Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 13

DEN NYE SKABNINGS FORÆLDREPLIGTER.

Store Forpligtelser i Forbindelse med Forplantningsevnen. — Indflydelsen før Fødselen. — »Undervis den unge om den Vej, han skal vandre.« — Søndagsskolernes Indflydelse. — Børnenes Fortrolighed. — Suggestion og Børneopdragelse. — Vore Børn i Trængselstiden. — Gode og daarlige Adspredelser. — Ægteskabs­spørgsmaalet i ForbindeIse med de nye Skabningers Børn.

 FORÆLDREPLIGTERNE hører til de alvorligste i Menneskelivet. I Evnen til at frembringe Menneskevæsener med alle de Muligheder, som knytter sig til saadanne Væsener, kommer Menneskene nærmest til den guddommelige Magt. I Virkeligheden handler Mennesket her som Guds Redskab ved Udøvelsen af den guddommelige Kraft. De Muligheder, der knytter sig til ethvert Barns Fødsel, gaar uendelig langt baade i Retning af Lykke og Ulykke, godt og ondt, Ære og Vanære. Ja, hvis Menneskene kunde se paa den Sag ud fra det rigtige Synspunkt, vilde Børneavlingen ikke længere betegne en Slappelse af intellektuelle og moralske Principper og en Løsladen af alle Lidenskaber, men være noget helligt og storslaaet, og Fædre og Mødre vilde da ganske anderledes forstaa deres Ansvar, end de nu gør. Det er ikke blot overfor Barnet, at der paahviler Forældrene Pligter, idet dettes aandelige, moralske og legemlige Ejendommeligheder er afhængige af dem; men ogsaa overfor Skaberen, der har betroet Menneskene denne vidunderlige Forplantningsevne, maa de engang gøre Regnskab for, hvorledes de har benyttet den guddommelige Magt.

Denne Ansvarsfølelse bliver forstærket, naar vi begynder at forstaa, at ifølge Guds Ordning har Forældrene ikke blot Indflydelse paa det kommende Barns[570] Karakter i det Øjeblik, da Avlingen finder Sted, men ogsaa senere under hele Svangerskabet. I den Tid bliver Moderens Tanker, Sindelag og Følelser indpræget i Fosteret. Ja, ikke blot det, men i dette Tidsrum er Moderen selv særlig modtagelig for de Indflydelser, der omgiver hende, af hvilke mange om ikke alle kan og bør kontrolleres af Manden. Hvis Moderens Sind er lyst og muntert og hendes Hjerte lykkeligt, vil dette udøve en gavnlig Indflydelse paa Fosteret. Hvis hun derimod er forpint og plaget, omgivet af Stridigheder og Vanskeligheder, vil Barnet ganske sikkert blive sygeligt og klynkende og for Livstid faa en heftig Karakter. Naar de Tilstande, der har omgivet Barnet før Fødselen, maa kendetegnes ved Umaadelighed, Egenkærlighed og Lavhed, er det da et Under, om Barnet faar Tilbøjelighed i Retning af Egenkærlighed og Uamaadelighed?

Vi hævder ikke, at alt ondt i Verden direkte kan føres tilbage til den Synd og de Svagheder hos Forældrene, som blev overført paa Barnet i Svangerskabs­perioden, heller ikke, at alt det onde hos et Menneske skyldes, hvad det har modtaget i denne Tid og under den senere Udvikling til Mand eller Kvinde. Vi indrømmer Muligheden af, at nogle daarlige Mænd og Kvinder har faaet en forholdsvis god Fødsel og er blevet godt opdraget, ligesom ogsaa Satan blev skabt fuldkommen, men syndede med Vilje til Trods for Skaberens Undervisning. Dog er vi stærkt tilbøjelige til at tvivle om, at mange af de daarlige Karakterer har haft disse to mægtige Tilskyndelser i Retning af det gode. Vi er fuldt ud enige med Skriften, der siger: »Undervis den unge om den Vej, han skal vandre! Ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige fra den.« Hvor mange af de Forældre, der drager Rigtigheden af dette Skriftsted i Tvivl, tænker paa, at Tiden til at begynde at opdrage et Barn er inde samtidig med dets Avling, og [571] at et daarligt avlet Barn ved Opdragelsen maa have den Synd og de Svagheder fjernet, som blev indgivet det ved Fødselen.

Vi mener selvfølgelig ikke, at det skulde være muligt under de nuværende faldne og ufuldkomne Tilstande at føde et fuldkomment Barn. Vi mindes tværtimod Herrens Udsagn: »Kunde der dog komme en ren af en uren! Ikke een.« Vi anerkender, at det gælder for alle, at »i Misgerning er jeg født, og i Synd har min Moder undfanget mig«. Vi hævder blot, at hvad end Verden kan forstaa eller ikke forstaa i denne Henseende, saa bør dog Herrens Folk, de nye Skabninger, indse, at der her er en Mulighed for i nogen Grad at fjerne de Svagheder og Skrøbeligheder, der klæber ved vor faldne Slægt. De i det mindste bør se til, at deres Børn fødes med en saa ædel Karakter, som det ifølge Guds Ordning er muligt at give dem. De vil alligevel være faldne og trænge til en Frelser, uden ham vil de aldrig kunne naa til Fuldkommenhed eller blive værdige til det evige Liv. Det naturlige Menneske kan maaske i nogen Udstrækning forstaa dette og drage Fordel deraf; men det er kun de nye Skabninger, der kan have det fulde Udbytte af disse Tanker.

Hvor store Anstrengelser det naturlige Menneske end gør sig, er han dog stadig af Jorden, jordisk, og kan derfor kun indgive sin Hustru og det Foster, hun bærer, saadanne Tanker og Følelser, som han solv nærer, nemlig saadanne, som er mangelfulde med Hensyn til de allerhøjeste Egenskaber, de aandelige. De nye Skabninger, der har aandelige Forhaabninger og Idealer, søger først og sidst at avle aandelige Børn ved at fortælle andre om Herrens Naade og Sandhed. Men hvis de af en eller anden Grund beslutter sig til at indgaa Ægteskab og finder det fornuftigt at stifte Familie efter Kødet, har de i denne Henseende en stor Fordel fremfor de naturlige Mennesker. De har højere Idea-[572] ler, ædlere Længsler og renere Glæder, og naar de forstaar, hvilken. Indflydelse deres Tanker og Følelser har paa Fosteret, vil de som Forældre være i Stand til at gøre meget mere for deres Børn end andre.

Verden har i nogen Grad forstaaet en Del af disse Principper. De, der er interesserede i at frembringe en god Avl af Kvæg, Heste, Faar o. s. v.. anvender ikke blot megen Omhu paa den rette Parring, men har ogsaa Opmærksomheden henvendt paa Moderens Tilstand i Drægtighedsperioden. De lader Væggene behænge med Billeder af Hestevæddeløb, skønt de slet ikke ved, om Hestene virkelig har nogen Forstand paa Billeder. Medens Moderen er med Føl, lader de hende overvære Hestevæddeløb for at frembringe i hende en Ærgerrighed, der igen sætter Præg paa Fosteret, saa at dette kan blive en dygtig Løber og derved økonomisk og paa anden Maade gavne og glæde Ejeren. Menneskelige Forældre kan ikke have nogen saadan økonomisk Interesse af deres Afkom; men de har eller burde have en meget dybere uegennyttig Interesse for det. Det er deres Haab og Ærgerrighed med Hensyn til Børnene at se dem vel udrustede med aandelige og moralske Egenskaber. Skønt de nye Skabninger ikke kan gøre sig Haab om at avle Børn med en aandelig Natur, da det ikke hører med ind under deres Virksomhedsomraade, kan de dog i jordisk Arv give dem en god Natur, der er i nøje Overensstemmelse med de aandelige Ting, og det vil de sikkert ønske at gøre. Mange er de Børn, der er blevet avlet af hæderlige, gudfrygtige Forældre, og som har faaet en tilsvarende Velsignelse. Saadan har det til Gavn for Menneskeslægten været overalt, hvor Evangeliet er kommet frem. Derfor er Racen bedre nu til Dags i de civiliserede Lande end iblandt Hedningerne, til Trods for at de kristne kun ufuldkomment. har forstaaet, hvilke Evner og hvilket Ansvar de sidder inde med i Spørgsmaalet om Barnefødselen.[573] 

Vor Tanke er altsaa den, at hvis de nye Skabninger gifter sig og tænker at stifte Familie efter Kødet, bør de i den Grad søge, at mestre deres Tanke og Følelsesliv, at de ved Avlingen ikke blot er besjælet af gensidig Kærlighed og Agtelse, men desuden er opfyldt af Ærefrygt overfor Skaberen, ligesom de højt skatter den guddommelige Skaberkraft, Forplantningsevnen, der er dem givet. De bør inderligt bede om Guds Velsignelse, og hver Dag og hver Time derefter bør Barnets Interesser varetages under alle Livets Forhold. Man bør ikke betragte det som noget rent tilfældigt, men som det vigtigste i Livet. Allerede tidligere bør man have udviklet Aandens Frugter betydeligt; men nu maa man mere end nogen Sinde lægge dem for Dagen — Tillid til Gud og hans Forjættelser, Tro, Haab, Udholdenhed, Broderkærlighed, Sagtmodighed, Mildhed, Kærlighed. Skønt de nye Skabninger altid vil være besjælet af disse ædle Karakteregenskaber, bør de dog være særlig paapasselige med at lægge dem for Dagen ved en Lejlighed som denne, eftersom de ved, at de er ved at indgive den kommende Slægt en vis Karakter.

Hjemmet bør saa vidt muligt være lyst og venligt og Tankerne sysselsat med, hvad der er godt og nyttigt — Læsning, Skrivning, Regning og Udførelsen af de daglige Pligter. Man maa heller ikke glemme Hjertets Dannelse, en Dannelse, som er grundet paa Retfærdighedens, Kærlighedens og Visdommens Principper, idet man stadig ser hen til Herren under alle Livets Forhold. Mand og Hustru maa have Kærlighed og Fortrolighed til hinanden og venlige og velvillige Følelser overfor Verden i Almindelighed. Om Velvillighed, Retfærdighed og Kærlighed er bestemmende i alt, vil Betingelserne være de allerbedste. Men noget saadant vil næppe kunne tænkes uden Mandens hele og fulde Medvirken, uden at han nøje ser til og ordner med alt; [574] thi som allerede fremholdt vil Moderen paa dytte Tidspunkt kun daarligt kunne føre Tilsyn selv med det, som ellers hører til hendes særlige Omraade. Manden bør da ogsaa sørge for at lede Samtalerne paa en ret Maade, sørge for passende og nærende aandelig saavel som legemlig Føde og fremfor alt for at opvække sin Hustrus rene Sind ved at tale om Herren og hans herlige Plan og om alle Guds storslaaede Karakteregenskaber, hans Visdom, Kærlighed, Godhed, Retfærdighed og Magt.

Mange kristne Forældre vil kunne svare hertil, at de er ikke stillet saaledes i Livet, at de ved en saadan Lejlighed kan skaffe sig al denne Bekvemmelighed og Hygge og saaledes frigøre sig fra alle huslige og andre Bekymringer. Vi svarer, at vi har blot fremholdt Idealet, og det staar nu til ethvert af Guds Børn at søge at naa saa nær som muligt op til Idealet. Dog bør ingen ny Skabning glemme, at under saadanne saavel som under alle andre Omstændigheder i Livet vil Herren ved sin Naade og Aand udfylde alle jordiske Savn. Den, der saaledes i det ydre er mindre heldigt stillet, bør saa meget desto mere søge ved vedholdende Bøn stadig at have sit Hjerte opfyldt af den Guds Fred, som overgaar al Forstand. Eet Resultat af denne Fred i Hjertet vil være det, at hvor megen Forstyrrelse Moderen end maa være omgivet af, vil Barnet dog sikkert faa et større Maal af Fred og Kærlighed, end det ellers vilde have faaet, f. Eks. mere end dets Brødre og Søstre, som er født under andre Omstændighedør. Det vil være mindre nervøst og pirreligt, mere stilfærdigt og fredsommeligt og vil lettere lade sig lede af Retfærdighedens Principper i hele det Færd. [575]

»Undervis den unge om den Vej, han skal vandre.«

»Den, som sparer sit Ris, hader sin Søn.« (Ord. 13, 24.) »Hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? Dersom I er uden Tugtelse ... da er I jo ... ikke Sønner.« — Heb, 12, 7. 8.

