Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 2

FORSONINGENS OPHAVSMAND.

Den Almægtige, Jehova. — Synderes Frelser ved Kristus. — »Lammet er værdigt.« — Den, der har Liv i sig selv. — Den store »Jeg er.« — En falsk Overlevering. — Faderens og Sønnens Enhed bibelsk fremstillet. — Bibelens Brug af Ordet »Jehova« og Titlen »Herre«. — Ordet »Gud« i det gamle Testamente. — I det nye Testamente. — Bibelens harmoniske Vidnesbyrd. — »Den, som har set mig, har set Faderen.« — »Han agtede det ikke for et Rov at være Gud lig.« — »Vi har en Gud, Faderen, og én Herre, Jesus Kristus.«

GUD Jehova gør Fordring paa at være Ophavsmanden til den store Forsoningsplan, der, som vi i det foregaaende har set, er ved at udvikle sig. Udførelsen af denne Plan begyndte ved Golgata og vil ikke være fuldendt før ved Slutningen af Tusindaarsriget, naar den Herre Jesus Kristus skal overgive Herredømmet over den genoprettede Jord til Faderen. Talrige Udtalelser i Skriften bekræfter dette. Som Eksempler anfører vi:

»Thi jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser.«  »Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen Frelser.«  »Jeg, Herren, er din Frelser, og Jakobs vældige din Genløser.«  »Jeg er Herren din Gud fra Ægyptens Land, og en Gud foruden mig kender du ikke, og en Frelser foruden mig er der ikke.«  »Den eneste Gud, vor Frelser, ved Jesus Kristus, vor Herre, ham tilhører Herlighed, Storhed, Styrke og Magt før al Tid og nu og i al Evighed. Amen.«  »Vi har sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, [33] »Thi jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser.«  »Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen Frelser.«  »Jeg, Herren, er din Frelser, og Jakobs vældige din Genløser.«  »Jeg er Herren din Gud fra Ægyptens Land, og en Gud foruden mig kender du ikke, og en Frelser foruden mig er der ikke.«  »Den eneste Gud, vor Frelser, ved Jesus Kristus, vor Herre, ham tilhører Herlighed, Storhed, Styrke og Magt før al Tid og nu og i al Evighed. Amen.«  »Vi har sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest deres, som tror.« — Es. 43, 3. 11; 60. 16; Hos. 13, 4; Jud. 25; 1 Tim. 4, 10; Tit. 1, 3; 2, 10.

Hvis den Tanke blev fuldt forstaaet, at den almægtige Jehova selv er Frelseren, Ophavsmanden til den store Frelsesplan, og den, der udfører den ved Hjælp af villige Redskaber og Repræsentanter, vilde det befri mange for falske Forestillinger med Hensyn til Forholdet mellem den himmelske Fader og hans himmelske Søn i Forbindelse med Menneskehedens Frelse. Der vilde da ikke være nogen Mulighed for det næsten gudsbespottelige.   Syn paa denne Sag, som et meget betydeligt Antal af bekendende Kristne har, nemlig at den himmelske Fader i sin Vrede søgte at dræbe eller at pine den menneskelige Synder, og at den himmelske Søn, vor Herre Jesus, fuld af Kærlighed og Barmhjertighed (som Faderen ifølge denne Teori manglede), gik imellem og tilfredsstillede den himmelske Faders Ondskab og Had ved at modtage Vredens Slag i Menneskets Sted, og at Jehova nu blot er forsonet, fordi han, da han er retfærdig, ikke atter kan fordre af Synderen det, som allerede er blevet betalt ved Kristi dyrebare Blod. Jo hurtigere dette frygtelig fejlagtige Syn paa Forsoningen slippes af dem, som har antaget det, desto bedre Udsigter vil de have til Fremgang i aandelige Ting, i Kundskab, i Naade og i Kærlighed til den sande Gud.

Det rette Syn paa Sagen viser os, at den himmelske Fader er fuldkommen i alle ædle Karakteregenskaber, at han er fuldkommen i sin Retfærdighed, saa at den retfærdige Dorn, som blev fældet efter hans retfærdige Lov, ikke kan tilbagekaldes, end ikke af ham selv, at han er fuldkommen i sin Visdom, saa at hans Planer og Foranstaltninger ikke blot med Hensyn til Menneskets Skabelse, men ogsaa med Hensyn til Menneskets Frelse, Forsoning o. s. v. var saa fuldkomne, at de ikke kunde mislykkes eller behøvede nogen Forandring. Der er skrevet: »Jeg er den samme, jeg forandres ikke, siger Herren«, og »Herren kender alle sine Gerninger fra Verdens Grundlæggelse [34] af.« Han er ogsaa fuldkommen i sin Kærlighed, en Kærlighed saa stor, at der ikke kunde tænkes nogen større, og dog en Kærlighed, som er fuldkommen afbalanceret med hans øvrige Guddomsegenskaber, saa at den kun kunde skaane Synderen i Harmoni med den retfærdige Plan, som var lagt af hans Visdom. Han er ogsaa fuldkommen i Magt, saa alle hans gode Hensigter, hans retfærdige Planer og kærlige Foranstaltninger vil blive udført og da frembringe det oprindelig bestemte Resultat. Der er skrevet: »Saaledes skal mit Ord være, som gaar ud af min Mund: det skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal gøre, hvad jeg behager, og lykkelig udføre, hvad jeg sender det til.« — Es. 55, 11; Mal. 3, 6; Ap. G. 15, 8.

Naar vi saaledes fra Skriftens Standpunkt ser, at den store Jehova selv er Ophavsmanden til den Frelse, som er bragt til os ved vor Herre Jesus, leder dette os til mere at elske og ære den almægtige Gud, medens det dog ikke formindsker vor Ærefrygt og Agtelse for og Kærlighed til vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Vi ser i den himmelske Søn den himmelske Faders Billede og anerkender ham som »Pagtens Engel«, gennem hvem Jehova vil bringe Menneskeheden alle de i denne Pagt forjættede Velsignelser, og uden hvem ingen kan opnaa de guddommelige Velsignelser. I Harmoni med denne Tanke, at vor Herre Jesus i alle Henseender er Faderens, Jehovas Repræsentant i Frelsesværket, læser vi følgende Udsagn:

»Da Guds, vor Frelsers, Godhed og Kærlighed til Menneskene aabenbaredes, frelste han os . . . ved Badet, til Genfødelse og Fornyelse ved den hellige Aand, som han rigelig har udøst over os ved Jesus Kristus, vor Frelser.« — Tit. 3, 4-6.

»Ham ophøjede Gud ved sin højre Haand til Høvding og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.« — Ap.  G.  5,  31.

»Og vi har set og vidner, at Faderen har sendt sin Søn til Frelser for Verden.« — 1 Joh. 4, 14.

»Paulus, [35] Jesu Kristi Apostel, efter Befaling af Gud, vor Frelser, og Jesus Kristus, vort Haab.« — 1 Tim. 1, 1.

»Thi dette er godt og tækkeligt for Gud, vor Frelser. ... Thi der er én Gud og én Mellemmand mellem Gud og Mennesker, Mennesket Kristus Jesus.« — 1 Tim. 2,  3.  5.

Læg ogsaa Mærke til Jesu egne Ord angaaende dette Emne:

»Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skulde blive frelst ved ham.« — Joh. 3, 17.

»Jeg kan ikke gøre noget af mig selv; som jeg hører, saa dømmer jeg.« — Joh. 5, 30.

»Ligesom Faderen har udsendt mig, sender ogsaa jeg eder.« — Joh. 20, 21.

»Men hin Dag eller Time [da det himmelske Rige skal oprettes] ved ingen, ikke engang Englene i Himmelen, ikke etgang Sønnen, men alene min Fader.« — Mark. 13,  32.

»Det tilkommer ikke eder at vide Tider eller Timer, som min Fader har fastsat af sin egen Magt.« — Ap.  G.  1,  7.

»De Gerninger, jeg gør i min Faders Navn, de vidner om mig.« — Joh. 10, 25.

»Jeg sender over eder det, som min Fader har lovet.« — Luk. 24,  49.

»Jeg er kommet i min Faders Navn.« — Joh. 5,  43.

»Derfor, hvad jeg taler, det taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.« — Joh. 12,  50.

»Faderen er større end jeg.« — Joh. 14,  28.

»Jeg farer op til min Fader og eders Fader, og til min Gud og eders Gud.« — Joh. 20,  17.

»Værdigt er Lammet, som er slagtet.«

Vor Herre Jesus selv har i den sidste Bog i Bibelen, »Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud gav ham til at vise sine Tjenere« (Aab. 1, 1), givet os et meget smukt Billede af denne Forsoningsplan, hvorved Menneskets Forløsning fra Synden og dens Forbandelse belyses. Dette [36] findes i Aab. 5. Der ser vi den himmelske Fader, den gamle af Dage, sidde paa Tronen i Himmelen, og i hans Haand er der en Bogrulle, beskrevet indvendig og udvendig og forseglet med syv Segl. Denne Bogrulle, som forestiller den guddommelige Plan, der alene var kendt af Faderen, Jehova selv, holdtes af hans egen Magt — i hans egen Haand, indtil en vilde vise sig værdig til at kende den og udføre den som Jehovas hædrede Redskab og Repræsentant. Sindbilledet viser nu videre, at indtil den Tid, da Jesus led for os paa Golgata, »den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunde bringe os til Gud«, var ingen blevet fundet værdig til at tage den guddommelige Plan op eller til at forstaa dens Indhold.

Men da vor Herre Jesus havde bevist sin Troskab mod den himmelske Fader ved sin Lydighed, ikke blot i dette, at han ydmygede sig selv til at iføre sig et Menneskes Skikkelse for at lide Døden, men ogsaa i dette, at han var »lydig indtil Døden, ja, indtil Korsets [vanærende] Død«, da og derved beviste han sig værdig til al Tiltro og Tillid. Apostelen erklærer: »Derfor har og Gud højt ophøjet ham og givet ham det Navn, som er over alt Navn, saa at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøje sig, deres som er i Himmelen og paa Jorden« (Fil. 2, 9-11). Det er ved dette Punkt, at Billedet, som vi er i Færd med at betragte (Aab. 5, 9-13), viser os vor Herre Jesus som Lammet, som var blevet slagtet, og hvem der blev ofret Hyldest, og om hvem der var blevet erklæret: »Værdig er du [Lammet] til at tage Bogen og aabne Seglene paa den, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte os til Gud af hver Stamme og Tunge og Folk og Æt.« Saaledes fremstilles for os den høje Stilling, som den himmelske Faders Repræsentant, »Pagtens Engel [Tjener]« indtager. Paa Grund af sin Ydmyghed og fuldstændige Underkastelse under og Lydighed mod Faderens Vilje udnævnes han til at være delagtig med Faderen i hans Trone, og efter Faderens egen Ordning [37] blev denne Proklamation foretaget af  de himmelske Hærskarer: »Værdigt er Lammet, som er slagtet, til at faa Magt og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!«  Tilsidst skal enhver Skabning forstaa, at Jehova har højt ophøjet sin enbaarne Søn og gjort ham til sin Medregent i Riget, og de skal give sit Bifald til Kende og raabe: »Ham, som sidder paa Tronen. [Universets Trone — Jehova), og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Styrken i al Evighed.« Det er derfor intet Under, at der siges os, at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen, der saaledes har ophøjet ham (Joh. 5, 23). Apostelen erklærer, at denne Jesu Ophøjelse giver os et Eksempel paa, hvorledes den guddommelige Lov virker, at »den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.« Men lad os ogsaa lægge Mærke til, at i dette symbolske Billede (Vers 13) betegnes det, at vor Herre Jesus Kristus blev ophøjet til Herlighed og Ære og Myndighed, dog ikke saa, at den himmelske Fader frasiger sig Tronen i Himmelen til Gunst for ham, heller ikke saa, at Faderen og Sønnen er én i Person; thi begge Personer anerkendes, idet der dér som altid gives Faderen den første Plads med Hensyn til Pris og Ære. Dette minder os om Herrens Ord: »Jeg tilsiger eder Riget, ligesom min Fader har tilsagt mig det« (Luk. 22, 29). Og atter siger han til sine trofaste Efterfølgere: »Den som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Trone, ligesom jeg og har sejret og sat mig med min Fader paa hans Trone.« — Aab. 3,  21.

Læg Mærke til, at Apostelen som et yderligere Bevis paa, at hele Genløsningsværket er af Faderen, men ved Sønnen, erklærer, at »Gud i disse sidste Dage har talt til os ved Sønnen, hvem han har sat til at regere over alle Ting, ved hvem han og har gjort Verden, han som, ... da han havde gjort Renselse for vore Synder, satte sig ved Majestætens [Jehovas] højre Haand i det høje og er vorden saa meget større end Englene.« Og [38] atter erklærer han  om ham:   »Vi har en saadan Yppersteprest, som satte sig ved højre Side af Majestætens [Jehovas] Trone i Himlene, med prestelig Tjeneste i Helligdommen, det sande Tabernakel, som Herren [Jehova] har rejst, og ikke et Menneske.«  Og atter erklærer den samme Apostel:  »Men han har frembaaret ett Offer for Synder og har derefter for altid sat sig ved Guds højre Haand« (Heb. 1, 2-4; 8, 1; 10, 12). Atter opfordrer han os til at »se paa Troens Ophavsmand [Begynder] og Fuldender, Jesus, han som for den Glæde, som ventede ham, led taalmodig Korset uden at agte paa Vanæren og nu sidder paa højre Side af Guds Trone.« Og atter opfordrer han os til at betragte »vor Herre Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader«, og »hvor overvættes stor hans Magt er for os, som tror, efter Virksomheden af hans vældige Kraft, som han viste paa Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham ved sin højre Haand i Himmelen over enhver Magt og Myndighed og Vælde og Herredom og ethvert Navn, som nævnes, ikke bare i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende, og han lagde alt under hans Fødder« (Heb. 12, 2; Ef. 1, 17-22). Endelig erklærer Apostelen Peter om vor Herre Jesus, at han »er faren op til Himmelen og er ved Guds højre Haand, hvor Engle og Magter og Kræfter er ham underlagt.« — 1 Pet. 3, 22.

