Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 3

DEN NYE SKABNINGS KALDELSE.

Kun de »kaldede« kan udvælges. — Hvornaar Kaldelsen til denne »store Frelse« begyndte. — At kalde til Omvendelse ikke det samme som at kalde til den guddommelige Natur. — Den jødiske Kaldelse. — Evangelietidsalderens Kaldelse. — Hvorfor ikke mange »vise«, »mægtige«, eller »fornemme« er kaldet. — Ophøjelse som Belønning for sand Ydmyghed. — Karakter er en Nødvendighed. — Til Verden i Tusindaarsriget udgaar ingen Kaldelse, men Befaling. — Tiden for den himmelske Kaldelse begrænset. — Den nye Skabning kaldet eller draget af Faderen. — Kristus vor Visdom. — Kristus vor Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem virkelig og tilregnet Retfærdiggørelse. — Behøver den »nye Skabning« Retfærdiggørelse? — Grundlaget for Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem Fortidens helliges Retfærdiggørelse og vor. — Retfærdiggørelse i Tusindaarsriget. — Kristus vor Helliggørelse. — Helliggørelse i Tusindaarsriget. — To forskellige Indvielser, forbilledligt fremstillet i Levitterne. — Betydningen af, at ingen af Levitterne fik Arv i Landet. — Den store Skare. — To Sider af Helliggørelsen. — Menneskets Del. — Guds Del. — Forskellige Erfaringer efter de forskellige Temperamenter. — Helliggørelse ikke Fuldkommenhed eller Følelser. — »Han, som læger alle dine Brøst.« — Naadens Trone. — Hvorledes Retfærdiggørelse leder til Helliggørelse. — Indvielse, efter at den himmelske Kaldelse er ophørt. — Menighedens Frelse eller Befrielse.

DER BLEV ikke givet Menneskene i Almindelighed Lejlighed til at blive Medlemmer af den nye Skabning og faa Del i dens Muligheder, Forrettigheder, Velsignelser og Herligheder. Dette forbeholdtes en udvalgt, en kaldet Klasse, hvad der klart og tydeligt fremholdes i Bibelen.

Israel efter Kødet blev kaldet af Gud til at være hans Ejendomsfolk, adskilt fra alle andre Nationer paa Jorden, som der staar skrevet: »Kun eder har jeg kendt [anerkendt] af alle Jordens Slægter.« (Amos 3, 2.) Imidlertid var Kaldelsen til Israel ikke den himmelske [94] Kaldelse; derfor finder vi heller intet nævnt om de himmelske Ting i de Løfter, som gælder dette Folk. Deres Kaldelse var af en forberedende Art, idet der til sidst af denne Nation stod en Levning rede til at tage imod og drage Nytte af Kaldet herovenfra til »saa stor en Frelse, som jo efter først at vare blevet forkyndt ved Herren er blevet stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham « . — Heb. 2, 3.

Vi skal derfor ikke i det gamle Testamente, men i det nye, søge efter den himmelske Kaldelses Betingelser, skønt vi dog, efterhaanden som vor Forstands Øjne bliver opladt til at se og forstag Guds Dybder, hans Handlemaade med og Omsorg for det kødelige Israel, kan se visse forbilledlige Lærdomme, der kan være til Gavn for den aandelige Sæd, som er blevet kaldet med den himmelske Kaldelse. Det kødelige Israel, dets Love og Guds Førelse med det var nemlig, som Apostelen paapeger, altsammen Skygger eller Forbilleder af bedre Ting, der tilhører dem, som er blevet kaldet til at være Medlemmer af den nye Skabning.

Da Kristus skulde være den første og ypperste i alle Ting og derfor blev Ypperstepræsten, Lederen for den nye Skabning af Guds Sønner, deres Frelses Ophavsmand, deres Forbillede, hvis Liv og Vandel de skulde efterligne, og i hvis Fodspor de skulde gaa, forstaar vi, at Fortidens værdige ikke kunde komme til at høre med til denne nye Skabning. Jesu Ord om Johannes Døberen bekræfter ogsaa dette til fulde: »Iblandt dem, som er født af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen, men den mindste i Himmeriges Rige er større end han.« (Matt. 11, 11.) Paa lignende Maade udtaler Hebræerbrevets Forfatter sig, idet han i høje Toner priser den Tro og den ædle Karakter, som Brødrene i den forrige Husholdning lagde for Dagen, men samtidig erklærer, at »Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os«. — Heb. 11, 40.

[95] Vi maa desuden huske paa, at ingen kan kaldes, saa længe Fordømmelsen for Adams Synd endnu hviler over ham. For at kunne modtage denne himmelske Kaldelse, maa man først være retfærdiggjort fra Dommen i Adam. Men Israel efter Kødet blev ikke retfærdiggjort ved Blodet af Tyre og Bukke;  thi disse kan aldrig borttage Synder. De var blot Forbilleder paa de bedre Ofre, der virkelig tilfredsstiller de Krav, som Retfærdigheden gør gældende overfor vor Slægt. Som Følge deraf kunde Kaldet ikke udgaa, førend vor Herre Jesus havde betalt Genløsningssummen — løskøbt os med sit eget dyrebare Blod. Selv Apostlene blev kun midlertidig kaldet og antaget, indtil Genløseren havde erlagt Betalingen, var opfaret til det høje og havde fremstillet den til Bedste for  dem.  Da og først da kunde Faderen direkte anerkende de troende paa Pinsedagen og avle dem med sin hellige Aand til at være nye Skabninger. Ganske vist havde Jesus, medens han vandrede her paa Jorden, sagt til Farisæerne: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.« (Matt. 9, 13; eng. Overs.) Men vi maa lægge Mærke til, hvilken stor Forskel der er mellem at kalde Mennesker til Anger og Omvendelse og at kalde dem med den himmelske Kaldelse til den guddommelige Natur, til at være Medarvinger med Kristus. Ingen Syndere kaldes til dette sidste. Derfor maa vi, som af Naturen er Vredens Børn, først blive retfærdiggjort uforskyldt fra alt ved Kristi dyrebare Blod. I fuld Overensstemmelse hermed hedder det i Indledningen til Romerbrevet (1, 7), at dette Brev er skrevet til »alle Gudselskede, som er i Rom, kaldet til at være hellige« (eng. Overs.), til at blive delagtige i den guddommelige Natur. Indledningen til første Korinthierbrev lyder: »Til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der paa ethvert Sted paakalder vor Herres Jesu Kristi, deres og [96] vor Herres Navn.« (1 Kor. 1, 2.) Det begrænsede, men tillige det ophøjede i dette Kald fremholdes med endnu større Eftertryk i et senere Vers (9), hvor der tales om Kaldelsens Ophavsmand:  »Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.« Dette indbefatter Tanken om en bestemt Enhed eller Sammenslutning. Kaldet udgaar altsaa i den Hensigt at udsøge iblandt Menneskene nogle, der skal blive eet med Genløseren som nye Skabninger, Medarvinger med ham til den Ære, Hæder og Udødelighed, der blev tildelt ham som Belønning for hans Trofasthed.

Herved bliver vi erindret om Apostelens Ord, at vi kun paa visse Betingelser kan blive Medarvinger med Kristus, nemlig »om ellers vi lider med ham for ogsaa at herliggøres med ham«. (Rom. 8, 17.) Andetsteds (1 Kor. 1, 24) viser Apostelen os, at den Kaldelse, han taler om, ingenlunde er den samme som den, der for en Tid gjaldt Jøderne alene, og endvidere fastslaar hans Ord, at ikke alle er kaldet. Han siger: »For alle de kaldede, baade Jøder og (Grækere, prædiker vi Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom«, skønt Kristus for de ikkekaldede Jøder var en Anstødssten og for de ikkekaldede Grækere en Daarskab. Hebræerbrevets Forfatter paapeger (9, 14. 15), at Evangelietidsalderens Kaldelse ikke kunde udgaa, før Herren med sit Blod havde beseglet den nye Pagt. Dette udtrykker han saaledes: »Derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, maa faa den evige Arvs Forjættelse.«

Ikke mange vise, ikke mange mægtige, ikke mange
fornemme.

Det vilde være ganske naturligt for os at antage, at naar denne særlige Kalddeise i det hele taget var begrænset, maatte den være indskrænket til at gælde de [97] allerbedste Mennesker i den faldne Slægt, de ædleste, de dygtigste, de mest begavede. Men Apostelen modsiger bestemt denne Tanke: »Thi se, Brødre, paa eders Kaldelse, at I er ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, som var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke, og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at fintet Kød skal rose sig for Gud.« (1 Kor. 1, 26-29.) Grunden hertil forklarer Apostelen, er den, at Gud ikke vilde, at noget Menneske skulde kunne prale af, at det i nogen Grad havde fortjent de store Velsignelser, som blev det tildelt. Gud havde til Hensigt at vise baade Engle og Mennesker sin Magt til at omdanne Karakterer fra at være lave og fornedrede til at blive ædle og rene, ikke ved Tvang, men ved Sandhedens omdannende Kraft, idet denne virker i de kaldede — ved de Forjættelser og Forhaabninger, der er fremholdt for dem — baade at ville og at virke efter Guds Velbehag. Ikke blot vil denne Guds Ordning have til Følge, at Faderen bliver forherliget, men ogsaa, at de, hvem han vil velsigne, lærer en Ydmyghed, som bliver til evigt Gavn for dem. Gang paa Gang finder vi i det nye Testamente Udtalelser om, at dette Kald og den Frelse, som staar i Forbindelse dermed, ikke er af Mennesker eller ved menneskelig Kraft, men af Guds Naade.

Det er ikke vanskeligt at indse, hvorfor dette Kald i Almindelighed virker mindre tiltrækkende paa de fornemme end paa de ulærde. Stoltheden indtager en fremragende Plads i den faldne Natur, hvorfor man bestandig maa regne med den. De, der er mindre faldne end de fleste af deres Medmennesker, de der altsaa af Naturen er mere ædle end de øvrige, vil let selv kunne mærke dette og som Følge deraf føle en vis Overlegenhed, et vist Hovmod overfor de andre. Selv om nu [98] saadanne i det hele taget søger Herren og attraar Velsignelse og Gunst fra ham, vil de dog være tilbøjelige til at vente, at de bliver modtaget af Herren paa et noget andet Grundlag end deres mere faldne og mindre ædle Medmennesker. Imidlertid er Guds Maalestok Fuldkommenhed, og han erklærer, at alt, hvad der ikke svarer til denne Maalestok, er under Fordømmelsen. Alle de fordømte maa han henvise til den samme Genløser og til det samme Offer for Synden, hvad enten de nu har lidt større eller mindre Skade ved Faldet.

Betingelserne for at blive antaget magtte naturligvis virke mere tiltrækkende paa de ringe og mere faldne Medlemmer af Menneskeslægten end paa de ædlere; thi de svage og faldne forstaar langt klarere, hvor nødvendigt det er for dem at have en Frelser, idet de er bedre i Stand til at indse deres egne Ufuldkommenheder. De mindre faldne derimod, som for en Del er opfyldt af Selvtilfredshed, har ikke saa let ved ydmygt at bøje sig for Kristi Kors og tage imod Retfærdiggørelsen som en fri Gave og alene paa Grundlag af den nærme sig den himmelske Naadetrone for at finde Barmhjertighed og Hjælp. De er mere tilbøjelige til at forlade sig paa deres egen Forstand, deres Selvtilfredshed hindrer dem i at gaa ind igennem den trange Port og vandre paa den snævre Vej.

Gud sætter tydelig nok særlig Pris paa, at de, som han indbyder til at blive Medlemmer af den nye Skabning, er ydmyge. Derfor siger ogsaa Apostelen: »Ydmyg eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder.« (1 Pet. 5, 6.) Paulus peger paa vort Forbillede, Kristus Jesus, og viser os, hvorledes han ydmygede og fornedrede sig selv, idet han paatog sig en lavere Natur og blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Som Følge af denne hans Lydighed og Ydmyghed har Gud højt ophøjet ham. Apostlenes Lære i saa Henseende kan sammenfattes i Peters Ord: »Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver [99] han Naade.« (1 Pet 5, 5.) Ikke mange store, vise eller lærde er kaldet, men hovedsagelig saadanne, som er fattige paa denne Verdens Gods, men rige paa Tro. Foruden paa Ydmyghed sætter Gud ogsaa stor Pris paa Tro. Til at udgøre den nye Skabning ønsker han saadanne, som har lært at stole ubetinget paa ham, som tager imod hans Naade som tilstrækkelig for dem, og som i den Kraft, han giver dem, vinder den Sejr, han kalder dem til, og som betinger deres Ophøjelse.

Karakter er en Nødvendighed.

Skønt Gud ikke kaldte de vise, store eller mægtige, maa dette dog ikke faa os til at tro, at hans Børn er lave, uædle eller uvidende i den Forstand, at de er onde, fordærvede eller lavsindede. Herren sætter netop den højest mulige Maalestok frem for dem, som han kalder. De bliver kaldet til Hellighed, Renhed og Trofasthed og til at leve efter Retfærdighedens Principper, til i Hjertet at sætte Pris paa disse Ting og fremvise dem i højest mulige Maalestok frem for dem, som han kalder, dem fra Mørke til sit underfulde Lys. (2. Pet. l, 3; 1 Pet. 2, 9.) Verden vil maaske kun kunne kende dem efter Kødet, og efter Kødet er de maaske ikke ædlere eller renere end andre — i mange. Tilfælde det modsatte. Men Herren dømmer ikke efter Kødet, men efter Aanden, efter Sindet, efter deres Hensigter. Fra det Øjeblik af, da de modtager Guds Naade i Kristus Jesus og deres Synders Forladelse og indvier sig til Herren, bliver de betragtet som befriet fra de Skrøbeligheder, de af Naturen som Adams Børn er behæftet med. Deres Kød bliver regnet for at være iklædt Kristi Fortjeneste, der skjuler alle deres Mangler. Det er det nye Sind, den nye Vilje, der er den nye Skabning. Det er denne, der bliver antaget og kaldet af Gud, og det er kun den, han vil have at gøre med.

Ganske vist vil det nye Sind, efterhaanden som det udvikles, aabenbare sig som ædelt, hæderligt og retskaffent. [100] Det vil lidt efter lidt faa mere Magt og Herredømme over Kødet, saa at selv de, der ikke anerkender de nye Skabninger, ligesom de ikke anerkendte Herren, dog til sidst vil komme til at undre sig over deres gode Gerninger og hellige Levned samt over det sunde Sinds Aand, hvoraf de er besjælet, selv om de til Tider vil søge daarlige Bevæggrunde bagom alt dette. Skønt det nye Sind stadig vokser op til større Harmoni med Herrens, kan det dog aldrig faa fuldt Herredømme over det dødelige Legeme, hvormed det er forbundet. Dog maa det stadig være vort Ønske og vor Opgave at ære Gud i vore Legemer saavel som i vort Sind, vor Aand, der hører ham til. — 1 Kor. 6, 20.

Lad os lægge Mærke til nogle af de Enkeltheder og Begrænsninger, der har at gøre med den nye Skabnings Karakter. Til en af de kaldede siger Paulus følgende, som vi alle bør lægge os paa Sinde: »Strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du blev kaldet.« (1 Tim. 6, 12.) De nye Skabninger maa ikke vente at sejre og opnaa den store Belønning uden Kamp med Modstanderen saavel som med Synden, der omgiver dem paa alle Kanter, og tillige med deres eget Køds Svagheder, til Trods for at disse dækkes af Kristi Retfærdigheds Fortjeneste. Endvidere formaner Apostelen de kaldede til at »vandre Gud værdigt, han, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed«. (1 Thess. 2, 12.) De nye Skabninger maa ikke blot forstaa, hvilket Kald, de er kaldet med, og hvilken endelig Belønning, de vil opnaa i Herlighedens Rige, men ogsaa komme i Hu, at de her i Livet er Repræsentanter for Gud og hans Retfærdighed og maa søge at vandre i Overensstemmelse hermed. Vi læser derfor: »Efter den hellige, som kaldte eder, skal ogsaa I være hellige i al eders Vandel; thi der er skrevet: I skal hellige eder; thi jeg er hellig.« (1 Pet. 1, 15. 16.) I samme Brev (2, 9) læser vi: »I skal forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys.«

[101] De aandelige Israelitter er ikke bundet af særlige Love, saadan som de kødelige Israelitter var det. De er blevet stillet under Frihedens Lov, for at deres Kærlighed til Herren kan aabenbare sig ved, at de ikke blot frivilligt afholder sig fra alt, som de ved er Herren imod, men ogsaa ved, at de frivilligt opofrer menneskelige Rettigheder og Interesser, idet de tjener Sandheden og Retfærdigheden. Herren og Brødrene. Apostelen siger i Overensstemmelse hermed: »Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse« (1 Thess. 4, 7), og atter: »I blev kaldet til Frihed, Brødre, kun at I ikke bruger Friheden til en Anledning for Kødet« (Gal. 5, 13), en Lejlighed til at gøre ondt. Vi bør bruge vor Frihed til at opofre vore nu værende Rettigheder for Sandhedens og dens Tjenestes Skyld, for at vi derved kan blive ofrende Præster af det kongelige Præsteskab, der en Gang skal regere som Medarvinger med Kristus for at uddele Guds Velsignelser til Verden.

Talrige Skriftsteder viser, at de nye Skabninger er kaldet til Ære, Hæder og Udødelighed. (Fil. 3, 14; 2 Pet. 1, 3; o. s. v.) Men overalt paapeges der tillige, at den Vej, der fører til Herligheden, er trang og gaar gennem Prøvelser og Opofrelser, saa at kun de, der er blevet avlet af Guds Aand, ja, er opfyldt af den, vil blive i Stand til at sejre til Slut og opnaa de herlige Ting, hvortil de er kaldet, og hvortil Vej er blevet beredt for dem af ham, der har lovet: »Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Magtesløshed.« — 2 Kor. 12, 9.

Vi maa ikke tro, at der findes forskellige Kaldelser, da vi har Apostelens udtrykkelige Erklæring: »I blev kaldet til eet Haab i eders Kaldelse.« (Ef. 4, 4.) Det er fejlagtigt at tro, at vi skulde hage noget Valg i saa Henseende. Ja, hvad Verden angaar, vil der overhovedet ikke udgaa nogen Kaldelse til den i den næste Tidsalder. Gud vil da ikke længere søge og udtage en [102] særlig K1asse til at indtage en særlig Stilling. I Stedet for at kalde vil Herren give Verden Befaling til i Tusindaarsrigets Tidsalder at adlyde Retfærdighedens Love og Principper. Af alle Skabninger vil der blive krævet (ikke blot ønsket), at de viser Lydighed mod den tusindaarige Regering. Om de ikke gør det, vil de faa »Hug« for deres Ulydighed og til sidst blive udryddet af Folket, som der staar skrevet: »Hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] den Profet, skal udryddes af Folket« (Ap. G. 3, 23) — skal dø den anden Død uden Haab om nogen Sinde at opnaa Liv igen. Der er heller ikke noget andet Kald i Evangelietidsalderen, skønt der, som vi tidligere har set, i Løbet af denne Tidsalder vil blive udtaget en anden Skare frelste — den store Skare (Aab. 7, 9-14), »som ingen kunde tælle af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemaal«. De skal tjene Gud i hans Tempel og foran Tronen i Modsætning til Bruden, der skal sidde paa Tronen og udgøre selve Templet. Ingen er dog derfor blevet kaldet til den store Skare. De kunde lige saa let og med langt større Tilfredsstillelse have opnaaet den guddommelige Natur, om de villigt og med Glæde havde vist Lydighed. Til sidst vil de vinde Sejr, hvad der fremgaar deraf, at de faar Palmegrene i Hænderne. Men deres Mangel paa Nidkærhed hindrede dem i at komme til at høre med til den Skare, der er mere end Sejrvindere, hindrede dem i at blive Medarvinger til den nye Skabnings evige Herlighed, ligesom den ogsaa for en stor Del berøvede dem den Glæde og Fred, som de, der er mere end Sejrvindere, allerede kan nyde i dette Liv. Som vi har set, vil den store Skares Stilling øjensynlig i mange Henseender blive noget lig Englenes.

Vi kunde fremdeles lægge Mærke til, at Kaldet er begrænset til en bestemt Tid. Apostelen siger saaledes: »Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag.« »Idag, naar I hører hans Røst, da [103] forhærd ikke eders Hjerter.« (2 Kor. 6, 2; Heb. 3, 15.) Denne velbehagelige Dag, denne Tid begyndte med Jesu Indvielse. Han blev kaldet. Han tiltog sig ikke selv den Ære. Og saadan har det været siden. »Ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud.« (Heb. 5, 4.) Det vilde virkelig være et formasteligt Menneske, som gjorde Fordring paa som sin Ret at blive forvandlet fra menneskelig til guddommelig Natur, forvandlet fra at være en af Adams Efterkommere og Medarving med ham til hans Fald og ødelagte Tilstand til at blive Medarving med Kristus til alle de Rigdomme, den Herlighed og Ære, som han ved at efterfølge sin Kaldelse blev den retmæssige Arving til i al Evighed.

Denne Kaldelsens Tid, denne Frelsens Dag, vil lige saa sikkert finde en Afslutning, som den havde en Begyndelse. Gud ordnede det saa, at et bestemt Antal skulde udgøre den nye Skabning, og saa snart dette Antal er fuldt, vil Evangelietidsalderens Værk være afsluttet. Vi vil ogsaa kunne indse, at saa snart det rette Antal er blevet kaldet, maa Kaldet ophøre; thi det vilde ikke være i Overensstemmelse med Guds Fremgangsmaade at kalde blot en eneste mere, end han havde udvalgt, selv om han paa Forhaand vidste, hvor mange af de kaldede, der af Mangel paa Lydighed undlod at befæste deres Kaldelse og Udvælgelse, og som derfor maatte erstattes af andre. Al Rimelighed synes at fordre, at den Almægtige end ikke tilsyneladende maa holde sine Skabninger for Nar ved at udsende en eneste Indbydelse, som ikke kunde fastholdes, om den blev modtaget. Skriften fremholder den Tanke, at der for ethvert Medlem af det begrænsede Antal af det kongelige Præsteskab findes en Krone. En saadan Krone bliver holdt i Beredskab for enhver, der efterfølger Herrens Kaldelse og i Overensstemmelse dermed indvier sig til ham. Det vilde ikke være [104] rigtigt af os at antage, at Herren vilde kalde nogen, som han senere, naar vedkommende havde modtaget Kaldet og indviet sig, maatte underrette om, at der ikke fandtes nogen Krone for ham, men at han maatte vente, indtil en af de tidligere antagne viste sig utro og derved forspildte sin Ret til Kronen. Jesu Formaning: »Holdt fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone«, synes ikke blot at indbefatte, at Kronernes Antal er begrænset, men ogsaa, at der til sidst ved denne Tidsalders Afslutning vil indtræde et Øjeblik, hvor de, der ikke trofast har levet i Overensstemmelse med deres Pagt, bliver forkastet, og at andre da staar rede og venter paa at tage imod disse Kroner. — Aab. 3, 11.

