspunktet for hver især af dem skarpt afmærket.

*) Se Efterskriften.

Et dobbelt Arbejde hører til hver af disse Overgangstider: Nedrivningen af den gamle og Oprettelsen af den nye Ordning eller Husholdning. Ligesom den jødiske Tidsalder og Nation kun var Forbilleder eller Skygger, maa vi vente, at Følgerne af dette Arbejde vil blive af en langt større Udstrækning nu end da; og saaledes skal vi finde det. Dette dobbelte Arbejde nævnes i Profeten Esaias' Udsagn: »Thi 1) Hævnens Dag var i mit Hjerte, og 2) mit Genløsningsaar var kommet.« — Es. 63, 4.

Det er ikke en kløgtig opfundet Overensstemmelse, indrettet til at passe efter Forholdene; thi mange af disse Lighedspunkter og andre Sandheder saas af Profetierne og blev forkyndt, saaledes som de her fremstilles, adskillige Aar før 1878, idet dette Aarstal blev fastsat som den Tid, da der atter vilde blive vist Israel Gunst, altsaa før det virkelig fandt Sted, og inden nogen Begivenhed tilkendegav, at det var saa. Denne Bogs Forfatter udgav disse af Skriften uddragne Slutninger i Brochureform i Foraaret 1877.

Vidnesbyrdet kunde næppe være stærkere, nær det skulde holdes hemmeligt indtil den nærværende rette Tid, da Kundskaben skulde forøges, og da de vise (i den sande himmelske Lærdom) skulde forstaa det. Det nøjagtige Aar, da Israel blev forkastet — ja endog selve Dagen — ved vi; at de  skulde have et mischneh eller »dobbelt«, siger Profeten udtrykkeligt; at det tilsvarende Tidsrum er 1845 Aar langt, og at det endte 1878 e. K., mener vi klart at have paavist; og at det ledsagedes af Tegn paa fornyet Gunst, er en uomtvistelig Kendsgerning. Husk tillige paa, at det er siden deres »dobbelte« ophørte, at Prof. Delitzsch har udgivet sin hebraiske Oversættelse af det nye Testamente, som [229] allerede er i Tusinder af Hebræeres Eje og vækker megen Interesse. Og kom ogsaa i Hu, at den største kristne Bevægelse blandt Hebræerne siden Apostlenes Dage, for hvilken Rabinowitsch og andre staar i Spidsen, nu er i Gang i Rusland. Den tog sin Begyndelse omtrent saa lang Tid efter 1878, da Israels »dobbelte« endte, som Tiden for Vækkelsen blandt Hedningerne kom efter Israels Forkastelse i Aar 33 e, K.

Lad os nu erindre Apostelens Ord, som klart viser, at Jøderne blev bortstødt fra Guds Gunst og fra de jordiske Pagter, som endnu var deres, indtil Fylden eller det fulde Antal af Hedningerne var gaaet ind — indtil Evangeliealderens Ophør — og da vil vi se, at 1878 er et betydningsfuldt Aarstal, af stor Betydning for det aandelige Israel og ikke mindre vigtigt for det kødelige Israel.

Ligesom ingen uden vor Herre Jesus kendte Betydningen af Lovtidens Afslutning og Evangelietidens Begyndelse (selv Apostlene forstod den kun delvis og saa kun dunkelt indtil efter Pinsen), saaledes kan vi nu vente, at kun Kristi Legeme, der er salvet med den samme Aand, klart vil se Evangelietidens Afslutning og dennes vægtige Betydning. De stakkels Jøder og mange bekendende Kristne ved ikke engang endnu noget om det store Husholdningsskifte, som fandt Sted ved Jesu første Komme — Afslutningen af den jødiske Tidsalder og Evangelietidens Begyndelse. Ligeledes er det nu kun faa, der ved eller vil komme til at vide, førend ydre Tegn godtgør det for deres naturlige Syn, at vi nu er Evangelietidens Slutning eller »Høst«, og at 1878 afmærkede saa vigtigt et Punkt, som det gjorde. Det var heller ikke Meningen, at andre end de faa troende skulde se og forstaa det; de skulde ikke være i Mørke sammen med Verden; »eder er det givet at kende«, sagde Herren.

Men nogle kunde maaske sige: Skønt Jeremias i Sandhed var en Herrens Profet, hvis Vidnesbyrd med [230] Hensyn til mischneh eller Fordoblingen af Israels Erfaringer skulde holdes i Ære, vilde vi dog anse Beviset for endnu stærkere, hvis en anden Profet havde omtalt denne Sag. Saadanne svarer vi, at een paalidelig Profets Udsagn er et godt og tilstrækkeligt Grundlag for vor Tro, og at mange af de mærkelige Beviser ved Jesu første Komme var forudsagt kun af en eneste Profet; ikke desto mindre har Gud, som er rig paa Barmhjertighed og meget miskundelig, taget Hensyn til vor svage Tro og har besvaret vore Hjerters Bønner paa Forhaand, idet han har skaffet mere end det ene Vidnesbyrd til Veje.

Lad os nu vende os til Sakarias' Profeti (9, 9-12). I det profetiske Syn vandrer han ved Jesu Side, idet denne rider ind i Jerusalem — Aar 33 e. K. — fem Dage før sin Korsfæstelse (Joh. 12, 12-19), og Profeten tilraaber Folket: »Fryd dig saare, Zions Datter! Raab højt, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig, retfærdig er han og fuld af Frelse, fattig og ridende paa et Asen.« Læg Mærke til den tydelige Opfyldelse af disse Ord. (Matt. 21, 4-9. 43; Joh. 12, 12-15; Luk. 19, 40-42.) Alt blev opfyldt til Punkt og Prikke, endogsaa Forudsigelsen om de høje Fryderaab. Da Folk, raabte: Hosianna! bad Farisæerne Jesus om at irettesætte dem, men han nægtede det og sagde: »Hilvis disse tier, skal Stenene raabe. « Hvorfor? Fordi der var blevet spaaet, at der skulde være Fryderaab, og ethvert Punkt i Profetierne maatte opfyldes. Lad denne Nøjeregnen med Hensyn til Enkelthederne i Profetiernes Opfyldelse indgive os Tillid til de øvrige Udsagn af denne og andre Profeter.

