Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 14

FORSKELLIGE AF DEN NYE SKABNINGS
JORDISKE FORPLIGTELSER.

Om at »lægge Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn«. — »Bliv ingen noget skyldig.« — Kristelig Høflighed. — Om ikke at bekymre sig for Morgendagen. — Vort Maal er Kristus og ham alene. — Kamelen og Naaleøjet. — Forsikring. — Sammenslutninger til gensidig Støtte. — Om at blande sig i andres Sager. — Om at velsigne Gud og forbande Mennesker. — Selskabelige Forpligtelser. — »Ær alle.« — Skal de nye Skabninger tage Del i politiske Valg? — Moralske Reformer. — Om at bære kostbare Klæder. — Lad os vente paa vor Tid.

»Læg Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn!« — Rom. 12, 17.

DER SIGES om de nye Skabninger, at de er døde for Verden, men levende for Gud ved Jesus Kristus, vor Herre. Dog gælder disse omskrevne Udtryk udelukkende de nye Forhaabninger, Længsler og Formaal. Eftersom det nye Sind stadig maa virke i det menneskelige Legeme, indtil det i den første Opstandelse faar det nye Legeme, maa det ogsaa anerkende bestaaende Forpligtelser overfor andre Mennesker — overfor Verden. Ligesom de nye Skabninger har Pligter overfor deres Familie og overfor »Troens egne« med Hensyn til timelige Ting, og disse saa langt fra at blive mindre snarere bliver forøget ved Sindets Fornyelse, saaledes har de ogsaa Forpligtelser overfor deres Medmennesker, og med dem forholder det sig paa samme Maade.

Alle Mennesker bør anerkende Retfærdighedens Princip. i deres Omgang med andre; men da de nye Skabninger har modtaget en særlig Undervisning angaaende dette Princip i Kristi Skole, bør de være meget mere paa Vagt end andre for at efterkomme denne Lov i alle Livets daglige Anliggender. Er det rigtigt at lægge [618] Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn? Ja, det er det ganske sikkert; og derfor bliver de nye Skabningers Ansvar i saa Henseende ogsaa forøget ved deres fremskredne Stilling. Hvis man kan forlange af andre Mennesker, at de skal være hæderlige, sandhedskærlige, retfærdige, paalidelige og ædelmodige, saa. kan man sikkert forlange af Herrens Folk, at de skal have et langt skarpere Instinkt i alle disse Henseender, og at de daglig skal bestræbe sig for at naa op til den højeste Maalestok i Tanke, Ord og Handling.

»Bliv ingen noget skyldig, uden det, at elske hverandre«, lyder Guds Lov, som Apostelen udtrykker den. (Rom. 13, 8.) Det vilde være godt, om alle Mennesker kendte denne Regel og efterfulgte den nøje. og vi ved, at engang vil netop denne Regels Overholdelse blive gennemtvunget ved Magt, nemlig i Tusindaarsriget. De nye Skabninger har den til Rettesnor allerede nu og bør følge den omhyggeligt, hvad enten andre gør det eller ej. Selv for de naturlige Israelitter, Tjenernes Hus, gjaldt der den Lov fra Herren, at hvis de vilde være tro mod ham, skulde de give til Laans, ikke tage til Laans. (5 Mos. 15. 6.) Ethvert Menneske med en sund Dømmekraft vil i dette Princip se en overlegen Visdom, som det vilde være godt, om Verden var i Besiddelse af. Verden anerkender vel det rette i Princippet; men det er faa baade blandt Herrens Folk og ude i Verden, der virkelig alvorligt forsøger at gøre dette til en ufravigelig Leveregel.

De nye Skabninger bør med andre Ord sætte Tæring efter Næring. Hvis en kun kan tjene tre Kroner om Dagen, bør han ikke et Øjeblik tænke paa at bruge mere, medmindre han da er i en absolut Nødstilstand. Han maa indrette sine Forhold i Overensstemmelse med sin Fortjeneste, indtil der indtræder en Forandring for ham til det bedre. Naar han erkender, at Herren i sit Forsyn har ordnet alle hans Levevilkaar, og at han er Genstand for Guds Omsorg, bør han forstaa, at denne [619] Sag saavel som ogsaa hans aandelige Anliggender er underkastet Guds Opsyn, og at Herren altsaa har tilsigtet en Velsignelse for ham dermed. Han bør derfor være fuldt ud tilfreds, hvor prøvende det end kan være for ham, og vente taalmodigt paa, at Herren maaske i sin Kærlighed og Visdom sender ham Lindring. Hvis nogens Indkomst er rigelig, bør han vise Maadehold her som i alt andet. »Lad eders Maadehold blive kendt af alle Mennesker.« (Fil. 4. 5, eng. Overs.) Sparsommelighed er noget, som Gud fordrer; dette viste Herren og Apostlene ved deres Eksempel, og det bliver særligt belyst ved Jesu Paabud om at samle de tiloversblevne Stykker, skønt han havde Magt til af intet at bespise store Skarer.

I samme Forhold, som de Midler, der staar til vor Raadighed, er begrænsede, bør vi bringe vore Udgifter ned til ikke blot at staa lige med vore Indtægter, men ogsaa ligge noget under disse, for at vi, hvor lidt vi end tjener, kan lægge noget til Side enten til fremtidig Brug eller som et Takoffer til Herren eller, hvad Apostelen foreslaar, for at have noget at give dem, der er i endnu daarligere Forhold. Lad os altid huske paa, at Tillid til Herren indbefatter Tilfredshed, og at Tilfredsheden atter medfører Hvile i Hjertet. Under saadanne Omstændigheder vil Brød og Vand eller Kartofler og Salt smage bedre og give bedre Resultater end angt rigere Føde, der nydes i en anden Aand. Tillid vil ogsaa altid indbefatte Taknemmelighed. Derfor bør det Guds Barn, derr maa leve af tarvelig Mad, bestandig være taknemmelig mod ham, der er alle gode Gavers Giver, og fuldt ud stole paa hans Visdom i alle Livets Anliggender. Dette betyder ikke, at han skal være ligegyldig overfor mulige Fremskridt, hvis der aabner sig nogen hæderlig Udvej for ham til at forbedre sine Vilkaar. Naar vi finder en saadan »Dør«, skal  vi i Taknemmelighed betragte det som et Resultat af Guds [620] Forsyns Ledelse, hvorved vi muligvis kan lære yderligere Lektier af vor store Mester.

Formaningen: »Bliv ingen noget skyldig, uden det, at elske hverandre«, indbefatter; at hvis vi nogen Sinde ved Uagtsomhed og i Modstrid med Guds Visdom kommer i Gæld til andre, bør vi paa enhver rimelig og hæderlig Maade søge at faa vor Gæld betalt. Men hvis vi har paadraget os Gæld i Forretningslivet paa en saadan Maade, at Kreditorerne fuldt vel vidste, at de løb en større eller mindre Risiko, men gjorde det for at tjene Penge derved, hvis vi endvidere er gaaet Fallit paa lovlig Vis, saa at Gælden har mistet sin Gyldighed, og i Særdeleshed hvis vi er indgaaet paa saadanne Forpligtelser, før vi blev nye Skabninger, vilde det ikke være Uret for os at benytte os af Fallitforanstaltningerne eller af de Love, der bestemmer, at en Gældsfordring er blevet magtesløs og ugyldig efter et bestemt Antal Aars Forløb, saafremt den ikke forinden er blevet fornyet i Retten eller ved en personlig Tilstaaelse fra vedkommende Skyldner.

Vi finder en bibelsk Forordning af denne Slags i den Lov, der blev givet Israel angaaende Gældsfordringernes Ophør med det syvende Aar, Sabbatsaaret, og en endnu fuldstændigere Eftergivelse af alle Forpligtelser hvert 50. Aar. Jubelaaret. Verden har anerkendt Visdommen i disse guddommelige Forordninger, og mange Nationer har taget dem op i deres borgerlige Love. De nye Skabninger kan trygt benytte sig af disse jordiske Bestemmelser i Overensstemmelse med Guds Vilje, medmindre de ved Guds Ledelse senere skulde blive saa rigt velsignet, at de let vilde kunne betale Gælden tilbage. I saa Tilfælde vil den gyldne Rettesnor byde dem at betale uden Hensyn til de jordiske Loves Ophævelse af Skylden.

Hvis Gælden den imidlertid ikke er en Forretningsgæld, men er fremkommet ved, at en Ven har ydet os et Laan eller tilstaaet os Kredit uden at forvente eller opnaa [621] nogen Fordel derved, er Sagen en helt anden. En saadan Gæld maa betragtes som livsvarig, og Bestræbelser for at dække den maa altid indtage en fremtrædende Plads iblandt Skyldnerens Anliggender. Som allerede paapeget bør vi dog efter at være blevet nye Skabninger ikke paadrage os nogen Gæld, men under Herrens Forsyns Ledelse og ved Hjælp af det sunde Sinds Aand og Skriftens Undervisning indrette vort Liv saaledes, at vore Udgifter svarer til vore Indtægter. Denne Formaning til ikke at blive nogen noget skyldig behøver ikke med Nødvendighed at gælde Optagelsen af en Prioritet paa en Ejendom, hvis Værdi er større end Laanet derpaa. Dette er ikke at laane i den forbudte Betydning af Ordet, men betegner blot et midlertidigt Salg af den Del, som svarer til Prioriteten, med Forbeholdelse af Ret til senere at købe den tilbage.

Enker og faderløse er ikke ansvarlige for den Gæld, som det tidligere Familieoverhoved har stiftet, hverken efter menneskelige eller guddommelige Love. Hvad der sælges til Ægtemanden eller Faderen, sælges under hans Ansvar og i Tillid til ham; andre kan ikke kræves til Regnskab for hans Gæld medmindre de har gjort sig personlig ansvarlige for denne ved en direkte eller underforstaaet Overenskomst. Gælden maa søges dækket i Dødsboet (med Undtagelse af den Del, der efter Loven forbeholdes Familien); men ved Døden ender alle yderligere Forpligtelser, hvis ikke noget Medlem af Familien frivilligt har overtaget disse. Vi omtaler dette, fordi vi har hørt om nogle fattige Enker og faderløse, der har følt sig forpligtet til efter Guds om end ikke efter Menneskers Love at betale deres Ægtefælles eller Faders Gæld og under Forsøget herpaa har levet i Fattigdom. Aar igennem.

