Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 15

DEN NYE SKABNINGS FJENDER OG FRISTELSER.

»Det gamle Menneske.« — Verden som en Fjende af den nye Skabning. — Den store Modstander. — Han var en Løgner og en Manddraber fra Begyndelsen. — Satans onde Forbundsfæller. — Dæmonernes Hærskarer. — Hvorledes Satans første Løgn lever videre. — »Christian Science« og Teosofi. — Ikke blot Kamp med Kød og Blod. — Det ondes Tjeneste. — Modstanderens Besnærelser. — »Troens Bøn skal frelse den syge.« — »Hvis Satan uddriver Satan.« — Om at elske Retfærdighed og hade Uretfærdighed. — Mark. 16, 9-20. — Navnkirken som den nye Skabnings Modstander. — Guds fulde Rustning.

FORST iblandt den nye Skabnings Fjender staar det gamle Menneske, den gamle Vilje. Lad os undgaa den Fejltagelse, som saa mange gør sig skyldige i med Hensyn til dette Spørgsmaal. Vi maa ikke tænke, at den nye Skabning har to Sind, to Viljer. »En tvesindet Mand er ustadig paa alle sine Veje«, utilfredsstillende for sig selv og uantagelig for Herren. Den nye Skabning er ikke tvesindet, han har blot det ene Sind, den ene Aand, den ene Hensigt, den ene Vilje, og det er den nye Vilje, Kristi Aand, den hellige Aand. Han har ikke delvis antaget Kristi Sind og delvis beholdt sin egen Vilje, men han har foretaget en fuld Indvielse af sin gamle Vilje til Herren. Den gamle Vilje er blevet regnet for død, den har ikke mere noget at sige over hans Anliggender. Saaledes var det, at han blev antaget som et Lem paa Kristi Legeme. Han skulde ikke mere selv have nogen Vilje, men lade sig beherske af Hovedets Vilje. Derved blev han en ny Skabning i Kristus Jesus, de gamle Ting svandt bort, og alt blev nyt. De, der ikke har foretaget en saadan Overgivelse af sig selv, er ikke blevet Medlemmer af Menigheden, [658] Kristi Legeme, skønt de maaske nok hører med til Troens egne, fra hvem alle de udvalgte kommer.

Men endskønt den gamle Vilje saaledes blev fuldstændigt og for bestandig opgivet, regnet for død af Herren og alle dem, der anlægger hans Syn paa Tingene, og skønt Kødet ogsaa blev regnet for dødt med Hensyn til Synden, men levende for Gud, levendegjort ved Løfterne og underlagt den nye Viljes Herredømme (Rom. 6, 11; 8, 11), er dog denne Kødets og Viljens Død og Kødets Opstandelse som Tjener for den nye Vilje, som Tjener for Herren og Sandheden i Overensstemmelse med den gyldne Rettesnor, kun tilregnede Forhold. Døds og Livstilstanden maa stadig opretholdes ved, at den nye Vilje gør Modstand mod den gamle Viljes Liv og Virksomhed og hindrer den i at faa Magt over Kødet. Hvis den nye Vilje bliver ligegyldig og undlader at bruge det dødelige Kød som Tjener for de højere, aandelige Ting, vil Kødet hurtigt genvinde sin tidligere Stilling og søge at fremme sine egne Interesser og Ønsker, der er det nye Sind og dets Interesser fjendtlige. Derfor maa den nye Skabning bestandig være paa Vagt overfor mulige Oprør og maa, som Apostelen udtrykker det, holde den gamle Vilje i Trældom, i Dødstilstand, sammen med dens Ønsker og Begæringer; den maa bestandig døde Kødets Attraa og Længsler. Apostelen siger i denne Henseende om sig selv: »Jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom [i Dødstilstand, saa vidt det angaar Kødets selviske Vilje], for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet« — skal undlade at befæste min Kaldelse og Udvælgelse. — 1 Kor. 9, 27.

Det inspirerede Ord siger, at »Hjertet [det naturlige Hjerte] er bedragersk, mere end alt andet, og ondt er det.« (Jer. 17, 9.) Der er ikke her Tale om den Legemsdel, vi kalder Hjertet, men om det, som udtrykkes ved Hjertet i Skriften, nemlig de naturlige Følel- [659] ser. Den nye Skabning faar et nyt Hjerte, en ny Vilje, en ny Maalestok for Følelserne, efter hvilken Gud og hans Retfærdighed, hans Sandhed og hans Plan indtager Førstepladsen, mens alt andet bedømmes og værdsættes efter dets Overensstemmelse med Herren og hans Retfærdighed. De, der ejer det nye Hjerte, maa nødvendigvis elske alle Medlemmer af den nye Skabning mest og inderligst. Derfor siger Apostelen, at vi lettest kan dømme, om vi som nye Skabninger er blevet forenet med Herren, ud fra, hvorvidt vi elsker Brødrene. Dog maa denne Kærlighed, som vi har set, ikke hindre os i paa rette Maade at opfylde vore Forpligtelser overfor andre.

Den nye Skabning, det nye Hjerte, med dets nye Følelser, bliver bestandig angrebet af Fjenderne, de gamle Følelser, det egenkærlige Sindelag. Da den nye Skabning nu er underlagt Guds Bud om at være hensynsfuld og ædelmodig overfor andre, benytter den gamle Natur ofte dette for at bedrage det nye Hjerte, idet den ligesom siger: »Du har regnet mig for død; du har sat mig ud af Spillet, og jeg er død i Sammenligning med, hvad jeg tidligere var. Men du maa dog tage noget Hensyn til mig og ikke behandle mig alt for groft. Du kan da ikke nægte, at jeg har gjort betydelige Fremskridt. Læg nu ikke alt for tunge Byrder paa mig; det vilde ikke være retfærdigt. Du maa virkelig være egenkærlig i en vis Grad. Du maa tage Hensyn til dig selv og til din Familie — ikke blot sørge for, hvad der er strengt nødvendigt, men søge at skaffe dig selv og dine Rigdom og sociale Fordele. Du maa ofre dig for din Familie.«

Ja, hvor bedragersk er dog ikke det gamle Hjerte! Og hvor bestikkende er ikke dets falske Slutninger! Mange er de, der til deres Sorg har erfaret dette. Hvor mange er ikke blevet forført og overlistet af det gamle Sind! Hvor mange er ikke kommet ud i Trældom ved det gamle Hjertes Bedrageri! Den Bevis- [660] grund, som Kødet særlig benytter sig af, er Formaningen til de nye Skabninger: »Saa vidt det staar til eder, da hold Fred med alle Mennesker!« Dette almindelige Raad søger det gamle Hjerte at hæve langt op over, hvad der var Formaalet med det, og at sætte det foran Guds Bud, der siger, 1) at vi skal elske, tjene, ære og adlyde Herren af hele vort Hjerte, med hele vort Sind, vor Sjæl og Styrke, og 2) at vi skal elske vor Næste som os selv. Dette tillader os ikke at leve i Fred for enhver Pris. Hvis det gamle Hjerte, det gamle Sind, den gamle Vilje, kan faa den nye Vilje til at tilsidesætte Sandheden eller Pligten for Fredens Skyld, vil der slet ikke være nogen Ende paa det gamle Sinds Fordringer. Resultatet vil blive, at den rive Skabning snart i Fredens Interesse krænker selve det inderste af dens Pagt med Herren og fuldstændigt underkaster sig den gamle Vilje, skønt den slet ikke oskede at gøre det, ja, tilmed kæmpede imod den. Men den blev besnæret af den gamle Viljes Bedrageri og af dens behændige Forvanskning af Guds Ord.

Naar den nye Vilje saaledes bliver angrebet, bør den, bestemt hævde, at Freden ikke er det vigtigste ifølge Herrens Løfte, skønt den vel er noget meget ønskværdigt i Hjemmet og alle andre Steder. Herren har forud forkyndt de nye Skabninger, at saa sandt de vil leve gudeligt, maa de komme til at lide Forfølgelser. Og Forfølgelser betegner noget helt andet end Fred med alle. Herren har sagt, at hvis de lader Lyset skinne, vil Mørket hade Lyset og staa det imod. Om muligt vil Mørket faa Ejermanden af Lyset til at stille dette under en Skæppe, til at skjule det. For at udvirke dette, vil Mørket føre en Krig, der kommer til at betegne noget ganske andet end Fred. Herren forsikrer os, at alt dette udgør Prøver for de nye Skabninger. De maa forstaa, at den Fred, der er den vigtigste for dem, ikke er Fred i Kødet, men Fred i Hjertet, den Guds Fred, der overgaar al Erkendelse. [661]

De nye Skabninger maa lære at forstaa, at de kan have denne Guds Fred i deres Hjerte, selv naar de ydre Forhold er alt andet end fredelige. Den fulde Harmoni med Herren er Belønningen for at have været trofast, hvor svære Prøverne, og hvor stort Ofret end har været. Naar derfor Kødet stiller sine Fordringer, og de, der staar nærmest, hvad jordiske Baand angaar, fremfører deres Bevisgrunde, maa den nye Skabning først og fremmest tænke paa sin vigtigste Forpligtelse, nemlig at elske og tjene Herren med hele Hjertet, Sindet, Væsenet og Styrken, og erindre sig, at alle dens Handlinger overfor Familien, Kødet eller Næsten maa under­ordnes under denne Førstelov om Lydighed mod Gud.

Paa den anden Side skal de nye Skabninger ogsaa undgaa al Fanatisme. De skal ikke gøre noget, blot fordi det er ubehageligt for dem selv eller andre. De skal ikke mene, at Herrens Vilje altid udtrykkes ved det modsatte af, hvad de selv har Tilbøjelighed til. Det kræver et alvorligt og taalmodigt Studium af Guds Ord, af den Aand og de Principper, der ligger bagved Guds Befalinger, at blive i Stand til paa rette Maade at anvende Ordets Vejledning i det daglige Livs Anliggender. Det er imidlertid kun faa, der fristes i den Retning, vi her har omtalt. De fleste føler sig mest tilskyndede til at tilfredsstille Kødet og har derfor særlig behov for Agtpaagivenhed i denne Henseende, saa at de ikke vandrer efter Kødet, tilfredsstiller det, tjener det, underlægger sig det og derved gaar den modsatte Vej af den, de indviede sig til at følge. Selv om  de ikke vandrer efter Kødet i den Forstand, at de tjener og efterfølger det, har de behov at være særlig paa Vagt, for at ikke Kødet skal afholde dem fra at vandre efter Aanden, fra at gøre Fremskridt i aandelige Ting. Thi Kødet vil bestandig forsøge at standse deres aandelige Fremskridt og derved hindre dem i at bære Frugter, i at vokse og blive mere nyttige, ja, i at sejre og [662] vinde den store Sejrspris, Medarveret med Kristus til Riget som Medlemmer af den lille Hjord.

Vi maa altid holde fast ved den Tanke, at vi som nye Skabninger har indviet alle vore jordiske, alle vore kødelige Interesser til at opofres, og at intet mindre end Opofrelsen af disse kan bringe os den fulde Udvikling og gøre os skikket til de helliges Arvedel i Lyset, til Delagtighed i den første Opstandelse, i Hæderen, Æren og Udødeligheden sammen med Kristus. Den eneste Indskrænkning, vi skal anerkende med Hensyn til at ofre alt, er, hvor det drejer sig om deres Interesser, hvis Liv er sammenkædet med vort. Den gyldne Rettesnor byder os at sætte visse Grænser for, hvad vi ofrer, idet vi maa tage rimelige Hensyn til dem af vore kære efter Kødet, som ikke sammen med os har indviet sig til at ofre alt.

Verden som en Fjende af den nye Skabning.

Alt, hvad der henhører til den nærværende onde Verden, er mere eller mindre ude af Traad med Retfærdigheden og derfor mere eller mindre fjendsk mod den nye Skabning og dens Retfærdighedsideal. I det store og hele kan man sige, at Verdens Lov bestaar i Egenkærlighed, til Trods for at Verden selv hævder, og i en vi Grad med Rette, at den anerkender Retfærdigheden som Lov. Vi hører ikke til dem, der mener, at alle den civiliserede Verdens Bestemmelser og Skikke er slette. Tværtimod har vi ofte højligt undret os over, hvor storslaaede Kristenhedens Love i Virkeligheden er, hvor fornuftige, hvor retfærdige og ædle. Mange af dem er øjensynlig blevet vedtaget med det for Øje, at de skulde tjene til Beskyttelse for de svage imod de stærke, saa at alle kunde opnaa fuld Retfærdighed. Men da Egenkærligheden er sammenvævet med hver Tanke, hvert Ord og hver Handling i Verden, er det ikke saa underligt, at selv de mest ophøjede Begreber om Retfærdigheden til Tider kan blive saa stærkt forvirrede. [663]

Vi undrer os virkelig over, at den stakkels faldne Menneskeslægt har kunnet fremstille et saa storslaaet Lovsystem som det, der forefindes i Storbritanniens, De forenede Staters og andre Landes Lovsamlinger. Vi nærer ingen Tvivl om, at den Lov, der blev givet ved Moses og forherliget og forklaret af Jesus og hans Apostle, har haft meget at gøre med, ja, i Virkeligheden har dannet Grundlaget for disse menneskelige Love. Alligevel kæmper Egenkærligheden hos Mennesket bestandig mod Menneskets egen Opfattelse af Retfærdigheden og søger at tilsidesætte den helt eller delvist. Og dette, der uophørligt foregaar efter en udstrakt Maalestok overalt i Verden, er en af de Hovedvanskeligheder, der møder den nye Skabning.

Verden med samt dens Hovmod og Egenkærlighed maa regnes for en af den nye Skabnings værste Fjender. Under Paavirkning af de omtalte Principper driver hele Verden af Sted som en stor Flod, hvor Strømmen paa nogle Punkter er stærkere, paa andre svagere, men hvor alt alligevel har samme Retning. Den nye Skabning er ved sin Indvielse og sit sunde Sinds Aand nødsaget til at gaa en anden Vej, hvorfor han bestandig møder Modstand fra de alment raadende Opfattelser, Følelser og Overleveringer. Han bliver betragtet som ejendommelig, fordi han altid staar i Modsætning til dem, han kommer i Berøring med, og som følger den anden Retning. Han vil ikke kunne undgaa Sammenstød. Dette betyder ikke ydre Fred, men ydre Strid. Dog kan han samtidig have Fred og Glæde indeni sig, fordi han ved, at han ejer Guds Bifald.

Verdens Formaal og Handlemaader er ikke altid uædle og uretfærdige; men de er altid modsatte den nye Skabnings, fordi Verden handler efter Tilskyndelse fra den menneskelige Visdom, medens den nye Skabnirg lader sig lede af Visdommen herovenfra. Den verdslige Visdom anerkender Religionen som et Middel til at holde de onde Mennesker i Ave. Den har sin egen. Op- [664] fattelse af Moral, Godgørenhed, Tro, Haab og Kærlighed. Den kan slet ikke forstaa den nye Skabnings Standpunkt, men er tilbøjelig til at betragte dens Anskuelser som yderliggaaende og urimelige. Den kan ikke fatte Guds Plan eller indse, hvor ringe Betydning det nuværende Liv har i Sammenligning med det tilkommende. Heller ikke kan den verdslige Visdom forstaa, hvor afmægtige alle menneskelige Bestræbelser for at højne Slægten er i Sammenligning med de Foranstaltninger, som Gud har truffet, og hvis heldige Resultater snart vil komme til Syne i Riget, naar den indeværende Tidsalders Gerning er blevet fuldført — naar hele Menigheden er blevet udvalgt, tilslebet og herliggjort.

Den nye Skabning maa derfor ikke indre sig, om Verden hader den — om selv de i moralsk og religiøs Henseende bedste Mennesker i Verden hader den. Dette Verdens Had og denne Modstand, der vel til Tider kan være irriterende og prøvende for vor Troskab og Taalmodighed, maa vi bære med Sagtmodighed i Bevidstheden om, at Verden endnu er forblindet af denne Verdens Fyrste og derfor ikke ser de overvættes store og dyrebare Forjættelser, de dybe aandelige Ting, som bevirker, at vi ved Guds Naade kan regne alt for Skarn og Tab mod dette at vinde, hvad der er os lovet i Ordet. Hvis vi for Fredens Skyld giver efter for Verdens Aand og lader dens Følelser beherske os, beviser vi derved, at vi kun i ringe Grad værdsætter Herren, Sandheden og dens Tjeneste. Resultatet deraf vil blive, at vi, selv om vi ikke mister alt ved fuldstændigt at give os Verdsligheden i Vold, dog vil gaa Glip af Sejrsprisen og kun faa Del med den store Skare, der gennem den store Trængsel naar frem til en mindre betydningsfuld Stilling i Herligheden hinsides.

Meget alvorligt lyder Apostelens Formaning til os: »Elsk ikke Verden, ikke heller de Ting, som er i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens [665] Kærlighed ikke i ham.« (1 Joh. 2, 15.) Vi maa derfor være paa vor Post overfor enhver Tilkendegivelse af Harmoni eller Forbindelse med Verdens Aand hos os selv. Dette betyder ikke, at vi ikke maa vise Forstaaelse overfor dem af vore Venner, som vi kalder verdslige, eller at vi skulde være ligegyldige for deres Interesser. Men det indbefatter, at medens vi paa den ene Side omhyggeligt skal opfylde vore Forpligtelser mod de verdslige, yde dem Skat, hvem vi er Skat skyldige, dem Ære, hvem i er Ære skyldige, dem Hjælp, hvem vi skylder Hjælp, dem Venlighed, hvem vi skylder Venlighed, og dem Medfølelse, hvem vi bør have Medfølelse med, skal vi dog paa den anden Side ogsaa, naar det drejer sig om dem af vore Venner og Naboer, der er under Modstanderens Indflydelse, skelne mellem dem og den Aand, det Sindelag, der virker paa dem og forblinder dem.