Intet ligger vor Tanke fjernere, end at det skulde være godt hyppig at bruge Riset ved Børneopdragelsen. Dog har vi citeret disse Skriftsteder for at vise deres Fejlsyn, der holder paa, at det er urigtigt for Forældre at tugte deres Børn legemligt, selv naar det er nødvendigt. Det Hjem, der styres af Riset, maa, ganske sikkert blive ulykkeligt. De nye Skabningers Hjem bør styres af Kærligheden, ikke af Riset. Dette sidste skal blot af og til benyttes, naar Nødvendigheden byder det, for at gennemtvinge Kærlighedens Regler; og naar det bruges, maa det svinges af Kærlighedens, aldrig af Vredens Haand. De nye Skabninger, der ledes af det sunde Sinds Aand, lærer efterhaanden, at Orden er en af Himmelens første Love, og at det derfor ogsaa bør være et af de vigtigste Kendetegn paa en ny Skabnings Hjem.

Orden behøver imidlertid ikke nødvendigvis at betyde absolut Stilhed; ellers vilde Ørkenen og de dødes tavse Byer være de eneste Steder, hvor der herskede Orden. Orden kan betyde Glæde saavel som Fred, Lykke saavel som Hvile, Frihed saavel som Lov. Orden betyder Lov — hos den nye Skabning Kærlighedens Lov, den gyldne Rettesnor, der behersker Familie­overhovedet og hans Medhjælp saavel som Børnene, idet Forældrene bliver Eksempler for Børnene i alle den kristnes Dyder. Loven, selv Kærlighedens Lov, indbefatter baade Belønninger og Straffe. I Familien er det Forældrene, der uddeler disse. De behøver selv Vejledning fra den himmelske Fader paa Grund af deres Svagheder, for at de kan herliggøre ham ikke blot i deres egne Hjerter og Viljer, men ogsaa derved, at [576] deres Hjem bliver et Mønster for de retfærdiges Hjem, deres, der har Kristi Sind.

Belønningerne til Børnene skulde bestaa i saadanne Goder, som Forholdene gør det muligt at tildele dem. Straffene maa være mere eller mindre svære i Forhold til den Grad af Forsætlighed, Barnet har udvist, men maa aldrig tildeles efter den absolutte Retfærdigheds Maalestok. Man maa ikke forsøge at paalægge Barnet en Straf, som fuldt ud svarer til, hvad dets Opførsel med Rette kunde fordre — fordi vi ikke selv er under Retfærdigheden, men under Barmhjertigheden, under Kærligheden, og derfor skal vise Barmhjertighed ikke blot overfor andre, men endog i særlig Grad overfor vore Børn, hvis Ufuldkommenheder og Skrøbeligheder uden Tvivl for en stor Del kan spores tilbage til os selv. Undertiden kan vi straffe Børnene ved at nægte at give dem et Kys, ligesom vi til andre Tider kan belønne dem med et Kys. Vi kan ogsaa for en Tid forvise de uregerlige fra Omgang med de lydige og fra Fornøjelser, som bliver dem til Del. Undertiden kan det være i Overensstemmelse med Kærlighedens Lov at svinge Tugtens Ris ved at nægte Børnene Aftensmad eller blot give dem det allernødvendigste Brød og Vand uden de sædvanlige yderligere Behageligheder. Men til andre Tider kan det være nødvendigt at bruge det bogstavelige Straffens Ris for at lære Børnene Lydighed og derved opretholde Hjemmets Fred og Orden ikke blot for de lydige, men ogsaa for de revsede, hvem Tugten forhaabentlig vil bringe til at falde til Føje.

Det er næppe nødvendigt at formane de nye Skabninger til aldrig at bruge Vrede eller bitre Ord overfor Børnene. Vi burde nemlig alle vide, at et saadant Sprog ikke sømmer sig overfor nogen ved nogen som helst Lejlighed. Vor Tale skal »være med Ynde«, med Kærlighed og Venlighed, selv naar vi irettesætter. Det er heller ikke nødvendigt at gøre dem, vi nu taler til, [577] opmærksomme paa det urigtige i at give et hastigt Slag, der kan skade Barnet ikke blot legemligt — maaske ved for bestandig at ødelægge dets Hørelse —men ogsaa saare dets Følelser og udvikle i det Frygt for Forældrene i Stedet for Kærlighed, hvilket sidste bør betragtes som den eneste rette Grundvold for Lydigheden og Ordenen i Hjemmet. Et saadant hastigt Slag eller en bidende Bemærkning vilde endvidere bevise, at Faderens eller Moderens Sindstilstand var daarlig, saa at han eller hun ikke kunde træffe en retfærdig Afgørelse af Sagen i Overensstemmelse med Kærlighedens Lov. Forældrene skylder sig selv som en Del af deres egen Opdragelse saavel som ogsaa Børnene, at de aldrig tildeler en Straf, som de ikke først tilstrækkelig roligt har overvejet og uden Vrede befundet at være ikke mere, men mindre, end hvad der egentlig vilde være retfærdigt. De skylder ogsaa sig selv, at Børnene fuldt ud forstaar Stillingen og indser Nødvendigheden af, at Hjemmets Orden bliver opretholdt, for at ikke dets Medlemmers Ro og Lykke skal blive forstyrret. Børnene maa ogsaa fuldt ud forstaa, at Forældrene ikke nærer nogen Vrede eller noget Had imod dem, men kun Kærlighed og Ønsket om at gøre dem godt.

Ogsaa jordiske Forældre kan forsøge at opdrage Børnene paa denne Maade; men de vil savne en vigtig Hjælp derved; thi da de ikke selv fuldt og helt har underlagt sig den himmelske Fader og hans Ords Ledelse, kan de ikke som de nye Skabninger pege hen til Guds Lov og deres Ansvar overfor den saavel som til deres egen Anerkendelse af og Lydighed imod denne. Kristne Forældre har, hvis de vil benytte sig deraf, en umaadelig Fordel ved Opdragelsen af deres Børn. De bør ud fra Ordet læse for dem Guds Billigelse af Forældremyndigheden — Guds Fordring om, at Forældrene skal undervise Børnene om den Vej, de skal vandre. Og yderligere skal de paapege for dem Nødvendigheden af [578] dette i Betragtning af, at vi alle er faldne og ikke kan naa op til den guddommelige Maalestok, vise dem, at denne Vejledning er nødvendig som en Hjælp til at modarbejde de onde Tilbøjeligheder, vi er født med. Det er en stor Fejl at tro, at Børnene ikke kan forstaa disse Principper, ikke kan skelne mellem Ret og Uret og ikke se det tilbørlige at straffe en daarlig saavel som at belønne en god Opførsel.

Mange Forældre glemmer at se sig tilbage og tænke paa, hvor tidlig de selv lærte at forstaa Retfærdigihedens Principper — at lægge mærke til, hvorledes de omsorgsfulde Forældre ikke forsømte at irettesætte og vejlede, ja, selv at tugte, naar det var nødvendigt. Lad os ogsaa huske paa, hvor skarp vor egen Retfærdighedssans var, den Gang vi var Børn, hvor vi virkelig kunde give vort Bifald til Forældredisciplinen, naar vi forstod, at dens Formaal var at udvikle vor Karakter, men hvor vi samtidig harmedes over den, naar vi ikke kunde se nogen Retfærdighed deri, idet vi blev straffet for Ting, som vi ikke kunde gøre for, eller naar vi syntes, at Straffen ikke stod i noget rimeligt Forhold til Overtrædelsen. Ikke blot er det den bedste og sikreste Maade at styre Børnene paa saaledes at fæstne deres Sind ved Forskellen mellem Ret og Uret, Sandhed og Løgn, Retfærdighed og Uretfærdighed; men det medfører ogsaa en Uddannelse af Barnets Karakter paa et Tidspunkt, da det er mest modtageligt for Forældrenes Indflydelse. Der kan foregaa en Karakterudvikling, medens Barnets Samvittighed og Dømmekraft endnu er i sin Vorden, og medens det endnu med Rette anerkender Forældrene som de eneste Lovgivere. Hvis man forsømmer saaledes at opøve Børnenes Karakter, medens de endnu er smaa, vil Arbejdet dermed blive mange Gange sværere senere hen, rent bortset fra alle de Ubehageligheder, som i Mellemtiden kan komme deraf baade for Forældrene og Børnene, Naboerne og Vennerne. [578]

Det er meget vigtigt at lægge Mærke til, at et Barns Opdragelse ikke blot bestaar i at lære det ydre Høflighed, Renhed og Lydighed, men endvidere, og det er endda det væsentligste, i at nedlægge Retfærdighedens Principper i dets Hjerte — Erkendelsen af, at Herrens Sind er den eneste rigtige Maalestok for Livet baade for gamle og unge. Den gyldne Rettesnor, Kærlighedens, Ædelmodighedens, Sagtmodighedens, Taalmodighedens, Mildhedens og Overbærenhedens Lov bør indskærpes Barnet som Maalestok for dets Optræden overfor de øvrige Medlemmer af Familien, overfor Legekammerater og andre. Det Barn, der ikke bliver gjort opmærksom paa sin naturlige Egenkærlighed (skønt det ikke maa ske i andres Nærværelse) og med Kærlighed dadlet og irettesat derfor, gaar Glip af en yderst vigtig Lære i et gunstigt Øjeblik.

De Forældre, der forsømmer en saadan Anledning til at belære og retlede Barnets Sind og Dømmekraft saavel som dets ydre Opførsel, gaar ikke blot Glip af en af de bedste Lejligheder til at virke opdragende paa Barnet, men tillader samtidig. Ukrudt at vokse frem i det Hjerte, hvor blot Aandens Naadegaver burde forefindes. Derved skaber de sig selv større eller mindre Vanskeligheder med Hensyn til det samme Barns Behandling i kommende Aar. Mange af de Taarer, som velmenende Forældre udgyder over deres Børns Egensindighed og Selviskhed, kunde de have sparet sig, hvis de havde gjort deres Pligt mod Børnene, medens de var smaa. Endvidere gaar saadanne Forældre Glip af en stor Velsignelse for dem selv; thi det er uden Tvivl saaledes, at de Forældre, der paa rigtig Maade opdrager deres Børn til Uegennytte, Kærlighed, Lydighed, Ærbødighed mod Gud og Hjælpsomhed overfor andre, selv vil høste værdifulde Erfaringer derigennem — vokse i Naade, i Kundskab og i Kærlighed, medens de forsøger at indskærpe disse Principper hos Barnet. De vil forstaa, at [580] Barnet venter, at de selv i deres daglige Vandel, i deres Omgang med Gud og Medlemmerne af deres egen Familie samt med andre Mennesker efterfølger de Principper, som de søger at lære andre. Dette vil gøre dem mere vaagne med Hensyn til deres Ord og Opførsel, og en saadan Aarvaagenhed i alle Livets Anliggender, de offentlige saavel som de private, vil ganske sikkert udvikle i dem flere af Herrens Aands Naandegaver og derved gøre dem mere antagelige for Herren og bedre skikkede til Riget.

Hvor fattigt end Hjemmet er, bør hele dets Atmosfære være præget af Renhed. Vi ved, at det i vor nuvæ­rende Tilstand er umuligt for os at være absolut rene i Tanke, Ord og Gerning, ligesom ogsaa ydre Renhed er en Umulighed, hvor Luften er fuld af Røg og Støv. Men ethvert kristent Hjem bør være saa rent som muligt — i saa høj Grad frit fra ydre Snavs, som Omstændighederne tillader det, og saa frit fra moralsk Besmittelse som de ufuldkomne jordiske Lerkar tilsteder det. Ethvert Barn bør være i Stand til at se tilbage paa sit Hjem, hvor beskedent og fattigt det end har været, som et rent Sted, et Guds Hus, en hellig Grund. De bør kunne se tilbage til og i Erindringen genkalde sig Bønnen ved Familieandagten, Faderens og Moderens venlige Ord ved forskellige Lejligheder og den almindelige Fredens og Hvilens Aand, der herskede paa Grund af den raadende Tilfredshed og Underkastelsen under Guds Forsyns Ledelse. De bør være i Stand til i Tanken at spore den yndige Kærlighedens Duft, der gennemtrængte Hjemmet og klæbede ved hvert Medlem af det, og som lagde sig for Dagen i Sagtmodighed, Mildhed, Venlighed, Hjælpsomhed.

