Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 6

Davids Søn og Davids Herre.

Hvorledes han var Davids Søn. — Josefs Stamtavle gennem Salomon. — Marias Stamtavle gennem Natan. — Fornedrer de høje, ophøjer de ringe. — Hvorfra Kristi Adkomst til at være Davids Herre stammer. — Hvorledes han baade var Davids Rod og Davids Gren. — Betydningen af hans Titel »Evig Fader«. — Hvorledes han sikrede sig den, og hvor­ledes den skal anvendes. — Hvem Kristi Børn er. — Menigheden hans »Brødre«. — Børn af vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.

»Jesus spurgte dem og sagde: Hvad tykkes eder om Messias? Hvis Søn er han? De siger til ham: Davids, Han siger til dem: Hvorledes kan da David i Aanden [ved Inspiration] kalde ham Herre, naar han siger: Herren [Jehova] sagde til min Herre [adon, Mester, Hersker]: Sæt dig ved min højre Haand, til jeg faar lagt dine Fiender under dine Fødder! Kalder nu David ham Herre [adon], hvorledes kan han da være hans Søn?« — Matt. 22, 42-45.

MAN maa først og fremst lægge Mærke til, at Undersøgelsen af dette Spørgsmaal ikke angaar Herrens Forudtilværelse, men blot hans Slægtskabsforhold til Menneskeslægten. Som vi har set, blev han forbundet med Menneskeslægten, ved at han gennem sin Moder tog vor Natur paa sig. Marias Stamtavle gaar tilbage til David gennem dennes Søn Natan (se Luk. 3, 31)*), medens Josefs Stamtavle, saaledes som den [134] findes hos Mattæus, gaar tilbage til David gennem dennes Søn Salomon (Matt. 1, 6. 16). Da Josef havde gjort Maria til sin Hustru og antaget hendes Søn Jesus som sin egen Søn, vilde denne Adoptering have udgjort en tilstræk­kelig Grund for Jesus til at regne sig med til Josefs Stamtavle. Men dette var ikke nødvendigt, da Jesu Moder, som vi har set, ogsaa var af Davids Æt, skønt af en anden Linje.

*) Josef kaldes her Elis Søn, d. v. s. han blev ved Ægteskab eller efter Loven Søn af Eli, Marias Fader. Vi vilde kalde ham Elis Svigersøn. Josef var af Fødsel Jakobs Søn, som fremstillet i Matt. 1, 16.

Lad os lægge Mærke til, at Herrens Fordring paa Israels Trone ikke hvilede paa hans Moders Forhold til Josef, saaledes som nogle hir antydet. Tvertimod vilde han, hvis han havde været Josefs Søn, have været afskaaret fra enhver Arveret til Davids Trone; thi skønt Davids Efterfølgere paa Tronen var af hans Søn Salomons Linje og ikke af Natans, viser ikke desto mindre visse Skriftsteder tydelig, at den store Arving til Davids Trone ikke skulde komme af Salomons kongelige Linje. Kan vi vise dette, vil det være et virkningsfuldt Bevis mod det, som nogle paastaar, nemlig at Jesus maatte have været Josefs Søn lige saavel som Marias. Lad os derfor omhyggelig undersøge denne Sag.

Som vi tydelig ser af Skriften, var det først og fremst Guds Bestemmelse, at den store Arving til Verdens Trone, Israels store Konge, skulde komme af Davids Slægt. Dernæst var det ogsaa blevet erklæret, at han skulde komme af den salomonske Linje, den regerende Familie, men kun paa visse Betingelser. Hvis disse Betingelser ikke blev opfyldt, vilde han komme af nogen anden Linje; men under alle Omstændigheder maatte han komme af Davids Æt, han maatte være Davids Søn saavel som Davids Herre.

Læg Mærke til Skriftens Ord: »Herren har tilsvoret David Sandhed, hvorfra han ikke vil vige: Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Trone; dersom dine Børn holder min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skal ogsaa deres Børn stedse og altid sidde paa din Trone.« — Ps. 132, 11. 12. 

[135] »Og af alle mine Sønner (thi Gud har givet mig mange Sønner) udvalgte han Salomon, min Søn, til at sidde paa Herrens Riges Trone over Israel. Og han sagde til mig: Salomon, din Søn, han skal bygge mit Hus ... og jeg vil grundfæste hans Kongedømme til evig Tid, dersom han bliver fast ved at holde mine Bud og mine Love som paa denne Dag.« — 1 Krøn. 28, 5-7. 

»Dersom dine Sønner tager Vare paa sin Vej, saa de vandrer for mit Aasyn i Sandhed af hele sit Hjerte og af hele sin Sjæl, saa skal der, sagde han, ikke fattes dig [blive afskaaret fra dig, fra Tronen] en Mand paa Israels Trone.« — 1 Kong. 2. 4.

Vi ser altsaa, at Løftet om Messiasriget i Salomons Linje, hos en af bans Efterkommere efter Kødet, klart og tydelig er betinget, er afhængigt af en vise Troskab mod Herren. Dette viser med andre Ord klart, at Utroskab mod Herren aldeles sikkert vilde afskære Salomons Efterkommere efter Kødet fra Israels Trone i Forbindelse med Messiasriget. Det Spørgsmaal opstaar derfor: Tog Salomon og hans Efterkommere paa Israels Trone »Vare paa sin Vej, saa de vandrede for Guds Aasyn i Sandhed og af hele sit Hjerte og af hele sin Sjæl«? Hvis de ikke gjorde det, kunde Messias ikke efter Kødet komme af deres Linje.