Vi skal ikke samstemme med nogen af de bestaaende Institutioner, der alle er grundlagt paa Egenkærlighed og i større eller mindre Grad er i Uoverensstemmelse med Guds Lov, den gyldne Rettesnor. Det kan være nødvendigt for os i en betydelig Udstrækning at ordne vore Anliggender efter den Egenkærlighedens Lov, der hersker i Verden. Men uden at vi skulde behøve bestandig at standse for at tænke over Spørgsmaalet, bør vi bevare vort Hjerte i en saadan Stilling, at vi er ude af Harmoni med de egenkærlige Principper og længes efter den gyldne Rettesnors absolutte Herredømme i alle Livets Forhold samt saa vidt muligt praktiserer denne Lov i vor Omgang med Verden.

Det hører ikke os til at gøre Forsøg paa at omforne Verden og skabe Revolution i Samfundsforholdene. Dette kæmpemæssige Værk har Herren selv paataget sig, og det vil blive fuldt udført paa den store Dag, der nu hurtigt nærmer sig. Indtil da gælder der den Regel for Guds Børn, som lader sig lede af Ordet, at skønt de er i Verden og nødvendigvis maa have at gøre med dens [666] Anliggender og Skikke, maa de dog ikke være i Harmoni med disse. De maa forstaa, at hvis de holder sig i nøje Samfund med Herren og i Overensstemmelse med hans Retfærdighedsprincipper, maa de nødvendigvis føle den samme Modvilje som Gud mod al Uretfærdighed og Lovløshed — i Menigheden, i Staten, i Politikken, i økonomiske Forhold og i selskabelige Skikke.

Vi tror, at nogle, der har set dette mere eller mindre klart, er gaaet til Yderligheder med Hensyn til at fordømme de bestaaende Institutioner, idet de har gjort dette paa en Maade, som Herren og Apostlene hverken paabød eller selv benyttede. Vi maa komme i Hu, at Verden som Helhed lever efter saa ophøjet en Maalestok, som den kan opfatte. Dette blot at finde Fejl ved Ting, som hverken vi selv eller andre har Magt til at rette, er værre end unyttigt, fordi det avler Utilfredshed og Ærgrelse uden at hidføre de forønskede Resultater. Johannes Døberen viste os et godt Eksempel i denne Henseende, da han paa Forespørgsel af nogle romerske Soldater om, hvad de rettest burde gøre, svarede: »Øv ikke Vold mod nogen [krænk ikke de Love og Regler, som I er blevetstillet under af eders Regering], og lad eder nøje med eders Sold!« Det er meget ufornuftigt blot at gaa omkring og gøre Folk utilfredse med deres nuværende Forhold og Omgivelser. De nye Skabninger bør altid have Tilbøjelighed til og virke hen imod Fred. Selv om vi ikke finder nogen Anledning til at rose det bestaaende, behøver vi dog heller ikke særlig at fordømme det.

I saadanne Ting gør vi vel i at efterfølge Overengelen Mikael, der ikke engang fremførte en Bespottelsesdom mod Djævelen, men kun sagde: »Herren straffe dig!« — paa sin Maade og til sin Tid. (Judas 9.) I Bevidstheden om, at Herren til sin Tid og paa sin Maade vil straffe de bestaaende Institutioner, kan vi med Apostelen sige til os selv: »Vær taalmodige; thi Herrens Tilkommelse er nær« — Oprettelsen af hans Rige [667] er lige for Haanden, og det vil raade Bod paa alle Vanskeligheder. Det vil ikke alene være forgæves, men ogsaa skadeligt at forsoge at fremtvinge disse Ting før Tiden, idet Misfornøjelse til alle Sider vil blive Resultatet deraf. Iblandt denne Verdens Børn vil Herren kunne finde fuldt op af Agitatorer, naar det Tidspunkt kommer, da disse Spørgsmaal skal behandles. Indtil da vil alle Medlemmer af den nye Skabning gøre klogt i at undgaa saadanne Diskussioner, som kun kan vække Strid og Kiv, og i hovedsagelig at tale til Guds Børn og dem, som har Øren at høre med, angaaende de dybere Ting i Guds Plan. Naturligvis maa der ogsaa ved passende Lejligheder nævnes noget om den Trængsel, under hvilken Riget vil blive oprettet.

De nye Skabninger, de kongelige Præster, har en Gerning at udføre, som ikke har noget som helst at gøre med Verden eller dens Bevægelser nu i Tiden. Som vi allerede har paapeget, skal de støde i Sølvbasunerne, forkynde den guddommelige Plans Sandheder for saadanne, som har Øren at høre med, som ikke er blevet, gjort blinde og døve ved Modstanderens Bedrag. Deres Opgave ligger særlig iblandt Guds Børn, idet de skal afslutte denne Tidsalders Gerning ved at samle Hveden i Laden. — Matt. 13, 37-43.

I et andet Billede vises der, at Menighedens Arbejde bestaar i som Bruden at gøre sig rede til Brylluppet. (2 Kor. 11, 2; Aab. 19, 7.) Med et saadant Kald hvilende paa sig til at bruge hvert Øjeblik af deres Tid, hver Smule af deres Indflydelse, deres Midler i Herrens Tjeneste, kan de nye Skabninger ikke have en saadan Kærlighed til Verden, at de skulde forsøge at opretholde dens Forhold og Institutioner. Heller ikke kan de have nogen Tilbøjelighed til at foregribe Herrens vise og barmhjertige Foranstaltninger til at omdanne den nuværende onde Verden til den kommende, hvor Retfærdigheden skal bo. — Heb. 2, 5; 2 Pet. 3, 13. [668]

Den store Modstander, Satan.

Apostelen taler om »eders Modstander, Djævelen«, som vil han have os til at forstaa, at vi har meget mere at kæmpe imod end Svaghederne i vort eget Kød og vore Medmenneskers Ufuldkommenheder. Han ønsker, at vi skal indse, at vi har en saare snedig Fjende i Satan, og at vi maa holde os meget nær til vor Hyrde, om vi vil fries ud fra Fristelserne og bevares mod den ondes Magt. Lad os drage nogle af de Skriftsteder frem, der omtaler denne Modstander, hvis Tilværelse nu helt og holdent nægtes af mange:

»Eders Modstander, Djævælen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.« — 1 Pet. 5, 8.

»Da blev Jesus af Aanden ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen.« —Matt. 4, 1.

»Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaa bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild [Gehenna, Ødelæggelsen], som er beredt Djævelen og hans Engle.« — Matt. 25, 41.

»Men de ved Vejen er de, som hører det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort fra deres Hjerte.« — Luk. 8, 12.

»I er af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer vil I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han staar ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.« — Joh. 8, 44.

»Djævelen havde allerede indskudt i Judas', Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham.« — Joh. 13, 2.

»Giv ikke heller Djævelen Rum.« — Ef. 4, 27.

»Ifør eder Guds fulde Rustning, for at I maa kunne holde Stand imod Djævelens snedige Anløb.« — Ef. 6, 11. [669]

»For at han ikke ... skal falde ind under Djævelens Dom.« — 1 Tim. 3, 6. 7.

»De kan blive ædrue igen fra Djævelens Snare.« — 2 Tim. 2, 26.

»For at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, soen har Dødens Vælde, det er Djævelen.«  — Heb. 2, 14.

»Staa Djævelen imod, saa skal han fly fra eder.« — Jak. 4, 7.

»Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn aabenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger.... Derved bliver Guds Børn og Djævelens Børn aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder.« — 1 Joh. 3, 8. 10.

»Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og talte om Moses' Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig!« — Jud. 9.

»Djævelen vil kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skal fristes.« — Aab. 2, 10.

»Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle blev nedstyrtet med ham.« — Aab. 12, 9. 12.

»Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind Aar, ... for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de tusind Aar var til Ende.« — Aab. 20, 2. 3.

»Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen. ... Dette er den anden Død.« — Aab. 20, 10. 14.

»Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud.« — Joh. 12, 31.

»Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig.« — Joh. 14. 30. [670]

»Og naar han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom, ... fordi denne Verdens Fyrste er dømt.« — Joh. 16, 8. 11.

»Hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn.« — Ef. 2, 2.

»Men om ogsaa vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. « — 2 Kor. 4, 3. 4.

»Men da Farisæerne hørte det, sagde de: Denne uddriver ikke de onde  Aander uden ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste. Men Jesus sagde til dem: ... Hvis Satan uddriver Satan, saa er han kommet i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestaa?« — Matt. 12, 24-26.

»Hvorledes er du faldet ned fra Himmelen, du straalende Stjerne, du Morgenrødens Søn?« — Es. 14, 12-14.

»Satan selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.« — 2 Kor. 11, 14.

»Han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdighedens Bedrag for dem, som fortabes.« — 2 Thess  2, 9. 10.

»For at vi ikke skal bedrages af Satan; thi hans Anslag er os ikke ubekendte.« — 2 Kor. 2, 11.

»Thi for os staar Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod den ondes Aandemagter, i det himmelske.« — Ef. 6. 12, Diaglott.

»Den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke. Vi ved, at vi er af Gud, og hele Verden ligger under for den onde.« — 1 Joh. 5, 18. 19, Diaglott. [671]

»Og det skete en Dag, at Guds Sønner kom for at fremstille sig for Herren, og da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.« — Job 1, 6-12; 2, 1-7.

»Og han lod mig se Josva, Ypperstepræsten, staaende for Herrens Engels Aasyn, og Satan staaende ved hans højre Side for at staa ham imod.« —  Sak. 3, 1. 2.

»Jeg saa Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn.« — Luk. 10, 18.

»Derfor har jeg vist mig for dig... Jeg sender dig for at oplade deres Øjne, saa de maa omvende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Magt til Gud.« — Ap. G. 26, 16. 18.

»Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder.« — Rom. 16, 20.

»At overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang.« — 1 Kor. 5, 5; 1 Tim. 1, 20.

»De skal ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale. Thi allerede har nogle vendt sig bort efter Satan.« — 1 Tim. 5, 14. 15.

Da Herren sagde til Djævelen: »Vig bort, Satan« (Youngs Ordbog: Modstander, fjendtlig Aand), og da han senere sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan [Modstander], du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke hvad Guds er, men hvad Menneskers er«, laa der faktisk i dette, at Satan ikke blot er en Fjende af Gud, men ogsaa en Fjende af dem, der er i Harmoni med Gud. (Matt. 4, 10; 16, 23.) Peters Udsagn om, at Djævelen gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge, synes at lære os, at han ikke blot er en Fjende af Menigheden, men ogsaa af hele Menneskeheden. Herren siger dette rent ud. — Joh. 12, 31; 14, 30; 16, 11.

Herrens Paastand om, at Satan baade er den store Modstander overfor Gud og overfor Menneskene, er ikke et Udslag af en livlig Fantasi, men en ligefrem Beretning om kendsgerninger. Han er vor Modstander i en helt anden Forstand, end Verden og vort eget Kød [672] er det. Den gamle Natur modstaar den nye Skabning ikke af Had eller i Bitterhed, ikke med nogen Tanke om at gøre den timelig eller evig Fortræd, men kun fordi det faldne Køds Begæringer er i Modstrid med den nye Skabnings højeste Interesser og med det Haab, hvortil den er blevet avlet. Verdens Modstand skyldes heller ikke nogen Ondskabsfuldhed, men udelukkende Selviskhed, idet den ser Tingene i et ganske andet Lys og har Interesser, der er vidt forskellige fra den nye Skabnings. Satan alene er den forsætlige, intelligente Modstander og Forfører, der, saa langt han faar Tilladelse dertil, benytter sig af overmenneskelige Kræfter for at besnære vort faldne Kød gennem dettes fordærvede Tilbøjeligheder, og som hyppigt benytter verdslige Mennesker som sine uvidende Redskaber i Kampen mod Retfærdigheden og Sandheden samt mo dem, der er af Sandheden.

Han var en Løgner og en Manddraber fra Begyndelsen.
— Joh. 8, 44. —

Den inspirerede Beretning hævder vedholdende, at Satan gjorde Oprør imod Guds Lov, da han paa Grund af sin Magtsyge forførte vore Stamforældre til Ulydighed mod Gud, og at denne samme Modstander siden Menneskets Fald har været en uforsonlig Fjende af Gud, af Retfærdigheden og af Sandheden. Ikke blot har han besnæret Menneskeheden; men han har ogsaa søgt at modsætte sig Udførelsen af den store Forsoningsplan, som Gud har fattet og overdraget til Kristus at bringe til Udførelse. Det synes ikke at fremgaa af Skriften, at Satan havde medsammensvorne iblandt Englene paa det Tidspunkt, da han selv faldt fra og forsøgte at oprette et Herredømme paa Jorden med Guds sidste Skabninger, Menneskene, til Undersaatter. Lige saa sikkert som Satan selv udgjorde en Del af Guds store Skaberværk, lige saa sikkert ved vi, at han blev skabt fuldkommen og retfærdig i Guds Billede. [673] Thi alt Gudis Værk er fuldkomment. (Ef. 3, 9; 5 Mos. 32, 4.) Gud har blot eet Ideal for Retfærdighed og Fuldkommenhed, og det er ham selv.

Men at blive skabt fuldkommen og at blive ved at være det er to vidt forskellige Ting. Det behagede ikke Gud at gøre sine fornuftbegavede Skabninger til Maskiner, der var uimodtagelige for Forandringer i Bevæggrunde og Opførsel. Tværtimod har den skabt alle dem af sine Skabninger, som var udrustet med Moralbevidsthed, efter sit eget Billede med fuld Frihed til at efterjage det rette, det sande, det rene, det gode, saadan som Gud selv gør det, men ogsaa med Magt til at forandre deres Stilling i saa Henseende og blive til Oprørere mod Retfærdighedens Lov. Dog har Gud truffet Foranstaltninger for dette Tilfælde ved at beholde Magten over det evige Liv i sine Hænder, saa at han fuldt ud er Herre over Forholdene, idet han kan udrydde dem af sine Skabninger, som nægter at anerkende og opfylde hans retfærdige Krav. Han har til Hensigt at udslette saadanne af Tilværelsen, som om de aldrig havde været til, og kun tillade dem, der af Hjertet er i Overensstemmelse med hans Fordringer, at leve evigt.

Iblandt Englene, hvortil Satan oprindelig hørte, fandtes der øjensynlig fra Begyndelsen af, ligesom der endnu findes, forskellige Klasser eller Grader. Dog var de alle underlagt den samme Kærlighedens Lov. Tidsaldre igennem har de sandsynligvis i Lydighed mod Skaberens Vilje arbejdet sammen i Enhed og Harmoni. Godhed, Kærlighed, Venlighed, Lydighed mod den himmelske Faders Fordringer og den Lykke, de erfarede ved at overholde disse, var i lang Tid det eneste, de kendte. Men saa indtraf det Tidspunkt, da et andet Træk i Guds Plan naaede sin Udfoldelse. Mennesket blev skabt i en anden Natur end Englenes, en lidt lavere Natur, den menneskelige, den jordiske, den kødelige Natur i Modsætning til den himmelske, [674] den aandelige. Menneskene havde et Hjem for sig selv. Jorden, hvor Samlivet var baseret paa Familieind­delingen, og hvor de to og to, Mand og Kvinde, besad Evne til at videreforplante deres egen Art. I alle disse Henseender adskilte de sig fra Englene, der ikke er kønsligt forskellige, som ikke har nogen Familieord­ning, og som ikke kan forplante sig. Uden Tvivl var denne Guds sidste Skabning et Under i alle Englenes Øjne, og de fik rigelig Anvendelse for deres Fornufts­evner til at forklare sig alt, hvad der stod i Forbindelse med den.

Da var det, at en af de højeststaaende Engle, medens han tænkte over, hvilke Muligheder der laa i denne nye Skabning, kom til den Slutning i sit ærgerrige og egenkærlige Sind, at hvis han blot paa en eller andem Maade kunde bemægtige sig det nys skabte Menneske par og fremmedgøre det for Gud, kunde han ved Hjælp af det oprette et Rige eller Herredømme for sig selv og indtage Jehovas Stilling overfor Menneskene og Jorden. Det var Udførelsen af denne ærgerrige Plan, der gav ham Navnet Satan, Guds Modstander. Han tænkte ikke  paa at tilrive sig Guds Herredømme over Englene, da noget saadant vilde have været umuligt, eftersom alle Englene var nøje bekendt med Gud og ogsaa kendte Satan som en af deres egne. De vilde derfor aldrig have fundet sig i at blive hans Tjenere og Efterfølgere. De var fuldt ud tilfredse med og alt andet end oprørsk sindede mod den Almægtiges retfærdige, kærlige og vise Styre.