Efter vor Forstaaelse ophørte det almindelige Kald til at blive Medarvinger med Genløseren og Medlemmer af Guds nye Skabning i 1881. Men vi tror, at et stort Antal (maaske 20 eller 30 Tusind indenfor alle Kristenhedens forskellige Afdelinger) af dem, der paa den Tid fuldt ud havde indviet sig, senere har vist sig at være utro mod deres Offerpagt. De, der efter fuldt ud at være blevet prøvet befindes at være utro, bliver en for en forkastet og afskaaret fra Meddelagtighed i den keldede Skare, for at andre, der i Mellemtiden har indviet sig, kan opnaa det inderlige Samfund med Kristus til Trods for, at Kaldet er ophørt. Disse nylig antagne vil da hver for sig efterhaanden blive stillet paa Prøve, og hvis de findes uværdige, bliver de ligeledes forkastet, for at deres Pladser kan blive udfyldt af atter andre, som da er beredt til at indtage disse efter at have indviet sig. Af den Grund har der ikke været Brug for noget almindeligt Kald siden 1881. De, der nu kommer ind, kan lige saa vel faa Del i Rettighederne og Lejlighederne, skønt den almindelige Kaldelse eller Indbydelse ophørte at udgaa i 1881. De faar Adgang, efterhaanden som der bliver Pladser ledige, ved at nogle træder ud. Efter vor Forventning [105] vil denne Indtræden og Udtræden vedblive, indtil det sidste Medlem af den nye Skabning er fundet værdig, og alle Kronerne uddelt for bestandig.

Apostelen siger: »I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv.« (1 Thess. 5, 4.) Idet vi støtter os paa alle de forannævte Skriftsteder, er vi tilbøjelige til at tro, at der nu i Evangelietidsalderens Høsttid bliver givet alle Herrens indviede Kundskab om Sandheden angaaende Guds Plan, Menneskesønnens Nærværelse og Høstarbejdet. Vi tror, at den nærværende Sandhed saaledes bliver brugt til gennemgribende at prøve alle de indviedes sande Hjertetilstand, ligesom ogsaa Budskabet om Herrens Nærværelse i den jødiske Tidsalder tjente til at prøve det jordiske Israel ved Herrens første Komme. Vi er endvidere af den Overbevisning, at de, der i denne Tid faar en klar Forstaaelse af Sandheden og et dybere Indblik i Guds Plan, og som viser, at de oprigtigt tror paa det dyrebare Blod og fuldt og helt har indviet sig til Herrens Tjeneste, kan regnes for deri at have Vidnesbyrdet om, at de er blevet antaget af Herren som fremtidige Medarvinger med Jesus Kristus, selv om de har indviet sig efter 1881. Hvis de har indviet sig, før Kaldet ophørte, forstaar vi det saaledes, at de da først efter nogen Tids Forløb er kommet i den rette. Tilstand som indviede, og at de derpaa har faaet Kundskaben om den nærværende Sandhed som en særlig Velsignelse fra Herren og som et Vidnesbyrd om deres aandelige Samfund med ham. Hvis de ikke var iblandt de indviede i 1881 eller tidligere, maa vi slutte, at de nu er blevet antaget til Maddelagtighed i den kaldede Skare ved, at de har modtaget Pladsen efter andre, som tidligere var blevet kaldet, men viste Mangel paa Nidkærhed, saadanne som hverken var kolde eller varme og derfor blev udspyet til Delagtighed i den kommende Trængsel, hvor de vil lære de værdifulde Lektier, som de burde have fundet i Guds Ord, men nu [106] maa tilegne sig under Ydmygelser og Tugtelser. Efter at være gaaet igennem den store Trængselstid vil saadanne fas Plads i den store Skare, medens de, om de frivilligt og med Glæde havde udholdt Trængslerne og Prøvelserne, vilde kunne have taget Sæde med Kristus paa hans Trone.

HVORLEDES GUD KALDER OS.

»Men ud af ham er I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed [Retfærdiggørelse] og Helliggørelse og Forløsning.« — 1 Kor. 1,  30.

Kristus vor Visdom.

Tilegnelsen af Visdom opstilles her som det første og i den Forstand ogsaa det vigtigste Trin paa Frelsens Vej. Hermed stemmer ogsaa Vismandens Ord overens, naar han siger: »Visdom er det vigtigste. . . Køb Forstand for al din Ejendom.« (Eng. Overs.) Hvordan vi end er af Naturen, hvor svage eller hvor stærke i os selv, saa er Visdommen dog det, vi først af alt trænger til for at kunne vælge den rette Vej. Det bliver ogsaa almindelig anerkendt i Verden. Alle de, der i det hele taget i nogen Forstand søger efter yderligere Kundskab og Visdom, ja, selv de, der slaar ind paa de taabeligste og urimeligste Veje, gør det som Regel kun, fordi det i Øjeblikket ikke synes dem ufornuftigt. Saaledes var det med vor Stammoder Eva. Hun tragtede efter at opnaa Kundskab og Visdom, og netop den Omstændighed, at det forbudte Træ syntes at aabne hende Vejen til Visdom, var det, som fristede hende til Ulydighed mod Skaberen. Det er derfor uomgængelig nødvendigt, at vi har en viis Raadgiver til at lede os paa Visdommens liflige Stier og alle dens fredfyldte Veje.

Naar hun, der den Gang dog var fuldkommen, trængte til en viis Vejleder, hvor meget mere gør da ikke vi det, hendes faldne og ufuldkomne Børn! Da [107] vor himmelske Fader kaldte os til Medlemmer af den nye Skabning, saa han forud alle vore Tarv, og har vidste, at vor egen Visdom ikke vilde være tilstrækkelig for os, og at Modstanderen og de, der af ham var blevet narret til at være hans Efterfølgere; vilde anvende deres Kløgt til Skade for os ved at forsøge at gøre Lys til Mørke og Mørke til Lys. Derfor maatte Kristus blive vor Visdom, som Teksten siger os. Førend vi kan komme til Gud, førend vi kan tilegne os Forsoningsofrets Fortjeneste og derved opnaa Sønneudkaarelsen, trænger vi til Hjælp, til Vejledning og Visdom. Vor Forstands Øjne maa oplades, saa at vi kan se, hvad Gud har beredt os i sin Søn.

For at kunne have Øret opladt for Visdommen herovenfra er det først og fremmest nødvendigt at være i den rette Hjertetilstand, at være oprigtig. Vi maa besidde et vist Maal af Lydighed; thi ellers vil vi tænke højere om os selv, end vi bør tænke, og ikke være i Stand til at indse, hvor svagelige, mangelfulde og uværdige vi er set fra Guds Standpunkt. Vi maa ogsaa saa langt være ærlige og oprigtige, at vi er villige til at indrømme de Fejl, som det ydmyge Sindelag kan se. De, der tragter efter Retfærdighed og Har­moni med Gud, og som har lært at se paa alt ud fra dette Standpunkt, og virkelig er naaet til en saadan Selverkendelse, bliver vist hen til Jesus som Frelseren. Hvor ufuldkomment vi end til at begynde med forstaar Forsoningens Filosofi, maa v i dog i det mindste kunne fatte, at vi af Naturen er »Vredes Børn ligesom de andre« — at vi er Syndere. Vi maa kunne se, at Kristi Offer var fuldgyldigt og retfærdigt, og at Gud selv har skaffet det til Veje og godkendt det, for at vi skulde faa Lægedom ved Genløserens Saar, og for at vi skulde kunne antages af Faderen ved hans Lydighed, idet vore Synder regnes for overført paa ham, baaret af ham, medens hans Retfærdighed og Fortjeneste tilregnes os  som en Retfærdighedsklædning. [108] Dette maa vi se — Kristus maa saaledes blive vor Visdom — førend vi kan udføre Gerninger, der er i Overensstemmelse med denne Kundskab, og førend vi ved af hele vort Hjerte at tage imod Kristi Fortjeneste kan blive retfærdiggjort i Faderens Øjne, antaget af ham, helliggjort og til sidst blive forløst og herliggjort. Imidlertid ophører Kristus ikke med at være Visdom for os, naar vi tager det næste Skridt, naar han bliver vor Retfærdighed, vor Retfærdiggørelse. Nej, vi trænger stadig til ham som vor Visdom, vor vise Raadgiver. Ved hans Vejledning maa vi lære at indse, hvor fornuftigt det er fuldt og helt at indvie sig og derpaa opfylde Pagten om at leve et helligt Liv ved at gøre Faderens Vilje. Ved hvert Skridt fremad vi tager, er Visdommen det vigtigste. Igennem hele det indviede og helliggjorte Liv trænger vi til Visdommen herovenfra, om hvilken Apostelen siger, at den »først er ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt«. (Jak. 3, 17.) Den jordiske Visdom fremmer Selviskhed, Egenvilje, Hovmod og Selvgodhed, og disse Ting fører atter, som Apostelen viser os, til bitter Avind og Trættesyge, fordi denne Art Visdom i Modsætning til den herovenfra er »sanselig, djævelsk«. Den himmelske Visdom stemmer nøje overens med den guddommelige Kærlighed, der »ikke praler, ikke opblæses, intet usømmeligt gør; . . . ikke glæder sig over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed«. — 1 Kor. 13, 4-6.

Denne Visdom virker desuden efter en ganske bestemt Rækkefølge; thi medens den besidder alle de Egenskaber, som Apostelen Jakob opregner, er der dog Forskel paa den Plads, der anvises hver enkelt af disse. Skønt Visdommen herovenfra er fredsommelig og søger at fremme Fred, giver den dog ikke Freden Førstepladsen. Renheden kommer først. Den er først og fremmest ren, dernæst fredlsommelig. Det er den [109] jordiske Visdom, som raader til at holde Fred for enhver Pris, som byder Samvittigheden at tie stille, for at den egenkærlige Fred kan fremmes. At Visdommen er ren, vil sige, at den er ligefrem, uden Svig, ærlig og aaben. Den elsker Lyset, den har intet at gøre med Mørket og Synden. Den vil ikke støtte noget, som behøver at skjules; thi den forstaar, at skjulte Gerninger sædvanligvis er Mørkets Gerninger, at alt, hvad der maa dølges, sædvanligvis er ondt. Den er fredsommelig, saa længe dette kan forenes med Ærlighed og Renhed. Den ønsker Fred, Harmoni, Enhed. Men da Freden ikke er det første for den, kan den kun have sand Fred og fuld Overensstemmelse med det, der er ærligt, rent og godt.

Den himmelske Visdom er mild, ikke grov og haard i Hensigter eller Fremgangsmaader. Dog kommer Mildheden efter Renheden og Fredsommeligheden. De, der har denne Visdom, er ikke først og fremmest milde, dernæst rene og fredsommelige. De er allerførst rene, helliggjorte af Sandheden. De attraar Fred og ønsker at stifte Fred. Derfor er de milde og føjelige. Men de kan kun være eftergivende og føjelige, naar dette kan være overensstemmende med Renhed, Fred og Mildhed. De kan ikke give efter i den Grad, at de gaar ind paa at hjælpe andre med noget ondt. Den himmelske Visdom forbyder dem en saadan Fremgangsmaade.

Den himmelske Visdom er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter; den glæder sig ved Barmhjertigheden, idet den indser, at den er en Hovedbestanddel af Guds Karakter, som den bør søge at tilegne sig. Man kan være fuldt forvisset om, at det Hjerte, der er fyldt af Visdommen herovenfra, vil lægge Barmhjertighed for Dagen, og at alle Randens Frugter vil blive udviklet og bragt frem til Modenhed i det. Medens denne Barmhjertighed med Sympati og Hjælpsomhed tager sig af dem, der af Uvidenhed eller Uforsigtighed gør [110] ondt, kan den ikke have Forbindelse med dem, der forsætligt gør Uret, eftersom Visdommen herovenfra ikke først er barmhjertig, men derimod først er ren. Derfor kan Barmhjertigheden i denne Visdom kun fuldt ud komme dem til gode, som uforsætligt eller i Uvidenhed gør Uret.

Den himmelske Visdom siges at være upartisk. Partiskheden indbefatter Uretfærdighed. Men den Renhed, Fred, Mildhed, Barmhjertighed og de gode Frugter, der hidrører fra Visdommen herovenfra, faar os til ikke længere at anse Personer, men til at bedømme Menneskenes virkelige Værdi ved at give Agt paa deres Karakter. Det naturlige Menneskes ydre Udseende, Klædedragt, Hudfarve o. s. v. har intet at betyde for Herrens Aand, for Visdommen herovenfra, den er upartisk og søger det, der er fredsommeligt, mildt og sandt, hvor det saa end findes, og under hvilke Omstændigheder det end aabenbarer sig.

Visdommen herovenfra er endvidere uden Skrømt. Den er saa ren, saa fredsommelig, saa mild, saa barmhjertig mod alle, at Hykleri er fuldstændig overflødigt, hvor den hersker. Den kan umuligt have Samfund med, hvad der er syndigt, eftersom den er i Sympati med alt, hvad der er rent, og søger at fremme Renhed, Fred og Mildhed. Derfor er der ikke hos den nogen Plads for Skrømt og Hykleri.

Gud har ved sin Søn givet os den himmelske Visdom i alle disse Henseender, ikke blot ved det Budskab, Sønnen har bragt os om Genløsningsværket, men ogsaa ved, at han saa klart lagde for Dagen, hvad der indbefattes i Aandens Frugter og i Lydighed mod Faderen, idet han underviste os baade ved Ord og Eksempel. Endvidere kommer Visdommen herovenfra til os ved Apostlene, der er Kristi Repræsentanter, saavel som ved dem, der allerede har modtaget denne Visdom og daglig søger at lade Lyset skinne for derved at forherlige Faderen. [111]

Kristus vor Retfærdiggørelse.

Vi har allerede i nogen Udstrækning omtalt Forsoningen mellem Gud og Mennesket og set, hvorledes Jesus blev til Retfærdiggørelse for alle dem, der tager imod ham. (Bind V, Kap. 15.) Her ønsker vi, imidlertid mere indgaaende at undersøge Betydningen af dette saa ofte anvendte Ord Retfærdiggørelse, der blot ufuldkomment synes at forstaas af det store Flertal af Guds Folk. Følgende Tanker indbefattes i Ordet Retfærdiggørelse: 1) At der er Retfærdighed til, at der findes en Maalestok for det rette, 2) at noget er ude af Harmoni med denne Maalestok, ikke opfylder dens Fordringer; 3) at den mangelfulde Person eller Ting bringes i Overensstemmelse med den rette Maalestok, med Retfærdigheden. Vi kan belyse dette ved at bruge en Vægt solli Billede. I den ene Vægtskaal ligger Retfærdigheden, i den anden Menneskets Lydighed, der skulde kunne veje op mod eller være lige saa vægtig som Retfærdigheden. Men alle Mennesker savner Lydighed i større eller mindre Grad. Denne Mangel maa opvejes ved, at der lægges noget i Lydighedens Vægtskaal, saa at denne kan komme til at staa paa lige med den anden Skaal, Retfærdigheden. Lad os gaa lidt nærmere i Enkelthederne: Adam blev skabt fuldkommen, lydig imod Gud og i Harmoni med ham. Dette var ret, hans retfærdige Tilstand, hvori han skulde være forblevet, men som Følge af Synden kom han indunder Dødsdommen og blev forkastet, da han nu ikke længere var i Overensstemmelse med Guds Maalestok. Siden da er hans Efterkommere blevet født i Synd og undfanget i Misgerning, indtraadt i Livet paa et lavere Stade end Adam, deres Stamfader, og kommer i bestandig større Uoverensstemmelse med den Maalestok, som Guds Retfærdighed har opstillet. Som Følge deraf vilde det være fuldstændig urimeligt og unyttigt, om nogle af Adams Efterkommere bad Skaberen om paa ny at blive vejet eller prøvet for at se, [112] om det ikke skulde lykkes dem at komme i Overensstemmelse med den ubegrænsede Retfærdighed. Vi forstaar, at naar selv det fuldkomne Menneske mistede sin Stilling ved sin Ulydighed, vilde vi, der dog er ufuldkomne, faldne og fordærvede, ikke have noget som helst Haab om at kunne tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer eller gøre os selv retfærdige overfor Gud, hvorfor en saadan Prøve vilde være absolut unyttig. Vi har alle syndet og fattes den Ære fra Gud, som vor Stamfader, Adam, oprindelig besad.

Om vi da indser, at vi som Slægt betragtet alle er ufuldkomne og uretfærdige, og ligeledes forstaar, at ingen ved sine Gerninger kan tilfredsstille Retfærdighedens Krav, begriber vi ogsaa, at »en Mand ikke kan udløse sin Broder, ikke kan give Gud Løsepenge for ham«. (Ps. 49, 7.) Ingen kan udfylde, hvad der mangler hos en anden; thi ikke blot har han ikke nogen overflødig Fortjeneste eller Dyd at kunne give en anden; men han har end ikke nok til sig selv; thi alle har de syndet og er kommet til kort. Vi spørger derfor: Kan Gud i det hele taget have noget at gøre med de uretfærdige og faldne Mennesker, som han allerede har fordømt og erklæret uværdige til Livet? 

Ja, han viser os selv, paa hvilken Maade han kan gøre dette — paa hvilken Maade han baade kan være retfærdig og dog retfærdiggøre hver den, som tror paa Jesus. Han viser os, at han har bestemt Kristus til at være Mellemmand for den nye Pagt, at Kristus har købt Verden med sit eget dyrebare Blod, med sit Offers Fortjeneste, og skal derfor i sin Tid, nemlig i Tusindaarsriget, blive Konge over Jorden for at velsigne alle Jordens Slægter ved at give dem Kundskab om Sandheden og Lejlighed til at blive genoprettet til det Guds Billede, hvori Adam blev skabt. 

Det vil være til særlig Styrke og Befæstelse for de genoprettede, at de har oplevet Faldet og Udfrielsen fra dettes Følger. Naar Menneskeslægten bliver bragt tilbage til Fuldkommenheden, vil dette [113] blive en virkelig Retfærdiggørelse i Modsætning til den tilregnede Retfærdiggørelse, som nu ved Tro bliver Menigheden til Del. Den virkelige Retfærdiggørelse vil begynde samtidig med Kristi tusindaarige Regering og vil Skridt for Skridt fortsættes, indtil alle har faaet den bedst mulige Lejlighed til at generhverve sig alt det, som gik tabt i Adam — foruden at de da vil sidde inde med mange nyttige Erfaringer. Gud være lovet og priset, at der kommer en saadan virkelig Retfærdiggørelsens Tid, da alle de villige og lydige iblandt Menneskene virkelig bliver løftet fra Ufuldkoramenhed til Fuldkommenheden i legemlig, aandelig og moralsk Henseende!

Nu betragter vi imidlertid særlig den nye Skabning og de Foranstaltninger; Gud har truffet for at retfærdiggøre den lille Klasse af Menneskene, som han har kaldet til guddommelig Natur, til Ære og Udødelighed. Disse trænger til Retfærdiggørelse, lige saavel som Verden gør det, eftersom de af Naturen var Vredes Børn ligesom de andre. Saa længe de som Syndere stod under Dødsdommen, kunde Gud lige saa lidt have noget at gøre med dem, der senere blev kaldet til at udgøre den nye Skabning, som han kunde have noget at gøre med Verden. Naar Verden maa retfærdiggøres, bringes tilbage til Fuldkommenheden, før der kan være Harmoni mellem den og Gud, hvorledes kunde da Gud have Samfund med Menigheden eller kalde den til Medarveret med sin Søn, medmindre den først blev retfærdiggjort? Man maa indrømme, at Retfærdiggørelsen er en nødvendig Forudsætning for Kaldelsen til den nye Skabning. Men hvorledes udvirkes Retfærdiggørelsen for os? Skal vi genoprettes til absolut Fuldkommenhed i legemlig, sandelig og moralsk Henseende? Vi svarer nej. Gud har ikke truffet Foranstaltning for en saadan virkelig Retfærdiggørelse for os. Vi bliver, som Skriften siger, »retfærdiggjort ved Tro«. Dette er ikke en virkelig, men en tilregnet Retfærdiggørelse. Guds Foranstaltning [114] gaar ud paa, at alle de, der nu i denne Tid, medens Synden og Døden hersker, hører Budskabet om hans Naade og Barmhjertighed i Kristus og kommer i hel og fuld Overensstemmelse med Visdommen herovenfra, saa at de bekender, at de er Syndere, og derpaa, idet de stoler paa Guds Budskab om Naade og Barmhjertighed i Kristus, angrer deres Synder og saa langt som muligt gør godt igen, hvad de har gjort galt — at alle disse af Gud betragtes som iført Kristi Fortjeneste, saa at deres Mangler skjules af den. Men de bliver ikke ført tilbage til virkelig Fuldkommenhed. Naar han da handler med dem, betragter han dem som retfærdige, idet han retfærdiggør dem ved Troen.

