Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 12

DEN NYE SKABNINGS ÆGTESKABELIGE
RETTIGHEDER OG PLIGTER.

Forskellige af den nye Skabnings Pligter. — »Alle een i Kristus Jesus.« — Ikke forvirret Sammenblanding. — Mandens og Kvindens Stilling ifølge Guds Anordning. — Mandens Overledelse skal ikke være Tyranni. — Den nye Skabnings Ægteskab. — Forskellige Forhold indenfor Ægteskabet. — Skilsmisse. — Samvittighedens Stemme. — Om Gildinger, Jomfruer og Afholdenhed. — »Kun i Herren.« — Forældres Ansvar.

»Thi I, saa mange som blev døbt til Kristus, har iført eder Kristus. Her er hverken Jøde eller Græker, her er hverken Træl eller fri, her er hverken Mand eller Kvinde; thi I er alle een i Kristus Jesus.« — Gal. 3, 27. 28.

DEN NYE SKABNING bestaar til at begynde med blot af en nyavlet Vilje, der har faaet Løfte om et nyt, fuldkomment Aandelegeme i Opstandelsen, hvis den er tro mod sine Pagtsforpligtelser overfor Herren. Kærlighedens Lov paalægger den først Forpligtelser overfor Gud, idet den maa være lydig imod Guds Vilje i alle Ting. Dernæst har den Forpligtelser overfor Brødrene af den nye Skabning; den maa gøre dem alt det gode, den kan. Dens tredje Art af Forpligtelser bestaar i at gøre godt imod alle, efter som den har Lejlighed, naar den har opfyldt de to første Forpligtelsesrækker. Skønt den nye Skabning, den nye Vilje, ikke har sit eget, rigtige Legeme at virke med, er den dog ikke uden Legeme; thi da den er traadt i Stedet for Kødets og det naturlige Sinds Vilje har den Ejendomsret til det naturlige Legeme, hvori den midlertidig bor, og hvorigennem den alene kan finde Udtryk.

Selv om det menneskelige Legeme var fuldkomment i alle Henseender, vilde den nye Vilje have Vanskelighed ved at benytte det, fordi det er af Jorden, jordisk. Det er tilpasset efter jordiske Forhold, og dets Ærger-[534]righeder og Ønsker er jordiske, hvor rene de end kan være, medens den nye Viljes Ønsker og Ærgerrigheder er vendt mod Himmelen ved de overvættes store og dyrebare Forjættelser, som Guds Ord indeholder. Saaledes var det med Herren Jesus, hvis Legeme var helligt, uskyldigt, ubesmittet og adskilt fra Syndere. Ifølge sin Pagt og ifølge det, der bedst vilde tjene til at berede den nye Natur til det nye Legeme i Opstandelsen, var Herren dog nødt til at korsfæste Kødet — bringe det i Trældom under den nye Vilje. Selv dets berettigede naturlige Tilbøjeligheder og Ønsker maatte opofres, naar som helst de kom i Modstrid med Faderens Vilje, Faderens Plan og Faderens Forsyns Ledelse, og dette indbefattede, at Kødet maatte opofres lige til Døden, for at den nye Skabning kunde opnaa den fulde Forløsning og Herliggørelse paa det guddommelige Plan.

Da alle de andre Medlemmer af den nye Skabning, det kongelige Præsteskab, har ufuldkomne Legemer, der ikke kan udgøre noget antageligt Offer for Gud, maa de først alle retfærdiggøres ved Jesu Offer. Deres dødelige Legemers Synder og Ufuldkommenheder bliver dækket af Fortjenesten af hans Forsoningsoffer, og derved bliver deres Legemer i tilregnet Betydning gjort antagelige som Ofre. Apostelen taler herom, naar han siger: »Jeg formaner eder altsaa, Brødre, ved Guds Barmhjertighed [hvorved eders Synder er blevet dækket, idet I har troet paa Kristus], til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt og Gud velbehageligt Offer: dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.« — Rom. 12, 1.

Da vi saaledes hver for sig opofrede vort tilregnelsesvis retfærdiggjorte Kød, blev vi ved Aanden avlet til at være Guds Børn paa det aandelige Plan i Stedet for paa det menneskelige. Der blev den indviede Vilje antaget som den nye Skabning. Der begynder dens Tilværelse. Hvis den er trofast mod Gud og mod sin Pagt om at opofre det dødelige Legeme og dets Interes-[535]ser, vil den have Fremgang. Legemet, der saaledes er opofret og regnet dødt med Kristus, skal blive i den Grad levendegjort af den nye Vilje, den nye Skabning, i den Grad behersket af den, at Resten af Livet kan kaldes et Opstandelsesliv. Den nye Skabning, den nye Vilje, der virker i og ved disse dødelige Legemer, siges billedligt talt at være oprejst med Kristus og at leve for at tragte efter de Ting, der er heroventil. — Kol. 3, 1.

Apostelen hentyder til dette nye Liv, denne billedlige Opstandelse, hvor den nye Vilje bruger det dødelige Legeme i Guds Tjeneste, naar han siger: »Om, hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i eder.« (Rom. 8, 11.) I samme Udstrækning som den nye Vilje saaledes vinder Herredømme over vort dødelige Legeme og bruger det her i Livet som den bedste og eneste Erstatning for det aandelige Legeme, der ikke kan faas før Opstandelsen — i samme Udstrækning vil det ikke være urigtigt at betragte den nye Skabnings dødelige Legeme som en midlertidig Stedfortræder for det aandelige Legeme.

Men hele denne Maade at se Sagen paa er aandelig og kan derfor ikke forstaas af andre end dem, der er avlet af Aanden og saaledes kan betragte alt fra Guds Standpunkt. I Verdens Øjne er alt dette usandt, uvirkeligt — »Daarskab«. Den kan se, at de nye Skabningers Maal, Ærgerrigheder og Opførsel er forskellige fra dens egne. Men den ved ikke, hvorledes den skal forklare sig det. Den er tilbøjelig til at betragte det som Sværmeri, en Art Sindssyge, Farisæisme eller som Hykleri. Vi kan ikke nægte, at der efter alt, hvad man kan se, findes disse forskellige Slags Efterligninger af den nye Skabning — Klinte, der blot har en ydre Lighed med Hveden, men er helt anderledes sindet i Hjertet. De nye Skabninger maa ikke undre sig over, at de ikke bliver forstaaet af Verden. De maa [536] tænke paa, at Verden ikke kender os, fordi den ikke kendte Herren. Det er netop en Prøve paa vor Troskab mod Gud, at vi, som følger i Jesu Fodspor, bliver foragtet af dem, vi elsker, og hvis Agtelse det ikke er urigtigt for os at eftertragte. Den Omstændighed, at Venskab med Verden betyder Fjendskab med Gud og Utroskab mod Indvielsespagten, maa afgøre Spørgsmaalet for de nye Skabninger.

Vi vil nu undersøge, hvorledes de nye Skabninger, de nye Viljer, der virker i og ved de helligede Legemer, som staar i et vist Forhold til andre Mennesker og derfor ogsaa har visse Forpligtelser overfor disse efter Kødet, skal stille sig i saa Henseende. Det er Guds Vilje, at de nye Skabninger skal respektere deres dødelige Køds Forpligtelser, saa langt som Retfærdigheden byder det. Under disse Omstændigheder kan de nye Skabninger ikke altid gøre, hvad de helst vilde, men maa i nogle Spørgsmaal lade sig lede af Kødets Forpligtelser, fordi Gud har givet dem Befaling til at »lægge Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn«, og endvidere som Apostelen har sagt: »Dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.« — Rom. 12. 17; 1 Tim. 5, 8.

I Betragtning af alt dette vil vi let kunne forstaa, at den nye Vilje er stillet overfor en vanskelig Opgave: 1) For at behage Gud maa den fuldbyrde Opofrelsen af Kødet. 2) Den maa derhos bestemt kunne afgøre, hvilke Hensyn der skal tages til Kødets Forbindelser. 3) Den maa kunne se, hvor langt den kan gaa i saa Henseende uden at krænke den Pagt, der er til Liv eller Død. »Dersom vi lever efter Kødet, skal vi dø, men dersom vi ved Aanden døder Legemets Gerninger, skal vi leve« — naa frem til Fuldkommenheden i Opstandelsen. Her møder vi en ny Vanskelighed. Kødet vil ikke dø frivilligt. Det maa dødes af Viljen, Sindet, den nye Skabning. Og da der nu er visse Hensyn at tage ifølge Guds Vilje, vil Kødet gerne benytte sig [537] heraf til at fordre ikke blot mere, end det fornødne, men ogsaa Friheder og Rettigheder i Ting, der ikke er paabudt, og som vil føre til Krænkelse af Offerpagten.