Alle disse forskellige Skriftsteder viser os klart den store Ophøjelse, som var Faderens Belønning til vor Herre Jesus Kristus for hans underfulde Lydighed og Aabenbarelse af Faderens Kærlighedsaand i dette, at han ofrede sig selv for Syndere; men de viser, hverken at den Herre Jesus var Faderen, eller at han er blevet op­højet til at indtage Faderens Plads paa den himmelske Trone og i de fornuftbegavede Skabningers Hengivenhed og Tilbedelse. Tvertimod viser de tydelig den himmelske Fader som den overlegne i Ære og Magt, som Velgøreren, der herliggjorde og ophøjede Sønnen og satte ham ved sin højre Haand eller skænkede ham sin højeste Gunst [39] og gjorde ham delagtig med sig i det himmelske Riges Trone og Herredømme og underlagde ham alle Himmelens Hærskarer. Ja, saa kraftigt er det Sprog, der undertiden bruges for at betegne vor Herre Jesu store Ophøjelse og den Magtfylde, som Faderen har skænket ham, at den inspirerede Apostel i ett Tilfælde anser det for rigtigt at henlede Opmærksomheden paa, at ingen af disse Udtalelser om hans store Ophøjelse indbefattede, at han skulde være Faderens Lige eller maaske endog ham overlegen. Han siger, idet han taler om Kristi tusindaarige Regering: »Han [Kristus] skal være Konge, indtil han faar lagt alle sine Fjender under sine Fødder. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. Thi han [Faderen] har lagt alt under hans [Sønnens] Fødder. Thi naar han [Faderen] siger, at alt er ham [Sønnen] underlagt, saa er det klart, at han [Faderen] er undtaget, som har underlagt ham [Sønnen] alt; men naar alt [paa Jorden] er ham [Sønnen] underlagt, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham [Faderen], som lagde alt under ham [Sønnen], for at Gud [Faderen] skal være alt i alle.« — 1 Kor. 15, 25-28.

Den, der er til i Kraft af sig selv.

Den almægtige Gud har anvendt paa sig selv Navnet Jehova, der betyder: Den, der er til i Kraft af sig selv, eller den, som er udødelig. Saaledes erklærede han for Moses:  »Jeg aabenbarede mig for Abraham, for Isak og Jakob som den almægtige Gud [den øverste eller mest mægtige Gud]; men ved mit Navn Herren [Jehova] var jeg ikke kendt af dem« (2 Mos. 6, 3). Gud var fra den Tid af kendt iblandt sit Folk ved dette Navn, Jehova. Navnet er brugt atter og atter i det gamle Testamente; men det skjules for en stor Del i de almindelige Oversættelser, hvor det urigtig er gengivet ved »Herren«.

I det første Bud til Israel sagde Herren:  »Jeg er Jehova din Gud . . . du skal ikke have fremmede Guder [40] [Mægtige] for mig [mine Ligemænd]; thi jeg, Jehova din Gud, er en nidkær Gud. « — 2 Mos. 20, 2-5.

Atter erklærer Moses: »Hør, Israel! Jehova vor Gud, Jehova er én. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele din Styrke« (5 Mos. 6, 4. 5). Og dette er netop den Sætning i Skriften, som vor Herre Jesus selv fremholdt, selve Sandhedens Væsen. Da han blev adspurgt om, hvilket der var det største Bud, sagde han, idet han anførte dette Skriftsted:  »Du skal elske Herren [Jehova] din Gud af alt dit Hjerte og af al din Sjæl og af al din Hu« (Matt. 22, 37). Atter læser vi: »Jeg er Jehova, det er mit Navn, og jeg giver ikke nogen anden min Ære« (Es. 42, 8). Og læg Mærke til Sammenhængen; thi denne absolute Erklæring, at Navnet Jehova udelukkende tilhører »Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Omskiftelse«, følger umiddelbart efter den profetiske Udnævnelse af Messias til Jehovas hædrede og udvalgte Søn og Tjener, idet der siges: »Se min Tjener, som jeg støtter, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg lægger min Aand paa ham, han skal bringe Ret ud til Hedningefolkene, han skal ikke blive mødig, og hans Kraft ikke knækket, indtil han faar sat Ret paa Jorden, og paa hans Lov venter Øer. Saa siger Gud Jehova: Jeg, Jehova, har kaldet dig i Retfærd og har taget dig ved Haanden, og jeg vil bevare dig og gøre dig til en Pagt for Folket, til et Lys for Hedningefolkene, til at aabne blinde Øjne og til at føre de bundne ud af Fængslet [Døden], dem, som sidder i Mørket, ud af Fangehuset. Jeg er Jehova, det er mit Navn.« — Es. 42, 1-8.

Navnet Jehova anvendes kun om Herlighedens Fader.

Den Paastand gøres undertiden, at Navnet Jehova i Skriften anvendes paa vor Herre Jesus, og at det derfor ikke er et bestemt og særligt Navn for den himmelske Fader. Dette er imidlertid en Fejltagelse, men vi vil [41] her foretage en Undersøgelse af de Skriftsteder, der antages at støtte denne Paastand, for at alle kan drage Nytte deraf. Vi vil vise, at de ikke modsiger de foregaaende Skriftsteder, der erklærer, at det er det rette og særlige Navn for den store »Jeg er«.

1) Den Tekst, man hovedsagelig støtter sig til for at vise, at Navnet Jehova med Rette kan anvendes paa Kristus Jesus, lyder: »Jeg vil oprejse David en retfærdig Spire, og han skal regere som Konge og handle viselig og øve Ret og Retfærdighed i Landet. .  .  . Og dette er hans Navn, hvormed man skal kalde ham: Herren, vor Retfærdighed.« — Jer.  23,  5.  6.

Øjensynlig hentydes der her til vor Herre Jesus og hans tusindaarige Regering, og Navnet lyder paa Hebraisk:  Jehova-Tsidkenu. Hvad er Forklaringen paa dette? Ganske simpelt denne:  Oversætterne har i sin Iver for at finde et Sted, hvor Navnet Jehova er sat i Forbindelse med Jesus, givet os en daarlig Oversættelse. Der vilde ingen Vanskelighed være, hvis det var blevet oversat: Dette er hans Navn, hvormed man skal kalde ham: »Vor Retfærdighed af Jehova.« (Læg Mærke til Fodnoten i den norske Bibel: »Den, ved hvem Herren skaffer os Retfærdighed.« — Overs. Anm.). Og hvor godt passer ikke dette Navn paa vor Herre Jesu Ger­ning og Embede! Stod han ikke som Repræsentant for Guds Retfærdighed og led den af Retfærdigheden fordrede Straf som en Genløsning for Mennesket, for at Gud kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, der tror paa Jesus? Der kunde sikkert ikke findes et mere passende Navn.

Man maa ikke overse, at nøjagtig det samme Navn, Jehova-Tsidkenu, kommer igen i den samme Profets Skrifter. Men vore Venner henleder aldrig Opmærk­somheden derpaa, og skønt Oversætterne gengiver det ved de samme Ord, fremhæver de dog ikke Ordene, saaledes som i det første Tilfælde. Hvorfor? Fordi Forbindelsen viser, at Jehova-Tsidkenu vil blive Navnet paa hele Menigheden, det nye Jerusalem: — »Og dette [42] er, hvad man skal kalde det: Herren, vor Retfærdighed [Jehova-Tsidkenu — vor Retfærdighed af Jehova]. «

Og at dette Navn vil passe paa den herliggjorte Menighed, vil alle let indse. Den vil ikke blot være delagtig med Herren i hans Lidelser for Retfærdigheds Skyld, idet den »opfylder det, som fattes i Kristi Trængsler« (Kol. 1, 24; 1 Pet. 5, 9); men der loves den ogsaa Delagtighed i sin Herres Herlighed, ligesom en Hustru er delagtig i sin Husbonds Hæder og Navn. Saaledes skal altsaa ogsaa Menigheden bære Kristi Navn som Lemmer paa Kristi Legeme. — Aab. 3, 12; 19, 7; 21, 9.

Dette er heller ikke det eneste Tilfælde, hvor Navnet Jehova bruges til at sammensætte et andet Navn med. Læg Mærke til, at det Bjerg, paa hvilket Abraham ofrede Isak, og hvor Gud skaffede ham en Væder til at ofre i Stedet for Isak, kaldte han Jehova-Jire, som betyder »Jehova ser« (1 Mos. 22, 14). Moses kaldte et Alter, som han byggede, for Jehova-Nissi -- Jehovas Banner (2 Mos. 17, 15). Gideon byggede et Alter og kaldte dets Navn: Jehova-Schalom — Jehovas Fred (Dom. 6, 23-24). Ezekiel profeterede om en By, som skal komme, hvis Navn skal være Jehova-Schamma — Jehovas Under. — Ez. 48, 35. — Eng. Overs.

2) Nogle mener, at naar der berettes om, at Jehova viste sig for Abraham (1 Mos. 18, 1) og atter for Moses (2 Mos. 3, 3-14), maa det have været Kristus Jesus i sin førmenneskelige Tilstand, og at derfor Navnet vilde være hans. Vi svarer, at en saadan Slutning er uberettiget, at om Navnet blev anvendt paa en anden, vilde det blot vise, at en saadan Tjener var højt agtet af Jehova og virkelig ved en saadan Lejlighed handlede som Husholder eller Repræsentant for ham og som saadan ogsaa havde Myndighed til at udøve guddommelig Magt. I 2 Mos. 3, 2 siges der udtrykkelig, at den, der repræsenterede Jehova og brugte hans særlige Navn, »Jeg er«, ved denne Lejlighed, var »Herrens Engel [Budbringer].« Vi tvivler ikke et Øjeblik om, at [43] denne hædrede Budbringer var »Ordet« i Joh. 1, 1, vor Herre Jesus i hans førmenneskelige Skikkelse; men selv den højeste og mest hædrede Budbringer maa ikke forveksles med den, han repræsenterer, i hvis Navn han taler, og hvis Magt han udøver.

3) I Es. 40, 3 hentydes der til Johannes den Døbers Gerning: »Bered Jehovas Vej.« Man vil, at vi skal betragte dette som et Bevis paa, at Jesus blot er et andet Navn for Jehova; men atter svarer vi: Nej; Jesus var virkelig Jehovas hædrede Tjener og hans Repræsentant iblandt Menneskene i den fuldeste Betydning; men han erklærer selv: »Faderen har udsendt mig«; »som jeg hører, saa dømmer jeg«; »af mig selv kan jeg intet gøre«; »Faderen er større end jeg.« Og vi maa tro Budbringerens egne Udsagn. Det er, som vi allerede har vist*), en Kendsgerning, at Johannes den Døber blot var Forbillede paa en større Budbringer, nemlig hele den kristne Menighed i Kødet; den vil i sin Tid afløses af Kristus, Hovedet og Legemet, i aandelig Herlighed, og denne herliggjorte Kristuspersons Gerning vil blot være et Trin længere fremad i det samme store Arbejde at berede Vej for Jehova og herliggøre hans Fødders Skammel. Ved Slutningen af Tusindaarsriget vil denne Profeti faa sin fulde Opfyldelse. — 1 Kor. 15, 24-28; Joh. 6, 57; 5, 30; 10, 28.

____________
*) Bind II, Kap. 8.
____________

4) Vor Herre Jesus kaldes af Apostelen »Herlighedens Herre« (1 Kor. 2, 8), og dette skulde være et Bevis paa, at han er Faderen (Jehova), fordi denne i Ps. 24, 7-10 kaldes »Herlighedens Konge«. Vi svarer, at et saadant Argument som dette kun beviser Svagheden i den Teori, som det fremsættes for at støtte. Vor Herre Jesus vil i Sandhed være en majestætisk Herlighedens Konge, naar han i Tusindaarsriget skal bære Jordens Scepter i Jehovas Navn og Kraft; men den inspirerede Apostel viser klart i det samme Brev, i hvilket han erklærer [44] Jesus som Herlighedens Herre, at naar hans Rige har naaet den højeste Grad af Herlighed, vil det blive overgivet til Faderen, »som lagde alt under ham [Sønnen], for at Gud [Faderen] skal være alt i alle.«

5) I to af de profetiske Skildringer af Kristi Tusindaarsrige erklæres der, at »det skal ske i de sidste Dage, da skal Herrens [Jehovas] Huses Bjerg [Rige] være grundfæstet paa Bjergenes Top [herskende over alle andre Riger], og mange Folkeslag skal gaa og sige: Kommer, lader os gaa op til Herrens [Jehovas] Bjerg, for at han maa lære os sine Veje, og vi vandre paa hans Stier, og han skal dømme mellem Hedningefolkene.« — Es. 2, 2-4; Mika 4, 1-3.

Der hævdes, at da Kristus skal regere og dømme og besidde Riget i Tusindaarstidsalderen, maa Navnet Jehova her betragtes som et Navn for Kristus. Vi svarer dog: Nej, ikke saaledes. Man maa ikke glemme, at alle Vel­signelserne er af Faderen skønt ved Sønnen (1 Kor. 8, 6). Den Herre Jesus lærte os jo ogsaa at bede: »Fader vor, du som er i Himlene . . . Komme dit Rige; ske din Vilje som i Himmelen saa og faa Jorden« (Matt. 6, 10). Dette sees ogsaa af Forbindelsen i Mika 4, 8, hvor Kristus (»Hoved« og »Legeme« — det nye Jerusalem) omtales som »Hjordens Taarn«, til hvem det forrige Herredømme — der blev tabt af Adam i Edens Have og genkøbt af Jesus paa Golgata — skal gives.

