STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 8

ELIAS SKAL FØRST KOMME.

I hvilket Forhold denne vigtige Profeti staar til Kristi andet Komme. — En delvis og forbilledlig Opfyldelse i Johannes Døberen. — ­Den virkelige Opfyldelse. — Synet paa Forklarelsens Bjerg. — Mærkværdige Overensstemmelser mellem Elias, Forbilledet, og den modbilledlige Elias. — Tiden er nær. — Udsigterne. — Elias' Efterfølger, Elisa.

»Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend Herrens Dag kommer, den store og forfærdelige; og kan skal vende Fædrenes Hjerter til Børnene og Børnenes Hjerter til deres Fædre, for at jeg ikke skal komme og slaa Landet [Jorden] med Band.« — Mal. 4, 5. 6.

UNDER Overvejelsen af Vidnesbyrdet om, at Tiden for Oprettelsen af Messias' Rige paa Jorden er for Haanden, maa man ikke overse denne Profeti, som viser, at Elias først maa komme.

Udtrykket i dette Skriftsted er ejendommeligt. Tanken synes at være den, at Elias' Arbejde skulde være at vende (d. e. omvende) Forældrene til en ydmyg, barnlig Tilstand og efter at have gjort dem lærvillige som smaa Børn vende deres Hjerter bort fra Vildfarelse, Synd og Utroskab og lede dem tilbage til Samklang med deres »Fædre« — en Benævnelse, Hebræerne gav deres trofaste Stamfædre og Profeter.

Malakias' Profeti, det sidste Budskab, Jehova sendte til Israel, synes at have gjort et dybt Indtryk paa dem, især de sidste to Kapitler, der særlig hentyder til Messias' Komme og de særskilte Prøvelser, som Herrens Nærværelses Dag vilde føre med sig. (Se Mal. 3, 1-3. 13-18; 4, 1-6.) Medens de ud fra dette saa, at Prøven vilde blive af en særlig Art, hentede de Trøst af de sidste, ovenfor gengivne Vers, som lovede, at Profeten Elias, der engang havde omvendt [256] den hele Nation fra Ba’aldyrkelsen og ført den tilbage til at tjene Gud, vilde komme igen for at berede dem inden denne strenge Prøvetid, som Messias' Komme vilde medføre.

Denne Profeti blev ikke opfyldt ved Herrens første Komme — hverken den Del, som henviser til Messias, eller den, som hentyder til Elias. Profetien peger aabenbart hen til det andet Komme, til »Pagtens Sendebuds« Genkomst i Herlighed og Magt og til Herrens Dags Prøvelser og den store Trængsel paa den Tid. Imidlertid var Kristi Fremtræden for det forbilledlige Israel og den store Trængsel, der kom over dem som et Folk, da de forkastede ham, et andet Skyggerids, der i mange Enkeltheder gjorde de i denne Profeti fremstillede Ting tydeligere. Johannes Døberen udførte i Elias' Aand en Gerning for Israel lig den, som den forjættede Elias skulde udføre; men den kronedes ikke med Held, og som en Følge heraf kom der Trængsel (Band) over hin Nation. Den af Profeten omtalte virkelige Elias skulde gøre et stort Arbejde for hele »Jorden«, berede hele Menneskeheden for Kristi andet Komme. Dette vil ligeledes for en Tid mislykkes for ham, hvorfor den store Trængselstid (Bandet) vil ramme hele Jorden.

Det af Profeten nævnte Elias' Komme indtræffer »før« denne »Jehovas Dag, den store og forfærdelige« (se Bind I, Kap. 15). Og eftersom Jehovas store Dag begyndte i 1874 e. K. og om kort Tid vil ende med Hedningetidernes Udløb i den fuldstændige Omstyrtelse af verdsligt og satanisk Herredømme over Jorden og med den fulde Indsættelse af Immanuel — Kristus Jesus og hans hellige — i Magten og Herredømmet, saa er det vigtigt for os her at vise, at Elias er kommet. Det er ikke lykkedes ham at vende Verdens Hjerte til Barnlighed og til de retfærdiges (sande) Visdom. Derfor kommer den store Trængselstid, som [257] Gud forudsaa og forudsagde. I den vil Gud ved drøje og bitre Erfaringer lære Menneskeheden det, som den trænger til grundig at lære for at beredes til med Taknemmelighed at modtage Kristusætten — Jehovas nye Pagts Sendebud — tillige med denne Pagts retfærdige Forordninger, Love m. m.