Efter i Korthed at have paapeget de onde Følger af Forkastelsen af deres Konge, tiltaler Profeten, der træder frem paa Jehovas Vegne, dem saaledes (Vers 12): »Vend tilbage til Fæstningen [Kristus], I bundne med Haab! Ogsaa i Dag forkynder jeg: Dobbelt vil jeg give dig igen.« Ordet »dobbelt« er her det samme, som [231] Jeremias brugte — mischneh — en Gentagelse eller en anden lige saa stor Del. Israel havde i. Aarrækker været under det romerske Aag; men de var »Haabets Fanger«, idet de haabede paa en kommende Konge, som skulde udfri og indsætte dem i det lovede Herre­dømme over Jorden. Nu var deres Konge, deres Fæst ning, kommet, men saa sagtmodig og ringe, at de i deres Hjerters Hovmod ikke i ham kunde se en saadan Befrier. De var i endnu højere Grad Syndens Fanger; men denne Befrier foresatte sig ogsaa at løse dem af disse langt frygteligere Baand. Herren havde været hos dem i 3 ½ Aar og opfyldt Skriften i deres Midte; nu kom den sidste, endelige Prøve; vilde de modtage ham, Herrens Salvede, som deres Konge? Guds Forudviden om, at de vilde forkaste Messias, fremgaar af Profetens Ord: »Ogsaa i Dag forkynder jeg: Dobbelt vil jeg give dig igen [gengælde dig].«

Denne Profeti efterlader ikke alene ingen Tvivl om, at der skulde komme et dobbelt, at en lige saa lang Revselseds Tid skulde lægges til Jødernes Erfaringer paa Grund af deres Forkastelse af Messias; men den afmærker ogsaa nøjagtigt den Dag, da denne begyndte, og gør de af Jeremias' Profeti og af Herrens Ord: »Eders Hus lades eder øde«, uddragne Slutninger dobbelt stærke, nøjagtige og klare.

Kom Herrens Ord fra denne Tid og i denne Forbindelse i Hu: »Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som er sendt til dig! Hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. Se, EDERS HUS LADES EDER ØDE. Thi jeg siger eder: I skal ikke se mig fra nu af, indtil I [af Hjertet] siger: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!« (Matt. 23, 38. 39.) Vi læser ogsaa, at paa deres Prøves sidste Dag, »da han kam nær til [ridende paa Asenet] og saa Staden, græd han over den og sagde: Vidste dog ogsaa du, ja selv paa denne din [232] Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu [herefter] er det SKJULT FOR DINE ØJNE.« (Luk. 19, 41. 42.) Gud være takket! Nu, da deres »dobbelte« er fuldendt, kan vi se, at deres Blindhed begynder at blive borttaget. Og dette er til Glæde for de hellige ogsaa for deres egen Skyld; thi derved indser de, at Kristi Legemes Herliggørelse stunder til.

Men vor kærlige Fader, der aabenbart ønskede at styrke vore Hjerter og løfte os over al Mulighed for Tvivl med Hensyn til dette Punkt, som berører og beviser saa meget, har sendt os Besked om Israels »dobbelte« ved en anden af sine mest hædrede Tjenere — Profeten Esaias.

Denne Profet tager sit Standpunkt nede ved denne Ende af Tidsalderen, ved den Tid, da det »dobbelte« (mischneh) blev opfyldt — 1878; og idet han tiltaler os, som lever nu, overbringer han os Guds Budskab og siger: »Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud. Tal venligt til Jerusalem og raab til det, at dets Strid er fuldendt, at dets Skyld er betalt, at det har faaet af Herrens Haand DOBBELT*) for alle sine Synder.« — Es. 40, 1. 2.

*) Det her med »dobbelt« oversatte hebraiske Ord er kefel (kiflajim), som betyder »dobbelt« I den Forstand, at en Ting er blevet foldet sammen paa Midten.

Den, som gransker Profetierne, bør lægge Mærke til, at Profeterne indtager forskellige Standpunkter, naar de udtaler sig, idet de undertiden taler om fremtidige Ting som fremtidige og til andre Tider stiller sig paa et Fremtidsstade og taler derudfra, som f. Eks. Esaias, der, idet han taler om vor Frelsers Fødsel, stiller sig ved Krybben, hvor Barnet Jesus laa, naar han siger: »Et Barn er os født, en Søn er os givet, og Fyrsten­dømmet er paa hans Skulder« o. s. v. (Es. 9, 6.) Psalmernes Bog kan man ikke læse med Forstaaelse, medmindre dette Princip haves for Øje. Ingen bedre Anskueliggørelse af denne Forskel mellem de to profetiske [233] Standpunkter kan gives end de tre allerede nævnte Profetier vedrørende Israels »dobbelte«. Jeremias forudsagde, at Dage vilde komme, da Gud vilde adsprede Israelitterne blandt alle Nationer, og at han, naar de havde faaet »DOBBELT«, atter vilde samle dem ved at lægge en større Magt for Dagen til deres Fordel, end da de kom ud af den ægyptiske Trældom. Sakarias taler, som om han levede paa den Tid, da Kristus fremstillede sig selv for Israel som deres Konge, og siger os, at da, paa selve den Dag, begyndte deres »dobbelte« at tælle. Esaias staar ved vor Side i 1878 og gør os opmærksomme paa, at Gud allerede havde bestemt et Tidspunkt, hvorefter han paa ny vilde begunstige Israel, og at dette Tidspunkt skulde følge umiddelbart efter et dobbelt eller et Stykke Tid af samme Længde som deres tidligere Gunstperiode, og han siger os, at vi nu skulde bringe Israel det trøsterige Budskab, at dets dobbelte er overstaaet, dets afmaalte Tid fuldendt. Det vilde blive vanskeligt at afgøre, hvilken af disse tre Profetier, der er den stærkeste eller vægtigste. Enhver af dem er vægtig, og de vilde være stærke hver for sig; men forenede udgør de en tredobbelt Snor af stor Beviskraft for de ydmyge, eftertænksomme, tillidsfulde Guds Børn.

Disse profetiske Udtalelser faar forøget Styrke, naar vi tænker over, at disse Profeter ikke alene levede og skrev med Aarhundreders Mellemrum, men at de skrev Ting, der var stik modsatte den jødiske Forventning. De, som ikke kan se Guds Finger og Styrelse i dette klare og samstemmende Vidnesbyrd, er sikkert vantro og sendrægtige til at tro, hvad Gud har talt ved Profeterne.