6) »Og du, Betlehem Efrata, af dig skal der udgaa mig én til at være Hersker over Israel, og hans Udgang er fra fordum, fra Evigheds Dage« (Mika 5, 1). Man opfordrer os til at betragte disse Ord som Bevis paa, at Jesus var Jehova — fra Evighed til Evighed, fordi Moses erklærer: »Jehova  . . . . fra Evighed til Evighed er du Gud.« — Ps.  90,  1.  2.

Vi svarer, at dette er en ulogisk Slutning, der staar i Modstrid ikke blot med de Hundreder af Tilfælde, hvor Navnet Jehova ellers bruges i Skriften, men ogsaa med selve den Forbindelse, hvori disse Ord findes. Naar [45] vi læser videre i Mika 5, 3, finder vi følgende Udtalelse om Messias: »Han skal staa og vogte sin Hjord [Jehovas Hjord — Ps. 23, 1] i Jehovas Kraft, i Jehovas, sin Guds, Navns Højhed.«

Der kunde ikke siges noget mere tydeligt. Hvad menes der da med Ordene i Mika 5, 1? Vi svarer, at de maa forstaaes saaledes: »Hans Udgang er [blevet forudsagt] fra fordum, fra Evigheds Dage [hans Komme og hans Messiasværdighed var bestemt og tilrettelagt i Guds Plan].«

7) Man henviser os til Profetien om Tusindaarsriget i Es. 25, 6-9 og opfordrer os til at betragte dette som et Bevis paa, at Navnet Jehova er anvendt paa vor Herre Jesus; der staar nemlig: »Og Jehova, Hær­skarernes Gud, skal paa dette Bjerg [Rige] gøre for alle Folk et Gæstebud med fede Retter. . . . Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre Jehova skal aftørre Graaden af alle Ansigter.«

Nej, svarer vi, dette er langt fra at være et Bevis paa, at Jesus kaldes Jehova. Vi maa lægge Mærke til, at Herren, den herliggjorte Kristus, fremstilles som Taleren, og hans Gerning i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder opsummeres kort i det første Vers i dette Kapitel: »Jehova, du er min Gud, jeg vil ophøje dig og prise dit Navn.« Dette vil blive Resultatet af Tusindaars­regeringen, og ved dens Slutning vil alt og alle være blevet bragt til Underkastelse under Jehova, hvis Magt virker gennem Kristus og lægger alle Ting under ham. Messias kommer til Jorden som Jehovas mægtige Tjener og Stedfortræder, Immanuel, »Gud med os«. Fra dette Synspunkt betragter ogsaa Apostelen Paulus Sagen, idet han — efter at have anført denne Profeti og peget paa dens Opfyldelse i den adamitiske Døds Tilintetgørelse i Løbet af Tusindaarstidsalderen — siger: »Gud være Tak, som giver os Sejr [Befrielse, Triumf] ved vor Herre Jesus Kristus!« — i Kor. 15, 57.

8) At Navnet Jehova tilhører vor Herre Jesus saavel [46] som Faderen, vil man ogsaa bevise med Es. 9, 6, hvor han kaldes »Under, Raadgiver [Leder eller vidunderligt Mønster], vældig Gud, evig Fader, Fredsfyrste.«

Vi vil længere fremme undersøge den fulde Betydning af dette Skriftsted. Her vil vi kun bemærke, at intet i det berettiger os til at anvende Navnet Jehova paa vor tilbedelsesværdige Herre og Mester, Jesus. Læg Mærke til, at hvis dette havde været Tanken, kunde der ikke være fundet et bedre Sted til at tilføje Navnet Jehova iblandt de andre Titler; men tvertimod erklærer det næste Vers: »Jehovas, Hærskarernes Guds, Nidkærhed skal gøre dette.« — Vers 7.

9) »Sig til Judas Stæder: Se, dér er eders Gud, se den Herre Jehova [Adonai Jehova] kommer med Vælde, og hans Arm hersker. . . . Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord.« — Es. 40, 9-11.

Man fortæller os, at der her sikkert er et Skriftsted, i hvilket vor Frelser benævnes med det store Navn Jehova; men vi svarer nej. Han kaldes her Jehovas »Arm« saaledes som ogsaa paa andre Steder. Jehovas mægtige Arm skal regere, indtil han har ødelagt al Myndighed og Magt, som er i Modstrid med Jehova og hans retfærdige Love, indtil han har ført Retten frem til Sejr, indtil han har herliggjort Jehovas Fødders Sted (Jorden, hans Fodskammel), og da skal han overgive Riget til Gud og Faderen. — 1 Kor. 15, 24-28; Matt. 12, 20.

Vor Herre Jesus er ogsaa profetisk fremstillet som Retfærdighedens Arm eller Jehovas Styrke, nemlig paa følgende Steder:

»Hvem troede det Budskab, vi hørte, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret? [Faa er det, som erkender Herrens Arm i denne Tidsalder — »ikke mange store« o. s. v.]. . . . Foragtet var han og forladt af Mænd.« — Es. 53, 1. 3; Joh. 12, 38.

»Paa mig skal Øer vente, og paa min Ann skal de bie.« — Es. 51, 5. 9.

»Herren blotter sin hellige Arm for alle Folkenes [47] Øjne [naar han opretter sit Rige), og alle Jordens Ender ser vor Guds Frelse.« — Es.  52, 10.

»Da hjalp hans Arm ham. . . . Og der skal komme en Genløser fra Zion og for dem, som omvender sig fra Overtrædelse i Jakob, siger Jehova.« — Es. 59, 15-20.

10) I Joh. 12, 41 læser vi: »Dette sagde Esaias, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham.« Man opfordrer os til at indrømme, at dette sandsynligvis hentyder til Es. 6, 1. Vi svarer, at vi virkelig tror, det gør det; men læg Mærke til, at det hebraiske Ord, som gengives ved »Herre« i dette Vers, ikke er Jehova, men Adonai. Vor Paastand gaar jo ud paa, at Navnet Jehova ikke med Rette kan anvendes paa nogen anden end den himmelske Fader, skønt det kan anvendes paa hans særlige Budbringere, saalænge de taler eller handler som Repræsentanter for ham og i hans Navn.

Vi negter ikke, at »Adonai« undertiden bruges som en af de mange Titler, der tillægges den himmelske Fader. Vi hævder, at i denne Tekst anvendes det ikke om Faderen, men om Sønnen. Paa samme Maade bruges Ordet Adonai i en Hentydning til Kristus og hans Tusindaarsrige i Ps. 2, 4-9: Herren [Adonai] spotter dem. Saa taler han til dem i sin Vrede, og i sin Harme forfærder han dem. . . . Herren [Jehova] sagde til mig: Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.«

Men nogle vil maaske hævde, at Adonai i Es. 6, 1 maa hentyde til samme Person, som betegnes med Jehova i Vers 3 og 5. Vi svarer nej; »Pagtens Engel«, Jehovas Repræsentant, kunde med Rette hilses med Pris i Faderens Navn, hvem han repræsenterede. Læg atter Mærke til, at i Vers 8 er det ikke Jehova, der giver Budskabet eller forkynder Dommen, men Adonai; thi Faderen »har givet Sønnen hele Dommen«. — Matt. 23,   34.  36.  38;  Joh.  5,  22.  27.

Der kunde citeres andre Steder, hvor der hentydes til vor Herre Jesus i nøje Forbindelse med Navnet Jehova, [48] og hvor der dog bruges et andet Ord paa Hebraisk, der imidlertid er oversat Herre i vor Bibel.

Læg Mærke til Malakias' Udtalelse: »Se, jeg sender mit Bud, og han skal berede Vej for mit Aasyn; og pludselig skal Herren [Adon, af samme Rod som Adonai], som I søger, komme til sit Tempel, Pagtens Engel, som I begærer; se han kommer, siger Herren [Jehova], Hær­skarernes Gud. . . . Han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guld og som Sølv; og de skal bringe Herren [Jehova] Offergaver i Retfærdighed.« — Mal. 3, 1-4.

En lignende Udtalelse findes i den skønne Messias­Psalme, hvor der staar: »Du er den dejligste blandt Menneskenes Børn, Livsalighed er udgydt paa dine Læber, derfor har Gud velsignet dig evindelig. . . . Din Trone, o Gud, staar fast evindelig og altid; et Retfær­digheds Spir er dit Riges Spir. Du elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed; derfor har din Gud, o Gud, salvet dig med Glædens Olje fremfor dine Medbrødre.« Dernæst omtales Menigheden som Faderens Datter og som Bruden, »Lammets Hustru«, og hun opfordres til at falde ned for sin Herre, Kongesønnen: »Lad Kongen have Behag i din Skønhed, thi han er din Herre [Adon — ikke Jehova], og du skal falde ned for ham.« — Ps. 45, 3-12; Heb. 1, 8. 9; 1 Kor. 11, 3; Ef. 5, 23; Joh. 5, 23.

11) Man anfører endvidere Es. 8, 13. 14 som Bevis paa, at Navnet Jehova kan anvendes paa vor Herre Jesus. Dette Sted lyder: »Jehova, Hærskarernes Gud, ham skal I hellige, og han skal være eders Frygt, og han eders Rædsel.« Der lægges især Vægt paa det næste Vers, der lyder: »Han skal blive til en Helligdom og til en Anstødssten og til en Forargelses Klippe for begge Israels Huse.« Vi kan ikke indrømme, at dette er et Bevis for noget saadant; tvertimod viser Sammenhængen en tredje Person (foruden Jehova og Profeten), nemlig vor Herre Jesus, som siger: »Bind Vidnesbyrdet ind, forsegl Ordet i mine Disciple, og jeg vil bie efter Jehova. . . . Se, her er jeg [49] og de Børn, som Jehova har givet mig.« — Es. 8,16-18; jfr. Heb. 2, 13.

12) Ps. 110 anføres som et Bevis paa, at vor Herre Jesus i Skriften kaldes Jehova. Vi svarer, at intet Bevis kunde være mere søgt eller mere usandt; det beviser det stik modsatte. »Jehova sagde til Adon: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fiender til Skammel for dine Fødder. . . . Adonai ved din [Jehovas] højre Haand« o. s. v., og atter: »Jehova har svoret, og han skal ikke angre det: Du er Prest evindelig efter Melkisedeks Vis« (Ps. 110, 1. 4. 5). Enhver, som ikke er forblindet af Fordomme, vil let indse, at der her er Tale om Kristus, ophøjet til Jehovas højre Haand, d. v. s. til den mest begunstigede Stilling, og gjort til Prest efter en ny Orden.

Vi henviser for øvrig til Herrens egen Fortolkning og Anvendelse af disse Ord paa sig selv. Derved viser han, at han er Adon, Davids Herre, ophøjet af sin Herre, Jehova. — Matt. 22, 44. 45.

Apostelen Peter, der paa Pinsedagen taler under den hellige Aands Indflydelse, anvender disse Ord paa samme Maade, og Apostelen Paulus hentyder til dem paa lignende Vis. — Ap. G. 2, 34; Heb. 1, 13; 10, 12. 13.

13) Da vor Herre Jesus anerkendes som den store Lærer, vil man gøre gældende, at han opfyldte Forudsigelsen: »Alle dine Børn skal være lærte af Jehova« (Es. 54,13). Som Svar og Modbevis henviser vi til vor Herre Jesu egne Ord. Han anførte netop disse Ord hos Profeten og viste klart, at han hverken var eller gjorde Fordring paa at være den Jehova, som omtales i denne Profeti. Han sagde: »Der staar skrevet i Profeterne Og de skal alle være lærte af Gud. Hver den som hører af Faderen og lærer, han kommer til mig.« — Joh. 6, 45.

Faderen, den store Jehova, er ikke blot den store Lovgiver, men han underviser ogsaa selv om sin Lov. Hans store Plan til Menneskenes Frelse vil af alle hans [50] fornuftbegavede Børn sees at indeholde den størst mulige Udfoldelse af Retfærdighed, Kærlighed og Visdom i Forbindelse med hinanden, og dog hver især fuldkommen og ukrænket.

Vor Herre Jesus var og er stadig Menneskenes store Lærer ifølge Udnævnelse af den himmelske Fader, den store Lærer over alle, og dette er nøjagtig, hvad vor kære Frelser hævdede og lærte.  Erklærede han ikke offentlig, at hans Lærdom angik Ting, som han selv først havde lært at Faderen? Han sagde: »Jeg taler det, jeg har set hos min Fader.« »Min Lære er ikke min, men hans, som har sendt mig; vil nogen gøre hans Vilje, han skal kende, om Læren er af Gud, eller om jeg taler af mig selv . . . . Den, der søger hans. Ære, som har sendt ham, han er sanddru.« »Det Ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt enig.« »Jeg har givet dem dit Ord.« »De har holdt dit Ord.« »Hellige dem i Sandheden, dit Ord er Sandhed.« — Joh. 7, 16-18; 8, 38; 14, 24; 17, 6; 17, 17.

Paa samme Maade udnævnte Herren særlige Lærere under sig, Apostlerne, og ogsaa andre i Menigheden udvalgte han til at være Lærere og Hyrder for sin Hjord, idet han paalagde dem: »Røgt mine Faar«; »vogt mine Lam.« »Saa giv da Agt paa eder selv og paa hele den Hjord, i hvilken den hellige Aand har sat eder til Tilsynsmænd for at vogte Guds Menighed, som han vandt sig ved sit eget [sin elskede Søns] Blod« (Ap. G. 20, 28). Dog skulde ingen at disse Lærere forkynde sine egne Teorier; thi det vilde kun blive »denne Verdens Visdom«. Guds Børn skal alle oplæres af Jehova, og ingen kan være sande Lærere med mindre de fremstiller for Menneskene Jehovas Ord, Plan og Karakter som det højeste Eksempel paa Sandhed og Fortrinlighed. Men naar de gør dette, maa de nødvendigvis henlede Opmærksom­heden paa Kristi og Apostlernes Lære, som blot var Udtryk for og Anvendelse af Faderens store og evige Lov.

