Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 9

AANDENS DRAB, VIDNESBYRD OG INDSEGL.

Kun én Aandens Daab — i tre Dele. — Denne Daabs Betydning. — »Nøglerne til Himlenes Rige.« — En anden Aandens Daab lovet »over alt Kød«. — Dennes Betydning. — Bøn om Aanden. — Aandens Vidnesbyrd. — Dets Vigtighed. — Ingen Fred med Gud uden det. — Kun faa ved, om de har det eller ikke. — Hvorledes man kan kende Aandens Vidnesbyrd. — Forskelligheder i Virkemaaden. — »Helliggjort ved Aanden.« — »Fyldt af Aanden.« — Aandens Indsegl. — »Forjættelsen«, som den besegler indtil Forløsningens Dag. — Det højeste bør eftertragtes og beholdes.

»Og da Pinsefestens Dag var kommet, var de alle samlet paa samme Sted. Og med ett kom der en Lyd fra Himmelen som af et fremfarende, vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem Tunger ligesom at Ild, som skilte sig og satte sig paa enhver af dem. Da blev de alle fyldt med den hellige Aand, og de begyndte at tale med andre Tunger, alt efter som Aanden gav dem at mæle.« — Ap. G. 2, 1-4.

PINSEFESTENS Dag var en meget mærkelig Dag i Evangeliemenighedens Historie. Den viste, at vor Genløser havde fremstillet sig for os for Guds Aasyn som vor Yppersteprest, og at han for Faderen havde fremstillet Fortjenesten af det Offer, som blev fuldbragt paa Golgata 50 Dage forud, at Faderen havde modtaget dette Offer fuldt ud, og at derfor Apostlerne og de troende, som havde taget imod Jesus, og som var ivrige efter at komme til Faderen og blive Guds Sønner (Joh. 1, 12), nu anerkendtes som saadanne. Den hellige Aand vidnede nu om deres Antagelse, om [214] at de var antaget som Sønner i Guds Familie, og derfor kaldes den ogsaa en »Barnekaarets Aand«. Det var ganske paa sin Plads, at en saa vigtig Sag blev klart bevist. Det var ikke blot vigtigt, at Apostlerne og de troende modtog den guddommelige Naades hellige Aand i sine Hjerter, men ogsaa at de fik en udvortes Aabenbarelse, der ikke alene for dem selv, men ogsaa for de senere troende kunde være et tilfredsstillende Bevis for, at Gud fuldt ud havde antaget Menigheden som sine Sønner og Jesu Kristi Medarvinger.

Men der er intet i denne Beretning, der i nogen Forstand nødvendiggør Tanken om en personlig hellig Aand, ved Siden af Faderen og Sønnen. Tvertimod; den Kendsgerning, at den hellige Aand blev modtaget af dem alle, er i sig selv et Bevis for, at den ikke er en Person, men en Indflydelse, en Kraft, der udøves af en Person — Guds Magt eller Indflydelse, der udøves i og paa hans nylig antagne Børn. Dette vises ogsaa ved den Kendsgerning, at Apostlernes forskellige Evner og Talenter blev forøget og fik nyt Liv og ny Kraft ved denne Indflydelse. Hertil sigter de af Apostelen anførte Ord, som siger om vor Herre Jesus, at »han for op i det høje og . . . gav Menneskene Gaver« — aandelige Gaver (Ps. 68, 19; Ef. 4, 8). Han havde allerede givet den store Gave, som bestod i hans eget Liv, og som udgjorde Genløsningsprisen for hele Verden. En Del af de genløste Myriader, en lille Hjord, var blevet særlig givet til Kristus som hans Medarvinger og Medregenter i Riget. Udvælgelsen af den lille Hjord var allerede begyndt med dem, der ventede paa Pinsevelsignelsen, og nu var Tiden for deres Anerkendelse kommet. Det var Faderen, som saaledes anerkendte Kristi Menighed i den Forstand, at Udgydelsen af den hellige Aand som en Indflydelse og Kraft beseglede, at de troende var blevet forsonet med Gud. De blev ikke længere behandlet som Syndere og fremmede eller som Tjenere. De blev nu som Sønner »delagtige i den himmelske Gave«.

[215] Vi underrettes om, at denne hellige Aand, den hellige Indflydelse og Magt, der udgik fra Kilden, Faderen, dog blev udgydt ved Guds hædrede Repræsentant, ved hvem enhver Velsignelse fra Gud er kommet og vil komme, nemlig Kristus Jesus, vor Herre og vort Hoved.

Apostelen Peter, der talte under den hellige Aands inspirerende Indflydelse, erklærede, at dette var af Faderen og ved Sønnen, idet han sagde: »Efter at Jesus nu er ophøjet ved Guds højre Haand og af sin Fader har faaet den hellige Aand, som var lovet, saa udgød han dette, som I baade ser og hører« (Ap. G. 2, 33). Der kan altsaa ikke blive lagt for megen Vægt paa denne Daab med den hellige Aand, da den betegner Menighedens Antagelse, og da vi uden den ikke vilde have noget Bevis for, at Herrens Offer var blevet antaget og vi retfærdiggjort.

Dog maa vi paa det kraftigste bekæmpe den almindelige, men fejlagtige og aldeles ubibelske Tanke, der hersker blandt man ge alvorlige Kristne, og som gaar ud paa, at vi hyppig skal søge og vente en saadan Daab med den hellige Aand. En saadan Forventning støttes ikke af nogen Forjættelse i Guds Ord, men er i absolut Modstrid med den guddommelige Ordning, der findes deri. Vi maa lægge Mærke til, at Skriften kun omtaler tre Tilfælde af Daaben med den hellige Aand, og det er tydeligt, hvorfor disse tre Tilfælde og ikke flere var nødvendige, idet de tre var Dele af den ene Daab: 1) Vor Herre Jesu Daab, 2) Daaben paa Pinsedagen og 3) Kornelius' Daab — den første Hedning, der blev omvendt og antaget som »Søn«. Lad os undersøge disse tre Tilfælde af Aandens Daab i den Orden, hvori de her er nævnt.

1) Ikke blot var Herrens Daab med den hellige Aand nødvendig for ham selv, for at han som Guds Redskab kunde blive delagtig i den guddommelige Kraft og faa et Pant paa sin Arv, idet han blev avlet til den guddommelige Natur; men det var ogsaa nødvendigt, at der fandt en saadan ydre Aabenbarelse eller Anerkendelse [216] af ham Sted, for at andre kunde erkende, han var Guds Salvede. Der viste sig en Due, som steg ned over ham. Dog siges der ikke noget om, at Folket i Almindelighed var Vidne til denne Aabenbarelse af Guds Gunst. Det synes snarere, som om Johannes Døberen, der paa den Tid udførte en Omvendelsesgerning i Israel og blev anerkendt som en Profet, en Herrens Tjener, alene var Vidne til Aandens Nedstigen over Herren og vidnede om, at dette havde fundet Sted. Beretningen lyder: »Og Johannes vidnede og sagde: Jeg har set Aanden komme ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke [vidste ikke, at han var Messias]; men han, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den du ser Aanden komme ned og blive over, han er den, som døber med den hellige Aand; og jeg har set det, og jeg har vidnet, at han er Guds Søn.« — Joh. 1, 32. 33.

2) Menighedens Daab paa Pinsedagen blev, som Jo­hannes her erklærer, udført af Kristus, »han, som døber med den hellige Aand«. Som vi har set, bekræfter Peter dette, idet han erklærer, at Kristus udgød sinz hellige Aand. Han alene kan døbe saaledes, fordi han har genløst Verden, købt alle ved sit dyrebare Blod, fordi ingen kommer til Faderel: uden ved ham, fordi Faderen ingen dømmer, men har overgivet al Dom til Sønnen, og fordi Sønnen, der er højt ophøjet, handler som Faderens Repræsentant og bringer alle dem i fuldt Samfund med Faderen, der kommer ti Faderen ved ham. Vi har allerede set, at denne Menighedens Daab med den hellige Aand var nødvendig som et Vidnesbyrd, paa samme Maade som det var nødvendigt, at vor Herre Jesu Daab med Aanden blev bevidnet.

Det fremfarende vældige Vejr, som fyldte Stedet, og de »Tunger ligesom af Ild«, der »satte sig paa enhver af dem« (sandsynligvis kun paa de elleve Apostler, der blev betegnet som Herrens særlige Repræsentanter og den hellige Aands Talerør — se Vers 14), var ikke den [217] hellige Aand, men blot Aabenbarelser, som repræsenterede det usynlige for deres Sanser. Paa samme Maade var den Due, Johannes saa, ikke Aanden, men blot en Aabenbarelse for hans Sanser. Duen, der er et Symbol paa Fred og Renhed, fremstillede paa en passende Maade Fylden af Jehovas Kærlighedsaand i Jesus, ligesom Ildtungerne passende fremstillede Apostlernes Hverv, nemlig at »bære Vidnesbyrd« under den hellige Aands Vejledning. — Ap. G. 2, 32; 3, 15; 5, 32; 10, 39. 41; 13, 31.

3) En særlig Aabenbarelse af Guds Magt i Forbindelse med Antagelsen af Kornelius, den først omvendte Hedning, var ogsaa nødvendig, fordi Hedningerne indtil da havde været udelukket fra Guds Gunst og ikke engang antagelige som Tjenere. Som Følge deraf var det ikke let for de troende Jøder at forstaa, at Hedningerne kunde modtages som Guds Sønner; derfor maatte Gud paa en meget tydelig Maade tilkendegive for dem sin Gunst mod Hedningerne.

Som vi allerede har set, var det ikke Guds Plan, at nogen Hedning skulde antages før Slutningen af Jødernes »70 Ugers« særlige Gunst, 31/2 Aar efter Pinsedagen.*) Derfor kunde den Kendsgerning, at de omvendte af Hedningerne skulde være Medarvinger (ligestillet) med de omvendte af Jøderne, ikke bevises ved Aandens Daab paa Pinsedagen. I Betragtning af de dybt rodfæstede Fordomme, som Apostlerne saavel som de andre Jøder nærede mod Hedningerne, var det paa sin Plads, at Kornelius' Antagelse blev aabenbaret for Apostlernes Sanser ved de samme Beviser, som blev givet dem paa Pinsedagen. Det er dog ikke nødvendigt at antage, at der satte sig »Tunger ligesom af Ild« paa Kornelius. Han modtog sandsynligvis ligesom de omvendte blandt Jøderne nogle af de »Gaver«, som kom over alle paa Pinsedagen.

*) Se Bind, II, Kap. 7.

Hvorledes kunde vi ellers nogensinde have vidst, at [218] Hedningerne kunde antages af  Herren? Om Aandens Daab og Pinsedagens Velsignelser kun var kommet til de troende af Abrahams naturlige Sæd, kunde der hele Tiden ned gennem Evangelietidsalderen have været Rum for Tvivl om, hvorvidt de af Herrens Folk, som af Naturen var Hedninger, var antagelige og velbehagelige for Gud. Men ved den hellige Aands Daab, som kom over Kornelius, aabenbarede Herren fuldt ud, at der ikke længere var nogen Forskel mellem Jøde og Hedning, Træl eller fri, Mand eller Kvinde, for saavidt som det angik Antagelse i Kristus. Ingen er af sig selv antagelig, fordi alle er uretfærdige; derfor antages kun de, som kommer til Faderen ved den elskede, og de antages i ham. — 1 Kor. 12, 13.

