Bind 6 - Den  nye  Skabning 

 KAPITEL 1

»I BEGYNDELSEN «.

Forskellige Begyndelser. — Jorden var til. — En Skabelsesuge, hvori der blev frembragt ordnede Forhold paa Jorden. — Pro­fessor Dana om Videnskabsmændenes usikre Gisninger. — Arternes Fasthed modsiger Evolutionsteorien. — Darwins Duer. — En Teori om Verdens Tilblivelse. — Professorerne Danas og Sillimans Vidnesbyrd. — De seks første Skabelsesperioder. — Menneskets, Jordens Konges, Skabelse. — Geologiens og Historiens Mødested. — Den syvende  Skabelsesperiode. — Dens Længde. — Guds Hvile. — Det store Jubelaar.

UTALLIGE er de Redskaber og Midler, Jehova har benyttet sig af under sin Skabervirksomhed; men bag dem alle kommer hans egen skabende Visdom og Magt til Syne. Han alene er Skaberen; og alle hans Gerninger er fuldkomne, siger Skriften. Vel kan han tillade onde Engle og slette Mennesker for en Stund at forvanske og handle ilde med hans fuldkomne Værk; men han selv forsikrer os om, at det onde ikke længe skal faa Lov til at herske og gøre Fortræd. Naar han da til sidst har ødelagt og udryddet alt, hvad slet er, vil vi forstaa, at han kun midlertidig har ladet det have Spillerum, fordi det kunde tjene til at prøve og afslibe hans fornuftbegavede Skabninger samt til at gøre hans egen herlige Karakter og Plan saa meget desto mere tiltalende i disses Øjne.

Naar vi i 1 Mosebog læser: »I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden«, maa vi huske paa, at dette ikke sigter til Universets, men kun til vor Klodes Skabelse. Da var det, at »Morgenstjernerne jublede til Hobe, og alle Guds Børn [Englene] raabte af Fryd«, [14] medens Herren »nedsænkede Jordens Piller . . . og gjorde Skyen til dens Klædebon og mørk Taage til dens Svøb«. (Job 38, 4-11.) Der nævnes i Bibelen en endnu tidligere Begyndelse — før Guds Engle blev til: »I Begyndelsen var Ordet [Logos], og Ordet var hos Guden, og Ordet var en Gud. Dette var i Begyndelsen hos Guden. Alle Ting er blevet til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er.« (Joh. 1, 1-3; se Bind V, Kap. 3.) Da Jehova selv er fra Evighed til Evighed, havde han ingen Begyndelse. Guds enbaarne Søn er hævet højt over alle andre derved, at han er »Guds Skabnings Begyndelse«, »al Skabningens førstefødte«. (Aab. 3, 14; Kol. 1, 15.) Derpaa kommer der andre Begyndelser, efterhaanden som de forskellige Engleklasser blev skabt; og alt dette laa allerede tilbage i Tiden, saa at de himmelske Hærskarer kunde raabe af Fryd, da Skabelsesværket paa vor Jord begyndte.

Naar vi indgaaende undersøger de Udtryk, der anvendes i 1 Mosebog, ser vi, at der skelnes mellem 1) Skabelsen af Himmelen og Jorden (Vers 1) og 2) den derpaa følgende Beredelse af dem samt Frembringelsen af Plante og Dyrelivet. De sidstnævnte Virksomheder er det, der beskrives som Guds Gerning i de seks Periodedage. I Vers 2 siges der, at Jorden allerede paa den første Skabelsesdag var til, skønt øde og tom, uordnet og mørk. Dette Punkt maa vi nøje mærke os, da det gør det muligt for os saa vidt at være i Overensstemmelse med den geologiske Videnskab. Eftersom vi senere vil blive nødt til at drage nogle af Geologernes Teorier i Tvivl, vil det være paa sin Plads straks at anerkende og gøre os færdige med alt, hvad vi ikke behøver at bekæmpe til Forsvar for Bibelen. Bibelen siger intet om, hvor lang Tid der hengik mellem den Begyndelse, da Gud skabte Himmelen og Jorden, og Begyndelsen til den Skabervirksomhed, der gjorde Jorden [15] skikket til Bolig for Mennesket. Geologerne selv er indbyrdes uenige om dette Tidsrums Længde. Nogle faa Fantaster iblandt dem fabler om Millioner af Aar.

Idet vi altsaa nu vender os til selve den Skabelsesperiode, da Forholdene i vor Himmel og paa Jorden blev ordnet med det for Øje, at denne Planet skulde være Menneskets evige paradisiske Hjem, lægger vi først og fremmest Mærke til, at disse Skabelsesdage intetsteds omtales som 24-Timers Dage, hvorfor vi ikke har behov at tænke os dem som saadanne. Det er ikke sjældent, at Ordet »Dag« i Bibelen anvendes om et længere Tidsrum. Ganske rigtigt betegner det i Almindelighed en Periode paa 24 Timer. Men paa den anden Side synes der i Ps. 95, 8-10 med Udtrykket »Fristelsens Dag i Ørkenen« at være tænkt paa alle de 40 Aar, Israels Ørkenvandring varede, medens en Dag ved andre Lejligheder anvendes som Betegnelse for et Aar. (4 Mos. 14, 33. 34; Ez. 4, 1-8.) Vi har ligeledes Apostelen Peters Udsagn, at »een Dag er for Herren som tusind Aar«. (2 Pet. 3, 8.) Hvorom alting er, kunde Skabelsesdagene ikke være Soldage, eftersom Solen først kom til Syne paa den fjerde Dag.

Skønt der ikke direkte er angivet noget om Længden af disse Dage, vil dog sikkert vore Læsere give os Ret i den Antagelse, at de som ensartede Bestanddele af hele Skabelsesugen maa betegne lige lange Perioder. Hvis vi derfor kan paavise Længden af en af disse Dage, vil vi med god Grund kunne tænke os de andre lige saa lange. Og vi finder virkelig rigeligt Bevis for, at en af Skabelsesdagene har en Længde paa 7000 Aar, hvoraf vi kan slutte, at hele Skabelsesugen udgør 7000 X 7 = 49000 Aar. Om end denne Periode er uendelig lille i Sammenligning med de Gisninger, enkelte Geologer har fremført, mener vi dog, at det er overensstemmende med sund Fornuft at anse den for tilstrækkelig lang til at faa udført den Gerning, som [16] siges at være foregaaet deri — Tilberedelsen og Opfyldelsen af den Jord, der allerede ved dens Begyndelse var til, skønt øde og tom.

Om de Forhold, ud fra hvilke Videnskabsmændene naar til deres Slutninger i denne Henseende, og om den af dem anvendte Beregningsmetode, siger Professor Dana:

»Vil man anslaa et Tidsrums Længde efter vedkommende Lagdannelsers Tykkelse, bliver Resultatet altid meget usikkert, da Tykkelsen af de omtalte Lag er afhængig af Landoverfladens regelmæssige og gradvise Synken. Ved Overslag, hvor man bygger paa de af Vandet afsatte Jordlags Tykkelse og gaar ud fra den Masse, der afsættes i et givet Antal Aar — f. Eks. de sidste 2000 — vil denne Kilde til Usikkerhed paavirke Beregningerne fra Grunden af og gøre dem næsten, om ikke fuldstændig værdiløse. Beregninger af den Mængde Grus, en Flod fører med sig, giver bedre Resultater: men ogsaa her er der store Muligheder for Fejl.«

Lad os betragte Spørgsmaalet fra Bibelens Standpunkt, idet vi gaar ud fra, at den er Guds Aabenbaring. Det er vor Overbevisning, at de Uoverensstemmelser, der muligvis maatte forefindes mellem Bibelens Udsagn og Geologernes Gisninger, skyldes den Omstændighed, at disses Teorier endnu ikke har naaet den tilstrækkelige videnskabelige Udvikling.

Det er ikke nødvendigt at antage, at Forfatteren af Mosebogen forstod og kendte alt det, han skrev om — Dagenes Længde og Enkelthederne i det paa dem udførte Arbejde. Vi holder Mosebogen for at være en Del af Guds store Aabenbaring — Bibelen — og vil til vor Forundring finde, at hvad den udtaler i faa og ophøjede Sætninger, paa det mærkeligste finder sin Bekræftelse i de Resultater, Videnskabsmændene er kommet til ved deres kritiske Undersøgelse. I Modsætning [17] hertil indeholder Hedningernes Religionsbøger kun Urimeligheder om denne Sag.

Der ligger en storslaaet Enkelhed i de Ord, hvormed Aabenbaringen indledes: »I Begyndelsen skabte Gud.« Her faar vi Svaret paa Fornuftens første Spørgsmaal: Hvorfra er jeg kommet, og hvem er jeg ansvarlig overfor? Det er yderst beklageligt, at nogle af de mest oplyste i vor oplyste Tid er blevet ledet bort fra Troen paa en intelligent Skaber til Antagelsen af en blind Kraft, der skulde virke gennem en Udviklingslov, som lyder paa, at de mest livskraftige Individer overlever de andre. Desværre har denne Teori ikke blot vundet almindelig Anerkendelse ved de højere Læreanstalter, men trænger ogsaa gradvis ind i Folkeskolernes Lærebøger.

Ganske vist er der endnu kun faa, der fuldstændig tør benægte Tilværelsen af en Skaber. Men selv de troende, der hylder den omtalte Anskuelse, undergraver deres egen saavel som andres Tro, naar de hævder, at der ikke ligger andet i Skabelsen end en Udfoldelse af Naturens Love. For ikke at gaa længere tilbage tænker man sig, at Solen en Gang udsendte umaadelige Mængder Gas, der ved at fortætte sig blev til vor Jord, og at der senere dannede sig Protoplasma eller Urslim, hvoraf der paa en eller anden Maade fremstod et lille bitte levende Væsen, en Mikrobe. De er nødt til at indrømme, at der maatte guddommelig Magt til for blot at frembringe denne enkle Livsspire. Men de søger ivrigt for at finde en Naturlov, der ogsaa kan forklare dette Punkt, saa at de slet ikke faar Brug for en Gud som Skaber. Der paastaas, at denne Opdagelse nu næsten er gjort. Disse »Vismænd« tænker paa og taler om Naturen som en Gud — dens Værk, dens Love, dens Gengældelse — men med alt dette alligevel kun en blind og døv Gud.

Man paastaar, at Urslimen paa Naturens Foranstaltning frembragte et Urdyr, en Bakterie, der vendte og [18] drejede sig og forplantede sig i samme Art og derpaa, da den havde Brug for en Hale, tog og udviklede en. Senere var der en af dens endnu mere intelligente Efterkommere, som fandt paa, at Aarer eller Finner kunde være til stor Nytte og derfor udviklede saadanne. Endnu senere hændte det sig, at en af den forriges Afkom blev forfulgt af en sulten Broder. Den hoppede op af Vandet for at slippe bort og kom derved til at tænke paa, at hvis den udviklede sine Finner yderligere, vilde de blive udmærkede Vinger. Den syntes saa godt om denne nye Maade at leve paa, at den blev helt oppe af Vandet, hvorved den opdagede, at den vilde have Brug for Ben og Klør, som den saa gav sig til at udvikle. Andre af samme Familie fik andre Ideer. I det hele taget maa de have haft en overordentlig stærkt udviklet Fantasi, hvad de mange forskellige Arter, vi ser om os, tyder paa. Til sidst fik en af den første Bakteries Efterkommere, der var naaet frem til Abernes Udviklingstrin, en herlig Tanke. Den sagde til sig selv: Jeg vil skille mig af med min Hale, ophøre med at bruge mine Hænder som Fødder, aflægge min Haarbeklædning, skaffe mig en Næse og et ordentligt Ansigt og en moralsk tænkende Hjerne. Saa vil jeg faa en Skrædder til at sy mig et Sæt fint Tøj, købe mig en høj Silkehat, kalde mig Dr. Darwin og derpaa skrive en Beretning om, hvorledes jeg har udviklet mig selv.

At Hr. Darwin var en dygtig Mand, fremgaar tydeligt nok af hans Evne til at gøre andre fortrolige med hans Teori. Dog vil de virkelige Guds Børn, der tror paa en personlig Skaber og ikke straks er villige til at forkaste Bibelen som en Aabenbaring fra ham, let kunne indse det fejlagtige i Darwins Gisninger. Det drejede sig ikke saa meget om dette, at Darwin lagde Mærke til, at han kunde skaffe sig særlige Arter af Duer med særlige Ejendommeligheder — Fjer paa Benene, Krone paa Hovedet, en fremstaaende Kro o. s. v. Andre havde naaet lignende Resultater med Høns, [19] Hunde og Heste for slet ikke at tale om Botanikernes Forsøg med Blomster. Det nye, som Darwin kom med, var den Teori, at alt levende har udviklet sig fra en fælles Begyndelse.

