Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 7

MIDLEREN.

„Menneskesønnen.”

Hvad denne Titel betyder og ikke betyder. — Den er ærefuld og tilkommer ikke nogen anden. — Ingen andre kan gøre Fordring paa den. — Verdens Anskuelser om Menneskesønnen. — Pilatus’, Rousseaus og Napoleons Syn paa ham. — Betydningen af Es. 53, 2. 3. og 52, 14. 15. — »Han havde ikke et Udseende, saa vi kunde have Lyst til ham.« — »Ilde tilredt var hans Udseende.« — »Udmærket fremfor ti Tusinde.« — Hele hans Væsen er Liflighed.«

EN af de mange Titler, der anvendes paa vor Herre Jesus, og én af dem, han hyppigst selv bruger, er  »Menneskesønnen«. Man har været tilbøjelig til at mene, at dette var en Indrømmelse fra Herrens Side af, at han var en Søn af Josef. Men det er fuldstændig urigtigt; han anerkendte aldrig Josef som sin Fader. Tvertimod vil man lægge Mærke til, at denne Titel, som han anvender paa sig selv, ikke blot bruges angaaende hans jordiske Liv, men ogsaa med Hensyn til hans nuværende Tilstand og Herlighed. Paa Grund af denne Kendsgerning er nogle gaael til den anden Yderlighed og hævder, at det viser, at Herren endnu — i Himmelen — har den menneskelige Natur. Vi vil længere fremme forsøge at vise, at dette er en fuldstændig uberettiget Tanke, en Misforstaaelse af Titlen »Menneskesønnen«. Her vil vi blot paavise, at Skriften meget tydelig og bestemt lærer, at Jesu Fornedrelse til Menneskenatur ikke skulde være stedsevarende, men blot [154] fandt Sted for, at han kunde iværksætte Menneskets Genløsning og betale dets Skyld og derved samtidig vise sin egen Troskab mod Faderen, paa Grund af hvilken han straks efter blev højt ophøjet ikke blot til den Herlighed, som han havde hos Faderen, før Verden var, men til en endnu større Herlighed, langt over Engle, Fyrstendømmer og Magter, til den guddommelige Natur, til Majestætens højre Haand (Gunst) i det høje.

Læg omhyggelig Mærke til følgende Skriftsteder, hvor Herren selv anvender denne Titel:

»Menneskesønnen skal udsende sine Engle« (i denne Tidsalders Høst). — Matt. 13, 41.

»Saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse [parousia — Nærværelse] være« (i Høsten, denne Tidsalders Ende) — Matt. 24, 27. 37.

»Naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham.« — Matt. 25, 31.

»Ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin Faders Herlighed.« — Mark. 8, 38.

»End naar I faar se Menneskesønnen fare op did, hvor han var før.« — Joh. 6, 62.

»Han, som er steget ned fra Himmelen, Menneskesønnen.« — Joh. 3, 13. *)

*) Ordene »som er i Himmelen« findes ikke i de ældste Haandskrifter.

Disse Skriftsteder identificerer Menneskesønnen med Herlighedens Herre og med Mennesket Kristus Jesus som hengav sig selv, og med det førmenneskelige Logos, der kom ned fra Himmelen og blev Kød. Jøderne havde øjensynlig ikke den Tanke, at Titlen »Menneskesønnen« betød, at han var Josefs Søn eller i det hele taget havde modtaget Liv af en menneskelig Fader. Dette ser vi af den Kendsgerning, at de spurgte: »Vi har hørt af Loven, at Messias bliver til evig Tid; hvorledes kan da du sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?« (Joh. 12, 34.) Jøderne identiticerede [155] øjensynlig Menneskesønnen med den Messias, de forventede, og dette skyldtes uden Tvivl i høj Grad Udtalelsen hos Daniel (7, 13. 14): »Jeg skuede i Nattens Syner, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskesøn, og til den gamle af Dage kom han hen, og man førte ham frem for ham. Og ham blev givet Herredømme og Ære og Rige, og alle Folk, Slægter og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredomme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige er et Rige, som ikke odelægges.« Herren anvender denne Beskrivelse paa sig selv i Aabenbaringen (14, 14), hvor han fremstiller sig som en, der »var lig en Menneskesøn, og paa sit Hoved havde han en Guldkrone og i sin Haand en skarp Sigd« — Høstmanden i Evangelietidsalderens Høst.