Disse tre Tilfælde af Daab med den hellige Aand er de eneste, som omtales i Skriften. Naar derfor mange blandt Herrens Folk nærer den Tanke, at de maa vente, arbejde for og bede om nye saadanne Tilfælde, er dette ganske uberettiget. Nogen ny saadan Daab er ganske unødvendig; thi den ene Daab paa Pinsedagen, udvidet ved det, der fandt Sted i Kornelius' Hus, opfylder ethvert Behov. Denne Daab kom ikke blot over de enkelte Personer, som ved disse Lejligheder fik Del i den, men over Menigheden, Kristi Legeme, som et Hele, skønt den ved disse Lejligheder blev repræsenteret af dem. Den Kendsgerning, at denne Repræsentation af Menigheden fandt Sted i to Dele, nemlig ved de første troende af Jøderne paa Pinsedagen og ved de første troende af Hedningerne i Kornelius' Hus, er i Overensstemmelse med Herrens Udtalelse om dette Emne til Peter før sin Korsfæstelse: »Jeg vil give dig Nøglerne til Himlenes Rige« (Matt. 16, 19). En Nøgle betegner Magt til at aabne, og at der tales om mere end én ind­befatter, at der var mere end én Dør, som skulde aabnes. Der var faktisk to Døre og derfor ogsaa to Nøgler. Og Apostelen Peter benyttede begge disse Nøgler, idet han lukkede op baade for Jøder og Hedninger, [219] som Herren havde forudsagt. Han brugte den første Nøgle paa Pinsedagen, da han var den første og vigtigste Taler, der indførte den nye Husholdning, Aandens, øg da tre Tusinde straks troede og gik ind igennem Døren (Ap. G. 2, 37-41). Og da Tiden var kommet til, at Evangeliet skulde prædikes for Hedningerne, udvalgte Herren Peter til ogsaa at udføre denne Gerning, idet han befalede Kornelius at sende Bud efter Peter og bød Peter at gaa til Kornelius for at tale Evangeliets Ord til ham og hans Husstand. Ved denne Lejlighed benyttede Peter den anden Nøgle og aabnede Evangeliets Dør for redningerne, idet Gud bevidnede og bekræftede dette ved paa en overnaturlig Maade at aabenbare og udgyde sin hellige Aand over Kornelius og de andre indviede troende iblandt Hedningerne, som var hos ham.

Ved Daaben med den hellige Aand maa vi forstaa en Udgydelse, en Salvelse, der dog (idet den dækker ethvert Lem paa Legemet) er saa fuldstændig, at den med Rette kan betegnes som en Nedsænkelse eller »Daab«. Denne samme Salvelse eller Daab vedbliver at være over Menigheden igennem hele Tidsalderen — idet den fra da af og indtil nu dækker, gennemtrænger, helliger, velsigner og salver enhver, der kommer ind i det salvede »Legeme«. Og dette vil fortsætte, indtil de sidste Lemmer er blevet antaget og fuldt ud salvet. Apostelen Johannes taler ogsaa om denne Daab. Han kalder den en Salvelse, idet han siger: »Den Salvelse, som I fik af ham, den bliver i eder« (1 Joh. 2, 27; Ps. 133, 2). Han taler ikke om flere Salvelser, som de havde modtaget, men kun om én — »den Salvelse«. Mere end én vilde have været overflødig og ude af Harmoni med Guds Ordning.

Set fra Guds Standpunkt anerkendes hele Menigheden som ett, som et Hele — thi »ligesom Legemet er ett og har mange Lemmer.... saaledes er det ogsaa med Kristus.... Men nu er I Kristi Legeme og hans [220] Lemmer hver efter sin Del« (1 Kor. 12, 12. 27). I Har­moni med denne Tanke fremstiller Skriften Sagen saaledes, at skønt Herren betragter os som enkelte Personer og ogsaa i mange Henseender handler med os som saadanne, er vor Stilling overfor Faderen dog ikke saa meget som Enheder, men som Lemmer eller Dele af en Enhed, af Kristus, Hoved og Legeme. Derfor underrettes vi om, at, efter at vi er kommet til Troen, maa det næste Skridt blive at komme ind i Kristi Legeme — blive døbt ind i hans Legeme.

Vi vil ikke her drøfte Daaben i Almindelighed, men vil behandle dette Emne længere fremme. Vi vil blot her bemærke, at de troende indbydes til at blive døbt ind i Kristus, for at de kan komme ind i eller ind under hans Daab med den hellige Aand. Da den hellige Aand ikke er nogen Person, men en hellig Aand eller Kraft, der besiddes af Menigheden, maa alle, som vil have denne Velsignelse, komme i Forbindelse med denne Menighed, Kristi Legeme. Den kan ikke opnaaes paa anden Maade. Vi mener ikke hermed, at man maa være Medlem af en jordisk Kirke — en Metodist-Menighed, en presbyteriansk, en luthersk eller en romersk-katolsk Menighed eller nogen anden menneskelig Organisation; men vi tænker paa den ekklesia, den Menighed, hvis Medlemmer sikkert kan kendes paa, at de er i Besiddelse af Kærlighedens hellige Aand — der tilkendegives og bevidnes ved sine forskellige Frugter, saaledes som vi i det foregaaende har set.

Enhver, som i Sandhed bliver forenet med Kristus og saaledes ogsaa med alle Lemmerne paa hans legeme, behøver ikke at bede om nogen ny Pinsedaab nu eller i Fremtiden, men kan med Glæde og Tillid se tilbage til den oprindelige Pinsevelsignelse og den Velsignelse, der kom over Kornelius, som Beviser, Faderen ved Kristus bar givet for, at Menigheden som et Hele er antaget. Og med Guds Anordning bør vi alle være tilfredse. Vi siger ikke, at Herren vredes paa dem, der [221] paa Grund af fejlagtige Anskuelser beder imod hans Vilje om flere saadanne Pinsedage. Vi vil snarere antage, at han har Medlidenhed med dem paa Grund af deres Uvidenhed og fejlagtige Bønner, og at han uden at forandre sine Planer og Anordninger vil udgyde en Velsignelse over dem — saa megen Velsignelse, som deres fejlagtige Forventninger og deres Forsømmelse af hans Ord vil tillade det — idet han betragter deres Bøn som et Udtryk for deres Sjæls Længsel efter Samfund med ham.

Det er besynderligt, at disse kære Venner, som stadig beder om Aandens Daab, aldrig har lagt Mærke til, at Apostlerne ikke bad om flere saadanne Pinsedage og heller ikke bød Menigheden at gøre det. Mener disse Venner, at de er klogere end de inspirerede Apostler eller helligere og mere ivrige efter at blive fyldt med Aanden, end da var? Vi vil stole paa, at de ikke har saadanne selviske og formastelige Forestillinger, men at de blot bærer sig ad som uvidende Børn, der undertiden tankeløst plager Forældrene om unødvendige Ting, som ikke er blevet dem lovet, og som heller ikke kan gives dem.

Aandens Udgydelse over alt Kød.

»Og det skal ske derefter, at jeg vil  udgyde  min Aand over alt Kød.« — Joel 3, 1.

Den hellige Aand skal være Kanal for Forsoningen mellem den Almægtige og Syndernes Slægt, der er blevet genløst med Kristi dyrebare Liv. Hensigten med Kristi Offer var den at tilvejebringe en Maade, hvorpaa Gud kunde være retfærdig og dog retfærdiggøre alle, som tror paa Kristus, og som søger at komme til Faderen ved ham. Og hans Gerning som den herliggjorte Midler vil blive at bringe tilbage til fuldt Samfund med Gud alle dem af den genløste Slægt, der er villige til at vende om, naar de har faaet fuld Kundskab og fuld Lejlighed. Vi har set, at denne Gerning at bringe Medlemmerne af den faldne Slægt tilbage til Harmed [222] Gud er delt i to Dele: 1) Menigheden bliver forsonet med Gud nu i Evangelietidsalderen og 2) alle de, der vil, af Resten af Menneskeslægten i Tusindaarsrigets Tidsalder.

Vi har set, at Grundlaget for denne Harmoni ikke er dette, at Gud bærer over med Synden, undskylder den og lader os vende tilbage til sin Gunst som Syndere. Synderne maa aflægge Synden og af ganske Hjerte antage den guddommelige Maalestok for Retfærdighed og saaledes komme tilbage til fuld Harmoni med Gud. De maa ved de dertil bestemte Midler og under Kristi Overopsyn søge at opnas den himmelske Faders hellige Aand, Sindelag, Vilje — modtage den som sit eget Sindelag, sin egen Vilje og saaledes blive omdannet ved sit Sinds Fornyelse. Som vi har, set, er dette Guds Plan med Menigheden, og, som Skriften erklærer, ogsaa den Plan, Gud har valgt for gennem Kristus at forsone Verden med sig selv i næste Tidsalder. Ikke en Tøddel af den guddommelige Lov vil blive forandret, Synd og Ufuldkommenhed vil aldrig blive undskyldt og vil ikke blive regnet som Fuldkommenhed og Retfærdighed.

Menneskeslægten vil blive overgivet til Kristus, for at han kan omdanne og genoprette den til det Gudsbillede, som gik tabt ved Adams Overtrædelse. Et af Midlerne til at bringe Verden tilbage til Harmoni med Gud vil blive det, at Satans Indflydelse, der nu hersker over Verden og binder og forblinder Menneskeslægten, vil blive fjernet (2 Kor. 4, 4; Aab. 20. 2). Derefter vil Verden i Stedet for at være under Løgnens, Vildfarelsens, Uvidenhedens og Overtroens Aands Indflydelse være under Indflydelse af Sandbedens, Retfærdighedens og Kærlighedens Aand. Medens Indflydelserne udefra tidligere har virket nedtrykkende paa Menneskenes Hjerter og fyldt dem med Vrede, Ondskab, Had, Bitterhed og Selviskhed, vil denne Indflydelse eller Aand da blive holdt i Tømme og tilsidst udryddet, og den modsatte Indflydelse af Retfærdighedens, Godhedens, Barmhjertighedens, [223] Medfølelsens og Kærlighedens Aand vil komme til Udvikling. Saaledes vil Guds hellige Aand gennem Kristus blive udgydt over Menneskene, for det første ved at oplyse dem, for det andet ved at hjælpe og styrke dem til at overvinde de nedarvede Tilbøjeligheder, og for det tredje ved at undervise dem og føre dem tilbage til den Lighed med Gud, der gik tabt ved Adams Ulydighed.