Men Darwins Eksperimenter med Duerne ligesom alle andre Forsøg af lignende Art tjener i Virkeligheden kun til at bevise Sandheden af Bibelens Paastand om, at Gud skabte ethvert Væsen efter sin Slags og sin Art. Der er store Muligheder for Variationer indenfor den samme Art; men de enkelte Arter kan lige saa lidt blandes, som de kan overgaa til nye Arter. Man har prøvet at krydse nærstaaende Arter, men har i heldigste Tilfælde kun kunnet faa Individer frem, som ikke har kunnet forplante sig. Darwin burde ogsaa have lagt Mærke til, hvad andre har paapeget, at de af hans Duer, der havde opnaaet en eller anden Ejendommelighed, maatte holdes skarpt adskilt fra andre af den almindelige Art; ellers vilde de hurtig glide tilbage til Grundarten. Men i Naturen ser vi de forskellige Arter »hver efter sin Slags« leve Side om Side og dog fuldstændig adskilt fra hverandre, uden at der behøves noget kunstigt Skillemiddel, idet Skaberens Love alene sætter Grænser for dem. Vi, der tror paa en personlig Skaber, kan være fuldt forvisset om, at Menneskene i deres Spekulationer har fjernet sig fra Sandheden i samme Grad, som de har undladt at tage Gud, hans Visdom og hans Magt med i Betragtning.

Der er maaske intet, der mere har tjent til at formørke og undergrave Troen paa Gud som Skaberen og paa 1 Mosebog som hans Aabenbaring, end den Vildfarelse, at Mosebogens Dage skulde være ment som 24—Timers Dage. De forskellige Lagdannelser i Klipper og i Ler beviser uden Modsigelse, at der maa være medgaaet meget lange Tidsrum til at fuldføre de For­andringer, som de bærer Vidnesbyrd om. Naar vi har indset, at Bibelen taler om Periodedage, er vi rede til at høre Jordlagenes Fortælling, der er i nøje Overensstemmelse [20] med Bibelens Beretning, hvorfor vor Tro paa denne maa blive i høj Grad befæstet. Vi forstaar da, at vi ikke har sat vor Lid til egne eller andre Menneskers Gisninger, men til Skaberens Ord, der finder rigelig Stadfæstelse i Kendsgerningerne i Naturen.

En Teori om Verdens Tilblivelse.

Af Hensyn til nogle af vore Læsere vil vi kort gengive Hovedtrækkene af en Anskuelse om Skabelsesgerningen, som man har kaldt »Vails Teori« eller »Ring­Teorien«, og som i særlig Grad har tiltalt Forfatteren af dette Værk. Derefter vil vi forsøge at paavise Overensstemmelsen mellem denne Teori og Beretningen i 1 Mosebog.

Vi begynder med den Tilstand, der omtales i 1 Mos. 1, 2, da Jorden var til, øde, tom og mørk. Det vil være uklogt at forsøge at gætte sig til noget, som Gud ikke har aabenbaret, med Hensyn til hvorledes han før den Tid havde samlet Jordens Atomer. Det skjulte hører Gud til, og vi gør vel i taalmodigt at afvente, hvad han yderligere vil aabenbare os, naar hans Tid kommer. Ved Hjælp af Hakke og Skovl samt et kritisk Blik har Mennesker fundet ud af, at Jordskorpen bestaar af forskellige Lag, det ene ovenpaa det andet, hvilke alle bærer Vidnesbyrd om, at de en Gang har været bløde og vandholdige — med Undtagelse af Grundklippen, hvorpaa disse Lag med større eller mindre Regelmæssighed er blevet afsat. Grundklippen bærer Præg af oprindelig at have været blød og flydende — smeltet i en umaadelig Varme. Videnskabsmændene er ogsaa enige om, at Jorden ikke saa meget langt fra Overfladen endnu er glødende.

Da disse Grundklippearter — Granit, Basalt o. s. v. — en Gang har været saa ophedede, at alle brandbare Stoffer maa have været uddrevet af dem, kan vi med Sikkerhed gaa ud fra, at hele Jorden paa et Tidspunkt har været hvidglødende. Man tænker sig, at Vandet og Mineralerne, som senere lagvis blev afsat af Vandet [21] ovenpaa Klipperne, den Gang er blevet slynget bort fra Jordoverfladen i Form af Luftarter, der har dannet uigennemtrængelige Ringe milevidt udenom Jorden i alle Retninger. Jordens Bevægelse om sin Akse har ogsaa udstrakt sig til disse Luftmasser og bevirket, at de gradvist har fortættet sig, især over Ækvator. Efterhaanden som Jorden er blevet afkølet, er ogsaa disse blevet koldere, saa at de er gaaet over fra Luftform til faste og flydende Stoffer, hvoraf Mineralerne som de tungeste har hængt lavest. Jorden har paa den Tid haft et Udseende omtrent som Saturn nu.

Idet Afkølingsprocessen yderligere er skredet frem, har disse fjernere og nærmere Ringe lidt efter lidt faaet en Omdrejningshastighed, der var forskellig fra Jordens, hvad der har bragt dem tættere ned til denne. En efter en er de da styrtet ned paa Jordoverfladen. Efter at »Hvælvingen«, Atmosfæren, er blevet til, har de nedfaldende Ringe maattet træffe Jorden ved de to Poler, hvor Bevægelsen og derfor ogsaa Centrifugal­kraften var mindst. Herved er der fremkommet den ene Oversvømmelse eller Flod efter den anden, idet Vandet fra Polerne har søgt ned mod Ækvator og paa Vejen afsat Sand, Mudder og Mineraler i uensartede Lag. Hele Jorden har da været dækket af stærkt mineralholdigt Vand, saaledes som ogsaa Beretningen i 1 Mosebog lyder.

I de lange 7000-Aars Dage er det Værk blevet udført, der omtales i Mosebogen. Muligvis er hver Periode blevet afsluttet med en Flod, der har foraarsaget store Forandringer og beredt Vejen for de næste Træk i Skabelsesgerningen. Ifølge Vails Teori skulde den sidste af Ringene have bestaaet af rent Vand uden Indhold af Mineraler eller andre Urenheder. Da Adam blev skabt, mener man, var den endnu ikke styrtet ned, men havde bredt sig som en gennemsigtig Hvælving ud omkring hele Jorden ovenover Atmosfæren. Derved kom den til at virke som Taget i et Drivhus, hvad [22] der har gjort Temperaturen næsten ens over hele Jorden, noget nær den samme ved Polerne som ved Ækvator. Under saadanne Forhold kunde tropiske Planter vokse overalt, som ogsaa Geologerne lærer os, at de virkelig har gjort. Blæst og Regn har været ukendt med denne ensartede Temperatur.

Hermed stemmer Skriftens Vidnesbyrd overens, idet der siges os, at der ingen Regn kom paa Jorden før Syndfloden, men at Planterne blev vandet af en fugtig Damp, der opsteg fra Jorden. (1 Mos. 2, 5. 6.) Efter Syndfloden paa Noas Tid indtraadte der store Forandringer i disse Forhold, samtidig med at Menneskelivets Længde blev stærkt forkortet. Drivhustilstanden ophørte, da Vandsløret brast. Ækvatorlandet blev nu stærkere opvarmet af Solen, medens Polaregnene blev Vidne til en næsten øjeblikkelig Forandring fra Drivhustemperatur til arktisk Kulde.

Vi finder ogsaa Beviser for, at et saadant pludseligt Temperaturskifte har fundet Sted i de nordlige Egne. To fuldstændige Mastodonter er blevet bragt for Dagens Lys, indkapslet i en klar, massiv Isklump, der øjensynlig er frosset hurtigt til. Mange Tusind Kilo Elefanttænder har man fundet i det kolde Sibirien, som i historisk Tid har været alt for ugæstfrit til, at Elefanter kunde leve der. Man har endogsaa fundet en Antilope indefrosset i en Isklump. Og at den er blevet pludseligt overrasket af Vandet, fremgaar klart deraf, at den havde ufordøjet Græs i Maven, hvorfor den altsaa maa have græsset faa Minutter før den døde, og det paa et Sted, hvor der nu absolut intet Græs kan vokse.

Den pludselige Nedstyrten af Vandet, da Sløret, der fordelte Solvarmen jævnt over hele Jorden, brast, var Skyld i, at de store Ismarker og Ismasser fremstod i Polaregnene, hvorfra hvert Aar Hundreder af Isbjerge løsner sig og driver sydpaa. Saa vidt vi ved, har dette i Aarhundreder gaaet for sig efter en stadig mindre [23] Maalestok. Her støder vi paa Geologernes Istid, da de store Gletschere skød sig sydover og skar de dybe Furer og Kløfter, der endnu er synlige i Nordeuropas og Nordamerikas Bjerge. De naaede imidlertid ikke ned til Sydøsteuropa — Armenien og Omegn, hvor Menneskeslægtens, Vugge stod, og hvor ogsaa Arken blev bygget og senere standsede paa Ararats Bjerg. Prof. Wright og Sir T. W. Dawson har paavist, at der i Egnene omkring Arabien har fundet en almindelig Sænkning og en derpaa følgende Hævning af Jorden Sted. Dette kunde tyde paa, at Arken har flydt rundt i en forholdsvis rolig Dam, der kun svagt er blevet paavirket af de fremstormende Vandmasser. I den Retning peger ogsaa de overordentlig tykke Jordlag, der overalt er blevet afsat i disse Egne. Øjensynlig er hele Jorden blevet oversvømmet af Vandene, der er strømmet fra Polerne mod Ækvator. Med Slægtens Hjemstavn er der, ser det ud til, blevet handlet paa en særlig Maade, idet Overfladen dér først er blevet sænket og senere hævet igen i rette Tid. Det er interessant at læse, hvad den berømte Geolog Prof. G. F. Wright ved Universitetet i Oberlin, Amerika, siger herom ifølge New York Journal, d. 30. Marts 1901.

En Bekræftelse af Syndflodsberetningen.

Den dygtige Geolog, Prof. George Frederick Wright fra Universitetet i Oberlin er for nylig vendt tilbage fra Europa. Han har skrevet »Isen i Nordamerika« og andre geologiske Værker, hvori han beskriver Istiden. Han har nu været paa en videnskabelig Rejse Jorden rundt. Den største Del af Tiden har han tilbragt med at undersøge de geologiske Dannelser og Spor i Sibirien. Dog har hans Forskninger ogsaa ført ham til andre Dele af Asien saavel som til Afrika.

Prof. Wrights Hovedformaal var om muligt at besvare det i geologiske Kredse længe omdisputerede Spørgsmaal, hvorvidt Sibirien nogen Sinde har været [24] dækket med Is, saaledes som Tilfældet var med Nordamerika og en Del af Europa i Istiden.

En Mængde Geologer og deriblandt mange fremragende russiske lærde tror, at Sibirien har været dækket med Is.

Prof. Wright er ved sine Undersøgelser kommet til den Slutning, at da Nordamerika var dækket med Is, var Sibirien overskyllet af Vand. Det er hans Anskuelse, at baade Isen og Vandet praktisk talt er to Former af Bibelens Syndflod. Læs først et kort Uddrag af Syndflodsberetningen i 1 Mos.:

»Da kom Vandfloden i fyrretyve Dage over Jorden, og Vandet voksede og løftede Arken, og den hævedes over Jorden. Og Vandet tog overmaade stærkt til paa Jorden, og alle de høje Bjerge, som var under hele Himmelen, blev skjult. Femten Alen oventil voksede Vandet, og Bjergene skjultes. Alt det, som havde Livsaandes Pust i sin Næse, af alt det, som var paa det tørre, døde. Kun Noa blev igen, og hvad der var med ham i Arken. Og Vandet tog Overhaand over Jorden i 150 Dage. « 1 Mos. 7, 17-24.

Lad os nu høre, hvad Prof. Wright siger:

»Jeg fandt intet Tegn paa Istidens Fænomener sydfor den 56nde Breddegrad. Nord for denne kom j^,eg ikke, men ud fra andre Ting er jeg overbevist om, at Landet her en Gang var dækket med Is, ligesom hos os, hvor man finder Spor deraf saa langt mod Syd som i New York.

Vi saa ikke noget, der kunde tyde paa, at der her havde fundet nogen betydelig Sænkning Sted, hvad der kaster et nyt Lys over alle Ting her.

Ved Trapezunt paa det sorte Havs Kyst fandtes der Tegn paa, at Landet var sunket 700 Fod. Dette fremgaar af Gruslagene paa Bjergskraaningerne.

I Midtturkestan havde Vandene naaet deres største Højde, idet vi her fandt disse Gruslag mere end 2000 Fod over Havfladen.

[25] Sydrusland er dækket med den samme sorte Jord, som vi forefandt i Turkestan.

Der saas endnu andre Beviser paa, at Vandene maa have dækket denne Del af Kloden. Et af disse udgør Tilstedeværelsen af Sæler i Baikal-Søen i Sibirien, 1600 Fod over Havfladen. De Sæler, vi traf paa, hørte til de arktiske Arter, samme Slags, som findes i det Kaspiske Hav. Det eneste, der kan forklare deres Forekomst her, er, at de blev tilbage, da Vandet rundt om trak sig bort.

