Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 15

Dens Faktum og Filosofi.

Forsoning umulig uden en Løsepenge. — Sikret men ikke fremtvunget. - At blive Genløseren var en Forret. — Be­tydningen af »Løsepenge« og »genløse«. — Hvilken Løsepenge blev betalt for Mennesket? — Retfærdiggørelse ved Tro gjort mulig. — »I er dyrt købte.« — Ved hvem? — Af hvem? — I hvilken Hensigt? — Hvorledes Kærlighed samvirkede med Retfærdighed. — Genløsningsprisen blev ikke taget tilbage. — Den første Adams Faderrettigheder købt af den anden Adam. — Genløsning er ikke Tilgivelse. — Menneskets Død ikke nogen Løsepenge. — Falske Slutninger af Universalister. — Retfærdighedens Forhold til Genløsningen. — Det eneste Navn. — Midlerens Fremgangsmaade forbilledlig fremstillet i Moses. — Genløsningsbetaling, Stedfortræder. — Var nogen anden Frelsesplan mulig?

»Der er én Gud og én Mellemmand mellem Gud og Mennesker, Mennesket Kristus Jesus, han som gav sig selv til Løsepenge for alle, et Vidnesbyrd i sin Tid.« — 1 Tim. 2, 5. 6.

FORSONING mellem Gud og Mennesket var helt og holdent afhængig af, om der kunde fremstilles et antageligt Forsoningsoffer for Menneskets Synd. Saa længe Guds Dom eller »Forbandelse« ikke kunde fjernes fra Menneskene, saa længe stod den i Vejen for  Menneskets Genoprettelse og hindrede det i at nyde Guds Gunst og Samfund og det evige Liv. Ifølge den guddommelige Lov kunde Gud ikke sige noget andet til Mennesket end dette: Du er en Synder; ved din forsætlige Overtrædelse i Eden har du selv bragt Trængsel over dig. Dødsdommen, som jeg fældte over dig, er retfærdig, og jeg kan ikke ophæve denne Dom uden at [433] krænke min egen Retfærdighed, som er selve Grundvolden for min Trone, for mit Rige (Ps. 89, 15). Derfor maa Dommen over dig staa fast for bestandig. Du maa lide den idømte Straf, med mindre en antagelig Stedfortræder indtager din Plads.

Vi har klart set, at den Straf, som Menneskeslægten blev dømt til, ikke bestaar i evig Pine, men i Død, saaledes som Skaberen tydelig forkyndte Adam det. At tro, at Straffen var noget andet end Døden, vilde følgelig være det samme som at tro, at Gud handlede uærlig mod Adam og Eva i Edens Have — at han løj for dem og bedrog dem. Vi har set, at Døden er en retfærdig Straf for Synd. Da Livet var en Gave, som af Skaberen blev givet paa visse Betingelser, havde han fuld Ret til at tage Gaven tilbage; men der fordres ingen særlig Skarpsindighed til at se, at en Evighed i Pine ikke vilde have været en retfærdig Straf over Adam, fordi han havde spist af den forbudte Frugt — selv om han havde begaaet sin Ulydighedshandling med al tænkelig Forsætlighed og med Overlæg og Forstaaelse af, hvad han gjorde; og det vilde endvidere ikke have været retfærdigt at tillade en saadan Fordømmelse til evig Pine at gaa i Arv til de talløse Millioner af Adams Efterkommere. Dødsdommen derimod med alle dens frygtelige Ledsagere — Sygdom, Lidelse og Trængsel — som kom over Adam, og som paa naturlig Maade gennem ham gik over paa hans Børn (thi en uren Kilde kan ikke afgive rent Vand), maa af alle erkendes som baade fornuftig og retfærdig, som en Dom, mod hvilken ingen kan vove at oplade sin Mund; saa fuldkomment aabenbarer den Guds Retfærdighed — hans Godhed og Strenghed.

Da vi nu paa det bestemteste ved, hvad der udgør Straffen for Synden, kan vi let se, hvad Retfærdigheden maatte forlange som en Soning for denne Straf, før »Forbandelsen« kunde fjernes og Forbryderen løslades af Dødens store Fængsel (Es. 61, 1). Ligesom Døden ikke kom, fordi hele Slægten havde syndet, men fordi [434] ett Menneske syndede, saa at Dødsdommen blev fældet direkte over Adam alene og siden ved Arv overgik paa hans Afkom, saaledes kunde og maatte Retfærdigheden til Soning af Straffen kun forlange en tilsvarende Pris, én anden Mands Liv i Stedet for Adams Liv, førend den kunde frigive Adam og hans Slægt. Og om Adams Skyld blev betalt, vilde hele Skylden være betalt — ett Offer for alle, ligesom én Synd bragte Døden over alle. Den fuldkomne Adam, Overtræderen, som blev dømt til Døden, var hverken nogen Engel, Erkeengel eller Gud, men et Menneske — i Natur lidt ringere end Englene. Den strengeste Retfærdighed kunde derfor blot anerkende som hans Stedfortræder en af Adams egen Art — hverken mere eller mindre — et Menneske, som var fuldkommen ligesom Adam før Faldet, og som ikke stod under nogen guddommelig Fordømmelse. Ingen saadan Stedfortræder kunde blive fundet blandt Menneskene, som alle stammede fra Adam og derfor havde arvet hans Straf, hans Nedværdigelse. Derfor maatte et Væsen fra det himmelske Hof, et Aandevæsen, paatage sig den menneskelige Natur og siden som en Stedfortræder give sig selv hen til Løsepenge for Adam og for alle, som gennem ham har faaet sin Ret til Liv forspildt.

Blandt de Engle, der havde bibeholdt sin første Til­stand og sin Troskab imod Gud, kunde der uden Tvivl være blevet fundet mange, der med Glæde vilde have paataget sig at opfylde Faderens Vilje og blive Menneskets Genløsningspris. Men at gøre dette vilde betyde den aller strengeste Prøve, som Troskaben imod Gud kunde blive stillet paa; og derfor vilde ogsaa den, som paa den Maade beviste sin Tro, Hengivenhed og Troskab, blive agtet værdig til at faa den aller højeste Stilling blandt alle Guds Englesønner, langt over alle Engle, Fyrstendømmer og Magter og ethvert Navn, som nævnes. Samtidig vilde Gud gøre Brug af denne Anledning til at vise, at enhver, som søger at tilfredsstille sin egen selviske Ærgerrighed (som Satan gjorde) skal blive fornedret, [435] medens derimod enhver, som i Ydmyghed og Lydighed fuldstændig underordner sig Faderens Vilje, i tilsvarende Grad vil blive ophøjet. Gud ordnede sin Plan saaledes, at dette Træk skulde blive en Nødvendighed, for at der ved denne Afsløring af hans Medfølelse med og Kærlighed til Verden ogsaa kunde blive en Lejlighed til at aabenbare hans enbaarne Søns Kærlighed, Ydmyghed og Lydighed; thi Gud fandt Behag i at ære sin elskede Søn.

Som vi har set, var vor Herre Jesus (som, før han blev Menneske, var Erkeengelen, det højeste eller vigtigste Sendebud, Logos, Faderens enbaarne, fuld af Naade og Sandhed) Jehovas Redskab i hele Skabelsesværket; og som den førstefødte havde han været hos Faderen, før noget andet Væsen blev skabt, og havde haft det fortroligste Kendskab til ham, havde set hans Herlighed og været hans Magts Redskab. Og nu fik han endvidere den Opgave at gennemføre Guds Plan med Menneskeslægten. Denne Opgave var et Bevis paa den ubegrænsede Tillid, som Faderen havde til ham, og den var en særlig Gunstbevisning paa Grund af den store Løn, der blev bestemt for Aabenbarelsen af en saa stor Lydighed, Ydmyghed og Selvopofrelse (Matt. 23, 12; Jak. 4, 10; 1 Pet. 5, 6). I Tillid til, at Sønnen vilde vise sig værdig til denne store Belønning, og med det Ønske, at den maatte tilfalde ham, gav Faderen først Anledningen til ham, der i al den forløbne Tid havde haft Forrangen i Guds Plan, for at han saaledes kunde ved blive at være den ypperste — »for at han i alle Dele skulde være den ypperste; thi det var Guds Vilje, at hele hans Fylde skulde tage Bolig i ham, og ved ham at forlige alle Ting med sig, idet han gjorde Fred ved hans Kors' Blod — ved ham, enten det er de paa Jorden eller de i Himlene [faldne Mennesker og faldne Engle, idet han genopretter og forliger saa mange af dem, som, naar de faar fuld Lejlighed dertil, vil vende tilbage til Guds Gunst].« — Kol. 1, 18-20.

[436] At et Aandevæsen blev valgt til at blive Menneskets Genløser indbefatter ikke, at Ofringen af et Aandevæsens Eksistens var nødvendig som Genløsningsbetaling for et jordisk Væsens Eksistens. Tvertimod; et Aandevæsens Liv svarede lige saa lidt som Oksers og Bukkes Liv til Værdien af det forspildte menneskelige Liv. Ligesom Blodet af Okser og Bukke aldrig kunde borttage Menneskets Synd, fordi de var af en lavere Natur (af ringere Værdi) end Mennesket, saaledes kunde en Engels eller en Erkeengels Død heller aldrig have borttaget Adams Synd, fordi de ikke var af hans Natur. Det var Menneskets Liv, som var blevet forspildt gennem Synden, og derfor kunde kun et Menneskes Liv antages som Genløsningsprisen. Af den Grund var det, at det blev nødvendigt for Herren at forlade den Herlighed, han havde, før han blev Menneske, og fornedre sig selv og blive Menneske; thi kun ved at blive Menneske kunde han betale Genløsningsprisen.

Medens Skriften fortæller, at han fornedrede sig selv ved at forlade den høje aandelige Natur og paatage sig den menneskelige, som var lavere, hævder den dog ingen Steder, at dette Naturskifte udgjorde Syndofret. Naturforandringen var kun den Betingelse, som gjorde det muligt for ham at betale vor Genløsningspris. Apostelen viser dette tydeligt, idet han siger: »Thi Engle tager han sig jo ikke af [hentydende til de Engle, som syndede], men Abrahams Æt tager han sig af.« Fordi de Børn, som Gud havde foresat sig at genløse og udfri fra Syndens og Forgængelighedens Trældom, var delagtige i Kød og Blod, »fik han ogsaa i lige Maade Del deri [i Kød og Blod, den menneskelige Natur], for at han ved Døden [sin Død] kunde gøre den til intet, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen«, og for at han kunde udfri dem (Heb. 2, 14-16). Han fremstiller Sagen særlig klart ved at sige: »Thi eftersom Døden er kommet ved et Menneske, saa er og de dødes Opstandelse kommet ved et Menneske« (1 Kor. 15, 21). Apostelen [437] Johannes vidner om det samme, naar han siger: »Ordet blev Kød« (Joh. 1, 14). Med dette stemmer ogsaa vor Herre Jesu Ord, efter at han var kommet til Verden og havde naaet Manddomsalderen; han sagde: »Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skulde blive frelst ved ham« (Joh. 3, 17). Han siger ikke noget om, at Verden var blevet frelst, eller at der endnu var blevet gjort noget for Verdens Frelse udover Udsendelsen af den, der skulde genløse Verden ved at ofre sig selv. Det første Skridt i Udførelsen af hans Mission var, hvad han selv udtrykte i følgende Ord: »Menneskesønnen er ... ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene [andre] og give sit Liv til Løsepenge for mange« (Mark. 10, 45). Vor Herre Jesu Genløsningsværk begyndte følgelig ikke i og med hans Forvandling til Menneske, men ved den Tid, da han havde naaet Manddomsalderen — da han 30 Aar gammel indviede sit Liv til Offer og symboliserede denne Indvielse ved sin Daab i Jordan.

Derved opfyldtes, som Apostelen paapeger, den gamle Profeti: »Se, jeg kommer — i Bogrullen er det skrevet om mig — for at gøre, o Gud, din Vilje.« Han var kommet for at gøre Guds Vilje, for at bringe Ofret for Synder, følgelig kunde han ikke allerede tidligere have bragt det. I denne Indvielsesakt fremstiller han sig som et levende Offer til Guds Tjeneste lige til Døden. Ifølge Apostelens Erklæring var det paa dette særlige Tidspunkt, at han afskaffede de forbilledlige Ofre under Lovpagten for at oprette det modbilledlige, virkelige Offer for Synder og for saaledes ved dette sit eget Offer, sin egen Død, at besegle den nye Pagt mellem Gud og Mennesker og selv blive den nye Pagts Midler. Derfor siger ogsaa Apostelen os, at det var »Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til Løsepenge for alle« — ikke det førmenneskelige Logos.

Det første Skridt til Frelsesplanens Virkeliggørelse

[438] Apostelen giver os en kort Oversigt over hele Guds Plan (Heb. 2, 5-9), og idet han gør os opmærksom paa de guddommelige Løfter om Menneskeslægtens Genoprettelse, anfører han Profeten David (Ps. 8, 5-9) for at bevise, at Guds Plan er, at Menneskeslægten tilsidst skal blive fuldkommen som Jordens Herre, der hersker over Jorden og dens Skabninger i Ovensstemmelse med Skaberens Love. Han siger: »Men nu ser vi endnu ikke, at alle Ting er ham [Mennesket] underlagt [som tilkendegivet i Profetien].« Vi ser endnu ikke Guds­billedet genoprettet hos Mennesket; heller ikke er Mennesket endnu fuldstændig Jordens Herre; men vi ser, at Udviklingen allerede gaar i den Retning — i Overensstemmelse med Guds Hensigt og Plan. Vi ser, at det første Skridt til Gennemførelsen af dette Program er taget: — »Vi ser Jesus gjort lidet ringere end Englene for Dødens Lidelses Skyld, kronet med Herlighed og Ære [den menneskelige Naturs Fuldkommenhed], for at han ved Guds Naade skulde smage Døden for alle [og derved muliggøre Menneskets Genoprettelse]« (Heb. 2, 9. Eng. Overs.). Vi ser, at Jehova saaledes paabegyndte Gennemførelsen af sin Plan for Menneskets Frelse, idet han tilvejebragte en fyldestgørende Genløsningspris for os, én, som var det første Menneskes, Adams, Lige i Herlighed, Ære og menneskelig Fuldkommenhed; én, som i det Øjemed at genløse Menneskene havde forladt en højere Naturs Herlighed og var blevet gjort lidet ringere end Englene, skønt han før den Tid havde været i Besiddelse af en højere Natur end de. Vi ser denne skaffet til Veje i selve den Hensigt, at han skulde »smage Døden for alle«. Vi ser, at han antog den menneskelige Natur »for Dødens Lidelses Skyld« — for at lide den Straf, vor Slægt var dømt til. Naar vi ser dette, kan vi glæde os over, at vor himmelske Fader rigelig har sørget for Gennemførelsen af sin gode Hensigt at genløse og genoprette og fuldt ud [439] forlige med sig sin faldne menneskelige Skabning, og dette paa et absolut retfærdigt Grundlag, hvorved Gud kan være retfærdig og dog retfærdiggøre alle de Syndere, som tror paa Jesus. Det Offer, som vor Herre Jesus gav for Menneskets Synd, var altsaa ikke et aandeligt Offer, da det som saadant ikke vilde have været et passende, antageligt Offer, fordi det saa ikke vilde have været en i alle Henseender nøjagtig tilsvarende Genløsningspris for Adam.

Dette leder os til nærmere at betragte 

Betydningen af Ordene »Løsepenge« og »genløse«.

Ordet Løsepenge, som i det nye Testamente har en meget begrænset og afgjort Betydning, forekommer kun to Gange. I sin Beskrivelse af den Gerning, han var ved at udføre, benytter Herren selv Ordet »Løsepenge« (græsk: lutron-anti, som betyder »en Pris til at opveje« eller »en tilsvarende Pris«). Herren siger: »Menneske­sønnen er ... kommet ... for at ... give sit Liv til Løsepenge [lutron-anti, tilsvarende Pris] for mange« (Mark. 10, 45). Apostelen Paulus bruger de samme Ord, skønt han sammenstiller dem anderledes (anti-lutron), naar han siger: »Mennesket Kristus Jesus, han som gav sig selv til Løsepenge [anti-lutron, tilsvarende Pris] for alle, et Vidnesbyrd i sin Tid.« — 1 Tim. 2, 6.

Disse Skriftsteder er saa tydelige, at man ikke kan tviste om deres Betydning. Kun ved Forvrængning af Guds Ord kan nogen blive saa forblindet, at han ikke kan se Styrken i og den virkelige Mening med dette Skriftens Vidnesbyrd om den store Midlers Værk. Men for enhver, som med Alvor og Oprigtighed betragter Guds Ord, fremtræder Begrebet »Løsepenge« — en »tilsvarende Pris« — med større og større Styrke og i klarere og klarere Lys, jo mere han tænker derpaa, saaledes at hele Forsoningsværket bliver forstaaeligt. Den eneste Tanke, som dette Begreb indbefatter, er den, at ligesom Adam ved Ulydighed forspildte sin Tilværelse,  [440] sin Sjæl, alle sine Rettigheder til Livet og til at besidde Jorden, saaledes genkøbte Jesus Kristus ved sin Død — ved at betale en tilsvarende Pris — Adams Sjæl eller Væsen og følgelig hver eneste Menneskesjæl — alle, som ved Arv er blevet delagtige i hans Fald og Tab. — Rom. 5, 12.

Samme Tanke er ogsaa udtrykt i mange andre Skrift­steder, der taler om Herrens Værk som en Genløsning, et Køb o. s. v.; men vi har særlig henledt Opmærksomheden paa de to ovenanførte Steder, fordi de indeholder Ordet »Løsepenge« (anti-lutron), som udtrykker Tanken paa den mest ligefremme og umiskendelige Maade.

Ved Erlæggelsen af Genløsningsbetalingen er Menneskeslægten ikke blot frikøbt, men skal ogsaa blive frigivet. Nutildags er der imidlertid mange, som negter, at Jesu Offerdød var et Køb, hvorved han frikøbte Menneskeslægten. Vi vil derfor ogsaa nærmere betragte de øvrige Steder, som taler om denne Sag. De græske Ord agorazo og exagorazo betyder begge bogstavelig: »At købe paa Torvet.« Ordets Rod (agora) betyder »Torv« og er oversat saaledes paa flere Steder (se Matt. 20, 3; Mark. 12, 38; Luk. 7, 32; Ap. G. 16, 19). Ordet agorazo er i det nye Testamente brugt seks Gange om Jesu Genløsningsværk, nemlig i 1 Kor. 6, 20; 7, 23; 2 Pet. 2, 1; Aab. 5, 9 ; 14, 3. 4. Det betegner et offentligt Køb; og alle de øvrige 25 Steder, hvor samme Ord forekommer, bestyrker paa det kraftigste, at der med dette Ord betegnes en Handel. Det er af særlig Vigtighed, at vi har dette helt klart for os, da der endog blandt »Kristne« hersker en meget udbredt Tilbøjelighed til at negte, at der blev erlagt en Genløsningsbetaling for vor Befrielse fra »Forbandelsen« — til stor Skade for den sande Tro, »som én Gang for alle blev overgivet til de hellige«.