Disse vort dødelige Legemes Forsøg paa undertiden at undskylde Synden og undertiden at undgaa Ofret forvolder hyppig den nye Skabning Vanskeligheder og er ofte Skyld i, at den midlertidig snubler, indtil den efterhaanden lærer bedre at forstaa, hvor bedragerisk Kødet er, idet den vokser i Naade og i Visdom herovenfra og saaledes faar mere Magt til at holde Legemet i Trældom. (1 Kor. 9. 27.) Det er derfor ofte igennem bitre Erfaringer, at den nye Skabning lærer at indse Rigtigheden af Herrens Ord, at det naturlige Hjerte, Kødets Vilje, skønt dræbt og nedstyrtet fra Tronen, i enhver Henseende er »bedragerisk mere end alt andet« og undertiden overordentlig ondt, samtidig med at det er yderst nidkært for at faa den nye Viljes Herredømme omstyrtet og den nye Skabning ødelagt, saa at den gamle Skabning kan komme til Live og vandre, ikke efter Aanden, men efter Kødet.

Forvirret Sammenblanding er ikke Tanken.

Herren lærer os klart ved Apostelens Ord, at alle de nye Skabninger i lige høj Grad er Genstand for hans Kærlighed og Gunst alt efter deres Iver og Kærlighed til ham og de Principper, han har opstillet, at Hensyn til Køn, Race, Farve o. s. v. hos det dødelige Legeme ikke spiller nogen Rolle ved hans Bedømmelse og Værdsættelse af sit Folk og Uddelingen af de aandelige Belønninger. I Betragtning af dette Faderens Syn paa denne Sag, maa alle de nye Skabninger stille sig paa samme Maade; de maa anse alle andre nye Skabninger i Kristus Jesus for Brødre, maa være venligsindede mod alle, søge at tjene alle og ikke kende til Partiskhed overfor Brødrene, med Undtagelse af en saadan som den, Herren selv udviste, idet han begunstigede ærede dem, der fremviste størst Iver for hans Sag. Men denne [538] Upartiskhed, denne Seen bort fra Køn, Farve og Race, gælder for den nye Skabning og paavirker kun delvis det dødelige Legeme og dets Forhold til andre. Derfor maa de nye Skabninger iagttage Sømmelighed i deres Opførsel overfor og i deres Forbindelse med det andet Køn.

Ja, tilmed bør de nye Skabninger udvise mere Klogskab og Forsigtighed i saa Henseende end Verden, fordi de er blevet avlet til et sundt Sinds Aand. De bør som saadanne fortaa, at da de skal søge at vandre, ikke efter Kødet, men efter Aanden, sømmer det sig for dem at være endnu mere paa Vagt end de verdslige, naturlige Mennesker overfor deres Køds Skrøbeligheder og overfor Iagttagelsen af det rette beskedne og tilbageholdne Forhold mellem Kønnene. I samme Grad, som de nye Skabninger tragter efter det aandelige Liv og forstaar, at kønslige Lyster strider imod deres Interesser som nye Skabninger, bør de søge endnu mere end Verden i Almindelighed at træde lige Spor med deres Fødder og oprejse saa mange og uoverstigelige Skranker som muligt mellem dem selv og Fristelserne.

Det samme gælder med Hensyn til Raceforskellig­heder. Der eksisterer en Enhed i Aanden, der er fuldstændig forskellig fra Enheden i Kødet. Vi tror, at de nye Skabningers Interesser befordres bedst ved ogsaa at iagttage en vis Reserverthed i Forbindelsen mellem de forskellige Racer, fordi den ene Races Idealer, Tilbøjeligheder og Længsler nødvendigvis mere eller mindre maa være i Modstrid med den andens. Derfor vil sikkert de forskellige Menneskeracer finde, at de som nye Skabninger staar sig bedst ved i nogen Grad at holde sig afsondret fra hverandre. Dette vil ikke kunne forarge nogen, naar man først forstaar Forskellen mellem de nye Skabninger og de kødelige Legemer. Ligesom de Ord af Apostelen, hvormed vi begyndte dette Kapitel, ikke giver Mænd og Kinder [539] Tilladelse til at leve frit og vilkaarligt sammen under Paaskud af, at de alle er eet i Kristus Jesus, saaledes maa vi heller ikke tage dem som Bevis for, at de forskellige Racer skal blandes sammen i een Forvirring. De viser os imidlertid, hvorledes vi skal betragte hverandre i aandelig Henseende, og hvilke Forpligtelser vi har overfor hverandre baade med Hensyn til aandelige og timelige Anliggender.

Guds Bestemmelse med Hensyn til Kvinden og Manden.

Apostelen erklærer, at »Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved«. (1 Kor. 11, 3.) Dette er Skriftens enstemmige Lære. Som Apostelen paapeger, blev Mandens Stilling som Overhoved slaaet fast ved, at han blev skabt først og derefter Kvinden som en Del af ham. I sin Omtale af dette Forhold siger Apostelen: »Manden er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. Manden er jo ikke af Kvinden, men Kvinden af Manden; ikke heller er jo Manden skabt for Kvindens Skyld [for at være hendes Medhjælp], men Kvinden for Mandens Skyld [for at være hans Medhjælp]. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn paa sit Hoved.« — 1 Kor. 11. 7-12.

Man vil se, at denne Bevisførelse ikke har at gøre med den Foreningspagt, der bestaar mellem Mand og Hustru, men med Forholdet mellem Kønnene som Helhed ifølge Guds Bestemmelse. Der findes ikke her eller noget andet Sted i Skriften nogen Antydning om, at Manden er Herren og Kvinden hans Slave, hvad nogle fejlagtigt synes at mene — dog aldrig de, der har »Kristi Sind«, tror vi. Efter Guds Ordning udgør Familien Enheden i Menneskelivet nu i Tiden, og enhver Mand har Ret til at stifte Familie. Han bliver da det ansvarlige Hoved for denne overfor Gud og Mennesker.

[540] Mandens Overledelse maa ikke være Tyranni.

At Mandens Stilling som Overhoved ikke giver ham Ret til at være nogen Tyran, fremgaar af Apostelens Erklæring, at Kristus er Menighedens Hoved, Mandens Hoved, og at Gud er Kristi Hoved. Der findes intet Spor af Tyranni i Sønnens Forhold til Menigheden eller i Faderens Forhold til Sønnen. Dog indbefatter Stillingen som Hoved et Ansvar og en Pligt med Hensyn til at drage Omsorg for dem, man staar i Spidsen for. Saaledes drog den himmelske Fader paa en storslaaet Maade Omsorg for Sønnen. Ganske vist medførte Udfoldelsen af Guds Plan Lidelse og Offer for Sønnens Vedkommende, men den kærlige Fader havde ikke gjort Planen strengere eller mere pinlig, end det var nødvendigt for at opnaa den store og herlige Hensigt, ifølge hvilken Sønnen nu er højt ophøjet over alle Myndigheder og Kræfter og ethvert Navn, der nævnes. Sønnen glædede sig over denne Lejlighed, han fik, til at opofre sig selv og vise Lydighed mod Faderens Plan, og han glæder sig ogsaa over den Herlighed, han har opnaaet. Paa samme Maade forholder det sig med Jesu Stilling overfor Menigheden. Saa langt fra, at han er nogen Tyran overfor os, er han Kærligheden og Hjælpsomheden selv overfor alle Medlemmer af den nye Skabning. Paa lignende Maade indbefatter Mandens Førerstilling overfor Hustru og Børn et Ansvar og en Pligt til at drage Omsorg for dem, beskytte dem og være deres Vejleder. Maatte alle Fædre indse og forstaa den Pligt, det Ansvar og de Rettigheder, de af Naturen og efter Guds Bestemmelse sidder inde med, og maatte de kunne bruge og ikke misbruge deres Stilling!

Som en Del af den Forbandelse, der blev udtalt over Eva og dermed indirekte over alle hendes Døtre, læser vi i første Mosebog Ordene: »Til din Mand skal din Attraa være, og han skal herske over dig.« Naar vi saa ser efter, hvorledes dette Herredømme er blevet udøvet i Verden, finder vi, at det i mange Tilfælde er blevet [541] til Tyranni, idet den faldne Mand har benyttet sin naturlige Styrke til at fortrædige i Stedet for at gavne og beskytte Hustru og Børn. Alle ædle Mænd og Kvinder kan kun beklage en saadan Tingenes Tilstand, ligesom, et saadant Misbrug af Magt maa være afskyeligt i Skaberens Øjne.

Det, at nogle Mænd og Fædre har misbrugt deres legemlige og aandelige Kraft, har uden Tvivl virket med til at skabe Ulykke for dem selv ligesom til ogsaa at fordærve hele Slægten; thi skønt Kvinden af Naturen er tilbøjelig til at søge Støtte hos og adlyde den, hvem hun anerkender som en retmæssig Autoritet (dette er hendes Attraa til Manden), har dog Mandens egenkærlige Opførsel og de mange daarlige Eksempler blandt Kvinderne i høj Grad virket med til at ødelægge det, som var og endnu er Bunden i hele hendes naturlige Anlæg. At hun er blevet tvunget til at forsvare sig imod en urimelig Egenkærlighed og et uudholdeligt Tyranni, har bevirket en Demoralisation af hele Slægten, saa at hverken Mænd eller Kvinder i Almindelighed ved, hvorledes de skal indrette sig under de nuværende forvirrede sociale Forhold, skønt næsten alle anerkender Naturens og Skriftens Love angaaende Kønnenes indbyrdes Stilling i saa Henseende.