Dersom nogen skulde gøre den Indvending, at Berliner-Kongressen og dens Beslutninger ikke var en tilstrækkelig udpræget Begyndelse til Guds tilbagevendende Gunst mod Israel, svarer vi, at det var en langt mere udpræget Tilbagevenden af Gunst, end Herrens [234] Handling, da han red ind i Jerusalem, var et Tegn paa Ugunst. Ingen af Delene opfattedes som en Opfyldelse af Profetier paa den Tid, da de fandt Sted. I Dag er de, der kender Opfyldelsen af det »dobbelte«, Tusinder flere end de, som før Pinsedagen vidste, at det »dobbelte« begyndte paa den Tid. Saaledes ser vi, at det Barn, om hvilket Simeon sagde, at det var sat til Fald og Oprejsning for mange i Israel (Luk. 2, 34), viste sig at blive til Fald eller til en Snublesten for det kødelige Israel som et Folk; og vi har set, hvorledes han som det aandelige Israels Hoved og Fører skal blive Befrieren, der skal rejse det kødelige Hus igen og genoprette alle Ting, efter at deres afmaalte Tid, deres »dobbelte«, er til Ende. Nu ser vi det »dobbelte« fuldendt, og at Guds Gunst begynder at vises imod Israel. Naar vi lægger Mærke til disse Opfyldelser af vor Faders Ord, kan vore Hjerter med Rette synge:

»Hvor fast er den Grundvold, Forjættelsens Ord,
som lagt er for helliges Tro her paa Jord.«

Idet vi saaledes lægger Mærke til Israels Fald fra Guds Yndest og deraf følgende Tab og Aarsagen til dette, lad os da ikke glemme, at ogsaa heri var de et Forbillede paa det nominelle aandelige Israel, og at de samme Profeter har forudsagt begge Israels Huses Snublen og Fald: »Han skal blive en Anstødssten og en Forargelsesklippe for begge Israels Huse.« — Es. 8, 14.

Lige saa sikkert som det nominelle Israel efter Kødet faldt og blev forkastet, vil det nominelle aandelige Israel, den evangeliske Navnkirke, ogsaa blive forkastet og falde, og det af lignende Grunde. Den enes Forkastelse og Fald er ligesaa levende afmalet i Skriften som den andens. Og lige saa vist som ogsaa en Levning af det kødelige Israel ved Ydmyghed og Tro blev bevaret for Blindheden og Faldet, ligesaa skal ogsaa en lignende Levning af det saakaldte aandelige Israel [235] blive bevaret for den store Navnkirkes Blindhed og Fald i denne Tidsalders »Høst« eller Afslutning. Saaledes vil den sande Menigheds, Kristi Legemes, sidste Lemmer blive udskilt fra Navnkirken for at forenes med Hovedet — blive herliggjort. Disse alene (den blandt det kødelige Israel ved dets Fald udsøgte Levning og Evangelietidens faa troende, deri indbefattet den levende Rest ved dens Afslutning) udgør det sande Guds Israel. Disse er de udvalgte — retfærdiggjorte ved Tro paa Kristi Genløsningsværk, kaldede til at være hans Medofrere og Medarvinger, udvalgte ved Tro paa Sandheden og Helliggørelse ved Sandhedens Aand, trofaste indtil Døden. Med Fuldendelsen af denne Skares Udsankning i Tidsalderens Høst kan der ventes et stærkt Røre blandt Hveden og Klinten; thi mange guddommelige Gunstbevisninger, der særskilt skænkedes for de faa trofastes Skyld, vil blive unddraget den navnkristne Masse, naar den lille Hjord, for hvis Udvikling nær de blev givet, er blevet fuldkommet.

Vi bør vente, at der her som i den forbilledlige jødiske Høst vil blive udført et Adskillelsesarbejde som Opfyldelse af Profetens Ord: »Samler mig mine fromme, som har indgaaet Pagt med mig om Offer.« (Ps. 50, 5.) Og ligesom Aar 33 e. K. afmærkede Overgivelsen af det nominelle jødiske Hus som et Hele til Ugunst, Opløsning og Undergang, saaledes afmærkede det tilsvarende Aarstal, 1878 e. K., Begyndelsen til det nominelle aandelige Israels Ugunst, Opløsning og Undergang, hvorom vi faar mere at sige i de efterfølgende Kapitler.

Matematisk Bevisførelse.

Da vi tror, at de foregaaende Beviser er afgørende og tilfredsstillende, gaar vi over til ad Tidsregningens Vej at bevise, 1) at den jødiske Tidsalder, fra Jakobs Død indtil Israels Hus blev ladt øde, da deres »dobbelte« eller Del Nr. 2 begyndte at tælle, var 1845 Aar lang, [236] og 2) at dette dobbelte endte i 1878 e. K., da den rette Tid var inde til, at der atter skulde vises dem Yndest — hvilket afmærker Tidspunktet for Afslutningen af Evangelietidens Gunst.

Det andet Punkt behøver i Grunden ikke at bevises; thi da det er en Kendsgerning, at Herren døde i Aar 33, bliver det en let Sag at lægge 1845 Aar til 33 og finde 1878 som det Aar, da det var den rette Tid til, at Jøderne igen skulde komme i Yndest hos Gud, for­udsat at vi kan bevise vort første Punkt, at Israel havde at vente paa Opfyldelsen af Guds Løfter under hans Yndest i 1845 Aar.

Længden af dette Tidsrum er fuldt fremstillet i Kapitlet om Tidsregningen med Undtagelse af et eneste Afsnit, nemlig Tidsrummet fra Jakobs Død til Udgangen af Ægypten. Dette Tidsrum var paa en ejendommelig Maade skjult eller tildækket indtil for ganske nylig. Før vi fik Øje paa det, var Længden af den jødiske Tidsalder ikke kendt, og uden den kunde det døbbelte deraf ikke være blevet maalt, selv om man havde set og forstaaet Profetierne vedrørende det »dobbelte«. Tidsregningen er enkel indtil Jakobs Død; men fra det Tidspunkt indtil Udgangen af Ægypten er der ingen fuldstændig Beretning. Der er givet forskellige Brudstykker her og der, men ingen sammen­hængende Traad, hvoraf vi kan vide noget sikkert. Det var af den Grund, at vi ved dette Punkt i Tidsregningstabellen var nødt til at ty til det nye Testamente. Der fik vi Hjælp hos den inspirerede Apostel, som gav os Bindeleddet. Vi fik dermed at vide, at der hengik et Tidsrum paa 430 Aar fra Pagten ved Tarahs, Abrahams Faders, Død indtil Israels Udgang af Ægypten.