Ordet exagorazo forekommer fire Gange. Det betyder bogstavelig »at købe og tage i Besiddelse«. Det forekommer paa følgende Steder:

1) »Kristus købte os fri fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os.« — Gal. 3, 13.

[441] Med dette vil Apostelen sige, at Kristne, som før havde været Jøder og følgelig været under Lovpagten, ikke alene var blevet frikøbt fra denne Lovs Straffebestemmelser, men ogsaa var blevet befriet fra de Forpligtelser (Omskærelse, Sabbater o. s. v.), som den paalagde dem. Ordet agorazo betegner det stedfundne Køb, og Forstavelsen ex betegner den ved dette Køb sikrede Befrielse fra den forbilledlige Lovs Forskrifter.

2) »Da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, for at han skulde købe dem fri, som var under Loven [Lovpagten], for at vi skulde faa Barnekaar.« — Gal. 4, 4. 5.

Ogsaa her taler Apostelen om Israels Folks Frikøbelse fra Lovens Herredømme og om Frigørelsen af de troende blandt dette Folk, for at de kunde blive Guds Sønner. — Jfr. Joh. 1, 12.

3, 4) Se derfor til, hvorledes I kan vandre varlig, ikke som uvise, men som vise, saa I køber den belejlige Tid; thi Dagene er onde.« — Ef. 5, 15. 16; Kol. 4, 5.

Ogsaa her er Ordet exagorazo rigtig oversat. Guds Børn ved, at de lever i en ond Verden, som gerne vil faa dem til at bruge sin Arbejdskraft, Indflydelse og Tid til saadant, som er syndigt og taabeligt eller i det mindste værdiløst i Sammenligning med de Interesser, som ligger deres — alle Guds Børns — Hjerter nærmest. Vi bør derfor, trods disse hindrende Indflydelser, købe og søge at faa saa meget som mulig ud af denne onde Tid for at anvende det i højere Øjemed — til at styrke og befæste os i aandelig Henseende og til at hjælpe andre i aandelige Ting. Dette Køb vil koste os adskillig Selvfornegtelse; vi vil til nogle Tider være nødt til at forsage vore naturlige Begær og Tilbøjeligheder og til andre Tider vore Medmenneskers Gunst og Omgang; thi de vil undre sig over, at vi ikke længere vil følge dem i deres Ryggesløshed. — 1 Pet. 4, 4.

Ordet »Forløsning« (Befrielse eller Udfrielse) bliver af enkelte forvekslet med »Genløsning«. Da disse Ord [442] imidlertid ikke har samme Betydning, men udtrykker to forskellige Begreber, vil vi efter Grundteksten nærmere undersøge Betydningen af de Ord, som i vore almindelige Bibeloversættelser er gengivet med »Forløsning«, »forløst« o. s. v.

Vi har allerede set, at det græske Ord lutron i Forbindelse med anti betyder Genløsningsbetaling (en tilsvarende Pris). Nær beslægtet med dette Rodord (lutron) er Ordet lutroo, som betyder at »sætte [nogen] i Frihed ved at betale en Løsesum«. Det forekommer paa følgende tre Steder i det nye Testamente:

1) »Vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel« (Luk. 24, 21). Før den hellige Aand var blevet udgydt, forstod Disciplene ikke, hvori Genløsningsbetalingen bestod, heller ikke hvad det var, som skulde løskøbes. De ventede, at Jesus skulde forløse eller befri Israel fra det romerske Aag, idet de ikke kunde se, at det var Guds Hensigt, at forløse ikke alene Israel, men hele Verden, og det ikke alene fra det romerske Aag, men fra Satans Aag og fra Dødens store Fængsel — ved den Frikøbelse, som fuldbragtes paa Korset af vor Herre Jesus.

2) »Han som gav sig selv for os for at forløse os fra al Uretfærdighed« (Tit. 2, 14). Her følges den samme Tanke videre. Den Betaling, som vor Herre Jesus gav for Menneskeslægten, tilsikrer ikke blot Slægten en Opvækkelse fra Døden i Guds belejlige Tid — i Tusindaarstidsalderen — og en Lejlighed til at lære Gud at kende og til at blive forsonet med Gud paa den nye Pagts Betingelser, men den tilsikrer ogsaa dem, som nu har et aabent Øre for det gode Budskab, den Mulighed at blive befriet fra Syndens Slaveri, saa at vi ikke længere behøver at være Syndens Tjenere, men kan faa Lov at tjene ham, som døde for os og købte os med sit dyrebare Blod.

3) »I ved, at I ikke med forgængelige Ting, Sølv eller Guld, blev løskøbt fra eders daarlige Færd, som var arvet fra Fædrene, men med Kristi dyre Blod som Blodet  [443] af et ulasteligt og lydeløst Lam« (1 Pet. 1, 18. 19). Ligesom det foregaaende Skriftsted handler heller ikke dette saa meget om vor endelige Forløsning fra Døden i Opstandelsen, men mere om vor nuværende Frigørelse fra et ondt Levnet, daarlig Omgængelse og Tale og fra Uretfærdighed i Almindelighed. Denne Frihed blev købt til os ved Kristi Blod lige saavel som den større Frihed, som vil tilfalde os i Opstandelsen. Om Genløsningsbetalingen ikke var blevet erlagt, om Retfærdighedens Krav ikke var blevet tilfredsstillet, kunde Gud ikke have antaget os som Sønner og saaledes heller ikke have behandlet os som saadanne eller beseglet os med Sønneudkaarelsens Aand som sine Sønner; ligeledes kunde han heller ikke have gjort os delagtige i de forskellige Naademidler, som nu er tilgængelige for de troende, og som for os er Guds Kraft til Frelse, idet de nedbryder Syndens Magt i vore Hjerter og i Stedet gør Herrens Aand eller Sind til den herskende Magt i os.

Et andet græsk Ord, som er oversat med »Forløsning« er, lutrosis, der bogstavelig betyder »Løsladelse« eller »Befrielse«. Det forekommer paa to Steder:

1) »Hun traadte til i samme Stund og prisede Gud, og hun talte om ham [Barnet Jesus] til alle dem, som ventede paa Jerusalems Forløsning« (Luk. 2, 38). Anna talte til saadanne, som ventede Forløsning i Jerusalem — Udfrielse fra det romerske Aag — men som ikke nødvendigvis forstod, at der vilde komme en større Befrielse ved Betalingen af en Genløsningspris.

2) »Men da Kristus kom som Yppersteprest ... gik han ... ikke med Blod af Bukke og Kalve, men med sit eget Blod, én Gang ind i Helligdommen og fandt en evig Forløsning« (Heb. 9, 11. 12). Apostelen taler her ikke om, hvorledes Herren tilvejebragte den evige Forløsning eller Udfrielse, heller ikke taler han om den erlagte Betaling. Han sigter blot til den nuværende og fremtidige Udfrielse for Guds Folk og ikke til Maaden, hvorpaa den sikredes, inden Herren gik ind i Helligdommen — [444] da han indviede sig til at blive Menneskets Genløsningsbetaling.

Det græske Ord poieolutrosin, som betyder »at foretage en Løsladelse« (d. v. s. at sætte i Frihed, at udfri, forekommer kun i følgende Vers:

»Lovet være Herren, Israels Gud, han som saa til sit Folk og forløste det« (Luk. 1, 68). Det foregaaende Vers viser, at dette Udtryk var en Profeti. Saadant, som endnu ikke var sket, er her omtalt, som om det allerede var fuldbyrdet. Kun det første Skridt til Israels Udfrielse var taget, og dog blev der talt om det paa en saa frydefuld Maade, som om hele Værket allerede var fuldført Dette Skriftsted siger ikke noget om, hvorledes Forløsningen vilde blive sikret; men andre Skriftsteder viser os, at den, er sikret ved Erlæggelsen af en tilsvarende Genløsningsbetaling og skal virkeliggøres gennem Guds Riges Oprettelse.

Et andet græsk Ord, som gengives med »Forløs­ning«, er apolutrosis. Det betyder ligefrem Udfrielse, Frigørelse, og forekommer paa følgende ti Steder:

1) »Naar dette begynder at ske, da ret eder op og løft eders Hoveder; thi eders Forløsning stunder til« (Luk. 21, 28). Heller ikke her hentydes der til Genløsningen eller til de Tilstande, som gaar forud for Menighedens Forløsning (Udfrielse), men blot til selve Forløsningen.

2) »De bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade ved Forløsningen i Kristus Jesus« (Rom. 3, 24). Med disse Ord hentyder Apostelen ikke til Genløsningen, men taler blot om den Udfrielse, som Herrens Folk kan glæde sig over — for nærværende en tilregnet Forløsning, men senere hen en fuld og virkelig, som skal tilfalde dem i Opstandelsen. Apostelen behandler Sagen fra Guds Standpunkt: enhver, som tror, bliver frit og uden Betingelser retfærdiggjort, uden at han derved faar Ret til at paaberaabe sig nogen som helst Fortjeneste fra sin Side. Dette fuldbyrdes gennem den Forløsning, som Gud har tilvejebragt i Kristus Jesus. I det følgende Vers viser

[445] Apostelen, hvorledes denne Forløsning blev virkelig­gjort, idet han siger: »Hvem Gud fremstillede som Sonemiddel [Naadestol eller Naademiddel] ved Troen paa hans Blod [d. v. s. paa Ofret, Genløsningsprisen, der blev givet for hele Verdens Synder].« — Rom. 3, 25. Dansk Oversættelse.

3) »Ogsaa vi [den trofaste Menighed] sukker med os selv, idet vi stunder efter vort Barnekaar, nemlig vort Legemes Forløsning [d. v. s. Forløsningen af Menigheden, Kristi Legeme, som i sin Tid skal herliggøres, ligesom Hovedet, Jesus, allerede er herliggjort]« (Rom. 8, 23). Der er i dette Vers paa ingen Maade hentydet til den Genløsning, der fuldbragtes paa Golgata. Det taler udelukkende om Menighedens Forløsning eller Udfrielse, som delvis vil udgøre Resultatet af den Genløsning, der fuldbragtes paa Golgata.

4) »Kristus Jesus, som er blevet os Visdom fra Gud og Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning« (1 Kor. 1, 30). Heller ikke her er der hentydet til Genløsningen paa Golgata. Apostelen taler ikke om en alleredede fuldbyrdet Forløsning, men om en fremtidig. Kristus er vor Visdom paa den Maade, at vi, i samme Grad som vi tilsidesætter vor egen Vilje og antager hans Vilje, derved faar et sundt Sinds Aand og »vandrer viselig«. Han er vor Retfærdighed derved, at han som vor Repræsentant gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle og nu i sin Retfærdighed repræsenterer alle dem, der kommer til Faderen ved ham. Han er vor Helliggørelse derved, at vi formedelst hans Fortjeneste antages af Faderen som (tilregnelsesvis fuldkomne) levende Ofre, medens det i Virkeligheden er Kristi Kraft i os, der sætter os i Stand til at fremstille os selv som levende Ofre, at vandre i hans Fodspor og opfylde vor Pagt. Han er vor Forløsning — thi den Kendsgerning, at han lever, han, som ved Guds Naade købte os med sit dyrebare Blod, er en Garanti for, at ogsaa vi skal leve, at han i den belejlige Tid vil udfri os, Menigheden, fra Forgængelighedens [446] Trældom, Døden, os, som han købte med sit dyrebare Blod. I dette Vers er der talt om Udfrielsen, ikke om Købet; men det er, fordi han købte os, at han har Ret til at være for os Visdom, Retfærdiggørelse, Helliggørelse og Forløsning.

5) »I hvem vi bar Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom« (Ef. 1, 7. Dansk Overs.). Apostelen hentyder ikke her til Genløsningen eller Købet paa Golgata. Han taler derimod om vor Antagelse hos Faderen og erklærer, at denne Antagelse eller Godkendelse grunder sig paa noget, som Faderen gjorde for os i den elskede, vor Herre Jesus, gennem hvis Blod (Offer, Genløsning) vi bliver forløst. Sætningsbygningen viser, at Apostelens Mening er, at vi forløses fra Syndens Straf, Døden; thi han siger, at denne Forløsning er »Syndernes Forladelse«. Tanken i dette Skriftsted er altsaa denne: Den himmelske Fader, som allerede i sin Tanke havde forudbestemt at antage en »lille Hjord« til at være Sønner med guddommelig Natur og Medarvinger med hans førstefødte, elskede Søn, vor Herre, tog ogsaa de nødvendige Skridt for at fuldbyrde sine naaderige Hensigter med os. Han gjorde os antagelige i den elskede; thi i den elskede, gennem hans Blod, hans Offer, har vi Forløsning fra Guds Forbandelse og Vrede — Syndernes Forladelse.

6) »Pantet paa vor Arv til Ejendomsfolkets Forløsning« (Ef. 1, 14). Det Ejendomsfolk, som Kristus i sin Egenskab af Menneskets Stedfortræder købte ved sit Offer for Synder, indbefatter Menneskeslægten i Almindelighed eller saa mange, som vil tage imod Guds Naade paa Evangeliets Vilkaar, saavel som Menigheden, Kristi Brud. Tiden for Forløsningen er Tusindaarsrigets Tidsalder. Menigheden skal da forløses først — »naar Morgenen frembryder«. Ogsaa selve Jorden, som oprindelig var en Del af Menneskets Ejendom, blev genkøbt ved det samme Offer én Gang for alle; derfor skal den ogsaa befries fra sin Andel i Forbandelsen og blive som [447] Herrens Have — Paradiset. Købet er fuldbyrdet, og Forløsningen vil ogsaa komme i Guds »belejlige Tid«.

7) »I hvem vi har Forløsningen, Syndernes Forladelse« (Kol. 1, 14). Vi, som tror, har allerede Forløsning, d. v. s. vore Synders Forladelse, og er derfor i Harmoni med Gud. Dette Vers taler ikke om den Maade, paa hvilken vor Frihed blev opnaaet, men om det allerede opnaaede Resultat. Apostelen ignorerer dog ingenlunde Ofret, men viser, at vor Udfrielse fra Syndens Trældom grunder sig paa Jesu Blods Fortjeneste — hans Død for vore Synder, hans Erlæggelse af Genløsningsbetalingen.

8) »Gør ikke Guds hellige Aand Sorg, han som I har faaet til Indsegl til Forløsningens Dag« (Ef. 4, 30). Der hentydes heller ikke her til Genløsningsofret paa Golgata. Ingen blev dog ved Delagtiggørelse i den hellige Aand beseglet som Guds Sønner, førend dette Offer var fuldbyrdet og dets Fortjeneste frembaaret i det Allerhelligste og godkendt af Faderen. Men nu maa de, som saaledes er blevet beseglet, bevare dette Indsegl paa sin Sønneudkaarelse, saa at de ikke mister det; thi det (det guddommelige Sind) er selve Fosteret til den guddommelige Natur, som er dem lovet. Dette Foster, denne Aandens Besegling, er Aandens Førstegrøde og er alt, hvad der meddeles os i det nærværende Liv; for at opnaa den guddommelige Naturs hele Fylde maa vi vente paa Faderens bestemte Tid, »Forløsningens Dag«, Tu­sindaarsdagen. Da skal det opfyldes, som Skriften siger om Menigheden, Kristi Brud, at »Gud hjælper den, naar Morgenen frembryder« (Ps. 46, 6). Enhver, der mister den hellige Aand og dens Indsegl, vil ikke faa Lod eller Del i den første Opstandelse paa den Dags Morgen, da fuld Forløsning fra Synd og Død skal finde Sted.

9) »Derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldte skal faa den evige Arv, som var lovet, efter at en Død har fundet Sted til Forløsning [dansk Oversættelse fejlagtig: Genløsning] fra Overtrædelserne under den første Pagt« (Heb. 9, 15). For Israel betød Jesu [448] Død mere end for Hedningerne. Den betød nemlig for Jøderne ikke blot Genløsning fra Adams Overtrædelse og den deraf følgende Straf, Døden, men ogsaa Forløsning fra den »Forbandelse« eller Straf, som hvilede over dette Folk, fordi de ikke havde opfyldt Lovpagtens Vilkaar. Israel var, som vi allerede har set, under en dobbelt Forbandelse, og ligeledes er deres Forløsning en dobbelt Forløsning.

10) »Andre blev udspændt til Pinsel, idet de ikke tog imod Udløsning [dansk Overs.: Befrielse].« — Heb. 11, 35.

I det gamle Testamente er Ordene »genløse«, »genløst«, »Genløser« og »Genløsning« i Almindelighed gode Gengivelser af de tilsvarende hebraiske Ord. Gaal betyder f. Eks. »at fri« (ved at hævne eller betale tilbage). Vi anfører nogle Eksempler:

»Jeg ved, min Genløser lever. — Job 19, 25.

»Gud var deres Klippe og den højeste Gud deres Genløser.« — Ps. 78, 35.

»Han, som genløser dit Liv fra Graven.« — Ps. 103, 4. Dansk Oversættelse.

»En af hans Brødre skal løse [løskøbe, genløse] ham; enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn skal løse [løskøbe, genløse] ham ... eller faar han Raad dertil, da maa han løse [løskøbe, genløse] sig selv.« — 3 Mos. 25, 48. 49.

»For intet blev I solgt, og uden Penge skal I blive genløst [dansk Overs.: løskøbes].« — Es, 52, 3; jfr. 1 Pet. 1, 18.

»Der skal komme en Genløser for Zion.« — Es. 59, 20.

Vi har anført alle disse Steder fra det nye Testamente med Henvisning til Grundteksten for tydelig at vise, at det ikke er rigtigt at lægge samme Betydning i de to bibelske Udtryk »Genløsning« og »Forløsning« og disses respektive Afledninger. For ret at kunne forstaa Guds Ord er det nødvendigt at kende denne Forskel, særlig da vi ved, at saadanne Lærere, som negter, at Jesu Of ferdød var et Køb, benytter sig af den raadende Be [449] grebsforvirring til at gøre gældende, at saadanne Ord som »Genløsning«, »Køb« o. a. aldrig i Bibelen er anvendt om andet end Forløsning, Befrielse o. l. Imidlertid maa det nu for dem, som med os opmærksomt har undersøgt den virkelige Betydning af de tilsvarende Ord i Grundteksten, være blevet fuldt klart, at »Genløsning« (Frikøbelse) udtrykker et ganske andet Begreb end »Forløsning« (Befrielse).