I Modsætning til en Del af dem, som kalder sig [51] Lærere nu til Dags, forsøgte hverken vor Herre Jesus eller hans Apostler at være originale. Læg Mærke til vor Herre Jesu ydmyge Ord, som ikke kunde være skønnere: »Jeg gør intet af mig selv, men taler dette saaledes, som min Fader har lært mig« (Joh. 8, 28). Kan vi undres over, at én, som var saa ydmyg og saa trofast mod Jehova, kunde blive og virkelig blev udstyret med saa stor Hæder og Magt — saa højt ophøjet ved Faderens højre Haand? Og vi har det inspirerede Vidnesbyrd om, at de Lektier, som vor Herre Jesus saaledes lærte, blev grundig lærte, »og saaledes lærte han, skønt han var Søn, Lydighed af det, han led.« — Heb. 5, 8; Fil. 2, 8.

Endvidere viste Herren ved Profeterne, at Jesus, den store Lærer, der var blevet udnævnt af Overlæreren Jehova selv, vilde blive oplært af Jehova, og for at han kunde blive »en barmhjertig og trofast Yppersteprest« for Menneskeheden og bevise sig værdig til at blive vor Frelses-Høvding, var det nødvendigt, at han blev fuldendt gennem Lidelser (Heb. 2, 9-10). Læg Mærke til, hvor klart de følgende Profetier lang Tid i Forvejen erklærede, at Herren vilde blive oplært af Jehova og vilde lære sine Lektier grundig og vise Kærlighed til Loven og Lydighed mod Lovgiveren.

»Den Herre Jehova [Adonai, Jehova] har givet mig lærtes [undervistes] Tunge, for at jeg skal vide at kvæge den mødige med et Ord; han vækker hver Morgen, han vækker mit Øre, for at jeg skal høre, ligesom de, der er lærte [underviste]; den Herre Jehova [Adonai, Jehova] har aabnet mit Øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage [bort fra hans Undervisning]. Min Ryg gav jeg hen til dem, som slog, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget, mit Aasyn skjulte jeg ikke for Haan og Spyt.« — Es. 50, 4-10; Matt. 26, 67; 27, 26. 30, Es. 53, 11.

Hør videre, hvad Herrens Ord vidner angaaende vor Herre Jesu Forberedelse til det store Embede at være en kongelig Yppersteprest for Menneskeslægten: »Jehovas [52] Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Jehovas Kundskabs og Frygts [Ærefrygts] Aand; og han skal have sit Velbehag i Jehovas Frygt [Ærefrygt], og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne ser«; thi han har selv lidt, idet han blev fristet, og kan derfor komme dem til Hjælp, som kommer til Gud ved ham — nu i Tiden Menigheden og senere, i Tusindaarsriget, Verden. — Es. 11, 1-10; Heb. 2, 18.

Et andet Sted lader Profetien Messias sige: »Du skal kundgøre mig Livets Vej!« »Jeg vil love Jehova, som gav mig Raad.«  Disse Udtryk forekommer i en For­bindelse, som af Apostelen anvendes paa Mennesket Jesus Kristus (Ps. 16, 7-11). Saaledes bekræfter Profetien Evangelistens Udsagn: »Men Barnet [Jesus] voksede og blev stærkt, fuldt af Visdom, og Guds Velbehag [Velsignelse] var over ham . . . . Og Jesus gik frem i Visdom og Alder og Yndest hos Gud og Mennesker.« — Luk. 2, 40. 52.

Vi har nu undersøgt de vigtigste Bibeltekster angaaende vort Emne, og vi er nu overbevist om, at Skriften ikke giver os Ret til at bruge det store Navn Jehova om andre end vor himmelske Fader. Vi har set, at Bibelen indskrænker Anvendelsen af det til ham alene og forbyder dets Anvendelse paa andre.

Alle villet kunne indse det berettigede i den Almægtiges Bestemmelse, at han skal anerkendes som Midtpunktet for al Myndighed, Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt, thi dette er Sandheden, og alt andet vilde være usandt og i samme Grad ondt og skadeligt. Og af hvad vi i det foregaaende har anført af Herrens egne Ord og af Apostlernes Ord, hvem han særlig underviste og efter Pinsen indgav den hellige Aand, har vi set, at ingen af dem nogensinde antydede, at den himmelske Fader og den himmelske Søn var én Person, og heller ikke, at de var lige i Magt og Herlighed, saaledes som der uden guddommelig Bemyndigelse erklæres i menneskelige Trosbekendelser og Lærebøger.

Men den himmelske Fader føler ikke nogen Skinsyge [53] paa Grund af den Storhed, som udmærker hans vigtigste Tjener, »Pagtens Engel, hvem I begærer«. Tvertimod; han har højt ophøjet ham til at være sig nærmest i Værdighed og Magt. Lyt til Jesu egne Ord: »Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men bare, hvad han ser, Faderen gør; thi hvad han [Faderen] gør, det gør Sønnen ligesaa. Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skal undre eder. Thi ligesom Faderen opvækker døde og gør levende, saaledes gør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil. Thi Faderen dømmer heller ikke nogen, men har givet Sønnen hele Dommen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.« — Joh. 5, 19-23.

Først naar vi klart ser og forstaar Skriftens Udsagn angaaende den store Ophavsmand til Forsoningsplanen, Jehova, og ser Forskellen mellem ham og hans hædrede Tjener, Faderens énbaarne og elskede Søn, er vi beredt til at forstaa Forsoningens Filosofi. Det skyldes i høj Grad Tankeforvirring angaaende Faderen og Sønnen, at mange Kristne er i fuldstændig Uklarhed angaaende Forsoningen og derfor staar i Fare for at slippe sin Tro paa denne grundlæggende og vigtigste Lærdom i den guddommelige Aabenbaring.

Apostelen Paulus fremstiller paa en klar og kraftig Maade Forholdet mellem Faderen og Sønnen med Hensyn til vor Forsoning, naar han siger: »Der er ingen Gud uden én.... Der er for os bare en Gud, Faderen, AF hvem alt er, og vi til ham, og én Herre, Jesus Kristus, VED hvem alt er, og vi VED ham«  (1 Kor. 8, 4.6). Det vil sige, der er blot denne ene og almægtige Gud, Op­havsmanden og Kilden til alle Ting, ham, som vi tilhører, og der er blot den ene Herre, Jesus Kristus, ved hvem den himmelske Fader handler med Hensyn til alle de forskellige Træk i sin Plan, den eneste, gennem [54] hvem vi og har Syndernes Forladelse ved Tro paa hans Blod og Adgang til Faderen og til den Naade, hvori vi staar, idet vi roser os af Haab om Herlighed hos Gud. — Rom. 5, 1.

En Overlevering fra Fædrene, understøttet ved et
forfalsket Skriftsted.

Vi vil i de følgende Kapitler overveje den ophøjede Storhed, som tilhører vor Herre Jesus Kristus, ved hvem hele Forsoningsværket fuldbyrdes, og vil da vise, hvilken stor Ære, der er blevet vist ham, siden han genløste Verden, og ligeledes, hvilken stor Ære og Værdighed, som han havde, før han blev Verdens Genløser. I dette Kapitel vil vi søge at faa fuld Klarhed med Hensyn til saadant, som angaar den store Ophavsmand til Planen. Men da Kirkens Tanker i Almindelighed er i høj Grad forvirret paa Grund af noget, der kaldes Treenighedslæren, en Læresætning, angaaende hvilken selv dens mest erklærede Forsvarere villig indrømmer, at de ikke farstaar den og ikke kan fatte eller forklare den, vilde det være paa sin Plads, om vi her undersøgte de Steder i Skriften, der antages at give Støtte for denne forvirrede Menneskelære, som ikke findes omtalt i Guds Ord. Vi har allerede henledet Opmærksomheden paa forskellige Skriftsteder, som udtrykkelig erklærer, at der kun er én al­mægtig Gud, ikke to eller tre eller flere. Vi vil nu henlede Opmærksomheden paa den Kendsgerning, at Ordet »Treenighed« ikke forekommer i Skriften; heller ikke findes der deri noget Ord af lignende Betydning, og heller ikke findes der nogen Udtalelse, som selv ved en ulogisk Fortolkning kan gives en saadan Betydning. Naar de, der holder paa Treenighedslæren, forsøger at forklare sine egne Tanker derom, indfiltrer de baade sig selv og sine Tilhørere aldeles haabløst. De erklærer, at der kun er én Gud (fordi Skriften saa udtrykkelig betoner dette Punkt, at det ikke kan negtes), og dog [55] hævder de i samme Aandedræt, at der er tre Guder (fordi den Teori er blevet overgivet dem gennem »Fædrenes Overleveringer« fra Pavedømmets første Tid).

Men hvorledes kunde der være tre Guder og dog kun én Gud? Hvis der er tre Guder, »lige i Magt og Herlighed«, som Katekismerne erklærer, da er det usandt at sige, at der kun er én Gud; men hvis der kun er én Gud, Faderen, ved hvem alle Ting er, saaledes som Paulus hævder, og hvis, som Jesus erklærer, Faderen er større end sin hædrede Søn, og hvis Faderen oprejste sin elskede Søn fra Døden og højt ophøjede ham, hædrede ham og gav ham et Rige, og hvis Sønnen tilsidst skal overgive Riget til Faderen, for at Faderen kan være alt i alle, da kan det ikke være sandt, at der er flere Guder lige i Magt. Ikke desto mindre skal vi i det følgende Kapitel vise, at vor Herre Jesus Kristus er en Gud, men at Skriftens samstemmige Udsagn udtrykkelig gaar ud paa, at der kun er én al­mægtig Gud, alles Fader, skønt vor Herre Jesus Kristus skal æres, ligesom Faderen æres, og at vi, naar vi ærer ham, ærer Faderen, som ophøjede ham. Apostelen erklærer: »Kristus er enhver Mands Hoved, og Manden er Kvindens Hoved, og Gud er Kristi Hoved.« — 1 Kor. 11, 3.

Der findes én Udtalelse i Skriften og kun én eneste, som blot i mindste Grad synes at indbefatte Læren om tre Guder; men alle Teologer indrømmer nu, at denne Sætning er falsk, er et Indskud. Den findes derfor heller ikke i de nyere Oversættelser af det nye Testamente, skønt Oversætterne, saa vidt vi ved, alle har været Tilhængere af Treenighedslæren. Skønt de gerne vilde have beholdt denne Sætning som den eneste Støtte (og endda kun en ufuldkommen Støtte), kunde de ikke beholde den med god Samvittighed.

De tidligere Oversættere af Bibelen er dog ikke at dadle for, at de har medtaget dette Indskud, fordi det tidligere var umuligt at vide, at denne Sætning var falsk. Flere hundrede gamle græske Haandskrifter er kommet [56] for Dagen i den nyere Tid; men intet, der er fra et tidligere Tidspunkt end det syvende Aarhundrede, indeholder denne Parentes, der begunstiger Treenighedslæren. Teologerne negter da heller ikke uden Hensyn til sekteriske Fordomme, at de falske Ord blev indskudt for at støtte Treenighedslæren paa en Tid, da Striden om dette Lærespørgsmaal var paa sit højeste i Kirken, og da Forsvarerne at denne Lære havde Vanske ighed ved at klare sig overfor sine Modstandere, fordi de ikke havde noget Bevis fra Skriften til Støtte for sin Teori. Det falske Ord blev da uden Tvivl indskudt af en eller anden ivrig Munk, der selv følte sig sikker paa Læren og mente, at den hellige Aand havde gjort sig skyldig i en Fejl ved ikke at omtale denne Sag i Skriften. Hans Hensigt var uden Tvivl at hjælpe Gud og Sandheden ud af en Vanskelighed ved at anvende et Bedrag; men alle saadanne Tanker, som at Gud ikke har givet os en fuldstændig Aabenbaring, »hvorved det Guds Menneske kan vorde fuldkomment og dueligt til al god Gerning«, og at den behøver en Tilføjelse, er fra Modstanderen, ligesom ogsaa den Tanke, at det vilde være ret at begaa et Falskneri for at opnaa noget godt og rette den Almægtiges Fejltagelse. Den Munk eller Prest, der begik Bedrageriet, øjensynlig i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, har et stort Ansvar paa Grund af denne Tilføjelse til Guds Ord og den daarlige Indflydelse, som den har udøvet paa Guds Børn, der blev forført ved det, naar de søgte efter Sandheden angaaende dette Emne.

Det falske Indskud findes i 1 Joh. 5, 7 og bestaar af Ordene »i Himmelen Faderen, Ordet og den Helligaand, og disse tre er ett, og der er tre, som vidner paa Jorden«. Naar man udelader disse Ord, bliver Teksten enkel og let at forstaa og i fuld Overensstemmelse med den øvrige Del af Skriften. Men medtager man disse Ord saaledes som de har staaet der i Aarhundreder, frembringer de Forvirring, thi de hævder noget meningsløst. Hvis vi lader disse Ord blive staaende i Teksten, vil [57] Meningen blive, at Faderen og Sønnen og den hellige Aand tilsammen vidner i Himmelen, nemlig at Jesus er Kristus; men hvor urimeligt er det ikke! Hvem er der vel i Himmelen, som ikke ved, at Jesus er Kristus? Hvem kan det altsaa være nødvendigt for Faderen, Sønnen og den Helligaand at vidne for? Ingen. Men det var et passende Sted for Modstanderen til at skyde noget ind, der kunde nedbryde Sandheden, og han fandt en Tjener, der var villig til at adlyde ham.

