Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 1

Dens Faktum og Filosofi.

Grundvolden for den kristne Lære set fra Bibelens Standpunkt. — Tre Anskuelser. — Den ortodokse, den ikke-ortodokse og den bibelske Anskuelse. — Udviklingslæren i Modstrid med denne Anskuelse. — Forsoningen af den guddommelige Retfær­dighed fuldført. — Menighedens Forligelse foregaar nu. — Verdens Forligelse fremtidig. — De storslaaede Resultater af Midlerens Regering.

FORSONINGSLÆREN er selve Grundlaget for den kristne Religion. Da dette Emne altsaa indtager en saa vigtig Plads i Teologien, er det absolut nødvendigt at have en klar Forstaaelse deraf, hvilket ogsaa almindelig indrømmes af de Kristne. Men ikke desto mindre bliver Forsoningen kun lidet forstaaet, selv af dem, der tror paa den. De forskellige Ideer og Teorier angaaende den er baade usammenhængende og ubestemte. Og en Tro, der er opbygget paa saadanne usammenhængende og uklare Tanker om Grundlæren, maa ogsaa nødvendigvis i samme Forhold blive vaklende, svag og ubestemt. Hvis derimod dette vigtige Emne sees klart og i al den Storhed, som det forlenes med i Guds Ord som Grundlaget for den guddommelige Frelsesplan, vil det ikke blot bevirke Fasthed i Troen, som rodfæstes i og opbygges paa rette Principper, men ogsaa tjene som en Vejledning til at skelne mellem Vildfarelse og Sandhed med Hensyn til de mindre Enkeltheder i Troen. Hvis Grundvolden bliver lagt paa rette Maade og holdes klart for Øje og ethvert enkelt Træk i Troen opbygges [14] i nøje Overensstemmelse med Grundvolden, vil hele Overbygningen blive fuldkommen. Som vi senere skal vise, kan enhver Lære og Teori ved at blive bragt i Berøring med denne Prøvesten hurtig faa Forholdet mellem sit Indhold af Guld og Slagger bestemt.

Der findes to Hovedanskuelser angaaende Forsoningen:

1) Den ortodokse Anskuelse, nemlig at Mennesket som Overtræder af Guds Lov kom under Guds Fordømmelse, under Vreden, og at Gud, da han af Retfærdigheden var forhindret i at fritage Synderen for Skyld, har tilvejebragt en retfærdig Forløsning for ham, idet han skaffede ham Syndernes Forladelse ved Kristi Offer. Hele dette Verk, at tilfredsstille Retfærdighedens Krav og gøre Synderen antagelig for Gud, kaldes Forsoningsverket.

2) Den ikke-ortodokse Anskuelse angaaende Forsoningen, der tidligere hovedsagelig næredes af Unitarerne og Universalisterne, men som i de senere Tider hurtig har bredt sig over hele Kristenheden, behandler Spørgsmaalet fra den modsatte Side. Den gaar ud paa, at Guds Retfærdighed ikke krævede noget Offer for Synderens Overtrædelse; den overser Guds Vrede, saaledes som denne fremgaar af Dødsdommen; den overser Forbandelsen. Den hævder, at Gud ønsker og venter, at Mennesket skal nærme sig ham, og at han ikke lægger det nogen Hindring i Vejen derfor, at han ikke fordrer nogen Forsoning for Menneskets Synd, men blot forlanger, at Mennesket skal give Slip paa Synden og søge Retfærdighed og saaledes komme i Harmoni med Gud — blive forsonet med Gud. Denne Anskuelse forstaar altsaa ved Ordet Forsoning blot Harmoni med Gud uden Hensyn til, hvorledes Menneskeslægten kommer i denne Stilling. Forsoningen kan altsaa, set fra dette Standpunkt, enten være Soning fra Synderens Side eller ogsaa Guds vederlagsfri Tilgivelse. Set fra dette Standpunkt har Jesus og hans Efterfølgere alle Del i Forsoningen i den Forstand, at de har lært og opfordret Menneskeslægten til [15] at vende sig bort fra Synd og stræbe efter Retfærdighed, men altsaa ikke i nogen Forstand som Syndoffer eller Genløsning.

Den Anskuelse, som Bibelen gør sig til Talsmand for, men som i Almindelighed oversees af Teologerne, sammenfatter og forbinder begge de omtalte Anskuelser. Bibelens Forsoningslære gaar, som vi vil søge at vise, tydelig ud paa følgende:

a) Mennesket blev skabt fuldkomment, men faldt fra denne Tilstand ved Ulydighed og kom under Vredesdommen, Forbandelsen. Derved blev hele Slægten »Vredens Børn«. — Ef.  2,  3.