Vi har bevist, at den hellige Aand gennem Forfat­terne til det nye Testamentes Skrifter i mange Tilfælde har paa den mest utvetydige Maade ladet os forstaa, at Menneskeslægtens Genløsning var et Køb, en Handel, som bestod deri, at en fyldestgørende Genløsningsbetaling blev erlagt, og som vil resultere i en Forløsning eller Befrielse. Deraf kan Guds Børn med Sikkerhed vide, at Ophævelsen af Straffen for Synd (Dødsstraffens Ophævelse ved en Genopvækkelse til Liv) ikke kan være nogen Krænkelse af Retfærdighedens guddommelige Lov, men maa være i fuld Overensstemmelse med denne, fordi dens Krav er blevet tilfredsstillet, derved at en, som var syndfri, og som havde bevaret sin Ret til Liv, døde for Syndere, der havde forspildt sit Liv. Guds Kærlighed og Retfærdighed samvirker i fuld indbyrdes Overensstemmelse. Gud har selv paa Grund af disse sine Egenskaber tilvejebragt den store Genløsningsbetaling, ved hvilken Menneskene og Jorden blev genkøbt fra Døden og Forbandelsen. Guds Børn kan derfor være trygge og føle sig forvisset om, at denne Guds uendelige Kærlighed og Retfærdighed ogsaa i kommende Tider skal regere Universet, og at Forbandelsen, Guds Vrede, skal blive borttaget fra alle, som ved Mellemmanden, Jesus, kommer i Harmoni med Gud, og at den, som ikke vil benytte sig af denne Naade til at blive forsonet med Gud, skal blive opslugt af den anden Død; thi »Guds Vrede bliver over ham «. — Ap. G. 3, 23; Joh. 3, 36; Aab. 22, 3.

For de genløste selv er det naturligvis ligegyldigt, hvorledes Guds Kærlighed og Retfærdighed skaffede os [450] Tilgivelse for vore Synder. For Menneskene er denne Tilgivelse altid en fri Gave, som de kun kan faa ved at modtage den som saadan. Vi kan ikke købe den eller give Gud noget Vederlag for den. Men da den altsaa er en fri Gave til os, hvorfor skal vi saa ulejlige os med at foretage nogen Undersøgelse desangaaende? Hvorfor er det Herren om at gøre at aabenbare for os, at Gaven er blevet købt til os for en Betaling, Jesu Død? Og hvorfor betoner Skriften saa stærkt, at Jesu Død netop var den Betaling — den fulde Betaling, hverken mere eller mindre — som maatte erlægges for vore Synder? Vi svarer, at det er for vor Skyld, at Gud saaledes forklarer Enkelthederne i sin Handlemaade, for at vi bedre kan forstaa ham og hans Love og deres vidunderlige Samvirken. Han forklarer det paa den Maade, for at vi skal forstaa, at han ikke afskaffer eller tilsidesætter sin egen Dom over Synden — at han ikke erklærer Synden for tilladelig eller undskyldelig. Han ønsker, vi skal indse, at hans Retfærdighed er absolut, og at der ikke kan være nogen Forvikling, ved hvilken hans Kærlighed kunde hindre hans Retfærdighed i at gøre sine Krav gældende; at den eneste Maade, paa hvilken hans retfærdige Dom over Synderen kunde ophæves, var at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer ved at erlægge en tilsvarende Pris — en Løsepenge. Adam havde som Menneskeslægtens første Repræsentant syndet, var derfor blevet dømt til Døden og var død. Der kunde saaledes ikke være noget Haab for Mennesket, saafremt Guds Kærlighed og Barmhjertighed ikke kunde skaffe en Stedfortræder for Fader Adam. Og denne Stedfortræder maatte, som vi har set, være af samme Natur som Adam; han maatte have menneskelig Natur og maatte være lige saa fri fra Synd, fra Forbandelse, fra Guds Vrede, lige saa fuldkommen, hellig, uskyldig og adskilt fra Synd og Syndere og lige saa velbehagelig for Gud, som Adam var før sin Overtrædelse.

Derfor var det, som vi har set, at vor Herre Jesus [451] blev Kød — ikke syndigt Kød, men fuldkommen (hellig), uskyldig, adskilt fra Syndere.*) Vi har set, at Mennesket Kristus Jesus var et fuldkomment Menneske, et fuldkomment Sidestykke til den første Adam; og vi ser, at han derfor var den rette til at blive vor Genløser, vor Løsepenge, for at give sit Liv og alle sine Rettigheder som Menneske hen til Genkøbelse af Adam og hans Slægt, som mistede Livet og alle sine menneskelige Rettigheder i ham. Vi har set, at vor Herre, »Mennesket Kristus Jesus«, indviede, ofrede, opgav alt, hvad han havde, for Menneskeslægtens Skyld. Dette fremholder han klart i sin Lære. Han fremstillede sig som det Menneske, der fandt en Skat skjult i en Ager og gik hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte denne Ager (Matt. 13, 44). Ageren betegner saavel Menneskeverdenen som Jorden (Ef. 1, 14). I denne Menneskeverden saa Herren en Skat — profetisk saa han Resultatet af Genløsningsværket, Udfrielsen af de mange fra Forgængelighedens Trældom til Guds Sønners fulde Frihed — Menighedens i denne Tidsalder og alle øvrige værdiges i den kommende Tidsalder. For denne Skats Skyld købte han Ageren. Og idet Profeten Esaias ser hen til Genløsningsprisens Erlæggelse og til Forsoningsværket, som det tilsidst vil være fuldført ved Tusindaarstidsalderens Slutning, siger han om vor Herre Jesus: »Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, skal ban mættes« (Es. 53, 11). Jesus var fuldstændig tilfreds med og villig til at give sit Liv og alt, hvad han da havde, for at kunne købe Verden.

*) Side 105, 106.

Hvilken Løsepenge blev betalt for Mennesket?

Hvad Herren end gjorde for os, hvad han end betalte i vort Sted, hvad han end hengav, idet han døde, saa maatte det fuldstændig svare til eller veje op imod det, som Mennesket var blevet dømt til, eftersom det [452] var en tilsvarende Pris, en »Løsepenge for alle«. Herren gik ikke til evig Pine. Dette er et uomtvisteligt Bevis for, at evig Pine ikke er den Straf for Synd, som den store Dommer foreskrev. Nej, Læren om evig Pine er en grov Vildfarelse, der er blevet indpodet Menneskene af den store Modstander og af dem, han havde forført. Lige saa sikkert som at det, Herren led i Menneskets Sted som Menneskets Stedfortræder, var den fulde Straf, som Mennesket ellers havde været nødsaget til at lide, lige saa sikkert er det, at Gud aldrig har truet Mennesket med eller dømt det til en saadan Straf som evig Pine. De, der anerkender Guds Ords Vidnesbyrd, tror, at »Kristus døde for vore Synder«; at han »led [Døden], ... en retfærdig for uretfærdige, for at føre os frem til Gud«; at »han er en Soning [Fyldestgørelse] for vore [Menighedens] Synder, dog ikke bare for vore, men og for hele Verdens«; at »Herren lod alle vore Misgerninger ramme ham«; at »Straffen laa paa ham, for at vi skulde have Fred, og ved hans Saar [ved alt, hvad han led i vort Sted — ved hans Selvfornegtelse lige til Døden] har vi faaet Lægedom« (1 Kor. 15, 3; 1 Pet. 3, 18; 1 Joh. 2, 2; Es. 53, 5. 6). Hvor fornuftige og harmoniske er ikke disse Skriftens Vidnesbyrd, og hvor inkonsekvente og ubibelske er ikke Satans bedrageriske Fremstillinger, der er kommet til os som en Overlevering fra mørkere Tider og endnu næsten almindelig bliver betragtet som Sandhed!

»Den Løn, som Synden giver, er Død«, og »den Sjæl, som synder, den skal dø«, siger Bibelen (Rom. 6, 23; Ez. 18, 4). Og derpaa viser den os, hvor fuldstændig denne Løn, denne Gengældelse, er ryddet af Vejen for os, idet den erklærer, at »Kristus døde for vore Synder efter Skrifterne«, og at han er »oprejst til vor Retfærdiggørelse« (1 Kor. 15, 3; Rom. 4, 25): Hans Død var Genløsningsbetalingen, men Erlæggelsen af denne Betaling bragte os ikke Retfærdiggørelse. Først maatte Genløseren fremstille for Faderen denne for os erlagte [453] Genløsningsbetaling; og dette gjorde han, da »han for op i det høje« for der paa vore Vegne at træde frem for Gud. Der og da var det, han gjorde Fortjenesten af sit Genløsningsoffer anvendelig for os. Altsaa kommer Retfærdiggørelsen som et Resultat 1) af Erlæggelsen af Genløsningsofret og  2) af Anvendelsen af dette paa alle dem, der vil tro paa Jesus og adlyde ham. Vor kære Genløsers Opstandelse og Himmelfart var derfor nødvendige, for at hans Dødsoffer kunde komme os til gode.

»Uden Blods Udgydelse sker ikke Forladelse« (Heb. 9, 22). Under hele den jødiske Husholdning eller Lovpagtens Tid lagde Gud særlig Vægt paa dette Træk i sin Plan ved at kræve Oksers og Bukkes Blod; ikke fordi disse Ofre nogensinde kunde borttage Synder; men for at de i sin Tid kunde blive erkendt som Forbilleder eller Billeder paa de bedre Ofre, hvorved Synder bliver udslettet. Udtrykket »Blods Udgydelse« betegner simpelthen Død, hengivet Liv, men peger dog hen paa en Offerdød og ikke paa, hvad der undertiden benævnes en »naturlig« Død — skønt strengt taget ingen Død er naturlig for Mennesket. Ifølge sin Natur skulde Mennesket leve; Døden er et Brud paa Loven for Menneskets Natur og Væsen, idet den er en Følge af Overtrædelsen og den deraf følgende »Forbandelse« eller Dom.

Den guddommelige Retfærdigheds Krav var blevet lige fuldt tilfredsstillet, selv om Jøderne havde dræbt Jesus paa nogen anden Maade. Det, det kom an paa, var, at han hengav sin uskyldige Sjæl (Væsen) som et Vederlag for en skyldig Sjæl (Væsen), hvis Eksistens var forspildt paa Grund af Overtrædelse. Løsesummen maatte betales, selv om Jesu Legeme ikke var blevet saaret og hans Blod ikke bogstavelig udgydt. Syndens Straf var Døden, Tilværelsens Ophør, og saa snart Jesus havde lidt Døden, var Straffen udstaaet. At Jesus blev korsfæstet, og at hans Side blev gennemstukket, skyldtes andre Aarsager.

At Blodet randt ned paa Jorden ved Foden af Offeralteret [454] fremstillede, at ikke alene Menneskeslægten var blevet købt, men at ogsaa selve Jorden var indbefattet i Købet — den blev saaledes bestænket med Blodet. Det var nødvendigt, at Jesus skulde lide den Skam og Vanære, som fulgte med dette at blive offentlig korsfæstet som en Forbryder; thi vor himmelske Fader havde bestemt, at vor Herre Jesu Lydighed skulde prøves til det yderste. Han blev prøvet, for at det kunde vise sig, om han var villig til ikke blot at blive Menneske, men ogsaa til at dø som Menneskets Genløsningsbetaling eller Stedfortræder, ja, om han var villig til at lide den aller største Forsmædelse og saaledes i fuldeste Maal bevise sin Værdighed til den aller største Ophøjelse.

Apostelen fremstiller Sagen i dette Lys; thi efter at have fortalt os, hvorledes Herren forlod den himmelske Herlighed for vor Skyld og blev Menneske, tilføjer han: »Da han i sin Færd var fundet som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsets Død. Derfor har og Gud højt ophøjet ham og givet ham det Navn [Titel, Ære, Værdighed], som er over alt Navn« — med Undtagelse af Faderens Navn eller Titel. — Fil. 2, 8. 9; jfr. 1 Kor. 15, 27.

Hvert Skriftsted, som taler om Retfærdiggørelse ved Tro, Retfærdiggørelse ved Kristi Blod o. s. v., er et Vidnesbyrd, der stadfæster det, vi her har fremholdt, nemlig at »Gud i Kristus forligte Verden med sig selv, saa han ikke tilregner dem deres Overtrædelser«, men lægger dem pas ham, der døde for os og opstod igen (2 Kor. 5, 19. 21; 1 Tess. 4, 14; 5, 10). Synderens Skyld blev baaret af Genløseren, der betalte den fulde Pris for vore Synders Udslettelse, saa at alle, der søger Retfærdighed, kan blive antaget som retfærdige gennem Fortjenesten af hans Offer (Rom. 5, 17-19), Den Omstændighed, at vi behøvede at blive retfærdiggjorte eller gjort rette, beviser, at vi var urette, uretfærdige i Guds Øjne. At Mennesker ikke ved sine Gerninger kunde retfærdiggøre sig selv, fremgaar klart af Israels Erfaringer [455] under deres Lovpagt, og det viser, at denne Uret eller Synd laa i selve Menneskets Natur; og paa Grund heraf maatte vi nødvendigvis genløses og retfærdiggøres gennem en andens — en pletfri Genløsers — Fortjeneste og Offer.

At blive retfærdiggjort er at blive gjort ret. Vi bliver dog ikke i Virkeligheden gjort rette eller fuldkomne, men bliver blot regnet som saadanne, naar vi tror paa Kristi Retfærdighed og hans stedfortrædende Offer og tilegner os dets Fortjeneste som en fri Gave. Vore egne Gerninger kan ikke retfærdiggøre os eller gøre os velbehagelige for Gud. Se Gal. 2, 16; Rom. 3, 27. 28. Loven kunde ikke retfærdiggøre dem, der var under den. Se Gal. 5, 4; Rom. 3, 20. Alene Tro paa Kristi fuldbragte Værk kan retfærdiggøre. Se Gal. 2,17; 3, 13. 14; Rom. 4, 24. 25 o. s. v.

Forskellige Skriftsteder taler mere eller mindre tydelig om vor Aftvættelse og Renselse fra Synd. Alle saadanne Skriftsteder støtter Læren om Genløsningsbetalingen, idet de betegner »Kristi Blod«, d. v. s. Kristi Offers Fortjeneste, som det Renselsesmiddel, ved hvilket vi bliver renset. Se 1 Joh. 1, 7; Aab. 1, 5; 1 Kor. 6, 11; 2 Pet. 2, 22; Tit. 3, 5; Heb. 9, 14; 1 Pet. 1, 19.

Retfærdiggørelsen er sindbilledlig fremstillet som en Retfærdigheds-Klædning af rent, hvidt Lin, ved hvilken Herren dækker over Manglerne og Ufuldkommenhederne hos alle dem, som han antager formedelst deres Tro paa hans dyrebare Blod. Al den Retfærdighed, som vi søger at skaffe os ved vor egen Kraft i Stedet for gennem Kristi Fortjeneste, kaldes i Billedsprog »et besmittet Klædebon« (Es. 64, 5). Der er, sandt nok, visse Skriftsteder, som taler om vore egne Anstrengelser for at blive retfærdige ved at lyde Guds Befalinger, og som betegner dem som et Renselsesværk, der maa gaa for sig under hele vor Vandring som Kristne her paa Jorden. Saaledes taler Apostelen om, at vi er »tvættet paa Legemet med rent Vand«, og at Menigheden renses ved »Vandbadet i Ordet«. Disse Billeder belyser meget træffende, [456] hvorledes vore Hjerter renses og »Kødets Urenhed« bortskaffes. Det er et dagligt Arbejde, som kræver alle vort Livs Dage her paa Jorden. Men al denne Renselse af vore Tanker, Ord og Gerninger — alle disse Bestræbelser for at bringe vore dødelige Legemer til Underdanighed under Guds Vilje i Kristus — grunder sig paa, at vi forud har modtaget Kristus og er blevet retfærdiggjort ved Tro paa hans Blod. Bibelen lærer, at fra det Øjeblik af, da vi modtager Kristus, er alle vore Mangler og Ufuldkommenheder saa at sige skjult for Herrens Øjne af Forsoningsofrets Fortjeneste, som Jehovas Naade og Godhed har skaffet til Veje, og som vi griber og tilegner os ved Tro. Eftersom kun det, der er fuldkomment, kan antages af Gud, og eftersom vi, hvor meget vi end anstrenger os for at rense os, dog stadig er ufuldkomne, er det aabenbart, at vor Antagelse hos Faderen kun bliver mulig derved, at vi, billedlig talt, bliver indhyllet i Kristi Retfærdigheds-Klædning, idet hans Fuldkommenhed tilregnes os. Paa den Maade bliver vi først »antaget i den elskede« (Ef. 1, 6), og siden skal vi daglig aabenbare vor Kærlighed til Retfærdighed og vort Ønske om at behage Herren ved at stræbe efter Hellighed.

Hvor ofte henviser ikke Skriften til Jesus som vort Syndoffer, det »Guds Lam, som bærer [bort] Verdens Synd«! (Joh. 1, 29.) Alle de i Loven foreskrevne Ofre, alt det Blod, som blev udgydt paa Israels Altere, pegede frem til dette store Syndoffer, som skulde slagtes for vor Skyld; thi Blodet af Okser og Bukke kunde aldrig borttage Synder — kun det modbilledlige Offer, det »dyre Blod«, kunde gøre dette. Se videre herom Heb. 9, 12; 10, 10; Ef . 5,  2 ; 1 Kor.  5, 7 ; 1 Pet. 2, 22-24; 2 Kor. 5, 21.

At dette Offer blev givet for Menigheden og for alle Mennesker, er ligeledes meget klart fremholdt i Bibelen. Ved Guds Naade smagte han [Jesus] Døden for alle — »en retfærdig for uretfærdige, for at føre os [457] frem til Gud« — for at berede for os og alle Mennesker en Vej, ad hvilken vi atter kunde komme i Harmoni med den himmelske Fader, blive forligt med ham — og for saaledes indirekte at aabne Vejen for os tilbage til evigt Liv, som er Faderens Naadegave til alle dem, der er hans sande Børn. Angaaende dette Punkt se 1 Tess. 5, 10; Rom. 5, 8; 1 Kor. 15, 3; 2 Kor. 5, 14. 15; Joh. 10, 15; 11, 50-52; 1 Pet. 2, 24; 3, 18.