Som Følge heraf ser vi ofte de faldne Mænd kæmpe for at opnaa Herredømme og Førerstilling for derved at fremme deres egne Interesser, medens de samtidig forsømmer deres Pligter som Familiens Beskytter. Vi træffer ogsaa hyppigt Kvinder, der er saa fornedrede og egenkærlige, at de ikke blot gør Oprør mod en urimelig og urigtig Herskesyge hos Manden, men ogsaa har Tilbøjelighed til at skænde og at modsætte sig ethvert Forslag fra hans Side. Og medens de slet ikke gør Fordring paa at være Familiens Forsørger, søger de dog direkte og indirekte at tilrive sig al Myndighed i Hjemmet og al Bestemmelsesret over Pengemidler og andet af, hvad der angaar Familien. Hvor som helst disse Tilstande, der er i Strid med Guds Hensigt [542] og Anordning, forefindes, vil de avle bitre Frugter før eller senere, hvor berettigede de end kan synes at være lige i Øjeblikket. Det er kun ved at efterfølge Guds og Naturens Bud, at man kan vente at høste Retfærdighedens og Fredens Frugter. Man kan hævde, at under de bestaaende Forhold er Vanskeligheder af den Art uundgaaelige, at egenkærlige Mænd vil overskride Grænsen for Guds Bestemmelse, og at egenkærlige Kvinder vil gøre det samme, at derfor den Fred og Velsignelse, der skulde have været det fuldkomne Menneskes Lod, aldrig kan blive dets faldne Børn til Del, og at det eneste Middel mod Familieforviklingerne iblandt Menneskene, der skyldes Adams Fald og Tilsidesættelsen af Guds Plan, er Genoprettelsen. Det kan vi fuldstændigt slutte os til, idet vi af Hjertet beder Herrens Bøn: »Komme dit Rige, ske din Vilje, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden.«

Vi overvejer ikke nu Muligheden af at bringe Orden ud af Kaos iblandt Menneskene, men undersøger blot, hvorledes de nye Skabningers Liv bør være med Hensyn til Hjem, Familie o. s. v., og hvilke Pligter, der paahviler dem henholdsvis som Mænd, Hustruer, Forældre og Børn. Vi kunde altsaa nok sige, at vi drøfter Spørgsmaalet om kristne Mænds og kristne Kvinders Pligter, hvis ikke det havde været saadan, at Udtrykket »kristen« har mistet saa meget af dets oprindelige Betydning, at man nu dermed i Almindelighed forstaar en Person, der hverken er Jøde eller Hedning. Strengt taget betegner Ordet »kristen« en, der tror paa og følger Jesus af Nazareth, hvad der kun kan siges om de nye Skabninger. Men fordi Sprogbrugen er blevet en helt anden, er det, at vi betegner de virkelig indviede troende som nye Skabninger.

Apostelen viser os klart, at Ægteskabet iblandt Menneskene efter Guds Bestemmelse skal være et Billede paa Forholdet mellem Kristus og Menigheden, der er hans Brud, hans Legeme. Hans Ord lyder:

[543] »Hustruerne skal underordne sig deres egne Mænd, som under Herren; thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, satsledes skal ogsaa Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. I Mænd, elsk eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og gav sig selv for den, for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den maatte være hellig og ulastelig. Saaledes er Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom ogsaa Kristus Menigheden. Thi vi er Lemmer paa hans Legeme. Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skal være eet Kød. Denne Hemmelighed er stor — jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. Dog, ogsaa I skal elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!« — Ef. 5, 22-33.

Den Omstændighed, at den forbilledlige Forening i Almindelighed er saa ufuldkommen og utilfredsstillende, kan ikke tilintetgøre den Kendsgerning, at Ægteskabet var bestemt til at være et Symbol. Mange af de Ofringer, Israelitterne foretog, var ufuldkomne og utilfredsstillende, men var dog Forbilleder paa det sande Offer. De nye Skabninger bør se noget meget stort i det forbilledlige jordiske Ægteskab og dets Pligter og Ansvar, fordi de erkender den modbilledlige Enhed mellem Kristus og hans Menighed. Betragtet paa den Maade vil enhver kristen Mand finde det bedste Mønster for sin egen Stilling og sit eget Ansvar overfor Guds Ord i Herrens Omsorg for alle Menighedens Interesser, timelige saavel som aandelige, nuværende [544] saavel som fremtidige, der strakte sig saa vidt, at han satte Livet til for den. Ligeledes vil Hustruen, naar hun forstaar, hvilke Pligter og hvilket Ansvar Menigheden har overfor Herren, uvilkaarligt faa et højere Ideal med Hensyn til sin Stilling overfor Manden som hans Medhjælp. Men vi maa ikke vente, at andre end de, der har Kristi Sind, kan forstaa disse ejendommelige Forhold og drage den rette Lære ud fra dem. Medens vi altsaa formaner alle, der indgaar Ægteskabsforpligtelser overfor hinanden, til saa klart som muligt at forstaa Idealet, ser vi dog, at ingen kan fatte, værdsætte og anvende de Principper og Idealer, der staar i Forbindelse med Forbilledet, medmindre de er blevet avlet af den hellige Aand som nye Skabninger; thi kun disse har Kristi Sind.

Man kan indvende, at da de enkelte Mennesker ikke alle er faldet i samme Grad, hænder det ikke saa sjældent, at Hustruen besidder Aands og Hjerteegenskaber, der er hende Mands overlegne. Det Spørgsmaal opstaar nu: Skal Hustruen i saadanne Tilfælde, hvor hun er udstyret med den bedste Dømmekraft og den største Dygtighed, betragtes som Familiens Overhoved og Manden som hendes Medhjælp? Vi svarer: Nej. Guds Anordning er blevet sat til Side ved Indgaaelsen af et saadant Ægteskab; thi ingen Kvinde skulde ægte en Mand, der staar under hende i Karakter og Dygtighed — en, som hun ikke med Rette kan se op til som sit »Hoved«, og ingen Mand skulde ægte en Kvinde, der er ham overlegen. Heller ikke skulde nogen, der er blevet en ny Skabning i Kristus Jesus, drage i ulige Aag med en, der endnu er af Jord, jordisk, hvor ædel og hæderlig en saadan end kan være. Man bør ikke tilsidesætte det Raad, at de nye Skabninger blot skal gifte sig i Herren, da allerede mange af Herrens Børn ved at trodse det har skabt sig selv store Vanskeligheder.

[545]De nye Skabningers Ægteskab.

Naar først Ægteskabet er indgaaet, er det imidlertid for sent at komme med Beklagelser. Der er da, intet andet at gøre for Guds Børn end trofast at opfylde Ægteskabspagten i Aand og Bogstav, saa langt som de er i Stand til det. Hvis begge er nye Skabninger, og de passer for hinanden, skulde det ikke være saa vanskeligt at indrette alt paa bedste Maade i Hjemmet. Dog bør man omhyggeligt tage Hensyn til hinandens naturlige Tilbøjeligheder. Den virkelig kristne Mand, der har Kristi Sind, vil elske sin Hustru og mindes, at han er gaaet ind paa at drage Omsorg for hende og sørge for hende, ikke blot hvad de legemlige Fornødenheder angaar, men ogsaa hvad Hjerte og Følelser angaar. En saadan Mand vil ikke tro, at han har gjort sin Pligt, naar han skaffer hende, hvad der er nødvendigt af Føde, Klæder og Husly. Han vil forstaa, at han ogsaa har Forpligtelser overfor Hustruens intellektuelle, moralske og aandelige Interesser. Han vil ikke lade hendes Tid blive fuldstændig opslugt af Omsorg for og Arbejde med Familien, men vil, saa langt som det staar til ham, give hende Lejlighed til at udvikle Aand og Hjerte, idet han som Familiens Overhoved vil bestræbe sig for at ordne alt saaledes, at hun kan faa rimelig Tid til at have Samfund med ham i Aanden og studere Sandheden. En saadan Mand vil ikke glemme, at Egenkærligheden hos ham saavel som hos alle andre Mennesker er mere eller mindre fastgroet i det dødelige Kød. Som en ny Skabning vil han derfor se til, at han ikke gør andre Fortræd, særlig Hustru og Børn, der er Kød af hans Kød og Ben af hans Ben.

Naar Manden benytter sin Stilling som Familiens Overhoved til at fremme deres Velfærd, der er underlagt hans Omsorg og Vejledning, og sørge for deres Fornødenheder, vil han være lige det modsatte af en Tyran. Er han opfyldt af Kærlighedens Aand, vil han heller ikke undlade at tage i Betragtning, hvad Hustruen synes om eller ikke synes om. Han vil ogsaa [546] være tilbøjelig til at lytte til de Raad, hun paa rette Maade giver ham, idet han nemlig forstaar, at medens den fuldkomne Adam besad alle Mandighedens Egenskaber, indbefattede Evas Udtagelse fra hans Side, at nogle af disse Egenskaber blev adskilt fra ham. Han vil kunne indse, at skønt den udprægede Aands og Legemsstyrke ifølge Guds Ordning findes hos Manden og gør ham til Hovedet for Familien, sidder dog Kvinden inde mered særlige Karakteregenskaber. Den rette Ydmyghed, der altid er forenet med Kærlighedens Aand, vil hjælpe ham til at paaskønne de gode Egenskaber, som Gud tildelte Kvinden, og han vil anerkende, at hans egen Karakter trænger til at fuldstændiggøres af de Egenskaber, som af Naturen særlig fik Bolig hos Kvinden. Han vil derfor i samme Grad, som han har et sundt Sinds Aand, ønske Hjælp fra og Samarbejde med sin Hustru, lytte til hendes Anskuelser og sætte Pris paa hendes Agtelse og Kærlighed.