b) Medens Gud i sin Retfærdighed i over fire tusind Aar uden Barmhjertighed lod Dødsdommen udføres paa sin ulydige Skabning, var dog ikke desto mindre hans Retfærdighed og Troskab mod Retfærdighedens Principper blandet med en Kærlighedens og Medfølelsens Aand, i hvilken han udtænkte en Stedfortrædelses­ordning eller Frelsesplan, der gjorde det muligt for ham at være retfærdig og udføre sine retfærdige Love paa Synderne og dog samtidig retfærdiggøre dem, som tror paa Jesus (Rom. 3, 26). Ifølge denne Plan skulde alle de fordømte kunne blive befriet fra Dommen uden nogen Krænkelse af Retfærdigheden, medens der samtidig derigennem blev aabenbaret en saadan guddommelig Kærlighed, Visdom og Magt, som kunde være den Almægtige til Ære og blive en Velsignelse for alle hans Skabninger, Engle saavel som Mennesker, ved i fuldere Grad end nogensinde før at aabenbare for dem Guds mangfoldige Visdom og Naade. — Ef.  3,  10.

c) Det var for at gennemføre denne Plan til Forsoning at den guddommelige Lov, som Adam overtraadte, at vor kære Frelser døde som »en Løsepenge for alle, et Vidnesbyrd i sin Tid«. — 1 Tim.  2,  6.

d) Men dette Offer for Synder fuldender ikke Forsoningsverket, undtagen for saa vidt det angaar Tilfredsstillelsen af Retfærdighedens Fordringer. I Kraft [16] af den Løsepenge, der blev erlagt til Retfærdigheden, foregik der en Overflyttelse af Menneskets Gældskonto; dets Gæld blev overført paa vor Herre Jesu Kristi Konto, og han betalte det fulde Beløb af Retfærdighedens Fordringer paa Adam og hans Slægt. Som Følge af dette Køb med Jesu eget dyrebare Blod er han nu alles Ejer eller Herre. — Rom.  14,  9.

e) En Hensigt med denne Ordning for Adam og hans Slægt var Udslettelsen af Dødsdommen, der, saalænge den endnu eksisterede, hindrede Kærligheden i enhver Bestræbelse for at udfri de fordømte, hvis Udsigter til fremtidigt Liv under alle Omstændigheder var afbrudte — ødelagte.

f) En anden Hensigt var den at bringe den faldne Slægt udenfor den guddommelige Retfærdigheds Rækkevidde under Jesu særlige Opsyn, han, der som Udføreren af Faderens Plan ikke alene har paataget sig at tilfreds­stille Retfærdighedens Fordringer, men ogsaa at undervise, retlede og genoprette saa mange af den faldne Slægt, som viser Længsel efter Harmoni med Retfærdigheden. Tilsidst vil han overgive dem til den guddommelige Lov, men først naar de er saa fuldkomme, at de er i Stand til at opfylde dens fuldkomne Krav.

g) Skønt Dødsdommen oprindelig var det eneste, der skilte Gud og Mennesket fra hinanden, finder vi nu efter seks tusind Aars Fald, Nedværdigelse og Fremmedgørelse for Gud ved onde Gerninger og paa Grund af Uvidenhed, Overtro og Modstanderens Besnærelser, og fordi Guds Karakter og Plan er blevet fejlagtig fremstillet for Menneskene, at Budskabet om Naade og Tilgivelse lyder upaaagtet. Skønt Gud erklærer, at han nu, efter at Løsepengen er blevet modtaget, er rede til at lade Syndere komme tilbage til Harmoni med sig og faa det evige Liv ved Jesu Kristi Offers Fortjeneste, er dog Størstedelen af Menneskene langsomme til at tro de gode Tidender og i samme Grad langsomme til at gaa ind paa de Betingelser, der er knyttet til dem. Nogle [17] er blevet saa besnæret af Satans Kunstgreb, hvormed han har forført alle Folkene (Aab. 20, 3), at de ikke tror, der er nogen Gud til. Andre forestiller sig ham som en stor og mægtig Modstander uden Kærlighed og Medfølelse og rede til og ivrig efter at pine dem i al Evighed. Atter andre er blevet forvirret ved, hvad de har hørt af Babylons indbyrdes modstridende Udsagn om Guds Karakter, og ved ikke, hvad de skal tro. Naar de søger at komme nærmere til Gud, hindres de ved sin Frygt og Uvidenhed. Derfor er det, at Antallet af dem, som indtil nu har benyttet sig af Lejligheden til at komme Gud nærmere, er forholdsvis ringe — kun »en liden Hjord«.

h) Ikke desto mindre var Ofret for Synd ikke for de faa, men for »de mange«, »for alle«. Og det er en Del af Guds Plan, at han, som genløste alle med sit eget dyrebare Blod, tilsidst skal forkynde alle Mennesker, »enhver Skabning«, de gode Tidender om deres Ret til ved Guds Naade at vende tilbage til Enhed med — blive forsonet med — sin Skaber.

i) Endnu har kun Menigheden direkte nydt Fordelene af Forsoningen; men Bibelens Lære gaar ud paa, at denne Menighed skal danne en Regering af Prester, et »kongeligt Presteskab«, med Kristus som den kongelige Yppersteprest, og at denne himmelske Klasse, dette kongelige Presteskab, i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder skal fjerne fra Menneskene den Blindhed, som Satan, Vildfarelse og Fornedrelse har paaført dem, og bringe enhver, som vil, af alle Jordens Slægter tilbage til Harmoni med Gud.