Ved Jesu første Komme blev mange af Guds Løfter og Planer udført efter en lille Maalestok med een Nation, Israel, som en Anskueliggørelse af de større, herligere Virkeligheder, der vil blive gennemført ved Kristi andet Komme. Ligesom Undergerningerne, Helbredelserne m. m. betegnede Tusindaarsrigets større Gerninger, og Herrens Indtog paa Asenet som Konge betegnede hans Overtagelse af den større Magt, Højhed og Hæder ved hans andet Komme som Kongers Konge og Herrers Herre, saaledes betegnede »Mennesket Kristus Jesus« og hans lille Discipelskare Herlighedens Herre højt ophøjet, forenet med de hellige, hans Brud og Medarving, ved hans andet Komme. Og saaledes var Johannes Døberen og hans Disciple, der deltog i Arbejdet med og under ham i Forsøget paa at omvende Israel og forberede dem til at modtage Messias, et Forbillede paa den virkelige Elias (den sande kristne Menighed), hvis Gerning har været at forsøge at omvende Verden før Messias', Herlighedens aandelige Herres og Kongernes Konges, Komme til Verden. Johannes Døberen, der kom i Elias' Aand og Kraft, havde ikke Held med sig til at omvende Israel, og som en Følge deraf (Matt. 27, 12) forkastede Israel Jesus i Kødet og bragte over sig selv en stor Hævnsdag, Trængsel og Vrede. (Luk. 21, 22.) Saaledes er det paa samme Maade, kun efter en større Maalestok, mislykkedes den virkelige og større Elias at omvende og forberede Verden til at modtage Herlighedens Herre; følgelig maa nu Vredens store Dag komme over Verden for at smelte, blødgøre, ydmyge [258] og forberede alle til af Hjertet at raabe: Hosianna! Velsignet er den, som kommer i Jehovas Navn!

Man ser af dette, at Menigheden i Kødet (Kristusætten i Kødet, Hoved og Legeme), er Elias eller Forløberen for Menigheden i Herlighed, Jehovas Salvede. Ikke Navnkirken, men den virkelig offerviede Menighed, som paa den anden Side Graven vil blive den store salvede Befrier, udgør Elias. Deres Opgave er at irettesætte Vildfarelse og Synd og at pege frem til det kommende Herlighedens Rige. Herren Jesus, Apostlene og alle andre troende i Kristus Jesus tilsammen udgør denne store modbilledlige Elias, Profeten eller Læreren — den samme Klasse (Hoved og Legeme), som snart skal udgøre Herlighedens Konge. Den Gerning, Menigheden nu er optaget af, er blot forberedende for dens Fremtidsgerning med Hensyn til Verdens Forbedring. I sin Kongestand skal Menigheden udføre for Verden, hvad der mislykkedes for den at gøre som Elias, Læreren.

Lad os ikke blive misforstaaet. Vi har forud paa­vist, at Guds Plan ikke omfatter Verdens Omvendelse i Evangeliealderen. Det var ikke hans Mening, at den skulde gøre det. Han tilsigtede kun Udsøgelsen og Prøvelsen af Menigheden nu og derpaa Verdens Velsignelse ved Menigheden, Kristusætten, i en efter denne følgende Tidsalder. Vi modsiger ikke dette, naar vi hævder, at Elias (Kristus i Kødet) har prøvet at omvende Verden, og at det er mislykkedes, delvise Reformer fraregnet; thi endskønt Gud vidste og forudsagde, at vor Mission overfor Verden for det meste vilde mislykkes, undtagen hvad Udskillelsen af en udsøgt lille Flok angaar, saa gik alligevel, fordi han vidste, at Bestræbelserne vilde virke fordelagtigt tilbage paa os selv, hans Opgave til os gennem Herren ud paa, at vi skulde prøve at omvende Verden, da han sagde: »Gaa ud i al Verden og forkynd de gode Tidender for enhver Skabning.« Efterdi han forudsaa, at det vilde mislykkes [259] nu, men lykkes for os i Fremtiden, naar han faar herliggjort os og iklædt os guddommelig Magt, saa er vi i Stand til at glæde os, ogsaa naar vi retter Blikket paa de sidste 1800 Aars forholdsvis fejlslagne Bestræbelser, idet vi indser, at den sande Elias-Klasses Arbejde ikke har været forgæves, men har tjent det guddommelige Øjemed at udvikle den sande Menighed, medens den aflagde Vidnesbyrdet for Verden, — hvilket ogsaa vil gavne denne i sin Tid.

Johannes Døberen var ikke i Virkeligheden Elias, vendt tilbage til Jorden; heller ikke er Menigheden det. Men som det med Sandhed kunde siges om Johannes, at han udførte en Eliasgerning for Israel (Luk. 1, 17) for at gøre dem skikkede, og at han beredte Herren Vej, da denne var i Kødet, saaledes kan det siges om Menigheden; — den udfører for Verden den forudsagte Eliasgerning »i Elias' Aand og Kraft« og kundgør Herrens andet Komme med næsten de samme Ord, som Johannes brugte ved hans første Komme: »Midt iblandt eder staar den, I ikke kender. ... Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommet foran mig; thi han var før mig.« — Joh. 1, 26. 30.