Men selv om vi nu er blevet overbevist om, at denne Titel ikke i nogen Forstand betyder, at han var Josefs Søn, og skønt der er afgørende Beviser for, at hans menneskelige Natur blev opofret for stedse, og at Herren nu er en levendegorende Aand af den højeste Rang (Heb. 2, 9. 16; 1 Pet. 3, 18; Joh. 6, 51; Fil. 2, 9), opstaar det Sporgsmaal dog: Hvorfor valgte Herren en saadan Titel? Der maa være en eller anden særlig Grund til, at han valgte netop denne Titel; thi ellers vilde den ikke være blevet anvendt, da enhver af Herrens andre Titler, ret forstaaet, har en særlig Betydning.

Der er da ogsaa en meget vigtig Grund til at benytte denne Titel. Det er nemlig en særdeles ærefuld Titel fordi den stadig minder om hans store Sejr, om hans trofaste Lydighed mod alle den himmelske Faders Planer, om hans Lydighed til Døden, ja, til Korsets Død, om den Lydighed, hvorved han sikrede sig sin nuværende og fremtidige Ære, Herlighed, Værdighed og Magt og den guddommelige Natur. Ved denne Titel, »Menneskesønnen«, bliver baade Engle og Mennesker mindet om den store Ydmyghed, som den enbaarne af Faderen udviste, og om det Princip, der ligger som Grund for hele [156] Guds Styrelse, at den, der ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, der fornedrer sig selv, skal ophøjes. Hver Gang dette Navn bruges, er det en hel Bog af værdifuld Lærdom for alle dem, som skal oplæres af Gud, og som inderlig ønsker at ære ham og gøre det, der er velbehageligt i hans Øjne.

I samme Forstand som Jesus blev af »Davids Sæd« og af »Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd«, blev han ogsaa gennem Moder Eva af Adams Sæd, dog, som vi har set, »ubesmittet, skilt fra Syndere«. »Kvindens Sæd« stilles i Modsætning til Slangens Sæd; dog findes der ikke nogen Udtalelse om, at Eva skulde have nogen Sæd uden i Forbindelse med sin Ægtefælle, Adam. I samme Forstand, som det er berettiget at tænke paa og tale om Herren som Davids Sæd, er det altsaa ogsaa berettiget at tænke paa ham som Adams Sæd gennem Eva, og dette, tror vi, er den Tanke, der ligger til Grund for Titlen »Menneskesønnen«.

Adam, som var Slægtens Hoved og den, der skulde være dens Livgiver, kunde paa Grund af sin Ulydighed ikke give sine Efterkommere varigt Liv; men Guds Forjættelse pegede fremad til den Tid, da Messias, identificeret med Adams Slægt, skulde genløse Adam og alle hans Efterkommere. Adam var Mennesket, først og fremst i den Forstand, at han var Hovedet for Menneskeslægten og sad inde med Retten til Jorden og Herredømmet over den. Læg Mærke til Profetens Omtale af Adam: »Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskebarn, at du besøger ham! Og du gjorde ham lidet ringere end Englene, og med Ære og Herlighed kronede du ham. Du gjorde ham til Hersker over dine Hænders Gerninger, alt lagde du under hans Fødder, Faar og Okser, alle til Hobe, ja ogsaa Markens Dyr, Himmelens Fugle og Havets Fiske hvad der drager hen ad Havenes Stier.« — Ps. 8, 5-9.

Dette jordiske Herredømme gik tabt ved Faldet, men var en Del af det, der blev genløst ved det store Syndoffer. [157] Der er saaledes skrevet profetisk om Herren: »Og du Hjordens Taarn, ... indtil dig skal det naa hen, ja, det skal komme, det forrige Herredømme« (Mika 4. 8). Vi ser altsaa, at Verdens Haab ifølge Guds Plan hvilte paa dette, at der skulde komme en stor Søn og Arving af Adam, en stor Søn af Abraham, af David, af Maria. Dette indbefatter dog ikke, at denne Søns Liv skulde komme hverken gennem Adam, Abraham, David eller Maria. Som vi allerede har set, regnes efter den guddommelige Anordning en Svigersøn for et Medlem af Familien og kan som Følge deraf genløse og erhverve sig en forspildt Besiddelse (Ruth 4, 1-10). Hvad Herren angaar, har vi klart set, at det ikke var hans Liv, men kun hans fysiske Organisme, hans Legeme, der var af jordisk Herkomst, medens Livet udgik og kom fra Gud, og at han oprindelig benævntes »Logos«.