Herrens Formaning til sine Folk i modsat Hense­ende er lige saa klar. Hvis de ser deres Brødre lide Nød, skal de gøre godt imod dem og laane dem uden at »haabe at faa igen« — uden at vente, at de skal gøre [622] dem lignende eller andre Tjenester. Vi maa imidlertid opfatte dette om at give til Laans til en Broder i Overensstemmelse med den anden Formaning om, at vi ikke skal tage til Laans. Der ligger heri Tanken om, at ved kommende Broder virkelig er i Besiddelse af Midler, saa han kan tilbagebetale det laante, men at han midlertidig er i Trang, samt tillige dette, at han kan stille nogen Sikkerhed for Laanet. Men et saadant Laan til Hjælp for en Broder, der er i Forlegenhed, skal ske frivilligt og uden noget Haab om Belønning — uden nogen Fordring om Rente (Aager), kun i Forventning om at faa selve Summen tilbage indenfor den fastsatte Tid. Det skal være et Udslag aj ren Velvillighed, af Broderkærlighed.

Dersom vedkommende Broder ikke er i saadanne Forhold, at han kan tilbagebetale eller stille Sikkerhed for Pengene, skal man ikke give ham til Laans, men i Stedet for give ham som Gave, hvad man mener at kunne undvære, og hvad han trænger til. Maaske vil Broderen binde sig til at betale det tilbage, men man skal holde paa, at det er en Gave, medmindre vedkommendes Forhold senere forandres saaledes, at han bliver rigelig i Stand til at tilbagebetale Beløbet, hvilket han i dette Tilfælde sikkert af Hjertet vil ønske. Hvis Giveren havde god Raad dertil, kunde han selv da sige til Broderen: »Jeg vil ikke være glad ved at tage Gaven tilbage; giv du den til en eller anden, som du ser er i Trang, enten nu eller engang i Fremtiden!« Dog vilde Sagen stille sig helt anderledes, hvis en Broder eller en anden. Person ønskede at laane nogle Penge for at udvide sin Forretning og skaffe sig større Fortjeneste. Da vilde det være absolut lovligt at fordre Sikkerhed og forlange Rente. En saadan Rente vilde ikke være »Aager«. Herren selv siger i Overensstemmelse hermed: »Du burde have overgivet Vekselererne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet mit igen med Rente.« — Matt. 25, 27.[623] 

I nøje Sammenhæng med disse Formaninger giver Skriften os en anden, som det vilde være til Gavn ikke blot for de nye Skabninger, men ogsaa for Verden i Almindelighed at give Agt paa. Denne lyder saaledes: »Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste.« (Ord. 17, 18.) Ifølge dette burde man ikke gaa i Kaution for andre, skrive under paa Veksler eller lignende; og det vilde være klogt for alle Herrens Folk at følge denne Regel omhyggeligt. Selv i de mest yderliggaaende Tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt at gaa i Kaution for en Broder, skal man se omhyggeligt til, at man ikke paatager sig nogen Forpligtelse, som man ikke kan opfylde uden at bringe sig selv i Ulykke derved. Hvis det drejer sig om at stille Sikkerhed for en Sum, som man er villig til selv at laane Broderen eller give ham, hvis det skulde være nødvendigt, da er det tilladeligt, ellers ikke — aldrig, hvis man skal sætte sin egen Kredit paa Spil eller staa i Fare for at miste sin Forretning og derved gøre sin egen Familie brødløs. — Sammenlign Ord. 22, 26; 11, 15; 6, 1-5.

Mange har for Vane at laane Smaating, særlig Husholdningsartikler, Sæbe, Sukker, Fade, Køkkenredskaber o. s. v. De nye Skabninger bør under Vejledning af det sunde Sinds Aand i den Grad afsky saadanne Smaalaan, der kun kan ærgre andre, at de indretter deres Forhold og deres Behov saaledes, at de kun ved yderst sjældne Lejligheder, hvor det drejer sig om Sygdom eller lignende Nødstilfælde, behøver at laane. Alle Herrens hellige bør være fast besluttede paa saa lidt som muligt at gøre andre Ulejlighed. Hvis de derfor paa Grund af Forsømmelighed staar og mangler Smør til et Maaltid, bør de foretrække at klare sig uden Smør fremfor at ulejlige en Nabo og give et daarligt Eksempel. Hvis de kun har eet Strygejern og ikke har Raad til at købe endnu eet, maa de helst tage Følgerne deraf og nøjes med det ene. [624]

De, der følger saadanne strenge Regler med Hensyn til deres egne Anliggender, vil ganske naturligt føle sig mere besværede end andre, hvis en Nabo kommer til dem for at laane. Dog sømmer det sig for Herrens Folk at give til Laans, men ikke at tage til Laans. Vi raader Herrens Folk til med alt rimeligt Maadehold at gøre sig bemærket ved deres Ejendommelighed i begge disse Henseender — som dem, der altid er villige til at laane andre og med Glæde vil hjælpe og behage andre, saa vidt de har Evne dertil, men som aldrig selv vil tage til Laans. Alle vil indrømme, at saadanne Mennesker er gode Naboer, selv om de betragter dem som »ejendommelige« med Hensyn til deres Indvielse til Herren og deres Hengivenhed for hans Ord. Maaske vil de, der laaner af os, ikke altid bringe Tingene tilbage, saa at vi har Ulejlighed og Udgift med selv at hente dem, eller vi faar dem slet ikke tilbage, naar det drejer sig om Fødevarer. Vi bør saa slaa os til Ro med, at de, der ikke har givet tilbage, hvad de har laant, vil være mindre tilbøjelige til at komme igen. Hvis Forholdene tillader det, vil vi foretrække aldrig at forlange en udlaant Genstand tilbage. Vi vilde betragte saadanne Tilfælde som gunstige Lejligheder til at skaffe os Venner ved den urette Mammon — til at opnaa større moralsk og aandelig Indflydelse hos vore Naboer ved at opofre vore mindre betydningsfulde, jordiske Goder.

Medens vi taler om dette Emne, vil vi nævne et andet, der staar i nær Forbindelse dermed, nemlig den Misforstaaelse, der hersker hos nogle, at de skulde have Ret til at paanøde andre deres Besøg og saaledes laane deres Næstes Tid. Det hører med til Kærlighedens Aand at være gæstfri. Alle Herrens Folk bør derfor udvikle denne Egenskab ved enhver passende Lejlighed som noget, der behager Herren og vil tjene til deres egen aandelige Vækst. (Heb. 13, 21.) Det skulde være dem en Glæde at vise Gæstfrihed mod Venner og [625] Naboer ved et Maaltid, for en Nat o. s. v., efter som deres Omstændigheder tillader det. De maa altid nære Ønske om at være gæstfrie, enten de har Lejlighed til at faa dette Ønske opfyldt eller ej. Dog betegner Gæst­frihed ikke en ødsel Flothed ud over, hvad man har Raad til, eller at man skal sørge bedre for Gæsten end for ens egen Familie. Det betegner Villighed til at dele, hvad man har, med andre.

Men lad os betragte den anden Side af Spørgsmaalet! Herrens indviede maa aldrig være paatrængende. De maa være sikre paa, at de virkelig har faaet en Indbydelse, og at de er velkomne, før de tager imod et Maaltid Mad eller et Natteleje. Hvilket smukt Eksempel har vi ikke paa dette i Herrens Forhold overfor de to Disciple paa Vejen til Emmaus! Det var hans Ønske at gaa med dem hjem og spise til Aften med dem, for at han yderligere kunde meddele dem nogen Velsignelse. Men da de kom til deres Hjem, lod han, som om han vilde gaa videre. De maatte nøde ham, før han gik ind paa at blive hos dem. Dette var ikke Bedrag, og heller ikke vilde det være det for os at handle paa samme Maade. Herren vilde ikke være blevet hos dem, hvis de ikke indtrængende havde opfordret ham dertil. Heller ikke skulde vi tage imod nogens Gæstfrihed, medmindre vi bliver budt hjerteligt velkommen, eller blive længere, end vore Værter er glade for, hvorledes vore Forhold end er.

Det er en grov Misforstaaelse, at nogen skulde have Ret til at »hænge sig fast ved« naturlige eller aandelige Slægtninge. Der eksisterer ingen saadan Ret. Vi har Ret til at give til andre og være ædelmodige mod andre; men vi har ikke Ret til at fordre det samme for os selv af andre. De har Ret til at give bort eller tilbageholde det, der er deres eget, det, de er Husholdere over. Hvor meget de nye Skabninger skal lade sig overhænge af ufornuftige Brødre eller kødelige Slægtninge, afhænger af Omstændighederne, særlig af den [626] besøgendes legemlige eller økonomiske Tilstand. Men af Retfærdighed mod sig selv saavel som mod den besøgende, der har en usund Opfattelse af dette Spørgsmaal, og som tænker paa at gøre sit Besøg til en Hjemsøgelse, bør Værten venligt, men tydeligt sige: »Jeg burde maaske fortælle dig, at det ikke saa godt vil passe os at have dig længere end til den og den Tid.« En anden god Maade at handle med saadanne Mennesker paa er at sige til dem ved Begyndelsen af deres Besøg, at det vil passe en at have dem indtil en bestemt Dato eller ligefrem at indbyde dem til et Maaltid, til at blive en Dag eller en Uge, ligesom Tilfældet nu er, idet man klart angiver Indbydelsens Udstrækning. Dette synes at være absolut nødvendigt af Hensyn til Hjemmet, Familiens Pung, ens egen Tid, Herrens Tjeneste o. s. v. saavel som ogsaa af Hensyn til de mange, der har et usundt Sind i denne Retning. Men det er ikke nødvendigt hverken at tænke eller at tale uvenligt om dem eller sige noget ukærligt til dem. De er maaske faldet dybere i denne Henseende end vi; men saa kan vi til Gengæld være faldet dybere end de i andre Retninger. Under alle Omstændigheder bør vi tænke barmhjertigt om dem og bevare Agtelsen for dem, medens vi samtidig selv fatter endnu stærkere Beslutninger om at undgaa en saadan Optræden i vort Liv.