Denne tilregnede Retfærdiggørelse, Retfærdiggørelsen ved Tro, varer ved lige saa længe som Troen og støttes af Bestræbelserne for at gøre Guds Vilje. Dersom Tro og Lydighed ophører, gøres der samtidig Ende paa Retfærdiggørelsen. Men Retfærdiggørelsen ved Tro holder ikke op, naar vi tager det næste Skridt, Helliggørelsen. Den bliver ved at følge os som nye Skabninger, idet den ikke blot fritager os fra Fordømmelsen i Adam, men ogsaa dækker over alle de Ufuldkommenheder, vi lægger for Dagen i Tanker, Ord og Handlinger paa Grund af nedarvede og uforsætlige Svagheder i Kødet. Den ejes altsaa bestandig af Guds Folk, lige fra de bliver nye Skabninger, indtil deres Løbebane afsluttes — gennem alle de Prøver og Vanskeligheder, som de maa udholde for at kunne blive Medlemmer af den nye Skabning. I Overensstemmelse hermed siger Apostelen: »Saa er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, . . . som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden.« (Rom. 8, 1. 4.) Dog har vi den nye Natur i Lerkar og er som Følge deraf stadig behæftet med ufrivillige Fejl, af hvilke selv den mindste vilde være nok til at fordømme os fra at opnaa evigt Liv paa noget som helst Plan, om den ikke fulfistændigt blev dækket af vor Bryllupsklædning, [115] Kristi Retfærdighed, der tilregnes os ved Tro. Vi behøver denne Retfærdiggørelse, og den vedbliver at dække os som en Klædning, saa længe vi er i Kristus og endnu befinder os i Kødet. Men den ophører at gælde, naar vor Prøve er endt, og vi som dem, der har mere end sejret, faar Del i den første Opstandelse. Derfor siger Apostelen, at det saaes i Forkrænkelighed, Vanære og Skrøbelighed, men opstaar i Uforkrænkelighed, Herlighed og Kraft — i fuld Lighed med Herren, den levendegørende Aand, som er Faderens Væsens udtrykte Billede. Naar vi har opnaaet denne Fuldkommen­hed, er der ikke længere Brug for nogen tilregnet Retfærdighed; thi da er vi virkelig retfærdige og virkelig fuldkomne. Hvad Retfærdiggørelsen angaar, har det intet at sige, at den nye Skabning vil blive fuldkommen paa et højere Plan end Verden. De, der ved at tage imod Guds Naade bliver genoprettet til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, vil være retfærdige eller fuldkomne, naar Genoprettelsesværket er fuldendt, men fuldkomne paa et lavere Plan end det aandelige. De, der nu bliver kaldet til at opnaa den guddommelige Natur, og som paa Forhaand bliver retfærdiggjort ved Tro, for at deres Kaldelse og Prøvelse som Guds Sønner i det hele taget kan blive mulig, vil ikke blive retfærdiggjort eller fuldkommet, før de i den første Opstandelse kommer i Besiddelse af den Fylde af Liv og Fuldkommenhed, hvori der ikke findes noget som helst tilbage af deres nuværende Ufuldkommenhed — den Fuldkommenhed, som nu blot tilregnes dem.

Grundvolden for vor Retfærdiggørelse.

Mange er kommet i stor Forvirring med Hensyn til dette Spørgsmaal, fordi de undlader at sammenligne alle de forskellige Udtalelser i Guds Ord herom. Nogle lægger Mærke til Apostelens Udsagn om, at vi bliver »retfærdiggjort af Tro« (Rom. 3, 28; 5, 1; Gal. 2, 16, 3, 24), [116] og heraf drager de saa den Slutning, at Tro er i den Grad værdifuld i Guds Øjne, at den kan dække over alle vore Ufuldkommenheder. Andre læser Apostelens Ord om, at vi bliver »retfærdiggjort af hans [Guds] Naade« (Rom. 3, 24; Titus 3, 7), og hævder paa Grundlag heraf, at Gud vilkaarligt retfærdiggør eller renser, hvem han vil, uden Hensyn til de Egenskaber, Gerninger eller Trosfortjenester, som vedkommende kan have at opvise. Atter andre lægger Vægten paa Skriftens Ord om, at vi bliver »retfærdiggjort ved hans [Kristi] Blod« (Rom. 5, 9; Heb. 9, 14; 1 Joh. 1, 7), og kommer herfra til det Resultat, at Kristus ved sin Død udvirkede Retfærdiggørelse for alle Mennesker, uanset deres Tro og Lydighed. Endnu andre støtter sig paa Bibelens Ord om, at Kristus blev »oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld« (Rom. 4, 25), og paastaar da, at Retfærdiggørelsen bliver os til Del ved Kristi Opstandelse. Endelig findes der nogle, som holder sig til det Skriftsted, der siger, at »et Menneske retfærdiggøres af Gerninger«. (Jak. 2, 24.) De hævder, at naar alt kommer til alt, er det vore egne Gerninger, der afgør, hvorvidt vi skal opnaa Guds Velbehag eller hans Uvilje.

I Virkeligheden er alle disse Udsagn rigtige. De fremstiller blot forskellige Sider af den samme store Sag, saadan som man ogsaa kan betragte et stort Bygningsværk saavel forfra som bagfra, fra Siderne og fra de forskellige Hjørner. Naar Apostlene ved forskellige Lejligheder anvendte de ovenstaaende Udtryk, behandlede de blot forskellige Dele af det samme Emne. Det er nu vort Maal at sammenholde alle disse for derved at se den fulde Sandhed angaaende Retfærdiggørelsen.

Først og fremmest bliver vi retfærdiggjort ved Guds Naade. Vor Skaber var ikke paa nogen som helst Maade forpligtet til at udfri os fra den retfærdige Straf, som han havde idømt os; det var udelukkende [117] af fri Naade, at han, da han forudsaa vort Fald, førend vi endnu blev skabt, i sin Medlidenhed med os før Verdens Grundlæggelse udtog det Lam, der skulde slagtes for at genløse os. Vi maa altsaa forstaa, at vor Forligelse med Faderen helt og fuldt skyldes hans Naade, hvilke Midler det saa end har behaget ham at benytte for at bringe den i Stand.

Dernæst bliver vi retfærdiggjort ved Kristi Blod, ved hans Genløsningsværk, ved hans Død. Skaberens Naade imod os blev nemlig aabenbaret ved, at han lod Jesus Kristus smage Døden for alle og saaledes lide Straffen for Adam. Ligesom Adams Fald i Overtrædelse blev til Fordømmelse for alle Mennesker, saaledes vil dette, at Kristus har taget Følgerne af dette Fald paa sig, til sidst udvirke, at hele Verdens Synd bliver slettet. Lad os gøre os dette klart, saa at vi kan se, at Guds Naade kun virker gennem denne ene Kanal. »Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet«, men er vedblivende under Dødsdommen. —   1 Joh. 5. 12.

For det tredje gælder det ligeledes, at Jesus Kristus blev oprejst fra Døden for vor Retfærdiggørelses Skyld; thi Guds Naade gik ud paa, at Kristus ikke blot skulde være Folkets Genløser, men at han desuden skulde velsigne og genoprette alle, sogn ønskede at vende tilbage til Harmoni med Faderen. Medens Jesu Død altsaa udgjorde den nødvendige og betydningsfulde Grundvold for vor Forligelse med Gud, kunde han dog aldrig være blevet den Kanal, hvorigennem vi fik Del i Velsignelsen og Genoprettelsen, hvis han var vedblevet at være død. Faderen, der tillod, at han døde som en Genløsningsbetaling for os, sørgede derfor ogsaa for, at han opstod fra de døde, saa at han i sin Tid kunde retfærdiggøre Menneskene, bringe dem tilbage til en retfærdig Tilstand i Harmoni med Gud.

For idet fjerde bliver vi (Menigheden) retfærdiggjort af  Tro i den Forstand, at Gud i denne Tidsalder ikke [118] lader nogen blive virkelig retfærdiggjort eller genoprettet, men blot tilregner os Retfærdiggørelsen og Genoprettelsen ved Tro. Kun de, der vil udvise Tro, kan blive delagtige i denne Guds tilregnede Naade. Imidlertid kan hverken vor Tro eller Vantro i ringeste Grad indvirke paa de Planer, Gud har lagt hos sig selv, og som han vil fuldende i sin Tid. Men vor Delagtighed i den Gunst, der bliver os tilbudt forud for Verden, er afhængig af vor Tro. I Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder vil Længden og Bredden i Guds Frelsesplan blive aabenbaret for alle. Guds Rige vil blive oprettet i Verden, og han, som genløste Menneskeslægten, og som har faaet Magt til at velsigne alle med Kundskab om Sandheden, vil da virkelig retfærdiggøre og genoprette alle dem, der vil modtage Guds Gunst paa de bestemte Vilkaar.

Det er ogsaa fuldt ud rigtigt at sige, at Troen er af væsentlig Betydning ved den fremadskridende Genoprettelse til virkelig Retfærdiggørelse; thi »uden Tro er det umuligt at behage Gud«. Genoprettelsens Velsignelser og Belønninger bliver kun uddelt paa Betingelse af, at der er Tro til Stede. Men den Tro, som da vil være nødvendig, for at Menneskene kan skride fremad i Genoprettelsen, vil være vidt forskellig fra den Tro, der nu fordres af dem, som »kaldes til at være hellige«, »Kristi Medarvinger«, »nye Skabninger«. Naar Guds Rige er blevet oprettet, naar Satan er bundet, og naar Herrens Kundskab fylder hele Jorden, vil alle kunne se, at Guds Forjættelser er gaaet i Opfyldelse. Og saaledes vil meget af det, der nu kun kan skelnes med Troens Øje, blive erkendt udfra Beskuelse eller virkelig Kundskab. Men Tro vil ikke desto mindre være nødvendig, for at Menneskene skal kunne skride fremad til Fuldkommenheden. Den virkelige Retfærdiggørelse ured Slutningen af Tusindaarstidsalderen vil kun kunne opnaas af dem, som vedvarende har udvist Tro og udøvet tilsvarende Gerninger. Skønt det hedder om [119] den Tid, at de døde vil blive dømt efter det, der er skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger, i Modsætning til denne Dom over Menigheden, der nu finder Sted efter Tro, vil deres Gerninger dog ikke kunne være uden Tro, ligesom vor Tro nu maa ledsages af saadanne Gerninger, som det er os muligt at udføre. Sammenhængen viser os klart, at Meningen med Apostelens Udsagn i Gal. 3, 8 om, at det er ved Tro, Gud retfærdiggør Hedningerne, er den, at den genoprettede Menneskeslægts Forligelse med Gud ikke bliver et Resultat af Lovpagten, men vil skyldes Guds Naade under den nye Pagts Vilkaar. Alle, som vil nyde Fordelene af denne Pagt, maa tro paa den, antage den og leve i Overensstemmelse med den. Forskellen mellem den nuværende og den fremtidige Retfærdiggørelse er da den, at de, der nu i Tiden lægger den rette Tro for Dagen, straks faar Samfundet med Faderen ved en tilregnet Retfærdiggørelse, medens de, der i den næste Tidsalder under de gunstigere Forhold udviser Tro og Lydighed, ikke faar nogen Retfærdiggørelse tilregnet, men derimod ved Afslutningen af Tusindaarsriget opnaar en virkelig Retfærdiggørelse og som Følge deraf Samfund med Gud. Indtil da vil Verden blive ledet og styret af den store Mellemmand, der klart vil vise den, hvad der er Guds Vilje, og som vil vejlede og genoprette alle de lydige, indtil de virkelig er retfærdiggjorte. Da vil han fremstille dem fejlfri for Faderen, naar han overgiver Riget til Gud. — 1 Kor. 15, 24.

Herren udsøger sig nu en særlig Skare til at udgøre den nye Skabning. Ingen bliver kaldet med denne himmelske Kaldelse, uden de først har faaet Kundskab om Guds Naade i Kristus og er blevet i Stand til at tro paa Guds Anordning, i Stand til ogsaa fuldt ud at stole paa det endelige Resultat af Guds storslaaede Plan, at deres Tro i saa Henseende kan virke omdannende paa deres nuværende Liv og faa dem til at regne de nærværende Interesser for Skarn og Tab i Sammenligning [120] med de himmelske. De, der nu i denne mørke Tid, hvor det ondes Herredømme synes at modsige Skaberens Visdom, Kærlighed og Magt, udviser en sand og oprigtig Tro, bliver af Gud regnet som om de levede i Tusindaarsrigets Tidsalder og var blevet genoprettet til menneskelig Fuldkommenhed. Denne Fuldkommenhed, som de ellers ved Guds Foranstaltninger lidt efter lidt vilde være naaet frem til, bliver dem tilregnet, for at de kan fremstille den som Offer — for at de kan bringe deres Legemer (der altsaa regnes for fuldkomne), deres Genoprettelsesprivilegier, deres jordiske. Forhaabninger og Interesser som et levende Offer til Gud, idet de ombytter disse Ting med de himmelske Forhaabninger og Forjættelser om Opnaaelsen af guddommelig Natur og Medarveret med Kristus, hvis de da som Bevis paa deres Oprigtighed lider med Kristus og virkelig regner de jordiske Interesser og den menneskelige Ære for Tab og Skarn.

For det femte maa de, der nu bliver retfærdiggjort af Tro, naturligvis ikke forsætligt fornægte Troen ved modstridende Gerninger. Vi bør vide, at skønt Gud i sin Naade handler med os ef ter vor Tro og ikke tilregner os vore Overtrædelser, men betragter dem som borttaget af Genløseren paa Golgatha — ikke tilregner os Overtrædelserne, ikke dømmer os efter Kødet og vore virkelige Gerninger, men efter Aanden, Viljen, Hensigten — saa venter han dog, at Kødet saa meget som muligt, saa langt som vi evner det, skal bringes til Underkastelse under det nye Sind og samarbejde med det i alt, hvad der er godt, efter som det har Lejlighed dertil. I denne Forstand og i denne Udstrækning har vore Gerninger at gøre med vor Retfærdiggørelse; de bliver et bekræftende Vidnesbyrd, der viser Oprigtigheden af vor Indvielse. Herren dømmer os alligevel ikke efter vore Gerninger, men efter vor Tro. Blev vi dømt efter vore Gerninger, vilde det vise sig, at vi alle »fattes Æren fra Gud«. Men naar de nye Skabninger [121] dømmes efter Hjerterne, efter Hensigterne, kan de bestaa indfor den guddommelige Maalestok som Følge af Guds naadefulde Anordning, der gaar und paa, at Kristi Offers Fortjeneste dækker over deres uforsætlige Fejltrin. Ganske sikkert kan ingen have noget at indvende imod, at Gud venter af os, at vi frembringer saadanne Retfærdighedsfrugter, som vi under de nuværende ufuldkomne Forhold kan frembringe. Mere end dette fordrer Gud heller ikke. Men vi kan ikke vente, at han vil antage og belønne mindre end det.

For at belyse den fælles Virkning af Retfærdiggørelsen ved Naade, ved Kristi Blod, ved hans Opstandelse og ved vor Tro samt det Forhold, vore Gerninger staar i hertil, vil vi benytte et Billede fra Sporvognsdriften. Elektricitetsværket, Kraftstationen, kan i nogen Grad tjene til at fremstille Kilden til vor Retfærdiggørelse, Guds Naade. Ledningen, hvorigennem Strømmen gaar, kan anvendes som et ufuldkomment. Billede paa vor Herre Jesus Kristus, der er Faderens Redskab til vor Retfærdiggørelse. Vognene kan fremstille de troende, og Stængerne, der presser mod Ledningen, kan belyse den Tro, vi maa lægge for Dagen. 1) Alt afhænger af den elektriske Strøm. 2) Det vigtigste er Ledningen, som fører Strømmen til os. 3) Uden Troens Arm, der staar i Berøring med og fatter om vor Herre Jesus, Retfærdiggørelsens Kanal, kan vi ikke modtage nogen Velsignelse. 4) Den Velsignelse, der bliver os til Del ved Berøringen med vor Herre Jesus, svarer til det Lys, som den elektriske Strøm frembringer i Vognen, og som tilkendegiver, at Kraften er til Stede og kan anvendes. 5) Vognstyreren og hans Haandsving kan fremstille den menneskelige Vilje, medens 6) Motoren kan være et Billede paa de Evner hos os, som paavirkes af den Kraft, der gennem Troen kommer til os. Alle disse 6 Ting maa virke i Forening, om vi skal gøre Fremskridt, og om vi skal gennemløbe Banen for til sidst at naa frem til 7) Endestationen, [122] i dette Billede svarer til vor Plads som nye Skabninger i Faderens Hus med de mange Boliger for Sønnerne af de forskellige Naturer.

Fortidens hellige og deres Forhold til Retfærdiggørelsen.

Apostlenes Udsagn viser os, at der fandtes hellige, længe før det dyrebare Blod var blevet udgydt til vor Retfærdiggørelse. Saadanne var Enok, Noa, Abraham, Jakob, David og mange andre hellige Profeter, der var retfærdiggjort ved Tro. Eftersom de nu ikke har kunnet tro paa det dyrebare Blod, hvilken Tro kan det da have været, som har retfærdiggjort dem? Vi svarer med Bibelens Ord: »De troede Gud, og det blev regnet dem til Retfærdighed [Retfærdiggørelse].« Gud aabenbarede ganske vist ikke for dem Filosofien i sin Plan, saaledes som han har aabenbaret den for os, for at vi skulde se, hvorledes han kunde være retfærdig og dog retfærdiggøre hver den, som tror paa Jesus. De er imidlertid ikke ansvarlige for, at de ikke troede paa, hvad der ikke var blevet dem aabenbaret. Men de troede, hvad Gud havde vist dem, og dette indbefattede alt, hvad vi nu ser, dog i en meget sammentrængt Form, ligesom et Agern i en vis Forstand kan siges at indeholde en hel Eg. Enok profeterede om Messias' Komme og om de Velsignelser, dette vilde medføre. (Jud. 14. 15.) Abraham troede Guds Forjættelse om, at hans Sæd i saa høj Grad vilde blive begunstiget af Gud, at alle Jordens Slægter gennem den vilde blive velsignet. Dette indbefattede Opstandelsen fra de døde, da mange af Jordens Slægter allerede den Gang var døde. Abraham troede, at Gud var i Stand til at oprejse de døde og viste det, ved at han, da han blev stillet paa Prøve, var villig til at ofre Isak, gennem hvem Forjættelsen skulde opfyldes. Han tænkte, at Gud var mægtig endog til at opvække fra de døde. Hvor klart og tydeligt Abraham og de øvrige saa, hvilke Metoder Gud vilde benytte for at oprette sit Rige paa Jorden og indføre [123] den evige Retfærdighed ved at retfærdiggøre saa mange, som vilde adlyde Messias, kan vi ikke vide med Sikkerhed; men vi har Jesu egne Ord for, at Abraham i det mindste med forunderlig Klarhed havde opfattet Guds Plan om den kommende Tusindaarsdag, og muligvis forstod han ogsaa i nogen Grad, hvilket Offer for Synden, Jesus maatte erlægge. »Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han saa den og glædede sig.« — Joh. 8. 56.

Der er mange, som ikke klart kan se, hvilken Forskel der er mellem 1) den Retfærdiggørelse, der blev Abraham og andre af Fortidens hellige til Del, nemlig en Retfærdiggørelse til Samfund med Gud, endnu inden den virkelige Grundvold for et saadant Samfund var lagt ved Kristi Død, og 2) Retfærdiggørelsen til Liv, som finder Sted nu i Evangelietidsalderen. Der er imidlertid en udpræget Forskel mellem disse to Velsignelser, skønt de har dette til fælles, at de begge er betinget af Tro. Alle Mennesker var med Rette blevet underkastet Dødsdommen, hvorfor ingen kunde anses for fritaget fra denne Dom, retfærdiggjort til Liv (Rom. 5, 18), før efter at Genløseren havde erlagt det store Offer for Synder. Apostelen hævder ogsaa, at dette var nødvendigt først, for at Gud kunde være retfærdig i denne Sag. (Rom. 3, 26.) Men da Retfærdigheden forudsaa, at Genløsningsplanen vilde blive udført, kunde den ikke modsætte sig, at dette paa Forhaand som et Bevis paa Guds Gunst blev forkyndt dem, der besad den fornødne Tro, hvorved disse blev retfærdiggjort og kom i Samfund med Gud.

Apostelen siger, at Retfærdiggørelsen til Liv er Guds Foranstaltning i Kristus, og at den til sidst skal blive alle Mennesker til Del. Det eer denne Retfærdiggørelse, som nu ved Tro forud tilregnes alle dem, der kaldes til at udgøre den nye Skabning. De oplever en Retfærdiggørelse, som ikke blot bringer dem i Samfund med Gud og gør dem til hans Venner, saa han ikke længere[124] betragter dem som fremmede og Fjender, men som ogsaa gør det muligt for dem ved den samme Tro at opnaa de Genoprettelses- privilegier, som er tilsikret dem ved Genløserens Offer, hvorved de bliver i Stand til at opofre disse jordiske Livsrettigheder som Underpræster under deres Bekendelses Ypperstepræst, Kristus Jesus.

Skønt Fortidens hellige nok kunde komme i Harmoni med Gud ved Tro paa Fuldbyrdelsen af en Plan, som ikke var fuldt ud aabenbaret for dem, ja, hvis Udførelse end ikke var paabegyndt, synes det dog at være umuligt for den guddommelige Retfærdighed at gaa længere end hertil, førend der havde fundet en virkelig Soning for Synden Sted ved Kristi Offer. Herom siger Apostelen: »Gud havde forud udset noget bedre for os [Menigheden, den nye Skabning], for at de [Fortidens hellige] ikke skulde fuldkommes uden os.«  (Heb. 11, 40.) Dette stemmer overens med, hvad Jesus sagde om Johannes Døberen, at der ikke var fremstaaet nogen større Profet end han. Men da han døde, førend Soningsofret virkelig var blevet bragt, vilde den mindste i den himmelske Skares, den nye Skabnings, Rige dog være større end han, idet en saadan vilde være retfærdiggjort til Liv og kaldet til at lide og regere med Kristus. — Matt. 11, 11.