Medens disse fremtidige Privilegier og Velsignelser for Verden er herlige at tænke paa for os og glæder vore Hjerter langt mere end noget, som Guds Børn har set i Fortiden, frembyder de dog ingen Trøst for Herrens Fiender eller for dem, der efter at have haft en Lejlighed dertil forsmaar at modtage hans hellige Aand og at blive fyldt med den. Den vil blive udgydt over alt Kød. Men det vil være nødvendigt for dem, som vil have Del i og Gavn af den, at benytte sig af de tilvejebragte Midler, ligesom det er nødvendigt for de, troende nu i Evangelietidsalderen at gøre Brug af disse Midler, om de vil komme ind under og blive velsignet af den hellige Aand. De maa indvie sig og »æde« af Sandheden, for at de kan faa Del i »Sandhedens Aand«. Naar den store Profet og Livgiver, den store Prest efter Melkisedeks Vis (Kristus, Hoved og Legeme) staar frem for at velsigne Verden, vil alle de blive velsignet, som modtager denne Profets Ord og adlyder dem. De vil ved Lydighed opnaa det evige Livs Velsignelse. Men alle de, som ikke vil høre ham, vil blive tilintetgjort i den anden Død, saaledes som der er skrevet: »Hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] denne Profet, skal udryddes af Folket. — Ap. G. 3, 23.

Læg Mærke til, at Joels Profeti er fremsat i omvendt Orden af den, i hvilken den opfyldes. Udgydelsen over alt Kød omtales først og Udgydelsen over Menigheden sidst.

Der er ingen Tvivl om, at Herren med Hensigt ordnede dette saaledes, for at nogle af de herlige Træk i [224] denne store Forjættelse kunde forblive skjult, indtil Tiden kom, da de skulde forstaaes (Dan. 12, 9. 10). Skønt denne Profeti er blevet læst i Aarhundreder, har ingen ret kunnet forstaa den eller kunnet se dens vidunderlige Skatte, før Guds belejlige Tid var kommet. I Evangelie-tidsalderen har Herren kun udgydt sin Aand over sine Tjenere og Tjenerinder, og herlige Erfaringer har de haft, der har modtaget den — alle de, der er blevet døbt ind i Kristi Legeme og som Sønner er blevet delagtige i hans Salvelse. Det var dette Træk, Apostelen Peter hentydede til i sin Tale paa Pinsedagen. Han anførte begge Dele af Profetien; men ved den hellige Aands Ledelse udlagde eller belyste han ikke den første Del, fordi Tiden for dens Forstaaelse endnu ikke var kommet. I Stedet for at forklare Forskellen mellem den hellige Aands Udgydelse over Tjenere og Tjenerinder (»Træltene og Trælkvinderne«) i Evangelietidsalderen (»i de Dage«) og dens Udgydelse over alt Kød »derefter« (i den næste Tidsalder) siger han blot med Henblik paa den hellige Aands Udgydelse over ham selv og de andre troende: »Dette er det, som er sagt ved Profeten Joel« — en Del af det, nemlig Begyndelsen til Opfyldelsen af det, som blev sagt. Hele Profetien vil ikke være opfyldt, før Aanden er udgydt over alt Kød, hvad der ikke er sket endnu. Desuden omtaler Profeten andre Ting, som endnu ikke er gaaet i Opfyldelse. Han nævner Solens og Maanens Formørkelse og Herrens store og forfærdelige Dag, Vredens store Dag, som nu er nær forhaanden, og som ligger imellem og adskiller Tiden for den hellige Aands Udgydelse over Menigheden, »Trællene og Træl­kvinderne«, i de Dage og Tiden for dens Udgydelse over »alt Kød« derefter.

Som vi har set, vil der ikke blive nogen Forskel mellem Guds Aand, som den vil komme over Verden i den næste Tidsalder, og Guds Aand, som den kommer over Menigheden i denne Tidsalder, fordi det er den samme Sandhedens, Retfærdighedens og Hellighedens [225] Aand, den Aand eller Indflydelse, som Gud vil udøve for at fremme Retfærdighed, Godhed og Sandhed. Dog vil den ikke i enhver Enkelthed komme til at betyde det samme som nu. De, som nu modtager Guds hellige Aand og lever i Harmoni med den, maa nødvendigvis komme i Strid med Verdens Aand, der omgiver dem paa alle Sider. Derfor er det, at de, som nu modtager den hellige Aand og vandrer i Harmoni med den, maa vente Forfølgelse og Modstand fra alle dem, der ikke har Aanden — det store Flertal.

Men i den næste Tidsalder vil det ikke medføre Forfølgelse at modtage den hellige Aand, fordi Ordningen og Styrelsen da vil være anderledes end nu. Medens Satan er denne Verdens eller Tidsalders Fyrste, vil Kristus blive den tilkommende Verdens eller Tidsalders Fyrste, og medens Flertallet af Menneskeslægten nu er under Satans Indflydelse med eller mod sin Vilje, bevidst eller ubevidst, vil i den næste Tidsalder hele Verden være under Kristi og hans Retfærdsstyres Indflydelse. Sandheden vil da være frit tilgængelig og fælles for alle, fra den mindste til den største. Da den Lov, som skal herske i den næste Tidsalder, vil være Retfærdighedens, Sandhedens og Godhedens Lov, vil følgelig de, der kommer i Harmoni med Rigets Regering og denne Lov, og som faar Sandhedens Aand, ikke behøve at lide Forfølgelse som et Resultat deraf, men tvertimod opnaa Gunstbevisninger og Velsignelser og gaa fremad i samme Forhold, som de modtager denne Hellighedens Aand.

I Tusindaarsriget vil dette at modtage den hellige rand ikke som nu medføre en Avlelse af Aanden til aandelig Natur; heler ikke vil det medføre Arveret med Kristus til Riget. Forjættelsen om denne Arveret gælder kun Trællene og Trælkvinderne, der modtager den hellige Aand og vandrer efter den i den nærværende Tidsalder, hvor de som Følge af det ondes Herredømme maa lide for Retfærdighedens Skyld, og hvor de »haanes for [226] Kristi Navns Skyld« og er salige, fordi »Herlighedens og Guds Aand« hviler over dem. — 1 Pet. 4, 14.

Besiddelsen af den hellige Aand i Tusindaarstidsalderen vil simpelthen betegne, at Besidderen er kommet i Har­moni med Kristus, Midleren, og i samme Udstrækning i Harmoni med Gud og ind under de Velsignelser, som Gud har skaffet til Veje for Menneskeslægten i Almindelighed, hvilke Velsignelser ikke er en Forvandling til guddommelig Natur, men en Genoprettelse af alt det, der gik tabt ved den første Adams Overtrædelse (Ap. G. 3, 19-21). Besiddelsen af den hellige Aand vil blive et Bevis for, at den anden Adam hos vedkommende har paabegyndt en Genoprettelse til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, hvortil Retten blev »købt« for alle ved det store Syndoffer. Dette vil, om det fortsættes, tilsidst gøre vedkommende til et fuldkomment menneskeligt Billede af den guddommelige Fader.

Vi maa huske, at de Velsignelser, Kristus som Verdens Genopretter vil bringe Menneskene i den kom­mende Tidsalder, er de Velsigner er, han købte til dem ved at ofre sig selv. Da »Mennesket Kristus Jesus« gav sig selv hen som en tilsvarende Betaling for Mennesket Adam, over hvem Fordømmelsen kom, saa var det den fuldkomne Adam selv og hans Rettigheder, Privilegier, Liv og Rige, som blev købt ved det store Syndoffer, og det er disse Ting, som skal gives tilbage til den genfødte Verden af den store Genopretter eller Fader, Jesus Kristus, vor Herre, den anden Adam. — Ef.1,14; Ap. G. 3, 19-23.

Den Kendsgerning, at Jesus ikke var den anden Adam, da han var i Kødet, men er det nu som et Aandevæsen (efter sin Opstandelse), indbefatter ikke, at han som Slægtens anden Fader vil give Menneskeheden aandeligt Liv eller aandelig Tilværelse i dens Genfødelse. Vi maa huske, at Ordet »Fader« blot betyder »Livgiver« uden Hensyn til Naturen. Adam kaldes Guds Søn, fordi han blev skabt som et Billede af [227] Gud i moralsk Henseende; men det betyder ikke, at han skabtes til den guddommelige Natur. Vi ved, at han var af Jorden jordisk, medens Gud derimod er en Aand. Lovene for den Magt, ved hvilken Gud som Livgiver er blevet Fader til hele Skabningen gennem sit befuldmægtigede Redskab, vor Herre Jesus, er blevet mere udførlig forklaret i fjerde Kapitel. Vi henleder blot Opmærksomheden paa det her for at hindre Misforstaaelser. Den Hensigt, Gud havde, da han skabte Verden og gjorde Mennesket til Jordens Beboer og Herre og Dyrene til at være dets Undersaatter, er ikke blevet forandret ved Ulydigheden og Faldet, som Gud tillod. Hans oprindelige Plan er uforandret. Efter at det onde, som Modstanderen har indført, er blevet udryddet, vil Guds Plan, saaledes som den oprindelig var lagt, blive fuldt udført af Kristus. Evangelietidsalderens Menighed, der, som vi har set, skal højt ophøjes og herliggøres som Kristi Brud og Medarving, er en Undtagelse fra Reglen om Menneskeslægtens Genoprettelse. Den ud kaldes og udvælges i en særlig Hensigt og øves, tilpasses og forberedes nu til den høje Ophøjelse at blive Medarving med Kristus — til at gennemgaa en Forvandling fra menneskelig Natur til en Natur, der er langt højere end Englenes, nemlig den guddommelige Natur.

Medens vi altsaa ikke bør bede om en ny tiandens Daab, som Gud ikke har lovet os, opfordres vi dog bestemt til at søge og bede om Delagtighed i Aanden.

Ben om den hellige Aand.

»Dersom da I, som er onde, ved at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen, som er i Himmelen, give dem den hellige Aand, som beder ham!« — Luk. 11, 13.

Skønt alle Ting er blevet til ved Sønnen, giver han dog her som altid Faderen Æren som den, der er Kilden til al Velsignelse. Hele Genløsningen og Forsoningen er Faderens Værk ved Sønnen. Jesus erklærer, at det er Faderens velbehagelige Vilje, at vi alle skal faa [228] mere og mere af hans Helligheds Aand. Han byder os at søge efter og bede om denne Velsignelse som den højeste af alle. Med Hensyn til jordiske Velsignelser sigerr vor Genløser os, at vor himmelske Fader ved, hvad vi har behov — han ved bedre end vi, hvilke jordiske Velsignelser der vil være til Gavn for os, og hvilke der vil skade os. Vi behøver derfor ikke som de uomvendte og Hedningerne at tænke paa og bede om jordiske Velsignelser. Men som de, der er kommet i Samfund med Faderen som Sønner og har fuld Tillid til Faderens Forsyn, kan vi vente, at han vil give os, hvad der er bedst, og vi kan derfor hvile trygt i Tro og Tillid til dette Løfte.

Den himmelske Fader har Behag i, at vi attraar og beder om mere og mere af den hellige Aand — om et Sindelag, som er i fuld Harmoni med hans Aand. Alle, der saaledes attraar, beder om og søger den, skal opnaa det, de længes efter. Faderen vil ordne alt saaledes for dem, at Hindringer for Aanden baade i dem selv og i deres Omgivelser skal blive besejret, saa at hans Kærligheds Aand kan helt opfylde dem. Men dette siger os ikke, at nogen ny Aandens Daab er nødvendig. Daaben fandt Sted ved Begyndelsen af den kristne Husholdning. Alt, hvad der nu er at gøre, er at aabne Sluserne i alle Retninger, saa at Kærlighedens og Sandhedens hellige Aand kan gennemtrænge alle vore Tanker, Ord og Gerninger. Vi behøver, at Gud i sin Visdom og i sit Forsyn viser os, hvad der tilstopper Sluserne, og hjælper os med at fjerne Forhindringerne.