Vi maa gaa til Skriften for at faa Svar paa dette Spørgsmaal, og der finder vi tydelig berettet, at Salomon og hans kongelige Slægt undlod at vandre efter Guds Forskrifter, og derfor ved vi med Sikkerhed, at denne Linje blev afskaaret fra at være Messias' Slægtlinje, og at altsaa Messias maatte nedstamme fra David gennem en anden Linje. Hør Herrens Ord:

»Og du, Salomon, min Søn, kend din Faders Gud og tjen ham med helt Hjerte.... Dersom du søger ham, skal han lade sig finde af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig evindelig.« — 1 Krøn. 28, 9.

»Da blev Herren vred paa Salomon, fordi han havde bøjet sit Hjerte bort fra Herren, Israels Gud.... Da [136] sagde Herren til Salomon: Efterdi dette er kommet dig i Sinde, og du ikke har holdt min Pagt og mine Love, som jeg har budt dig, saa vil jeg visselig rive Riget fra dig.... Dog, i dine Dage vil jeg ikke gøre det for Davids, din Faders, Skyld; af din Søns Haand vil jeg rive det. Hele Riget vil jeg dog ikke rive fra ham; én Stamme vil jeg give din Søn for Davids, min Tjeners, Skyld og for Jerusalems Skyld, som jeg har udvalgt.« — 1 Kong. 11, 9-13.

I Overensstemmelse med dette lærer Historien, at de ti Stammer blev revet fra Salomons Slægt straks efter Salomons Død. Ti af Stammerne anerkendte aldrig Roboam (Rehabeam), Salomons Søn og Efterfølger, som Konge. Men lad os lytte til Herrens Ord angaaende Judas Stamme og dens Forbundsfælle, Benjamins Stamme, som en Tid bevarede Troskab mod Salomons Linje og saaledes øjensynlig var forbundet med det modbilledlige Rige og med Messias, den store Konge. De sidste tre Konger af Salomons Slægt, som sad paa Tronen, var Jojakim, hans Søn Jojakin (ogsaa kaldet Jekonja eller Konja) og Zedekias, Jojakims Broder. Guds Ord vidner imod disse Mænd og forsikrer, at ingen af deres Efterkommere nogensinde skulde sidde paa Herrens Riges Trone — hverken det virkelige eller det forbilledlige Riges.

Vi læser: »Saa sandt jeg lever, siger Herren, om end Konja, Jojakims Søn, Judas Konge, var en Signetring paa min højre Haand, saa vil jeg dog rive dig derfra. . . . Er han da en foragtet, sønderslagen Lerkrukke, denne Mand, Konja, eller et Kar, som ingen har Lyst til? Hvorfor er de bortkastet, han og hans Afkom, og slængt hen i det Land, de ikke kendte Land! Land! Land! Hør Herrens Ord! Saa siger Herren: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sine Dage! Thi ingen af hans Afkom skal mere have Lykke til at sidde paa Davids Trone og herske over Juda.« — Jer. 22, 24-30.

»Derfor, [137] saa siger Herren om Jojakim, Judas Konge: Han skal ikke have nogen, som skal sidde paa Davids Trone.« — Jer. 36, 30.

Angaaende Zedekias læser vi: »Og du ihjelslagne, ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag er kommet paa den Misgernings Tid, som bringer Undergang! Saa siger den Herre Herre: Tag Huen bort og løft Kronen af ! Hvad der nu er, skal ikke være mere; det lave skal ophøjes, og det høje skal fornedres. Jeg vil vende op og ned, op og ned. op og ned paa det; heller ikke ved dette skal det blive, indtil han kommer, hvem Retten tilhører, og jeg giver ham den.« — Ezek. 21, 25-27.

Der erklæres her, at der skal vendes fuldstændig op og ned paa Salomons Linje. Det var denne Linje, som var ophøjet, og som derfor skulde fornedres, medens den fornedrede eller ukendte Natans Linje, der aldrig havde gort nogen Fordring paa Tronen, i sin Tidskulde ophøjes gennem sin Repræsentant, Messias, som efter Kødet skulde fødes af Maria.

Hvem kunde vel forlange noget mere bestemt Vidnesbyrd end dette, om at Messias ikke kunde ventes af Salomons Linje, da alle denne Linjes Rettigheder til og Fordringer paa Guds Forjættelser var blevet forspildt ved dens Ondskab og Oprør mod Gud? Saaledes er det vist, at Paastanden om, at Herren maatte have været Josefs Søn og saaledes have arvet sine Rettigheder og Fordringer gennem Josef, er fuldstændig falsk; thi ingen af denne Linje skulde jo nogensinde sidde paa Herrens Trone.

Dette, at Riget skulde overgaa fra Salomons Gren til en anden Gren af Davids Hus, forudsiges klart i andre Skriftsteder. Vi læser saaledes: »Se, Dage kommer, siger Herren, da jeg vil oprejse David en retfcerdig Spire, og han skal regere som Konge og handle vist. . . . I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig, og dette er hans Navn, hvormed man skal kalde ham: Herren, vor Retfærdighed.«. — Jer. 23, 5. 6.