j) Dette stemmer overens med Apostelens Erklæring om, at vi, de troende, Menigheden, har modtaget Forsoningen. Hvad Gud angaar, blev Forligelsen gjort for atten Aarhundreder siden, og dette gjaldt alle; men kun de troende har taget imod den i den Forstand, at de har benyttet sig af den Lejlighed, som Guds Naade saaledes har tilvejebragt — og Resten af Menneskeslægten er forblindet. »Denne Verdens Gud har forblindet de [18] vantros Sind, for at Lyset fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han som er Guds Billede, ikke skal skinne for dem«. — 2 Kor. 4, 4.

k) I Overensstemmelse med denne Tanke erklærer Bibelen ogsaa, at Kristi første Gerning i Forbindelse med hans tusindaarige Regering vil være den at binde eller hindre Satan, for at han ikke skal forføre Folkene i de tusind Aar (Aab. 20, 3), og ogsaa Profeternes talrige Udsagn om, at naar Guds Rige skal oprettes paa Jorden, vile Herrens Kundskab komme til at fylde hele Jorden, ligesom Vandene dækker de store Dyb, og ingen skal behøve at sige til sin Næste: »Kend Herren!« (Es. 11, 9.) Med dette stemmer ogsaa Herrens Bøn: »Komme dit Rige, ske din Vilje paa Jorden«; thi dette indbefatter, hvad Apostelen tydelig hævder, at Gud vil, at alle Mennesker skal blive frelste og komme til Sandheds Erkendelse. — 1 Tim. 2, 4.

1) Begge Sider af Forsoningen — baade Tilfredsstillelsen af Retfærdigheden og dette at bringe alle dem af Guds Skabninger, som efter at være kommet til Klarhed og Kundskab vil benytte sig af den nye Pagts Lejligheder og Privilegier, tilbage til Harmoni med Gud — vil blive fuldført ved Slutningen af Tusindaarsriget, da alle de, der med Vilje og Forstaaelse forkaster Guds Naade i Kristus, »skal udryddes af Folket« med »en evig Fortabelse borte fra Herrens Aasyn og fra hans Magts Herlighed« — med en Fortabelse, hvorfra der ikke vil være noget Haab om at vende tilbage ved en fremtidig Opstandelse. — Ap. G. 3, 23; 2 Tess. 1, 9.

Himmelen og paa Jorden vil være i Har­moni med Gud og vil prise ham for hans Velgerninger og Naade i Kristus; »og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi de første Ting er vegne bort« — som et Resultat af Forsoningsværket, der blev paabegyndt med Soningen af Retfærdigheden ved vor Genløsers Offer og blev fuldendt [19] med den fulde Forsoning for alle, der blev fundet værdige til det evige Liv.

Hvorledes man end ser paa Ordet Forsoning, maa man indrømme, at Brugen af det som Helhed, naar det angaar Forholdet mellem Gud og Mennesket, indbefatter en Vanskelighed, en Forskel, en Modsætning mellem Skaberen og Skabningen — ellers vilde de jo være i Enhed med hinanden, og der vilde ikke behøves noget Forsoningsværk, fra hvilket Standpunkt man end ser paa Sagen. Og særlig her ser vi det skarpe Modsætningsforhold, der bestaar mellem Bibelen og den moderne Udviklingslære, der navnlig i de sidste 30 Aar har gennemsyret de Kristnes Tro i alle Samfund, og som kommer tydelig frem i de teologiske Skoler og paa Kristenhedens fremragende Prædikestole.

Udviklingslæren benegter, at Mennesket faldt, benegter, at Mennesket blev skabt i Guds Billede, at det nogensinde har været i en saadan Tilstand, at det kunde sættes paa Prøve for en nøjagtig Retfærdigheds Skranke, at det syndede under en saadan Prøve, og at det blev dømt til Døden. Denne Teori hævder, at Døden saa langt fra at være en Straf blot er et Trin fremad i Udviklingsprocessen. Den lærer, at Mennesket i Stedet for at falde i Synd og Nedværdigelse fra at være i Guds Billede er gaaet fremad fra at være i en abelignende Tilstand til mere og mere at blive i Guds Billede og efter hans Lignelse. Denne Teori maa dernæst for at være logisk øjensynlig gaa videre og benegte, at det kunde være retfærdigt af Gud at fordømme Mennesket, fordi det gik fremad fra et lavere til et højere Trin, og som Følge deraf ogsaa benegte, at Retfærdigheden kunde modtage noget Syndoffer for Mennesket, naar der paa Menneskets Side ikke fandtes nogen Synd, der kunde kræve et saadant Offer.

I Overensstemmelse med denne Tanke hævder den ogsaa, at Kristus ikke var noget Offer for Synder, undtagen paa samme Maade, siger dens Tilhængere, som [20] enhver Patriot kan være et Offer for sit Land, saa at han altsaa kun nedlagde sit Liv for at hjælpe Slægten frem til større Friheder og Rettigheder.