Opfyldt af Hellighedens Aand kan kun den blive, som alvorlig attraar og søger den ved ihærdig Bøn. Kun i samme Grad, som Verdens Sind eller Aand bliver drevet ud af vore Hjerter, bliver vi fyldt med Guds hellige Aand eller indflydelse. Egenviljen maa ogsaa vige Pladsen, og da det kun er i samme Forhold, som vi tømmes for alle disse Ting, at vi kan modtage Herrens Fylde, ønsker han, at vi saa alvorlig skal attraa at blive fyldt [229] med hans Helligheds Aand, at vi er villige til, ja ivrige efter at afskaffe og udrydde enhver modsat Indflydelse og Vilje.

Dette er øjensynlig Apostelens Tanke, naar han beder for Menigheden i Efesus, at »Kristus [Kristi Aand] maa bo ved Troen i eders Hjerter [at han billedlig talt maa være Konge og Hersker over og Leder af alle Tanker, Ord og Gerninger], saa I, rodfæstet og grundfæstet i Kærlighed [Guds hellige Aand eller Sindelag], maa være i Stand til at fatte med alle de hellige, hvad Bredde og Længde og Dybde og Højde der er, og kende Kristi Kærlighed, som overgaar al Kundskab, for at I kan fyldes til al Guds Fylde« (Ef. 3, 17-19). Den, som er fyldt med Kristi Aand, og som fuldt ud værdsætter den Kærlighed, han lagde for Dagen, vil faa Faderens Aand i fuldt Maal.

Der er intet i det Skriftsted, vi er ved at undersøge, som paa nogen Maade kan fortolkes derhen, at den himmelske Fader ønsker, at hans Børn skal bede ham om en anden Gud — en tredje Person i en Treenighed af ligestillede Guder. En saadan Tanke staar i Modstrid med dette Skriftsted og med hele Sammenhængen. Og de, der nærer en saadan fejlagtig Anskuelse, maa være blinde for den sande Skønhed og Styrke i denne Forjættelse. Det vilde virkelig være besynderligt, om det ene Medlem af en ligestillet Treenighed af Guder sagde om det andet, at han var i Stand til og villig til at give det tredje Medlem til nogen, ligesom jordiske Forældre giver sine Børn Brød, Fisk og Æg (se de foregaaende Vers, Luk. 11, 11 12). Hele Skriftstedet bliver først klart og logisk, naar man med den hellige Aand forsttsar Guds Sind eller Indflydelse, som gives paa forskellig Maade for at trøste og opbygge Guds Børn i aandelig Henseende.

Vor Tekst indeholder en Sammenligning mellem kærlige jordiske Forældre, som giver sine Børn naturlig Føde, og vor kærlige himmelske Fader, der giver den [230] hellige Aand til dem, som beder ham derom. Men ligesom en jordisk Fader kun bringer Føden indenfor sin Families Rækkevidde, uden dog at paatvinge dem den, saaledes har ogsaa vor himmelske Fader bragt sine gode Naadegaver indenfor sin aandelige Families Rækkevidde, men han tvinger dem ikke paa os. Vi maa hungre og tørste efter dem, vi maa søge dem, ikke med Tvivl, men med Tro paa, at han er villig til at give os gode Gaver. Naar vi altsaa beder om at blive fyldt med Herrens hellige Aand, maa vi se os om for at finde, hvilket Middel han har tilvejebragt som Svar paa disse Bønner, som han selv har lært os at bede.

Vi finder da, at dette Middel er Sandhedens Ord. Dog er det ikke nok at udfinde, hvor det er. Om vi ønsker at blive fyldt, maa vi æde det. Vi maa naturligvis tage Del i Maaltidet; ellers vil vi ikke erfare den Mættelse, som det var Guds Hensigt, at vi skulde erfare ved at æde deraf. Den, der staar foran et rigt dækket Bord, men ikke vil æde af Retterne, vil være lige saa sulten, som om der slet ingen Føde havde været der. Ligesom vi ikke kan blive mætte alene ved at bede om Velsignelse over Maden, men maa æde af den, saaledes vil heller ikke Besiddelsen af Guds Ord og Bøn om at blive fyldt med Aanden være nok for os; vi maa æde Guds Ord, om vi vil opnaa hans Aand gennem det.

Herren erklærede: »De Ord, som jeg har talt til eder, er Aand og er Liv« (Joh. 6, 63). Og om alle dem, der er fyldt med Aanden, gælder det, som Profeten siger: »Jeg fandt dine Ord, og jeg aad dem« (Jer. 15,16; Aab. 10, 9). Det vil slet ikke gavne os, om vi beder »Herre, Herre, giv os din Aand!« men forsømmer Sandhedens Ord, som denne Aand har givet os, for at vi skulde opfyldes dermed. Om vi blot beder om Aanden, men ikke benytter de rette Midler til at opnaa Sandhedens Aand, vil vi vedblivende i det højeste være «spæde Børn i Kristus, der søger udvortes Tegn som [231] Bevis paa vort Samfund med Herren i Stedet for det indvortes Vidnesbyrd gennem Sandhedens Ord, som han har givet os.

Den hellige Aands Vidnesbyrd.

»Aanden selv vidner med vor Aand, at vi er Guds Børn.« — Rom. 8, 16.

Denne Sandhed er af den største Vigtighed for Guds Børn, fordi deres Besiddelse af »Guds Fred, som overgaar al Forstand« (Fil. 4, 7), i høj Grad afhænger af den. Hvorledes kan de have »Troens fulde Forvissning« (Heb. 10, 22), om de mangler Aandens Vidnesbyrd om, at de er Sønner, at de er blevet optaget i Guds Familie? Men hvor faa er dog ikke de, der har Forstaaelse af, hvad der menes med Udtrykket »Aandens Vidnesbyrd« eller gennem hvilke Erfaringer Aanden vidner om vor Sønneudkaarelse.

Det Spørgsmaal er altsaa meget vigtigt: Hvorledes vidner den hellige Aand for os med Hensyn til vor Enhed med Faderen — med Hensyn til, at vi er blevet Guds Sønner, og at vi ved Guds Forsyns Ledelse nu bliver forberedt til de herlige Ting, som Gud har beredt dem, der elsker ham og skal være vor Herre Jesu Kristi Medarvinger i det tusindaarige Rige? Aandens Vidnesbyrd er et af de Emner, de Kristne i Almindelig­hed har følt sig mest forvirret over. Da mange af de bedste blandt Guds Børn ikke ved, hvad Aandens Vidnesbyrd er, maa de bekende, at de ikke ved, om de har det eller ikke. Andre, som er mere opfyldt af Sikkerhed end af Kundskab, paastaar, at de har den hellige Aands Vidnesbyrd, idet de omtaler sine lykkelige Følelser som Bevis derpaa. Men før eller senere maa de, om de er oprigtige, bekende, at det Vidnesbyrd, de har sat sin Lid til, er meget utilfredsstillende, fordi det svigter dem, naar de trænger mest til det. Naar alle taler godt om dem, naar de er friske og sunde, naar de er velstillet i økonomisk Henseende, og naar [232] de har talrige Venner, føler de sig lykkelige; men i samme Forhold som deres Omstændigheder gaar i modsat Retning, føler de sig ulykkelige. De mister, hvad der efter deres Mening var »Aandens Vidnesbyrd«, og de raaber i Sjæleangst.

»Hvor er den Salighed jeg nød,
da først jeg Herren fandt«?

Saadanne bedrages og ledes vild af sine Følelser; de føler sig lykkeligere og mener, at de drages nærmere Gud paa Tider, da Modstanderen i Virkeligheden er ved at drage dem ind i Fristelser. Dette forklarer, hvorfor en Del Kristne saa ofte og saa pludselig »falder fra Naaden«, hvilket forbauser baade dem selv og deres Venner. Bedraget af et upaalideligt »Vidnesbyrd« følte de sig sikre, derfor var de ikke paa Vagt og faldt følgelig som et let Bytte for Fristelsen, netop som de følte sig »saa lykkelige i Herren« (?). Og de Prøvelser og Skuffelser, der skulde drage os nærmere til Faderen og lære os at sætte større Pris paa vor Frelsers kærlige Sympati og Omhu, gaar til Dels sporløst hen over denne Klasse; thi naar de har mistet sine Følelsers Vidnesbyrd, føler de sig saa fattige, saa hungrige og tørstige og længes saa meget efter, at de gode Følelser skal vende tilbage, at de gaar Glip af mange værdifulde Lærdomme, som vi kun kan opnaa ved, at vi læner os tillidsfuldt til Herrens Bryst og har Samfund med ham i Livets Getsemanestunder.

En anden Klasse Kristne, der har lært at forstaa det usikre i Følelsernes »Vidnesbyrd«, synes deraf at slutte, at Gud har negtet (dem idet mindste) ethvert paalideligt »Bevis« paa sin Gunst, ethvert sikkert »Vidnesbyrd« om, at de er antaget som »Sønner« i hans Familie. Denne Usikkerhed opstaar til Dels ved en Misforstaaelse af Læren om Udvælgelsen. Dog har disse Venner Ret, naar de slutter, at det ikke paa Grundlag af deres skiftende Følelser kan afgøres, hvorvidt de er Guds Børn [233] eller ej. Andre, som ser, at Skriften lover Fred til alle, der støtter sig paa Herren, dømmer om sin Sønneudkaarelse ud fra den Fred, de har i Sindet. Men naar de ser paa Hedningerne og de verdslige og opdager, at mange af dem øjensynlig ogsaa har Fred i Sindet, bliver deres Anskuelse om Aandens Vidnesbyrd utilstrækkelig til at nære deres Forhaabninger eller give dem Visshed. Saa kommer de mørke Stunder, og de siger »Hvor let kan vi dog ikke bedrages!« og de plager sig selv med Tanker om, at de har bedrøvet Aanden; »thi Frygten har Pine«. — 1 Joh. 4, 18.

Nogle, der besidder en stor Grad af Lettroenhed (fejlagtig kaldt Tro), forestiller sig, at de hører Aanden »hviske« til et indre Øre, og de er lykkelige derover — selv om de senere opdager, at det, der blev »hvisket« til dem, var fuldstændig usandt. Andre Kristne, som er mere logiske og derfor ikke saaledes kan narre sigselv, er forvirret over, at deres Venner saa tillidsfuldt kan hævde, at de har Aandens Vidnesbyrd, medens de ikke selv føler en saadan Forvissning.

Vanskeligheden ligger for en stor Del i den fejlagtige Anskuelse, at Aanden er en Person. Naar den Kendsgerning først bliver forstaaet, at Guds Aand er enhver Kraft eller Indflydelse, som Gud udøver, bliver Emnet klart, og »Aandens Vidnesbyrd« bliver let atskelne. Det vil være en Velsigneise for dem, der har dette Vidnesbyrd, — at vide det med Sikkerhed. Og det vil være en Velsignelse for dem, der ikke har det, at komme til at indse, at de mangler det, saa at de kan opfylde Betingelserne og opnaa Vidnesbyrdet, uden hvilket ingen har Ret til at betragte sig som et Guds Barn og som antaget af Faderen.