I Kiew ved Dnjepr-Floden gjorde vi de mest interessante Fund, idet vi nemlig opdagede Stenredskaber 53 Fod under de sorte Jordlag, hvad der viser, at Vandet her var kommet efter Menneskets Fremtræden.

Dette sætter os i Stand til at bestemme Tiden for Overfladebevægelserne. Siden Menneskets Fremtræden har der fundet en Sænkning Sted paa 750 Fod ved Trapezunt, medens Vandet i Sydturkestan var mere end 2000 Fod dybt. De Redskaber, vi stødte paa, var af den Slags, som blev forfærdiget i Nordamerika før Istiden, hvilket giver os god Grund til at antage, at Sænkningen foregik det ene Sted samtidig med, at Gletscherne skød sig frem det andet Sted. Dette var praktisk talt Syndfloden.«

Jehova, der kendte Enden fra Begyndelsen af, ordnede det saaledes, at den sidste Ring styrtede ned som Syndfloden, netop i det rette Øjeblik til at udrydde den fordærvede Slægt paa Noas Tid, hvor den Husholdning begyndte, som i Skriften kaldes »den nærværende onde Verden«. Fjernelsen af Vandsløret medførte ikke blot Afvekslingen af Sommer og Vinter samt mægtige Storme, men muliggjorde ogsaa Regnbuens Tilsynekomst. Før Syndfloden havde Solens Straaler nemlig ikke kunnet trænge saaledes frem til Jorden, at en Regnbues Dannelse havde kunnet finde Sted. — 1 Mos. 9, 12-17.

[26] Efter at vi havde skrevet det foregaaende, har vi fundet følgende Udtalelse af Prof. Vail selv i Scientific American:

Den indefrosne Mammut.

»Til Redaktøren af Scientific American:

Jeg har med stor Interesse i Nummeret for den 12. April læst Meddelelsen om Dr. Herz' Fund af en indefrosset Mammut i Østsibiriens isdækkede Egne. Dette forekommer mig at have større Betydning for Geologerne end Opdagelsen af Rosetta-Stenen for Oldtidsforskerne. Det leverer det stærkeste Vidnesbyrd til Støtte for den Paastand, at de forskellige Istider og Syndfloder paa Jorden skyldtes Nedstyrtning af den oprindelige Jorddamp, der holdt sig svævende om vor Planet, ligesom Dampskyerne paa Jupiter og Saturn endnu omgiver disse Kloder.

Lad mig overfor mine Kolleger blandt Geologerne fremsætte den Tanke, at Levninger af Jorddampene endnu kan have omgivet Jorden som en Jupiterring indtil for ganske nylig i den geologiske Tid. Saadanne Vanddampe maatte hovedsagelig styrte ned i Polaregnene, hvor den mindste Modstand og den største Tiltrækning fandtes, og det sikkert i Form af mægtige Snelaviner. En saadan Hvælving eller et saadant Tag maa have gjort Klimaet tempereret selv ved Polerne og derved frembragt de Græsgange, som Mammutten og de andre Dyr i den arktiske Verden har levet af. Jorden har paa den Tid været et Slags Drivhus under et Drivhustag. Vi kan ikke forestille os, hvor mægtige Ødelæggelser i en Verden af myldrende Liv saadanne umaadelige Laviner har afstedkommet. Dr. Herz' Mammut saavel som mange andre, der er blevet fundet begravet i Gletscherisen med ufordøjet Føde i Maven, synes at vise, at de pludseligt blev overrasket af et tilintetgørende Snefald. Det utyggede Græs i Munden paa den store Mammut fortæller i hvert Fald en sandfærdig Historie om Dyrets pludselige Død i [27] Snegraven. Hvis Rigtigheden af det foregaaende maa indrømmes, har vi her den uudtømmelige Kilde til Istidens Sne og kan nu med Glæde give Slip paa den uvidenskabelige Fortolkning, at Jorden blev kold for at kunne fas sit Snedække, idet den, saadan som jeg ser det, først fik Sneen over sig og derved blev kold.

Medens Jorden var glødende, blev Vandene slynget bort til Skyerne sammen med umaadelige Mængder af Mineral og Metalopløsninger. Hvis vi nu antager, at disse Vanddampe ordnede sig i et Ringsystem, der efterhaanden styrtede ned paa Jorden, nogle af dem først ved og efter Menneskets Fremtræden, kan vi forklare mange Ting, der nu er dunkle og gaadefulde.

Saa langt tilbage som i 1874 offentliggjorde jeg nogle af disse Tanker i et lille Skrift. Det er med Haabet om, at nogle af det tyvende Aarhundredes Tænkere vil tage dem op til Behandling, at jeg igen har henledt Opmærksomheden paa »Ringteorien«.
                                         Isaac N. Vail.«

Skabelsesugen.

Lad os nu med dette almindelige Overblik over Skabelsesværket for Øje vende os til Beretningen i 1 Mosebog og forsøge at faa de fremsatte Anskuelser til at stemme med dens Udsagn. Vi lægger først Mærke til, at Skabelsesugen er inddelt i fire Afdelinger: 1) To Dage eller Tidsrum (efter vor Beregning 2 x 7000 = 14000 Aar) blev anvendt til at berede Jorden til at modtage Dyrelivet. 2) De næste to Dage eller Perioder (efter vor Beregning andre 14000 Aar) medgik til at frembringe Plantevæksten og de laveste Former af dyrisk Liv — Skaldyr og lign. — samt til Dannelsen af store Kalkstens-, Kul- og andre Minerallejer. 3) De derpaa følgende to Tidsrumsdage (atter 14000 Aar) var Vidne til, at de levende Væsener, der bevæger sig — i Havet og paa Land — blev frembragt, imedens Vegetationen yderligere skred fremad, og alt blev beredt [28] til at tage imod Mennesket, Skaberens jordiske Afbillede, der »kronet med Hæder og Ære« skulde være Konge paa Jorden. 4) Menneskets Skabelse, det afsluttende Værk, fandt Sted i Slutningen af den sjette og Begyndelsen af den syvende Dag eller Periode, som der er skrevet: »Og Gud fuldendte paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og han hvilede.«

To vægtige Vidnesbyrd.

Professor Silliman erklærer:

»Alle de større Træk i vor Planets Tilblivelse stemmer overens med den Begivenhedernes Rækkefølge, som forudsættes i den hellige Bog. Dens (Bibelens) Beretning er af lige saa stor Vigtighed for Filosofien som for Religionen. Vi finder i selve vor Klode Beviserne for, at den er sand.«

Om Skabelsesberetningen i 1 Mosebog siger Prof. Dana:

»Den Rækkefølge, hvori Begivenhederne fortælles, er ikke blot den samme som den, vi naar til i Videnskaben; men der findes heri et System i Opstillingen og en profetisk Vidtskuenhed, som Filosofien ikke kunde være naaet til, havde den end aldrig saa mange Hjælpemidler til sin Raadighed.« Han tilføjer derpaa: »Intet menneskeligt Væsen var Vidne til Begivenhederne, og intet Menneske kunde paa den fjerne Tid, medmindre det var udstyret med overnaturlig Intelligens, have fundet paa en saadan Fremstilling, lige saa lidt som noget Menneske af sig selv vilde være kommet i Tanker om at ansætte Solens, Lyskildens, Tilsynekomst til saa sent et Tidspunkt som den fjerde Dag og samtidig berette, at Lyset skabtes paa den første Dag, samt, hvad der er lige saa vigtigt, at Planterne, for hvilke Solen spiller saa stor en Rolle, fremkom paa den anden Dag. Den filosofiske Dybde, der gaar igennem hele Planen, overgaar langt, hvad Mennesker kunde frembringe.« [29]

Den første Skabelsesdag.

»Og Guds Aand svævede over [eng. Overs.: rugede over] Vandene. Da sagde Gud: Der blive Lys! Og der blev Lys.«

Man har endnu kun ufuldkomment kunnet forstaa Lysets Aarsag og hele Natur. Endnu er der ikke ble­vet givet noget tilfredsstillende Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er Lyset? Dog ved vi, at det overalt er en Førsteforudsætning i Naturen. Det overrasker os derfor ikke, naar vi ser, at det kom først i Rækken, da Guds Energi begyndte at virke paa den ode og tomme Jord, for at gøre den skikket til Bolig for Mennesket. I Udtrykket »ruge« kunde der synes at ligge Tanken om, at Guds Kraft paa en eller anden Maade satte Energi i Stoffet, saa at der blev frembragt noget i Retning af Sollys. Det er ogsaa muligt, at nogle af de vand og mineralholdige Ringe faldt ned, saa at der fremkom Forskel mellem Lys og Mørke, mellem Dag og Nat, skønt hverken Solen eller Maanen eller Stjernerne endnu var synlige gennem de tilbageblevne tykke Ringe, der stadig omgav Jorden.

»Og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.« Ligesom Tilfældet var med de hebraiske Soldage, kommer ogsaa her i Periodedagene Aftenen først, idet Guds Vilje med vedkommende Dag gradvis blev fuldført, indtil en ny Periode paa 7000 Aar og dermed en ny Gerning tog sin Begyndelse. Denne første Periode eller Dag kaldes i Videnskaben den azoiske eller den livløse.

Den  anden Skabelsesdag.

»Og Gud sagde: Der blive en Hvælving [Atmosfære] midt [imellem] Vandene, og den skille mellem Vand og Vand! Og Gud gjorde Hvælvingen og skilte mellem Vadet, som var under Hvælvingen [Atmosfæren], og Vandet, som var over Hvælvingen [Atmosfæren]. Og Gud kaldte Hvælvingen Himmel.«

Den næste Periode paa 7000 Aar medgik til Frembringelsen af Atmosfæren. Sandsynligvis udviklede [30] den sig paa en fuldkommen naturlig Maade, som de fleste af Guds underfulde Gerninger gør, skønt de af den Grund ikke mindre skyldes hans Visdom og Skabermagt. Efterhaanden som der faldt Ringe ned paa Jorden, hvad der muligvis var Grunden til, at Lyset fremstod paa den første Dag, og hvorved Vandet kom i Berøring med de glødende Jordmasser, maatte dette blive til Damp og Luft, der som en Slags Pude eller »Hvælving«, Atmosfæren, skød sig ind mellem Jordoverfladen og Ringene og derved tjente til yderligere at holde disse adskilt fra Jordkærnen. At dømme efter Skriften skulde denne Periode ogsaa have været azoisk, livløs; men herimod indvender Geologerne, at der paa Klippedannelser, som henhører til denne Periode, træffes Spor af Orme og umaadelige Mængder Skaldyr, hvis Levninger nu forefindes i de store Kalkstenslejer. Man benævner denne Dag det første Afsnit i den palæozoiske Tidsalder (Tidsalderen med det første Liv) — den siluriske Periode. Dette er ikke i Modstrid med Bibelens Beretning, der blot ser bort fra de laveste Former af Livet.

Da Morgenen var til Ende paa den anden Dag, var ogsaa Guds Hensigt med denne fuldført: Atmosfæren adskilte nu Ringene fra Jordvandets Overflade.

Den tredje Skabelsesdag.

»Og Gud sagde: Vandet under Himmelen samle sig til eet Sted, og det tørre komme til Syne! Og det skete saa. Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandets Samling kaldte han Hav. Og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Jorden frembringe Græs, Urter, som giver Sæd, Frugttræer, som bærer Frugt, hvert efter sin Slags, i hvilken deres Sæd er, paa Jorden! Og det skete saa.«

Geologien bekræfter fuldt ud denne Beretning, idet den paaviser, at da Jordskorpen begyndte at afkøles, maatte Vægten af Vandet paa den faa den til at slaa Rynker. Nogle Dele af den sank ned og blev til Lejer for Havene, andre Dele hævede sig og dannede Bjergkæderne — ikke pludselig, men lidt efter lidt. Vi skal ikke [31] forstaa det saaledes, at alle disse Forandringer fandt Sted alene i Løbet af den tredje Dags 7000 Aar. Der begyndte dette blot som en nødvendig Beredelse til Plantevækstens Fremkomst. Geologien har sikkert Ret, naar den hævder, at store Forandringer i denne Henseende er indtraadt paa et langt senere Tidspunkt. Ja, endogsaa i det sidste Aarhundrede har vi set Eksempler paa saadanne Omvæltninger. Og det skulde slet ikke forbavse os, om de næste faa Aar vil blive Vidne til lignende Naturomvæltninger; thi vi lever i Overgangstiden til Tusindaarsrigets Tidsalder, hvor helt forandrede Forhold nødvendigvis maa indtræde.