Dette indbefatter ikke, at Manden i alle Tilfælde, hvor han søger Raad hos Hustruen, skal rette sig efter hendes Mening. Det hører Manden til at overveje og afgøre Sagen efter paa en rimelig og velvillig Maade at have hørt Hustruen fremsætte sine Anskuelser. Ansvaret for Ledelsen hviler paa Manden, og det maa han vide at bære; saaledes er Guds Bestemmelse. Dette Ansvar falder ind under hans Husholdervirksomhed, som han senere maa aflægge Regnskab for.

Naar Hustruen er en ny Skabning, der har giftet sig i Herren og efter bedste Dømmekraft har faaet en Mand, der passer for hende, skulde hun ikke have nogen Vanskelighed ved at forstaa, hvilke Pligter, hvilket Ansvar og hvilke Rettigheder, der følger med denne hendes Stilling i Kødet. Hustruen skal have Ærbødighed for sin Mand, som Apostelen siger. Hun skal ikke vente paa, at udenforstaaende skal komme og fortælle hende, at hun mangler den rette Ærbødighed for Manden; heller ikke skal hun vente paa, at han siger til hende, at hun efter hans Mening ikke behandler [547] ham med den Ærbødighed, som hun skylder ham ifølge Ægteskabspagten, og som Skriften paalægger hende at udvise. Hun skal derimod have Øjnene med sig for at se, hvad der er hendes Ansvar og Pligt som Hustru, og hun skal have Ærbødighed for Manden i Forstaaelsen af, at intet mindre end dette er Meningen med hendes Ægteskabsløfte ifølge Skriften, hvad end Verden i Almindelighed tænker derom. Ærbødighed for Manden indbefatter meget og har i Virkeligheden at gøre med alle Smaating i Livet, med enhver Handling og ethvert Ord, som gælder Hjemmet og dets Interesser.

Apostelen Peter henleder Opmærksomheden paa samme Sag i noget lignende Udtryk, idet han siger: »Ligesaa I Hustruer! Underordner eder under eders egne Mænd ... med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud: thi saaledes var det ogsaa, at fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre.« (1 Pet. 3, 1-6.) Ligesom den Mand, der ærer sin Hustru, ærer sig selv, saaledes vil ogsaa den Hustru, der har Ærbødighed sin Mand, derved ære sig selv. Men Ærbødighed for Manden som Herren eller Hovedet for Familien betyder ikke Slaveri under ham, ligesom heller ikke Menigheden staar i en Trællestilling overfor Herren eller nærer en slavisk Frygt for ham.

Denne Ærbødighed for Manden indbefatter ikke, at Hustruen ikke skal bruge sin egen Dømmekraft og gøre Ægtefællen opmærksom paa de Vanskeligheder, Prøvelser og Byrder, der er for svære for hende. Dog maa hun aldrig fremkomme med sine Anskuelser og sine Ønsker paa en befalende Maade, men i Ærbødighed, idet hun anerkender Mandens Førerstilling og bestræber sig for at være lykkelig og tilfreds med det Valg, han træffer, efter at hun har faaet Lejlighed til at fremstille for ham sine Tanker om de Ting, der har at gøre med deres fælles Interesser. Hun bør søge at [548] være saa betænksom og saa fornuftig i Ordningen af de Husholdningsanliggender, som Manden betror hende, at hun mere og mere kan gøre sig fortjent til hans Tillid og blive bedre i Stand til at udfylde sine vigtige Pligter som Medhjælp i Hjemmet, hvad enten dette er stort eller lille. Den Tanke, at hun er Mandens Medhjælp og bør tragte efter at vinde hans Bifald, er i nøje Overensstemmelse med Apostelens Fremstilling af det rette Forhold mellem Menigheden og Herren, hvor Menigheden bestræber sig for at være trofast mod ham og vinde hans Bifald. Ligesom det i Menigheden vilde være en Forbrydelse at se bort fra Hovedet, Herren, i alt, hvad der har med Arbejdet og dets Interesser at gøre, vilde det ogsaa være urigtigt for Hustruen at forsøge at ordne det jordiske Hjem efter sit eget Forgodtbefindende uden at tage Hensyn til ham, hvem hun har forpligtet sig til at ære som Familiens Overhoved.

I Tilfælde af, at de to nye Skabninger ikke passer godt sammen i jordisk Henseende, idet Hustruen gan­ske øjensynlig er den overlegne, er der Fare for, at der skal opstaa Forviklinger. Hvis Hustruen har bedre Forstand paa at lede Hjemmet, forvalte Pengene og opdrage Børnene, har hun alligevel ikke Lov til at tilrane sig Førerskabet i Familien og give Manden Ordrer, som om han var et af hendes Børn eller en Tjener. En saadan Krænkelse af Guds Anordning vil aldrig blive til andet end aandelig Fortræd for begge og maaske ogsaa medføre økonomiske og andre jordiske Vanskeligheder.

Manden vilde under saadanne Forhold efterhaanden miste den Smule Mandighed, han sad inde med. Han vilde lægge alt over i Hustruens Hænder og blot blive hendes Redskab, hendes Slave, der forsørgede Familien og holdt sig hendes Befalinger efterrettelig. En saadan Tilstand vilde ikke være til Gavn for Manden som en ny Skabning. Hans Nedværdigelse i Kødet vilde sikkert virke ugunstigt paa ham, gøre ham modløs og hindre hans Vækst i Naade og Kundskab og i Sand-[549]hedens Tjeneste. Paa Hustruen vilde dette ogsaa have en skadelig Virkning i samme Grad, som hun gik frem paa den urette Maade. I værste Tilfælde vilde hun, efterhaanden som Manden gradvis overdrog hende, eller hun selv tiltog sig, dennes Forpligtelser, føle sig tynget af disse foruden af sine egne Pligter som Moder, og under Forsøget paa at være baade Mand og Hustru, baade Fader, og Moder, vilde hun ganske sikkert mere og mere blive en Forretningskvinde, blive hovmodig og indbildsk. Det kan være, hendes Venner vil beundre den Karakterstyrke, hun lægger for Dagen, og mene, at hendes Optræden er nødvendiggjort af Forholdene. Maaske de ogsaa vil opmuntre hende i dette og fremholde hende som et efterfølgelsesværdigt Eksempel paa en stærk Kvinde. Men ingen af dem vil holde af hende, som de vilde have gjort, hvis hun havde været noget mere sand Kvinde og sand Hustru. Desuden vilde de Kødets Egenskaber, der blev udviklet ved en saadan Fremgangsmaade, virke ugunstigt paa hende som en ny Skabning i Kristus, og uden at vide af det vilde hun blive mindre aandelig og mere indbildsk i Ting, der angaar Menigheden.

I Tilfælde, hvor saaledes to nye Skabninger ikke passer for hinanden i et Ægteskab, vil det være rigtigt for Manden at sige til sig selv: Jeg har taget mig en Hustru imod Guds Anordning, og derved har jeg udsat mig selv for at blive ulykkelig i mit Hjem. Det eneste, jeg nu kan gøre, er at stræbe saa godt, jeg kan, efter at naa frem til det højeste Ideal for en virkelig Mand — til saa meget som muligt at efterligne Herren. Jeg maa være mere paapasselig med alle Ord og Handlinger og mere alvorligt søge Visdommen herovenfra for bedre at blive i Stand til at udføre mine Pligter som Leder af denne Familie, hvilken Stilling jeg forstaar, at jeg ikke af Naturen er egnet til at beklæde.

Hustruen bør under saadanne Omstændigheder sige til sig selv: Jeg har kastet Vrag paa Herrens Ordning og har ægtet en, som ikke passer for mig, idet jeg ikke [550] kan have Ærbødighed for min Mand, men instinktmæssigt føler, at jeg er ham overlegen i naturlig Begavelse. Nu maa jeg søge at faa det bedst mulige ud af det. Jeg maa med Trofasthed gøre, hvad der paahviler mig. I samme Grad, som jeg ser min Mands Mangler, vil jeg søge ved Hjælp af Bøn og Omtanke at lære, hvorledes jeg kan bistaa ham, løfte ham opad, for at gøre ham til en ædel Mand og udvikle hans Evner saa meget som muligt, saa at jeg derved kan forøge min Kærlighed til og Ærbødighed for ham. Dette er min Pligt ifølge min Ægteskabspagt, og jeg vil trofast gøre det som for Herren. Hans Svagheder og hans ufuldkomne Dømmekraft vil jeg ikke blot skjule for udenforstaaende, men ogsaa saa vidt muligt for mig selv, og naar jeg taler derom til min Mand, vil jeg søge at undgaa enhver Hentydning til, at jeg skulde være ham overlegen. Jeg vil vente, at han med Tiden vil faa Øjnene op for sine egne Fejltagelser og derved blive mere villig til at lytte til min Mening. Dog vil jeg ikke paanøde ham den, men kun fremsætte den paa en Maade, som sømmer sig for en Medhjælp. Inden længe vil han saa nok søge Raad hos mig og tage mere og mere Hensyn til mig i alle Livets Anliggender. Vi vil derved Dag for Dag, Aar for Aar vokse op sammen i Overensstemmelse med det guddommelige Mønster, Forholdet mellem Kristus og Menigheden. Jeg som Hustru vil faa Velsignelse ved at udvikle Ydmyghed og Underkastelse under Guds Ordning, og min Mand vil faa Velsignelse ved den hjælpende Indflydelse, jeg kan udøve paa ham, saa at Misforholdet mellem os, der til at begynde med syntes at være til Skade, ved Herrens Naade og ved at følge hans Ords Anvisninger, vil resultere i at bringe os begge nærmere til Gud.