Hvilken Glæde og guddommelig Fred kommer der ikke til dem, der har det sande Vidnesbyrd — til dem, der har gennemgaaet de rette Erfaringer og lært at aflæse dem rigtig! Det er dem i Sandhed Glæde i Sorg, Lys i Mørke, Trøst i Trængsel og Styrke i Svaghed. [234] Fuldstændig og tydelig Vejledning angaaende saavel dette Emne som alle andre Emner findes i den vidunderlige Bog, vor Faders Ord — Bibelen. I den og gennem dens Vidnesbyrd vidner Guds Aand med vor Aand.

»Hvor fast er den Grundvold, Forjættelsens Ord,
som lagt er for helliges Tro her paa Jord!
Hvad mer kan han sige, end alt han har sagt,
til eder, som Hvilen hos Jesus nar smagt?«

Hvorledes kendes Aandens Vidnesbyrd?

Man kan lære et Menneskes Sind eller Aand at kende af hans Ord og Opførsel. Og paa samme Maade kan vi kende Guds Sind eller Aand af hans Ord og Handlinger. Hans Ords Vidnesbyrd er, at enhver, som kommer til ham (ved Tro paa Jesus og ved Omvendelse fra daarlige og døde Gerninger), bliver antaget (Heb. 7, 25). Det Spørgsmaal, vi maa stille os selv, naar vi søger Aandens Vidnesbyrd angaaende vor Antagelse som Sønner, bliver altsaa følgende:

Er jeg nogensinde blevet draget til Kristus, til at antage ham som min Genløser, ved hvis Retfærdighed alene jeg kunde faa Adgang til den himmelske Fader og blive antaget af ham?

Dersom dette kan besvares bekræftende, maa vi dernæst spørge:

Har jeg nogensinde fuldt ud indviet mig selv — mit liv, min Tid, mine Talenter, min Indflydelse, mit alt — til Gud?

Om ogsaa dette Spørgsmaal kan besvares bekræftende, kan Spørgeren være fuldt forvisset om, at han er blevet antaget af Faderen i den elskede og anerkendt af ham som en Søn. Om han dernæst, idet han undersøger sit Hjertes Ønsker og Følelser, finder, at han endnu stoler paa Kristi Fortjeneste og endnu er indviet til at gøre Herrens Vilje, kan han trygt lade sit Hjerte fyldes med Glæde og Fred, som Tanken om, at han er i Harmoni og Samfund med Gud, fører med sig. Denne Overbevisning [235] om Herrens Naade mod os i Kristus, dannet, som den er, ved vore egne Erfaringer og bygget paa Guds uforanderlige Karakter og Ord, er ikke omskiftelig eller foranderlig, som den vilde være, om den var opbygget paa Følelsernes bevægelige Sand. Om Tvivl eller Frygt vil trænge sig ind paa os i en eller anden mørk Stund, behøver vi blot at tage »Lygten« (Guds Ord) og paany undersøge vor Stilling og Grundvolden; og om vore Hjerter endnu er trofaste overfor Herren vil Troen, Glæden og Freden øjeblikkelig vende tilbage til os; om vi finder, at vor Tro paa »det dyrebare Biod« er ved at svinde hen, eller at vi er ved at glide bort fra vor Indvielsespagt, vil vi forstaa, hvorledes det i Virkeligheden forholder sig med os, og kan da straks foretage de Skridt, som er fornødne til at genoprette »Troens fulde Forvissning« (Heb. 10, 22). Men læg Mærke til, at enhver, der vil have denne Forvissning, maa »stadfæste, at Gud er sanddru« (Joh. 3, 33 — eng. Overs.), at Herren ikke forandrer sig, men »er i Gaar og i Dag den samme, ja, til evig Tid«. Guds Børn kan derfor være forvisset om, at naar de én Gang er kommet ind i Guds Gunst, kan de forblive i denne Stilling, saa længe deres Hjerter er loyale overfor Gud og deres Ønsker i Harmoni med hans Vilje, d. v. s. saa længe de i Hjertet er lydige mod Guds Befalinger, der er sammenfattet i Ordet Kærlighed — Kærlighed til Gud og Mennesker. — Heb. 11. 6; 13, 8.

Enhver, som har taget de nævnte Skridt, har Forvissningen, Guds Ords »Vidnesbyrd«, om, at han er et Guds Barn. Og dette betyder nu i Evangelietidsalderen, at han er en Gren paa det sande Vintræ, et Prøvemedlem af den sande Menighed (Joh. 15, 1). For saadanne vidner Guds Ord, at de er kommet i Forbindelse med den sande Menighed, der er Kristi Legeme. Dette Vidnesbyrd gives deres Aand, deres Sind, af Guds Aand, der vidner gennem hans Ord. Og den samme Sandhedens Aand forsikrer dem om, at dersom de af Hjertet [236] vedbliver at være trofaste mod Herren til Slutningen af sin Prøvetid — om de villig og med Glæde daglig tager Korset op og søger, saa godt de formaar, at følge i Mesterens Fodspor, vil de om kort Tid blive forvandlet fra at være Medlemmer paa Prøve til at være virkelige Medlemmer af Kristi Menighed, efter at de har fuldendt sit Løb og er blevet delagtige i hans Opstandelse, den første Opstandelse. — Fil. 3, 10.

Guds Aand vidner imidlertid gennem hans Ord lige saa klart om, at det er muligt for dem, som allerede er blevet Grene paa det sande Vintræ, at blive afskaaret, om de er utro — om de undlader at frembringe de rette Frugter af Kærlighedens Aand. »Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den tager han [Faderen] bort, og hver den, som bærer Frugt, den renser [beskærer] han, for at den skal bære mere Frugt (Joh. 15, 2). Guds Aand vidner saaledes gennem Guds Ord om, hvorledes Faderen handler med sine Sønner. Han tugter dem, renser dem, tager det daarlige bort og udvikler de frugtbærende Egenskaber. Gennemgaar vi altsag disse Erfaringer efter at være kommet i Forbindelse med »Vintræet«, er dette et Aandens Vidnesbyrd om, at vi endnu er paa »Vintræet«, endnu anerkendes som »Grene« paa det — endnu er Genstand for Herrens Omsorg og Tugt. Hvis vi derimod efter at være kommet i Forbindelse med Vintræet savner disse Tugtelser, Renselser o. s. v., mangler vi dette »Aandens Vidnesbyrd« og har i samme Grad Grund til at tvivle om vor Stilling overfor Herren. — Heb. 12, 7.

Hvis vi alle var absolut fuldkomne og dette ved Provelser var blevet bevist, vilde Sagen stille sig helt anderledes. Gud vilde da elske os paa Grund af vor Fuldkommenhed og vor Harmoni med ham. Tugt og bitre Erfaringer vilde da være Tegn paa hans Ugunst. Men nu ved vi, at vi alle er ufuldkomne, at vi alle er langt fra at staa paa Højde med den guddommelige Maalestok, at det kun er vort nye Hjerte, vor nye Vilje, vort omformede [237] Sind, vor omdannede Aand, der er antagelig for Gud, og det gennem Kristi Fortjeneste, for at vi kan blive øvet og udviklet og derved fuldkommengjort i aandelig Henseende. Kun i samme Forhold, som vi lærer at indse Guds Fuldkommenheder og vore egne Mangler, kan vi værdsætte de mange og vigtige Lærdomme, vi skal lære, og Nødvendigheden af de Prøvelser, vi maa gennemgaa for at udvikles til Lighed med Gud.

Skriften lærer os, at den himmelske Fader er ved at opbygge et herligt, aandeligt Tempel, i og gennem hvilket Menneskeslægten vil kunne komme til Forsoning med ham og blive ett med ham. Vi finder i Skriften den store Arkitekts Plan med Hensyn til dette Tempel. Og Planen for det hele blev fremstillet i vor Herre Jesu Kristi Person, Bygningens Hovedhjørnesten eller »Topsten«, som er »lagt i Himmelen«. Vi kan derved se, hvad der fordres af alle dem, der ønsker at blive antaget af Gud som »levende Stene« i dette Tempel og blive opbygget sammen med Hovedet, Kristus, til »en Bolig for Gud i Aanden«. Vi ser, hvor uslebne vi selv er af Naturen, og hvor meget vi er ude af Harmoni med Templets yndefulde Linjer, saaledes som de er fremstillet, i »Topstenen«. Vi kan let se, at der behøves megen Tilhugning, megen Polering for at tilpasse os og berede os til en Plads i dette Tempel, hvad vi ved Guds Naade haaber at opnaa. De, der finder, at de ikke faar saadanne Slag af Herrens Hammer og Mejsel, savrier derfor dette »Vidnesbyrd«, om hvilket Guds Aand gennem hans Ord vidner, at det maa blive alle de levende Stene i dette Tempel til Del, og som selv den store Topsten ikke undgik. Om Guds Forsyn ikke leder os paa en »snever Vej« med et visst Maal af Vanskelighed og Modstand at overvinde, om vi faar Lov at leve uden Prøvelser og Bekymringer, da kan vi med Sikkerhed vide, at Gud ikke handler med os som ged de levende Stene, der skal udgøre Dele af »Templet« [238] — Sønnerne — fordi vi savner dette »Vidnesbyrd« om vor Antagelse og Forberedelse. Hvis vi skulde komme til at indse, at vor Stilling er saadan, bør dette lede os til straks at spørge Herren, hvorfor vi ingen Trængsler og Vanskeligheder har, og vi bør da »ransage os selv, om vi endnu er i Troen (2 Kor. 13, 5), og om vi endnu bestræber os for at vandre trofast i Mesterens Fodspor, fuldt indviet til at gøre vor himmelske Faders Vilje. Men om vi har dette »Vidnesbyrd«, om vi saaledes bliver tilhugget, slebet, renset og tugtet, lad os da modtage alt taalmodig og med Glæde og vurdere det som Beviser paa vor Faders Kærlighed og som vigtigt og nødvendigt for vor Opnaaelse af det, vi er kaldt til. Vi bør kunne indse, at dette er i fuld Overensstemmelse med Aandens Vidnesbyrd om, at vi er Guds Søn­ner, »Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, [kun] saafremt vi lider med ham, for at vi ogsaa skal herliggøres med ham«. — Rom. 8, 17.

Forskel paa Aandens Tjenester.

»Den Herren elsker, den tugter han, og han hudstryger hver Søn, som han tager sig af. . . Men er I uden Tugt, . . . da er I uægte og ikke Sønner.« — Heb. 12, 6. 8.

Trængsler og Vanskeligheder kommer over Verden saavel som over Herrens hellige; men de er kun Tegn paa Sønneudkaarelse for dem, som er fuldt indviet til at gøre Faderens Vilje. Guds Aand og Ord »vidner kun for hans Børn. De Renselser og Tugtelser, som gives i Herrens Familie, er heller ikke altid af samme Art. Ligesom Menneskers Børn behøver forskellig Slags og forskellige Grader af Tugtelse, saaledes er det ogsaa med Guds Børn. For nogle er et misbilligende Blik tilstrækkeligt, andre maa bebrejdes med Ord, atter andre maa revses med Slag, nogle endda gentagne Gange. En jordisk Fader har mest Behag i det lydige og hengivne Barn, for hvilket et bebrejdende Ord eller et Blik er nok til at rense det onde bort. Og saaledes erklærer [239] ogsaa vor Fader i Himmelen, at han har Behag i dem, som  »er forfærdet over hans Ord«. — Es. 66, 5.