Da Vandet trak sig tilbage til Havene, kom Vegetationen frem — hver Art for sig, med Sæd i sig til at frembringe sin egen Slags og den alene. Dette er fastsat saaledes ved Skaberens Love, og selv om man ved Dyrkning kan gøre meget til at faa Afveksling frem i Fuldkommenheden, kan man dog ikke forandre Arten. De forskellige Plantefamilier vil lige saa lidt som de forskellige Dyrefamilier lade sig krydse. Dette tyder paa en bestemt Plan. Vi har ikke blot en Skaber, men en intelligent Skaber.

Geologerne er enige om, at Planterne fremkom før de højere Dyreformer. I denne tidlige Periode var Vegetationen overordentlig frodig. Mosser og Bregner blev langt større end nu og voksede langt hurtigere op, fordi Atmosfæren var saa fuld af kulholdige Luftarter. Dyr kunde overhovedet ikke trives den Gang. De Planter, der selv ved Ækvator nu kun bliver nogle faa Fod høje, kunde den Gang naa en Højde paa 40 til 80 Fod og en Tykkelse af 2 til 3 Fod i Diameter, hvad vi kan se af Forsteningerne. Under de da raadende Forhold maatte ikke blot al Vækst blive kæmpemæssig, men ogsaa komme til at foregaa forbavsende hurtig.

Paa den Tid, siger Geologerne, opstod vore Kullejer. Planterne opsugede i sig store Mængder af Kulstof, [32] der senere blev til Kullejer, medens de derved samtidig rensede Luften og gjorde den skikket til at indaandes af den fjerde Dags Dyr. De uhyre Plantemasser blev begravet under mægtige Lag af Sand og Ler, der blev skyllet hen over dem af Vandet under de hyppig forekommende Hævninger og Sænkninger af Jordoverfladen, eller naar Vandringene over Hvælvingen styrtede ned. Saadanne Omvæltninger maa have fundet Sted Gang paa Gang; thi vi kan finde det ene Kulleje over det andet med mellemliggende Lag af Sand, Ler, Kalksten o. s. v.

Med denne tredje Dags Morgen blev det den tildelte Værk fuldendt. I Geologien kalder man denne Periode Karbon eller Kulperioden.

Den fjerde Skabelsesdag.

»Og Gud sagde: Der blive Lys paa Himmelens Hvælving til at skille mellem Dagen og Natten! Og de skal være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. Og de skal være til Lys paa Himmelens Hvælving til at lyse over Jorden. Og det skete saa. Og Gud gjorde [eller fik til at skinne — paa Hebraisk et andet Ord, som ikke betyder at skabe] de to store Lys, det store Lys til at herske over Dagen og det lille Lys til at herske over Natten, og Stjernerne.«

Den ene Dags Gerning fortsættes ind i den næste. Vi maa saaledes antage, at Lyset fra den første Dag blev mere og mere tydeligt i Løbet af de to næste Dage, medens Ring efter Ring styrtede ned fra Vandene over Hvælvingen til Vandene under denne, indtil Solen, Maanen og Stjernerne kom til Syne paa den fjerde Dag. Dog blev de først efter Syndfloden paa Noas Tid saa tydelige som nu paa en klar Dag. Indtil da maa de vel have været at se paa gennem Vandsløret som nu i let Taage. Solen, Maanen og Stjernerne havde længe skinnet paa Ringene uden om Jorden; men nu blev disse Lys synlige paa Himmelhvælvingen. Saaledes blev Dagen, der tidligere kun havde været kendetegnet ved et taaget, uklart Lys, som vi undertiden ser det paa regnfulde  [33] Morgener, naar baade Solen og Maanen er skjult af Skyer, mere tydelig og kunde derved blive en Tidsmaaler for Mennesket, da dette var blevet skabt. Samtidig blev Luften mere iltet, hvad der var nødvendigt, før de ved Lunger aandende Dyr kunde fremkomme. Senere hen i Løbet af de samme 7000 Aar kom ogsaa Maanen og Stjernerne til Syne, saa at de kunde tjene til at afmærke Nattens Timer for Mennesket.

Vi maa ikke mene, at Udviklingen af Plantelivet ophørte med den fjerde Dag. Den fortsattes tværtimod, idet Solens og Maanens Indflydelse var medvirkende til, at stadig nye Arter af Græs, Buske og Træer frembragtes. Man har fundet Fiskeben og Skæl i Kullejerne; men det forstyrrer ikke den her fremsatte Orden; thi Dannelsen af Kullejerne vedblev øjensynlig ind i Krybdyrenes Tidsalder. Den Dag svarer paa det nærmeste til, hvad Geologerne benævner Triasperioden. Aften og Morgen paa den fjerde Dag, der endte med, at 28000 Aar var forløbet siden Værkets Begyndelse, var Vidne til et stort Fremskridt med Hensyn til Jordens Beredelse til Bolig for Mennesket.

Den femte Skabelsesdag.

»Og Gud sagde: Vandet vrimle af en Vrimmel af levende Dyr, og Fugle flyve over Jorden under Himmelens Hvælving! Og Gud skabte de store Vanddyr og alle levende Dyr, som rører sig, af hvilke Vandet vrimler, efter deres Slags, og alle vingede Fugle efter deres Slags. Og Gud saa, at det var godt.«

Ved at betragte de sydlige Haves myldrende Rigdom paa Liv i vor Tid kan man danne sig en lille Forestilling om, hvorledes Jordens varme Have den Gang har vrimlet med levende Væsener, lige fra Hundestejlen til de store Havuhyrer. Krybdyr, der kunde leve baade paa Land og i Vand (Amfibierne), henhører ogsaa til denne Periode, hvori de nuværende Fastlande, og Øer gradvist hævedes og derefter atter sank, medens skiftevis de nedstyrtende større eller mindre Ringe og Tidevandet [34] skyllede henover dem. Derfor kan vi finde Levninger af Skaldyrene paa de højeste Bjerge. Man har undertiden kaldt de store Kalkstenslejer, der findes alle Steder i Verden, for »Skaldyrenes Kirkegaard«, fordi de næsten udelukkende bestaar af sammenhobede Skaller. Hvilket Mylder maa der ikke have været af disse smaa Væsener, der et efter et fødtes, døde og sank ned paa Havbunden med deres Skaller! Vi læser, at Gud velsignede dem og sagde: Vær frugtbare og mangfoldige! Ja, selv en saa lavtstaaende og kortvarig Tilværelse er en Gunstbevisning, en Velsignelse.

Lad os ikke paastaa mere, end Bibelen nøder os til. Skriften siger ikke, at Gud skabte de mange Millioner af smaa og store Fisk og Krybdyr hver for sig, men blot at Guds Aand virkede paa Vandene, og at Havet derved frembragte de forskellige Dyreformer. Der staar ikke noget nærmere om, hvorledes denne Proces gik for sig. En Art kan maaske under forandrede Forhold have udviklet sig til en anden, eller der kan under forskellige ydre Forhold være opstaaet flere Former af samme Protoplasma. Der er ingen, der kan vide det, og det vilde være uklogt at være paastaaelig. Det er ikke for os at afgøre, om ikke selve Urslimen kan være opstaaet ved kemiske Processer i det stærkt mineralholdige Vand i Datidens Have. Men hvad vi aldeles bestemt paastaar er, at alt blev til ifølge Guds Hensigt og paa hans Foranstaltning, og at han derfor har skabt alt, hvilke Midler og Veje han ellers har benyttet sig af. Vi paastaar endvidere, at dette fremgaar af selve Naturens Kendsgerninger ikke mindre end af Ordene i Mosebogen. Hvorledes end Havets Skabninger blev frembragt, naaede de en Tilstand, hvori hver Art er af sin Slags, og hvor Arternes Grænser ikke kan overskrides. Dette er Guds Værk, hvilke Veje han end er gaaet for at udføre det.

Denne Dag svarer nøje til Videnskabsmændenes Krybdyrsperiode. Ved dens Morgen eller Afslutning var der [35] gaaet 35000 Aar, siden Omordningen af Jorden begyndte.

Den sjette Skabelsesdag.

»Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter deres Slags, Kvæg og Kryb og Markens Dyr efter deres Slags! Og det skete saa. Og Gud gjorde Markens Dyr efter deres Slags og Kvæget efter dets Slags og alt Jordens Kryb efter dets Slags. Og Gud saa, at det var godt.«

Paa dette Tidspunkt var Forholdene paa Jorden naaet til en fastere Ordning. Jordskorpen var blevet adskillige Hundrede Fod tykkere, idet der var blevet afsat Mængder af Sand, Ler, Kul og andre Mineraler, der dels var kommet fra hensmuldrende Klipper, som Jordskælvene havde løsrevet, dels skyldtes de nedstyrtende Ringe og dels endelig var Rester af Dyr og Planter. Desuden maa ogsaa en betydelig Del af Jorden selv være kølnet og størknet i Løbet af de foregaaende 35000 Aar. Ikke saa ganske lidt af Jordens Overflade var nu hævet over Havet og var blevet drænet ved Hjælp af Klippekløfter og Dale, saa at Dyrene kunde leve derpaa. Disse inddeles her i tre Grupper: 1) Landkrybdyr, koldblodige Dyr, der aander ved Lunger, f. Eks. Firben og Slanger, 2) Markens Dyr, de vilde Dyr, til Forskel fra Husdyrene, som var særlig skikkede til at være Menneskets Ledsagere, og som her benævnes 3) Kvæg. Luften var ogsaa paa den Tid blevet renset ved, at de Stoffer, der ikke egnede sig for Dyr med Lunger, var blevet opsuget af den frodige Plantevækst, ligesom de talrige Kulilter var blevet optaget fra Havene, før disse blev fyldt med aandende Væsener.

Atter her vil vi saa vidt muligt undgaa Strid med Tilhængerne af Udviklingslæren. Vi er villige til at indrømme, at om Gud vilde det, kunde han lade de forskellige Dyrearter blive til ved at udvikle sig den ene fra den anden, eller han kunde lade hver Art for sig udvikle sig fra den oprindelige Urslim. Vi ved ikke, [36] hvilken Metode Gud benyttede; thi der er ikke blevet aabenbaret os noget herom hverken i Bibelen eller i Klipperne. Dog er det blevet os klart aabenbaret, at hvilken Vej Gud end gik, har han afgrænset hver Art efter sin Slags paa en saadan Maade, at den ikke kan forandres, ikke en Gang ved Menneskets maalbevidste Indgriben. Her finder vi den intelligente Skabers Stempel paa hans Gerning; thi havde Naturens »blinde Kraft« været Skaberen, vilde vi naturligvis stadig se denne famle sig frem i Blinde, saa at nogle Arter udviklede sig videre, og andre gik tilbage. Der vilde da ikke være en saadan Fasthed i Arterne, som vi iagttager i Naturen.

Vi kan med al Rimelighed gaa ud fra, at det var lige ved Slutningen af den sjette Dag, at Gud skabte Mennesket, fordi dette var det sidste, som Gud skabte, og det udtrykkeligt hedder, at hans Skabergerning endte »paa den syvende Dag«. Delingen af Mennesket i to Personer, to Køn, udgjorde øjensynlig den sidste Handling.

»Og Gud sagde: Lad os gøre Mennesker i vort Billede, efter vor Lignelse, og de skal herske over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over Kvæget og over al Jorden og over alt Kryb, som rører sig paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, i Guds Billede skabte han det; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vær frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden og underlæg eder den og hersk over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som rører sig paa Jorden!«

I Betragtning af vore Bemærkninger i det foregaaende om, at Sproget i Bibelen ikke forbyder os at antage Muligheden af, at Planterne saavel som Hav- og Land­dyrene i større eller mindre Grad har gennemgaaet en Udvikling i deres forskellige Arter, vil det være paa sin Plads for os at lægge Mærke til den store Forskel, der kommer frem i de Udtryk, som gælder Menneskets Skabelse. Kun i sidste Tilfælde tales der bestemt om en direkte Udøvelse af Guds Skabermagt, medens der i, [37] hvad der siges om Dyrenes Tilblivelse, snarere synes at ligge Tanken om en Udvikling:

»Og Jorden frembragte Græs« o. s. v.

»Vandet vrimle af en Vrimmel af levende Dyr« o. s. v.

»Jorden frembringe levende Dyr efter deres Slags, Kvæg« o. s. v.

Der findes to Beretninger om Skabelsen — den ene, som vi lige har betragtet, og som kun behandler Emnet ganske kort i Rækkefølge, og en anden, i nogle Henseender mere udførlig, som findes i 1 Mos. 2, 4-25. Kapitlerne er øjensynlig her blevet delt paa et galt Sted; de to Beretninger burde hver udgøre et Kapitel. Den anden af dem forklarer visse Enkeltheder i den første. »Dette er Himmelens og Jordens Historie« eller Udvikling fra et Tidspunkt, før Planterne blev til. I Hovedberetningen, den første, bruges Ordet Gud, naar der tales om Skaberen. I den forklarende Beretning paavises der, at det var Jehova, der udførte hele Gerningen »paa den Dag«, da han skabte Himmelen og Jorden. Her sammenfattes altsaa alle seks Dage i en eneste stor Periodedag.

