Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 16

FORLIGELSENS ELLER FORSONINGENS TJENESTE.

Denne Tjeneste betroet til det kongelige Presteskab. — Salvet til at forkynde Forsoningen. — Hvorfor de glade Tidender ikke paaskønnes. — Resultaterne af denne Tjeneste. — Forfølgelse og Herlighed. — Hvorledes Troskaben prøves. — Kun de trofaste kan deltage i det fremtidige Forsoningsværk.

»Ingen tiltager sig selv den Ære, men den, som kaldes af Gud ligesom Aron. Saaledes tillagde da heller ikke Kristus sig den Ære at blive Yppersteprest.« — Heb. 5, 4. 5.

I DENNE Forligelsens eller Forsoningens Tjeneste deltager hele »det kongelige Presteskab«, for hvilket vor Herre Jesus er Hoved eller Yppersteprest. Alle Presterne deltager i de »bedre Ofre«, som er blevet ofret gennem hele Evangelietidsalderen, og som vil være fuldendt ved dens Slutning (Rom. 12, 1). Og alle, som saaledes deler Kristi Lidelser, skal ligeledes dele hans frem tidige Herlighed, deltage med ham i Forligelsens store og herlige Tjeneste i det tusindaarige Rige.

Hvad disse Underprester angaar, var de »af Naturen Vredens Børn ligesom de andre« og maa først forliges eller forsones med Gud, før de kan blive kaldt af Gud til dette Presteskab; thi »ingen tiltager sig selv den Ære, men [kun] den, som kaldes af Gud«. Det er først, efter at vi ved vor Genløser, Ypperstepresten, er blevet forsonet, at vi faar den Forret at blive regnet som delagtige i Ofrene, i Midlergerningen, i Forligelsens Tjeneste og i Forsoningen.

Alle, som modtager Sønneudkaarelsens Aand, der gør [50] dem til Guds Sønner og Prester, drives siden af denne Aand til at begynde Forligelsens eller Forsoningens Tjeneste, enhver efter sine særlige Evner og Lejligheder. Disse Underprester forstaar ligesom sin Yppersteprest den hellige Aands Ledelse og siger med ham: »Den Herre Herres Aand er over mig, fordi Herren har salvet mig til at forkynde et godt Budskab for de sagtmodige [ikke nu for de hovmodige, overmodige, haardhjertede og vanhellige]; han har sendt mig til at forbinde dem, som har et sønderbrudt Hjerte, ... til at udraabe et Naadens Aar fra Herren« — den Tidsperiode, i hvilken det behager Herren at antage den »lille Hjord« som levende Ofre gennem Genløserens Fortjeneste. — Es. 61, 1. 2; Luk. 4, 18. 19.

Apostelen Paulus, som var en af disse Underprester, kendte denne Aandens Indflydelse, der drev ham til at forkynde for alle, med hvem han kom i Berøring, og som havde »Øren at høre med«, dette Budskab om »Løsepenge for alle«, vor kære Genløsers Offer, ja drev ham til at formane alle til at lade sig forlige eller forsone med Gud og til uden Nølen at begynde Vandringen paa Retfærdighedens Vej.

Læg Mærke til Apostelens Erklæring herom i 2 Kor. 5, 17-20:

»Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forganget [gamle Synder, gamle ærgerrige Forhaabninger o. s. v.], se, alt er blevet nyt! Men alt dette [nye] er af Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, fordi Gud i Kristus forligte [forsonede] Verden med sig selv, saa han ikke tilregner dem deres Overtrædelser [fordi Kristus tog deres Straf paa sig], og har nedlagt i os [det kongelige Presteskab] Ordet [det gode Budskab] om Forligelsen [Forsoningen].«

»Saa [fordi Gud har kaldt os og givet os som et Presteskab denne Tjeneste, at i hans Navn forkynde dette naadige Budskab] er vi da Sendebud i Kristi [vort [502] Hoveds, vor Yppersteprests, Faderens Repræsentants] Sted, som om Gud selv formanede ved os: vi beder i Kristi Sted: Lad eder forlige [forsone] med Gud!«

Dette glædelige Budskab, som, hvis det blev ret paaskønnet, skulde blive modtaget med Taknemmelighed alle Vegne og af alle Klasser, bliver nu derimod i Almindelighed forkastet, savledes at Profeten, naar han taler paa det kongelige Presteskabs Vegne, maa klage: »Hvo troede det Budskab, vi hørte? Og for hvem blev Jehovas Arm [Kristus, Guds frelsende Kraft] aabenbaret?« (Es. 53, 1; Joh. 12, 38.) Nu er det kun forholdsvis faa, som denne Kraft viser sig virksom paa — kun saa mange, som Herren vor Gud kalder til at være af det kongelige Presteskab; thi »ingen tiltager sig selv den Ære, men den, som kaldes af Gud«.