I alle nyere Oversættelser [ogsaa de danske og norske] er dette Vers udeladt, f. Eks. »Emphatic Diaglott« og Young's Bibel-Oversættelse. I den amerikanske Bibelforenings Oversættelse, den forbedrede Udgave, siges der: »Denne Tekst angaaende de himmelske Vidner indeholdes ikke i noget græsk Haandskrift, skrevet tidligere end det 5te Aarhundrede. Den anføres ikke af nogen af de græske Kirkefædre og heller ikke af nogen af de første latinske Kirkefædre, selv naar de Emner, de skrev om, ganske naturlig vilde have ledet dem til at henvise til dette Vidnesbyrd. Teksten er derfor ganske øjensynlig falsk.« I et andet Værk (»Kritisk Kommentar« af Lang) siges der om denne falske Sætning: »De omtalte Ord mangler i alle græske Haandskrifter, ogsaa i det sinaitiske [det ældste kendte græske Haandskrift], og i alle de gamle Oversættelser, indbefattende den latinske, som skriver sig fra det ottende Aarhundrede, og i Haandskrifter, som er skrevet efter den Tid, findes de i tre forskellige Former. Til Trods for Stridighederne om Treenighedslæren hentydes der ikke til dem af en eneste af de græske Kirkefædre, og heller ikke af nogen af de ældre latinske.« I Hudsons græsk-engelske Bibel­ordbog staar der: »Disse Ord findes ikke i noget græsk Haandskrift, skrevet før det 15de eller 16de Aarhundrede, og heller ikke i nogen af de tidligere Oversættelser.« Følgende Bibelforskere af anerkendt Dygtighed erklærer Sætningen for at være et Indskud: Isaac Newton, Benson, Clark, Horne, Griesbach, Ti schendorf, Tregelles, Lachman [58] og Alford. Den sidste siger: »Hvis man ikke skal følge et rent Lune ved den kritiske Gennemgang af den hellige Tekst, er der ikke Skygge af Grund til at anse disse Ord for ægte.« Dr. Constantine Tischendorf siger: »Jeg betragter det som en Usømmelighed, om denne falske Tilføjelse skal faa Lov til længere at staa som en Del af Brevet.« Prof. T. B. Woolsey spørger: »Fordrer ikke Ærlighed og Sandhed, at en saadan Sætning bliver slettet ud af vore engelske Bibler, en Sætning, som Luther ikke vilde medtage i sin Oversættelse, og som ikke kom ind i den tyske Bibel før 50 Aar efter hans Død?« Dr. Adam Clarke bersærker om denne Sætning: »Det er tydeligt, at dette Vers ikke er ægte; det mangler i alle Haandskrifter af dette Brev før Opfindelsen af Bogtrykkerkunsten, undtagen i ett — »Codex Montfortii«, som findes i Trinity College i Dublin. De andre, hvis Antal beløber sig til 112, udelader dette Vers. Det mangler i begge de syriske, alle arabiske, ætiopiske, koptiske, sahadiske, armenianske, slavoniske o. s. v., kort sagt, i alle de gamle Oversættelser, undtagen i Vulgata [den latinske Oversættelse], og selv i mange af de ældste og mest korrekte Afskrifter af denne Oversættelse er det ikke medtaget. Det mangler ogsaa hos alle de gamle græske Kirkefædre, og selv hos de fleste latinske.«

John Wesley, Metodismens Grundlægger, der bestræbte sig for at støtte Treenighedslæren, anfører dog i en af sine Taler over denne Tekst Servetus' Ord: »Jeg har Skrupler ved at bruge Ordene 'Treenighed' og 'Personer', fordi jeg ikke finder disse Udtryk i Bibelen«; og til dette Citat tilføjede Wesley: »Jeg vil kun holde fast paa de direkte Ord uforklarede, saaledes som de staar i Teksten.« Han arbejdede paa at bevise Treenighedslærens Rigtighed, fordi han troede, denne falske Sætning var ægte; thi de bestemte Beviser, som de fundne gamle Haandskrifter af Bibelen giver, var da endnu ikke kendt. Da f. Eks. Kong James' engelske Bibeloversættelse skulde udarbejdes (i Aaret 1611), havde Oversætterne kun otte [59] græske Haandskrifter til sin Raadighed, og intet af dem var fra en tidligere Tid end det 10de Aarhundrede; nu findes der omtrent syv hundrede Haandskrifter, hvoraf nogle, særlig det sinaitiske Haandskrift og det vatikanske Haandskrift Nr. 1209, er meget gamle, omtrent fra Aar 350.

Bibelens Lære om Faderen og Sønnen samt deres Enhed.

Der maa trækkes en skarp Grænse mellem Tro paa Treenighed og Tro paa en Enhed mellem den himmelske Fader, Jehova, og den himmelske Søn, Jesus Kristus, og den hellige Aand. Treenighedslæren gaar ud paa, at Faderen, Sønnen og den hellige Aand er »ett i Person, lige i Herlighed og Magt«, saaledes som Kirkernes Trosbekendelser lærer det. Men Bibelen modsiger absolut denne Tanke, at Faderen og Sønnen er ett i Person, og negter, at de er lige i Majestæt og Magt, undtagen, som før vist, at Faderen har herliggjort Sønnen, har højt ophøjet ham og givet ham et Navn over alle andre Navne undtagen sit eget, idet han har gjort ham til sin Fuldmægtig og Repræsentant ved Udøvelsen af »al Magt i Himmelen og paa Jorden«, og dette samtidig med, at den viser den absolute Enhed mellem Faderen og Sønnen og den hellige Aand i de forskellige Trin i den store Frelsesplan. Alle de forskellige Skriftsteder vidner enstemmig om, at Faderen sendte Sønnen til Verden, og at Sønnen for den Glæde, som ventede ham hos Faderen, udholdt Korset og foragtede Skammen, at han var den himmelske Faders førstefødte og enbaarne Søn, og at han, efter at have fuldført den Gerning, som Faderen havde givet ham at udføre, skal overgive det jordiske Rige til Faderen ved Slutningen af Tusindaarsriget; og ligeledes de øvrige Udsagn, som vi allerede har henledet Opmærksomheden paa, i hvilke Sønnen fuldt ud og med Glæde erkender, at han kom fra Faderen, og at han ikke kom for at gøre sin egen Vilje, men Faderens Vilje, og at den Magt, han benyttede sig af, ikke var [60] hans egen, men Faderens, og ogsaa hans Udtalelse »min Fader er større end jeg«, og Profetiens Erklæring om, at han er Pagtens Engel eller Tjener og ikke Pagtens Ophavsmand. Tillige med dette erklæres der i det nye Testamente, at han er den nye Pagts Midler, den eneste Midler mellem Gud og Mennesket, det Menneske Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsnings­betaling for alle. Alle disse forskellige Udsagn i Skriften lærer enstemmig, at der er en Forskel i Person, i Herlighed og Magt mellem den himmelske Fader og den himmelske Søn, men den fuldstændigste og dybeste Enhed i Plan, Vilje og Hensigt; thi Sønnen var værdig til at udføre Jehovas store Plan, netop fordi han ikke havde nogen Vilje selv, men gav Afkald paa, hvad der var hans egen Vilje, for at han kunde fyldes med Faderens Aand og gøre hans Vilje i enhver Henseende. — Joh. 6, 38. 39.

Endvidere indbefatter Ordene Fader« og »Søn« en Forskel og modsiger Tanken om Treenighed og Enhed i Person, fordi Ordet »Fader» betegner Livgiver, medens Ordet »Søn« betegner én, »som har modtaget Liv [af en anden]«. Den himmelske Fader har ikke modtaget Livet fra nogen anden, han er Livskilden, ikke blot for vor Herre Jesus, hans enbaarne Søn, men gennem ham ogsaa for alle sine andre Skabninger, og alt dette er i fuldeste Overensstemmelse med det Skriftsted, som staar i Begyndelsen af dette Kapitel, hvori Apostelen tydelig negter, at Faderen og Sønnen er én i Person eller i Magt, idet han siger: »For os er der dog bare én Gud, Faderen, af hvem alt er, . . . og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er.«

Den tænkende Læser vil straks anerkende den Harmoni og Enkelhed, der findes i det Synspunkt, som her er fremsat, medens alle vil indrømme, at Treenigheds læren er umulig at forstaa eller forklare paa en fornuftig Maade. Selv dens ivrigste Forsvarere indrømmer dette og i Stedet for at forsøge det umulige i at forklare den [61] undviger de al Diskussion ved at erklære, at den er »et stort, uforklarligt Mysterium«.

Da nu denne Lære om tre Guder i én Gud ikke har nogen som helst Støtte i Skriften, men baade direkte og indirekte modsiges af den fra første Mosebog til Aabenbaringen, og da den er saa absolut i Modstrid med Fornuften, saa er det i Sandhed besynderligt, at den ikke desto mindre er et stærkt rodfæstet Lærepunkt iblandt de Kristne, endog blandt Protestanterne, som bekender, at de tror paa Bibelen og protesterer mod enhver Læresætning, som ikke findes deri. Hvoraf kommer det? Vi svarer, at det er en af de mørke Hemmeligheder, ved hvilke Satan gennem Pavedømmet har formørket Guds Ord, Karakter og Plan; som der staar skrevet: »Denne Verdens Gud har forblindet de vantros Sind, for at Lyset fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede, ikke skal skinne for dem« (2 Kor. 4, 4). Han har foraarsaget, at Blindhed, taagede Lærdomme, formørkende Teorier og falske Hemmeligheder er kommet over den stakkels Verden for at for­hindre dem, der har fundet Herren, i at komme til en klar Kundskab om Sandheden.

Men hvorledes kunde det interessere Satan at føje noget til vor Herre Jesu Kristi Herlighed? Vilde det ikke marere være hans Gerning at trække noget fra Kristi Herlighed? Vi svarer, at det altid har været Satans Fremgangsmaade at forvende Sandheden, at forvende Bibelen og faa dens Lærdomme til at synes ufornuftige og selvmodsigende for at hindre Menneske­slægten i at se den store Skønhed, Forstandighed og Harmoni, som findes i Guds Plan og Ord. Jo flere Uregelmæssigheder, Satan kan faa indvævet i Menneskets Syn paa Skaberen, desto bedre vil det lykkes ham at forhindre dem, som har en fornuftig og logisk Tankegang, i at tjene Gud, og jo bedre det lykkes ham at gøre Menneskenes Trosbekendelser fornuftstridige, desto grundigere ødelægger han den virkelige Tro hos dem, [62] der forsvarer disse Trosbekendelser, og desto bedre lykkes det ham at fremme Lettroenhed i Stedet for virkelig Tro.

Saaledes har den store Modstander i Aarhundreder arbejdet med Held paa at befri Kirken for alle dem, der var fornuftige af Naturen, og har samlet en Klasse af mere lettroende, overtroiske og ufornuftige Mennesker ind i den; han har skjult og tildækket nogle af de dyrebareste Sandheder under de aFskyeligste Vildfarelser, og Herrens Børns Fremgang har været tilsvarende langsom, men takket være Gud, at vi nu lever i en Tid, da Uvidenhedens Slør drages til Side, og da Herrers Børn atter lærer at se bort fra de Trosbekendelser, der blev dannet i den mørke Middelalder for at holde dem i Trældom, og i Stedet at se direkte hen til selve Guds Ord. Men ak! Dette kommer for sent for mange, særlig for de verdsligvise; de har allerede forbundet Trosbekendelserne saaledes med Bibelen, at naar de forkaster hine, forkaster de ogsaa denne, og i Stedet for at søge det sande Lys i Guds Ord er de mere tilbøjelige til at overse og forkaste dette og stole paa sin egen Forstaaelse, paa menneskelig Filosofi.

Deraf kommer det, at den højere Bibelkritik, Udviklingslæren, den saakaldte »kristelige Videnskab«, Teosofi og andre bibelfornegtende Lærdomme gør saa hurtige Fremskridt i vor Tid, medens de gamle Trosbekendelser falder fra hinanden eller forlades. Kun forholdsvis faa har lært, at Fejlen ikke findes i Bibelen, men i Trosbekendelserne, og søger tilbage til »de gamle Stier« og til »den Tro, som engang er overgivet til de hellige«. — Jer. 6, 16; Judas 3.

Men hvorledes kunde Treenighedslæren vinde en saadan Udbredelse og Tilslutning blandt Kristne, hvis den ikke fandtes blandt de første Kristne? Er det ikke en af Kirkens ældste Læresætninger? Fandtes den ikke allerede i det tredje Aarhundrede? Jo, svarer vi, Treenighedslæren havde sin første lille Begyndelse i det andet [63] og tredje Aarhundrede. Det maa staa klart for enhver, der vil gennemsøge Skriften med et fordomsfrit Sind, at Treenighedslæren ikke i nogen Grad blev antaget i det første Aarhundrede. Dette vises tydelig af Apostlernes Skrifter. Treenighedslæren opstod paa en meget naturlig Mande — paa Grund af Kampiver.

I det første Aarhundrede lærte Apostlerne klart og tydelig om Kristus: ikke at han var Faderen, Jehova, anen at han var Jehovas Søn, Messias, der var blevet sendt til Verden for at velsigne Verden og oprette Guds Rige og tilsidst bringe Orden ud af den nuværende syndige og fordærvede Tilstand. Forkyndelsen om, at han var Guds Søn, blev mødt af Modpaastande. Nogle mente, at Jesus var en Bedrager, andre sagde, at han slet og ret var et godt Menneske, og atter andre, at han blev født paa overnaturlig Maade; men at han, ikke havde nogen Tilværelse forud for denne, og endelig var der nogle, som holdt paa Sandheden, nemlig at han havde en Forudtilværelse som Guds Søn paa et aandeligt Plan, og at han blev Guds Søn paa det menneskelige Plan for at forløse Menneskeslægten, og at han nu var højt ophøjet, saa at alle opfordres til at ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Det er imidlertid en velkendt Kendsgerning, at Kampiver let fører til, at man overdriver sine Paastande, og deraf kommer det, at mange af dem, der forsøgte at benegte de forskellige falske Lærdomme angaaende Herren, gik til den modsatte Yderlighed og lærte, at han var Faderen, Jehova selv.