Og jo mere vi undersøger dette Emne, desto klarere bliver alt det foregaaende. Den, der kender det græske Sprog, kan let overbevise sig om den Kendsgerning, at i alle de Tilfælde. hvor Herren gør Brug af Betegnelsen »Menneskesønnen«, bruger han den i en Eftertryksform, der ikke kan skelnes i vor Oversættelse, og som, om den skulde blive forstaaet paa vort Sprog, maatte udtrykkes ved Hjælp af Eftertryk paa de to Ords bestemte Artikler — »Sønnen af Mennesket«. Herrens Ret til denne Titel kan ikke omdisputeres. Da Adam alene var fuldkommen, og alle de andre af hans Slægt var degenererede undtagen denne ene Søn, som paatog sig Adams Natur for at kunne genløse alle hans tabte Besiddelser, fik denne lovlig og utvivlsomt Ret til Titlen »Sønnen af Mennesket«, saavel da han stod i Begreb med at genløse Slægten, som efter at han havde genløst den fra Dødsdommen.

Og ikke blot tilhørte denne Titel ham med Rette i den Tid, da han gav den store »Genløsningsbetaling for alle«, men den tilhører ham med Rette i hele denne Tidsalder, medens Udvælgelsen af hans Medarbejdere [158] til Udførelsen af den store Genoprettelsesplan gaar for sig. Og meget mere vil denne Titel tilkomme Herren i Tiden for hans Tusindaarsrige, da han som Sønnen (der nu er højt ophøjet og forvandlet) af Mennesket (Adam) skal udføre Genoprettelsesarbejdet, »Ejendomsfolkets Forløsning«. — Ef. 1, 14.

»Mennesket Kristus Jesus« set fra ikke
-troendes Synspunkt.

Ikke blot Jesu Kristi hengivne Efterfølgere har anerkendt hans Visdom og Ynde og lagt Mærke til, at »i ham bor hele Guddommens Fylde«; men selv hans Modstandere har anerkendt ham som staaendelangt over Slægten i Almindelighed. Vi læser saaledes:

»Alle gav ham Vidnesbyrd og undrede sig over de livsalige Ord, som gik ud af hans Mund« (Luk. 4, 22); andre sagde: »Aldrig har noget Menneske talt saaledes som denne Mand« (Joh. 7, 46); og Pilatus, som nødig vilde lade den ædleste Jøde, han nogensinde havde set, aflive, forsøgte som en sidste Udvej at forsone Mængdens Uvilje, da han forstod, at den var foranlediget af de Skriftkloge og Farisæerne, der var misundelige og skinsyge paa Herren paa Grund af hans Popularitet. Pilatus lod tilsidst Jesus føre frem for sine Anklagere, øjensynlig med den Tanke, at hvis de fik se hans ædle Træk, vilde deres Had og Ondskab forsvinde. Idet Pilatus saaledes fremstillede ham, raabte han: »Se det Menneske!« som om han vilde sige: »Det Menneske, som I vil, jeg skal korsfæste, er ikke blot Jøden fremfor alle Jøder, men ogsaa Mennesket fremfor alle Mennesker.« Angaaende Jesu Kristi Natur erklærer Johannes: »Ordet blev Kød, ... og vi saa hans Herlighed — en Herlighed, som den en enbaaren Søn har ira sin Fader — fuld af Naade og Sandhed.« — Joh. 1, 14 19, 5.