Grunden til, at Budskabet i Almindelighed forkastes, er let at se: Forligelse eller Forsoning med Gud indbefatter Modstand imod Synden; Fred med Gud betyder Krig mod alle vor faldne Naturs indgroede Svagheder og forvendte Tilbøjeligheder; det betyder en fuldstændig Omvendelse fra Syndens Tjeneste til Retfærdighedens Tjeneste. Mange, som foragter Synd (i det mindste i dens grovere Former), og som længes efter Forligelse med Gud og efter de Velsignelser, som kun hans »Sønner« har faaet Løfte om, gør et Tilløb til Retfærdighed ved Selvforbedring; men de finder før eller senere, at deres egne Svagheder er alt for store til, at de kan besejre dem, og at hele Verden desuden staar paa Syndens Side. De eneste, for hvilke det er muligt at slippe fri fra dette Slaveri, som alle er født i, er saadanne, som, idet de søger Udfrielse, giver Agt paa dette Mesterens Vidnesbyrd: »Ingen kommer til Faderen uden ved mig.« »Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.« Endvidere under retter Apostelen os om, at »denne Verdens Gud« har forblindet de vantros — altsaa det store Flertals — Sind ved saa skammelige Løgne, at de nu ikke kan se og [503] værdsætte de Fordele, der er indbefattet i Tilbudet om Forsoning gennem Genløseren. — 2 Kor. 4, 4.

Da nu Omstændighederne er saadanne som Følge af, at Synden hersker overalt, er det da underligt, at alle Guds sande og trofaste Sendebud i Kristi Navn og Sted (de, der som Kristi Underprester følger i hans, deres Yppersteprests, Fodspor) maa lide med ham for Retfærdigheds Skyld? Den store Yppersteprest, der klart forkyndte »Ordet om Forligelsen«, blev foragtet og korsfæstet, og det endog af dem, der foregav, at de elskede og efterfulgte Retfærdigheden. Apostlerne blev ligeledes daarlig behandlet, fordi de i sin Troskab negtede at fortie det gode Budskab, »Ordet om Forligelsen«.

» I skal hades af alle for mit Navns Skyld.« »De spotter og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld.« »Undrer eder ikke, Brødre, om Verden hader eder!« »Naar Verden hader eder, da skal I vide, at den har hadet mig før eder. Disse den store Lærers Ord skulde gælde lige til »denne Tidsalders Ende«; og de gælder lige saa meget nu som nogensinde. Enhver, der trofast udfører sin Tjeneste som Sendebud og ikke undlader at forkynde alt Guds Raad, vil snart komme til at erfare noget af Kristi Lidelser, saa at han med Sandhed kan sige: »Deres Haan, som haanede dig, faldt paa mig.« — Matt. 5, 10-12; 10, 22; 1 Joh. 3, 13; Joh. 15, 18; Ps. 69, 10; Rom. 15, 3. 

Og her ser vi atter den vidunderlige Visdom i Guds Plan; thi ved Forkyndelsen af »Ordet om Forligelsen«, hvortil Salvelsens Aand tvinger, og særlig ved de Vanskeligheder, som denne Forkyndelse møder, finder hver Prest Lejlighed til at fremstille sig som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer. Dette er hans fornuftige Gudsdyrkelse. — Rom. 12, 1.

Saaledes bliver det Maal af Selvopofrelse og Lidelse for Kristi Skyld, som enhver af de indviede udholder, en Maalestok (fra Guds Standpunkt set — thi Mennesker kan ikke altid se det) for hver enkelts Troskab [504] som Sendebud. Enhver Prest, som ikke nogen Lidelse for Kristi og Sandhedens Skyld, viser sig derved at være et utro Sendebud, en utro Tjener for den nye Pagt. Og kun de, der nu er trofaste og gode Korsets Stridsmænd, vil faa det uvurderlige Privilegium at deltage med den store Yppersteprest i det herlige Forsoningsværk, som under Tusindaarsrigets gunstige Tilstande skal gennemføres. Dersom vi lider med ham, skal vi ogsaa regere med ham; fornegter vi ham, vil han ogsaa fornegte os [da]. — Rom. 8, 17; 2 Tim. 2, 12, 13; Tit. 1, 16.

»Hold fast ved det du har, for at ingen skal tage din Krone!« — Aab. 3, 11.