Maria, [138] Jesu Moder, synes at have faaet den rigtige Tanke, eller ogsaa talte hun profetisk, drevet af den hellige Aand, da hun fremkom med den mærkværdige Lovprisning og Takkesang, der anføres hos Lukas (1, 46-55): »Han [Gud] adspredte dem, som var overmodige i sit Hjertes Tanke; han stødte Stormrend fra deres Højsæder [Troner] og ophøjede de smaa; hungrige mættede han med gode Gaver, og Rigmænd lod han gaa bort med tomme Hænder.« Her stilles Salomens begunstigede Slægt i Modsætning til Natans mere ydmyge Slægt. Huen og Kronen blev taget fra Zedekias og fra Salomons Slægt for at gives til den, hvem Retten tilhører — den retfærdige Spire af Davids Rod.

Vi har set, hvorledes Herren er denne Spire, er Davids Søn, og vi har ligeledes set den Linje, ad hvilken man skal forfølge hans Stamtavle, samt Skriftens Overensstemmelse hermed. Lad os nu se, i hvilken Henseende han var Davids Herre. Hvorledes kunde Jesus være baade Davids Søn og Davids Herre?

Vi svarer, at han ikke er Davids Herre paa Grund af, at han var et Andevæsen, før han »blev Kød« og tog Bolig iblandt os, ligesaa lidt som han var Davids Spire eller Søn i sin Forudtilværelse. Vor Herre Jesus blev Davids Herre saavel som »alles Herre« (Ap. G. 10, 36) paa Grund af det store Genløsningsværk, han udførte som Forsoningens Midler. »Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulde være Herre baade over levende og over døde.« — Rom. 14, 9.

Sandt nok, Logos kunde med Rette kaldes en Herre, en, der var stor i Myndighed, ligesom han kaldes en Gud, en mægtig eller indflydelsesrig.*) Ligeledes kunde Mennesket Kristus Jesus før sin Død med Rette kaldes [139] en Herre og blev ogsaa tiltalt saaledes af sine Disciple, som vi læser: »I kalder mig Mester og Herre, og I siger det med Rette; thi jeg er det« (Joh. 13, 13). Som en særlig Pagtens Engel, hvem Faderen havde helliget og sendt til Verden for at genløse Verden, og hvem Faderen havde æret paa enhver Maade, og om hvem han havde vidnet: »Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har Velbehag« — var det kun ret og rimeligt, at alle, som saa hans Herlighed, saadan som en enbaaren Søn har den fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed, skulde ære ham, høre ham, adlyde ham og tilbede ham — vise ham Hyldest — som Faderens Repræsentant. Men som Apostelen viser i den ovenfor anførte Tekst, var der en særlig og anden Betydning, hvori vor Herre Jesus blev Herre eller Mester i Kraft af sin Død og Opstandelse.

*) Man maa huske, at vi ikke nu taler om Ordet »Jehova«, der saa ofte oversættes med Herre i det gamle Testamente. Vi sigter til andre Ord, der gengives med »Herre«, som i Teksten ovenfor anført: »Herren [Jehova] sagde til min Herre [adon, Mester]: Sæt dig ved min højre Haand« o. s. v,

Den særlige Betydning, hvori den opstandne Kristus var »alles Herre« — »Herre baade over levende og over døde«, staar i nøje Forbindelse med hans store Midlergerning. Det var med den for Øje, at han blev et Menneske. Menneskeheden var hjælpeløs i sin nedværdigede Tilstand, »solgt under Synden« ved Adams Ulydighed — under Syndens og Dødsdommens Herredømme. For at den kunde blive befriet fra alle disse Onder, maatte ifølge Guds Lov den Straf, der gennem Adam var kommet over hele, Slægten, ske Fyldest i et og alt. Slægten maatte købes tilbage fra Synden, og Kristus blev dens Køber, dens Ejer — »alles Herre«. Med dette for Øje forlod han den Herlighed, han havde i sin førmenneskelige Tilstand, og blev Mennesket Kristus Jesus. Og Skriften erklærer, at han »gav sig selv til en Genløsningsbetaling« — en Købesum — for den i Adam fordømte Slægt. Saaledes blev hele Verden »købt med en Pris, selve Kristi dyrebare Blod [Liv]«. (Eng. Overs.)

Skønt han ved at have købt Slægten i Retfærdighedens Øjne er blevet dens Ejer eller Herre, »alles Herre«, købte han den dog ikke for at bringe den i [140] Trældom, men for at fri alle dem fra Synd og Død, som vil modtage Guds naaderige Gave gennem ham. Hensigten med, at Messiasriget bliver oprettet, er netop den at bringe Menneskeslægten alle de Barnekaars Rettigheder og Privilegier, der gik tabt i Eden, men blev genløst, købt med en Pris, paa Golgata. Det, var for at faa Ret til at befri Mennesket, at vor Frelser blev alles Køber, Ejer eller Herre. Saaledes blev Messias ved sin Død Davids Herre, fordi David var et Medlem af den Slægt, der blev købt med hans dyrebare Blod.