Disse samarbejder med Gud ved Udviklingen af sin Karakter. De lægger Mærke til sine egne Mangler og søger at rette dem, idet de lytter til Faderens retledende, belærende eller kærlig bebrejdende Stemme og altid søger at være velbehagelige for ham.

Om denne Klasse er det, Apostelen skriver, at de dømmer sig selv og derfor ikke behøver saa meget at Herrens Tugtelse (1 Kor. 11, 31). Denne Klasse bestaar af de fuldt indviede. Det er dem, der vil blive Sejrvindere, og som vil blive agtet værdige til Medarveret med Kristus i hans Rige. Til disse lydige og agtpaagivende siger Herren: »Jeg vil give dig Raad med mit Øje«, og de siger med Asaf: »Du leder mig ved dit Raad, og derefter optager du mig i Herlighed.« De, som ikke kan vejledes paa anden Maade end ved stadige Revselser, hører ikke til den sejrvindende Klasse og vil ikke blive agtet værdige til at blive Herrens Brud og faa et saadant »Vidnesbyrd« af Herren ved Sandhedens Aand. — Ps. 32, 8 ; 73, 24; Aab. 7, 9. 14.

Dog er Tugtelser ikke altid Beviser paa Fejl eller et »Vidnesbyrd« om Herrens Mishag. Tvertimod; saaledes som det var med Herren, saaledes er det ogsaa med hans tro Efterfølgere. Gud leder de trofaste og lydige ad Lidelsens og Selvfornegtelsens Sti, ikke for at tugte en genstridig Vilje, men for ved Selvopofrelser at prøve Graden af deres Kærlighed til og Hengivenhed for Faderens Vilje og Retfærdighedens Sag. Ligesom Jesus blev tugtet for vore Overtrædelser, ikke for sine egne, da han bar manges Synder, saaledes lider ogsaa hans Efterfølgere i mange Henseender ikke for sine egne Fejl, men paa Grund af andres; thi de er, som Apostelen siger, kaldt til at opfylde det, som fattes i Kristi Trængsler for hans Legeme, der er Menigheden. — Kol. 1, 24. [240]

Hvad den hellige Aand vidner.

Lad os i Lyset af det foregaaende undersøge os selv, om vi har »Aandens Vidnesbyrd«, om vi er Guds Børn; og lad os hyppig gentage denne Undersøgelse og saaledes »vaage« og bevare os selv i Guds Kærlighed, idet vi altid glæder os over hans Aands Vidnesbyrd.

Renses vi stadig? Gennemgaar vi saadanne Erfaringer, store og smaa, der mere eller mindre hurtig fjerner de kødelige Tilbøjeligheder, der strider mod Sjælen, som f. Eks. Vrede, Ondskab, Had, Misundelse, Kivagtig­hed, Selviskhed, Plumphed og alt, hvad der er i Modstrid med Livets Aands Lov i Kristus Jesus — Kærlighedens Aand? Hvis saa er, vil vi sikkert ogsaa i samme Grad, som vi ser dette Renselsesarbejde foregaa hos os, kunne iagttage hos os selv en Vækst i den rigtige Retning — i Sagtmodighed, Taalmodighed, Mildhed, Broderkærlighed og Kærlighed til alle. Enhver, som efter en omhyggelig Undersøgelse i Overensstemmelse med de Anvisninger, der er givet i Guds Ord, kan indse, at han gennemgaar saadanne Erfaringer, ved, at han stadig er antaget af Gud, fordi han har dette Aanden Vidnesbyrd.

Atter vidner Aanden: »Hver den, som er født [avlet] af Gud, synder ikke« (1 Joh. 5, 18). Gudsbarnet kan blive overvældet af sin gamle Natur (der er regnet for død, men ikke virkelig er død); det kan blive overlistet af en Synd, kan fejle i Dom eller i Ord, men vil aldrig med Vilje overtræde Guds Lov. Hvis altsaa vort Hjerte kan svare, at vi fryder os ved at gøre Guds Vilje og ikke med Vilje vil krænke den eller paa nogen anden Maade sætte os op imod den; men at vi ønsker, at Guds Vilje skal ske og hans Plan opfyldes, selv om det skulde omstyrte vore kæreste Forhaabninger og sønderrive ethvert ømt Baand, da har vi det Vidnesbyrd, at vor Aand eller vort Sind stemmer overens med det Sandhedens Aands Vidnesbyrd, som vi her har beskrevet. [241] Dette er et Vidnesbyrd, ikke alene om, at vi en Gang blev optaget i Guds Familie, men om, at vi endnu er der.

Aanden vidner gennem Guds Ord, at Guds Børn er adskilt fra Verden — at deres Forhaabninger og Planer og hele Aand eller Sindelag er forskellig fra Verdens. »Var I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke er af Verden, ... derfor hader Verden eder.« »Og alle, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal blive forfulgt.« — Joh. 15, 19; 2 Tim. 3, 12.

Kan vore Hjerter vidne, at disse Ord svarer til vore Erfaringer i Livet? Hvis saa er, vidner Guds Aand (Sind) atter med vor Aand (vort Sind), at vi er hans. Vi maa ikke glemme, at Verden, som Herren taler om, indbefatter alle de verdsligsindede, i hvem Verdens Aand har Raaderum. Paa Herrens Tid gjaldt dette den jødiske Menighed af Navn. Ja, alle Forfølgelser imod ham skyldtes i Virkeligheden dem, der bekendte sig at være religiøse. Derfor maa vi ikke undres over, at alle, der vandrer i Jesu Fodspor, har lignende skuffende Erfaringer og finder, at Verdens Aand i dens mest fiendtlige Skikkelse lægges for Dagen af saadanne, hos hvem vi mindst skulde vente det — nemlig nogle af dem, som udgiver sig for at være Guds Børn. Det var de religiøse Ledere paa Jesu Tid, der kaldte ham Beelsebul, Djævlenes Fyrste. Den hellige Aand vidner gennem Herrens Ord og siger: »Har de kaldt Husbonden Beelsebul, hvor meget mere da hans Husfolk« (Matt.10, 25). Hvis der altsaa tales ilde om os paa Grund af, at vi er forbundet med Sandheden og tjener den, har vi deri et yderligere Aandens Bevis for eller Vidnesbyrd om, at vi er paa den rette Vej.

Havde Jesus sluttet sig til de populære Ledere i den jødiske Menighed og afholdt sig fra at sige Sandheden i Kærlighed, afholdt sig fra at udpege Tidens falske Lærdomme, vilde han ikke være blevet hadet og forfulgt; tvertimod, han vilde da sandsynligvis være [242] blevet »højt agtet iblandt Menneskene«. Men, som han selv erklærede, meget af » det, som er højt i Menneskers Øjne, er en Vederstyggelighed for Gud«. — Luk. 16, 15.

Havde Herren holdt sig i Ro og afstaaet fra at blotte de Skriftkloges og Farisæernes Hyklerier, Skændigheder, lange Bønner og falske Lærdomme, vilde de sikkert have ladet ham i Fred og ikke have forfulgt ham, og han vilde da ikke have lidt for Sandhedens Skyld. Saaledes er det ogsaa med hans Efterfølgere. De, der har Sandheden og Sandhedens Aand, og som følger Herrens Vejledning og lader sit Lys skinne, vil være udsat for Had og Forfølgelse. Men om de af disse Grunde, og medens de gør sit bedste for at fremstille Sandheden i Kærlighed, lider derfor, er de salige, som Apostelen siger, fordi »Herlighedens og Guds Aand hviler over dem; de har dette Aandens Vidnesbyrd om, sin Trofasthed paa den snevre Vej. — 1 Pet. 4, 14.

Atter vidner den hellige Aand gennem Herrens Vidnesbyrd, at enhver, der skammer sig over Genløseren og den Sandhed, han lærte, ham vil Herren skamme sig over, naar han kommer for at samle sine Juveler (Mark. 8, 38). Enhver altsaa, som i sit Hjerte finder en saadan Kærlighed til Herren og hans Ord, at han har sin Glæde i ved enhver passende Lejlighed at bekende Jesus som sin Genløser og Herre og trofast at fremstille hans Ords Vidnesbyrd, har, saa længe han staar i denne Stilling, endnu et Vidnesbyrd fra den hellige Aand om, at han er et Guds Barn og Arving ti? Riget. En saadan har Grund til at glæde sig over Herrens Forjættelse, at det er den Slags Kristne han vil være glad for at vedkende sig overfor sin Fader og de hellige Engle. Men om nogen ikke har dette Vidnesbyrd, om deres Hjerte tvertimod vidner, at de skammer sig ved at bekende, at de er hans Efterfølgere, skammer sig ved hans »Brødre«, Lemmerne paa hans Legeme, og skammer sig ved de Lærdomme, han lærte, da har disse deri et Aandens Vidnesbyrd om, at, hvis ingen Forandring til [243] det bedre sker med dem, vil Herren skamme sig over dem ved sit andet Komme og ikke vedkende sig dem overfor Faderen og hans hellige Sendebud.

Endvidere vidner den hellige Aand, at »alt det, som er født [avlet] af Gud, sejrer over Verden; og dette er den Sejr, som har sejret over Verden: vor Tro« (1 Joh. 5, 4). Lad os undersøge vort Hjerte, vor Aand, vort Sind i Lyset af dette den hellige Aands Vidnesbyrd. Er vi Sejrvindere efter denne Norm? Normen er den, at vi for at kunne høre Herren til, maa være ude af Harmoni med Verden, i Modstrid med den, dens Forhaabninger, dens Ærgerrighed. Tanken om Modstrid ligger i Udtrykket »sejrer over Verden«. Vi kan let se, at ingen, som er i Sympati og Forbindelse med Verden og dens Selviskheds, Stoltheds og Ærgerrigheds Aand, kan sejre over den.

Før vi bestemt afgør, om vi er ved at besejre Verden eller ikke, saa lad os lægge Mærke til, at vi ikke skal besejre Verden ved Smiger, heller ikke ved at slutte os til den i dens Daarskaber og forsøge at give disse et religiøst Anstrøg. Vi skal heller ikke besejre Verden ved at indlade os paa moralsk eller religiøst Arbejde, ved at undervise i en Søndagsskole eller hjælpe de fattige eller ved at slutte os til et sekterisk Kirkesamfund. Det er ikke paa den Maade, Herren viser os eller »vidner« om, at vi kan overvinde Verden. Han siger os derimod ganske bestemt, at den Sejr, der overvinder Verden, er vor Tro. Aanden vidner saaledes, at for at kunne blive Sejrvindere, maa vi »vandre i Tro, ikke i Beskuelse« ; vi maa ikke se hen til de Ting, der sees — Popularitet, verdslig Storhed, sekterisk Storhed o. s. v. — men vi maa se hen til de Ting, der ikke sees, nemlig de aandelige og evige Ting. — 2 Kor. 4, 18.