At det var Mennesket Jesu Kristi Død, hans »Blod«, som sikrede vor Udfrielse fra Synd og Død, er saa klart og utvetydigt fremholdt i Skriften, at det kun kan negtes af saadanne, som forkaster Troen paa Bibelens guddommelige Inspiration eller »forvrænger Skrifterne« eller »forfalsker Guds Ord«. Se 1 Pet. 1, 2; Ap. G. 4, 12; 20, 28; Aab. 5, 9; 1, 5; Rom. 5, 9; Heb. 13, 12.

»I er dyrt købte.«
Af hvem? Fra hvem? I hvilken Hensigt?

»I er dyrt købte; bliv ikke Menneskers Trælle!« — 1 Kor. 7, 23.

»Fordi du ... med dit Blod købte os til Gud.«  — Aab. 5, 9.

»Blandt eder skal komme falske Lærere, som skal lure ind vrange Lærdomme, ... idet de endog negter den Herre, som købte dem.« — 2 Pet. 2, 1.

Da nu Bibelen saa tydelig lærer, at Mennesket er blevet »købt«, og at — som vi har set, at det græske Ord agorazo viser — dette Køb desuden er foregaaet paa samme Maade som den, hvorpaa et offentligt Køb foregaar, saa maa vi nu spørge: 1) Hvem har købt Mennesket? 2) Fra hvem blev Mennesket købt? 3) Hvorfor blev Mennesket købt? Vi vil betragte disse Spørgsmaal i Rækkefølge.

1) De allerede anførte Skriftsteder lærer klart og utvetydig, ikke blot at Menneskeslægten blev købt, men ogsaa at vor Herre Jesus Kristus selv er Køberen, og [458] at Købesummen var hans dyrebare Blod, hans Liv, som han, Mennesket Kristus Jesus, opofrede i sin Død for alle.

2) Fra hvem blev Mennesket købt? Sandhedens Modstandere spørger haanlig, om det var af Djævelen, Herren købte os. De kan ikke tænke sig nogen anden, til hvem Betalingen kunde erlægges; thi alle, som forkaster Læren om Genløsningsbetalingen, kommer til falske Slutninger og kan derfor ikke tro, at Gud vilde kræve et saadant Opgør. De paastaar, at Gud altid ivrig har attraaet Menneskets Samfund og derfor hele Tiden har gjort alt, hvad der stod i hans Magt, for at tilvejebringe Menneskets Forligelse og befri det fra Synd og Død. Derfor kunde Gud, mener de, ikke forlange en Genløsningsbetaling, inden han vilde frigive Mennesket. Vi svarer, at denne deres Paastand er i direkte Modstrid med Bibelen. Rigtignok lærer Skriften, at Gud er Kærlighed, og at han har Medfølelse med Synderen; men den lærer ogsaa, at Gud er retfærdig, og at Mennesket, efter at det er blevet dømt med Retfærdighed, ikke rettelig kunde blive befriet fra denne Dom paa nogen anden Maade end ved, at der betaltes en Genløsningspris for det.

Bibelen lærer rigtignok, at Satan er forbundet med Tildelelsen af Dødsstraffen, idet den erklærer: »Eftersom da Børnene har Del i Blod og Kød [den menneskelige Natur], fik ogsaa han i lige Maade Del deri, for at han ved Døden kunde gøre den til intet, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen« (Heb. 2, 14). Ligeledes kalder den Satan »denne Verdens Fyrste« (Joh. 14, 30); men ingen Steder lærer Skriften, at han har nogen Ret eller Adkomst til saaledes at herske i Verden (Joh. 14, 30). Tvertimod betegner den Satan som en Magtraner, der ved at benytte sig af Menneskets faldne Tilstand har forblindet dets Sind og Forstand med Hensyn til guddommelige Ting, og som en, der bedrager det og gør det til sin Slave formedelst dets Uvidenhed, Overtro og Svaghed. Satan er Syndens Ophavsmand, [459] og som Følge deraf har han faaet Døden i sin Vold. Havde Menneskene aldrig syndet, saa kunde Satan heller aldrig have faaet Herredømme over dem. Det var paa Grund af forsætlig Synd, at Mennesket blev udstødt fra Guds Gunst; men det var først senere hen, da Menneskene tydelig viste, at de ikke ønskede at beholde Gud i sine Tanker, at han overgav dem til et forvendt Sind o. s. v. (Rom. 1, 28). Mere end en Magtraners Ret og Myndighed og et gennem Synden muliggjort Herre-dømme over Slægten kan Satan ikke paaberaabe sig.

Da den Dom nu engang var blevet fældet over Mennesket: »Du skal visselig dø«, saa blev det tilladt saavel Satan som hvilke som helst andre onde Magter at medvirke til Udførelsen af denne Dom. Saaledes benytter Gud sig undertiden af Menneskers Vrede og undertiden af onde Aandevæseners Vrede for at gennemføre sine vidunderlige Planer, og det paa en saadan Maade, at de ondes Vrede bliver ham til Pris (Ps. 76, 11). Men Gud har aldrig anerkendt Satan som Menneskeslægtens retmæssige Ejer. Slægten var Guds Skabning, og den havde ham at takke for alle sine Goder; og kun fordi den ikke erkendte og adlød ham, hjemfaldt den til den i Guds Lov fastsatte Forbandelse, Dødsdommen, som uværdig til Liv. Og under denne Forbandelse staar Slægten endnu.

Det var den guddommelige Retfærdighed, som slog vore første Forældre med Dødens Forbandelse, og det er ligeledes den guddommelige Retfærdighed, som endnu holder Slægten fanget i Døden. Der gives ikke noget Haab om Liv for nogen undtagen gennem den Genløsning, som tilvejebragtes i Kristus Jesus. Da det saaledes var den guddommelige Retfærdighed, der erklærede Menneskets Liv at være forspildt, saa maatte ogsaa Genløsningsbetalingen nødvendigvis erlægges til den guddommelige Retfærdighed, om Misdæderen —Adam og den i ham fordømte Slægt — skulde kunne befries fra Skyld og Straf.

[460] Skønt Satan meget villig udøver sin Magt, kunde han dog slet ikke have udøvet den, hvis det ikke var blevet ham tilladt af den øverste Dommer, Jehova, og Jehova vilde ikke have tilladt Dødens store Ulykke at ramme Menneskeslægten hverken gennem Satans Virksomhed eller paa nogen anden Maade, om den ikke havde været den retfærdige Straf for Synden, for Overtrædelsen af Jehovas Lov. Satans Magt er ligesom Bøddelens en tildelt Magt. Bøddelen er blot en Lovens Tjener, hvem det paahviler at udføre dennes Straffedomme. Saaledes er ogsaa Satan en af den guddommelige Lovs Tjenere, der en Tid lang tillades at udføre den over Menneskene hvilende Dødsdom: »Døende skal du dø.«

Dersom der skulde betales en Genløsningspris eller en Mulkt for en Fange, vilde man ikke betale den til Fangevogteren eller til Bøddelen, men til Retten, ifølge hvis Dom den fordredes. Paa samme Maade kunde Genløsningsbetalingen for Synd ikke erlægges til Satan (skønt han i nogen Udstrækning tjener som Straffens Udøver), men maatte erlægges til den Magt, som fordømte Synden, bestemte Straffen og gav Befaling om den skyldiges Henrettelse — altsaa til Gud, som er alles Dommer.

Til denne Slutning leder vor sunde Forstand os. Bekræfter nu Skriften denne Slutning? Siger den, at Kristi Offer gaves til Satan eller til Jehova Gud? Vi finder det aller tydeligste Svar paa dette Spørgsmaal, naar vi betragter den jødiske Husholdnings forbilledlige Ofre, der var en Skygge af dette bedre Offer, som borttager Verdens Synder. De blev alle ofret til Gud ved Ypperste­presten, der forbilledlig fremstillede vor Herre Jesus. — Se 3 Mos. 4, 3. 4. 24. 27. 31. 34. 35; 5, 11. 12; 9, 2. 6. 7; 2 Mos. 30, 10; 2 Krøn. 29, 7-11. 20-24.

Disse Vidnesbyrd giver et tydeligt og fuldt ud til­strækkeligt Svar paa Spørgsmaalet. Men dersom nogen skulde ønske endnu flere Vidnesbyrd, henviser vi til [461] Apostelens mere direkte Ord, nemlig : »Saasandt Blodet af Bukke og Okser ... helliger til Kødets Renhed, hvor meget mere skal da Kristi Blod, han, som ved en evig Aand bar sig selv frem som et ulasteligt Offer for Gud. ... Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt.« — Heb. 9, 13-15. 26; jfr. 7, 27; 10, 4-10. 12. 20; Ef. 5, 2; Titus 2, 14; Gal. 1, 4; 2, 20; 1 Joh. 3, 16; Joh. 1, 29; 1 Pet. 1, 19; 1 Kor. 10,  20; Rom. 12, 1.

Disse Steder overbeviser os saaledes fuldstændig om det bibelske i den Lære, at Gud fordrede og modtog Kristi Død som Genløsningsofret for Mennesket.

3) Hvorfor blev Mennesket købt?

Da de guddommelige Egenskaber, Retfærdighed, Visdom, Kærlighed og Magt, er meget ufuldkomment udviklet i os faldne, ufuldkomne Skabninger, finder vi det mere eller mindre vanskeligt at kunne fatte det rimelige i, at Gud fordrede en Genløsningsbetaling og modtog den. De, der ikke med sin Forstand kan fatte Sagen tilfredsstillende, kan og bør dog anerkende og modtage Guds Ords Vidnesbyrd og ikke lade sig hindre af, at de ikke evner at finde for dem selv fuldt ud tilfredsstillende Svar paa alle »hvorfor«. Ikke desto mindre vil vi her fremsætte nogle Tanker, der maaske kunde hjælpe nogen til at forstaa Sagen.

Hos os som faldne, ufuldkomne Skabninger er disse Egenskaber (Visdom, Kærlighed, Retfærdighed og Magt) stadig i mere eller mindre heftig Strid indbyrdes; men hos vor himmelske Fader er derimod hver af disse Egenskaber fuldkommen og altid i fuld Overensstemmelse med de andre — aldrig i indbyrdes Modstrid. Visdommen overskuede først Virkefeltet og fremlagde den bedste Plan for Menneskets Frelse, en Plan, som Guds Retfærdighed, Kærlighed og Magt bifaldt. Under Visdommens Ledelse kom Mennesket straks under en Lov, hvis Overtrædelse skulde have Dødsstraffen til Følge — en Straf, som bestaar i fuldstændigt Tab af Tilværelsen, og som desuden indbefatter hele det Tog [462] af Lidelser, der gaar forud for Døden og er forbundet med den. Visdommen vidste forud, at Mennesket paa Grund af manglende Erfaring vilde falde; men da den forudsaa de gavnlige Lærdomme m. m., som Menneskene derved skulde komme til at indhøste, følte den sig retfærdiggjort, da den lagde den Plan, hvorefter Guds Forsyn og Handlemaade skulde rette sig, saaledes som aabenbaret i Skriften.

Saa snart Mennesket havde overtraadt den guddommelige Lov, traadte Retfærdigheden frem og erklærede, at Mennesket var en Oprører, skyldig til Døden, og drev det ud af Edens Have, bort fra den Ernæringskilde, som tidligere var blevet tilvejebragt for det, og overgav det til Satan, for at det skulde blive hjemsøgt af Prøvelser og tilsidst lide den fulde Straf for sin Overtrædelse — »døende skal du dø«. Medens denne Egenskab i den guddommelige Karakter (Retfærdighed) virkede med Mennesket, var Kærligheden ikke ligegyldig, men den var magtesløs, og det af to Aarsager: For det første kunde den ikke modsætte sig Retfærdigheden, ikke hindre Dommens Udøvelse, ikke udfri Mennesket fra Retfærdighedens Magt, fordi Retfærdighed er selve Grundvolden for det guddommelige Styre; for det andet kunde Kærligheden ikke paa det Tidspunkt udfri Mennesket ved at betale Genløsningsofret for Synd, fordi dette vilde have været i Modstrid med den Plan, der allerede var lagt af Guds Visdom. Saaledes blev Guds Kærlighed og Magt en Tid lang holdt tilbage, ude af Stand til at befri Menneskeslægten, og nødt til at lade Retfærdigheden ske Fyldest og til at samtykke i, at Visdommen tillod Retfærdigheden at have Herredømme over Menneskene gennem 6000 Aar fulde af Suk, Trængsel — Død. I Overensstemmelse hermed indskrænkede Kærligheden sig til at opmuntre og undervise Mennesket, give det Løfter og anordne forbilledlige Ofre, der var Skygger af den Maade, paa hvilken Herren tilsidst i Visdommens rette Tid vilde fuldbyrde Menneskets Redning.   [463] Saaledes ventede Kærligheden taalmodig paa det gunstige Øjeblik, da den under Visdommens Ledelse kunde handle og senere tilkalde den guddommelige Magts Hjælp.

Endelig kom det Øjeblik, da Kærligheden kunde handle, det Tidspunkt, Bibelen kalder »Tidens Fylde« (Gal. 4, 4) og »fastsat Tid« (Rom. 5, 6), da Gud udsendte sin Søn som »Mennesket Kristus Jesus«, for at han »ved Guds Naade [Gunst, Barmhjertighed] skulde smage Døden for alle« (1 Tim. 2, 5; Heb. 2, 9). Først da blev Guds Kærlighed aabenbaret for Menneskeslægten, skønt den hele Tiden havde eksisteret. Herom læser vi: »Ved dette er Guds Kærlighed aabenbaret« — »at Kristus døde for os, medens vi endnu var Syndere«. — 1 Joh. 4, 9; Rom. 5, 8.

Guds Kærlighed kom ikke i Strid med hans Retfærdighed, da den i Overensstemmelse med Guds Lov greb ind for at efterkomme denne Lovs Fordringer. Kærligheden søgte ikke at modsætte sig Retfærdighedens Dom, heller ikke at faa den ophævet eller formildet, men den anskaffede en Stedfortræder, som betalte Genløsningsprisen for Mennesket. Ved at tage den af Retfærdigheden idømte Dødsstraf paa sig udfriede Kærlig­heden Menneskeslægten fra den adamitiske Forbandelse — fra Døden. Dette var en Triumf saavel for Kærligheden som for Retfærdigheden. Kærligheden triumferede, da den fremstillede Genløsningsofret, Jesus, for Retfærdigheden, som er den Egenskab i Guds Karakter, der fremtvinger hans Straffebestemmelser og gennemfører dem i deres fulde Udstrækning.

Dog er Kærlighedens Triumf endnu ikke fuldstændig. Den har tilvejebragt Genløsningen; men den skal gøre mere: den skal tilvejebringe en Genoprettelse for hele Menneskeslægten, som efter de gennemgaaede Erfaringer vil være Gud og hans retfærdige Lov underdanig. Men ligesom Kærligheden under den guddommelige Visdoms Ledelse ventede mere end 4000 Aar, før den bragte Genløsningsofret, saaledes har den yderligere maattet vente [464] i næsten 2000 Aar, efter at Genløsningsprisen var blevet betalt, inden det store Genoprettelsesværk kan begynde (Ap. G. 3, 19-21). Men Visdommen tillader, at Kærligheden i Løbet af denne Ventetid virker paa en særlig Klasse, den »lille Hjorde«, de udvalgte fra Evangelietidsalderen, for ud fra de genløste at tage »et Folk for hans Navn« — Kristi Brud og Medarving, Menigheden.

Det, som gjorde det nødvendigt, at Kristus skulde købe Slægten, var, at den første Adam solgte sig selv og sin Slægt tit Synden (og dens Løn eller Straf, Døden) ved sin Ulydighed (Rom. 7, 14; 5, 12). Han maatte derfor købes tilbage fra Syndens Slaveri; og Erlæggelsen af Genløsningsbetalingen var saaledes nødvendig, førend nogen kunde blive udfriet fra Dommen eller gøre en ny Begyndelse for at bevise sig værdig til evigt Liv.

Men lad os nu søge at faa et Overblik over dette Køb i hele dets Storhed. Dette Køb gjorde, at vor Herre Jesus ikke blot teoretisk, men ogsaa i Virkeligheden blev Slægtens Ejer, Behersker og Fader, fordi han betalte Genløsningsprisen for den. I dette Køb tog han den første Adams Plads, hans, som havde solgt Slægten. Ligesom Adam ved sin Overtrædelse i Selvtilfredshed, i Ulydighed mod Gud, solgte Slægten, saaledes købte Mennesket Kristus Jesus denne ved at opofre sig selv i Lydighed mod Faderens Vilje — en tilsvarende Pris eller Genløsningsbetaling for Adam. Herom siger Skriften: »Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulde være Herre baade over levende og over døde« (Rom. 14, 9.) Ved sin Offerdød erhvervede Jesus sig Ret og Magt til at behandle Menneskene som sine egne Børn, fordi han ved denne selv havde frigjort dem fra den guddommelige Doms Forbandelse.

Det er i denne Forstand af Ordet, at Herren er blevet den anden Adam — fordi han tog den første Adams Plads som Slægtens Hoved ved at købe og genløse den med sit eget Liv. Men da det var Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsningsbetaling, kunde [465] det ikke være Mennesket Kristus Jesus, som skulde være Slægtens Fader. Mennesket Kristus Jesus nedlagde alt, hvad han havde, for at genløse Mennesket Adam og hans Slægt; og dette var en ganske tilsvarende Pris — et Menneske for et Menneske. Adams Slægt, som ikke var født paa det Tidspunkt, da Overtrædelsen fandt Sted, blev ikke direkte, men indirekte dømt og behøvede som Følge deraf ikke at købes direkte, men indirekte. En ufødt Slægt i Mennesket Kristi Jesu Lænder blev den tilsvarende Pris for Adams Slægt, der endnu var ufødt paa det Tidspunkt, da han begik Overtrædelsen.

Genløsningsprisen blev ikke taget tilbage.

Som vi allerede har set, lærer Bibelen tydelig, at Herren led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Aanden; han led Døden som et Menneske, men blev oprejst fra de døde som et Aandevæsen af den højeste Rang, den guddommelige Natur. Efter at han havde fuldbragt det Værk, for hvis Skyld han blev Menneske, og efter at han havde løst sin Opgave paa en for Faderen velbehagelig Maade, blev han oprejst fra de døde til en overordentlig Ære og Værdighed, langt over Engle, Myndigheder og Magter og hvert Navn, som nævnes.