Vi kan tænke os endnu et andet Tilfælde end de oven­for fremsatte, nemlig at der efter Aars velsignelsesrigt Samliv opstod et Misforhold mellem to nye Skabninger, der ellers passede godt sammen efter Kødet. En saadan Afslutning efter en gunstig Begyndelse vide ind-[551]befatte, at en af dem havde mistet den hellige Kærlighedens Aand, om ikke fuldstændigt saa dog i vid Udstrækning, at en af dem havde forsømt Apostelens Formaning saavel som hele Guds Anordning med Hensyn til en Mands Pligter mod Hustruen og en Hustrus mod Manden. Hvis Fejlen er hos Manden, og han hører op med at sørge for Hustruen og nære Kærlighed til hende, idet han enten i Hjertet eller i Virkeligheden forlader hende, vil det indbefatte, at han i sørgelig Grad er afveget fra Herren og hans Aands Vejledning samt fra »Visdommen herovenfra, der først er ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter«. Vi vil ikke kunne tro, at en saadan har Herrens Bifald eller bliver regnet for Sejrvinder af ham, medmindre han omvender sig.

Fejlen kunde paa den anden Side ogsaa findes hos Hustruen. Hun kunde blive hovmodig, stolt, indbildsk og efterhaanden miste sin Ærbødighed for Manden, maaske endog bagvaske ham, forlade ham og lyve ham alle Haande ondt paa. Noget saadant vilde vidne om, at der var noget rent galt fat med Hjertet, at det havde fjernet sig langt bort fra Guds Ords Formaninger, og at der var indtraadt en meget alvorlig Sygdom i det, selv om det ydre Skin af Gudfrygtighed blev opretholdt. En saadan vilde sikkert ikke kunne træde frem for den himmelske Brudgom med noget Haab om at vinde hans Bifald; thi naar hun ikke forstod sine Pligter overfor den jordiske Brudgom, vilde hun heller ikke kunne forstaa Menighedens Pligter overfor Herren. Naar hun var utro mod den jordiske Brudgom, som hun havde set, hvor meget mere vilde hun da ikke være utro mod den usynlige himmelske Brudgom.

Det jordiske Forhold som Mand og Hustru mellem en ny Skabning og en, der ikke er en ny Skabning, skaber store Vanskeligheder for mange. Selv hvor de to passer sammen i kødelig Henseende, er Problemet svært nok at løse; men hvor der er Misforhold til Stede baade i aandelig og fysisk Henseende, bliver Vanske-[555]lighederne mange Gange fordoblet. Hvis Manden er en ny Skabning, og Hustruen har Verdens Aand, vil hans sande Gudsfrygt og det sunde Sinds Aand, som efterhaanden kommer til at gøre sig gældende i alle hans Meninger, samt det Maadehold han lægger for Dagen i alle Anliggender, rimeligvis skaffe ham mere og mere af hans verdslige Hustrus Agtelse, forudsat at hun af Naturen har en ædel og elskværdig Karakter. Hans omsorgsfulde Behandling af hende, den fulde Samvittighedsfrihed, som han villigt indrømmer hende, og hans egen Principfasthed vil virke henimod at gøre et saadant Forhold lykkeligt med Undtagelse af dette ene, at Manden i sin Hustru maa savne den aandelige Medhjælp, som han i sin Egenskab af en ny Skabning vilde værdsætte højere end alt andet. Men hans Bønner for en saadan ædelsindet Kvinde, hans Eksempel og hans hensynsfulde Fremstilling af Sandheden vil efter al Sandsynlighed kunne vinde hende for Herren og gøre hende til hans aandelige saavel som naturlige Medhjælp. Saaledes vil hans Taalmodighed og Troskab mod de ægteskabelige Forpligtelser bringe ham en stor Belønning, medens paa den anden Side hendes Principtroskab vil bringe hende Velsignelse og Lykke i Livet.

Hvis Hustruen er en ny Skabning, medens Manden er verdsligsindet, og de ellers passer godt sammen, vil Problemet ligeledes være forholdsvis let at løse. Den ædelsindede Mand vil, selv om han er verdslig, tage Hensyn til sin Hustrus Samvittighed indenfor Rimelighedens Grænser. Hans Ønske om at drage Omsorg for hendes aandelige og moralske Fornødenheder, som det er hans Pligt at gøre, vil give hende alt, hvad hun kan forlange som Hustru med Undtagelse af aandeligt Samfund med sin Mand. Maaske vil Hustruens Trofasthed imod Herren saavel som imod Manden i alle Livets Pligter til sidst medføre hans Indvielse til Herren. Det kunde imidlertid tænkes at Hustruen ønskede sig timelige eller aandelige Ting, som Manden ikke [553] kunde billige, hvor ædeltænkende han end kunde være som et naturligt Menneske. I et saadant Tilfælde bør hun efterfølge Herrens Formaning om at være maadeholdende i alle Ting. Hun bør tage Hensyn til Mandens sædvanlige Velvillighed og tænke paa, at der til de Pligter, som Herren har paalagt Hustruen, ogsaa hører, at hun i rimelig Grad skænker ham sit Selskab uden dog derved at krænke sin Samvittighed eller noget Princip. Dette vil maaske og ikke med Urette afholde hende fra at gaa til nogle af Menighedens Moder. Men hun maa tage sig i Agt for, at ikke Ønsket om at behage Manden skal faa hende til at krænke sin Samvittighed og svigte sit Ansvar overfor den himmelske Brudgom. Hun maa ihukomme hans Formaning til os om ikke at undlade at forsamle os selv. Alt, hvad vi hævder her, er, at hun skal vise Maadehold og tage Hensyn til sin Mand, saa at hun giver ham noget af sin Tid og paa tilbørlig Maade holder ham med Selskab.

Hvor de to gaar i ulige Aag med hinanden, idet den ene er en vantro, og den anden en ny Skabning, og hvor de tillige ikke passer for hinanden efter Kødet, idet Hustruen er Manden overlegen i intellektuel Henseende, er Sagen meget mere indviklet og kræver langt større Visdom og Gudhengivenhed hos den troende. Apostelen taler i særlig Grad til dem, der staar saaledes, naar han siger: »Dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, saa forlade hun ham ikke.... Men skiller den vantro sig, saa lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbundet i saadanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. Thi hvad ved du, Hustru, om du kan frelse din Mand? Eller hvad ved du, Mand, om du kan frelse din Hustru?« — 1 Kor. 7, 13-16.

Det, der her slaas fast, er, at den troende skal gøre sin Pligt og paa enhver hæderlig Maade søge at be­vare Hjemmets Fred til fælles Bedste ved ikke at give Anledning til nogen Strid, saa vidt som det kan und-[554]gaas af Hensyn til Principper og Samvittighed. Hvis der virkelig er nogen Grund til Skilsmisse, maa den troende se til, at den ikke ligger hos ham. Kristi Sindelag i ham maa gøre ham mere mild, mere ydmyg, mere fredsommelig, mere forsigtig, mere viis, mere langmodig, mere taalmodig, mere kærlig og venlig for hver Dag. Dog vil alt dette ikke i ethvert Tilfælde kunne gøre Sagen klar. Undertiden er den vantro af Naturen i Besiddelse af en saa lav Karakter og giver Udtryk for den paa en saa hensynsløs Maade, at Samlivet bliver umuligt. Ligesom Guds Barmhjertighed imod Farao kun tjente til at forhærde hans Hjerte, saaledes kan det ogsaa ske, at Guds Aand i hans Børn, der lægger sig for Dagen i deres Bestræbelser for at gøre det gode og vokse i Naade og Aandens Frugter, kun bliver mødt med det Had, som Mørket har til Lyset. (Joh. 3, 19. 20.) I et saadant Tilfælde vilde det være rigtigt at gribe til Skilsmisse, som Apostelen skriver, hvad enten det sker ifølge en jordisk Retskendelse eller ej. Dog har den nye Skabning under ingen Omstændighed Ret til at gifte sig igen, medmindre der opnaas Skilsmisse paa det ene Grundlag, som Herren omtaler — Utroskab overfor Ægtefællen. — Matt. 19, 9.