Aldrig saa snart havde disse egenkærlige og ærgerrige Tanker fundet Rum i Satans Hjerte, før han begyndte at maale Herren med sin egen forvrængede Maalestok. Han begyndte at tro at Herren i al sin Gerning kun udførte selvske og ærgerrige Planer. Det onde Hjerte er altid rede til at tænke ondt om andre, hvor rene, hæderlige og velvillige de end er. Uden Tvivl mente Satan til at begynde med i det mindste, at hans

[675] Fremgangsmaade var berettiget, idet han fejlagtigt sluttede, at Gud, da han skabte Menneskene paa, et lavere Tilværelsestrin end Englenes, havde ladet sig lede af daarlige, egenkærlige Bevæggrunde, og at Begrænsningen af deres Virkefelt til Jorden alene som deres Bolig fandt Sted, for at Gud saa meget lettere skulde kunne holde dem i Trældom. Da først denne misundelige, oprørske, vanhellige Tanke var kommet ind i Satans Hjerte, blev det kun et Tidsspørgsmaal, naar Ondet vilde udvikle sig yderligere og føre til aabenlys Synd og Modstand mod Guds Bestemmelser.

Maaske var det virkelig i den falske Tro, at han kun hjalp de undertrykte til deres Ret, at Satan kom til Eva i Eden og bildte hende ind, at de strenge Regler, der gjaldt for hende og Adam, med Hensyn til eet af Træerne i Haven, var uberettiget og kun var fastsat af en tyrannisk Gud med det for Øje at hindre dem i Udøvelsen af Friheder, som med Rette tilkom dem, og hvis uindskrænkede Besiddelse vilde være til stor Fordel for dem. Han fik Eva til at tro, hvad der paa dette Tidspunkt muligvis virkelig har været hans egen fejlagtige Overbevisning, at Gud havde løjet for Menneskene, da han erklærede, at en Overtrædelse af Forbudet mod at æde af det bestemte Træs Frugt vilde medføre Døden — Udryddelsen. Satan havde aldrig før set Døden iblandt dem af Guds Skabninger, der var begavet med Fornuft, og han har derfor i sin forvendte Sindstilstand sikkert ikke blot tilskrevet Gud egenkærlige Bevæggrunde i Forbindelse med Skabelsen, men ogsaa antaget, at Gud med Vilje havde løjet for sine Skabninger for bedre at kunne fremme sine egne Planer ved at holde dem i Uvidenhed under et Herredømme, som Satan uden Tvivl har opfattet som despotisk.

Den slette Indskydelse bar Frugter. Eva, der indtil dette Øjeblik havde følt sig taknemmelig mod Gud og fuldt ud sat Pris paa hans Naade og Velsignelse samt [676] anerkendt ham som Ophavsmanden til alt godt, alt sandt, alt kærligt og velvilligt, fik sit Sind forgiftet af den Tanke, at hun blev holdt for Nar, at hun blev berøvet Friheder, der tilkom hende, for at hun skulde hindres i at opnag et større Maa1 af Kundskab.  Hun kom til at tro, at Gud under sit Forsøg paa at holde hende og Adam i Trældom under Uvidenheden, havde løjet for dem, da han truede dem med, at Overtrædelsen af Forbudet vilde have deres Død til Følge. Hende nyerhvervede Ven, Satan, der elskede Menneskene langt højere og var ivrig for, at de skulde faa deres Ret, forsikrede hende jo om, at det ikke vilde drage Ulykke og Død med sig, hvis de aad af det forbudte Træs Frugt, men at det tværtimod vilde bringe dem forøget Kundskab, Frihed og Dygtighed. Giften virkede hurtigt; Egenkærlighed og Havesyge opstod i Evas Hjerte, der aldrig før havde været besjaelet af saadanne Følelser, fordi intent i hendes tidligere Liv havde kunnet indgive hende Tanker af denne Art.

Satans Stilling i denne Sag skilte ham naturligvis fra Jehova. Han satte alt ind paa at gøre Menneskene til sine Tjenere og gennem dem skaffe sig et Rige. Selv vilde han vel have udtrykt det saaledes, at han satte alt ind paa at befri Menneskeslægten fra Gus Tyranni. Da han saa Resultatet af sin Synd — at Menneskene blev uddrevet af Eden og udelukket fra Adgangen til Livets Træer, at de lidt efter lidt visnede bort og døde, blev han uden Tvivl selv skuffet ligesom Eva. Om Adam derimod ved vi, at han ikke blev bedraget. Han vidste, hvad han kunde vente sig af sin Ulydighed. Hans Delagtighed i Overtrædelsen var forsætlig og kunde næsten kaldes Selvmord. Tilskyndet af den Tanke, at hans Hustru maatte dø, fordi hun havde taget af den forbudte Frugt, og i Følelsen af, at al hans Lykke vilde være ødelagt, naar hun var borte, besluttede han at dø med hende. Hvis han bedre havde forstaaet Guds Karakter, som den senere er ble- [677] vet aabenbaret i Forsoningsværket, vilde han uden Tvivl have haft Tillid til, at Gud kunde og vilde hjælpe ham ud af Vanskeligheden. Han vilde da for enhver Pris have været lydig imod Guds Bud.

Men lad os vende tilbage til Satan. Da han først havde valgt den onde Vej, førte ethvert Skridt, han derefter foretog sig, ham blot yderligere bort fra Retfærdigheden. Medens maaske hans første Løgn: »I skal visselig ikke dø«, i nogen Grad blev fremsat i god Tro, har han dog bestandig siden ved alle Midler søgt at opretholde denne falske Paastand og narre Menneskene til at tro, at der ikke findes nogen Død — at de blot bliver mere levende end nogen Sinde, naar de synes at dø. Det er den gamle Løgn tilpasset efter moderne Forhold. Ingen ved bedre end Satan, at den Død, der er kommet over hele Menneskeslægten, er en skrækkelig Virkelighed, og ingen ser bedre end han, at hvis Menneskene klart og tydeligt forstod alt, hvad der vedrører Synden, Straffen, Genløsningen og den forestaaende Genoprettelse, vilde de ved Sandhedens Magt blive draget hen imod deres retfærdige og dog barmhjertige Skaber.

Men dette søger Satan netop at forhindre. Derfor bestræber han sig for at forblinde Menneskene, saa de ikke kan se Guds sande Karakter og Plan, idet han fylder dem med falske og gudsbespottelige Tanker angaaende deres Skaber. Han lader saa vidt muligt ikke Menneskene indse, at Døden og alle de Lidelser, der staar i Forbindelse med denne, aandelig, moralsk og legemlig Sygdom, er et Resultat af Ulydigheden mod Gud, et Resultat af, at de troede Satans Løgn, men vil i Stedet for have dem til at tro og har virkelig ogsaa overbevist mange om, at da den store Jehova, der om sig selv hævder, at han er Legemliggørelsen af Retfærdighed og Kærlighed, skabte Menneskene, gjorde han det med de mest ukærlige og uretfærdige Hensigter overfor de fleste af dem, idet han før Skabelsens Be- [678] gyndelse havde fattet den Plan, at de mange Millioner skulde pines evigt og kun »en lille Hjord« bringes frem til Herligheden som en Prøve paa, hvad han kunde have gjort ved dem alle, hvis han blot havde været noget mere venligsindet overfor dem. Med mange saadanne Bedrag har Modstanderen i Løbet af de seks Tusind Aar fordærvet Menneskenes Dømmekraft og vendt deres Hjerter bort fra Gud og hans Sandhedsbudskab. Apostelen bekræfter dette, naar han siger: »Denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede«, for at Menneskene ikke skal blive oplyst og komme ud af Uvidenhedens og Vildfarelsens Mørke, saa de kan se den himmelske Faders virkelige Karakter og naaderige Plan. — 2 Kor. 4, 4.

Hvor som helst Lyset fra den guddommelige Aabenbaring (ikke blot Bibelen selv, men ogsaa »Sandhedens Aand«) kommer hen, betyder det en større eller mindre Fare for det Mørke, som Satan har fremkaldt ved sine Vildfarelser. Sandheden er tusind Gange mere fornuftig end Satans Paafund og vilde hurtigt faa Magten over ham, hvis ikke Han havde sin Snedighed at støtte sig til. Han skifter bestandig Fremgangsmaade og finder paa nye Bedrag for at opretholde sin gamle Løgn og om muligt forføre endog de udvalgte. En af hans mægtigste og heldigste Bestræbelser for at forvende Sandheden og gøre Vildfarelsen tiltalende bestod i Frembringelsen af det store antikristelige System, Pavedømmet. Ved Hjælp af dette har han udøvet en frygtelig Indflydelse overalt i Verden, saa at selv Menneskene nu til Dags, hvor der findes mere Lys, og hvor dette System har tabt noget af sin Magt, kalder den Periode, da det sad inde med Herredømmet, for »den mørke Middelalder« — mørk af Uretfærdighed, Vildfarelse og Overtro, mørk af gyselige og samvittighedsløse Forfølgelser overfor dem, der søgte at tilbede Gud [679] i Overensstemmelse med deres Samvittighed og havde fundet noget af det sande Lys, som de trofast fremholdt for Folket. Saa djævelsk var denne Institution i sin Metode og Indflydelse, og saa fuldt ud stod den som et Udtryk for Satans List og Ærgerrighed, at den af Herren billedligt beskrives som Satan selv. Den var i den fuldeste Betydning af Ordet hans Repræsentant, medens den gjorde Paastand paa at være Guds. (Se Bind II, Kap. 9.)

Overalt i Profetien træffer vi paa denne Sammenblanding i Beskrivelsen og Benævnelsen af Satan og hans første Repræsentant iblandt Menneskene. Efter at have talt om Ødelæggelsen af Babylons Magt, hvormed der sigtes baade til det bogstavelige Babylons Herredømme over det naturlige Israel og til det billedlige Babylons Forfølgelse af det aandelige Israel, gaar Profeten videre og giver en Beskrivelse, der i første Række passer paa Satan selv, dernæst paa det naturlige Babylons Opkomst og Fald og endelig paa det billedlige Babylon:

»Hvorledes er du faldet ned fra Himmelen, du straalende Stjerne, du Morgenrødens Søn? Hvorledes er du hugget ned til Jorden, du, som nedslog Folkeslag? Og du, du sagde i dit Hjerte: Til Himmelen vil jeg stige op, over Guds Stjerner vil jeg rejse min Trone, og jeg vil tage Sæde paa Forsamlingsbjerget [Guds Folks Rige] i det yderste Norden [Pleiaderne i Nord er længe blevet anset for at være Universets Midtpunkt, Jehovas Trone]; jeg vil stige op over Skyernes Toppe, jeg vil gøre mig den Højeste lig. Nej, til Dødsriget [scheol, Glemselen] skal du stødes ned, til Hulens dybeste Bund. De, som ser dig, skal stirre paa dig, betragte dig og sige: Er dette den Mand, som bragte Jorden til at skælve, som gjorde Jorderiget ligt en Ørken og nedrev dets Stæder, som ikke slap sine Fanger hjem?« — Es. 14, 12-17. [680]

Ligesom det gjaldt om Babylon, at det havde ophøjet sig over alle Riger paa Jorden, saadan gjaldt det ogsaa om Pavedømmet, Antikrist, at det ophøjede sig over Rigerne og Folkeslagene paa Jorden og forsøgte at styre dem med en Jernstav, idet det gjorde Paastand paa at have faaet Myndighed dertil af Kristus. Ligesom det første blev nedstyrtet i Ødelæggelsen, venter der ogsaa det store Babylon, Moderen til Skøgerne paa Jorden, at det som en Møllesten skal kastes i Havet for ikke mere at komme til Syne. Men var end disses Tragten efter at have Herredømme over andre stor, saa var dog Satans Attraa endnu større efter at staa over Guds øvrige Skabninger, efter at skaffe sig et Rige paa Jorden, hvor han kunde herske ligesom Jehova i Himmelen. Dette skal dog mislykkes for Satan. Han skal bindes i de tusind Aar, medens Frelseren regerer for at borttage Forbandelsen fra Jorden og velsigne Verden. Som Skriften klart viser, skal Satan derefter blive udryddet sammen med alle sine Engle, sine Budbærere, alle dem, der under hans Ledelse vandrer paa hans Veje. — Matt. 25, 41; Heb. 2, 14; Aab. 20, 10.

Satans Medhjælpere i det onde. 
— Dæmonernes Hærskarer.

Som vi allerede har set, havde Satan til at begynde med ifølge Skriftens Beretning ingen medsammensvorne iblandt Englene. Vi forstaar tværtimod, at alle de hellige Engle var i den nøjeste Overensstemmelse med Guds Styre, og at nogle af dem fik til Opgave at herske over de faldne Mennesker for om muligt at hjælpe dem tilbage til Harmoni med Gud og hindre dem i at synke endnu dybere. Dette laa forud for Vandfloden paa Noas Tid. Det var første Gang, Englene fik Kendskab til Synd, til Ulydighed mod Gud, til moralsk Fordærvelse. Det blev en Prøve for dem, fordi det lærte dem Muligheden af at gøre det onde, af at trodse Guds Vilje. Det syntes dem, som om der kunde [681] være nogen Fordel forbundet med at følge en urigtig Fremgangsmaade, hvilket blev dem en Fristelse til at være ulydig mod Gud. Skriften viser os tydeligt, at nogle af Englene, der tidligere havde været hellige og lydige, ved denne Lejlighed faldt i Overtrædelse og blev besmittet af Synden. Baade Peter og Judas taler om de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, og som Gud derfor holder i Lænker under Mørke til den store Dags Dom, da deres Sag skal prøves. — 2 Pet. 2, 4; Jud. 6.

Disse faldne Engle, der er adskilt fra de hellig. Engle, kaldes Djævle eller Dæmoner. Satan er deres Fyrste, deres Leder. Ham samarbejder de med ved Udførelsen af onde Gerninger iblandt Menneskene. Da de ikke har noget godt at beskæftige sig med, men er overladt til sig selv i det onde, kan det ikke forbavse os, at Ondskaben hos dem udvikler sig i en frygtelig Grad, og at de er Satans trofaste Medhjælpere i at opretholde den første Løgn: »I skal visselig ikke dø.« Øjensynlig begyndte disse faldne Engle, Dæmonerne, straks efter Syndfloden at forføre Menneskene under Religionens Maske. Skønt de var lagt i Lænker i den Forstand, at de ikke længere kunde vise sig iblandt Menneskene i Kødlegemer, fandt de dog snart i den fordærvede Slægt nogle, som var villige til at tjene som Redskaber eller Medier for dem, og hvis Legemer de kunde virke igennem. Disse Medier eller Mellemmænd mellem Dæmonerne og Menneskene blev i ældre Tider kaldt »Troldkarle«, »Dødningemanere«, »Sandsigere«. »Medicinmænd« eller »Præster« for de falske Religioner. Deres Bestræbelser for at faa Magt over Israels Folk, som Gud havde udvalgt til for en Tid at repræsentere ham paa Jorden, bliver tydeligt omtalt i Bibelen, og Folket advares bestemt imod dem. Der blev i Loven fastsat Dødsstraf for dem, der iværksatte nogen Forbindelse med Dæmonerne. [682]

Mennesket er efter sin oprindelige Beskaffenhed et Billede af Gud, og som saadant et frit, uafhængigt Væsen. Denne Frihed udstrækker sig ogsaa til dets moralske Optræden. Hvor meget det end mister af sin personlige Frihed og kommer i Trældom enten under andre Mennesker eller under sine egne Begæringer, er det dog moralsk set frit stillet. Det kan bruge sin Vilje, sit Sind, som det har Lyst til. Hvis det vil underkaste sig Herrens Vilje, kan det gøre det; hvis det vil give efter for daarlige Indflydelser, kan det ogsaa dette. Vil det staa uafhængigt baade af Gud og af de slette Indflydelser, har det Frihed dertil, saa langt dets legemlige og aandelige Evner rækker. Men ved de nedarvede Svagheder, som skriver sig fra Faldet, er dets Dømmekraft saavel som dets kundskaber blevet betydeligt forringet, hvorfor dets moralske Uafhængighed er i forholdsvis stor Fare, naar det bliver angrebet af »forførende Aander og Dæmoners Lærdomme«, der ifølge Skriftens Udsagn staar bagved de onde Indflydelser Verden over. (1 Tim. 4, 1.) Det er derfor slet ikke overraskende, at disse faldne Engle, Dæmonerne, til enhver Tid og i ethvert Land har kunnet finde Lejlighed til at besætte talrige Medier. De er meget nøjeregnende med Hensyn til, hvem de vælger til deres Redskaber, idet de saa vidt muligt søger at sikre sig dem, der er udrustet med rige Aandsevner, for at de ved Hjælp af disse naturlige Fortrin hos deres Medhjælpere saa meget lettere kan faa Magt over Masserne. Som Følge heraf er det saaledes i de hedenske Lande, at disse Medier, Præsterne, Troldkarlene. Dødningemanerne, Stjernetyderne og Sandsigerne, hører til de viseste og dygtigste. Indenfor den moderne Kristenhed bliver Dæmonernes Medier ofte kaldt med dette særlige Navn, Medier, saaledes som Tilfældet er iblandt Spiritisterne. Det er det mest passende Navn, der kunde tænkes for dem; thi de, der giver sig selv hen til at være Talerør for de orde Mag- [683] ter, er i Virkeligheden blot Medier, hvorigennem de onde Aander virker, ved Ord, Bankning, Skrivning eller paa anden Maade.

Dæmonernes Fremgangsmaade og Hovedlære har til alle Tider og i alle Lande praktisk talt været ens. I Almindelighed giver de sig ud for at være de afdøde, undtagen i nogle ganske særlige Tilfælde, hvor de har været saa frække at vedgaa, at de er Dæmoner, saaledes f. Eks. iblandt Kineserne. Se ogsaa 1 Kor. 10, 20. Ved at udgive sig selv for at være de afdøde Men­nesker udfører de med største Held et mangesidigt Arbejde:

1) De støtter dell oprindelige Løgn, som Satan fremsatte i Eden: »I skal visselig ikke dø.«

2) Ved dette Falskneri skaber de Fordomme hos Menneskene overfor Evangeliet og alle dets Foranstaltninger.