Ordet Gud i det første Kapitel er oversat fra det hebraiske Fællesnavn elohim, et Flertalsord, der lige saa godt kunde gengives ved Guder. Som vi allerede har set, betyder det »mægtige«. Faderens enbaarne var sikkert hans virksomme Tjener ved Udførelsen af Skaberværket. Maaske har han til Hjælp ved Udførelsen af Enkelthederne haft Englenes Hærskarer, hvem Ordet elohim kan anvendes om, som vi ogsaa andetsteds har set. (Bind V.) Det er derfor paa sin Plads, at Beretningen henleder Opmærksomheden paa, at Jehova er alles Skaber og Fader, hvem han end har benyttet som sine Redskaber. Vi vil her betragte de nye Enkeltheder i den anden Fortælling om Menneskets Skabelse. Det hedder:

[38] »Da dannede Gud Herren Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.«

Gud var blevet herliggjort i alt sit tidligere Værk og i alle sine Skabninger, selv de ringeste, skønt ingen af dem kunde takke eller sætte Pris paa ham eller blot kende ham. Gud havde set alt dette fra Begyndelsen af og havde beredt alt til Mennesket, der skulde være hans Mesterværk iblandt de jordiske Skabninger. Der siges ikke om Mennesket, som der blev sagt om Havets Skabninger: »Vandet vrimle med«, eller som der blev sagt om Dyrene: »Jorden frembringe«. Tværtimod berettes der, at Mennesket var Skaberens særlige Gerning, skabt »i Guds Billede«. Det gør lige meget, om vi skal forstaa det saaledes, at det var i elohims Billede eller i Jehovas Billede. Thi elohim var jo Guds Sønner, skabt i hans Lignelse, hvad Fornuft og moralske Egenskaber angaar. Vi mener ikke, at dette Billede staar i Forbindelse med den legemlige Form, men at der tænkes paa et moralsk og forstandsmæssigt Billede af den store Aand, samtidig med at den jordiske Skabning var tilpasset efter jordiske Forhold. Og med Hensyn til Lignelsen havde den sikkert at gøre med det Herre­dømme, der blev tildelt Mennesket. Han skulde være Konge paa Jorden og over dens mange Skabninger, ligesom Gud var Konge i hele Universet. Her staar Striden mellem Guds Ord og den saakaldte »moderne Videnskab«, for hvilken hele Verden, særlig de lærde og deriblandt de ledende Mænd ved de teologiske Skoler samt de mest fremragende Prædikanter, bøjer sig i Ærefrygt, idet de tilbeder den Videnskabens Gud, der kaldes »Evolutionen«, »Udviklingslæren«. De to Teorier staar skarpt overfor hinanden. Hvis Evolutionsteorien er sand, er Bibelen falsk fra 1 Mosebog til Aabenbaringen. Hvis Bibelen er sand, som vi hævder, er Evolutionsteorien fuldstændig falsk i alle dens Paastande angaaende Mennesket, 

Det [39] er ikke blot Mosebogens Beretning om Men­neskets Skabelse i Guds Billede, der er det afgørende i denne Sag, skønt Ordene er ganske utvetydige. Men hele Bibelens Lære er i Overensstemmelse med Mosebogens og staar eller falder med denne. Hvis Mennesket var skabt anderledes end rent og fuldkomment og vel udrustet i aandelig Henseende, hvorledes kunde det saa med Rette kaldes et Billede af Gud? Hvorledes kunde da Gud stille det paa Prøve i Eden for at se, om det var skikket til det evige Liv? Hvorledes kunde i saa Tilfælde dets Overtrædelse af Forbudet mod at æde af den bestemte Slags Frugt blive regnet for en Synd, der maatte straffes med Døden? Og hvorfor var det ellers nødvendigt at genløse det fra denne Dødsdom?

Desuden hedder det, af »Mennesket Kristus Jesus« blev en »antilytron«, en Genløsningsbetaling (eller tilsvarende Værdi), for det første Menneske, og Jesus maa derfor kunne betragtes som en Fremstilling af, hvorledes det første Menneske var, før det syndede og kom ind under Guds Dødsdom.

Vi ved ogsaa, at der er i Dag, som der har været i Fortiden, mange ædle naturlige Mennesker, om hvilke Gud erklærer, at de alle er Syndere, der ikke kan vinde Jehovas Anerkendelse, medmindre de angrende kommer frem for ham ved Kristi Offers Fortjeneste og faar Tilgivelse. Der siges om alle dem, der saaledes kommer til Gud, at de staar i Naaden, dækket af Kristi Retfærdigheds Klædning. Før nogen kan blive personlig og fuldstændig tilfredsstillende for Skaberen, maa der finde en Genoprejsning, en Genoprettelse til Fuldkommenheden Sted. Dog var det denne samme Skaber, der, før Adam faldt i Overtrædelse, havde Samfund med ham og kaldte ham sin Søn, medens det om os hedder, at vi er »Vredes Børn« under Syndens Fordømmelse. — Luk. 3. 38.

[40] Lige saa sikkert, som alle de hellige Profeter siden Verdens Skabelse har forkyndt, at der i det kommende Tusindaarsrige vil finde en Genoprettelse Sted, lige saa sikkert er Udviklingslæren i Modstrid med Guds Udtalelser gennem disse Profeter. Saa langt fra at være en Velsignelse for Slægten vilde Genoprettelsen blive en Forbrydelse imod den, hvis Udviklingslæren er rigtig. Hvis Mennesket ved Hjælp af en blind Kraft igennem talrige Udviklingsprocesser har maattet klatre fremad fra Urslim til Østers, fra Østers til Fisk, fra Fisk til Krybdyr, fra Krybdyr til Abe, fra Abe til det laveststaaende Menneske og fra dette atter til, hvad vi nu er, da vilde det være en frygtelig Uret mod Slægten, om Gud skulde genoprette den til Adams Til­stand eller muligvis tvinge Genoprettelsen endnu længere tilbage — til Urslimen. Der findes ingen Mellemvej i dette Spørgsmaal. Jo snarere Guds Folk kan bringes til at indtage et helhjertet Standpunkt i Overensstemmelse med Ordet, jo bedre er det for dem, og desto mere sikre vil de være mod at henfalde til de Fornægtelser af Genløsningen og de Evolutionsteorier, der nu forefindes overalt, og hvormed man forsøger at forføre endog de udvalgte, om det var muligt. Lad Gud være sand, om end enhver Darwinist derved skal blive en Løgner. — Rom. 3, 4.

Vi kan ikke her gaa i Enkeltheder med Hensyn til Adams Skabelse og give os til at drøfte, hvorledes hans Organisme eller Legeme var eller hans Aand eller Livsaande, eller hvorledes disse to forenede sig, saa at han blev en levende Sjæl. Dette er allerede omtalt i en anden Sammenhæng. (Bind V, Kap. 12.)

Menneskenes Frugtbarhed stod øjensynlig ikke i nogen Forbindelse med deres Overtrædelse, som nogle har ment, men udgjorde tværtimod en Del af Guds Velsignelse. Den eneste Forbindelse mellem Faldet og Forbandelsen eller Straffen bestod i den omtalte Henseende [41] kun deri, at Moderens Møje og Svangerskab blev forøget, svarende til Mandens Arbejde og Sved. Disse Byrder er blevet tungere og tungere, efterhaanden som Slægten er sunket aandeligt og legemligt. Hensigten med Frugtbarheden vil være naaet, naar der er blevet frembragt tilstrækkelig mange Individer til at opfylde Jorden. Det er sandt, at der allerede er blevet født et umaadeligt Antal Mennesker — maaske 50000 Millioner — der nu sover i Dødens store Fængsel. Men dette er ikke for mange; thi naar hele den nuværende Landoverflade bliver gjort brugelig til Bolig for Menneskene, som den efter Forjættelsen vil blive det, kan den afgive rigelig Plads til to, tre Gange dette Antal. Og saaa er der endda ikke taget Hensyn til Muligheden af, at andre Fastlande kan blive hævet op af Havets Dyb, ligesom de nuværende blev det i Fortiden.

Tvivlere iblandt Videnskabsmændene har længe søgt at paavise, at der var Mennesker paa Jorden længe før det Tidspunkt, Mosebogen omtaler. Ethvert Ben, der findes i de dybere liggende Jordlag, bliver omhyggeligt undersøgt med det for Øje at skaffe vedkommende Videnskabsmand Verdensberømmelse som den, der har gjort Guds Ord til Løgn. Vi har allerede omtalt det upaalidelige i saadanne Beviser som f. Eks. Fundet af Pilespidser i Gruslag fra en tidlig Periode. I nogle Tilfælde i det mindste har det vist sig, at Nutidens Indianere har lavet disse Pilespidser nær ved det Sted, hvor de fandt Flintestenene dertil. (Se Bind II.) *)

*) Vi er ikke ukendt med Teorien om et præadamitisk Menneske og de Forsøg, der er blevet gjort paa ved Hjælp af dette at forklare de forskellige Menneskeracers Opstaaen. Men vi holder fast ved Bibelen som Guds Aabenbaring og hævder, at den er alle menneskelige Teorier overlegen. Den hævder Menneskeslægtens Enhed i bestemte Udtryk, idet den siger: »Han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod paa hele Jordens Flade.« (Ap. G. 17, 26.) Den siger ogsaa, at Adam var det første Menneske. (I Kor. 15, 45. 47.) Syndflodsberetningen gaar ligeledes udtrykkeligt ud paa, at kun otte Mennesker blev frelst i Arken, og at de alle var af adamitisk Oprindelse. Forskellen imellem de enkelte Menneskeracer maa forklares ud fra uensartede Forhold, Sædvaner o. s. v., i Særdeleshed ud fra den Afsondrethed, hvori de forskellige Folk har levet i de forskellige Egne, og hvorved deres Særegenheder har vokset sig fast. Dette belyses ved den Omstændighed, at Europæere, der i lang Tid lever blandt Indere eller Kinesere, antager en vis Lighed med deres Naboer. Denne Lighed i Huden og de ydre Træk træder endnu stærkere frem hos Børnene, som fødes derude, hvad der uden Tvivl hænger sammen med Moderens Omgivelser under Svangerskabet. Til yderligere Belysning heraf tjener dette, at Kineserne i en bestemt Egn hævder, at de er Efterkommere af de Jøder, der blev adspredt i den Trængsel, som afsluttede den jødiske Tidsalder — omkring Aar 70. Disse Jøder er blevet saa fuldt ud Kinesere, at de har mistet enhver Lighed med deres Forfædre — til Trods for, at den jødiske Race er den mest haardføre af alle.

[42] Ved et Møde, der for ikke længe siden blev afholdt i Victoria Philosophical Institute, blev der fremlagt en Beretning om »at Prof. Stokes, Sir J. R. Bennett, Prof. Beale og andre havde foretaget en Undersøgelse af de forskellige Udviklingsteorier, men at de endnu ikke havde truffet, noget videnskabeligt Bevis, der kunde gøre det sandsynligt, at Mennesket havde udviklet sig fra de lavere Dyr. Prof. Virchow havde erklæret, at der absolut ikke fandtes nogen Forstening af Mennesker paa et lavere Udviklingstrin, samt at ethvert faktisk Fremskridt indenfor den historiske Anthropologi (Læren om Mennesket) i Virkeligheden yderligere havde fjernet os fra Muligheden af at finde Beviser paa en saadan Forbindelse mellem Mennesket og det øvrige Dyrerige. Den store Palæontolog, Prof. Barraude, havde givet sin Tilslutning hertil, idet han erklærede, at han ikke ved nogen af sine Undersøgelser havde truffet Spor af, at en Fortidsart havde udviklet sig til en anden. Det syntes virkelig, som om ingen Videnskabsmand  [43] endnu havde havde fundet noget Bindeled mellem Mennesket og Aben, mellem Fisken og Frøen, mellem Hvirveldyrene og de hvirvelløs Dyr.  Der var endvidere ikke fundet noget Bevis for, at en Art, fortidig eller nulevende, havde mistet sine Artsejendommeligheder og lagt sig andre til, som fandtes hos andre Arter.  Skønt der f. Eks. var stor Lighed mellem Hunden og Ulven, fandtes der dog intet Forbindelsesled mellem disse to.  Og det samme var Tilfældet med de uddøde Arter.  Der var ingen gradvis Overgang fra den ene til den anden.  De første Dyr, der fandtes paa Jorden, maatte for øvrigt paa ingen Maade betragtes som særlig lavtstaaende.»