Alle kunde ikke modtage Johannes' Vidnesbyrd eller indse, at han var Forløber for Kongen, der kom i Kødet. Havde de kunnet det, vilde de derved være blevet skikkede til at modtage Jesus som Messias. For saa mange af dem, som kunde modtage og virkelig modtog Johannes' Budskab og vedkendte sig Kristus, for dem udførte Johannes Eliasgerningen. Saaledes sagde Herren til dem om Johannes (Matt. 11, 14): »Dersom I vil tage imod det: Han er Elias, som skal komm«, uagtet Johannes og hans Gerning ikke fuldendte Forudsigelsen om Elias, ligesom Herren i Kødet ikke opfyldte alt, hvad der var forudsagt om Messias. For alle dem, som kunde tage imod det, var han Jehovas Salvede, endog før han havde fuldendt sin

[260] Offergerning, var blevet herliggjort eller var kommet igen som Indehaver af det store Messias eller Befrier-Embede. Ved Jesu første Komme var Johannes egentlig tildels en Opfyldelse af det i Elias' Person og Gerning paabegyndte Forbillede; og Johannes' Gerning ved Jesu første Komme afspejlede Menighedens Afslutningsarbejde ved hans andet Komme. Disse Kristi Fødder i Kødet — Elias' Fødder — kundgør Riget. (Es 52, 7.) For dem, som kan modtage det, forkynder vi, at Kristi Regering i Herlighed er for Haanden; og ligeledes har vi for dem, som »kan modtage det«, paapeget den forudsagte modbilledlige Elias. Nogle vil sandsynligvis ikke »modtage det«, men vil vente paa, at en eller anden Enkeltmand skal opfylde Malakias' Forudsigelser, og vil ikke kende deres Besøgelsestid, førend den store Trængsel brænder som en Ovn.

Man vil derfor indse, at det var lige saa meget et forudset Udfald, at det ikke vilde lykkes Elias (Kristus i Kødet) at omvende og genoprette Verden, som at det vilde mislykkes for Johannes at omvende Israel. Ikke desto mindre vil det blive den samme Eliasklasse, men herliggjort og iklædt Magt, som i Tusindaarsrigets Tidsalder skal velsigne og undervise Verden og genoprette alle Ting, som det er lovet ved alle de hellige Profeters Mund. (Ap. G. 3, 19-21.) Kun med Hensyn til Navnet og Ligheden ophører Elias forbilledet med vor jordiske Løbebane. I Samklang hermed er Herrens Svar til Disciplene, der spurgte: »Hvad er da det, de skriftkloge siger, at Elias bør først komme?«  I sit Svar forsøgte Herren ikke at give en fuld Forklaring paa Elias som et Forbillede og Johannes som dets Fortsættelse, samtidig med at han var en skyggelignende Opfyldelse deraf o. s. v. — Ting, som Disciplene dengang ikke var forberedte til at forstaa, og hvis rette Tid til at forstaas endnu ikke var inde. Men idet Herren viser hen til Johannes' mislykkede Forsøg som en delvis Opfyldelse af Profetien, føjer [261] han til: »Vel kommer Elias og skal genoprette alting.« (Matt. 17, 11.) Øjensynlig tænkte han paa sin egen herlige Gerning i den kommende Tidsalder i Forening med sit herliggjorte »Legeme«, som skulde blive udsøgt og prøvet i Løbet af Evangeliealderen. Han skuede bag Forhænget frem til Tusindaarsrigets Tidsalder og saa Eliasklassen rykket_. hen i Ildvognen i stor Magt og Herlighed — til aandelig Ophøjelse.

En Kvinde bruges som Billede, naar der tales om Menigheden alene, adskilt fra dens Herre og Hoved. For sig selv og adskilt fra sin Herre, Brudgommen, er den en trolovet Jomfru. Men i dette Tilfælde er en Mand, Elias, det Billede, der er brugt, fordi den forbilledligt betegnede Gerning ikke er Menighedens, adskilt fra sin Herre, men begges fælles Gerning. Herren var Hovedet og Forløberen for Menigheden i Kødet (Elias), ligesaa sikkert som han er Hovedet for den sejrskronede Menighed, Kristusætten. Der er talrige andre Tilfælde, hvor en Mand bruges som Billede, naar der dermed skal betegnes et Arbejde af Kristus Jesus og hans Legeme, Menigheden, i Forening. Saaledes fremstillede f. Eks. Aron og alle hans Efterfølgere i Embedet som Ypperstepræst Herren, og Underpræsterne hans Legemes Lemmer; Melkisedek forestillede paa lignende Maade det hele Legeme i Herligheden; det samme gjorde Moses, David og Salomon. Følgelig er Brugen af Elias som et Billede til at forestille en forenet Gerning af Kristus og Menigheden i Samklang med Skriften.

