Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 5

MIDLEREN.

DEN NYE SKABNINGS ORGANISATION.

De  »levende Stene« i det aandelige Tempel. — Den nye Skabning af Navn og den nye Skabning af Gavn. — Guds Hemmelighed og Uretfærdighedens Hemmelighed. — Det store antikristelige System. — Skriften er paalidelig. — Verden og Navnkristenheden er frit strillet. — Orden i Kaos. — »I sin Tid.« — »Tidsaldrenes' Ende.« — Faderens Vintræ. — »Lammets tolv Apostle.« — Paulus som Judas' Stedfortræder. — Kun  tolv Apostle. — Apostlenes Opgave. — Apostlenes Karakter. — Paulus som Apostel. — Apostlenes Inspiration. — »Paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed.« —  Evangeliernes indbyrdes Overensstemmelse. — Myndighedens Nøgler. — Apostlenes Ufejlbarlighed. — Forskellige Indvendinger. — »Een er eders Herre.« — Den sande Meniged  er Guds Hjord. — Apostle, Profeter, Evangelister og Lærere. — ­Herrens Organisation af den nye Skabning er fuldstændig. — ­Aandens Gaver. — Enhede i Troen. — Antikristens Magts­enhed. — Tilsynsmænd, Ældste og Hyrder. — Den sande Betydning af Ordet »Profet«. — De Ældstes Egenskaber. — Diako­ner, Tjenere. — Lærere i Menigheden. — Mange bør være dygtige til at læne. — »Ikke mange af eder bør blive Lærere.« — I har ikke nødig, at nogen skal lære eder. — Den,  der underviser, og den, der undervises. — Kvindens Stilling i Menigheden. — »Lad hende tildække sig.«

EFTERSOM den nye Skabning ikke vil naa Fuldkommenheden eller Fuldendelsen før i den første Opstandelse, vil heller ikke dens Organisation blive fuldendt før da. Tempelbilledet belyser dette. Vi bliver nu kaldet som levende Stene eller indbudt til hver at indtage en Plads i det herlige Tempel. Som Apostelen forklarer (1 Pet. 2, 5), kommer vi til Jesus, der som Faderens Repræsentant tilhugger, tildanner og tilsliber os til vor Plads i Fremtidens Tempel — Mødestedet mellem Gud og Verden. Ligesom hver Sten i det forbilledlige Tempel, der blev bygget af Salomon, blev tilpasset til sin Plads i selve Stenbruddet, saaledes er det ogsaa med os — hele vor Tildannelse [214] foregaar her i Livet. Ligesom i Florbilledet hver Sten skulde kunne glide ind paa sin Plads uden Lyd af Hammer, saaledes ogsaa i Modbilledet : De levende Stene, der nu med Glæde underkaster sig Tilberedelsen i Herrens Hænder, vil være fuldstændig organiseret under ham som Hovedhjørnestenen, naar de bliver forenet med ham paa den anden Side Forhænget. Der vil ikke opstaa nogen Forvirring eller behøves nogen yderligere Forberedelse.

Imidlertid anerkender Skriften en Enhed eller Forbindelse mellem disse levende Stene i deres Tilberedelsestid, ja, den gaar et Skridt videre og anerkender en midlertidig Organisation, der giver hvert enkelt fremtidigt Medlem af Riget Lejlighed til at tage Del med den store Lærer og Bygmester i det forberedende Arbejde at opbygge hverandre i den allerhelligste Tro — at hjælpe med til at danne Karakterer i Overensstemmelse med Forbilledet, vor Herre Jesus. Naar vi nu gaar over til at undersøge Guds Anordninger for denne Tid, vil det maaske nok forundre mange at se, hvor megen Frihed Herren har givet hvert enkelt Medlem af den nye Skabning. Men naar vi først forstaar, at han søger saadanne, som villigt vil tilbede ham og villigt vil bringe ham Ofre, og som af Kærlighed til Herren og Retfærdighedens Principper drives til at sætte Livet til for Brødrenes Skyld og for at blive hans Medarbejdere, da bliver det klart for os, at denne Indrømmelse af Frihed fra Herrens Side er den bedste Plan — den, der sikrest kan prøve Hjertetroskaben, udvikle Karakteren og godtgøre Villigheden hos hver enkelt til at efterfølge Kærlighedens Lov, at gøre mod andre, som han vil, de skal gøre mod ham.

En saadan Frihed passer godt sammen med det, der er Herrens Formaal nu i Tiden, nemlig at udvælge en lille Hjord, fuldkommengøre den i Karakteren og oplære den til i Fremtiden at udgøre det kongelige Præsteskab. Men den vilde ikke kunne falde i Traad [215] med den Gerning, som man i Almindelighed antager, Herren nu er ved at udføre, nemlig at omvende Verden. Det er paa Grund af denne falske Lære — den Anskuelse, at Gud har bemyndiget Menigheden til at erobre Verden og underlægge ham alle Ting nu i Tiden — at saa mange Mennesker med god Dømmekraft har undret sig over den enkle Menighedsorden, som Herren og Apostlene indførte. Og i Erkendelse af, hvor utilstrækkelig en saadan Ordning vilde være, naar det drejede sig om Verdens Omvendelse, har Mennesker taget sig paa at udarbejde den Organisation, der nu forefindes i Kristenhedens forskellige Kirkesamfund. Af disse udgør Pavedømmet et af de mest indviklede og mægtige Maskinerier, der kan tænkes. Det episkopale Kirkesystem er ogsaa mesterligt; men det er opbygget paa et højere Plan og omfatter en helt anden Klasse Mennesker. Det er disse to store Systemers gennemførte Organisation, der har givet dem Fremgang og Magt i den kristne Verden. Efterhaanden som vi gaar frem, vil vi faa at se, at disse saavel som alle andre menneskelige »Kirker« i deres Organisation er helt forskellige fra den Menighed, som Herren indstiftede — at deres Veje ikke er hans Veje og deres Planer ikke hans Planer; thi som Himmelen er højere end Jorden, saaledes er Herrens Veje og Planer højere end Menneskenes. (Es. 55, 8. 9.) Inden længe vil de oprigtige af Hjertet erkende, at det var en alvorlig Fejl at give Slip paa den Enkelhed, som Kristus havde paabudt, og forsøge at være visere end Gud ved Udførelsen af hans Arbejde. Resultaterne vil aabenbare hans Visdom og Menneskets Daarskab.

Den Nye Skabning af Navn og den nye Skabning af Gavn.

Ligesom det var i det forbilledlige Folk, at alle af Navn var Israelitter, men kun forholdsvis faa var »sande Israelitter«, saaledes maa, det heller ikke forbavse os, at vi i Modbilledet forefinder en Navnmenighed [216] saavel som en virkelig Menighed, en ny Skabning af Navn saavel som en ny Skabning af Gavn. Lige siden Kristendommen i nogen Udstrækning begyndte at blive populær, har der indsneget sig »Klinte«, »Hvedeefterligninger« paa Hvedemarken under Foregivende af at være ægte Hvede. Skønt det kan være vanskeligt for Menneskene, der ikke kan læse i Hjertet, at adskille det sande fra det falske, Hveden fra Klinten, forsikrer Herren os, at han kender Hjertet og ved, hvem der er hans. Han venter dog af os, at vi skal være i Stand til at skelne mellem de sande Faar og Ulvene i Faareklæder, mellem det sande Vintræ, der bærer gode Frugter, og de Torne og Tidsler, der maatte forsøge at give sig ud for at være Grene paa det sande Vintræ og vil opfordre os til at antage dem som saadanne. Men Herren tillader os ikke at gaa ud over dette almindelige Skøn —en velvillig Undersøgelse af de ydre Træk. »Døm ikke noget før Tiden«, hedder det. Med Hensyn til dem, hvem vi anerkender som lovlige Grene paa Vintræet, maa vi ikke forsøge at bestemme, hvor lang Tid de skulde have til at frembringe modne Frugter. Det maa vi overlade til Faderen, Vingaardsmanden, der renser hver Gren og til sidst vil afskære dem, der ikke bærer Frugt. Vi overlader det til Vingaardsmanden at rense Vintræet, at retlede ethvert virkelig indviet Medlem af Kristi Menighed. Vi lader ham besørge Borttagelsen, idet vi anerkender, at det ogsaa var ham, der plantede og vandede samt bragte hver enkelt Gren paa det sande Vintræ til at spire frem. Vintræets Aand maa kunne kendes i nogen Udstrækning hos hver Gren, og enhver saadan bør opmuntres og hjælpes til at vokse. Kærligheden er Lov iblandt disse Grene. Den ene Gren har kun Ret til at kritisere, irettesætte eller paa anden Maade rense de andre i Overensstemmelse med Guds Ord, ikke en Tøddel ud over, hvad det bemyndiger den til. Kærlighedens Aand vil tilskynde alle til at vise Barmhjer tighed, [217] Venlighed, Langmodighed og Taalmodighed saa langt, som den store Vingaardsmand tillader det, hvilket, som vi allerede har antydet, er meget langt. Dette har til Formaal at udvikle Karakteren hos hver enkelt Gren.

Alt dette er helt anderledes i de menneskelige Organisationer, i samme Forhold som disse har givet Slip paa og tilsidesat Enkelheden i Guds Ordning. De har opstillet vilkaarlige Regler om, hvem der kan anerkendes som Grene paa Vintræet, og hvem ikke. De har fremsat økonomiske Fordringer og Bestemmelser, som Skriften ikke kender noget til. De har lavet utallige Trosbekendelser, som ikke findes i Bibelen, og har foreskrevet Straffe for Krænkelsen af disse, hvilke Skriften heller ikke har noget at gøre med, ligesom de ogsaa stik imod den Bemyndigelse, der er givet den sande Menighed, Kritsti Legeme, det sande Vintræ, den nye Skabning, har fastslaget Regler for Udelukkelse fra Samfundet.

Vi har allerede henledet Opmærksomheden paa den Omstændighed, at Kristi Menighed i Skriften kaldes »Guds Hemmelighed« (Bind I, Kap. 5), fordi Menigheden tvært imod al Forventning skal være Messiaslegemet, der under det salvede Hoved, Jesus, skal regere over og velsigne Verden. Denne Hemmelighed, der nu er kundgjort de hellige, blev holdt skjult igennem forgangne Tider og Husholdninger. (Ef. 3, 3-6.) Den skal nu snart blive fuldbyrdet sammen med Fuldendelsen af den nye Skabning ved Afslutningen af Evangeliets Tidsalder. Vi har ogsaa henledet Opmærksomheden paa Skriftens Omtale af Babylon (Moder og Døtre — nogle mere, andre mindre fordærvede), Efterligningen af Guds Hemmelighed, der i Bibelen kaldes  »Lovløshedens Hemmelighed«. Det er ikke vor Me­ning, at Grundlæggerne af disse Efterligningssystemer eted Vilje og Hensigt har organiseret dem for at vildlede Guds Folk. Vi maa huske, at Skriften hævder, [218] at det er Satan, der har forført hele Verden i denne Sag, idet han kaldte det onde godt og det gode ondt, gjorde Lys til Mørke og Mørke til Lys. Satan »er nu virksom i Genstridighedens Børn« (Es. 5, 20; Ef. 2, 2) paa samme Maade, som han tilbød Jesus sin Støtte. Han vil hellere end gerne samarbejde med alle dem af Kristi Efterfølgere, som han kan lokke til at høre op med at vandre i Mesterens Fodspor. Ligesom han prøvede paa at faa Herren til at tro, at der fandtes bedre Maader, hvorpaa han kunde velsigne alle Jordens Slægter, Maader, som medførte mindre Selvopofrelse og Selvfornægtelse end Faderens, saaledes har han igennem hele Evangeliets Tidsalder søgt at faa Herrens Brødre til at gaa ind paa sine Planer og forkaste Guds Bud. Han har villet have dem til at blive overkloge — til at tro, at de kunde tjene Herren bedre ved andre Metoder end dem, Skriften paapeger. Han har villet gøre dem opblæste af Iver for og Stolthed over deres menneskelige Systemer, det Arbejde, de udfører, og de Sammenslutninger, de har iværksat. Hos Mesteren havde Modstanderen ingen Fremgang. Jesus svarede ham uvægerligt: »Der staar skrevet.« Men saaledes er det ikke altid med hans Efterfølgere. Mange, mange har glemt, hvad der staar skrevet, har glemt Mesterens Ord og Eksempel, glemt Apostlenes Formaninger og forsøger at udføre et Arbejde for Gud, som de haaber og tror, han kan billige, og som de venter vil blive til Ære for ham.

Men de vil forstaa, at de har taget fejl, naar de om kort Tid skal faa Riget at se, saadan som Gud oprindelig har planlagt det og siden arbejdet paa det efter sin egen Metode. De vil da indse, at det er langt bedre at sørge for at blive undervist af Herren end at søge at undervise ham — at udføre hans Arbejde paa hans Maade i Stedet for at arbejde for ham paa en Maade, som han ikke kan billige. Den Fremgang, som disse [219] menneskelige Systemer har haft, virker med til at gøre dem til »kraftige Vildfarelser«.

Herren har ikke hindret Klinten i at vokse paa Hvedemarken i Evangeliets Tidsalder. Tværtimod lærte han sit Folk at vente, at begge skulde vokse sammen indtil Høsten, da han selv vilde være nærværende og føre Tilsyn med Adskillelsen, naar Hveden skulde samles hjem i hans Lade (den herliggjorte Tilstand), og Klinten samles sammen i Knipper til den store Trængsel, hvormed Tidsalderen vilde ende, og som vilde ødelægge Klinten i dens Egenskab af Efterligninger af de nye Skabninger uden dog at tilintetgøre dem som menneskelige Væsener. I Virkeligheden er mange af Klinten hæderlige og moralske Mennesker, saadanne som Verden kalder gode Mennesker. Ogsaa iblandt Hedningerne findes der gode Elementer, skønt langt færre end iblandt Klinten, der blev storlig velsignet i enhver Henseende ved dens nøje Forbindelse med den sande Hvede og dens delvise Anerkendelse af Herrens Aand hos denne.

Apostelen Paulus erklærer, at denne »Lovløshedens Hemmelighed« (Babylon, Forvirringen, Kristenheden) allerede begyndte at virke iblandt Herrens Folk paa hans Tid. Men øjensynlig var dens Virksomhed kun svag, saa længe Paulus og de andre Apostle levede, fordi de kunde udpege nogle af de falske Lærere, gennem hvem Modstanderen i al Hemmelighed forsøgte at liste fordærvelige Vranglærdomme ind for at undergrave Troen og lede de trofaste bort fra Evangeliets Forjættelser og Enkelhed. (2 Pet. 2, 1.) Apostelen Paulus siger om nogle af dem i ved Almindelighed, at de har paabegyndt Lovløshedens Værk; men andre nævner han ved Navn, f. Eks. Hymenæus og Filetus, »som er afveget fra Sandheden ... og forvender Troen hos nogle«. (2 Tim. 2, 17.) Gennem de Ældste i Efesus advarer han Menigheden mod disse falske Lærere og deres Vildfarelser, idet han særlig paapeger, at de vil have Fremgang [220] efter hans Død — »svare Ulve, som ikke vil spare Hjorden«. (Ap. G. 20, 29.) Dette er i nøje Overensstemmelse med Herrens Forudsigelse i Lignelsen. (Matt. 13, 25. 39.) Herren viser klart, at disse falske Lærere og deres Vildfarelser skulde være de Satans Redskaber, der saaede Klinte iblandt den Hvede, som han og Apostlene havde saaet. Han siger: »Medens Folkene [de særlige Tjenere, Apostlene] sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs.«

Det varede ikke længe, efter at Apostlene var sovet hen, før Skinsygens Aand under Modstanderens Vejledning Skridt efter Skridt fik det store antikristelige System, Pavedømmet, opbygget. Som vi allerede har set (Bind II, Kap. 9), kom dets Organisation ikke med eet Slag. Omkring det fjerde Aarhtundrede begyndte det at tiltage sig sin egentlige Magt. Den store Antikrist blomstrede en Tid lang i den Grad, at alle Historieskrivere, der behandler Tiden indtil Reformationen, praktisk talt nægter alle Ret til at nævnes med Kristennavnet eller betragtes som ortodokse og trofaste, medmindre de tilhørte eller paa en eller anden Maade støttede dette antikristelige System. Alle anderledes tænkende fik i den Periode kun Lov til at leve i Ensomhed og under Banlysning. Hvis deres Historie i det hele taget er blevet nedskrevet, er den senere blevet ødelagt. Men muligvis har de trofaste paa den Tid ligesom de, der nu vandrer i den nærværende Sandheds Lys, været saa ubetydelige i Antal og Indflydelse, at ingen regnede dem for værd at omtale i Sammenligning med det store og fremgangsrige System, som de modsatte sig, og som saa hurtigt naaede en indflydelsesrig Magtstilling baade i verdslige og aandelige Anliggender.

Siden Reformnationen har Modstanderen atter vist sin Snedighed ved at omorganisere enhver Afvigelse (ethvert nyt Forsøg paa at naa Sandheden) til en ny Antikrist, saa at vi nu ikke blot har den oprindelige »Skøgemoder«, men ogsaa hendes mange Døtre. (Se Bind III.) I. Betragtning [221] af disse Omstændigheder vil vi ikke søge efter, Beretningen om den sande Menighed andre Steder end i det nye Testamente, der øjensynlig er blevet bevaret for os med stor Hellighed og Renhed til Trods for ganske enkelte Indskud som f. Eks. Joh. 21, 25 og i de ældre Oversættelser nogle Ord i 1 Joh. 5, 7.

Vi vil imidlertid ganske kort henlede Opmærksomheden paa forskellige Forhold, der ikke blot viser os, at Skriften er blevet overleveret til os forholdsvis ren, men som ogsaa beviser, at de mange Systemer, der gør Paastand paa at være blevet organiseret af Herren og Apostlene, er absolut forskellige fra dem, som disse virkelig opstillede, og om hvilke det nye Testamente beretter.