Fra Sir Dr. jur. J. W. Dawsons Oversigt over sine sidste Fund med Hensyn til  »Geologiens og Historiens Mødested» citerer vi følgende:  »Vi har ikke fundet noget Forbindelsesled, der knytter Mennesket sammen med de lavere Dvreformer, som levede før dette.  Mennesket træder frem for os som en helt ny Afdeling i Skabelsesværket uden at have nogen direkte Forbindelse med de lavere Dyrs instinktive Liv.  De første Mennesker er ikke i mindre Grad Mennesker end deres Efterkommere, og saa vidt som deres Hjælpemidler tillod det, var de lige saa fuldt som disse Opdagere og Opfindere, der indførte Nye Skikke.  Vi har ikke engang været i Stand til at spore Mennesket tilbage til Uskyldighedens Tidsalder (i paradis).  Som vi finder det i Hulerne og Jordlagene, er det allerede et faldent Væsen ude af Harmoni med dets Omgivelser, en Fjende af dets Medskabninger, til hvis Bekæmpelse det forfærdiger Ødelæggelsesredskaber, som er langt frygteligere end de, hvormed Naturen har forsynet Rovdyrene. . . . Mennesket er med Hensyn til Legemet et Dyr, af Jorden, jordisk.  Det er et Medlem af Afdelingen Hvirveldyrene og derunder igen af Klassen Pattedyrene.  Indenfor denne Klasse udgør det imidlertid ikke blot en særlig Art og Slægt, men ogsaa en [44] særlig Familie, ja, en særlig Orden.  Det er saaledes ved et stort Spring adskilt fra de Dyr, der kommer det nærmest.  Selv om vi giver den Lære Medhold, hvis Rigtighed endnu slet ickke er bevist, at de lavere Dyr har udviklet sig fra hverandre, er vi dog ud af Stand til at fremkomme med det  »manglende Led», der skulde til for at faa Mennesket knyttet sammen med en hvilken som helst Gruppe af de lavere Dyr. . . . Der er intet Punkt i Videnskaben, hvorom der hersker saa stor Sikkerhed som derom, at Mennesket først træder meget sent frem i den geologiske Tid.  Ikke blot finder vi intet Spor af dets Tilstedeværelse i de ældre geologiske Lag, men vi finder heller ikke der noget Spor af de Dyr, der staar det nærmest.  Øjensynlig var Tilstandene i den daværende Verden uskikkede til, at Mennesket kunde eksistere derunder.  Hvis vi i Overensstemmelse med det sædvanlige geologiske System inddeler hele Jordens Historie i fire store Afdelinger, der strækker sig fra de ældste Klippedannelser, vi kender, nemlig dem fra den eozoiske eller arckæiske Periode lige op til Nutiden, finer vi først Spor af Mennesket eller dets Frembringelser i den sidste af de fire og det endda blot i den allersidste Del af denne.  Der findes faktisk ikke noget uomtvisteligt Bevis for Menneskets Tilstedeværelse, før vi naar frem til den første Del af Nutiden. . . .  Der eksisterer blot een Art Mennesker, skønt der gives mange Racer og Afskygninger.  Disse Racer eller Afskygninger synes at have udviklet sig paa et meget tidligt Tidspunkt, og siden har de vist en mærkværdig Fasthed. . . .  Beretningen i 1 Mosebog har foregrebet den moderne Historie.  Denne gamle Bog er i enhver Henseende troværdig og staar det gamle Hedenskabs Legender og Myter saa fjernt som muligt.»

Den store Bakteriolog, Prof. Pasteur, var en afgjort Modstander af Darwinismen.  Han udtalte ved en Lejlighed: [45]

»Eftertiden vil engang le ad de moderne materialistiske Filosoffers Daarskab.  Jo mere jeg studerer Naturen, desto mere forbavset bliver jeg over Skaberens Gerninger.  Jeg beder, medens jeg er optaget af mit Arbejde i Laboratoriet.»

Den russiske lærde, Virchow, var, skønt ikke selv nogen bekendende kristen, ligeledes en Modstander af Darwins Teori om, at organiske Væsener skulde have udviklet sig af uorganiske Stoffer.  Han erklærer tillage:  »Ethvert Forsøg paa at finde et Overgangsled mellem Dyrene og Mennesket er endt med en absolut fiasko.  Mellemledet er aldrig blevet og vil aldrig blive fundet.  Mennesket stammer imme fra Aben.  Det er blevet aldeles uomtvisteligt bevist, at der ikke i de sidste 5000 Aar er sket nogen Forandring med Mennesken.»

Ogsaa andre Naturforskere har taget til Orde imod Darwins Anskuelser.

I Lyset af disse Kendsgerninger forekommer de Artikler os aldeles taabelige, hvori visse  »Doktorer» og  »Professorer» søger at give sig Udseende af at sidde inde med stor Lærdom ved at diske op med  »manglende Led» eller ved at fortælle os, at Menneskets Lilletaa er ved at blive unyttig og derfor snart vil blive  »bortkastet af Naturen», ligesom  »Halen allerede er blevet bortkaster».  Har vi ikke velbevarede Mumier, der er næsten fire Tusind Aar gamle?  Har vi ikke legemsstore, nøgne Statuer, der er næsten lige saa gamle?  Findes der Haler paa dem?  Eller er deres Lilletaa i mindste Maade forskellig fra vor?  Er ikke Tendenserne overalt i Naturen nedadgaaende?  Er Menneskets fornuftmæssige Indgriben ikke nødvendig for at opretholde de højeste Former af Dyre- og Plantelivet?  Er Guds Naade ikke nødvendig for at løfte Mennesket opad og hindre det i at degenerere saa stærkt, som vi f. Eks. ser det i det mørke Afrika?  Og stemmer dette ikke overens med Skriftens Udsagn? — Rom. 1, 21. 24. 28.

[46] Det vil være ret for Herrens Folk at huske nøje paa den Formaning, som Apostelen Paulus  gav Timotheus:  »O Timotheus, . . .  vend dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse.»  (1 Tim. 6, 20.)  For at kunne se en Sanhed klart, maa vi betragte den ud fra den guddommelige Aabenbarings Standpunkt.  Vi maa se Lys i hans Lys.  Naar vi da under Vejledning af Naturens Gud kaster Blikket rundt om os paa Naturen, vil baade vort Hjerte og vor Forstand udvide sig.  Vi vil blive fyldt med Beundring og Ærefrygt, naar vi ser Genskinnet af vor almægtige Skabers herlige Majestæt og Magt.

Da Aften og Morgen var forbi paa den sjette Dag, 42000 Aar efter at  »værket» var begyndt, var Jorden rede til, at Mennesket kunde underlægge sig den.  Dog var den som Helhed betragtet endnu uskikket til Bolig for det.  Eftersom Gud forud vidste, at ans Skabning vilde blive ulydig imod ham (og ogsaa forud havde tilrettelagt sin Plan i Forbindelse med Dødsdommen, Genløsningen og den endelige Sejr over Synden og Døden for alle dem, der var blevet tilbørligt opøvet ved deres Erfaringer), ventede han ikke med at skabe Mennesket, indtil hele Jorden var rede til at tage imod det, men nøjedes med at frembringe et Paradis, en Have i Eden, der paa enhver Maade var fuldkommengjort til den korte Prøve, som det første, fuldkomne Menneskepar skulde stilles paa.  I øvrigt overlod han det til  Menneskene som Straffearbejdere at underlægge sig Jorden og paa samme Tid høste værdifulde Erfaringer derved.

Den syvende Dag i Skabelsesugen.

»Og Gud fuldendte paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og han hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort.»

Naar vi lægger Mærke til det fremadskridende, opadgaaende Værk, der blev udført i Løbet af de første [47] seks Dage, og naar vi endvidere kommer i Hu, at Tallet syv i sig selv betegner det fuldkomne og afsluttede, vil vi ganske naturligt vente, at den syvende Periodedag skal blive mere vidunderlig end dens Forgængere.  Og saaledes er det virkelig.  Kun at dens store Betydning for en Tid (indtil det belejlige Tidspunkt) er skjult for vor aandelge Forstands Øjne i den almindelige Udtalelse, at Gud paa den syvende Dag hvilede fra al sin Gerning.  Hvor vidunderligt er det ikke, at han skulde hvile fra Skaberværket netop paa en Tid, da alt syntes at være rede til Fuldkommengørelsen, ligesom om en Bygmester vilde foretage alle Forarbejder til Opførelsen af en Bygning og saa høre op med at arbejde uden at iværksætte sine oprindelige Hensigter!

Men det hele lukker sig vidunderligt op for os, naar vi kommer til at forstaa, at Gud Jehova hvilede fra sin Skabergerning, afholdt sig fra at fortsætte den, fordi han i sin Visdom forudsaa, at hans Planer bedst kunde fremmes ved andre Midler.  Gud valgte at lade sin Skabning, Adam, benytte sig af sin frie Vilje og bukke under for Fristelsen til at synde, hvorved Dødsstraffen med dens seks Tusind Aars Bortdøen og Kamp imod slette Omgivelser kom over ham og hans Efterkommere.  Gud saa det bedst at lade Mennesket som den dødsdømte Forbryder udføre en Del af Arbejdet med at underlægge sig Jorden, fordi det vilde gavne Mennesket at være med til at bringe Jorden som Helhed frem i Retning af de forjættede paradisiske Tilstande, og fordi det var nyttigt for Mennesket at lære Guds Retfærdighed og Syndens overvættes Syndighed at kende, hvorved det kunde blive beredt til at tage imod den Naade, som en Gang skulde aabenbares.

Dog var en af Hovedgrundene til, at Jehova hørte op med sin Skabergerning denne, at den skulde fuldføres af en anden — af hans enbaarne Søn — paa en saadan Maade, at baade Faderen og Sønnen vilde blive herliggjort derved, idet Fuldkommenheden i Guds [48] Karakteregenskaber derigennem vilde træde særlig stærkt frem.  Dette skete ved, at han gav sin Søn som Menneskets Genløser og saaledes stadfæstede sin egen Retfærdighed, ifølge hvilken han ikke paa nogen Maade kunde tilsidesætte Kendelsen, at  »Syndens Sold er Døden», men tillage viste sin Kærlighed i den Medlidenhed med de faldne Skabninger, der strakte sig saa vidt, at han lod sin Søn dø for Menneskets Skyld.  Guds Visdom og Magt vil fremgaa af ethvert Træk i den fuldendte Plan.

Man kunde nu mene, at der i og for sig ikke vil være noget nyt i dette, at Faderen giver Afkald paa at fuldende Skabelsesværket, for at Sønnen kan gøre det i de tusind Aar ved Genoprettelsen, idet ogsaa alt, hvad der tidligere var blevet til, var blevet skabt af Faderen, men ved Sønnen, uden hvem intet blev til af det, som er til.  Saadan er det imidlertid ikke.  Sønnens Forhold til den Genoprettelsesgerning, hvormed den syvende Periodedag vil slutte, og hvorved de jordiske Tilstande vil blive fuldkommengjort, bliver absolut forskelligt fra hans Forhold til alle sine øvrige Gerninger.  Disse havde han blot udført i Jehovas Sted og ved Hjælp af Midler og Kræfter, som imme paa nogen Maade tilhørte ham selv.  Men ved Udførelsen af den omtalte store Gerning vil han bruge en Magt og Myndighed, som fuldt ur er h ans egen, og som det kostede ham fireogtredive Aars Ydmygelse og til Slut Korsfæstelsen at opnaa.  Ved det sidstnævnte Forhold, som Faderen i sin Visdom og Kærlighed havde lagt til Rette for ham, købte han sig Verden, købte han Adam og alle hans Efterkommere med samt Adams Ejendom, Jorden og hans Ret til at være Konge  »i Guds Lignelse».  Det var Faderen velbehageligt at hædre den førstefødte; derfor planlagde  han dette og hvilede derpaa eller ophørte at skabe, for at Sønnen kunde fuldende Gerningen til hans saavel som sin egen Ære.

[49] Gud hvilede i den Forstand, at han hørte op med at skabe, ikke som om han var træt og trængte til Hvile.  Han saa, hvorledes den ypperste jordiske Skabning faldt og blev ødelagt vd Synden; dog gjorde han intet for at standse Dødsdommens Udførelse eller for at genoprette Menneskene.  Ved sin egen Lov havde han i Virkeligheden afskaaret sig selv fra at vise Barmhjertighed og Mildhed imod Adam og hans Slægt, medmindre der kom en Forløser til.  Da Straffen var Død uden Ophør — evig Død, evig Ødelæggelse — og da det var umuligt for Gud at lyve, umuligt for Universets store Dommer at omstyrte sin egen retfærdige Kendelse, kunde Skaberen ikke direkte blive Slægtens Genopretter, lige saa lidt som han kunde fortsætte Skabergerningen iblandt de fordømte Mennesker og paa deres Ejendom, Jorden.