Hvor kraftigt talende var ikke det »Syn«, som Herren viste de tre Disciple paa Forklarelsens Bjerg (Matt. 17, 1-9), naar man ser hen til den ved Elias fremstillede Klasse. Det var et Syn af det kommende Rige, fortæller Peter os. (2 Pet. 1, 16-18.) I forklaret Skikkelse stod Herren i Straaleglans for deres Øjne, medens en Mosesskikkelse forestillede den mosaiske (Lov-) Husholdning og en Eliasskikkelse forestillede [262] den evangeliske eller kristne Husholdning. Begge Husholdninger viser hen til og taler om Kristi Offer og Lidelser og den paafølgende Herlighed.

Inden vi forlader dette Emne, vil vi paapege nogle Træk og Tildragelser i Profeten Elias', Forbilledets, Liv og sammenligne dem med Menighedens, den modbilledlige Elias', Historie, hvilket sikkert vil forbavse alle, som endnu ikke har lagt Mærke til Ligheden. For at Lighedsforholdene let kan ses, vil vi opstille dem i parallelle Spalter.

Disse slaaende Sammentræf er ikke tilfældige. Den Omstændighed, at Elias skulde komme før den store Dag, og at vi nu i Menigheden har fundet den modbilledlige Elias, til hvem Profeten Malakias henviste, og som Johannes Døberen endvidere var et Forbillede paa, burde anses som endnu et Vidnesbyrd om, at Tiden er for Haanden, at Herrens store Dag er kommet. Men desuden indeholder dette Forbillede Fingerpeg, som støttes af andre Skriftsteder, og som er bestemt til at vejlede de hellige og gøre dem skikkede til at udføre deres Gerning godt, samt at styrke og opretholde dem paa den stormfulde Dag, der er over os.

Vi har ingen Lyst til at tegne et mørkt Billede for det indre Blik. Vi vilde foretrække at tænke paa og vise hen til den Herlighed, som skal følge paa den store Vredesdag, til den oprindende Tusindaarsdags Glæder hellere end til den nærmeste Fremtids Trængsler og nedslaaende Tildragelser, der gaar forud for den fulde Solopgang. Men det er nødvendigt, at de hellige i det mindste i noget Maal paa Forhaand faar Varsel om de nær forestaaende Begivenheder, for at de ikke, naar saadant sker, skal blive skræmte eller blive mismodige, men for at de paa Forhaand kan være væbnede og kan vide, hvorledes de skal møde Begivenhederne, og tillige for, at de des fuldere kan paaskønne den nærværende Tids Goder, saa at de lægger Vind paa at arbejde, medens det hedder i Dag; thi der kommer en Nat (en [263] meget mørkere Tid i Sammenligning med den nærvæ­rende, (der kaldes Dag), en Nat, da ingen kan arbejde.

[264] Den nærværende lille Tid, før Stormskyen brister over Verden, er en højst heldig Tid for Eliasklasssens Arbejde og svarer til baade Elias' og Johannes' fremgangsrige Dage. Den er gunstig for personlig Vækst i Naade og Kundskab og ligesaa for Sandhedens Udbredelse, — den heldigste Tid, man nogen Sinde har kendt til. Hvor vilde ikke den første kristne Tids Sandhedssøgere, f. Eks. Berøenserne, havde glædet sig over saadanne Hjælpemidler som dem, vi nu har Adgang ti at benytte os af, f. Eks. de fuldstændige og trykte Bibler med Henvisninger, Bibelordbøger, Verdenshistorier og andre værdifulde Værker, der sælges saa billigt, at enhver kan skaffe sig dem, og som endog kan benyttes gratis paa saadanne Steder, hvor der findes offentlige Biblioteker, noget, som nu træffes selv i de mindre Byer. Til alt dette kommer saa det voksende Lys af den gryende Tusindaarsdag og alle Folkeklassers Evne til at læse og til at tænke selvstændigt. Med saadanne Hjælpekilder til sin Raadighed kan man nu lære mere af Guds Ord og Plan at kende paa een Dag, end det var muligt at lære paa et helt Aar i mindre begunstigede Tider. Der har aldrig været en Tid saa gunstig for kristeligt Arbejde eller saa ansporende til kristelig Iver og Virksomhed som nu, da det herlige Høstbudskab om Herrens Nærværelse og de glade Tidender om det kommende Rige udgaar alle Vegne.

Om vi vil rejse fra Sted til Sted for at mødes med troende, kan vi rejse lige saa langt i en Uge som Paulus i en Maaned eller endnu længere og med meget større Komfort. Om vi vil prædike, saa kan vi det, uden at nogen volder os Skade eller skræmmer os. Vi lever paa en Tid, da Masserne kan læse og skrive, noget, som kun de allerfærreste kunde i henrundne Tider. Det trykte Evangelium er billigt, let at faa fat i og har tit større Virkning end mundtlige Prædikener. [265] Det villige Hjerte kan gøre langt mere paa den Maade, end Akvilas og Priskilla kunde gøre paa deres Maade og Tid med det samme Opbud af Kræfter. Gennem vor Tids vidunderlige Postvæsen kan vi prædike med baade det trykte og det skrevne Blad for Venner og fremmede Verden over og med næsten ingen Bekostning.