1) Hvis den første Menighed var blevet organiseret paa samme Maade som Pavedømmet eller andre af Nutidens Kirkesamfund, vilde Beretningerne derom have lydt helt anderledes, end de gør. Der vilde da hage været Tale om Herrens Indstiftelse af Apostelværdigheden med store Ceremonier, hvorunder han selv sad et eller andet Sted som Pave og modtog Apostilene^, klædt i Skarlagen som Kardinaler o. s. v., o. s. v. Der vilde have været strenge Love og Regler angaaende Fredagen og Kødfasten — noget om helligt Vand, der blev stænket paa Apostlene eller Mængden, og noget om at gøre Korsets Tegn. Maria, Herrens Moder, vilde heller ikke have været glemt. Der vilde have været en Beretning om hendes paastaaede mirakuløse Undfangelse; hun vilde være blevet kaldt »Guds Moder«; der vilde have været fortalt, hvorledes Jesus selv viste hende en særlig Hyldest og lærte sine Apostle at nærme sig ham gennem hende. Der vilde findes et Paabud om Benytelsen af hellige Kerter, om Paakaldelsen af Helgenerne, om Udførelsen af Messen. Der vilde være givet en Redegørelse for, hvorledes Peter blev anerkendt som Pave af de andre Apostle, hvorledes de kastede sig ned for ham, og hvorledes han holdt Messe for dem alle, [222] idet han erklærede, at han havde Magt til at genskabe Kristus i Brødet og ofre ham paa ny for deres personlige Øvertrædelsers Skyld. Der vilde have staaet noget om Stefanus' Begravelse, hvorledes Peter eller de andre indviede en Grav til ham, saa at han kunde ligge i hellig Jord, og hvorledes de gav ham en hellig Kerte i Haanden, medens de fremsagde Bønner over ham. Der vilde have været Regler for de forskellige Rangklasser i Præsteskabet, ligesom der ogsaa vilde have staaet noget om, at Lægfolket slet ikke var de gejstliges »Brødre«, men deres undergivne. Der vilde være bestemte Titler for de forskellige Grader i Gejstligheden, Hans Velærværdighed; Hans Højærværdighed, Biskopper, Ærkebiskopper, Kardinaler og Paver; og der vilde være givet Regler for, hvem der skulde være den største, og hvorledes man kunde naa frem til de forskellige Stillinger ved at søge Ære hos hverandre.

Den Kendsgerning, at der ikke findes den mindste Antydning om disse Ting i Apostlenes Skrifter, udgør det sikreste Bevis for, at de Kirkesamfund, som er saaledes organiseret, ikke blev organiseret af Apostlene eller under deres Ledelse, heller ikke af Herren, som indsatte de tolv Apostle og godkendte deres Gerning. — Joh. 15, 16; Ap. G. 1, 2; Aab. 21, 14.

2) Den absolutte Mangel paa enhver saadan Anvisning i Bibelen beviser, at den ikke er blevet forfattet af disse vise Organisationer; thi om disse havde skrevet den, kan vi være sikre paa, at den vilde være opfyldt af saadanne Forskrifter som dem, vi ovenfor har antydet.

3) Da vi nu herved har faaet fuld Sikkerhed for, at hverken Modersystemet eller de talrige Døtresystemer i vor Tid er blevet grundlagt af Herren og hans Apostle, men er Resultaterne af, at disses enkle Lærdomme er blevet forvrænget, og at de følgelig er menneskelige Institutioner — Forsøg paa at være visere end Gud i Udførelsen af hans Gerning — saa lad os have desto større Tillid til Guds Ord, og lad os desto nøjere give Agt paa [223] endog det mindste Vink saavel angaaende dette som alle andre Emner.

I de forløbne seks Tusind Aar har Gud tilladt Menneskeslægten at forsøge paa egen Haand at løse Livets Problemer. Det naturlige Menneske blev skabt med Sindsegenskaber, som gjorde det tilbøjeligt til at ære og tilbede Skaberen. Disse Egenskaber er ikke gaaet fuldstændig tabt ved Faldet; man kan sikkert ikke sige om Slægten i Almindelighed, at den er »totalt degenereret«. Ligesom Gud har tilladt Menneskene at bruge deres øvrige Sindsegenskaber efter eget Valg, saaledes har han ogsaa tilladt dem at bruge deres moralske Egenskaber efter egen Tilbøjelighed. Vi indser nok, at med Undtagelse af det naturlige og det aandelige Israel samt de Omraader, der er blevet paavirket af disse Folk, har Gud overladt Verden til sag selv, ladet den gøre sit Bedste for at udvikle sig selv o. s. v. Men i sin Uvidenhed og Blinded blev Mennesket for en stor Del et Offer for Bedragerier fra Satans og de faldne Engles Side, som ved al Slags Overtro, falske Religioner, Trolddom o. l. har ledet Masserne langt bort fra Sandheden. Apostelen erklærer, at Tilstanden er blevet en saadan, fordi Menneskene, medens de endnu kendte Gud, ikke ærede eller takkede ham som Gud, men blev forfængelige i deres Tanker; deres daaragtige Hjerte blev formørket, og Gud overlod dem til deres Lyster, lod dem gaa den Vej, de foretrak, for at de ved at erfare Følgerne af deres Fordærvelse kunde vinde visse Lærdomme, og for at deres Fornedrelse kunde aabenbare, hvor overmaade afskyelig Synden er, samt hvor ufornuftigt det er at lytte til andre Raadgivere end Skaberen.

Som vi allerede har set, agter Herren ikke at lade Menneskeslægten blive i denne faldne og svage Tilstand. Gennem den nye Skabning vil paa hans bestemte Tid Kundskaben om ham naa til ethvert Menneske, hvorved der vil blive fuld Lejlighed for alle til [224] at vinde de Goder, der blev sikret ved Genløsningen. Men det Punkt, vi her særlig ønsker at fremholde, er dette, at ligesom Gud overlod Hedningefolkene til sig selv, saaledes har han ogsaa ladet den saakaldte »Kristenhed« gaa sine egne Veje. Han tillader Mennesker, som har modtaget en Del af den guddommelige Aabenbarings Lys, at benytte det, som de vil — at gøre Forsøg paa at forbedre hans Plan, at organisere menneskelige Systemer o. s. v. Alt dette betyder ikke, at han mangler Magt til at gribe ind, eller at han godkender Menneskeheden og Navnkristenhedens forskellige, indbyrdes modstridende og mere eller mindre skadelige Paafund og Indretninger. Disse Forsøg vil bibringe dem endnu en Lektie, som omsider vil overbevise Menneskene om, at de har taget fejl. De vil da se den herlige Fuldendelse af Guds Plan; de vil se, hvorledes han hele Tiden har holdt urokkeligt fast ved sin Plan og gennemført den, medens han i Virkeligheden har ladet Menneskenes Planer og Paafund ude af Betragtning. Af og til har han betjent sig af disse for at opnaa sine Hensigter, og i andre Tilfælde har han handlet stik imod dem. Saaledes handlede han ogsaa i Slutningen af den jødiske Tidsalder, da han tillod nogle af Jøderne at udføre hans Raadslutning, idet de forfulgte og korsfæstede Jesus og hans Apostle. Og ligesom nogle blandt Jøderne var »sande Israelitter«, som senere blev velsignet med Kundskab og gjort delagtige i Kristi Lisdelser, for at de engang kunde blive delagtige i hans Herlighed, saaledes findes der nu sandsynligvis aandelige »sande Israelitter«, som i Lighed med Paulus vil blive friet ud af Modstanderens Snarer.

Et andet Punkt er ogsaa værd at lægge Mærke til: Herren har en bestemt Tid for Begyndelsen af sin Regering, følgelig ogsaa en bestemt Tid, indefor hvilken hans udvalgte nye Skabning maa være moden og beredt til sin Opgave. Tydeligt nok indgik det som et Led i hans Plan at lade et specielt Lys straale frem ved Begyndelsen [225] og ved Slutningen af denne Beredelsestid. Apostelen antyder dette, naar han taler om »os, til hvem de  sidste Tider er kommet«. (1 Kor. 10, 11.)   Det var i Overgangstidten fra den jødiske til den evangeliske Tidsalder, at Sandheden og Livet først blev aabenbaret. Derefter fulgte nogle mørke Aarhundreder; men nu i Overgangstiden fra Evangeliets Tidsalder til Tusindaarsrigets Tidsalder skinner Lyset klarere end nogen Sinde og bestraaler saavel nyt som gammelt. Medens vi maa antage, at Herren ved Tidsalderens Begyndelse gav dem, der var i Overensstemmelse med ham, specielt Lys, og at saadanne ogsaa nu ved Tidsalderens Ende bliver velsignet med den nærværende Sandheds Lys, for at de kan blive helliget derved, bør vi ikke tænke, at det samme Maal af Lys var nødvendigt til Helliggørelse i de mellemliggende Aarhundreder, af hvilke nogle benævnes »den mørke Middelalder«. Vi maa ikke tro, at Herren nogen Sinde har været uden Vidner, selv om disse aldrig er blevet nævnt paa Historiens Bla.de. Tavsheden vedrørende dem kan have sin Grund deri, at de ikke var fremragende i Verdens Øjne og ikke stod i venskabeligt Forhold til de store antikristelige Systemer, selv om nogle iblandt dem har staaet indenfor disse. Den Kaldelse, der nu udgaar fra Herren, viser tydeligt, at vi kan vente at finde mange af Herrens Folk i Babylon, forvirrede af Sektvæsenet. »Falden, falden er Babylon, den store. . . . Gaa ud fra hende, mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtige i hendes Synder, og ikke rammes af hendes Plager.« — Aab. 18, 2. 4.

Efter dette korte Overblik over Menighedens Historie vil vi nu mere indgaaende undersøge Menigheden; saaledes som den oprindelig blev stiftet af Herren. Ligesom der kun er een Herrens Aand, som maa ejes af alle dem, der hører Herren til, saaledes  er der ogsaa kun eet Hoved og Midtpunkt for Menigheden, nemlig vor Herre Jesus. Vi maa imidlertid huske paa, at han [226] ved alle sine Gerninger ærede Faderen, og at han selv sagde, at han gjorde dem i Faderens Navn, ifølge hans Bemyndigelse. »Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode.« (Matt. 15, 13.) Den sande Menighed, den nye Skabning, er Faderens Plantning. Jesus siger: Jeg er det sande Vintræ, I er Grenene, og min Fader er Vingaardsmanden. Senere meddelte han os, at der ogsaa findes et »Jordens Vintræ,« en falsk Menighed, en Navnkirke, som ikke blev plantet af Faderen og derfor skal oprykkes med Rode. Det sande Vintræs Frugt er Kærlighed, og den er dyrebar for Faderen. Men Jordens Vintræs Frugt er Egenkærlighed i forskellige Former. Den vil til sidst blive samlet i Guds Vredes store Persekar under den store Trængsel, hvormed denne Tidsalder vil ende. — Joh. 15, 1-6; Aab. 14, 19.

Enhver, som har studeret Bibelen, har sikkert lagt Mærke til, at Herren og hans Apostle ikke anerkendte nogen som helst Adskillelse i Menigheden, hvad enten det gjaldt Navn eller Sag. For dem var Menigheden een og udelelig, ligesom den kun havde een Tro, een Herre og een Daab. Derfor taler de kun om Menigheden, Guds Menighed, den levende Guds Menighed, Kristi Menighed, de førstefødtes Menighed, og benævner Menighedens enkelte Medlemmer, »Brødre«, »Disciple«, »kristne«. Alle disse Benævnelser benyttes uden Forskel saavel om hele Menigheden som om de mindste Forsamlinger — selv paa to og tre — og om de troende enkeltvis, hvad enten de var i Jerusalem, Antiokia eller andetsteds. Dette, at der bruges saa mange Benævnelser skiftevis, beviser, at ingen af dem var tænkt som Egennavn; de tjente alle kun til at belyse den store Kendsgerning, som Herren og Apostlene stadig fremholdt, nemlig at Menigheden (Ekklesia — Menighed, Forsamling, Skare) af Herrens Efterfølgere er hans »udvalgte«, som nu i Tiden maa bære hans [227] Kors og, lære de nødvendige Lektier, men som senere engang skal blive delagtige med ham i hans Herlighed.

Denne Skik skulde have været bibeholdt; men i Løbet af den »mørke Middelalder« blev den tilsidesat. Vildfarelsen førte den sekteriske Aand med sig, og Følgen blev de forskellige Partier og Navne som, f. Eks. den romerske Kirke, den lutherske Kirke, Baptistkirken, den engelske Højkirke, den hellige katolske Kirke, den wesleyanske (metodistiske) Kirke o. s. v. Saadanne Splittelser er, som Apostelen viser, Tegn paa Kødelighed. (1. Kor. 3, 3. 4.) Efterhaanden som dem nye Skabning nu kommer ud af det store Mørke, der saa længe har dækket Verden, faar den Lys ogsaa over dette. Punkt; og idet den ser Vildfarelsen og de onde Resultater deraf; skiller den sig ikke alene ud fra Sektvæsenet, men nægter ogsaa at vedkende sig disse ubibelske Navne — medens den gerne vedkender sig de bibelske Navne.

Lad os nu undersøge Grundvolden for den eneste Menighed, som Herren grundlagde:

»Lammets tolv Apostle.«

Apostelen erklærer, at ingen kan lægge en anden Grundvold end den, som er lagt, Jesus Kristus. (I Kor. 3, 11.) Paa denne Grundvold begyndte Jesus som Faderens Repræsentant at bygge sin Menighed, idet han kaldte de tolv Apostle. Det var ikke en Tilfældighed, at deres Antal var tolv, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at Israels Børns Stammer var tolv; i begge Tilfælde var dette Antal i Overensstemmelse med Guds Plan. Herren udvalgte kun disse tolv til denne særlige Stilling og gav aldrig nogen Bemyndigelse til at vælge flere. Da Judas havde vist sig uværdig, indsatte Herren selv Paulus i han.s Sted.

Vi lægger Mærke til, med hvilken Omsorg Herren vaagede over Apostlene. Han bad for Peter i dennes Fristelsesstund og opfordrede ham senere til at vogte hans Faar og hans Lam. Han havde Omsorg for den [228] tvivlende Thomas og vilde gerne have ham grundigt overbevist om, at han virkelig var opstanden. Af de tolv mistede han ingen undtagen Fortabelsens Søn; og at een af de tolv skulde falde fra, var forudsagt af Profeterne og kendt af Herren i Forfvejen. Valget af Matthias, som omtales i Apostlenes Gerninger, kan ikke anerkendes som Herrens Valg. Matthias var uden Tvivl en god Mand; men han blev valgt af de elleve uden nogen Bemyndigelse fra Herren. De var blevet opfordret til at bie i Jerusalem og vente paa Kraften fra det høje ved den hellige Aands Udgydelse. I denne Ventetid før Pinsen var det, at de begik den Fejltagelse at vælge Matthias ved Lodtrækning i Judas' Sted. Herren bebrejdede dem ikke deres uforsætlige Indblanding i hans Anliggender, men lod simpelthen deres Valg ude  af Betragtning. Paa sin egen Tid fremførte han Paulus, om hvem han erklærede: »Han er mig et udvalgt Redskab.« Apostelen selv siger, at han var udvalgt fra Moders Liv til at være en særlig Tjener, og at han ikke i noget Stykke mente sig at staa tilbage for de andre Apostle. — Gal. 1, 5; 2 Kor. 11, 5.

Vi kan altsaa ikke slutte os til Pavekirkens, den protestantiske Episkopalkirkes, den katolsk-apostoliske Kirkes og Mormonernes Anskuelser, naar samtlige disse paastaar, at de tolv Apostle hele Tiden indtil nu har haft Efterfølgere i Embedet, hvilke har talt og skrevet med lige saa stor Autoritet som de første tolv. Som Bevis imod denne Paastand henviser vi til, at Herren særlig udvalgte disse tolv, og at Tolvtallet spiller en fremtrædende Rolle i religiøse Ting, som staar i Forbindelse med dette Valg. Det mest afgørende Bevis finder vi i den symbolske Skildring i Aab. 21 af den herliggjorte Menighed. Der bliver det nye Jerusalem — Symbolet paa Tusindaarsrigets Regering, Menigheden, Bruden, forenet med sin Herre — udførligt beskrevet; og i denne billedlige Fremstilling siges der bestemt, at paa Stadens tolv kostelige Grundstene var [229] Navnene paa »Lammets tolv Apostle« skrevet — hverken flere eller færre. Hvilket sikrere Bevis kunde vi vel begære for, at der aldrig har været mere end tolv Lammets Apostle, og at alle andre, som har udgivet sig for saadanne, har været, som Paulus siger, »falske Apostle «? — 2 Kor. 11, 13.

Vi kan heller ikke indse, at der kunde trænges til flere Apostle; thi vi har jo endnu disse tolv iblandt os,  idet vi har deres skrevne Vidnesbyrd og Frugten af deres Arbejde, og dette endog i en langt bekvemmere Form end deres samtidige, som var med dem personligt under deres Virksomhed. Bibelen fortæller om deres Virksomhed, gengiver deres Beretninger om, hvad Herren talte, om hans Undergerninger o. s. v. Deres Fremtillinger af den kristne Læres forskellige Punkter har vi i deres Breve. Disse Ting er tilstrækkelige, »for  at Guds-Mennesket maa blive fuldkomment«. Og til yderligere Forklaring siger Apostelen: »Jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad.« Hvad mere trænges der saa til? — 2 Tim. 3, 17, Ap. G. 20, 27.

Straks efter de 40 Dages Eftertanke og Fristelse i Orkenen begyndte Jesus med fuld Vished om, hvilke Vej der var den rette for ham, at forkynde Evangeliet om det kommende Gudsrige og at kalde til sig Efterfolgere, Disciple. Blandt disse udvalgte han saa de tolv Apostle. (Luk. 6, 13-16.) Alle disse havde for indaget, hvad man kunde kalde en ringere Stilling i Samfundet. Flere af dem var saaledes Fiskere. Vi læser, at de styrende »kunde mærke, at de var ulærde Mænd og Lægfolk«, noget, som Apostlene slet ikke benægtede. Uden Tvivl blev ogsaa de tolv fra først af regnet som Disciple, som Jesu Efterfølgere i Almindelighed, der omfattede hans Sag med Interesse uden dog at forlade deres daglige Gerning. Senere fik de Tilbud om at blive hans Medarbejdere i Evangeliets Tjeneste og f orlod da alt for at følge ham. (Matt. 4, 17- 22 ; Mark. 1, 16-20; 3, 13-19; Luk. 5, 9-11.)

De [230] 70, som Jesus ved een Lejlighed udsendte, blev aldrig anerkendt som Apostle. I sin udførlige Beretning om Udvaelgelsen af de tolv siger Lukas, at lige før denne Begivenhed trak Herren sig tilbage til et Bjerg for at bede — tydeligt nok for at spørge Faderen til Raads angaaende sit Arbejde og sine Medarbejdere. Hele Natten bad han. Næste Dag kaldte han saa sine Disciple til sig og udvalgte iblandt dem tolv, som han kaldte Apostle (apostolos — Udsending). Derved kom de tolv til at indtage en særlig Stilling blandt Disciplene. — Luk. 6, 12. 13. 17.