3) Derved faar de Guds Plan til Menneskets Genløsning og til dets Frelse fra Synden og dens Straf, Døden, til at tage sig selvmodsigende og meningsløs ud. Ved at nægte, at Syndens Sold er Døden, og ved at hævde, at Syndens Sold er evig Pine, forhaaner de ikke blot Guds Karakter, idet de fremstiller ham som selve Indbegrebet af al Uretfærdighed og Grusomhed, men de latterliggør ogsaa Skriftens Lære om Genløsningen; thi selv med vor ufuldkomne Dømmekraft kan vi indse, at Herrens Død paa Korset ikke kunde udfri Slægten fra en evig Pine, at der ikke kunde være nogen som helst Overensstemmelse mellem denne Straf og Genløsningsbetalingen.

4) De foraarsager, at Læren om en Opstandelse bliver urimelig og meningsløs; thi hvis ingen er døde, hvorledes kan der da være Tale om nogen Opstandelse fra de døde? Hvis tille Mennesker, naar de dør, bliver mere levende, end de nogen Sinde før har været, og kommer ind under meget bedre Forbold hvad skal de da med en Opstandelse? Hvorfor skulde Opstan- [684] delsen da være det eneste Haab, der fremholdes for os i Evangeliet?

5) De bereder Vejen for besnærende Vildfarelser. Iblandt Hedningerne ytrer disse sig for en stor Del som Tilbedelse af de afdøde og Tro paa en Sjælevandring — ifølge hvilken de, der dør som Mennesker, efter i nogen Tid at have været uden Legeme igen vil blive født til Verden enten som Hunde, Katte, Heste, Køer, Rotter, Mus eller lignende og komme til at gennemgaa forskellige Erfaringer som saanne, hvis de da ikke er værdige til at blive født paa et højere Plan.

6) Indenfor Kristenheden har dette Onde paataget sig den mest sataniske Skikkelse. Denne falske Lære er blevet Grundlaget for alle de skrækkelige Vildfarelser og den megen Overtro, Kristendommen har haft at kæmpe med. Læren om den evige Pine kunde aldrig være opstaaet, hvis ikke Dæmonerne havde faaet Folk bildt ind, at de døde er levende og derfor i Stand til at føle Smerte. Skærsildslæren kunde lige saa lidt være fremkommet og som Følge deraf heller ikke dette at bede for de døde eller at lade Messer læse for deres Sjæle, hvilket for en Del vilde have hindret Fremvæksten af de Systemer, der har levet af disse Falsknerier og bragt Menneskene i Trældom under deres forvrængede Fremstillinger af Guds Karakter og Plan.

7) Skønt Pavedømmets Magt blev brudt ved den store Reformationsbevægelse i det sekstende Aarhundrede, blev dog denne falske Grundsætning, som Dæmonerne har opstillet og i de forskellige Lande understøttet ved forskellige Beviser og Tegn, omhyggeligt bevaret. Reformatorerne vedblev at være bundet af denne første Løgn, der blev fremsat af Løgnenes Fader og opretholdt af de onde Aanders Hærskarer. Derfor blev denne ogsaa indenfor Protestanterne Grundvolden for alle de Vanskeligheder og Vildfarelser, som de forskellige Samfund siden har maattet kæmpe med. Den har for en stor Del gjort dem blinde overfor Lyset [685] i Guds Ord og hindret dem i »sammen med alle de hellige at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er«. — Ef. 3, 18

8) Under Forsøget paa at tilpasse sig efter de forandrede Forhold har denne falske Lære i det sidste halve Aarhundrede givet Rollen som Lysbærer for Menigheden og er optraadt som Ledestjerne for dem, der søger Sandheden. Heri svarer den fuldt ud til den Beskrivelse af dens Ophavsmand, som vi forefinder i Guds Ord: »Satan selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.« — 2 Kor. 11, 14.

9) Det er ikke lykkedes Spiritismen at faa fat i Flertallet af de kristne. Skønt de har været under Indflydelse af den falske Lære, at de døde er levende, har de dog i Almindelighed instinktmæssigt forstaaet, at de indenfor Spiritisternes Kredse optrædende Medier (de bedste, Satan har kunnet sikre sig) ikke var saadanne, som Gud vilde benytte til at meddele sine Venner yderligere Oplysninger og til at bringe dem i Forbindelse med de afdøde, om hvem de fejlagtigt mener, at de er levende og hyppigt nærværende hos dem, skønt usynlige. Efter at den store Modstander gennem Spiritismen har søgt at fange og besnære saa mange sam muligt, har han nu fundet det nødvendigt at indføre endnu snildere Fristelser, endnu nøjere Efterligninger af den sande Kristendom, under Navn af

»Christian Science« (kristelig Videnskab) og Teosofi.

Disse Systemer, der foregiver at vise Ærbødighed for Guds Ord, og som tager Kristi Navn forfængeligt, fordi de ikke har Troen paa ham som Frelser, bliver brugt som Lokkemidler for de kristne, der er vaagne nu i Tiden, for at tilfredsstille deres Hunger efter noget andet og bedre end de menneskelige Overleveringers Avner, som de saa længe har maattet nøjes med. Disse Systemer paastaar, at de bibringer deres Tilhængere videnskabelig Sandhed, medens de i Virkeligheden absolut tilsidesætter Sandhed og Videnskab. [686]

10) Da Satan forstaar, at Guds Plan gaar ud paa inden længe at lade Genoprettelsen begynde, forsøger han at aflede Menneskenes Opmærksomhed fra denne Guds Plan ved at praktisere Helbredelse ad Tankens Vej iblandt dem, der bekender sig til den kristelige Videnskab eller til Teosofien. Disse Efterligninger af Sandheden, som imidlertid fornægter selve Grundvolden for Skriftens Sandhed (Genløsningen), er for os Beviser paa, at Satans Magt til at bedrage Kristenheden er ved at forsvinde, at hans Hus staar for Fald, saa vidt det angaar tænkende Mennesker. Lyset fra Tusindaarsdagen er ved at gry over Verden, og den store Vildfarelsens Ophavsmand er bragt til sit yderste. Gud være lovet, at han vil blive bundet, for at han ikke skal forføre Folkene i de tusind Aar, da. Kristus hersker, og da Kundskabens Lys skal fylde Jorden, ligesom Vandet dækker Havets Bund!

Kaster i Blikket paa den hedenske Verden, ser vi klart den frygtelige og nedbrydende Gerning, disse Dæmoner har udført iblandt Menneskene, idet de har smedet dem i Overtroens Lænker ved Hjælp af Mirakler og »sorte Kunster«, som de har udført gennem deres menneskelige Redskaber — f. Eks. Indiens Fakirer i vor Tid. Skriften viser os, hvilken Virkning Evangeliet har papa saadanne Djævelens Gerninger, og paapeger, at Lyset fra Guds Sandhed er det »Verdens Lys«, der alene er i Stand til at sprede Modstanderens Mørke. Læg Mærke til den Kamp mellem Lys og Mørke, som Apostelen Paulus oplevede, da han rejste gennem Asien til Europa og undervejs fremholdt det sande Lys. »Mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bar deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem 50 Tusind Sølvpenge værd. Saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.« — Ap. G. 19, 18-20. [687]

Apostlene var bestandig i Kamp med disse onde Aander, der undertiden søgte at modstaa Evangeliet, men i Almindelighed indsaa, at de slet ikke kunde staa sig overfor de højere aandelige Kræfter, som virkede i Apostlene. Ved een Lejlighed læser vi, at den onde Aand søgte Forbindelse med Evangeliet og tilskyndede Mediet til at følge Apostelen og dem, der var med ham, idet den udraabte: »Disse Mennesker er den højeste Guds Tjenere, som forkynder eder Frelsens Vej.« Om dette nu var et Forsøg paa at kæde Evangeliet sammen med Dæmonismen og Medievirksomheden, eller om det blot var en List, hvorved Dæmonerne vilde opnaa netop det, som blev Resultatet deraf, nemlig en Bevægelse iblandt Folket og Modstand mod Apostlene, kan vi ikke afgøre. Imidlertid er der eet Punkt heri, som lægges klart frem for os, nemlig at Apostelen anerkendte disse Medier ikke som Talerør for de døde, men som Redskaber for Dæmonerne, de faldne Engle. Under Sammenstødene med Apostlene søgte Dæmonerne heller aldrig at skjule, hvem de var. — Se Ap. G. 16, 16-19: 19, 15; Jak. 2, 19.

Ogsaa medens Herren vandrede her paa Jorden, fandt disse onde Aander mange Jøder, der var villige til at tage imod dem. Han sagde om saadanne, at de var besat af Djævelen. Naar nogen var besat af flere Dæmoner paa en Gang, hvad der hyppigt var Tilfældet, havde han næsten intet Herredømme over sig selv. Hans Tanker, Ord og Handlinger blev dikteret ham af de onde Aander, og hans Optræden var som en sindssygs. Mange af de besatte blev helbredet baade af Herren selv og af dem, hvem han udsendte, og hvem han havde meddelt et Maal af sin Aand, sin Magt, sin Indflydelse. En interessant Beretning om en saadan Uddrivelse af onde Aander forefindes i Luk. 4, 34-37 og Matt. 8, 28-33. Aanderne gjorde her ikke blot intet Forsøg paa at skjule, hvem de var, da de samtalte med Herren; men de indrømmede tillige, at han [688] havde Magt over dem, og gav til Kende, at de ventede en Gang at blive ført frem for Dommen, naar deres Varetægtsfængsel var til Ende.*)

*) En udførligere Behandling af dette Spørgsmaal findes i Bogen: »Spiritismen i Bibelens Lys«, der faas ved Henvendelse til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, København.

»For os staar Kampen ikke [blot] imod Blod og Kød.«

Af det foregaaende har vi set, at Satan selv og Dæ­monerne, der er hans Medtjenere i det onde, i Virkeligheden er den store Magt, der virker i, paa og ved Hjælp af Menneskeslægten i Kamp med Gud og under Modstand mod den Forsoningsplan, som han har planlagt, og som begyndte at blive udfoldet, da Herren ved sit første Komme døde som en Genløsningsbetaling for Syndere. Kun naar vi betragter Sagen fra dette Standpunkt, kan vi forstaa Betydningen af Apostelens Ord: »For os staar Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Aandemagter i det himmelske.« (Ef. 6, 12.) Naar vi da ser, at de faldne Mennesker er saa absolut ude af Stand til at forsvare sig mod den listige Modstander, og at selv Merrens Folk kun kan undgaa hans Kunstgreb i samme Forhold, som de af Hjertet er fuldt ud tro mod Herren og opmærksomme overfor hans Ord, idet han saa yder dem en særlig Hjælp mod og Udfrielse fra det onde, der uden hans Bistand vilde forføre endog de udvalgte, ledes vi uvilkaarligt til at spørge: Ja, men hvorfor tillader dog Gud Modstanderen saaledes at omgive Menneskene med forførende Vildfarelser, falske Lærdomme og i nogen Udstrækning Tegn der støtter dem?

Svaret paa dette Spørgsmaal, det eneste tilfredsstillende, der kan findes, lyder, at Gud nu i Tiden ikke søger at forlige hele Verden med sig selv, men blot er ved at udvælge af den genløste Slægt en forudbestemt [689] 1ille Skare, de nye Skabninger, der under Guds Vejled ning skal befæste deres Kaldelse og Udvælgelse ved i Hjertet at blive ligedannet med Sønnen, deres Frelser, deres Herre, deres Brudgom. Verdens Oplevelser med Hensyn til Modstanderens Bedrag vil blive fuldt ud forklaret i Løbet af de tusind Aar. Alle vil da faa at se, hvilken forførende, besnærende og fornedrende Indflydelse, der udgaar fra at følge nogen anden Vej end Retfærdighedens og fra enhver anden Aand end Guds Aand, Sandhedens Aand. Alle vil da indse, hvor fuldstændig de er blevet besnæret og fanget af Djævelen til at gøre hans Vilje (2 Tim. 2, 26), hvor absolut de er bevet forblindet af denne Verdens Gud overfor det sande Lys angaaende Guds Karakter, saaledes som den er aabenbaret i Kristus. (2 Kor. 4, 4.) De vil da fuldt ud forstaa følgende: 1) At Gud er alle sine Skabningers sande Ven, og at hans Love tjener til deres eget Bedste og Velfærd; 2) at det onde er oversættes ondt, hvad der belyses ved Satans og de faldne Engles Fremfærd samt ved deres egne Erfaringer; 3) at de ikke fuldt ud kan stele paa deres egen Dømrnekraft, og at det under de nu herskende Forhold, da Menneskets Kundskab er saa begrænset, er muligt, at Lys kan synes Mørke og Mørke synes Lys, at godt kan se ud som ondt og ondt som godt. Disse Lærdomme vil faa blivende Værd. Alle Mennesker vil lære fuldt ud at stole paa Guds Visdom saavel som paa hans Godhed og Magt.

Det ondes Tjeneste.

Imidlertid tjener disse Vildfarelser, denne Overtro iblandt Menneskene, til at holde dem i Trældom paa en Tid, da de ikke er i Stand til at bruge Friheden ret; thi kun fuldkomne Mennesker, kun de, der fuldt ud er i Guds Billede og bliver ledet af ham, rette Maade styre sig selv, saa at det tjener til deres eget Velfærd. Satans og hans medsammensvornes Efter- [690] stræbelser samt Modstanden fra den Verden, der er paavirket af Vildfarelserne og Forførelserne, er dog ogsaa rettet mod Sandheden og mod dem, der er blevet dens Tjenere, og dette i samme Forhold som de er trofaste overfor den og energiske i dens Tjeneste. Herren, vor Konge, den levende Guds mest trofaste Tjener, erklærede om dem, der vilde følge i hans Fodspor; »Naar Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig før end eder. Var I af Verden, da vilde Verden elske sit eget, men fordi I ikke er af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder.« (Joh. 15, 18. 19.) Vi kan derfor næsten sige, at det som Følge af en Naturlov er saaledes, at »alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges«. (2 Tim. 3, 12.) Disse Forfølgelser og denne Modstand fra Verden, Kødet og Djævelen er de Redskaber, som Herren benytter for at polere, tilhugge og udvikle de nye Skabninger.

Gud benytter sig af disse Modstandsmidler, som Satan selv leverer, og foraarsager, at baade Menneskers og Dæmoners Vrede og Modstand tjener ham til pris, idet netop disse Trængsler for den udvalgte Menighed »virker over al Maade og Maal en evig Vægt af Herlighed«. (2 Kor. 4, 17.) Med saadanne Redskaber bliver de levende Stene i Guds store Tempel tildannet og tilslebet i Overensstemmelse med den store Arkitekts Plan i den Hensigt, at alle Jordens Slægter om kort Tid skal blive velsignet i og ved dette levende Tempel, og saa mange af dem, som er villige dertil, blive for­ligt, forsonet med Herren. Naar Herrens Folk først lærer at indse, at Menneskenes Modstand for en stor Del skyldes deres faldne Tilstand samt de Vildfarelser og den Blindhed, der er kommet over dem som Følge af den store Fjendes Kunstgreb, vil de kunne have stor Medfølelse, ikke blot med Verden i Almindelighed, men ogsaa med dem, der direkte forfølger dem. Saa langt fra at ønske at tage Hævn over deres Fjender, [691] kamde tværtimod elske dem og gøre godt imod dem i Forstaaelsen af, at de i den fuldeste og egentligste Be­tydning af Udtrykket ikke ved, hvad de gør.

Iblandt de Mennesker, der er Modstandere af Forsoningen, ser vi mange, som paa forskellig Maade og ud fra forskellige Motiver samarbejder med den store Modstander i Kamp mod Gud og hans Plan. Hvis vi nu først iblandt disse opstiller Bordelværten, Værtshusholderen, Spillebuleværten, Troldkarlene, Medierne og de hedenske Præster, vilde vi sikkert nok faa Medhold af Flertallet. Men set fra Guds Standpunkt, hvorpaa vi forsøger at stille os, tager Sagen sig helt anderledes ud, idet det da er de civiliserede Landes ledende Mænd, som modsætter sig Sandhedslyset, medens de af Navn tjener det, der har det største Ansvar og udgør de bedste jordiske Redskaber for Satan, skønt de selv er uvidende derom. (Ap. G. 3, 17.) Det er vort Haab for mange af derm, der i Løbet af Evangelie­tidsalderen og nu i dens Slutning er kommet i Berøring med Sandhedslyset, at deres Modstand mod det i det mindste for en stor Del maa tilskrives Blindhed, som Apostelen siger med Henblik paa dem, der korsfæstede Herren: »Jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom ogsaa eders Raadsherrer.« Set fra dette Synspunkt kan vi nære Haab for selv de voldsomste Modstandere af Sandheden iblandt Darwinisterne, Teosoferne, Spiritisterne, Tilhængerne af kristelig Videnskab, Katolikkerne og Protestanterne. Vort Haab med Hensyn til Fremtiden maa jo naturligvis være mindre for dem, der er blevet oplyst af den nærværende Sandhed, men som ud fra Ærgerrighed, Skinsyge eller Stolthed og under Ønsket om at være noget er blevet Modstandere af Herrens Arbejde. Saadanne falder sædvanligvis i Universalismens Snarer, idet de paa Trods af Bibelens Erklæring om det modsatte kommer til at tro, at alle, selv Satan, til sidst vil blive frelst. Deres aandelige Blik tilsløres, saa de ikke længere kan fatte Her- [692] reus Nærværelse, og de mister Troen paa Jesu Døds Genløsningsbetydning. Det hører ikke os til at dømme dem. Men vi kan ikke andet end frygte for, hvad Udfaldet skal blive med dem. Og vi maa ogsaa lægge Mærke til, hvad Skriften siger: »Thi dem, som een Gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske Gave og er blevet delagtige i den hellige Aand og har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som er faldet fra — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, da de igen korsfæster sig Guds Søn og stiller ham til Spot.« (Heb. 6, 4-6.) Vi vil kunne erkende, hvor dette Skriftsted har sin Opfyldelse. Vi maa undgaa at have noget Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger af denne Art, men snarere revse dem. Vi maa trække os tilbage fra dem, der ikke vandrer efter Apostlenes Lære, og som ikke holder fast ved den Tro, der een Gang blev overgivet de hellige; thi alle saadanne staar paa Satans Side og er Modstandere af Herren og hans Plan, der har Forsoningen, Genløsningen, til Midtpunkt. — 2 Pet. 2, 21; 2 Thess. 3, 6; Jud. 3.