I den ovenfor anførte Tekst siger Apostelen: »Skiller den vantro sig, saa lad ham skille sig.« Dette maa ikke forstaas saaledes, at Manden eller Hustruen, hvis vedkommende bliver forladt af den anden Part, har Ret til at gifte sig igen. Det tilkendegiver blot, at en saadan Skilsmisse af den troende skal betragtes som en af de Omstændigheder i Livet, der tillades af Gud, og som af ham kan vendes til det gode. Man bør da spejde efter og forvente Lejligheder til at blive nyttig i Herrens Tjeneste. Skønt Apostelen meget udtrykkeligt fremhæver, at den troende ikke skal være den, der skiller sig, mener vi dog, at de menneskelige Domstole rigtigt har forstaaet og fortolket dette Spørgsmaal, naar de hævder, at der findes noget, som man kan [555] kalde »Skilsmisse i Realiteten« — nemlig naar den ene Ægtefælle forlader den anden i Livet uden dog absolut at tage Ophold et andet Sted. Den vantro Hustru kan udøve — og har i nogle Tilfælde gjort det — et saadant Tyranni i Hjemmet, at derved alle dettes Egenskaber som Hjem ødelægges, og det i Stedet bliver til en formelig Skærsild. Hun kan ødelægge sin Mands religiøse Bøger og gøre det umuligt for ham at læse eller tænke ved med Vilje at foranstalte Støj iblandt Børnene, hvem kun har forledt til Ulydighed imod Faderen og til at behandle ham uforskammet.

En saadan Hustru vil maaske ikke forlade Manden virkeligt, men foretrække at benytte ham som sin Slave, for at hun ved hans Arbejde kan nyde Livets Behageligheder. De menneskelige Love har betegnet en saadan Fremgangsmaade som praktisk Skilsmisse, Ophæ­velse af Ægteskabspagten og Forsømmelse af Livets Pligter. En saadan Hustru bliver til Hindring og Fortræd i Stedet for til Hjælp for Manden. Vi tror, at Ægtefællen undertiden er fuldt berettiget til at betragte sig selv som forladt og flytte til et Hjem for sig selv, hvor han kan samle dem af Børnene, der ikke er blevet fuldstændig forgiftet af Moderen. Hustruen har ved sin Opførsel allerede gjort Ende paa hans Forpligtelser imod hende. Det er hende, der har forladt ham og brudt Ægteskabspagten. Naar han unddrager hende sin Støtte, gaar han blot ind paa de Fordringer, som hun ved sin Fremgangsmaade har stillet. Men hvis hun nogen Sinde skulde angre, bør han være ædelmodig, tilgive hende og genoprette Familieforholdet paa en bedre Basis. Det er ikke Hensigten med dette Raad at give en Undskyldning for Utaalmodighed eller for Tilbøjelighed til at blive stødt og fornærmet. Kærligheden fordrer, at enhver udholdelig Behandling skal taales, og at Uretfærdigheden skal betragtes som sonet og ophævet, hvis man har gengældt det onde, der er udøvet i Ord eller Handling, med ondt.

[556] I andre Tilfælde kan det være den vantro Mand, der i Realiteten skiller sig. Hans Karakters Lavhed kan gøre ham til en brutal Tyran, der ikke tager Hensyn til Hustruens Helbred og Lykke, og som er særlig fjendtlig stemt overfor hendes religiøse Anskuelser. Som vi allerede har paapeget, bor den troende, Hustru opnaa det Maal af Kærlighedens Aand, der gør det muligt for hende at udholde praktisk talt alt og blive velsignet derigennem ved at vokse i Naade og i Aandens Frugter. Men der er en Grænse for alt, og udover den vil det ikke være rigtigt at gaa, fordi det vilde udøve en skadelig i Stedet for en gavnlig Indflydelse paa den uretfærdige Livsledsager. Enhver maa afgøre med sig selv, hvad der er den rette Grænse i saadanne Anliggender. Vor egen Samvittighed maa træffe Afgørelsen, efter at den er blevet opdraget og uddannet ved Guds Ords Aand og Bogstav. Prøvelserne vil blive sværere, jo mere vi er vokset i Naade. Men vi bor ogsaa opnaa større Evne til at udholde alt i Sagtmodighed og naa frem til et fuldere Maal af det sunde Sinds Aand, saa at vi kan afgøre, hvornaar Grænsen for Uretfærdigheden og Haardheden er blevet naaet. Under saadanne Forhold trænger vi til Visdommen herovenfra. Den er blevet os lovet, og vi maa alvorligt tragte efter at opnaa den. — Jak. 1, 5.

Der findes uædle, dyriske Mænd, der hverken har den rette Forstaaelse af en Mands Pligter eller en Hustrus Rettigheder, hvis Opfattelse af en Hustru er den, at hun er en bedre Trællearbejder, end de kunde leje, eller en billig Erstatning for en Skøge. En saadan Behandling fra Mandens Side er det samme, som om han har forladt Hustruen. Og Guds Lov, som den her er fremsat af Apostelen, er, naar den bliver ret fortolket, fuldt ud i Overensstemmelse med de menneskelige Love, der erklærer, at Navnet Ægtefælle er en falsk Betegnelse for en saadan Mand, idet han aldeles uomtvisteligt har brudt sin Ægteskabspagt med [557] Hustruen. En Kvinde har under saadanne Omstændigheder fuld Frihed til at betragte sig selv som forladt og skabe sig bedre Forhold, hvis hun kan det. Men hun har hverken efter Guds eller Menneskers Love Ret til at gifte sig igen. Hun har i en saadan Stilling Lov til at forvente af Herren, at han forbedrer hendes Forhold eller aabner hende en Vej til at undslippe dem. Hun bør tage Hensyn til Børnenes Alder og til, hvilken Forsørgelse hun kan skaffe dem saavel som sig selv. Og før hun foretager Skridtet, maa hun omhyggeligt og i Bøn overveje Sagen. Men hvis hun kan udholde Tilstandene, saa lad hende blive, som Apostelen siger, i det Haab, at hun ved at vise Sagtmodighed, Mildhed og Kærlighed maa genvinde sin Ægtefælles Hjerte og om muligt ogsaa vinde ham for Herren.

Vi har behandlet dette Emne ret udførligt, fordi vi fra en udstrakt Korrespondance ved, at mange af Herrens mest trofaste Børn lever i en ægteskabelig Ildovn. Vi kan ikke som nye Skabninger vente, at Livet skal være behageligt og let for os. Herren har erklæret, at »en Mands Husfolk skal være hans Fjender«. (Matt. 10, 36.) Vi maa derfor ikke undre os over, at vi maa udholde meget for Sandhedens Skyld for derved at bevise vor Troskab mod Herren og hans Ord. Vi maa være villige til at udholde alle de Ildprøver, som han sender os til vort Gavn, for at vi igennem dem kan udvikle Aandens Frugter. Vi bør ogsaa forstaa, at det ikke er os, der skal vælge de Prøver, som skal udvikle os og gøre os skikket til Riget, men at vi helt maa overlade denne Sag til Herren. Men vi betragter det som vor personlige Pligt at vise alle dem, der lider i den omtalte Henseende, at de efter en rimelig Prøvelsens og Udviklingens Tid bør forvente, at Gud skal udfri dem og aabne dem en Vej at undslippe det, der er dem for svært at udholde. Dette er i Overensstem­melse med Herrens egne Ord saavel som med hans [558] Eksempel: »Naar de forfølger eder i eu By, da fly til en anden. « — Matt. 10. 23; 2, 13; 4, 12; 12, 15.

Samvittigheden maa afgøre det.

Vi nævnte Samvittigheden i Forbindelse med disse Anliggender. Det er derfor paa sin Plads her at gøre Rede for, hvad vi mener med dette Udtryk. Vi mener Overbevisningen om, hvad der er rigtigt, hvad der er vor Pligt. For det fuldkomne Menneske vilde Samvittigheden være en absolut paalidelig Vejleder. Det vilde rent instinktmæssigt vide, hvad der var dets Pligt. Men de seks Tusind Aars Fald har bragt vor Slægt ned i en Tilstand, hvor Samvittigheden er gaaet af Lave, er blevet forvendt. Grundlaget for den kristnes Samvittighed er Tro paa Gud og Antagelsen af hans Vilje som det absolut rigtige samt Anerkendelsen af vor Forpligtelse til helt og af Hjertet at adlyde Guds Vilje. Derfor trænger Samvittigheden til en saadan Opdragelse, som kun Guds Ord kan give den. Den nye Skabning bør have det sunde Sinds Aand. Hans Overbevisning med Hensyn til Ret og Uret vil blive stærkere og mere afgjort i samme Grad, som han vokser i Naade, i Kundskab og i Kærlighedens Aand. At adlyde Samvittigheden er at gøre, hvad vi tror, Herren vil have os til at gøre. Vi skal ikke styrte os blindt ind i en Beslutning, men skal omhyggeligt overveje Guds Ords Vidnesbyrd og handle i Overensstemmelse dermed. Der er Folk, som lader Frygt og Trældomsaand beherske deres Samvittighed. Det rigtige for Herrens Folk at gøre er at vejlede deres Samvittighed — det vil sige lede deres Overbevisninger om Ret og Uret — ved Hjælp af den gyldne Rettesnor og den yderligere Undervisning, som Guds Ord giver os.

Gildinger. Jomfruer. Afholdenhed.