Davids Rod og Æt.
— Aab. 22, 16.*) —

I disse Herrens Ord til Menigheden fremstilles der hovedsagelig den samme Tanke som den, vi har betragtet i det foregaaende. Efter Kødet var Jesus gennem sin Moder Davids Søn, Spire eller Æt. Ved at opofre sit ubesmittede Liv blev han Davids »Rod« saavel som hans Herre. Den Tanke, der ligger i Ordet »Rod« er noget forskellig fra den, der fremsættes i Ordet »Herre«. Davids »Rod« betyder Oprindelsen, Livskilden til David.

*) I den nye norske Bibeloversættelse har man paa dette Sted urigtig gengivet det græske Ord rhiza (Rod) med »Rodskud«. I den gamle Oversættelse er det rigtig gengivet.

Skriften erklærer, at David var »en Kvist af Isais Stub«, hans Fader var altsaa hans Rod ifølge naturlig Slægtsforbindelse. Naar og hvorledes blev Kristus Davids Rod eller Fader? Vi svarer: Da han »blev Kød«, blev han som Mennesket Jesus beslægtet med Adams Slægt gennem sin Moder (Heb. 2, 14-18), og i dette Forhold til Slægten og til David var han »Spire«, ikke »Rod«. Hvorfor og naar blev han da »Rod«? Vi svarer: Ved det samme Middel og paa den samme Tid som han blev Davids Herre. Midlet var hans Død, hvorved han købte Adams og hele hans Slægts Livsrettigheder, indbefattet [141] Davids. Tiden var det Øjeblik, da han blev oprejst fra de døde som Adams og derfor ogsaa som Davids og hele Slægtens Genløser.

Det var altsaa ikke det førmenneskelige Logos, heller ikke Mennesket Jesus, som var Davids Herre og Davids Rod, men den genopstandne Messias. Da David i Aanden (d. v. s. da han talte under den profetiske Aands Paavirkning) kaldte Jesus Herre, idet han sagde »Jehova sagde til min Herre [Jesus]: Sæt dig ved min højre Haand« o. s. v., hentydede han ikke til den ofrende, »Mennesket Kristus Jesus«, som endnu ikke havde fuldendt sit Offer, men til Sejrherren Jesus, Livets og Herlighedens Herre, »den førstefødte blandt de døde og Herren over Kongerne paa Jorden« (Aab. 1, 5). Det var om ham, Peter sagde: »Ham oprejste Gud paa den tredje Dag . . . han er alles Herre« (Ap. G. 10, 36. 40). Om ham erklærer ogsaa Paulus, at han ved sit andet Komme vil vise sig som »Kongernes Konge og Herrernes Herre.«*) — 1 Tim. 6, 15.

*) Se Side 77.

»Den anden Adam.«

Paa Grund af Ulydighed mod Gud mislykkedes det for den første »Rod« eller den første Fader til Slægten, Adam, at frembringe Efterkommere i Guds Billede. Han var ikke blot ude af Stand til at give sine Efterkommere evigt Liv; men han forspildte endog sin egen Rettighed til dette og gav sit Afkom en Arv af Synd, Svaghed, Nedværdigelse og Død. Logos blev Kød, blev Mennesket Kristus Jesus, for at han kunde blive den anden Adam og indtage den første Adams Plads, for at han kunde ophæve den første Adams Værk og give ham og hans Efterkommere (eller saa mange af dem, som er villige til at modtage det paa de guddommelige Betingelser) fuldkomment og evigt Liv under [142] ligesaa gunstige Tilstande som dem, der herskede før Syndefaldet.

Det er dog en stor Fejltagelse at tro, at »Mennesket Kristus Jesus« var den anden Adam. Nej, som Apostelen erklærer (1 Kor. 15, 47), var den anden Adam Herren af Himmelen — Herren, som vil komme fra Himmelen, og som ved sit andet Komme skal paatage sig Rettigheder og Pligter som Fader til Adams Slægt, hvilken han genloste med sit eget dyrebare Blod paa Golgata. Vor Herre Jesus maatte først frikøbe Adams Slægt fra den af Retfærdigheden idømte Straf, før han kunde blive dens Livgiver eller Fader, og det var dette store Værk, han udførte ved sit første Komme. Ved sit andet Komme vil han opløfte Menneskeslægten ved en Genoprettelse og give den evigt Liv og alle de Privilegier og Velsignelser, der gik tabt gennem den første Adam. I Mellemtiden skal der efter Faderens Plan udtages fra den genløste Verden en Klasse, hvis Egenskaber var forudbestemt, — hvis Medlemmer alle skulde være »ligedannet med Guds Søns Billede« (Rom. 8. 29). Denne Klasse kaldes Underpresterne i det kongelige Presteskab, Kristi Legeme eller Menighed, Kristi Brud, Lammets Hustru og hans Medarving til hans Riges Ære, Velsignelse og Gerning.

Derfor benævnes Fremtidens Gerning — den Gerning, der skal udføres i Løbet af de tusind Aar, og som er den storslaaede Hensigt med Messias' Regering — i Almindelighed Regeneration eller Genfødelse. Slægten blev engang født ved Adam, men fik ikke Liv, den blev kun født til Synd og Død. Men Slægtens nye Fader, den anden Adam, vil tilvejebringe en almindelig Genfødelse. Den Tid, da denne Genfødelse skal blive tilgængelig for Verden, visel tydelig ved Herrens Ord at være Tusindaarsrigets Tidsalder. Han sagde til sine Disciple: »I, som har fulgt mig, skal i Genfødelsen ... sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer« (Se Matt. 19, 28). Den Kendsgerning, at den i Evangelietidsalderen [143] udvalgte Menighed undergaar en Genfødelse, anerkendes almindelig af Bibelforskere, men mange har overset den Omstændighed, at der tales om en anden Genfødelse, som skal omfatte hele Menneskeslægten, ikke saadan, at alle vil faa en fuldstændig Genfødelse, men at alle vil faa en saadan Lejlighed, at de, om de benytter den ret vil opnaa en hel og fuld Genfødelse.