Men vi ser, at Guds Ord paa det bestemteste modsiger denne Teori, at der altsaa ikke findes nogen Mulighed for Harmoni mellem Skriften og Udviklingslæren — den falskelig saakaldte Videnskab. Den, der tror paa Udviklingslæren, maa i samme Udstrækning tvivle paa Skriftens Lære. Og dog finder vi mange Kristne, som forgæves kæmper for og forsøger paa at forene disse to modstridende Teorier. I samme Udstrækning som de holder paa Udviklingslæren, i samme Udstrækning maa de være borte fra den Troens Grundvold, som Gud har givet os, og i samme Udstrækning maa de være beredt til at komme ind i endnu flere Vildfarelser, som Modstanderen sikkert vil bringe frem for dem, Vildfarelser, som af denne Verdens vise fremstilles med en saadan Kraft, at de, om det var muligt, endog vilde forføre de udvalgte. Men de udvalgte vil have »den Tro, der engang blev overgivet til de hellige«; de vil holde fast paa Forsoningslæren, saaledes som den fremstilles i Skriften. De udvalgte vil saaledes være beskyttet mod alle Udviklingslærens Punkter og Teorier. De vil blive oplært af Gud, særlig med Hensyn til Læren om Forsoningen, der er selve Grundvolden for den aabenbarede Religion og den kristne Tro.

Skriften vidner helt igennem, at Gud skabte Men­nesket i sit Billede — i aandelig og moralsk Henseende — at Mennesket, som var et jordisk Væsen, var det moralske og aandelige Billede af Skaberen, som var et Aandevæsen. Skriften erklærer, at der i Begyndelsen var Samfund mellem Mennesket og dets Skaber, at Gud anerkendte det som sine Hænders Gerning og udtalte om det, at det var saare godt, velbehageligt, tilfreds­stillende. Den viser, at Valget mellem Liv og Død blev stillet den fuldkomne Adam, og at han med Vilje og fuld Forstaaelse blev Overtræder. Der siges nemlig om ham, [21] at han »blev ikke daaret«. Den erklærer, at Dødsdommen straks begyndte at blive udført og vedblev med at blive udført paa Menneskeslægten Aarhundrede efter Aarhundrede. Den peger paa, hvorledes Gud først aabenbarede sin Hensigt for den trofaste Abraham, sin Plan om senere hen – ikke med det samme – at bringe en Velsignelse over den Slægt, som han havde forbandet med Dødsdommen. 1 Mos. 1, 31; 2, 17; 3, 23; 1 Tim. 2, 14; 1 Mos. 12, 3; 18, 18; 3,17.

Da Syndens Forbandelse eller Straf var Døden, maatte den forjættede Velsignelse indbefatte Liv fra de døde, Liv I Overflod. Og Løftet til Abraham gik ud paa, at den Frelser, som skulde udføre denne Gerning at velsigne alle Jordens Slægter, paa en eller anden ikke nærmere forklaret Maade skulde komme I Abrahams Slægte. De samme Løfter blev med større eller mindre Klarhed gentaget overfor Isak, Jakob og Israels Børn. Profeterne erklærede, at den Messias, som skulde komme, skulde blive et slagtet Lam, et Syndoffer, en, som skulde »udtømme sin Sjæl til Døden« for vore Synder, ikke for sine egne. Og de udmalte ogsaa Resultatet af hans Offer for Synder I den Herlighed og Velsignelse, som skulde følge efter. De fortalte, hvorledes hans Rige tilsidst skal faa Overhaand, hvorledes han som Retfærdighedens Sol skal bringe Verden den nye Dag fuld af Velsignelse, Liv og Glæde, og hvorledes den skal adsprede Mørket og Sorgen I den Graadens Nat, der nu hersker som et Resultat af Synden og Faldet og nedarvede onde Tilbøjeligheder. – Es. 53, 10-12; 35; 60; 61.Apostelen Peter, som taler under Inspiration af den hellige Aand, fortæller os ikke noget om, at Mennesket var blevet skabt paa Abernes Trin og derpaa var gaaet fremad, indtil det havde naaet sit nuværende Trin, og tilsidst vilde naa Fuldkommenheden ved denne samme Udviklingsproces, men lærer os tvertimod, at Kristus døde for vore Synder, og at Menneskeheden som Følge af den Genløsning, der blev fuldført ved hans Offer, tilsidst ved Herrens andet Komme skal opleve en Veder[22] kvægelsens Tid, Tiden for alle Tings Genoprettelse, som, erklærer han, Gud har talt om ved alle sine hellige Profeters Mund fra Verdens Begyndelse af (Ap. G. 3, 19-21). Hvem kan vel mene, at Peter prædikede en Udviklings­lære, da han prædikede dette Genoprettelsesevangelium? Man maatte jo have tillukket sine Øjne og tabt enhver Evne til at tænke, om man kunde tro noget saadant. Hvis nemlig Menneskets oprindelige Tilstand var som en Abes, eller om den i det hele taget var lavere end vor nuværende, vilde Apostelen jo have været en ren Nar, naar han kunde fremholde det som et storslaaet Haab og en herlig Udsigt, at der skulde komme en Genoprettelsens Tid, da Genoprettelse jo betyder Genindføring af en Tilstand, som tidligere fandtes.