De øvrige Disciple blev ogsaa elsket af Herren. Uden Tvivl bifaldt de hans Valg af de tolv, idet de indsaa, at det var til Bedste for Arbejdet i Almindelighed. Hvad Herren grundede sit Valg paa, siges der intet om; men i sin Bøn sagde han: »De var dine, og du gav mig dem. . . . Ingen af dem blev fortabt uden Fortabelsens Søn« — Judas. Det har intet at sige i denne Sammenhæng, i hvilken Grad eller Udstrækning Faderen udvalgte de tolv. De har sikkert været ydmyge, og deres uanselige Samfundsstilling saavel som deres tidligere Arbejde har uden Tvivl været særlig egnet til at gøre dem ikke alene ydmyge, men ogsaa karakterfaste, beslutsomme og udholdende. Der fortælles os, at Formaalet med Udvælgelsen af de tolv paa et saa tidligt Tidspunkt i Stedet for ved Pinsen (da Menigheden blev aandsavlet) for en stor Del var dette, at de skulde have speciel Lejlighed til at være sammen med Herren for at se hans Gerninger og høre hans Ord, saa de senere kunde blive Førstehaandsvidner for alle Guds Venner om de vidunderlige Gerninger og de Livets Ord, der blev aabenbaret gennøm Jesus. — Luk. 24, 44-48; Ap. G. 10, 39-42.

Apostlenes Opgave.

Vi finder intet Sted saa meget som en Antydning om, at Apostlene skulde være Herrer over Guds Hjord, [231] at de skulde være forskellige fra, andre troende, staa over Guds Lov eller være særlig begunstigede og sikre paa at vinde den evige Arv. De fik Formaning til at huske paa, at de alle var Brødre og een deres Mester, Kristus, at det var nødvendigt for dem at befæste deres Kaldelse og Udvælgelse, og at de aldrig vilde kunne komme ind i Guds Rige, medmindre de var lydige mod Guds Kærlighedslov og ydmyge som, smaa Børn. De fik ingen Titler, og der blev ingen Forskrifter givet dem om at klæde eller opføre, sig paa nogen særlig Maade, men kun om, hvorledes de i alt skulde være Eksempler for Hjorden, for at andre ved at se deres gode Gerninger maatte ære Faderen og, naar de vandrede i deres Spor, derved ogsaa maatte vandre i deres Mesters Spor og opnaa den samme Herlighed, AEre og Udødelighed, blive delagtige i den samme guddommelige Natur som Medlemmer af den samme nye Skabning.

Det var Apostlenes Opgave at tjene. De skulde tjene hverandre og Herren, samt sætte Livet til i Brodrenes Tjeneste. Deres specielle Tjeneste gik ud paa at forkynde Evangeliet. De var blevet delagtige i den Salvelse, der kom over Mesteren, og som kommer over alle de nye Skabninger, de kongelige Præster.  Profeten siger herom: »Den Herre Herres Aand er over mig, fordi Herren har salvet mig til at forkynde et godt Budskab for de sagtmodige, . . . til at forbinde dem, som har  et sønderbrudt Hjerte.« — Es. 61, 1. 2; Luk. 4, 17-21; Matt. 10, 5-8; Mark. 3, 14. 15; Luk. 10, 1-17.

Skont denne Salvelse ikke direkte kom over dem før ved Pinsen, havde de dog før den Tid faaet en Forsmag paa den, idet Herren meddelte dem en De1 af sin hellige Aands Kraft, da han sendte dem ud for at prædike. De fik ingen Anledning til at blive hovmodige over denne Kraft; thi Herren udsendte senere 70 andre med samme Opgave og med samme Magt til at gøre Undere i hans Navn. Deres egentlige Apostelgerning [232] begyndte derfor ikke før ved Pinsen. Da blev der tildelt dem en særlig, guddommelig Magt; ikke blot fik de selv den hellige Aand og dens Gaver, men de blev tillige sat i Stand til at meddele disse Gaver til andre. Fra da af indtog de paa Grund af denne sidste Evne en Særstilling i Menigheden. De andre troende blev ogsaa nok regnet for Lemmer paa Kristi salvede Legeme, fik Del i hans Aand og blev ved denne Aand avlet til et nyt Liv; men ingen kunde modtage nogen særlig Aandens Gave, medmindre han fik den gennem Apostlene. Disse Gaver til at gøre Mirakler, tale i Tunger, udtyde Tunger o. s. v. traadte dog ingenlunde i Stedet for eller hindrede Udviklingen af den hellige Aands Frugter, som hos hver enkelt troende maatte modnes ved Lydighed — i samme Grad som den enkelte voksede i Naade, Kundskab og Kærlighed. Kun Apostlene sad inde med denne Evne til at meddele Aandens Gaver, og derved blev de udmærket som Herrens særlige Tjenere eller Repræsentanter i Arbejdet med Menighedens Grundlæggelse; det var imidlertid muligt, at nogen kunde modtage disse Gaver og dog ikke være andet end et lydende Malm og en klingende Bjælde. — 1 Kor. 12, 7-10; 13, 1-3.

Da Herren udvalgte og oplærte disse Apostle, havde han til Formaal gennem dem at bringe Velsignelse og Vejledning til alle sine Efterfølgere ned til Slutningen­ af Tidsalderen. Dette fremgaar klart af hans Bøn ved Afslutningen af hans Virksomhed, idet han deri med Henblik paa Disciplene beder: »Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker [Apostlene], som du har givet mig ud af Verden; de var dine, og du gav mig dem, og de har holdt dit Ord. Nu ved de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de har modtaget dem. . . . Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine . . . . Men jeg beder ikke alene for disse [Apostlene], men [233] ogsaa for dem, som ved deres Ord tror paa mig [hele Evangeliemenigheden], at de maa alle være, eet [i Hensigt, i Kaerlighed]; ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at ogsaa de skal være eet i os [og derpaa nævner han det endelige Fomaal med Udvælgelsen saavel af Apostlene som af den nye Skabning som Helhed, idet han tilføjer] — for at Verden [som Gud har elsket, medens den endnu var i  Synden, og genløst ved det dyrebare Blod] maa tro, at du har udsendt mig« — for at genløse og genoprette den. — Joh. 17, 6-9. 20. 21.

Skønt Apostlene var ulærde Mænd, var de dog øjensynlig stærke Karakterer; og ved Herrens Hjælp blev deres Mangel paa verdslig Visdom og Dannelse mere end opvejet af »et sundt Sinds Aand«. Det er derfor ikke underligt, at den første Menighed anerkendte disse Mænd som Førere paa Herrens Vej, særlig ansatte Vejledere, »Søjler« i Menigheden, udrustet med den højeste Myndighed næst efter Herren selv. Paa forskellig Maade havde Herren beredt dem til denne Stilling. De havde bestandig været med ham, og kunde derfor være  Vidner om alt, hvad der var forefaldet under hans Virksomhed, om hans Lære, hans Undergerninger, hans Bønner, hans Medfølelse, hans Hellighed, hans Selvopofrelse lige til Døden og endelig om hans Opstandelse. Ikke blot den første  Menighed behøvede alle disse Vidnesbyrd, men ogsaa alle, som senere er blevet kaldet af Herren og har taget imod hans Kald til den nye Skabning. Alle de, som har søgt Tilflugt og Frelse hos ham, og som sætter deres Lid til de herlige Forhaabninger, der har deres Midtplunkt i hans Karakter, hans Offerdød, hans Ophøjelse og den Guds Plan, han er ved at udføre trænger netop til saadanne personlige Vidnesbyrd om disse Ting, for at deres Tro paa og Fortrøstning til ham kan være fast og urokkelig,

Herren sendte senere 70 andre Disciple ud for at forkynde Budskabet om hans Nærværelse og den jødiske [234] Tidsalders Høst; men deres Gerning var paa mange Maader forskellig fra de tolvs. Herren synes virkelig i enhver Henseende særlig at have taget sig af Apostlene, for at hele Menigheden kunde have den fuldeste Tillid til dem. De alene deltog med ham i den sidste Paaskenadver og overværede Indstiftelsen af Maaltidet til Minde om hans Død. Kun de var med ham i Gethsemane, ligesom det ogsaa var dem, han særlig aabenbarede sig for efter sin Opstandelse. Det var ogsaa kun dem, der blev brugt som Talerør for den hellige Aand paa Pinsedagen. De elleve var Mænd fra Galilæa — nogle, der hørte dem, bemærkede saa­ledes: »Er ikke alle disse Galilæere?« — Ap. G. 2, 7; Luk. 24,48-51; Matt. 28, 16-19.

Skønt Herren, som Beretningen lyder efter sin Opstandelse aabenbarede sig for omtrent fem Hundrede Brødre, var det dog Apostlene, han særlig omgikkes, fordi de i en dybere Forstand skulde være, som Peter siger: »Vidner om alt det, som han har gjort baade i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de ogsaa slog ihjel, idet de hængte ham paa et Træ. . . . Og han har  paabudt os at prædike for Folket« o. s. v. — Ap. G. 10, 39-45; 13, 31; 1 Kor. 15, 3-8.

Skønt Apostelen Paulus ikke selv var et direkte Vidne i samme Udstrækning som de elleve, blev han dog ogsaa gjort til et Vidne om Herrens Opstandelse, idet han senere fik et Glimt at se af Herrens Herlighed. Han siger selv herom: »Sidst af alle blev han ogsaa set af mig som det ufuldbaarne Foster [født før Tiden].« (1 Kor. 15, 8.) Apostelen Paulus var i Virkeligheden ikke berettiget til at se Herren i Herligheden, før hele Menigheden ved hans andet Komme skal se ham, som han er, og blive ham lig; men han fik Lov til forud at faa dette Glimt at se, for at han kunde være et Vidne, og yderligere blev der givet ham flere Syner og Aabenbarelser end nogen af de andre. Derved fik han, tror vi, rigelig Erstatning for sin Mangel paa [235] personligt Bekendtskab med Herren efter Kødet. Disse hans særlige Erfaringer skulde imidlertid ikke blot komme ham selv til gode. Vi maa antage, at Hovedformaalet med dem var at tjene den hele Menighed. Sikkert er det, at de Syner og Aabenbarelser, som Apostelen Paulus, der traadte i Judas' Sted, modtog, har været til større Hjælp for Menigheden end nogen anden af Apostlenes.

Ikke blot satte disse hans særlige Erfaringer ham i Stand til at forstaa og værdsætte »Guds Dybder« — end og Ting, som  det ikke var ham tilladt at fortælle til nogen. (2 Kor. 12, 4); men den Afklaring, som derved blev hans hele Tankegang til Del, har gennem hans Skrifter kastet sit Genskin over Menigheden  ned igennem Tiderne.

Fordi Paulus havde haft saadanne Syner og Aabenbarelser, var han i Stand til at forstaa de nærmere Omstændighheder ved den nye Husholdnings Oprettelse og klart erkende Længden og Bredden, Højden og Dybden i Guds Karakter og Plan. Og fordi han selv til fulde forstod disse Ting, kunde han fremsætte dem i sine Breve paa en saadan Maade, at det blev til Velsignelse for »Troens egne« igennem hele Tidsalderen. Ja, selv i vore Dage vilde Menigheden lettere kunne undvære­ alle de andre Apostles Vidnesbyrd end denne enes. Vi glæder os imidlertid over at besidde deres samlede Vidnesbyrd, ogsaa fordi vi derigennem kan beundre deres ædle Karakter. Læg Mærke til de Udsagn, der fastslaar Paulus' Apostelværdighed, først og fremmest Herrens egne Ord: »Denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem baade for Hedninger og Konger og Israels Børn. « (Ap.  G. 9, 15.) Apostelen erklærer selv: »Jeg kundgør eder, Brødre, at det Evangelium, som er forkyndt af mig, ikke er Menneskeværk; thi heller ikke jeg har modtaget det eller er blevet undervist derom af noget Menneske, men ved Aabenbarelse af Jesus Kristus.« (Gal. 1, 11. 12.) Et andet Sted [236] erklærer han: »Han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskaarne [Jøderne], gav ogsaa mig Kraft dertil for Hedningerne.« (Gal. 2, 8.) Hans Iver for Herren og Brødrene, hans Villighed til at sætte Livet til for Brødrene, til at anvende Tid og Kræfter til Bedste for dem, var Vidnesbyrd om hans Ligestillethed med de øvrige Apostle. Og naar nogen drog hans Apostelværdighed i Tvivl, henviste han frimødigt til dette og til, at Herren havde velsignet ham med Aabenbarelser og Lejligheder til at tjene o. s. v., som Beviser paa, at han i intet stod tilbage for de andre. — 1 Kor. 9, 1. 2; 2 Kor. 11, 5. 23; 12, 1-7. 12; Gal. 2, 8; 3, 5.

Det var ikke Herrens Hensigt, at Apostlene udelukkende skulde udføre en Gerning iblandt Jøderne. Be­retningen siger os lige det modsatte. Han underrettede de elleve om, at hans Gerning saavel som deres Budskab i Tidens Løb skulde blive for hele Folket. Dog skulde de forblive i Jerusalem, indtil de var blevet iført Kraft fra det høje; og fra Jerusalem skulde deres Vidnesbyrd begynde. Herrens Ord lød: »I skal faa Kraft, naar den hellige Aand kommer over eder; og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.« (Ap. G. 1, 8.)  Dette Vidnesbyrd vedblev ikke blot at lyde i Apostlenes Levetid; men det lyder endnu i vore Dage. De prædiker endnu for os, de underviser stadig de trofaste, de opmuntrer, formaner, irettesætter den Dag i Dag. Døden gjorde ikke Ende paa deres Gerning. Endnu taler de, endnu vidner de, endnu er de Herrens Talerør overfor hans trofaste.

Apostlenes Inspiration.

Det er udmærket, at vi har Tillid til Apostlene som trofaste Vidner eller Historikere, og at vi lægger Mærke til, hvorledes deres Udsagn bærer Ærlighedens Stempel, idet de nemlig ikke søgte Rigdom eller Anseelse [237] iblandt Mennesker, men opofrede alle jordiske Interesser i deres Nidkærhed for den genopstadne og herliggjorte Mester. Dog vilde deres Vidnesbyrd være værdiløst, hvis der ikke laa mere deri end dette. Imidlertid lærer Skriften os,  at de blev brugt af Herren som hans inspirerede Redskaber, og at de modtog en særlig Vejledning fra ham med Hensyn til de Vidnesbyrd, Lærdomme, Skikke o. s. v., som de skulde overgive Menigheden. De vidnede ikke blot om de Ting, de hørte og saa, men ogsaa om den Vejledning, der blev dem til Del ved den hellige Aand. Deri handlede de som tro Husholdere. »Saaledes agte man os . . .  som Husholdere over Guds Hemmeligheder«, sagde Paulus. Og den samme Tanke gaar igennem Herrens Ord, naar det hedder: »Jeg vil gore eder til Menneskefiskere«, »vogt mine Faar«, »vogt mine Lam«. Apostelen siger: »Kristi Hemmelighed [Evangeliets dybe Sandheder om den nye Skabnings — Kristuspersonens — himmelske Kaldelse] blev i andre Slægter ikke kundgjort for Menneskenes Børn, saaledes som den nu er blevet aabenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Aanden.«   Hensigten med dennne Aabenbaring siges at være den at »oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud«. (Ef. 3, 3-11.) I sin Omtale af, hvorledes Menigheden skal opbygges paa Apostlenes og Profeternes Grundvold med Jesus Kristus selv som Hovedhjørnestenen, erklærer Apostelen: »Det er for denne Sags Skyld [for at hjælpe med til at opføre Guds Tempel, Menigheden], at jeg, Paulus, [er] Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger.« — Ef. 2, 20. 22; 3, 1.

Herren havde lovet: » Talsmanden skal lære eder alle­ Ting og minde eder om alle Ting, som  jeg bar sagt erder«, »og de kommende Ting skal han forkynde eder.« Jon. 14, 26; 16, 13.) I en vis Forstand gælder dette uden Tvivl hele Menigheden; men i en særlig Grad fik [238] det sin Opfyldelse paa Apostlene; ja, vi kan sige, at det endnu i vore Dage er gennem dem, at det tillige opfyldes paa Menigheden, idet deres Ord stedse er de Midler, som den hellige Aand benytter til at undervise os om nyt og gammelt. I Overensstemmelse med denne Forjættelse forstaar vi, at Apostlenes Inspiration har været af en trefoldig Art: 1) En Opfriskning af deres Hukommelse, saa de blev sat i Stand til at erindre sig Jesu egen Lære. 2) Vejledning til Forstaaelse af Sandheden om Guds Tidsalderplan. 3) Særlige Aabenbarelser om kommende Ting, om hvilke Jesus havde sagt: »Jeg har endnu meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu.« — Joh. 16, 12.

Vi skal ikke antage, at Opfriskningen af Apostlenes Hukommelse indbefattede et nøjagtigt Diktat af selve Ordlyden af eller Rækkefølgen i Jesu Udtalelser. Det nye Testamentes Skrifter bærer ikke Vidnesbyrd om et saadant Diktat. Dog er Jesu Løfte i sig selv en Garanti for Rigtigheden af Apostlenes Udsagn. I hvert af de fire Evangelier finder vi en Beretning om Jesu Liv og Virksomhed. Men Forfatterens Personlighed træder i hvert af dem tydeligt frem. De beretter hver paa sin Maade de Enkeltheder, der forekom dem mest vigtige. Ved Guds Ledelse kom disse forskellige Beretninger til sammen at udgøre en saa, fuldstændig Historie, at den kunde tjene som Grundlag for Menighedens Tro paa Jesus som den af Profeterne forud omtalte Messias ved at vise Profetiernes Opfyldelse paa ham og samtidig bringe den nødvendige Oplysning om Jesu Liv og Lære. Havde Inspirationen bestaaet i et ordret Diktat, vilde det ikke have været nødvendigt, at forskellige Mænd nedskrev Fortællingerne. Det er værd at lægge Mærke til, at medens enhver af Forfatterne har haft personlig Frihed med Hensyn til Valget af Udtryksmaaden saavel som af det Stof, der forekom ham mest berettelse sværdigt, har dog Herren ved sin hellige Aand saaledes ordnet det [239] samlede Arbejde, at intet af Vigtighed er blevet udeladt; alt det nødvendige er trofast blevet gengivet, »for at Guds-Mennesket maa blive fuldkomment, dygtiggjort til al god Gerning.« Det er interessant at se, hvorledes Apostelen Johannes' Beretning udfylder de andre tre Evangelisters, at han især behandler vigtige Begivenheder og Forhold, som de andre gaar hen over uden Omtale.