Naar vi nu skal betragte Spørgsmaalet om Fristelser, gør vi vel i at huske paa, at Herrens Fristelser i Ørkenen klart belyste dem, som de nye Skabninger bliver udsat for. (Se Bind V,  Kap. 5.)

Fristelserne fra Modstanderen.

En af disse Fristelser, en, som i særlig Grad falder i Traad med Kødets Tilbøjeligheder, gaar ud paa, at de nye Skabninger skulde staa saaledes under Guds Beskyttelse, at de altid vilde have Medgang i timelige Ting. Dette er imidlertid en Slutning af det naturlige Menneske, som ikke finder nogen Støtte i Guds Ord, der maa tjene til Vejledning for de nye Skabningers Dømmekraft. Det gamle Sind holder paa, at »Sønneudkaarelsen«  og Løfterne om den fremtidige Medarveret til Riget nødvendigvis maa medfore Velsignelse, [693] Hjælp og Fremgang i timelige Ting. Hovedpaastanden gaar ud paa, at denne Ret gælder Helbredet: »Hvorfor skulde dog vore indviede dødelige Legemer være syge og daarlige? Det er sikkert ikke Gud, der sender os Smerterne og Sygdommene, altsaa maa de komme fra Djævelen. Naar vi saaledes kan bevise, at de kommer fra Modstanderen, vil det da ikke mishage Gud, om vi finder os i dem? Bør vi ikke bede om at blive fri for dem?«

Ad forskellige Veje fremfører Modstanderen nu til Dags disse Spørgsmaal med stor Haardnakkethed. Det Svar, han søger at faa frem, er af en saadan Art, at mange ikke vilde have Mistanke om, at det kom fra ham. Det gaar ud paa, at Sygdomme hos Guds Børn er et Tegn paa Guds Mishag, at Brugen af Medicin skyldes Mangel paa Tillid til Gud, at man bør sætte sin Lid til Troens Bøn, at selv de naturlige Israelitter havde Ret til at benytte sig heraf, og at meget mere de aandelige Israelitter maa betragte Gud som deres Læge. Mormonerne, Tilhængerne af kristelig Videnskab, af Alliance-Bevægelsen og af Dowie benytter sig paa den mest eftertrykkelige Maade af disse Argumenter for at vildlede og besnære, om det var muligt, endog de udvalgte og vende deres Tanker bort fra Sandheden.

En Kendsgerning er det imidlertid, at de nye Skab­ningers virkelige Interesser ofte fremmes bedst ved legemlig Modgang. Profeten David taler herom, naar han paa disses Vegne siger: »Førend jeg blev ydmyget, for jeg vild.« Det er de nye Skabninger, ikke deres dødelige Legemer, der er antaget som Guds Sønner. Ja, som vi allerede har set, foreskrev Gud Opofrelsen af Kødet (endog efter at det var retfærdiggjort) som en Betingelse, hvis Opfyldelse maatte gaa forud for Avlingen eller Antagelsen. Dette var ikke Tilfældet med det kødelige Israel, hvis legemlige Begunstigelser og timelige Velsignelser tjener til Forbilleder paa de [694] Tilstande, der vil herske i Tusindaarsriget, naar den modbilledlige Konge har faaet Magten. — 2 Mos. 15, 26; 3 Mos. 26, 3-15; 5 Mos. 28, 1-14.

Det skal netop udgøre en vigtig Del af de nye Skabningers Prøve, at de med Hensyn til jordiske Ting maa vandre i Tro og ikke i Beskuelse, ja, mere endnu, at de maa lide Forfølgelse, maa fornægte sig selv, maa være som Forførere og dog sanddrue, som dem, der intet har og dog (i Tro) besidder alle Ting, som Daarer, der dog er vise for Gud. Saa langt gælder dette, at den profetiske Skildring af Herren i stor Udstrækning maa passe paa dem, der følger i hans Fodspor: »Vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.« Profeten siger videre: »Straffen laa paa ham, for at vi skulde have Fred, og ved hans Saar har vi faaet Lægedom.« Vi maa ikke glemme, at vor Helbredelse, vor Retfærdiggørelse, gik forud for vor Antagelse som Lemmer paa Kristi Legeme, som Medlemmer af den nye Skabning. Men vi kom kun ind i denne Stilling paa den udtrykkelige Betingelse, at vi vilde »lide med ham«, eller, som det ogsaa udtrykkes, at vi vilde opfylde, hvad der fattes i Kristi Trængsler. — Es. 53, 4. 5; Rom. 8, 17; Kol. 1, 24.

Det er rigtigt nok, at Herren ikke selv havde nogen Sygdom, fordi han var fuldkommen. Men dog staar der, at han »blev berørt af en Følelse af vore Skrøbeligheder« (Heb. 4, 15, eng. Overs.), at Skrøbelighederne gik over paa ham, ligesom der udgik en Kraft fra ham, som helbredte Mængden. — Matt. 8, 17; Luk. 6, 19.

Vi maa som Underpræster ogsaa blive berørt af Verdens Skrøbeligheder og nære Medlidenhed med den. Om kort Tid skal vi jo være dens Konger, Præster og Dommere. Dog er det ikke nødvendigt, ja, ikke engang muligt for os at bortgive vor legemlige Styrke eller i stor Udstrækning bære andres Svagheder og Sygdomme. Vi har imidlertid hver for sig nogle Op- [695] levelser af denne Art paa Grund af vor Delagtighed i Faldet. Efter Kødet er vi nemlig Vredens Børn ligesom de andre og delagtige med den sukkende Skabning i dens Lidelser. Herren udgav ikke sin Livskraft til Fordel for Menigheden; thi denne kunde ikke anerkendes som saadan, før hans Offer var blevet fuldbyrdet, fremstillet for Faderen og antaget af ham — altsaa ikke før Pinsen. Saa længe Aanden endnu ikke var blevet udgydt over Jesu Efterfølgere, var det unyt­tigt for ham at prøve paa at fortælle dem noget om de himmelske Ting. (Joh. 3, 12; 16, 13; 1 Kor. 2, 10-12.) Derfor brugte Herren for en Del sin Kraft til at fremsige Lignelser og dunkle Ord, som skulde forstaas senere ved Aandens Hjælp. Men hovedsagelig benyttede han den dog til at helbrede legemlige Skrøbeligheder og pegede derved i Billeder paa de større Gerninger og herligere Helbredelser, som vi har Del i nu saavel som senere i Riget, Aabningen af Forstandens Øjne, Opvækkelsen af de moralsk døde til at høre Herrens Røst og allerede nu begynde det nye Liv. Apostelen erklærer, at vi her har denne Forret at kunne sætte Livet til for Brødrene og udfylde, hvad der fattes i Kristi Trængsler for hans Legeme, som er Menigheden. — 1 Joh. 3, 16; Kol. 1, 24.

Vi maa dog ikke berøve disse Ord deres sande Betyd­ning og hævde, at det at sætte Livet til for Brødrene ikke vil koste os noget Offer i legemlig Henseende, eller at Kristi Lidelser ikke vil medføre legemlige Smerter for os. Herrens Træthed, Tabet af hans Livskraft og hans Følelse af vore Skrøbeligheder modsiger en saadan Tanke. Vi maa derfor ikke vente, at det skal gaa os bedre end Verden med Hensyn til vore jordiske Interesser, men snarere, at vi skal have Tab, idet vi lider med ham. Alle indrømmer, at der kommer saadanne Tab, naar det gælder Ære iblandt Menneskene og økonomisk Velstand. Herren selv havde ingen Anseelse; han blev fattig for at kunne gøre andre rige, [696] Og hans Apostle gennemgik de samme Erfaringer, hvorved de satte os et Forbillede. Men hvorfor kan da ikke ogsaa alle indse, at Timotheus' »jævnlige Svagheder«, Paulus' »Torn i Kødet« og Epafroditus' Sygdomme var legemlige Svagheder af samme Art som de, der nu kommer over Herrens trofa ste? Det er sandt nok, at de alle sammen var fra Djævelen i den Forstand, at Synden udgik fra Satan, og at Sygdommene er nogle af Syndens Følger. Men de var ikke mere fra Djævelen end de Fængslinger, Hudstrygninger, Skibbrud og Forfølgelser til Døden, som Apostlene var udsatte for.

Satan er naturligvis indirekte om ikke direkte Ophavsmanden til alle saadanne legemlige Ulykker, der er fælles for alle Mennesker. Dog troede Apostelen sig ikke forladt af Gud, naar han gennemgik den Slags Erfaringer. Han glædede sig over dem som en Del af de Ofre, det var ham forundt at bringe, som en Del af de Lidelser, det blev ham tilladt at udholde for Herrens og Sandhedens Skyld; og jo mere hans Besværligheder overgik dem, som andre Mennesker mødte, des mere glædede han sig, idet han regnede med, at hans frem­tidige Herlighed derved vilde blive forøget.

Dog maa vi skelne mellem dette at lide for Retfærdighedens Skyld og at lide for sine Misgerningers Skyld. Apostelen paapeger, at mange Lidelser hos Menneskene skyldes deres Tilbøjelighed til at blande sig i andres Sager og gøre, hvad der er ondt. Vi kunde særlig nævne Overdaadighed (Fil. 3, 19) og Mangel paa Selvbeherskelse iblandt de Onder, der medfører Lidelser, som ikke kan henregnes til Lidelser for Retfærdighedens Skyld. Ingen bør glæde sig over den Slags Lidelser, men snarere sørge derover, bede og faste — udøve Selvbeherskelse. Men om den Skabning ifølge sin bedste Dømmekraft mener, at Lejlighedens Dør til Tjeneste er blevet aabnet for ham ved Guds Forsyns  Ledelse, og om han ivrigt og selvopofrende gaar ind igennem den, saa behover han ikke at skamme sig, men [697] kan prise Gud, hvis dette medfører legemlige Sygdomme, der maaske af de verdslige betragtes som en Følge af Uforstand. Han kan da glæde sig over, at han agtes værdig til at lide for Kristi Skyld.

Naar Sygdommene og Besværlighederne skyldes Aarsager, der ikke er syndige eller selviske, har vi Grund til at tage imod dem med Taalmodighed og Lovprisning. Vi kan derigennem lære Medfølelse med den sukkende Skabning og faa mere Haab og Tillid til Forjættelserne om, at Forbandelsen vil blive borttaget i Tusindaarets Morgengry. Fred i Hjertet har sikkert en meget gunstig Indflydelse paa Livsfunktionerne, men kan dog ikke (uden ved overnaturlig Indgriben) nyskabe eller genoprette vore dødelige Legemer. Gud udfører imidlertid ikke Mirakler, der vilde være til Skade for os, ved at de ledte os til at vandre i Beskuelse og ikke i Tro og desuden virkede dragende paa nogle, som Gud ikke nu søger. Som vi har set, retfærdiggør han os derimod ved Tro, regner os som hele og fuldstændige, skønt vi i Virkeligheden er lige saa ufuldkomne som altid. Freden i Hjertet gør os ikke uimodtagelige for Hede og Kulde, Sult og Tørst, skønt den vel giver os Taalmodighed til at udholde dette, naar det er uundgaaeligt, i Tillid til vor himmelske Faders Omsorg og hans Forjættelse om, at alle Ting til sidst skal virke til gode for os, hvis vi paa rette Maade tager imod dem i Taalmodighed og Tro.

Indbefatter dette nu, at de nye Skabninger ikke som Verden maa benytte Rødder. Urter og andre Lægemidler mod deres Sygdomme, at de skal udholde Smerterne for at vise deres Tro? Nej, langtfra. Lad os komme i Hu og indskærpe os selv, at Gud i Evangelietidsalderen ikke handler med sit Folk efter Kødet, men efter Aanden. Kødet gavner innet; vi har jo indviet det til Døden og Odelæggelsen, og vore Interesser som nye Skabninger er de vigtigste for os. Dog har vi den Forret med Hensyn til vore dødelige Legemer, at vi [698] maa gøre, hvad der er fornuftigt for at holde dem i Orden og bevare dem mod de Forstyrrelser, Sygdom medfører. Men vi maa altid betragte dem som vore Tjenere, der sætter os i Stand til at udføre vor Tjeneste, selv om det er paa Bekostning af Ofre. Naar Legemet hungrer, har vi Lov til at tilfredsstille dets Fornødenheder indenfor rimelige Grænser og tilføre det saadanne Fødemidler, som vi tror har Herrens Bifald, og som bedst kan gøre det muligt for os at udføre hans Gerning trofast. Fryser Legemet, er det vor Forret at maatte klæde det, som vi tror, Herren kan billige det. Brænder Legemet i Feber, eller hjemsøges det af Smerte, er det vor Forret at sætte Feberen ned og fjerne Smerterne ved at bruge saadanne Lægemidler, som vi tror er gavnlige. Men vi har ikke Lov til at gaa til synske Mennesker, Tilhængere af kristelig Videnskab eller Hypnotisører, der bruger Trolddom for ved Modstanderens Hjælp at overvinde Vanskelighederne. Det vilde virke besnærende paa vort Sind. De nye Skabninger har i det hele taget de samme Forrettigheder som de naturlige Mennesker med Hensyn til at drage Omsorg for deres stakkels skrøbelige, dødelige Legemer; ja, vi kan endogsaa sige, at det er de nye Skabningers Pligt at drage Omsorg for deres Legeme. Og denne Pligt forøges ved, at Legemet er helliget til Herrens Tjeneste lige til Døden. Vi maa derfor se til, at vi faar saa megen Tjeneste og saa meget Offer ud af Legemet som muligt.  

Nu vilde nogle maaske svare: »Ja, jeg vilde ikke tøve med at anvende Fløde eller et andet simpelt Middel, som jeg selv kunde fremstille, til at smøre paa Brandsaar, eller med at bringe min Fordøjelse i Orden ved at skifte med forskellige Slags Mad. Men jeg synes, det er noget helt andet, naar det drejer sig om at købe Medicin eller tilkalde en Læge.« En saadan Adskillelse er imidlertid ufornuftig. Vi kunde lige saa godt sige, naar vi frøs: »Jeg vil tage noget Tøj paa [699] mig for at holde mig varm, hvis jeg selv kan faa fat paa et Faar, klippe Ulden af det, karte og spinde den og lave mig Klæder deraf, som kan beskytte mig mod Kulden. Men jeg vil ikke benytte Tøj, som andre har fremstillet, selv om det er meget bedre.« Naar vi hungrer, narrer vi da os selv til at tro, at vi selv maa saa, høste, tærske og male Kornet, før det er rigtigt for os at lave Brød deraf til at spise? Naar vi har Lov til at benytte os af Landmændenes, Slagternes, Bagernes og Skræddernes Dygtighed til at drage Omsorg for vort legemlige Velbefindende, hvorledes kan det da være Synd for os at benytte en Broders, en Nabos eller en fremmeds Evner til at fjerne legemlige Smerter? Det er ikke saaledes, at v i særlig anbefaler Brugen af Medicin; men vi raader til at bruge den sunde Fornuft. Man kan fylde sig selv og andre med Medicin i den Grad, at det bliver taabeligt, ja, næsten forbryderisk. Saa langt, det er muligt, er det meget bedre at holde Legemet i Orden ved en passende Diæt. Apostelen siger til de nye Skabninger: »Lad eders Maadehold kendes af alle.« (Eng. Overs.) Og dette gælder Medicin saavel som Mad og andet.

Hvad gjorde Jesus selv, og hvad gjorde Apostlene, der fulgte i hans Fodspor? Der foreligger ikke nogen Beretning om, at Jesus eller Apostlene nogen Sinde har helbredet et Medlem af Menigheden. Man vil maaske hævde, at Herrens Helbredelse af de syge, var et Udtryk for Guds Vilje i denne Sag. Imidlertid svarer vi, at det ikke er dem. der blev helbredet, men ham, som helbredte dem, der skal være vort Forbillede. Herren gav Mængden at spise ved et Mirakel. Skal vi derfor vente at faa vor Føde paa overnaturlig Maade? Nej, tværtimod. Ligesom Hovedet for de nye Skabninger nægtede at benytte Guds Kraft til Fordel for sig selv, bør ogsaa vi forholde os. (Matt. 4, 2-4; 26, 53.) Naar har var sulten, sendte han sine Disciple af Sted for at købe Brød; naar han var træt, hvilede [700] han ved en Kilde eller et andet Sted. Tabet eller Opofringen af hans Livskraft virkede paa ham. Dog bad han aldrig om Befrielse fra disse naturlige Svagheder. Han udholdt dem med Glæde som en Del af sit Offer, og det samme bør vi gøre.

