Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 16

DEN NYE SKABNINGS NUVÆRENDE ARV.

En Aandens Førstefrugt. — Sande og falske Forhaabninger. — Vort Haab. — Røveren i Paradis. — Hvad Paulus havde Lyst til. — Vor jordiske Teltbolig og vor Bolig i Him1ene. — Forklarelsen paa Bjerget. — Den førstefødte ud af de døde. — Den nye Skabnings nuværende Glæder. — »Bed, og I skal faa, for at eders Glæde maa blive fuldkommen.« — Troen er en af Aandens Frugter og udgør en Del af den nye Skabnings nuværende Arv.

IKKE ALLE den nye Skabnings Velsignelser tilhører Fremtiden paa den anden Side Forhænget. En Aandens Førstefrugt, en Forsmag paa den kommende Velsignelse bliver givet de nye Skabninger nu her i Livet. Iblandt denne Førstefrugt kan vi nævne de forskellige Aandens Naadegaver Tro, Haab, Glæde, Fred, Kærlighed o. s. v. Nogle vil maaske sige, at disse er usanselige og uvirkelige. Men vi svarer, at de er lige saa virkelige, som de nye Skabninger er det. I samme Forhold som de nye Skabninger selv vokser, forøges ogsaa disse Erfaringer. Man vil sikkert indrømme, at de samme Egenskaber, saaledes som de er knyttet til jordiske Ting, hører til det naturlige Menneskes største Velsignelser. De nye Skabninger i Kristus Jesus, der har udvekslet deres jordiske Forhaabninger, Rettigheder og Længsler mod de himmelske, finder disse sidste meget dyrebarere end dem, de har overgivet. Jordisk Kærlighed er ofte ubestandig og i Almindelighed selvisk; jordiske Forhaabninger er sædvanligvis flygtige og skuffende; jordiske Glæder er i bedste Tilfælde kortvarige og overfladiske; jordiske Ærgerrigheder bliver sjælden tilfredsstillet og har selv da en bitter Smag i Sødmen. Dog ser vi, at hele Verden kæmper for at opnaa disse Glæder; og vi har alle været Vidner til, at Hovedfornøjelsen ligger i Be- [726] stræbelserne for at naa det, man ønsker sig — at der i selve Opnaaelsen deraf ligger et Maal af Skuffelse.

Saaledes er det ikke med de nye Skabninger. Deres Forhaabninger, deres Glæder, deres Kærlighed, deres Ærgerrigheder vokser bestandig, næret af de overvættes store og dyrebare Forjættelser i Guds Ord. De bringer ikke nogen Skuffelse med sig. Men den Tilfredshed og den Guds Fred, som overgaar al Forstand, fylder deres Hjerte mere og mere, efterhaanden som deres Øjne aabnes til bedre at fatte Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Visdom og Kærlighed, til hvis rigeste Velsignelser de er Argvinger og Medarvinger med Jesus Kristus.

Det Løftets Land, som de nye Skabninger billedligt talt kommer ind i ved deres Indvielse, naar de modtager Sønneudkaarelsens Aand, er et Land, der flyder med Mælk og Honning. Skønt det bringer Prøver og Kampe indadtil og udadtil, betyder dog ikke blot deres Sejre Glæde og Fred; men ved Guds Ledelse og Undervisning bliver ogsaa Nederlagene Aarsager til Haab, Tro og Glæde ved ham, der baade er mægtig og villig til at lade alle Ting virke til gode for dem.

Sande og falske Forhaabninger.

Apostelen henleder vor Opmærksomhed paa den Omstændighed, at Satan søger at skade de nye Skabninger ved at fremstille sig selv for dem som en Lysets Engel eller Budbringer. Naar nogen bekender at de er blevet avlet af Lyset. Sandheden, den hellige Aand, forstaar Modstanderen, at de er paa Vej til fuldt ud at undslippe det Mørke, den Overtro og Forførelse, hvormed. han har omgivet Menneskeheden. Derfor omskaber han sig. I Stedet for yderligere at forsøge paa direkte at lede dem ud i Overtro og Mørke, foregiver han at ville føre dem til mere Lys. Skønt han særlig er paa Færde i denne Retning nu, da Lyset skinner saa klart, maa vi dog ikke glemme, at han altid har været ener- [727] gisk i saa Henseende, lige siden Apostelen skrev de antydede Ord. Vi finder Beviser paa dette i Kristenhedens forskellige Trosbekendelser, der betegner Forsøgene paa at undslippe Mørket, men som dog er fulde af falske Anskuelser og falske Forhaabninger af en forførende Karakter. Disse Trosbekendelser er, skønt de gør Fordring paa at være Støtter for de kristne, gør Fordring paa at være af Gud og forkynde hans Ord, dog i Virkeligheden Snarer, der skal hindre Menneskene i at faa en fuld Forstaaelse af Sandheden. Guds underfulde Kærligheds og Naades Foranstaltninger, der er saa fornuftige i enhver Henseende, er blevet bekæmpet af Modstanderen ikke blot direkte, men ogsaa indirekte, idet han har fremholdt for Herrens Folk noget, der for deres ufuldkomne Dømmekraft til at begynde med kunde synes mere storslaaede Udsigter og Forhaabninger, end de, der fremsattes i Sandheden. Vildfarelsen har Tendens til at føre længere og længere bort fra Sandheden, fra Guds Plan, fra Evangeliets Enfold ud i Tankeforvirring, Overtro og Præstevælde.

Iblandt disse forførende Forhaabninger træffer vi den Paastand, at Menneskene ikke dør, naar de dør — at de døde er mere levende end de levende. Dette Haab blev fremført af Modstanderen for at træde i Stedet for Skriftens Haab om de dødes Opstandelse. En af de to Forhaabninger maa være falsk. Det er lykkedes Modstanderen vidunderligt at paatvinge »Kristenheden« dette falske Haab, som Guds Ord ikke støtter, men som er i direkte Modstrid med Bibelens Lære om de dødes Opstandelse. Thi hvis ingen er døde, hvorledes kan der da være nogen »dødes Opstandelse«?

En anden af de falske Forhaabninger gælder Tidspunktet for Belønningen af Herrens trofaste. Modstanderen har haft lige saa stort Held med sig til at bilde Navnkirken ind, at de kristne i Stedet for at behøve at vente paa dedødes Opistandelse, paa den før- [728] ste Opstandelse, for at faa deres Belønning, kunde have Haab om at opnaa Belønningen straks, naar de døde, gaa ind til den igennem Dødens Port i Stedet for gennem Opstandelsens Port, som Skriften siger. Disse falske Forhaabninger er skadelige ligesom alt andet falsk, hvor behagelige de end kan synes i Øjeblikket. Guds Ord maa være vor Ledetraad, og det siger os, at alt Haab om fremtidig Velsignelse og Glæde hviler paa Opstandelsen fra de døde.

Fortidens falske Forventninger om, at Dødsøjeblikket skulde medføre Opnaaelsen af den himmelske Herlighed (hvilket ikke blot er i Modstrid med Forhold og Omstændigheder, der kan klarlægges for den menneskelige Fornuft, men ogsaa modsiges af en Mængde Vidnesbyrd i Skriften med Hensyn til Opstandelsen, der først finder Sted ved Herrens andet Komme), har været til stor Skade for Herrens Folk derved, at de har ført dem bort fra hans Ord og fra de sande Forhaabninger, som dette fremholder, hvilke Forhaabninger er i fuld Overensstemmelse med den sundeste Fornufts Forestillinger og alle Kendsgerninger, som vi kan iagttage om os.

Man vil maaske nu sige, at dette Haab om en øjeblikkelig Forvandling til den himmelske Tilstand i Dødsøjeblikket netop her i dette Værk fremholdes for de sidste Medlemmer af den nye Skabning. Det er ganske sandt. Men til Støtte for dette Haab findes der nu en Grund, som ikke fandtes før 1878, det Tidspunkt, da vi hævder, at denne Udvidelse af Haabet for Herrens Folk indtraf. En saadan Forøgelse af den nye Skabnings Haab i Høsttiden er i fuld Overensstemmelse med Herrens Ord. Vor Tanke er ikke den, at alle Mennesker eller blot Medlemmerne af den nye Skabning nedigennem hele Tidsalderen er blevet forvandlet i deres Dødsøjeblik. Men idet vi støtter os paa Skriftens Udsagn om, at de sov hen i Jesus, finder vi ogsaa der Vidnesbyrd om, at Haabet for dem [729] ligger i den Opvækkelse, som Gud har forjættet skulde blive dem til Del paa den nye Dag, Tusindaarsdagen. Vort Haab, der er opbygget paa Skriftens Grundvold, gaar ud paa, at vi allerede lever i denne nye Dags Morgengry, at Immanuel allerede er nærværende og i Færd med at oprette sit Rige, og at hans første Gerning bestaar i at holde Regnskab med sine Tjenere, som han selv paapegede det i en af de Lignelser, der skulde belyse de Forhold, som vilde indtræde, naar han vendte tilbage for at tage Magten paa Jorden. Lignelsen siger, at han skulde kalde sine Tjenere frem for sig, hvem han har betroet de forskellige Pund og Talenter, og at han saa vilde holde Regnskab med dem, før han begyndte at holde Regnskab med Verden. — Luk. 19, 15; Matt. 25, 14.