Endvidere vidner den hellige Aand for os gennem Ordet, at vi, om vi er Guds Børn, hverken behøver at være uvidende om de nærværende eller de »tilkommende Ting«, fordi vi er oplyst og lært af Gud gennem hans [244] Naades Ord, Aandens Ord. Efterhaanden som vi modnes, »vokser i Naade«, vil vi ønske, søge og opnaa foruden Ordets Melk den »haarde Føde«, om hvilken Apostelen erklærer, at den er for dem, som er mere udviklet (1 Pet. 2, 2; Heb. 5,13.14). Udvikling af Aandens Frugter — Tro, Standhaftighed, Kundskab, Selvbeherskelse, Taalmodighed, Frimodighed, Broderkærlighed og Kærlighed til alle — vil bringe os i nærmere Samfund med Faderen og med den Herre Jesus, saa at Herren kan blive i Stand til at meddele os mere og mere Kundskab om sine herlige Planer saavel som om sin egen herlige Karakter.

Apostelen hentyder til denne Vækst, naar han siger »Thi naar disse Ting findes hos eder og faar vokse, da viser de, at I ikke er uvirksomme eller ufrugtbare i Kundskaben om vor Herre Jesus Kristus; thi den, som ikke har disse Ting, han er blind, nærsynet.... Thi naar I gør disse Ting, da skal I ingensinde snuble; thi paa denne Maade skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herre og Frelser Jesu Kristi evige Rige.« — 2 Pet. 1, 5-11; jfr. Joh. 16, 12. 15.

Enhver bør stille sig selv det Spørgsmaal, hvorvidt han har dette Aandens Vidnesbyrd, Vidnesbyrd om, at han vokser som en ny Skabning i Kristus Jesus, og at de her nævnte Frugter er ved at udvikles og modnes hos ham. Lad os ogsaa huske, at vor Vækst i Kærlighed og i alle øvrige Aandens Frugter i høj Grad er afhængig af vor Vækst i Kundskab; men paa den anden Side er vor Vækst i Kundskab om de guddommelige Ting ogsaa afhængig af vor Vækst i Aandens Frugter. Ethvert Trin fremad i Kundskab bringer et tilsvarende Trin fremad i Pligtfølelse og Lydighed. Og ethvert Trin taget i Lydighed vil blive efterfulgt af et Trin fremad i Kundskab. Thi saaledes, vidner Aanden, skal deres Erfaringer være, der bliver oplært af Gud i Kristi Skole. Hvis vi har dette Aandens Vidnesbyrd om Vækst baade i Naade og Kundskab, lad os da glæde os derover, [245] og lad os gaa videre paa den samme Vej, indtil vi ved Guds Ledelse bar opnaaet Fuldkommenhed baade i Kundskab og i Naade.

Den hellige Aands fremtidige Vidnesbyrd.

Den hellige Aand vil i næste Tidsalder vidne for den forsonede Menneskeslægt paa lignende Maade, men under helt andre Omstændigheder. De, der da besidder Aanden, vil ikke længere være nogle faa særlige Tjenere og Tjenerinder, men, som Profeten Joel erklærer, »alt Kød« (Joel 3, 1). Aandens »Vidnesbyrd« vil ikke længere være, at »alle, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal blive forfulgt«; der vil da ingen Forfølgelse blive tilladt. Den vil ikke længere »vidne« om en »snever Vej i Selvopofrelse; thi Offerdagen vil da være forbi. Der skal være en Alfarvej uden Snublestene (Es. 35, 8; 62, 10). Da skal Aanden »vidne«, at »de onde skal udryddes, men de, som bier efter Herren, skal arve Landet« (Ap. G. 3, 23; Ps. 37, 7-11). Den skal vidne, at der skal komme Velsignelser over den, som gør det gode, og Straf og Ødelæggelse over den, der forsætlig gør det onde. Det er den samme Guds Aand, som da skal vidne, men under forskellige Tjenesteforhold.

Nu, da vi har lært, hvorledes den hellige Aand »vidnem, og hvad nogle af dens Vidnesbyrd i Guds hellige Ord indeholder, finder vi, at disse i Sandhed er meget mere tilfredsstillende end de skiftende Følelser af Glæde, Tvivl og Frygt, der skyldes forskellige mentale og fysiske Tilstande — Følelser, der af nogle urigtig kaldes for den hellige Aands Vidnesbyrd. Vi maa dog henlede Opmærksomheden paa den Kendsgerning, at Guds Aand ikke kan vidne paa samme Maade med alle Kristnes Aand eller Sind. Alle Kristne, som har stor Erfaring og er meget udviklet, skulde have Vidnesbyrd paa alle disse Punkter og paa endnu andre Punkter, der er fremholdt i Skriften. Men der er ogsaa unge Kristne, som endnu ikke er kommet saa langt frem, at de har alle [246] disse Vidnesbyrd. Nogle kan maaske være avlet af Herren og dog blot have faa af dem. Den store Vingaardsmand venter ikke at finde hverken moden eller umoden Frugt paa det unge, spæde Skud.

Det første Vidnesbyrd, som den nylig avlede maa have, er dette, at han er antaget af Herren, at han er en ung Gren paa det sande Vintræ, og at han er blevet delagtig i Vintræets Aand — i Ønsket om at vokse og blive lig Vintræet og frembære Frugt. Det maa dog ikke vare længe, efter at Grenen er skudt frem, før der kommer Tegn til Blade og Knopper, der giver Haab om Frugt. Det lille nyfødte Barn i den aandelige Familie aabenbarer sin Forbindelse med de ældre og mere udviklede Medlemmer af Familien ikke ved at æde af den stærke Føde, der kunde kvæle det, men ved at attraa den styrkende Melle for at vokse herved. — 1 Pet. 2, 2.

De, som finder, at de har nogle af de i det foregaaende nævnte Aandens Vidnesbyrd, bør i samme Grad glæde sig. Og enhver Enkelthed, som de mangler, maa de bestræbe sig for at udvikle, saaledes at de tilsidst kan have Aandens Vidnesbyrd til Gunst for sig paa ethvert Punkt, hvor Skriften vidner angaaende Herrens trofastes Vej og Erfaringer. Saadanne behøver ikke længere at nære nogen Tvivl; de vil vide, idet de har Troens fulde Forvissning og bliver opbygget og rodfæstet i Troen. Gud har ordnet det saaledes, at vi helt kan undgaa Frygt, thi vor Tillid hviler sikkert paa Guds Forjættelser, der aldrig slaar fejl. Dette gælder altsaa ligesaa meget Prøvelsens, Modgangens og Mørkets Tid, som naar vi i særlig Grad føler Glæden over vor himmelske Faders Velbehag.

Helliget ved Aandeu.

»I har ladet eder aftvætte, I er blevet helliget, I er blevet retfærdiggjort i den Herre Jesu Navn og i vor Guds Aand.« — 1 Kor. 6, 11.

At hellige betydr at sætte til Side eller udtage særskilt. Alle, som er blevet helliget, udtaget, fuldt ud indviet [247] til Gud, maa først være blevet aftvættet eller retfærdiggjort — enten virkelig renset fra Synd eller paa tilregnet Vis renset — »retfærdiggjort ved Tro«. Virkelig Retfærdiggørelse vil være den Vej, der vil føre til Gud i Tusindaarsriget. Paa denne Vej vil Verden vandre under den store Midlers Vejledning og ved hans Hjælp, og dette vil være en Del af Forsoningsgerningen. Tilregnet Retfærdiggørelse, d. v. s. Retfærdiggørelse ved Tro, er den Anordning, hvorefter der handles i Evangelietidsalderen, og hvorved vi, der er Syndere af Naturen, og i hvis Kød der intet fuldkomment bor, bliver regnet som rene, hellige, retfærdiggjorte, antagelige for Gud, idet vi har modtaget Kristus som vor Genløser. Vi tror Skriftens Vidnesbyrd om, at »Kristus døde for vore Synder efter Skrifterne. Og idet vi tror dette og ønsker at undfly Synden, antager Gud os som fuldkomne og syndfri, som retfærdiggjorte ved Kristi dyrebare Blods Fortjeneste. Og saaledes retfærdiggjort ved Tro har vi Fred med Gud, kan komme til ham og blive modtaget af ham og kan begynde at udføre Gerninger, der er velbehagelige for Faderen ved vor Herre Jesu Kristi Fortjeneste. Beviset for vor Retfærdiggørelse og Helliggørelse faar vi gennem Ordet, og det kaldes Aandens »Besegling« og »Vidnesbyrd« i os.

Den Kraft, der sætter os i Stand til at leve op til vore Indvielsesløfter, er den hellige Aand eller Guds hellige Sind, der gives os som et Resultat af vor Tro paa Kristus og vor Indvielse til at være »døde med ham«. Sandhedens Aand, som vi faar ved Studiet at Faderens Ord og ved at være lydige mod dette, giver os den nødvendige Styrke til at besejre Verden og vore egne forvendte Tilbøjeligheder. Overensstemmende her med siger den Tekst, vi har under Behandling, at den Renselse og Retfærdiggørelse, vi har gennemgaaet, vor Udtagelse til Retfærdighed og Adskillelse fra Synd — alt dette er blevet os til Del ved Kristi Fortjeneste og [248] ved Formidling af Hellighedens Aand, Guds Aand, som vi har modtaget.

Andre Skriftsteder er i fuld Harmoni hermed. Apostelen Paulus bad for Menigheden: »Han selv, Fredens Gud, hellige eder helt igennem« (1 Tess. 5, 23). Dette modsiger ikke det, som er sagt ovenfor, nemlig, at det er Guds hellige Aand, som helliger. Det er Gud selv, som helliger, og det Middel eller den Kanal, han benytter, er den hellige Aand — ikke en anden Person.

Apostelen Peter erklærer, at Menigheden er »udvalgt efter Gud Faders Forudviden i Aandens Helliggørelse [Udtagelse] til Lydighed« (1 Pet. 1, 2). Tanken her er den, at de, som Gud nu anerkender som sine udvalgte, og som han opmuntrer til at gøre sin Kaldelse og Udvælgelse fast, ikke udvælges tilfældig, men efter faste Principer, og disse Principer indbefatter, at hvis Guds hellige Aand (Sandhedens Indflydelse) ved at virke paa dem bringer dem til fuld Lydighed (Hellighed) overfor Faderens Vilje, Plan og Forsyn, skal de udgøre de udvalgte.

I et af sine Breve (Ef. 5, 25. 26) tilskriver Paulus Guds Ord denne helliggørende og rensende Magt paa Menigheden, idet han siger: »Kristus elskede Menigheden og gav sig selv for den for at hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet i Ordet.« Apostelen modsiger ikke her sin tidligere Udtalelse, at det er Gud, som helliger Menigheden, og heller ikke sin anden Udtalelse, at det er Guds Aand, som helliger Menigheden. Klart og uomtvistelig er hans Tanke i alle tre Tilfælde den, at det er Guds hellige Aand, der virker gennem Sandhedens Ord, som skal udføre denne Renselse, Retfærdiggørelse og Helliggørelse i os.