»Bekymre eder ikke for den Dag i Morgen!«
— Matt. 6, 34. 19. 20.  —

Den Udtalelse af Herren, vi ovenfor har citeret, sammen med hans anden Formaning: »Saml eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortærer, og hvor Tyve bryder ind og stjæler, men saml eder Skatte i Himmelen«, er, tror vi, blevet i høj Grad misforstaaet af mange af hans alvorlige Efterfølgere. Nogle har tænkt, at Herren dermed mente, at vi skulde leve »fra Haanden og i Munden« uden nogen som helst Tanke paa Fremtiden. Men vi ser, at vor himmelske [627] Fader ikke har vist os noget saadant Eksempel. Han har bestandig Omsorg for os og lader Grøntsager, Korn og Frugter fremkomme til de bestemte Tider. Vi kan ogsaa se, at han har villet, at vi skulde saa for at kunne høste og spise, at vi skulde væve for at faa Tøj, at vi skulde tilberede Olie for at faa Lys til vore Lamper om Aftenen. Det samme Princip gælder om alle Livets Anliggender. Vi maa derfor bestemt forkaste den Tanke, at Jesus har villet modsige eller omstyrte denne guddommelige Ordning, der træder frem i hele Naturen.

Men hvad har Herren da ment? Tanken i Grund­teksten er denne: »Nær ikke nogen ængstelig (trykkende) Bekymring for den Dag i Morgen!« »Hver Dag har nok i sin Plage.« Herrens Folk skal ikke være ængstelig for Fremtiden. Men »vær ikke lunkne i eders Iver; vær brændende i Aanden; tjen Herren!« Medens vi planter, saar og luger, skal vi i Tro erkende, at alle vore Anliggender staar under Guds Ledelse, og at han har lovet, at alt skal samvirke til gode for dem, der elsker ham. Vi bør saa fuldt ud tilegne os Guds dyrebare Løfter, at vort Hjerte kan være fuldstændigt frit for Bekymringer.

Der er en stor Forskel mellem Ligegyldighed og ængstelige Bekymringer. Hvis Herren havde været ligegyldig, ødsel og tankeløs angaaende den Dag i Morgen, vilde han ikke have givet Disciplene Ordre til at samle de Stykker sammen, der blev tilovers, da han havde bespist de store Skarer. Han viste os netop derved det rigtige i at tænke paa det næste Maaltid, paa den næste Dag. Men han sagde ikke noget om, at vi skulde nære ængstelige Bekymringer. Hans Disciple skulde bruge det, som de havde faaet overdraget, og ikke lade det gaa til Spilde. Men var deres Midler blevet udtømt, uden at de selv var Skyld deri, skulde de have en saa absolut Tillid til Herren, at de ikke blev ængstelige; dog skulde de ikke derfor høre op [628] at arbejde. Den samme Tanke finder vi belyst ved Josefs Fremfærd i Ægypten, idet han under Guds Vejledning samlede saa megen Hvede i de syv frugtbare Aar, at der var nok til de følgende syv ufrugtbare Aar.

Heller ikke den næst anførte Tekst indbefatter, at vi skal vise Ligegyldighed i Livets daglige Anliggender med Hensyn til at sørge for vor Familie o. s. v. Hvad betyder den da? Den siger os, at intet af, hvad der hører Jorden til, skal blive vor Skat — at vi skal agte den himmelske Arv højere end alt andet. Til den skal vor Hu staa, og over den skal vi glæde os. Naar vi er rige paa denne Maade, vil vi kunne have Troens aande­lige Hvile i Tillid til Guds Løfter. Verden kender ikke de store og dyrebare Ting, som de nye Skabninger besidder i Tro.

Idet vi vælger Kristus, vælger vi ikke blot den Hæder, Ære og Uforkrænkelighed, der er blevet dem lovet, som hører ham til, men ogsaa de særlige Lidelser og Prøvelser, der nu maa komme over dem, som følger i hans Fodspor, for at de ved dem kan blive beredt til den fremtidige Herlighed. De, der saaledes søger Kristus og har foretaget en fuld Indvielse af sig selv til Herren, har desuden slet ikke noget af jordisk Art, de kan kalde deres eget. Da de var af Jorden, jordiske, regnede de deres jordiske Besiddelser for deres personlige Ejendom. Men da de blev Herrens, overgav de sig selv med alt, hvad de ejede, til ham. Huse, Marker, Børn, Ægtefælle, Brødre, Søstre — alt indviede de til Herren. Derfor kan intet saadant være de nye Skabningers Skat.

Dette betyder ikke, at en Mand ikke maa elske sin Hustru, eller Hustruen ikke elske sin Mand — at man ikke maa sætte Pris paa hinanden. Det betyder ikke, at man ikke maa elske sine Børn, sætte Pris paa deres Hjerte- og Aandsegenskaber. Heller ikke betyder det, at vi ikke fremdeles maa holde af den skønne Natur, eller at vi slet ikke maa besidde Huse eller Kvæg. Men [629] det betyder, at ingen af disse jordiske Besiddelser kan være vore Skatte eller i nogen Betydning af Ordet veje op imod Herren, hvem vi har antaget som den, der er »udmærket fremfor ti Tusind«.

Vi skal ikke elske eller tilbede Pengene; vi maa ikke være deres Slaver eller Tjenere. Vi er blevet knyttet til den almægtige Skaber som hans Sønner og Tjenere. Pengene er et Redskab i hans Hænder og maa betragtes saaledes af os. Vi er Husholdere over det, som Gud i sit Forsyn har givet os Raadighed over.

Men hvorledes forholdt det sig da med Herrens Ord til den rige Yngling, der kom og sagde til ham: »Hvad fattes mig endnu?« Ham svarede Jesus jo: »Vil du være fuldkommen, da gaa bort, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig! . . . Men han gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.« (Matt. 19, 16-22.) Lærer dette os ikke Nødvendigheden af, at alle Herrens Folk bliver fattige? Jo, vi svarer: »En rig kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige. Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje*) end for en rig at gaa ind i Guds Rige.« (Matt. 19, 24.) De gode Ting her i Livet frister de rige og klan let blive Afguder og Skatte for dem. Derfor er de rige daarligere stillet i denne Henseende end de fattige, der kun har lidt af denne Verdens Gods at sætte deres Hu til, men som desto hellere lytter til det gode Budskab om Guds Naade, om de store Rigdomme, som Herren [630] har i Beredskab for sine trofaste. Det vilde imidlertid være en Fejltagelse at tro, at ingen kan besidde denne Verdens Gods uden at misbruge det, tilbede det, gøre det til en Afgud og betragte det som en Skat. Det vilde være en lige saa stor Fejltagelse at tro, at de, der ikke besidder jordiske Rigdomme, ikke kan tilbede dem og gøre dem til Skatte. Hvem har vel ikke kendt eller hørt om fattige Folk, der ganske øjensynligt tilbad Rigdommen, tragtede efter den, kæmpede for at opnaa den og stadig var utilfredse, fordi de var ude af Stand til at gribe det, som deres Hjerte regnede for en Skat?

*) I Østens gamle Byer var der store Porte, som blev lukket ved Solnedgang og ikke aabnet igen før næste Morgen, for at ikke en Fjende skulde benytte sig af Lejligheden til at gøre et Angreb paa Byen. Men der var mindre Porte, som blev strengt bevogtet, og hvorigennem et Menneske kunde komme ind i Byen, ja, endog bringe sin Kamel med, naar dens Last blev løftet af, og den lagde sig ned paa Knæene. Disse smaa Porte blev kaldt »Naaleøjne«. Saaledes kan de rige vel faa Adgang til Guds Rige, men kun naar de har lagt de jordiske Skatte fra sig, saa de ikke bliver hindret af dem.

Alle de, der kommer til Herren, hvad enten de er rige eller fattige paa denne Verdens Gods, maa komme med Forstaaelsen af, at de fuldt ud indvier sig til ham og af et helt Hjerte opofrer alt, hvad de ejer, deres Vilje indbefattet; ellers vil de ikke blive antaget. Den fattige, der kommer til Herren, maa. opgive sin Indbildnings og sin Længsels Afguder, sin Tragten efter den jordiske Velstand, som han endnu ikke har op­naaet. Den rige Mand, der kommer til Herren, maa paa samme Maade fuldstændigt give Afkald paa sin egen Vilje og opgive de jordiske Planer og Forhaabninger, hvis Virkeliggørelse han tidligere helligede sin bedste Livskraft. Han maa opofre, ikke blot alt, hvad han sidder inde med, men tillige alt, hvad han haabede og tragtede efter at opnaa. Det maa alt sammen lægges paa Herrens Alter, ellers kan han ikke blive Jesu Discipel.

Den rige Yngling vilde have forstaaet Herrens Ord bedre, hvis han havde været i den rette Sindstilstand; thi vi tror, at Herren da vilde have forklaret ham Sagen yderligere. Lad os tænke os, at han havde sagt: Herre, jeg gaar ind paa Betingelserne, jeg overgiver mit alt til dig som Guds Repræsentant: men hvorledes skal jeg bære mig ad med at udføre din Befaling? Skal jeg sælge mine Hjorde, mine Marker og Huse, og skal [631] jeg saa tage den Sum, jeg faar derfor, og kaste den i Grams til de fattige; eller hvorledes skal jeg bære mig ad? Vil du give mig yderligere Vejledning?

Vi kan da tænke os, at Herren vilde have sagt til ham noget lignende som: Du er nu kommet dertil, hvor jeg ønskede, du skulde være, og nu skal jeg forklare dig tydeligere, hvad jeg mener. Du har indviet dit alt til Gud, du har lagt det ind under hans Vilje, og du er fast besluttet paa at bruge det i Overensstemmelse med din Forstaaelse af hans Vilje, hvorfor du nu spørger mig, hvilken denne er. Det skal jeg sige dig. Det er hans Vilje, at du skal blive hans Husholder, ikke for at beholde Ejendommen, men for at give den ud paa hans Vegne, bruge den saa godt og fornuftigt, som du kan. Jeg foreslaar, at du begynder med at tage de Penge ud, som du har staaende i Banken, og bruger dem. Hvis du vil, kan du begynde med mine Apostle og Efterfølgere. Se, hvad godt, du kan gøre mod dem. Naar du har opbrugt de Penge, kan du sælge et Hus, en Flok Faar eller en Hjord af dit Kvæg og paa den Maade blive ved at benytte de Midler, som Gud, har givet dig Raadighed over. Naar du er blevet hans Husholder, idet du har indviet dit alt til ham, maa du ogsaa vente, at han en Gang vil kræve et Regnskab af dig. Hvis du da kan vise ham, at du har brugt alt det, som du har indviet til ham, saa klogt og saa samvittighedsfuldt, som duu kunde, kan du vente at høre de herlige Ord fra hans Mund: Vel gjort, du gode og tro Tjener! Gaa ind til din Herres Glæde!