Idet Apostelen hentyder til Navnkirken i de sidste Dage, fremhæver han, at »den Tid skal komme, da de ikke skal fordrage den sunde Lære«. (2 Tim. 4, 3.) Hvorvel dette er Tilfældet nu i samme Forstand, som det har været det i Aarhundreder, kommer det dog til at faa en kraftigere og klarere Opfyldelse i Fremtiden. Det gælder nu, at Navnkirken ikke vil taale Forkyndere, der tilsidesætter dens Læresætninger og »prædiker Ordet«, »hele Guds Raad« (Plan); men fordi det »kildrer deres Øren«, elsker de menneskelige Spekulationer angaaende Evolution (Udviklingslære) og falskelig saakaldt Videnskab fremfor Guds Ord. Dog taaler de den sunde Lære til en vis Grad, fordi de ikke kan hindre den, i en langt højere Grad, end Rom i sine Velmagtsdage vilde have gjort.

Lidt forud for de ovennævnte Ord taler Apostelen ligefrem om de farefulde Tider i de sidste Dage af denne Tidsalder (2 Tim. 3, 1-13), idet han udpeger Hovmod, Vellyst og Foragt for det gode som et Særkende for dem, tillige med Formvæsen, Gerrighed, Stolthed og Utaknemmelighed; og han vidner, at onde Mennesker (i Kirken) skal forføre (fra Sandheden) og gaa frem til det værre, selv forført ved deres Kunstkneb. Eftersom Apostelen tænkte paa og skrev om de sidste Dage og ikke om Middelalderen, har vi sikkert Ret til at spørge, om der ikke inden længe, i disse »sidste Dage«, kan ventes en Tid, da den sunde Lære ikke vil blive taalt eller tilladt i nogen som helst Grad. [266]

Endskønt det nu gælder i stor Udstræknings, at ingen har Lov til at købe eller sælge (omsætte Sandheden) i de almindelige Salgsboder eller Forsamlingssteder, undtagen de, som har Dyrets Mærke eller dets Navns Tal (Aab. 13, 17), saa har dog de offerviede lært, at pragtfulde Modetempler, Kirkerne, ikke er nødvendigere for Evangeliets Forkyndelse nu, end de var i Apostlenes Dage, og at store Orgler og indøvede Sangkor ikke er nødvendigt Tilbehør for at fange Folks Opmærksomhed; thi nu som i tidligere Dage hører Folk i Almindelighed gerne Evangeliet paa Gadehjørner og Torve, gennem Post og Presse. Spørgsmaalet er: Mon dette Udtryk af Aabenbaringsbogens Forfatter ikke betyder meget mere, end vi i den nærværende Tid oplever, og kan det ikke ligesom Apostelen Paulus' Udsagn betyde, at der i de sidste Dage vil komme en Tid, da den sunde Lære slet ikke vil blive taalt? Mon ikke vor Erfaring i denne Henseende kommer til at svare nogenlunde til Johannes Døberens (Forbilledets), han, som blev indespærret i et Fængsel? Med andre Ord: Hvad kan vi vente mellem den nærværende forholdsvis gunstige Tid, — skønt den ikke er uden sine Vanskeligheder, — og den kommende herlige Tid, da Retfærdigheden ikke skal blive hindret? Vil Tiden vedblive at være saa heldig som nu for Arbejdet i Vingaarden, vil den blive bedre eller værre? Lad os lægge Mærke til, hvad disse Forbilleder tilkendegiver; thi eftersom Herren har rettet vor Opmærksomhed paa dem, har vi Ret til at lade gælde som forbilledligt, hvad som helst vi finder i enten Elias' eller Johannes' Liv og Oplevelser, der synes at passe godt paa Menighedens Erfaringer og paa Vidnesbyrdet angaaende dens fremtidige jordiske Løbebane.

Elias blev borttaget fra den jordiske Skueplads i en Ildvogn, der forestillede den anndelige Herlighed og Ophøjelse, som ved Enden af den jordiske Løbebane venter dem af Menigheden, der lever og bliver tilbage [267] til de sidste Dage. Men vi bør ogsaa komme i Hu, at det var af en Hvirvelvind eller Storm, han blev bortrykket. Stormen er lige saa meget et Billede paa Trængsel, som Ildvognen er et Tegn paa Sejr og en herlig Bortgang fra denne Trængsel.