Dommens Gerning begynder med Guds Hus, Menig­heden, den nye Skabning. Som vi allerede har vist (Bind II, Kap. 7), betegnede 1878 det Tidspunkt, da de døde i Kristus skulde opstaa. Det er derfor i fuld Overensstemmelse med Skriften, naar vi tror, at Apostlene og de trofaste fra hele Tidsalderen lige til vor Tid allerede er herliggjort og har faaet de aandelige Legemer, der er blevet dem lovet, at de er blevet »forvandlet« til Lighed med Mesteren, men at de som Aandevæsener er usynlige for menneskelige Øjne. Det er endvidere i fuld Overensstemmelse med dette paa Skriften grundede Haab, naar vi lærer, at de Medlemmer af den nye Skabning, der endnu er i Kødet, ikke vil behøve at »sove« og vente paa Oprettelsen af Riget, fordi Kongen og Riget allerede er til Stede, fordi den nye Husholdnings livgivende Gerning allerede er begyndt, idet den største Del af de udvalgte allerede er herliggjort. De nulevende Medlemmer af den nye Skabning skal blot have fuldendt deres Tilslibning og Tildannelse, før de kan faa Del i den første Opstandelse og blive »bortrykket« eller forvandlet i et Øje­blik, i et Nu, og i Dødsøjeblikket faa den nye Bolig, [730] det aandelige Legeme, til Eje. — 2 Kor. 6, 1;1 Thess. 4, 17.

Naar vi betragter dette Emne, maa vi imidlertid ikke blot holde os for Øje de særlige Forhaabninger, der knytter sig til Høsttiden, men ogsaa i stor Udstrækning det, der har været Haabet for alle Brødrene, alle Medlemmerne af den nye Skabning — de Forhaabninger, der fremholdes for os i Evangeliet. Lad det inspirerede Ord tale til os om disse Forhaabninger, men lad ikke den Omstændighed, at de er meget forskellige fra dem, der i Almindelighed næres af deri saakaldte »kristne Verden«, forvolde os Ængstelse. Ganske vist har »den kristne Verden«, i dens Trosbekendelser paastaaet at tro paa Kristi andet Komme og de dødes Opstandelse, men dette er blot tomme Ord, hvorved den søger at opretholde nogen Forbindelse ined Skriften. I Virkeligheden er disse to Ting slet ikke den kristne Verdens — Navnkirkens — Forhaabninger, men tværtimod dens Skræk. Den frygter Herrens andet Komme i Stedet for at længes efter det, og ligeledes frygter den de dødes Opstandelse i Stedet for at haabe paa den; thi ved den store Modstanders Kunstgreb er den blevet vildledt til at misforstaa Guds Karakter og Plan, saa at den almindelige Tro nu gaar ud paa, at Kristi andet Komme betyder Afslutningen paa alt Haab, paa al Prøve, paa al Barmhjertighed. I Stedet for betegner Herrens Komme, som Skriften viser det, i Virkeligheden Begyndelsen til den Velsignelse af alle Jordens Slægter, som Gud fra gammel Tid har lovet og har forberedt igennem fire Tusind Aar.

Opstandelsen betragtes ogsaa med Rædsel, fordi den falske Lære har ført den Overtro med sig, at Aanden eller Livsaanden har Bevidsthed udenfor Legemet, og at Legemet er et Slags Fængsel for den, som den kun er alt for glad over at slippe af med. En Tilbagevenden til Legemet kan med en saadan Opfattelse af Forholdet kun betyde en Straf. Saaledes har Menneske- [731] nes Overleveringer gjort Guds Ord til intet under Indflydelsen af den store Modstander, denne Verdens Gud, som nu forblinder saa mange. Men lad os vende os til Skriftens Vidnesbyrd om denne Sag og se, hvor klart og tydeligt Bibelen peger hen paa Kristi andet Komme og Opstandelsen baade som Menighedens og Verdens Haab.

»Derfor, bind op om eders Sinds Lænder, vær ædrue, og sæt fuldt ud eders Haab til den Naade, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Aabenbarelse.« — I Pet. 1, 13.

» Ogsaa vi selv, som har Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukker ved os selv, idet vi forventer en Sønneudkaarelse, vort Legemes [Menighedens, Kristi Legemes] Forløsning [Befrielse]. Thi i Haabet blev vi frelst [ikke virkeligt, men blot i en foreløbig Betydning].« — Rom. 8, 23. 24.

»Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid, i hvilken I skal fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i mange Haande Prøvelser, for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det for­gængelige Guld, der dog prøves ved Ild, maa findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Aabenbarelse.« — 1 Pet. 1, 3-7.

»I ovrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som har elsket hans Aabenbarelse.« — 2 Tim. 4, 8.

»Jeg skammer mig ikke derved thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis paa, at han [732] er mægtig til at vogte paa den mig betroede Skat til hin Dag.« — 2 Tim. 1, 12.

»Guds Naade er blevet aabenbaret til Frelse for alle Mennesker og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden; forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse, han, som gav sig selv for os.« — Tit. 2, 11-14.

»Dette bekender jeg [Paulus] for dig [Felix], at jeg efter den Vej, som de kalder et Parti, tjener vor fædrene Gud saaledes, at jeg tror paa Talt det, vom staar i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, og har det Haab til Gud, som ogsaa disse selv forventer, at der skal komme en Opstandelse baade af retfærdige og uretfærdige.« — Ap. G. 24, 14. 15.

»I er døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud. Naar Kristus, vort Liv, aabenbares, da skal ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.« — Kol. 3, 3. 4.

»For Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.« — Ap. G. 23, 6.

»Jesus sagde til hende: Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør. Og hver den, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø.« — Joh. 11, 25. 26.

»Den Time kommer, paa hvilken alle de, som er i Gravene, skal høre hans Røst, og de skal gaa frem, de, som har gjort det gode, til Livets Opstandelse [den første Opstandelse], men de, som har gjort det onde [de, hvis Liv her paa Jorden ikke har været af en saadan Natur, at Gud nu kan anerkende dem som værdige til Livet], stil Dommens Opstandelse [den gradvise Opstandelse, der under medfølgende Tugt og Belæring finder Sted, I Løbet af de tusind Aar].« — Joh. 5, 28. 29.

»I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var saa, havde jeg sagt eder det; thi jeg gaar [733] bort for at berede eder Sted. Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skal ogsaa I være. « — Joh. 14, 2. 3.

»Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle, og da skal han betale enhver efter hans Gerning.« — Matt. 16, 27.

»Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig.« — Aab. 22, 12.

»Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham.« — Es. 62, 11.

»Vær taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse [parousia, Nærværelse]. . . .  Styrk eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.« — Jak. 5, 7. 8.

»Sig til de urolige Hjerter: Vær frimodige, frygt ikke! Se, der er eders Gud! Hævn kommer, Guds Gengældelse, han kommer selv og frelser eder. Da skal de blindes Øjne aabnes, og de døves Øren oplades; da skal den lamme springe som en Hjort, og den stummes Tunge juble. Thi Vande bryder frem i Ørkenen, og Bække paa den øde Mark.« — Es. 35, 4-6.

»Og paa den Tid skal dit Folk undkomme, hver den. som findes skrevet i Bogen [Livets Bog]. Og mange, de, som sover i Jordens Støv, skal opvaagne, nogle til evigt Liv [den første Opstandelse] og nogle til idel Skam, til evig Afsky [en Vanære, som de dog kan blive befriet fra ved den Genoprettelse, der da vil blive iværksat]. Men de forstandige [den lille Hjord, de kloge Jomfruer] skal skinne, som Himmelhvælvingen skinner [som Solen — Matt. 13, 43], og de, der førte de mange til Retfærdighed, som Stjernerne, evindelig og altid. ... Men gaaa du din Ende i Møde [indtil »Høsten«, Tidsalderens Ende, kommer]! Og du skal hvile og staa op til din Lod ved Dagenes Ende.« — Dan. 12, 1-3. 13.

»Og der blev skrevet for hans [Jehovas] Aasyn en Ihiukommelsesbog for dem, som frygter Herren og [734] tænker paa hans Navn. Og de skal, siger Herren Hærskarernes Gid, paa den Dag, jeg skaber, være min Ejendom.« — Mal. 3, 16. 17.

Forvrængede Anskuelser og fantastiske Indbildninger kommer især fra menneskelige Tænkere, der ikke lader sig lede af Guds Ords Lys, og som i den Grad har forvendt mange af de helliges Dømmekraft, at de foregaaende og mange andre tydelige Udsagn med Hensyn til Menighedens sande Forhaabninger bliver gjort til intet og berøvet deres Kraft og Skønhed ved Hjælp af andre mere eller mindre billedlige Skrift­steder, der bliver saaledes fordrejet og revet løs fra deres naturlige Sammenhæng og Betydning, at de kali bringes til at modsige de ligefremme Erklæringer. Vi, maa undersøge disse fejlagtigt benyttede Skriftsteder for at faa Troens, Haabets og Lydighedens Vej klart afmærket for vor Forstands Øjne. Derefter vil vi gaa over til at fordybe os i forskellige andre Velsignelser, der knytter sig til vore Forhaabninger, men som bliver os til Del nu i Livet som en Del af vor Arvs Førstefrugt.

Røveren i Paradis.

»Og han sagde: Jesus, kam mig i Hu, naar du kommer i dit Rige. Og han [Jesus] sagde til ham [den angrende Røver]: Sandelig siger jeg dig i Dag: Du skal være med mig i Paradiset.« — Luk. 23, 42. 43.

De, der betragter Frelsen som en Udfrielse fra evig Pine til Paradiset og mener, at den kull er afhængig af tilfældige gunstige Omstændigheder, antager i denne Fortælling at se et Bevis for Læren om Udvælgelsen — at Jesus i sin Glæde over den ene Røvers trøstende Ord udvalgte ham til Himmelen og paa samme Maade bestemte, at den anden skulde lide i al Evighed uden Barmhjertighed og uden Lindring. De, der tror, at Gud har gjort Spørgsmaalet om Frelse til et saadant Lotterispil. kan sikkert ikke finde meget [735] at indvende mod kristelige Tombolaer og endnu mindre imod verdslige Lotterier.