Lad os i denne Forbindelse huske den ofte anførte og velkendte Lovtale over Menneskesønnen og hans [159] Lære af den berømte franske Filosof Rousseau; den lyder som følger:

»Hvor ubetydelige er ikke Filosofernes Bøger i al deres Glans sammenlignet med Evangelierne! Kan det være muligt, at Skrifter, der paa en Gang er saa ophøjede og enkle, er Menneskers Værk? Er han, om hvem de taler, virkelig ikke mere end et Menneske? Findes der noget i hans Karakter af Entusiasten eller den ærgerrige Sekterer? Hvilken Ynde, hvilken Renhed var der ikke over hans Maade at være paa! Hvilken rørende Mildhed i hans Lære! Hvilken Ophøjethed i hans Grundsætninger! Hvilken dyb Visdom i hans Ord! Hvilken Aandsnærværelse, hvilken fin Slagfærdighed i hans Svar! Hvilken Selvbeherskelse! Hvor er det Menneske. hvor er den Vismand, der saaledes forstaar at handle, at lide og at dø, uden Svaghed og uden Forstillelse? Mine Venner! Noget saadant opfinder Mennesker ikke; og de Beretninger, vi har om Sokrates, hvilke jo ingen betvivler, er ikke saa vel bekræftet som de Beretninger, vi har om Jesus. Disse Jøder kunde aldrig selv have truffet denne Tone eller udtænkt en saadan moralsk Tankegang. Evangelierne bærer Vidnesbyrd om en saa storstilet, saa slaaende, saa fuldkommen uefterlignelig Sanddruhed, at hvis de havde været opdigtet, vilde deres Ophavsmænd have været endnu vidunderligere end den, hvem de skildrer.«

Følgende Lovtale over Menneskesønnen tilskrives den berømte Napoleon Bonaparte:

»Fra først til sidst er Jesus den samme; altid den samme — majestætisk og ukunstlet, uendelig streng og uendelig blid. Skønt han levede hele sit Liv for Folkets Øjne, kunde dog aldrig nogen med Rette finde Fejl hos ham. Klogskaben i hans Optræden fremtvinger vor Beundring paa Grund af den enestaaende Forening af Kraft og Mildhed. I Ord og Gerning er han klog, konsekvent og rolig. Ophojethed er noget, der altid til lægges Guddommen, Hvad skal vi da kalde ham, i hvis Karakter alle de mest ophøjede Egenskaber var forenet?

Jeg kender Menneskene, og jeg siger eder, at Jesus var ikke et Menneske. Alt hos ham forbauser mig. At sammenligne ham med noget andet Væsen i Verden er umuligt. Han er i Sandhed et Væsen for sig. Hans Tanker og Følelser, den Sandhed, han forkynder, hans Maade at optræde paa, alt hos ham staar højt over det [160] menneskelige og naturlige. Hans Fødsel, hans Livshistorie, Dybden i hans Lærdom, der overvinder eller til fulde loser alle Vanskeligheder, hans Evangelium, det enestaaende i dette hemmelighedsfulde Væsen, hans Fremtræden, hans Magt, hans Fremgang igennem alle Aar­hundreder og Riger, alt dette er for mig et Under, en uforklarlig Hemmelighed. Jeg ser intet her, der minder om et Menneske; saa nær som jeg end nærmer mig, saa omhyggelig jeg end undersøger, alt vedbliver dog at staa uden Sammenligning, stort, med en Storhed, der knuser mig. Det er forgæves, jeg reflekterer — alt forbliver uforklarligt! Jeg opfordrer eder til at vise mig et Liv som Kristi.«

Sandheden er mere besynderlig end Opdigt, og det fuldkomne Menneske Kristus Jesus, der var salvet med den Højestes Aand, var saa forskellig fra den ufuldkomne Slægt, hvis Natur han havde taget paa sig for at forløse den, at Verden sikkert kan undskyldes, naar den spørger, om han ikke var mere end et Menneske. Visselig var han ogsaa mere, ja meget mere end et syndigt Menneske. Han var skilt fra Syndere, og som et fuldkomment Menneske var han selve den usynlige Guds Billede og Lignelse.