Apostelens Ord er absolut i Modstrid med Udviklingslæren, men derimod i nøjeste Overensstemmelse med Læren om Forsoning, Forligelse og Genoprettelse — i nøjeste Overensstemmelse med Skriftens Lære om, at Menneskeslægten blev solgt til Synden, blev Syndens Slaver og maatte lide Syndens Nedværdigelse som Følge af Adams oprindelige Ulydighed og den Dødsstraf, som den medførte. Genoprettelsen, de gode Tidender, som Peter prædikede, indbefatter dette, at noget godt og stort og værdifuldt var gaaet tabt, og at det var blevet købt tilbage med Kristi dyrebare Blod, samt at det som et Resultat at denne Genløsning skal blive givet tilbage ved Kristi andet Komme. Og Apostelens Hentydning til Profeterne, naar han erklærer, at disse Genoprettelses tider var blevet omtalt af alle de hellige iblandt dem, indbefatter tydelig og klart, at  Haabet om Genoprettelse er det eneste, der ifølge guddommelig Inspiration fremholdes for Menneskeheden.

Paa samme Maade pegede alle Apostlerne først til­bage til vort Fald fra Guds Gunst og derefter paa Kristi Kors som det Punkt, hvor Forsoningen med Hensyn til Guds Retfærdighed fandt Sted, og endelig fremad til Tusindaarsrigets Tidsalder, den Tid, da hele Menneskeslægten [23] skal blive velsignet med Kundskab og Hjælp til sin Forligelse med Gud. De paapeger alle, at den nuværende Tidsalder er Tiden for Udtagelsen af den udvalgte Menighed, som skal være meddelagtig med Messias (hans »kongelige Presteskab« og »Ejendomsfolk«) og samarbejde med ham som hans »Brud«, hans »Legeme«, i den Gerning at bringe Verden de Genoprettelsesvelsignelser, som blev den tilsikret ved det Offer, der blev fuldendt paa Golgata.

Læg Mærke til Apostelen Paulus' Ord angaaende dette: »Ved et Menneskes Ulydighed kom Synden ind i Verden og Døden ved Synden; og saaledes kom Døden over alle; thi alle er [paa Grund af nedarvet Synd og syndige Anlæg] Syndere.« Apostelen Paulus holdt øjensynlig ikke mere paa Udviklingslæren end Apostelen Peter og Profeterne. Læg Mærke til det Haab, han fremholder som det væsentlige i Evangeliet, naar han siger: »Gud viser sin Kærlighed mod os derved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var Syndere. Saa meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans Blod, ved ham blive frelste fra Vreden« (Rom 5, 8. 9). Her er der en særlig Erklæring om, at Slægten var under Guds Vrede, at den frelsende Magt var Kristi Blod, det Offer, som han bragte for vor Skyld, og at dette Offer var et Ud­tryk for Guds Kærlighed og Naade. Apostelen gaar derefter over til at vise Forsoningsværket og den Genoprettelse, der vilde følge som et Resultat deraf, og siger: »Altsaa: ligesom ens Fald [Adams Ulydighed] blev til Fordømmelse [Dødsdom] for alle Mennesker, saaledes blev ogsaa ens retfærdige Gerning til Livsens Retfærdiggørelse [det modsatte af Dødsdommen] for alle Mennesker; thi ligesom de mange [alle, som var i Adam] er blevet Syndere ved det ene Menneskes [Adams] Ulydighed, saa skal og de mange [alle, som vil benytte sig af den nye Pagts Lejligheder og Privilegier] blive retfærdige ved den enes [Jesu] Lydighed.« — Rom.  5, 12. 18. 19.

Den samme Apostel fremholder i flere af sine mesterlige [24] og logiske Slutningsrækker den Tanke, at Forsoningen, saa vidt det angaar Gud, er noget, der har fundet Sted — noget, der blev fuldendt, da »vi blev forligte med Gud ved hans Søns Død«, medens vi endnu var Syndere (Rom. 5, 10). Med dette mente han tydelig nok ikke et Værk, som blev udført i Synderen selv, og hvorved Synderen blev forligt med Gud. Han fremhæver lige det modsatte og erklærer, at dette blev udført ikke i os, men af Kristus for os, og medens vi endnu var Syndere. Læg ogsaa Mærke til, at i adskillige af sine lærde og logiske Slutningsrækker peger han paa et Velsignelsesværk for Verden, hvilket skal blive udført af den herliggjorte Menighed under Kristus, dens af Gud indsatte Hoved, og viser, at det vil bestaa i at bringe Verden Kundskab om Guds Naade i Kristus, og at derved saa mange af den genløste Slægt, som er villige dertil, kan vende tilbage til Forsoning eller Enhed med sin Skaber i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder, da Genoprettelsen af den guddommelige Gunst, der gik tabt i Eden, vil finde Sted.

Læg som Eksempel paa dette Mærke til Beviskæden i Rom. 8, 17-24. Her peger Apostelen aldeles tydelig paa en Forskel mellem Menighedens Frelse og den derpaa følgende Frelse eller Frigørelse for Verden, den sukkende Skabning. Han henleder Opmærksomheden paa Menigheden, der skal være Kristi Medarving og tilsidst, om den trofast udholder Lidelser med ham nu i Tiden, vil faa Del i hans Riges Herlighed. Han forsikrer, at den nærværende Tids Lidelser ikke er at agte mod den Herlighed, som senere hen skal aabenbares paa os. Og derpaa gaar han over til at sige, at denne Herlighed, som skal aabenbares paa Menigheden, efter at dens Lidelser er fuldendt, er Grundlaget, for den sukkende Skabnings Forventning, for den Længsel og det Haab, der skal virkeliggøres paa den Tid, da Guds Børn bliver aabenbaret.