Der ligger i Jesu Forsikring om, at han ved den hellige Aand vilde lede Apostlene og gennem dem hele den nye Skabning til hele Sandheden, en Antydning om, at Vejledningen snarere vilde blive af en almindelig end af en personlig Art. At Løftet virkelig blev opfyldt pas denne Maade, fremgaar af Beretningerne. Skønt alle Apostlene med Undtagelse af Paulus var jævne og ulærde Mænd, er dog deres Udlægninger af Skriften meget bemærkelsesværdige. De var i Stand til at »lægge de vises Visdom øde« — Teologernes paa deres egen Tid saavel som senere. Hvor veltalende end Vildfarelsen kan være, formaar den dog ikke at holde Stand mod deres Bevisrækker, hentede fra Loven, Profeterne og Jesu Lære. De jødiske lovkyndige fik dette at mærke. Vi læser om hvorledes »de kendte dem, at de havde været med Jesus« — havde taget imod hans Lære og var blevet delagtige i hans Aand. — Ap. G. 4, 5. 6. 13.

De apostoliske Breve bestaar af logiske Beviser, fra det gamle Testamentes Skrifter og fra Jesu Ord. Alle de, der i Evangeliets Tidsalder har faaet Del i denne samme Aand ved at forfølge de Slutningsrækker, som Herren gennem sine Talerør har sat frem for os, bliver ledet til de samme sandfærdige Resultater. Vor Tro beror derfor ikke paa Menneskers Visdom, men paa Guds Kraft. (1 Kor. 2, 4. 5.) Dog findes der ikke i selve disse Lærdomme ligesom heller ikke i den historiske Fremstilling af dem noget Bevis for, at de er fremkommet ved ordret Diktat. Der er intet Tegn [240] paa, at Apostlene blot var Afskrivere for Herren, at de talte og skrev paa samme mekaniske Maade, som Profeterne gjorde i gamle Dage. (2 Pet. 1, 21.) Snarere maa vi sige, at Apostlenes klare Anskuelser skyldtes deres oplyste Sind, der satte dem i Stand til at forstaa Guds Hensigter og berette tydeligt om dem. Paa samme Maade har ogsaa alle Herrens Folk siden da ved at følge Apostlene faaet Lov til at vokse i Naade, Kundskab og Kærlighed og har saaledes »sammen med alle de hellige formaaet at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Højden og Dybden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgaar al [menneskelig] Erkendelse.« — Ef. 3, 18. 19.

Dog er vi fuldt ud berettigede til at antage, at Nedskrivningen af deres Lærepunkter saavel som af de historiske Beretninger blev ledet af Herren paa en saadan Maade, at urigtige Ord blev undgaaet og Sandheden fremsat i en saadan Form, at den kunde være Mad i rette Tid for alle Troens egne. Herren havde i Forvejen talt om denne Guds Ledelse, da han sagde »Hvad som helst I binder paa Jorden, skal være bundet i Himmelen, og hvad som helst I løser paa Jorden, skal være løst i Himmelen.« (Matt. 18, 18.) Vi forstaar ikke derved, at Herren vilde give Afkald paa sin Bestemmelsesret og handle efter Apostlenes Forskrift, men derimod, at de saaledes vilde blive ledet af den hellige Aand, at deres Afgørelser i Menigheden med Hensyn til, hvad der skulde være bindende, og hvad der skulde overlades til den enkeltes frie Valg, blev rigtige, og at hele Menigheden derfor kunde vide, at saadanne Ting var afgjort, at de nedlagte Regler udtrykte Herrens saavel som Apostlenes Beslutning.

»Paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed.«

Da Apostelen Peter vidnede, at Herren var Messias, svarede Jesus ham i fuld Overensstemmelse med det foregaaende: » Salig er du, Simon Jonas' Søn; thi Kød [241] og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. Saa siger jeg ogsaa dig, at du er Petrus [petros — en Sten, en Klippe], og paa denne Klippe [petra — en Klippemasse — den store Grundsandhed, som du netop har fremsat] vil jeg bygge min Menighed.« Herren selv er Bygmesteren og tillige Grundvolden. »Anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus.« (1 Kor. 3, 1.) Han er den store Klippe, og Peters Bekendelse angaaende ham var derfor et Klippe-Vidnesbyrd en — Erklæring, der berørte selve Grundprincippet i den guddommelige Plan. Saaledes forstod Peter selv denne Sag, og saaledes udlægger han den for os. (1 Pet. 2, 5. 6.) Han erklærede, at alle de virkelig indviede var levende Stene, der maatte komme til den store Klippe i Guds Plan, Kristus Jesus, for at blive opbygget til et helligt  Tempel for Gud ved Foreningen med ham, der er Grundvolden. Peter gjorde altsaa ikke Paastand paa selv at være Hovedhjørnestenen, men regnede sig kun for at være en af de »levende Stene« (lithos) i Menigheden, skønt petros, en Klippe, betegner en noget større Sten end lithos, ligesom ogsaa alle Apostlene i deres Egenskab af Grundstene spillede en større Rolle i Guds Plan end deres Brødre. Aab. 21, 14.

Myndighedens Nøgler.

I samme Forbindelse sagde Jesus til Peter: »Jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.« Den Myndighed, der blev overdraget Apostlene som et Hele, blev altsaa særlig udtalt overfor Peter. Samtidig blev som en yderligere Forret Nøglerne overgivet ham, Magten eller Bemyndigelsen til at lukke op. Vi husker, hvorledes Peter benyttede disse Rigets Nøgler, da han aabnede Adgangen til den nye Husholdning, først før Jøderne paa Pinsedagen og senere for Hedniegerne [242] i Kornelius' Hus. Vi læser, at Peter paa Pinsedagen, da den hellige Aand blev udgydt, stod frem sammen med de elleve; han gjorde Begyndelsen, han lukkede op, de andre fulgte efter, og saaledes blev Evangeliekaldet aabnet for Jøderne. Senere hen lod Herren nogle Sendebud komme fra Kornelius til Peter, efter først i et Syn at have fortalt denne, at han skulde tage imod deres Indbydelse. Saaledes blev han ogsaa brugt til at aabne Barmhjertighedens, Frihedens og Forrettens Dør for Hedningerne, for at ogsaa de kunde blive delagtige i den himmelske Kaldelse til den nye Skabning. Dette er altsammen i god Overensstemmelse med, hvad vi har set angaaende Herrens Hensigt med Udvælgelsen af de tolv Apostle. Jo klarere Guds Folk lærer at forstaa, at disse tolv Mænd blev sat som særlige Repræsentanter for den nye Husholdning og deres Ord som særlige Sandhedskanaler for den nye Skabning, desto lettere vil de kunne tage imod deres Ord, og desto mere utilbøjelige vil de være til at hylde saadanne Lærdomme, som er i Modstrid med deres Vidnesbyrd. »Hvis de ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord, er det, fordi der intet Lys er i dem.« — Es. 8, 20, eng. Overs.

Det sidste Punkt i Jesu Løfte lyder: »De kommende Ting skal han [Faderens hellige Aand] forkynde eder.« Der ligger i dette en Forjættelse om en særlig Inspiration for Apostlene og indirekte om, at Guds Folk lige ned til Slutningen af denne Tidsalder skulde modtage Velsignelse og Oplysning gennem deres Ord. Saaledes skulde de ikke blot være hellige Apostle, men ogsaa Profeter eller Seere, der forkyndte Menigheden fremtidige Begivenheder. Det er ikke nødvendigt at antage, at alle Apostlene blev brugt i samme Udstrækning ved Udførelsen af disse forskellige Tjenester. Det er en Kendsgerning, at nogle af dem blev hædret, ikke blot med større Lejligheder til Tjeneste som Apostle, men ogsaa ved at blive mere benyttet til [243] at forkynde fremtidige Ting. Apostelen Paulus peger paa forskellige Begivenheder og Forhold, der skulde indtræde: Det store Frafald i Menigheden, Aabenbarelsen af Syndens Menneske Hemmeligheden angaaende Kristi andet Komme, og at vi ikke alle skal sove, men dog alle maa forvandles, den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, at Menigheden, Hedningerne medindbefattede, skulde være Arving til det Løfte, der blev givet Abraham — at hans Sæd skulde  velsigne alle Jordens Slægter o. s. v. Han viser as ogsaa, at i Slutningen af Tidsalderen vil der herske daarlige Tilstande i Menigheden, at Menneskene da vil være saadanne, som mere elsker Vellyst, end de elsker Gud, og som vel har Gudfrygtighedens Skin, men fornægter dens Kraft, samt at »svare Ulve« (Bibelkritikere) skal komme ind, som ikke vil spare Herrens Hjord. Der blev kastet en stærk Glans over alle Apostelen Paulus' Skrifter fra de Syner og Aabenbarelser, hvorved der blev vist ham Ting, som paa hans Tid endnu var fremtidige og ikke engang fuldt ud maatte forklares. Nu bliver disse Ting aabenbaret for de hellige ved Hjælp af det gamle Testamentes Profetier og Forbilleder, der nu kan forstaas i Lyset af Apostlenes Ord, fordi den rette Tid er inde til at forstaa dem.

Apostelen Peter viser os ogsaa i sin Egenskab af Profet, at der skal komme falske Lærere ind i Menigheden, Mennesker, som i al Hemmelighed vil forsøge at indføre skrækkelige Vildfarelser, idet de endog fornægter den Herre, der købte dem. Med Blikket profetisk fæstet paa vor Tid siger han: »I de sidste Dage skal der komme Spottere, . . . som siger: Hvad bliver der af Forjættelsen om hans [Kristi] Nærværelse« o. s. v. Han profeterede ogsaa, at »Herrens Dag skal komme som en Tyv«.

Apostelen Jakob taler ligeledes profetisk om Slutningen af denne Tidsalder, naar han siger: »Og nu, I rige, græd og jamre over de Ulykker, som kommer over [244] eder. . . . I har samlet Skatte i de sidste Dage.«

Apostlenes Ufejlbarlighed.

Ifølge det foregaaende er vi fuldt ud berettigede til at tro, at Apostlene blev ledet af Herren ved den hellige Aand paa en saadan Maade, at alle deres offentlige Udtalelser kan siges at være inspirerede Formaninger til Menigheden og derfor ikke mindre ufejlbarlige end de Udsagn, den foregaaende Tidsalders Profeter var fremkommet med. Skønt vi saaledes i Forvejen føler os forvissede om Sandheden af deres Vidnesbyrd og om, at alle deres Budskaber til Menigheden har Guds Bifald, vil det dog være godt omhyggeligt at undersøge følgende fem Omstændigheder, der omtales idet nye Testamente, og som i Almindelighed bliver betragtet som, stridende mod den Tanke, at Apostlene var ufejlbarlige i deres Lære. Vi vil undersøge disse Punkter hvert for sig.

1) Peters Fornægtelse kort før Jesu Korsfæstelse. Der kan ikke være Tvivl om, at Peter her faldt i en meget alvorlig Synd, som han bagefter oprigtigt angrede. Men vi maa ikke glemme, at skønt denne Overtrædelse blev begaaet, efter at han var blevet valgt til Apostel, fandt den dog Sted, inden han paa Pinsedagen var blevet salvet med den hellige Aand, og inden han altsaa i den fuldeste Betydning af Ordet var blevet indsat af Gud i sit Apostelembede. Desuden hævder vi blot, at Apostlene var ufejlbarlige i deres offentlige Forkyndelse, den mundtlige saavel som den skriftlige, ikke i alle de enkelte Forhold i deres Liv, da de uden Tvivl ogsaa led under Skrøbelighederne i deres Lerkar, der havde taget Skade ved det Fald, som alle Adams Efterkommere blev delagtige i. Apostelens Udtalelse [245] om, at vi har »denne Skat i Lerkar«, gælder øjensynlig ham selv og de øvrige Apostle saavel som hele Menigheden — alle dem, der har modtaget den hellige Aand. Vor Mesters store Forsoningsværk dækker over disse Kødets Skrøbeligheder, der strider mod vore Ønsker som nye Skabninger.

Det apostoliske Embede i Herrens og Menighedens Tjeneste havde ikke noget som helst at gøre med Kødets Svagheder hos Apostlene; det blev ikke tildelt dem paa Grund af menneskelig Fuldkommenhed, men til Trods for, at de, som de selv siger, var »Mennesker med samme Lidenskaber« som vi andre. (Ap. G. 14, 15, eng. Overs.) Embedet bragte dem ikke Genoprettelse — Fuldkommenhed i deres dødelige Legeme — men blot det nye Sind og hellige Aand til at herske over dette Legeme. Det bevirkede ikke, at deres Tanker og Handlinger blev fuldkomne, men blot, at de blev ledet paa en saadan Maade, at deres offentlige Lære var ufejlbarlig — var Herrens Ord. Det er denne Art Ufejlbarlighed, Paverne gør Paastand paa at sidde inde med, at de, naar de taler ex cathedra, paa Embedsvegne, bliver ledet af Gud, der ikke tillader dem at tage fejl. Denne Paastand gøres ud fra den Betragtning, at Pa­verne ogsaa er Apostle, hvorved man ganske ser bort fra den Omstændighed, at Skriften lærer, at der blot var »Lammets tolv Apostle«.

2) Ved en anden Lejlighed gjorde Peter sig skyldig i »Hykleri«, i at handle tvetydigt. (Gal. 2, 11-14.) Det bliver fremført som et Bevis paa, at Apostlene ikke var ufejlbarlige i deres Opførsel. Dette sidste indrømmer vi, fordi Apostlene selv siger det (Ap. G. 14, 15); men vi gentager, at disse menneskelige Ufuldkommenheder ikke fik Lov at hindre deres Gerning eller Brugbarhed som Apostle, der forkyndte »Evangeliet i den hellige Aand, som blev sendt fra Himmelen« (1 Pet. 1, 12; Gal. 1, 11. 12) — ikke med menneskelig Visdom, men med Visdommen herovenfra. (1 Kor. 2. 5-16.) [246] Denne Fejltagelse fra Peters Side rettede Gud hurtigt ved Apostelen Paulus, der paa en venlig, men bestemt Maade »traadte op imod ham for hans aabne Øjne; thi domfældt var han«. Og at Peter paa rette Maade tog imod denne Irettesættelse, samt at han ganske overvandt sin Svaghed med Hensyn til at foretrække Jøderne, bliver rigelig bevidnet ved hans to Breve, i hvilke der ikke kan findes noget Spor af Vaklen med Hensyn til denne Sag lige saa lidt som nogen Mangel paa Troskab mod og Anerkendelse af Herren.

3) Der hævdes, at Apostlene ventede, at Herrens Genkomst skulde finde Sted meget snart, muligvis i deres egen Levetid, og at de her tog fejl i et Punkt, der angik Læren, hvad der skulde vise, at deres Vidnesbyrd er upaalidelige. Hertil vil vi svare, at Herren selv havde erklæret, at Apostlene ikke skulde vide noget bestemt om Tiden for hans andet Komme og Rigets Oprettelse. Han formanede blot dem og alle til at vaage, for at de kunde forstaa, naar denne Begivenhed forestod, og ikke være i Mørke angaaende dette, saaledes som Verden i Almindelighed skulde være det. Da de efter Herrens Opstandelse stillede et Spørgsmaal til ham angaaende denne Sag, svarede han: »Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt.«  Skal vi da finde noget underligt i, at Apostlene ikke var paa det rene med en Sag, som efter Herrens egen Erklæring for en Tid skulde være en guddommelig Hemmelighed? Sikkert ikke! Vi finder imidlertid, at ved den hellige Aands Vejledning angaaende de kommende Ting blev ogsaa Apostlenes Udtalelser om Tiden for det andet Komme holdt i det rigtige Spor. Deres egne Ord viser os tydeligt, at de saa langt fra ventede denne Begivenhed i deres Levetid.

For Eksempel siger Apostelen Peter udtrykkeligt, at han skrev sine Breve, for at hans Vidnesbyrd kunde være Menigheden til Hjælp efter hans Bortgang, hvad [247] der klart beviser, at han ikke ventede at leve til Riget var blevet oprettet. (2 Pet. 1, 15.) Skønt Apostelen Paulus erklærede, at Tiden var kort, sagde han dog ikke noget om, hvor kort den var. Hvis vi betragter de første syv Tusind Aar fra Adams Skabelse som en Uge paa syv Tusindaarsdage, af hvilke den sidste skal være Messiasrigets Tid, var mere end fire Sjettedele af Ventetiden allerede forbi i Apostlenes Dage, og Tiden derfor vidt fremskredet set fra dette Synspunkt. Paa nøjagtig samme Maade taler vi om jordiske Ting, naar vi paa en Torsdag siger, at Ugen snart er forbi. Paulus talte ogsaa om sin Bortgang, om sin Beredvillighed, ja, sin Lyst til at sætte Livet til. Han viser os, at Herrens Dag vil komme som en Tyv om Natten. Fejlagtige Anskuelser om denne Sag rettede han, da han udtalte: »Vi beder eder Brødre, at I ikke i en Hast maa lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække, hverken ved nogen Aand eller nogen Tale eller noget Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Haanden. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn. . . . Kommer I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder, og nu ved I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid.«

4) Man indvender imod Paulus, at skønt det var ham, som skrev: »Jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lader eder omskære, vil Kristus intet gavne eder« (Gal. 5, 2), saa lod han dog Timotheus omskære. (Ap. G. 16, 3.) Man spørger nu: Gjorde  han ikke dermed noget urigtigt, noget, som var i Modstrid med hans eget Vidnesbyrd? Nej, Timotheus var en Jøde, fordi hans Moder var en Jødinde. (Ap. G. 16, 1.) Og Omskærelsen var iblandt Jøderne en Nationalskik, som begyndte, før Moseloven blev givet, og som blev fortsat, efter at Kristus havde gjort en Ende paa Lovpagten ved at nagle den til Korset. Omskærelsen blev paabudt [248] Abraham og hans Sæd, 430 Aar før Loven blev givet paa Sinai Bjerg. Peter blev kaldt de omskaarnes (Jødernes) Apostel og Paulus de uomskaarnes (Hedningernes) Apostel. — Gal. 2, 7. 8.