At vi indvier vort alt til Herren behøver ikke at betyde, at vi udelukkende skal bruge vore Midler til Fremme for religiøst Arbejde. Som Herrens Husholdere maa vi bestandig søge at lære, hvad der behager ham, idet vi gaar til hans Ord for at faa Undervisning. Det hedder, at vi skal herliggøre ham; og under vore Bestræbelser for at herliggøre ham maa vi bruge ikke alene vor Stemme og vor Pen, men alle vore Talenter,

[632] herunder indbefattet vore Penge eller vor Ejendom. Da vi hører Herren til, er alle de Forpligtelser, der hviler paa os, Forpligtelser overfor den Tid og Ejendom, som vi har indviet. Hvis vi f. Eks. har en Hustru, er det vor Pligt at sørge rimeligt for hende og skænke hende tilbørlig Opmærksomhed. Ligeledes betegner vore Børn en Hæftelse paa, hvad vi besidder af Ejendom, Tid eller andre Talenter.

Det er Guds Vilje, at vi skal anerkende disse Fordringer og Dag for Dag opfylde dem paa en fornuftig Maade. Vi maa ikke glemme, at der ventes af os, at vi ikke er ødsle med Herrens Midler, men at vi søger at anvende saa mange af dem som muligt i Retninger, der særlig har at gøre med Udbredelse af de religiøse Sandheder, Forkyndelsen af det gode Budskab om en stor Glæde, idet dette betegner vor højeste Opfattelse af, hvad der er til Gavn for den sukkende Skabning. Det, vi ønsker at betone, er, at Omsorgen for Hustru og Børn, for gamle Forældre eller andre, der med Rette er afhængige af os, bliver betragtet af Herren som en rigtig Anvendelse ag en Del af det, vi har indviet til ham. Men vi maa ikke lade Ødselhed eller Overdaadighed i denne Retning hindre Brugen af vore Midler mere direkte i det, der er vor Livsgerning — Forkyndelsen af Evangeliet, det gode Budskab om Riget.

Ikke blot har vi ikke Lov til at berøve vor Familie det, der er nødvendigt til dens Underhold, men Skriften lærer os ogsaa, at det udgør en Del af vor Pligt i nogen Grad at træffe Foranstaltning for den med Hensyn til Fremtiden. Lyt til Vismandens Ord: »Gaa til Myren, du lade, se dens Veje og bliv viis!« (Ord. 6, 6.) Vi ser, at Myren lægger en god Forsyning af Næringsmidler op til sine kommende Unger. Saaledes siger Apostelen os ogsaa, at Forældre bør samle til deres Børn. (2 Kor. 12, 14.) Men ifølge vor faldne og egenkærlige Naturs hele Tilbøjelighed er der sandsyn­ligvis færre iblandt os, der trænger til Formaninger i [633] den Retning end til Advarsler mod at gaa til den mod­satte Yderlighed. Den skriftmæssige Opfattelse, af Spørgsmmaalet finder sit Udtryk i Apostelens Ord: »Læg Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn!« »Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.« — Rom. 12, 17; 1 Tim. 5, 8.

Tanken synes at være den, at alle Forældre skylder deres Børn mere end blot at sætte dem i Verden med et lille ufuldkomment og døende Legeme. Naar de har bragt Børn til Verden, maa de ogsaa sørge for, at de bliver rigtigt og ordentligt anbragt i den. Dette indbefatter ikke blot, at de maa skaffe dem Føde og Klæder under Opvæksten, men ogsaa, at de maa drage Omsorg for deres aandelige og moralske Udvikling, hvilket vi allerede har omtalt. Og alt dette gør det nødvendigt, at de lægger noget til Side fra deres personlige Forbrug til Fordel for Børnene. I Betragtning af Livets Usikkerhed vilde det ikke være en urimelig Fortolkning af Skriftens Formaning, at en Fader bør lægge noget til Side til Brug for sine Børn i Tilfælde af, at han skulde dø, før de har naaet den voksne Alder. Vi tror ikke, det var Apostelens Mening, at Forældre skulde samle sig Formuer, som Børnene kunde have at skændes om og lide Fortræd ved. Det Barn, der er blevet vel født og har modtaget en fornuftig Opdragelse og Uddannelse, er godt stillet og bærer en rig Arv i sig selv. Og den Fader, der har sørget saaledes for sine Børn, har al Grund til at tænke, at han har ladet sig lede af et sundt Sinds Aand i denne Sag, og at hans Fremfærd har Herrens Bifald, selv om han ikke kan efterlade sine Børn nogen Formue eller i hvert Fald ikke mere end Tag over Hovedet. En saadan Mand har været tro i sin Husholdergerning, og Børnene vil sikkert til Slut lære at sætte Pris paa hans Troskab. [634] 

Sammenslutninger til gensidig Støtte.

Vi lever i en Sammenslutningernes Tid, og det maa indrømmes, at nogle af disse virkelig har været og er kloge og gavnlige Foranstaltninger. Forsikringsselskaber af enhver Art er naturligvis Forretningsanlig­gender og har ikke noget med Velgørenhedsanstalter at gøre. De betegner Menneskenes Forsøg paa at slaa Bro over dette Livs Uvisheder og Vanskeligheder, at hindre Døden i at bringe økonomisk Ruin over dem, der er afhængige af os. Vi behøver ikke nærmere at beskrive de forskellige Arter af Forsikring, men kan straks sige, at det er et rent og skært Forretningsspørgsmaal og ikke et religiøst Spørgsmaal, om Herrens Folk skal benytte sig af Forsikringer eller ej.

Vi har kendt Tilfælde, hvor vi vilde betragte det som fornuftigt af en Familiefader at tegne en Police til Fordel for Hustru og Børn. I Særdeleshed vilde dette være tilraadeligt, naar Hustruen ikke er i Sympati med den nærværende Sandhed og Ægtefællens Anskuelser med Hensyn til den nærmeste Fremtid, og naar hun ønsker Forsikringen som en Beroligelse og Beskyttelse. Hvis Mandens Skøn i betydelig Grad falder sammen med Hustruens, tror vi, det vilde være godt at bibe­holde en saadan Forsikring. Dog agiterer vi ikke for at lade sig forsikre, og hvad Forfatteren angaar, har han ikke nogen Police. Vi paapeger blot, at der ikke staar noget i Skriften om, hvorledes de nye Skabninger skal indrette sig i saa Henseende, hvorfor enhver maa bruge sin egen Dømmekraft ud fra de særlige Forhold, han lever under.

Efter vore Forventninger vil den store Trængsels Højtryk snart være over os, idet Hedningetiderne udløber med Oktober 1914.

Varigheden af den store Trængsel er ikke nøjere angivet i Skriften. Her maa man nøjes med at gætte. Vi skulde mene, at en saa vidtrækkende Omvæltning ikke kunde fuldføres paa mindre end tre Aar, og at, hvis [635] den varede ret meget længere end tre Aar, »intet Kød vilde blive frelst«. I Overensstemmelse med denne Formening venter vi, at naar den økonomiske Storm, begynder at rase over Kristenheden, vil Forretninger, Banker, Forsikringsselskaber og Ejendomsværdier ramle sammen imellem hverandre, ja, at dette vil komme til at udgøre et vigtigt Træk i Trængselen og give Anledning til stor Fortvivlelse for dem, der ikke har andet at hvile paa, for dem, der ikke har nogen Skat i Himmelen.

Der er Grund til at tro, at de Forsikringsselskaber, der ikke har nogen Kapital at bygge paa, men kun er grundlagt paa Policepræmierne, vil gaa i Stykker først, fordi disse Præmier vil blive saa meget desto mere trykkende, naar Selskabernes Medlemsantal under de haarde Vilkaar ikke blot ophører at tage til, men endogsaa tager af. Disse forskellige Selskabers Ruin vil uden Tvivl sønderslaa manges Forhaabninger og gøre dem ligegyldige overfor alle jordiske Udsigter. Enhver maa derfor afgøre med sig selv, hvad der er fornuftigst af ham at gøre som Husholder over den Ejendom eller Indtægt, han har, men ingen af de nye Skabninger, der hviler i Tro paa Herren, vil føle en saadan Uro med Hensyn til Fremtiden, at deres Hjerter bliver modløse, heller ikke vil de have en saadan Tillid til nogen menneskelig Hjælp eller Beskyttelse, at de har deres Skat deri og vil blive fortvivlede, hvis den skulde slaa fejl.

Dette stiller os Ansigt til Ansigt med Spørgsmaalet om Ordener og Selskaber som et Hele og de Rettigheder, de nye Skabninger har i Forbindelse med saadanne Sammenslutninger. Er det rigtigt for dem at være Medlemmer af disse Selskaber? Vi svarer, at medens kirkelige Organisationer er rent religiøse, og Arbejds og Velgørenhedsorganisationer er rent verdslige, findes der atter andre, som forener de religiøse og verdslige Træk under eet. Efter hvad vi kender til Sagen, har Frimurerne, Odd-Fellowerne og andre visse Ceremonier [636] og Skikke af religiøs Art. Man maa forstaa, at vi ikke bekæmper dem, der slutter sig til saadanne Ordener, lige saa lidt som vi bekæmper de forskellige sekteriske Reli­gionssystemer. Vi betragter alle de Institutioner, der har noget at gøre med religiøse Skikke og Lærdomme paa samme Maade, nemlig som Dele af det store Babylon, hvoraf nogle Kvarterer vel er renere end andre, men hvor alligevel alt er opfyldt af Forvirring i Mod­strid med Guds Hensigt, der fremgaar af den første Menigheds Organisation og den Undervisning, der i Ord og Eksempel blev fremført af dens inspirerede Grundlægger og hans tolv Apostle.