Vi finder nøjagtigt det skjulte Tidsrum mellem Ja­kobs Død og Israels Bortrejse fra Ægypten ved først at udregne Tiden mellem Tarahs og Jakobs Død og derpaa trække det Antal Aar fra de 430 Aar, Tidsrum­met fra Tarahs Død til Bortgangen fra Ægypten. [237]

Abraham var 75 Aar gammel, da Pagten med ham blev sluttet ved Tarahs Død (1 Mos. 12, 4), og Isak blev født 25 Aar derefter (1 Mos. 21, 5). Altsaa:

Saaledes er al Vanskelighed med Hensyn til Israels nationale Tilværelse ryddet af Vejen. Det skjulte Tidsrum fra Jakobs Død til Udgangen blev uden Tvivl hemmeligholdt med Forsæt, indtil den rette Tid kom til at drage det frem. Hertil lægger vi nu de paa Tidsregningstabellen opstillede Tidsrum saaledes:

*) Det jødiske Kirkeaar begyndte om Foraaret: Paasken indtraf den 15de Dag i den første Maaned af hvert nyt Kirkeaar.

For at finde Maalet paa deres »dobbelte«, hvorunder de maatte vente paa den tilbagevendende Yndest, som da ogsaa begyndte at blive vist dem, samtidig med at den begyndte at blive det nominelle aandelige Israel frataget, tæller vi 1845 Aar fra Foraaret 33 e. K. og kommer til Paasketid 1878 e. K. Deres Genrejsning fra 1878 til 1915 (Afslutningen af Hedningetiderne) under den Konges Gunst, som de forkastede, og som de ved den Tid vil begynde at hylde, svarer i Længde til de 37 Aar af deres Fald fra den Dag, deres Hus blev ladt øde i Aar 33 e. K., indtil deres fuldstændige Undergang som et Folk Aar 70.*)

*) Se Efterskriften.

Vi har allerede undersøgt mange slaaende Ligheds­punkter mellem den jødiske Tidsalders Skygge eller Forbillede og Evangelietidsalderens Virkelighed eller Modbillede. Her har vi netop paavist et andet: De to Tidsaldres Længde svarer nøjagtigt til hinanden, idet. Evangeliemenigheden bliver kaldet i Løbet af Israels »mischneh« eller Ugunsttid. Ihvorvel ogsaa andre Overensstemmelser er slaaende, er de to Tidsaldres Afslutningstræk det i Særdeleshed — deres »Høsttider«, deres Høstarbejdere, disses Gerning og deres den dertil helligede Tid. Det tjener altsammen til at give os klare Omrids af det Afslutningsarbejde, der skal udrettes i den Høst, som er Tidsalderens Ende. Læg omhyggelig Mærke til Overensstemmelserne mellem disse to Høsttider, idet vi gentager dem i et kort Sammendrag:

Overblik over Høsttidernes
Lighedspunkter.

Den jødiske Tidsalder endte med en »Høst«. Herren og Apostlene udførte Indhøstningen af Afgrøden, hvis Sæd var blevet udsaaet af Moses og Profeterne. [239]

»Opløft eders Øjne«, sagde Jesus, »og se Markerne; de er allerede hvide til Høsten.« »Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke har arbejdet paa; andre har arbejdet, og I er gaaet ind i deres Arbejde.« (Joh. 4, 35-38.) Evangelietidsalderens Ende kaldes ogsaa en Høst: »Høsten er Verdens [Tidsalderens] Ende.« »I Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sank først Ugræsset sammen og bind det i Knipper, . . men samle Hveden i min Lade.« —Matt. 13, 30. 39.

Johannes forudsaa den jødiske Høsts Arbejde og Udfald, idet han sagde (Matt. 3, 12): »Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og sanke sin Hvede [de sande Israelitter] i Laden [den kristne Menighed]; men Avnerne [den forkastede Nation] skal han opbrænde med uslukkelig Ild [en Trængsel, der fortærede dem som en Nation].« Den hellige Aand kom over de »sande Israelitter« paa Pinsedagen, og Trængselsilden kom over alle de andre i de 37 Aar, der fulgte paa deres Forkastelse. (Matt. 3, 11.) I den Trængsel blev Israel som en Nation, tilintetgjort, men ikke som enkelte Personer. Aabenbaringsbogens Forfatter taler om vor Tidsalders Indhøstning med Sandhedens skarpe Le, fordi Tiden til at høste er kommet, og paaviser et dobbelt Arbejde, hvis ene Del har at gøre med Jordens Vinhøst til Forskel fra den sande Vinhøst af Faderens Plantning, Kristus Jesus og hans Lemmer eller Ranker. (Joh. 15, 1-6.) Denne Tidsalders Høst siges at være en Hvede og Klintehøst (Matt. 13, 24-30. 36-39); den jødiske Tidsalders Høst kaldes en Høst af Hvede og Avner, og eftersom Avnerne var fremherskende i stort Maal der, indebærer de i alle andre Træk saa udprægede Ligheds- og Overensstemmelsesforhold, at Klinten vil blive meget rigeligere end Hveden i denne Høst.

Den jødiske Høst, i alt et Tidsrum paa 40 Aar, begyndte med Herrens Virksomhed og endte med det [240] nominelle Israels Forkastelse og Undergang og Ødelæggelsen af deres Stad ved Romerne i Aar 70 e. K. Vor Tidsalders Høst begyndte med Herrens Nærværelse ved Begyndelsen af Jordens store Jubelaar, i 1874, som paavist i Kapitel 6, og ender med Omstyrtelsen af Hedningernes Magt kort efter 1914 e, K., ligeledes et Tidsrum paa 40 Aar — endnu et mærkeligt Lighedstræk i Forbindelse med de to Tidsaldre.*)

*) Se Efterskriften.