Udtalelsen i Gal. 5, 2 blev slet ikke henvendt til Jøder. Paulus talte her til Hedninger, hvis eneste Grund til at ønske eller blot tænke paa at lade sig omskære var den, at visse falske Lærere forvirrede dem ved at fortælle, at de maatte holde Lovpagten saavel som tage imod Kristus. Apostelen viser her, at hvis de (af en saadan Grund) lod sig omskære, vilde det betyde en Forkastelse af Naadepagten og dermed af hele Kristi Værk. Han havde ikke noget at indvende imod, at Jøderne overholdt deres Nationalskik, Omskærelsen. Dette fremgaar af hans Ord i 1 Kor. 7, 18. 19 saavel som af hans Fremgangsmaade overfor Timotheus. Det var dog ikke nødvendigt for Timotheus eller for nogen anden Jøde at lade sig omskære; men det var heller ikke urigtigt. Og da nu den unge Timotheus skulde færdes meget iblandt Jøderne, vilde Omskærelsen betyde en Fordel for ham, fordi han ad den Vej lettere kunde vinde Jødernes Tillid. Men vi ser, hvorledes Paulus standhaftigt gjorde Modstand i en saadan Sag, da nogle i Uforstand vilde have Titus, en fuldblods Græker, omskaaret. — Gal. 2, 3-5.

5) Beretningen om Paulus' Optræden ved en bestemt Lejlighed, som er omtalt i Ap. G. 21, 20-26, menes af nogle at være i Modstrid med hans egen Forkyndelse af Sandheden og anføres derfor som Bevis paa, at han kunde tage fejl med Hensyn til Lære og Skikke. Man hævder, at det var paa Grund af hans urette Handlemaade i dette Tilfælde, at han kom til at gennemgaa saa meget som Fange og til Slut blev sendt til Rom. Men en saadan Anskuelse støttes ikke af Skriften. Beretningen viser os, at Paulus under alt dette havde de øvrige Apostles Sympati og Bifald, og at han fremfor alt vedblivende besad Herrens Gunst. Han blev af de [249] andre Apostle tilskyndet til at optræde som han gjorde. Før han drog op til Jerusalem, var det blevet profeteret for ham, at han skulde lægges i Baand og Lænker (Ap. G. 21, 10-14); men i Lydighed imod sin Overbevisning og sin Pligt trodsede han al den forudsagte Modgang. Midt under hans Vanskeligheder kom Herren til ham og sagde: »Vær frimodig; thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne, i Rom.«  Ogsaa  senere  hen læser vi om, at Herren sendte ham et Budskab som Tegn paa sin Gunst: »Der  stod en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde: Frygt ikke, Paulus, du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejler med dig.« — Ap. G. 23, 11; 27, 23. 24.

I Betragtning af disse Omstædigheder maa vi søge at komme til en Forstaaelse af Paulus' Optræden, som kan være i Overensstemmelse med hans ellers saa djærve og ædle Fremgangsmaade. Vi maa have Agtelse for den Gerning og det Vidnesbyrd, som Gud ikke blot ikke dadlede, men endog bifaldt. Undersøger vi nu Ap. G. 21, 21-24, ser vi i Vers 21, at Paulus ikke havde lært, at de jødiske troende ikke skulde omskære deres Børn; heller ikke havde han lært dem at falde fra Moseloven. Han havde tværtimod fremhævet denne ved at pege hen paa de mere storslaaede Virkeligheder, som den fremstillede i Forbilleder. Saa langt fra at dadle Moses ærede han netop Moses og Loven, idet han sagde: Budet er helligt, retfærdigt og godt. Han paaviste, at ved Loven var Kundskaben om Syndens overvættes Syndighed blevet forøget, at Loven, var saa storslaaet, at intet ufuldkomment Menneske helt kunde holde den, at Kristus ved at holde den havde sikret sig dens Belønninger og nu under Naadepagten tilbød dem, der ikke kunde holde Loven, det evige Liv som en Gave paa Betingelse af, at de ved Tro fik deres Ufuldkommenheder [250] dækket af hans fuldkomne Lydighed og Offer og blev hans Efterfølgere paa Retfærdighedens Sti.

Mange Skikke fra den jødiske Husholdning, Fasterne, Iagttagelsen af Nymaaner, Sabbater og Festdage, var Forbilleder paa aandelige Virkeligheder i Evangelietidsalderen. Apostelen viser klart, at Evangeliet hverken paabyder eller forbyder disse Skikke. Nadveren og Daaben er de eneste symbolske Handlinger, der er os paalagt, og de er af en helt anden Karakter. — Kol. 2, 16. 17; Luk. 22, 19; Matt. 28, 19.

Det var en af disse symbolske Skikke, »Renselsen«, der blev iagttaget af Paulus og de fire Jøder ved den Lejlighed, hvorom der nu tales. Som Jøder havde de ikke blot Ret til, de ønskede det, at indvie sig til Gud i Kristus, men ogsaa til at fuldbyrde dette Symbol paa Renselse. Det var dette, der fandt Sted. De Mænd, som var med Paulus, havde aflagt et Løfte om at ydmyge sig for Herren og Folket ved at lade deres Hoved rage. Disse symbolske Skikke var forbundet med visse Omkostninger; »Ofret« bestod derfor i en Pengesum for hver enkelt, hvormed Templets Udgifter blev dækket.

Apostelen Paulus lærte ikke Jøderne, at de var fri fra Loven, men tværtimod, at Loven havde Herredømme over dem, saa længe de levede. Imidlertid paaviste han, at hvis en Jøde tog imod Kristus og »døde med ham«, bragte det Lovens Fordringer overfor en saadan til at ophøre og gjorde ham til Guds frigivne. (Rom. 7, 1-4.) Men de omvendte af Hedningeæt lærte han, at de aldrig havde været under den jødiske Lovpagt, og at et Forsøg fra deres Side paa at holde Lovens Skikke og Ceremonier vilde betyde, at de byggede deres Haab om Frelse paa saadanne Symboler i Stedet for helt, ud at stole paa Kristi Offers Fortjeneste. Og dette vandt alle Apostlenes Bifald.— Ap. G.  21, 25; 15, 20. 23-29.

Den Slutning, vi kommer til, gaar ud paa, at Gud paa forunderlig Vis benyttede de tolv Apostle som [251] Tjenere for sin Sandhed. Han vejledede dem paa en ovenaturlig Maade ved Affattelsen af deres Skrifter, saa at intet, som kunde være til Nytte for Guds-Mennesket, er blevet udeladt. I selve deres Skrifters Ordlyd er der aabenbaret en Omhu og Visdom, der peger ud over, hvad Apostlene selv forstod. Priset være Gud for denne vor Tros sikre Grundvold!

Apostlene ikke Herrer over Guds Arv.

Skal Apostlene i nogen som helst Forstand betragtes som Herrer i Menigheden?  Var der nogen af dem, der traadte i Stedet for Herren som Hoved for Menigheden, de han havde forladt dem? Eller udgjorde de tilsammen et Hoved, der tog hans Plads og greb Regeringens Tøjler? Eller blev de maaske det, som de romerske Paver senere hævdede, at de selv var, Kristi Stedfortrædere overfor Menigheden, der er hans Legeme?

Angaaende disse Spørgsmaal finder vi i Ef. 4, 4. 5 et tydeligt Svar af Paulus. Der er eet Legeme og een Herre. Hvilken indbyrdes Stilling de forskellige Lemmer paa Legemet end indtager overfor hverandre, skal vi iblandt disse altsaa kun anerkende een som Herre og Hoved. Dette lærte Herren os meget klart, da han en Dag overfor Mængden og sine Disciple udtalte om de skriftlærde og Farisæerne: »De vil gerne . . . kaldes Rabbi af Menneskene; men I skal ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I er alle Brødre.« (Matt. 23, 1. 2. 6-8.) Ved en anden Lejlighed sagde Jesus til Apostlene: »I ved, at de, der gælder for Folkenes Fyrster, hersker over dem, og de store iblandt dem bruger Myndighed over dem. Men saaledes er det ikke iblandt eder. Men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener, og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men [252] for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.« — Mark 10, 42-45.

Der findes heller ikke nogen Antydning om, at den første Menighed nogen Sinde betragtede Apostlene som Herrer, eller at disse nogen Sinde tiltog sig en saadan Myndighed eller Værdighed. De gik frem paa en helt anden Maade end senere Paverne og de fremragende Prædikanter i alle kristne Samfund. Peter kaldte aldrig sig selv Apostlenes Fyrste, som Katolikkerne benævner ham. Heller ikke betitlede han og de øvrige hverandre eller var Genstand for en saadan Hyldest fra Menighedens Side. De omtaler hverandre simpelthen som Peter, Johannes, Paulus o. s. v. eller ogsaa som Broder Peter, Broder Johannes o. s. v. og alle Menig­hedens Medlemmer blev hilst paa lignende Maade — som Brødre og Søstre. (Se Ap. G. 9, 17; 21, 20; Rom. 16. 23; 1 Kor. 7, 15; 8, 11; 2 Kor. 8, 18; 2 Thess. 3, 6. 16; Filemon 7. 16.) Ja, det hedder om Herren selv, at han ikke skammede sig ved at kalde dem alle »Brødre« (Heb. 2, 11.) Saa fjernt laa det selv ham at indtage nogen bydende Stilling, skønt han dog var udrustet med virkelig Myndighed.

Heller ikke gik de ledende Tjenere i den første Menighed omkring i Præstekjole med Kors og Rosenkrans eller lignende. De forlangte ikke, at Folket skulde vise dem Hyldest og Ærbødighed; thi Herren havde lært dem, at den største iblandt dem var den, der var mest villig til at tjene. Da Menigheden blev adspredt ved Forfølgelse og forjaget fra Jerusalem, holdt de elleve tappert Stand, villige til at gøre, hvad som helst de kunde. I denne prøvende Tid saa Menigheden ganske naturligt tilbage til Jerusalem efter Opmuntring og Hjælp. Var ogsaa Apostlene flygtet, vilde hele Me­nigheden være blevet forfærdet og grebet af Panik. Vi ser hvorledes Jakob omkom for Herodes' Sværd, og Peter blev med Udsigt til at møde en lignende Skæbne kastet i Fængsel og lænket mellem to Soldater. (Ap. G. 12, 1-6.) [253] Paulus og Silas blev under Udførelsen af deres Tjeneeste grebet og hudstrøget, derpaa kastet i Fængsel med Fødderne fastgjort i svære Blokke. Paulus maatte udholde mange Trængsler foruden denne.  (Ap. G. 16, 23. 24; 2 Kor. 11, 23-33.) Tydede alt dette paa, at de blev betragtet som Herrer eller opførte sig som saadanne? Sikkert ikke.

Peter udtalte sig meget tydeligt om samme Sag, da han formanede de Ældste til at »vogte Guds Hjord«. Han siger ikke »eders Hjord, eders Fold, eders Menighed«, som vi saa ofte hører Præster i vor Tid sige; men han taler om, at de skal vogte Guds Hjord, ikke som de, der vil herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden — Mønstre med Hensyn til Ydmyghed, Trofasthed, Iver og Gudfrygtighed. (1 Pet. 5, 1-3.) Og Paulus siger: »Mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespil er vi blevet for Verden, baade for Engle og Mennesker. Vi er Daarer for Kristi Skyld, . . . vi er vanærede. Indtil denne Time lider vi baade Hunger og Tørst og Nøgenhed og faar Næveslag og har intet blivende Sted og arbejder møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, giver vi gode Ord; som Verdens Ferjeskarn er vi blevet, et Udskud for alle indtil nu.« (1 Kor. 4, 9-13.) Heri lignede de saa sandt ikke Herrer. I Bekæmpelse af nogle Brødre, der syntes at have den Ide, at de burde være Herrer over Guds Arv, siger Paulus ironisk: »I er allerede mættede I er allerede blevet rige, I er blevet Konger uden os.« Men længere fremme anbefaler han Ydmyghed som det eneste rigtige, idet han siger: »Bliv mine Efterfølgere«, nemlig i denne Henseende. Et andet Sted udtaler han: »Saaledes agte man os: Som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder.« — 1 Kor. 4, 8; 16, 1.

Den. [254] samme Apostel siger ogsaa: »Ligesom vi af Gud er fundet værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes taler vi, kke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter; thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale, som I ved, ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne; ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder, som naar en Moder ammer sine egne Børn.« (1 Thess. 2, 4-7.) Apostlene udstedte hverken Buller eller Banlysninger. Derimod finder vi iblandt deres kærlige Formaninger saadanne Udtryk som: »Vi bliver udskældt — og vi velsigner«; »jeg beder dig, min ægte Synzygus«; »en gammel Mand maa du ikke skænde paa, men forman ham som en Fader.« — 1 Kor. 4, 13; Fil. 4, 3; 1 Tim. 5, 1.

Den første Menigheds Medlemmer værdsatte med Rette Apostlenes Fromhed og deres overlegne aandelige Kundskab og Visdom. De betragtede dem som Herrens særlig udvalgte Sendebud, hvad de virkelig ogsaa var, og de sad ved deres Fødder som Disciple, dog ikke som saadanne, der uden Kritik og Modsigelse tog imod alt. De prøvede Aanderne og søgte at faa Vidnesbyrdet stadfæs. (1 Joh. 4, 1; 1 Thess. 5, 21; Es. 8, 20.) Og Apostlene paa deres Side opmuntrede dem til at udvise et saadant Sindelag, at de fordrede Regnskab for deres Haab. De  kom dem i Møde i denne Henseeende, ikke med menneskelig Visdoms, menneskelige Teoriers, besnærende Ord, men med Aands og Krafts Bevisning, for at Menighedens Tro ikke skulde bero paa Men­neskers Visdom, men paa Guds Kraft. (1 Kor. 2, 4. 5.) De opfordrede ikke de første kristne til at nære en blind og overtroisk Ærbødighed for dem.

Vi læser om Berøenserne, at de »var mere velsindede end de i Thessalonika; de modtog Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig i Skrifterne, om disse Ting [255] forholdt sig saaledes«. Apostlenes stadige Bestræbelse gik ud paa at vise, at det Evangelium, de forkyndte, var det samme, som dunkelt var blevet fremstillet af de gamle Profeter, hvem det blev »aabenbaret, at det ikke var dem selv, men eder [Kristi Legeme], de tjente med disse Ting, som nu er blevet eder kundgjort ved dem [Apostlene], der har forkyndt eder Evangeliet i den hellige Aand, som blev sendt fra Himmelen«. (1 Pet. 1, 10-12.) Det var det samme Evangelium om Liv og Uforkrænkelighed, der var blevet bragt for Lyset af Herren selv. Dets større Rigdom og alle de særlige Enkeltheder, der blev vist Menigheden af Apostlene under den hellige Aands Vejledning — hvad enten det nu var ved Aabenbarelser eller ved Hjælp af andre og mere naturlige Midler — var en Opfyldelse af Herrens Løfte til Apostlene og gennem dem til hele Menigheden: »Jeg har endnu meget at sige eder, men I kan ikke bære det nu.«

Det var derfor rigtigt for Berøenserne at ransage Skrifterne for at se, om Apostlenes Vidnesbyrd stemte overens med Loven og Profeterne og for ogsaa at sammenligne disse med Herrens Lære. Herren selv indbød Folk til at prøve hans Vidnesbyrd ved Hjælp af Loven og Profeterne. Han siger ved en Lejlighed: »I ransager Skrifterne; . . . og det er dem, som vidner om mig.« Hele det guddommelige Vidnesbyrd maa være indbyrdes overensstemmende, hvad enten det er blevet meddelt ved Loven, af Profeterne, af Herren, eller af Apostlene. Skriftens indbyrdes Harmoni er Beviset paa dens guddommelige Inspiration. Og, priset være­ Gud, vi finder virkelig en saadan Harmoni i Bibelen, saa at Skriftsteder fra det gamle og det nye Testamente tilsammen udgør det, som Herren kalder Guds Harpe. (Aab. 15, 2.) De forskellige Vidnesbyrd i Loven og hos Profeterne er Strengene paa denne Harpe. Naar­ den er blevet stemt af den hellige Aand i vore Hjerter, og   vi som Guds hengivne Tjenere og som dem, der [256] søger efter hans Sandheder, spiller paa den, frembringes der den dejligste Melodi, som en dødeligs Øren nogen Sinde har hørt. Lad os takke Herren for den vidunderlige Moses’ og Lammets Sang, som, vi lærer gennem de hellige Apostles og Profeters Vidnesbyrd!

Men skønt Herrens og Apostlenes Vidnesbyrd maa stemme overens med Loven og Profeterne, skulde vi dog vente, at de forkynder os nye saavel som gamle Ting; thi det har Profeterne forudsagt. (Matt. 13, 35; Ps. 78, 2; 5 Mos. 18, 15. 18; Dan. 12, 9.) Vi finder da ogsaa, at de ikke blot udlægger de skjulte Sandheder i de gamle Profetier, men tillige forkynder os nye Sandheder.

Apostle, Profeter, Evangelister, Lærere.

Ifølge den almindelige Anskuelse iblandt de kristne var de Organisationsregler, som Herren havde efterladt Menigheden, fuldstændig utilstrækkelige til at opfylde det tilsigtede Øjemed. Man har derfor ment, at Herren havde overladt det til sit Folk at organisere sig som det bedst kunde ud fra egen Visdom. De forskellige Mennesker har været stemt for mere eller mindre strenge Organisationsformer. Som Følge heraf finder vi, at de kristne Verden over er organiserede efter forskellige Systemer med større eller mindre Strenghed. Enhver paaberaaber sig Fordelene ved Styrelsen i hans egen særlige Sekt. Dette er galt. Det er ikke fornuftigt at antage, at Gud, der forud kendte den nye Skabning før Verdens Grundlæggelse, skulde have været saa forsømmelig overfor sin egen Gerning, at han har ladet sine trofaste være uden en klar Forstaaelse af hans Vilje med Hensyn til Ordningen af deres indbyrdes Forhold. Det menneskelige Sinds Tilbøjelighed gaar enten i Retning af Anarki eller i Retning af fast Organisation og Trældom. Guds Plan undgaar begge disse Yderligheder. Den afmærker for den nye Skabning en Organisationsform, der er enkel til det [257] yderste og fri for al Slags Trældom. Skriftens Opfordring til hver enkelt af os lyder jo: »Staa fast i den Frihed, hvortil Kristus har frigjort os, og lad eder ikke atter holde under Trældoms Aag!« — Gal. 5, 1.