Vor Herre Jesus bad derfor ogsaa: »Hellige dem i Sandheden, dit Ord er Sandhed« (Joh. 17, 17). De forskellige Skriftsteder, som taler om dette Emne, lærer altsag, naar de sammenholdes, at Menighedens Helliggørelse udføres af Sandhedens Aand, der tildeles de indviede [249] ved Guds Ord, som han har givet dem netop med dette Formaal for Øje.

Alle, som saaledes er blevet helliget, regnes for »nye Skabninger i Kristus Jesus« og tiltales som de, der er »helliget i Kristus« (1 Kor. 1, 2). Dog er denne Helligelse i Kristus ikke forskellig fra Helliggørelsen ved Guds Aand eller ved Guds Ord. Thi derved, at vi anerkender Guds Plan og Ledelse og naar frem til at blive helliggjort af Aanden, bliver vi ett med Kristus, vor Herre. Dette fremgaar endvidere af det Skriftsted, som siger »Baade den, som helliggør, og de, som helliggøres, er alle af én [af én Aand, ett Sind, avlet af Sandhedens Aand]; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem Brødre« (Heb. 2, 11). Saaledes er det, at vi aftvættes, helliges og retfærdiggøres i den Herre Jesu Navn og i vor Guds Aand, Sandhedens Aand.

Bliv fyldt af Aandeu.

»Bliv feldt af Aanden, saa I taler til hverandre med Salmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i eders Hjerter og altid siger Gud og Faderen Tak.« — Ef. 5, 18-20.

Dette Skriftsted indeholder den Tanke, at Guds Børn kan have en større eller mindre Grad af hans Aands Fylde. For at være hans Børn maa man i det mindste have noget af hans Aand; thi »har nogen ikke Kristi Aand, da hører han ikke ham til« (Rom. 8, 9). Det afhænger i høj Grad af os selv, af vor Benyttelse af de Midler, som Gud har givet os, i hvor stor Udstrækning vi er fyldt af hans Aand eller Sind, Sandhedens Aand eller Indflydelse, som han har aabenbaret netop for at hellige vort Hjerte og vort Liv og adskille os fra dem, der har Verdens Aand.

Her har vi atter et af de Skriftsteder, som viser, hvor urimeligt det er at opfatte den hellige Aand som en Person, som én af tre ligestillede Guddomspersoner, der tilsammen udgør en Treenighed. Thi om den hellige [250] Aand var en Person, saa kunde der ikke blive Tale om at blive fyldt af den i større eller mindre Grad. Hvis en Person skulde kunne komme ind i vort Hjerte, saa maatte det udelukkende afhænge af hans Størrelse, hvorvidt han der kom til at opfylde et større eller et mindre Rum. Men hvorledes skulde vi kunne tænke os, at en personlig hellig Aand, en, som var ligestillet med den Højeste, skulde kunne komme ind i et ufuldkomment Menneskes lille Hjerte endog uden helt at fylde dette! Men naar vi faar den rigtige Forstaaelse af Guds Kraft og Indflydelse, bliver Apostelens Formaning straks meget begribelig. Han mener, at vi stadig skal søge at blive fyldt med Guds hellige Sindelag, som er blevet saa skønt fremstillet i vor kære Genløsers, hans enbaarne Søns, Person og Lydighed.

Og denne Tanke om at blive fyldt med den hellige Aand er i Harmoni med Apostelens Ord paa et andet Sted, hvor han sammenligner vore dødelige Legemer med sprukne og utætte Lerkar, som Gud lader fyldes med sin hellige Aand. Idet Apostelen henleder vor Opmærksomhed paa, hvor ufuldkomne vi er, og hvor let Guds hellige Aand eller Indflydelse, der bliver os til Del ved Studiet af Guds Ord, atter kan tabes, saa vil han dermed anspore os til desto større Aarvaagenhed, for at disse dyrebare Ting ikke atter skal glide fra os; thi »vi har denne Skat [den hellige Aand, det fornyede Sind, der er i Harmoni med Gud] i Lerkar« (Heb. 2, 1; 2 Kor. 4, 7). Alle, som vil vandre i Mesterens Fodspor og have Del i Kristi Lidelser og i den kommende Herlighed, maa søge paa Herrens Maade at blive fyldt med hans Aand. Derfor maa vi holde os nær til Herren og til de andre Lemmer paa hans Legeme, nær til dem i Sympati, i Kærlighed, i Samvirken. Og vi maa ogsaa holde os nær til Ordet, der er Kilden til den helligende Indflydelse for hele Menigheden. »Hellige dem i Sandheden, dit Ord er Sandhed.«

Det er forgæves vi søger at blive fyldt med den hellige [251] Aand paa nogen anden Maade end den af Gud bestemte. Hvis vi tilsidesætter Guds Ord, tilsidesætter vi ogsaa denne helligende Kraft. Om vi forsømmer Bønnen, forsømmer vi et andet Privilegium og den Hjælp, det kan bringe. Om vi forsømmer at komme sammen med andre Guds Børn, i hvem vi ser denne Aands »Indsegl«, vil vi ikke faa den Hjælp og Støtte, som ethvert Lem kan give, og heller ikke den Hjælp, Gud har lovet Menigheden som et Hele ved de forskellige Lemmer, han sætter i Legemet til at udlægge Ordet, og den helligende Kraft eller Aand, som kunde erholdes derved. — 1 Kor. 12, 25-28; Ef. 4, 16.

Formaningen: »Bliv fyldt af Aanden«, indbefatter altsaa meget. Den indbefatter, at vi maa gøre Brug af de forskellige Foranstaltninger og Anordninger, som Herren har truffet for vor aandelige Udviklings Skyld. Skønt vi ikke kan have personlig Berøring med Herren, kan vi dog have Samfund med ham ved Bønnen og gennem Lemmerne paa hans Legeme samt gennem Skriften. Om vi end ikke kan have virkelig Berøring med Apostlerne, kan vi dog have Berøring med deres Ord. Selv om vi ikke kan have virkelig Berøring og personligt Samfund med Medlemmerne af Menigheden, kan vi have Samfund med dem gennem Korrespondance og Tryksager. Om vi ønsker at blive fyldt med Herrens Aand, maa vi følge disse hans Vejledninger.

Aandens Indsegl.

»I ham [Kristus] har ogsaa I, da I havde hørt Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse — i ham har I og, da I var kommet til Troen, faaet til Indsegl den hellige Aand, som var os lovet, han [den] som er Pantet paa vor Arv.« — Ef. 1, 13-14.

Indsegl eller Segl blev i ældre Tider brugt i forskellige Øjemed — 1) som Signet eller Bevidnelsestegn og 2) for at gøre noget hemmeligt og værge det mod fremmed Indblanding, som i Matt. 27, 66; Aab. 10, 4; 20, 3.

Det er den første af disse Betydninger, der tænkes [252] paa, naar der siges, at Herrens Folk har »faaet til Indsegl den hellige Aand, som var os lovet«. Apostelen siger ikke, som nogle synes at mene, at vi er blevet beseglet af den hellige Aand som en Person, den saakaldte tredje Person i en Treenighed af ligestillede Guder; men han erklærer, at vi har »faaet til Indsegl den hellige Aand, som var os lovet«, hvad der er noget ganskeandet, som enhver vil kunne se. Den hellige Aand er fra Faderen. Han foretager Beseglingen ved Kristus med den hellige Aand, der selv er Indseglet. Dette bevidnes af Apostelen i Ap. G. 2, 33 og er ogsaa i fuld Overensstemmelse med, hvad der er skrevet om vor Herre Jesus, der var den første af Sønnernes Hus, som blev saaledes beseglet. Vi læser: »Paa ham har hans Fader, Gud, sat sit Indsegl« — den hellige Aand. — Joh. 6, 27.

Udtrykket: »Den hellige Aand, som var os lovet« er ligesaa betegnende som de andre Benævnelser paa Guds hellige Indflydelse, som f. Eks. »Helligheds Aand«, »Sandhedens Aand o. s. v. Det viser, at der er en Forbindelse mellem denne Besegling og det Løfte, Gud har givet os. Det er en videregaaende Bekræftelse af Guds Pagt med den »beseglede« og af, at de »største og dyreste Løfter« om, »hvad Gud har beredt for dem, som elsker ham [over alt]«, er sande, og af, at han skal arve disse forjættede Velsignelser, efter at han trofast har udholdt de Prøver paa sin Kærlighed og Hengivenhed, som Gud vil stille ham paa.

Apostelen omtaler denne samme Besegling senere i samme Brev. Og der knytter han »Løftet« sammen med »Forløsningens Dag« (Ef. 4, 30). Med andre Ord Indseglet, den hellige Aand, som var os lovet til Forløsningens Dag, udtrykker paa en anden Maade den Tanke: Vi (Menigheden) »har Aandens Førstegrøde« — Haandpengene saa at sige, der gør Kontrakten eller Pagten mellem Herren og os bindende og giver os Forvissving [253] om, at vi sikkert skal faa det lovede, om vi ikke svigter.

Denne Besegling af Pagtsforholdet, af Sønneudkaarelse og Arveret, er ikke et udvortes Tegn paa Panden; heller ikke bestaar det i, at man bliver begunstiget af Gud med Hensyn til jordiske Anliggender, verdslig Fremgang o. s. v.; og det er heller ikke nu og har heller aldrig været den »Gave« at kunne helbrede eller tale med Tunger o. s. v. Thi mange, der besad disse overnaturlige »Gavere, manglede Aandens Besegling og Vidnesbyrd. — Ap. G. 8, 13. 23; 1 Kor. 13, 1-3.

Den hellige Aands Indsegl eller Pant er i de besegledes Hjerter. Deraf kommer det, at ingen kender det undtagen den, der har modtaget det (Aab. 2, 17). Andre kan kun se Frugterne deraf i det daglige Liv. »Den, som binder os tillige med eder fast til Kristus, og som salvede os, det er Gud, han som og satte sit Indsegl paa os og gav Aanden til Pant i vore Hjerter.« — 2 Kor. 1, 21. 22.

Dette Indsegl eller Pant paa vort Barnekaar er Kærlighedens Aand, som er ett med Faderen og alle, hans hellige Forordninger, og som raaber: Abba, Fader, jeg fryder mig ved at gøre din Vilje, o Gud! Den, som har dette Indsegl, dette Tegn paa Sønneudkaarelse, er den, som ikke blot søger at gøre Faderens Vilje, men som gør den med Glæde og ikke finder hans Bud tunge. — 1 Joh. 5. 3.

Sønneudkaarelsens Aand, Indseglet som Sønner, Besiddelsen af Førstegrøden eller Pantet paa den kommende Arv, er altsaa et af de mest fremskredne Aand ems »Vidnesbyrd« — selve Kærnen i den Kristnes Erfaringer i det nærværende Liv. Før vi naar til dette Erfarin setrin, maa vi modtage vor Del af Salvelsen ved at komme ind i det salvede Kristi Legeme, Menigheden, derved at  vi bliver avlet af Sandhedens Aand, hvorved vi bliver gjort hellige og villige til at kende og at gøre Hermmas Vilje. Denne Erfaring kommer først, efter at vi er [254] blevet levendegjort af Aanden til at tjene Retfærdigheden. Den er saa at sige et Tegn paa, at vi er overgaaet fra Fostertilstanden til en saadan Tilstand, at Gud kan betragte os som Sønner og besegle os som saadanne.