Vi formaner de nye Skabninger til ikke at have noget at gøre med disse halvreligiøse Selskaber, Klubber, Ordener og Kirker. »Gaa ud fra dem, og adskil eder fra dem, og rør ikke noget urent.« (2 Kor. 6, 17.) Deres Skikke, deres Ceremonier, deres Lærdomme er urene Ting for os, skønt det maaske ikke er urene Ting for dem. Vor Forstands Øjne er blevet opladte, saa at vi ser alt dette i Guds Lys, og saa at vi nu hader Ting, som vi tidligere elskede, og elsker Ting, som vi tidli­gere hadede.

Hvad imidlertid de andre Ordener og Selskaber angaar, som ikke har nogen religiøs Karakter eller Lære, men blot er en Art Forsikringsselskaber til gensidig Fordel, selv om de for Morskabs Skyld har visse hem­melige Tegn og Stikord, eller hvad angaar Arbejder­sammenslutninger og Fagforeninger til fælles Bedste, til Beskyttelse mod Uret og til Sikring af en rimelig Løn, har vi intet at indvende imod dem. De gør alle Paastand paa at være indrettet i Overensstemmelse med Retfærdighedsprincipper, som vi kan billige, ligesom ogsaa deres Medlemmer hævder, at de ikke har til Hensigt at krænke hverken menneskelige eller guddommelige Love. Vi kan derfor ikke finde nogen vigtig Indvending mod, at en af de nye Skabninger sluttede sig til dem, hvis han af en eller anden Grund fandt det [637] nødvendigt eller fordelagtigt. Vi vil raade andre til at gøre, som vi selv, nemlig til, saa vidt som det er praktisk i deres Tilfælde, at forblive frie fra alle menneskelige Organisationer, alene knyttet sammen med Herren og dem, der har hans Aand. Men vi kender fuldt vel det Tryk, som gav Anledning til Arbejderforeningernes Opkomst, og ved ogsaa, at hvis ikke de havde været, vilde Arbejdernes Løn efter al Sandsynlighed have været lavere, end den nu er, og deres hele Tilstand værre.

Skønt vi i Almindelighed føler Sympati med disse Institutioners Formaal, kan vi dog ikke gaa med til alle de Metoder, de anvender; thi vi maa indrømme, at de ofte benytter sig af Organisationsmagten paa en tyranniisk Maade. Vi maa som sagt sympatisere med deres Hovedformaal, nemlig at gøre Modstand mod det Tryk, der altid vil knytte sig til en Ophobning af Rigdomme, og mod den almindelige Tilbøjelighed hos egenkærlige Mennesker til at underkue de fattige. De Brødre, der lever paa Steder, hvor Arbejderorganisationerne er vel ved Magt og holder Lønnen oppe, vil vi raade til frivilligt at støtte Fagforeningen med den Sum, de skulde betale, hvis de var Medlemmer, og til i Almindelighed at adlyde Foreningens Befalinger, medmindre de strider mod deres Samvittighed, men samtidig saa vidt muligt undgaa at være Medlemmer, idet de forklarer deres Stilling i nogen Udstrækning, naar de kommer og tilbyder at bære deres Del af den økonomiske Byrde. Dette vil gøre det klart for alle, at deres Ønske om at være fri for at være Medlemmer ikke har noget at gøre med en egenkærlig Tragten efter at slippe for de Udgifter, der er forbundet med Opretholdelsen af de gunstige Tilstande, hvorunder ogsaa de arbejder.

Hvis der imidlertid bestemt fordres af dem, at de skal blive Medlemmer, kan vi ikke tænke os noget Bud i Skriften eller noget andet, som kunde være Grund til, at de skulde lade det være, særlig hvis Udsigterne til at tjene det daglige Brød bliver gjort afhængige af, hvor- [638] vidt de bliver Medlemmer eller ej. Lad dem under saadanne Forhold slutte sig til Foreningen og erlægge deres regelmæssige Afgift, men undgaa at komme til Møderne, undtagen naar de tror, at deres Ord kan være til Gavn for Foreningens Interesser i Overensstemmelse med Fred og Retfærdighed. I Tilfælde af Strejke bør de adlyde Befalingen om at nedlægge Arbejdet uden dog at tage Del i Voldshandlinger eller i noget, der kan krænke andres Rettigheder og Friheder. Denne deres Stilling bør de lade Selskabets Ledere kende, for at disse ikke skal tænke paa at bede dem udføre nogen Tjeneste, der har at gøre med det omtalte.

Om at blande sig i andres Sager.

Det, at blande sig i andres Sager, bliver alvorligt paatalt af Apostelen som fuldstændig uforeneligt med de nye Skabningers Sindelag. (1 Tim. 5, 13; 1 Pet. 4, 15.) At blande sig i andres Sager er at stikke sin Næse i, hvad der ikke kommer en ved. Selv denne Verdens Børn er kloge nok til at indse, at i det nærværende korte Liv har et Menneske med almindelig sund Fornuft mere end tilstrækkeligt at gøre med at passe sine egne Ting, og at, hvis han skulde give sig saa meget af med andres Sager, at han virkelig kunde være i Stand til at raade og vejlede dem, maatte han sikkert i nogen Grad forsømme sine egne Anliggender. Hvor meget mere skulde ikke de nye Skabninger, der er avlet af Herren til at have et sundt Sinds Aand, forstaa, denne Sandhed og yderligere indse, at de har endnu mindre Tid end Verden til at blande sig i andres Sager, fordi hele deres Tid og Indflydelse  er indviet til Herren og hans Tjeneste.

Selv om de af Naturen ikke har et sundt Sind i denne Henseende, vil de dog blive ledet i den rigtige Retning ved Skriftens Formaninger og Forstaaelsen af, at Tiden kun er kort til Opfyldelsen af deres Offerpagt. De bør ogsaa forstaa, at den gyldne Rettesnor, den nye Skab- [639] nings Lov, forbyder alt, hvad der har at gøre med at blande sig i uvedkommende Ting. De vilde ganske sikkert ikke sætte Pris paa, at andre blandede sig i deres Sager, og bør derfor omhyggeligt undgaa selv at gøre dette overfor andre. Imidlertid forstod Apostelen, at Verdens Aand i Almindelighed gaar i modsat Retning, hvorfor han formaner de hellige til at lade sig undervise og opøve i denne Henseende. Han siger: »Sæt en Ære i at leve stille, og varetag hver sit.« — 1 Thess. 4, 11.

Den naturlige Tilbøjelighed gaar i Retning af at bekymre sig for andres Anliggender og være med til at ordne dem, til at uddrage Skæven af en Broders Øje, men glemme Bjælken i ens eget Øje, som Herren udtrykker det. (Matt. 7, 3-5.) Undertiden angriber denne Sygdom de nye Skabninger paa en ejendommelig Maade. De bilder sig ind, at det er deres »Pligt« at give Raad, at uddrage, at undersøge, at skælde ud og at irettesætte. Naar de overvejer Sagen med sig selv, bliver de mere og mere overbevist om, at det vilde være Synd ikke at gøre det, og saa bliver det til sidst saadan, at de ligefrem af Samvittighedshensyn blander sig i andres Sager, hvorved deres Indblanding bliver dobbelt stærk og saarende, fordi den støttes af en vildledt Samvittighed. Disse, der ofte er oprigtige og gode Mennesker, virkelig nye Skabninger, bliver ved denne Fejl hindret i alt, hvad de forsøger at gøre i Herrens Tje­neste. Enhver bør tage Tag i sig selv og lære virkelig at følge de Retfærdighedens og Kærlighedens Regler, som vi allerede har omtalt. Vi bør opøve vor Samvittighed til at skelne mellem, hvad der er vor broderlige Pligt, og hvad der er uvedkommende Indblanding. Saa langt som vor Erfaring rækker, vilde Flertallet af Herrens Folk saavel som af Menneskene i Verden have meget mindre at gøre med at skælde ud, at bebrejde, at finde Fejl og at uddrage Skæver af andres Øjne, hvis de rigtigt forstod de Kærlighedens og Retfærdig- [640] hedens Love, der er sammenfattet i den gyldne Rettesnor, og anvendte dem i deres Omgang med andre.

Det er det sikreste at spørge sig selv i ethvert Tilfælde, der har at gøre med denne Sag: »Er det noget, der vedkommer mig?« I vort Samkvem med Verden vil vi i Almindelighed efter omhyggelig Undersøgelse finde, at det ikke er vor Sag at bebrejde eller irettesætte den. Vi er blevet kaldet af Herren og har vendt os bort fra Verdens Veje for at vandre paa den snævre Vej. Det er vor Sag. Vi ønsker, at Verden skal lade os have Fred til at efterfølge Herren, og paa samme Maade bør vi lade Verden være i Fred, medens vi henvender os med Guds Budskab til dem, der har Øren at høre med. Menneskene i Verden, der ikke er blevet kaldet af Herren og ikke er slaaet ind paa den snævre Vej, har Ret til at vælge deres egen Vej og har Ret til at vente, at vi ikke vil blande os i deres Anliggender, ligesom vi ikke ønsker, at de skal blande sig i vore. Dette vil ikke hindre os i at lade vort Lys skinne; derved vil vi bestandig udøve en indirekte Indflydelse paa Verden, selv om vi ikke irettesætter andre eller paa anden Maade blander os i deres Sager. Hvor det drejer gig om Forretningsanliggender, som vi økonomisk er interesseret i, vil det selvfølgelig ikke være at blande sig i andres Sager, men blot at passe vore egne Ting, naar vi har Opmærksomheden henvendt derpaa. Det er heller ikke urigtigt for en Fader at have Kundskab om og Haand med i Ledelsen af alt, hvad der angaar Familiens og Hjemmets Interesser. Dog bør der ogsaa her tages Hensyn til de enkeltes personlige Rettigheder. Familie­overhovedet bør bruge sin Myndighed med kærligt Maadehold og viis Hensyntagen. Hustruens Personlighed, hendes Smag og Forkærlighed bør han tage i Betragtning. Som hans Repræsentant bør hun udrustes med fuld Myndighed til at handle paa det særlige Omraade, der falder ind under hendes Virksomhed som Medhjælper og Husholder. Under hans Fraværelse skal [641] hun have fuld Myndighed til at handle i alle Familie­anliggender. Der skal ogsaa i Forhold til Børnenes Alder indrømmes disse en rimelig Selvstændighed og Ret til at have deres Smaahemmeligheder for sig selv, idet Faderen kun udøver sin Myndighed og sit Overopsyn i de Ting, der angaar Husordenen og Hjemmets Velfærd samt den rette Udvikling af Familiemedlemmerne i aandelig, moralsk og fysisk Henseende. Børnene skal tidlig lære at forstaa, at de ikke maa gaa og drille hverandre, sladre om hverandre eller tage hverandres Ejendele, men at de skal respektere hverandres Rettigheder og handle venligt og kærligt mod hverandre i Overensstemmelse med den gyldne Rettesnor.