Men Forholdet er ikke som her fremstillet. Dette Skriftsted er blevet misforstaaet. For at se dets sande Betydning maa vi lægge Mærke til Sammenhængen.

Herren var lige blevet domfældt og blev nu henrettet under Anklage for Forræderi imod Kejserens Regering, idet han havde sagt, at han var Konge, skønt han samtidig havde erklæret, at hans Rige ikke var af »denne Verden«. Paa Korset ovenover hans Hoved var Anklagen mod ham opskrevet paa tre Sprog: »Dette er Jesus, Jødernes Konge.« De, der stod hos og kendte hans Lære, spottede ham med Undtagelse af en af de Røvere, som var korsfæstet sammen med ham. Uden Tvivl havde han hørt om Jesus, om hans forunderlige Karakter og Gerninger og har vel sagt i sit Hjerte: Dette er virkelig en besynderlig og underfuld Mand; hvem ved, om der ikke ligger noget til Grund for hans Lære? Han lever sikkert nær Gud. Jeg vil tale venligt til ham, det kan da i hvert Fald ikke gøre nogen Skade. Saa irettesatte han sin Staldbroder og talte om Herrens Uskyldighed. Derpaa fandt den ovenfor anførte Samtale Sted.

Vi kan ikke tro, at denne Røver havde nogen rigtig eller bestemt Forestilling om, hvem Jesus var. Han har blot haft en Følelse af, at nu, da han var ved at dø, var ethvert Haabets Halmstraa bedre end slet intet. At tilskrive ham mere vilde være med Hensyn til Troen at stille ham forud for alle Herrens Apostle og Efterfølgere, der paa dette Tidspunkt var flygtet bort i Forfærdelse, og som tre Dage efter sagde: »Vi havde haabet at han var den, som skulde forløse Israel.« — Luk. 24, 21.

Vi kan ikke være i Tvivl angaaende Betydningen af Røverens Bøn. Han mente, at naar Jesus opnaaede sin Kongemagt, ønskede han at blive erindret og taget Hensyn til. Læg ogsaa Mærke til Herrens Svar. Han [736] siger ikke, at han ikke har noget Rige. Men tværtimod tilkendegiver han, at Røverens Anmodning for saa vidt var berettiget. Det Ord, der er gengivet ved »sandelig«, hedder paa græsk »amen« og betyder: Det ske saaledes; her altsaa: »Din Bøn skal blive opfyldt.« »Jeg siger dig i Dag [paa denne mørke Dag, da det synes, som om jeg er en Bedrager og dør som en Forfører]: Du skal være med mig i Paradiset.« Kærnen i dette Løfte er, at Paradiset vil blive Herrens Rige, og at Røveren vil blive erindret i dette. Læg Mærke til, at vi har flyttet Kommaet, saa det staar efter Ordene »i Dag«.

Dette gør Herrens Udsagn fuldstændig klart og fornuftigt. Han kunde have fortalt Røveren mere, hvis han havde villet. Han kunde have sagt ham, at Grunden til, at han, Røveren, skulde opnaa nogen Gunst i Paradiset, var, at Genløsningen for ham netop da blev skaffet til Veje. Han kunde endvidere have fortalt ham, at han ogsaa døde for at genløse den anden Røver, saavel som hele den gabende og spottende Hob foran ham, de Millioner, der laa i Gravene, og de Millioner, der endnu ikke var født. Vi ved dette, fordi vi forstaar, at Jesus Kristus ved Guds Naade smagte Døden for alle, gav sig selv som en Genløsningsbetaling for alle, for at alle i sin Tid skulde kunne faa Lejlighed til at vende tilbage til det Eden, der gik tabt ved det første Menneskes Synd, men blev genkøbt til Menneskene ved Kristi retfærdige Offer. — Heb. 2, 9; 1 Tim. 2, 5. 6; Ap. G. 3, 19.

Som vi allerede har paapeget, var Edens Have blot et Eksempel paa, hvorledes Jorden vil blive, naar den fuldt ud er blevet befriet fra Forbandelsen, er blevet fuldkommengjort og forskønnet. Ordet »Paradis« er af arabisk Oprindelse og betyder en Have. Septuagint- oversættelsen gengiver 1 Mos. 2, 8 saaledes: »Gud plantede et Paradis i Eden.« Naar Kristus har oprettet sit Rige og bundet det onde, vil Jorden gradvis blive [737] at Paradis. De to Røvere saave1 som a11e andre, der er i Gravene, skal da komme frem der, og ved at vise Lydighed mod Rigets Love vil de kunne leve evigt i Glæde. Dog tvivler vi ikke om, at de venlige Ord, der blev talt i denne mørke Time til den lidende Frelser, lige saa vel vil blive belønnet paa en særlig og passende Maade som det Bæger Vand, der rækkes dem, hvem Kongen ikke skammer sig ved at kalde Brødre. — Matt. 10, 42.

I Skriften bruges Paradiset som Udtryk for Menneskets oprindelige lykkelige Tilstand i Harmoni med Skaberen, før Syndens Forbandelse kom ind i Verden. Dette tabte Paradis skal efter Forjættelsen blive gengivet Menneskene. Og paa en mere eller mindre ubestemt Maade har hele Skabningen ventet og haabet paa Guldalderen, da dette skulde ske. Skriften viser os, at Paradiset er blevet gensikret Mennesket ved Jesu Død, og at som Følge deraf vil en Del af hans herlige Genoprettelsesgerning bestaa i at genfrembringe Para­diset — det fortabte — den generhvervede Ejendom. — Matt. 18, 11; Ef. 1, 14; Aab. 2, 7.

Men har vi nu ogsaa Ret til at forandre Kommaets Stilling? Ja, vi har. Bibelens Tegnsætning er ikke inspireret. De, der skrev Bibelen, brugte ingen Tegn. De blev først indført for omtrent fire Hundrede Aar siden. De udgør en moderne Behagelighed, men de maa anbringes med Fornuft og Omtanke, saadan at den indbyrdes Harmoni mellem de forskellige Skriftsteder bevares.

En lignende Brug af Ordet »i Dag« er meget almindelig i den moderne Litteratur. I Skriften henleder vi Opmærksomheden paa følgende Tilfælde:

»Derfor byder jeg dig i Dag.« — 5 Mos. 15, 15.

»Se, jeg har i Dag forelagt dig Livet og det gode, og det gode, og Doden og det onde.« — 5 Mos. 30, 15.

»Jeg byder dig i Dag at elske Herren, din Gud.« — 5 Mos. 30, 16. [738]

»Jeg vilde, ønske til Gud, at ikke alene du, men ogsaa alle, som hører mig i Dag, maatte blive saadan, som jeg selv er, paa disse Lænker nær.« — Ap. G. 26, 29.

Ikke blot kræver dette Skriftsteds Betydning den af os benyttede Tegnsætning, men ogsaa dets Forhold til alle øvrige Skriftsteder fordrer den, og der kan ikke fremføres nogen fornuftig eller gyldig Indvending imod den.*) At tro, at Jesus gik til Paradiset lige straks, vilde være at tro en Umulighed; thi Paradiset er endnu ikke blevet genoprettet. Desuden siges der [739] udtrykkeligt, at Jesu Legeene blev begravet i Josefs Grav, og at hans Sjæl, hans Væsen, gik til scheol, hades, Glemsel, at han i Mellemtiden indtil Opstandellen var død og altsaa ikke levede i Paradiset eller noget andet Sted. Skriften taler ikke om, at Jesus korn ned fra Himmelen eller fra Paradiset ved sin Opstandelse, men erklærer, at han »opstod fra, de døde paa den tredje Dag«. (Luk. 24, 46.) Til Maria siger han: »Jeg er endnu ikke opfaret til min Fader; men gaa til mine Brødre og sig dem, at jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eder Gud.« — Joh. 20. 17.

*) Naar nogle under Forsøget paa at forsvare den gamle Kommasætning i Luk. 23, 43 har hævdet, at den her foreslaaede Anoringelse af Kommaet skulde være i Modstrid med græsk Sprogbrug, beror dette paa utilstrækkeligt Kendskab til nytestamentligt Græsk. Det græske Ord sæmeron, der gengives ved »i Dag«, forekommer i alt 39 Gange i det nye Testamente. I 19 af disse Tilfælde staar sæmeron efter Sætningudsagnsordet. Dette vil sige, at i Halvdelen af de Tilfælde, hvor det forekommer udenfor Luk. 23, 43, staar det nøjagtigt paa samme Maade i Sæt­ningen, som naar vi det paagældende Sted oversætter: »Sandelig siger jeg dig i Dag: Du skal være med mig i Paradis.« Det er tværtimod den almindelige Oversættelse med sæmeron i Spidsen af Sætningen, som strider mod sædvanlig græsk Sprogbrug, idet Ordet kun benyttes saaledes to Gange, nemlig i Luk. 19, 5 og i den enslydende Sætning Heb. 3, 7; 3, 15 og 5, 7.

Som bemærket ovenfor hører Tegnsætningen ikke med til den oprindelige Tekst. Først i det 15. Aarhundrede blev den indført i Bibelhaandskrifterne. Nogle af de første Manuskripter, som har den, anbringer endog Kommaet paa det her foreslaaede Sted, medens andre ligefrem gengiver Teksten med: »Amæn sæmeron soi lego«, det vil sige: »Sandelig, i Dag siger jeg dig.« En af de tidligste Kirkefædre, Tertullian, som har skrevet meget om Tilstanden efter Døden, benytter sig ikke en eneste Gang af det anførte Sted til Støtte for Paastanden om, at Sjælen lever videre efter Legemets Død.