Vi har allerede paavist, at Kristus og den herliggjorte Menighed i Løbet af Tusindaarets Tidsalder vil retfærdiggøre (genoprette) Verden, ikke med en Retfærdiggørelse ved Tro, en tilregnet Retfærdiggørelse, som vi nu har faaet den, men med en virkelig Retfærdiggørelse — ved Gerninger i den Forstand, at skønt Troen ogsaa her bliver nødvendig, vil Menneskene dog til sidst blive prøvet og dømt »efter deres Gerninger«. (Aab. 20, 12; Matt. 25, 31-46.) De nye Skabninger vandrer i Tro, ikke i Beskuelse. Deres Tro bliver sat paa Prøve, og de maa holde ud, som om de saa den usynlige. De maa tro paa noget, der, hvad ydre Beviser angaar, tager [125] sig usandsynligt og ubegribeligt ind for det naturlige  Sind. Denne Tro staar i Forbindelse nied vore ufuldkomne Gerninger, men det, der mangler i disse, udfyldes af Jesu fuldkomne Værk for os. Vor Tro er Gud velbehagelig, idet han tager i Betragtning, at vi, skønt vi lever under ufuldkomne Forhold, dog efter bedste Evne stræber at behage Herren og tilegne os saa meget af Kristi Aand, at vi med Glæde kan udholde Lidelser for Retfærdighedens Skyld. Dette betragter Gud som Bevis paa, at vi under gunstigere Omstændigheder vilde elske Retfærdighedens Principper endnu mere. Naar engang Herrens Kundskab skal fylde hele Jorden, naar det Mørke, der nu omgiver Herrens trofaste, er forsvundet, naar Retfærdighedens herlige Sol omsider har fyldt Verden med Sandhed, med den rette Forstaaelse af Gud, hans Karakter og hans Plan, naar Menneskene engang kommer til at se Beviserne paa Guds Yndest og paa Forligelsen i Kristus deri, at alle de, der søger Harmoni med ham, bliver højnet mere og mere, naar Menneskenes Genoprettelse i legemlig, aandelig og moralsk Henseende træder klart for Dagen, da vil nødvendigvis den blinde Tro, som nu fordres af os, blive afløst af en anden Art Tro. Menneskene vil ikke længere behøve at se »i et Spejl, i en Gaade«, det vil ikke længere være nødvendigt, at Troens Øje anstrænger sig for at se Beviserne paa alt det herlige, som Gud har i Beredskab for dem, som elsker ham; thi dette herlige vil da mere eller mindre klart blive opfattet af alle Mennesker. Jordens Indbyggere vil fremdeles behøve at tro paa Gud. Men der er en stor Forskel mellem Tro paa det, der kan opfattes af de naturlige Sanser, og den Tro, der nu fordres af den nye Skabning, idet disse maa tro paa, hvad de ikke kan se. Den Tro, som Gud i Evangeliets Tidsalder søger hos sit Folk, er dyrebar i hans Øjne. Den kendetegner en særlig, lille Skare, og Gud har udsat en stor Belønning for at udvise den. Naar Tusindaarsriget er [126] blevet oprettet, vil det være umuligt at tvivle om de da foreliggende aabenbare Kendsgerninger, hvorfor det heller ikke længere vil være paa sin Plads at udlove en særlig Belønning for dem, som under saadanne Forhold ikke tvivler.

Skønt Herrens Kundskab vil komme til at fylde hele Jorden, saa det ikke længere vil være nødvendigt at sige til sin Næste: Kend Herren, vil Menneskene dog blive stillet paa en anden Prøve, ikke med Hensyn til deres Tro, men med Hensyn til deres Gerninger, deres Lydighed. »Det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] den Profet, skal udryddes af Folket.« (Ap. G. 3, 23.) Nu i Tiden, medens Guds Plan og Opfyldelsen af den kun uklart bliver forstaaet, medens Synden hersker, og Satan er denne Verdens Fyrste, har Gud,udsat en Belønning for Troen, idet det hedder: »Det ske eder efter eders Tro« (Matt. 9, 29), og atter: »Dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.« (I Joh. 5, 4.) Men om Verdens Prøve eller Dom i Løbet af den tusindaarige Domsdag læser vi, at alle da vil blive dømt efter deres Gerninger, skønt disse maa. ledsages af Tro. Det er Gerningerne, der skal afgøre, hvorvidt de ved Tusindaarets Afslutning vil blive godkendt eller forkastet. — Aab. 20, 12.

Retfærdiggørelsen betegner fuld Forligelse mellem Synderen og Skaberen. Vi læser ingen Steder, at det er nødvendigt for Synderen at blive retfærdiggjort indfor Kristus. Derimod hedder det, at han ved Kristi Fortjeneste maa retfærdiggøres indfor Faderen. Lad os undersøge dette Punkt nøjere, da det maaske kan hjælpe os til bedre at forstaa hele Spørgsmaalet. Skaberen staar som Repræsentant for sin egen Lov. Under denne stillede han i Begyndelsen Adam og hans Slægt, idet han erklærede, at saa længe de var lydige, vilde de eje hans Yndest og Velsignelse samt det evige Liv, men at de vilde forspilde disse Gunstbevisninger, om de blev ulydige. Dette maa vi holde fast ved. Inden [127] Menneskene kan opnaa Samfund med Gud og komme til at nyde godt af hans velsignede Gave, det evige Liv, maa de paa en eller anden Maade komme tilbage til fuld Overensstemmelse med Skaberen, tilbage til en Fuldkommenhed, hvori de kan bestaa indfor Guds ransagende Lys paa en fuld Lydighedsprøve. Verden laa efter Syndefaldet saa at sige udenfor den Almægtiges Rækkevidde. Med Hensigt havde han indrettet sine Love saaledes, at Menneskene ikke kunde blive hjulpet af Retfærdigheden, men at den Plan, vi nu ser aabenbaret, blev nødvendiggjort — Genløsning og Retfærdiggørelse eller Genoprettelse til Fuldkommenhed af de lydige og villige, idet Frelseren, indtil dette var opnaaet, vilde staa som deres Mellemmand.

Skønt Mellemmanden var fuldkommen, havde han dog ingen Lov at fordre respekteret. Han havde ikke udtalt nogen Dom over Adam og hans Slægt, der kunde hindre ham i at tage sig af dem og have Barmhjertighed med deres Ufuldkommenheder. Tværtimod ser vi, at han købte Verden i dens syndige og ufuldkomne Tilstand, skønt han var fuldt vidende om dens daarlige Forfatning. Han antager sig Menneskene, saaledes som han finder dem, og vil i Tusindaarsrigets Tidsalder behandle alle efter deres Tarv. Han vil have Overbærenhed med de svage, men stille større Fordringer til de stærkere. Saaledes vil han tillempe Rigets Love efter de forskellige Skrøbeligheder og Svagheder, der forefindes hos Undersaatterne; thi »Faderen har givet Sønnen hele Dommen«. (Joh. 5, 22.) Sønnen vil da vise Menneskene, hvad Guds Lov fordrer af dem, saa de kan vide, hvad de til sidst maa opnaa for at være retfærdige og velbehagelige i Faderens Øjne ved Tusindaarsrigets Afslutning. Men han søger ikke at gennemtvinge dette Fuldkommenhedsmaal i den Forstand, at de, der ikke straks naar op til det, bliver regnet for Overtrædere, der trænger til ny Naade for at skjule hver eneste uforsætlig Fejl. Hele denne Forsoning [128] for Overtrædere af Guds fuldkomne Lov vil være udført, inden han overhovedet tager Regeringstøjlerne i sin Haand.

Kristus har allerede ved sit Offer betalt den fulde Købesum. Han har allerede anvendt en Del af denne sin Fortjeneste for Troens egne og ved Afslutningen af Evangelietidsalderen, vil han anvende Resten af Syndofrets Fortjeneste for »hele Folket«, for hele Menneskeslægten. I Forsoningsdagens Forbillede har Gud vist os, at Ofret vil blive antaget, og at Kristus og hans Menighed som Følge af denne Antagelse da vil overtage Styret i Verden under, hvad man kunde kalde et Krigsdiktatur eller et Despoti, der paa Grund af de herskende Omstændigheder tilsidesætter almindelig gældende Love og i Stedet for anvender Regler, der er afpasset efter den revolutionære og anarkistiske Tilstand, Verden ved Synden er sunket ned i, men ikke er afpasset efter den fuldkomne Tilstand, saaledes som Lovene i Jehovas Rige er det. Denne nødvendige Enevoldsregering, i hvilken Kongen desuden er øverste Dommer og Præst, vil, som vi har set, bibringe Verden en Retfærdiggørelse, der ikke er tilregnet, men virkelig, med Gerninger som Maalestok, dog støttet af Tro. Denne virkelige Retfærdiggørelse vil ikke blive opnaaet, før i Slutningen af Tusindaars- riget som et Resultat af det nye Styre.

Retfærdiggørelsen ved Tro i den indeværende Tidsalder har til Formaal at gøre det muligt for nogle faa, hvem Gud har bestemt at kalde til sin særlige Tjeneste, at opnaa Delagtighed i Abrahamspagten som Forjættelsens Børn, der ofrer med Jesus og derfor ogsaa skal arve med ham. Selv med disse kan Gud ikke indgaa nogen direkte Pagt. Efter at de er blevet retfærdiggjort ved Tro paa Frelserens Fortjeneste, bliver de alligevel behandlet som udygtige. Det bliver dem meddelt, at de kun er antagelige i den elskede, i Kristus, og [129] at deres Pagt om Offer vilde være værdiløs, om han ikke var gaaet i Borgen for dem.

Bibelen viser os klart, at det eneste Formaal med Evangelietidsalderen er at udtage iblandt Menneskene et ringe Antal til at blive Medlemmer af den nye Skabning, og at Hensigten med Retfærdiggørelsen ved Tro er at give de troende en Stilling indfor Gud, hvori de kan paatage sig de Pagtsforpligtelser, som maa opfyldes af dem, der er Prøvemedlemmer af den nye Skabning. Som allerede nævnt er Selvopofrelse Betingelsen for at blive antaget i den nye Skabning. Da Gud ikke kan modtage som Offer noget, der nar Fejl eller Mangler, kan vi som Medlemmer af den fordærvede og fordømte Slægt ikke blive antaget af ham, før vi er blevet regnet for retfærdiggjorte fra al Synd, saa at vi, søm Apostelen udtrykker det, kan »fremstille vore Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer« — hvilket er vor »fornuftige Gudsdyrkelse«. — Rom. 12, 1.

Hvad skal vi med dette for Øje tænke om dem, der kommer til Tro paa Gud, og derved bliver retfærdiggjort, men som, naar de ser, at Herrens Vej leder til Selvopofrelse og Selvfornægtelse, trækker sig tilbage, fordi de ikke vil gaa gennem den trange Port og vandre ad den snævre Vej til Døden? Er Gud vred paa dem? Nej, vi maa antage, at de i samme Udstrækning, som de fulgte Retfærdighedens Veje, var velbehagelige i Guds Øjne. At de virkelig bliver velsignet, viser Apostelen os klart, naar han siger: »Altsaa retfærdiggjort af Tro har vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.« En saadan Fred forudsætter i det mindste noget Kendskab til Guds Plan om engang i Fremtiden at udslette de troendes Synder. (Ap. G. 3, 19.) Den indbefatter ogsaa nogen Overensstemmelse med Retfærdighedens Principper; thi den retfærdiggørende Tro virker altid forbedrende. Vi glæder os med alle [130] dem, der er kommet saa langt. Vi glæder os over, at de har opnaaet denne Fordel fremfor det store Flertal af Menneskene, hvem denne Verdens Gud saa grundigt har forblindet, at de ikke for nærværende kan se eller fatte Guds Naade i Kristus, og vi formaner dem til at blive i Guds Gunst ved at skride frem til fuld Lydighed.

Om ikke forgæves at  have modtaget Guds Naade.

Hvor meget vi end glæder os med saadanne, og hvor stor Fred og Glæde der end bliver dem til Del, som kommer til at tro og søger at vandre ad Retfærdighedens Vej, men undgaar den snævre Offervej, maa vi alligevel for at være oprigtige, sige til dem, at de »forgæves har modtaget Guds Naade«. (2 Kor. 6, 1.) Thi den Guds Naade, som de har modtaget med og i Retfærdiggørelsen, skulde blot være et Trappetrin opad til de endnu større Rettigheder og Velsignelser, som hører med til Kaldet herovenfra til at være nye Skabninger. Guds Naade bliver modtaget forgæves af dem, fordi de ikke benytter sig af den herlige Anledning, der aldrig tidligere har staaet aaben for nogen, og, saa vidt Skriften viser os, heller ikke senere vil blive tilbudt nogen. De modtager nu Guds Naade forgæves, fordi den Lejlighed til Genoprettelse, som de vil faa i den kommende Tidsalder, bliver fælles for hele den genløste Slægt. Guds Naade imod dem i den indeværende Tid bestaar i, at de forud for Verden er blevet bekendt med hans Godhed, og dette er sket med det for Øje, at de ved Retfærdiggørelse skulde kunne opnaa det, hvortil de er kaldet, blive delagtig i den herlige Sejrsløn, som skal gives Kristi udvalgte Legeme, det kongelige Præsteskab.

Naar vi kaster Blikket ud over den saakaldte kristne Verden, ser vi klart, at det store Flertal af de troende, selv om de er oprigtige, aldrig er naaet videre end til dette forberedende Skridt, Retfærdiggørelsen. De har smagt, at Herren er god, og dette har været dem nok. [131] Imidlertid burde denne Forsmag have fremkaldt hos dem en endnu større Hunger og Tørst efter Retfærdighed, efter Sandhed, efter mere Kundskab om Guds Karakter og Plan, efter større Vækst i Naade og Kærlighed, efter at opnaa en bedre Forstaaelse af Guds Vilje. Alt dette vil vi betragte i det næste Afsuit under Overskriften Helliggørelse.

Saa vidt vi kan forstaa, har disse retfærdiggjorte troende ingen anden Fordel af deres Retfærdiggørelse end den Retfærdiggørelse i Sind og Liv, som de erfarer ved Tanken om Guds naadefulde Sindelag og hans fremtidige Handlemaade med dem. Dog kan deres Forstaaelse i denne Henseende være saa mangelfuld, at de undertiden synger:

»Tidt den Tanke ængster mig:
Er jeg hans mon, eller ej?«

Sagen er den, at skønt Kristus blev dem Visdom, saa de fik Øjnene op for, at de trængte til en Frelser, og ogsaa lærte at forstaa noget af den Frelse, der er beredt i ham, vilde Gud dog ikke, at han skal fortsætte at være deres Visdom og lede dem frem til Guds Dybder, medmindre de vilde indvie sig til ham og følge i hans Fodspor. De retfærdiggjorte troende er ikke i nogen Forstand nye Skabninger, selv om de, idet de ser noget af Guds Vej, søger at leve et moralsk og hæderligt Liv i denne Verden. De er fremdeles af Jorden, jordiske. De er aldrig naaet dertil, at de har ombyttet deres menneskelige Rettigheder, som Jesus har tilsikret dem, med de himmelske, hvortil han ved Retfærdiggørelsen aabnede dem Adgangen. Ligesom Levitterne i Forbilledet ikke havde Lov til at gaa ind i Tabernaklet, ja, ikke engang til at se derind, saaledes kan heller ikke retfærdiggjorte troende i Modbilledet trænge ind i Guds Dybder eller opfatte Storheden deri uden først ved en fuld Indvielse at blive Medlemmer af det kongelige Præsteskab.

[132] vente sig særlige Fordele og Gunstbevisninger af Herren i Løbet af de tusind Aar, fordi man i det nærværende Liv forgæves har modtaget hans Naade, vilde for en stor Del være ensbetydende med at vente sig en yderligere Velsignelse, fordi man havde misbrugt eller ringeagtet en tidligere. Vilde det ikke snarere være i Overensstemmelse med Guds Handlemaade som Helhed, om vi fandt, at de, der ikke havde været begunstiget i Evangeliets Tidsalder, opnaaede de største Gunstbevisninger i den kommende Tid? En saadan Fremgangsmaade vilde svare til Herrens Ord: »Mange af de første skal blive de sidste, og af de sidste de første.« Apostelen hævder da ogsaa, at naar den nye Skabning er blevet fuldtallig og Tusindaarsriget indført, vil Guds særlige Yndest atter vende tilbage til Israel, der blev forkastet i Begyndelsen af Evangelietidsalderen. — Rom. 11, 25-32.

De, der i Fortiden blev retfærdiggjort til Samfund med Gud og bevarede deres retfærdiggjorte Tilsand, og som derfor vil blive belønnet med at blive sat til »Fyrster paa den hele Jord«, opnaaede denne Stilling ved at fornægte sig selv og give Slip paa jordiske Fordele. (Heb. 11, 35.) De, der i den indeværende Tidsalder vil gøre den rette Brug af Retfærdiggørelsen og derved opretholde denne Tilstand, maa ligeledes gøre dette paa Bekostning af Kødet. Den lille Hjord vil med udpræget Troskab sætte Livet til i Sandhedens og Brødrenes Tjeneste og derved blive ligedannet med sin Frelses Ophavsmand. De, som i Aab. 7 kaldes den store Skare, maa ogsaa opnaa deres Belønning paa Bekostning af Kødet, skønt de paa Grund af mindre Nidkærhed under Opofrelsen vil komme til at gaa Glip af den kongelige Belønning, der bliver den nye Skabning til Del. Disse tre Klasser synes at være de eneste, der faar Nytte af Retfærdiggørelsen ved Tro ud over dette Livs Grænser.

[133] Den Virksomhed, som vil blive udfoldet af Messiasriget, vil af forskellige Aarsager i Begyndelsen være mest tiltalende for Israel efter Kødet, der, efter at Blindheden er borttaget fra det, vil blive overordentlig nidkært for Herrens Salvede og udbryde, som det hedder i Profetien: »Se, der vor Gud, denne, som vi har ventet skulde frelse os.« (Es. 25, 9.) Medens Israelitterne altsaa ganske naturligt vil være de første, der retter sig efter den nye Tingenes Orden, vil dog snart det herlige Riges Velsignelser udbrede sig til hele Verden, og alle Folkeslag vil blive Abrahams Børn, idet de faar Del i den Forjættelse, som blev givet ham. Der er saaledes skrevet: »Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader.«  »I dig skal alle Folkeslagene velsignes. «

Kristus vor Helliggørelse.

Ligesom vi fik Visdom eller Kundskab om Gud som et Resultat af Jesu Offer for os, og ligesom vi blev retfærdiggjort ved hans Fortjeneste, da vi tog imod hans Forsoning og vendte os bort fra Synd til Retfærdighed, saaledes bliver vi ogsaa helliggjort ved ham. Intet Menneske kan helliggøre sig i den Forstand, at han kan bevirke sin egen Antagelse af Gud og optages i Guds Familie iblandt dem, der ved hans Aand bliver avlet til nye Skabninger. — Joh. 1, 13; Heb. 5, 4.

Ligesom Kristi Fortjeneste var nødvendig, for at vi skulde kunne blive retfærdiggjort, saaledes er det ogsaa nødvendigt, at han antager os som Lemmer paa sit Legeme, som kongelige Underpræster, og stadig staar os bi, om vi skal kunne befæste vor Kaldelse og Ud­vælgelse. Apostelen irettesætter nogle, fordi de ikke »holder fast ved Hovedet«. (Kol. 2, 19.). Vi forstaar, at det er en Livsbetingelse for hvert eneste Lem at anerkende Kristus Jesus, ikke blot som Genløseren fra Synden, men som Hovedet, som Læreren, som Lederen, [134] som Legemets, Menighedens, Beskytter. Jesus selv paapeger Nødvendigheden af at blive under hans Beskyttelse, idet han Gang paa Gang siger: »Bliv i mig.« »Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver paa Vintræet, saaledes kan I ikke heller, uden I bliver i mig.« (Joh. 15, 4.) »Dersom I bliver i mig, og mine Ord bliver i eder, da bed, om hvad som helst I vil, og det skal blive eder til Del.« (Joh. 15, 7.) Ogsaa. Apostelen fremholder Nødvendigheden af at forblive i Kristus, naar han siger: »Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.« (Heb. 10, 31.) Meningen hermed viser han os ved at citere fra Profetien: »Thi vor Gud er en fortærende Ild.« Guds Kærlighed og Guds Retfærdighed brænder altid overfor Synden, og al Uretfærdighed er Synd. Herren »er ren af Øjne, saa han ikke kan se paa ondt«. Derfor har han sørget for, at Synderne ikke skal vedblive at være Syndere, men blive frelst fra Synden og dens Straf, Tilintetgørelsen.

Som Skriften forsikrer os om, skal der komme en Tid, da Synden og Synderne saavel som Smerte, Sorg og Død ikke skal findes mere. Lovet være Gud, at vi ogsaa kan glæde os over dette Træk i hans Karakter. Gud er en fortærende Ild; men vi ved, at han har sørget for en Tilflugt for os i Kristus Jesus nu i Tiden, da vi er udsat for uforsætlige Ufuldkommenheder. Han har sørget for, at vi i Kristus til sidst skal blive befriet fra Synd og Død og alle Svagheder, idet vi bliver fuldkomment ligedannet med vor Frelser. De nye Skabninger vil opnaa den guddommelige Naturs Fuldkommenhed og Fylde. Den store Skare vil faa en Fuldkommenhed, der ligner Englenes. Den vil blive den herliggjorte Menigheds, Brudens, Ledsager og Tjener — »Jomfruerne, hendes Veninder, [som] følger hende«. (Ps. 45, 15.) Trosheltene fra Tiden før Kristus vil opnaa fuldkommen menneskelig Natur. De vil blive Afbilleder af Gud i Kødet og ypperlige [135] Repræsentanter for det himmelske Rige. De vil blive de Redskaber, hvorigennem Guds Velsignelse naar frem til alle Jordens Slægter. Til sidst vil Prøverue og Anledningerne i Tusindaarsriget have faaet alle de villige og lydige til at bevise deres Troskab imod Gud og derved opnaa den menneskelige Fuldkommenhed. Ogsaa de vil blive Afbilleder af Gud i Kødet. Blandt dem alle vil Guds Vilje da blive saa absolut forstaaet og efterfulgt, at Herren ikke længere for dem vil være en fortærende Ild. Al deres Slagger vil være blevet bortrenset under den store Mellemmands Regering, hvem Faderen i sin Kærlighed og Visdom vil betro Omsorgen for alle. Kristus skal da, »fordi hans Sjæl har haft Møje, se det«, han skal »mættes« ved at se Resultaterne af sit Offer.

