STUDIER
I SKRIFTEN
BIND III.
Komme
dit Rige
KAPITEL
9
DIN GUD ER BLEVEN KONGE
En
Oversigt over de profetiske Beviser, som tilkendegiver Immanuels
Nærværelse, og at hans Rige er ved at oprettes.
»Hvor dejlige er paa
Bjergene dens Fødder, som bringer godt
Budskab, som forkynder Fred, som bebuder godt, som forkynder Frelse, som siger til Zion: Din Gud er blevenKonge!« — Es. 52, 7.
I Betragtning af alle de Beviser, som er fremstillet i dette og i de foregaaende Bind af dette Værk, har vi ingen Betænkelighed ved at forkynde for Herrens trofaste Folk, hans elskede Zion, dette
Budskab. »Din
Gud er bleven Konge.« Menighedens saa ofte gentagne Bøn er bleven besvaret; Guds Rige er virkelig kommet.
I de nuværen le Jordens
Kongers Dage, før Fristen for deres
Herredømme er udløben, er det blevet oprettet.
De døde i Kristus er nu
allerede oprejst og ophøjet med sin
Herre, sit Hoved. Og »Fødderne, de Lemmer paa Kristi Legeme, som endnu er tilbage i Kødet, bliver
inspireret af den herliggjorte
Skare, som allerede nu er steget
op paa Guds Bjerg (Rige) og
afspejler et Maal af den overnaturlige
Herlighed, som Moses afspejlede, da han kom
ned fra Sinai Bjerg. Disse Budbæreres Ansigter straaler af den himmelske Glæde, som fylder deres
Hjerter og strømmer over deres Læber,
naar de taler med hverandre
og med Herren og bringer Bud til enhver
Nation (Bjerg) om de gode
Tidender, at Immanuels Regering
er begyndt. Hvor dejlige paa Bjergene er hans [295] Fødder (Kristi Fødder), som bringer gode Tidender
om Tusindaarsrigets Glæder
og Fred og forkynder Zion, at Herrens
Regering er begyndt!
Hvor vidunderlige er ikke
disse Sandheder! — Guds Rige
er ved at blive oprettet; den Herre Jesus og de opstandne hellige er her allerede og er sysselsat med
det store Høstarbejde; og vi har,
som Lemmer paa dette herlige
Legeme, som »hans Fødder«, skønt endnu i Kødet, Lov til at være Medarbejdere med dem, at udraabe de gode Tidender blandt Menneskene og underrette dem om Betydningen af de underlige
og tunge Tildragelser, som maa berede Vejen for det herlige Retfærdsstyre.
Det er disse, om hvem
Profeterne forud forkyndte »Herrenkommer
med sine mange tusinde hellige; »Herren, min
Gud, skal komme og alle hellige med hamg; »naar
Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed
og alle hellige Engle [de hellige,
hans Sendebud] med ham«; »en Ildstrøm
[Symbol paa svære Domme — en Trængselstid] flød frem og udgik fra ham; tusinde
Gange Tusinde tjente ham [ikke blot af
hans hellige, men utallige andre Redskaber],
og ti tusinde Gange ti Tusinde [hele Menneskeslægten]
stod for ham; Retten blev sat, og Bøgerne blev opladt.« — Judas 14;
Sak. 14. 5; Matt. 25, 31; Dan. 7, 10.
Saaledes er den nuværende
Stilling; den store Dommer
er kommen — ikke som ved sit første Komme i et Fornedrelseslegeme som Syndoffer, men i sin Magts
Fylde som et Aandevæsen, beklædt
med den guddommelige Majestæts Herlighed som
Jehovas Repræsentant for fuldstændig
og for evig at tilintetgøre alt ondt og al Uretfærdighed og for at genoprette alle dem af den fordømte
Slægt, som ønsker at komme
tilbage til Harmoni med Gud
og opnaa Fuldkommenhed og evigt
Liv. Guds Plan er nu aabenbaret; vi er nu
sat i Stand til at forstaa den som
aldrig før. Opladelsen af den guddommelige Aabenbarings Bøger vil snart være fuldendt. Dommen over Verden er allerede ved at begynde med
Navnkristenhedens [296] Institutioner, og det store Arbejde, der saaledes er
begyndt paa en for Verden
ubemærket Maade, vil skride frem
til den store Fuldendelse, som Herren, Apostlerne og Profeterne har forudforkyndt, indtil hele Verden
er bleven bragt til at skue
hentil ham, som de har gennemstunget,
som den Genløser og Befrier, Gud sendte, paa samme Maade som de hellige allerede længe har »set hen
til Jesus« som sin Tros Begynder og
Fuldender. (Se Bind
II, Kap. 5.) Regnskabet og
Dommen, som begynder med Menigheden, vil
hurtig brede sig til og indbefatte alle levende Folkeslag; og
i rette Tid og Orden vil de dødes store Skare blive ført frem
paa Skuepladsen.