Vi maa i denne Forbindelse lægge Mærke til den store Forskel, der er mellem Menighedens og Verdens Genfødelse. Der er mange, som er kaldt til den Genfødelse, der tilbydes Menigheden i Evangelietidsalderen, men kun faa er udvalgt: kun faa erfarer den fuldstændige Genfødelse, som de faar Indbydelse til, nemlig til at blive nye Skabninger i Kristus Jesus, delagtig i guddommelig Natur. Verden vil imidlertid, som vi allerede har set, ikke faa Tilbud om en Genfødelse til en ny Natur, men til Genoprettelsen af den menneskelige Natur i dens Fuldkommenhed.

»Saaledes er der og skrevet: Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl [et animalsk Væsen]; den anden Adam er blevet til en livgivende Aand. Men det aandelige er ikke det første, men det animalske, derefter det aandelige« (1 Kor. 15, 45-47. Diaglott-Overs.). Sandt nok tog vor Herre Jesus i sit Køds Dage den første Adams og hans Slægts Natur paa sig gennem Abrahams Æt (Heb. 2, 16) og blev »gjort lidet ringere end Englene for Dødens Lidelses Skvld . . . for at han ved Guds Naade skulde smage Døden for alle« (eng. Overs.). Men da han havde fuldført dette, blev han oprejst fra de døde som delagtig i den guddommelige Natur, som den, der havde købt Menneskeslægten, men ikke længere tilhørte den — ikke længere »af Jorden, jordisk«, men den himmelske Herre, den anden Adam, en livgivende Aand.

Den første Adam var den oprindelige »Rod«, fra hvilken hele Menneskeslægten, er fremkommet, og derfor var Jesus efter Kødet som Marias, Davids og Abrahams [144] Søn i samme Forstand en Kvist eller Spire paa Adam (men, som vi har set, forsynet ovenfra med et usvækket Liv, der stadig holdt ham skilt fra Syndere). Ved at Øpofre sig selv som Menneske i Lydighed mod Faderens Plan sikrede han ikke blot sin egen Ophøjelse til den guddommelige Natur, men købte hele Adams Slægt og Adams Rettighed som Slægtens Fader eller »Rod«. Ved saaledes at købe Adams Plads og Rettigheder blev Herren den anden Adam. Ligesom han gav sit eget Menneskeliv til Fordel for Adams, saaledes opofrede han ogsaa den Slægt, han paa en naturlig Maade kunde have frembragt, til Fordel for Adams Børn — for at han i sin Tid kan antage alle dem af Adams Slægt, der ønsker det, som sine Børn, genføde dem og give dem evigt Liv paa rimelige Vilkaar. Herren er nu ikke længere en »Kvist« paa Isais og Davids Stub, men en ny Rod, der kan give nyt Liv og Underhold til Menneskeslægten — Adam, Abraham, David og ethvert andet Medlem af den af Synden befængte Menneskeslægt, der vil gaa ind paa »den nye Pagts« Betingelser.

Herrens Gerning for dem af Menneskeslægten, der vil modtage ham i Tusindaarsrigets Tidsalder, vil være lig hans første Gerning for Menigheden i denne Tidsalder. Hans første Gerning for Menigheden nu er Retfærdiggørelse til Liv (menneskeligt Liv) i Harmoni og Samfund med Gud, et saadant Liv, som det fuldkomne Menneske Jesus havde, før han ved Daaben indviede sig til Døden, og et saadant, som det fuldkomne Menneske Adam havde, før han syndede — blot at deres Fuldkommenhed var virkelig, medens vor kun er tilregnet. Derfor staar der skrevet, at vi er »retfærdiggjort ved Tro«.

Jesus fremstiller sig selv og sin Menighed som et Vintræ, og dette giver et godt Billede af Forholdet mellem ham og Menigheden som Roden og Grenene. Adam og hans Slægt var det oprindelige Vintræ, der var angrebet af Syndens Sot og frembragte daarlig Frugt og Død. Vor Herre Jesus blev en ny Gren, der blev indpodet [145] i det adamitiske vintræ og bar en anden Slags Frugt. Det er en Særegenhed ved Vintræet, at dets Grene kan plantes og blive Rødder. Saaledes blev den i Adamsstammen indpodede Gren, Kristus, plantet; han ophørte da at være Gren og blev Rod. Hans Menighed i denne Tidsalder er »Grene« paa ham og bærer paa samme Maade sin »Frugt til Helliggørelse« (Rom. 6, 22), det nye Liv, der faaes fra ham. Der kræves af alle Grenene i denne Tidsalder, at de ikke blot »bærer megen Frugt« som Grene, ligesom han gjorde, men at de lig ham tilsidst bliver plantet (begravet) og sammen med ham bliver Dele af den Rod, der i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder skal give den genfødte Menneskeslægt Kraft og Liv.