Den religiøse Ordbog, som Pastor Dr. Lyman Abbott, en bekendt Tilhænger af Treenighedslæren, var med til at samle og udgive, indeholder (Side 944) følgende Udtalelse:

»Det var ikke før i Begyndelsen af det fjerde Aarhundrede, at Anskuelsen om Treenigheden begyndte at blive udarbejdet og formuleret som en Læresætning; samtidig bestræbte man sig for at forene denne med Kirkens Tro paa én Gud. . . . Treenighedslæren udsprang da af Forsøget paa at løse dette Problem. . . . Treenigheden er et fremtrædende Træk i Hinduismen og [64] skelnes ogsaa i den persiske, den ægyptiske, den romerske, den japanske og den ældste græske Gudelære.«

Forestillingen om flere Guddomme var meget almindelig i gamle Tider, undtagen hos det ene Folk, Israel. Som enhver ved, er den græske Gudelære fuld af Gud domme, hvoraf mange praktisk talt har den samme Magt; Jødernes Lære om, at der kun var én Gud, syntes derfor Grækerne latterlig; det var jo ligefrem Fattigdom paa Guder. Her har vi øjensynlig Grunden til, at Læren om en Treenighed kunde finde en saa beredvillig Modtagelse blandt de omvendte Hedninger. Det var en Forening af Verdens almindelige Synspunkt, Polyteismen (Troen paa flere Guder) og Monoteismen (Læren om én Gud), som kun Israel bekendte sig til. Den Idé at lære, at der var tre Guder, og at disse tre paa samme Tid kun var én Gud, blev uden Tvivl betragtet som et Teologiens Mesterstykke, hvorved man kunde bringe mange Jødekristnes Anskuelser i nøjere Overensstemmelse med de almene Meninger blandt Hed­ningerne, hvem man gerne vilde tilfredsstille for at faa dem ind i den »kristne« Kirke. Paa samme Maade blev ogsaa Maria-Dyrkelsen indført for at imødekomme og forbindes med den Overtro, som saa længe havde hersket blandt de Millioner af Hedninger, som tilbad Isis, Diana og andre Gudinder. Man maa huske, at paa den Tid, da disse Lærdomme blev indført, havde Menighedens Ledere opgivet Haabet om Kristi andet Komme for at oprette sit Rige og havde gjort sig et nyt Haab, nemlig Haabet om at kunne omvende Verden og saaledes oprette Guds Rige paa Jorden i Form af et Prestedømme, for hvilket Biskoppen i Rom skulde staa i Spidsen og regere som Kristi Stedfortræder.*)

___________
*) Se Bind II, Kap. 9, og Bind III, Kap. 4.
___________

Den almindelige Antagelse af Treenighedslæren og den Haardnakkethed, med hvilken man har holdt fast paa den, skyldes den overtroiske Frygt, som er blevet [65] indgivet af det romerske og senere ogsaa at det protestantiske Presteskab, idet man har truet med, at enhver, som fornegtede Treenigheden; gik den lige Vej til evig Pine. Paa samme Tid indrømmes det, at denne Lære er uforstaaelig, og at altsaa ingen virkelig tror paa den, fordi ingen i den fulde Betydning af Ordet kan tro paa noget ufatteligt. I det praktiske Liv regner man som oftest slet ikke med Treenighedslæren. Protestanterne beder f. Eks. til Gud, Faderen, »i Jesu Navn«, »for Jesu Skyld« o. s. v., og indrømmer saaledes, at Faderen og Sønnen er to selvstændige Personer og ikke én Person. Og Katolikerne beder til sine Helgener om at bede Maria, at hun vilde bede Jesus gaa i Forbøn for dem hos Faderen. Alt dette hindrer dem imidlertid ikke i vedblivende at holde haardnakket fast ved denne ufattelige, ufornuftige og ubibelske Lære, som Protestanterne modtog fra Pavedømmet; ja, man gør den endog til en Prøvesten for Rettroenhed. Enhver, som ikke tror paa den, bliver af Rom eller af den evangeliske Alliance stemplet som Kætter.

Sandheden er dog mægtig og skal tilsidst vinde Sejr. Imidlertid har Gud tilladt Forholdene at blive, som de er, for at enhver, som bekender sig for at være hans Barn og oplært af ham, maatte blive prøvet med Hensyn til sin Karakter og sin Troskab mod Gud og hans Ord. Det er derfor af Vigtighed for enhver Sandhedssøger at være oprigtig mod sig selv og mod Guds Ord, som alene kan gøre ham vis til Frelse. Lad os huske, at kun Sandheden helliger, og at Vildfarelse derimod altid udøver en ond Indflydelse.

Gud Faderen og Gud Sønnen.

Vi vil her undersøge nogle Skriftsteder, som af mange antages indirekte at støtte Treenighedslæren, men som i Virkeligheden slet ikke gør det.

Først og fremst henviser man til, at Bibelen taler om vor Herre Jesus som Gud; og eftersom der kun er [66] én Gud, maa, mener man, Benævnelserne »Gud Fader« og »Gud Søn« være to forskellige Benævnelser paa en og samme Person. Lad os undersøge dette Spørgsmaal i Lyset af Guds Ord og ikke tage noget for givet, før vi har prøvet hvert Skridt paa vor Vej. Vi har den Vanskelighed at kæmpe med, at Bibeloversætterne i Almindelighed har udvist Mangel paa Nøjagtighed og Overensstemmelse i sine Oversættelser af Guddommens forskellige Navne.*)

___________
*) Det synes, som om de Tilhængere af Treenighedslæren, som har oversat vor Bibel, frygtede for at gengive Navnet Jehova som et Egennavn, for at Folk ikke skulde faa fat paa den Kendsgerning, som Teologerne benegter, nemlig at Titlen Jehova udelukkende tilhører den store. »JEG ER«, Faderen. Leesers eng. Oversættelse, der er udarbejdet til Brug for Jøderne, tildækker ligeledes Ordet, muligvis af Frygt for, at nogle af Jøderne kunde snuble over den Anvendelse af Ordet, som vi har betragtet i det foregaaende. Leeser, der selv er Jøde, har foretrukket at benytte Ordet »Herre«, maaske i det Haab, at hans Race­Fæller kun skulde ville anerkende Ordet Herre som anvendt paa Jehova og derfor føle Harme overfor dem, der taler om Jesus som »vor Herre og Frelser«, og mener, at det er Gudsbespottelse.

De Oversættere, som var Tilhængere af Treenighedslæren, foretrak og brugte maaske Ordet Herre i Stedet for Jehova, for at de Kristne, der er vant til at bruge Ordet Herre som en Titel for den Herre Jesus, ogsaa kunde tro, naar de læste det gamle Testamente, at det var ham og ikke Faderen, Jehova, der omtaltes.
___________

Benævnelser paa Guddommen i det gamle
Testamente.

1) Navnet »Jehova« forekommer over 5000 Gange i det gamle Testamente og gengives i de danske og norske Oversættelser enten »Gud« eller »Herre«.

2) Titlen »Adonai«, der almindeligvis rigtig er oversat med »Herre«, gengives undertiden med »Gud«.

3) Titlen »Adon« gengives med »Herre«.

4) Ordet »elohim« med Biformerne »eloah« og »elah« [67] og »el« forekommer over 2500 Gange. I de fleste af disse Tilfælde menes der Jehova, men i mange Tilfælde anvendes Ordet paa andre; derfor maa Sammenhængen vise, hvem der menes. Vi vil anføre nogle Eksempler fra Skriften, som fuldstændig vil klargøre dette og bevise, at »elohim« betyder »mægtigt«. Det anvendes med Rette om Jehova, fordi han er almægtig, og det anvendes med Rette paa Englene, fordi de er mægtige; og naar de besøgte Menneskene, saaledes som der fortælles i det gamle Testamente, fik de særlig Magt, fordi de var Jehovas, den Almægtiges, Repræsentanter. Store og indflydelsesrige Mænd blev ogsaa med Rette kaldt »elohim« — mægtige. Ligesom vort Ord »Faar« kan »elohim« betegne baade Enkelttal og Flertal.

Følgende Citater fra Bibelen vil fuldt ud bekræfte disse Kendsgerninger og vise det berettigede i, at Jesus Kristus i Skriften omtales som »Gud« [elohim] og som »Adon« [Mester, Herre] og som »Adonai« [min Herre], men aldrig som »Jehova«.

Elohim (mægtige) oversat med »Engle«.

Ps. 8, 5. »Du [Jehova — se V. 1] gjorde ham lidet ringere end Englene [elohim], og med Ære og Hæder kronede du ham« (eng. Overs.). At Ordet »elohim« her bør gengives med »Engle« vises derved, at den in­spirerede Apostel, idet han taler om Jesu Fornedrelse og derunder anfører netop dette Skriftsted, gengiver »elohim« med det græske »angelos«. — Heb. 2, 7. 9.

Elohim (mægtige) gengivet med »Goder«.

Ordet »elohim« bruges 196 Gange som Betegnelse for Mennesker eller falske Guder, og det med Rette, thi disse var mægtige eller indflydelsesrige i Menneskers Øjne.

Jehova elohim (den almægtige) stillet i Modsætning
­til andre elohim (mægtige).

Ps. 86, 6-8. »Vend Øret, JEHOVA, til min Bøn... . Ingen er som du iblandt Guderne [elohim, mægtige]«.

[68]

Ps. 95, 3. »JEHOVA er en stor Gud [el, mægtig] og en stor Konge over alle Guder [elohim, mægtige].«

Ps. 50, 1. »Den almægtige Gud [ordret: Guders Gud — el elohim, de mægtiges mægtige] JEHOVA taler.«

Ps. 29, 1. »Giv JEHOVA, I Guds Sønner [el, Guder], giv Jehova Ære og Magt, giv JEHOVA hans Navns Ære, tilbed JEHOVA i hellig Prydelse.«

1 Mos. 17, 1. »JEHOVA aabenbarede sig for Abraham og sagde til ham: Jeg er Gud [el], den Almægtige.«

2 Mos. 15, 11. »Hvo er som du blandt Guderne [el, mægtige], JEHOVA!«

1 Mos. 14, 22. »Abraham sagde . . .: Jeg opløfter min Haand til JEHOVA, den højeste Gud [el], som ejer Himmel og Jord.«

Ps. 96, 4. »Thi stor er JEHOVA og saare priselig, forfærdelig er han over alle Guder [elohim, mægtige].«

Disse Skriftsteder vil være tilstrækkelige som Eksempler. Hvis nogen ønsker at se flere, kan han blot søge, og han vil finde mange.

Elohim anvendt om Mennesker.

I de før omtalte 196 Tilfælde, hvor Ordet elohim er oversat med Guder, peger sandsynligvis mindst Halvdelen hen til Mennesker — mægtige, Konger, Fyrster o. s. v. Men vi vil nu lægge Mærke til nogle Tilfælde, hvor elohim anvendes om Herrens Folk.

1 Mos. 23, 6. »Du [Abraham] er en Guds Fyrste [elohim] iblandt os.«

2 Mos. 7, 1. »Jeg har sat dig [Moses] til en Gud [elohim] for Farao.«

2 Mos. 21, 6. »Israels Dommere blev kaldt Guder: Hans Herre skal føre ham frem for Dommerne [elohim, Guder, mægtige].« (Eng. Overs.)

2 Mos. 22, 8. 9. »Men findes ikke Tyven, da skal Husets Ejer føres frem for Dommerne [elohim]. . . . Den som Dommerne [elohim] dømmer skyldig, han skal erstatte sin Næste dobbelt.« (Eng. Overs.)

[69]

2 Mos. 22, 28. »Dommerne [elohim] skal du ikke bande.« (Eng. Overs.) Paulus bekræfter denne Over­sættelse i Ap. G. 23, 5.

De hellige kaldes elohim.

Ps. 82, 6. 7. »Jeg har sagt: I er Guder [elohim, mægtige], og I er alle den Højestes Sønner. Men sandelig, som [andre] Mennesker skal I dø, og som en af Fyrsterne skal I falde.« De hellige skal alle dø, men dø som Ofre, ligesom Kristus Jesus gjorde, ikke som Adam, der døde for sin egen Synd.

Dette Skriftsted blev citeret af vor Herre Jesus og anvendt paa dem, som modtog Guds Ord fra hans Mund, dem, som havde »Øren at høre med«, og det gælder stadig den samme Klasse.*) »I elskede, nu er vi [70] Guds Børn« — paa en tilregnet Maade og haaber ved Guds Naade at »faa Del i guddommelig Natur«. — Joh. 10, 34. 35; 1 Joh. 3, 2; 2 Pet. 1, 4.

_____________
*) Hele denne Psalme (82) synes at hentyde til vor Herre Jesus som den af Gud udvalgte Befrier og Dommer for Kristenheden nu, i Tiden for hans parousia (Nærværelse). Paa ham anvender vi Ordene: »Gud [elohim, Kristus, udnævnt af Faderen til at dømme Verden nu] staar i Guds Menighed (eng. Overs.: »i de mægtiges [de finansielle, de politiske og de kirkelige Fyrsters] Forsamling«), midt iblandt [disse] Guder [elohim, mægtige] holder han Dom.« Han fremstilles først som den, der irettesætter disse Fyrster og opfordrer dem til at øve Retfærdighed, men »de skønner intet og forstaar intet, de vandrer i Mørke [angaaende Udfaldet af sin Fremgangsmaade], alle Jordens [den sociale Verdens] Grundvolde vakler«. Det er unyttigt at forsøge paa at forbedre de nuværende Institutioner, de maa »opløses«, for at de nye Himle og den nye Jord [den nye sociale Verden] kan træde i de es Sted. Derpaa henvendes Vers 6 og 7 til hans trofaste »lille Hjord«, naar den er blevet samlet, naar hele den udvalgte Menighed gennem Døden er gaaet over til den anden Side »Forhænget«. Da vil det Raab udgaa til Kristus: »Rejs dig, o Gud [elohim], hold Dom over Jorden, thi du har alle Hedninger i Eje.« Han vil lade sine Domme komme over Jorden i en »Trængselstid, som der ikke har været fra den Tid et Folk blev til«, hvor alle de stolte og ophøjede skal ydmyges, og da vil hans Rige blive oprettet, og Tiden for Genoprettelsen, saa længe forjættet ved alle de hellige Profeter, vil komme. — Ap. G. 3, 19-23.
_____________

Elohim gengivet ved »stor«, »sterk« o. s. v.