Deri viste Gud Jehova sin Tillid til sin egen store Verdensplan og til sin enbaarne Søn, hvem han overdrog at fuldføre den.  Faderens Tillid til Søn bruges af Apostelen som et Billede paa den Tro, vi bør have til den Salvede, saa at vi overgiver alle vore Interesser og Bekymringer til ham med Hensyn til os selv, vore Venner og Verden i Almindelighed.  Apostelen siger:  »Vi gaar ind til Hvilen, vi, som er kommet til Troen. . . . Thi den, som er gaaet ind til hans Hvile, ogsaa han har faaet Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.»  De troende kan ligesom Gud have en fuldkommen Tillid til Kristi Dygtighed og Villighed til at udføre alle Jehovas store Planer med Hensyn til vor Slaægt.  Derfor kan de hvile, ikke efter legemlig Træthed, men fra al Bekymring, al Ængstelse, fra ethvert  Ønske om at overtage Kristi Gerning eller forsøge at opnaa det samme Resultat ved andre Midler.

Skaberens Hvile eller det, at han afstod fra hurtigt at komme sine faldne Skabninger til Hjælp, var paa ingen Maade et Udslag af Ligegyldighed eller Forsømmelse.  Gud benyttede blot den viseste og bedste Fremgangsmaade [50] til at hjælpe Menneskene, idet han skaffede dem en Mellemmand.  Hvis nogen skulde mene, at Genoprettelsesværket burde have begyndt før, vilde vi svare, at den Tid, Synden og Døden har hersket, 6000 Aar, ikke har været for lang til at frembringe et tilstrækkelig stort Antal Mennesker til at opfylde Jorden, heller ikke for lang til at lade alle smage Syndens overvættes Syndighed og den frygtelige Straf, som den medfører, samt til at lade Menneskene se det forgæves i deres Bestræbelser for at hjælpe sig selv.  Herrens  første Komme for at genløse (købe) Verden, saa at han kunde faa Ret til at komme igen og velsigne og genoprette alle dem, der vil tage imod hans Naade, siges i Skriften at have fundet Sted i rette Tid, skønt der da var gaaet mere end 4000 Aar, efter at Synden og Døden var kommet ind i Verden.  »Da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn.»  Det var den Gang endnu blot Tidens Fylde til at kalde, udtage og berede den udvalgte Menighed til sammen med Frelseren at udføre det store Velsignelsesværk for Verden i de tusind Aar.  Gud forudsaa, at det vilde tage hele Evangeliets Tidsalder at fuldbyrde denne Udvælgelse, og sendte derfor sin Søn til en Genløsningsbetaling netop saa lang tid i Forvejen, at dette kunde naas.

Guds Hviletid.

Hvor længe er det da, siden Gud ophørte med sit Skaberværk eller begyndte at hvile?  Vi svarer, at det nu er lidt mere end seks.   Tusind Aar siden.  Hvor længe vil hans Hvile vare?  Vi svarer, at den vil vedvare igennem de tusind Aar, hvor den store Mellemmand hersker for at genoprette alt det, som Gud har talt om ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.  (Ap. G. 3, 21.)  Vil det vise sig, at Gud har haft Ret til at have den Tillid til sin Plan, som fik ham til at hvile fra dens Udførelse og lægge denne over i Jesu [51] Hænder?  Vil Resultatet blive tilfredsstillende?  Gud Jehova, der kender Enden fra Begyndelsen, siger, at alt vil blive saare godt, og at Sønnen, ved hvis Hjælp den er blevet fuldført,  »skal mættes, fordi hans Sjæl har haft Møje».  (Es. 53, 11.)  Alle de troende, der tillidsfuldt hviler i Frelserens fortidige og fremtidige Gerning, kan have Troens fulde Forvisning om, at  »intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og at det ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elsker ham».  Dette gælder særlig Menigheden, men finder ogsaa sin Anvendelse paa dem, der i de tusind Aar af et helt Hjerte tager imod Guds underfulde Naade, hvis Længde og Bredde, Højde og Dybde vil fremgaa af de kommende Genoprettelsesvelsignelser.

Seks Tusind Aar er der gaaet, og eet Tusind Aar staar tillage af Jehova Hvile. Vi kommer da frem til den Tid, hvor Sønnens Tusindaarsregering vil ophøre, fordi dens Formaal er fuldført — fordi de villige og lydige iblandt Menneskene da eer blevet genoprettet til Guds Billede, og Jorden da er blevet dem underlagt som deres Ejendom, som deres Rige.  Naar Hensigten med Midlerregeringen er opnaaet, og alle de, der lægger Jorden  øde, er blevet udryddet, skal Sønnen  »over give Gud og Fadern Riget» — nemlig ved at overlade det  til Menneskene, for hvem det fra først af var bestemt. (Matt. 25, 31. 34.)  »Da skal Kongen sige til dem . . . :  Kom hid, I min Faders velsignede, arv det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse,» —1 Kor. 15, 25—28.

Det er Længden af denne syvende Periodedag, der giver os Nøglen til Længden af de andre Dage IiSkabelsesugen.  Naar den hele Periode paa syv Gange syv Tusind Aar eller i alt 49000 Aar er til Ende, er vi naaet frem til det 50.  Aartusind.  Som vi allerede har gjort opmærksom paa (Bind 11,  Kap. 6), spiller [52] Tallet 50 en stor Rolle i Forbindelse med Højdepunktet i Guds Plan.  Af  Israels Sabbatsdage førte 7 x 7 = 49 frem til den 50.  Dag, Pinsedagen med dens Hvile i Troen.  Sabbatsaarene 7 x 7 = 49 ledte til Jubelaaret, det 50.  Aar, og den endnu større Kreds paa 50 x 50 Aar førte frem til Jordens store Jubelaar, Tusindaarsriget.  Og her træffer vi endelig Sabbats-  eller Syvdagssystemet anvendt efter en endnu større Maalestok paa Jordens Skabelse fra Begyndelsen indtil Fuldendelsen, idet 7 x 7000 Aar = 49000 Aar rækker hen til den herlige Tid, da der ikke mere skal være Suk eller Graad, Smerte eller Død, fordi Guds Skabelsesgerning da er fuldendt, saa vidt det angaar Jorden.

Guds Englesønner havde raabt af Fryd  (Job 38, 7) i Morgengryet til Jordens Skabelsesuge og derefter været Vidner til Arbejdets Fremadskriden, indtil endelig Jordens Konge,  Mennesket, var blevet skabt i Guds Billede.  Derefter kom Overtrædelsen og Faldet med Synden og Døden, de frygtelige Tildragelser med de faldne Engle, der ikke bevarede deres Højhed, og Menneskets blodige og egenkærlige Historie under Syndens og Dødens Vælde.  Dernæst følger efter hinanden Genløsningen, Udvælgelsen af den Salvede (Hoved og Legeme) ved Ofret og Oprettelsen af Messiasriget med Genoprettelsen af alt det, som Gud havde talt om ved alle sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.  Intet Under at der derefter følger et Jubilæum i Himmelen og paa Jorden, naar alle Jehovas fornuftbegavede Skabninger saaledes faar at se Længden og Bredden, Højden og Dybden ikke blot i Guds Kærlighed, men ogsaa i h ans Visdom og Magt.

Sikkert kan da den nye Sang synges af alle Guds Skabninger baade i Himmelen og paa Jorden:  »Store og vidunderlige er dine Gerninger, Herre, Gud, du almægtige, retfærdige og sande er dine Veje, du Folkeslagenes Konge!  Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, [53] og prise dit Navn?  Thi du alene er hellig; j, alle Folkeslagene skal komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine refærdige Domme er blevet aabenbaret. » — Aab. 15, 3, 4.

»Saa siger Herren, som skabte Jorden (han er Gud), som dannede Jorden og gjorde den, (han grundfæstede den, ickke til at være øde skabte han den, til at bebos dannede han den).» — Es. 45, 18.

»Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, . . . Hørte jeg sige:  Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet, tilhører Vilsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Efighedernes Evigheder.» — Aab. 5, 13.

Efter at det foregaande er blevet skrevet, har vi truffet paa følgende Artikel af Professor G. Fredrick Wright, dateret den 19, Nov. 1902:

»Beretningen i første Mosebog.»

Det første Kapitel i første Mosebog, der handler om Verdens Skabelse, er et meget ejendommeligt Dokument.  Det er ejendommeligt, baade havad angaar den Behændighed, hvormed det har undgaaet mulige Sammenstød med Videnskabens Resultater, og hvad angaar den litterære Virkningsfuldhed, hvormed det er skrevet.  Skal det maales efter den Indflydelse, det har haft, er der næppe noget andet Skrift, der kan maale sig med det.  Dets Formaal er øjensynlig at bekæmpe Flerguderiet og betone Guddommens Enhed.  Dette opnaar det ved at benægte en Flerhed af Guder baade i Almindelighed og i Enkelthederne, samt ved at hævde, at det er den ene evige Gud, der har skabt Himmelen og Jorden og alle de Genstande, som Afgudsdyrkerne tilbeder.

Dette Kapitels Betydning fremgaar dera, at overalt hvor det ikke har faaet nogen Indflydelse, hersker der Flerguderi og Afguderi.  Kun de Nationer, der har anerkendt dette Kapitel som Guds sande Aabenbaring, [54] tilbeder en enkelt Gud som den eneste Skaber af alt.

Videnskabens Fremadskriden har snarere tjent til at forstørre end formindske vor Beundring for denne underfulde og storslaaed Aabenbaringsbog.  Indenfor dens rummelige Rammer er der rigelig Plads til enhver virkelig Opdagelse i Videnskaben.  Sproget i dette Kapitel er blevet formet med en saa mærkværdig Visdom, at al Uoverensstemmelse med den moderne Videnskab er blevet undgaaet.  Den store Geolog, Prof. J. D. Dana ved Yale Universitetet, hævder med stort Eftertryk, at det er umuligt at give anden Forklaring paa denne Bogs Tilblivelse, end at den er blevet inspireret af Gud.

I det allerførste Vers afskærer den al Diskussion om Jordens, ja om selve Solsystemets Alder ved simpelt hen at erklære, at Himmelen og Jorden blev skabt  »i Begyndelsen» uden at forklare noget om, hvor langt tilbage denne Begyndelse ligger.  Men at Solsystemet havde en Begyndelse er blevet bevist af den moderne Videnskab med en saadan Klarhed, at selv de dristigste Evolutionister ikke kan modsige det.  Den moderne Lære om Kræfternes Konstans beviser, at den nuværende Tingenes Orden ikke altid har eksisteret.  Solen er ved at blive afkølet, dens Varme bortstraales hurtigt og gaar til Spilde i det tomme Rum, Solsystemet er med andre Ord ved at forfalde, og det er klart som Dagen, at denne Proces ikke kan have fortsat evigt.  Selv Taageteorien fordrer en Begyndelse.  Ingen menneskelig Visdom kunde have fundet en bedre Maade at udtrykke denne Kendsgerning paa, end det er gjort i Indledningsværket til Bibelen.

Skabelsen foregik gradvis.

Hele det første Kapitel i første Mosebog hviler paa det Princip, at Skabelsen foregik i Trin.  Universet blev ikke til i et Øjeblik.  Det var ikke fuldt færdigt [55] med det samme.  Til at begynde med har vi blot de fysiske Kræfter, hvoraf den store Bygning bliver opført ved en gradvis Udfoldelse, eller, hvis nogen hellere vil kalde det saaledes, ved en Evolutionsproces.*)  Dette gælder lige fuldt, hvad enten man tager Ordet  »Dag»  (hebraisk: yom) i den ene eller den anden Betydning.  Hvorfor skulde den almægtige Skaber behægtige Skaber behøve seks Dage, selv om de kun var 24 Timer lange, til at skabe Verden i?  Svaret lyder, at Skaberen ikke blot sidder inde med uendelig Magt, men ogsaa med uendelig Visdom, og at han har set det bedst at benytte en Skabelsesmetode, der medfører, at først Straaet, derpaa Akset og endelig Kornet i Akset fremkommer.

——————
*)  Som allerede paavist er det kun med Hensyn til Menneskets Skabelse, at Udviklingslæren kommer i Konflikt med Bibelen.

At der findes en guddommelig Udviklingsplan fremgaar tydeligt af hele dette Kapitel.  Skabelsen begynder med, at de simpleste Stofformer bliver til, og fortsætter med, at disse faar tildelt den Kraft og Energi, som frembringer Lyset.  Dette efterfølges af Udskillelsen af det Stof, der udgør Jorden, af Adskillelsen mellem Land og Hav og mellem Vandet paa Jorden og det, der holdtes bortslynget i Luften.  Hvis nogen skulde være tilbøjelig til at falde over Ordet  »Hvælving»  og hævde, at det har en bogstavelig Betydning, hindres han i at gøre det ved den senere Erklæring  (1 Mos. 1, 20), at Fuglene fløj over Jorden i Himmelens aabne Hvælving  (eng. Overs. ).  Det Stof, der holdt Vandet borte i Skyerne, var af en saadan Art, at Fuglene kunde flyve igennem det.

Plantelivets Fremkomst.