Et Barn, der er opfostret i en saadan Kærlighedens Luft, vil sikkert ønske at behage Herren og adlyde ham fra det Øjeblik af, da dets Bevidsthed vaagner. Naar det er naaet frem til Tolvaarsalderen, bør det opmuntres [581] til at overveje Rigtigheden af fuldt ud at indvie sig til Herren, idet man minder det om, at det, saa længe det endnu kun har en umoden Dømmekraft, er retfærdiggjort i Herrens Øjne ved Forældrene, men at Herren venter, at det, naar det er naaet frem til Sindsmodenhed, skal foretage en personlig Indvielse. Skulde et saadant Barn forsømme eller nægte at indvie sig til Herren, kan vi dog være forvissede om, at Hjemmets Indflydelse stadig vil være til Gavn for det, selv om det, naar det først havde opnaaet Modenhedsgraden uden at slutte nogen Pagt med Herren, med Rette vilde tøve med at nærme sig til Naadens Trone — tøve med at forlange af Herren den Velsignelse, han har lovet dem, der er hans, fordi det jo havde nægtet at blive en af hans. Alligevel vil saadanne stadig bevare et dyrebart Minde om deres tidligere Fremtræden for Naadens Trone og om Guds Vagt over Barndomshjemmet og over det selv. De vil bestandig længes efter Guds Beskyttelse og efter at faa Lov at nærme sig til Skaberen med Udraabet: »Abba, Fader!« Skulde saadanne Mennesker blive Forældre, vil de instinktmæssigt nære Ønske om at opdrage deres Børn saaledes, som de selv blev opdraget. Alle disse Indflydelser vil virke mere eller mindre paa Hjertet, saa at der er stor Sandsynlighed for, at de en Gang vil indvie sig. Under alle Omstændigheder vil Indflydelsen fra et gudfrygtigt Hjem være en hellig Beskyttelse for dem mod mange Udskejelser, som de ellers kunde henfalde til.

Sammenlign et saadant Hjem, hvor Kærlighedens, Venlighedens, Taalmodighedens og Mildhedens yndige Duft gennemtrænger alt, med det Hjem, hvor Herrens Aand ikke er til Stede — det Hjem, hvor Egenkærligheden er Lov, hvor Barnet hører Forældrene skændes, hvor enhver søger sit eget paa de andres Bekostning, og hvor der kun høres lidet andet end Skænden og Klagen, bitre Ord og hadske Tilraab. Alt saadant hænger sig fast ved Børnene. De paa deres Side skændes om [582] deres smaa Anliggender, taler vredt til hverandre og foraarsager en evindelig Støj i Huset. Den raadende Egenkærlighed i Hjemmet præger Barnets Sind saavel som dets Opførsel. Naar Forældrene i en vred Tone kalder deres Barn »en lille Skurk«, og Barnets Følelser, der først kom i Oprør ved en saadan Nedsættelse af dets Karakter, efterhaanden er blevet hærdet, vil det ende med at sætte en Ære i at være en lille Skurk. Første Gang, det hører den vrede og utaalmodige Moder raabe: »Jeg skal tærske Livet ud af Kroppen paa dig«, eller »Jeg skal knække Ryggen paa dig«, bliver det uden Tvivl til at begynde med forskrækket over saadanne Ord, men det varer ikke længe, før det lærer, at alt dette er tomme Trusler, som det kun har forholdsvis lidt at frygte af. Naar det saa senere opdager, at Landets Love ikke tillader Forældrene at gøre det alvorlig Fortræd, vil det let i dets barnlige Tankegang slutte, at Forældrene gerne vil gøre det Skade, men ikke har Frihed dertil. Af et saadant lille Barnesind vil meget af den oprindelige Kærlighed blive drevet ud. Det ser ogsaa, at Forældrene er lige saa upaalidelige med Hensyn til deres Løfter, idet de ofte afgiver saadanne uden saa meget som at tænke paa at opfylde dem. Derved lærer Barnet at lyve, at true og at narre andre. Er det noget Under, om et saadant Barn vokser op til at blive en haard Karakter? Det er snarere et Under, at den civiliserede Verden ikke er en hel Del værre, end den er, i Betragtning af den megen daarlige og ligegyldige Opdragelse, der finder Sted.

Børn af retfærdiggjorte Forældre.

I disse Ting har de nye Skabninger en afgjort Fordel fremfor alle andre med Hensyn til deres Børn. Disse er eller burde være bedre udrustede fra Fødselen af. Og den Paavirkning, de saaledes har modtaget før Fødselen, bør udnyttes saa tidlig som muligt. Et Barn paa nogle faa Dage vil ganske sikkert være nervøst, [583] irritabelt og misfornøjet, hvis Moderen er det. Hun har Indflydelse paa Barnet ikke blot ved Mælken, men ogsaa telepatisk, ad Tankens Vej, eller elektrisk, om man vil. Det er derfor en stor Fordel for de nye Skabninger, at de har Herrens Aand boende i sig med dens Kærlighed, Fred og Glæde. Det vil i højeste Grad komme Barnet til gode. Rent menneskeligt set har det store Muligheder fremfor andre med Hensyn til at blive en ædel Mand eller Kvinde, og set fra Guds Ords Standpunkt er dets Fordel fremfor andre endnu større, naar vi tænker paa, at Børn af indviede Forældre ligesom disse selv staar under Guds Varetægt, og at det ogsaa for dem gælder, at alle Ting samvirker til gode for dem.

Det er ikke vanskeligt at se, at Børn af nye Skab­ninger maa være retfærdiggjorte indfor Gud i Kraft af deres Forældres Stilling overfor ham og dem. Ligesom Adams og Evas Ulydighed mod og Fremmedgørelse for den himmelske Fader ogsaa bragte Fremmedgørelsen over deres Efterkommere, saaledes bliver Herrens Folk ved deres Forligelse med Gud i Forsoningsværket ikke blot selv bragt tilbage til Harmoni med Gud, men deres Børn bliver regnet som retfærdiggjorte ved Forældrene, indtil det Tidspunkt indtræder, da de selv kan dømme og ville. Spørgsmaalet er mere indviklet, naar den ene af Forældrene tilhører Herren, og den anden er fremmed for ham. Men Apostelen forsikrer os, at i et saadant Tilfælde regner Gud Barnet for at være hans uden Hensyn til, hvem af Forældrene der er en Herrens Discipel. Den troende og indviede Faders ellers Moders Indflydelse regnes for stærkere end den vantros, hvad Barnet angaar. Apostelen siger herom:

»Den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden [nemlig med Hensyn til deres Afkom]; ellers var jo eders Børn urene [Syndere og fremmede for Gud], men nu er de hellige [584] [retfærdiggjorte i Guds Øjne, saa at han ikke belhandler dem som eller regner dem for Fjender].« —1 Kor. 7, 14.

Spørgsmaalet om, hvorledes man bør opdrage sine Børn, kan være vanskeligt nok for Mennesker; men det er ikke for vanskeligt for Herren at løse. Derfor bør de Forældre, som er blevet nye Skabninger, vente Herrens Naade og Hjælp ogsaa i denne Henseende og alvorligt søge Visdommen herovenfra, for at de kan være i Stand til at opfylde deres Pligter selv under de mest prøvende Forhold. Herrens Naade er tilstrækkelig for os i enhver Retning. Den Omstændighed, at den ene af Ægtefællerne er en ny Skabning og den anden en vantro eller uindviet, forandrer ikke Guds Ordning med Hensyn til Familieoverhovedet. Ledelsen paahviler altid Manden. Hvis det er ham, der er en ny Skabning, maa han styre alle Familiens Anliggender saa godt, som han efter Forholdene kan det, under Vejledning af Visdommen fra det høje. Hvis det er Hustruen, der er en ny Skabning, maa hendes sunde Sind, hendes Trofasthed mod Retfærdighedens Principper, hendes Mildhed og Sagtmodighed, hendes Betænksomhed og Paapasselighed gøre hende til en saadan Juvel i Familien og skaffe hende Mandens Agtelse i den Grad, at han med Glæde overlader praktisk talt hele Arbejdet med Børnene i hendes Hænder, fordi han forstaar, at hun er særlig egnet til at udføre det. Dog maa den Myndighed, hun udøver, være hende overdraget af Manden, der, hvad enten han er en af Guds hellige eller endnu en Synder, er det ansvarlige Overhoved for Familien.

Ligeledes skulde Manden kunne vente, at naar han lod sit Lys skinne, vilde Hustruen saavel som Børnene snart se Forskellen mellem ham og ikke religiøse Mænd i hans Kærlighed, Mildhed, Hjælpsomhed og sunde Sind. Men skulde de forventede Resultater ikke indtræffe, og hvis Behandlingen fra den vantro Ægtefælles Side blev værre, jo mere trofast han optraadte, saa at maaske endogsaa Skilsmisse blev nødvendig, lad [585] os da komme i Hu, at Herren forud har sagt os, at det kunde blive vor Skæbne. »Undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt eder til eders Prøvelse.« »En Mands Husfolk skal være hans Fjender.« Et andet Sted hedder det: »Jeg er ikke kommet for at bringe Fred, men Sværd.« Skønt mit Budskab er et Budskab om Fred og Velsignelse, afstedkommer det dog ofte Strid nu i Tiden, fordi Mørket hader Lyset, og fordi mange af dem, der nu ligger under for Modstanderens Besnærelser og deres faldne Naturs Skrøbeligheder, bestandig vil føre Kamp imod det. Undrer eder ikke over dette, betragt det som en Del af eders Prøvelse, udhold det som Guds Vilje, indtil Herren aabner eder en Dør til at slippe bort derfra.

Nogle af Herrens indviede er kommet til os og har sagt omtrent følgende: I min første Kristentid blev jeg fuldstændig vildledt i Navnkirken, idet man lod mig forstaa, at naar jeg var blevet frelst, behøvede jeg ikke at gøre mere, men blot regelmæssigt gaa i Kirke og erlægge mine Bidrag. Der blev intet eller kun lidet talt om Nødvendigheden af at udrydde Synd og Egenkærlighed af mit eget Hjerte og i Stedet for modtage mere af Herrens Aand med dennes Rigdom paa Kærlighed og andre Aandens Frugter. Jeg brugte al min overflødige Tid og Kraft til at hjælpe min Mand i hans Forretning, for at vi kunde komme frem i Verden. Der blev aldrig talt til mig om Betydningen af at blive avlet af Aanden og om, at jeg skulde udvikle et nyt Sind, der stræbte mindre og mindre efter de jordiske Ting og mere og mere efter den himmelske Karakter og Naade. I denne Tid blev mine Børn født. Jeg er bange for, at de har arvet de Karaktertræk, som boede i mig selv, medens jeg gik med dem. Efter deres Fødsel har jeg forstaaet, at de er blevet sørgeligt forsømt med Hensyn til den Opdragelse, som de Forældre, der er nye Skabninger i Kristus Jesus, bør give deres Børn. Nu er mine Børn vilde, egenkærlige, egenkærlige og ulydige; [586] de savner ikke blot Ærbødighed for Gud, men ogsaa for mig og mine religiøse Anskuelser. Hvad skal jeg stille op med dem? Jeg ved, at jeg i Kristus har Herrens Tilgivelse for min Pligtforsømmelse i Fortiden; men jeg ved ogsaa, at jeg blot høster, hvad jeg har saaet, og at hvad jeg nu gennemgaar kun er en retfærdig Gengældelse for min tidligere Sløsagtighed. Hvor havde jeg da mine Tanker den Gang? Jeg manglede i saa høj Grad det sande Sind, og mine religiøse Vejledere ikke blot vildledte mig med Hensyn til Guds Ka­rakter og Plan, men forsømte ogsaa at oplyse mig om mine simpleste jordiske Pligter — mine Forældrepligter. Jeg ser nu, at jeg gav dem Penge for det, som ikke er Brød, for idet, som ikke kan mætte og tilfredsstille hverken timeligt eller aandeligt. Men hvad skal jeg nu gøre? Hvorledes skal jeg saa vidt muligt oprette, hvad jeg har forsømt?

Vort Svar til saadanne er i dette som i alt andet, hvad der angaar Herrens Folk, at de ikke skal sørge som de, der ikke har Haab. Det vil uden Tvivl være Herren velbehageligt, at vi angrer vore Forsømmelser og beder ham om Tilgivelse for, hvad vi er kommet til kort i. Ligeledes vil det være ham til Behag, at vi lover større Trofasthed i vore Bestræbelser for at opfylde vore Pligter mod dem, der er afhængige af os. Det er ganske sikkert hans Vilje, at vi taalmodigt skal udholde alle Vanskeligheder med uregerlige Børn som en Del af Tugtelsen for vor Forsømmelighed overfor dem. Derved kan disse Vanskeligheder tjene til at berede og tildanne os til Riget.