Johannes Døberens sidste Oplevelser bærer endnu tydeligere Trængselens Mærke. Endskønt Folket ikke adlød ham (Matt. 17, 12), hyldede de ham dog for en kort Tid som Guds Tjener og Profet (Joh. 5, 35); men da han havde gjort Messias' Nærværelse kendt, begyndte hans Indflydelse alligevel snart at tage af, som han havde vidnet, at den vilde, idet han sagde om Kristus: »Han bør vokse, men jeg forringes«. Saaledes maa det ske ved denne Tidsalders Ende: Johannesklassens (Eliasklassens) Arbejde afsluttes med den Forkyndelse, at Himmeriges Rige er nær, og at Kongen er til Stede. Dette bliver nu kundgjort; og Johannes' Vidnesbyrd gælder ordret med samme Kraft nu ved Herrens andet Komme: »Midt iblandt eder staar den, I ikke kender«. »Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild« — den store Trængsel. — Joh. 1, 26; Matt. 3, 12.

Ligesom Johannes aftog i Indflydelse, idet hans særskilte Gerning var udført, da hans Budskab var fremført, saaledes maa Menigheden i Kødet aftage i Indflydelse, naar dens sidste Budskab er afgivet, indtil det sidste Medlem har nedlagt sit offerviede Liv og er gaaet bag Forhænget ind til Herligheden for derefter at være et Medlem af den herlige, herskende Kristusskare. Ligesom Johannes sagde, at Jesus maatte vokse, saaledes kan vi nu, da det virkelige Rige er ved at blive grundfæstet, tillidsfuldt sige, at Kongen er nærværende, og at hans Rige maa tiltage, indtil det opfylder hele Jorden. Og Johannes' Kundgørelse om Hostarbejdet — Hvedens Indsamling  og Trængselen [268] over Avnerne — finder ogsaa sit Sidestykke i den nuværende Tid.

Johannes' Frihed blev indskrænket snart efter Fremsættelsen af hans Budskab om den nærværende Messias og det Arbejde, der ventede ham. Han blev kastet i Fængsel, fordi han havde irettesat Kongen for ulovlig Forbindelse med en Kvinde. (Matt. 14, 4.) Skønt Guds troende Børn ofte har hævdet, at Foreningen mellem Kirken og den verdslige Magt ikke er paa sin Plads, idet den i Skriften kaldes et Skøgeforhold (Aab. 17, 5), og skønt Verden i stort Maal har draget sig tilbage fra Kirkerne, staar Forbindelsen dog endnu ved Magt. Skriften synes at hentyde til, at i den kommende Trængsel vil Navnkirkerne, der giver sig ud for at være Kristi Jomfruer, være paa Jordens Kongers Side, eet med dem. Den sande Menighed vil i Lighed med Forbilledet, Johannes Døberen, blive ilde set og frarøvet sin Frihed, fordi den med Troskab modsætter sig og fordømmer Vildfarelsen.

For Johannes' saavel som for Elias' Vedkommende var det en Kvinde, der iværksatte Forfølgelsen, idet en Konge var hendes Mellemmand og Redskab. For den sande Menigheds Vedkommende har det samme været Tilfældet i Fortiden, som betegnes ved disse Forbilleder, og uden Tvivl vil det blive saaledes ogsaa i Fremtiden, idet Navnkirken fremstilles ved en Kvinde og den verdslige Regering ved en Konge. Ikke alene viser Profetierne hen til et fastere Baand mellem disse, end der i den nærværende Tid findes; men en hvilken som helst nøje Iagttager kan se, at den egentlige Løftestang, hvorved det kongelige Aristokrati hersker over Masserne, er den Overtro, at Gud indsatte disse »store Mænd«, skønt de ofte baade er svage og lastefulde, til at herske over dem, og at Opstand mod Undertrykkelse og Uretfærdighed og Krav om Ret, Frihed og Lighed er Modstand mod Guds Vilje. Derfor gaar Regeringer og Kirker i Retning af aabent eller lønligt [269] Sammenhold til gensidig Støtte i den kommende Storm.

Ikke det alene, men den kommende Brydning mellem Aristokratiet og Masserne i ethvert civiliseret Land vil blive saa særegen, saa ulig nogen tidligere Erfaring, at maadeholdne, konservative, religiøst anlagte Mennesker, der frygter for Samfundets fuldstændige Undergang i Kaos og Anarki, naturligt nok vil foretrække Enevælde, Undertrykkelse og Trældom fremfor noget, som de er sikre paa vil blive endnu værre. Derfor vil saadanne slutte sig til Kirke og Stat, stille sig paa Rigmændenes og Stormændenes Side i den almindelige Bestræbelse for at undertrykke og afvende denne uafvendelige Kamp — »Striden paa Guds, den Almægtiges, store Dag«.