Herren kunde ikke være blevet oprejst fra de døde som et Menneske og samtidig have efterladt i Retfærdighedens Hænder den Genløsningspris, som skulde gives for os. For at udfri Adam (og hans dødsdømte Slægt) fra Dommen og Dødens Fængsel, var det ikke alene nødvendigt for Mennesket Kristus Jesus at dø, men det var lige saa nødvendigt, at Mennesket Kristus Jesus aldrig skulde leve mere, men forblive død som en Genløsningsbetaling for os i al Evighed.

Hvis vor Herre Jesus var blevet oprejst som Menneske, vilde dette have haft to Onder til Følge: For det første vilde det have indbefattet, at vor Genløsningspris var blevet taget tilbage, og vi vilde saaledes fremdeles have [466] været hjemfaldne under Dødsdommen. For det andet vilde det for ham have indbefattet et evigt Tab, Tabet af den højere Natur, som han forlod for at blive Menneske og vor Genløser; hans Troskab mod Gud maatte i saa Fald have haft til Følge, at han for al Fremtid var blevet fornedret fra den højere aandelige til den lavere menneskelige Natur. Men der forekommer ingen saadanne Urimeligheder i Guds Foranstaltninger. Herren forringede sig selv og blev Menneske, og som Menneske hengav han sit Liv som Genløsningsprisen for det faldne Menneske; og som en Belønning for denne Trofasthed fik han af den himmelske Fader ikke alene Tilværelse paany som et bevidst Væsen, men han fik ogsaa en ny Natur, som ikke blot var højere end den menneskelige, men ogsaa højere end den, han havde, før han blev Menneske; han fik den guddommelige Natur melt dens uovertræffelige Egenskaber og Værdighed. I hans nuværende ophøjede Tilstand vilde Døden være en Umulighed — han er nu udødelig.

Eftersom det var Mennesket Jesus, der blev Genlosningsprisen for Adam og hans Slægt, kunde Mennesket Jesus ikke være den anden Adam, Slægtens nye Fader i Stedet for Adam; thi Mennesket Jesus er død, for evig død, og kan ikke være Menneskeverdenens Fader eller Livgiver.

Den, som nu ved Køb sidder inde med Retten til at benævnes Menneskeslægtens Fader, er den opstandne og herliggjorte Jesus, som nu er delagtig i den guddommelige Natur — han er den anden Adam. Som vi allerede har set*) var vor Herre Jesus, saa længe han var i Kødet, ikke den anden Adam. I Kødet var han ikke Fader til nogen Slægt, men han kom for at købe Adam og hans Slægt og derved blive Slægtens Fader. Og dette Køb kostede ham uden Undtagelse alt, hvad han havde. Dette er ogsaa Apostelens Tanke, naar [467] han siger: »Det første Menneske var af Jorden, jordisk; det andet Menneske [den anden Adam] er af Himmelen [ved hans anden Nærværelse under Tusindaarstidsalderen].... Ligesom vi har baaret den jordiskes [Adams] Billede, saa skal vi [Menigheden, Medarvinger med Kristus og delagtige i de største og dyreste Løfter — den guddommelige Natur. Rom. 8, 17; 2 Pet. 1, 4] og bære den himmelskes [den anden Adams] Billede.« »Saaledes er der og skrevet: Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl; den sidste [den anden] Adam er blevet til en levendegørende Aand. Men det aandelige er ikke det første, men det naturlige, derefter det aandelige.« — 1 Kor. 15, 45-49.

_____________
*) Side 141, 142.

Trænger vi dybere ind i Spørgsmaalet om, hvorfor Slægten blev købt, saa finder vi den Forklaring af Apostelen, at vor Herre Jesus ved dette Køb blev (d. v. s. erhvervede sig Ret til at blive) den nye Pagts Midler (Heb. 8, 6; 9, 14-16). Den nye Pagt er en Ordning, som Gud har bragt i Stand, for at han ved den skulde kunne faa Anledning til at øve Barmhjertighed mod den faldne Slægt. Den nye Pagt kunde ikke træde i Kraft, uden at den havde en Midler. Midleren maatte paa Menneskeslægtens Vegne give Gud visse Garantier. Først og fremst maatte han genløse Mennesket ved at betale den fulde Genløsningspris. Dette Offer, som Jesus bragte, er derfor kaldt »en evig Pagts Blod«. Ved dette kunde Pagten træde i Kraft og virke. Efter at have købt Menneskene fra den Fordømmelse, der for Syndens Skyld hvilede over dem, og efter at have beseglet den nye Pagt og ladet den træde i Kraft, er Midleren fuldt ud beredt og bemyndiget til at gøre alt, hvad han kan, for at bringe den købte Slægt tilbage til menneskelig Fuldkommenhed og til fuld Harmoni med Gud — for at han da kan fremstille dem ulastelige og ustraffelige for Faderen som dem, der ikke længere behøver en særlig Forligelsespagts Mellemkomst og heller ikke nogen Midler. Men dette Værk er langt fra fuldført, det [468] er kun i sin Begyndelse — derfor er Verden endnu ikke blevet antaget af Faderen; og hele den tusindaarige Tidsalders Genoprettelsesværk vil blive nødvendigt for at bringe alle de villige og lydige til fuld Harmoni og Forligelse med Faderen.

I Løbet af Evangeliets Tidsalder er imidlertid blot et lille Antal af de genløste blevet kaldt; og de, der hører Guds Kald og nærmer sig Faderen gennem Tro paa Genløseren og hans Værk, bliver paa tilregnet Vis antaget som fuldkomne, for at det saaledes maa blive dem muligt sammen med sin Genløser at fremstille sig som levende Ofre i Faderens Tjeneste, saaledes som hans Plan anviser, og saaledes hos sig selv udvikle Lighed med Guds kære Søn. Til Belønning derfor vil de, om de villig og med Glæde lider med ham, ogsaa blive herliggjort med ham og blive hans Medarvinger og Medarbejdere i hans Tusindaarsgerning — at velsigne Verden paa den nye Pagts Vilkaar. Disse faa udgør dog en Undtagelse fra Menneskeslægten i det store og hele; disse, »de udvalgte« i Evangeliets Tidsalder, regnes som Kristi »Brødre«, Kristi »Brud«, »Menigheden, som er hans Legeme«, men de kaldes aldrig Kristi »Børn«. Disse bliver at den himmelske Fader antaget som Sønner og ved Sandhedens Ord og dette Ords Aand avlet til den himmelske Natur. Disse har, som vi har set, Ret til at betragte Jehova som sin Fader, fordi de er avlet direkte af ham, og saaledes er disse Jesu Kristi »Brødre«. — 1 Pet. 1, 3.

For Verden i Almindelighed er Guds Plan imidlertid noget anderledes. I Stedet for at blive retfærdiggjort ved Tro og dernæst avlet til den guddommelige Natur o. s. v., maa de vente indtil Tusindaarsrigets Tidsalder, og i Stedet for da at blive avlet af Jehova til en ny Natur faar de sin gamle Natur, den menneskelige Natur, tilbage, men befriet fra dens Mangler og Forgængelighed. Verdens Haab er Genoprettelse til det, som gik tabt i Eden (Matt. 18, 11; Ap. G. 3, 19-21). Guds Foranstaltning for [469] Verden er netop, hvad vi har set i Genløsningen: Mennesket Kristus Jesus nedlagde sin menneskelige Fuldkommenhed og alle de dermed forbundne Rettigheder og Privilegier for at genløse for Menneskeslægten »det, som var fortabt« — den menneskelige Fuldkommenhed som gik tabt i Eden, det menneskelige Herredømme og alle menneskelige Rettigheder og Privilegier, indbefattende Samfund med Gud og evigt Liv. Alt dette, som blev købt til Menneskeslægten, er det, der skal tilbydes alle Mennesker i sin Tid under den nye Pagt.

Den Kendsgerning, at Herren i Evangeliets Tidsalder udvælger »Kristi Legeme«, har til Følge, at vor Herre Jesus, Menighedens store Hoved, i Stedet for at forbeholde sig selv alene det Hverv at være Fader eller Livgiver for Verden, har knyttet til sig en »lille Hjord«, der er ham lig, og som har deltaget med ham i denne nærværende Tids Lidelser, og som derfor ogsaa skal dele den kommende Herlighed med ham og tillige med ham udgøre den store Profet, Prest, Konge og Livgiver eller Fader — for at give Liv til enhver, der vil modtage det under den nye Pagts Vilkaar. Blandt de forskellige Titler, Skriften giver vor Herre Jesus, er derfor ogsaa Titlen »evig Fader«. Han har endnu ikke i nogen Forstand eller Grad fuldført dette Hverv. Men han, som købte Verden paa Bekostning af sit eget Liv, har nu ifølge Guds Plan Magt og Ret til at give til saa mange, som vil gaa ind paa hans Betingelser, alt, hvad der tabtes, og alt, hvad der atter genkøbtes af Liv og menneskelige Rettigheder og Fuldkommenheder samt en forøget Kundskab.

Endvidere, da vor Herre Jesus nu er Slægtens retmæssige Fader, som giver den et Liv, der har kostet ham hans eget, saa er Menneskeslægten ifølge Bibelens Vidnesbyrd fuldstændig i vor Herre Jesu Hænder, saa at han raader over den, aldeles som han vil. Han bedømmer de enkeltes Værdighed eller Uværdighed til evigt Liv. Hvad vor Herre Jesus vil gøre for Verden [470] som dens Fader i den næste Tidsalder, gør han allerede nu i Løbet af denne Tidsalder for sin Menighed, sin trolovede, sin Brud. Herom siger Apostelen, at ligesom den himmelske Fader er Kristi Hoved, saaledes er Kristus Menighedens Hoved, og saaledes er Manden Hustruens og Familiens Hoved. I Overensstemmelse hermed læser vi: »Faderen dømmer heller ikke nogen, men har givet Sønnen hele Dommen« (Joh. 5, 22). Kristi trolovede Brud har ingen Anseelse hos Faderen undtagen i og gennem sin elskede Brudgom. Hun maa fremføre sine Begæringer i hans Navn og paa Grund af hans Fortjeneste, og saaledes maa det vedblive, indtil det fuldkomne kommer, da hun skal modtages i Herlighed — Guds Sønners fulde Frihed gennem den første Opstandelse.

Paa samme Maade maa Menneskeslægten, Kristi Børn, alle forholde sig til ham som deres Hoved, deres Fader; de vil ikke kunne have Samfund med den himmelske Fader eller i det hele taget blive anerkendt af ham, førend den tusindaarige Tidsalder har genoprettet og bragt tilbage til Fuldkommenhed alle dem, der vil benytte sig af disse Privilegier. Men ved den tusindaarige Tidsalders Slutning, naar vor Herre Jesus overgiver Gud og Faderen Riget, da skal ogsaa de blive fremstillet for den almægtige Jehova for siden at staa under hans direkte Overopsyn. — 1 Kor. 15, 24.

Skønt vor Herre Jesus var Adams direkte Skaber — som der staar skrevet: »Uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet til« — blev han dog ikke tidligere anerkendt som Adams eller hans Børns Fader. Men fra dette Standpunkt kan det sees, hvorfor vor Herre Jesus dog ogsaa er kaldt den genløste og genoprettede Slægts Fader. Aarsagen er, at i den oprindelige Skabelse var Logos Jehovas Redskab og udførte et Værk, som slet ikke kostede ham selv noget, medens han som den anden Adam vil give Menneskene Livsret-[471]tigheder, som har kostet ham selv noget — hans eget dyrebare Blod.

Genløsning er ikke Tilgivelse.

Den Omstændighed, at man ikke lægger Mærke til Forskellen mellem Genløsning og Tilgivelse, har foraarsaget stor Forvirring. Deraf kommer det, at ogsaa fornuftige Kristne i samme Aandedræt paa den ene Side kan tale om at være genløst fra Graven, genløst fra Døden, dyrt købt med Kristi dyrebare Blod o.s.v., og paa den anden Side om Faderens naaderige Forladelse af alle vore Synder. Tilsyneladende er der kun faa, som tænker paa, at Ordene Genløsning og Tilgivelse (Benaadning) udtrykker to modsatte Begreber, og dog burde mange kunne indse dette.

Intet kan være klarere end dette, at Gud ikke tilgav Adam hans Overtrædelse og eftergav ham Straffen. Kendsgerningerne rundt omkring os — saaledes som de gør, sig gældende i den sukkende og døende Skabning — saavel som Guds Ords Vidnesbyrd, om at »Guds Vrede aabenbares«, og at Døden er den »Forbandelse«, som er Straffen for den oprindelige Synd, vidner alt sammen højlydt om, at Gud ikke benaadede Verden, ikke eftergav den Straffen, under hvilken den har lidt i over 6000 Aar. Den, som sammenblander Synderes Retfærdiggørelse ved Kristi Syndoffers Fortjeneste, med vederlagsfri Tilgivelse, har endnu ikke faaet sin logiske Tænke og Skelneevne vel udviklet. Havde Gud benaadet Adam, vilde han have genindsat ham i de Forrettigheder, han havde i Eden, hvor de livsopholdende Træer fandtes, og Adam vilde have levet endnu, og hans talrige Slægt vilde ikke have lidt Døden paa Grund af »det ene Menneskes Ulydighed«.

Dersom Gud nogensinde vilde være kommet Mennesket til Hjælp og have benaadet det, vilde dette have indbefattet dets fulde Befrielse fra al Fordærvelse, Sygdom, Smerte og Død og en fuld Genoprettelse til alt det, [472] som var tabt. Gud har altsaa tydelig nok ikke tilgivet den oprindelige Synd, men fastholder stadig, at hans hellige Lov er blevet krænket, og at Dommen over Synderen skal staa ved Magt. Der er ikke engang noget ydre Tegn paa, at Verden er blevet genløst. Kun de troende kender til dette, og de modtager denne Forkyndelse, idet de tror paa Herrens Ord uden noget ydre Bevis. De mange Skriftsteder i denne Retning har vi allerede anført. De synlige Beviser paa Genløsningen vil først kunne sees i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder, naar Genoprettelsesværket gaar for sig — naar Genløseren begynder at udøve sine tilkøbte Rettigheder som Genopretter.

Ordene »forlade« og »tilgive« er ikke brugt om Verden og dens oprindelige Synd (Arvesynden), men om dem, der formedelst Tro paa Genløseren og hans Værk er regnet som overgaaet fra Døden til Livet — fra Fordømmelse til Retfærdiggørelse. Den store Frelser, som købte dem og paatog sig den Anklage, som hvilede paa dem, tilgiver dem frit og stiller dem paany paa Prøve for Liv — under den guddommelige Lovs Aand og ikke under dens Bogstav. Og foruden dette at tilgive dem deres tidligere Synder vedbliver han at forlade dem alle deres Overtrædelser (fordi de ikke synder forsætlig, saa længe de har det nye Sind — 1 Joh. 3, 9; 5, 18) — idet han regner alle saadanne ufrivillige Overtrædelser i Tanke, Ord og Handling som en Del af den oprindelige Synd og den deraf stammende Fordærvelse, som de har arvet, og som endnu virker i deres Kød. Vi læser ogsaa, at den himmelske Fader har Barmhjertighed med os, forlader os vore Overtrædelser og meddeler os sin Naade (Gunst); men Forklaringen er den, at al hans Naade bliver os til Del gennem vor Herre Jesu Offer; vi »bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade ved Forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud stillede til Skue i hans Blod som en Naadestol [Fyldestgørelse] ved Troen for at vise sin Retfærdighed, fordi [473] han i sin Langmodighed havde baaret over med de Synder, som før var gjort« (Rom. 3, 24. 25). Atter er der sagt: »Vi har Forløsningen ved hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.« — Ef. 1, 7; Kol. 1, 14.

»Vi blev forligt med Gud ved hans Søns Død«, d. v. s. Gud ophørte med at harmes over vore Synder, fordi Genløsningsprisen var blevet betalt for os, var blevet skaffet til Veje af ham selv, idet han i sin Kærlighed hengav sin Søn for at genløse os. Samme Tanke ligger ogsaa i følgende Ord: »Gud forligte i Kristus Verden med sig selv, saa han ikke tilregner dem deres Overtrædelser« (men tilregnede sin elskede Søn disse, han, som frivillig hengav sig selv som vor Stedfortræder). Synderne blev tilregnet Menneskeslægten, indtil Jesus døde; men da ophørte Gud med at tilregne os det, som vor Genløser eller Stedfortræder havde taget paa sig. Gud benaadede ikke i den Forstand, at han afstod fra at fordre Straffen fuldbyrdet, men han, »lod vores alles Misgerninger ramme ham [vor Genløser]« (Es. 53, 6), »han, som bar [Straffen for] vore Synder paa [i] sit Legeme op paa Træet« (1 Pet. 2, 24). Heraf ser vi, hvorledes Gud tilgav os uforskyldt »for Kristi Skyld« — fordi han betalte den Straf, der tilfredsstillede Retfærdigheden. — 1 Joh. 1,7; 2,12; Ef. 4, 32; Ap. G. 4, 12; 10, 43; 13, 38; Luk. 24, 47.

Lad os dog lægge Mærke til, at Gud ikke tvang den retfærdige til at dø for de uretfærdige. Retfærdigheden kunde ikke lægge de skyldiges Straf paa den uskyldige, med mindre den uskyldige frivillig gav sig selv hen som en Stedfortræder for de skyldige. Det var dette, Jesus gjorde. Bibelen siger, at han frivillig satte sit Liv til, ikke af Frygt for Guds Vrede, ikke af Tvang; men »for den Glæde, som ventede ham [Glæden ved at lyde Faderen, ved at genløse og genoprette Menneskeslægten og ved at bringe mange Sønner til Herlighed] led han taalmodig Korset.« — Heb. 12, 2.

[474] De græske Ord (apoluo, aphiemi og aphesis), der i det nye Testamente er oversat ved »Forladelse«, »forladt« og »forlade«, har den samme Betydning som disse tilsvarende dansk-norske Ord, der jo betyder »at fritage for Straf, at ophøre med at nære Harme imod«. Tanken i disse Ord er dog ikke den, at Skylden betragtes som udslettet uden Vederlag, eller at Gud uden Betingelser vil slippe Synderen fri fra Fængslet (Døden), hvad vort Ord »forlade« vilde indbefatte. Nej, det er kun fordi Gud har fundet Løsepenge, der helt og fuldt dækker Gælden, at han ikke længere tilregner Mennesket dets Synd (Job 33, 24). Mennesket Kristus Jesus gav sig selv til Løsepenge (en tilsvarende Pris) for alle (1 Tim. 2, 6). Derfor skal i sin Tid alle de i Gravene (i Dødens Fængsel) høre hans Røst og komme frem — naar Genløseren »tager sin store Magt« og regerer. Intet af de netop omtalte græske Ord svarer til vort Ord »tilgive« (forlade, benaade) i Betydningen af »ikke at iværksætte Straffen«; men Ordet karazomai har næsten denne Betydning. Det betyder »at tilgive frit«. Dette Ord forekommer tolv Gange i det nye Testamente. Vi kan af nogle faa Eksempler se, at de Steder, hvor Ordet karazomai forekommer, fuldstændig stemmer overens med vor Fremstilling ovenfor, idet de nemlig viser, at Faderen ikke benaader Synderen eller uden Betingelser lader ham slippe fri fra Syndens Straf. Vi læser: Tilgiv hverandre,... som Kristus har tilgivet eder« (Kol. 3, 13). »Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge Gælden.« »Den han eftergav mest.« — Luk. 7, 42. 43.