Det vilde utvivlsomt være saadanne Forældres Pligt straks at begende med at lære Børnene, hvad disse skulde have lært, medens de var smaa, om Ansvaret overfor Herren, om hvad der er rigtigt og retfærdigt, og om Kærlighed imod hverandre. Denne Undervisning maa meddeles med stor Mildhed, Overbærenhed og Taalmodighed. Derved vil den samtidig blive et mægtigt Vid-[587]nesbyrd for Børnene om Naadens Magt i Forældrenes Hjerter. Alt efter Børnenes Alder og andre beslægtede Omstændigheder — f. Eks. den Styrke, hvormed de urigtige Principper har fæstnet sig — bør man i Taalmodighed vente paa Resultaterne. Er det absolut nødvendigt at anvende nogen Tvang, skal det gøres mildt og hensynsfuldt samtidig med, at man forklarer Grunden til saadanne Forholdsregler. Forældremyndigheden maa opbygges i Venlighed, ikke med Haardhed. Man kan ikke vente, at Børn, der tidligere har været vante til at regere hele Huset, straks skal blive gode og lydige. Man maa søge Visdommen herovenfra med Hensyn til alt, hvad der angaar Hjemmets Styrelse og Ordning. Det kan ikke nytte noget at raadspørge udenforstaaende; thi de vil aldrig fuldt ud kunne sætte sig ind i andres Familieanliggender.

Der bør være to Principper, som raader i al Børneopdragelse: Først og fremmest Kærlighed til Herren og Børnene og dernæst Guds Ord, hvorfra man henter sin Myndighed, og som man bestandig henviser til. Alle Forældre maa lære at behandle deres Børn hensynsfuldt. Enten nu Børnene er blevet rigtigt opdraget eller ej, maa de kunne se, at Forældrene respekterer deres Samvittighed og Dømmekraft og forsøger at behandle dem i Overensstemmelse med disse Karaktertræk. Særlig naar Børnene er blevet større, maa man tale til deres Fornuft og i samme Grad ophøre at bruge Tvang og legemlig Revselse.

Retfærdighedsprincippet, som vi allerede har omtalt, findes i det mindste i nogen Grad hos næsten alle Mennesker, især naar det drejer sig om, hvad der er rigtigt eller urigtigt mod dem selv. Naar Børnene er naaet frem til Modenhedsalderen, vil de instinktmæssigt forstaa, at de har overskredet en Grænse, og at de nu ikke længere bør behandles som Børn, men som Kammerater, at man ikke længere skal befale dem at gøre noget, men opfordre dem dertil, og at de ikke længere [588] skal behøve at aflægge strengt Regnskab for alle de Penge, de tjener, men skal have Lov til at beholde mere hos sig selv end tidligere. Kloge og kærlige Forældre vil ikke forsøge at krænke disse Modenhedsrettigheder, men virkelig bestræbe sig for fra da af at behandle Børnene som yngre Søskende — at optræde som Raadgivere og Venner for dem. Undertiden er ellers gode Forældre ufornuftige og uretfærdige i denne Henseende, idet de benytter sig af den Myndighed, som de hidtil har haft overfor Børnene. De tager intet Hensyn til, at disse nu er blevet Mænd og Kvinder, men forsøger fremdeles at udøve Forældremyndighed over dem. Undertiden har de i nogen Grad Held med sig heri, men aldrig, tror vi, til deres egen virkelige Fordel eller til virkeligt Gavn for Børnene. Disse ved lige saa godt som de selv, at de kun benytter sig af Børnenes Underdanighed, og at Tingene snart vilde faa et andet Udseende, hvis Børnene gjorde Oprør. De bør forstaa, at deres Optræden kun kan tjene til at ødelægge Børnenes virkelige Hengivenhed for dem, idet disse vil se Egenkærligheden og Uretfærdigheden i Forældrenes Opførsel, som de tidligere havde tænkt helt anderledes om. Børnenes Kærlighed til Forældrene bliver herved angrebet i selve Roden, og saadanne Forældre vil sikkert lære at indse deres Fejltagelse, inden de dør, selv om de for en Tid har Held med sig. Vi mener ikke hermed, at Børnenes Pligter overfor Forældrene ophører, naar de har naaet Modenhedsalderen. Tværtimod hævder vi i Overensstemmelse med de borgerlige Love, at Børnene har Pligt til at underholde Forældrene, saa længe disse lever, og Børnene har Kræfter til at sørge for dem. Vor Paastand gaar alene ud paa, at medens Forældrene, saa længe Børnene var smaa, havde Myndighed over dem, har de voksne Børn en Personlighed, som man maa tage Hensyn til og anerkende. Det er Børnenes Pligt at sørge for Forældrene, men er de blevet behandlet paa rette Maade, vil de saa meget desto hurtigere og kær-[589]ligere selv gøre det. Børnenes Pligter overfor deres gamle Forældre svarer nøjagtigt til Forældrenes Ansvar overfor de smaa Børn. Den Fader eller Moder, som har behandlet sit Barn retfærdigt og kærligt, vil sikkert kun sjældent komme til at lide Mangel, saa længe Barnet er i Stand til at sørge for ham eller hende.

Medens vi taler om Forældrenes Pligter mod Børnene, rejser der sig forskellige Spørgsmaal om Børnenes Uddannelse, om den Læsning og Oplysning, de skal have Lov at optage Sindet med. Vi hører til dem, der sætter stor Pris paa Dannelse. Dog tror vi, at man skal være meget omhyggelig med, hvad man betragter som Dannelse. Dannelse er en Slags Slibning. Næsten enhver Sten kan komme til at tage sig godt ud, naar den bliver slebet. Men en omhyggelig Slibning er ikke lige værdifuld for alle Stene. Hvor det drejer sig om en Diamant, en Rubin eller en anden Ædelsten, er Slibningen absolut nødvendig for at bringe Stenen til at udfolde sine skjulte Egenskaber. Uden Facetter kan Stenen ikke straale, saa man kan glæde sig over dens Glans. Men at anvende den samme Slibning paa en Brosten fra Gaden vilde være det rene Kraftspild, og hvad værre er, det vilde gøre Stenen alt for pæn og værdifuld til at bruges som Brosten, ja, den vilde ikke en Gang kunne anvendes som saadan, naar den var blevet forsynet med de mange Flader og Vinkler. Det havde været meget bedre ikke at gøre noget ved den, eller i hvert Fald kun at hugge den til, saa den kunde passe ind paa sin Plads.

Det samme er Tilfældet med Dannelse, med Sindets Tilslibning ved et Universitet. Nogle vilde have godt af en saadan Uddannelse, medens andre vilde have Skade deraf. Hvem har vel ikke truffet paa Mænd, der var saa dannede, at de ikke kunde udfylde den Plads i Livet, som deres naturlige Evner gjorde dem skikkede til? De var ganske simpelt overkultiverede. Ligesom [590] Manden i Lignelsen, kunde de ikke grave; og de skammede sig ved at tigge, men duede heller ikke til noget andet. Hvis et Par Forældre fandt, at de ved Herrens Naade havde faaet et Barn med en udmærket Forstand, og deres Forhold ellers var saadanne, at de havde Raad til at lade det gaa Studievejen, burde de dog nøje overtænke, hvad der kunde være Herrens Vilje med Hensyn til Barnet, og saa derpaa følge deres Overbevisning. Ved at sende det til et Universitet nu i Tiden vilde de sikkert komme til at gaa i stor Frygt for, at denne Verdens Visdom skulde udslette den Tro og Karakter, de som Barnets Forældre og Vejledere havde bestræbt sig for at nedlægge i det lige fra Fødselen, ja, endnu tidligere.

De nye Skabninger bør lære at værdsætte Hjertets og Karakterens Dannelse, samt Tro paa Gud som noget i enhver Henseende mere værdifuldt end alt, hvad der kan opnaas i denne Verdens Skoler, idet »Visdommen herovenfra først er ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter« og derfor mere ønskelig end al jordisk Visdom. De bør nøje overveje, om deres Børn nu ogsaa er saa grundigt rodfæstede i Karakteren og i deres Troskab mod Herren og hans Ord, at de vantro Strømninger ved Tidens lærde Skoler og alle disses rationalistiske Teorier, den saakaldte højere Bibelkritik, Udviklingslæren o. s. v., ikke vil virke ødelæggende paa deres Trosliv. I Virkeligheden er Faren herfor saa stor, at vi vilde være tilbøjelige til at slaa os til Taals med den Uddannelse, der kan erholdes i Folke og Forberedelsesskolerne.

Vi skriver dette med fuld Bevidsthed om, at det for de verdsligsindede vil synes Daarskab eller noget endnu værre. Men vi har lært at betragte Tingene fra, hvad vi tror er Guds Standpunkt; og det er vort Raad, at alle Herrens indviede Folk i dette som i alt andet søger at indtage samme Standpunkt, at betragte Sagen med Herrens Øjne. Vi kunde tilføje, at i de haarde Tider, vi lever under, med den Rastløshed og Nervøsitet, som [591] nu hersker, vil den, der indtil sit 21nde Aar tilbringer Livet i en Skole for at blive uddannet til sin Livsgerning, gaa Glip af en anden Slags Opdragelse, som derimod den Dreng erholder, der efter at være færdig med Skolen i 14-15 Aars Alderen fortsætter sin Uddannelse i en eller anden Forretning og samtidig begynder med at »klatre op ad Stigen«. Naar han har faaet 6 Aars Erfaringer i praktisk Forretningsliv, er Chancerne større for, at han meget bedre vil kunne benytte sig af de foreliggende Forhold end den unge Mand, der i det samme Antal Aar har faaet Skoleundervisning.

Vi vil nu behandle Børnenes Leg. En af Hovedfordelene ved Legen er den behagelige Legemsøvelse, som den medfører. Det er en utvivlsom Kendsgerning, at den Motion, man tager med Glæde, er langt mere gavnlig end nøjagtig de samme Bevægelser, hvis de bliver udført under Tvang. Paa en eller anden Maade har vore Sindsstemninger Indflydelse paa alle Livsfunktionerne. En lykkelig Sindstilstand samarbejder med alle Naturens Kræfter og Funktioner for at opbygge vort System og erstatte dets Tab. Det beror imidlertid paa en absolut Fejltagelse at tro, at alt, hvad der er nyttigt. skulde være en Tvang, og at kun det unyttige skulde kunne være Fornøjelse eller Leg. Vi er af den Mening, at en gal Opfattelse af dette Forhold har faaet mange fornuftige Mennesker til at udvikle Børnenes Hang til Fornøjelser og Lediggang, medens de burde have modarbejdet disse medfødte Tilbøjeligheder i den faldne Natur. Børnehavebevægelsen, som først er fremkommet for ganske nylig, anser vi for at være et Skridt i den rigtige Retning, idet den forsøger at gøre Undervisningen fornøjelig for Barnet. Kloge Forældre burde se til, at al Børnenes Leg er af denne Art. Man bør ikke tillade noget, som blot er et Spild af Tid og Kraft.

Hvile og Adspredelse maa hovedsagelig fremskaffes ved Forandring i Beskæftigelse og ikke ved Lediggang eller unyttigt Arbejde. De smaa Piger finder Fornøj-[592]else i at klæde deres Dukker paa og »lege Hjem«. Drengene »leger Butik«, idet de bruger Sand og andre lignende Ting i Stedet for The, Kaffe, Sukker og Kartofler, eller de »leger Hest«, eller forestiller sig, at de er Præster, Missionærer, Skolelærere og Læger. Al Leg af denne Art gaar i den rigtige Retning; derfor bør de smaa opmuntres til at lege paa den Maade. Naar de bliver større, maa man lære dem at betragte det som en Del af deres Fornøjelse og Hvile at hjælpe til at holde Hjemmet i Orden eller gøre Nytte i den virkelige Forretning sammen med Forældrene eller andre. Hvis man lærer dem at finde Fornøjelse i, hvad der er nyttigt, og hvad der er gavnligt for andre, hvis man lærer dem at betragte Lediggang som en Synd og en Skam, som en Vanære for et Menneske og som et Spild af værdifulde Lejligheder, vil de blive rigtigt udrustet til med Glæde at tage Livets Pligter op og til ikke at misunde dem, der spilder baade Tid og Penge med at se paa en Fodboldskarp eller tage Del i noget, der er lige saa taabeligt og unyttigt.

Sparsommelighed med Hensyn til Tid saavel som til Penge maa Børnene lære fra Barndommen af, ikke for at udvikle Egenkærlighed hos dem, men for at indskærpe hos dem Guds Vilje om, at intet maa gaa til Spilde. Efter at Mesteren havde bespist de store Skarer, befalede han, at Levningerne skulde samles sammen. Derved lærte han os, at vi ikke bør kaste noget bort, at vi har Ansvar overfor ham tor Brugen af vore Penge og vor Tid, ikke et Ansvar, der faar os til bestandig at leve i Frygt, men et Ansvar, som bevirker, at vi med Glæde følger Guds Vilje i denne Henseende saa langt vi kan det.

Den rette Uddannelse af Barnesindet.