Nu er Guds Børn ikke aabenbaret. Verden kender [25] dem ikke, ligesom den ikke kendte deres Herre. Men skønt Verden virkelig med et ubestemt Haab ser fremad til en velsignet Guldalder, viser Apostelen os, at deres Længsel maa vente paa den Tid, da Menigheden, Guds Børn, skal herliggøres og aabenbares som Konger og Prester efter Guds Bestemmelse og regere over Jorden i tusind Aar for at velsigne alle Jordens Slægter i Overensstemmelse med den guddommelige Naades Rigdomme, saaledes som de blev aabenbaret i Guds Løfte til Abraham: »I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes.« — Gal. 3, 8. 16. 29.

Apostelen viser derefter, at Menneskeslægten som et Hele, den fornuftbegavede jordiske Skabning, med Guds Tilladelse blev underlagt Forgængelighed ved Arv paa Grund af Adams Overtrædelse; men at den dog ikke er uden Haab, fordi der ogsaa ved Guds Foranstaltning er skaffet et Offer til Veje for Synden og gjort Udvej for, at hele Menneskeslægten tilsidst kan blive frigjort fra Syndens Slaveri og fra dens Straf, Døden, og naa frem til den herlige Frihed (fra Sygdom, Smerte, Bekymring og Sorg), der tilhører alle, som er Guds Børn. Det var fra denne Barnekaarstilstand og Frihed, Menneskeslægten faldt ved Ulydighed, og det vil blive til denne samme Tilstand, den vil faa Lov at vende tilbage som Følge af det store Syndoffer paa Golgata og Fuldendelsen af Forsoningsværket, hvorved den vil blive forligt med den guddommelige Lov ved Frelseren, den store Profet, Moses' Modbillede (Ap. G. 3, 22. 23). Apostelen paapeger endelig, at Menigheden, som allerede har modtaget Forsoningen (modtaget den guddommelige Foranstaltning) og er kommet i Harmoni med Gud og har faaet Aandens Førstegrøde, ikke desto mindre sukker paa Grund af de omgivende Tilstande og venter paa sin Del af det fuldendte Forsoningsværk, naar den modtager Fylden af Guds Gunst, Kristi Legemes, Menighedens, Forløsning i den første Opstandelse. — Rom. 8, 23-25.

Disse to Træk i Forsoningen: 1) at rette det urette og 2) bringe [26] de adskilte til Enhed, kommer ogsaa frem i Guds Foranstaltning med en ny Pagt, hvis Midler er Jesus Kristus, vor Herre. Da Fader Adam var fuldkommen, i fuld Overensstemmelse med sin Skaber og lydig mod alle hans Befalinger, eksisterede der en Pagt mellem de to, selv om den ikke fandtes udtrykt i Ord, Den Kendsgerning, at Adam havde faaet fuldkomment Liv og dertil Herredømme over alle Markens Dyr, over Fiskene og Fuglene og over hele Jorden, og tillige den Kendsgerning, at der blev erklæret, at hvis han brød sin Troskab mod den store Konge, Jehova, ved Ulydighed, vilde han forspilde sit Liv og alle de Rettig­heder og Velsignelser, der var blevet givet ham — dette indbefattede, siger vi, at Gud havde indgaaet en Pagt eller Overenskomst med sin Skabning, ifølge hvilken han skulde have evigt Liv, med mindre han bragte en Dødsdom over sig ved Ulydighed.

Adams Ulydighed og den Dødsstraf, som den med­førte, gjorde ham aldeles hjælpeløs, undtagen for saa vidt som den Almægtige sørgede for en Genoprettelse af Slægten ved den nye Pagt, og den nye Pagt har, som Apostelen viser os, en Midler. Gud paa den ene Side har at gøre med Midleren og ikke med Synderen, og Synderen paa den anden Side har at gøre med Mid­leren og ikke med Gud. Men før den Herre Jesus kunde blive Midler, maatte han udføre et Verk for Menneske­heden, og dette fremstilles i dette Billede som en Be­segling af den nye Pagt med hans eget dyrebare Blod — »den nye Pagts Blod« (Matt. 26, 28; Mark. 14, 24; Heb. 7. 22; 9, 15-20). Dette vil sige: Gud kan i sin Retfærdighed ikke modtage eller handle med Synderen hverken direkte eller indirekte gennem en Midler i den Forstand, at han løser Synderen fra Dødsdommen, forsoner ham med sig og lader ham faa den deraf følgende Vel­signelse, det evige Livs Gave, med mindre den guddommelige Retfærdighed først er blevet tilfredsstillet. Da Jesus altsaa betalte vor Straf med sin Død, muliggjorde [27] han derved Beseglingen af den nye Pagt mellem Gud og Mennesket; under dens Vilkaar kan alle, som vil, komme til Gud ved ham, Midleren.