Helliggørelse betyder at udtage til hellig Tjeneste. Syndere kaldes ikke til Helliggørelse, men til Omvendelse. Angrende Syndere bliver ikke formanet til at indvie sig, men til at tro paa den Herre Jesus Kristus, for at de kan blive retfærdiggjort. Helliggørelsen er noget, som kun de retfærdiggjorte indbydes til at opnaa, de, der tror paa Guds Løfter i Jesus Kristus ved hans Genløsningsværk. Dette betyder ikke, at Helliggørelse eller Hellighed ikke vilde være ønskelig og rigtig for alle Mennesker. Det betyder blot, at Gud forudsaa, at saa længe Menneskene indtager en Stilling som ubodfærdige Syndere, vil det være unyttigt at opfordre dem til at hengive sig til at leve et helligt Liv. De maa først erkende deres Synd og ville omvende sig. Det betyder ikke, at den angrende ikke skal helliggøres, hengive sig til et helligt Liv, men det betyder, at en Helliggørelse. som ikke tager Hensyn til Retfærdiggørelsen, er ganske unyttig. Ifølge Guds Anordning maa vi først lære at forstaa hans Godhed i at tilvejebringe en Forsoning for vore Synder. Vi maa, tage imod Tilgivelsen fra ham som en Gave i Kristus, før vi kan være i den rette Stilling til at indvie os eller [136] hellige os til hans Tjeneste. De forskellige Anordninger i Evangelietidsalderen, Kaldelsen til Omvendelse, Budskabet om Retfærdiggørelsen og Opfordringen til de retfærdige om at indvie eller hellige sig til Gud, er altsammen Træk i den ene store Plan, som Gud nu er ved at udføre, nemlig Uddannelsen af den nye Skabning. Gud har bestemt, at alle, som vil tilhøre den nye Skabning, maa bringe Ofre, maa blive Medlemmer af det kongelige Præsteskab. De maa hver for sig have noget at ofre til Gud i Lighed med vor Ypperstepræst, der frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud. (Heb. 7, 27; 9. 14.) Vinderpræsterne maa ogsaa ofre sig til Gud, som Apostelen siger: »Jeg formaner eder altsaa, Brødre, ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.« (Rom, 12, 1.) Lad os nu imidlertid mærke os, at da vore Legemer ikke i Virkeligheden er hellige, maa de i det mindste blive regnet for saadanne, før de kan udgøre et »Gud velbehageligt Offer«. Dette indbefatter, at vi maa retfærdiggøres ved Tro paa Kristus, før vi kan have noget helligt og velbehageligt at fremlægge paa Guds Alter. Og hvad vi frembærer, maa baade ofres og antages, før vi kan blive regnet for at høre med til det kongelige Præsteskab.

Den store Konge vil i Tusindaarsriget fordre Helliggørelse af enhver. Hele Verden vil blive opfordret til at lade sig helliggøre, til at skille sig fra al Urenhed, al Synd, og til at adlyde Guds Vilje, som da vil blive kundgjort ved Rigets Love og ved dets Fyrster. Det kan imidlertid hænde, at nogle vil rense deres ydre Liv uden at faa Hjertet helliggjort. Saadanne kan vel gøre Fremskridt baade i aandelig, moralsk og legemlig Henseende og dette i en saadan Grad, at de fuldt ud opnaar Genoprettelsen, Fuldkommenheden. Derved vil de for en Tid kunne nyde de herlige Velsignelser [137] og Belønninger, som vil være tilgængelige for de lydige — lige til Tidsalderens Afslutning. Men om ikke deres Helliggørelse ved den Tid ogsaa er kommet til at omfatte alle deres Tanker og alle Hjertets Hensigter, vil de ikke være skikket til de evige Tilstande paa den anden Side Tusindaarsriget, hvortil ingen faar Adgang, som ikke fuldt og helt har underkastet sig Guds Vilje i Tanke, Ord og Gerning.

Vi ser altsaa, at der ogsaa i Fremtiden vil blive Tale om Helliggørelse. Men lad os ikke tabe den Kendsgerning af Syne, at Bibelen særlig blev skrevet til Formaning for os, til Belæring for de nye Skabninger. Naar Tiden er inde til, at Verden skal faa Kundskab om Helliggørelsen, vil Menigheden blive dens Lærer og Vejleder. Retfærdighedens Sol skal da oplyse hele Jorden med Kundskaben om Gud. Der vil ikke længere være noget Babel af forvirrende Trosbekendelser og Læresætninger; thi Herren har sagt: »Da vil jeg give Folkene andre, rene Læber [eng. Overs.: »Et rent Sprog«, d. v. s. Budskab], for at de allesammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrægtigt.« (Zef. 3, 9.) Apostelen taler udelukkende til de nye Skabninger, naar han siger: »Kristus Jesus blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning.« Lad os give saa meget desto mere Agt paa dette, som det er skrevet til Belæring for os, og derfor øjensynlig er absolut nødvendigt for os, om vi vil befæste vor Kaldelse og Udvælgelse.

Ligesom Herren sagde til de forbilledlige Israelitter: »I skal hellige eder og være hellige«, »jeg er Herren, som helliger eder« (3 Mos. 20, 7. 8; 2 Mos. 31, 13), saaledes opfordrer han ogsaa de aandelige Israelitter til at hellige sig, til at fremstille deres Legemer som levende Ofre for Gud i og ved Kristi Forsonings Fortjeneste. Kun de, der gør dette i Løbet af den »velbehagelige Tid«, bliver antaget af Herren. Han udskiller dem fra de øvrige Mennesker som hellige, indskriver [138] deres Navne i Lammets Livets. Bog (Aab. 3, 5) og holder for hver enkelt af dem en Æres-, Hæders- og Udødelighedskrone i Beredskab, hvilken de skal faa, om de viser sig tro i Opfyldelsen af deres Forpligtelser, deres »fornuftige Gudsdyrkelse«. — Aab. 3, 11.

I Forbilledet indviede Levitterne sig kun til at vandre paa Retfærdighedens Vej, ikke til at bringe Ofre. Aron og hans Sønner derimod, der blev helliget til Præstetjenesten, indviede sig til at ofre, hvorfor de er Forbilleder paa dem, som nu tager Skridtet frem til Helliggørelse, dem, som tager mod Guds Kaldelse til det kongelige Præsteskab. Linklæderne, som Præsterne bar, betegnede Retfærdighed, Retfærdiggørelse. Ved Indvielsen af Præsterne til Ofringen blev der i Forbilledet benyttet en Salveolie, som var et Symbol paa den hellige Aand. — Heb. 8, 3.

Der er i Forbilledet Tale om to forskellige Inndvielser: 1) Den almindelige Indvielse af alle Levitterne og 2) en særlig Indvielse af de af Levitterne, der skulde være Offerpræster. Den første betegner den almindelige Indvielse til at leve helligt og til at adlyde Gud. Den er fælles for alle de troende, som ved Guds Naade i Kristus faar tilregnet »Livets Retfærdiggørelse« og Fred med Gud. Alle sande troende i denne Tidsalder forstaar og har erfaret dette. Men nu siger Apostelen: »Paabudets Endemaal er Kærlighed af et rent Hjerte.« (1 Tim. 1, 5.) Gud forudser; at er vi villige til at tage det første Indvielsesskridt, villige til at gaa ind paa Betingelserne for Retfærdiggørelsen, vil dette lede os til at tage det næste Skridt, til at indvie os som Offerpræster.

Hvorledes det? Jo, et helligt Liv og Lydighed mod Gud indbefatter »Kærlighed af et rent Hjerte« saavel til Gud som til vore Medmennesker. Kærligheden til Gud maa være »af hele vort Hjerte, Sind. Sjæl og Styrke«. En saadan Kærlighed har ikke nødig at vente paa Befalinger. Den beder om Lejlighed til at [139] udføre Tjenester. Den raaber: »Herre, hvad vil du, jeg skal gøre?« Alle tro og sande Israelitter havde ved Jesu første Komme foretaget den første Indvielse, Modbilledet til Levitternes almindelige Indvielse. Dem tilstod Herren det særlige Evangeliekald til at indvie sig til Døden, at opofre deres jordiske Interesser for de himmelske, at vandre i Jesu Fodspor paa den snævre Vej til Herligheden og Udødeligheden. De, der efterkom denne Indbydelse, blev antaget som Præster, som Lemmer paa hans Legeme, der er vor Bekendelses Ypperstepræst, som »Guds Børn«. — Joh. 1, 12.

Det er den samme Proces, der gaar for sig igennem hele Evangelietidsalderen. Det første Trin er Indvielsen til Lydighed og Retfærdighed som modbilledlige Levitter. Dernæst kommer Forstaaelsen af, at Retfærdigheden indbefatter den højeste Grad af Kærlighed til Gud og et Begær efter at kende og gøre hans Vilje. Siden kommer Kundskaben om, at hele Skabningen nu er i den Grad vendt bort fra Harmoni med Gud, at Overensstemmelse med ham vil medføre Uoverensstemmelse med vort eget saavel som med andres Kød. Vi begynder da at se hen til Herren og bede til ham for at faa at vide, hvorfor han kaldte os og tog imod vor Indvielse, naar dette dog maatte føre til Selvopofrelse. Herrens Svar lyder: »I blev kaldet til eet Haab i eders Kaldelse.« (Ef. 4, 4.) Han viser os, at Kaldelsen gaar ud paa at vinde Medarveret med Jesus til Ære, Hæder og Udødelighed (Luk. 12, 32; Rom. 2, 7), men at Vejen dertil er smal og vanskelig, fordi det er absolut nødvendigt for dem, der saaledes skal ophøjes, at vinde Sejr over de dermed forbundne Prøver. (Matt. 7, 14; Rom. 8, 17.) Da vi hørte Guds Kald gennem Apostelen: »Jeg formaner eder, Brødre, ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer . . . eders fornuftige Gudsdyrkelse«, og da vi tog imod dette Kald og indviede os til Døden, blev vi regnet for Præster, [140] Medlemmer af det kongelige Præsteskab, Lemmer paa vor Bekendelses (eller Ordens) store Ypperstepræst, Kristus Jesus, Medlemmer af den nye Skabning.

De troende, der efter at have lært at forstaa, at »Paabudets Endemaal er Kærlighed af et rent Hjerte«, ikke stræber hen imod dette Maal, ikke tager imod Kaldet til at opofre sig selv og saaledes ikke tager Hensyn til Guds Formaal med deres Retfærdiggørelse, bryder derved, fordi Vejen er saa smal, deres Pagt om at være Retfærdigheden lydige og opgiver saaledes det eneste Haab i vor Kaldelse. (Ef. 4, 4.) Disse modtager forgæves Guds Naade, den tilregnede Retfærdiggørelse til Liv. Naar vi lægger Mærke til, hvor meget det kostede Fortidens værdige at opnaa Vidnesbyrd for deres Tro, Vidnesbyrdet om, at de tækkedes Gud, hvorved de kunde bevare Retfærdiggørelsen til Samfund med Gud (Heb. 11, 5. 32-39), kan vi da vente, at de modbilledlige Levitter i denne Tidsalder kan bibeholde Retfærdiggørelsen til Liv, medmindre de fuldt ud viser Hjertetroskab mod Herren og Retfærdigheden? Vi maa komme til den Slutning, at naar de retfærdiggjorte troende, de modbilledlige Levitter, overvejer, hvad det kan koste dem at blive Jesu Disciple (Luk. 14, 27. 28), og derunder ikke fæster Lid til den Hjælp, Herren har lovet, saa de ikke udfører deres fornuftige Gudsdyrkelse ved at fuldstændiggøre deres Indvielse lige til Døden, da har de forgæves modtaget Guds Gunst. Sikkert kan det ikke siges om dem, at de bevarer deres Retfærdiggørelse til Liv eller til særligt Samfund med Gud. De mister deres begunstigede Stilling som de modbilledlige Levitter og bør ikke længere betragtes som saadanne.

Iblandt dem, der virkelig sætter Pris paa Guds Gunst og af Hjertet er taknemmelige for de tilbudte Rettigheder, saa de beslutter at fuldføre den fornuftige Gudsdyrkelse, at indgaa en Pagt om at være Gud og Retfærdigheden lydige indtil Døden, findes der to Klasser: [141] 

1) Der er nogle modbilledlige Levitter, som med Glæde sætter Livet til frivilligt, idet de søger Maader og Midler, hvorved de kan tjene Herren, Brødrene og Sandheden. De regner det for en Glæde og en Ære at opofre jordiske Bekvemmeligheder, Tid, Indflydelse, Midler og alt det andet, hvoraf dette Liv bestaar. Disse glade og frivillige Offerbærere, de modbilledlige Præster, som inden længe vil faa Del i deres Herres Herlighed som Medlemmer af det kongelige Præsteskab, vil, naar Ofringerne er fuldført, ikke længere være et Modbillede til Aron og hans Sønner, der bringer Sonofre for Folket, men et Modbillede til Melkisedek, Præsten paa Tronen, der i Løbet af de tusind Aar skal tildele Verden de Velsignelser, som er blevet den tilsikret ved de »bedre Ofre« fra den modbilledlige Forsoningsdag, Evangeliets Tidsalder.

2) Den anden Klasse bestaar af saadanne troende, som med hjertelig Glæde indvier deres alt til Herren og derved beviser, at de er værdige til at regnes med til de modbilledlige Levitter, da de ikke forgæves tager imod Guds Naade. Men skønt de modtager Kaldelsen og saaledes faar Del i det ene Haab i vor Kaldelse samt de udvalgtes mange Rettigheder, er deres Kærlighed og Nidkærhed dog ikke saa brændende, at de bringer det Offer, som de forpligtede sig til at bringe. Paa Grund af mangelfuld Kærlighed og Tro faar de ikke lagt deres Offer paa Alteret eller bevarer det ikke der. Heri skiller de sig fra vor store Ypperstepræst, hvis Glæde det var at gøre Faderens Vilje. Det lykkes dem ikke at sejre, og de kan derfor ikke opnaa en Plads sammen med Sejrvinderne, som faar Del i det himmelske Rige og bliver Medlemmer af det kongelige Præsteskab. De befæster ikke deres Kaldelse og Udvælgelse ved fuldt ud at overholde deres Pagt.

Hvorledes gaar det nu med disse? Har de mistet alt? De begyndte jo at løbe efter Sejrsprisen, men op­naaede ikke den Grad af Nidkærhed og Kærlighed, [142] som skulde til for at kunne vinde den. Nej, takket være Gud, alt mister de ikke. Selv om deres Tro og Nidkærhed under de indtræffende Prøver ikke fandtes saa fyldestgørende, at de kunde faa Plads iblandt Præsterne, beviste dog den Omstændighed, at de havde tilstrækkelig Tro og Nidkærhed til at indvie sig til Døden, deres Hjertes Oprigtighed som Levitter. Blot er det ikke tilstrækkeligt, at de har indviet sig; de maa bevise, at de af Hjertet elsker Herren og ikke for nogen som helst Pris vil fornægte ham, selv om de ikke har været trofaste nok til at søge Lejligheder til at frembære Ofre i hans Tjeneste. Hvilken Prøve maa de nu bestaa for at godtgøre, at de er værdige til at indtage en Stilling som Levitter i Riget, og hvorledes vil de blive stillet paa denne Prøve?

Vi har allerede talt om den store Skare af Herrens indviede, som vi finder beskrevet i Aab. 7, 13-15: »Det er dem, som kommer ud af den store Trængsel, og de har tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. Derfor er de foran [ikke paa] Guds Trone og tjener ham Dag og Nat [uafbrudt] i hans Tempel [Menigheden]; og han, som sidder paa Tronen, skal opslaa sit Telt over dem [han og den herliggjorte Brud skal have Samfund med dem i deres aandelige Stilling ved Udførelsen af deres Tjeneste].« Det er de »daaragtige Jomfruer«. De forspildte deres Anledning til at blive Medlemmer af Brudeskaren, men ikke desto mindre er de Jomfruer, rene, hvad Hjertets Hensigter angaar. De gaar Glip af Sejrsprisen, men senere vinder de igennem haade Trængsler Adgang til Bryllupsfesten som »Jomfruerne, hendes [Brudens] Veninder, [der] følger hende«. Ogsaa de skal føres frem for Kongen. »De ledes frem med Fryd og Jubel, de gaar ind i Kongens Palads.« (Ps. 45, 15. 16.) Som Levitter gik de Glip af den Sejrsløn at blive af det kongelige Præsteskab; men Levitter er de fremdeles og kan tjene Gud i hans herliggjorte Tempel, Menigheden, endskønt [143] de hverken kan være »Piller« eller »levende Stene« i dette Tempel. (Aab. 3, 12; 19, 6. 7; Ps. 45, 15. 16.) Det efterfølgende Vers henleder Opmærksomheden paa den foregaaende Tidsalders modbilledlige Levitter, der af Israel efter Kødet blev benævnt »Fædrene«; det viser os, at de som Belønning for deres Troskab vil blive sat til »Fyrster paa den hele Jord«.

Levis tre Sønner, Kahat, Gerson og Merari synes ligeledes at være Forbilleder paa fire Klasser. 1) Moses, Aron og hele den præstelige Familie, som nedstammer fra Amram, Kahats Søn, havde deres Telte beliggende foran (øst for) Tabernaklet. I deres Hænder var Omsorgen for alt det religiøse lagt, og alle de andre Levitter var deres hædrede Medhjælpere og Tjenere. 2) Deres nærmeste paarørende, Kahatitternes Slægter, laa lejret mod Syd; dem var Omsorgen for de allerhelligste Genstande —  Altrene, Lysestagen, Bordet og Arken betroet. 3) Meraritternes Slægter, som kom næst efter, hvad Tjenesten angik, laa lejret ved Nordsiden af Tabernaklet. De skulde drage Omsorg for de guldbeklædte Planker, Stolper, Fodstykker o. s. v. 4) Bag Tabernaklet var Gersonitternes Slægter lejret. Disse udførte den mindst betydningsfulde Tjeneste — idet Omsorgen for Tabernaklets Snorer, dets Overdække, Dækket for Indgangen o. s. v. var dem overdraget.

Disse forskellige levitiske Slægter kan passende fremstille fire forskellige Klasser af retfærdiggjorte Mennesker, naar Forligelsesværket er fuldendt: De hellige eller det kongelige Præsteskab, de værdige fra før Kristi Tid, den »store Skare« og de frelste af Verden. Som det saa ofte er Tilfældet med Forbillederne, synes ogsaa her Navnene at have Betydning. 1) Am­rams Slægt blev udvalgt til at udgøre Præsteskabet. Navnet Amram betyder »et ophøjet Folk«. Hvilket passende Navn for den »lille Hjord«, hvis Hoved er Kristus Jesus! »Højt ophøjede« kaldes disse Præster i Skriften. 2) Kahat betyder »Forbundsfælle« eller [144] »Kammerat«. Det var fra Kahats Slægt, at Amrams Sønner blev valgt til at være en ny Præstestamme. Kahats Slægt kan derfor passende fremstille de værdige fra Tiden før Kristus, dem, der saa fuldt ud lagde deres Tro, Lydighed og Troskab overfor Gud samt deres Villighed til at lide for Retfærdighedens Skyld for Dagen, og med hvem vi desuden føler os nær beslægtet. De var i Sandhed Herrens Forbundsfæller og er ligesaa vore; og i nogle Henseender kommer de Kristus betydelig nærmere end alle de andre. 3) Merari betyder »Bitterhed«; derfor synes Merarislægten at betegne den store Skare af aandsavlede, hvem det ikke lykkes at vinde den Sejrspris at blive Medlemmer af det kongelige Præsteskab, men som alligevel bliver »frelst, dog som igennem Ild«, idet de gennem den store Trængsel og bitre Erfaringer til sidst naar frem til en ærefuld Tjenerstilling. 4) Gerson betyder »Flygtning« eller »reddet«. Gersonitternes Slægt synes derfor meget betegnende at fremstille de frelste Mennesker, hvilke alle som Flygtninge vil blive hjulpet, befriet ud fra Blindheden og Slaveriet under Satan.

Saavel hvad Rækkefølge som Rang angaar blandt disse modbilledlige Levitter eller retfærdiggjorte, vil de kongelige Præster blive de første. De vil faa betroet Ledelsen af Tusindaarsriget med alle dets Anliggender. Paa deres højre Side vil de faa deres nærmeste paarørende, de værdige fra Tiden før Kristus, hvem de vil sætte til »Fyrster paa den hele Jord«. Paa deres venstre Side vil de have deres trofaste Brødre, den store Skare.*) Til sidst kommer de, der bliver reddet fra Synden og Døden i Tusindaarstidsalderen, og hvis Troskab vil blive grundigt prøvet i den Trængsel, hvormed den tusindaarige Tidsalder vil blive afsluttet. Aab. 20, 7-9.

*) Forfatteren er senere kommet til at forstaa, at forskellige Skriftsteder synes at tyde paa, at Fortidens værdige eller hellige ikke vil komme til at staa højere, men lavere end den store Skare i Tusindaarsriget, hvorimod de ved dettes Afslutning vil opnaa aandelig Natur og en endnu ypperligere Plads. [145]

Alle disse Klasser af Levitter vil komme til at bestaa af saadanne, som er blevet prøvet og har vist sig at være tro i Hjertet. Dette indbefatter dog ikke, at de, der nu bliver retfærdiggjort ved Tro forud for Verden, men som ikke skrider frem til Paabudets Endemaal —  Kærlighed af et rent Hjerte —  og som derfor modtager Guds Naade forgæves, ikke vil faa nogen yderligere Lejlighed. Om de, naar de »beregner Omkostningerne« ved at faa Del i Præsternes Offertjeneste, afslaar Tilbudet derom, da kan de ikke modtage Ros eller Belønning, fordi de ikke forstod at værdsætte denne »fornuftige Gudsdyrkelse«; men de fortjener heller ikke Straf for denne deres Daarskab; thi ellers vilde dette Kald til Ære, Hæder og Udødelighed ikke være en Naadessag men en Tvangssag, ikke en Indbydelse, men en Befaling, ikke et Offer, men en Forpligtelse. Selv om deres Retfærdiggørelse ophæves, tilhører de dog fremdeles den genløste Verden. De staar paa samme Standpunkt, som før de ved Troen modtog Kristus, med Undtagelse af, at deres forøgede Kundskab ogsaa forøger deres Ansvar med Hensyn til at gøre det rette. Med andre Ord, den Prøve for evigt Liv eller evig Død, som foregaar nu i Tiden, angaar kun den, der beredvilligt indvier sig helt og fuldt til Herren lige til Døden. Resten af Slægten er endnu ikke blevet stillet paa Prøve for evigt Liv eller evig Død og vil heller ikke blive det, før det tusindaarige Rige er blevet oprettet. Men hvert enkelt Menneske kan dog i større eller mindre Grad opbygge eller nedbryde sin Karakter og derved forbedre eller forværre sine Udsigter til et evigt Liv og sin Stilling i Tusindaarsriget, og dette i samme Grad som det adlyder eller krænker sin Samvittighed og sin Overbevisning.