Naar Barnet bliver større og begynder at forstaa, hvor meget der er i Verden at lære, bør man opmuntre det til at læse, men samtidig sørge for, at det lærer at [593] skelne mellem Fantasiens Spaaner og Kundskabens Æbler. Man bør vise det, at enhver Spaan, der ophobes i Hjerner, er værre end værdiløs, at den gør Skade og er til Hindring, foruden at det har kostet Tid at optage den, som kunde være blevet brugt til at skaffe sig Kundskaber, der snart vil blive nødvendige for det ved Udførelsen af Livets Pligter. Det maa opmuntres til at læse Bøger, som meddeler virkelige Oplysninger, og ikke Romaner. Det bør kende meget til sit eget Lands Historie og ogsaa have et rimeligt Kendskab til den øvrige Verden. Dette kan det opnaa ved at læse historiske Bøger. Vi tænker ikke hermed blot paa saadanne Bøger, som indeholder Kongerækker og Krigsfortællinger, men særlig saadanne Værker, som viser, hvorledes sociale, moralske og intellektuelle Forhold har udviklet sig i Fortiden, og hvorledes de er i Dag. Paa en venlig og behagelig Maade bør man paavise for Barnet Vigtigheden af at skaffe sig al den Slags Oplysning som et Led i dets Uddannelse til at tage Fremtidens Gerning op. Man maa søge at tale til dets Fornuft og Dømmekraft, saa man faar dets Vilje vundet for den opdragende Læsning og faar det til at undgaa alle daarlige, hemmende og fantastiske Bøger, der blot gør det Fortræd og ikke paa nogen Maade kan tjene til at berede det til at udføre Livets Pligter.

De daarlige Indskydelser.

Nedenstaaende Linier stod for nylig at læse i Bladet »Church Standard« i en Kritik af en Roman. De belyser den første Side af det Spørgsmaal, vi drøfter:

»Noget af det frygteligste i Forbindelse med det om­handlede Emne er den Evne, som daarlige Indtryk har til at sætte sig fast i Hukommelsen. For nogle Aar siden laa en Dame paa sit Dødsleje. Hun var endnu ung og havde levet sit Liv under usædvanlig gode Forhold. I hver Handling og i hvert Ord havde hun været selve den legemliggjorte Renhed. Man troede [594] ikke, at hun i hele sit Liv havde haft Lejlighed til at høre en eneste daarlig Stavelse. Dog fremkom hun i sin Febervildelse med en Strøm af smudsige Forbandelser, som hendes Venner og paarørende stod ganske lamslaaede overfor. De kunde ikke forestille sig og fik aldrig at vide, hvor hun havde hørt saadanne Ord. Men havde de Lov til at slutte, at hun i Hemmelighed syntes om dem? Nej, absolut ikke. Det virkelige Forhold er dette, at hun efter i en eller anden ond Stund at have hørt dem nærede den største Afsky for dem. Men netop ved sine Anstrengelser for at glemme dem havde hun fæstnet dem saadan i sin Hukommelse, at de blev hos hende indtil hendes Dødstime. Dette er ikke blot at se barmhjertigt, men tillige retfærdigt og fornuftigt paa det foreliggende Tilfælde. Men saadan er Forholdet ikke altid. Naar urene Tanker og smudsige Billeder Timer eller Dage igennem har faaet Lejlighed til at virke paa Sindet og Indbildningskraften, hvem kan saa sige, hvor stor nedbrydende Virkning dette har paa Mennesket? Af alt det onde i denne Verden, der er fyldt med Onder, kender vi ikke noget saa frygteligt som den fordærvende Indflydelse, der udgaar fra en daarlig Bog, som er skrevet af en dygtig Mand.«

Det religiøse Element i Barnesindet trænger til en særlig Opøvelse, og her bør de kristne Forældre selv være Lærerne. Under de forvirrede Forhold, der hersker i Verden med Hensyn til religiøse Spørgsmaal, vil ethvert Forsøg paa at undervise i Skolerne i Religion sikkert komme i Konflikt med Fordom og Overbevisning hos nogle af dem, hvem det angaar. Derfor er det kun retfærdigt, at alle offentlige Skoler bliver fritaget for at have nogen religiøs Farve eller meddele Undervisning i Religion. Til Trods for den Ærbødighed, vi nærer for Bibelen som Guds Ord, tror vi dog, at det i Betragtning af den Omstændighed, at Jøderne er Modstandere af det nye Testamente, at mange under Indflydelse af Bibelkritiken er Modstandere af meget i [595] baade det gamle og det nye Testamente, og at nogle vantro Tvivlere, Buddhister, Teosofer o. s. v. helt forkaster Bibelen, medens andre blot forkaster den gængse Oversættelse, vil være retfærdigt og klogt at ophæve al religiøs Undervisning i Skolerne og se bort fra Bibelen som en religiøs Bog, saa at man, hvis den i det hele taget drages frem, kun behandler den som en historisk Bog for ikke at vække Anstød hos de mange, der er uenige med os.

Paa Grund af den Ærbødighed, vi nærer for Bibelen som Guds inspirerede Ord, vil dette vort Forslag muligvis forekomme mange underligt. Men vi tror, at det er godt, fordi det er i Overensstemmelse med den gyldne Rettesnor. Ganske vist er vi saa faa, at vor Indflydelse vilde være ganske magtesløs, selv om vi forsøgte at benytte den; og som nye Skabninger kan vi lige saa lidt betragte det som vor Pligt at gøre os til Talsmænd for denne Sag som for enhver anden moralsk Reform. Alle de nye Skabninger har en langt større Mission at udføre, nemlig i Forbindelse med Udviklingen af den nye Skabning, og de har derfor Lov til nu i Tiden at overlade alle saadanne moralske Reformer til Verden, indtil Riget er blevet oprettet. Dog er det absolut nødvendigt for os at have et sundt Sinds Aand og være i den nøjeste Overensstemmelse med Retfærdigheden, selv om vi aldrig vil faa nogen passende Lejlighed til at give Udtryk for vor Mening om denne Sag.

Under alle Omstændigheder er det ganske sikkert saaledes, at seks Timer om Dagen i fem Dage om Ugen og i mindre end seks Aar er lidt nok at anvende paa de utallige verdslige Ting, som Børnene i vor Tid maa lære. Forældrene og deres aandelige Vejledere vil i den øvrige Tid kunne faa rigelig Lejlighed til at meddele Børnene den Religionsundervisning, som passer dem bedst. De verdslige Studier fortjener ganske sikkert de 30 Timer om Ugen, der bliver anvendt paa dem, særlig i Betragtning af, at Børnene ofte i de haarde [596] Tider, vi lever under, kun faar tre Aars Undervisning af denne Art.

Søndagsskolernes Indflydelse.

Søndagsskolen er blevet en stor Institution overalt i Kristenheden. Hvis man ser paa den som en selskabelig Klub, der samler Børnene en Gang om Ugen for at lede deres Tanker ad andre Veje end dem, de følger til Hverdagsbrug, og vænne dem til at beskæftige sig med religiøse Ting, kan man maaske nok sige, at Søndagsskolen har udrettet meget godt i Verden, særlig for de lavere Samfundsklasser. Hvad derimod den Virkning angaar, som Søndagsskolen kan have paa de troendes Børn, betragter vi den som skadelig. Vi forstaar imidlertid nok, at et saadant Standpunkt vil blive betragtet som yderliggaaende, indtil man fuldt ud har opfattet vore Grunde. De er følgende:

1) Søndagsskolerne har været til Skade for de kristne Forældre ved, at de har faaet dem til at mene, at deres Forældreansvar var løftet fra dem. Søndagsskole­læreren er ofte slet ikke sit Ansvar voksen, idet han hyppig savner alt Kendskab til Børn og den Maade, de bør opdrages paa. Kun sjældent har Søndagsskole­læreren indviet sig helt til Gud og er blevet avlet af hans Aand. En saadan Lærer træder nu i Forældrenes Sted med Hensyn til Udførelsen af den allervigtigste af Forældrepligterne. Det Tab, som kristne Forældre herigennem lider, er næsten uberegneligt. Det er almindeligt anerkendt, at den, der vander andre i aandelig Henseende, bliver selv vandet. De Forældre, der med Flid underviser og vejleder deres Børn i moralske og aaandelige Anliggender, bibringer ikke blot disse en Velsignelse, men modtager selv en stor Velsignelse i Forbindelse med denne Tjeneste. Denne Velsignelse gaar kristne Forældre Glip af, fordi de i deres Uvidenhed har ophævet Guds Anordning.

2) Søndagsskolen er til afgjort Skade for Børn af kristne Forældre, fordi de ikke hos deres Lærers faar [597] den Undervisning, som intelligente og samvittighedsfulde Forældre kunde og burde meddele dem.

3) Søndagsskoleordningen virker uheldigt baade paa Forældrene og Børnene i en anden Henseende. Den foraarsager, at Børnene mister Respekten for deres Forældre, og bevirker derved paa den ene Side en Mangel paa Værdighed hos Forældrene og paa den anden Side hos Børnene Mangel paa Ærbødighed for Forældrene. Uden Tvivl har dette meget at gøre med al den Ulydighed og Opsætsighed mod Forældrene, som nu til Dags overalt forefindes i den saakaldte »kristne Verden«. De religiøse Organer i Menneskesindet har deres Sæde øverst i Hovedet. De burde være de stærkest fremherskende Sindsorganer, naar de er blevet rigtigt udviklet og taget i Brug. Ærbødighedsfølelsen henhører hertil. Den trænger som alle andre Følelser til Vejledning. Hvis Barnet ser, at Forældrene har Ærbødighed for Gud og hans Ord og lader sig belære af dette, har det for sig et Eksempel, som vil blive til Gavn for det i hele Livet og senere have Indvirkning ogsaa paa den næste Generation. Men hvis det ser, at Forældrenes Ærbødighed vendes bort fra Gud og hans Ord og rettes imod en Flok gejstlige, gennem hvem de blindt modtager en Undervisning, som de tror kommer fra Gud, uden at de selv bruger deres Fornuft for at studere Herrens Ord, saa vil dette paavirke Barnet i Retning af Overtro og utilbørlig Ærbødighed for Præsteskabet, hvad der virker meget forstyrrende paa den aandelige Udvikling.

Hertil kommer desuden, at hvis man sender et Barn i Søndagsskole for at lade det blive undervist om Bibelen, vil det tro, at Forældrene er ude af Stand til selv at meddele det denne Undervisning. Ligesom Barnet i Forvejen tror, at de gejstlige, der vejleder Forældrene, tilhører en højere Rangklasse om ikke en helt anden Natur, saaledes vil det nu ogsaa komme til at betragte [598] Søndagsskolelæreren. Dette tilsammen foraarsager, at Forældrene synker i Barnets Agtelse.

Det Barn, derimod, som paa rette Maade ud fra Skriften bliver belært om, at Gud har talt til os gennem sit Ord, og at han har ordnet det saaledes, at nogle af hans Børn skal bistaa de andre ved at udlægge Ordet for dem, samt at Forældrene hører til dem, der saaledes er blevet vejledet og fuldt ud er bemyndiget til at være Lærere i Familien — dette Barn vil ubevidst faa den religiøse Ærbødighed for Forældrene, som Gud har bestemt. Ved at følge Guds Anordning vil Forældrene faa en større og gavnligere Indflydelse paa Barnet for hele Livet. Desuden vil Forældrene ved at bibringe Barnet Skriftens Lære, ved at paapege for det, hvad der er Guds Ords Maalestok for Livet, for Karakteren, for Tanke, Ord og Handling, nemlig den gyldne Rettesnor, faa større Kraft til selv at praktisere Skriftens Bud. De vil føle sig forpligtede til at leve i Overensstemmelse med deres egen Lære og vil snart mærke, at Barnet er i Stand til at maale Dagliglivets Anliggender med dette religiøse Maal.

Saadanne Forældre vil sikkert søge at leve mere og mere i Overensstemmelse med den Maalestok, som de erklærer, Gud selv har fastsat, og hvor de kommer til kort i nogen fremtrædende Grad, vil de faa en Velsignelse ved at bekende deres Fejltrin for dem, som er blevet opmærksomme derpaa, om det saa er deres egne Børn. Saaledes vil baade Forældrene og Børnene lære at sætte større Pris paa Guds Maalestok og at forvente Barmhjertighed og Tilgivelse fra Herren. Selv Forældrenes Fejltrin kan paa denne Maade tjene til at bibringe Børnene værdifulde Lektier i Ydmyghed og i Underkastelse under Guds Lov.