Ja, Herren gaar saa vidt, at han antyder, at det vilde have været et syndigt Misbrug af sin Magt, hvis han havde benyttet den hellige Aand til at tilfreds­stille de legemlige Fornødenheder, fordi han havde modtaget dennne Aand i et helt andet Øjemed. Det vilde have været Synd for ham at paakalde Guds Magt til Befrielse fra eller Beskyttelse mod nogen Del af Døds processen; thi han havde indgaaet en Pagt om Offer, og ethvert Forsøg paa at komme udenom denne Pagts Virkninger vilde have været det samme som at »unddrage sig«. »Dersom nogen unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.« — Heb. 10, 38; Matt. 26, 53.

Nojagtigt det samme er Forholdet med Menigheden; thi vi følger jo vor Anfører. Hvis vi paakalder Guds Hjœlp til Fordel for vore dødelige Legemer, som vi har indviet til Døden, vil vi derved krænke vor Pagt, ifølge hvilken vi har opgivet alle jordiske Fordele og Rettigheder som Mennesker (til den Genoprettelse, der er sikret os ved det dyrebare Blod) mod at faa, Lejlighed til som nye Skabninger at løbe for den store Sejrspris, Hæder. Ære og Uforkrænkelighed. Hvis vi forlanger tilbage, hvad vi har overgivet, indbefatter det fra vor Side et Ønske om at trække, os tilbage fra Ofret, ophæve Pagten og opgive Arven som nye Skabninger. Maaske vil dette Syn paa Bøn om jordiske Ting være nyt for nogle, og uden Tviv1 vil enkelte blive rystet ved at komme til at tænke paa, at de i Uvidenhed har bedt om noget saadant, og at Gud har besvaret deres Bøn. Kan det betyde, at de er blevet vist tilbage fra Løbet efter Sejrsprisen? Vi tror det ikke. Det er vor Overbevisning, at ligesom jordiske Forældre er langmodige mod deres uvidende lille Barn, saaledes er [701] Herren taalmodig overfor sine Børn. Han undskylder deres uforsætlige Fejltagelser; han regner med deres Hensigter og ikke blot med deres Ord. Ligesom Forældre undertiden opfylder et Barns uberettigede Forlangende, saaledes tror vi, at Herren hyppigt har be­lønnet Tro og Tillid hos saadanne, som hører ham til, selv naar de har bedt om noget urigtigt. Men helt anderledes stiller Sagen sig, naar vi er vokset til i Naade og Kundskab. Da vilde en saadan Bøn være Synd og kunde medføre, at Guds Gunst veg fra os, at Pagten blev forkastet.

»Troens Bøn skal frelse den syge.«
— Jak. 5,  14-16. —

Dette Skriftsted tillige med Markus 16, 17. 18 bliver fremført som Beviser paa, at det er Guds Vilje, at de nye Skabninger skal benytte sig af hans Hjælp for at blive helbredet fra deres Sygdomme. Hvad Stedet hos Markus angaar, kan vi snart blive færdige med det, da det ikke findes i de ældste græske Manuskripter og derfor maa betragtes som et Indskud, der har fundet Sted omkring det femte Aarhundrede.

Hvad nu Udtalelsen hos Jakob angaar, fremgaar det klart af det sekstende Vers at den Sygdom, der hentydes til er en Tugtefise for forøvede Synder — ikke nogen almindelig Sygdom, men et meget alvorligt Tilfælde, der gør det nødvendigt at sammenkalde Menighedens Ældste. Sammenhængen synes at vise, at der her er Tale om, at Synden har faaet en saadan Magt over vedkommende, at den syge praktisk talt føler sig afskaaret fra Samfund med Gud. Under saadanne Omstændigheder vil det være rigtigt, at der finder en Tilstaaelse af Synden Sted, og at der bliver bedt om Tilgivelse for den, netop saaledes som Beretningen lyder: »Troens Bøn skal frelse den syge [fra den Fordømmelse, han har været under], og Herren skal oprejse ham [gengive ham Helbredet som et Tegn paa, [702] at Synden er ham tilgivet], og har han gjort Synder, skal de forlades ham.«

»Hvis Satan uddriver Satan, vil hans Rige gaa til Grunde.«
— Matt. 12, 26. —

Da Farisæerne beskyldte Herren for at uddrive Djævle ved satanisk Magt, indbefattede hans Svar tydeligt, at noget saadant var muligt, men ikke kunde anses for sandsynligt, og at hvis det nogen Sinde skulde finde Sted, vilde det være et Bevis paa, at Satans Magt var ved at gaa til Grunde, at han følte sig saa haardt trængt, at han maatte gribe til denne sidste Udvej for ikke helt at miste Grebet om dem hvem han havde besnæret. Vi mener ikke, at man i Almindelighed skal betragte Helbredelser og Mirakler som sataniske, men kun, at man omhyggeligt bør anstille Undersøgelser angaaende ethvert Menneske eller System, der søger at komme frem ved Hjælp af overnaturlige Gerninger. De nye Skabninger bør huske, hvad Skriften siger »Prøv Aanderne, om de er af Gud« — eller af Satan. Prøv dem og tag Stilling overfor dem I Overensstemmelse dermed. — 1 Joh. 4, 1.

Det er vigtigt, at vi ved en saadan Undersøgelse kommer i Hu, at Mirakler blev anvendt ved Begyndelsen af denne Tidsalder for at befæste Menighedens Stilling, men at et saadant Formaal ikke kan være til Stede nu, da Menigheden har været oprettet i næsten 19 Aarhundreder og snart er fuldendt. Vi kan ogsaa tænke paa, at den inspirerede Apostel pegede paa vor Tid, da han viste, at Satan vilde omforme sig til en Lysets Engel (en Budbringer for Fred, Helbredelse og den »falskelig saakaldte Videnskab«) med al Løgnens Bedrag. Apostelen siger ogsaa, at Gud forsætligt tillader ham at have et vist Maal af Held med sig i dette for at bedrage alle dem, der bor paa Jorden, undtagen dem, hvis Navne er skrevet i Lammets Livets Bog. Han siger: »Derfor sender Gud dem kraftige Vild- [703] farelser, saa at de tror Løgnen, for at de skal dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.« Vi kan nu i Høsttiden vente, at »al Løgnens Magt og Tegn og Undere virker«. (2 Thess. 2, 9-12.) Lad os ikke glemme Herrens Ord: »Mange skal sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre, har vi ikke profeteret [prædiket] ved dit Navn, og har vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og har vi ikke gjort mange kraftige Gerninger [udført Helbredelser] ved dit Navn, og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig, vig bort fra mig, I, som øver Uret.« — Matt. 7, 22. 23.

Det er sikkert nu paa Tiden, at alle de, hvis Forstands Øjne er blevet aabnet, saa at de kan forstaa, at vi lever i Tidsalderens Slutning, hvor vi maa vente, at disse Forudsigelser finder deres Opfyldelse, er paa Vagt for at faa Øje paa Opfyldelserne og for at være i Stand til at gennemskue de forførende Lærdomme og det Mirakelmageri, der nu gaar som en Bølge hen over Kristenheden.

Men hvorledes kan vi være sikre paa, at alt dette er Satans Bedrag, og at intet af det er fra Gud? Ud fra det inspirerede Ord svarer vi: »Hvis de ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord, er det, fordi der intet Lys er i dem.« (Es. 8, 20, eng. Overs.) Afvigelserne fra Ordet gaar hos nogle i en, hos andre i en anden Retning. Meget af, hvad saadanne siger, kan vi straks se, er falsk, fordi det er i Modstrid med Grundlæren i Evangeliet, Genløsningen. Det er ikke sikkert, at de aabenlyst fornægter Genløsningen. Maaske vil de paastaa, at de tror paa Nødvendigheden og Resultatet af det store Syndoffer, der blev fuldbragt paa Golgatha som en Genløsning for alle og som et Grundlag for Tilgivelse og Forligelse med Faderen. Dog vil de ikke længe kunne bedrage dem, der husker paa, at det græske Ord, der er gengivet ved Genløsning, anti-lytron, egentlig betyder en tilsvarende Sum.

[704] Denne den guddommelige Sandheds Prøvresten vil hurtigt vise os, at Udviklingslæren er i Modstrid med Sandheden, fordi den benægter Faldet og som Følge deraf Nødvendigheden af en Genløsning derfra. Den gør det ogsaa hurtigt af med »kristelig Videnskab« og viser, at den er ukristelig, fordi den fornægter Til­stedeværelsen af Synd, Død og alt ondt, idet den hævder, at dette blot er Tankebedrag. Den fordømmer endvidere Læren om, at Guld var Ophavsmanden til Synden, til det onde, ved at vise, at han altid har modstaaet Synden og nu er ved at bringe en Plan til Udførelse, ifølge hvilken Mennesket skal blive befriet fra Trældommen ved Genløsningen, hvis Frugter snart vil vise sig i Genoprettelsen.

Men hvad skal vi sige om dem, der bespotter Guds hellige Navn ved at udbrede de Djævlenes, Lærdomme, at et evigt Liv i Pine venter det store Flertal af de nulevende Mennesker og allerede har Tag i langt de fleste af de afdøde Milliarder, om hvilke Skriften siger, at de er »i Gravene« og der venter paa den Velsignelse, som er lovet alle Jordens Slægter? Hvis saadanne Mennesker udfører Undergerninger i hans Navn, skal vi da forstaa det, som om Gud giver dem Ret i deres falske Paastand? Det har vi ikke Lov til at tro nu, da Tusindaaret nærmer sig, og dermed al Undskyldning for Opretholdelsen af et saa frygteligt Mørke bortfalder. Vi kan ikke henregne saadanne til dem, om hvem Apostelen skrev: »I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv.« Det hjælper ikke, at de, samtidig med at de udfører deres Undergerninger, hævder, at de tror paa Kristus som deres hastigt kommende Konge. Med saadanne Djævles Lærdomme i Mund og Hjerte maa deres Undergerninger lige saa meget være af Djævelen som de tilsvarende, der udføres af Spiritister. Mormoner og Tilhængere af  kristelig Videnskab. [705]

Men, siger maaske nogle, naar de nu viser stor Nidkærhed i at sende Missionærer ud til Hedningerne? Vi svarer, at dette ikke maa forandre vort Syn paa Bevægelsen som Helhed. Vi indrømmer med Glæde og haaber alvorligt, at nogle af dem, der er besnæret af denne Bevægelse, er sande Guds Børn, som vi ogsaa tror, han senere vil fri ud fra denne Afdeling af det store Babylon. Lad os imidlertid huske paa, hvorledes Herren saa paa Missionsbestræbelserne paa hans Tid. Han sagde til Farisæerne, der var den Tids og det Folks »hellige»: »I drager om til Lands og til Vands for at vinde en eneste Tilhænger, og naar han er blevet det, gør I ham til et Helvedesbarn [den anden Døds Barn], dobbelt saa slemt som I selv er det.» (Matt. 23, 15.) Hvilken Fordel kan Hedningerne have af at blive stoppet med Modstanderens falske Læresætninger? De faa, der bliver naaet, vil blot have saa meget desto mere at maatte lære om igen, naar Genoprettelsen begynder. Det gælder lige saa godt nu, som det gjaldt ved Herrens Komme, at »I er hans Tjenere, hvem I lyder«. Sikkert er det, at Satan gør gode Forretninger i Kristenhedens Navnkirker og særlig paa deres Prædikestole. Intet Under, at vor Tids Ypperstepræster og skriftkloge og lovkyndige hader Sandheden, hader Lyset og bekæmper det paa enhver mulig Maade: »Gaa ud fra hende [Babylon], mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtig i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.« — Aab. 18, 4.

Satan befinder sig netop nu i den Knibe, som Herrens Ord, der tidligere er anført, antydede. (Matt. 12, 26.) Borttagelsen af Uvidenhedens Slør, Forøgelsen af Kundskaben om alle Ting gør det umuligt for ham at benytte den gamle Overtro; han maa finde paa nye Bedrag, ellers vil Folk faa fat paa Sandheden og undslippe ham. Derfor har han meget travlt med at stille sig an som en Lysets Engel. For nogle fremtræder han som Forkynder af Udviklingslæren, for andre som en [706] Missionaer, der tordner om evig Pine for Hedningerne og bringer dem et skrækkeligt Budskab, eller han optræder som en Elias, der skal genoprette Menneskeslægten, eller som en Tilhænger af kristelig Videnskab, idet han forsøger at faa Folk til at benægte, at de har Smerter og Sygdomme, og belønner deres Løgn ved at helbrede dem fra legemlige Svagheder, medens deres Fornægten af Sandheden bagefter gør dem uskikket til at skelne mellem det rigtige og det urigtige. Satan tror maaske, at han har Held med sig; men vi har Herrens Ord for, at hans Hus snart vil blive omstyrtet. Nødvendigheden af, at han nu optræder som Reformator og Læge, er et Bevis for, at Faldet er nær for Haanden. Gud ske Lov, at det ikke vil vare længe, før han bliver fuldstændig bundet, saa at han ikke længere skal forføre Folkene! — Aab. 20, 3.

Om at elske Retfærdigheden og hade Uretfærdigheden.

Hvis vi vil forstaa Planen i Guds Handlemaade med de nye Skabninger nu i Tiden, maa vi ikke glemme, at det er hans Vilje, at alle de, der skal fuldkommes paa det guddommelige Tilværelsestrin, ikke blot skal have gode Hensigter i den Forstand, at de foretrækker Ret for Uret, men at de ogsaa ved udstrakte Erfaringer skal lære at forstaa Fordelene ved at gøre det rette under den Forvirring, der kommer af at gøre det urette. Dette er Grunden til, at de nye Skabninger bliver underkastet Prøvelser, der i enhver Henseende er sværere end de, der er kommet over Englene, og ogsaa sværere end de, som Menneskene paa Dommens Dag i Tusindaarsriget vil blive udsatte for. Saa vidt vi ved, blev de hellige Engle ikke sat paa nogen særlig Prøve, før Satan faldt fra og forsøgte at tilrane sig Herredømmet over Jorden. Men vi har al Grund til at antage, at dette Syndefald og de deraf følgende Syndefald hos Menneskene blev til en Prøve, ikke blot for de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, dem, som blev Dæmo- [707] ner, men ogsaa for alle de hellige Engle. Det maatte have været prøvende for deres Tillid til Jehovas Magt at være Vidner til det ondes Fremgang og den tilsyneladende Mangel paa Evne hos Gud til at hindre og ødelægge det. De maa sikkert alle være blevet fristet med den Tanke, at de ogsaa kunde begaa Synd uden at blive straffet derfor. Men dette, at de forblev trofaste mod Herren, beviser, at deres Hjerte var i den rette ydmyge Tilstand, og at de var lydige imod Retfærdighedens Principper. Allerede nu er de Vidner til Udførelsen af Guds Plan i Kristus, og naar denne om kort Tid naar frem til sin storslaaede Fuldendelse gennem Kristus Jesus og den herliggjorte Menighed, vil de se, at deres Tillid til Jehovas Visdom, Kærlighed. Retfærdighed og Magt har været mere end berettiget.

Dog var denne de hellige Engles Prøve ikke saa gennemgribende som den, der bliver de nye Skabninger i Kristus Jesus til Del, idet disse bestandig maa være i Berøring med menneskelig Ufuldkommenhed og som Følge deraf faar deres Tro, Taalmodighed, Kærlighed og Iver forsøgt lige til Døden. Ogsaa den Prøve, som kommer over Verden i Tusindaarsriget, vil, skønt den bliver tilstrækkelig svær og fuldstændig til absolut at kunne afgøre, hvem der af Hjertet er trofast mod Her­ren og Retfærdighedens Principper, dog blive forskellig fra Menighedens Prøve nu i Tiden, fordi Menneskene da vil leve under Tilstande, der i et og alt er gunstigere for en rigtig Forstaaelse af Retfærrdigheden og for Lydighed derimod. Men nu er det saadan for de nye Skabninger, som Apostelen erklærede, at alle, der vil leve gudfrygtigt, maa lide Forfølgelse. Denne Villighed hos de nye Skabninger til at lide paa Grund af deres Trofasthed mod Herren og hans Riges Principper samt den Tro, som ligger bagved, tiltaler Gud og udgør for ham Beviser paa, at de har en særlig Karakter. Han handler med de nye Skabninger i denne Tidsalder [708] for at fuldkomme deres Karakter i Hellighed og bringe dem frem til det højeste Maal, saa at de med Glæde kan lide Modgang for Herrens og Sandhedens Skyld, ja, saa at de endog kan søge at tjene Sandheden paa Bekostning af ikke blot alle jordiske Behageligheder og Hædersbevisninger, men Livet selv.