»Han havde ikke et Udseende, saa vi kunde have
Lyst til ham.«

»Han skød op som en Kvist for hans Aasyn og som et Rodskud af tør Jord; han havde ingen Skikkelse og ingen Herlighed, og vi saa ham, men han havde ikke et Udseende saa vi kunde have Lyst til ham. Foragtet var han og forladt af Mænd, en Mand fuld af Piner og vel kendt med Sygdom [Lidelse], og som en, for hvem man skjuler sit Aasyn.« — Es. 53, 2. 3.

Nogle har ment, at disse Skriftsteder viser, at Herrens personlige Ydre var andre Menneskers underlegent, og har derfor betragtet dette som et Bevis paa, at han ikke var skilt fra Syndere, men delagtig i Synden og de deraf følgende legemlige Ufuldkommenheder. Vi maa imidlertid tage bestemt Afstand fra en saadan Fortolkning, da den er i Modstrid med hele Skriftens øvrige Vidnesbyrd; vi er derimod tilbøjelige [161] til at ville bringe denne Udtalelse i Harmoni med Skriftens almindelige Vidnesbyrd angaaende dette Emne, hvis det kan lade sig gøre uden at krænke de rette Principer for Fortolkning, og vi tror, at det kan, og vil i det følgende forsøge at vise det.

Der er forskellige Typer paa Ærværdighed og Skønhed. Der kan være en slaaende Forskel imellem de forskellige Folkeslags Idealer og ogsaa mellem det samme Folks under forskellige Omstændigneder. Det Skønhedsideal, der tilfredsstiller Barbarer, er afskyeligt for de mere civiliserede. Den indianske Kriger, malet med rødt og gult og pyntet med Muslingskaller og farvede Fjer og med et Bælte af blodige Skalpe, vilde være Idealet for mange vilde. Bokseren i Kampringen, færdig til Kamp, er for nogle Idealet af Mandighed. For andre er den rigt udstyrede Tyrefægter den mandige Udviklings storslaaede Ideal, der fanger Mængdens Beundring og Bifald; og saaledes er Idealerne forskellige efter Tider, Omstændigheder og Forhold. Da nu det ovenanførte Skriftsted handler om den Herre Jesus ved hans første Komme, maa det forstaaes saaledes, at han ikke svarede til Jødernes Ideal af Messias. Dette er ogsaa klart nok, eftersom han, om hvem Pilatus raabte: »Se det Menneske«, var den samme, om hvem Jøderne raabte: »Korsfæst! korsfæst ham! Vi har ingen anden Konge ead Kejseren.«

Vi maa huske, at ved Tiden for det første Komme var den jødiske Nation under det romerske Aag, og at den var blevet »nedtraadt af Hedninger« i over 600 Aar. Vi maa ogsaa huske, at Israels Forhaabninger, der var fremkommet ved Guds Løfter til Abraham, Isak og Jakob og gentaget af alle Profeterne, gik ud paa, at Gud i sin Tid vilde sende dem sin Salvede, en større Lovgiver end Moses, en større Feltherre end Josva og en større Konge end David og Salomon; og vi maa huske, at det var netop paa denne Tid, Israel ventede sin Messias, saaledes som de forestillede sig ham. Der fortælles, [162] at alle var i Forventning om Messias. Men da Jesus blev forkyndt som Messias, var hans Fremtræden saa vidt forskellig fra, hvad de havde ventet, at deres stolte Hjerter skammede sig over ham, de skjulte sine Ansigter for ham — vendte ham Ryggen — særlig denne Nations Ledere og fremragende Mænd, hvem det almene Folk fulgte. — Luk. 3, 15.

De ventede en stor Feltherre, en stor Konge og Lovgiver, højærværdig, meget stolt, ærgerrig, aristokratisk og selvraadig — overlegen og bydende i Ord og Hand­ling. Disse Egenskaber betragtede de som absolut nødvendige for en Konge, som skulde erobre Verden og gøre Israel til den ledende Nation. Hos Herodes, der var blevet udnævnt til Konge over dem af den romerske Kejser, saa de Stolthed, Formastelighed og Hovmod. De saa noget lignende hos de romerske Generaler, Statholdere, Høvedsmænd o. s. v.; og de forestillede sig, at den romerske Kejser maatte besidde alle disse Egenskaber i endnu mere udpræget Grad, og at det var dette, som havde hjulpet ham til at blive den første i Riget. De sluttede deraf, at den ventede Messias maatte besidde disse Egenskaber i endnu højere Grad, da han skulde være Repræsentant for det himmelske Riges langt større Værdighed, Ære og Herlig hed og for dets Myndighed, der var blevet overført til Jorden.