4) Øjensynlig er der mange, der i lige saa høj Grad tager fejl med Hensyn til deres Forstaaelse af Søndagsskolens Virksomhedsfelt som med Henseyn til deres [599] Tanker om, at Herren og Apostlene gjorde sig skyldig i en Forsømmelse, da de ikke indstiftede Menigheden paa Grundlag af den nu fremherskende sekteriske Adskillelse, idet de forestiller sig, at de ved at dele Kristenheden har udført en Visdommens Gerning, at de har opnaaet større Resultater ved at splitte sig i forskellige Samfund efter forskellige Bekendelseslinier, end de kunde have naaet ved nøje at efterfølge Herrens Plan, nemlig at der skulde være »een Herre, een Tro, een Daab«, een Menighed.

Saadan som Søndagsskolen oprindelig blev paabegyndt, var den god nok. Den begyndte som en »Pjalteskole« i Gloucester i England í 1781. Redaktøren af Gloucester Bladet »Journal«, Robert Raíkes, der selv var en kristen, ansatte fire kristne Kvinder til at lære Børn i 10-14 Aars Alderen at læse, skrive, sy o. s. v. fra Kl. 10 om Morgenen til Middag hver Søndag og derpaa Søndag Eftermiddag at lære dem Katekismus og tage dem i Kirke. Fra denne ringe Begyndelse har Nutidens store Søndagsskolearbejde udviklet sig. Planen var øjensynlig god og slet ikke i Modstrid med Herrens og Apostlenes Befalinger. Den mistede først sin Overensstemmelse med disse, da den tilsidesatte de kristne Forældre som Børnenes Vejledere.

Vi vil raadle de nye Skabninger til straks at forsøge at sætte sig ind i og opfylde det Ansvar, der saaledes hviler paa dem, hvilke Fejltagelser de end i Fortiden kan have gjort sig skyldige i med Hensyn til at forsømme deres Pligter som Religionslærere for deres egne Børn. Omstændíghederne kan være noget forskellige alt efter Børnenes Alder samt den Ulydighed og Mangel paa Ærbødighed for Forældrene, som Børnene allerede udviser. Man maa søge med Mildhed og Kærlighed gradvis at fjerne Fejlene, idet man bestandig har i Erindring, at Skylden for en stor Del ligger hos Forældrene, fordi de har forsømt de Pligter, Gud har paalagt dem. Hverken vi eller andre er klogere end [600] Gud. Derfor bør vi lige saa lidt som andre forsøge at forbedre de Grundprincipper, der er blevet opstillet af Menighedens Hoved og de tolv Apostle, hvem han udvalgte til at være ore Vejledere. Vi skal derfor ikke have Ærbødighed for eller hjælpe til at opretholde menneskelige Institutioner, hvor fastvoksede de end er blevet, og hvor storslaaede de end tager sig ud deres Paastande. De maa alle dømmes efter den ene Maalestok, Guds Ord. Hvis de ikke stemmer overens med Herrens Ord, er det fordi der intet Lys er i dem — fordi de ikke er af Gud. — Es. 8, 20, eng. Overs.

Børnenes Fortrolighed.

Hvis Børnenes Tillid til Forældrene har sin Rod i Forstaaelsen af, at Forældrene er Medlemmer af det kongelige Præsteskab, at de er Guds Børn og sone saadanne har Samfund med Gud i Bønnen og bliver vejledet af ham i hans Ord — idet Prædikanterne blot er deres Hjælpere til at forstaa Ordet — hvis tilmed Kærlighedens Aand, Sagtmodighed, Taalmodighed og Venlighed, gennemsyrer alt i Hjemmet, og hvis Forældrene bestræber sig for at besidde og anvende Visdommen herovenfra, der er ren, fredsommelig og barmhjertig, da vil Børnene ganske naturligt vænne sig til ubetinget at stole paa Forældrene i alle Livets Anlig­gender. De vil da uden Skyhed og Tøven bringe alle de Spørgsmaal frem for Forældrene, der opstaar i deres vaagnende Sind — religiøse, moralske, verdslige, selskabelige og legemlige.

Man maa være forberedt paa, at der kommer saadanne Spørgsmaal, ja, opmuntre Børnene til at fremsætte dem og saa besvare dem saa fornuftigt og hensynsfuldt som muligt i Overensstemmelse med Børnenes Alder. Man maa aldrig tage sig Børnenes tillidsfulde Spørgsmaal let eller forraade deres smaa Hemmeligheder. Mangen en Fader og Moder har forspildt deres Barns Tillid ved at behandle dets Følelser og [601] Hemmeligheder overfladisk. Vi mener ikke, at man skal besvare alle Forespørgsler indgaaende uden Hensyn til Barnets Alder. I nogle Tilfælde vil det være fornuftigt kun at give en delvis Besvarelse, maaske samtidig med Løfte om en fuldere Forklaring senere hen. I den Forbindelse kan man ofte fastsætte en bestemt Tid, idet man f. Eks. siger: »Jeg skal forklare det helt for dig, naar du bliver 13 Aar gammel, hvis da ellers dit Sind og din Karakter synes at gøre det berettiget. Saa kan du komme med Spørgsmaalet igen, men indtil da skal du slet ikke tænke mere paa det.«

For de Børn, der er blevet rigtigt opdraget, vil en saadan Fremgangsmaade være tilfredsstillende. Under alle Omstændigheder maa de forstaa, at Forældrenes Ord er bestemte og ikke er blevet givet uden efter moden Overvejelse. De maa vide, at det staar fast, naar det en Gang er givet, hvis ikke yderligere Oplysninger i Sagen forandrer Forældrenes Skøn. Mange Forældre vilde spare sig selv meget Besvær og i høj Grad fremme Fred og Orden i deres Hjem, hvis de rigtigt lagde sig Herrens Ord paa Sinde, at vort Ja skal være Ja, ligesom vort Nej skal være Nej. Lige fra den tidligste Alder skal Børnene lære Lydighed, saa at man aldrig behøver at gentage en Befaling. Men dette indbefatter paa den anden Side ogsaa, at Forældrene er sig deres Ansvar bevidst, og at de er villige til at efterkomme alle rimelige Anmodninger fra Børnene, sag vidt som Omstændighederne tillader det. Forældrene mag forene Kærlighed, Visdom og Retfærdighed i sig, for at deres Magt og Myndighed kan blive værdifuld for Hjemmet og alle dets Medlemmer.

Suggestionens Betydning ved Børneopdragelsen.

Kun faa forstaar den Rolle, som den menneskelige Vilje spiller med Hensyn til Helbred og Sygdom, Glæde og Smerte, Lydighed og Ulydighed, Ret og Uret, ja, med Hensyn til hver Handling, hvert Ord og hver [602] Tanke i Livet. Barneviljen er i særlig Grad modtagelig for Indtryk og Suggestioner, Tilskyndelser udefra, netop i de Aar, da Sindet vaagner overfor Livets Opgaver, og Karakterens Grundvold bliver lagt. Suggestion og Tankeoverføring har at gøre med Synskhed, Hypnotisme og den hemmelige Indflydelse, som Dyrkerne af »Christian Science« udøver. Vi taler imidlertid blot om Suggestioner, der er sande, gavnlige og styrkende for Barnets Vilje, og som er i fuld Overensstemmelse med Guds Ord.

Bibelen er fuld af Suggestioner om, at egenkærlige og syndige Tanker og Handlinger medfører Guds Mishag og virker til Skade for os, men at kærlige Tanker, Ord og Handlinger bringer os selv saavel som andre velsignede Frugter baade i Nutiden og i Fremtiden. Al god Prædiken er ogsaa i sig selv en slags Suggestion. Læg Mærke til, hvorledes Apostelen, efter at han har paapeget, at Resultatet af at synde med Vilje er den anden Død, vender sig om til os i sine Ord og i Form af en Suggestion erklærer: »Men vi er ikke af dem, som unddrager sig til Fortabelse, men af dem, som tror til Sjælens Frelse.« (Heb. 10, 39.) De Suggestioner, der fremsættes af »Christian Science«, er falske, usande: Der er ingen Synd, ingen Sygdom, ingen Smerte, ingen Død, derfor heller ingen Genløsning, ingen Frelse, ingen Genoprettelse. Der er en himmelvid Forskel mellem  saadanne falske Suggestioner og dem, der femføres af Guds Ord og Guds Budbringere — Sandhedssuggestioner om Guds Kærlighed og Naade i Kristus til fuld Frelse for alle dem, der villigt adlyder ham.

Hemmeligheden i Forældrenes Held med at opdrage deres Børn ligger i Anvendelsen af denne Lov om gode og sande Suggestioner.*) Nogle Forældre benytter sig [603] deraf uden agt vide det. Det er de gode Forældre. Den Moder, der f. Eks. hver Morgen møder sit Barn med et glad Ansigt og en munter Stemme, bibringer Barnet en lykkelig Suggestion, der gavner det baade i aandelig og legemlig Henseende. Medens hun klæder det paa, vil hendes Samtale med Barnet om de pæne smaa Pipfugle og den store Sol, der ser ind ad Vinduet til os lag Siger, at vi skal staa op og være gode og lykkelige og lære mere om Gud og hjælpe hinanden, tjene som andre gavnlige Suggestioner, hvorimod en Beklagelse over den »lumre Dag« vilde være en Suggestion om Hede, Ubehag og Misfornøjelse, der avler en Følelse af Ulyst.

*) Arbejdsgivere, Afdelingschefer, Forstandere for Straffe og Opdragelsesanstalter — ja, kort sagt enhver — kan med Held anvende gode, sande, ædle og gavnlige Suggestioner paa saavel dem, der staar under deres Indflydelse, som paa sig selv. Ja, mange af dem, der har mest Fremgang i Livet, benytter sig allerede deraf uden selv at vide det. Hvad er vel Haab og lovlig Ærgerrighed andet engid aandelige Suggestioner?

Hvis der i Stedet for Solskin er Regn og Taage, vil det blot gøre Sagen værre at se sort paa Dagen og indgive andre mørke Tanker. Regnfulde Dage har deres Velsignelse for os saavel som for andre. Vi bør være hurtige til at indse hvorledes og fremsætte Suggestioner derom overfor dem, vi omgaas. Moderen bør komme Barnets Skuffelse i Forkøbet ved at tale til det ore den dejlige Regn, som Gud har sendt for at give Blomsterne, Træerne og Græsset noget at drikke og noget at bade sig i, saa at de bagefter kan blive endnu yndigere og give os deres Afgrøde. Det kan ogsaa, være en gavnlig Suggestion i den Forbindelse at tale om, at man nu kan faa Regnfrakken og de tunge Støvler paa, og om hvor taknemmelige vi bør være for, at vi har dem og et Hjem og en Skole, hvor det ikke kan regne. Eller man kan sige til Børnene: »Nu maa min lille Dreng og Pige passe godt paa ikke at træde, i Mudderet og i Vandpytterne, saa at I altid kan se pæne og rene ud og hverken slæbe Snavs med ind i Sko- [604] len eller i Stuen. De smaa Svin holder meget af Mudderet og bryder sig ikke om noget andet. Derfor maa de være i Svinestien. Men Gud har givet os Fornuft og Evne til at sætte Pris paa det smukke og det rene; derfor maa vi ikke efterligne Svinene og andre urene Dyr. Det vilde være at vanære os selv og Skaberen. Det er hæderligt nok, at man bliver snavset, naar man udfører noget nyttigt og nødvendigt Arbejde; men man maa aldrig blive mere snavset, end man er nødt til, og man mal ikke sætte sig hen, før man har vasket sig.« Vi behøver ikke at paapege, hvor gavnlige saadanne Suggestioner vilde være ikke blot for Børnene, men ogsaa for Forældrene.*) Utilfredsheden, der er et af Tidens værste Onder, vilde kun finde liden Opmuntring i en Familie, hvor alle er fast besluttet paa at give sig selv og de andre gode Suggestioner.

*) De Forældre, der kommer deres Børn i Møde som omtalt, maa naturligvis først have frembragt de lykkelige Suggestioner i deres eget Hjerte. Deraf følger, at disse ikke blot vil komme Børnene, men ogsaa dem selv, deres Naboer og Undergivne til gode, ja, selv de umælende Dyr vil have Gavn deraf. Det er muligt for det naturlige Menneske i nogen Grad at praktisere dette, men kun hos dem, der er blevet avlet af den hellige Sandhedens Aand, kan man vente, at Guds Kærlighed har noget større Maal af Fremgang i Udfoldelsen af det nye Liv, der allerede her under Satans Herredømme begynder at udsprede de Velsignelser, som inden længe skal komme til alle Jordens Slægter.