Naar vi nu vil forsøge at fremdrage den guddommelige Ordning, maa vi udelukkende begrænse os til de hellige Skrifter og se fuldstændig bort fra Kirkehistorien. Vi maa nemlig huske, at det forudsagte Frafald, der allerede var begyndt paa Apostlenes Tid, skred meget hurtigt frem efter Apostlenes Død og naaede Toppunktet i Pavesystemet. Naar vi undersøger Bibelens Beretning, maa vi sammen med det nye Testamentes Vidnesbyrd tage de forbilledlige Indretninger under Loven. Dog maa vi tillige bestandig komme i Hu, at disse Forbilleder ikke blot fremstiller Forhold i Evangelietidsalderen, men ogsaa kommende Ting i Tusindaarsriget. Vi har saaledes set, at Forsoningsdagen og dens Gerning var et Forbillede paa Evangelietidsalderen og det, som foregaar i den. Paa den Dag bar Ypperstepræsten ikke sine Højtidsklæder, men blot de hellige, de linnede Klæder, hvilket belyste den Omstændighed, at i Evangelietidsalderen skulde hverken Herren eller Menigheden indtage en særlig ærefuld Stilling i Menneskenes Øjne. Derimod skulde de staa iført Renhed og Retfærdighed, hvilket blev fremstillet ved de linnede Klæder. For Menighedens Vedkommende betyder dette Symbol Herrens tilregnede Retfærdighed. Først efter Forsoningsdagen iførte Ypperstepræsten sig Højtidsklæderne, som symboliserede Kristi Myndighed, Magt og Herlighed i Tusindaarsriget. Menigheden er medind­befattet med Herren i dette Billede; thi ligesom Ypperstepræstens Hoved fremstillede vor Herre og Mester, saaledes var Præstens Legeme et, Billede paa Menigheden. Højtidsklæderne symboliserede derfor hele det kongelige Præsteskabs Værdighed og Hæder, naar Ophøjelsen har fundet Sted. Det romersk-katolske Præsteskab [258] har fremsat den falske Paastand, at Kristi Regering bliver udøvet ved Fuldmagt af Paverne som hans Stedfortrædere og af Kardinalerne, Ærkebiskopperne og Biskopperne under dem.  Deres Stilling skulde betegne Menigheden i Herlighed og Magt.  De forsøger at udøve et saavel borgerligt som religiøst Herredømme over Verden.  Ved deres prægtige Embedskaaber søger de at give det Udseende af, at de sidder inde med den Nne Skabnings Herlighed og Værdighed.  Det sande kongelige Præsteskab bærer imidlertid endnu Offerdagens hvide Klæder, medens de venter paa Menighedens sande Herre og paa den virkelige Ophøjelse til Herlighed, Ære og Udødelighed, der vil finde Sted, naar den sidste af de udvalgte har fuldendt sin Del af Offergerningen.

Vi maa særlig vende os til det nye Testamente, naar vi ønsker at finde nogen Vejledning angaaende Organisationsregler for Menigheden i dens Ydmygelses og Offertid. Den Omstændighed, at vi ikke finder disse Regler samlet paa eet Sted, maa ikke faa os til at tro, at de ikke udgør et fuldkomment System. Vi maa kæmpe imod vor forvendte Dømmelkrafts naturlige Forventninger med Hesnsyn til Love og huske paa, at Menighedens Medlemmer som Guds Sønner er underlagt Frihedens fuldkomne Lov, fordi de ikke længere er Tjenere, men Sønner, og fordi de som saadanne maa lære at benytte Sønneudkaarelsens Frihed og derved  i en særlig Grad bevise deres absolutte Lydighed mod Kærlighedens Lov og Principper.

Apostelen tegner for vor Tanke et Billede af den nye Skabning, der belyser hele denne Sag, nemlig en menneskelig Sikkkelse, hvor Hovedet fremstiller Herren og Legemet Menigheden. I 1 Kor. 12 er dette Billede udpenslet paa en storslaaet Maade og dog med faa Srøg. Det hedder, at  »ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de er mange, dog er eet Legeme, saaledes ogsaa Kristus [eet [259] Legeme eeller een Skare, som bestaar af mange Lemmer]. Thi med een Aand blev vi jo alle døbt til at være eet Legeme [baade Jøder og Hedninger, baade Trælle og frie].»  Apostelen henleder dernæst Opmærksomheden paa den Omstændighed, at ligesom det menneskelige Legemes Velfærd for en stor Del er afhængig af Enheden, Harmonien og Samarbejdet mellem alle Lemmerne, saaledes er det ogsaa med Menigheden, Kristi Legeme. Hvis eet Lem lider smerte eller Vanære, paavirkes alle Lemmerne vilkaarligt eller uvilkaarligt deraf, og hvis eet Lem bliver særlig velsignet eller forfrisket, faar paa lignende Maade alle de andre Del I Velsignelsen. Han taler om (Vers 23), hvorledes vi søger at skjule Svaghederne og Manglerne ved vort naturlige Legeme, samtidig med at vi bestræber os for at afhjælpe dem. Og saa siger han, at det samme bør være Tilfældet med Menigheden, Kristi Legeme. Der bør drages særlig Omsorg for de skrøbelige Lemmer. De bør tildækkes med Barmhjertighed og Kærlighed,  »for at der ikke skal være Splid i Legemet, men for at Lemmerne skal have samme Omsorg for hverandre», for de ringeste saavel som for de mest begunstigende.  — Vers 25.

Ifølge dette er virkelig Herrens Organisationsplan for Menigheden meget fuldkommen. Som det er i Naturen, saaledes er det ogsaa her. Hvor Organisationen er fuldkommen, er der mindre Brug for Skinner og Bandager,  Et Træ er gennemført organiseret. Det udgør en Enhed fra Rødderne til de yderste Kviste.  Dog bliver Grenene ikke fastholdt ved kunstig Hjælp af nogen Art. Og saaledes er det ogsaa med Kristi Legeme. Hvis det er indrettet i Overensstemmelse med de Regler, Herren har opstillet, vil der ikke være nogen Brug for Reb, Skinner eller Skruer til at holde de forskellige Lemmer sammen. Der vil ikke være nogen Brug for Love og Trosbekendelser for at holde dem forenet. Aanden er et Enhedens Baand imellem dem, [260] og saa længe Livets Aand er til Stede i Legemet, vi det vedblive at være eet. Enheden vil være stærk eller svag alt efter som Herrens Aand er mere eller mindre rigelig til Stede.

Apostelen gaar nu videre og paapeger, at Gud er den, som har Overopsynet med den nye Skabnings Anliggender. Det er ham, som har udtænkt og paabegyndt Fremstillingen af den nye Skabning.  Det hedder:  »I er Kristi Legeme og Lemmer enhver især. Og nogle  satte Gud i Menigheden [Legemet], for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellig Slags Tungetale.» Det vil være en ny Tanke for mange, der har været vant til at anbringe sig selv og andre i betroede og indflydelsesrige Stillinger i Menigheden, at Gud virkelig selv har lovet at tage sig af denne Sag iblandt dem, der forventer han Ledelse ved Ordet og ved Aanden.

Hvis dette blev klart forstaaet, vilde sikkert ikke saa mange vove at søge de yperste Pladser og paa politisk Vis kæmpe for de høje Stillinger. Før man kan forstaa Guds Omsorg for den sande Menighed, maa man imidlertid først kunne skelne mellem Menigheden og Navnsystemerne. Dernæst maa man ærbødigt og ydmygt søge at kende Guds Vilje med Hensyn til den sande Menigheds Ordning, Tjeneste og Tjenere.

Apostelen spørger: »Mon alle er Apostel? Mon alle er Profeter? Mon alle er Lærere?» Maaden han stiller Spørgsmaalet paa, indeholder den Tanke, at alle vil indrømme, at dette ikke er Tilfældet.  Enhver, der indtager een af de nævnte Stillinger, bør derfor kunne fremægge Bevis paa sin guddommelige Udnævnelse dertil og bør varetage sit Embede, sin Tjeneste, ikke som en, der vil behage Mennesker, men som den, der ønsker at behage Menighedens store Overhyrde — dens Hoved og Herre. Apostelen henleder vor Opmærksomhed [261] paa den Omstændighed, at disse forskellige Stillinger indenfor Menigheden svarer til de forskellige Lemmers indbyrdes Forhold i det naturlige Legeme. Han viser os, at ethvert Lem er nødvendigt, og at derfor intet af dem maa foragtes. Øjet kan ikke sige til Foden:  jeg har dig ikke behove, eller til Øret: Jeg har ingen Brug for dig, eller til Haanden:  Jeg trænger ikke til dig; thi sersom de alle var eet Lem, hvad blev der da af Legemet? »Legemet er jo ikke eet Lem, men mange.» — Vers 19. 14.

Det er rigtig nok, at der ikke nu findes saa mange forskellige Stillinger indenfor Menigheden. Som Apostelen sagde, var Gungeltalen et Tegn, ikke for dem, som tror, men for de vantro. Og det samme kan siges om Miraklerne. Da Apostlene, der havde Magt til at meddele disse Aandens Gaver, var døde, og da de, der havde modtaget dem, ogsaa var døde, maatte disse Mirakel-Gaver ophøre i Menigheden, som vi allerede har set, de gjorde. Men stadig vilde der være en tilsvarende Gerning for enhvar Mand eller Kvinde i Menigheden — en Lejlighed til at tjene Sandheden, Herren og de øvrige Lemmer paa Legemet, alt i Overensstemmelse med enhvers naturlige Evner. Da Miraklerne ophørte, indtog Vækst i Sandheden, i Herrens  Kundskab og i Aandens Frugter deres Plads.  Selv medens disse ringere Gaver — Gaverne til at helbrede, tale i Tunger, tyde Tunger og udføre Undergerninger — endnu fandtes i Meningheden, opfordrede Apostelen dog Brødrene til at  »tragte efter de største Naadegaver».

De kunde fornuftigvis ikke tragte efter eller vente at opnaa Apostelværdigheden, da der kun skulde være de tolv Apostle. Men de kunde begære at bliv Profeter (Udlæggere) eller Lærere. »Og ydermere», tilføjer Apostelen,  »viser jeg eder en ypperlig Vej.»  (Vers 31.) Han gaar da over til at vise, at langt større end at sidde inde med nogen af disse Gaver eller Tjenester i [262] Menigheden er det at besidde et stort Maal af Mesterens Aand, Kærligheden. Han peger paa, at selv det ringeste Medlem af Menigheden, der naar frem til fulkommen Kærlighed, har naaet en langt højere og ædlere Stilling i Herrens Øjne end nogen af Apostlene, Profeterne eller Lærerne, der maatte mangle denne Kærlighedens Naadegave.  Han erklærer, at lige meget hvor store Evnerne er, vil det dog være tomt og utilfredsstillende for Herren, hvis Kærligheden mangler.  Ja, vi kan være forvissede om, at ingen i lang Tid med Herrens Bifald kunde være Apostel, Profet eller Lærer i Menighedan, medmindre han naaede frem til den fuldkomne Kærligheds Standpunkt eller i det mindste bestræbte sig for at naa op til denne Maalestok. Han vilde ellers ganske sikkert faa Lov at drive ud i Mørket og maaske blive en Lærer i Vildfarelse i Stedet for i Sandheden — en Satans Tjener til Sigtelse for Brødrene.

I Brevet till Efeserne (4, 1-16) gentager Apostelen denne Fremstilling af Menighedens Enhed som et Legerne med mange Lemmer under det ene Hoved, Kristus Jesus, forenet ved een Aand, Kærlighedens Aand. Han opfordrer alle saadanne Lemmer til at vandre deres Kaldelse værdig i Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed og Overbærenhed. Han formaner dem til at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand.  I dette Kapitel nævner Apostelen de forskellige Tjenester, som er blevet tildelt de forskellige Lemmer paa Legemet, og han taler om Grunden til denne Tjenestefordeling, idet han siger:  »Han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning [Beredelse til den herlige Tjeneste i Tusindaarsriget], til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naar til Enhed i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst, . . .  For at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skal [263] i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.» — Ef. 4, 11-16.

Vi lægger Mærke til det Billede, Apostelen tegner for os — et menneskeligt Legeme, lille og uudviklet.  Han underretter os som, at det er Guds vilje, at alle de forskellige Lemmer skal vokse frem til fuld Udvikling, fuld Styrke og Kraft. »Mandsmodenheden» er det Billede, som fremstiller Menigheden i dens rette, fuldstændige Tilstand, Han lader Billedet gaa ned igennem hele Tidsalderen til vore Dage. Vi ser, at Lem efter Lem sov hen for at vente paa den herlige Organisation paa Opstandelsens Morgen. Men deres Pladser blev bestandig udfyldt af andre, saa at Menigheden aldrig savnede en fulstændig Organisation, skønt tilTider et Lem kunde være skrøbeligere og et andet stærkere. Dog maa ethvert Lems Bestræbelser til enhver Tid gaa ud paa at gøre alt, hvad der staar i hans Magt for at opbygge Legemet, for at styrke Lemmerne og fuldkomme dem i Aandens Frugter — »indtil vi alle naar til Enhed i Troen».

Troens Enhed er noget ønskeligt, det er noget, man maa kæmpe for at opnaa. Dog ar det ikke de Enhed, man i Almindelighed tragter efter. Det maa være en Enhed paa Grundlag af den Tro, som een Gang blev overgivet de hellige i dens fulde Renhed og Enkelhed, med Frihed for Lemmerne til at have forskellige Meninger med Hensyn til de mindre væsentlige Punkter og uden nogen Forpligtelse overfor menneskelige Gisninger og Teorier. Skriftens Fordring gaar ud paa, at Enheden maa gælde Evangeliets Grundprincipper: 1) Genløsningen ved det dyrebare Blod og Retfærdiggørelsen ved Tro derpaa samt 2) Indvielsen, Helliggørelsen, Udtagelsen til Tjeneste for Herren, Sandheden [264] og Brøderne.  Om disse Hovedpunkter maa der være Enighed, hvis der skal kunne være Samfund i den dybeste Betydning af Ordet. Overfor alle andre Punkter skal der indrømmes enhver den mest absolutte Frihed, hvilken dog bør være forenet med Ønsket om selv at se og hjælpe andre til at se Guds Plan i alle Enkeltheder.  Saaledes kan hvert Lem paa Kristi Legeme, samtidig med at det beholder sin egen personlige Frihed, være saa fuldt ud knyttet til Hovedet og til alle de andre Lemmer, at det med Glæde vil opofre alt, om det saa er Livet selv, for deres Skyld.

Vi har allerede betragtet den særlige Gerning, som Apostlene fik at udføre. Vi har lagt Mærke til den Omstændighed, at deres Antal var begrænset, og vi har set, at de endnu udfører deres Tjeneste i Menigheden, idet de som Herrens Talerør gennem Ordet prædiker for hans Folk. Lad os nu undersøge Forholdet med de andre Tjenester i Menigheden der af Apostelen omtales som Herrens Gaver til hele Legemet, Menigheden.

Herren har sat nogle til Apostle, nogle til Profeter, nogle til Evangelister og Lærere, til Velsignelse for hele Legemet, baade hvad dettes nuværende og evige Velfærd angaar. De, som alvorligt stoler paa, at Herren er Menighedens, Legemets, Hoved og Vejleder, bør forvente disse Gavers Tilstedeværelse; de bør tage imod dem og bruge dem, hvis de vil have Del i den forjættede Velsignelse. Disse Gaver bliver ikke paatvunget Menigheden; men de, som forsømmer at benytte sig af dem, naar de faar dem tilbudt, vil lide tilsvarende Tab. Herren satte fra Begyndelsen de ovennævnte Tjenere i Menigheden og viste os saaledes den ideelle Menighedsordning, idet han overlod det til sit Folk at efterfølge dette Mønster og høste den tilsvarende Velsignelse deraf eller at forsømme det og til Gengæld erfare Vanskeligheder og Skuffelser.  Lad os som dem, der ønsker at blive vejledet og undervist af Herren, give Agt paa, hvorledes han oprindelig satte Lemmerne paa Legemet, [265]  og hvilke Gaver af denne Art, han siden har tilbudt sit Folk, for at vi ad den Vej kan lære at forstaa, hvilke Gaver, der staar til vor Raadighed, og mere energisk benytte os af dem i Fremtiden.

Apostelen erklærer, at det er Herrens Ønske, at der ikke skal være nogen Adskillelse i Legemet, nogen Splittelse eller Deling. Hvis menneskelige Systemer benyttes, vil saadanne Splittelser være uundgaaelige, medmindre man gaar frem som Pavedømmet i dets Magtperiode, da det frygteligt forfulgte alle, der ikke fuldt ud var i Overensstemmelse med det.  Den derved opnaaede Enhed var imidlertid af en fremtvunget Art — ydre Enhed, ikke Hjerteenhed. De, hvem Sønnen har frigjort, kan aldrig give deres Bifald til en saadan Enhed, hvor den personlige Frihed bliver absolut ødelagt. Vanskeligheden for de protestantiske Samfund ligger ikke i, at de er for frisindede og som Følge deraf har udstykket sig i mange Afdelinger, men i, at de endnu har for meget af Moderinstitutionens Aand tilbage unden dog at besidde samme Magt, som den engang sad inde med, til at kvæle og undertrykke Tankefriheden. Vi vil uden Tvivl overraske mange ved at paastaa, at saa langt fra, at der skulde være for mange af den Slags Splittelser og Adskillelser, som vi nu ser overalt, trænger Kristi Menighed i  Virkeligheden til endnu mere Frihed — indtil hvert enkelt Medlem staar frit og uafhængigt af alle menneskelige Samfundsbaand og Trosbekendelser. Hvis hver enkelt kristen stod fast i den Frihed, hvortil Kristus har frigjort ham (Gal. 5, 1; Joh. 8, 32), og hver enkelt dristen i Troskab var knyttet til Herren og hans Ord, vilde meget hurtig den oprindelige Enhed, som Skriften taler om, komme frem. Alle Guds sande Børn, alle Medlemmer af den nye Skabning, vilde føle sig draget til de andre frie Medlemmer, ja, vilde føle sig knyttet til dem ved Kærlighedens Baand, der er langt stærkere end de jordiske Systemers og Samfunds Baand. »Kristi [266] Kærlighed tvinger os»  (»holder os sammen», Youngs Concordance). — 2 Kor. 5, 14.