De kønslige Forhold forvolder de nye Skabninger store Besværligheder og bør derfor ikke her lades ude af Betragtning. De, der ved Aanden er avlet til at have [559] aandelige Glæder og aandeligt Samfund med Herren, føler instinktmæssigt, at kødeligt Samliv ikke er aandeligt opløftende, men at det tværtimod har Tendens i modsat Retning. Det vilde være godt for alle de ugifte iblandt Herrens indviede at overveje dette grundigt, før de indlader sig paa nogen ægteskabelig Forbindelse med de deraf følgende Forpligtelser. Herren syntes at omtale de ugifte med Bifald, da han sagde: »Der er Gildinger, som er født saaledes fra Moders Liv; og der er Gildinger, som er gildet af Mennesker; og der er Gildinger, som [billedligt talt] har gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld.« (Matt. 19, 12.) Det vil sige, nogle har efter at have indviet sig til Herren besluttet ikke at gifte sig, men at bevare deres Jomfrustand. Herren selv var en af disse, og han er sikkert vort ædleste Mønster, i hvis Fodspor vi bør følge saa nøje  som muligt. Apostelen lægger denne Sag frem for os, idet han siger:

»Men om Jomfruerne [de kvindelige saavel som de mandlige] har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Kende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig. Jeg mener altsaa dette, at det paa Grund af den forhaandenværende Nød [det vil sige, vore egne og andres Ufuldkommenheder paa den ene Side og de særlige Pligter, Lejligheder og Rettigheder, vi som Herrens indviede har, paa den anden Side] er godt for et Menneske at være saaledes, som han er [at forblive i den Tilstand, han er i, gift eller ugift, naar Sandheden møder ham]. Er du bundet til en Kvinde, da søg ikke at blive løst, er du ikke bundet, da søg ikke en Hustru! Men om du ogsaa gifter dig, synder du ikke, og om en Jomfru [kvindelig Jomfru] gifter sig, synder hun ikke.

Dog vil saadanne [som er gifte] faa Trængsler i Kødet. Men jeg skaaner eder. Men det siger jeg eder, Brødre, at Tiden er kort, for at herefter baade de, der har Hustruer, skal være, som om de ingen har [saa [560] meget som muligt se bort fra de jordiske Tilknytninger og særlig skænke de himmelske Ting deres Kærlighed], og de, der græder [som er i jordiske Trængsler], som om de ikke græder [idet de forsøger at glemme deres jordiske Prøvelser, Skuffelser og Vanskeligheder i Glæden over de bedre Forjættelser, der hører os til], og de, der glæder sig [over jordisk Medgang], som om de ikke glæder sig [deres Glæde over de aandelige Ting skal ganske overskygge alle jordiske Aarsager til Glæde], og de, der køber, som om de ikke ejer noget [idet de ikke hæfter deres Kærlighed ved jordiske Ting], og de, der bruger denne Verden, som om de ikke gør Brug af den [idet de lader Maadeholdenhed og den nye Naturs Interesser have en altbeherskende Indflydelse paa alle Livets Anliggender]; thi denne Verdens Skikkelse forgaar [vi skal som nye Skabninger leve i Overensstemmelse med vore nye Forhaabninger og ikke bestandig søge at træffe Forholdsregler for Kødet, men derimod selv paa Bekostning af alt bestræbe os for at befæste vor Kaldelse og Udvælgelse og saaledes blive Medarvinger med Herren til den herlige Husholdning og Verden, der skal komme].

Men jeg ønsker, I maa være uden Bekymringer [af jordisk Art, og derfor henleder jeg nu i Tilføjelse til den foregaaende Formaning eders Opmærksomhed paa følgende uomtvistelige Kendsgerninger]. Den [fuldt indviede] ugifte er bekymret for de Ting, som hører Herren til, hvorledes han kan behage Herren; men den gifte er bekymret for de Ting, som hører Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. [Han vil bestandig være i Fare for at faa sin Kærlighed delt og maa altid være paa Vagt, for at ikke den jordiske Kærlighed skal opsluge al hans Tid og Interesse, saa at han derved krænker sin Pagt med Herren. Interessen for Sandheden maa have Overvægten, hvis han vil blive Sejrvinder og Medarving til Riget.] Og der er ogsaa Forskel mellem Hustruen og Jomfruen; den [fuldt ind-[561]viede] ugifte er bekymret for de Ting, som hører Herren til, for at hun kan være hellig baade paa Legeme og Aand, men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden.

Men dette siger jeg til eders eget Gavn [ikke for at bringe eder i Trældom eller paa nogen Maade føje noget til eders Byrder, men for at I, der er ugifte, omhyggeligt maa overveje, hvad der tjener eders aandelige Interesser bedst og tage i Betragtning, hvilke Privilegier I vil gaa Glip af ved at gifte eder], ikke for at kaste en Snare om eder [for at hindre eder i at benytte eders Frihed], men for at bevare Sømmelighed [det, der er mest gavnligt for de nye Skabninger] og en urokkelig Vedhængen ved Herren. Men dersom nogen mener [ved at forblive ugift] at volde sin ugifte Jomfru [eng. Overs.] Skam [skuffe en Veninde, hvem han havde givet Grund til at tro, at han vilde gifte sig med hende], om hun sidder over Tiden [saa at hun ved sin Forlovelse med ham har mistet anden Udsigt til at blive gift], og det maa saa være [hvis hun trænger til en Beskytter og en Forsørger], han gøre, hvad han vil [gifte sig med hende eller ej], han synder ikke: Lad dem gifte sig [hvis der altsaa synes at være Nødvendighed derfor]! Men den, som staar fast i sit Hjerte og ikke er tvunget, men har Raadighed over sin Vilje [saa at han fuldt ud kan beherske sig selv og leve ugift for des mere at kunne hellige sig Herren og hans Tjeneste] og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Jomfru [eng. Overs.] ugift [bevare sin egen Jomfrustand eller Renhed], han gør vel. Altsaa, baade den, som bortgifter sin Jomfru [sin Jomfrustand], gør vel, og den, som ikke bortgifter, gør bedre.

En Hustru er bundet, saa længe hendes Mand lever. Men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem, hun vil, kun at det sker i Herren. Men lykkeligere er hun, om hun forbliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men ogsaa jeg mener at have [562] Guds Aand [Herrens Sindelag i denne Henseende; jeg taler ikke paa Befaling eller under direkte Inspiration, men ud fra min egen Overbevisning og mit eget Skøn med Hensyn til Guds Vilje].« — I Kor. 7, 25-40.

Efter Ægteskabet er det for sent at bestemme, hvorvidt man vil leve et afholdende Liv eller ikke. Apostelen viser os dette ganske klart, idet han erklærer, at hverken Manden eller Hustruen har Herredømme over deres eget Legeme, men at man i Ægteskabet har hengivet sig til hinanden i en saadan Grad, at dette at nægte rimelige ægteskabelige Rettigheder vilde være at begaa en Uretfærdighed og bryde Ægteskabspagten. Apostelen kalder dette at »bedrage hinanden«. (1 Kor. 7, 5, eng. Overs.) Saadanne Ting maa man overveje, før man binder sig i et Ægteskab. Det vilde heller ikke være rigtigt, at den ene Ægtefælle fik den anden til, eller at de begge blev enige om, at love at leve et afholdende Liv i Ægteskabet. Maadehold i denne som i enhver anden jordisk Henseende maa være Loven, den Bremse, hvormed den nye Skabning søger at bevare Herredømmet over Kødet og bringe enhver Hjertets Tanke til Underkastelse under Herren. (Med Hensyn til jødiske Indskrænkninger se 3 Mos. 20, 18; 15, 25.) Apostelen viser os, at absolut Afholdenhed, hvor ønskværdigt noget saadant end kunde være, ikke maa paatvinges nogen af Parterne, for at det ikke skal blive en Snare og en Fristelse til at krænke Ægteskabsforpligtelserne. Han siger:

»Manden yde Hustruen sin Skyldighed [hvad hun med Rimelighed og Retfærdighed kan forlange]; ligeledes ogsaa Hustruen Manden. Hustruen raader ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligesaa raader heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. Unddrag eder ikke hinanden uden maaske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kan have Ro til Bønnen og for saa atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formaar at være afholdende.

[563] Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker maatte være, som jeg selv er [afholdende og fri, praktisk talt Gildinger]. . . . Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forbliver som jeg. Men kan de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde« — blive fortæret af en utæmmelig Lidenskab, der vilde hindre Samfundet med Herren og maaske blive til en Snare. — 1 Kor. 7, 3-9.

»Kun i Herren.«

Herrens Formaninger er altid fornuftige og vise, og de, der lytter til dem og følger dem, vil altid erfare Velsignelse derved. Man kunde synes, at det var en Indskrænkning, et Baand, et Trældomsaag, naar det hedder, at Herrens Folk kun skal gifte sig »i Herren«. Men det er blot et Raad. Enhver, der følger dette Raad, vil til Slut finde, at han er blevet velsignet derigennem, og enhver, der tilsidesætter det, vil i Almindelighed lære at forstaa det uvise i sin Fremfærd senere hen, naar han har høstet de bitre Erfaringer.