Medens Kongedømmets herliggjorte Lemmer paa
den anden Side Forhænget gør et
Arbejde ved at lede de nuværende
Begivenheders Gang og gøre Forberedelser for den herlige Regering,
har de, der er paa denne Side Forhænget,
ogsaa et vigtigt Arbejde for. Det er deres Mission
at samle de udvalgte og besegle dem i deres Pander (Forstand) med Kundskab om Sandheden (Aab. 7,
3); at skille Hveden fra Klinten
med den nærværende Sandheds Le og at forkynde for Zion dette vigtige Budskab: »Din Gud er bleven Konge!« Dette
Værk skrider ogsaa hurtig fremad,
og alle de trofaste beseglede er igen travlt beskæftiget med at
besegle andre; og snart vil det store
Værk være fuldendt — de
udvalgte alle indsamlet og
herliggjort.
Herligt var Løftet til
Medlemmerne af den første Me nighed,
at han, som de saa gaa bort, virkelig skulde komme
igen; og herligt har Haabet om hans Aabenba relse
gennem hele Tidsalderen været for de prøvede og forfulgte, de trofaste, som ivrig ventede hans Komme, indtil
de sov ind i det Haab at vaagne op i hans Lighed; men
endnu saligere er eders Øjne,
I hellige, som lever i Dag; thi eders
Øjne ser og eders Øren hører Tegnene paa
den saa længe ventedes Nærværelse — Israels
Haab.
Medens de Syndere i det
nominelle Zion, som
har glemt eller undladt at
holde sin Pagt med Herren, ligesom [297] Profeten Esaias forudsagde, er bange for de Skyer,
som fordunkler hans Ansigts
Klarhed, og medens Frygt og Bæven
griber Hyklerne, ser Zion med Troens Øje Kongen i hans Skønhed
og ser det Land, der endnu er fjernt — Landet med Korn og Vin, den herlige Arv, ind i hvilken den mægtige Konge og store Befrier vil fore den
faldne Slægt — et
Land, hvis Indbyggere ikke skal sige:
jeg er syg; thi det Folk, som bor der, har faaet sin
Misgerning forladt. — Es.
33, 14. 17. 24.
Dette herlige Land, det
genoprettede Paradis, skelner vi nu klart paa den anden Side
Tusindaarsriget : og
med Glæde og Sang, under
Ledelse af en større Profet end Moses,
skal de genløstes triumferende Skarer lede frem ad Hellighedens
Alfarvej henimod det herlige Hvilens Land,
hvor Synd, Død og alt ondt for evig er borttaget.
»Lovsynger Herren, I hans
fromme, og priser hans hellige
Ihukommelse. Thi et Øjeblik varer hans Vrede [som nødvendigvis maa aabenbares i den store Trængsel,
der snart vil komme over
Verden], en Levetid hans Naade: om
Aftenen kommer Graad som Gæst, og om Morgenen er der Frydesang.« Og snart vil den tugtede og omvendte Verden synge denne Lovsang: »Du omskiftede
min Klage til Dans for mig;
du løste min Sørgedragt af mig
og omgjordede mig med Glæde, forat min Ære skal lovsynge dig og ikke tie; Herre min Gud! jeg
vil prise dig evindelig.« — Ps. 30, 5. 6. 12. 13.
Kald nu tilbage i Erindringen
de i det »sikre profetiske Ord« vel begrundede Trin, hvorved vi er kommen
til denne for Hjertet saa glædelige
og for Sjælen saa oplivende Kundskab. Bag os er alle de profetiske Grænseskel, som peger hen paa denne
Tid som den forunderligste
Periode i Verdens Historie. De har vist os, at vi siden 1873 har levet i det syvende Tusindaar; at
Fristen for de hedenske Magter, »Hedningernes Tidert, vil udløbe med Aar 1914; og at hans Tilkommelse, hvis Ret det er
at tage Herredømmet, fandt
Sted i 1874. De har vist os, at i disse hedenske Kongers Dage, før
Fristen for deres [298] Magt er udløben, vil Himmelens Gud oprette et Rige,
og at dette Rige allerede
siden 1878 virkelig har været i Fremadskriden;
at paa denne Tid opstod alle de, der var sovet
hen i Kristus; og at siden den Tid er ikke alene vor Herre Jesus, vort Hoved, men ogsaa alle disse
hellige Budbærere usynlig nærværende
i Verden. Og bemærk ,endvidere, at Tidspunktet for disse dødes
Opstandelse er modsvarende til Tidspunktet
for Legemets Hoveds Opstandelse. Vor Herres
Opstandelse fandt Sted 31/2 Aar efter Messias' Komme i Aaret 29; og vi har set, at
hans Legemes, Menighedens,
Opstandelse, fandt Sted i Aaret 1878, 31/2 Aar efter hans andet Komme i Oktober 1874.