Ordet bruges undertiden i Forbindelse med livløse Ting og betegner da sterk, mægtig, stor, som f. Eks. »mægtig [elohim] Forfærdelse« (1 Sam. 14, 15); »store [elohim] Kampe« (1 Mos. 30, 8); »store [el mægtige] Bjerge« (Ps. 36, 6); »de vældiges [el] Fyrster« (Ez. 32, 21); »jeg har Magt [el] til at gøre ondt«. —1 Mos. 31, 29.

»Gud« og »Herre« i det nye Testamente.

I det nye Testamente kan man ikke af de græske Ord, som er oversat »Gud« og »Herre«, se, om de gælder Faderen eller Sønnen; Læseren maa selv bruge sin Dømmekraft for ud fra Sammenhængen at kunne slutte sig til, hvem der i de enkelte Tilfælde er Tale om. Nogle Gange afgøres dog dette derved, at den bestemte Artikel staar foran Ordet theos (Gud), som f. Eks. i Joh. 1, 1, hvor vi læser: »Ordet var hos Guden [ho theos], og Ordet var en Gud [theos].« Men i Almindelighed vil den omhyggelige og fordomsfri Læser let kunne for­staa, hvad Apostelen mener. Dette er saa ligetil, at det er besynderligt, at vi har kunnet være usikker om Meningen.

Ordet »Gud« i det nye Testamente er næsten altid oversat fra det græske Ord theos, enten det sigter til vor himmelske Fader eller til hans Søn eller til falske Guder. Ordet »daimonion« er gengivet med »Guddomme« (Ap. G. 17, 18), medens det skulde have været oversat  »Dæm oner«.

Titlen »Herre« er i Almindelighed en Oversættelse af det græske Ord »kyrios«, som betyder »Mester« eller »Herre«, enten det anvendes om Jehova, Kristus, Men­nesker eller Engle. Ordet »despotes«, som egentlig be­tyder »Enehersker«, er i fire Tilfælde (Luk. 2, 29; Ap. [71] G. 4, 24; 2 Pet. 2, 1; Aab. 6, 10) oversat »Herre«, i ett Tilfælde (Judas 4) »Hersker«.

Det fra »theos« afledede ord theios forekommer paa tre Steder og er oversat en Gang med »Guddom« (Ape G. 17, 29) og to Gange med »guddommelig« (2 Pet. 1, 3. 4) — hver Gang sigtende enten til Guds Egenskaber (Magt o. s. v.) eller til hans Natur, men paa ingen Maade støttende Læren om en Gud i tre Personer. Ordet theiotes forekommer én Gang og er oversat »Guddom­melighed« (Rom. 1, 20). Det betyder egentlig »Guds Natur«. Theotes forekommer én Gang (Kol. 2, 9) og er oversat »Guddom«: »I ham bor hele Guddommens Fylde legemliggjort.«

Det sidstnævnte Sted siger os, at i den herliggjorte Kristus, Menighedens Hoved, bor al Fylde af Visdom, Naade og Magt til ikke alene at ordne alle Menighedens Anliggender, men til ogsaa som Faderens Repræsentant at udføre alt, som er nødvendigt for, at Guds store Plan, som er betroet ham, kan blive lykkelig gennemført.

»Herren, din Gud, skal du tilbede, og ham alene
skal du tjene.« Matt. 4, 10.

Nogle mener, at den Kendsgerning, at vor Herre Jesus uden Vægring modtog Tilbedelse, betegner, at han er Jehova, og de Ord, som er anført ovenfor, bliver da saaledes fortolket, at det vilde være Uret for noget andet Væsen end Jehova at modtage Tilbedelse. Vi maa bestride dette; thi at fortolke disse Ord saaledes er at lægge en Mening i dem, som de ikke indeholder, og at bringe dem i Modstrid med andre Skriftsteder. Jehovas Forordning, ifølge hvilken han proklamerede Kristus som sin Søn og paabød, at alle Mennesker og Engle skulde ære og tilbede ham, havde Profeterne allerede kundgjort: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.« »Alle Guds Engle skal tilbede ham« (Ps. 2, 7; 97, 7; Heb. 1, 5. 6). Vor Herre Jesus vidste dette. Han vidste ogsaa, at de Engle, der udsendtes som Jehovas Repræsentanter, [72] modtog Tilbedelse som saadanne; og han vidste, at han selv var Hovedbudbringeren, den enbaarne Søn, »Pagtens Engel« (Mal. 3, 1), hvem Faderen havde helliget og sendt til Verden. Han vidste følgelig ogsaa, at enhver, som ærede ham, samtidig ærede Faderen. Hans egne Ord lød jo ogsaa: »Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham«. — Joh. 5, 23.

Det græske Ord, som er oversat »tilbede« i det nye Testamente, er proskyneo, som egentlig betyder »at kysse Haanden«, ligesom en Hund slikker sin Herres Haand, og det, der betegnes dermed, er Ærbødighed.

Det tilsvarende hebraiske Ord er schakah, som betyder »at bøje sig ned« som Bevis paa Ærbødighed. Dette Ord forekommer 170 Gange, og kun i omtrent Halvdelen af disse Tilfælde bruges det om Tilbedelse af Gud; men denne Kendsgerning skjules derved, at dette Ord oversættes paa flere forskellige Maader, naar det angaar Hyldest af højtstaaende Mennesker. Vi vil eksem­pelvis blot henføre til følgende Steder, som belyser dette — 1 Mos. 19, 1; 23, 7. 12; 27, 29; 1 Sam. 24, 8; 25, 23. 41; 2 Sam. 9, 6; 14, 4. 22. 33. Om Abraham er der berettet, at han viste »de tre Mænd« (Engle) en saadan Ærbødighed, allerede før han vidste, at de var noget mere end almindelige Mennesker. — 1 Mos. 18, 2-4.

Af disse Beviser vil det klart fremgaa, at dette Forbud: »Du skal ikke bøje dig [schakah] for dem og ikke tjene dem«, ikke betød, at man ikke maatte vise Ærbødighed og Hyldest overfor Mennesker, som var det værd, eller som var i hædrede Stillinger. Heller ikke gjorde Jøderne noget galt ved at vise Ærbødighed (schakah) mod de Engle, som bragte dem Budskaber i Jehovas Navn. Saadan Ærbødighed blev altid godkendt, aldrig dadlet. Budet advarer imod at tilbede Billeder eller andre Guder, der blev opstillet som Jehovas Rivaler. Dette kan Jehova ikke taale. Der var altsaa ikke noget urigtigt i, at der blev vist Jesus Ærbødighed af [73] de Jøder, der anerkendte ham som »sendt af Gud«, og med endnu større Ret kan de, der anerkender Jesus som Guds Søn, gøre det.

Vi kan være forvisset om, at de Farisæere, som tog Stene op for at dræbe Jesus, fordi han erklærede om sig selv, at han var Guds Søn, vilde være blevet grænseløs rasende og ikke blot have stenet ham, men ogsaa hans Tilbedere, idet de vilde have beskyldt dem for Af­gudsdyrkelse, hvis Jøderne havde haft en saadan yderliggaaende Forestilling om Tilbedelse (proskyneo), som mange nu for Tiden har.

Anderledes stiller det sig, naar den, som gøres til Genstand for Ærbødighed, Hyldest eller Tilbedelse, er én, som falskelig udgiver sig for at være Guds Repræsentant — som er en falsk Kristus, en Anti-Krist. Den Hyldest, som Paven har været og endnu er Genstand for, er derfor efter vor Mening en saadan urigtig Tilbedelse, fordi han uden Ret udgiver sig for at være »Kristi Stedfortræder«. Det var paa dette Grundlag, at vor Herre Jesus negtede at anerkende Satan og hans store Magt i Verden; det var en virkelig ond Magt, der med Hensigt modsatte sig Jehovas Love. Satan tilbød Herren at samarbejde med ham ved Oprettelsen af hans Rige, hvis Herren vilde lade være at modsætte sig det onde, vilde respektere eller vise Ærbødighed mod de daarlige Skikke, der var fremkommet under Satans Regering. Men Jesus afslog straks dette Tilbud, hans Svar betød saa meget som: Jeg er i fuld Overensstemmelse med Jehova Gud og derfor i fuld Overensstemmelse med den profetiske Erklæring: »Jehova, din Gud, skal du frygte, og ham skal du tjene« — og da du er hans Modstander, kan jeg ikke vise dig eller dine Metoder Ærbødighed, heller ikke kan jeg tjene din Sag eller samarbejde med dig; jeg vil intet have at gøre med dig. — Jfr. Matt. 4, 10 med 5 Mos. 10, 20. 21.

Havde vor Herre Jesus gjort sig til Jehovas Konkurrent i Stedet for at være hans Søn og Tjener, vilde [74] enhver Hyldest, der var blevet vist ham, have været Uærbødighed overfor Faderen og af den Grund syndig — Afgudsdyrkelse. Men medens Jesus modtog Hyldest som Guds Søn, erklærede han bestemt og offentlig: »Faderen er større end jeg«, og han lærte Disciplene at henvende sine Bønner til Faderen, idet han sagde til dem: »Alt, hvad I beder Faderen om, skal han give eder i mit Navn.« — Joh. 16, 23.

»Jeg og Faderen, vi er ett.«
— Joh. 10, 30. —

Dette Skriftsted betragtes som Bevis for, at vor Herre Jesus er berettiget til at bære Navnet Jehova, at han var baade Faderen og Sønnen, eller at han ikke havde nogen Fader og altsaa ikke var Søn af nogen.

Som Følge af de svævende og ufattelige Forestillinger, som hersker angaaende »Treenigheden«, synes et mærkelig stort Antal af ellers intelligente Mennesker ganske at glemme, at der gives en anden Slags Enhed end   Person-Enhed; og dog ved alle, at Ordet »Enighed« (som f. Eks. i »Tre-Enighed«) i alle andre Tilfælde betyder Harmoni — Overensstemmelse i Forsæt, Vilje og Sindelag.

Hvor meget en Teori kan forblinde Mennesker, belyses paa en slaaende Maade af den Kendsgerning, at man i Almindelighed overser Herrens egen Forklaring af den Maade, hvorpaa han og Faderen er ett. Han siger i sin Bøn til Faderen: »Jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig, fordi de er dine. . . . Men jeg beder ikke for disse alene, men ogsaa for dem, som ved deres Ord tror paa mig, at de alle maa være ETT, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at ogsaa de maa være ETT I OS . . . for at de skal være ETT, ligesom vi er ETT, jeg i dem, og du i mig, for at de skal være FULDKOMMEDE TIL ETT«. — Joh. 17, 9. 20-23.

Her siges der udtrykkelig, at den Enhed i Menigheden, som Jesus bad om, er nøjagtig den samme, som Enheden mellem Faderen og Sønnen. At Enheden i [75] Menigheden er Enhed i Sind, og ikke en personlig Enhed, er indlysende. Genløserens Tanke var, at der blandt hans Efterfølgere skulde være Enhed i Hjerte, Hensigt og Vilje, den Enhed, som herskede mellem Faderen og ham selv, og denne Enhed skulde, hvad Menigheden angik, opnaaes paa nøjagtig samme Maade, hvorpaa Enheden mellem Faderen og Sønnen var opnaaet; Sønnen var ett med Faderen, fordi han fuldt ud antog Faderens Vilje som sin, idet han sagde: »Ske ikke min, men din Vilje«. Saaledes maa ethvert Medlem af Menigheden komme i fuld Harmoni med Faderen og Sønnen ved ikke at gøre sin egen Vilje, men tilsidesætte den og antage Kristi Vilje, som er Faderens Vilje. Kun saaledes kan Menigheden komme til den Enhed, som Herren bad om, og som han siger er den samme Enhed som den, der eksisterer mellem Faderen og ham. Hvor besynderligt er det ikke, at man har forsøgt at misbruge og fordreje disse Herrens Ord for at bringe dem til at støtte den ufornuftige og ubibelske Treenighedslære — tre Guder i én Person. Men hvor skøn og fornuftig er paa den anden Side ikke den Enhed mellem Faderen, Sønnen og Menigheden, som Skriften lærer om!

»Den, som har set mig, har set Faderen«.

Efter at Herren havde erklæret, at han var Vejen, Sandheden og Livet, og at ikke nogen kunde komme til Faderen uden ved ham, og at enhver, der kendte ham, ogsaa kendte Faderen, sagde Filip til Jesus: »Herre, vis os Faderen, og det er os nok«. Jesus svarede ham: »Saa lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen og Faderen i mig? De Ord, jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv, men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger.« — Joh. 14, 7-10.