Den faldne Rod, Adam (tillige med den første Eva, hans Medhjælp), fødte Menneskeslægten til Syndens og Dødens Trældom. Den anden Adam, Kristus (tillige med sin Brud og Medhjælp), har købt alle den førstes Rettigheder saavel som ham selv og hans Slægt og vil nu genføde alle de villige og lydige. Dette kaldes »Genoprettelse« (Ap. G. 3, 13-23) og bestaar altsaa i, at de, som er værdige dertil, faar de jordiske Rettigheder og Velsignelser, som gik tabt i den første Adam, tilbage, for at den genoprettede Menneskeslægt som Herrens Vintræ kan bære megen Frugt til Guds Ære. Men man maa lægge Mærke til, at dette Privilegium at blive »Rod« kun gælder Kristus, Hoved og Legeme, som i denne Tidsalder bliver »udvalgt efter Gud Faders Forudviden, i Aandens Helliggørelse, til Lydighed« (1 Pet. 1, 2). David og alle Fortidens øvrige værdige (som døde, før »Grenen« blev plantet og blev til »Roden« kan aldrig blive Dele af Roden, og det samme gælder de trofaste i Tusindaarsrigets Tidsalder. Men alle vil blive tilfredse, naar de opnaar Lighed med ham, hvad enten det nu bliver jordisk eller himmelsk Lighed. Menneskeslægten vil faa det Privilegium at naa til Lighed med ham som det fuldkomne Menneske Kristus Jesus, den [146] hellige »Gren«, medens Menigheden, hans »Brud«, hans »Legeme«, hans trofaste Underprester, som nu opfylder det, der fattes i Kristi Trængsler, og som er plantet med ham i Lighed med hans Død, skal være det himmelske Billede af ham. — 1 Kor. 15, 48. 49 ; Heb. 11, 39. 40.

»Evig Fader.«

»Man kalder hans Navn Under, Raadgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.« — Es. 9, 6.

Vi har allerede set det berettigede i, at Titlen »Vældig Gud« anvendes paa vor Herre Jesus; og kun faa vil negte, at han i Sandhed er Underet i hele den himmelske Faders Familie. Ingen vil negte, at han er en stor Raadgiver og Lærer, eller at han, skønt hans Rige skal indføres gennem en Trængsels- og Forvirringstid, der skal bringe Død og Ødelæggelse over alle bestaaende onde Institutioner, ikke desto mindre er Fredsfyrsten, der vil oprette en sikker og varig Fred paa det eneste rette Grundlag — Retfærdighed — Overensstemmelse med den guddommelige Karakter og Plan. Vi vil nu undersøge Titlen »Evig Fader«, og den vil da vise sig at være ligesaa berettiget og betydningsfuld som de andre.

Dette modsiger ikke, som nogle har ment, de talrige Skriftsteder, der erklærer, at Jehova er den evige Fader, »vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader«, som Peter udtrykker sig (1 Pet. 1, 3. Eng. Overs.). Tvertimod viser Skriften os klart, at der er en særlig Betydning, i hvilken denne Titel kan anvendes paa Herren ved hans andet Komme, idet han nemlig skal blive Fader til den i Tusindaarstidsalderen genfødte Menneskeslægt. Denne Titel svarer i Virkeligheden til dem, vi netop har betragtet. Davids og Menneskeslægtens nye »Herre«, den nye »Rod«, den anden Adam betegner altsammen den evige Fader — Faderen, som giver evigt Liv.

Da vor Herre Jesus købte Menneskeslægten paa Bekostning af sit eget Liv, og da det er i Kraft af dette Køb, at han er blevet dens Herre, dens Genopretter, [147] dens Livgiver, og da selve Grundtanken i Ordet Fader er Livgiver, saa kunde han ikke vælge noget mere passende Navn end »Evig Fader« for at betegne sit Forhold til den Verden, der skal genfødes — fødes igen fra de døde ved en Opstandelse, en Genoprettelse. Verdens Liv vil komme direkte fra den Herre Jesus, der, som vi snart skal se, ifølge den guddommelige Anordning købte det og betalte Retfærdigheden den fulde Pris for det. Ikke desto mindre vil den genoprettede Verden, efter at Genoprettelsen er fuldendt, anerkende Jebova som den store, oprindelige Kilde til alt Liv og al Velsignelse, Ophavsmanden til den store Frelsesplan, der blev udført af vor Herre Jesus, den store Fader og Herren over alle. — 1 Kor. 15, 24-28; 3, 23; Matt. 19, 28.

I fuld Overensstemmelse med, hvad vi netop har set, er den profetiske Udtalelse, der i Aarhundreder har forvirret lærde og ulærde, Lærere saavel som Elever, nemlig:

»I dine Fædres Sted skal dine Sønner træde; du
skal sætte dem til Fyrster paa den hele Jord.«
— Ps. 45, 17. —