Profetien har ogsaa antydet
Maaden for Herrens Tilbagekomst, saa at vi, skønt
han er nærværende, ikke skal vente at se hverken ham eller de opstandne
hellige, som nu er i hans Lighed,
undtagen med Troens Øje — Troen paa det sikre profetiske Ord; og vi har lært,
at ogsaa de, som nu udgør »Kristi
Fødder«, om kort Tid skal
forvandles til samme herlige Lighed. De
skal da være aandelige Væsener lig ham, Kristus, og
lig alle de opstandne hellige, som nu
er med ham, og de skal snart
se ham, som han er (1
Joh. 3, 2). Vi har ogsaa
set, at den forud forkyndte
Elias' og det forud forkyndte Syndens
Menneskes Komme, som skulde
finde Sted inden Kristi
Tilkommelse, er opfyldte Kendsgerninger.
Vi har ogsaa lagt Mærke til de fastsatte Tidspunkter, som
Profeten Daniel henleder vor Opmærksomhed paa. De 2300 Dage peger
paa 1846 som den Tid, da Guds Helligdom
vilde være renset for Pavedømmets besmittende Vildfarelser
og Principer; og vi har set, at Renselsen blev
fuldført da. Vi har bemærket Opfyldelsen af de 1260 Dage eller en
Tid, Tider og en halv Tid, den Tid, Pavedømmet havde Magt til at forfølge, og Begyndelsen af
Endens Tid da, i 1799. Vi har set, hvorledes de 1290 Dage afmærkede Begyndelsen til en Forstaaelse af
Profetiens
Hemmeligheder i 1829, hvilket naaede sit Højdepunkt
i den store Bevægelse i 1844, da de vise. Jomfruer, [299] ifølge Herrens Forudsigelser, gik ud for at møde
Brudgommen, 30 Aar før hans virkelige Komme. Vi har set Opfyldelsen af den forudsagte Tøven; men nu udgaar Midnatsraabet: »Se Brudgommen!« Vi har med særlig Glæde bemærket de 1335 Dage, som peger hen paa 1874
som det nøjagtige Aarstal for Herrens Tilkommelse;
og vi har siden den Tid erfaret
selve den lovede Velsignelse, gennem
den klarere Udfoldelse af den guddommelige Plans forunderlige Hemmeligheder.
Endvidere har vi set det
store Høstarbejde i dets bestemte
Tid og Orden begynde gradvis og stille i Efteraaret 1874, men derpaa hurtig skride fremad. Vi har lagt Mærke til Klintens Opbinding i Knipper og Opbrænding
samt Hvedens Indsamling. Og hvilken Velsignelse og Glæde kom os ikke til Del ved den Forvissning, at
siden Sommeren 1878, da
Kongen tog sin store Magt og begyndte
at regere ved at opvække dem, som var hensovet i Jesus, er det ikke længere nødvendigt, at
hans Lemmer skal »sovet« og
vente paa Herligheden, men at for enhver
af dem er det Øjeblik, da han fuldender sit Løb i Døden, tillige det Øjeblik, da den glædelige »Forvandling«
til Guds Natur og Lighed finder Sted.
Ja, i Sandhed »salige er de
døde, som dør i Herren herefter«.
De hviler fra sine Arbejder, men deres Gerninger følger med dem; thi
Gerningen paa den anden Side Forhænget er den samme, i
hvilken alle Sejrvinderne er beskæftiget
paa denne Side Forhænget, med Undtagelse af,
at for dem, som er indgaaet til den guddommelige Naturs Herlighed, er Gerningen ikke længere møjsommelig og koster ikke længere anstrengende Ofre.
Foruden alt dette ser vi, at
Guds Yndest begynder at vende tilbage til Israel
efter Kødet og allerede aabenbares
derved, at deres Blindhed og Fordomme imod Kristus Jesus fjernes, at Løftets Land aabnes for
dem paa samme Tid som de uddrives
af andre Lande, og tillige,
at Palæstinas forrige Frugtbarhed vender tilbage. Disse ydre Tegn alene, bortset fra alle de profetiske
Tider [300] og Stunder, vilde være stærke Beviser paa, at vi lever i Slutningen af den fastsatte Tid for Menighedens
eller Regerings-Klassens Udvælgelse,
paa Grund af Skriftens bestemte
Forsikring om, at deres Blindhed og Tilstand af
Forkastelse kun vilde vedblive, indtil Lemmerne paa Kristi Legeme var bleven udvalgt.