I disse fire Tilfælde tales der om Skyldens Udslettelse uden Vederlag. Men læg Mærke til, at det ikke er Jehova, men Kristus Jesus og hans Disciple, som tilgiver frit. Vor Herre Jesus stod netop i Begreb med at betale Genløsningsprisen for Simon, Maria og alle andre, og da han vidste, at Retfærdigheden vilde blive tilfredsstillet ved denne Handling, kunde han som deres [475] Køber frit tilgive dem. Selve Hensigten med at købe Synderne var den, at han for intet kunde udfri dem fra Dødsdommen, fra Fængslet. Havde Jesus ikke villet benaade dem, som han købte med sit Blod, men stadig tilregnet dem den Skyld, som Adams Synd paa­drog dem, vilde hans Offer have været værdiløst for dem; de vilde da alle have været lige saa »forbandede« eller fordømte som før. Havde Faderen paa den anden Side benaadet os, vilde Kristi Død have været overflødig, værdiløs, eftersom den da ikke vilde have fuld­bragt noget.

Alle vil indrømme, at Gud er retfærdig; men om det er Tilfældet, kan han ikke have tildelt Mennesket for haard en Straf, da han fratog det Livet. Og hvis denne Straf var retfærdig for 6000 Aar siden, saa er den det endnu og for altid. Dersom Straffen var for haard og Gud derfor ophæver den uden Vederlag (eftergiver Synderen Resten af Straffen), saa var han enten uretfærdig, da han idømte Straffen, eller ogsaa er han uretfærdig nu. Dersom det for 6000 Aar siden var Ret at fratage Mennesket Livet for dets Synds Skyld, vilde det altid være Uret at gengive det Livet, med mindre den idømte Straf paa retfærdig Vis var blevet ophævet ved Erlæggelsen af en tilsvarende Pris. Og dette kunde kun ske ved, at en anden, der var af samme Art eller Natur, og hvis Ret til Liv ikke var blevet forspildt, frivillig gav sig selv hen som Genløsningsbetaling.

Det er netop denne uforanderlige og usvigelige Ret­færdighed hos vor Fader, som gør, at vi kan have en urokkelig Tillid til alle hans Løfter. Bibelen erklærer, at han er den samme i Gaar og i Dag og til evig Tid, og at der hos ham ikke er nogen Forandring eller Skygge af Omskiftelse (Jak. 1, 17). Dersom han var saa foranderlig, at han paa Adams Tid vilde dømme Slægten til Døden og 6000 Aar derefter ophæve sin egen Kendelse, hvilken Sikkerhed kunde vi da have for, at han ikke efter andre 6000 Aar eller før eller senere atter [476] kunde forandre sig og sende os tilbage til Dødens Fængsel ved at ophæve Benaadningen for nogles eller for alles Vedkommende? Som en Slægt at Syndere har vi slet ikke noget andet Haab om et tilkommende evigt Liv end det, som grunder sig paa, at Kristus ved Guds Naade døde for os og derved tilfredsstillede Retfærdighedens Krav paa os.

Saa vidt det angaar Jehova, er vi altsaa blevet benaadet ved hans egen Foranstaltning — gennem Kristus. Og saa vidt som det angaar vort Samfund med den Herre Jesus, som købte os, tilgiver han frit alle dem, der vil komme til Faderen ved ham. Og saa vidt som det angaar os, er de Resultater, der er opnaaet ved Guds Plan, meget gunstige; thi for os bevirker dette det samme, som om Faderen havde tilgivet os uden Betingelser og uden en Genløsning; men Kendskab til hele Guds Handlemaade sætter os i Stand til at drage visse Slutninger om Gud og forstaa, hvorledes vi, skønt vore Synder var som Skarlagen, dog er blevet gjort hvidere end Sne, og hvorledes Gud kan være retfærdig, samtidig med at han retfærdiggør og udfrier os. Saaledes har Gud givet os en sikker Grundvold for Tro og Tillid.

Ophæver Døden Menneskets Skyld?

Der er mange, som efter at være blevet overbevist om, at »Syndens Sold er Døden« — ikke evig Pine — er kommet til den falske Slutning, at enhver selv soner for sin Synd, betaler sin Skyld, ved sin egen Død. Ved at lede dem til saadanne Slutninger søger den store Modstander at faa dem til at negte Nødvendigheden af en Genløser eller en Genløsningsbetaling — eftersom jo enhver, mener de, genløser sig selv ved at lide sin Straf. Ifølge dette Argument vilde Retfærdigheden ikke have noget yderligere Krav paa Mennesket, efter at det har lidt Døden — idet den ved at ødelægge Mennesket vilde have tilfredsstillet sine egne Fordringer. Følgelig vilde da en Opstandelse af de døde være ganske i sin Orden, [477]  en selvskreven Ting, og den guddommelige Retfærdigheds Krav paa et Genløsningsoffer for Menneskets Synd vilde være uretfærdigt; thi det vilde betyde, at der krævedes en dobbelt Betaling af Skylden.

Hvad enten denne Betragtningsmaade er rigtig eller falsk, er den øjensynlig ganske i Modstrid med Skriften, som erklærer, at vi behøvede en Frelser, og at denne maatte erlægge en Genløsningsbetaling for os, før vi kunde blive forløst fra Straffen for Adams Synd og faa nogen Ret til et fremtidigt Liv. Vi vil ikke her paany anføre de talrige Skriftsteder, som taler om dette, men blot søge at vise, at alle rigtige og logiske Slutninger ogsaa angaaende dette Punkt er i fuld Overensstemmelse med Bibelens Vidnesbyrd — at Jesu Død som vor Genløsningsbetaling var nødvendig, for at Gud kunde være retfærdig og dog retfærdiggøre Syndere, der tror paa Jesus og modtager ham som sin Genløser.

Hvis Straffen for Synd blot havde været en døende Tilstand — hvis Gud havde sagt til Adam: Fordi du har syndet, maa du gennemgaa den haarde Prøve at være i en døende Tilstand — saa vilde Straffen være blevet udsonet af Adam og alle andre, naar de døde. Men saadan er Straffen ikke; Straffen er Død, ikke en døende Tilstand; og Død er Fraværelse af Liv — Tilintetgørelse. Skulde Mennesket derfor selv betale sin Straf, maatte det forblive død, uden Mulighed for nogensinde at faa Liv. »Den Sjæl [Væsen], som synder, den skal dø.« Og denne Sjælens [Væsenets] Ødelæggelse vilde have været evig, hvis den af Herren fuldbyrdede Genløsning ikke havde fundet Sted; men ved denne Genløsning, som opfyldte Retfærdighedens Krav, er nu Døden forandret til det, der billedlig talt kaldes en »Søvn«. Og i den belejlige Tid vil derfor Genløseren med Retfærdighedens fulde Samtykke opvække alle fra denne Dødssøvn. Uden denne Genløsning vilde den adamitiske Død have været, hvad den anden Død skal blive, nemlig »en evig Fortabelse [Tilintetgørelse] bort fra Herrens Aasyn og fra [478] hans Magts Herlighed«. Naar man én Gang klart har fattet dette, indser man ogsaa tydelig, at Betalingen af Syndeskylden krævede alt, hvad et Menneske har og er, og at der siden ikke kunde findes noget tilbage, som kunde lide eller glæde sig. Som Følge af Synden var Mennesket i en fortvivlet Stilling, og intet andet end en fuldgyldig Genløsningsbetaling kunde udfri det fra denne Stilling. Og naar vi har set denne Side af Emnet klart, vil vi ogsaa klart kunne se, at da vor Herre Jesus gav sig selv hen som vor Genløsningsbetaling, betød dette for ham, hvad den oprindelige Straf vilde have betydet for os, nemlig at »Mennesket Kristus Jesus« led Døden for os i den mest absolutte Forstand af Ordet, »evig Fortabelse [Tilintetgørelse]«. Derfor kender vi ikke længere Kristus efter Kødet. Kødet, den menneskelige Natur, blev givet hen som vor Genløsningsbetaling, og den Omstændighed, at denne ikke blev taget tilbage, er vor Garanti for, at alle de herlige Foranstaltninger med Hensyn til denne Genløsning gælder for hele Menneskeslægten under den nye Pagts Vilkaar. Alle de Fuldkommenheder og Rettigheder, der tilhørte vor kære Genløser som Menneske, blev givet i Bytte for Adams tilsvarende Rettigheder, der var blevet forspildt gennem Ulydighed. Disse vil derfor blive givet alle dem, der vil modtage dem paa Guds Betingelser i »de Tider, da alt det bliver genoprettet, som Gud har talt om ved sine hellige Profeters Mund fra ældgamle Dage af«. — Ap. G. 3, 19-21.

»Han, som vil, at alle Mennesker skal blive frelst
og komme til Sandhedens Erkendelse.«
— 1Tim. 2, 4.­ —

Der er mange, som tidligere har antaget Menneskers Vidnesbyrd uden at prøve dem i Skriftens Lys, og som derfor har troet, at Syndens Sold er evig Pine, og at evig Pine er den sikre Lod for alle, med Undtagelse af den »lille Hjord«, »de rene af Hjertet«, den »udvalgte« Menighed; men naar disse bliver befriet fra dette fryg [473] telige Bedrag, er de siden ofte tilbøjelige til at gaa til den modsatte Yderlighed nemlig at antage en eller anden Lære, der forkynder evig Frelse for alle.

Det store Flertal at dem, der antager denne Vildfa­relse »Universalismen«, fornegter helt og holdent Læren om Genløsningen, medens nogle antager den netop paa Grund af sin Tro paa Genløsningen, fordi de ikke klart kan forstaa, hvorledes denne kommer os til gode. De paaberaaber sig stadig ovenanførte Skriftsted og tænker som saa: Dersom Gud vil, at alle Mennesker skal blive frelst, saa er Sagen afgjort; thi den Tid kommer, da hans Vilje skal ske paa Jorden som den sker i Himme­len. Derfor forstaar vi, siger de, at den Genløsning, der blev givet for alle ved Mennesket Kristus Jesus, er en Garanti for Gennemførelsen af Guds Hensigt at frelse alle. Ja, fortsætter de, naar Gud har modtaget Genløsningsofret af Jesus, saa er han af Retfærdighedens Lov bundet til at frelse alle Syndere og give dem det i Eden tabte evige Liv tilbage. Vi fremsætter deres Paastand saa kraftig som mulig, for at den kan blive besvaret til deres Tilfredshed og gøre det af med alle Spidsfindigheder.

Deres største Fejltagelse er den, at de ikke giver Agt paa alle de Skriftsteder, der hører til Emnet, og som det er nødvendigt nøje at undersøge for at kunne drage en logisk Slutning, der helt igennem stemmer overens med Bibelen. Desuden bliver de Skriftsteder, som formodes at støtte denne Vildfarelse, ufuldstændig anført og urigtig tolket.

Vor himmelske Fader erklærer: »Jeg har ikke Behag i dens Død, som dør, siger den Herre, Herre; saa omvender eder da, og I skal leve!« (Ez. 18, 32.) Denne store Gunstbevisning, dette Tilbud — Liv gennem en Genløser — som vor himmelske Fader giver den fordømte Verden, er ikke et Udslag af noget nyt. Han forandrer sig ikke; han har altid haft en saadan god Hensigt med sine Skabninger. Han kunde slet og ret [480] have gjort dem til Maskiner i saavel intellektuel som moralsk Henseende uden Frihed til at gøre noget, der kunde stride mod hans Vilje; men han vilde ikke frembringe menneskelige Maskiner; han valgte at skabe Væsener i sit eget Billede, i sin egen Lighed — med Frihed til at vælge mellem godt og ondt. Han søger ikke saadanne Tilbedere, som ikke kan andet end tilbede, heller ikke saadanne, som kun gør det af Tvang, ammen, som han selv erklærer: »De, som tilbeder ham, bør tilbede i Aand og Sandhed« — frivillig og fordi de elsker og paaskønner, hans Retfærdigheds Principer saavel som ham selv, hvem disse repræsenterer. — Joh. 4, 23.

Det var ikke desto mindre netop denne Velvilje overfor Menneskene, som bevirkede, at Gud tillod Adam selv at vælge mellem Lydighed og Ulydighed. Og da Adam havde valgt Ulydighed, sendte denne samme Gud, som ikke har Behag i dens Død, som dør, Straffen over ham og hans Slægt, og i 6000 Aar har han nu ladet denne Straf ske Fyldest. Nu, da han har tilvejebragt en Genløsning i Kristus Jesus og givet hvert Medlem af Menneskeslægten Lejlighed til at vende tilbage til Harmoni med sig og gennem Kristus opnaa evigt Liv, opstiller han samtidig Betingelser, der paa det bestemteste maa opfyldes, for at dette evige Liv kan opnaaes. Disse den nye Pagts Vilkaar er et fornyet Hjerte, en ret Aand overfor Gud og fuld Lydighed imod ham. Det er imidlertid umuligt at opfylde disse Betingelser uden Hjælp af den nye Pagts Midler. Derfor læser vi: »Den, som tror paa Sønnen, har evigt Liv; men den som ikke vil tro paa Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.« — Joh. 3, 36.

Dette er i fuld Harmoni med den Erklæring, at Gud ikke har Behag i dens Død, som dør, og ogsaa med det Udsagn, at Gud »vil, at alle Mennesker skal blive frelst og komme til Sandhedens Erkendelsen«. Ikke desto mindre paapeger Skriften, at de, der forkaster Tilbudene om [481] guddommelig Barmhjertighed i Kristus, derved trodser Guds Gunst og sikkert vil dø den anden Død, hvilken Straf skal blive alle dem til Del, der vælger Synd i Stedet for Retfærdighed.

Forøvrig siger det her betragtede Skriftsted ikke noget om en evig Frelse, men tilkendegiver blot, at det er Guds Vilje, at hele Menneskeslægten skal frelses fra den Uvidenhed, Blindhed og Fornedrelse, som Slægten er kommet i som et Resultat af Adams Synd. Kun det, som Adam tabte, skal genoprettes. Og han tabte ikke evigt Liv; thi skønt han havde et fuldkomment Liv, uden nogen Dødsspire, var han ikke desto mindre paa Prøve i Eden, hvor det skulde vise sig, om han ved Lydighed mod Gud vilde udvikle en Karakter i Harmoni med Gud og saaledes blive agtet værdig til evigt Liv. Det er derfor klart, at naar Adam og hans Slægt bliver genløst fra Dødens Forbandelse, giver denne Genløsning eller Frelse fra Dødsdommen dem ingen Adkomst til evigt Liv, men kun til de gunstige Tilstande, Fader Adam havde, og til en personlig Prøve paa Værdighed til evigt Liv.

Denne nye Prøve, der er blevet sikret Adam og hele hans Slægt, er i nogle Henseender mere gunstig end Adams oprindelige Prøve var, paa Grund af den store Kundskabsforøgelse. Menneskene har haft Lejlighed til at erfare det overmaade syndige i Synden og vil da faa Lejlighed til at erfare det velsignede i Retfærdigheden og i Guds Naade i Kristus. De gennemgaaede Erfaringer vil for dem, der drager Lære deraf, vise sig at være til god Nytte, naar de i Tusindaarsrigets Tidsalder bliver stillet paa en personlig Prøve for evigt Liv — naar hele Menneskeheden i Løbet af tusind Aar skal prøves foran den store hvide Trone for paa Grundlag af denne Prøve enten at fordømmes eller agtes værdige til evigt Liv. — Aab. 20, 4. 11. 12.

Det Gud vil, er netop saaledes at frelse fra »Forbandelsen« og tilvejebringe gunstige Anledninger til at [482] komme til Kundskab om Sandheden. Derfor har han udnævnt til Midler mellem Gud og Mennesker Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle, et Vidnesbyrd i sine Tider.

Denne Erklæring at Gud vil, at »alle Mennesker skal blive frelst« fra den adamitiske Dom, har et Sidestykke i samme Apostels Udsagn i Rom. 11, 26: »Saaledes skal hele Israel blive frelst.« Tanken i dette sidste Skriftsted er ikke den, at hele Israel skal blive evig frelst, men blot at hele Israel skal blive frelst fra sin Blindhed — en Blindhed der kom over dem som et Folk betragtet, fordi de som en Nation forkastede Messias. Paa samme Maade maa ogsaa 1 Tim. 2, 4 begrænses, da dette Skriftsted kun sigter til den adamitiske Katastrofe. Gud vil, at alle Mennesker skal frelses, ikke alene fra den retfærdige Dom, som han fældte i Eden, og som afbrød Adams Prøve (denne Frelse har han allerede tilvejebragt ved sin Søns Død), men han vil ogsaa, at alle Mennesker skal befries fra den Uvidenhed og Blindhed, hvormed Satan siden Faldet har formørket deres Sind. »Denne Verdens Gud har forblindet de vantros Sind, for at Lyset fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han som er Guds Billede, ikke skal skinne for dem« (2 Kor. 4, 4). Gud vil, at alle skal blive saa helt og fuldt frelst fra alle de Onder, der er en Følge af Adams Synd og Forbandelse, at de kan komme til Sandhedens Erkendelse. Hvorfor vil han dette? For at de ved at have en klar Kundskab om Sandheden ogsaa kan have de bedst mulige Udsigter til at bestaa den nye Prøve for Liv, hvilken Prøve er blevet dem sikret ved Genløserens Forsoningsoffer. Det er for at fuldbyrde denne Guds Vilje, at Genløseren vil indføre sin tusindaarige Regering, som først vil binde Satan (holde alle onde ydre Indflydelser tilbage) og derpaa befri Mennesket fra dets Blindhed — saaledes som der staar skrevet: »Da skal de blindes Øjne aabnes« (Es. 35, 5). Af samme Grund, nemlig for at den nye Prøve skal blive den gunstigst [483] mulige for Mennesket, har Gud ordnet det saa, at Værket skal foregaa gradvist og strække sig over et Tidsrum af tusind Aar.