Paa det tredje Trin blev Landet dækket med en Vegetation, der udgjorde de enkleste Former af alt Liv, men som hurtig førte ti Udvikling af alle Slags Planter.  Saa vidtomspændende er det Sprog, hvori der [56] berettes om Plantelivets Skabelse, at der dog bliver Plads for Teorien om Selvdannelse, som endnu er et af de omstridte Spørgsmaal i Geologien.  I Lyset heraf forekommer Ordene os ganske ejendommelige: »Og Gud sagde:  Jorden frembringe Græs. . . . Og Jorden frembragte Græs.»

Den samme mærkværdige Udtryksform benyttes ved Skildringen af Arbejdet paa den femte Dag, hvor det hedder  (1 Mos. 1, 20):  »Og Gud sagde:  Vandet vrimle af en Vrimmel af levende Dyr», og atter ved Omtalen af den sjette Dags Gerning  (1 Mos. 2, 24):  »Og Gud sagde:  Jorden frembringe levende Dyr efter deres Slag.» . . . Hvis nogen skulde fastholde at ville fortolke dette Sprog blot efter Bogstaven, vilde han komme saa langt ud, at hverken Videnskaben eller Teologien kunde følge ham.

En særlig Skaber.

Naar vi kommer til Skildringen af Menneskets Skabelse, møder der os helt andre Udtryk.  Der siges, at Gud skabte Mennesket i sit eget Billede og indblæste Livsaande i det.  Hvad der ligger i dette med Hensyn til Maaden, hvorpaa Adam blev skabt, behøver vi ikke her at betragte nøjere, men Sproget svarer godt til den ophøjede Værdighed, der er forlenet Mennesket iSammenligning med andre Skabninger.  De mest bemærkelsesværdige Ejendommeligheder hos Mennesket træder frem baade her og i den følgende Beretning om dets Livsvandrings Begyndelse.  Der siges ikke blot, at Mennesket er blevet skabt i Guds Billede, men ogsaa,at det er skikket til at herske over Dyrene paa Marken og har faaet Talens Gave, saa det kan give dem Navne.  Endvidere er det et Væsen med en fri Vilje, der kender Forskellen mellem Ret og Uret, der med andre Ord er i Besiddelse af en Moral, som anbringer det i en Klasse for sig.

[57] Den Omstændighed, at der er blevet fortalt os saa mange Enkeltheder om Skabelsen, men intet, der lyder urimeligt of fantastisk, og kun meget lidt, som kan volde nogen Vanskelighed i Forholdet til den moderne Videnskab, er det klareste Bevis paa, at vi her har at gøre med noget, som er fremgaaet af guddommelig Inspiration.  Ikke en Gang Milton kunde med al sin Lærdom og med selve denne Beretning foran sig afholde sig fra at give sin fantasi frie Tøjler ved Fremstillingen af Dyrelivets Tilblivelse.  Hans Opfattelse af hele dette Forhold forekommer os nu ganske latterlig.  Hvad andet kunde da have fejledet Forfatteren af første Mosebog, da han skrev dette Kapitel, end Inspirationen fra Gud selv?

Mennesket er blevet skabt, ikke udviklet.

Der er en uhyre stor Forskel  mellem Hjernens Størrelse og Udvikling hos Mennesket og hos de lavere Medlemmer af Ordenen Pattedyrene.  I fysiologisk og psykologisk Henseende adskiller Mennesket sig endnu mer fra de lavere Medlemmer af samme Orden.  Det har Evne til at forme grammatikalsk Tale, det kan indordne sine Tanker i Sætninger, der atter ved vilkaarlig valgte Tegn kan fremstilles paa Papir eller andet Stof.  Mennesket har et Øre for Velklang i Musik, som intet Dyr sidder inde med.  Dette indbefatter en Sarthed af en meget ejendommelig Natur i Høreorganernes Bygning, Iblandt det Aandsegenskaber er Evnen til at drage Fornuftslutninger meget fremtrædende, naar man sammenligner den med Dyrenes Aandsevner.

Romanes mener i sit store Værk:  »Aandelig Udvikling» at genfinde hos de lavere Dyr alle Menneskets Aandsevner i forkrøblet Form, men vel at mærke saa stærkt forkrøblet, at Springet mellem Menneskene og Dyrene paa Trods af dette bliver ved at være næsten lige stort.  Ved at samle sammen alle de Fornuftytringer, som Dyrene lægger for Dagen, faar han som [58] Resultat, at de i alt svarer til den Intelligens, et Barn besidder, naar det er femten Maaneder gammelt.  Dog forefindes disse Fornuftytringer ikke hos en enkelt Art, de er fordelt mellem mange forskellige, idet en er naaet længere frem paa eet Omraade og en anden paa et andet.

Fornuft og Instinkt.

Skønt Hunden har en ualmindelig skarp Lugtesans, hjælper det den dog ikke til at forstaa Teologi.  Heller ikke er Ørnens stærke Synsevne til nogen Nytte for den, naar det gælder at studere Astronomi.  Det vilde være ganske forgæves at føre en Hund med sig Verden over for at lære den, hvor langt Isen naaede i Istiden; thi den har ingen Tænkeevne, som kan forbinde Rullestenene i De forenede Stater med de Klipper i Kanada, hvor de er kommet fra, eller de ridsede Stene paa de russiske Stepper med de skandinaviske Bjerge, hvorfra Isgletscherne rev dem løs.  Det ligger langt ud over en Hunds Evner at foretage saadanne Tankekombinationer.

Religionssansen.

Paa intet Omraade træder Menneskesindets Overlegenhed mere slaaende frem end i dets Evne til at tilegne sig religiøse Ideer gennem Læsning.  Man har ganske vist drevet det til at lære Svin at sammensætte nogle faa Træbogstaver til simple Ord.  Men intet Dyr kan lære at tale forstaaeligt.  Papegøjen danner ingen Undtagelse fra denne Regel, da den kun kan gentage Lyde, der er uforstaaelige for den selv.  Langt mindre kan et Dyr lære at læse eller at lytte opmærksomt til en Tale.

Derimod har man kunnet oversætte Bibelen, der indeholder den mest højstemte Poesi og Veltalenhed og de mest ophøjede Ideer om Gud og det kommende Liv, som nogen Sinde er blevt fremført, til næsten ethvert Sprog under Himmelen, og man har i alle disse Sprog [59] findet Talebilleder, som egnede sig til virknigsfuldt at udtrykke Ideer.

Menneskets Særstilling indenfor Dyreskabningen træder saaledes skarpest frem,  naar man betragter den fra det intellektuelle Standpunkt.  Hvad Fornuften angaar, staar det helt alene.  Det videnskabelig Navn for den Slægt, som Mennesket tilhører, er  »Homo»  (Menneske), men Artsnavnet er  »Homo Sapiens», det vil sige et menneskeligt Legeme med menneskelig Visdom.

Alfred Russell Wallace, der uafhængigt af og samtidig med Darwin opdagede og offentliggjorde Læren om den naturlige Udvælgelse, nævner forskellige fysiske Ejendommeligheder hos Mennesket, som ikke kunde være fremkommet ved en naturlig Udvælgelse alene, men uimodsigeligt pegede tilbage til en højere styrende Kraft.

Klæder og Redskabner.

Iblandt disse henleder han Opmærksomheden paa Menneskets Mangel paa naturligt Beskyttelsesdække.  Mennesket alene blandt alle Dyrene bærer Klæder.  Det væver Tæpper af Plantefibre eller berøver andre Dyr deres Skind og kaster dem over sin egen nøgne Ryg til Beskyttelse mod det barske Vejrlig.  Fuglene har Fjer, Faarene har Uld, andre Dyr har Pelse, der beundringsværdigt tjener til Beskyttelse for dem.  Mennesket alene savner noget saadant og er derfor henvist til at forskaffe sig det ved Hjælp af sin Fornuft.  Vi vil næppe kunne forstaa, hvor megen Intelligens der kræves hos Mennesket for at skaffe sig en Beklædning, hvis ikke vi standser og tænker nøjere over det.  Selv for at kunne gøre noget saa ligefremt som at tage et andet Dyrs Skind og dække sig med er det nødvendigt først at besidde Redskaber.  Der er aldrig noget Dyr blevet flaaet uden ved Hjælp af en Slags Kniv.  Dette giver os endnu en god Definition paa Mennesket [60] nemlig et animalsk Væsen, der benytter sig af Redskaber.  Blandt Dyrene har man blot hos Elefanten og Aben truffet Tilnærmelser til at benytte Eredskaber.  Det er bekendt, at en Elefant undertiden tager en Gren i Snabelen for dermed at børste noget fra Dele af sit Legeme, som den ellers ikke kunde naa.  Man har ligeledes set en Abe bruge en Stok til at aabne en Dør med; men aldrig har man hørt om, at et Dyr har tildannet et Redskab.  Derimod findes der ikke en eneste Menneskestamme, der staar saa lavt i Intelligens, at den ikke forfærdiger meget ejendommelige og indviklede Redskaber.

Selv de laveste Racers Kanoer bliver lavet med stor Kunst og er fuldkomment afpassede efter deres Brug.  De vel tilhuggede Flinteredskaber vidner om Udførelsen af en vidtskuende Plan og om en stor Færdighed.  De vilde Folks Opfindsomhed, naar det gælder at skaffe sig Ild, vilde gøre selv civiliserede Mennesker Ære, medens Brugen af Buen, Slyngen og Bommerangen peger hen paa en Opfinderevne at meget høj Rang, som Dyrene ikke har det fjerneste af.

Den musikalske Evne.

Wallace fremdrager desuden den menneskelige Stemme som noget, der langt overgaar alt, hvad der kunde udvikles ved naturlig Udvælgelse.  Aberne har hverken Musik i deres Sjæl eller Evne til at frembringe Musik med Stemmeorganerne, hvad selv de laveste Mennekeracer har.  Vore ledende Komponister gaar stadig tilbage til »Folkesangene» for at hente Emner.  Den afdøde Theodore F. Seward siger om nogle Negersange, som han har nedskrevet, at de i Rytme og Toneafveksling følger alle videnskabelige Kompositionsregler.  Hvor stor Fordel end det fuldt udviklede Menneske kan have af denne musikalske Evne, kan vi dog ikke indse, at den kunde have været til nogen Nytte for Dyr paa Abernes Udviklingstrin.  Den Musik, der [61] tiltrækker Aben, har kun den allerfjerneste Lighed med, Hvad der tiltaler Mennesket.

Desuden er den menneskelige Hjernes Omfang alt for uforholdsmæssig stor til det intellektuelle Behov hos den højeste Dyreskabning næst efter Mennesket.  Uden en Intelligens som Menneskets vilde en saadan Hjerne snarere være til Besvær end til Gavn.  Disse to Ting maa derfor være fremkommet samtidig for at kunne byde paa en Fordel, som den naturlige Udvælgelse kunde gribe fat om, bevare og yderligere udvikle.

Desuden er den menneskelige Hjernes Omfang alt for uforholdsmæssig stor til det intellektuelle Behov hos den højeste Dyreskabning næst efter Mennesket.  Uden en Intelligens som Menneskets vilde en saadan Hjerne snarere være til Besvær end til Gavn.  Disse to Ting maa derfor være fremkommet samtidig for at kunne byde paa en Fordel, som den naturlige Udvælgelse kunde gribe fat om, bevare og yderligere udvikle.

I alle disse Tifælde bliver det endu vanskeligere for os at forstaa Menneskets Fremkomst ved naturlig Udvælgelse, hvis vi skal tvinges til at antage, at dette skete ved en gradvis Proces, saa at de Forandringer, der efterhaanden førte til Fuldkommengørelsen af den menneskelige Organisme, fra først af var usynlige eller næsten usynlige.  Thi saadanne ubetydelige Ændringer kunde ikke have været til nogen som helst Nyte.  For at kunne frembyde nogen Fordel maatte de være gennemgribende, og de aandelige og legemlige Forandringer maatte have staaet i et bestemt Forhold til hinanden i Overensstemmelse med en tidligere nedlagt Harmonilov.

Hemmeligheden ved Menneskets Oprindelse er paa ingen Maade blevet mindre ved Darwins Teori eller [62] ved noget Lys, som Evolutionsteorierne i det hele taget kunde kaste derover.  Alle maa erkende, at Mennesket geologisk set er den senest tilblevne Art iblandt de Væsener, der befolker Jorden, medens det aandeligt set hæver sig saa umaadelig højt over de lavere Dyr, at det alene af den Grund om ikke af nogen anden maa klassificeres for sig selv.  Det er ganske uforklarligt, hvorledes det samtidig kom i Besiddelse af desse store aandelige Evner og af et Legeme, som i det fysiologiske Bygning saa fuldstændigt svarede til den Anvendelse, der skulde gøres deraf.  De, der paastaar, at Menneskene har udviklet sig fra lavere staaende Væsener, vil støde paa filosofiske Vanskeligheder, der er ti Gange større end de, der møder dem, hvis de antager Bibelens ligefremme Lære, at Gud blæste Livets Aande i Mennesket og skabte det efter sit Billede.»