[146] Med de fuldt ud indviede stiller Sagen sig imidlertid ganske anderledes. Ved deres Indvielse til Døden giver de fuldstændig Afkald paa deres jordiske Liv, som de bytter bort mod det aandelige, hvilket de skal faa, om de er tro til Døden, ellers ikke. Derfor medfører Utroskab for disses Vedkommende en evigvarende Død, lige saa sikkert som dette vil blive Tilfældet med de troløse i Verden ved Slutningen af Tusindaarstidsalderen.

Ingen af Levitterne fik nogen Del i Kanaans Land. Dette betegner meget træffende, at naar vi har indviet vort alt til Herren, og vort Hjerte er i fuld Overensstemmelse med hans Retfærdighed, da er den nærværende syndige Tids ufuldkomne Tilstade ikke vor Arvedel. Kanaan er et Billede paa Prøvetidens Kamptilstand, under hvilken Fjenderne og alt det onde besejres. I Særdeleshed gælder dette Tusindaarsriget. Men Gud har sørget for en bedre, en syndfri og fuldkommen Arv for alle dem, der fuldt ud retfærdiggøres af ham som modbilledlige Levitter. De første, der kommer i Besiddelse af denne Arv, bliver Præsterne. De faar Del i den første Opstandelse, i hvilken de opnaar den guddommelige Natur. De værdige fra Tiden før Kristus kommer dernæst og faar deres fuldkomne Arv i Opstandelsen som fuldkomne Mennesker.*) De næste i Rækken bliver den store Skare, som vil blive fuldkommengjort paa det aandelige Plan. Sidst af dem alle kommer Gerson-Klassens Medlemmer, der vil blive prøvet i Tusindaarsriget og faa deres Arv i denne gradvise Opstandelse eller Oprejsning fra Død til Liv. Liv i fuldt Maal vil disse opnaa ved Slutningen af Tusindaarstidsalderen.

*) Se Fodnoten Side 144.

At kun saadanne troende, som indvier sig helt og fuldt —  lige til Døden —  bliver avlet af den hellige Aand og regnet som Lemmer pa, den store Ypperstepræst, [147] fremgaar ogsaa af Forbillederne. Levitterne i Almindelighed blev ikke salvet med Salveolien, der var et Forbillede paa den hellige Aand, men kun de ofrende, Præsterne. Disse blev alle bestænket med Olie, som var blandet med Blod, hvilket betegnede, at kun i Kraft af Blodsudgydelsen kunde Kristi Lemmer faa den hellige Aand. 1) Kristus Jesus ofrede sig for dem, hvorved de blev retfærdiggjort, og 2) selv forpligtede de sig til at lade sig opofre med Kristus —  sætte Livet til i hans Tjeneste. —  2 Mos. 29, 21.

Ypperstepræstens Salvelse var noget helt andet. Den betegnede den udvalgte Menigheds Enhed og Samhørighed. Denne Salvelse var kun for dem, som skulde beklæde det ypperstepræstelige Embede — for Aron alene til at begynde med, men siden ogsaa for hans Sønner, efterhaanden som de fulgte ham i det ypperstepræstelige Embede — »for at tjene mig [Gud] som Præster«. (2 Mos. 28, 41; 40, 13. 15.) Kristus Jesus blev som Hoved for Menigheden, der er hans Legeme, »salvet . . . med Glædens Olie [den hellige Aand] fremfor [som Hoved for] sine Medbrødre« eller Medarvinger, det kongelige Præsteskabs underordnede Medlemmer. Det blev altsammen udøst over ham, og »af hans Fylde [Overflod] har vi alle modtaget og det Naade over Naade«. Det var en uudsigelig Gave, at vi fik Tilgivelse og blev retfærdiggjort ved hans Offers Fortjeneste, og det grænser næsten til det utrolige, at vi nu virkelig bliver kaldet til at være hans Medarvinger i Riget, idet vor Indvielse bliver beseglet ved Blodets og Oliens Bestænkelse, og vi faar Del i vort Hoveds Salvelse.

David giver os under Herrens Vejledning en Beskrivelse af Salvelsen. Han taler om, hvorledes Olien blev udgydt over vort Hoved og nu flyder ned til os fra ham. (Ps. 133, 1-3; 45, 8; Luk. 4, 18.) Menighedens Medlemmer er de »Brødre«, som af Aanden tilskyndes til at »bo sammen« endrægtigt. Alle de, der [148]  er eet, med Hovedet, maa ogsaa være i, Sympati med hans Legemes Lemmer, Menigheden — og kun i samme Grad, som de er dette, bliver de delagtige i Salvelsens hellige Aand. (Se Bind V, Kap. 15.). Den hellige Salveolie betegnede den hellige Aand og den Oplysning, som denne giver alle dem, hvem Gud antager til Prøvemedlemmer af det kongelige Præsteskab, den nye Skabning. Hver enkelt af disse bliver beseglet af eller kendetegnet med den hellige Aand, som bliver ham til Del.

Om alle dem, der saaledes er blevet præget af den hellige Aand som fremtidige Medlemmer af den nye Skabning, siger Herren: »De er ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.« »Jeg har udvalgt eder [af Verden], og sat eder til, at I skal gaa hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved.« »Var I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke er af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder.«. (Joh. 15, 16. 19; 17, 16.) Endskønt disse Kendetegn paa. Helliggørelsen i nogen Grad kan skønness af Verden, maa vi derfor ikke vente, at de vil bringe os Verdens Beundring eller Anerkendelse. Vi kan snarere vente, at den hellige Aands Virkninger paa den nye Skabning opfattes som Svaghed og Blødagtighed. Verden sætter Pris paa, hvad den kalder et kraftigt og stræbsomt Liv — helst ikke alt for retfærdigt. Vor Herre Jesus forklarer os Grunden til, at Verden ikke vil godkende hans Efterfølgere: Mørket hader Lyset. Det kongelige Præsteskabs Maalestok for Tanker, Ord og Gerninger er højere end Verdens i Almindelighed og synes derfor i større eller mindre Grad at dømme Verdens Handlemaade. Men Verden ønsker at blive godkendt og smigret, og alt, hvad der i nogen Grad tjener til at kaste Skygge paa den, undviger eller bekæmper den i samme Forhold. Denne Misbilligelse fra Kristenhedens verdsligvises Side udgør en Del af de kongelige Præsters Prøve; og om deres Indvielse ikke har været fuldt ud af Hjeret, [149] vil de komme til at længes efter Verdens Selskab og Anerkendelse i en saadan Grad, at de ikke i den rette Aand vil kunne fuldføre Opofrelsen af deres jordiske Interesser, hvad de var gaaet ind paa, og vil saaledes ikke naa deres Maal som Præster; men paa Grund af deres gode Hensigter vil Herren dog føre dem gennem Ildprøver, der kan medføre Fortærelsen af deres Kød, som de ikke havde tilstrækkelig Nidkærhed til at ofre. Saaledes vil de blive agtet værdige til at faa Del i de Velsignelser og Belønninger, der vil tilfalde den store Skare, som kommer ud af den store Trængsel for at tjene foran Tronen, paa hvilken den lille Hjord vil faa Sæde sammen med Herren.

Helliggørelsen bestaar ikke blot i de to Dele, at Mennesket overgiver sig helt til Herren, og at Gud modtager den helt og fuldt; men den kræver desuden en stadig Fremadskriden. Endskønt vor Indvielse til Herren maa være baade oprigtig og fuldstændig for i det hele taget at kunne blive antaget af ham, saa er dog baade vor Kundskab og Erfaring paa dette Stadium forholdsvis ubetydelig; vi maa derfor daglig vokse i Helliggørelse, ligesom vi vokser i Kundskab. Vel blev vort Hjerte i Begyndelsen helt opfyldt, og al Egenvilje blev uddrevet; men det kunde dengang ikke rumme meget. Efterhaanden som vort Hjerte imidlertid voksede og udvidede sig, maatte Helliggørelsen holde Skridt dermed for vedholdende at opfylde os helt og fuldt. Saaledes formaner Apostelen os: »Lad eder fylde med Aanden!« og atter: »Dette beder jeg om, at eders Kærlighed fremdeles maa blive mere og mere rig.« Hvilket Middel Gud benytter til saaledes at udvide vore Hjerter, fremgaar af vor Genløsers Ord i hans Bøn for os: »Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed.« — Joh. 17, 17.

Det var Guds Ord eller Budskab, Guds »Visdom« gennem Kristus, som i Begyndelsen viste os Guds Gunst, og som Skridt for Skridt ledte os frem til Indvielsen, [150] og nu er det det samme Ord eller Guds Budskab i Kristus, som vil udvide vort Hjerte og fylde det. Men paa samme Tid, som det er Guds Sag at tilvejebringe den Sandhed, der skal fylde og hellige os, er det vor. Sag at lægge for Dagen den indviede Hjertetilstand, i hvilken vi hungrer og tørster efter den helliggørende Sandhed. Det er vor Sag at næres med den daglig og saaledes blive i Stand til at vokse os stærke i Herren og i hans Vældes Kraft. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi indvier os til Herren; han ønsker ikke blot Ansøgere til Pladserne i den nye Skabning. Han ønsker, at saadanne bliver opøvet og prøvet for at kunne frembringe og udvikle de forskellige Karaktertræk. Disse bliver efterhaanden atter prøvet, for at det maa kunne bevises, at de nye Skabninger er tro mod ham, som »kaldte« dem, og derved blive regnet værdige til at indgaa til deres Herres Glæde ved Delagtigheden i den første Opstandelse.

Ligesom Retfærdiggørelsen medførte en velsignet Fred med Gud, saaledes er det ogsaa med det næste Skridt, den fulde Indvielse til Herren af alle Livets Anliggender og Interesser, Bortbytningen af de jordi­ske Forhaabninger og Udsigter mod de himmelske, som bliver tilbudt den nye Skabning. Dette medfører en stor Lettelse, en sand Hvile for Hjertet, efter som vi mere og mere forstaar og tilegner os de største og dyreste Løfter, som Gud har givet den nye Skabning. Disse Løfter kan i Korthed sammenfattes i dette ene: »Alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans Beslutning er kaldet.« (Rom. 8, 28.) Dette er den anden store Velsignelse. Dog ikke saaledes, at den giver sig Udslag i det Ydre, i Kødet; men den bevirker, at vort Hjerte faar en saadan dyb Hvile og en saa fuld Tillid til Gud, at vi af Hjertet kan anvende paa os selv de største og dyrebare Forjættelser i Skriften.

[151] Paa Grund af de mange forskellige Temperamenter vil nødvendigvis ogsaa de forskellige Erfaringer i Forbindelse med denne fulde Indvielse give sig forskellige Udslag. Hos nogle vil den fulde Overgivelse til Herren og Bevidstheden om hans særlige Omhu for dem som Fremtidsmedlemmer af den udvalgte Menighed kun medføre en stille Fred, en Hjertehvile, medens andre mere fyrige Naturer vil bruse over af Glæde, Taknemmelighed og Jubel. Vi maa ikke glemme disse Forskelligheder i det naturlige Temperament, men vise Forstaaelse overfor dem, hvis Erfaringer er anderledes end vore, og huske paa, at lignende Forskelligheder ogsaa fandtes blandt de tolv Apostle. Nogle af disse, især da Peter, Jakob og Johannes, var mere fremtrædende end de andre i alle deres Erfaringer, ogsaa paa Pinsedagen. Brødre med et opbrusende og overstrømmende Temperament bør, som Apostelen paabyder det, lære Maadehold; og saadanne Brødre, som af Naturen er tilbøjelige til at være for kolde og prosaiske, bør bede om og søge at faa en bedre Forstaaelse af hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit underfulde Lys, for at de med større Inderlighed maatte kunne forkynde disse Dyder. Lad os ogsaaa huske paa, at Jakob og Johannes — to af dem, som Herren særlig elskede, og som paa Grund af deres Nidkærhed og Iver blev kaldt »Tordensønner« — i det mindste ved een Lejlighed maatte irettesættes for Overdrivelse i denne Retning, for at de skulde kunne huske, af hvilken Aand de var. (Luk. 9, 54. 55.) Peter, som ogsaa tilhørte de elskede og nidkære, blev ved een Lejlighed prist salig paa Grund af sin hurtige Anerkendelse af Messias, og dog blev han ved en anden Lejlighed irettesat som en Modstander paa Grund af sin urigtig anvendte Nidkærhed. At Herren satte Pris paa det varme, fyrige Temperament, som disse tre var i Besiddelse af, viste han dog tydeligt derved, at det var dem, han havde [152]  nærmest hos sig. Det var kun de tre, han havde med sig paa Forklarelsens Bjerg og i det Rum, hvor han opvakte Jairus' Datter fra Dødens Søvn. Disse tre kom ham ogsaa lidt nærmere end de andre i Gethsemane Have. Den Lærdom, vi kan drage af dette, er, at Nidkærhed er velbehagelig i Herrens Øjne og bringer os nær til ham, men at vi altid maa have Ærefrygt for Hovedet og blive ledet af hans Ord og Aand.

Helliggørelse betyder ikke menneskelig Fuldkommenhed, saaledes som nogle urigtigt har fremstillet det. Helliggørelse forandrer ikke noget i vore Hjerner, fjerner heller ikke paa overnaturlig Maade vort Legemes Skrøbeligheder. Det er en Indvielse eller en Overgivelse af Viljen, der i Kristus bliver modtaget af Herren som fuldkommen. Det er en Indvielse af Legemet til at opofres lige til Døden. Som vi har set, bliver dette Legeme ikke i Virkeligheden fuldkommengjort ved Troens Retfærdiggørelse, men kun regnet for fuldkomment efter vor Vilje, vort Hjerte, vore Hensigter. Den nye Vilje skal, som Apostelen forklarer, søge at bringe alle Legemets Evner og Kræfter til fuld Overensstemmelse med Herren og søge at virke paa alle andre i samme Retning. Dette betyder ikke, at vi i det nærværende korte Liv kan faa vore egne eller andres stakkels ufuldkomne Legemer gjort fuldkomne. Apostelen viser os, hvor han taler om Menigheden, at Legemet i Døden bliver saaet i Forkrænkelighed, i Vanære, i Skrøbelighed, saaet som et naturligt, et ufuldkomment Legeme, og at vi først i Opstandelsen, naar vi faar det nye, herlige, udødelige Legeme, opnaar den Fuldkommenhed, vi tragter efter, og som Herren har lovet os en Gang skal blive vor, om vi i vor nuværende svage og ufuldkomne Tilstand lægger for Dagen, at vi er ham tro af hele vort Hjerte.

At være tro imod Herren i Hjertet indbefatter imid­lertid, at vi uafladelig søger at bringe vor Vandel, ja, selv vore inderste Tanker og Hensigter i Overensstemmelse [153] med Guds Vilje. (Heb. 4, 12.) Dette er vor første og bestandige Pligt lige indtil Døden. Det er Guds Vilje, vor Helliggørelse, at vi skal være hellige; thi Herren er hellig. (1 Thess. 4, 3; 1 Pet. 1, 16.) Fuldstændig Hellighed bør være den Norm, som vort Sind fuldt ud og med Glæde anerkender og lever efter, men som vi aldrig, hvad det ydre Menneske angaar, kan opnaa, saa længe vi er underkastet den faldne Naturs Svagheder og udsat for Angreb fra Verden og Modstanderen. Dog vil det nye Sind, alt efter som vi Dag for Dag bliver oplært af Gud, vokser i Kundskab om hans herlige Karakter og lærer at sætte større Pris paa denne, faa mere og mere Indflydelse over Kødets Svagheder af enhver Art, Svagheder, som er forskellige for de forskellige Lemmer paa Legemet.

Sand Helliggørelse, virkelig Indvielse af Hjertet til Herren, indbefatter ogsaa, at vi er virksomme i hans Tjeneste, at vi forkynder de gode Budskaber for andre, opbygger hverandre paa vor helligste Tro, gør godt imod alle, efter som vi har Lejlighed dertil, mest imod Troens egne, og at vi paa forskellige Maader sætter vort indviede Liv til i Brødrenes Tjeneste. (1 Joh. 3, 16.) Det hører ogsaa med til sand Helliggørelse, at Kærligheden til Herren, Brødrene og vore nærmeste samt kærlig Medlidenhed med Verden faar Lov at fylde vort Hjerte mere og mere, efterhaanden som vi vokser i Naade, Kundskab og Lydighed mod Guds Ord. Al denne Udfoldelse af vore Kræfter til Fordel for andre betegner imidlertid blot de forskellige Veje, ad hvilke Herren i sin Naade har gjort det muligt for os at fuldbyrde vor egen Helliggørelse. Ligesrom Jern skærper Jern, saaledes medfører ogsaa vore Bestræbelser for at hjælpe andre en Velsignelse for os selv. Jo mere vi nærmer os den ophøjede Tilstand, hvor vi elsker vor Næste, især Troens egne, som os selv; bør dog Drivfjederen til alt dette være Kærligheden til vor Skaber og Genløser og Ønsket om at være og gøre det, som er [154]

Helliget ved Sandheden.

 Af det foregaaende fremgaar det, at den Helliggørelse, som Gud ønsker, vi skal opnaa, og som er nødvendig, for at vi kan blive Lemmer paa den nye Skabning, ikke kan opnaas af andre end dem, der gaar i Kristi Skole og lærer af ham, dem, som bliver helliget ved Sandheden. Vildfarelse kan ikke virke helliggørende, heller ikke Uvidenhed. Dog maa vi ikke gaa til den Yderlighed at mene, at al Sandhed har helliggørende Virkning. Vi kan sige, at Sandhed i Almindelighed tiltaler alle dem, der elsker Sandheden og hader Vildfarelsen. Dog viser Herrens Ord os, at det kun er Herrens Sandhed, som helliggør. Hele den civiliserede Verden er paa Jagt efter Sandhed. Geologerne, Astronomerne, Kemikerne, Lægerne, Statsmændene o. s. v. forsker hver paa sit Omraade ivrigt efter Sandhed. Dog leder dette dem ikke til Helliggørelse, men snarere i modsat Retning. Hermed stemmer Apostelens Ord overens, naar han siger, at Verden i sin Visdom ikke kendte Gud. (1 Kor. 1, 21.) Sagen er den, at vi i vort korte Jordeliv og under vore nuværende faldne ufuldkomne og fordærvede Forhold ikke sidder inde med de nødvendige Forudsætninger, som kan gøre det Umagen værd for os at prøve paa at trænge til Bunds i alle Emner. Derfor ser vi ogsaa, at de, der har Fremgang i Verden, gerne er Specialister. Den, som har slaaet sig paa Astronomien, har mere end nok at gøre med denne Videnskab, om han skal kunne staa paa Højde med sit Fag. Han faar kun liden Tid tilovers til at studere Geologi, Kemi, Lægevidenskab eller den ypperste af alle Videnskaber, Herrens Sandhed, Guds [155]

Apostelen Paulus var baade en klog og en fuldt ud indviet Mand. Af Naturen var han bedre udrustet end mange af hans Medbrødre til at vandre i vor store Ypperstepræsts Fodspor. Desuden var han en af de udvalgte Lammets tolv Apostle, idet han traadte i Stedet for Judas, og som saadan var han undergivet Guds Ledelse, især hvad Læren angik. Af Herren var han bestemt til at være Lærer for Troens egne igennem hele Evangelietidsalderen. Derfor bør baade hans Ord og hans Eksempel have stor Vægt for os, naar vi betragter den Bane, vi som indviede og antagne Medlemmer af det kongelige Præsteskab er begyndt at løbe paa. Han formaner os til at aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed genemløbe den foran os liggende Bane, idet vi ser hen til Jesus, Ophavet til vor Tro, indtil han ogsaa bliver [156] Troens Fuldender. (Heb. 12, 2.) Som en Paamindelse for os taler han om sin egen Stilling, idet han siger: Eet gør jeg. Dermed mener han: Jeg har forstaaet, at min fulde Indvielse til Herren ikke tillader, at jeg spreder mine Evner i alle Retninger og kaster mig over Studiet af alle Sandheder. Siden Sandheden om Guds Aabenbarelse er kommet ind i mit Hjerte og har taget mine indviede Talenter i Brug, staar det klart for mig, at om jeg ønsker at vinde den store Sejrspris, maa jeg have hele min Opmærksomhed henvendt der paa, ligesom ogsaa de, der søger at opnaa en jordisk Sejrskrans, maa have hele Opmærksomheden henvendt paa denne. Eet gør jeg; jeg glemmer, hvad der er bagved, glemmer min tidligere Ærgerrighed som studerende, mine Forhaabninger som romersk Borger og som en Mand, der sad inde med mere end almindelig Uddannelse. Jeg glemmer de forskellige Videnskabers Tillokkelser og de Laurbær, der venter dem, som sejrer i denne Art Kapløb. Jeg strækker mig frem efter det, som er foran, holder i Tro, Haab og Kærlighed og Hengivenhed Blikket urokkelig rettet mod det herlige Tilbud sammen med min Mester at arve den guddommelige Natur og være med til at velsigne Verden i Riget. Jeg jager mod Maalet efter den Sejrspris, som Gud fra det høje har kaldet os til. — Fil. 3, 14.

Helliggørelse bestaar ikke i Følelser.