Ingen anden Overenskomst af dem, der har at gøre med Livet her, er saa vigtig som Ægteskabspagten. Dog synes selv ellers fornuftige og vel afbalancerede Mennesker ofte at behandle dette Spørgsmaal paa en letsindig og skødesløs Maade. Mange Forældre er øjensynlig mere omhyggelige og viser sundere Dømmekraft, naar det gælder Købet af en Gaard, Opdrætning af Kvæg, Faar, Heste, Hunde og Svin, end naar det gælder Spørgsmaalet om deres egen Forplantning af Slægten. En saadan Mangel paa Visdom er vanskelig at forklare sig, hvis ikke man maa antage, at Folk i Almindelighed betragter Ægteskabet som et Slags Lotteri, hvor Tilfældet i Stedet for Fornuften hersker, og mener, at Gud har skabt hvert enkelt Medlem af Menneskeslæg-[564] ten, i Stedet for at forstaa, at Guds fuldkomne Værk i den Henseende var fuldendt med det første Par, hvem han gay Forplantningsevnen, som er gaaet i Arv til deres Afkom. Den rette Maade at betragte Menneskenaturen paa er at se i den den højeste Art af den dyriske Skabning, der i Lighed med de øvrige jordiske Skabninger af Skaberen har faaet Evne til at videreforplante sin egen Art. Set fra dette Synspunkt bliver det straks klart, at Gud ikke har været noget nulevende Menneskes direkte Skaber, saa at de forskellige Svagheder og Ufuldkommenheder, der klæber ved Slægten, ikke med Rette kan tilskrives noget ufuldkomment i hans Værk, men derimod skyldes Adams Fald og Syndens naturlige Virkninger, der gaar i Retning af Ufuldkommenhed, Fordærvelse og Død.

Selv den naturlige Mand og Kvinde bør derfor omhyggeligt overveje det ægteskabelige Spørgsmaal, for at de kan gøre deres Del til saa vidt muligt at modarbejde de nedbrydende Indflydelser i Slægten. De bør f. Eks. forstaa Nødvendigheden af at iagttage Lovene for Nærbeslægtethed — at de maa undgaa Ægteskab med dem, hvem de er alt for nær beslægtede med. Det var unødvendigt at tage saadanne Hensyn i Begyndelsen, da Adams Sønner og Døtre frit og uden Skade giftede sig med hverandre, eftersom Slægten den Gang endnu var saa nær fuldkommen, at dette ikke kunde medføre nogen særlig Svaghed for Børnene. Men nu, da Menneskeheden er faldet saa dybt, og ikke blot Sygdomme, men ogsaa aandelige Ejendommeligheder og uheldige Træk ved Arv holder sig i de forskellige Familier, vil det være klogt — ja, ligefrem en Pligt imod Efterkommerne baade at undgaa alt for nært Blodsslægtskab, der yderligere vil kunne udvikle de aandelige og legemlige Ejendommeligheder og Svagheder, og tillige saa vidt muligt at vælge til Ægtefælle en, som har et Temperament, der er forskelligt fra ens eget. Naturen selv synes i nogen Udstrækning at hjælpe til i saa Hense-[565]ende, idet afgjorte Blondiner eller udprægede Brunetter sædvanligvis instinktmæssigt foretrækker dem, der har modsat Temperament.

Disse Regler, der gælder for det naturlige Menneske, gælder ogsaa for den nye Skabning, hvis han kommer til den Slutning, at det er bedst for ham at gifte sig. Men der er endnu en Formaning fra Apostelen, som han maa tage Hensyn til i saa Tilfælde, nemlig den, at han blot skal gifte sig »i Herren«. Hans Ægtefælle maa passe for ham baade i aandelig og naturlig Henseende. Man kunde nu hævde, at naar nært Slægtskab efter Kødet har Tendens til at give et uheldigt Afkom, kunde det ogsaa tænkes, at nært aandeligt Slægtskab vilde være skadeligt — frembringe moralsk eller religiøst overspændte Børn. Vi svarer, at det nye Sind tværtimod har Tilbøjelighed til at modarbejde Kødets Særegenheder. Apostelen siger, at vi har Kristi Sind, et sundt, Sinds Aand — vi ser paa Tingene ud fra Kristi Standpunkt. Den nye Skabning er blevet avlet af Aanden, skønt den endnu er ufuldkommen efter Kødet. Den bliver ledet af Aanden ved Ordet til at forstaa, hvad der er Guds Synspunkt i alle Ting.

Det er sandt nok, at det nye Sind maa virke i det dødelige Legeme og ved Hjælp af dets ufuldkomne Tænkeorganer. Men skønt Kødets Ufuldkommenheder i nogen Grad kan farve det nye Sind og forstyrre dets storslaaede og herlige Symmetri, er Viljen dog Kødet overlegen, saa at dette mere eller mindre paavirkes af Viljen og gradvis omdannes deraf. Enhver, der modtager Kristi Sindelag, vil ganske sikkert blive sundere og sundere i sin Dom om alle jordiske Anliggender. Han vil maaske ikke af Verden blive betragtet som klogere end før, men i Virkeligheden vil han være klo­gere; og naar Verden ikke kan se hans forøgede Visdom, er det, fordi den er blind og uviiis, fordi den ikke har Kristi Sind, og fordi den i Almindelighed betragter Tingene ud fra Egenkærlighedens og Fordærvelsens [566] Standpunkt. Den Visdom, vi ønsker os, er den herovenfra, om hvilken Apostelen siger, at den vil gøre os renere, mere fredsommelige, mere barmhjertige, mere venlige mod Brødrene, mod vor Familie, mod Menneskene i Almindelighed, ja, endogsaa mod de umælende Skabninger. Denne Verdens Visdom, siger Apostelen, er jordisk, sanselig, djævelsk. Ikke saadan at forstaa, at alle verdslige Mænd og Kvinder er sanselige og djævelske, men den verdslige Visdoms Tilbøjelighed gaar i denne Retning. Den stærkt forblindede Menneskehed kæmper imod de Egenkærlighedens Love, som den er i Trældom under, skønt den bestandig søger at skjule Slavelænkerne for sig selv saavel som for andre.

Udtrykket »i Herren« maa ikke opfattes som blot en Betegnelse for en nominel Tro paa Herren eller Forbindelse med en af Navnkirkerne. Verdslige Mennesker bør ægte verdslige Mennesker, navnkristne bør ægte navnkristne, og retfærdiggjorte troende, der stoler paa Kristi dyrebare Blod, bør ægte ligesindede. Men de, der fuldt ud har indviet sig til Herren og er blevet Lemmer paa Kristi Legeme, den nye Skabning, de, der er blevet avlet paa ny, bør kun ægte nye Skabninger — kun saadanne, som er »i Herren«, antaget som Lemmer paa Kristi Legeme, delagtige i hans Helligheds Aand. Og desuden bør man se til som allerede paapeget, at intet uret Slægtsforhold er til Stede. Kvinden bør kun ægte en saadan Mand »i Herren«, som hun kan se op til i moralsk, intellektuel og aandelig Henseende som Hoved for Familien, en, som hun kan have Ærbødighed for. Og Manden bør kun ægte en Kvinde »i Herren«, der, saa vidt han kan se, vil blive ham en sand Medhjælp, kærlig, mild og ren, en, der ikke er ham overlegen, og som han ikke af Naturen vil blive nødt til at se op til og respektere som det egentlige Hoved for Familien. Disse Ægteskabsregler bør iagttages af de nye Skabninger. der har et sundt Sinds Aand, hvor meget end Verden tilsidesætter dem. Thi Verdens [567] Mennesker bliver ikke ledet af Herrens Sind, men er tilbøjelige til at gaa deres egne Veje, til at lade deres egne Luner og Indbildninger raade eller til gensidig at bedrage hinanden. Hvis der opstaar Tvivl, saa sørg for at være paa den sikre Side. Vent til Spørgsmaalet er klaret.

Man kunde hævde, at hvis der skal gaa saa udførlige Overvejelser forud for et. Ægteskab, vil ikke saa mange gifte sig som nu. Det er muligt, at det er saa. Men ikke saa ganske faa af dem, der nu er gifte, og som ved Herrens Naade er kommet til en klarere Forstaaelse af deres Forhold til Herren som nye Skabninger, er blevet bekendt med hans Formaninger til dem til Bedste for deres aandelige Udvikling i alt, hvad der angaar Kødet, vilde ikke paa ny gifte sig, som de har gjort det. De er klogere nu. Hos mange af de verdsligsindede er det saaledes, at den Mulighed, som de jordiske Domstole eller Skik og Brug aabner dem for at blive skilt og faa Tilladelse til at indgaa et nyt Ægteskab, gør dem mindre nøjeregnende og omhyggelige i deres Valg. Men de nye Skabninger maa huske, at deres Ægteskabspagt ligner den, der bestaar mellem Herren og Menigheden, deri at den er evig. Den kan ikke ved nogen jordisk Retskendelse blive ophævet, saa at de faar Frihed til at indgaa et nyt Ægteskab, medmindre den ene særlig nævnte Grund er til Stede. (Matt. 19, 9.) For Herrens Folk er derfor et saadant Ægteskab, som er indgaaet »i Herren«, en meget betydningsfuld Overenskomst, der først bør afsluttes efter alvorlig Overvejelse i Bøn og en nøje Ransagelse af alt, hvad der har med Spørgsmaalet at gøre.