Skønt den jødiske Høst begyndte med Herrens Virksomhed, og Guds Yndest veg fra deres Samfunds­indretning 3¹/₂ Aar senere, hvorefter der fulgte 37 Aars Trængsel over den Ordning, vistes der dog vedblivende særskilt Gunst med enkelte Personer af denne Nation, og Kaldelsen til den høje Stilling som Kristi Medarvinger blev udelukkende tilbudt dem i 3¹/₂ Aar, efter at de havde forkastet Herren, og han havde forkastet dem. Saaledes opfyldtes Løftet til Daniel (9, 27), at der vilde blive vist Yndest mod hans Folk lige til Enden af den 70de Uge, i Midten af hvilken Messias blev udryddet. Dette Løfte blev opfyldt for al den sande Hvede, hvorimod det Samfund eller System, som indeholdt denne Hvede, blev fordømt og forkastet i Midten af Ugen. Indhøstningen af den jødiske Tidsalders Hvede, som begyndte med Herrens Virksomhed, varede adskillige Aar, skønt al den sær­skilte Gunst ophørte 3¹/₂ Aar efter Kristi Død. Trængselen (Ilden) over hin Nation begyndte tidlig at optændes, men naaede først sin frygtelige Voldsomhed, da Hveden var blevet omtrent helt indbjerget.

Lignende Tidsrum, som svarer til Trækkene i hin Høst, afmærkes i denne Tidsalders Høst, der nu er ved at afsluttes. Efteraaret 1874, da Herren ifølge Jubelaarstidskredsene skulde være nærværende, svarer til Tiden for hans Daab og Salvelse med den hellige Aand, da han blev Messias, Fyrsten (Dan. 9, 25) , og begyndte sit Arbejde i den jødiske Høst. Foraaret [241] 1878 (3¹/₂ Aar senere) svarer til det Tidspunkt, da Herren modtog Kongeembedet, red paa Asenet, rensede Templet ved at uddrive Forretningsmændene og græd over hin Nation, der bar Navn af at være Guds Folk eller Rige, og da han overgav den til Ødelæggelse. Det betegner det Tidspunkt, da de navnkirkelige Indretninger blev »udspyet« (Aab. 3, 16); fra den Tid (1878 e. K.) er disse ikke Guds Talerør eller i nogen som helst Grad godkendte af ham. De 3¹/₂ Aar efter Foraaret 1878, som endte i Oktober 1881, svarer til de 3¹/₂ Aars fortsatte Gunst mod de enkelte Jøder i den sidste Halvdel af den 70de Naadeuge. Ligesom dette Tidspunkt (3¹/₂ Aar efter Kristi Død) i Forbilledet gav Tegnet til Unddragelsen af al særskilt Gunst fra Jøderne og til Begyndelsen af Gunstbevisningerne mod Hedningerne, saaledes opfatter vi 1881 som betegnende Afslutningen paa den særskilte Gunst mod Hedningerne — Afslutningen paa Guds Kald herovenfra eller Indbydelsen til de Velsignelser, som er særegne for denne Tidsalder, til at blive Medarvinger med Kristus og delagtige i den guddommelige Natur. Dette afmærkes, som vi har set, ved en stor Bevægelse blandt det jødiske Folk henimod Kristendommen, hvilken Bevægelse gaar under Navn af »Kischenev­Bevægelsen«. Nu er Trængselen over Navnkristenheden nær forestaaende; men Stormen holdes tilbage, indtil Hveden er indhøstet, indtil Guds Sendebud har beseglet hans Tjenere i deres Pander (Forstand) med Sandheden. — Aab. 7, 3.

De Enkeltheder i denne Høst, der svarer til lignende Træk i den jødiske Høst, har ogsaa været udprægede med Hensyn til den Forkyndelse, som fandt Sted. I de første 3¹/₂  Aar af den jødiske Høst var Tiden og Messias' Nærværelse Herrens og Disciplenes særlige Tekst. Deres Budskab lød: »Tiden er fuld-kommet«, Befrieren er til Stede. (Mark. 1, 15; Matt. 10. 7.) Saaledes var det ogsaa i denne Høst: Indtil 16 [242] 1878 var Tidsprofetierne og Herrens Nærværelse vort Budskab, væsentlig som her fremstillet, men mindre klart. Siden den Tid har Arbejdet antaget større Omfang, og Forstaaelsen af andre Sandheder er blevet klarere; men de samme Kendsgerninger og Skriftafsnit, der saaledes taler om Tiden og Nærværelsen, staar uomstridelige og uigendrivelige. Ligesom den Yndest, der blev vist mod Enkeltpersoner blandt Israel, efter at deres Hus som saadant var blevet bortstødt fra Guds Yndest, ikke var bestemt til at omvende og reformere de nominelle Religions-Samfund, og heller ikke blev skænket i Haab om at forandre Avnerne til Hvede, men kun var bestemt til at udskille og indbjerge ethvert modent Hvedekorn, saaledes er i denne Høst Formaalet med den fortsatte og rigelige Gunst (Sandhedens Lys) ikke at omvende hele Sekter og Samfund eller at gennemføre nationale Reformer, men derimod fuldstændig at udskille Hvedeklassen fra Klinteklassen. De har vokset Side om Side i Hundreder af Aar, og en ren Sekt af lutter Hvede har aldrig været kendt; men nu i Høsten maa Adskillelsen komme, og Trykket vil blive frygteligt. Det vil i mange Tilfælde betyde Oprykning af jordisk Venskab og Overhugning af mange ømme Baand. Sandheden vil udføre Adskillelsen. Herrens Forudsigelse med Hensyn til »Høsten« ved hans første Komme vil atter gælde i den nærværende Høst. (Se Matt. 10, 35-38; Luk. 12, 51-53.) Ligesom Sandheden dengang satte Fader op imod Søn, Datter mod Moder, Svigermoder mod Svigerdatter, saaledes skal et Menneskes Fjender ogsaa nu oftest. være at finde i dets egen Husstand. Dette kan ikke undgaas. De, som elsker Fred mere end Sandheden, vil blive prøvet, og de, som elsker Sandheden øver alt, vil blive antaget og godkendt som »Sejrvindere« — ganske som i den jødiske »Høst«.

I den jødiske »Høst« var de Sendebud, der blev valgt og udsendt som Forkyndere af den tilstedeværende [243] Konge og af hans Rige, ringe Mænd uden Titler og Rang, og de, som modsatte sig Budskabet, var Ypperstepræsterne, de skriftlærde, Farisæerne, de teologiske Doktorer. Som vi kunde vente, finder vi, at det er saaledes ogsaa nu; de mest blinde er de blindes Vejledere, som i Lighed med deres jødiske Forbilleder ikke kender deres »Besøgelses Tid«. — Luk. 19, 44.