Forligelsen med Gud, Forsoningen med ham, var umulig, indtil Genløsningen var blevet sikret ved det dyrebare Blod, som bevirkede, at den, der søgte Forsoning, kunde nærme sig Gud gennem den nye Pagts Midler: »Jeg er Vejen, Sandbeden og Livet; der kom­mer ingen til Faderen uden ved mig« (Joh. 14, 6). Derfor var den højeste Naade, der blev de mest begunstigede af Menneskeslægten til Del før Begyndelsen af Kristi Offer, kun at være »Guds Tjenere« og »Venner«; — ingen kunde opnaa Barnekaar (med alt, hvad deraf følger: Guds Gunst og evigt Liv); ingen blev anerkendt som Barn af Gud (Joh. 1, 12, Matt. 11, 11). Vi kan altsaa se, at de, der tilsidesætter Syndofret og Tilfredsstillelsen af Retfærdigheden i Forsoningen, tilsidesætter det vigtigste og uundværligste deri — selve Grundtrækkene i den. Men der er andre, der gør sig skyldige i en ikke mindre Fejltagelse, idet de nok anerkender Kristi Offer som et Forsoningsoffer til Besegling af den nye Pagt, men overser Forligelsesværket overfor Menneskene, hvorved disse gennem den nye Pagt skal bringes tilbage til Harmoni med Gud.

Dette Forsoningsværk kan heller ikke, saa vidt det angaar Menneskeheden, blive udført i et Øjeblik og ved Tro alene. Det kan begynde i et Øjeblik og ved Tro, og der kan paa tilregnet Vis blive tilvejebragt en Forsoning mellem Synderen og den Almægtige ved Tro. Men Planen med Forsoningen, saaledes som Gud har den for Øje, er større og højere end dette. Hans Foranstaltning gaar ud paa, at de af Menneskeslægten, som ønsker at komme til Forsoning med ham (og hans ret­færdige Lov), paa tilregnet Vis kan blive modtaget gennem sin Midler, men ikke blive fuldt og helt modtaget (af Faderen), saa længe de i Virkeligheden er ufuldkomne. Medens det altsaa er Midlerens (»Hoved« og »Legeme«) [28] Gerning at forkynde for Menneskeheden, at Gud har tilvejebragt et Syndoffer, hvorved han kan være retfærdig og dog modtage Synderen og lade ham komme tilbage til Harmoni med sig, og at han nu er villig til at give Slægten Barnekaar og de Velsignelser, dette fører med sig, evigt Liv og Befrielse fra Forkrænkelighed, har Midleren tillige det Hverv at gøre det klart for Menneskeheden, at dette Tilbud om Frelse er en stor Naadegave, som man hurtig bør tage imod, og at de Betingelser, der er knyttet til den, kun er en fornuftig Gudstjeneste. Endvidere er det Midlerens Ger­ning som Faderens Repræsentant virkelig at genoprette, fuldkommengøre Menneskeslægten i aandelig, moralsk og legemlig Henseende — saa mange af dem, som vil modtage hans Hjælp og adlyde ham. Saaledes vil Midlerens Gerning tilsidst medføre en virkelig Forsoning mellem Gud og dem, som Midleren genopretter til Fuldkommenhed.

Denne store Midlergernings Udførelse vil medtage hele Tusindaarsrigets Tidsalder. Det er for dette Værks Skyld, at Messias' Rige vil blive oprettet paa Jorden — med al Magt og Myndighed, og det er af den Grund, at han skal regere, for at han kan udrydde enhver ond Indflydelse, der vil hindre Menneskeslægten i at komme til Kundskab om den naaderige Sandhed om Guds Kærlighed og Barmhjertighed, og om den Foranstaltning, der ved den nye Pagt er truffet til, at »enhver, som vil«, kan komme tilbage til Harmoni med Gud. Men medens den store Midler saaledes vil modtage, velsigne og genoprette alle, som paa den nye Pagts Betingelser ønsker Samfund med Gud ved ham, vil han udrydde med en evig Ødelæggelse alle dem blandt Folket, der paa Trods af det tusindaarige Riges gunstige Lejligheder afslaar at tage imod det guddommelige Tilbud om Forsoning. — Ap. G. 3, 23; Matt. 25, 41. 46; Aab. 20, 9. 14. 15; Ord. 2, 21. 22.

Naar den planlagte Midlergerning er fuldendt ved [29] Slutningen af den tusindaarige Regering, vil Kristi Embede ophøre, fordi der da ikke mere vil være Oprørere eller Syndere. Alle, som ønskede Harmoni med Gud, vil da have opnaaet den til Fuldkommenhed, og alle, som beholder Viljen til Synd, vil da være blevet afskaaret fra Livet. Da vil Opfyldelsen af Herrens Profeti komme, at alle Ting i Himmelen og paa Jorden vil prise Gud; og da vil Guds Løfte blive opfyldt, at der ikke mere skal være Død eller Suk eller Graad, fordi de første (tidligere) Ting (Tilstande) er veget bort. — Aab. 21, 4; Ps. 67.

Naar den store Midlerkonge overgiver sit fuldendte Værk til Faderen og fratræder Embedet og Riget, som Apostelen forklarer (1 Kor. 15, 24-28), vil Midlerens Forløsningsværk for Menneskeslægten have afstedkommet følgende Resultater:

1) Den nye Pagt vil være blevet beseglet med hans eget dyrebare Blod og dens naadige Foranstaltninger gjort tilgængelige for hele Menneskeslægten.