 Blandt de kristne hersker der megen Forvirring med Hensyn til, hvad der kan tjene som Bevis for, at Herren har antaget dem som Offerpræster. Nogle venter fejlagtigt en ydre Aabenbarelse, som den Menigheden oplevede paa den første Pinsedag. (Bind V, Kap. 9.) Andre venter en eller anden indre frydefuld Følelse, og det foraarsager dem bitre Skuffelser og livsvarige Tvivl om, hvorvidt de er blevet antaget af Herren eller ikke, om denne Forventning slaar fejl. For en stor Del bygger de deres Forventninger paa Vidnesbyrd fra [157] Brødre, som har kendt denne Slags overstrømmende Følelser. Det har derfor Betydning for os alle at forstaa, at Skriften ingen Steder berettiger os til at nære Forventninger af denne Art. Vi bliver kaldet med eet Haab i vor Kaldelse. De samme Løfter om Tilgivelse for tidligere Synder og om Bistand fra Herren i Løbet for at opnaa Sejrsprisen, om hans Velbehag og Naade gælder i lige høj Grad for alle dem, der bøjer sig under Kaldets Vilkaar. Dog er der stor Forskel med Hensyn til den Maade, hvorpaa de forskellige af Herrens Folk tager imod baade. Guds og andres Løfter, baade jordiske og aandelige. Nogle er mere let bevægelige end andre og kan derfor lettere lægge deres Følelser for Dagen baade i Ord og Opførsel end andre, selv naar det gælder at beskrive en og samme Ting. Desuden handler Gud øjensynlig forskelligt med sine Børn. Da Jesus havde naaet 30 Aars Alderen og indviede sit alt lige til Døden for at gøre Faderens Vilje, modtog han Salvelsen med den hellige Aand uden Maal. Men hvilke var de første Erfaringer, han høstede som ny Skabning, efter at han var blevet avlet af Aanden? Blev han ikke straks af Aanden ført ud i Ørkenen og overfaldet af svære Fristelser? Modstanderen fik Tilladelse til at angribe ham. Han søgte at faa ham bort fra sin Pagt om at gøre Faderens Vilje ved at foreslaa ham andre Planer, hvorved han kunde gøre den Gerning, han var kommet for at udføre, Planer, som vilde fri ham fra Offerdøden. Saaledes tror vi ogsaa, det er med nogle af Jesu Efterfølgere baade ved deres Indvielse og nogen Tid derefter. De bliver angrebet af Tvivl og Frygt, som, Modstanderen indgiver dem, idet han forsøger at indbilde dem, at Opofrelsen af jordiske Ting ikke kan stemme overens med Guds Visdom og Kærlighed. Lad os ikke dømme hverandre i saadanne Ting. Om  nogen bliver henrykt af Glæde, bør alle andre indviede glæde sig med en saaadan. Om en anden efter Indvielsen kommer ud i Trængsler.

De to kære Guds Mænd, John og Charles Wesley var uden Tvivl selv indviede. Dog har deres Opfattelse af Indvielsens Resultater ikke udelukkende gavnet, men ogsaa i nogen Grad skadet andre ved hos dem at opvække ubibelske Forventninger, som ikke kunde op­fyldes paa alle, og som derfor kunde berede Mismod og Skuffelse. Det var en stor Fejltagelse af dem at antage og lære, at Indvielsen til Herren altid ledsages af samme overstrømmende Følelser. De, der er født af kristne Forældre og er blevet opdraget i et kristeligt Hjem i Overensstemmelse med deres Forældres Tro og med Guds Ord, og som under disse Omstændigheder altid har søgt at kende og gøre Guds Vilje, bør ikke vente, at de, naar de i en modnere Alder indvier sig til Herren, kan erfare den samme overvældende Glæde, som bliver dem til Del, der lige indtil da har været fortabte Syndere, fremmede for alt helligt.

En saadan Omvendelse indbefatter en grundig Forandring, en Venden til Gud af alle Livets Kræfter og Strømme, som tidligere har ført bort fra Gud, bort i Synd og Egenkærlighed. Men den, hvis hele Følelsesliv fra den tidligste Barndom af gudfrygtige Forældre er blevet ledet i Retning af Gud og Retfærdighed, kan ikke erfare en saadan voldsom Forandring i Følelseslivet. En saadan bør forstaa, at han som Barn af troende Forældre har nydt Guds Gunst, til han blev gammel nok til selv at have Ansvar, og at hans Antagelse paa dette Tidspunkt samtidig var en Godkendelse af hans tidligere Troskab mod Gud. Han bør forstaa, at Indvielsen kun er en fornuftig Gudsdyrkelse, og at han efter fuldt og helt at have fremstillet sit allerede retfærdiggjorte menneskelige Væsen til Tjeneste for Gud, hans Sandhed og hans Folk, da i højere Grad end før [159] har Lov til at tilegne sig Skriftens største og dyrebare Forjættelser, der kun gælder for de indviede og deres Børn. Om saa dertil kommer, at han faar en større Indsigt i Guds Plan, bør han betragte dette som Bevis paa Guds Gunst i den himmelske Kaldelse og fryde sig derover.

Apostelens Udsagn om, at vi vandrer i Tro og ikke i Beskuelse, gælder for hele Evangelie- tidsalderens Menighed. Herren ønsker at udvikle vor Tro, han ønsker, at vi skal have Tillid til ham, selv der, hvor vi ikke kan se hans Vej. Mange Ting lader han være dunkle for den menneskelige Forstand, for at Troen skal udvikles paa en Maade og i en Grad, som vilde være umulig, om vi med vore jordiske Sanser fik Lov at opfatte Tegn og Undergerninger. Vor Forstands Øjne maa aabnes overfor det, som tilhører Gud, ved Løfterne i hans Ord, ved Kundskaben om Sandheden. Derved kommer vi i Besiddelse af Troens Glæde over det, som vi endnu ikke har set, og som ikke kan opfattes af os som naturlige Mennesker.

Men selv denne Opladelse af Forstandens Øjne sker lidt efter lidt, som Apostelen forklarer. Han beder for dem, som allerede tilhører Guds Menighed, og som han kalder hellige eller indviede, at deres Forstands Øjne maa aabnes, saa de kan blive i Stand til at fatte med alle de hellige (da ingen andre kan fatte noget saadant) mere og mere af Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Kærlighed. Tabernaklets Forbillede viser os ogsaa, at de aandelige Velsignelser, som bliver den nye Skabning til Del efter Indvielsen, ikke kan opfattes ved Hjælp af de jordiske Sanser, men kun i Tro. Det ydre Forhæng til det hellige skjulte Tingene derinde, hvilke var Forbilleder paa dybere Sandheder, saa at selv Levitterne, der betegnede de retfærdiggjorte, ikke kunde se dem. De dybere Sandheder kan kun iagttages og værdsættes af dem, der efter at være blevet.

De overstrømmende Følelser, som nogle faar paa Grund af deres Temperament, svinder ogsaa bort igen af samme Grund. Men de Velsignelser og Glæder, de stadig kan erfare, om de altid bliver i Herren og søger at vandre i hans Fodspor, er saadanne Troens Glæder, som jordiske Skygger og Vanskeligheder ikke kan fordunkle, uden maaske for et Øjeblik, saaledes som Tilfældet var med Jesus, da han paa Korset raabte: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Da det var nødvendigt, at Mesteren ved at træde i Stedet for den dødsdømte Adam skulde smage alle Adams Erfaringer som en Synder, maatte han ogsaa gennemgaa dette, selv om det kun varede et Øjeblik. Og hvem ved, om ikke saadanne mørke Stunder kan komme for selv de mest værdige af Lammets Efterfølgere. Dog vil disse Erfaringer sikkert ikke kunne faa Lov at vare længe. Den Sjæl, som stoler paa Herren i den mørke Time, vil føle sin Tro og Tillid rigelig belønnet, naar Skyen er borte, og Solskinnet fra Herrens Nærværelse atter strømmer ind.

Dog kan der være en anden Aarsag til, at et delvist Mørke kommer ind, idet nemlig jordiske Skygger kan træde ind mellem Guds Børn paa den ene Side og deres himmelske Fader og ældre Broder paa den anden Side. Dette er i Almindelighed en Følge af, at man tillader Sindet at dvæle ved jordiske Ting i Stedet for ved himmelske, at man ikke giver tilstrækkelig Agt paa Indvielsespagten, ikke arbejder trofast nok i Herrens Tjeneste ved at sætte Livet til for Brødrene eller gøre godt mod alle Mennesker, efter som vi har Lejlighed. Naar Blikket under saadanne Omstændigheder bliver draget bort fra Herren og hans Ledelse, begynder Skyen hurtig at samle sig, og inden længe er Troens, Tillidens og Haabets Solskin delvis borte. Der indtræder nu en [161]

»Han, som læger alle dine Brøst.«

»Min Sjæl, lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger! Han, som forlader al din Misgerning, som læger alle dine Brøst, han, som forløser dit Liv fra Graven, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, han, som mætter din Sjæl med det gode, saa du bliver ung igen ligesom Ørnen.« — Ps. 103, 2-5.

Medens Herren tillader saadanne Brøst, som vi lige har talt om, at komme over de nye Skabninger, er han dog altid rede til at læge dem, naar den syge er kommet i den rette Hjertetilstand. Naar den aandelig syge føler sine Brøst, maa han gaa frem for Naadens Trone med Bøn om, at Svagheden hos den nye Skabning maa blive afhjulpet, at den aandelige Livskraft og Sundhed maa vende tilbage, og at han atter maa kunne vandre i Guds Naades Solskin. Apostelen formaner os til at »træde frem med Frimodighed for Naadens Trone, for at vi kan faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp«. (Heb. 4, 16.) Alle nye Skabninger gør Erfaringer af denne Art, og naar de udnytter dem paa rette Maade, vokser de sig stadig stærkere i Herren og i hans Vældes Kraft, saa at selve deres Fejltrin og Svagheder, som nødvendiggør, at de anraaber Gud om Hjælp, og ved Tro griber fast om hans Arm, bliver Redskaber til aandelig Velsignelse for dem, hvorved de vokser paa en Maade, som de ikke kunde have gjort, om de havde været fri for alle Trængsler og Vanskelig­heder, og om Herren ikke havde skjult sit Aasyn for dem, dengang da deres Hjerter blev kolde og overbebyrdede, saa at de i noget Maal ringeagtede deres aandelige Forrettigheder. Hver Gang den nye Skabning finder det nødvendigt at søge Barmhjertighed og Hjælp, [162] bliver han paa ny mindet om Nødvendigheden af  Genløserens Forsoningsgerning, idet han maa indse, at Kristi Offer ikke alene strækker til for de Synder, der er begaaet i den forgangne Tid — for Adams Synder og for vore egne Svagheder, indtil det Øjeblik, da vi først kom til Faderen ved Sønnens Fortjeneste — men at desuden hans Retfærdighed ved dette ene Offer for alle dækker vore senere ufrivillige Svagheder, aandelige, moralske og legemlige. Saaledes bliver den nye Skabning under hele sin Vandring paa den snævre Vej stadig mindet om, at han er blevet købt med Kristi dyrebare Blod, og selv hans Fejltrin fører ham nærmere til Herren, idet han lærer bedre at forstaa, hvad Kristus en Gang har gjort for ham som Genløseren, og hvad han nu gør som Hjælperen og Befrieren.

Dog har mange nye Skabninger ikke rigtig lært, hvorledes de skal behandle disse aandelige Sygdomme. De føler sig tilbøjelige til at sige: Nu har jeg paa ny fejlet, jeg kan ikke komme frem for Guds Naadetrone, før jeg har vist mine gode Hensigter for Herren ved at vinde en Sejr. Saaledes venter de med at gøre det, der skulde være det allerførste, de foretog sig. Medens Sindet endnu er forpint af de tidligere Svagheder, forsøger de i egen Kraft at vinde en Sejr. Men i denne Tilstand er de ingenlunde tilstrækkelig udrustet til at kæmpe Troens gode Kamp, hverken mod deres eget Kød eller mod Modstanderen. De gaar derfor et sikkert Nederlag i Møde, og idet de efterhaanden ophører med at anraabe Herren om Hjælp, bliver de Skyer, som skjuler hans Aasyn for dem, stadig tykkere, saa at de til sidst synes at udgøre et uundgaaeligt Onde.

Men helt anderledes bør man gaa til Værks. Saa snart man har indset, at man har begaaet et Fejltrin i Tale eller Handling og saa vidt som muligt har gjort Uretten god igen, bør man skynde sig at søge til Naadens Trone i Tro, ikke tvivlende. Vi maa ikke mene at Herren vil anklage os og dømme os haardt, men [163] tænke paa, at hans Godhed og Barmhjertighed drev ham til at træffe Foranstaltninger til vor Genløsning, medens vi endnu var Syndere. Sikkert maa han da, efter at vi nu er blevet hans aandsavlede Børn, som søger at vandre paa hans Veje efter Aanden og ikke efter Kødet, elske os endnu højere. Ligesom en jordisk Fader har Medynk med sine Børn, saaledes har Herren Medynk med dem, som frygter ham. Lad os tænke paa vore bedste jordiske Venner, paa deres Sympati og Kærlighed, og lad os saa forestille os Gud som uendelig meget mere kærlig, god og trofast end selv de bedste af sine Skabninger. Han venter en saadan Tro og Tillid af os, og han belønner den. Alle, som har haft Tro nok til at komme til Herren første Gang, har ogsaa Tro nok til at komme til ham Dag efter Dag med deres Trængsler, Vanskeligheder og Skrøbeligheder, om de da selv vil. Hvis de tillader Skyerne at vedblive at være mellem dem og Faderen, hvis de undlader at efterfølge Skriftens Indbydelse til at komme frem for Naadens Trone for at faa Freden og Harmonien genoprettet, vil de til sidst blive regnet for uværdige til at opnaa en Plads iblandt dem, som Herren nu er ved at udvælge. Faderen ønsker saadanne Tilbedere, som elsker ham og har Tillid til ham. »Uden Tro er det umu­ligt at behage Gud.« »Dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.« — Joh. 4, 23; Heb. 11, 6; 1 Joh. 5, 4.

Vi træffer naturligvis paa Vanskeligheder undervejs. Men Herren sørger for, at den nødvendige Hjælp er til Stede. Han har givet os Raad i sit Ord, og han har sat forskellige Brødre i Legemet, netop for at de skal kunne yde Bistand. (1 Kor. 12, 18.) Det er en Støtte for os at komme til Klarhed over, at vi begaar en Fejl, naar vi tøver med at anraabe Gud om Barmhjertighed i det Haab, at vi først skal kunne udrette noget til vor egen Retfærdiggørelse. Vi savner da i nogen Grad Forstaaelsen af, at vi alle er ufuldkomne. [164]

Enkelte mærker til deres Sorg, at de efter at være traadt frem for Naadens Trone ikke føler den Velsignelse, de havde ventet som et Resultat af Syndernes Forladelse og Forligelsen med Faderen. Der kan være tre Aarsager til dette: 1) Det kan være Mangel paa Tro; thi da Herren i Evangeliets Tidsalder handler med Menneskene efter deres Tro, kan der ingen Ting opnaas uden denne. »Det ske dig efter din Tro.« 2) Maaske har de ikke gjort den Uret god igen, som de begik imod et Medmenneske, og som de nu har indset og bekendt. Eller de søger kanske Fred med Gud uden først at bekende Synden for ham og bede om Tilgivelse. 3) Vi har ikke sjælden fundet, at Udeblivelsen af Freden har haft sin Grund i, at den bedende ikke har været fuldstændig indviet til Herren. Saadanne søger Fred, Glæde og Naade fra Gud — aandelige Goder, som Skuebrödene og Lyset fra Guldlysestagen i Tabernaklet var Billeder paa — medens de endnu i Virkeligheden er uindviede, og derfor ogsaa staar udenfor det kongelige Præsteskab, kun er Levitter, som indtil da forgæves har taget imod denne Tidsalders særlige Naade og Forrettigheder.

Det bedste Middel mod Mangel paa Tro er at studere Guds Ord, tænke paa hans Goder i forgangen og [165] Vi vil ogsaa her betragte en anden Klasse syge iblandt de indviede. Det er dem, der øjensynlig er retfærdiggjort ved Tro og ogsaa oprigtige i deres Indvielse, men som synes at gøre faa eller ingen Fremskridt i Beherskelse af Kødet. I nogle Tilfælde ser det endog ud, som om deres Tro paa Guds Godhed og Barmhjertighed, der har fjernet Frygten fra deres Sind, har gjort dem mere udsatte for Fristelser i Kødet, end de var i Begyndelsen, da de havde mindre Kundskab om Herren. De gør Erfaringer, som er meget nedslaaende, ikke blot for dem selv, men for alle dem af Troens egne, som har Berøring med dem. Deres Liv synes at være en Kæde af Fejlgreb med paafølgende Anger. En handler urigtigt med jordiske Midler, en anden synder imod sine moralske eller sociale Forpligtelser. For saadanne indviede bør man tydeligt paapege, at den nye Skabning ikke vil blive sammensat af saadanne, som kun lover at opofre sig selv og de jordiske Ting for at vandre efter Aanden og ikke efter Kødet, men af saadanne, som i Troskab bestræber sig for at holde deres Løfte og derved blive regnet for Sejrvindere af ham, som læser i Hjertet. Man bør paaminde dem om, at det eneste rigtige for alle indviede at gøre er af al Iver at stræbe efter at opnaa de Velsignelser, som følger af at eje Guds Gunst, og at de maa benytte den Frihed, hvormed Sønnen har. [166] 

Naar de saaledes beder og vaager over deres Hand­linger og Ord, og »tager enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus« (2 Kor. 10, 5), vil snart baade de selv og deres Brødre blive overbevist om deres Hjerters Oprigtighed, idet de vandrer saa varsomt i Livet, at alle kan skønne, ikke blot at de har været med Jesus, men ogsaa at de har lært af ham og søgt at faa en Hjælp hos ham til at vinde Sejr over Svaghederne. Om de Brødre og Søstre, der saaledes idelig bukker under for de ovenfor nævnte Svagheder, er det, Apostelen siger, at de »vandrer utilbørligt« — ikke som Herren og Apostlene lærte os.

I et senere Kapitel vil vi betragte Herrens Anvisning til paa rette Maade at behandle dem, der ved deres Svaghed i Kødet bringer Vanære over Herrens Sag. Her vil vi kun bemærke, at saa længe de viser Anger over deres urigtige Vandel og bærer Vidnesbyrd om et inderligere Begær efter at gaa paa den rette Vej samt holder fast ved Troen paa og Tilliden til Herren, maa de betragtes som Brødre. Hvor nødvendigt det end kan være at afholde sig fra Samfund med dem, indtil de har givet noget ydre tydeligt Bevis paa, at Naadens Magt i deres Hjerter er stærk nok til at tøjle deres kødelige Svagheder, bør de dog fremdeles opmuntres til at tro, at Herren er meget barmhjertig. [167]

Vi har truffet nogle af Herrens indviede, hvis aandelige Liv næsten er blevet udslukket. Skønt de oprigtigt har ønsket fuldt Samfund med Gud, har de dog ikke vidst, hvorledes de skulde opnaa og bibeholde det. Ganske vist har de haft Bibelen, men deres Opmærksomhed er blevet ledet bort fra den. De er blevet vænnet til at ty til Lærere Katekismer o. s. v. og ved saaledes at rette sig efter menneskelige Overleveringer og ikke efter Guds Sind eller Aand er de gaaet Glip af den rette aandelige Næring. De føler sig ikke tilfredse med Formvæsen alene, og dog ved de ikke, hvorledes de skal komme nær til Herren med hele deres Hjerte, fordi de ikke kender hans Godhed, hans Naades Rigdomme i Kristus Jesus, Menighedens Kaldelse til den nye Natur eller hans herlige Plan til Verdens Frelse. De, der er i en saadan udhungret Tilstand, trænger først og fremmest til Ordets rene, uforfalskede Mælk og senere til den faste Føde i den guddommelige Aabenbarelse. Saadanne kære Guds Børn maa man ikke foragte eller overse, selv om de efter at have forstaaet, hvor tomt og hult Kirkevæsenet er, har begyndt at søge verdslige Adspredelser for at tilfredsstille deres Hjertehunger. Vi har kendt nogle af den Slags Mennesker, som tilsyneladende har slaaet sig til Ro i Ligegyldighed overfor alt aandeligt efter forgæves at have prøvet i forskellige Retninger at finde Tilfredsstillelse for Sindet. Saa har de til sidst lært den nærværende Sandhed at kende og har derefter paa den mærkeligste Maade udviklet Aandens Frugter. Vi tror, der findes flere af den Slags i de forskellige. [168]

Retfærdiggørelse bør lede til Helliggørelse.

Vi har allerede peget paa, at Retfærdiggørelsen ikke bestaar i en blot og bar Indrømmelse af, at Kristus døde som Genløser for Menneskene, og at Slægtens Forligelse med Gud derved blev muliggjort. Retfærdiggørelsen forudsætter desuden et vist Maal af Indvielse. For at kunne blive retfærdiggjort maa man erkende, at Synden er overvættes syndig. (Rom. 7, 13.) Man maa nære Ønske om at blive udfriet fra den — saavel fra dens Magt, som fra dens Straf. Man maa have et levende Begær efter at komme i Overensstemmelse med den retfærdige Skaber og alle Retfærdighedens Love. Endvidere maa man have bestemt sig til at følge Retfærdighedens Principper i alle Livets Anliggender. Tro paa Genløseren i Forbindelse med en saadan Indvielse medfører Retfærdiggørelse, men forudsætter ikke noget Offer. Gud har Ret til at fordre, at alle hans Skabninger skal godkende Retfærdigheden og hade Uretfærdigheden, hvis ikke de vil betragte sig som fremmede for ham, Fjender af ham. Men Gud forlanger ikke, at vi skal opofre vort Liv i hans Tjeneste eller for nogen anden Sag. Skriften viser, at Selvopofrelse er en frivillig Sag. Loven paabyder den ikke, men Apostelen kalder den dog en »fornuftig Gudsdyrkelse«, der hvor han opfordrer os til at fremstille vore Legemer som et levende, helligt. Gud velbehageligt Offer. — Rom. 12, 1. [169]

For nogles Vedkommende følger Offervielsen hurtig efter, at de er begyndt at tro paa Herren og ønsker at vandre paa hans Retfærdsstier. Men den kan aldrig gaa forud for Retfærdiggørelsen; thi, som vi har set, maa vi være retfærdiggjort af Tro, før vi kan faa noget at tilbyde Gud, som han kan modtage paa Alteret ved Siden af Genløserens Offer. Andre kan have været retfærdiggjort i længere Tid, før de kommer paa den Tanke fuldstændig at indvie sig til Gud eller opofre de jordiske Interesser for Herren og hans Sag. Men under de nuværende Forhold behøver man ikke længe at vandre paa Retfærdighedens Vej i Overensstemmelse med Gud, før man vil møde Modstand enten fra Kødet, fra Verden eller fra Djævelen.