Nærværelsen var et af Hovedpunkterne i Prøven dengang, og Korset var det andet. Johannes Døberen raabte til Folket: »Midt iblandt eder staar den, I ikke kender.« Dog var kun de sande Israelitter i Stand til at indse, at Messias virkelig var nærværende; og af disse snublede mange over Korset; thi skønt de var villige til at modtage Messias som Befrieren, gjorde deres Hovmod dem dog uvillige til ogsaa at modtage ham som Genløseren. Saaledes bliver ogsaa nu Kristi Nærværelse, det »Høstarbejde«, der gaar for sig, og Forkastelsen af den navnkristne Masse af Bekendere til Forargelse for mange. Den store Befrier, om hvis Komme og Rige mange har bedet (ligesom Jøderne gjorde), er de ikke rede til at kendes ved. Atter gælder det: »Midt iblandt eder staar den. I ikke kender.« Og atter bliver Kristi Kors en Prøve og Anstødssten, saaledes som ingen kunde have ventet; mange, mange falder nu over den, idet de siger: Vi vil modtage Kristus som var Befrier, men forkaster ham som vor Genløser og Frikøber.

Alle, som vil skænke Sagen en omhyggelig Overvejelse, maa sikkert indrømme, at Beviserne for, at Herren (der er et Aandevæsen og derfor usynlig) nu er til Stede, er større og klarere, end de Beviser, Jøderne havde for hans Nærværelse i Kødet ved hans første Komme. Og ikke alene er de profetiske Beviser for Herrens Nærværelse nu fyldigere, alsidigere og talrigere, men Tidernes Tegn alle Vegne omkring os, der udviser, at Høstarbejdet er i Gang, er meget mere indlysende og overbevisende for dem, hvis Øjne er [244] salvet (Aab. 3, 18), end Omstændighederne ved vor Herres Jesu første Komme var, da han med nogle faa Efterfølgere under megen Modstand og meget ugunstige Kaar fremførte sit Budskab: »Tiden er fuldkom, met; omvend eder og tro paa Evangeliet« — Messias, den store Jehovas Sendebud, er kommet for at opfylde for eder alle de til Fædrene givne Forjættelser. Hvad Under, at kun de ydmyge kunde kendes ved den ringe Nazaræer som den store Befrier eller ved hans uanselige Følge som en Del af hans valgte Statsraad — som dem, der skulde være Fyrster under ham! Kun de færreste kunde i ham, der red paa Asenet og græd over Jerusalem, se den store Konge, om hvem Sakarias havde profeteret, at Zion skulde tage imod ham med Jubelraab.

Ved sit første Komme fornedrede han sig selv, idet han antog menneskelig Skikkelse og Natur (Heb. 2, 9. 15) for saaledes at udføre vor Genløsning ved at give sig selv hen som vor Løsepenge. Han er nu højt ophøjet og dør ikke mere; og ved sit andet Komme vil han, iklædt al Magt (Fil. 2, 9), ophøje sit »Legeme« og derpaa skænke Verden den Genoprettelsens Velsignelse, som han ved sit første Komme købte til den med sit eget dyrebare Blod. Kom i Hu, at han ikke længere er Kød, men et Aandevæsen, og snart vil forvandle og herliggøre alle sine trofaste Efterfølgere som sit Legemes Lemmer og sine Medarvinger.

For det jødiske Hus fremstillede Jesus sig i tre Egenskaber: Som Brudgom (Joh. 3, 29), Høstmand (Joh. 4, 35. 38) og Konge (Matt. 21, 5. 9 ). For det kristne Hus fremstiller han sig i de samme tre Egenskaber. (2 Kor. 11, 2; Aab. 14, 14. 15; 17, 14.) Til det jødiske Hus kom han som Brudgom og Høstmand i Begyndelsen af deres Høst (ved Begyndelsen af sin Virksomhed). Lige før sin Korsfæstelse fremstillede han sig som deres Konge og udøvede kongelig Myndighed, idet han udtalte Dommen over dem, efter [245] lod deres. Hus øde og udførte den forbilledlige Renselse af deres Tempel. (Luk. 19, 41-46; Mark. 11, 15-17.) Netop saaledes har det været i denne Høst. Herrens Nærværelse som Brudgom og Høstmand blev indset i de første 31/2 Aar, fra 1874 til 1878. Siden den Tid har det været tydeligt aabenbart, at Tiden var kommet i 1878. da Kongen skulde begynde at dømme Guds Hus. Det er her, at Aab. 14, 14-20 finder sin Anvendelse, og Herren kommer til Syne som den kronede Høstmand. Aar 1878, som svarer til hans Antagelse af Magt og Myndighed i Forbilledet, afmærker klart Tiden for vor nærværende, aandelige, usynlige Herres Antagelse af Magten som Kongers Konge — Tiden, da han tog sin store Magt for at regere, hvad der i Profetien er nøje forbundet med Oprejsningen af hans Trone og Begyndelsen af Trængselen og Vreden over Nationerne. (Aab. 11, 17. 18.) Her som i Forbilledet begynder Dommen med Navnkirken, idet der fældes Ødelæggelsesdom, ikke over Folket, men over de navnkristne Institutioner, der udvortes repræsenterer den sande Menighed, »Legemet«. Ogsaa her finder der en Renselse Sted af det sande Tempel, den sande Menighed, Kristi Legeme — den offer viede Klasse. (1 Kor. 13, 16; Aab. 3, 12.) Disse offerviede, Tempel-Klassen i Navnkirken, staar i samme Forhold til Navnkirken i dens Helhed, som det bogstavelige Tempel stod i til den hellige Stad, Jerusalem, som et Hele. Efter at Staden var opgivet, blev Templet renset. Saaledes maa Tempelklassen nu renses: Enhver selvisk, kødelig Tanke og al Verdslighed maa kastes ud, for at Templet kan blive rent, Guds hellige Aands Bolig — den levende Guds Tempel.

Det særskilte Arbejde de siden 1878 har været at kundgøre Kongens Befaling: »Gaa ud fra hende [Babylon] mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtige [med skyldige] i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.« (Aab. 18, 4.) »Af Sted, af Sted! Drag [246] ud derfra! Rør ikke ved noget urent! Drag ud af dets [Babels] Midte! Rens eder, I [den kongelige Prætestand], som bærer Herrens Kar.« — Es. 52, 11.