Den samme Metode bør anvendes ved Tilrettelæggel­sen af Børnenes Diæt, saavel naar de er syge, som naar de er raske. Man bør aldrig indgive Barnet Tanken om Smerte eller Sygdom; thi Sindet vil da næsten altid fæstne sig ved disse Indskydelser og være tilbøjeligt til at overdrive enhver Utilpashedsfølelse eller Smerte. Man maa heller ikke samtale om Smerter og Sygdomme, medens Børnene hører paa det, særlig ikke ved Bordet, hvor alle Tanker bør være muntre og lykkelige. Man skal ofte fremkomme med Suggestioner af følgende Art: »Er min lille Dreng nu rigtig glad [605] i Dag? Holder han meget af Fader og Moder og Søster og Broder og Trofast? Ja, det er rigtigt, det tænkte jeg nok. Vil han gerne have Frokost? — dejlig Grød med Sukker og Mælk og Kiks og Brød og Smør og Syltetøj? Nu maa du huske ikke at spise nogle Agurker i Dag og heller ingen umodne Pærer; det giver min lille Dreng ondt i Maven. Men han skal faa noget andet, der er godt for ham. Er det ikke ogsaa meget rarere? Der vil nok komme Græskar paa Bordet i Dag, men det vil ikke være godt for den lille Mand, saa naar Fadet gaar rundt, siger han »Nej Tak!« Han vil gerne være rask og stærk, som Gud og Fader og Moder ønsker, han skal være.« Det vil være en god Lære i Selvfornægtelse, og Forældrene vil gerne, at deres lille Dreng eller Pige skal lære denne svære Kunst, der er saa nødvendig for en virkelig Mand og Kvinde. Gud vil, at alle kristne skal udvise Selvfornægtelse med Hensyn til Synder og alt, hvad der hindrer hans Sag i nogen Grad. Selv verdslige Mennesker erkender, at de, der er Slaver af deres Lyster, er ynkelige og umandige. Forældrene bør have Opmærksomheden meget henvendt paa, at udvikle deres lille Drengs Viljestyrke, og de vil sikkert ogsaa have Held med sig, om de rigtigt forsøger derpaa. Hvor stor Pris Gud sætter paa Selvbeherskelse, fremgaar af Skriftens Udsagn: »Den, som styrer sit Sind [sin Vilje], er bedre end den, som indtager en Stad.« — Ord. 16, 32.

I moralske Spørgsmaal har Tilskyndelser ogsaa en stor Magt til det gode eller til det onde. Lad os gøre det onde, er en mægtig Spore til onde Gerninger. Lad os gøre det gode, er en mægtig Spore til at gøre godt. Derfor bør man hyppigt sammenligne det rette og det urette, det sande og det falske, det ædle og det uædle, man bør paavise overfor sig selv og andre, hvorledes det sande, ædle og rette i dets Storslaaethed vinder ikke blot Herrens og Skaberens Bifald, men ogsaa tiltaler de bedste Mænd og Kvinder, hvem vi skal søge at efter- [606] ligne. Det Barn, der tidligt lærer at beundre det gode og det sande, faar et stærkt Bolværk rejst i sit Sind mod alt, hvad der er lavt og uhæderligt i Livet. Selv om det aldrig bliver helliget af Sandheden, selv om det aldrig bliver avlet af Aanden, har det dog faaet lagt en solid Grundvold for den Karakter, der er nødvendig for at kunne være en ædel Mand eller Kvinde, og bliver det senere helliget og avlet af Aanden, vil det have saa meget desto større Lejlighed til at yde en virkningsfuld Tjeneste baade i dette og i det fremtidige Liv.

I Tilfælde af, at Barnet har været ulydigt og trænger til en Irettesættelse, skal man, medens man formaner det, vise det Forstaaelse og ikke tvivle om dets gode Hensigter. »Jeg ved, at min lille Pige, hvem jeg holder saa meget af og gerne vil gøre lykkelig og opdrage, som Herren vil have det, ikke med Vilje har været ulydig imod mig. Jeg er sikker paa, at din Ulydighed skyldes andres daarlige Eksempel, men at du ikke tilstrækkeligt har brugt din Vilje til at gøre, hvad Moder sagde, du skulde gøre. Jeg tror, jeg vil tilgive dig denne Gang og slet ikke straffe dig, undtagen at jeg i Aften ikke vil give dig noget Godnatkys, bare for at du kan huske det til en anden Gang. Nu vil du nok prøve næste Gang at vise mere Selvbeherskelse og gøre, hvad jeg siger til dig. Vil du ikke ogsaa? Det er jeg sikker paa, du vil!« Næste Gang skal man tage Sagen mere alvorligt, men maa dog ikke tvivle om Barnets rette Ønsker og Hensigter. »Jeg er ked af, at min lille Pige er kommet galt af Sted igen. Jeg tvivler ikke om dine gode Hensigter, men jeg er bedrøvet over at se, at du ikke bruger din Vilje i den Sag, som jeg er sikker paa, du kunde gøre det, og som jeg inderligt haaber, du vil gøre i Fremtiden. Nu er det nødvendigt, min Pige, at jeg gør min Pligt imod dig og straffer dig, skønt det vilde være langt behageligere for mig at rose dig. Jeg stoler paa, at jeg snart skal faa Lejlighed til at glæde mig ed dig over, at du har vundet Sejr over denne Fristelse.

[607] Det angaar meget mere end blot den Ting, du har været ulydig i. Det har at gøre med hele din Fremtid. Thi hvis du ikke nu lærer at sige nej til Fristelsen, saa vil du heller ikke kunne sige nej til de større Fristelser, der senere hen vil møde dig i Livet. Men jeg stoler trygt paa, at min Kærlighed og min Undervisning og min Tillid skal bære Frugt, og husk paa, mit Barn, at alle vore Nederlag kan blive til Hjælp for os, hvis vi blot saa meget desto fastere retter vor Vilje mod det gode. Vi lærer at være særlig paa Vagt i de Punkter, hvor vi ser, vi er svage. Lad os knæle ned for Herren og bede om hans Velsignelse, saa at dette Fejltrin kan blive en gavnlig Lektie for dig. Lad os bede ham om Hjælp til at lægge os det paa Sinde, saa at din Opførsel kan blive ham mere velbehagelig næste Gang, du er udsat for en Fristelse.«

Ved alle Suggestioner bør man tage Herren med i Betragtning. »Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse.« Skriftsteder paa Væggene i alle Værelserne bør bestandig minde Forældre og Børn og besøgende Venner om, at Herrens Vilje er den eneste Maalestok, vi anerkender, og at Herren ser alle vore Handlinger, samt at Gud er for os, der er blevet avlet af ham, og for alle dem, der søger Retfærdighed i Ydmyghed.

Vore Børn i Trængselstiden.

De af de nye Skabninger, der forstaar, at vi lever i Høsttiden, at Udskillelsen af Hveden og dens Indsamling i Laden nu foregaar, at den store Trængsel snart vil komme over Verden og særlig over Navnkristenheden, tænker med stor Interesse paa deres Børn og ønsker at ordne alt saa godt og saa klogt for dem som muligt med Henblik paa denne Trængselstid. I Betragtning af den Omstændighed, som Skriften udtrykkeligt gør opmaerksom paa, at Trængselen vil udstrække sig til alle Klasser og indbefatte alle Nutidens Institutioner, finansielle, sociale, religiøse saavel som politiske, vilde det [608] ikke være fornuftigt af os at vente, at de nye Skabningers Børn paa en overnaturlig Maade skulde undfly Vanskelighederne. Vi kan heller ikke vente at finde et Sted paa Jorden, hvor de kan være i rolige Forhold. Naar den Tid kommer, da Menneskene kaster deres Guld og Sølv paa Gaden uden derved at kunne finde Befrielse (Ez. 7, 19; Zef. l, 18), vil Penge og Værdipapirer øjensynlig være af saa ringe Værdi, at man hverken kan skaffe sig Beskyttelse, Livsfornødenheder eller Behageligheder ved Hjælp af dem. Hvis vi vender Blikket hen imod Landdistrikterne, hvor man kunde antage, at det i det mindste vilde være til at faa Føden, møder vi Skriftens Udsagn om, at disse Dages Trængsel vil paavirke Landet lige saa vel som Byerne: »Der skal ingen Fred være for ham, der gaar ud, eller for ham, der gaar ind; thi jeg har sluppet alle Mennesker løs det ene mod det andet.«  — Sak. 8, 10, eng. Overs.

Der er blot eet Løfte, som synes at staa fast i Trængselstiden. Det er af en almindelig Art og gælder alle de sagtmodige og dem, der tragter efter Retfærdighed. Herhen maa alle de indviedes voksne Børn høre, der paa rette Maade er blevet oplært ud fra Herrens Ord. Løftet lyder: »Søg Retfærdighed, søg Sagtmodighed, kanske I bliver skjult paa Herrens Vredes Dag.« — Zef. 2, 3.

Kristne Forældre føler sig undertiden ængstelige ved at skulle forlade deres kære, selv om de har den fulde Forvisning om, at de skal være med Herren straks efter, at de er gaaet igennem Forhænget, at de skal blive forvandlet og faa Del i den første Opstandelses Kraft, for at være sammen med Herren og dele Herligheden med ham. Det nye Sind hindres undertiden derved. Man bliver ængstelig for dem af Familien, der skal lades tilbage, og ønsker at kunne blive hos dem for at vejlede og hjælpe dem. Men vi bør  forstaa, at da Herren tog imod os, da vi gav vort alt til ham, tog han sig samtidig af alle vore Interesser. Vi kan derfor trygt overgive [609] til ham alle vore jordiske Bekymringer.  Efterhaanden som vi lærer mere at kende af Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Kærlighed og faar Øjnene op for, hvorledes den store Genløsning til sidst vil blive til Gavn for ethvert Medlem af Adams Slægt, faar vi ogsaa større Tillid til Herren med Hensyn til vore kære.  Vi maa ogsaa huske paa, at naar vi selv er paa den anden Side Forhænget, vil vi have lige saa god Lejlighed til at vaage over vore kæres Interesser, som vi nu har det, og en meget bedre Lejlighed til at vise dem en beskyttende Omhu, til at lede alle deres Anliggender i Overensstemmelse med Guds Visdom, som vi da vil give vor fulde Tilslutning.

Hvad er det bedste, de nye Sabninger kan gøre for deres Børn efter Kødet?  Vi svarer, at det bedste de kan gøre dem, er at opdrage dem godt.  Dette indbefatter, som vi allerede har set, en fornuftig Uddannelse i de vigtigste Kundskabsgrene og en særlig Undervisning i Ting, der hører Gud til, i Ærbødighed for ham og hans Ord, i Tro paa hans Forjættelser og i Efterfølgelse af den gyldne Rettesnor, der betegner Guds Vilje.  Saadanne Børn vil være rige, selv om de bliver ladt tilbage uden en eneste Krone i jordiske Penge.  De har i deres Hjerte, i deres Hoved og i deres Karakter en Rigdom, som hverken Møl eller Rust, Anarki eller noget andet i Verden kan tage fra dem.  De vil være rige i Gud, som Apostelen siger; thi Gudfrygtighed med Nøjsomhed er en stor Vinding, en stor Rigdom.  Naar de nye Skabninger ved Guds Naade alvorligt søger saaledes at udruste og udstyre deres Børn baade til det Live, som nu er, og til det, som kommer, kan de føle sig forholdsvis ubekymrede med Hensyn til de timelige Ting, idet de husker paa, at den Herre, der hidtil har sørget for det nødvendige til dem, ogsaa fremdeles er i Stand til og villig til at drage Omsorg for dem i Overensstemmelse med de Forhold og Tilstande, som den kommende Tid fører med sig. [610]

Fornøjelser.

Lystighed og humoristisk Sans er Egenskaber i vor Menneskenatur, som sædvanligvis bliver udviklet ganske uforholdsmæssigt i Sammenligning med de mere alvorlige og nyttige Egenskaber.  Smaabørn bliver ødelaggt ved bestandig at mores, indtil deres Tilfredshed helt er borte, og de græder, saa snart man ikke giver sig af med dem.  Denne Tilbøjelighed til at more Børnene vedbliver ogsaa senere hen, naar de burde underholde sig selv med at undersøge Livets Mærkeligheder.  Naar Trangen til Underholdning saaledes er blevet udviklet, vil Længslen efter Teatret eller Cirkusklovnen melde sig,   De nye Skabninger bør fra først til sidst updrage deres Børn i modsat Retning — til at spille deres Rolle i Livets store Drama, til at foragte al Humbug og til at søge at udføre saa store og nyttige Handlinger paa Verdensscenen, som deres Talenter og Lejligheder tillader dem.

Ægteskabet i Forbindelse med de nye Skabningers Børn.

Vi har allerede mærket os Apostelens Ord til de nye Sakbninger, at de, der gifter sig, gør vel, men at de, der ikke gifter sig, gør bedre.  Dette gælder imidlertid ikke deres uindviede Børn.  Om dem skriver Apostelen:  »Derfor vil [tilraader] jeg, at unge Kinder [hvis Forældre er nye Skabninger, men som ikke selv er indiviede, skønt de er troende] skal giftes, føde Børn, styre Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.» — 1 Tim. 5, 14, eng. Overs.