2) En »liden Hjord«, et »kongeligt Presteskab«, vil være blevet forligt eller bragt tilbage til Harmoni med Gud — nogle, som er ivrige efter gode Gerninger og villige til at nedlægge Livet i Guds Tjeneste, og som, fordi de saaledes er Afbilleder af sin Frelser, efter Guds Bestemmelse skal faa det Privilegium at være Medarvinger med Kristus til det tusindaarige Rige og delagtige med ham i den guddommelige Natur. — 1 Pet. 2, 9. 10; Tit. 2, 14; Rom. 8, 29.

3) Alle de af Menneskeheden, der har ønsket Guds Gunst paa de stillede Betingelser, vil være blevet forligt, fuldt ud genoprettet til fuldkomne, lykkelige Mennesker; dem vil Midleren overgive til Faderen ikke blot fuldt ud genoprettet men ogsaa fuldt ud undervist i Retfærdighed og Selvbeherskelse og fyldt med Troskabsaand mod Gud, Hellighedens Aand med dens velsignede Frugter: Sagtmodighed, Taalmodighed, Mildhed, Gudfrygtighed [30] og Kærlighed. I denne Tilstand vil de være uden Dadel og i Stand til at bestaa enhver Prøve.

4) Alle andre af Slægten vil være blevet udryddet som uværdige til Guds Gunst — disse Jordens forbandede, hvis Indflydelse paa andre ikke vilde være gavnlig, og hvis fortsatte Tilværelse ikke vilde kunne ære Skaberen.

Saaledes vil Verden ved Slutningen af de tusind Aar atter have Guds Gunst, være fuldt ud bragt til Harmoni med Gud, ligesom Menneskeslægten før Syndefaldet var i Harmoni med Gud i Adams Person. Men derhos vil den have en værdifuld Erfaring med Hensyn til det onde. Den vil have lært en Lektie med Hensyn til Syndens overvættes Syndighed og det kloge, gavnlige og ønskværdige i Retfærdigheden. Endvidere vil den besidde en forøget Kundskab og en Evne til at bruge de forskellige Talenter og Færdigheder, som Mennesket oprindelig havde ved Skabelsen, men i en uudviklet Tilstand. Og denne Lektie vil være gavnlig ikke alene for Mennesket, men ogsaa for de hellige Engle, som her vil have været Vidner til et Eksempel paa Ligevægten i Guds Retfærdighed, Kærlighed, Visdom og Magt i en Grad, som de ikke paa anden Maade vilde have kunnet fatte. Og naar denne Lektie fuldt ud er blevet lært af alle, vil den, kan vi antage, blive staaende til alle Tider og være til Nytte for endnu uskabte Slægter paa andre Kloder i det vidtstrakte Verdensrum.

Og hvad vil blive Midtpunktet i den Fortælling, der saaledes skal berettes i al Evighed? Det vil blive Beretningen om den store Genløsning, der blev fuldendt paa Golgata, og om Forsoningen, der blev grundlagt paa denne »tilsvarende Betaling«, som viste, at Guds Kærlighed og Retfærdighed er nøjagtig afbalanceret.

I Betragtning af vort Emnes store Vigtighed og i Betragtning af, at det kun saa ufuldkomment forstaaes af Herrens Børn, og endelig i Betragtning af, at Vildfarelser med Hensyn til andre Emner er en Hindring [31] for et rigtigt Syn paa dette vigtige Emne, vil vi ved Behandlingen deraf i dette Bind undersøge et stort Omraade.

Vi vil behandle følgende Sporgsmaal:

1) Jehova, Ophavsmanden til Forsoningsplanen.

2) Midleren, af hvem Forsoningsofret blev foretaget, og ved hvis Hjælp alle dets herlige Resultater kom den faldne Menneskeslægt til gode.

3) Den hellige Aand, den Kanal eller det Middel, hvorigennem Velsignelserne af Forligelsen med Gud bringes til Menneskeslægten.

4) Menneskeslægten, for hvis Skyld den store Forsoningsplan blev lagt.

5) Genløsningen, Midtpunktet i Forsoningen.

Vi haaber, naar vi tager disse Emner op i denne Orden, som vi tror er ret og logisk, at finde Guds Udsagn angaaende disse forskellige Emner saa klare, saa overbevisende og saa tilfredsstillende, at det vil fjerne al den Taage og Misforstaaelse, som hidtil har fordunklet dette vigtige Emne, Forsoningen, for os. Men for at naa til disse ønskværdige Resultater maa vi ikke komme til vore Emner betynget af menneskelige Trosbekendelser og Meninger. Vi maa komme til dem uden at være hildet i Fordomme, men rede, villige, ja, ivrige efter at blive undervist af Gud, ivrige efter at kaste alt det over Bord, som vi hidtil har antaget blot paa Grundlag af vore egne eller andres Gisninger, men som ikke er i Overensstemmelse med Herrens Ord, ivrige ogsaa efter at kende hele Guds Raad med Hensyn til hvert enkelt Træk i dette Emne. Den store Lærer vil aabne Vejen for alle dem, der vil komme saaledes, der vil søge saaledes, der vil banke saaledes, og de skal »blive lærte af Herren«. — Es. 54, 13.