Intetsteds er denne Advarsel mod at blande sig i andres Sager mere paa sin Plads end i Menigheden. Brødrene bør hurtigt saavel ad fra Ordet som fra de Ældstes Forskrifter og Eksempel lære at forstaa, at det ikke er Guds Hensigt, at de skal blande sig i hver­andres Sager eller gaa og tale om hverandre, men at her som overalt gælder den guddommelige Regel: »Tal ikke ondt om nogen.« At tænke paa og tale om andres Anliggender, hvormed vi ikke direkte har noget at gøre, fører til Bagtalelse og Sladder, der atter frembringer Vrede, Ondskab, Had, Kiv og andre Kødets og Djævelens Gerninger, som Apostelen paapeger. (Kol. 3,  5-10.) Saaledes hænder det ogsaa, at der saas smaa Sladderkorn, hvorfra der skyder store Bitterhedsrødder op, som besmitter mange. Alle de, der har det nye Sind, vil sikkert let kunne se det nedbrydende i dette Onde; de bør i den Henseende være Mønstre i deres Hjem og overalt, hvor de færdes. Selv et verdsligt Sind kan forstaa, at Mord og Røveri er urette Ting; men det kræver en højere Opfattelse af Ret og Retfærdighed at forstaa den guddommelige Lov, at Sladder er et morderisk Overfald paa Karakteren, og at det at stjæle Næstens gode Navn og Rygte under et eller andet Paaskud er Røveri. Dog kan de verdsligsindede i nogen [642] Udstrækning fatte dette, som det fremgaar af Digterens Ord: »Den, der stjæler min Pung, stjæler en Klods, jeg har om Benet; ... men den, der tilsmudser mit gode Navn, begaar et Tyveri, som ikke gør ham rig, men saa sandt gør mig fattig.«

Velsigne Herren og forbande Menneskene.

Det er ikke saa underligt, at Jakob kalder Tungen et ustyrligt Lem, der er fuldt af dødbringende Gift. Han erklærer, at Tungen er det af vort Legemes Lemmer, der er vanskeligst at holde i Tømme. Den sætter selve Naturens Hjul i Brand, siger han. (Jak. 3.) Hvem har ikke erfaret noget i den Retning? Hvem ved ikke, at i det mindste Halvdelen af Vanskelighederne i Livet skyldes ustyrlige Tunger, at hastige og uoverlagte Ord har afstedkommet Krige, der har kostet Millioner af Kroner og Hundredtusinder af Menneskeliv, og at det ogsaa er dem, der ligger til Grund for Halvdelen af alle Retstrætter og mere end Halvdelen af de Familiestri­digheder, der nu har plaget vor Slægt i over seks Tusind Aar? Apostelen siger angaaende Tungen: »Med den velsigner [priser] vi Herren og Faderen, og med den forbander [fortrædiger og bagtaler] vi Menneskene, som er blevet til efter Guds Lighed. Mine Brødre, dette bør ikke være saa.« (Jak. 3, 9. 10.) Den kristne, der vel er naaet frem til ikke bogstaveligt at stjæle fra sin Nabo eller myrde ham, men som vedblivende plyndrer ham med sin Tunge — saarer, dræber eller stjæler hans gode Navn — har kun gjort lidet Fremskridt paa den rette Vej og er endnu langt fra Riget.

Alle ved, hvor vanskeligt det er at beherske Tungen, selv efter at vi har lært at forstaa dens ondsindede Tilbøjelighed, faldne, som vi er af Naturen. Vi henleder derfor Opmærksomheden paa, at den eneste Maade, hvorpaa vi kan binde eller tæmme Tungen, er ved Hjælp af Hjertet. Skriften erklærer, at »af Hjertets Overflødighed taler Munden«. Dette indbefatter, at hvis [643] vi har mange Vanskeligheder med vor Tunge, maa der være meget i vort Hjerte, som ikke er rigtigt, og at i samme Forhold, som vi faar vort Hjerte i Orden, vil vi faa lettere ved at tæmme vor Tunge. De Læber, der bestandig taler med Foragt om andre, tilkendegiver, at Hjertet er stolt, hovmodigt, herskesygt og indbildsk. De Læber, der altid skal tale ondt om andre enten direkte eller antydningsvis, aabenbarer, at Hjertet bag ved dem ikke er rent, ikke er fyldt med Kærlighedens Aand; thi »Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten« — ikke engang i Tanken. Den vil ikke tillade os at mistænke vor Næste for noget ondt. Den vil altid tvivle til Gunst for ham og snarere tro noget godt end noget daarligt om ham.

Kærligheden til Selvet er stærk nok hos alle Mennesker til at hindre dem i at tale ondt om sig selv. Naar vi havde den rette, uegennyttige Kærlighed til Næsten, vilde det være os lige saa meget imod at sige noget til Skade for vor Næste eller vor Broder, ja, blot at kaste Mistanke paa ham, som det vilde være at gøre det samme overfor os selv. Fra et hvilket som helst Standpunkt vi end betragter Sagen, ser vi da, at det er af den yderste Vigtighed for os som nye Skabninger at naa til at have den fuldkomne Kærlighed i vort Hjerte. Har vi denne Kærlighed overfor Gud, vil den tilskynde os til større Energi og Nidkærhed, til mere Selvopofrelse i vor Tjeneste for ham, i vor Tjeneste for Sandheden, og har vi den overfor Mennesker, vil den drive os til ikke blot at handle retfærdigt og kærligt imod dem, men ogsaa at tænke og tale godt om dem, saa vidt det er muligt. Dette er den hellige Aand, som Frelseren lærte os at bede om, og om hvilken han sagde, at vor himmelske Fader er mere villig til at give os den, end jordiske Forældre er til at give deres Børn gode jordiske Gaver. Oprigtig Bøn om denne Hellighedens Aand, Kærlighedens Aand indbefatter et alvorligt Ønske om og en utrættelig Stræben efter, at Kærligheden maa [644] være rigelig udgydt i alle vort Væsens Tanker, Ord og Handlinger. Saa skal vi være vor Faders Børn, som er i Himmelen, og blive agtet værdige til hans Kærlighed og til alle de dyrebare Ting, han har i Beredskab for dem, der elsker ham.

Selskabelige Forpligtelser.

De nye Skabninger har, saa længe de er til Huse i de dødelige Legemer, gennem disse selskabelig Forbindelse med naturlige Mennesker og derfor ogsaa visse selskabelige Forpligtelser. Det nye Sind kræver ganske naturligt Omgang med andre nye Sind; og i samme Grad som det vokser i Sandheden, vil det miste Berøringen med verdslige Forbund, Forhaabninger, Længsler, Bøger og Konversationsemner. Hos mange opstaar det Spørgsmaal: I hvilken Udstrækning skal de nye Skabninger, der regner sig selv som døde overfor jordiske Ting og Interesser, vedligeholde Forbindelsen med deres Venner efter Kødet — de uindviede? Dette er en Sag, der fortjener alvorlig og omhyggelig Overvejelse fra hver enkelts Side. Der findes ikke to Mennesker, som er stillet nøjagtig ens, og der kan ikke gives noget Raad, som passer for alle Tilfælde.

Apostelen formaner os til ikke at have Omgang med Misdædere, med dem, hvis Sædvaner vi betragter som urene. Vor Omgangskreds maa være i Overensstemmelse med det nye Sind. Det vil uden Tvivl være, til vort Gavn at følge dette Raad, fordi vi da for det første ikke bestandig vil faa vore faldne og fordærvede Tilbøjeligheder udviklet og for det andet lettere vil kunne efterkomme Apostelens Formaning til kun at tænke paa, tale om og udøve, »hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov«. — Fil. 4, 8.

Men naturligvis maa vi føle større Interesse for dem, der er knyttet til os ved Blodets Baand, end for Menneskene i Almindelighed. Om Herrens Aand tilskynder [645] os til at være elskværdige og venlige overfor alle Mennesker, maa dette i Særdeleshed gælde vort Forhold til vore Slægtninge. Dog vilde det ikke efter vort Skøn og heller ikke efter Skriftens Formaninger og de Eksempler, Herren og Apostlene har vist os i deres Opførsel, være klogt for os at have særlig meget Samkvem med vore jordiske Slægtninge eller at behandle dem bedre eller blot lige saa godt, som vi vilde behandle Troens egne. Herfra undtager vi naturligvis de allernærmeste Slægtninge, der har Fordringer paa os ifølge Apostelens Ord: »Dersom nogen ikke har Om­sorg for sine egne, ... han har fornægtet Troen.« (1 Tim. 5, 8.) I Almindelighed gælder det for os at efterfølge Apostelens Ord: »Lad os altsaa, efter som vi har Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne.« Næst efter Troens egne kommer vore fjernere Slægtninge.