I øvrigt mener mange lærde, at Stedet er et senere Indskud, fordi det hverken citeres af Irenæus eller Justinus, to andre af de ældste Kirkefædre, som ellers har citeret alle de Skriftsteder hos Lukas, der handler om Korsfæstelsen.

Hvad Paulus havde Lyst til.

»For mig at leve er [at level for Kristus, og at dø er en Vin­ding. Men naar jeg lever i Kødet, er dette for mig en Arbejdets Frugt, og hvad jeg skulde vælge, ved jeg ikke nøjagtigt. Jeg er i Virkeligheden stærkt tvivlraadig mellem de to Ting (jeg længes ivrigt efter Genkomsten og efter at være med Kristus, da dette er langt at foretrække); men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyldst.« — Fol. 1, 21-24; Diaglott.

Man vil lægge Mærke til, at den vigtigste Forskel mellem den ovenfor anførte og den danske Oversættelse af dette Skriftsted ligger i, at den første har Ordet »Genkomst«, hvor den sidste anvender Udtrykket »bryde op«. Til Forsvar for Brugen af Ordet Genkomst siger Oversætteren af Diaglott i en Fodnote:

»Toanalysai, Genløsladelsen eller Geukomnsten var det, som Paulus ivrigt længtes efter. Det kunde ikke betyde Død eller O pløsning, hvad der ligger i Udtrykket »tage herfra« i den almindelige engelske Oversættelse; thi det synes at være ham lige meget, hvad han skulde vælge af de to Ting, Liv eller Død. Men han længtes efter toanalysai, hvilket altsaa maa være en tredje Ting, som var langt at foretrække for de to andre Ting, han hentyder til. Ordet analysai forekommer i Luk. 12, 36 og gengives her i den almindelige engelske Oversættelse ved »komme tilbage«: »Vær I lige- [740] som Mennesker, der venter paa deres Herre, naar han kommer tilbage fra Brylluppet.« (Eng. Overs.) Jesus havde Lært sine Disciple, at han vilde komme igen (Joh. 14, 3. 18) og det samme sagde Englene til dem ved hans Himmelfart. (Ap. G. 1, 11.) Paulus troede dette og lærte andre saaledes. Han længtes efter og ventede paa Frelserens analysai, Genkomst fra Himmelen (Fil. 3, 20; 1 Thess. 1, 10; 4, 16. 17), naar han for etsigt skulde være med Herren.

En Undersøgelse af det græske Ord analysi viser os, at det i den græske Litteraltur (blev brugt af Platon i begge Betydninger — undertiden for at betegne bryde op undertiden for at betegne vende tilbage. Men Ordet forekommer kun 2 Gange i det nye Testamente, nemlig her og hos Luk. 12, 36. I det sidste Tilfælde som ovenfor anfart gengives det Uden engelske Over­sættelse ved »komme tilbage« og kan aabenbart ikke oversættes anderledes i Sammenhængen. I det Tilfælde, vi nu taler om (Fil. l, 28), holder vi paa, at det bør gengives ved »komme tilbage«, af den simple Grund, at naar det benyttes i Betydningen tage bort, bryde op, indeholder det Tanken om at gøre det igen, paa ny at bryde op eller tage bort til et Sted, hvor man allerede tidligere har været. Den græske Forstavelse anu i analysai betyder igen som vor Forstavelse Gen­i Genkomst. Dette er afgørende i det foreliggende Tilfælde; thi Paulus havde aldrig været med Kristus i Herligheden og kunde derfor ikke »bryde op igen« for at være med Kristus. Men naar vi oversætter analysai ved Genkomst og anvender det paa Herren, er enhver Vanskelighed flernet.

Lad os lægge Mærke til de Omstændigheder, der fremkaldte Udtrykket. Apostelen havde nogen Tid været fangen i Rom, og skønt han til Tider blev vel behandlet af Kejserne, var han dog bestandig udsat for at blive henrettet ifolge et eller andet Lune hos dem. Han skrev Filippenserbrevet for at anerkende [741] Modtagelsen af en rigelig Gave fra Menigheden i Filippi og benyttede sig samtidig af Lejligheden til at oplyse dem om hans egen Tilstand, om Fremgangen i Herrens Gerning o. s. v., og til at opmuntre dem til Standhaftighed indtil Enden.

Da de gerne vilde vide noget om hans Udsigter til at slippe fri, fortæller han dem, at nogle af hans Fjender (da de saa, at han havde været paa fri Fod i to Aar — Ap. G. 28, 30) forkyndte, hvad Kristendom­men var, i det Haab derved at føje Trængsler og maaske Døden til hans Lænker. (Fil. 1, 16. 19.) Men han havde mærket, at Menigheden havde bedt for ham, og ventede nu, at Neros Domfældelse vilde resultere i hans Befrielse — enten ved Løsladelsen eller ved Døden. Han siger ogsaa, at med Hensyn til hvad han selv vilde foretrække, var det vanskeligt for ham at vælge mellem Livet (med dets Lidelser) og Døden (med dens Hvile fra al Møje). Men medens han ikke. havde no­get frit Valg mellem disse to Muligheder, nærede han en inderlig Længsel efter noget, som han vel vidste, at han umuligt kunde opnaa nu, en Ting, som han selv havde lært Menigheden endnu var langt borte (2 Thess. 2, 1-8), nemlig Kristi Genkomst og Samværet med ham i Herligheden. Idet han saa forlader det umulige og vender tilbage til de to Muligheder, forsikrer han Filippenserne om sin Tro paa, at Gud endnu har et Arbejde for ham at udføre i Menigheden, og at han derfor vil blive løsladt. Skønt Skriften ikke fortæller os noget herom, siger dog Overleveringen, at han blev frigivet af Nero og i yderligere fem Aar kunde tjene Herren, før han paa ny blev arresterett og derpaa henrettet.

Det er her værd at lægge Mærke til, at der hyppigt bruges andre Ord baade i Paulus' og Lukas' Skrifter, naar de aabenbart tænker paa at bryde op, at tage bort. Vi huske paa, at Lukas var Apostelens Skriver, [742] der rejste meget sammen med ham og var vant til at bruge Ordene i samme Betydning som han.

Hvis nogen endelig vil holde fast ved Udtrykket »bryde op« og ikke anerkende Oversættelsen Genkomst, skal vi endnu tilføje: Uden Tvivl vilde Paulus, særlig i Betragtning af hans Kundskab om, at Herrens Genkomst ikke saa snart kunde finde Sted, ønske, at han kunde tage bort til Himmelen eller et andet Sted for straks at være sammen med Herren. Men han vidste, at et saadant Ønske ikke kunde blive opfyldt i Overensstemmelse med Guds Plan, og derfor tog han det slet ikke under Overvejelse som en Mulighed, skønt han ivrigt kunde have ønsket det. Han befandt sig stadig i Uvished med Hensyn til, hvilken han skulde vælge af de to Muligheder, der frembød sig for ham — at leve videre og betjene Menigheden under Lidelser eller at dø og derved faa Hvile fra sin Møje, medens han ventede paa »det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse«, »der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med hans Herlighes-Legeme«. — Tit. 2, 13; Fil. 3, 21.

Vor jordiske Teltbolig og vor Bolig i Himlene.

Apostelen skriver her til de nye Skabninger om deres Tilstand, hvorunder han ikke tænker paa de naturlige Mennesker. Han anerkender Viljen som den nye Skabning og det gamle Legeme som dens Teltbolig, der vel er bedre end slet ingen, men dog utilfredsstillende. Den nye Skabning kan ikke føle sig fuldstændig hjemme i det. Den længes efter det fuldkomne Legeme, som skal blive dens Ejendom, dens evige Bo­lig, i Opstandelsen, det. »Sted«, som Herren lovede at berede for den nye Skabning. (Joh. 14, 2.) »Vi ved, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, har vi en Bygning fra Gud, en Bolig, Som ikke er gjort med [743] Hænder [som ikke er frembragt ved Menneskers Kraft], en evig i Himlene.«

I det jordiske. Legeme, vor midlertidige Pilgrimsbolig, sukker vi, idet vi betynges ikke blot af Verdens og Djævelens onde Indflydelse, men især ogsaa af vort eget Køds Svagheder; thi naar vi vil gøre det gode, ligger det onde for Haanden. Det gode, som vi vilde gøre, hindres vi ofte i at gøre, medens det onde, som vi ikke tragter efter, trænger sig ind paa os, saa det stadig maa bekæmpes, besejres. Apostelen siger andetsteds: »Ogsaa vi selv, som dog har Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukker ved os selv, idet vi forventer en Sønneudkaarelse, vart Legemes Forløsning« — venter paa, at Menigheden skal forvandles til Lighed med Kristi Herlighed.

Dog sukker vi ikke i Ønsket om at blive afklædt. Vi længes ikke efter at være uden noget Legeme. Det vilde i hele Evangelietidsalderen betyde at sove, at vente paa Opstandelsens Morgen, naar vi skal »overklædes med vor Bolig fra Himmelen«, vort nye, fuldkomne, evige Legeme, vort »Hjem«. Hvad vi ønsker, er ikke at faa den lille Livsgnist udslukket, men at faa den opslugt af, overklædt med, det fuldkomne Liv, hvortil vi er avlet. Vi længes efter Opstandelsesfødselen og det fuldkomne Legeme, vi der skal faa.

»Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Aandens Pant.« Denne fuldkomne Tilstand, som vi opnaar i Opstandelsen, bliver den storslaaede Fuldendelse af vor Frelse, hvilken Gud har forjættet os. Det nye Sind, den nye Vilje, der er blevet avlet ved Sandhedens Ord, bliver regnet som Begyndelsen til denne nye Skabning, der vil blive fuldkommet i den guddommelige Natur, naar den er blevet fuldendt i den første Opstandelse. Den hellige Aand bliver nu givet os som et Slags Forskud eller »Pant« paa de store Ting, vi sukker efter og kæmper for. [744]

»Derfor er vi altid frimodige og ved, at medens vi er hjemme i Legemet [saa længe vi føler os fuldstændig tilfredse med de nuværende Forhold — os selv og vore Omgivelser], er vi borte fra Herren.« Naar vi lever nær Gud og vandrer med ham, kan vi ikke føle os fuldkomment tilfredse med de nuværende Resultater. Vi vil føle os som Pilgrimme og fremmede, der søger en bedre Hvile, et bedre Hjem, hvilket Gud »har beredt dem, som elsker ham«. Dette, siger Apostelen, gælder imidlertid kun dem, der vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.

»Ja, vi er frimodige [fulde af Tro til Gud og af Glæde over at vandre i Tro], og har snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet [eng. Overs.: være borte fra Hjemmet — være hjemløse, Pilgrimme og fremmede paa Jorden] og være hjemme hos Herren.« — i Aands­samfund med ham.

Derfor sætter vi ogsaa alt ind paa baade senere, naar vi kommer hjem, og nu i Tiden, hvor vi i Virkeligheden er borte fra Hjemmet som Pilgrimme og fremmede, at være Herren velbehagelige, at eje hans Gunst og Naade, at have Samfund med ham og vide, at vi til sidst bliver antaget af ham.

»Men vi skal alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.« Under hele vor Pilgrimsvandring staar vi indfor Herrens Domstol. Han prøver og forsøger os for at se, om vi elsker ham og de Ting, der skaber Retfærdighed og Fred, for at se, hvor meget vi er villige til at ofre for Retfærdighedens Skyld. Han maaler vor Grad af Kærlighed til ham ud fra de Selvfornægtelser og Selvopofrelser, vi foretager for hans Skyld, for Sandhedens Skyld.

Men kun de hellige, de nye Skabninger i Kristus, kan tale om deres Legemer som Boliger. Andre Mennesker har ingen saadan Dobbeltnatur. De kan ikke [745] med Rette anvende paa sig selv, hvad Paulus siger i Rom. 8, 10. 11: »Men om Kristus er i eder, da er vel Legemst [tilregnelsesvis] dodt paa Grund af Synd, men Aanden er Liv paa Grund af [tilregnet] Retfærdighed.« De helliges nye Natur, der er avlet af Sandhedens Ord bestaar i Virkeligheden blot i den nye Vilje, hvilken imidlertid bliver betragtet som den egentlige Personlighed og som saadan anerkendes af Gud, der ikke regner med os efter Kødet, men efter Aanden, efter vort nye Sind, Kristussindet. Læg ogsaa Mærke til Rom. 6, 3. 4. De nye Skabninger har et gammelt Menneske, et udvortes Menneske, der gaar til Grunde, og et nyt Menneske, et indvortes Menneske. Hjertets skjulte Menneske, der fornyes fra Dag til Dag. — 2 Kor. 4, 16; Kol. 3, 9. 10; Ef. 4, 23. 24; 1 Pet. 3, 4.

Forklarelsen paa Bjerget.

Disciplene havde ikke tænkt sig, at Herrens Udtalelse om, at nogle af dem ikke skulde smage Døden, for de havde set Menneskesønnen komme i sit Rige, vilde blive opfyldt inden seks Dage efter, da Peter, Jakob og Johannes overværede Forklarelsen paa Bjerget. Og dog var det saaledes. Øjensynlig frembragte denne Scene den tilsigtede Virkning paa Vidnerne. En af dem skriver senere hen derom: »Thi vi har ikke fulgt kløgtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse. Men vi har været Øjenvidner til hans Majestæt, nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en saadan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag. Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi var med ham paa det hellige Bjerg.« — 2 Pet. 1, 16-18.

Forklarelsen var ikke det, den syntes at være. Den var et Syn, som Herren forklarede Disciplene, da de [746] gik ned ad Bjerget. I dette Syn som i alle andre Syner fremtraadte det uvirkelige som det virkelige. Saaledes var det i Johannes' Syn paa Øen Patmos, hvilket beskrives i Aabenbaringen. Han baade saa, hørte og talte. Dog var de Ting, der blev vist ham i Synet, ikke virkelige. Der var ingen Dyr med mange Hoveder og mange Horn, ingen Engle, Skaale, Troner eller virkelige Drager. Alt var blot Syner. Men Synet opfyldte her sit Formaal bedre, end nogen Virkelighed kunde have gjort det.

Den førstefødte ud af de døde.

Moses og Elias var ikke selv personligt til Stede paa Bjerget. De blev blot fremstillet for Disciplene i Synet. Dette ved vi ikke blot fra Herrens Udsagn om, at hvad der forefaldt, var et »Syn«, men ogsaa fra hans Udtalelse om; at intet Menneske endnu var steget op til Himmelen. (Joh. 3, 13; Ap. G. 2, 34.) Vi ved ogsaa, at Moses og Elias ikke virkelig kunde have ræret til Stede der, da de endnu ikke var opstaaet fra de døde; thi Herren skulde være Førstegrøden af de hensovede — »førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting«. —1 Kor. 15, 20; Kol. 1, 18.

Desuden omtaler Hebræerbrevets Forfatter udtrykkeligt Moses og Profeterne (hvortil Elias hører), deres Troskab i Fortiden og deres Yndest hos Gud, men paapeger, at de dog endnu ikke har modtaget deres Belønning, at de ikke kunde modtage den, før efter at vi (Evangeliemenigheden) har faaet vor Belønning som Medarvinger med Kristus til hans Rige. »Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnaaede ikke [Opfyldelsen af] Forjættelsen, efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.« — Heb. 11, 39. 40.

Da, altsaa Moses og Elias kun i et Syn fremtraadte sammen med Herren, kan vi med Rette spørge: Hvad [747] var Betydningen af dette Syn? Det skulde belyse Kristi herlige Rige, hvis Komme Herren havde forudsagt. Saaledes forstod og forklarede Peter det ogsaa. De tre Apostle udgjorde ikke nogen Del af Billedet; de var blot Vidnerne, som saa det. Kristus var Midtpunktet. Hans Ansigt og hans Klæder, der skinnede af en overnaturlig Glans, fremstillede billedligt den Herlighed, som hører til Aandenaturen, den Natur, Herren modtog ved sin Opstandelse, da han blev Faderens udtrykte Billede. Den mane aanddelige Herlighed fremstilles i Aabenbaringens Syner, hvor Herren siges at have Øjne som Ildsluer og Fødder som glødende Kobber. — Aab. 1, 14. 15; 2, 18.

Ved sit andet Komme vil Herren ikke længere være Kød, fordi Kød og Blod ikke kan arve Guds Rige, som han selv vidnede. Han er nu og vil altid vedblive at være et herligt Aandevæsen paa det højeste Plan — den guddommelige Natur. Formaalet med Forklarelsen var at bibringe Disciplene et svagt Indtryk af »den endnu større Herlighed«.

Moses fremstillede de trofaste Sejrvindere, der gik forud for Herren, hvilke ikke kan blive fuldkommet, før Riget er oprettet. (Heb. 11, 39. 40.) Elias fremstillede Evangelietidsalderens Sejrvindere. — Se Bind II, Kap. 8.

Den nye Skabnings nuværende Glæder.

»Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkonnnen.« — Joh. 15, 11.

Alle, som staar udenfor Sønnernes Hus, alle, som ikke har indviet sig og derfor ikke er blevet Medlemmer af den nye Skabning, det kongelige Præsteskab, er, naar de ser, at Kristi Lemmer ligesom deres Herre fuldt ud har indviet sig selv og alle deres Jordiske Interesser til Gud og hans Sag, tilbøjelige til at mene, at dette Offer maa have berøvet dem enhver Glæde. Men ethvert Medlem af den nye Skabning ved, at det modsatte er Tilfældet, og kan bevidne, at det er en stor Fejltagelse [748] at tro Skønt nogle jordiske Glæder, som vi en Gang satte Pris paa, bliver opofret en for en, træder der i deres Sted himmelske Glæder, som langt  opvejer, hvad der mistes, Saaledes sagde Herren: »I skal være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde.« (Joh. 16, 20.) De nye Skabninger maa alle drikke af den bitre Kalk, som Herren tømte til Bunden. De maa alle blive berørt af en Følelse af Kødets Svagheder. De maa alle udtrykkeligt forstaa, hvor overvættes syndig og bitter Synden er. De maa alle blive prøvet i deres Troskab mod den himmelske Fader og i deres Villighed til at opofre alle jordiske Ting, naar hans Sags Interesser og Troskaben mod, hvad der er ret, fordrer det. Men der bliver os Velsignelsen til Del genuemn alle saadanne Taarer, Sorger og Skuffelser, Velsignelsen ved Følelen af Guds Velbehag over os, en Glæde, der langt overgaar, hvad det naturlige Menneske kan Glæden ved Samfundet med Faderen.