Til sidst vil der som de eneste Undtagelser fra denne Retning blandt dem, der er Venner af Fred og sand Religion, være nogle, hvem Kongernes Konge finder for godt ved sit Ord at aabenbare sine Planer (Joh. 16, 13), og som har fuld Tillid til, at hans Visdom og Kærlighed, saavel som hans Magt skal faa alle Ting til at falde ud i Overensstemmelse med hans Forjættelser. Kun saadanne blandt de konservative og fredsommelige, som ser den Rolle, den kommende Samfundsomvæltning maa spille i Guds Plan ved at bortfjerne de udslidte Samfundsformer, hvis Tid er omme, og ved at udjævne og forberede Verden til den tusindaarige Retfærdighedsregering, vil være i Stand til at fatte Stillingen og handle derefter. Men disse vil blive misforstaaet, og deres Bestræbelser for at gøre Sagernes sande Tilstand og det virkelige og eneste Bodemiddel kendt vil rimeligvis blive forhindret af dem, der ikke ser det herlige Udfald, og som, fordi de er uvillige til at opofre deres egen Vilje, egne Tanker og Planer, er ude af Stand til at forstaa Guds Planer. Naar det kommer dertil, at undertrykkende, bindende og tvingende Forholdsregler holdes for nødvendige, vil saadanne [270] Forbud rimeligvis indbefatte ikke alene Arbejderorganisationer og de Skrifter, som tager deres Rettigheder i Forsvar og paapeger Uretfærdighederne, men ogsaa andre, som fremholder Guds Plan, den virkelige Aarsag til og det eneste Bodemiddel for Nationernes store Nød. Ja, den Tid er rimeligvis ikke mange Aar borte, da hæmmende Forholdsregler kan blive opstillet mod enhver Bestræbelse fra de helliges Side for at sprede det gode Budskab om det kommende Rige — alt med den Begrundelse, at det fælles Bedste og Folkets almindelige Vel kræver saadanne Skridt.

Dermed vil den anden Salmes Forudsigelser gaa i Opfyldelse, sandsynligvis til sidst med mere Bitterhed, end man nu godt kan forestille gig, skønt det delvis allerede er blevet opfyldt paa Legemets Hoved. — Ap. G. 4, 25-29.

Nødvendigheden af Indskrænkninger i Ytringsfriheden overfor politiske og sociale Spørgsmaal vil rimeligvis blive anset for at gælde lige saa fuldt med Hensyn til Ytringsfrihed i Religionsspørgsmaal, som egentlig ligger til Grund for al Frihed. Det vilde ikke være overraskende, om en »stærk Regering«, et Monarki, en skøn Dag skulde afløse den nuværende store nordamerikanske Republik. Det er meget sandsynligt, at en fælles Norm og Rettesnor for religiøs Tro vil blive holdt for gavnlig og vil blive paabudt, og at det vil blive regnet for og straffet som en Statsbrøde at lære noget, der ikke stemmer dermed. En slig Forfølgelse vilde ikke alene i denne Tidsalders Afslutning eller Høst frembyde endnu en Parallel til den jødiske Tidsalders Høst (Ap. G. 4, 10-13. 23-30; 5, 20-41; 11, 19), men vilde ogsaa lægge en mere omfattende og dybere Betydning i Apostlene Paulus' og Johannes' Ord (2 Tim. 4, 3; Aab. 13, 17) og i de forbilledlige Anskueliggørelser af Afslutningen paa den sande Menigheds jordiske Løbebane, som det er fremstillet i [271] Elias' Borttagelse og Johannes Døberens Fængsling og Halshugning.

Vi kan drage to Lærdomme heraf, hvad enten fremtidige Udfoldelser godtgør, at vi har læst det profetiske Ord rigtigt eller ikke, og det er disse: For det første bør vi være saa forberedte, saa væbnede og saa grundigt udrustede med den uovervindelige Sandhed, at en Forfølgelse kun vil drive os til større Iver og ikke lede os til paa Grund af Overraskelse eller Frygt at sænke vor Fane eller overgive os, naar Jordens Konger rejser sig og tillige med Folkets religiøse Ledere samler sig imod os og imod de Sandheder, som Gud har forundt os den Forret som hans Tjenere og Udsendinge at vidne om (1 Joh. 3, 1); for det andet bør en saadan Tanke med Hensyn til Fremtiden i Modsætning til den nærværende Tids Friheder tjene som Tilskyndelse for ethvert offerviet Guds Barn til at gøre flittig Brug af de forhaandenværende herlige Høstanledninger og Forrettigheder, idet man kommer i Hu, at »den, som høster, faar Løn« lige saa vist som den, der plantede øg vandede, og at det nu fortrinsvis er en Tid til Indsamling af Frugten til evigt Liv. Den stille Stund i den nærværende gunstige Tid med dens større Friheder og Fordele i enhver Henseende er lagt til Rette af Gud, for at hans Tjenere kan blive beseglet i deres Pander med Forstaaelse af Sandheden. — Aab. 7, 3.