Intet Under, at de med saadanne Forventninger var uforberedt paa at tage imod den sagtmodige og ydmyge Nazaræer, der samlede Toldere og Syndere om sig, og hvis eneste Vaaben til at erobre Verden med var »hans Munds Sværd«. Intet Under, at de vendte Ryggen til ham, da han blev forkyndt som Israels. Haab, Jødernes Konge, Messias. Intet Under, at de paa Grund af sine længe nærede falske Forventninger blev bittert skuffet. Intet Under, at de skammede sig ved at anerkende Jesus som »Jødernes Konge« og sagde: »Han har ikke den Skønhed, Ære og Værdighed, som [163] vi saa ivrig har forventet, han er ikke den ideelle Kriger, Statsmand og Konge, som vor Nation trænger til, og som kan opfylde dens længe nærede Forbaabninger.« Som en lignende Klasse Mennesker nutildags, der venter paa Messias’ andet Komme, tog de for givet, at deres Forventninger, der var opbygget paa Fædrenes Overleveringer, var berettiget, og i tilsvarende Grad forsømte de at søge ærlig og alvorlig i Skriften, hvad der vilde have gjort dem »vise til Frelse«.

Profetien maa øjensynlig forstaaes saaledes, at det var paa denne Maade, han havde et Udseende, som de »ikke kunde have Lyst til«. Det vilde være inkonsekvent at oversætte og fortolke Profetien paa en saadan Maade, at den vilde komme i Modstrid med de historiske Kendsgerninger, som indrømmes at være dens Opfyldelse, og i Modstrid med alle Skriftsteder, der enstemmig vidner om hans Renhed som det Guds Lam, der borttager Verdens Synd — hellig, uskyldig, ubesmittet, skilt fra Syndere.

»Saa ilde tilredt var hans Udseende.«
— Es.  52, 14. 15.  —

Her har atter en urigtig Oversættelse foraarsaget, at der er opstaaet fejlagtige Forestillinger om Herrens Udseende. Selv den mest skødesløse Læser, der har set Menneskeansigter, som har været meget ilde tilredt paa Grund af et udsvævende Liv, Sygdom eller Ulykkestilfælde, vil umulig kunne forstaa, at Herrens Udseende skulde være saa ilde tilredt, »at det ikke var som et Menneskes, og hans Skikkelse, at den ikke var som Menneskebørns«. Øjensynlig maa der være noget urigtigt i en saadan Udtalelse, ellers vilde Pilatus ikke have sendt Jesus frem for Folket og sagt: »Se det Menneske!« og Folket vilde ikke have hilst ham som Davids Søn og tænkt paa med Magt at gøre ham til Konge. Har vi ikke endvidere Forsikringen om, at ikke et Ben blev brudt paa ham ? Men denne profetiske [164] Udtalelse vil i høj Grad forbedres og blive mere overensstemmende med de historiske Kendsgerninger, som Skriften omtaler, og med, hvad man kan slutte sig til paa Grund af hans Hellighed og Renhed, hvis den gengives saaledes:

»Ligesom mange blev forundret over ham (saa ilde tilredt var hans Udseende af Mennesker og hans Skikkelse af Menneskebørn), saaledes skal han bringe mange Folkefærd i Forundring.« Ligesom Folk paa hans Tid var forundret over, at han vilde finde sig i deres Mishandlinger, som kronede ham med Torne og slog ham, spyttede paa ham, korsfæstede ham og gennemstak ham, saaledes har alle undret sig og vil i Fremtiden undre sig over hans Taalmodighed og Sagtmodighed, naar de, har hørt og hører om, hvorledes han udholdt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig. — Heb. 12, 3.

Profeten siger videre: »For ham skal Konger lukke sin Mund; thi hvad der ikke var dem fortalt [om andre], det har de set [hos ham], og hvad de ikke havde hørt, det har de fornummet.« De store paa Jorden har aldrig hørt om nogen Konge, som frivillig har underkastet sig en saadan Haan fra sine Undersaatters Side for at gøre dem godt; ja, »hans Kærlighed er større end nogen Broders«. Intet Under, om alle vil blive forundret »i sin Tid«.