Patriarkerne og Profeterne og særlig dem, der tilhørte den Slægtlinje, i hvilken Herren blev født af sin Moder Maria, blev længe hædret med Titlen »Fædre«, Messias' Forfædre, ligesom ogsaa David i de ovenfor anførte Skriftsteder erklæres for at være den Rod, hvor fra Messias, den retfærdige Spire, skulde komme frem, og at Messias saaledes skulde være Davids Søn. Men alt dette skal forandres, naar Menigheden, Kristi Legeme, er blevet fuldendt og forenet med Hovedet Jesus i Herlighed, og denne Kristusperson som Menneske­hedens evige Fader skal begynde at genføde Verden. De, som tidligere var Fædre, vil da blive Børn. Abraham, Isak, Jakob og David — ingen af dem havde Liv i den rette Betydning af Ordet; de var alle Medlemmer af den dødsdømte Slægt, og da Jesus paatog sig Menneskenatur [148] og kom i Slægtsforbindelse med Abrahams og Davids Sæd for at kunne fuldføre Forsoningsværket, gjaldt dette sidste ikke blot Verden i Almindelighed, men ogsaa dem, som efter Kødet var hans Forfædre. Han købte alle, og ingen kan opnas Liv (fuldkomment og evigt Liv) undtagen gennem ham. »Den, som tror paa Sønnen, har evigt Liv; men den, som ikke vil tro paa Sønnen, skal ikke se Livet« (Joh. 3, 36). Derfor maa Abraham, Isak, Jakob og David, alle Profeterne og hele den øvrige Menneskehed enten modtage fremtidigt og evigt Liv af Kristus eller ogsaa gaa fuldstændig Glip af det; udenfor ham er der kun Fordømmelse. Det er derfor sandt, at naar de i Guds belejlige Tid bliver vakt op fra Døden, vil det være af den store Liv­giver Jesus, som saaledes vil blive deres Fader.

I denne Forbindelse vil vi lægge Mærke til, at Skriften klart viser, at den himmelske Fader er den, der avler Menighedern, Kristi Brud. Som Bevis for dette vil vi anføre enkelte Skriftsteder. Peter siger: »Vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader ... har avlet os«. (1 Pet. 1, 3. Eng. m. fl. Overs.). Johannes erklærer ogsaa, at vi er avlet af Gud (1 Joh. 5, 18). Paulus erklærer ligeledes: »Saa er der dog for os bare én Gud, Faderen« (1 Kor. 8, 6). Han har sendt sin Aand i vore Hjerter, hvorved vi kan, raabe til ham »Abba, Fader« (Rom. 8,15). Jesus vidnede om det samme, da han efter sin Opstandelse sagde: »Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud« (Joh. 20, 17). Johannes siger et andet Sted: »Men alle dem, som togimod ham, dem gav han Ret til at blive Guds Børn«, og han erklærer om dem, at de »ikke er født af Blod, heller ikke af Køds Vilje, heller ikke af Mands Vilje, men af Gud« (Joh. 1, 12. 13). Apostelen Jakob erklærer om Lysenes Fader, at »efter sin Vilje har han avlet os ved Sandheds Ord, for at vi skal være en Førstegrøde af hans Skabninger. — Jak. 1, 18.

Ja, alt hvad der tales om Menigheden viser, at de [149] trofaste i denne Tidsalder ikke er Kristi Børn, men hans Faders Børn, avlet af Faderens Aand og til Faderens Natur, for at de skal blive »Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, saafremt de lider med ham, for at de ogsaa skal herliggøres med hams«. — Rom. 8, 17.

I Overensstemmelse med hvad vi ovenfor har set, viser Skriften os atter og atter meget klart, at Forholdet mellem os og vor Herre Jesus er som mellem Brødre, ikke som mellem Fader og Børn. Apostelen siger, idet han taler om Jesus og Menigheden: »Han skammer sig ikke ved at kalde dem Brødre«, saaledes som det profetisk var blevet sagt: »Jeg vil kundgøre dit Navn for mine Brødre; midt i Menigheden vil jeg lovsynge dig«; og atter: »Se, her er jeg og de [Guds] Børn, som Gud har givet mig.« Det er de »mange Børn«, hvem Faderen vil føre til Herlighed under Ledelse af deres Frelses Høvding, Kristus Jesus. Og med Hensyn til denne Menighed siges der atter, at vor Herre Jesus ved sin Opstandelse var »den førstefødte blandt mange Brødre«. — Rom. 8, 29; Heb. 2, 10-13.

Dette store Værk at give hele Verden Liv bliver udsat, indtil Livgiverens Legeme er blevet fuldendt, indtil »Brodrene« sammen med sin Herre og Frelser er blevet modtaget som Herlighedens Børn og saaledes rede til at begynde paa Genopretteisesværket. Selv de Mennesker (de trofaste fra den gamle Pagt), hvis Tro og Trofasthed mod Guds Vilje allerede er blevet prøvet og har bestaaet Prøven, kan ikke modtage Liv, før den store modbilledlige Moses' Legeme (Menigheden) er blevet fuldendt (Ap. G. 3. 22. 23), som der staar skrevet: »De skal ikke naa Fuldendelsen uden os [Sejrvinderne i Evangelietidsalderen, den Salvedes Legeme]« — ikke arve de gode Ting af jordisk Natur, der blev lovet dem. — Heb. 11, 39. 40.

Naar vi betragter den Genløsning, som er i Kristus Jesus, og den Herskermagt eller det Herredømme over Jorden, der blev tabt af Adam og saaledes genløst ved [150] Kristus, købt med hans dyrebare Blod, indser vi Kristi Adkomst til Embedet som Livgiver og Fader for alle af Adams Slægt, som vil modtage Genoprettelsesvelsig­nelserne paa den nye Pagts Vilkaar; og kun fra dette Standpunkt kan vi se, hvorledes vor Herre Jesus baade kunde være Davids Rod og Davids Spire, baade Davids Søn og Davids Fader eller Herre.