»Lad den lille Mellemstund
klarlig ses paa gylden Grund.«

Mesteren siger: »Arbejd ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv.« »Der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.«

I den nuværende rette Tid ser vi altsaa, at Profeten Elias kom, som forudsagt, før Herrens store og mærkelige Dag. Og vi hører hans Afslutningsvidnesbyrd i Lighed med Johannes', nemlig: »Midt iblandt eder staar den, I ikke kender« — hvis Kasteskovl er i hans [272] Haand, og som vil gennemrense sin Lo. Han vil samle sin Hvede i Laden og opbrænde Klinten (som Klinte, ikke som Mennesker) med uslukkelig Ild i den store Trængsel, Forbandelsen, som nødvendigvis maa komme for at berede Vejen for den store Kongernes Konge. Han maa vokse; men Elias maa forringes og omsider blive aldeles bundet. Ikke alene hører vi dette Vidnesbyrd fra nogle faa af Eliasklassen nu; men enhver, som er af Eliasklassen, vil inden længe findes at forkynde dette Budskab og deltage i Eliasgerningen. Kun de, som saaledes viser Troskab, vil høre med til den herliggjorte Elias og faa Lov at tage Del i Arbejdet for alle Tings Genoprettelse, som i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder vil blive kronet med glimrende Held. En dyb Betydning er knyttet til Navnet Elias. Det betegner Jehovas Gud (mægtige). Det er saaledes et passende Navn for Herrens Salvede, hvis storslaaede Gerning vil blive at gennemføre alt, hvad Gud har talt ved alle sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid.

Som Afslutning paa dette Kapitel vil vi i Korthed bemærke, at ved Enden af sit Livsløb kaldte Profeten Elias Elisa, som efter at have bragt et Offer forlod alt og fulgte med Elias og blev hans Eftermand og Profet, da Elias blev borttaget i Stormvejret — idet han fik hans Embedskappe og et stort Maal af hans Aand og Kraft. (1 Kong. 19, 16.) Eftersom Elias var et Forbillede paa Kristi Legeme i Kødet — den sejrvindende Menighed, en Skare, en Flok — er det rimeligt at slutte, at Elisa ligeledes betegnede en Klasse — nogle, som vil blive inderligt knyttet til Eliasklassen og blive Vidne til Herrens Ledelse med den, men dog en Klasse, som ikke vil vente at blive herliggjort. Disse vil ved Trængselens Stormvejr blive skilt fra Eliasklassen, men vil dog ikke desto mindre fremdeles have Hjerte for Sagen og blive Genstand for en Vel­signelse. Efter at Elias var borte, blev Elisa modig [273] og stærk, saa at hin Tids Teologer (»Profeternes Sønner«) sagde: Elias' Aand hviler nu over Elisa!

Betydningen af Navnet Elisa er »mægtig Frigører«, og Elisas Livsværk bestod i Genoprettelsesarbejde. Dette er uden Tvivl et Forbillede paa en Gerning af en Klasse, som i Fremtiden vil blive de virksomme Redskaber blandt Menneskene til at udføre Genopret­telsesværket i den da herliggjorte Menigheds Kraft. Blandt andre underfulde Gerninger gjorde Elisa Vandet sundt, saa at det ikke mere skulde volde nogen Døden eller gøre Landet ufrugtbart; han forøgede den fattige Enkes Olje for at hjælpe hende ud af sin Gæld; han vakte den sunamitiske Kvindes Søn til Live; og da der var Hungersnød i Landet og den for Teologerne (»Profeternes Sønner«) tillavede Ret fandtes at være giftig, saa at ingen kunde æde den, gjorde Elisa den spiselig og sund. Han fik Brød, der kun vilde have strakt til for nogle faa, til at blive nok for en hel Mængde. Han helbredede Na'amans Spedalskhed. Han var ogsaa Guds Redskab til at salve Jehu, som i Overensstemmelse med Herrens Ord ved Elias fuldstændig udryddede Akabs kongelige Familie, Jesabel medregnet, tillige med alle hendes Præster. — 2 Kong. 2, 19-22; 4, 1-7. 18-44; 5, 1-10; 9, 1-37; 10, 28.

Det er ikke vanskeligt i disse Elisas Gerninger at komme paa Spor efter, at de frembyder en nøjagtig Lighed med selve Genoprettelsesarbejdet, som inden længe kan ventes, da Sandhedens Vande ikke længere skal være blandet med Vildfarelse, idet de læges i selve Udspringet ved en klarere Forstaaelse af Guds Ord, da de fattige skal blive hjulpet til at faa Glædens Olje i Stedet for en vansmægtende Aand, da de døde igen skal staa op, da Maden (Sandheden) under Hungersnøden skal gøres sund og blive rigelig, og da de Magter og Samfundsformer, som fremstilles ved Akab og Jesabel, og alle de, som forener sig med dem mod Herren, skal blive fuldstændig og endelig omtsyrtet.