Det er fordi dette Formaal med Guds Plan ikke klart erkendes, at saa mange bliver forvirret over Guds Handlemaade med den lille Hjord. De ser ikke, at ligesom en særlig Opvarmning og Afkøling er nødvendig for at tilvirke de fine Staalredskaber, saaledes maa der ogsaa særlig hede Prøvelser og afkølende Erfaringer til for at berede dem, hvem Herren om kort Tid vil bruge som sine særlige Repræsentanter og Redskaber til at udføre den store Gerning at genoprette Menneskeheden. Det onde er aldrig godt, og Gud har aldrig været Ophavsmanden til Synd eller noget som helst ondt. Dog er hans Visdom og Magt af en saadan Art, at han kan lede det onde til at tjene et godt Formaal. Som vi har set, var det f. Eks. ikke Gud, der fik Satan til at synde. Jehova skabte ham fuldkommen og ren. Det var netop en af de Velsignelser, han havde tildelt ham, den frie Vilje, der, da den blev benyttet i Modstrid med Guds Bestemmelse, gjorde den en Gang hellige Engel til en Modstander, til Satan. Det stod i den Almægtiges Magt at ødelægge Modstanderen øjeblikkelig. Men han forudsaa, at det kunde tjene til gavnlige Erfaringer, ikke blot for Englene, men ogsaa for Menneskene, med Hensyn til godt og ondt, om de kom i Berøring med det onde og lærte dets bitre Frugter at kende. Saaledes er det ogsaa med Synden iblandt Menneskene. Gud har til enhver Tid kunnet udrydde den, saadan som han ogsaa til sidst vil gøre det. Men i sin Visdom forudsaa han, hvorledes Menneskenes Vrede kunde blive ham til Ære. Guds Børn har ikke behøvet at nære nogen Frygt med Hensyn til Herrens endelige Sejr over Synderen og Synden i enhver [709] Betydning af Ordet. De kan have fuld Tillid til, at hverken Hovedfjenden eller hans mere eller mindre forsætlige og mere eller mindre besnærede Efterfølgere paa det ondes Vej vil vinde nogen afgørende Sejr. Guds Plan er allerede saa vidt fremskredet, at vi nu kan se Enden paa den store Hemmelighed, hvorfor det er blevet tilladt Synden og Synderne at blomstre en Tid, og hvorfor disse sidste har haft Fremgang i deres Modstand mod Herren og hans trofaste.

Lad os ikke undlade at lægge Mærke til, at medens vel al Sygdom og Død i Verden mere eller mindre direkte kan spores tilbage til den store Modstander, ved hvem Synden kom ind i Menneskets Sind, hvorved dette blev besmittet og daarligt, saa er det dog saaledes, at Gud, baade hvad Verden og de nye Skabninger angaar, lader de forskellige Faktorer i den Forbandelse, der kom over Slægten paa Grund af Synden, virke til Menneskets Belæring og Opdragelse. Om Verden som Helhed i det mindste kan det siges, at den sukkende Skabning lærer noget om Syndens overvættes Syndighed og om de ubehagelige Følger af Synden. Hvad Menigheden, de nye Skabninger, angaar, indbefatter deres Delagtighed i Kristi Lidelser, at de har Del i de Lidelser, der er fælles for hele den øvrige Menneskehed. Vi ved, at det for Herrens Vedkommende var nødvendigt, at han for at kunne være den store Ypperstepræst for Menneskene blev berørt af en Følelse af vore Svagheder. Og dette gælder naturligvis i lige saa høj Grad hvert enkelt Lem paa hans Legeme. Der vil ganske sikkert paa hele Kristi Legeme ikke findes et eneste Lem, som mangler Medfølelse og Barmhjertighed. De har alle gennemgaaet deres egne Erfaringer og er derfor fuldt ud i Stand til at have Medfølelse med den stakkels Verden, naar den Tid kommer, da de skal genoprette den, prøve, retlede og dømme den. Herren var fuldkommen i Kødet og kunde derfor ikke have gjort saadanne Erfaringer, hvis han ikke havde [710] udgivet sin egen Livskraft for at helbrede de syge og derved følte nogle af deres Svagheder og Lidelser, hvis Smerter han lindrede. Det hedder om ham: »Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.« (Matt. 8, 17.) De, som bliver kaldet til at være Lemmer paa Kristi Legeme, har i Almindelighed ingen Livskraft at give bort paa en mirakuløs Maade; men ved at de paa Grund af, at de selv har ufuldkomne menneskelige Legemer, faar Del i det, som hele Verden maa lide, bliver de ogsaa berørt af en Følelse af Slægtens Svagheder og bliver derved sat i Stand til fuldt ud at have Medfølelse med dennes ulykkelige Tilstand.

Af det foregaaende kan man se, at vi ikke kan forliges med den Tanke, der forkyndes af nogle, at Lemmerne paa Kristi Legeme kan vente at blive fritaget for de Prøver og Vanskeligheder, legemlige, sociale og økonomiske, som Verden maa udholde. Det er sandt nok, at de forbilledlige Israelitter indtog en gunstigere Stilling end andre. De Belønninger, de modtog for deres Troskab mod Herren og hans Lov, gik i Retning af at blive befriet fra Lidelser og Prøvelser. Dog stiller Sagen sig ganske modsat med de nye Skabninger. De er ikke Israelitter efter Kødet, men efter Aaanden; de udgør Abrahams aandelige Sæd. Modbillederne hos de nye Skabninger til det kødelige Israels Velsignelser er af en aandelig Art. Alle Ting samvirker til gode for dem i aandelig Henseende. Guds Velsignelse er tilsikret dem, saa længe de forbliver trofaste og lydige imod Kristus. Intet ondt kan naa frem til dem. De bliver bevaret paa et skjult Sted og beskyttet mod alt, hvad der kan skade dem. Dog bliver deres Værdsættelse af dette Aandssamfund bestandig prøvet. De maa vise, at de sætter det aandelige over det naturlige. Skal de nogen Sinde blive fuldkommet som nye Skabninger, efter at det jordiske Offer er fuldbragt, maa de lære mere og mere at glæde sig over de aandelige Ting. [711]

Naar de nye Skabninger i Kristus Jesus finder, at de er omgivet af mangfoldige Ildprøver, fra hvilken Retning de end kommer, maa de i dem se Beviser paa deres Troskab, Beviser paa, at Gud betragter dem som Sønner, og at han prøver Styrken af deres Pagtssamfund med ham, for at de kan blive skikket til Fuldkommengørelsen i Aanden og den fremtidige Herlighed. Hvis Herren tillader Ulykker at komme over dem, maa de ikke se paa dem paa samme Maade, som de ser paa Verdens. Som en Følge af Guds Dødsdom er Menneskene underkastet Ulykker og Hjemsøgelser, som Herren intet har at gøre med, hvad Jesus omtaler, der hvor han nævner de atten, som blev dræbt af Siloamstaarnet, og de andre, hvis Blod Pilatus blan­dede med Ofrene. Herren erklærede om disse Mennesker, at de ikke ud fra det forefaldne kunde betragtes som større Syndere end andre. (Luk. 13, 1-5.) Gud giver indenfor visse Grænser Menneskenes og Satans Vrede frit Spillerum med Hensyn til Verdens Anliggender. Men med den udvalgte Menighed er Sagen en helt anden. Intet af det, der træffer dem, er tilfældigt. »Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død.« Ikke eet af deres Hovedhaar kan falde til Jorden, uden at han lægger Mærke dertil. (Ps. 116, 15; Matt. 10, 30.) Da Pilatus spurgte Jesus: »Ved du ikke, at jeg har Magt?« svarede denne: »Du havde aldeles ingen. Magt over mig, dersom den ikke var givet dig ovenfra.« (Joh. 19, 10. 11.) Dette gælder lige saa vel ethvert Lem paa Kristi Legeme fra det Øjeblik af, da det bliver avlet til at være en ny Skabning. Ja, vi har al Grund til at tro, at Guds Om­sorg i nogen Grad endog naar udover de nye Skab­ninger til dem, hvis Liv og Interesser er nøje sammenknyttet med deres. Dersom de nye Skabninger maa gennemgaa Ildprøver, skal de ikke undre sig derover, som om der hændtes dem noget underligt. Men de skal vide, at tilsvarende Prøvelser er blevet fuld- [712] byrdet paa alle Lemmerne paa Kristi Legeme fra Hovedet og nedefter, og at dette vil fortsættes, indtil de sidste Fodlemmer er blevet prøvet, tilslebet, antaget og herliggjort. Naar disse Besværligheder kommer enten i Form af Modstand og Forfølgelser i Hjemmet, fra tidligere Venners eller fra Naboers Side, fra Navnkirken eller som økonomiske Uheld og Fattigdom eller som Sygdom og legemlige Ulykker, skal Herrens Folk være tilfredse i Bevidstheden om, at Faderens Kærlighed og Omsorg hviler over dem og gælder alle deres Interesser. Vi maa have fuld Tillid til dette. Og heri ligger en af de sværeste Prøver for vor Tro. For os, som maa vandre i Tro og ikke i Beskuelse, hvis vi til sidst vil blive antaget som Sejrvindere, for os, som er forvisset om, at vi er Børn og Arvinger, og at Guds Øje vaager over os, er det virkelig trosprøvende, naar vi paa samme Tid maa udholde Trængsler. Men lad os med Tillid og Kærlighed tage imod alt, hvad Herren sender os af Velsignelser eller Trængsler, og lad os drage Fordel deraf, idet vi lærer derved.

Denne Forstaaelse af Guds Omsorg for alle vort Livs Interesser, jordiske saavel som himmelske, bør ikke gøre os ligegyldige med Hensyn til vore timelige Anliggender. Tværtimod maa vi huske paa, at vi er Husholdere over de Talenter og Evner, der er os betroet, saavel med Hensyn til vor Stilling i Samfundet og vore økonomiske Forhold som med Hensyn til vort Helbred. Det bliver en Pligt for os at gøre alt, hvad vi kan, for at bøde paa en eventuel Mangel i vor Optræden udadtil. Vi skal være venlige og hensynsfulde, villige til at afgive Forklaringer og gøre alt, hvad der staar i vor Magt, for at hindre, at vore Motiver og Bevæggrunde bliver misforstaaet. Vi maa søge saa fornuftigt som muligt at undgaa alt, hvad der kunde synes overtroisk og fantastisk, for derved bedre at kunne vidne om vor Gud, hans Karakter, hans Bog og hans Menighed overfor andre. Paa denne Maade skal vi [713] lade vort Lys skinne. I det økonomiske skal vi anvende Klogskab og Sparsommelighed. Vi maa ikke være efterladende i vor Forretning; vi skal handle, som om vi ikke havde nogen Gud, som om alt afhang af vore egne Bestræbelser. Dog maa vi i Hjertet og i vor Samtale med andre af Troens egne fuldt ud for­staa og give Udtryk for vor Tillid til Herren, fordi vi hører ham til, og fordi alle vore Interesser er underlagt hans Beskyttelse. Hvis da Fattigdom eller økonomiske Tab skulde blive vor Lod til Trods for vore bedste Bestræbelser, skal vi tænke, at den himmelske Fader har set, at dette bedre kunde tjene os som nye Skabninger, end Held og Fremgang. kunde have gjort det. Vi skal anerkende hans Ledelse af vore Anliggender, hvilke end vore Erfaringer bliver. Paa samme Maade stiller det sig med Hensyn til vort Helbred. Hvis vi bliver hjemsøgt af Sygdomme, kræves der af os, at vi som trofaste Husholdere over de dødelige Legemer anvender den rette Energi paa at skaffe os Lægemidler, saa langt vor Kundskab og vor Dømmekraft rækker. Hvis vore Bestræbelser krones med Held, skal vi i Hjertet tilskrive Herren Æren derfor og ikke Medicinen. Hvis denne imidlertid ikke hjælper os, skal vi dog ikke tvivle !om hans Magt, men vente en yderligere Velsignelse i Forbindelse med de Prøver, vi maa gennemgaa. Samtidig med at de nye Skabninger ved enhver Ulykke og ethvert Uheld anvender al Flid paa at fri sig ud af Vanskeligheden, bør de opløfte deres Hjerte til Herren i Tro og Tillid under Ønsket om at kende, hvilke. Lærdomme de skal høste af deres Erfaringer, og om disse er Tugtelser for noget urigtigt, de har begaaet, eller fremtræder som den Kæp og Stav, der bringer Faarene tilbage fra den gale Vej, hvor de ikke har fulgt Hyrdens Spor. »Din Kæp og din Stav, de trøster mig.« Herrens Folk er ikke i deres Glæde og Fred afhængige af, om de har et nogenlunde Helbred og Velstand i økonomisk Henseende. De kan glæde sig i Gud og [714] erfare hans Fred under alle Forhold og Tilstande. Derfor kan de ogsaa af Hjertet fryde sig over Hyrdens Kæp og Stav. Mange af de nye Skabninger kan sige med den gamle Profet: »Førend jeg blev ydmyget, for jeg vild.« Mange af dem har lært, at der er stor Velsignelse forbundet med Ydmygelser.

Profetisk hedder det om Menigheden og om Herrens Omsorg for den: »Han læger alle dine Brøst.« (Ps. 103, 3.) Ethvert Forsøg paa at anvende dette paa Evangeliemenigheden med Hensyn til den legemlige Tilstand maa nødvendigvis falde tomt til Jorden. Hvem ved vel ikke, at det fra først til sidst i Menighedens Historie ikke har behaget Herren at helbrede dens legemlige Brøst? Hvem ved ikke, at mange mange af de hellige er døde af deres Sygdomme? Skønt vor Frelser var legemlig fuldkommen, hjemsøgtes han dog ifølge den medicinske Videnskab af en bestemt Svaghed, som ikke er ukendt for Lægerne, da han svedte Blod i Gethsemane. I Overensstemmelse med denne samme Videnskab døde han, der var fuldkommen efter Kødet, ifølge Kendsgerningerne hurtigere end de to Røvere, der var korsfæstet sammen med ham, fordi han bukkede under for en Svaghed; hans Hjerte brast. Hvem ved ikke, at Apostelen Paulus lige til sin Dødsdag bar paa en Torn i Kødet, og at Herren afslog at fjerne den, idet han forsikrede ham om, at den Velsignelse, som blev ham til Del ved, at han taalmodigt udholdt Lidelsen, mere end vilde opveje denne? Hvem ved ikke, at mange af Guds ædleste hellige igennem hele Tidsalderen har lidt af Sygdomme og er døde deraf i Stedet for at blive helbredet og blive fuldkomne i legemlig Henseende? Det er i absolut Modstrid med Skriften at anvende det ovenfor omtalte Udsagn paa legemlige Sygdomme. Men opfattet aandeligt om de nye Skabningers Tilstand har Profetien stor Betydning. De nye Skabninger maa kæmpe med aandelige Sygdomme og Svagheder: og dette Skriftsted giver [715] dem Forvisningen om, at enhver saadan Sygdom kan blive helbredet ved Hjælp af den Gileads Balsam, der findes i Herrens dyrebare Forjættelser. Deres legemlige Sygdomme bliver rigelig opvejet af den Fred og Glæde, som Mennesker hverken kan give, eller tage. Sygdom i Hjertet og Ufred kan ikke længere trænge sig ind der, hvor Kærlighed, Glæde og Fred hersker og bliver i den hellige Aand.

Markus 16, 9-20 er en Forfalskning.

Alle lærde indrømmer, at disse Vers er et senere Indskud. De findes ikke i noget af de ældre græske Manuskripter og er sikkert uægte. Det passer ikke, at de troende kan drikke Gift og lade sig bide af Slanger eller blive angrebet af Smitte uden at tage nogen Skade deraf. Lige saa lidt har alle Evne til at helbrede eller uddrive Djævle. Alle moderne Oversættelser af Bibelen enten udelader disse Vers eller betegner dem udtrykkeligt som senere Indskud. Hvis vi derfor benytter os af dem som Skriftsteder, gør vi os skyldige i at tilføje noget til Guds Ord og i at fremme den almindelige Forvirring vedrørende dette vigtige Emne.

Den Tanke, at Herrens Folk bliver særlig begunstiget af ham med Hensyn til legemlig Helbred og andre jordiske Behageligheder (i højere Grad end Verden), beror paa et Bedrag og en Forførelse og strider ifølge det foregaaende med alt, hvad vi kan vente os som nye Skabninger. Herren og Apostlene var Mønstre for Menigheden. I Stedet for at bede om Fritagelse fra de fælles Vanskeligheder, der hjemsøger den sukkende Skabning; indviede de sig til at have Del i disse Lidelser, for at de kunde blive berørt af Følelsen af Menneskenes Skrøbeligheder. Herren tilbageviste som en Fristelse fra Modstanderen Tilskyndelsen til at benytte sig af guddommelig Magt for at stille sin Sult, da han havde fastet 40 Dage i Ørkenen. (Matt. 4, 3. 4.) Da han var træt, hvilede han sig ved Samarias Brønd [716] medens Disciplene gik bort for at købe Føde. Han paakaldte ikke Guds Magt til at gengive ham hans Styrke. (Joh. 4, 6.) I disse Tilfælde var Mad den rette Medicin mod Hungerens Smerte, og Hvile det rette Lægemiddel mod Legemets Træthed. Og vi ser, at Herren benyttede sig af disse Midler. Der staar ikke noget om, at han led af nogen kronisk Sygdom; men vi tvivler ikke om, at han havde haft fuld Frihed til at benytte sig af Rødder, Frugter eller andre Lægemidler i paakommende Tilfælde, ligesom han betjente sig af Mad og Hvile. Den nervøse Sygdom, der foraarsagede Blodsveden, og det endelige Hjertebrud indtraf ved Slutningen af hans Virksomhed. Han vidste, at hans Time var kommet. Han, der afslog at bede om Beskyttelse af Englene (Matt. 26, 53), og som heller ikke vilde paakalde Guds Magt for at stille sin Hunger eller fjerne sin Træthed, havde imidlertid fuld Frihed til at benytte denne Kraft til Fordel for sine Efterfølgere, som f. Eks. da han bespiste Mængden, stillede Uvejret paa Søen og skaffede Peter Penge til at betale Skat med. — Matt. 14, 15-21; Mark. 4, 36-41; Matt. 17, 24-27.