Et andet udpræget Lighedspunkt vedrørende det første og det andet Komme er den fremherskende Følelse af Trangen til en Befrier og et almindeligt Indtryk blandt Nationerne af, at Frigørelsen paa en eller anden Maade snart maa komme. Nogles Begreber nærmer sig endog den sande Løsning af Sagen; men i begge Tilfælde er det kun nogle faa, som er i Stand til at kende Befrieren og stille sig under hans Banner i Sandhedens Tjeneste. I den jødiske Høst gik mange ud for at møde Herren. Alle var i Forventning om hans Komme (Luk. 3, 15) ved Tiden for hans Fødsel. 30 Aar før han ved Begyndelsen af sin Virksomhed blev salvet som Messias. Saaledes var der en Forventning og en Bevægelse iblandt mange (senere kaldet Adventisterne), hvis væsentlige Leder var en Baptist-broder ved Navn William Miller i Amerika og en Hr. Wolff og andre i Europa og Asien. Dette naaede Højdepunktet i 1844, netop 30 Aar før 1874, da. Kristus, Brudgommen og Høstmanden, virkelig kom, som paavist ved Jubelaarene. Heri finder vi en anden slaaende Overensstemmelse mellem de to Tidsaldre; thi disse 30 Aar svarer nøjagtigt til de 30 Aar fra Jesus-barnets Fødsel indtil Messias, den Salvede, blev døbt og fremført som Brudgom og Høstmand, da han var 30 Aar gammel. — Matt. 3. 11; Joh. 3, 29.

I begge Tilfælde indtraf der en Skuffelse og en Ventetid paa 30 Aar, i hvilken alle slumrede ind. Kun nogle faa i begge Tilfælde vaagnede i rette Tid til Bevidstheden om Messias' Nærværelse. Den store Masse i begge de nominelle Huse kom ikke til at forstaa Besøgelsen, fordi de var overbebyrdede og lunkne og tilsidesatte Befalingen om at, give Agt og vaage. Saaledes blev Profetens Forudsigelse opfyldt: »Han skal blive til en Anstødssten og en Forargelsesklippe [247] for begge Israels Huse.« (Es. 8, 14.) Det kødelige Israel snublede, fordi det havde tilsidesat Guds Lov ved at give Agt paa Overleveringer (Mark. 7, 9. 13) og derfor ikke havde en rigtig Opfattelse af Maaden for og Hensigten med Messias' første Komme. Af den Grund var de uforberedte til at modtage ham og hans Offergerning. Massen af det navnkristne aandelige Israel snubler nu over den samme Klippe af samme Grund. De er forblindet af menneskelige Overleveringer og sekteriske Fordomme, som er til Hinder for en rigtig Oplysning ved Guds Ord; følgelig har de ingen rigtig Forstaaelse af Maaden for og Hensigten med Herrens andet Komme. Her bliver ligeledes Kristi Kors, Læren om Genløsningen, en Prøve for alle. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at intet af Husene kunde snuble eller falde over en Klippe, der ikke var til Stede. Klippen er nu til Stede, og de navnkristne Systemer snubler, falder og sønderbrydes, hvorimod de »sande Israelitter« nu som ved Jesu første Komme hver især faar Øje paa og vedkender sig Klippen. Ved at stige op paa denne Sandheds Klippe løftes de i aandelig Henseende langt over de snublende, forkastede Masser.

De, som har deres Forstands Øjne opladte, snubler ikke: men idet de stiger op paa Klippen, ser de fra dens højere Standpunkt meget klarere baade det forgangne og det fremtidige af Guds Plan — noget, som det ikke er muligt at udsige, med Hensyn til Menighedens kommende Herlighed og Jordens Festdag. De, som sætter deres Lid til Herren, skal aldrig blive til Skamme.Dette Lighedsforholds fulde Beviskraft kan ikke indses, medmindre man lægger Mærke til, at Jubelaars­kredsene og Hedningetiderne afmærker de Tidsrum, der svarer saa nøjagtigt til de jødiske Paralleller. Det er ikke Indbildning, at den jødiske og den kristne Tidsalder er Forbillede og Modbillede. Apostlene og [248] Profeterne vidner om deres Overensstemmelse. Vi bygger heller ikke alene paa Lighedspunkterne som Bevis for, at den kristne Husholdnings Høstarbejde nu er i Gang. Denne Høst er, som allerede paavist, afmærket paa anden Maade — baade dens Begyndelse og dens Afslutning. Jubelaarskredserne udviser, at det var Tiden, da vor Herre Jesus skulde være nær-værende og begynde Genoprettelsesværket, i Efteraaret 1874. Det ovenfor fremhævede Lighedsforhold udviser, at det Tidspunkt (1874) svarer nøjagtigt til Jesu Salvelse som Messias ved Begyndelsen af den jødiske »Høst«. Hedningetiderne beviser, at de nuvæ­rende Regeringer alle maa være omstyrtet kort efter 1914, og de forudgaaende Sammenligninger udviser, at dette Aarstal nøjagtig svarer til Aaret 70 e. K., da den jødiske Statsstyrelses fuldstændige Undergang fandt Sted.*) Det er derfor i Betragtning af alt dette et rimeligt Spørgsmaal: Er disse Tidsparalleller kun rene Tilfældigheder, eller er de ordnet af den samma guddommelige Haand, der ordnede de andre Forhold i det kødelige Hus som Skyggerids af denne Husholdnings Virkeligheder?

*) Se Efterskriften.