Der kunde ikke være Tale om at erfare saadanne Glæder, hvis ikke vi havde vort herlige Haab. Hvis alene vore Glæder skulde være afhængige af dette Livs Forhold, vilde de hastigt smuldre bort, og vi vilde da, som Apostelen siger, være de ynkværdigste af alle Mennesker. (1 Kor. 15, 19.) Det er først, naar Haabet har grebet fat om de overvættes store og dyrebare Forjættelser i Guds Ord, at, Glæden springer frem som Blomster i Ørkenen, vandet af vore Taarer — saadanne Glædens og Velsignelsens, Blomster, som den stakkels Verden i dis Ørkentilstand hverken kan frembringe eller tænke sig til. Ligesom vore Glæder er afhængige af vort Haab, er de ogsaa afhængige af vor Virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi har modtaget et Løfte, og at vort Haab har grebet fat om dette Løfte. Ifølge Guds Anordning maa den Glæde, der udspringer fra Haabet, der er nedlagt i os, næres af Bøn og af Virksomhed i Herreis Tjeneste. Herren viser os den [749] inderlige Førbindelse, der findes mellem Bonnen og den stadige Bevarelse af vor Glæde, naar ben siger:

«Bed, og I skal faa, for at eders Glaede maa blive
fuldkommen.«
— Joh. 16, 24. —

»Glædes Fylde er for dit Aasyn, Livsalighed ved din højre Haand evindelig«, siger Profeten. (Ps. 16, 11.) Fordi Bønnen bringer Sjælen ind i Herrens Nærhed, bereder den Vejen for Guds Velsignelse og de højeste Gæder. Formaalet med, at Herrens Folk har fastet Adgang til Naadens Trone, er øjensynlig ikke, at deres Bønner skal forandre Guds Vilje eller Planer. En saadan Tanke er uoverensstemmende med ethvert fornuftigt Syn paa Sagen. Herren lærer os ogsaa, at den rette Bøn ikke gaar ud paa at forlange, at vor Vilje skal ske i Modsætning til Guds, men netop at hans Vilje maa ske. Apostelen siger til nogle: »I beder ag faar ikke, fordi I beder ilde« — i Overensstemmelse med eders egne Ønsker, ikke i Overensstemmelse med Guds Vilje og Plan. — Jak. 4, 3.

I samme Retning gaar Herrens Formaning, naar han siger: Naar I  beder, maa I ikke bruge overflodige Ord, som Hedningerne; thi de mener, at de skal blive bønhørt for deres mange Ord. Lign derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænger til, førend I beder ham. ... Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skal vi spise, eller: Hvad skal vi drikke, eller: Hvormed skal vi klæde os?  Efter alt dette søger jo Hedningerne. — Men søg først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alle disse [nødvendige jordiske] Ting gives eder i Tilgift« — af eders Fader i Himmelen og efter hans Visdom. (Matt. 6, 7. 8. 25-34.) Atter siger Herren: »Dersom I bliver i mig, og mine Ord bliver i eder, da bed, om hvad som helst I vil, og det skal blive eder til Del.« (Joh. 15, 7.) Folgende Betingelser maa være til Stede: [750]

1) Den, der fremsætter Bønnen, maa være. i Kristus, maa være kommet i Livsforbindelse med ham ved at tage imod hans Offers Fortjeneste og ved at indvie sig selv til at gøre hans Vilje og udføre hans Tjeneste; ja, udover dette maa han vedblive saaledes at være i Kristus som et Lem paa hans Legeme, som et Medlem af den nye Skabning, for at han kan nyde den Bønnens Forret, der her er Tale om.

2) Han maa ogsaa lade Herrens Ord blive i sig. Han maa tilegne sig Sandhedens og Naadens Ord, for at han kan faa den Visdom, der er nødvendig til, at han kan bede i Overensstemmelse med Herrens Vilje om. Ting, som det kan stemme overens med Guds Vilje at give ham; ellers kunde hans Bønner, selv om han var i Kristus, som en ny Skabning, let gaa ubesvarede hen, fordi han bad ilde. Det er kun dem, som opfylder begge disse Betingelser, der har Lov til at nærme sig Naadetronen med Frimodighed, med Troens fulde Forvisning om, at deres Bønner vil blive besvaret, naar Guds Tid er inde dertil. Kun saadanne kan erfare den fuldkomne Glæde.

Som Skriften forklarer, er Bønnen et Forsøg paa at faa Adgang til Gud og tale med ham. Hvem har da Ret til at nærme sig den himmelske Naadetrone for at »faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp«? (Heb. 4, 16.) Vi svarer med Apostelen, at Verden i Almindelighed ikke nyder denne Forret. Ganske vist opsender Millioner af Hedninger hver Dag Bønner til en eller anden Guddom med forskellige Opfattelser af, hvem og hvad han er. Men deres Bønner er ikke antagelige indfor Gud. »Den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til [maa anerkende ham som den, der eksisterer i Kraft af sig selv], og at han bliver deres Belønner, som søger ham: [søger at. kende ham, adlyde og tjene ham].« — (Heb. 11, 6.) Kornelius var en Mand af denne Slags. Han anerkendte den sande — Gud og havde Ærbødighed for ham; [751] han søgte at kende og udføre hans Vilje, og saa enart Guds Plan var naaet til det Trin i Udviklingen, at Gud kunde tillade Hedningerne at fas Del i Naaden, blev hans Bønner og Almisser besvaret. Dog fik han, endnu ikke Lov til at have fuldt Samfund med Gud. men han fik Befaling til at sende Bud efter Peter; der skulde fortælle ham, hvorledes han kunde ophøre med at være fremmed for og adskilt fra Gud, komme i Harmoni med ham og blive antaget som Søn med Sønnens Ret til at komme frem for Faderens Naadetrone.

De taagede Anskuelser om denne Sag, der er saa almindelige, og som gaar ud paa, at enhver Person paa ethvert Sted, til enhver Tid og under alle Omstændigheder kan komme frem for Naadetronen med Haab om Bønhørelse, er fejlagtige. Ligesom det var nød­vendigt for Kornelius, før han fik dette Bønnesamfund med Gud, at han hørte, troede og modtog Peters Ord, der forklarede ham Genløsningen ved Kristi Blod, den derved udvirkede Forligelse og den deraf følgende Ret eller Magt til at blive Guds Børn, maa der en lignende Kundskab til, for at enhver anden Person kan erholde Bønnens Privilegium.

Apostelen Paulus giver Udtryk for den samme Tanke, naar han erklærer, at Kristus aabnede os en ny og levende Vej gennem Forhænget, det er hans Kød, og at vi derved kan have Frimodighed til sogn Brødre at gaa ind i Helligdommen ved Jesu Blod. Disse Brødre af den store Ypperstepræst over Guds Hus bliver opfordret til at »træde frem med et sanddru Hjerte i Troens fulde Forvisning«, i Erkendelsen af, at deres Synder og Uretfærdigheder fuldt ud er blevet. dækket og de. selv fuldt ud antaget af Faderen. (Heb. 10, 17-22.) Den samme Forfatter erklærer, at vi, der har en Ypperstepræst, som kan blive berørt af en Følelse af vore Svagheder, kan »træde frem med Frimodighed [752] for Naadens Trone for at faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjaelp«. — Heb. 4, l5. 16.

Men medens kun de indviede, Underpræsterne, de nye Skabninger, saaledes opmuntres til at nærme sig Naadetronen i Tro og Tillid, har dog øjensynlig alle, der i nogen retmæssig Betydning tilhører Troens egne Lov til for en Del at nyde Bønnens, Taksigelsens og Paakaldelsens Privilegium. De kan erfare Guds Fred i Bevidstheden om, at deres Synder er tilgivet ved Forsoningsværkets Fortjeneste. Dog kan de ikke med Frimodighed eller paa nogen anden Maade træde ind i Helligdommen. Kun de indviede, de nye Skab ninger, Lemmerne paa Præstens Legeme, har Lov til at træde frem for Gud i Bøn paa denne særlige Maade, og kun de kan derfor erfare den fuldkomne Glæde, som Mesteren talte om. Medens vi altsag ikke kan tilraade de vantro at bede, men først maa helære dem, som Peter underviste Kornelius, for at de kan kende ham, hvem de maa tro paa, før de har Adgang til Gud, kan vi opmuntre alle dem, der har troet paa desus Kristas, til at bede til Faderen, takke ham og paakalde ham i Kristus Jesus. Dog maa vi lade saadanne forstaa, at deres Retfærdiggørelse ved Tro ikke betegner Fuldendelsen af Guds Vilje med dem, luen blot Begyndelsen paa Vejen til Gud, det første Skridt paa denne Vej, og at det næste Skridt, fuld Indvielse til Gud, maa foretages af dem, der vil nyde det rette Bønneprivilegiurn, Samfund med Gud og den fuldkomne Glæde, som er forbundet dermed.

Vi maa vise dem, at hvis de undlader at tage det næste Skridt, betyder dette, at de er tilbøjelige til at modtage Guds Naade (Retfaerdiggorelsen) forgaeves. (2  Kor.  6, 1) Efter at de en Tid lang har haft den omtalte Ret til Bøn, men stadig naegter at foretage en fuld Indvielse af sig selv til Gud, vil de, og det med Rette, føle Usikkerhed med Hensyn til deres Bønner — mærke, at det er urigtigt for dem bestandig at tage [753] imod Guds Gunst og bede om endnu mere, saa længe de holder sig tilbage fra, at indvie deres Hjerter til Herren, hvad Paulus kalder en fornuftig Gudsdyrkelse. Ligesom de indviede i Skriften betegner Kristi Brud, saaledes maa »Troens egne« betegne alle dem, der bliver indbudt til at udgøre Bruden. De nye Skabninger kan som Kristi trolovede Brud, der har overgivet Hjerte og Tunge, enhver Evne og enhver Kraft til Herren og hans Tjeneste, med Rette og i Taknemmelighed tage imod alle de Velsignelser og Gaver, al den Beskyttelse og Omhu, som han har lovet sin trolovede Brud.