Alle Medlemmer af Arons Familie kunde udnævnes til at gøre Tjeneste i det jødiske Præsteskab.  Dog var der visse Indskrænkninger og Betingelser knyttet til denne Tjeneste. Saaledes er det ogsaa i det modbilledlige kongelige Præsteskab. Alle er de Præster, alle er de Lemmer paa det salvede legeme, og Salvelsen giver hver enkelt fuld Bemyndigelse til at forkynde det gode Budskab, som der staar skrevet:  »Den Herre Herres Aand er over mig, fordi Herren har salvet mig til at forkynde et godt Budskab; han har sendt mig for at forbinde dem, som har et sønderbrudt Hjerte.» Medens disse Ord i en særlig Grad gælder Kristuspersonens, den nye Skabnings, det kongelige Præsteskabs Hoved, gælder det dog ogsaa alle Lemmerne. Derfor har ethvert indviet Guds Barn, set i store Træk, ved Salvelsen med den hellige Aand faaet fuld Bemyndigelse til at prædike Ordet — »til at forkynde hans Dyder, som kaldte os fra Mørke til sit underfulde Lys». — 1 Pet. 2, 9.

Men der blev stillet den Betingelse for de forbilledlige Præster, at de ikke maatte være behæftede med visse Skrøbeligheder, og at de skulde have naaet en vis Alder. Saaledes kan der ogsaa iblandt det kongelige Præsteskabs Medlemmer være nogle, der savner den Færdighed i offentlig Forkyndelse, som andre besidder. Enhver maa med Betænksomhed (Rom. 12, 3. 6) søge at naa til Forstaaelse af, hvilke Naadegaver Gud har givet ham, og hvad derfor hans Ansvar gælder. Ligeledes skal alle Medlemmerne lægge Mærke til de andres naturlige Anlæge saavel som til deres aandelige Egenskaber for at naa til Klarhed over Guds Vilje med Hensyn til vedkommende. I Forbilledet spillede Alderen en vigtig Rolle.  Dertil svarer hos de modbilledlige Præster Erfaring og Karakterudvikling. Skeløjethed i Forbilledet betegner hos det modbilledlige [267] Præsteskab Mangel paa Indsigt og Opfattelsen af de aandelige Ting, hvad der virkelig for saadanne vilde være en Hindring for deres offentlige Tjeneste i Menigheden. Paa lignende Maade svarer alle de forskellige Skrøbeligheder, der hindrede det forbilledlige Præsteskab i Tjenesten, til forskellige moralske, legemlige og intellektuelle Mangler hos det modbilledlige kongelige Præsteskab.

Men ligesom de vanskabte Præster i Forbilledet nød samme Rettigheder som de andre med Hensyn til deres Ophold, til at æde af Skuebrødet, Ofrene o. s. v., saaledes er det ogsaa med os i Modbilledet. De Mangler, som hindrer et Lem paa Kristi Legeme i offentligt at tjene Menigheden og Sanheden, behøver ikke at hindre hans aandelige Vækst og hans Anseelse iblandt de øvrige. Sammen med dem har han fri Adgang til Herrens aandelige Bord og til Naadens Trone. Ligesom ingen kunde udøve Ypperstepræstens Gerning uden at være lydeløs i legemlig Henseende og uden at være naaet til fuld Manddomsalder, saaledes skal heller ikke de, der tjener Sandheden i Ord og Lære, være Nybegyndere, men saadanne Lemmer paa Legemet, hvis Karaktermodenhed, Kundskaber og Aandsfrugter vil gøre dem skikkede til Tjenesten. De bør anerkendes som Ældste — ikke nødvendigvis Ældste med Hensyn til den naturlige Levealder, men som modne i Sandheden og skikkede til at formane og vejlede Brødrene i Overensstemmelse med Ordet.

Med denne Forstaaelse af Ordet Ældste kan vi indse det fornuftige i, at Skriften betegner alle dem, som udfører Sandhedens aandelige Tjeneste, med uUtrykket Ældste, hvad enten de virker som Apostle, Profeter, Evangelister, Hyrder eller Lærere. For at kunne udfylde en hvilken som helst af disse Pladser paa tilbørlig Maade maa man være anerkendt som Ældste i Menigheden. Apostlene erklærede ogsaa selv, at de var Ældste.  (1 Pet. 5, 1; 2 Joh. 1.) Hvor de taler om [268] Menighedens Tjenere og deres Udnævnelse, nævner de tre Navne:

Tilsynsmænd (Biskopper), Ældste og Hyrder (Pastorer).

Disse tre Udtryk kan imidlertid være misvisende paa Grund af den Anvendelse, man har gjort af dem i de forskellige Kirkesamfund. Det er derfor nødvendigt, at vi her forklarer, at Ordet Biskop simpelthen betyder Tilsynsmand, og at enhver Ældste blev anerkendt som Tilsynsmand over en større eller mindre Gerning. Ved en Lejlighed traf Apostelen saaledes de Ældste fra Me­nighden i Efesus, og i sin Afskedsformaning til dem siger han: »Saa giv Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den hellige Aand satte eder som Tilsynsmænd.« — Ap. G. 20, 28.

Dog fik ved Herrens Ledelse nogle af disse Ældste et større Indflydelses eller Tilsynsomraade tildelt i Menigheden og blev derfor med Rette kaldt Over-Tilsynsmænd. Dette gælder alle Apostlene. Apostelen Paulus førte Tilsyn med Menigheden i de hedenske Lande, Lilleasien og det sydlige Europa. Dog blev denne almindelige Tilsynsgerning ogsaa udøvet af andre end Apostlene. Herren oprejste nogle, der kunde tjene Menigheden paa samme Maade — ikke for slet Vindings Skyld, men med et beredvilligt Sind, med Ønsket jom virkelig at tjene Herren og Brødrene. Først kom Timotheus med i denne Tjeneste under Apostelen Paulus’ Vejledning og til Dels som hans Repræsentant. Paulus anbefalde ham til de forskellige Forsamlinger eller Menigheder af Herrens Folk. Herren var dengang og er endnu fuldt ud i Stand til at oprejse saadanne Tilsynsmænd til at formane og vejlede Hjorden. Herrens Folk bør kunne dømme om Værdien af de Raad, som saadanne Tilsynsmænd fremkommer med, og som bør understreges af et gudfrygtigt Sindelag, en ydmyg Optræden og en Selvopofrelsens Aand saavel som af absolut Mangel paa Tragten efter Ære og slet [269] Vinding. Deres Lære maa kunne staa for en indgaaende Undersøgelse i Bibelens Lys, der skal gøre det klart, om deres Fremstillinger er i Overensstemmelse baade med Ordets Bogstav og Aand. Som vi har set, blev endogsaa Apostlenes Læry saadan undersøgt. De opfordrede selv Brødrene til at gaa saaledes frem, idet de særlig roste dem, der gjorde det  uden derfor at blive spidsfindige og overkritiske. — Ap. G. 16, 11.

Saa vidt vi kan se af Kirkehistorien, traadte imidlertid snart Skinsyge og Lyst til forfængelig Ære i Stedet for ydmyg Hengivenhed og Selvopofrelse, medens Lettroenhed og Smiger hurtig afløste Bibelstudium. Som Følge heraf blev Tilsynsmændene efterhaanden selvraadige. De begyndte at hævde, at de stod paa lige Trin med Apostlene, indtil der til sidst opstod Skinsyge iblandt dem, og nogle af dem fik Titel af Ærkebiskop. Skinsyge iblandt disse Ærkebiskopper førte atter til, at en af dem blev ophøjet til Pave. Dem samme Aand har siden da hersket i større eller mindre Grad ikke blot indenfor Pavedømmet, men ogsaa iblandt dem, der er blevet bedraget og vildledet ved dets Eksempel langt bort fra Enkelheden i den første Menigheds­ordning. Som et Resultat heraf er det i vor Tid saaledes, at en Organisation som den, der fandtes i den første Menighed, nemlig uden noget Sektnavn, uden nogle enkeltes Myndighed og Ophøjelse over de andre og uden nogen Adskillelse mellem gejstlige og Lægfolk, slet ikke betragtes som nogen Organisation. Det er os imidlertid en Glæde at tage Stilling iblandt disse foragtede for saa nøje som muligt at efterfølge den første Menigheds Mønster og nyde de tilsvarende Friheder og Velsignelser.

Ligesom de Ældste i Menigheden alle er Tilsynsmænd, Vægtere i Zion, nogle blot paa et enkelt Sted, andre i en mere omfattende Betydning, saaledes kan ogsaa enhver i Overensstemmelse med sine Evner tjene Hjorden, en som Evangelist, hvis hans Egenskaber gør [270] ham skikket dertil, og hans Forhold tillader ham at drage rundt for at prædike Sandheden for Begyndere, naar som helst han finder Øren, der kan høre det gode Budskab, en anden som Pastor (Hyrde) for Hjorden, fordi han har en særlig Evne til at omgaas andre, sætte sig ind i deres Stilling, varetage de enkeltes Interesser ved at besøge dem i deres Hjem, opmuntre dem, styrke dem, holde dem sammen og forsvare dem imod de Ulve i Faareklæder, der gerne vil bide og fortære dem. Ogsaa »Profeterne« havde særlige Egenskaber, der gjorde dem skikkede til at tjene.

Ordet Profet bliver i Almindelighed ikke i vor Tid brugt i den omfattende Betydning, der var knyttet til det i gamle Dage. Nu forstaar man derved nærmest en Seer eller en, der forudsiger kommende Ting. Ordet Profet betegner imidlertid strengt taget en offentlig Taler. En Seer eller en, der fik Aabenbarelser, kunde ogsaa være en Profet i den Forstand, at han fortalte, hvad han havde set. Men de to Begreber maa holdes skarpt ude fra hinanden. Af de to Brødre, Moses og Aron, var Moses den største, da han var Guds Repræsentant. Herren sagde til ham: »Se, jeg har sat dig til en Gud [en mægtig] for Farao, og Aron din Broder skal være din Profet« — dit Talerør. (2 Mos. 7, 1.) Vi har allerede set, at flere af Apostlene var Seere i den Forstand, at de havde faaet Kundskab om kommende Ting. Vi vil her indskyde den Bemærkning, at de næsten alle ogsaa var Profeter, d. v. s. offentlige Talere, især Peter og Paulus. Men der var mange andre offentlige Talere eller Profeter. Barnabas var en saadan. Og det hedder: »Judas og Silas, som ogsaa selv var Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem.« — Ap. G. 15, 32.

Der findes ingen Antydning i Skriften om, at en Person, der er uskikket tril en bestemt Gerning, skulde betragtes som kaldet af Herren til at indtage en Stilling, som han savner de nødvendige Evner til at beklæde. [271] I Kristi Legeme er det Lemmernes Pligt at tjene hverandre i Overensstemmelse med hver enkelts Talenter, hver enkelts Evner; men, tillige bør enhver af dem være beskeden nok, ydmyg nok til ikke at tænke mere om sig selv, end han bør tænke, men nøje overveje den virkelige Værdi af de Talenter, som Herren har givet ham. Menigheden bør ikke anerkende dem, der vil være de største. Tværtimod bør Ydmyghed betragtes som en af de væsentligste Egenskaber hos dem, der skal vælges til at tjene som Ældste. Hvis derfor to Brødre synes at være lige godt udrustede med Evner, men den ene er ærgerrig og fremtrædende, medens den anden er ydmyg og tilbageholden, vil Herrens Aand, der er Visdommens og det sunde Sinds Aand, lære Herrens Folk at foretrække den ydmyge Broder og anerkende ham som den, Herren særlig vil begunstige og indsætte i den mere fremragende Stilling i Tjenesten.

Det er mindre ejendommeligt, at Bukke og bukkelignende Faar i Herrens Hjord tragter efter Førerskabet, end at de sande Faar, der hører Mesterens Røst, kender hans Aand og søger at gøre hans Vilje, med Føjelighed finder sig i, at saadanne Bukke eller bukkelignende Faar indtager Førerpladserne iblandt dem. Det er godt at holde Fred med alle Mennesker; men hvor vi tilsidesætter Hensynet til Herrens Ord og Aand for Fredens Skyld, vil det sikkert foraarsage større eller mindre Fortræd. Det er godt at have Faarenes føjelige Natur; men det er ogsaa nødvendigt, at Faarene har Karakter; ellers kan de ikke blive Sejrvindere. Om de har Karakter, bør de huske paa Overhyrdens Ord: »Mine Faar hører min Røst, ... og de følger mig«; »men en fremmed vil de ikke følge, ... fordi de ikke kender de fremmedes Røst.« (Joh. 10, 5. 27.) Det er derfor alle Faarenes Pligt at lægge Mærke til hver enkelt Broders Forkyndelse og Optræden, før de giver ham deres Stemme som stedlig Tilsynsmand eller Over-Tilsynsmand. De bør først overbevise sig om, at han virkelig [272] er i Besiddelse af de Egenskaber, der bør kræves af en Ældste i Menigheden, at han har et sundt Syn paa Evangeliets Grundlærdomme, Forsoningen, Genløsningen ved Kristi dyrebare Blod og den fulde Indvielse till ham, hans Budskab, hans Brødre, hans Tjeneste. Vi bør have Barmhjertighed og Medfølelse med de svageste blandt Lammene og med alle de aandelig og moralsk syge Faar. Men det vilde være at gaa imod Guds Ordning at udvælge saadanne til Ledere eller  Ældste. Vi skal imidlertid ikke nære nogen Sympati for Bukke eller Ulve i Faareklæder, der tragter efter Myndighed i Menigheden.

Man maa kunne forstaa, at Menigheden er langt bedre tjent med ikke at have nogen offentlig Tjener end med til Leder at have en gyldentunget Buk, der ganske sikkert ikke vil lede Hjerterne til større Kærlighed til Gud, men lokke dem bort ad daarlige Veje. Herren advarer Menigheden mod saadanne, og Apostelen beskriver dem, idet han siger: »Af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skal tale forvendte Ting [falske Lærdomme, Vildfarelser] for at drage Disciplene efter sig [for med List at skaffe sig Tilhængere].« Apostelen siger, at mange vil efterfølge deres Uterligheder, saa Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive spottet. — Ap. G. 20, 30; 2 Pet. 2, 2.

Saaledes ser vi, gat det er i vor Tid. Mange forkynder sig selv i Stedet for at forkynde Evangeliet, det gode Budskab om Riget. De drager Disciple til sig og deres egne Samfund i Stedet for udelukkende at drage dem til og forene dem med Herren som Lemmer paa hans Legeme. De tragter efter at blive Menighedens Hoved i Stedet for at faa alle Lemmerne paa Legemet til blot at anerkende Herren som Hoved. Fra alle saadanne bør vi vende as bort. De sande Faar maa ikke give dem nogen Opmuntring til at gaa videre paa deres urette Vej. Apostelen Paulus taler om dere, der har Gudfrygtighedens Skin, men fornægter dens Kraft. (2 Tim. 3, 5.) [273] De holder stærkt fast ved Dage, Skikke, Ceremonier, Kirkemyndigheder o. s. v. og er højt ansete iblandt Mennesker. Men de er en Vederstyggeliighed i Herrens Øjne, siger Apostelen. De sande Faar ikke blot være agtpaagivende for at høre den sande Hyrdes Røst og følge ham, men de maa ogsaa huske ikke at følge, ikke at støtte, ikke at opmuntre dem, der søger deres eget. Enhver, som skal agtes værdig til Menighedens Tillid som Ældste, bør være tilstrækkelig kendt i Forvejen til at retfærdiggøre en saadan Tillid. Derfor siger Apostelen, at det ikke maa være en Begynder. En Nybegynder kunde gøre Menigheden Skade og ogsaa selv lide Fortræd ved at blive opblæst og derved  blive ledet bort fra Herren og den snævre Vej til Riget.

Apostelen Paulus giver os meget udførlige Raad med Hensyn til, hvem der med Rette kan anerkendes som Menighedens Ældste (1 Tim. 3, 2; 5, 17; 1 Thess. 5, 12; Jak. 5, 14), idet han Enkelthederne beskriver, hvorledes deres Karakter bør være. I Brevet til Timotheus om denne Sag (1 Tim. 3, 1-7) gentages det samme paa en lidt anden Maade. I sin Henvendelse til Titus, der øjensynlig var en anden Hoved-Tilsynsmand (Titus 1, 5-11), beskriver Paulus de Ældstes Pligter overfor Menigheden. Apostelen Peter siger om samme Sag: »De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste: ... Vogt Guds Hjord hos eder og før Tilsyn med den, ... ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; ikke heller som de, der vil herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden.« — 1 Pet. 5, 1-3.

De skal være ædle Mænd med et rent Liv, saadanne som ikke har mere end een Hustru. Og hvis de har Børn, skal man lægge Mærke til, i hvilken Udstrækning de udøver en gavnlig Indflydelse paa disse. Thi med Rette kan man slutte, at hvis de er forsømmelige ved Udøvelsen af deres Pligter overfor deres egne Børn, vil de sandsynligvis ogsaa være uvise eller efterladende ved [274] Udførelsen af deres Tjeneste iblandt Herrens Børn. De maa ikke være tvetungede, svigagtige, trættekære eller stridslystne. De maa have et godt Rygte ogsaa iblandt dem, der staar udenfor Menígheden. Ikke saadan at forstaa, at Verden nogen Sinde vil elske eller værdsætte de hellige. Men den maa i det mindste være ude af Stand til at pege paa noget dadelværdigt i de Ældstes Karakter med Hensyn til Hæderlighed, Oprigtighed, Moralitet og Sandhedskærlighed. Der er ikke fastsat nogen Grænse for Antallet af Ældste i en Menighed.

Foruden Opfyldelsen af de ovenfor nævnte Betingelser fordres der af en Ældste, at han skal være »dygtig til at lære«, d. v. s. han maa have nogen Færdighed som Lærer, Fortolker, Udlægger af Guds Plan for saaledes at kunne hjælpe Herrens Hjord i Ord og i Lære. Det er ikke nødvendigt for en Ældste at besidde Evne til at profetere eller tale offentligt. Det kan hænde, at der i en Menighed er flere, som er i Stand til at udføre en Lærers eller en Hyrdes Gerning, men ingen, som sidder inde med Evner til at tale offentligt, til udadtil at forkynde Guds Plan. Vi maa stole paa, at Herren vil oprejse saadanne Tjenere, som der trænges til; og hvis der ingen findes, maa vi tvivle om Behovet for dem. Vi vil her bemærke, at nogle af de mest blomstrende Menigheder er saadanne, hvor der ikke findes nogen dygtig offentlig Taler, og hvor derfor Bibelstudium er en Regel snarere end en Undtagelse. Skriften viser os klart, at den Slags Sammenkomster ogsaa var i Brug i den førte Menighed. Naar de kom sammen, var der Lejlighed for de forskellige Lemmer paa Legemet til at benytte de Evner, de sad inde med, for en til at tale, for andre til at bede, for mange om ikke for alle til at synge. Erfaringen synes at vise, at de Forsamlinger af Herrens Børn, der nærmest efterfølger denne Regel, modtager de største Velsignelser og udvikler de stærkeste Karakterer. Det, der blot bliver hørt af Øret, hvor godt det end er sagt, og hvor udmærket det end i sig selv kan være, gør ikke saa dybt Indtryk paa den [275] enkelte som det, han selv har gennemtænkt. En saadan Gennemtænkning vil sikkert følge med et rigtigt ledet Bibelstudium; som alle bør opmuntres til at tage Del i.