Vi tror, at mange af de nye Skabninger tager alvorligt skønt uforsætligt fejl i denne Sag.  De forstaar, som rigtigt er, at i de fleste Tilfælde fører Ægteskabet ikke blot forøget Ansvar med sig, men ogsaa bitre Skuffelser og Taarer.  Men hvis deres Sønner og Døtre har naaet den giftefærdige Alder uden at have givet deres Hjerte til Herren, kan man ikke vente, at de skal kunne se det fornuftige i at efterfølge Apostelens Raad — som [611] for øvrigt blot gælder de nye Skabninger — at det kun er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

Lad os huske, at Gud indstiftede Ægteskabet for de naturlige Mennesker — Adam og Eva — før Synden kom ind i Verden, og at selv om Ægteskabsforoldet kan misbruges ligesom alt andet rigtigt og i Almindelighed ogsaa bliver frygtelig misbrugt, er dette dog ikke Ægteskabets Fejl, men deres, som gør sig skyldige i Misbruget.  »Ægteskabet være æret hos alle og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme.» — Heb. 13, 4.

Det er ikke andet end naturligt, at voksne Børn vil være utilbøjelige til at lytte til selv de bedste Forældres Raad i denne Henseende.  Hele Naturens Drift gaar i modsat Retning, og desuden har de Forældrenes Eksempel for sig.  Hvis de tilsidesætter Guds Raad om at overgive sig til ham og altsaa maa lære alle Livets Lektier udelukkende ved Erfaring, uden Støtte fra Guds Ords Vejledning, kan de ikke faa begyndt derpaa for tidligt.  Mange Ting i Livet kan netop bedst læres i Ægteskabet.  Det er heldigst, at de nygifte bliver overladt saa meget som muligt til sig selv, bliver opmuntret til at danne deres eget Hjem.  Derved vil de hurtigere lære at stole paa sig selv, at have Taalmodighed og gensidig Overbærenhed med hinanden og at yde hinanden Støtte i Arbejdet.

Under det, som Apostelen kalder  »den forhaandenværende Nød»  (1 Kor. 7, 26), vil vi endog begunstige en tidlig Indgaaelse af Ægteskab.  En Alder af 21 Aar for Mandens Vedkommende og 18 for Kvindens vil i nogle Henseender være langt at foretrække for en ældre Alder, hvor Tanke og Levevaner er blevet mere fæstnet.  De gifte bør kunne rette sig efter hinanden,.  Derfor er det ønskeligt, at Følelserne er Bøjelige, særlig hos Kvinden, der til Ægtefælle kun bør tage en, som hun kan have Ærbødighed for og se op til samt, saa vidt anerkendte Principper tillader det, være glad ved [612] at give efter for.  Desuden vil den større Spændstighed i den unge Moders Legeme være til stor Fordel for hende med Hensyn til at udholde hendes særlige Del af Forbandelsen.  (1 Mos. 3, 16.)  Lad os heller ikke glemme de værdifulde Erfaringer, alle gode Forældre gør under Forsøget paa at sørge for og opdrage deres Børn.  Disse Lærdomme vil maaske hurtigere drage dem til deres himmelske Fader end noget andet, og det er det, som de nye Skabninger først og fremmest bør ønske for deres Afkom.

Kloge Forældre vil ikke prøve paa at undertrykke deres Børns naturlige Ønsker om at gifte sig, men vil bestræbe sig for at vejlede dem ved deres Valg.  De Børn, der er blevet rigtig opdraget, vil sandsynligvis heller ikke tilsidesætte de kærlige og omhyggelige Forældres Raad i denne den vigtigste Sag i det naturlige Liv.  Forældrene maa imidlertid ikke glemme, at de to fremtidige Ægtefæller maa befinde sig paa samme Plan, hvilket vi allerede har omtalt.  Vantro bør gifte sig med vantro, retfærdiggjorte, indviede med indviede.  Hvis deres Sønner eller Døtre er uindviede, skal de ikke forsøge at faa dem gift med nye Skabninger; thi desse bør kun gifte sig  »i Herren».  De maa kunne forstaa, at en saadan Forening af adskilte Naturer sandsynligvis vil blive til Skade for begge og under alle Omstændigheder er i Modstrid med Guds Formaning.

Vore Børns Helbred.

Forældrene vil gøre vel i at huske, at ligesom et rent Legeme vil hjælpe Barnet til at bevare et rent Sind, saaledes vil ogsaa et sundt Legeme være en værdifuld Støtte for et sundt Sind.  De nye Skabninger, der er udrustede med det sunde Sinds Aand, bør være tilstrækkelig meget Filosoffer til at kunne vejlede deres Børn med Hensyn til at opnaa og bibeholde et saa godt legemligt Helbred, som deres Konstitution tillader.

[613] Ren Luft, rent Vand, ren Føde og rene Øvelser, aandelige saavel som legemlige, er Ting, der er nødvendige, for at vi kan gøre den bedste Brug af det, som vi har modtaget fra vore Forældre og atter overgivet til vore Børn.

Alle Forældre bør vide, at taaget Luft ikke er frisk Luft, og at en saadan Luft bør holdes borte fra Lungerne, saa vidt det er foreneligt med en rimelig Ventilation, at endvidere Indendørsluften skal være saa mættet med Solskin som  muligt, og at de, der har et sart Helbred, ikke bør være ude i den tidlige Morgens eller sene Aftens fugtige Atmosfære.  Man bør paase, at alle Kar og lignende Ting, der benyttes til Drikkevandet, holdes absolut og samvittighedsfuldt rene.  Man bør se til, at ethvert Barn daglig har noget foreskrevet Arbejde at udføre i Forhold til sin Styrke og Alder, og at det gør det omhyggeligt.  Dette Arbejde bør være dels legemligt og dels aandeligt.  Man bør nøje vaage over, hvad Barnet læser og studerer, saavel som over, hvad det legemligt giver sig af med, og sørge for fra Tid til anden at hidføre Forandringer, for at Sjæl og Legeme kan blive alsidigt beredt til at udføre Livets Pligter.  Barnet bør mærke Forældrenes Interesse for det og forstaa, at den drives af Kærlighed til det og er en Pligt, der er paalagt Forældrene af Gud.

Brugen af de rette Fødemidler er desværre kun lidet kendt af Folk, og det er uden Tvivl Grunden til megen Sygdom, aandelig saavel som legemlig.  Alle Forældre bør vide, at Føden kan inddeles i tre Klasser:

1)  De kvælstofholdige Næringsmidler, der leverer Materialet til Kød, Muskler og Sener.  Hertil hører Kød, fisk, Æg, Ærter og Bønner.  Man regner, at en almindelig Mand med en almindelig Beskæftigelse behøver 190 Gram af den Slags Føde om Dagen.  Børn altsaa saa meget mindre i Forhold til deres Størrelse.  Disse Stoffer har Skade af at koges for meget. [614]

2)  De Næringsmidler, der for største Delen bestaar af Stivelse og Sukker. De tjener til at fremme Nervekraften og giver Varme og Virksomhedstrang. Hertil hører Hvede, Kartofler, Havre, Ris og de Retter, man tilbereder deraf, Brød, Grød o.s.v. De er mest nærende og lettest at fordøje, naar de er friske og velkogte. I vor Maskinernes og Rejsernes Tid er Slidet paa Nervekraften meget større end paa Muskelkraften; derfor bør man indtage langt større Mængder af den her omtalte Føde end af den førstnævnte. En almindelig Mand vil behøve omtrent 720 Gram om Dagen. Til Børn skal man beregne forholdsvis mere heraf end af de andre Arter Fødensidler paa Grund af deres livlige Aandsog Legemsvirksomhed.

3)  Næringsmidler som Frugt og Grøntsager, der hovedsageligt bestaar af Vand, men tillage er rige paa organiske Salte.  De har stor Værdi.  Ikke blot tjener deres Indhold af Lim, Potaske o.s.v. til at opbygge Skelettet og regulere Nervesystemet, men deres vandholdige Fiberstoffer (som f. Eks. i Kall og Roer), der ikke bidrager til vor Næring, virker rensende paa Indvoldene og hindrer derved de mere righoldige Næringsmidler fra at klumpe sig sammen i Organismen.  Nogle af disse Fødemidler som f. Eks. Meloner, Rødbeder, søde Æbler o.s.v. har dog ogsaa Næringsværdi i Forhold til deres Sukkerindhold.  Andre, der er stærkt syreholdige, virker fortyndende og rensende paa Blodet.  Hertil hører Druer, sure Æbler, Citroner, Appelsiner o.s.v.  En voksen Mand maa mindst hav 2¼ Kilogram flydende Stoffer om Dagen i en eller anden Form — Mælk, Suppe, vandholdige Frugter, Grøntsager eller rent Vand — Børn noget mindre i Forhold til deres Alder.  Maden indeholder Vand nok til selve Maaltiderne.  Drikkevarer bør man indtage en Time før eller efter Maaltidet.  De anførte Tal viser, at de allerfleste Mennesker bruger alt for lidt af Vand og Grøntsager.

 [615] Man maa endvidere lægge Mærke til, at mange af de Fødemidler, der her er blevet opstillet som stivelseholdige (Hvede, Havre o.s.v.) ogsaa indeholder Kvælstof, saa at man, hvor det er nødvendigt af Sparsommelighedshensyn eller nogen anden Grund kan sammensætte en ren vegetarisk Kost, som vil være meget billig og dog nærende for Hjerne og Muskler.

En urigtig Sammensætning af disse Fødemidler, særlig et galt Forhold af dem, der er nævnt under 2), og som udgør de vigtigste, bevirker Utilpashed.  En for rigelig Anvendelse deraf gør Blodet overfyldt og trægt.  Det fremkalder Filippenser og Bylder, en mørkbelagt Tunge, Hovedpine og Gigt samt medfører Kuldefornemmelser,  Mangel paa disse Næringsstoffer medfører Svaghed, Nervøsitet, hvidbelagt Tunge og giver let Forkølelse.  Man maa lære Børnene at Lægge Mærke til deres egne Symptomer og spise Overensstemmelse dermed for at modvirke Sygdommene fra Begyndelsen af eller om muligt hindre dem i at fremkomme ved at vise Maadehold og god Dømmekraft ved Bordet.  Imidlertid er det ikke alle, der har en sund Dømmekraft med Hensyn til saadanne Ting.  Derfor bør saa meget desto mere de Forældre, som ved Guds Naade har faaet et sundt Sinds Aand, regulere og veksle med Maden, saa at de, der nyder den, ickke behöver at anvende nogen videre Opmærksomhed paa at foretage noget Valg.  Man maa hellere faa Afvekslingen frem ved at skifte med Retterne end ved at bruge mange Ting paa een Gang.

Det her omtalte er ikke nogen Kæphest for os.  Vi søger heller ikke at drage de nye Skabningers Tanker bort fra den aandelige Føde og fæste dem paa det legemlige Helbred og paa, hvad vi skal æde, og hvad vi skal drikke, de Ting, som Hedningerne søger efter.  Nej, vi tragter først og fremmest efter det aandelige.  Men samtidig med, at vore Tanker og vor Samtale især bør dreje sig om de aandelige Ting, er det dog vor Pligt at [616] bruge vor sundeste Dømmekraft i Omsorgen for de Børn, som Gud har betroet os.

Endnu et Ord vil vi fremkomme med, som Afslutning paa Drøftelsen af Madspørgsmaalet.  Heste og Køer spiser uden nogen tilsyneladende Aandsvirksomhed, og det samme kan siges om nogle faa dyriske Medlemmer af Menneskeslægten,  Men det er kun sjældent Tilfældet.  Som Regel er der under hvert Maaltid noget, der vil fremkalde enten behagelige eller ubehagelige Følelser, Kærlighed, Glæde, Fred, Haab eller Vrede, Ondskab, Had, Kiv o.s.v.  Man ved nu, at Sindstilstanden har en mægtig Indflydelse paa Fordøjelsen.  Ved Hjælp af visse kemiske Processer, der endnu ikke fuldt er forstaaet, paavirker en vred eller heftig Sindsstemning Nerverne, saa at Fordøjelsen forstyrres, medens muntre og lykkelige Tanker har den modsatte Indflydelse.  De nye Skabminger er i Stand til at bevare en indre Fred under mange ugunstige Omgivelser, men det gælder ikke andre.  Den, der har Ansvaret for Familien, bør derfor se til, at der ved Bordet saa vidt muligt tales om behagelige og nyttige Ting, selv om det ikke bliver religiøse Emner.