Vi opfordres til at tage denne Udtalelse af Herren [76] som et Bevis for, at han er Jehova (ikke Jehovas Søn), og at Navnet Jehova saaledes med Rette kan anvendes pas ham. Men man maa lægge Mærke til, at hele Sammenhængen viser en saadan Forskel mellem Faderen og Sønnen, som intet fornuftigt Menneske vilde fremholde, hvis det gjaldt at bevise det, som Tilhængerne af Treenighedslæren søger at faa ud deraf. Spørgsmaalet bliver altsaa: Hvad mente Herren med Ordene: Den, som har set mig, har set Faderen? Vi svarer, at han ønskede, vi skulde forstaa, at det er umuligt for et Menneske (et kødeligt, jordisk Væsen) at se Gud, som er en Aand. Apostelen Johannes vidner saaledes: »Ingen har nogensinde set Gud; den enbaarne Søn, som er i Faderens Skød, han har forklaret ham« (Joh. 1, 18). Han ønskede, at de skulde forstaa, hvad Herren erklærer overfor Moses: »Ingen kan se mit Ansigt og leve«, og at Faderen altsaa, om han vilde vise sig for Menneskene, kun kunde gøre dette ved enten paa overnaturlig Maade at aabne deres Øjne, saa de kunde se den aandelige Herlighed (hvorved de vilde være udsat for at dø), eller ogsaa ved at aabenbare sig i et Kødlegeme paa en saadan Maade, at Menneskene kunde se noget af hans Karakter derigennem.

Og er dette ikke netop, hvad Gud har gjort? Guds Sind, Guds Vilje blev jo fuldt ud fremstillet i hans enbaarne Søn, vor Herre, da han blev Kød og tog Bolig blandt Menneskene. Han var derfor den bedste, den nøjagtigste, den mest absolute Fremstilling af Gud, som det var eller nogensinde vil blive muligt at give Menneskeslægten. Naar Filip og de andre Apostler saa og kendte Herren Jesus nøje, kendte de tillige Faderen i den mest absolute Betydning, hvori Menneskeslægten kan kende ham, og de kendte ham paa den mest absolute Maade, hvorpaa det var Faderen muligt at aaben­bare sig for Menneskeslægten. Der har aldrig været, og der kunde aldrig være en klarere, en mere absolut, en mere fuldstændig Aabenbaring af Gud for Mennesket [77] end den, der fandt Sted i vor Herre Jesu Kristi Person; thi da han blev Kød, blev han »Gud aabenbaret [Græsk: gjort synlig] i Kød« (1 Tim. 3, 16). Paa samme Maade erklærede Apostelen om Menigheden, de trofaste Kristi Lemmer: »Vi overgives til Døden, for at ogsaa Jesu Liv kan aabenbares [blive gjort synlig] i vort dødelige Kød«. — 2 Kor. 4, 11.

Det fuldkomne Menneske er et fuldkomment Billede af den usynlige Gud og altsaa den bedste Gengivelse af ham, som kan fremstilles. Paa samme Maade vil de opstandne fuldkomne Troshelte fra den gamle Pagts Tid i Tusindaarsriget være de bedste Repræsentanter blandt Menneskene for den himmelske Fader, den himmelske Søn og Kristi himmelske Brud. Den, der ser dem, vil se »Gud aabenbaret i Kød«, Guds Lignelse i Kød, og til denne herlige Stilling skal hele den sukkende Skabning naa, om den vil. Og dette vil ske under Ledelse af den kongelige Prest og hans Brødre, Underpresterne, som skal virke gennem Trosheltene fra den gamle Pagt, der som Rigets Repræsentanter i Kødet skal være »Fyrster paa den hele Jord«. — Ps. 45,  16.

»Den salige og alene mægtige, han som er Kongernes
Konge og Herrernes Herre, han som alene har
Udødelighed.«
— 1 Tim. 6, 15.16. —

Mange opfatter dette Skriftsted som betydende, at vor Herre Jesus ved sit andet Komme vil fremstille den himmelske Faders Storhed for Verden. Men skønt denne Anskuelse kan synes rimelig nok, er vi dog tilbøjelige til at tro, at denne Udtalelse handler om Kristi Herlighed og Ære fra Begyndelsen af Tusindaarsriget. Sandt nok vil han bevirke, at alle, som modtager ham, ogsaa vil anerkende Gud Jehova; dette vil dog ikke finde Sted ved hans Aabenbarelse, men først ved Slutningen af hans Regering, naar han overgiver Riget til Gud og Faderen. — 1 Kor. 15, 24-28.

At [78] anvende dette Skriftsted paa Faderen vilde være det samme som at negte, at Jesus besidder Udødelighed, hvorimod Skriften tydelig lærer, at han og alle, som faar Del i den første Opstandelse, i og med den ogsaa faar Udødelighed, og at Faderen, som har iboende Liv (Selveksistens, Udødelighed), saaledes gav Sønnen at have iboende Liv. — 1 Kor. 15, 42-44. 53. 54; Joh. 5, 26.

Dette Skriftsted synes imidlertid at passe fuldkom­ment, naar vi anvender det paa Sønnen. Det tilsidesætter ingenlunde Faderen, Jehova, heller ikke beviser det, at Jesus er Faderen, Jehova; thi vi maa i alle saadanne Tilfælde huske den ufravigelige Regel, som den inspire­rede Apostel har givet os, nemlig, at ved Sammenligninger, Hædersbevisninger o. s. v., som angaar Sønnen, er Faderen altid undtaget, fordi han staar højt hævet over alle Sammenligninger. Han siger: »Det er klart, at han [Faderen] er undtaget« og altsaa ikke skal betragtes som underlagt Herren Jesus og den Magt, som Faderen havde givet ham. Thi naar Sønnen har overvundet Synden i Verden, »da skal Sønnen selv underlægge sig ham [Faderen], som lagde alt under ham [Sønnen]«. — 1 Kor. 15,  27.

Et andet lignende Udsagn angaaende Kristi Riges Herlighed, som Faderen har givet ham, lyder: »Kristus er Hovedet for al Magt og Myndighed« (Kol. 2, 10). Ogsaa her er Faderen naturligvis undtaget. Faderens Herskermagt og Myndighed staar aldrig i Modsætning til Sønnens, thi denne er ett med Faderen og er hans Repræsentant.

Han »agtede det ikke for et Rov at være Gud lig«.

Ifølge den almindelige Oversættelse fremkommer Apostelen Paulus (Fil. 2, 6) med den forbausende Udtalelse, at Kristus, »da han var i Guds Skikkelse, ikke agtede det for et Rov at være Gud lig«. Vi maa først af alt lægge Mærke til, at dette Skriftsted ikke lærer noget om et Treenighedsdogme, heller ikke, at Jesus er [79] Faderen, Jehova, thi hvis det var saaledes, hvorledes kunde han da agte dette for et Rov, og hvorledes kunde der være Spørgsmaal om en Lighed? Disse Ord »Rov« og »lig« viser tydelig, at Faderen og Sønnen ikke er ett i Person, men to. Men disse Apostelens Ord synes at staa i en besynderlig Modsætning til Herrens egne Ord angaaende dette. Han erklærer jo: »Faderen er større end jeg«, »af mig selv kan jeg intet gøre«. Men en saadan Anskuelse kommer ogsaa i Modstrid med Apostelens egen Formaning til os om i Ydmyghed at agte andre højere end os selv. Idet han forsikrer, at denne Ydmyghed netop udmærkede Jesu Sindelag, siger han videre »Lad det samme Sind være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus.«

Det er Oversættelsen, som bærer Skylden for Van­skeligheden, idet den udtrykker lige det modsatte af, hvad Apostelen mente — saafremt man ferstaar Skriftstedet derhen, at Jesus ikke betragtede det som et Rov eller som noget utilbørligt, men som en ganske selvfølgelig Ting, at han skulde være ligestillet med Gud. Det er jo dog aabenbart, at Apostelen vilde sige det modsatte, nemlig at Jesus ikke havde villet eller søgt at tilrane sig Lighed (Ligestillethed) med Gud — i Modsætning til Satan, som forsøgte at tilvende sig Guds Æresstilling og gøre sig lig ham (Es. 14, 12-14). Naar vi betragter den Sammenhæng, i hvilket dette Vers (Fil. 2, 6) staar, finder vi der den skønneste Fremstilling af Jesu ydmyge Sindelag, der fremstilles som et Mønster for os, for at vi skal vandre i hans Fodspor.

Apostelens virkelige Tanke kunde gengives med næsten de samme Ord som dem, Bibeloversætterne har brugt, saaledes: »Som ikke tænkte paa ved Rov at blive Gud lig.« Det græske Ord harpagmos (Rov, Ran, ulovlig Erhvervelse), som i danske og norske Bibler er oversat »Rov«, er af fremragende lærde blevet oversat paa forskellige Maader. Vi anfører følgende Eksempler:

[80]  »Ansaa det ikke for noget, man ivrig skulde attraa« (Clark).

»Tænkte ikke paa ivrig at beholde« (Wakefield).

»Betragtede det ikke som Genstand for et brændende Ønske« (Stewart).

»Som, da han fandt sig i Guds Skikkelse, ikke agtede det at være Gud lig for en Ting, han burde gribe efter« (Rotherdam).

»Som, da han [oprindelig] var i Guds Skikkelse, ikke regnede det for en Gevinst [noget, han burde gribe efter] at være ligestillet med Gud« (Reviderede eng Oversættelse).

»Som, da han var i Guds Skikkelse, ikke regnede det at være ligestillet med Gud for en Ting, han burde gribe efter« (Amer. Rev. Komité).

»Ansaa det ikke for en Ting, han burde gribe« (Sharpe).

»Greb ikke ivrig efter« (Neerland).

»Higede ikke voldsomt efter« (Dickenson).

»Tænkte ikke paa uretmæssig at tilegne sig« (Turnbull).

Den sidste Definition synes at passe bedst til Sam­menhængen og er den Oversættelse, som er valgt i »Emphatic Diaglott«, hvor hele Sætningen lyder: »Som, skønt han var i Guds Skikkelse, dog ikke tænkte paa uretmæssig at tilegne sig Lighed [Ligestillethed] med Gud, men afklædte [udblottede] sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse.«

Denne Oversættelse stemmer overens saavel med det faktiske Forhold som med Apostelens hele Bevisførelse, som dette Vers udgør en Del af. Naar vi forstaar Skriftstedet saaledes, siger det os, at vor Herre Jesus, da han var et Aandevæsen og lig Gud af Skikkelse og Natur, ikke var fyldt med en Ærgerrighedsaand og et Ønske om at tilvende sig guddommelig Myndighed, Magt, Herlighed og Ære. Han havde ikke samme Sind som Satan, der bestræbte sig for at ophøje sig selv og sagde: »Jeg vil gøre mig den højeste lig.« Nej, skøn [81] han besad den højeste Stilling næst efter den himmelske Fader, var han saa ydmyg, at han i Lydighed mod Faderens Vilje afklædte sig al den Herlighed og Højhed, der tilhørte hans Stilling som et Aandevæsen, og i Stedet for denne højere Natur og Herlighed indtog en lavere Stilling og antog Menneskenatur, som er »lidet ringere. end Englenes«. Apostelen fremholder videre, hvorledes Jesus endnu mere viste sin Ydmyghed, idet han underkastede sig den mest vanærende Død, Korsets Død. I al denne Selvfornedrelse var han tro og lydig mod Faderens Vilje, og derfor har Faderen belønnet ham, saaledes som Apostelen siger: »Derfor [fordi han var trofast, ydmyg og lydig til Døden] har og Gud [Faderen] højt ophøjet ham og givet ham et Navn, som er over alt Navn, saa at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøje sig . . . og hver Tunge bekende . . . til Gud Faders Ære.« — Heb. 2, 7-9; 1 Tim. 2, 5. 6; Fil. 2, 9-11.

Saaledes betragtet bliver dette Skriftsted slet ikke nogen Støtte for Treenighedslæren, men et meget stærkt Bevis imod den, samtidig med at det kommer i fuld Harmoni med alt Guds Ord og med helliget sund Fornuft.

Naar vi nu forlader denne Del af vort Emne, er vi i Stand til bedre at forstaa Længden, Bredden, Højden og Dybden ai vor store himmelske Faders Person, Karakter og Pian og kan bedre end nogensinde før værdsætte hans store Søn, hvis vidunderlige Kærlighed, Troskab og Tillid til Faderens Visdom, Naade og Magt er blevet saa kongelig belønnet, og vi kan med Glæde ære Sønnen, ligesom vi ærer Faderen. Efter en fuldstændigere Undersøgelse af den Aabenbaring, der er givet os i Guds Ord, kan vi fuldt ud slutte os til Apostelen Paulus' inspirerede Vidnesbyrd: »Saa er der dog for os bare én Gud, Faderen, af hvem alt er, og vi  til ham, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og vi ved ham.« — 1 Kor. 8. 6.

»Naade [82] være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesus Kristus; lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, han, som har velsignet os med al aandelig Velsignelse i Himmelen i Kristus, ligesom han udvalgte os i ham, . . . idet han i Kærlighed forudbestemte os til at faa Barnekaar hos sig ved Jesus Kristus. . . . Vor Herre Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, give eder Visdoms og Aabenbarings Aand til Kundskab om sig«. — Ef. 1, 2-18.

O Jehova, naar jeg den Tanke fatter,
Den du har kundgjort i dit eget Ord,
Da blir min bundne Tunge løst til Latter,
Da blir jeg mættet ved dit rige Bord;
Da maa min Sjæl i Lovsang bryde ud:
Tak store Gud! Tak store Gud!

Du har jo vendt det onde om til Lykke!
Alvise Gud, du vidste alt forud!
Ej kunde Satans List din Plan forrykke,
Nej, alt fik tjene blot din Viljes Bud.
I Ærefrygt min Sjæl maa bryde ud:
Alvise Gud! Alvise Gud!

Du for de faldne tænkte Fred og Frelse
Ved Sønnens, den enbaarnes, Offerdød,
Ved ham du giver Glæde, Liv og Helse
Til hver, som modtar Livsens sande Brød;
Derfor min Sjæl med Jubel bryder ud:
Tak gode Gud! Tak gode Gud!