Andre af de Ældste, der maaske ikke er^. saa vel skikkede til at lære, kan være paa deres rette Plads ved Bønne og Vidnesbyrdsmøder, som ikke bør savnes iblandt Guds Børn. Den, som finder, at han har særlige Evner til at formane, bør opøve disse i Stedet for at lade dem sove, medens han forsøger paa at udvikle et Talent, som han ikke besidder i nogen særlig Grad. Apostelen siger, at de, som formaner, bør give Agt paa Formaningen, bør virke og tjene i denne Retning, medens den, der lærer (den, der har Evner til at udlægge og klarlægge Sandheden), bør have sin Opmærksomhed henvendt paa Lærergerningen.

Ligesom Ordet Biskop eller Tilsynsmand har en omfattende Betydning, saaledes har ogsaa Ordet Pastor eller Hyrde det. Kun en Ældste kan være Pastor, Tilsynsmand eller Hyrde. Hjordens Hyrde er Hjordens Tilsynsmand. De to Ord har praktisk talt samme Betydning. Gud Jehova er vor Hyrde i den fuldeste Betydning af Ordet (Ps. 23, l), og hans enbaarne Søn, vor Herre Jesus, er vore Sjæles store Hyrde og Tilsynsmand. Over-Tilsynsmændene, Pilgrimmene, er alle Hyrder eller Pastorer, der varetager hele Hjordens Interesser. Og enhver stedlig Ældste er en Pastor, en Hyrde, en Tilsynsmand for vedkommende Menighed. Vi ser da, at de Ældste i Menigheden for det første bør sidde inde med de almindelige Egenskaber, der gør dem skikkede til at beklæde Pladsen som Ældste. Dernæst maa deres særlige naturlige Evner afgøre Spørgsmaalet om,  hvor de bedst kan tjene Herrens Sag, nogle i Forbindelse med Evangelistarbejdet, andre i Forbindelse med Hyrdearbejdet iblandt Faarene, der allerede har taget imod Evangeliet, allerede er indviede, allerede er  i Folden — nogle paa et enkelt Sted, andre paa en mere udstrakt Arbejdsmark.

Vi [276] læser: »De Ældste, som er gode Forstandere, skalman holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejder i Tale og Undervisning.« (1 Tim. 5, 17. 18.) I Kraft af disse Ord har Navnkirken skabt sig en Kreds af regerende Ældste og har tildelt alle de Ældste en Myndigheds, ja, næsten en Diktatorstilling iblandt Brødrene. En saadan Fortolkning af dette Skriftsted strider imod alt, hvad Skriften ellers siger om denne Sag. Til Timotheus, der indtog Stillingen som Hoved — Tilsynsmand eller Ældste, sagde Apostelen: »En gammel Mand maa du ikke skælde paa, men forman ham som en Fader.« »En Herrens Tjener bør ikke stride, men være mild imod alle.« Der findes ikke noget til Støtte for den Tanke, at nogle faa skulde have Myndighed over de øvrige. Sagtmodighed, Mildhed, Langmodighed, Broderkærlighed og Kærlighed til alle er de Egenskaber, som maa være mest fremtrædende hos de Ældste. De skal i enhver Betydning af Ordet være Mønstre for Hjorden. Hvis de er selvraadige, vil de derved opfordre Hjorden til ogsaa at blive selvraadig. Men hvis de er sagtmodige, langmodige, taalmodige, milde og kærlige, da vil deres Eksempel virke i samme Retning overfor alle. Betydningen af det omtalte Skriftsted er, at man skal agte de Ældste i samme Grad, som de viser Troskab mod den Tjeneste, de er gaaet ind paa at udføre. En mere nøjagtig Oversættelse af Skriftstedet lyder: »Man skal holde de fremragende Ældste dobbelt Ære værd, især dem, der slider med haardt Arbejde i Tale og Undervisning.«

Diakoner, Tjenere.

Ligesom Ordet Biskop blot betegner en Tilsynsmand og ikke paa nogen Maade indeholder Betydningen af Herre eller Overordnet, skønt Folk gradvis har faaet den fejlagtige Opfattelse, at det betyder noget saadant, saaledes forholder gidet sig ogsaa med Ordet Diakon, der ordret oversat betyder Tjener. Apostelen kalder sig selv og Timotheus for Guds Tjenere. (2 Kor. 6, 4.)

[277] Det Ord, som her er gengivet Tjenere, hedder paa Græsk diakonos. Et andet Sted siger Apostelen: »Vor Dygtighed er af Gud, som ogsaa gjorde os, dygtige til at være en ny Pagts Tjenere.« (2 Kor. 3, 5. 6.) Her er det ogsaa det græske Ord diakonos, som er gengivet ved Tjenere. I Virkeligheden siger altsaa Apostelen, at han selv og Timotheus var Guds og den nye Pagts Diakoner. Vi kan heraf se, at alle de sande Ældste i Menigheden er Diakoner, Guds, Sanhedens og Menighedens Tjenere; ellers kunde de overhovedet ikke være Ældste. 

Vi mener ikke hermed, at der ikke i den første Menighed var Forskel paa Tjenester. Tværtimod! Det, vi ønsker at fremhæve, er, at selv Apostlene og Profeterne, der var Ældste i Menigheden, alle var Diakoner eller Tjenere, saaledes som Herren havde sagt: »Den største iblandt eder skal være eders Tjener [diakonos].« (Matt. 23, 11.) En saadan Tjeners Karakter og Troskab bør være det, der, afgør hvor megen Ære og Agtelse, der skal blive vist ham i en Forsamling af nye Skabninger. Ligesom der var Tjenere i Menigheden, som ikke sad inde med de Evner, man maatte fordre hos de Ældste, idet de enten var mindre dygtige til at lære eller havde mindre Erfaring, saaledes kunde ogsaa Apostlene og Profeterne (Lærerne) uafhængigt af Menighedsvalgene ved forskellige Lejligheder udvælge nogle til at være deres Tjenere, Hjælpere eller Diakoner. Da Paulus og Barnabas arbejdede sammen, havde de en Tid lang Johannes Markus med sig som Tjener eller Hjælper. Og da Pa ulus og Barnabas skiltes, tog Barnabas Johannes med sig, medens Paulus og Silas tog Lukas til Tjener eller Hjælper. Disse Hjælpere betragtede ikke sig selv som ligestillede med Apostlene, heller ikke som ligestillede i Tjenesten med andre, der havde større Enver og mere Erfaring end de selv. Men de glædede sig over Lejligheden til at tjene under deres Vejledning, hvem de anerkendte som skikkede til at være Guds og Sanhedens Tjenere. De behøvede [278] ikke at blive udvalgt af Menigheden til at udføre en saadan Tjeneste for Apostlene. Ligesom Menigheden valgte sine Tjenene eller Diakoner, saaledes valgte Apostlene deres. Det var heller ikke en Tvangs sag, men noget fuldstændig frivilligt. Johannes og Lukas har ment, maa vi antage, at de bedre kunde tjene Herren paa denne Maade end ved noget andet, der laa aabent for dem. Det var ifølge deres egen fri Vilje og uden ringeste Tvang, at de gik ind paa at indtage denne Stilling, og de kunde med lige saa stor Ret have afslaaet det, hvis de troede, at de bedre kunde bruge deres Evner paa nogen anden Maade.

Dog bliver Ordet Diakon i det nye Testamente anvendt om Brødre, der var nyttige som Tjenere for Kristi Legeme og blev agtet Ære værd som saadanne, men som ikke var saa vel skikkede til at udfylde Pladsen som Ældste. For at de i det hele taget kunde vælges til at udføre en særlig Tjeneste i Menigheden, maatte de have en god Karakter, udvise Troskab mod Sandheden og Iver i at tjene Herren og hans Hjord. Da der saaledes i den første Menighed blev foretaget en Uddeling af Fødemidler til de fattige i Hjorden, paatog Apostlene sig først selv dette Hverv; men da senere nogle knurrede og paastod, at de blev forsømt, overlod Apostlene Sagen til de troende, til Menigheden, og sagde: Udtag blandt eder selv nogle Mænd, der er skikkede til at udføre denne Tjeneste. Vi vil daa anvende vor Tid og vore Evner til at forkynde Ordet. — Ap. G. 6, 2-5.

Vi husker, at der blev udvalgt syv Tjenere eller Dia­koner, og at en af disse syv var Stefanus, der senere blev den første Martyr, den første, som fik Lov at følge i Mesterens Fodspor lige til Døden. Den Omstændighed, at Stefanus af Menigheden var blevet valgt til Diakon, hindrede ham ikke i nogen Forstand i at prædike, naar og hvor han fandt Lejlighed dertil. Vi ser deri den fuldkomne Frihed, som herskede i den første Menighed. Menigheden kunde, naar den fandt [279] særlige Evner hos et Lem paa Legemet, opfordre ham til at tjene den. Men en saadan Udnævnelse var absolut ikke et Trældomsaag, der hindrede ham i at bruge sine Evner paa en hvilken som helst Maade, der frembød sig for ham. Stefanus var som Diakon, trofast i at tjene ved Bordene, i at ordne Menighedens økonomiske Anliggender o. s. v. Herren lod ham som Følge heraf faa Lejlighed til at vise sin Iver og benytte sine Evner paa en mere offentlig Maade ved Forkyndelsen af Evangeliet. Hans Oplevelser viser, at Herren anerkendte ham som Ældste i Menigheden, førend Brødrene havde faaet Øjnene op for hans Evner. Hvis han havde levet længere, vilde Brødrene uden Tvivl ogsaa med Tiden have indset, at han var skikket til at være Ældste, til offentligt at forkynde Sandheden, og de vilde have udnævnt ham til at udføre en saadan Tjeneste paa Menighedens Vegne.

Det, vi ønsker at pege paa, er den fuldkomne Frihed, som hver enkelt havde til at bruge at sine Evner, som han kunde, til at virke som Evangelist, hvad, enten han direkte var udvalgt dertil af Menigheden eller ej. (Stefanus kunde imidlertid ikke være Lærer i Menigheden, medmindre han var blevet valgt dertil.) Denne abso­lutte Frihed for de enkelte til at lyde deres egen Samvittighed og bruge deres Evner, denne Mangel paa Underkastelse under nogen hindrende Myndighed, er et af de mest slaaende Træk ved den første Menighed, som vi gør vel i at efterligne i Aand og Gerning. Ligesom Menigheden har Brug for Ældste, der er dygtige til at lære, og for Evangelister til at forkynde Ordet, saaledes har den ogsaa Brug for Diakoner til at tjene paa anden Maade, som Pladsanvisere, Kasserere, eller hvad det nu kan være. De er Guds og Menighedens Tjenere, og man bør agte dem en tilsvarende Ære værd. De Ældste er ogsaa Tjenere; men deres Tjeneste er af en højere Art — Ordets og Lærens Gerning. [280] 

Lærere i Menigheden

Som vi netop har set, er Dygtighed til at lære. En nødvendig Betingelse for at kunne beklæde Stillingen som Ældste i Menigheden. Vi kunde anføre mangfoldige Skriftsteder, som viser, at Paulus ikke blot regnede sig for en Apostel, for en Ældste, for en Tjener, men ogsaa for en Lærer, »ikke med Ord lært af menneskelig Visdom, men med Ord lært af Aanden«. (1 Kor. 2, 13.) Han var ikke Lærer i Sprog, Matematik eller Astronomi, men i den ene store Videnskab om Herrens Evangelium, det gode Budskab. Det er Betydningen af de Ord, vi nys har anført. Det vil være godt for alle Herrens Folk nøje at mærke sig disse. Ikke blot de, der lærer og prædiker, men ogsaa de, der lytter til, bør paase, at det ikke er menneskelig Visdom, der forkyndes, men Guds Visdom. Saaledes siger Apostelen til Timotheus: »Prædik Ordet!« (2 Tim. 4, 2.) »Paabyd og lær dette!« (1 Tim. 4, 11.) »Lær dette, og forman dertil!« (1 Tim. 6, 2.) Apostelen gaar endnu videre og paaviser, at ikke blot de Ældste, men ogsaa alle andre af Menighedens Medlemmer skal se til, at ikke de, som forkynder falske Lærdomme, og som paaberaaber sig den »falskelig saakaldte Erkendelse«, bliver anerkendt som Lærere i Menigheden. Han opfordrer os til at vende os bort fra dem, der lærer anderledes, til ikke at støtte noget andet Evangelium end det, vi har modtaget, det, som en Gang blev overgivet de hellige af dem, der prædikede Evangeliet ved den hellige Aand, som kom ned fra Himmelen. — 1 Tim. 6, 3-5; Gal. 1, 8.

Der gives imidlertid nogle, som er dygtige til at lære, i Stand til at forklare Guds Plan i private Kredse, men som ikke har nogen Evne til at tale offentligt, til at profetere. Man maa ikke gøre dem modløse, der privat kan tale om Herren og hans Sag. Tværtimod skal man opmuntre dem til at benytte enhver Lejlighed til at forkynde vor Herres og Konges Dyder og tjene dem, der har Øren til at høre med. Vi maa skelne imellem [281] at lære og at prædike. (Ap. G. 15, 35.) At prædike er at tale offentligt. Derimod kan man ofte bedst undervise paa en privat Maade ved Bibelstudium i mindre Klasser eller ved Samtale. De dygtigste Prædikanter, offentlige Talere eller »Profeter« har undertiden fundet, at deres offentlige Arbejde havde bedt Fremgang, naar det blev støttet af mere private. Sammenkomster, hvor de dybe Ting i Guds Ord kunde blive forklaret for en mindre Forsamling.*)

*) Det er af denne Grund, vi anbefaler, at der under »Pilgrim« besøgene ikke holdes mere end eet eller to »profetiske« eller offentlige Møder, men at den øvrige Tid anvendes til Undervisning — ved Møder for Vennerne eller, hvis dette ikke lader sig gøre, ved private Besøg.

Evnen til at udføre en Evangelists Gerning, til at vække Menneskers Hjerter og Sind til en Undersøgelse af Sandheden, er en særlig Gave, der lige saa lidt i vor Tid som i den første Menigheds Dage besiddes af alle. Desuden har de forandrede Forhold mere eller mindre forandret Karakteren af dette Arbejde, saa at Evange­listgerningen i vor Tid som Følge af den større Oplysning iblandt Folk bedre kan udføres gennem det trykte Ord. Mange er nu optaget af at arbejde paa denne Maade. De spreder Traktater og Eksemplarer af »Vagttaarnet«. De kolporterer med »Studier i Skriften«. Den Omstændighed, at disse Evangelister arbejder i Overensstemmelse med Forholdene i vor Tid i Stedet for at gaa frem, som de gjorde det i gamle Dage, er lige saa lidt noget, der taler imod deres Arbejde, som den Omstændighed, at de rejser ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet i Stedet for til Fods eller paa Kameler. Dette Evangeistarbejde bestaar i at fremstille Sandheden, Guds store Verdensplan, Guds Ord, det gode Budskab om en stor Glæde. Efter vort Skøn er der ikke noget andet Evangelistarbejde i vor Tid, der opnaar saa store Resultater som dette. Der findes mange, som har Evne til at virke i denne Tjeneste, men som ikke vilde kunne tage en Gerning [282] op paa andre Arbejdsfelter. Mange Arbejdere er endnu ikke gaaet hen i Vingaarden. For deres Skyld beder vi bestandig, at Høstens Herre vil sende dem ud, vil lade dem faa Øjnene op for deres Rettigheder og Lejligheder til at tage en saadan Evangelistgerning op.

Da Evangelisten Filip havde gjort for Folkene i Samaria, hvad han kunde, blev Peter og Johannes sendt til dem. (Ap. G. 8, 14.) Og naar vore Kolportørevan­gelister har opvakt deres Tilhøreres rene Sind, gør de dem bekendt med »Studier i Skriften« og »Vagttaarnet«, Lærere, som de kan høre, og med hvem de yderligere kan tale om Herrens Vej. Ligesom Peter, Paulus, Jakob og Johannes som Herrens Sendebud og Repræsentanter skrev Breve til Troens egne og derved vogtede og vejledede Herrens Hjord, saaledes besøger nu »Vagttaarnet« regelmæssigt Vennerne, baade de enkelte og Menighederne. Det søger at stadfæste deres Tro og at udvikle og afklare deres Karakter i Overensstemmelse med Herrens og hans Apostles Anvisning.

Mange bør være dygtige til at lære.

Apostelen skrev til nogle i den første Menighed: »Skønt I efter Tiden [i hvilken I har været i Sandheden] endog burde være Lærere, trænger I [paa Grund af Mangel paa Iver for Herrens Sag og paa Grund af Verdslighedens Aand iblandt eder] atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord.« (Heb. 5, 12.) Dette indbefatter, at hele Menigheden, hele Præsteskabet, alle Lemmerne paa den nye Skabning i det mindste i store Træk bør opnaa en saadan Færdighed i deres Faders Ord, at de kan være »rede til at forsvare sig overfor enhver, som kræver dem til Regnskab for det Haab, der er i dem, men med Sagtmodighed og Frygt«. (1 Pet. 3, 15.) Saaledes ser vi atter, at Lærergerningen set fra Skriftens Standpunkt ikke er indskrænket til at varetages af en gejstlig Klasse, men at, ethvert Lem paa den nye Skabning som Medlem af det kongelige Præsteskab er salvet og dermed fuldt bemyndiget til at forkynde det gode Budskab for dem, [283] der har Øren at høre med — enhver i Overensstemmelse med hans Evne til at fremstille Ordet trotast og klart. Her kommer vi imidlertid til en ejendommelig Udtalelse af en anden Apostel (Jak. 3, 1)