Naar man staar saaledes,
som vi nu gør, ved Slutningen
af saavel Endens Tid som Høstens Tid og ser fremad
mod Løsningen paa alle disse indviklede Spørgsmaal, som fremkommer i disse febrilske Tider, hvor alvorlige
og dybe er da ikke deres Følelser, som har Tro paa det sikre
profetiske Ord! De betydningsfulde og
forvirrende Spørgsmaal, som vil naa sit Højdepunkt i den store Trængsel,
hvorom Daniel forud advarer os, sysselsætter
nu Menneskenes Sind og nærmer sig hurtig den
frygtelige Krise. Men denne Krise paa »Hævnens Dag« og »Vreden« over Nationerne maa vi vente med nærmere
at betragte til i et efterfølgende Bind, da Emnet er
for stort og vigtigt til at kunne faa Plads her. Men lad
os glæde os over, at vi paa den anden Side af Trængselen, ja endog paa den anden Side af Kristi Regerings nyttige
Disciplin, ser det herlige Hvilens Land, den genløste
og genoprettede Slægts velsignede og evige Arv.
Denne Tid er i Sandhed forunderlig, dog er der kun faa, som giver Agt paa
Profetiens Ord; og som Følge deraf
ser de fleste Mennesker kun Fremtiden fra de nuværende Begivenheders
Standpunkt. Mennesker ser de sig
hurtig samlende Skyer, men kan ikke vide noget om Sølvranden,
undtagen fra Guds Ord.
Ja, kære Genløser og Herre, vi erkender din elskede Nærværelse
og glæder os ved Tegnene paa Oprettelsen
af dit herlige Rige paa
denne Dag. Vore Hjerter strømmer over af Taknemmelighed, naar vi
ser, at det guddommelige Vidnesbyrds
samlede Straaler — fra Loven,
fra Profeterne, fra Apostlerne og fra dine egne hidtil dunkle Ord, ja selv fra det vidunderlige ægyptiske »Vidne«s
længe skjulte Hemmeligheder — nu mødes i [301] et herligt
Brændpunkt og viser
dine troende Efterfølgere, at den herlige Dag snart vil bryde frem, skønt
Skyer og tykt Mørke endnu
skjuler din Herlighed for alles Øjne, undtagen din trolovede Bruds Trosøjne.
I dette straalende Lys glimrer den ene efter den anden
af dine kostbare
Sandhedsjuveler med en hidtil ukendt Glans,
og din majestætiske Nærværelse genspejles i dem alle.
»Glæder eder i Herren, I
retfærdige, og priser hans Helligheds Ihukommelse.« »Klapper i Hænderne
alle Folk; raab til Gud med Sejrsraab; thi den højeste
Herre er en stor Konge over al
Jorden.«
[302]
Høsttiden.
Høstens Tid er inde, Tid
at Knipper binde,
Markerne er hvide, Høsten
er begyndt;
Tærskeslæder høres, alt i
Dommen føres, —
Hvede, Straa og Avner skilles
nu for visst.
Dagen kommen er, prøver hver
især,
Guld og Sølv og Stene, Træ
og Hø og Straa.
Dagen inde er, Ovnens Hede
svær;
Ilden nu skal prøve, hvad
hvers Gerning er.
Ild og Lys og Mørke, Hede,
Regn og Tørke,
Uro, Spænding, Gæring alle Vegne er;
modnet til Guds Vrede er ved
Dagens Hede
store Skarer, drukne af Guds Vredes Vin.
Alt, hvad der kan brænde, det vil Ilden tænde,
og opbrændes skal det med den gamle Jord.
Nu er Jesus kommen! Hvem
bestaar i Dommen?
Det gør, halleluja,
hver, som virk’lig tror.
Guld af Ilden æres, det kan
ej fortæres;
Bruden gaar i Ilden, — har
ej sveden Lugt.
Hun saa trygt det vover,
takker, priser, lover,
thi hun ser, i Ilden gaar
Guds egen Søn.
Tak og Lov og Pris nu paa
hver en Vis!
Thi vi ser i Skyen en lig
Men’skens Søn.
Tak og Lov og Pris! Paa
hans egen Vis
har hans Komme været, lig
en Tyv i Løn. |