Retfærdigheden ikke forpligtet ved Genløsningen.

Den Paastand, at Gud nu er bundet ved sin egen Retfærdighed til at genoprette ethvert Menneske, er ogsaa en Fejltagelse. Vi finder tvertimod, at Gud ikke har paataget sig nogen som helst Forpligtelse; han har blot solgt Slægten til vor Herre Jesus Kristus, der, som vi i det foregaaende har set, købte os med sit eget »dyre Blod«. Den himmelske Fader har ikke paataget sig noget Ansvar for Slægten; han har ikke noget med den at gøre; han har ikke engang til Hensigt at dømme den for at se, hvorvidt den vi opnaa Værdighed til evigt Liv eller ikke; derimod har vi Forsikring om, at han har overgivet hele Sagen til Sønnen, som købte Slægten og derfor er Slægtens Herre, Mester, Hersker, Ejermand, Dommer, Profet, Prest og Konge, og som i Overensstemmelse med Faderens Plan træffer de nødvendige Foranstaltninger for at forene sig med Evangelietidsalderens udvalgte Menighed i at udføre det store Værk at oplyse Verden og genoprette de lydige.

Den Kendsgerning, at den himmelske Fader afhændede hele Slægten til vor Herre Jesus, indbefatter ikke Mangel paa Interesse fra hans Side. Det var for at hansLovs Krav kunde blive tilfredsstillet, at han ordnede det saaledes. De guddommelige Love er uforanderlige og tillader ikke nogen som helst Ufuldkommenhed eller Synd. Disse Love er stiftet for fuldkomne Væsener; thi vor himmelske Fader har aldrig skabt noget ufuldkomment. Hvad der findes at Ufuldkommenhed og Synd, er en Udartning, der er indtraadt, efter at han havde fuldendt sit Skaberværk. Om Faderen skulde tillade nogen Synd hos Menneskene og direkte have med saadanne ufuldkomne Mennesker at gøre, vilde dette enten være ensbetydende med, at alle hurtig vilde blive dømt som ufuldkomne og [484] uværdige, eller ogsaa vilde det indebære, at Gud i Stedet for at fordømme Synden vilde fuldstændig overse den og saaledes vise en alt for vidtgaaende Fordragelighed, der vilde være i Modstrid med hans Riges Love. At Faderen har overgivet hele Slægten i Jesu, dens Genløsers, Hænder tjener derfor til Menneskenes Bedste saavel som til at haandhæve hans Loves Ukrænkelighed. Overfor dem, der, skønt de er ufuldkomne, dog stræber alvorlig efter Fuldkommenhed, kan Jesus saaledes lade Naade gaa for Ret og vise Barmhjertighed imod dem ved i Løbet af Tusindaarsriget Trin for Trin at føre dem frem til Fuldkommenhed. Da vil alle, som viste sig lydig mod den store Profet, være rede til at blive overført fra hans Midlerhaand til Faderens Hænder, efter at de gennem Kristus har naaet den Grad af Fuldkommenhed som den guddommelige Maalestok fordrer alle andre vil blive afskaaret i den anden Død (Ap. G. 3, 23). Ja, selv om vore forgangne Synder blev udsletet, og vi blev stillet paa Prøve foran Faderens absolut tretfærdige Domstol, saa vilde vore nærværende Ufuld kommenheder dog paadrage os en ny Dødsdom. Det er i Betragtning af denne Omstændighed, at Apostelen advarer os imod at forspilde de Anledninger, der er skænket os i Kristus, naar han siger: »Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder« (Heb. 10, 31). Gud har ordnet det saaledes for Syndere, at ingen anden Frelse findes end den, som er i og gennem Midleren Kristus og hans Forsonings- og Genoprettelsesværk; bortset fra denne Foranstaltning er Guds Lov streng Retfærdighed uden Overbærenhed, rede til som Ilden at fortære alt vanhelligt.

Alle kan sikkert indse, at dersom Gud kunde handle med Synderne, tilgive dem deres Synder og antage deres bedste, om end ufuldkomne, Bestræbelser, da vilde der ikke have været nogen Nødvendighed for en Genløser, heller ikke for nogen ny Pagt beseglet med hans Blod. Endvidere skulde i saa Fald ogsaa de hellige Engle med [485] Rette kunne sige, hvis de vilde: Gud har baaret over med én Synd hos Menneskeslægten, og han vil ikke kunne være mindre naadig imod os; dersom vi altsaa skulde ønske det, staar det os frit for at begaa én Synd; vi kan stole paa, at Gud i sin Naade vil tilgive den; han vil ikke for denne ene Synds Skyld udelukke os fra Samfund med sig. Saaledes vilde der i al Evighed være Fare for Synd fra deres Side, som endnu ikke havde syndet. Enhver, som saaledes vilde begaa én Synd for derpaa at faa Tilgivelse for den, vilde udgøre en ny Aarsag til, at den ene efter den anden af alle de hellige Engle tilsidst vilde forsøge sig i Synd og faa Guds Tilgivelse. Naar vi nu ser dette, kan det ikke forundre os, at Gud i alle sine hellige Skabningers Interesse og for sit eget Velbehags Skyld har bestemt, at han ikke vil anerkende noget mindre end Fuldkommenhed hos nogen Skabning, og at han har gjort Retfærdighed til sin Trones Grundvold. — Ps. 89, 15.

Ikke noget andet Navn, ved hvilket vi skal blive frelst

Fra dette Standpunkt ser vi nu klarere end nogensinde før, at al Guds Naade imod den faldne Slægt kun kan skænkes den i og gennem Kristus — at den himmelske Fader ikke personlig eller uafhængig af Sønnen benaader nogen, og at »der er heller ikke noget andet Navn under Himmelen, givet blandt Mennesker, ved hvilket vi skal blive frelst (Ap. G. 4,12). Vi ser ogsaa, at Frelserens Gerning ikke er fuldført blot ved dette, at han købte Slægten, men at han ogsaa skal være sine genløstes store Læge for at helbrede dem fra Syndens Sygndom og genoprette dem til Liv og til alle de Fuldkommenheder, som tilhører deres Natur, og saaledes skal han i Løbet af sin tusindaarige Genoprettelses-Regering, gøre alle dem, som vil lyde ham, rede til ved Tusindaarstidsalderens Slutning at blive fremstillet for Faderen som absolut fuldkomne Skabninger. — 1 Kor. 15, 28.

Naar vi saa betragter Midleren, i hvis Hænder »a [486] Magt« til at frelse er blevet lagt, spørger vi, hvorvidt det er hans Hensigt, at alle de, han genløste, skal frelses for evig, eller om der er sat visse Betingelser for at kunne opnaa denne Frelse. Vi finder da, at Bibelen tydelig lærer, at der er opstillet visse Betingelser. Profeten Jeremias (31, 29. 30) beskriver f. Eks. Tusindaarsrigets Tidsalder som den Tid, da den adamitiske Forbandelse skal ophæves og ikke længere øve sin Virkning paa Menneskene, og i hvilken det Ordsprog ikke længere skal gælde: »Fædrene aad sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme, men i hvilken derimod »enhver [som da dør], skal dø for sin egen Synds Skyld [og ikke for andres]. Vi læser endvidere, at »de onde skal udryddes], naar Herren regerer blandt Folkene (Ps. 37. 9). Vi finder ogsaa, at Apostelen Peter, efter at han har talt om disse Vederkvægelsens og Genoprettelsens Tider, Tusindaarstidsalderen, erklærer: »Og det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] denne Profet [den herliggjorte Kristus — Hoved og Legeme], skal udryddes af Folket« — dø den anden Død (Ap. G. 3, 19-23). En anden Apostel, der ligeledes hentyder til Moses som denne store Profets Forbillede, erklærer: »Har nogen brudt Mose Lov, da dør han uden Barmhjertighed; ... hvor meget værre [haardere] Straf tror I da, den skal agtes værd, som har traadt Guds Søn under Fødder og ringeagtet Pagtens Blod, som han blev helliget [gjort antagelig for Gud, retfærdiggjort] ved, og har haanet Naadens [Guds Naades] Aand? ... Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.« »Thi synder vi med Vilje efter at have lært Sandheden at kende [Sandheden om Guds Naade i Kristus, som Gud vil, at alle engang skal lære at kende], da er der ikke mere tilbage noget Offer for Synder [Forsoningen for Adams Synd dækker ikke over forsætlige Synder imod fuldt Lys og Kundskab], men bare en forfærdelig Gru for Dom [Gengældelse] og en Nidkærhedens Brand, som skal fortære de genstridige.« — Heb. 10, 26-31. [487]

Her er det klart vist os, at Modstandere af den modbilledlige Moses (den herliggjorte Kristus) skal fortæres eller ødelægges paa en endnu strengere Maade end de, der modstod Moses. Men dersom de, der modstod Moses, blev straffet med Døden, hvorledes kan da de, der modstaar Kristus, blive endnu haardere behandlet? Vi svarer, at den af Moses idømte Straf forkortede blot den lille Rest af Liv, som hans Modstandere havde arvet fra Adam; men denne Straf kunde ikke ramme det virkelige Væsen eller Sjælen, som det var Guds Hensigt at genløse, og som han virkelig genløste ved Kristi Genløsningsoffer. Den, som imidlertid efter at være kommet til Kundskab om sin Genløsning, vægrer sig ved at adlyde den modbilledlige Moses, vil faa en haardere Straf, idet han ikke blot vil miste nogle faa Aar af sit allerede dødsdømte Liv, men for evig miste sin Sjæl, sit Væsen, sin Eksistens og det uden noget Haab om Genoprettelse; thi saadanne — ja, alle, som paa nogen Maade er i  Modstrid med de guddommelige Love og Anordninger — vil blive fortæret som Straa, som Torne og Tidsler, som de, der fordærver Jorden.

Ligeledes vidner hele det nye Testamente paa det bestemteste om, at Midleren kraftig vil haandhæve Guds Lov imod Synd, og at kun medfødte Svagheder og Uvidenhed vil kunne tjene som Undskyldning for, at denne ubøjelige Lov bliver overtraadt; og alt eftersom disse Skrøbeligheder og denne Uvidenhed overvindes ved Hjælp af Genoprettelsesprocesser i Tusindaarsrigets Tidsalder, vil Retfærdighedens Lovs Fordringer blive strengere og strengere, indtil tilsidst den afgørende Dom, den Prøvesten, ved hvilken vor Herre Jesus ved Tusindaarsrigets Slutning vil prøve alle, der endnu er tilbage, ikke vil være mindre streng, ikke mindre gennemtiængende end den himmelske Faders; og under denne Prøve vil alle de, der begaar Synd eller sympatiserer med den i nogen Form eller Grad, hjemfalde til den anden Død. Naar alle de af Slægten, der har vist sig [488] værdige til Fuldkommenhed, har opnaaet denne ved Genoprettelsesprocesserne, vil de følgelig kunne opfylde alle den absolutte Retfærdigheds Fordringer med Hensyn til Tanker, Ord og Gerninger.

Saaledes skal da Guds Vilje ske paa Jorden, som den sker i Himmelen. Thi vi ser, 1) at det er Guds Vilje, at alle skal befries fra den adamitiske Forbandelse og bringes til Sandhedens Erkendelse; 2) at det er Guds Vilje, at det evige Liv skal gives alle lydige; og 3) at det lige saa meget er Guds Vilje, at alle de ulydige »skal udryddes af Folket. Ogsaa i dette Punkt skal Guds Vilje ske paa Jorden; ingen kan hindre det.

Nogle mener, at eftersom Hensigten med Genløsningen var, at hele Menneskeslægten skulde blive befriet fra den adamitiske Overtrædelse, saa maa Menneskeslægten ogsaa kunne vente en øjeblikkelig Genoprettelse til den menneskelige Naturs hele Fuldkommenhed. Men en saadan Forventning er hverken bibelsk eller fornuftig. Der er intet i Skriften, som tilkendegiver, at Genoprettelsesværket skal være et øjeblikkeligt Værk, men tvertimod, at det vil foregaa gradvist. Tilbøjeligheden til at forvente en øjeblikkelig Genoprettelse er et Resultat af urigtige Forudsætninger; idet de, der venter dette, nemlig gaar ud fra, at Slægten under sin Prøve for evigt Liv ikke vil faa lige saa gunstige Omstændigheder som Adam havde, om den ikke bliver gjort fuldkommen, som han var; men vi vil bevise, at dette er fejlagtigt — at den kan faa en meget gunstigere Prøve som ufuldkommen. De antager videre, at Svaghederne og Ufuldkommenhederne, der paa Grund af Faldet er fælles for hele Menneskeslægten, vilde udgøre uoverstigelige Skranker, som vilde hindre de genløste i at vise Lydighed mod den guddommelige Lov; men vi skal se, at Gud rigelig har sørget for, at alle Behov skal opfyldes. Dersom Menneskeslægten ved en øjeblikkelig Fuldkommengørelse blev stillet paa samme Standpunkt [489] som det, Adam indtog før Faldet, vilde Resultatet deraf blive følgende:

1) Der maatte straks kræves fuldkommen Lydighed overfor Guds fuldkomne Lov, og der vilde ikke være nogen Undskyldning for dem, ligesom der heller ikke var nogen Undskyldning for Adam. Nogle faa vilde vel paa Grund af sine tunge Erfaringer med Synden i det nærværende Liv kunne bestaa en saa streng Prøve; men Størstedelen af Slægten vilde dog vide lige saa lidt om Synden og dens Følger, som Adam vidste, fordi Flertallet af Menneskene dør i sin spæde Barndom, og fordi desuden en stor Del af de øvrige ikke i dette Liv ikke har lært klart at skelne mellem ret og uret.

2) En saadan Fremgangsmaade vilde i det mindste i stor Udstrækning tilintetgøre den store Lektie, som Gud i 6000 Aar har bibragt Verden angaaende Syndens Syn dighed og dens bitre Frugter; thi Flertallet har indtil nu haft forholdsvis ringe Anledning til at lære Retfærdigheden at kende. Denne Anledning vil blive givet Menneskene i Tusindaarsriget.

3) Dersom Slægten pludselig blev genoprettet, vilde den praktisk talt blive en ny Slægt, og alle Erfaringer fra det første Liv vilde saaledes kun faa yderst lidet Værd for dem; thi ingen vilde da være i Stand til helt at kende sig selv igen — at identificere sig med det Væsen, som engang var saa befængt med alle Slags Skrøbeligheder. Og de smaa Børn, som aldrig havde lært sig selv at kende, vilde slet ikke kunne vide, hvem de var. Dersom Gud vilde gaa frem paa denne Maade, kunde han lige saa godt straks fra Begyndelsen have skabt de mange Millioner Mennesker og stillet dem alle paa Prøve i Eden i Stedet for nu at genoprette dem paa en saadan Maade, at deres tidligere Erfaringer slet ikke vilde blive dem til nogen Nytte.

4) Dersom alle Mennesker øjeblikkelig blev gjort fuldkomne, vilde der ikke blive nogen Anledning for Menigheden til som Abrahams Sæd at samarbejde med sin [490] Herre for at velsigne Verden og tjene den som »et kongeligt Presteskab« (Gal. 3, 16. 29). Da Gud imidlertid har tilvejebragt et saadant kongeligt Presteskab, indbefatter dette, at der maa findes Svagheder og Ufuldkommenheder hos dem, som disse Prester skal hjælpe og undervise, og fra hvem de skal modtage Ofre og Offergaver, og hvem de skal skænke Barmhjertighed og Syndernes Forladelse. Der vilde ikke være Brug for et saadant Presteskab, dersom Guds Plan gik ud paa en øjeblikkelig Genoprettelse af Menneskene ved Kristi andet Komme.

5) Dersom Genoprettelsen skulde være et øjeblikkeligt Værk, hvorfor skulde der da være fastsat tusind Aar som de Tider, da alt skal genoprettes? Ett Aar vilde være rigelig Tid til en øjeblikkelig Genoprettelse til menneskelig Fuldkommenhed og til en Prøve i Lighed med den, Adam blev stillet paa.

6) Dersom Menneskene øjeblikkelig blev gjort absolut fuldkomne, vilde det indbefatte, at der ikke længere kunde gøres nogen Naade og Barmhjertighed gældende overfor dem, men at de maatte dømmes efter den strengeste Retfærdighed. Der vilde lige saa lidt kunne ventes nogen Barmhjertighed for forsætlige og overlagte Overtrædelser, der var begaaet af fuldkomne Mennesker. Desuden vilde hver enkelt, som syndede, derved stille sig selv ind under Dødsdommen, eftersom han da vilde være en forsætlig Synder; og for en saadan vilde der iden ikke være nogen Genløsning mulig. Enhver saadan vilde blive dømt til Døden for sin egen personlige Synd, ikke for en andens paa Grund af Arvelighed, saaledes som Tilfældet nu er — idet hele Slægten dør som Følge af ett Menneskes Ulydighed, og hele Slægten blev genløst af ett andet fuldkomment Menneske. Selv omg en indviet begik blot en eneste Overtrædelse, saa vilde Straffen for den ikke kunne ophæves, med mindre et andet Menneskeliv blev ofret. For at en Million Overtrædere skulde kunne genløses, vilde en Million retfærdige og hellige Menneskers Offerdød være nødvendig. [491]Gud har imidlertid ikke opgjort en Frelsesplan, som kræver saa mange Ofre; men den Genløsning og Frelse, som han har beredt i Kristus, er tilstrækkelig for alle Mennesker. Disse Overtrædere vilde heller ikke, efter at de engang var blevet genløst af Kristus, kunne faa noget Gavn af hans Forsoningsoffer, fordi de da allerede vilde have faaet alle de Naadegaver, som Kristi Død sikrede dem.

Men lad os nu betragte det fornuftige i og fordelagtige ved den guddommelige Plan, ifølge hvilken Menneskets Genoprettelse skal ske gradvis, i samme Forhold som det kommer til en fuldere Harmoni med Skaberen og hans Lov.

1) I Kraft af den Genløsning, som blev givet for alle Mennesker, skal alle opvækkes fra Dødssøvnen. Dette bliver det første Skridt i Genoprettelsesværket. De vil da være under de kongelige Presters Omsorg og Overopsyn; og disses Kamp mod og Sejr over Synden i Løbet af Evangeliets Tidsalder vil have beredt dem og gjort dem skikket til at vise Taalmodighed og Hjælpsomhed imod dem, over hvilke de skal regere som Konger og Prester. — Aab. 5, 10.