Ligesom en Kvinde, der har forkastet en Bejler og nægtet at give ham Haand og Hjerte, ikke med Rimelighed kan vente, at han skal fortsætte at vise hende den Opmærksomhed og berede hende de Glæder, han tidligere har ødslet paa hende, saaledes kan heller ikke de, der bestandig forkaster Guds Naade ved at neegte at indvie deres lille alt til Herren, fornuftigvis forlange, at han vedblivende skal skænke dem de Velsignelser, han har lovet dem, der elsker ham, og som lægger deres Kærlighed for Dagen ved at indvie' sig til ham. Vi maa erkende denne Forskel mellem dem, der blot har taget imod deres Synders Tilgivelse, og dem, der har benyttet Retfærdiggørelsen til at indvie sig til Herren og til derved at opnaa, det fulde Samfund med ham.

Den Omstændighed, at disse af Gud fremsatte Skil­lelinier mellem de forskellige Klasser troende ikke klarere ises, er til Skade for begge. Vi har nøje fastslaaet Adskillelsen mellem troende og vantro. Alle, der maa henregnes til de første, skal betragtes som Brødre, som Troens egne; men dette gælder ikke de andre. Dernæst maa vi ogsaa klart se Forskellen mellem de troende, der har indviet sig, og dem, der ikke har det. De første skal anerkendes som Menigheden, de nye Skabninger, de kongelige Præster, hvem alke de største og dyrebare Forjættelser tilhører. [754]

Hvis disse Skillelinier blev skarpt optrukket, vilde det være til Fordel 1) for Verden ved at lede den til at tænke sig om og til at søge en bevidst Tro. Det vilde ogsaa være til Fordel 2) for de uindviede troende ved at hjælpe demm til at forstaa, at hvis de ikke fuldt ud indvier sig, er de ikke Nedarvinger med de hellige i nogen Betydning af Ordet, hverken til den fremtidige Herlighed eller til de nuværende Rettigheder og Glæder. Forstaaelsen af dette vilde, tror vi, ogsaa have en afgørende Virkning paa de uindviede og hyppigt lede dem til en bestemt Afgørelse ved at omstyrte deres ubegrundede Ideer om, at de paa en eller anden Maade blot ved at tro paa Kristus uden at indvie sig bliver Guds Sønner og Arvinger og faar Ret til at tilegne sig de dyrebare Forjættelser, der baade gælder det Liv, som er, og det, som kommer.

Vi vil ikke bryde det knækkede Rør eller udslukke den rygende Tande. Men vi vil, at de knækkede Rør skal forstaa, at hvis de vil have Del i Guds nuværende saavel som fremtidige Velsignelser, maa de opfylde Guds Betingelser, at de fuldt ud maa indvie sig, hvis de vil ophøre at være knækkede Rør og blive nyttige i Herrens Tjeneste. Vi vil ikke udslukke den svage Tro; men vi vil udvikle den til en hellig Kærlighedens Flamme, som leder dem til en fuld Indvielse af Selvet, til en fuld Selvopofrelse i Overensstemmelse med Guds Vilje, saa at de kan blive delagtige i de omtalte Glæder.

Som vi allerede har set (Kap. 13), erklærer Apostelen, at de troendes Børn har Del med dem i Guds Naadegave, Retfærdiggørelsen, saa at de ikke længere er vanhellige og urene, men »uforskyldt retfærdiggjorte«. Denne Tilstand og alt, hvad den medfører af Omhu og Omsorg fra Guds Side, vedbliver fra Børnenes Fødsel, indtil de kommer til Skelsaar og Alder. Saadanne Børn har øjensynlig samme Rettigheder med Hensyn til Bøn som de retfærdiggjorte og faar paa samme. [755] Maade som de Del i Glæderne og Velsignelserne. Fra den tidligste Barndom bør man lære dem at betragte den Almægtige (Forældrenes Gud) som fleres Gud. Man maa lære dem at forstaa, at ligesom Forældrene er kommet i Samfund med Gud ved Kristus, saaledes har ogsaa de ved Kristus Forbindelse med Gud gennem Forældrene. De indviede Forældre i ethvert kristeligt Hjem kan derfor i en vis Forstand betragtes som Familiens Præster. Samtidig med at man opmuntrer Børnene til at bede til Herren, maa man ikke forsømme at gøre dem opmærksomme paa, at hele Familiens Velfærd som Familie betragtet ligger Gud paa Sinde paa Grund af, at Forældrene er indviede, Medlemmer af den nye Skabning. Man maa ogsaa lære Børnene ivrigt at vente paa den Tid, da deres egen Forstands og Dømmekrafts Modenhed gør det muligt for dem at foretage en fuld Indvielse af sig selv til Herren og derved gaa ind til de Rettigheder og Glæder, der er lovet de indviede.

Medens de nye Skabninger i den ovenfor anførte Tekst bliver opmuntret til ikke at sørge, ikke at være bekymrede for, ikke at bede om jordiske Ting, hvad de skal spise, hvad de skal drikke, og hvormed de skal klæde sig, men overlade alle disse Anliggender til Faderens Visdom og Kærlighed, er der dog eet, som Gud ønsker, de skal bede om, og som han særlig gerne vil give dem. Dette ene, som de særlig skal søge og særlig skal bede om, er den hellige Aand, Guds Aand, Kristi Aand, Sandhedens Aand, det sunde. Sinds Aand, Kærlighedens Aand. Mesterens Ord lyder: »Dersom da I, som er onde, ved at give eders Børn gode [jordiske] Gaver, hvor meget mere skal. da Faderen fra Himmelen give den hellige Aand til dem, som beder ham!« — Luk. 11, 13.

Her faar vi bestemt Underretning om, hvad der skal være Grundlaget for al vor Bøn, hvis vi ønsker at faa den besvaret. Saaledes maa vi bede for ikke at [756] bede ilde. Vi maa tragte efter det, sone er oventil, ikke efter det, som er hernede paa Jorden. Vi maa tragte efter Kristi Retfærdighed og efter den herlige Klædning, vi skal modtage, naar vi bliver Jesus lig og ser ham, som han er. Jordiske Klæder skal vi ikke tragte efter. Vi maa søge den aandelige Mad, Brødet. der kom ned fra Himmelen, og alle de dyrebare Forjættelser, som Kristus er Midtpunkt for. Disse maa vi tragte efter og tilegne os; og i den Retning vil derfor Bønnen gaa. Saaledes vil vor Vaagen, vor Beden og vor Søgen være i fuld indbyrdes Overensstemmelse. Taksigelser maa for en stor Del træde i Stedet for Bønner fra det Øjeblik af, da vi lærer at kende Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Omsorg baade for den nye Skabning, for vore kære efter Kødet og for alle Jordens Slægter. Hvorledes kunde vi vel bede om noget mere eller bedre end det, Gud allerede har lovet os?

Vi kan ikke finde noget bedre at bede om end den Herlighed, som er stillet de nye Skabninger i Udsigt. Heller ikke kan vi bede om noget større end de Glæder, som allerede nu bliver disse til Del. Enhver Mangel, ethvert Tarv, har Gud allerede udfyldt og enhver Velsignelse har han allerede udtænkt og tilrettelagt for os — givet os, for at vi kan tilegne os deraf. Vi savner blot Visdom til at modtage Guds Naade. Samtidig med at vi frembærer Taksigelser. skal vi bede om Visdom til at tilegne os Guds Velsignelser, for at vor Glæde kan blive fuldkommen. Vore Bønner maa gaa tid paa, at vi maa blive fyldt med den hellige Rand, Visdommen herovenfra.

Hvad mere kunde vi vel bede om for Verden, end det, som Gud allerede har planlagt? Intet! De herlige Genoprettelsestider, der er omtalt i Ordet, overgaar langt alt, hvad selv de viseste Mænd kunde tænke sig eller haabe paa. Vi kan derfor kun takke Gud, anerkende hans Godhed og søge at underordne os den [757] i Forstanelsen af, hvor meget vi trænger til Visdom. Derfor bliver vi ogsaa opfordret til at bede om denne fandens Hjælp. Visdommen herovenfra«. »Dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse.« (Jak. 1, 5.) Ved denne Visdom kan vi blive i Stand til at optræde, at tale og at handle saaledes, at vi kan Tære til Gavn for andre. I denne Retning bør derfor vor Bøn gaa, for at vi kan samarbejde med Gud ved Udførelsen af den naaderige Plan, han allerede har lagt. At bede om en Forandring af denne vilde være urimeligt.

Denne Ret til at træde frem for Gud, til at gaa ind i Helligdommen. til at nærme os Naadetronen og finde betimelig Hjælp i hver Nødens Stund, gælder under alle de forskellige Forhold, der omgiver os.

Vi har faaet dette Privilegium til personligt Brug, for at vi hver for sig kan lukke as inde med Herren og samtale med ham. Ved hans Naade kan dette Samfund ined ham, denne Udelukkelse af forstyrrende Ting, erfares, naar vi undflyr andres Selskab. Hvor dette er umuligt. hvor vi ikke kan faa Lejlighed til at bøje vore Knæ og i hvert Fald hviske vore Ord frem, har vi dog som nye Skabninger Lov til i Tanken at samtale med vor himmelske Fader. Naar vi gaar paa Gaden omgivet af Støj og Tummel, kan Hjertet løfte sig til Gud og søge Visdom og Styrke ved Naadens Trone. Hvor herlig er ikke denne Forret! De, der benytter den mest, føler mest Glæde derved; i Modsætning til jordiske Ting bliver dette dyrebarere, jo mere tilvant det bliver.