Paa samme Maade finder vi, at ingen af Apostlene benyttede sig af de særlige Rettigheder eller Velsignelser, som tilhørte dem, for at befri sig selv fra legemlige Sygdomme eller skaffe sig verdslige Fornødenheder. Sandt nok forefinder vi ingen Beretning om, at andre af de tolv var syge end Paulus, hvis svage Øjne (Ap. G. 9, 8-18; Gal. 4, l5; 6, 11) Herren ikke vilde helbrede trods Apostelens Bøn, idet han forsikrede ham om, at dette, der var blevet ham en Satans Engel, som slog ham paa Munden og prøvede hans Taalmodighed og Ydmyghed, vilde blive mere end opvejet ved Herrens Naade. (2 Kor. 12, 7-9.) Apostelens Tro paa og Tillid til Herren har været til Trøst for alle, der siden da har vandret paa den snævre Vej. Han gik imidlertid ikke som nogle af dem til Herren med Bøn- [717] ner om tirelige Ting, Penge, Huse, Jord, Mad, Klæder o. s. v. Vi har hans eget Ord for, at han undertiden led Mangel, og at han i saadanne Tilfælde arbejdede med sine Hænder ved sit almindelige Haandværk, Sejl- og Teltmageriet. Nogle, der ikke er nær saa hellige, som han var, og langtfra lever i saa inderligt Samfund med Herren, vilde ikke blot have foragtet en saa simpel Beskæftigelse, men vilde ogsaa søge i det hele taget at komme udenom Arbejde ved at »leve af Tro«, som de kalder det, det vil sige, leve uden at bestille noget. En saadan Stilling fordømmer Apostelen paa det skarpeste, naar han siger: »Dersom nogen ikke vil arbejde, saa skal han heller ikke have Føde.« »Den, som stjal, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.« (Ef. 4, 28; 2 Thess. 3, 10.) Mange, der saaledes fejlagtigt mener, at Guds Vilje med dem er, at de skal leve af Tro, medens andre arbejder for at underholde dem, er ofte dristige nok til at bede om Penge, Føde og Klæder o. s. v., som de ikke vil arbejde for. Vi vil ikke sige, at alle saadanne er slette Mennesker. Det er vor Tro, at nogle af Herrens Folk staar i en urigtig Stilling paa dette Punkt, fordi de er kommet ind under Indflydelse af falske Lærdomme med Hensyn til Guds Handlemaade og Arten af deres Kaldelse. Vi tvivler heller ikke om, at Herren undertiden hører og besvarer Bønner fra saadanne, selv om disse Bønner ikke er i den nøjeste Overensstemmelse med hans Vilje. Vi tror, den rette Fremgangsmaade for de nye Skabninger, den for Herren mest velbehagelige, er den saa direkte og omhyggeligt som muligt at følge Herrens og Apostlenes Vejledning og Forbillede. At de blev regnet for nye Skabninger, indbefattede deres Forstaaelse af, at jordiske Velsignelser med Rette tilkommer det naturlige Menneske, der er i Harmoni med Skaberen, og derfor ogsaa tilregnelsesvis tilkommer de troende, som ved Tro paa [718] Kristus er retfærdiggjort indfor Gud; men det indbefattede tillige, at de opofrede, indviede, helligede og lagde paa Alteret disse menneskelige Rettigheder for til Gengæld at modtage de himmelske, aandelige Velsignelser og Privilegier, som de troende kaldes til at opnaa i Evangelietidsalderen. Naar nu de jordiske Rettigheder saaledes er blevet indviet til Herren og bortbyttet mod aandelige Velsignelser og Forhaabninger, hvorledes kan saa de nye Skabninger bede om atter at faa disse jordiske Velsignelser, der allerede er blevet indviet eller opofret? Det er noget helt andet at bede Herren om saadanne timelige Velsignelser, som han i sin Visdom ser det nyttigt at give os; og det er ogsaa noget helt andet at bede om Velsignelser for andre, derunder indbefattet vore kære efter Kødet, ikke efter Aanden. Dog bør vi i alle vore Bønner aner­kende, at Herrens Kærlighed og Visdom er, vor overlegen, og vi bør ikke blot fuldt ud underkaste os hans Vilje i enhver Henseende, men ogsaa give Udtryk for en saadan Underkastelse i vor Paakaldelse. De nye Skabninger, der rigtigt er opøvet ved Herrens Ord og har forstaaet Aanden deri, maa sætte deres aandelige Interesser langt højere end deres timelige Velfærd og bør derfor kun ønske sig saadanne Erfaringer i Kødet, som kan være gavnlige for den nye Naturs Udvikling og Forberedelse til Riget. Det nye Testamente handler mere om den Apostels Erfaringer, der af Herren blev udvalgt til at indtage Judas' Plads, end om alle de andres tilsammen. Beretningen om ham begynder med at fortælle, hvorledes han paa. Vejen til Damaskus tog imod Kristus. Naar vi kaster Blikket paa hans forskellige Oplevelser, ser vi, at han ved Udøvelsen af de overnaturlige Evner, der den Gang stod til Menighedens Raadighed, i mange Tilfælde virkede til Fordel for dem, der var ved at komme ind i Sandheden. Men saa vidt vi kan forstaa, brugte han aldrig denne Kraft til at helbrede sig selv med eller nogen af de andre [719] fuldt ud indviede. Det kom ikke af, at de hellige paa den Tid var fri for Sygdomme. Tværtimod ved vi, at Timotheus led af et kronisk Maveonde, og om Epafroditus siges der ikke blot, at han var syg, men at han var Døden nær, fordi han for Kristi Gernings Skyld havde sat Livet paa Spil. (Fil. 2, 25-30.) Vi ved ikke, hvilken særlig Føde eller Medicin det behagede Herren at lægge sin Velsignelse i for Epafroditus' Vedkommende. Hvad Timotheus angik, saa hverken bad Apostelen om hans Helbredelse eller sendte ham et Lommetørklæde eller lignende til at gøre ham rask med, men skrev til ham: »Nyd lidt Vin for din Mave og dine jævnlige Svagheder.« (1  Tim. 5, 23.) Paulus anbefalede Vinen, ikke som Drik eller som Beruselsesmiddel, men ganske simpelt som Medicin. Det, vi særlig skal lægge Mærke til, er, at saa, vidt Beretningen lyder, blev Guds Kraft aldrig paakaldt eller udøvet til Fordel for disse to indviede Brødre. De bar deres Skrøbeligheder og Sygdomme og blev velsignet derigennem, medens de samtidig benyttede den bedste Føde og de bedste Lægemidler, de kendte. Dette, tror vi, er et Mønster for os med Hensyn til den Fremgangsmaade, vi som nye Skabninger skal benytte os af. Vi skal ikke bede om legemlig Helbredelse eller om andre af Livets Behageligheder. Allerhøjest giver Herrens Mønsterbøn os Lov til at bede om saadanne Ting, som det behager Gud at give os i Form af dagligt Brød. Selv medens vi beder om det daglige Brød, skal vi huske, at vi skal arbejde med vore Hænder for at faa det. Og vi bør vente, at Herrens Velsignelse vil være i vor Gerning i samme Grad, som han ser, det kan gavne vor Karakterudvikling. Hvis han ser det bedst kun at give os det allernødvendigste af Føde og Klæder, vil det blive en Prøve for vor Kærlighed, Taalmodighed og Tro. Hvis han giver os mere, end vi har behov, bliver det ogsaa en Prøve for vor Tro, Kærlighed og Hengivenhed overfor ham, men i modsat Retning. Vi kan da [720] lægge for Dagen, hvorvidt vi er villige til at ofre vor Overflod til Fremme for hans Sag og i Brødrenes Tjeneste. Hvis Gud i sin Visdom giver os et stærkt Helbred og stor Livskraft, bliver det en Prøve paa vor Troskab, om vi sætter denne Livskraft til i hans Sags Tjeneste, eller om vi benytter den i selviske Øjemed. Og skænker Herren os paa den anden Side blot en begrænset Styrke, vil Prøven gaa ud paa, om vi har Kærlighed, Lydighed, Taalmodighed og Nidkærhed nok til at søge vedholdende at benytte de smaa Lejligheder.

Navnkirken som de nye Skabningers Modstander.

Mange er tilbøjelige til at betragte Sektsystemerne som deres aandelige Mødre, hvem de skylder Kærlighed og Hengivenhed, fordi de først i Navnkirken fik Kundskab om Herren. Saadanne har vanskeligt ved at forstaa, at disse jordiske Systemer, Babylon, i Virkeligheden er den nye Skabnings Modstandere. Vanskeligheden opstaar ved, at man ser for snæversynet paa Sagen. Vi maa løfte Blikket højere op for at forstaa, at fra Guds Standpunkt set, er der en uhyre Forskel mellem Navnkirken og den sande Menighed, mellem Klinten og Hveden. Klinten kan ikke frembringe Hvede, heller ikke kan Navnkirken frembringe sande kristne. Dens Tilbøjelighed gaar tværtimod i modsat Retning. Skriften erklærer, at det er Guds Magt, der virker i os at ville og at virke efter hans Velbehag. Dette er Kraften i det nye Liv, der udvikler sig under Guds Opsyn. Verdslighedens Aand kan ikke frembringe et saadant Resultat. Navnkirken i Modsætning til den sande Menighed bestaar af de Mennesker, der har set og hørt visse Træk af Guds Sandhed, som er blevet mere eller mindre oplyst med Hensyn til Ret og Uret og derfor har faaet en fastere eller løsere Overbevisning angaaende, hvad der er Ret eller Uret, men som paa Trods af denne Oplysning er skødesløse og ligegyldige overfor Geds Vilje og blot vil benytte sig af [721] Guds Barmhjertighed, saa langt det behager dem selv, særlig saa langt som det kan tjene til deres egen personlige Fordel nu i Tiden. Den sande Menighed bestaar derimod, som vi allerede har set, af dem, der ikke blot har hørt om Sandheden, men som har indviet deres alt til ham, som elskede og købte dem. De er fulgt i Herrens Fodspor; de adlyder ham, saa langt de kan, og under denne Efterfølgelse regner de deres Liv for intet. Navnkirken er ikke Verdens Lys. Den bestaar blot af Mennesker, der foretrækker Lys for Mørke, som nok synes om noget af det Lys, der straaler frem fra de sande kristne, men som blander dette sammen med Hedenskabets og de forskellige Videnskabers Lys. Medlemmerne af den sande Menighed er hver for sig et brændende, skinnende Lys, hvor som helst de opholder sig.

Jo skarpere Linien bliver draget mellem disse to Klasser, desto bedre er det i Almindelighed for den sande Menighed. De trofastes Lamper har brændt klarest, naar Navnkirken har været nedsunket i Mørke, Uvidenhed og Overtro, og naar den sande Menighed er blevet forfulgt af Navnkirkesystemet, hvorfra i Virkeligheden alle Forfølgelserne er kommet.

Naar vi først forstaar, at Gud er ved Roret og styrer de nye Skabningers Anliggender i enhver Henseende, ikke blot selve deres Kald, men ogsaa de Vanskeligheder, Prøver og Forfølgelser, der er nødvendige for at tildanne og tilberede dem til Riget, vil vi ikke længere saa højt vurdere den Rolle, som de menneskelige Systemer spiller i Guds Plan, hvilke Herren ikke selv har organiseret og heller ikke givet nogen Bemyndigelse til at organisere, men som vi i Overensstemmelse med Herrens Ord ved er kødelige og uaandelige. Vi vil ikke hermed sige, at den sande Menighed ikke i nogen Grad har staaet i nøje Forbindelse med Navnsystemerne. Men vi hævder, at selv om den har været i dem, har den dog været forskellig fra dem i den Betydning, at den altid har været af en anden Aand. Den Omstændighed, [722] at Guds aandelige Børn efter at være blevet avlet ved hans Naades Ord i nogen Udstrækning vokser op og modtager deres Næring i de menneskelige Klintesystemer, belyses paa en slaaende Maade ved, at nogle Insekter lægger deres Æg i selve deres Fjenders Legeme, hvor de bliver holdt varme og bliver udviklet, indtil det Øjeblik kommer, da Fødselen og den fulde Udfrielse finder Sted, hvilket i Almindelighed medfører det Dyrs Død, som midlertidig har tjent til Opholdssted for Fostrene. Saaledes har de nye Skabninger, der er avlet af Herren, mere eller mindre været forbundet med Babylons Institutioner og er fremkommet mere eller mindre i Modstrid med Babylons Vilje, men under Guds Ledelse og ved hans Anordning, indtil nu Udfrielsesøjeblikket er naaet, og Kaldelsen til de nye Skabninger lyder fra ham, som avlede dem: »Gaa ud fra hende, mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtig i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.« — Aab. 18, 4.

Navnkirken udgør en bestandig Fristelse for de nye Skabninger, ikke blot ved dens falske Lærdomme, men ogsaa ved den Skinhellighed og det Ceremonivæsen, som dens Tilhængere lægger for Dagen, idet de drager nær til Herren med deres Læber, medens deres Hjerte er langt fra ham, medens deres Tanker, Anskuelser, Ord og Gerninger er i absolut Modstrid med Sandhedens Aand og Indvielsen til Gud. De Fristelser, som de nye Skabninger er udsatte for fra Verdens Side, vilde være forholdsvis magtesløse, om det ikke var, fordi Navnkirken forener Verdens Aand, Længsler og Ærgerrigheder med Kristi Navn og Tjenesten for ham. Velvære, Anseelse hos Menneskene, verdslige Fordele, Fritagelse for at ofre og Udsigterne til at opnaa det bedste, som denne Verden kan give, udgør den Lokkemad og de Fælder, som Babylon bestandig lægger paa de nye Skabningers Vej. Intet andet af Modstanderens Kunstgreb har været saa forførende og betagende som dette. [723]

Guds Rustning.
— Ef. 6, 11-13. —

»Ifør eder Guds fulde Rustning, for at I maa kunne holde Stand imod Djævelens snedige Anløb ... paa den onde Dag.«

Her fortæller Apostelen os atter, at vor Tid, Afslutningen paa Tidsalderen, vilde blive en særlig »ond Dag«, hvor Satan i særlig Grad vilde benytte sig af sin Magt for om muligt at forføre endog de udvalgte. Han taler nu til os om en Rustning, der vil være et særligt Værn imod alle Satans Besnærelser. Det er ikke en Rustning for Kødet, men for Sindet. for den nye Skabning. Gud er dens Ophavsmand, men har frembragt den ved Hjælp af menneskelige Redskaber. Den bestaar af hans Foranstaltninger, hans Ord, hans Budskab, hans Sandhed. Ingen anden Rustning vil kunne holde paa denne onde Dag, og hele Rustningen er nu nødvendig, skønt andre i tidligere Tider kunde nøjes med en mindre Del af den.

Bæltet om Lænderne fremstiller Indvielsen til Tjeneste. Apostelen formaner os til at paase, at vi ikke indvier os til at tjene Vildfarelsen, men Sandheden. Hver af os maa undersøge sit Bælte for at se, om det er det rette, om han er en Sandhedens Tjener eller i det mindste har Tjenestens Aand.

Retfærdighedens Panser (Retfærdiggørelsen) kommer næst i Rækken. Herren kan ikke anerkende nogen som Korsets Soldat, medmindre han ser og anerkender Guds Maalestok for Retfærdighed. Han kan heller ikke bruge nogen, der forkaster Retfærdiggørelsen ved Tro paa det dyrebare Blod.

Fredens Sandaler maa vi heller ikke glemme. Den Korsets Soldat, der begynder paa Kampen uden at have Guds Fred til at hjælpe sig over de vanskelige Steder, vil udrette mindre og have større Besvær dermed end den, der søger at holde Fred med alle Mennesker — at leve i Fred med alle, saa vidt det er muligt uden at svigte Sandheden. De, der vandrer uden denne Be- [724] skyttelse for Fødderne, vil skaffe sig Trængsler og ikke ret meget andet.

Troens Skjold er uundværligt som en Beskyttelse mod Modstanderens gloende Pile — Vantro, Bibelkritik Udviklingslære og Dæmonlære. »Uden Tro er det umuligt at behage Gud.« »Dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.« — Heb. 11, 6; 1 Joh. 5, 4.

Frelsens Hjelm er et Billede paa den forstandsmæssige, teoretiske Forstaaelse af Guds Plan. Øjensynlig var den mindre nødvendig i Fortiden end nu. Men i denne Høsttid, hvor Modstanderen rasende angriber Sandheden og bruger alle Videnskaber og al Uddannelse som et Vaaben til dens Ødelæggelse, er Hjelmen uundværlig. Nu, og kun nu, forefindes den i en saadan Størrelse og Form, at selv den ringeste Korsets Soldat kan faa den paa. Tidligere holdt Herren Angriberen saa langt tilbage, at Troens Skjold kunde yde tilstrækkelig Beskyttelse. Men nu staar hele Rustningen til vor Raadighed, og det er ikke sket et Øjeblik for tidligt.*)

*) Vi tror, at »Vagttaarnets« Skrifter bliver brugt af Herren til at fuldende hans trofastes Udrustning i forstandsmæssig saavel som i anden Henseende.