Uden Tvivl bar vor kære Genløsers Ansigt ogsaa Mærker af Sorg; thi som vi har set havde hans medfølende Hjerte inderlig Medlidenhed med vor Skrøbelighed, og uden Tvivl forøgedes disse Mærker, lige indtil hans Virksomhed endte paa Golgata. Vi maa huske, at jo finere Organismen er og jo sartere dens Følsomhed, desto modtageligere er den for Smerte. Vi kan let forstaa, at Synet af Ulykker, Sygdom, Smerte og Elendighed, som vi er blevet mere eller mindre hærdet imod ved vor egen Delagtighed i Faldet og ved stadig Berøring med den menneskelige Elendighed, maatte [165] være mange Gange pinligere for den fuldkomne Jesus, som var hellig, uskyldig, ubesmittet og skilt fra Syndere.

Vi kender ogsaa det samme i nogen Grad fra vore egne Erfaringer. Naar de, der har en forholdsvis fin Følsomhed og er blevet vænnet til Luksus, Forfinelse, Skønhed og gunstige Omgivelser, besøger Fattigkvartererne i en Storstad og bliver Vidne til Elendigheden og de daarlige Forhold, indaander den daarlige Luft, hører de uharmoniske Lyde og ser al den Urenlighed, som findes der, vil de temmelig sikkert faa ondt; Ansigtet fortrækker sig uvilkaarlig, og den Tanke opstaar: Hvor skrækkeligt vilde Livet ikke være under saadanne Omstændigheder, og hvilken Velsignelse vilde ikke Døden være! Men medens de taler saaledes med sig selv, falder Øjet maaske paa Børn, der leger muntert, paa en Kone, der ved Vaskebaljen synger en Stump af en Sang, paa en Mand, der veltilfreds læser i en Avis, og paa en Dreng, der forsøger at aflokke et Instrument nogle Toner. Dette viser, at de, der er blevet vant til at se og høre og lugte alt dette, paavirkes meget mindre deraf end de, der fra Barndommen af har været vant til Forfinelsen.

Dette belyser dog kun i meget ringe Grad Forskellen mellem Herrens og vort Syn paa Jordens syndige og elendige Tilstand. Som et fuldkomment Væsen, der havde forladt den himmelske Herlighed og havde fornedret sig til at blive delagtig i Menneskets Elendighed for at blive dets Frelser, følte han sikkert meget mere end vi den sukkende Skabnings Elendighed. Hvad Under da, om Vægten af vore Sorger kastede en Skygge over hans fuldkomne Ansigts herlige Skønhed! Hvad Under, om Berøringen med Jordens Trængsler og hans frivillige Delagtighed i menneskelig Svaghed og Sygdom (noget, der, som vi har set, forringede hans egen Livskraft) satte sine dybe Spor i Menneskets Søns Ansigt og Skikkelse! Og dog kan vi ikke for et Øjeblik tvivle om, at hans Samfund med Faderen, hans Delagtighed [166] i den hellige Aand og hans egen Samvittigheds Vidnesbyrd om, at han altid gjorde, hvad der var velbehageligt i Faderens Øjne, maa have givet vor Genløsers Ansigt et fredfuldt Udtryk, i hvilket Sorg og Glæde, Bekymring og Fred var blandet. Kundskaben om den himmelske Faders Plan maa have sat ham i Stand til at glæde sig over de Lidelser, han led, idet han forstod, at de inden kort ikke blot vilde berede en Velsignelse for ham selv, men ogsaa »Frelse for alle Jordens Ender«. Om altsaa Menneskenes Sorger kastede Skygger over hans Ansigtsudtryk, kan vi dog være sikker paa, at det ogsaa var præget af bans Tro og Haab, og at Guds Fred, som overgaar al Forstand, bevarede hans Hjerte og gjorde det muligt for ham altid at glæde sig midt under de Lidelser, som Modsigelser af Syndere foraarsagede ham.

»Udmærket fremfor ti Tusinde.«