Det var øjensynlig Herrens Hensigt at knytte sine Efterfølgere sammen til en ny Familie, en ny Husstand, »Troens egne«. Derfor forefinder vi gentagne Opmuntringer og Tilskyndelser til at udvikle Samfundsfølelsen, til at være hverandre til gensidig Hjælp og til at samles regelmæssigt i Forjættelsen om, at hvor to eller tre mødes i Herrens Navn, vil han i særlig Grad være til Stede hos dem og velsigne dem. Vi ser, at Herrens egen Fremfærd var i fuld Overensstemmelse med en saadan Interesse for Troens egne; thi Paaskemaaltidet, som skulde indtages af hver Familie for sig (2 Mos. 12, 1-21), nød Herren sammen med sine tolv Apostle som en særlig Familie uden nogen Tilknytning til hans eller deres jordiske Slægtninge. Vi finder den samme Tanke udtrykt i det Svar, han gav dem, der kom og fortalte, at hans Moder og Brødre stod udenfor og ønskede at tale med ham: »Hvem er min Moder, og hvem er mine Brødre? Enhver, der gør min Faders Vilje, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.« — Matt. 12, 47-50. [646]

Ifølge dette Eksempel bør vor Hengivenhed og vore Interesser i særlig Grad gælde de øvrige Lemmer paa Kristi Legeme, dem, der er forbundne med os som nye Skabninger. Dette maa ikke forstaas saaledes, at vi skal tilsidesætte de strengeste Regler for Omgang mellem de to Køn blandt de nye Skabninger, eller at vi skal forsømme vor vantro Ægtefælle for at kunne have Samfund med dem, der har det nye Sind. Tværtimod har enhver Forpligtelse overfor sin jordiske Ægtefælle til ikke at berøve ham eller hende nogen tilbørlig Rettighed eller noget rimeligt Samfund, dog indbefatter dette ikke, at vi skal underkaste os et saadant Tyranni, at vi ikke med Rimelighed kan efterkomme den guddommelige Befaling: »Lad os ikke forsømme at komme sammen, . . . og det saa meget mere, som I ser, at Dagen nærmer sig.« — Heb. 10, 25, Grundteksten.

»Ær alle.«

»Som frie, og ikke som de, der har Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. Ær alle, elsk Broderskabet, frygt Gud, ær Kongen!« »Betal alle, hvad I er dem skyldige: Den, som I er Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt [Ærbødighed], Frygt; den, som Ære, Ære. Bliv ingen noget skyldige, uden det at elske hverandre.« — 1 Pet. 2, 16. 17; Rom. 13, 7. 8.

De nye Skabninger, der er frie for al Kødets Skin­syge og Ærgerrighed og bliver drevet af den hellige Aands ædelmodige og gode Tilskyndelser, har ingen Anledning til at føle en Stolthed eller Misundelse, som kunde hindre dem i at sætte Pris paa andres gode Hjerte- eller Aandsegenskaber. De bør med Glæde anerkende andres jordiske Rettigheder og Fordringer, idet de har opgivet deres egne til Fordel for de aandelige, ido himmelske. Ganske naturligt vil de oprigtigt anerkende de store i denne Verden og være fuldt ud villige til at adlyde Lovens Bud og Fordringer, undtagen hvor disse kommer i Strid med de himmelske Befalinger. Kun faa eller ingen af de jordiske Herskere [647] i vor Tid vil finde noget at indvende imod Anerkendelsen af en højeste Skaber og en Førstepligt overfor hans Bud. Derfor bør de nye Skabninger høre til de mest lovlydige nu i Tiden. De skal ikke agitere, strides eller søge at finde Fejl ved det bestaaende. Ganske vist ser de klarere end andre, hvad der kan ankes over. De ser Ufuldkommenheden i alle de bestaaende Forhold, der er grundlagt paa Selviskhedens Lov; men da deres Forstands Øjne er blevet oplyst ved Guds Ord, forstaar de ogsaa, at al menneskelig Agitation og Revolution er ganske ude af Stand til at medføre den nødvendige Forandring, at selv det tidobbelte af, hvad Menneskeheden kunde vente at frembringe, endnu vilde være saare langt fra den Fuldkommenhed, som Herren har vist os, og som han vil indføre i sin Tid, naar hans Rige bliver oprettet — den Tilstand, hvor Guds Vilje skal ske paa Jorden, som den sker i Himmelen.

I Forstaaelsen af, at alle menneskelige Anstrengelser er forgæves, har de nye Skabninger en sundere Opfattelse af de nuværende Forhold end alle andre, der ikke ser, hvad disse ser. De forstaar, at selv den værste Form for menneskelig Regering, selv det mest aabenlyse Misbrug af Magt og Myndighed til Oprettelse af Lov og Orden, er langt bedre, end Lovløshed og Anarki vilde være. De har ogsaa lært, at den mægtige Jehova er interesseret i disse Anliggender, og at hans Tid til og Maade at frembringe de ønskede Resultater paa er de eneste vise og rigtige. Derfor er de nye Skabninger taalmodige, glade og fulde af Haab. Apostelen Jakob siger: »Vær taalmodige Brødre! . . . Herrens Tilkommelse er nær.« (Jak. 5, 7. 8.) Hans Rige vil snart bringe hele Verden Retfærdighed og Velsignelse.

De nye Skabninger lytter ogsaa til Herrens Budskab: »Lad ikke din Vrede optændes over de onde:« de skal hastigt blive afskaaret. (Ps. 37, 1. 2.) Medens andre finder det vigtigt at diskutere politiske og økonomiske Forhold, forstaar de nye Skabninger, at [648] Gud har forudset den bestaaende Tilstand og allerede har truffet Afgørelsen angaaende de herskende egenkærlige Institutioner: »Mene, mene, tekel ufarsin . . . vejet er du paa Vægtskaal og fundet for let.« (Dan. 5, 25-28.) De erkender, at Guds Dom i Sagen, som Skriften udtrykker det er rigtig og uafvendelig, og de venter taalmodigt paa, at Herren skal indføre en Forandring i Tingene i Overensstemmelse med sin Vilje og sine Forjættelser. Skønt de indser, at dette vil medføre store Trængsler for Verden, hviler de dog i Guds Løfter og »lægger Nøglerne til Morgendagen i Kristi Hænder«. De forstaar, at deres Ord, Tanker eller Handlinger ikke kan have nogen Indflydelse paa det endelige Resultat, men at de kan have fuld Tillid til Guds Visdom og Magt. I sin Omtale af den nye Skabning i Forbindelse med de stormfulde Tider, der forestaar, siger Profeten: »Den [Zion] skal ikke rokkes« — dens Tillid og Tro er sikkert grundfæstet, ikke paa Uvidenhed og Lettroenhed, men paa Guds levende og blivende Ord. — Ps. 46, 6.

Det synes hverken at være nødvendigt eller klogt for de nye Skabninger at forurolige Verden med Hensyn til den kommende Storm. De husker først og fremmest, at Herren udtrykkeligt har erklæret: »Ingen ugudelig skal forstaa det.« (Dan. 12, 10.) De husker ogsaa, alt den stakkels sukkende Skabning har tilstrækkeligt at bære i sine daglige Plager og ikke trænger til yderligere at ængstes for den kommende Nød, som den dog ikke kan afværge. Hver Dag har nok i sin Plage. Medens vi altsaa ikke vil unddrage os »fra at forkynde hele Guds Raad« for dem, der synes at have Øren at høre med, vil vi dog gøre rettest i ikke at spilde Tid paa dem og vække deres Vrede, som ikke sætter noget Værd paa Herren og hans Ord. Vi skal ikke kaste vore Perler for Svin. Visdommen herovenfra bør lede os, den, der først er ren, dernæst fred- [649] sommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter. — Jak. 3, 17.

At ære Menneskene, at have Respekt for dem ifølge deres Karakter eller Embede og at adlyde Lovene behøver ikke nødvendigvis at betyde at tage Del med Verden i Regeringshandlingerne. Der er blevet foreslaaet en Lov om, at alle Mænd skal afgive deres Stemme. Hvis nogen saaden Lov skulde blive vedtaget, maa dde nye Skabninger adlyde den, og det uden Knurren. Idet de efterkommer et saadant Bud, bør de stemme paa den, der efter deres Skøn er mest at foretrække af de opstillede Kandidater. Men saa længe der ikke foreligger noget saadant Lovbud, vil vi tilraade dem at bevare en streng Neutralitet med Hensyn til Politikken og helt undgaa at stemme. Vore Grunde hertil er følgende:

1) Vi kan ikke haabe at finde paa Valglisten nogen, der efter vor Maalestok er fuldt ud dygtig til sit Embede.

2) Vi kan alligevel ikke haabe, at vore Stemmer skulde have nogen egentlig Indflydelse paa Valgresultatet.

3) De af de nye Skabninger, der giver sig af med Politik, og hvad dertil hører, faar ikke blot deres Tid optaget heraf, men ogsaa deres Kræfter og Midler, hvilket alt er indviet til Herren, til de himmelske Ting, til Fremme for det gode Budskab om en stor Glæde. Og ikke blot det, men deres Tanker vil ogsaa nødvendigvis blive optaget af de politiske Interesser i en saadan Grad, at det hindrer deres Samfund med Herren i Aanden.

4) De, der stemmer paa en Mand eller et Parti, bliver mere eller mindre forpligtet til at støtte Valgresultatet, om fornødent med Vaabenmnagt. Ganske vist kan enhver Borger ifølge Lovene komme i den Stilling, at han med Sværdet maa forsvare det Samfund, han [650] lever i; men ved at tage aktiv Del i Valgene paatager man sig en særlig moralsk Forpligtelse overfor og et vist Ansvar med Hensyn til den Regering, som man har været med til at danne. Vi foretrækker derfor at indtage det Standpunkt, der er mest hæderligt overfor Herren, Samfundet og os selv, nemlig, som Skriften siger, at regne os selv for fremmede og Udlændinge. (Ps. 39, 13; 1 Pet. 2, 11.) Udlændinge maa adlyde Lovene; det maa vi ogsaa. Udlændinge maa betale Skat efter Loven; det maa vi ogsaa. Udlændinge har Ret til Beskyttelse under Loven; det har vi ogsaa. Men Udlændinge har ingen Pligt til at kæmpe imod deres egen Konge, hvem de først og fremmest skylder Troskab. Vi foretrækker saa vidt muligt at staa i samme Stilling; thi vi er jo blevet »friet ud af Mørkets Magt og sat over i Guds elskede Søns Rige« — i dets Fostertilstand. — Kol. 1, 13.

Er vi ikke den store Konges Undersaatter? Og staar ikke alle denne Verdens Riger mere eller mindre i Forbindelse med »denne Verdens Fyrste« og hans Lov, Egenkærlighedens Lov? Er vi derfor ikke fremmede og Pilgrimme her, i nogen Grad Udlændinge? Det er vigtigt for os, at vi elsker og sætter Pris paa enhver god Lov og alle de jordiske Loves Tjenere. Ligeledes kan vi kun glæde os over, at Flertallet af de nye Skabninger lever under de bedste Regeringsformer, der findes i Verden i Dag. Det maa vi agte for en Gunst og Velsignelse fra Gud. Vi skal derfor være de sidste til at knurre imod vort Fødeland, dets Herskere eller dets Love. Men det betyder ikke, at vi skal kæmpe for disse Herskere med kødelige Vaaben eller forøge vort Ansvar ved at stemme paa dem.