Nej, de er ikke tilfældige. Den samme alvise Gud, som gennem Tidsregningen lærte os, at 6000 Aar fra Adams Skabelse endte med 1872 e. K., og at det 7de Tusind, Tusindaarsriget, da begyndte, den samme Gud, som gennem Jubelaarskredsene lærte os, at Herren vilde være nærværende og Genoprettelsestiderne begynde i Efteraaret 1874, og som gennem Hedninge­tiderne viste os, at vi ikke maa vente os disse Ting udført i en Hast, men ved tilsyneladende naturlige Midler i et Tidsrum af 40 Aar, har upaatvivlelig i disse, ved Israels »dobbelte« afmærkede, modsvarende Husholdninger givet os et Vidnesbyrd, der ikke alene i sig selv klart beviser Herrens Nærværelse, Høsten og Genoprettelsen (der begynder med Gunstbevisninger [249] mod det kødelige Israel), men paa samme Tid afgiver Bevis for Rigtigheden af de andre profetiske Vidnesbyrd og af Tidsregningen. Lad det blive tydelig forstaaet, at om Tidsregningen eller noget af disse Tidsrum forandres blot et Aar, er Skønheden og Styrken i denne Parallelisme tilintetgjort. Om Tidsregningen f. Eks. blev ændret og man regnede med blot eet Aar mere eller mindre — om vi lægger eet Aar, lad os sige til Kongernes eller Dommernes Tid, eller om vi trækker eet Aar derfra — vilde det ødelægge Lighedsforholdet. Hvis vi lagde eet Aar til, vilde idet gøre det første af Israels Tidsrum 1846 Aar langt, og Dobbeltparten eller den anden Halvdel deraf vilde dermed blive skudt eet Aar længere frem, hvorimod paa den anden Side Jubelaarskredsene ved en saadan Ændring af Tidsregningen vilde løbe ud eet Aar tidligere, i 1873. Det vilde bringe de 6000 Aar til at ende i 1871, hvorimod Hedningetiderne slet ikke vilde blive paavirket deraf. Alle kan indse, at Overensstemmelsen eller Lighedsforholdet dermed vilde blive aldeles tilintetgjort. Om eet Aar blev fradraget, vilde der blive en lige saa stor Forstyrrelse, idet Ændringerne af de forskellige Tidsrum kom til at gaa i modsat Retning. Saaledes stadfæster disse forskellige Tidsprofetier hverandre, medens Lighedsforholdet mellem de tvende Husholdninger slaar deres Vidnesbyrd fast:

Det vil staa klart for dem, der i nogen Grad kender de af »Adventisterne« og andre foretagne Beregninger med Hensyn til de profetiske Tidsrum o. s. v., at denne Maade at behandle disse Emner paa er meget forskellig fra deres. De forsøger sædvanligvis at faa alle Profetierne til at ende ved en og samme Tid. Deres fejlagtige Forventninger leder dem til dette. De mener, at nogle faa Øjeblikke vil være nok til Udførelsen af hele Programmet — Herrens Komme, Opstandelsen og Verdens Dom — hvortil der i Virkeligheden vil medgaa 1000 Aar. Deres Forventninger 

[250-251]

[252] angaaende disse faa Øjeblikke er, at de afsluttes med Verdens Opbrænding. For at kunne paaskønne og antage de Profetier, som peger hen paa forskellige Tidspunkter for forskellige Træk i Guds store Plan, vil de først behøve at forstaa Tidsaldrenes Plan og Maaden for Herrens andet Komme. Men det store Flertal har Blikket alt for meget tilsløret af deres Anskuelser og Fordomme til at kunne se dette. Deres Forsøg paa at tillempe Profetierne efter de falske Forventninger leder ofte til Fordrejelse af Skrifterne, alt efter som Omstændighederne kræver det, i Bestræbelsen for at faa alle Profetier til at ende ved et og samme Tidspunkt. Disse Venner burde blive sig deres Vildfarelse i denne Retning bevidst; thi den ene efter den anden af deres Forventninger er slaaet fejl, og de saavel som vi ved, at nogle af de Profetier, som de har brugt, ikke kan strækkes ud i Fremtiden, men hører Fortiden til, hvorfor de nu er opgivet af dem. De er opfyldt, men paa en anden Maade, end de ventede, og de ved det ikke.

De her fremstillede Profetier og de, der endnu bliver at overveje, er derimod ikke fordrejet eller forvrænget. Vi sætter dem slet og ret saaledes frem, som vi finder dem i Guds Ord; og med rigtige Forventninger, grundede paa Guds store Tidsalderplan, er det let for dem, der ser denne klart, at faa Øje pap, hvorledes de forskellige profetiske Kæder passer dermed og er af samme Maal. De ser denne Plan. nogle i et vigtigt Punkt og andre i et andet, og for dem, som ser saa meget, paavises og godtgøres Rigtigheden af alt det øvrige ved dette Lighedsforhold mellem den jødiske og den kristne Husholdning, saa der ikke levnes Rum for nogen rimelig Tvivl.

Den i Profetierne givne Meddelelse om Guds Plans Tidsperioder er meget lig en Bygmesters Overslag, og de tilsvarende Træk i den jødiske Husholdning ligner hans Tegningsudkast, Antag, at vi havde en Bygmesters [253] Overslag til et Hus uden Tegninger og satte os hen for at udarbejde en Tegning efter de foretagne Beregninger, hvorpaa vi senere af Bygmesteren fik hans Tegningsudkast til den paatænkte Bygning; — hvis en Sammenligning deraf med vort eget Udkast, som vi havde gjort efter Overslaget udviste, at alle Vinklerne og Maalene var nøjagtig ens, maatte vi blive dobbelt visse paa, at vor Forstaaelse af Overslaget var rigtig. Saaledes her: Den i den jødiske Tidsalder til­vejebragte Tegning, Forbilledet eller Skyggeridset af Evangeliealderen, og Profetiernes og Begivenhedernes Overensstemmelse med dette Omrids giver os en saa stærk Forvisning om Rigtigheden af vore Slutninger, som man kunde forlange, medens vi endnu vandrer i Tro og ikke i Beskuelse.

Andre profetiske Vidnesbyrd, som vi senere hen vil undersøge, vil ligeledes vise sig at være i fuldkommen Overensstemmelse med disse Paralleller. Et af dem, Daniels Dage, viser hen til en stor Velsignelse over de offerviede, som lever i 1875 og derefter — en Velsignelse, der til visse opfyldes i den herlige Udbredelse af Guds Ords Sandheder siden den Tid. Lov og Pris ske ham, som har kaldet os ud af Mørket til sit underfulde Lys!

Husk, at den jødiske Høst efterfulgtes af denne Nations fuldstændige Omstyrtelse, og at Evanglietidens Høst ligeledes maa efterfølges af den saakaldte »Kristenheds« hastige Omstyrtelse. »I een Time« skal Dommen komme over den. — Aab. 18, 10. 17. 19.

Læserens Opmærksomhed henledes paa den foranstaaende Tabel over de modsvarende Lighedstræk, som man vil have Nytte af at gaa omhyggeligt igennem.

[254]