De, der begynder at vandre paa denne Retfærdig­hedens Vej, vil finde, at den gaar opad, bliver mere og mere stejl og vanskelig. For at kunne fortsætte paa denne Vej under de nuværende onde Forhold maa de til Slut opofre jordiske Interesser, jordiske Ærgerrigheder og Venskab. Her deler Vejen sig i flere Grene. Ad den, som gaar opad til Herlighed, Ære og Udødelighed, kan man kun komme gennem Selvfornedrelsens, Selvfornægtelsens og Selvopofrelsens lave Port. Pilgrimmen finder, naar han er traadt ind paa den, at den er meget ujævn og vanskelig, men ogsaa, at der er usynlige tjenende Aander til Stede for at hjælpe ham. Førerens, vor Herres Jesu Kristi, dyrebare Forjættelser straaler frem til Opmuntring for ham og giver ham Forvisningen om, at han vil erholde tilstrækkelig Naade og Hjælp, indtil Rejsen er sluttet. De, som holder ud paa denne Vej, vil finde, at alt, hvad der møder dem, tjener til deres højeste Gode, idet de til sidst bliver Medlemmer af den nye Skabning, for at deltage i Udførelsen af Tusindaarsrigets herlige Gerning. Foran Porten, der betegner en fuld Offervielse til Døden, staar mange. [170]

Udenfor Porten er der talrige Sidestier, ad hvilke mange, der er naaet saa langt, forgæves har søgt at finde en lettere Vej til Herlighed, Ære og Udødelighed. Der gives mange saadanne Sidestier. Nogle fører til at begynde med opad og indbefatter et vist Maal af Selvfornægtelse. Andre fører straks nedad imod denne Verdens Fordele og Forhaabninger. Men paa ingen af disse Sidestier findes de herlige Løfter, der kun tilhører dem, som gaar ind gennem Opofrelsens lave Port til den snævre Vej, hvor man maa tilsidesætte al jordisk Ærgerrighed for at opnaa intimt Samfund med Kristus Jesus i den kommende Herlighed.

Man føler Glæde og Fred fra det Øjeblik af, da man kommer til Tro paa Herren, tager imod Forsoningen i ham og beslutter sig til at efterfølge Retfærdigheden og afsky Synden. Denne Glæde og Fred er fuldstændig, indtil man naar Indgangsporten til den snævre Vej. Men fra det Øjeblik af, da man har indset, at den fortsatte Vandring paa Retfærdighedens Sti vil indbefatte Selvfornægtelse og Selvopofrelse, og man ikke vil bringe dette Øffer, ikke vil gaa ind gennem den trange Port, da bliver Glæden og Freden med Gud formørket. Dog forsvinder denne Glæde og Fred ikke helt, saa længe den retfærdiggjorte elsker at tjene Retfærdigheden (selv om han søger efter andre Maader at gøre det paa), og saa længe han sætter Pris paa Guds Yndest (selv om han holder sig tilbage og ikke gaar ind igennem Porten). Men saadanne kan ikke erfare Fylden af al Glæde og Fred. De maa hele Tiden erkende, at en fuld Indvielse af alle deres Evner til at tjene Herren kun vilde være en fornuftig Gudsdyrkelse, en rimelig Gengældelse for alle de Gunstbevisninger, [171] de allerede har modtaget, idet de har faaet Syndernes Forladelse.

Mange bliver i en Aarrække staaende i denne Stilling, medens andre gaar tilbage til Verden. Man kan ikke have nogen som helst Udsigt til at blive Medlem af den nye Skabning, uden man først gaar igennem Selvopofrelsens Port. Men der gaar adskillig Tid hen, før Herren afskærer saadanne fra de særlige Forrettigheder, der blev overdraget dem udelukkende med dette for Øje at føre dem frem til den trange Port. Naar de imidlertid stadig undlader at gaa ind igennem den, bekender de faktisk, at de har »modtaget Guds Naade [Syndernes Forladelse og Vejledningen frem til Porten] forgæves«; thi skønt de har haft Lejlighed dertil, har de dog ikke benyttet sig af det eneste Haab i vor Kaldelse. (Ef. 4, 4.) Herren kan med Rette sige til dem: Jeg drager nu alle særlige Forrettigheder tilbage fra eder; I er ikke mere værdige til at modtage min Gunst end den øvrige Verden. I skal faa den samme Ret og Lejlighed, som jeg vil lade Menneskene erholde i Løbet af Tusindaarstidsalderen. Men I vil ikke mere erfare den særlige Barmhjertighed, Omsorg eller Bevaagenhed fra min Side i dette Liv, og heller ikke skal I i det kommende Liv nyde noget saadant Fortrin fremfor andre. — Men dette gør Herren ikke straks. Han har Taalmodighed med mange i lang Tid.

De største og dyrebare Forjættelser i Guds Ord, som f. Eks. denne, at alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, gælder kun for dem, som, efter at de ved Guds Naade er blevet ført frem for Selvopofrelsens Port, med Glæde er gaaet ind igennem den: thi kun de elsker Gud i den højeste Grad, højere end sig selv. »Alle Ting er eders; men I er Kristi, og Kristus er Guds.« De er begyndt at gaa i Kristi Skole, og alt, hvad de lærer i Livet, alle Opmuntringer og Irettesættelser, [172] de bliver Genstand for, maa tjene til at berede dem til Riget. For dem, som ikke gaar i denne Skole, og ikke faar Viljen bøjet under den store Lærers, medfører Livets Lektier ikke saadanne Velsignelser.

Strengt taget har de, der modtager Guds Naade forgæves, ikke engang noget Grundlag for at nærme sig Herren i Bøn. Hvorfor skulde de dog vente særlig Omsorg fra Herrens Side, naar de ikke forsøger at gengælde ham noget for alle de Velgerninger, han har vist dem? Har de Ret til at tænke, at fordi de allerede har modtaget Velsignelser fra Herren i Form af Visdom og Retfærdiggørelse, er han forpligtet til at give dem endnu mere? Burde de ikke meget snarere tænke, at de har faaet mere, end hvad der tilkom dem, ved at de er blevet velsignet med en større Gunst end den, der hidtil er blevet den genløste Slægt til Del? Vilde det ikke være rimeligt, at Herren, da de ophørte med at følge hans Vilje, vilde lade de yderligere Begunstigelser gaa dem forbi og give dem til andre, som ikke er blevet saa meget velsignet af Herren og derfor heller ikke i samme Grad har kunnet forsmaa hans naaderige Tilbud? Men Herren er meget barmhjertig og meget god. Derfor kan vi vente, at han, saa længe en Sjæl endnu tror paa ham, ikke helt vil forkaste en saadan.

Hvad kan nu hjælpe dem, som befinder sig i en saadan Stilling og helt og fuldt ønsker, at være Herrens og nyde hans Velbehag? De bør helt indvie sig til Herren, overgive deres Vilje til ham deres Fremtidsplaner, Forhaabninger, Udsigter, Midler, ja, endog deres jordiske Kærlighed, og som Rettesnor for Liv og Levned bør de modtage Ledelsen fra Herrens Ord, Aand og Forsyn. Derved vil de ikke blot opnaa herlige Resultater for det tilkommende Liv, men ogsaa en dybere Hjertefred i det nærværende.

[ 173] Hvorledes skal de gaa til Værks ved dette? De bør gøre det af Hjertet, med Ærefrygt og under Bøn. De bør indgaa en bestemt Pagt med Herren, om muligt i hørlige Ord, hvorunder de bør bede om Guds Naade, Barmhjertighed og Velsignelse; thi dette trænger vi til for at kunne fuldbyrde Ofret.

Og hvad burde de gøre, som nok søger efter Gud, men som ikke føler sig rede til fuldstændig at overgive sig til hans Vilje? De burde fremlægge Sagen for Herren og bede ham velsigne deres Søgen efter Sandhed, for at de maa kunne fatte, hvor fornuftig en saadan Tjeneste er, hvor sikkert den vil bringe dem Velsignelse, og hvor trofast Herren vil opfylde de dyrebare Løfter, han har givet de indviede. De burde endvidere bede Herren om Hjælp til ret at vurdere de jordiske Ting, til at lære, om det er nødvendigt ad Erfaringens Vej, hvor flygtige og utilfredsstillende alt det er, som Selviskheden og det naturlige Sind i den nærværende Tid tragter efter, for at de maa kunne indvie sig og sætte Pris paa den Forret at faa Lov at søge det, som er oventil, ikke det, som er her nede, at opofre det, som hører denne Verden til for at vinde Delagtighed i den tilkommende.

Men da nu den »himmelske Kaldelse« ikke længere udgaar (se Bind III, Kap. 6), og da følgelig de, der indvier sig, ikke kan være sikre paa at opnaa Prisen — den nye Natur med dens Herlighed, Ære og Udødelighed — bør saa nogen i det hele taget indvie sig? Vi sva­rer, at en fuld Indvielse til Herren under alle Omstændigheder er det eneste rigtige, og at en saadan selv i Tusindaarsriget vil blive Betingelsen for at opnaa Delagtighed i de Goder, som da bliver tilbudt. Hvad angaar Spørgsmaalet om den store Belønning, henviser vi til, hvad vi tidligere har sagt. Ifølge vor Forstaaelse faar, mange Adgang til at indtage Pladserne efter dem, som vel har indviet sig, men som ikke [174] har løbet saaledes, at de kan vinde Prisen, og som derfor ikke længere bliver regnet for at være med i Løbet. Dette ene kan vi være overbevist om, at ingen, som ikke først er gaaet ind igennem Indvielsens og Selvopofrelsens trange Port, vil faa Adgang til den nævnte Naade.

Sandsynligvis har ingen af dem, der er gaaet ind igennem Porten, til at begynde med klart kunnet se eller forstaa, hvilke rige Velsignelser Gud har i Beredskab for sin trofaste nye Skabning. Først har de selv kun set det fornuftige i denne Gudsdyrkelse. Senere fik de saa mere at se af Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Kærlighed i de Rettigheder, som hører med til Kaldet herovenfra. Saaledes gaar det ogsaa med dem, som nu træder ind. De kan ikke fuldt ud fatte de himmelske, aandelige Ting, førend de er naaet frem til det Punkt i deres fornuftige Gudsdyrkelse, at de indvier sig helt og fuldt. Vi kan være sikre paa, at Herren har andre Velsignelser i Beredskab for dem, der indvier sig helt som Ofre i Herrens Tjeneste, efter at Førstegrøden er blevet fuldtallig, og at hans Velsignelser kun kan blive dem til Del, som saaledes overgiver sig til ham. De kan muligvis komme til at dele Lod med Trosheltene fra Tiden før Kristus, de, der havde det gudvelbehagelige, opofrende Sindelag, før det store Kald udgik.

Urigtige Forestillinger om Helliggørelse.

I Betragtning af den Forvirring, der hersker iblandt de kristne angaaende Guds Plan, maa man ikke undre sig over, at der ogsaa hersker en hel Del Forvirring med Hensyn til Begrebet Helliggørelse. Enkelte Guds Børn nærer den urigtige Forestilling, at de bliver virkelig helliggjort og fuldkommet. Undertiden udtrykker de dette ved at sige, at »de ikke har syndet i flere Aar«. De finder deres Ligemænd i Farisæerne, der paa Jesu Tid »stolede paa sig selv, at de var retfærdige [175] og foragtede de andre«, og som paa Grund af denne Selvretfærdighed ikke benyttede sig af den Naade, der ogsaa kunde være blevet dem til Del ved Herrens Genløsningsværk.

Disse »syndfrie« bliver i en betænkelig Grad ledet bort fra Troen paa Herren og paa Genløsningen i ham, fra Tilliden til hans Offers Fortjeneste; thi hvorledes skulde de trænge til disse Ting, naar de jo mener at kunne holde Guds Lov fuldkomment? De ledes vild ved, at de har for ringe Tanker om Herren og nærer for megen Tillid til sig selv. En rigtig Ærefrygt for Herren vilde sætte dem i Stand til at se hans Storhed, hans Herlighed og Fuldkommenheden i hans Karakter. Dette vilde blive den Norm, de anerkendte for Hellighed, hvad der hurtig vilde lære dem (som den har lært andre det), at de kommer meget til kort i Ord og Gerning saavel som i Tanker.

En anden Klasse, de saakaldte »Hellighedsfolk«, gaar ikke til den Yderlighed, at de erklærer sig for syndfrie. De erkender selv deres Ufuldkommenhed, men paastaar alligevel, at de er fuldstændig hellige, fordi de forsøger at leve uden at synde. Som vi allerede har vist, er vi enige med dem om, at alle sandt indviede maa forsøge at undgaa Synden, saa langt de formaar det. Men deres Fejltagelser bestaar i, at de betragter denne Undgaaelse af Synden som Indvielsens eneste Formaal. De misforstaar fuldstændigt Sagen. Ingen af Guds Skabninger har nogen Sinde haft Ret til at synde. Dette, at de vil afholde sig fra Synden, kan derfor ikke betragtes som noget Offer. Guds Ord opfordrer os ikke noget Sted til at fremstille vore Synder som Ofre. Disse kære Venner, hvis Indvielse ikke betyder mere, end at de blot søger at undgaa at synde, er ikke kommet længere, end alle retfærdiggjorte bør væ re kommet. De er ikke gaaet ind igennem Selvopofrelsens trange Port, der betegner en frivillig Opgivelse og Overgivelse af, hvad  der i sig selv er ret og [176] lovligt, for at vi desto bedre maa kunne tjene Herren og hans Sag.

Kristus vor Forløsning.

Ordet »Forløsning« betegner Befrielse eller Frelse, hvad der er et Resultat af Genløsningsværket. Den Tanke, som ligger i dette Ord, drager Menighedens Maal frem for vort Blik, den nye Skabnings virkelige Fødsel, skønt det ovennævnte Udtryk ogsaa meget vel kan anvendes paa de mange Udfrielser, som de trofaste erfarer paa hele den snævre Vej. Men Hovedpunktet i Udfrielsen naas først med den fuldkomne Frelse til Herlighed, Ære og Udødelighed, som bliver os til Del i den første Opstandelse.

Apostelen siger, at Jesu Ord bragte os en evig Forløsning, en stedsevarende Befrielse fra Trældom under Synden og dens Straf, Døden. (Heb. 7, 8. 25; 9, 12.) En saadan Forløsning vil i en Forstand blive hele Verden til Del; thi Herren vil til sidst skaffe alle dem, som kommer i Overensstemmelse med Guds Lov, en evig Udfrielse, baade fra Synden og dens Straf, Døden. Men som vi andetsteds har paapeget (»Tabernakel—Skygger af de bedre Ofre«, Side 92), kan den evige Forløsning, som i de tusind Aar vil blive hele Verden til Del, ved at alle kommer til Sandhedens Erkendelse, i Evangeliets Tidsalder kun opnaas af Troens egne. Ja, i sin fulde Udstrækning kan den nu kun naas af dem, som gaar Selvopofrelsens Vej i Ypperste­præstens Fodspor, idet de bliver Medlemmer af det kongelige Præsteskab. Naar de for evigt er blevet forløste fra Synden og Døden, vil de som Medlemmer af den nye Skabning blive kronet med Herlighed, Ære og Udødelighed.

Lad os undersøge nogle andre Skriftsteder, hvor det græske Ord apolytrosis (Befrielse, Frelse) forekommer. Idet Jesus peger fremad til den Frelse, som skal blive os til Del i den første Opstandelse, siger han til dem af Menigheden, som lever ved Tidsalderens Slutning, [177] og som forstaar nogle af Tidernes Tegn: »Opløft eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.« (Luk. 21, 28.) Til den samme Skare, de nye Skabninger, siger Apostelen: »Bedrøv ikke Guds hellige Aand, med hvilken I blev beseglet til Forløsningens Dag.« (Ef. 4, 13.) Disse Skriftsteder sigter naturligvis ikke til Genløsningsværket, men til Me­nighedens Fuldkommengørelse i den første Opstandelse. I Ef. 1, 7 siger Apostelen: »Vi har Forløsningen ved hans Blod.« Her tænker han øjensynlig paa de Velsignelser, som vi i dette Liv kan nyde paa Grundlag af Jesu Offers Fortjeneste, der dækker over vore Skrøbeligheder og virker for os en evig Vægt af Herlighed ved at formaa os til baade at ville og at virke til Guds Velbehag. Tanken er den, at Kristus nu er vor Befrier, idet han giver os Sejr i vore nærværende Kampe, ligesom han til sidst vil give os den fuldstændige Sejr ved at gøre os fuldkomne i sin Lighed.

Den samme Tanke udvikler Apostelen videre i Rom. 3, 24, hvor han forsikrer os om, at vi ved Guds Naade er blevet retfærdiggjort uforskyldt (hvilken Retfærdiggørelse vi kan beholde, saa længe vi er i Kristus) ved Forløsningen i Kristus Jesus, og at denne Forløsning vil naa sin Fuldendelse, hvad os angaar, naar vi er blevet ham lige og faar ham at se, som han er, idet vi bliver delagtige i hans Herlighed paa Forløsningens Dag. Et andet Sted i det samme Brev taler Apostelen om vor fuldstændige Forløsning og Udfrielse, og hvorledes vi maa vente paa den, indtil Guds bestemte Tid. Først siger han, at Skabningen længes og stunder efter Guds Børns, den herliggjorte nye Skabnings, Aabenbarelse, at hele Skabningen tilsammen sukker og er i Smerte indtil nu. Derefter tilføjer han: »Dog ikke det alene, men ogsaa vi selv [som er blevet kaldet og avlet til den nye Skabning], som har Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukker ved os selv, idet vi forventer en Sønneudkaarelse, vort Legemes [178] Forløsning« — Udfrielsen af Kristi Legeme, Menigheden, hvis Hoved er Jesus Kristus, og hvis fremtidige Lemmer er os. Dette vil blive Fuldendelsen af Forløsningsværket, hvad os angaar; thi skønt vi nu i Mellemtiden nyder mange Velsignelser og Fordele, opnaar vi dog ikke vor fulde Forløsning før da. — Rom. 8, 20-23.

Angaaende vor nuværende Stilling — det, som allerede tilhører os paa Grund af Genløsningen — siger Herren: »Den, som tror paa mig, har et evigt Liv.« (Joh. 6, 47.) Og Apostelen siger: »Den, som har Sønnen, har Livet.« (1 Joh. 5, 12.) Vi maa ikke mene, at den Tro, der her er Tale om, udelukkende bestaar i en forstandsmæssig Indrømmelse af visse Kendsgerninger vedrørende Guds Frelsesplan. Nej, vor Tro paa Forsoningsofret maa have en saadan Karakter, at den virker paa hele vor Vandel, gør os til Modstandere af Synden og lærer os Lydighed af Hjertet. Imidlertid maa vi heller ikke forstaa disse Skriftsteder saaledes, at de troende nu skulde have evigt Liv i samme fulde Maal, som de vil faa i den første Opstandelse. Vi maa forstaa det saaledes, at de indviede troende bliver avlet til et nyt Levned. Det nye Liv tager sin Begyndelse i den Forstand, at Gud modtager deres Vilje, og at denne bliver Begyndelsen til den nye Skabning, som oprejses i den første Opstandelse.

Vi maa se paa disse Skriftsteder i Overensstemmelse med Apostelens Erklæring: » I Haabet blev vi frelst« — ved Tro, paa tilregnet Vis, ikke absolut. Derfor maa vi med Taalmodighed vente paa Fuldendelsen af den gode Gerning, som Gud har begyndt i os — vente paa »den Naade, som bliver os til Del i Jesu Kristi Aabenbarelse«, »naar han kommer for paa hin Dag at herliggøres i sine hellige«. — 1 Pet. 1, 13; 2 Thess. 1, 10.

Den Forløsning eller Udfrielse, som er i Kristus Jesus, saavel den, som nu kommer os til gode, som den, der senere skal blive fuldbyrdet paa os, bliver overalt [179] i Skriften sat i Forbindelse med det Offer, Jesus bragte for os. Dog var det ikke tilstrækkeligt, at han ved sin Død erlagde Betalingen for vor Skyld. Han maatte ogsaa opstaa; thi en død Frelser kunde ikke hjælpe de genløste at genvinde det tabte. Skriften viser os, at Jesu Erfaringer i hans Offertid dygtiggjorde ham desto mere til den store Gerning, der ventede ham, nemlig at udfri den sukkende Skabning, som blev købt med hans Blod. Apostelen siger: »I det han har lidt, kan han, som den der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes« — udfri dem fra Fristelser, som ellers vilde blive dem for overmægtige. »Gud vil ikke tillade, at I fristes over Evne, men sammen med Fristelsen vil han skabe ogsaa Udgangen af den, for at I maa kunne udholde den.« Om vor Frelser end tilsteder, at vi snubler, vil han dog ikke, saa længe vi helt sætter vor Lid til ham, lade os blive liggende eller falde i den anden Død. — Heb. 2, 18; 1 Kor. 10, 13.

Naar han tilsteder, at vi snubler, kan dette undertiden være hans Middel til at lære os værdifulde Lektier om vor egen Svaghed og Nødvendigheden for os af at se hen til ham som vor Hyrde saavel som vor Genløser, for at vi saaledes maa kunne blive stærke i Herren og i hans Vældes Kraft. Han fremstilles for os som Ypperstepræsten, der kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, samtidig med at han er i Stand til at hjælpe os i Fristelsens Stund. Særlig staar der, at han »bærer over med de vankundige og vildfarende«, og at han »fuldkomment kan frelse dem, som kommer til Gud ved ham«, og som vedbliver at være i ham ved Hjælp af en levende Tro, der forudsætter Lydighed efter bedste Evne. Saaledes kan vi fryde os i Genløseren som vor nuværende Frelser og Befrier saavel som den, der senere skal forløse os gennem Døden — som vor Tros Fuldender. — Heb. 2, 17. 18; 4, 15. 16; 5, 2; 7, 25. 26.[180]