I denne Forbindelse kunde vi spørge: Eftersom Evangelietidsalderens Menighed, der udgjorde en Del af Verden og var »Vredens Børn ligesom de andre« (Ef. 2, 3), og som ligesaa fuldt som disse andre behøver Syndernes Forladelse ved den store Forsonings Fortjeneste, hvorledes kan Menigheden da med nogen Ret siges at være adskilt fra Verden, saaledes at den skulde betegnes som »Guds Børn«, medens Verden skulde betegnes som Kristi Børn.

Forskellen ligger degi, at Verden ikke blot har faaet sine menneskelige Livsrettigheder genkøbt ved den Herre Jesus, men alle lydige af Menneskeslægten vil ogsaa af ham i Lobet af Tusindaarsriget gradvis genfaa dette tilbagekøbte Liv. Derimod modtager Menigheden ikke en Genoprettelse af det menneskelige Liv, som dens Herre købte til den. Genoprettelsen er blot tilregnet de troende i Evangeliets Tidsalder, idet de retfærdiggøres (eller fuldkommengøres, genoprettes som Mennesker) ved Tro — ikke virkelig. Og de faar denne ved Tro tilregnede menneskelige Fuldkommenhed i den særlige Hensigt at opofre i Guds Tjeneste dette tilregnede menneskelige Liv med dets Rettigheder og Privilegier og til Gengæld derfor modtage Haabet om Delagtighed i den guddommelige Natur.

Jordisk Liv og jordiske Velsignelser gik tabt ved Adam, og det samme og intet andet blev genkøbt til Mennesket af Herren, og dette og intet andet er det han vil tilbyde Verden i Genoprettelsestiderne. Men Menigheden, Kristi Legeme, Kristi Brud, kaldes først ud af Menneskeheden som en særlig »udvalgt« Klasse, kaldt [151] med et »himmelsk Kald«, et »Kald herovenfra« — til at blive Medarvinger med sin Herre og Frelser, Jesus Kristus. Ligesom Jesus ofrede sit fuldkomne Offer, sig selv som »Mennesket Kristus Jesus«, og blev belønnet med den guddommelige Natur, saaledes har ogsaa de troende i Evangeliets Tidsalder faaet Lov til at lægge sit ufuldkomne Selv (der er retfærdiggjort eller regnet for fuldkomment ved Jesu dyrebare Blods Fortjeneste) som et Offer paa Guds Alter; og idet de gør dette, bliver de avlet af Aanden som »nye Skabninger«, »den Højestes Sønner«, og modtaget som »Kristi Brødre«, Medlemmer af »det kongelige Presteskab«, for hvilket han er Ypperstepresten.

De drages af Faderen, ikke af Sønnen, saaledes som Tilfældet vil blive med Verden i Tusindaarsriget (jfr. Joh. 6, 44 med 12, 32). Disse, hvem Faderen drager til Kristus, modtager han som »Brødre« og hjælper dem tii at vandre i sine Fodspor paa Selvopofrelsens snævre Vej lige til Døden. Saaledes kan de blive døde med ham og blive regnet som Medofrere med ham og derfor ogsaa som værdige til at være Medarvinger med ham til Riget og til den Gerning at velsigne Verden og give evigt Liv til alle, som vil modtage det. Der siges udtrykkeli om dem, at de skal »opfylde det, som fattes« Kristi Trængsler« — lide med ham, for at de ogsaa maa regere med ham (Kol. 1, 24; 2 Tim. 2, 12). Saaledes er Menighedens Stilling ganske forskellig fra Verdens Stilling i Almindelighed, ligesom ogsaa dens Kald er et Kald herovenfra, et himmelsk Kald, og dens Belønning vil blive den guddommelige Natur. — 2 Pet. 1, 4.

Dette er den store Hemmelighed, som Apostelen taler om (Kol. 1, 26); det er den Nøgle, uden hvilken det er umuligt at forstaa Guds Ords Forjættelser og Profetier. Den himmelske Fader fattede hos sig selv den Plan at skabe en^, Menneskeslægt lidet ringere end Englene, af Jorden jordisk og tilpasset for Jorden i dens paradisiske Tilstand. Men han forudsaa ogsaa Følgerne af Faldet [152] og den Lejlighed, som det vilde berede til at aabenbare den guddommelige Retfærdighed, Kærlighed, Visdom og Magt. Ligesom han forud ordnede det saa, at hans enbaarne Søn, Logos, skulde faa Lejlighed til at bevise sin Troskab mod Faderen og mod Retfærdighedens Principer ved at blive Menneskenes Frelser og saaledes Arving til alle den guddommelige Naades Rigdomme og Herre over alle næst efter Faderen, for at han i alle Ting kunde være den ypperste, saaledes bestemte han ogsaa, at før Menneskeheden i Almindelighed skulde blive opløftet af sin Frelser, vilde han efter Karakter og Troskab foretage en Udvælgelse af en »lille Hjord«, som skulde blive den enbaarnes Medarvinger, delagtige med ham i hans Rige, højt ophøjet over alle Engle, Fyrsten­dømmer og Magter og ethvert Navn, som nævnes.