De enkelte Individers Identitet vil blive bevaret derved, at de bliver vakt op til nøjagtig den samme Tilstand som den, de mistede i Døden; og de forskellige Fremskridt, som de siden maa gøre for at komme bort fra de Synder og Svagheder, som de har været beheftet med i den nærværende Tid, vil komme til at give dem meget gavnlige Lektier, baade med Hensyn til Syndens Syndighed og med Hensyn til Fordelene ved Retfærdighed. Saaledes skal den store Genløser Trin for Trin løfte Menneskeslægten op til Fuldkommenhed; og enhver skal gøre Fremskridt. henimod Fuldkommenhed netop i samme Forhold som han selv vil det. Og de, der trods al den Kundskab og alle de Lejligheder, der da tilbydes dem, alligevel ikke gør Fremskridt, vil i en Alder af 100 Aar blive udryddet af de [492] levendes Land, dø den anden Død uden noget Haab ose en yderligere Anledning til Genoprettelse; thi de har da trods sin anselige Kundskab om Ret og Uret ladet den givne Lejlighed gaa ubenyttet hen og har saaledes foragtet Guds Naade i Kristus, idet de tilsidesatte den store Profets Undervisning og negtede at gøre Fremskridt paa Hellighedens Alfarvej (Es. 65, 20; 35, 8). Ifølge Profetens Antydning vil de, naar de dør i 100-Aars­alderen, endnu blive betragtet som Børn; thi om de havde villet gøre Fremskridt, kunde de være blevet,ved med at leve i det mindste til Slutningen af de 1000 Aar.

2) Medens Verden i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder saaledes skrider fremad paa Hellighedens Alfarvej, vil den, i samme Udstrækning som den endnu er ufuldkommen, være dækket af Genløsningsofrets Fortjeneste, medens den lidt efter lidt lærer værdifulde Lektier og udvikler Aandens forskellige Frugter. I den Tid vil Fejltrin eller Forseelser, der bliver begaaet ved Ubetænksomhed eller ved Forsøg paa at prøve nye Metoder, endnu blive regnet som en Del af den adamitiske Svaghed og vil i samme Forhold kunne tilgives af den store Yppersteprest.

At paastaa, at legemlig Fuldkommenhed eller fuldkommen Kundskab er nødvendige Forudsætninger for at kunne blive stillet paa Prøve for evigt Liv eller evig Død, er det samme som at negte, at Menigheden nu staarpaa en saadan Prøve. Og dog erklærer Skriften tydelig, at dette er Tilfældet. En saadan fuldkommen Tilstand vil heller ikke være nogen væsentlig Betingelse for Verdens Prøve. Verden vil i Virkeligheden da — ligesom vi nu — først blive bibragt Kundskab om Guds Naade i Kristus, før nogen Prøve kan begynde. Denne Kundskab er dem udtrykkelig lovet af Gud. Og til et Dække for deres nedarvede Svagheder vil de, medens de er paa Prøve, faa den samme Klædning, Kristi tilregnede Retfærdighed, som nu dækker os, Evangeliemenigheden, [493] medens vi løber paa den Bane, der er anvist os i Evangeliet.

3) Bibelen betegner Tusindaarstidsalderen som Verdens Domsdag og siger: »Han [Gud] har fastsat en Dag, da han skal dømme Verden med Retfærdighed ved en Mand [Kristus, Hoved og Legeme], som han dertil har bestemt (Ap. G. 17, 31). Om det var Guds Hensigt ved Tvang at frelse for evig hvert eneste Medlem af Adams Slægt, hvorfor da kalde den kommende Tidsalder for en Domsdag? »Dom« betyder Prøve, Undersøgelse, og dette indbefatter lige saa meget de uskikkedes Forkastelse som de værdiges Antagelse og Velsignelse. Og Dommen vil lyde paa evigt Liv eller evig Død.

Vi paapeger her, at Herrens Lignelse om Faarene og Bukkene ikke er anvendelig paa Evangelietidsalderen, men paa næste Tidsalder. Derfor begynder Lignelsen da ogsaa med disse Ord: »Naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed.« Der tales om den Tid, da han skal sidde paa sin Herligheds Trone, og da hans »udvalgte« ifølge hans Løfte skal som hans Brud dele hans Trone og Herlighed med ham. »Alle Folkeslag skal [da] forsamles for hans Aasyn«, og han skal dømme dem og stille Faarene ved sin højre Side (betegnende Gunst) og Bukkene ved sin venstre Side (betegnende Ugunst). Denne Adskillelse og Dom vil optage hele Tusindaarstidsalderen, og ved dens Slutning vil alle »Faarene« blive modtaget af Faderen for at nyde hans Gunst, evigt Liv, medens de ulydige »Bukke tillige med sin Leder, Satan, og alle, som gør ondt, skal straffes med en evig Tilintetgørelse, evig Afskærelse fra Liv — med den anden Død, som er sindbilledlig fremstillet ved Søen, der brænder med Ild og Svovl. — Matt. 25, 31-46; 1 Kor. 15, 24.

Bibelen fremstiller Dommen paa den store tusindaarige Domsdag som foregaaende foran en stor hvid Renhedens og Retfærdighedens Trone og skildrer Dommens Kendelse saaledes, at de, der i Løbet af den [494] Tid har udviklet den himmelske Faders Aand, Kærlighedens Aand, til Fuldkommenhed, skal regnes som Herrens Folk og »arve det [jordiske] Rige, som er beredt for dem, fra Verdens Grundvold blev lagt«. Men de andre, som ikke benytter denne gunstige Lejlighed til at udvikle Kærlighedens Aand som sin Karakter og til saaledes at blive ligesindet med Herren, skal regnes som Herrens Modstandere og skal sammen med Satan tilintetgøres. — Jfr. Aab. 20, 9-13.

Genløsningsbetaling — Stedfortræder.

Den i Bibelen tydelig fremstillede Lære, at Jesus var Menneskenes Stedfortræder, har de Kristne i Aarhun­dreder holdt fast ved. Nu begynder man imidlertid at tvivle paa denne Lære, fordi man i de sidste Tider ved nærmere Eftertanke er begyndt at indse, at hvis evig Pine er Syndens Straf, og hvis vor Herre Jesus som vor Stedfortræder maatte lide vor Straf, saa maatte han lide evig Pine for at kunne befri os fra Straffen. Dette Ræsonnement er sundt nok; Vanskeligheden ligger blot i, at Forudsætningen er falsk — evig Pine er ikke Syndens Straf — ikke Menneskets Straf. Mange nærer dog en viss Fordom mod Ordet »Stedfortræder«, selv efter at de har set, at Syndens Sold er Død, og at vor Herre. Jesus i sin Død kunde være og virkelig var Menneskets Stedfortræder, samt at han led netop det, som Mennesket var dømt til at lide. Nu vil maaske en eller anden spørge: Er Ordet »Stedfortræder» brugt i Skriften? Om ikke, hvorfor da bruge det? Vi svarer:

I Bibelens Grundtekster (som er affattet i det hebraiske og det græske Sprog) er der paa mange Steder anvendt saadanne Ord, som det ubestridelig skulde være aldeles rigtigt at gengive med vort Ord »Stedfortræder«. At dette Ord nu ikke staar i de danske og norske Bibler, skyldes altsaa blot den Omstændighed, at Oversætterne tilfældigvis ikke kom til at bruge det. Det er imidlertid kun efter Originalteksten, at den bibelske Tanke [495] ret kan forstaaes; og eftersom vi søger at gribe denne, er det nødvendigt, at vi paa hvert Sted, hvor der i Grundteksten menes Stedfortræder, ogsaa faar dette klart for os. Thi alt, hvad der strider mod Begrebet Stedfortræder, strider ogsaa mod den Tanke, der indeholdes i Ordet »Genløser«. Som vi allerede har set, er Bibelen fuld af Erklæringer om, at vi er købt med Kristi dyrebare Blod; at han udfriede os ved at hengive sin egen Sjæl til Døden for at genløse os. Hvad er da dette andet end, at han traadte i vort Sted, blev vor Stedfortræder?

Naår en Ting er købt, træder det, som er betalt for den, i Stedet for den. Dersom vi f. Eks. køber et Brød for et Pengestykke, bytter vi Pengene for Brødet, d. v. s. vi giver Pengene i Stedet for Brødet. Naar en Landmand bringer en Sæk Hvede til Møllen og for den modtager en Sæk Mel af samme Værdi, er Melet blevet en Stedfortræder for Hveden og Hveden for Melet. Det ene er en tilsvarende Pris, en Genløsningsbetaling, en Stedfortræder for det andet. Netop saaledes har vor Herre, Mennesket Kristus Jesus, hengivet sig selv i Døden som en Genløsning, en Stedfortræder for Fader Adam (og Slægten, der havde mistet Livet i ham) — som en Genløsnings­betaling for alle, en Stedfortræder, en tilsvarende Pris. Et andet Billede kan maaske endnu nøjagtigere svare til den Virkelighed, vi vil belyse: Vi tænker paa Udvekslingen af Krigsfanger. Derved iagttages i Almindelighed den Regel meget nøje, at bytte menige for menige. Oberster for Oberster, Generaler for Generaler, idet man fra begge Sider fordrer en tilsvarende Pris, Mand for Mand. Købet af Brød for Penge er ikke saa fuldkomment et Billede, fordi Brød og Sølv, om end af samme­ Værdi, ikke er af samme Art. Men ved Menneskeslægtens Genløsning fordrede Gud en absolut Overensstemmelse i Natur, i Fuldkommenhed, i alt en fuldkommen Erstatning, en aldeles tilsvarende Pris skulde erlægges, før Dødsdommen kunde ophæves. [496]

Der er én Anvendelse af Ordet »Stedfortræder«, som for en stor Del har bidraget til at forvirre Forstaaelsen af dette Ord. Naar det i Krigstid bliver nødvendigt at udskrive Mandskab, og en Mand udskrives til Krigstjeneste, faar han i nogle Lande undertiden Lov til at sende en Stedfortræder, der tager hans Plads og tjener i hans Sted i Hæren. Den, som saaledes har skaffet sig en Stedfortræder, er derefter fri for alle Forpligtelser, hvad Militærtjenesten angaar. Denne særlige Anvendelse af Ordet »Stedfortræder« i Forbindelse med Mililitærvæsen, stemmer ogsaa godt nok i den Forstand, at det Menneske, der antages af Regeringen som en Stedfortræder for den, der gik fri, i legemlig Henseende maa svare til de stillede Fordringer; dernæst maa det være en, der ikke selv er udtaget til Krigstjeneste, og som derfor frit kan tilbyde sig som Stedfortræder. Disse Træk svarer til det Tilfælde, vi betragter. Paa lignende Maade tilbød vor Herre Jesus at træde i Adams Sted; og han tilfredsstillede alle den guddommelige Regerings Fordringer, idet han paa enhver Maade blev saaledes som Adam var, og idet han ikke allerede var dømt til Døden, da han ved at tilbyde sit Liv som Løsesum traadte i vort Sted og blev antaget. Han havde et uforspildt Liv at give for Adams forspildte Liv.

Endvidere: Naar Stedfortræderen er blevet antaget, bliver Navnet paa den, han repræsenterer, strøget af Listerne; og da Kristus døde for Adam, blev Adams Navn strøget af Skyldregistret, saa vidt det angaar den Fordømmelse, Gud havde fældet over ham.

Men her ophører Overensstemmelsen mellem de to Stedfortrædere; thi den Forpligtelse, som Soldatens Stedfortræder overtager, bestaar i at gøre Krigstjeneste, medens Adams Stedfortræder derimod maatte ofre sit Liv. Overensstemmelsen mellem begge disse Tilfælde afbrydes altsaa, naar Soldatens Stedfortræder er blevet antaget og gaar ind i Hærens Tjeneste — hvilket svarer til dette, at Faderen antog vor Herre Jesu Tilbud om at [497] opofre sit Liv, og til, at Jesus indtraadte paa Selvopofrelsens Vej (hvilket sidstnævnte Skridt han symboliserede ved sin Daab i Jordan).

Saafremt det ikke er absolut nødvendigt, gør vi sikkert vel i ikke at fremholde Ordet »Stedfortræder« (Erstatning) for saadanne, som paa Grund af manglende Forstaaelse allerede i Forvejen er opfyldt af Fordomme, og som derfor blot vilde blive hindret i at foretage en grundig og upartisk Undersøgelse af Emnet. Men lad os i det mindste give Agt paa vore egne Hjerter og se til, at vi har Sandheden om Jesu Stedfortrædelse fuldt ud klar for os, og at vi urokkelig fastholder den; thi paa den hviler Læren om Genløsningsbetalingen. Den, som efter klart at have forstaaet dette, alligevel ikke tror, at Kristus var vor Stedfortræder, tror altsaa heller ikke paa Genløsningen og mangler derfor den Tro, som er den eneste, ved hvilken vi kan blive retfærdiggjort for Gud.

Var ingen anden Frelsesplan mulig?

Mange, som kun ufuldkomment forstaar Læren om Genløsnings- betalingen, er tilbøjelige til at undre sig over, hvorfor Gud ikke kunde have frelst Verden paa nogen anden Maade end ved at lade sin Søn dø som Menneskets Stedfortræder eller Genløsningspris. Vi svarer dem, at de har et urigtigt Syn paa Sagen. Det Spørgsmaal, de skulde gøre sig selv, er ikke om Gud kunde have valgt en anden Fremgangsmaade, men om han i Virkeligheden valgte denne eller nogen anden.

Uden Tvivl kunde Gud i sin Visdom have valgt en anden Plan for Menneskeslægtens Frelse; men vi kan lige saa bestemt fastslaa, at det ikke vilde have været muligt selv for den Almægtige at udtænke nogen bedre og, efter hvad vi kan se og forstaa, heller ikke nogen anden lige saa god Frelsesplan som den, han valgte. Vi maa komme til den Slutning, naar vi tager alle de med denne Plan forbundne Omstændigheder, Tilstande og [498] ønskede Resultater med i Betragtning. Den Omstændighed, at Gud behandlede de faldne Engle efter en anden Plan, beviser, kan vi sige, at han ogsaa kunde have behandlet det faldne Menneske anderledes; thi han kunde, have gjort paa samme Maade med Menneskene som med Englene. Dette vilde dog, som vi har set*), ikke have været mere fordelagtigt, men maaske mindre ønskeligt i et Tilfælde som dette, hvor der var mange, som skulde dømmes.

Selv om vi antager, at lige saa mange Mennesker vilde være blevet velsignet og tilsidst genoprettet ved en saadan Fremgangsmaade fra Guds Side, saa kan vi dog se følgende uheldige Træk ved denne Metode:

1) Hvor meget frygteligere vilde ikke vor Slægts moralske Fordærvelse have været, om den efter sit moralske Fald alligevel havde faaet Lov til at beholde alle sine mentale og fysiske Evner og Kræfter! Naar vi ser, hvilke store Fremskridt Mennesker har formaaet at gøre i Synd i Løbet af 10, 20, 50 eller 100 Aar, hvilket Dyb af Ondskab maa vi da ikke vente, at de vilde have naaet at trænge til Bunds i, om de havde faaet Lov til at leve med usvækket Kraft og Energi i 6000 Aar, adskilt fra Gud, men ikke dømt til Døden!

2) Selv om en saadan Frelsesplan tilsidst vilde være kommet lige saa mange til gode som den Plan, Gud valgte, vilde den dog aldrig i samme Grad have aabenbaret Guds Karakters Egenskaber. Saaledes som det nu er, ser vi følgende: a) Vi ser Guds Retfærdighed ved Idømmelsen af Dødsstraffen, selv overfor dem, der »ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse«, men blot blev født i Synd og undfanget i Misgerning og kom til Verden som Syndere formedelst Arv (Rom. 5, 14. 12; Ps. 51, 7). Han har saaledes aabenbaret for os en Retfærdighed, som ikke frikender den skyldige, og for hvilken kun det absolut fuldkomne kan bestaa. b) Han afslørede saaledes ogsaa for os en Kærlighed, langt større end vi paa nogen anden Maade kunde have forestillet os den — en Kærlighed, som fulgte os og, »da vi endnu var Syndere«, købte os fri med den store Genløsnings betaling, Kristi dyrebare Blod. c) Valget af denne Plan, som gik ud paa at dømme Mennesket ti Døden, genløse det fra Døden og senere genoprette det fra Døden ved en Opstandelse, giver Gud en langt større Anledning til at afsløre sin Magt, end alt, hvad der stod i [499] Forbindelse med Skaberværket, hvor stort og vidunderligt dette end var; thi der kræves ubestridelig langt større Magt til at fuldføre Guds Forjættelse om en Opstandelse af de mange Millioner Væsener, der har levet og er døde — at bringe dem frem paany, saaledes at de vil kende sig selv igen — end der fordredes til at skabe ett Menneske. d) Denne guddommelige Plan vil, naar den engang er blevet gennemført, til fulde aabenbare Guds Visdom paa en Maade, som ingen anden Plan vilde have kunnet det, saa vidt som vi er i Stand til at kunne tænke os andre Planer. Den vil vise, hvorledes Gud kendte Enden fra Begyndelsen af, og hvorledes han har udvirket alt efter sin Viljes Raad, selv medens Mennesker og Engle ikke kunde se eller fatte Formaalet og Hensigten med hans Handlinger, og medens Satan og de faldne Engle troede, at de krydsede den guddommelige Vilje. Det vil da blive uigendrivelig bevist, at Gud er mægtig til at lade alle Ting tjene til det gode, til Fuldførelsen af hans Hensigter. Tilsidst vil det ogsaa blive bevist, at Ordet, der udgaar af hans Mund, ikke vender tomt tilbage til ham, men udretter det, som behager ham, og lykkelig udfører, hvad han sender det til. — Es. 55, 11.

*) Se »Spiritismen i Bibelens Lys«. — Pris 40 Øre.

Endvidere ser vi, at om Gud havde fulgt samme Plan med Hensyn til Mennesket som med Hensyn til de faldne Engle eller hvilken som helst anden tænkelig Plan, saa kunde der ikke have været nogen saa herlig Lejlighed til at udvælge Evangeliemenigheden til at være Kristi Legeme; thi da vilde Logos ikke have haft den samme herlige Lejlighed til at bevise sin Troskab og Lydighed mod den himmelske Fader og heller ikke til at opnaa den efterfølgende Ophøjelse til guddommelig Natur, og endelig havde heller ikke den lille Hjord af de genløste faaet nogen Anledning til at vandre i hans Fodspor. Desuden ser vi, at disse Lærdomme ikke blot kommer Menneskeslægten til gode, men ogsaa alle Guds øvrige fornuftbegavede Skabninger paa ethvert Tilværelsesplan, og det endda ikke blot for nogle Aarhundreder, men for al Evighed.