Ganske vist er det ikke altid sikkert, at Regeringen vil fritage dem, der modsætter sig Krig, fra at deltage i denne, skønt der i Fortiden er blevet bevist nogle, der ligesom vi selv har troet, at Krig er uretfærdig, stor Velvilje. F. Eks. er Kvækerne ved særlige Love blevet [651] fritaget fra at gøre Krigstjeneste. Det kan være, at der bliver forlangt af os, at vi skal gøre Militærtjeneste, hvad enten vi stemmer eller ej. Hvis det sker, vil vi være nødt til at adlyde de bestaaende Øvrigheder. Vi maa da betragte det som Guds Forsyns Ledelse og stole paa, at han er i Stand til at styre alt til det Bedste for os selv og andre. I et saadant Tilfælde vil vi anse det for rigtigst at fremkomme med en delvis Forklaring overfor vedkommende Officerer og bede om Overflyttelse til Sygeplejeafdelingen, hvor vi kunde gøre Tjeneste med fuld Billigelse af vor Samvittighed. Men selv om vi blev tvunget til at tjene ved Fronten og skyde vore Bøsser af, vilde vi dog ikke være forpligtet til at dræbe vore Medmennesker.

De nye Skabningers Stilling til moralske Reformer.

Alle de nye Skabninger maa nødvendigvis sympatisere med Moral, Retfærdighed, Renhed og Godhed. af enhver Art. De vil ikke blot ønske at være rene i Hjertet, men ogsaa at være rene i personlig Optræden, i deres Vaner. Dette vil gælde saavel deres Klædedragt som deres Mund. Dog maa vi ikke gøre os skyldige i den Fejltagelse at tro som Verden, at det, vi putter i Munden, gør denne mere uren, end de Ord, der udgaar af den. Renhed i Hjertet vil føre til Renhed og Sandhed i Ord saavel som til Renhed med Hensyn til, hvad vi spiser, drikker og klæder os med, for at vi kan herliggøre Gud i vore Legemer og i vor Aand, der hører Herren til. Det sømmer sig ikke for os at paalægge andre Baand og Byrder, som ikke findes i Guds Ord. Ethvert Medlem af den nye Skabning maa saa vidt muligt forstaa, at hans Indvielsesløfte gælder enhver Handling i Livet. Hvis han har Tilbøjelighed til Fraadseri, Drukkenskab eller andre smudsige Vaner af nogen Art, maa han altid omhyggeligt vaage og bede, for at han i alt kan herliggøre Herren og bruge sin Indflydelse til størst muligt Gavn for sine Medmen- [652] nesker. Vi er ikke bange for at hævde, at kun faa af de nye Skabninger vil mene, at de kan herliggøre Gud ved at spise eller drikke noget, som hindrer dem i den bedste Udfoldelse af deres intellektuelle, moralske og aandelige Evner. Sikkert vil de allerfleste indrømme, at selv i heldigste Tilfælde er vore Evner og Talenter allerede i Forvejen sørgeligt svækket ved Faldet, saa at vi snarere burde se at styrke end yderligere at undergrave dem.

Om at bære kostbare Klæder.

Der kan til en vis Grad hævdes, at intet er for godt for et sandt, trofast og ædelt Guds Barn, der har indviet sit Liv og sit alt til Herrens Tjeneste. Vi kunde ogsaa hævde, at Englene og alle de himmelske Ting uden Tvivl er straalende og herlige i deres Udseende, og at Gud derfor ønsker Pragt og Herlighed hos dem, der er hans. Naar vi betragter Sagen fra dette Synspunkt, kunde vi først være tilbøjelige til at mene, at det vilde være rigtigt for de nye Skabninger at pryde deres dødelige Legemer med Guld, Juveler og kostbare Klæder. Men lad os se paa den anden Side af Spørgsmaalet — paa Grundene til, at de nye Skabninger ikke skal pryde deres dødelige Legemer ødselt eller overdaadigt:

1) Et pragtfuldt ydre Udseende leder ganske naturligt til en større eller mindre Grad af Stolthed. Vi ved alle, at Trang til at tage sig godt ud for andre er en særlig Fristelse for vort faldne Kød og noget, som lægger store Hindringer i Vejen for Udviklingen af Sagtmodighedens og Ydmyghedens Aand. Alt, hvad der vilde tjene til at frembringe Stolthed og hemme Udviklingen af Ydmyghed, maa derfor betragtes som stridende mod de nye Skabningers Interesse.

2) De fleste Mennesker hindres ved Fattigdom i at gaa luksuriøst klædt. Saa længe de beherskes ef det naturlige Sind, vil de derfor ganske sikkert se med Misundelse paa de rige og særlig paa dem, der bærer [653] deres Rigdom aabenlyst til Skue. Kærlighedens Aand hos de nye Skabninger vil under disse Omstændigheder faa dem til at tage Hensyn til andres Tilstand og Følelser og ikke ægge dem til Begærlighed eller Misundelse ved at fremtræde paa en Maade, der kunde faa de andres Lod til at synes endnu bitrere ved Modsætningen.

3) Alle de nye Skabninger har indviet deres alt til Herren og hans Tjeneste og er gaaet ind paa at bruge, hvad de faar af denne Verdens Gods, i Overensstemmelse med hans Eksempel, der er blevet vor Frelser og Herre. Han lærte os at ofre — ikke blot Tid og Indflydelse, men ogsaa Midler og Rigdomme. Han, der var rig, blev for vor Skyld fattig. De nye Skabninger vil i samme Grad, som de forstaar Betydningen af deres Pagt og søger at leve efter dens Vilkaar, kunne finde bedre Brug for de Penge, der bliver dem betroet, end at give dem ud til kostbare Klæder, hvorved de ikke blot kan skade sig selv, men ogsaa opirre andre. De vil søge at faa saa meget som muligt ud af hver Krone i Herrens Tjeneste.

Vi gør maaske her vel i at henlede Opmærksomhe­den paa, at vi som Regel ikke vil kunne gøre nogen mere trofast Brug af vore Penge ved at sætte dem fast i Aktier, Obligationer og Ejendomme end ved at bære dem paa os i Form af Juveler eller dyre Klæder. Penge har deres Værdi efter den Brug, vi gør af dem. Og ethvert Medlem af den nye Skabning, som besidder Rigdom, bør omhyggeligt tænke paa sit Ansvar som Husholder og være snar til at bruge sine Midler i Over­ensstemmelse med sin Forstaaelse af Guds Vilje. Han bør huske paa, at alle vor faldne Naturs Tilbøjeligheder gaar i Retning af Egenkærlighed, og at det nye Sind derfor maa kæmpe med og overvinde denne Stræben, hvis han vil vinde Sejrsprisen.

Naar et verdsligt Menneske med storladne Principper, der erklærer, at han ikke er kristen, men at han, hvis han i det hele taget har nogen Religion, er Bud- [654] dhist, fremsætter som Læresætning, at »det er en Skam for et Menneske at dø rigt«, hvor meget mere bør da ikke alle de nye Skabninger føle dette — at det vilde være en Skam for dem, hvis de efter at have indviet deres alt til Herren, gav indviede Penge ud for at pryde deres egen Person eller sad og rugede over dem, medens de kunde finde saa, mange Lejligheder i Livet til at bruge dette Talent fordelagtigt! Hele Skabningen sukker og er tilsammen i Smerte, som Apostelen siger. »De fattige har vi altid hos os«, sagde Mesteren. Uden Tvivl vil alle gode Mennesker finde utallige Anledninger til at gøre vel paa en verdslig Maade og i timelige Ting. Hvor meget mere maa da ikke de nye Skabninger kunne finde rigelige Anledninger til at gøre en fornuftig Brug af, hvad der er blevet dem betroet, saa at de viser Maadehold med Hensyn til deres personlige Fornødenheder for desto bedre at kunne benytte de Lejligheder, som viser sig overalt omkring dem, til at uddele de aandelige Gaver, som Herren gavmildt har skænket os. De vil maaske ad den Vej blive i Stand til at iføre andre Kristi Retfærdsklædning og give dem det Brød, der kommer ned fra Himmelen, og kan saaledes ved Hjælp af dette Middel blive desto bedre i Stand til at forkynde hans Dyder, som har kaldet os fra Mørket til sit underfulde Lys. Det er uden Tvivl i den Hensigt at give sine Børn Lejlighed til at tjene paa denne Maade og vise deres Hengivenhed og Trofasthed som Husholdere, at Herren har ladet sin Sag være i en saadan Tilstand, at den bestandig kræver af de indviede, at de fornægter sig selv, tager deres Kors op og følger ham, hvem Gud har udsendt til at være et Mønster for os.

Vi vil hermed ikke. sige, at vi skal gøre os selv til Tiggere, der er afhængige af andres Barmhjertighed, ved at give alt bort i Herrens Tjeneste uden saa meget som at beholde en Sæd, hvoraf vi senere kan høste. Heller ikke er det vor Tanke, at Opofrelsen skal gaa 

[655] saa vidt, at Herrens Folk kommer til at tage sig særlig lurvede eller gerrige ud. Efter vor Forstaaelse vil det være ret at klæde sig sømmeligt, saa at Klædedragten passer til ens Omgivelser og Forhold uden at være stødende for Øjet. De nye Skabninger bør ganske sikkert være Eksempler for Verden i denne Henseende. De maa vogte sig for ikke at klæde sig eller forsøge at klæde sig bedre, end de har Raad til, eller give det Udseende af, at de besidder Rigdomme, som de i Virkeligheden ikke ejer. Ja, i Stedet for at leve og klæde sig saa godt, som man har Raad til, bør Herrens Folk leve og klæde sig tarveligere for ikke blot at have lidt lagt til Side til de nødtørftige Ting i Livet, men ogsaa for at kunne udøve Godgørenhed og Barmhjertighed mod dem, der er i Trang.