Bøn i Familiens Kreds betyder, at hele Familien gaar ind i Lonkammeret. ind i Herrens Nærværelse, bort fra Verden. Dette er maaske ikke altid muligt; men hvor Lejligheden er til Stede, bør den ikke forsømmes. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil Herren uden Tvivl regne med Viljen til at udføre det og yde Velsignelse i Overensstemmelse hermed. Den Indflydelse, der ud- [758] gaar fra Familiealteret, hvor Bønnens Røgelse opstiger til den himmelske Fader og den Anerkendelse af hans Naade, Barmhjertighed, Magt og^, Velsignelse, som der finder Sted. vil sikkert bevirke en yderligere Velsignelse, ikke blot for den kongelige Præst, der saaledes betjener sin Familie, men ogsaa for hvert enkelt Medlem af denne. En Følelse af Ærbødighed for Gud og Ansvar overfor ham samt en Forstaaelse af hans kærlige, beskyttende Omsorg vil være til Ste hos Familien hele Dagen igennem. Hvis det atter om Aftenen er muligt at samle Familien til Takkebøn, vil Velsignelsen kun blive forøget ligesom Olien Enakens Krus, da hun hældte den op idet ene Kar efter det andet. — 2 Kong. 4, 1-7.

Bøn i Menigheden indbefatter, at Herrens Familie gaar ind i Lønkammeret, ind i Guds Nærværelse, bort fra Verden. Dette er absolut uundværligt for dens Fremgang, dens Helbred, dens aandelige Udvikling. Forsømmelse heraf vil sikkert medføre et Tab af Kraft, en Tilbagegang i Tjenesten og en tilsvarende Formindskelse af Glæden. Dog samstemmer vi ikke paa nogen Maade med den Slags offentlig Bøn, snom et Blad i Boston omtalte, da det i et Referat af et religiøst Møde skrev: »Pastor N. holdt den smukkeste og mest veltalende Bøn, der nogen Sinde er blevet fremsagt for en Forsamling i Boston.« Der er alt for meget af denne Tilbøjelighed til at bede til Forsamlingen i Stedet for at bede til Gud. Skriften opmuntrer ikke blot Herrens Folk til at holde offentlige, hørlige Bønner, men viser ogsaa, at den, der beder, maa tænke paa sin Tilhører kreds i Forbindelse ined sin Tjeneste og udføre denne saaledes, at de, der hører, kan være i Stand til at sige Amen dertil enten hørligt eller i Hjertet. — 1 Kor. 14, 13-17.

Det var Visdommen herovenfra, den hellige Aand, der vejledede Apostelen Paulus, da han korm til en ny By med Evangeliet, saa at han opsøgte dem, der var [759] forsamlede paa et Sted, »hvor de mente, der var et Bedested«. (Ap. G. 16, 13.) En Kendsgerning er det, at baade Sundskaben om og gærligheden til Gud er rigest der, hvor hans Folk beder for hverandre og med hverandre, for at deres Glæde maa blive fuldkommen. Hvor mange Møder end Herrens Folk kan have til at studere hans Ord og til at opbygge hverandre i den allerhelligste Tro, holder vi dog paa, at intet af dem skal betragtes som rigtigt begyndt, før Herrens Velsignelse er blevet nedbedt over Studiet, og at intet Møde skal betragtes som rigtigt afsluttet, før man har sagt Herren Tak for den tilstaaede Velsignelse. Derved kan Ordet om hans Naade virkelig blive Mad for deres Hjerter, der har hørt til under Ønsket om at kende og gøre hans Vilje.

Troen er en af Aandens Frugter og udgør en Del af den
nye Skabnings nuværende Arv.

Vi maa have Tro, før vi kan blive Guds Børn, ja, før vi i det hele taget kan blive retfærdiggjort; thi vi bliver »retfærdiggjort af Tro«, før vi opnaar Fred med Gud og Tilgivelse for vore Synder. Den Tro, vi havde, før vi modtog den hellige Aand, kan derfor ikke være den samme Tro, som er en Frugt af Aanden, en Aandens Gave. Troen bestaar i vort Sinds Virken lige overfor Gud og hans Løfter. De, der ikke kan have Tillid til Gud. enten det nu er paa Grund af Lvidenhed eller paa Grund af deres Sinds faldne Tilstand, er i en saadan Stilling, at det er umuligt for dem at modtage Velsignelse ved de Foranstaltninger, der er truffet i Evangelietidsalderen. Men dermed er ikke sagt at at de heller ikke kan faa Del i den kommende Tidsalders Velsignelser. Nu lyder Kaldet til dem, der kan og vil vandre i Tro. ikke i Beskuelse. Enhver, der ikke kan eller vil det. kan ikke vandre med Gide eden Tro er, det umuligt at behage Gud. Den der ikke har en saadan Tro at gaa ud fra, kan ikke komme [760] i Gang nu i Tiden. Og selv om han havde en Tro at begynde med, vil han dog ikke kunne faa Kraft til at blive Sejrvinder, medmindre denne Tro vokser og udvikles; thi »dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.« — 1 Joh. 5, 4.

Vi maa skarpt skelne mellem Tro og Lettroenhed. Millioner af Mennesker er lettroende og overtroiske. De tror Tusinder af ufornuftige Ting, som de ikke har tilstrækkeligt Bevis for. Det er ikke blot i de hedenske Lande, at man træffer disse overtroiske Mennesker, som tror, hvad de ikke burde tro. Millioner af dem bærer Kristennavnet med et eller andet sekterisk Tilnavn. Overtro og Lettroenhed maa fordømmes, revses, undgaas, besejres. Den sande Tro maa opmuntres, opbygges, styrkes, bringes til at vokse. Tro paa Gud er den Tillid, den Fortrøstning, der bygger paa Guds Forjættelser og ikke paa menneskelige Overleveringer, Teorier og Fantasterier.

Hvis vi tror, at Gud er, hvad hans Navn betyder den der eksisterer i Kraft af sig selv, den almægtige, alvise, alretfærdige og alkærlige Skaber, og hvis vi tror, at han er deres Belønner, som søger ham, vil Virkningen deraf blive, at vi søger ham, søger at kende og forstaa hans Ord. Naar vi kender og forstaar det, vil vi have Tillid til det, og har vi Tillid til det, vil i indrette vort Livsløb i Overensstemmelse dermed. Denne begyndende Tro bliver ved Guds Gunst henvist til Kristus, der er den nye og levende Vej til Genforening med Gud. Naar Troen faar Tag om Jesus og bliver opøvet i Lydighed, vokser den. Herrens Velsignelse kommer stærkere over den og oplyser den med Hensyn til Betingelserne for at blive antaget i den nye Skabning. Den voksende Tro griber fat om Guds Forjættelser om at blive Guds Arvinger og Jesu Kristi Medarvinger. Resultatet heraf er en Velsignelse af Aanden — Avlingen, Salvelsen, Sønneudkaarelsen. [761]

Et yderligere Resultat er en større Opl ysning ved Hjælp af Guldlysestagen i det Hellige, der sætter Troens Øje i Stand til at se Ting, som er usynlige udefra — til at forstaa Ypperstepræstens særlige Tjeneste i Forbindelse med Lyset, i Forbindelse med Skuebrødene, i Forbindelse med Røgelsen paa Guldalteret og med Naadestolen paa den anden Side Forhænget. Efterhaanden som den levende, lydige Tro griber disse forskellige Træk af Guds N gade og Velsignelse, der findes omtalt i Ordet, bliver den stærkere og stærkere, klarere og klarere; den kommer til at udgøre en væsentlig Del af det nye Sind. Fra dette fremskredne Standperakt kan den se Ting, som den tidligere ikke kunde se, og om hvilke Apostelen erklærer: Intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og det er ikke opkommet i noget [naturligt] Menneskes Hjerte, hvad Gudd har beredt dem, som elsker ham.« — 1 Kor. 2, 9.

I Løftets Ord ser den ved Aandens Vejledning overvættes store og dyrebare Ting, himmelske Ting, Herligheden i den første Opstandelse, Riget, som da skal oprettes, Retfærdighedens Styre, der skal bringe Velsignelse til alle Jordens Slægter, Syndens Undertrykkelse og Ødelæggelsen af alt, hvad der ikke vil virke med til at herliggøre Gud i Overensstemmelse med hans Kærligheds Lov. Den nye Skabning ser alt dette med Troens Øje, Forstaudens Øje. Apostelen siger, at dette Øje kan se mange Ting, som ikke er synlige for det naturlige Menneske — fordi »Gud aabenbarede os det ved .anden; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa. Guds Dybder«. — 1 Kor. 2, 9. 10.

Denne aandsavlede Tro paa Ting, som endnu ikke ses, udgør en Del af de nye Skabningers nuværende Arv og er nøje knyttet til alle deres Forhaabninger og Glæder. Den giver dem den eneste mulige Forsmag paa eden kommende Herlighed. Som Apostelen forklarer, er den Grundvolden for al vor Glæde og alt vort Haab. »Tro er en Fortrøstning til det, som haa- [762] bes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses.« Ved Hjælp af den bliver usynlige Ting lige s a haandgribeligefor vort Sind som synlige. Ja, siger Apostelen, ud fra dette Standpunkt lærer vi at betragte de Ting, vi ser for vore naturlige Øjne, som timelige, medens vi forstaar, at de Ting, som vi ikke ser med vore naturlige Øjne, men med Troens Øjne, er de virkelige, de haandgribelige, de evige.