Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 6

ORDEN OG DISCIPLIN INDENFOR DEN NYE
SKABNING.

Betydningen af Ordet »Ordination«. — Kun de tolv Apostle befuldmægtigede. — »Gejstighed« og »Lægfolk«. — Valg af Ældste og Diakoner. — Indsættelse af Ældste i hver Menighed. — Hvem kan vælge Ældste og hvorledes? — Flertal ikke tilstrækkeligt. — ­Forskellige Tjenester. — Skal Menighedstjenerne være lønnede? — Disciplin i Menigheden. — Misforstaaet Kaldelse til at praedike. — »Paamind de uskikkelige.« — Ikke alle skal paaminde. — Offentlige Tilrettevisninger bør være sjældne. — »Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt.« — »Lad os opflamme hverandre til Kærlighed.« — »Forsøm ikke at komme sammen.« — Vore Møders Beskaffenhed. — Lære fremdeles nødvendig. — Anledninger til at stille Spørgsmaal. — Eksempler paa gavnlige Møder. — »Enhver have fuld Vished i sit eget Sind.« — Begravelses-gudstjernester. — Tiende, Kollekter og Almisser.

NAAR vi skal undersøge dette Emne, er det af Vigtghed, at vi fastholder Tanken om Menighedens Enhed og husker paa, at samtidig med, at hele Menigheden Verden over udgør een Menighed, saa repræsenterer dog i en anden Forstand hver enkelt Forsamling af troende den hele Menighed. Hver enkelt Ekklesia maa derfor betragte Herren som sit Hoved og de tolv Apostle som de tolv lysende Stjerner eller Lærere, som Herren paa en særlig Maade holdt i sin Haand og ledede, idet han brugte dem som sine Talerør til at undervise Menigheden paa ethvert Sted, hver enkelt Forsamling hele Tidsalderen igennem.

Hver Menighed eller Ekklesia maa altid — selv om den kun bestaar af to eller tre — søge at rette sig efter Hovedets Vilje under alle Forhold. Den bør føle, at den er eet med alle de kære Ekklesier, der har samme dyrebare Tro« paa Genløserens store Offer og Guds dyrebare Forjættelser. Den maa glæde sig over at høre om deres Velfærd og bør forstaa, at Herren, som har Overopsyn med sit Værk, nu som a1tid kan bruge sær- [300] lige Redskaber til at tjene Meniglheden som et Hele, ligesom han ogsaa kan bruge visse Medlemmer af hver enkelt lille Menighed. Den Menighed, som saaledes ser hen til Herren og forstaar, at de Tjenere, som han vil anvende, maa være ydmyge, nidkære, have godt Vidnesbyrd, være befæstet i Sandheden og klart lægge for Dagen, at de er salvet med den hellige Aand, den vil kunne vente at blive betjent efter sit Behov, og hvert enkelt Medlem af Menigheden bør søge at blive delagtig i den fælles Velsignelse og i den Uddeling af »Mad i rette Tid«, som Mesteren har lovet os. Ligeledes vil den især komme i Hu, at Herren har lovet særlige Velsignelser ved Afslutningen af denne Tidsalder, lovet at bringe frem baade nyt og gammelt til Troens egne gennem dertil skikkede Kanaler, som han selv udvælger sig. — Matt. 24, 45-47.

Redskaberne og Kanalerne for disse Velsignelser vil Herren selv hjælpe og vejlede. Alle Legemets Lemmer, som ønsker at være i Harmoni med Hovedet, bør have Tillid til og se hen til Opfyldelsen af hans Forjættelser; men ikke desto mindre bør de »prøve Aanderne« — prøve Læresætningerne, hvem de saa end kommer fra. En saadan Undersøgelse eller Prøve er ikke et Tegn paa Mistillid overfor dem, der er anerkendt som guddommeligt ledede Kanaler for Sandheden. Men det er et Tegn paa Trofasthed overfor Herren og Sandheden, idet disse stilles langt over alle menneskelige Lærere og deres Teorier. Det er ogsaa et Tegn paa, at man ikke lytter til Menneskers Røst, men til Overhyrdens Røst, og at man henter Næring fra hans Ord og elsker dem — elsker at tygge og fordøje dem, at ransage og tilegne sig dem. Saadanne Lemmer paa Legemet vokser stærkere og hurtigere i Herren og i hans Vældes Kraft end mange andre, fordi de er mere agtpaagivende overfor Herrens Undervisning og Vejledning.

Denne Enhed i Legemet, denne gensidige Sympati, denne almindelige Undervisning gennem en fælles Kanal, som Herren har oprejst for at samle sine Juveler [301] under sin anden Nærværelse (Mal. 3, 17, eng. Overs.; Matt. 24, 31), staar dog ikke paa nogen Maade i Strid med en ret Erkendelse af Orden i hver enkelt lille Skare eller Ekklesia. Hvor lille en Menighed end er, bør der være Orden i den. Med »Orden« mener vi imidlertid ikke Stivhed. eller Formalitet. Den bedste og mest tilfredsstillende Orden er den, som virker ganske stille, saa at man slet ikke lægger. Mærke til Maskineriet. Der, hvor der kun samles tre, fem eller ti, bør man alligevel søge ved. Herrens. Hjælp at finde ud af, hvem af dem der er bedst skikkede til at være Ældste, hvem der er de mest fremskredne i Sandheden og besidder de forskellige Egenskaber, som vi allerede har set, at Guds Ord fordrer hos en Ældste, nemlig klar Indsigt i Sandheden, Duelighed til at lære, et rent og ulasteligt Liv i moralsk Henseende og Evne til at vedligeholde Orden uden unødvendig Gnidning, saaledes som  han kan have lagt det for Dagen i sin Familie o. s. v.

Hvis denne lille Menighed saaledes holder sig til Herrens Ord og er ledet af hans Aand, bør det Resultat, Medlemmerne i Fællesskab kommer til ved Valget af Menighedstjenere, betragtes som Herrens Afgørelse eller Mening i denne Sag — de, som saaledes er valgt til Ældste, vil efter al Sandsynlighed være de bedste og mest passende iblandt dem. Man bør imidlertid sørge for, at saadanne Valg ikke finder Sted uden efter nøje Overvejelse og Bøn; det er derfor tilraadeligt, at alle paa Forhaand sættes grundigt ind i Sagen og kommer til at forstaa, at kun saadanne, som bekender, at de er Medlemmer af den nye Skabning (Mænd og Kvinder), bør forsøge at give Udtryk for Herrens Vilje i denne Sag — ved Afstemningen, Disse bør derfor alle­rede have angret deres Synd og saa vidt muligt gjort den god igen; de bør have antaget Jesu Offer som Grundlag for deres Harmoni med Gud og maa derefter helt og fuldt have indviet sig til Herren og saaledes være kommet ind under Salvelsen og alle de Privilegier, som hører »Sønnernes Hus« til. Kun disse vil være i [302] Stand til at forsitaa og give Ud1tryk for hans Sind og Vilje, som er Hovedet for Legemet. Kun disse udgør Menigheden, Kristi Legeme, selv om andre, der endnu ikke har taget dette Indvielsens Skridt, men som tror paa det dyrebare Blod, kan regnes med til »Troens egne«, om hvem man maa haabe, at de vil gøre Fremskridt, og hvis Vel man maa have for Øje.

Valg af Ældste i hver Menighed.

»Efter at de i hver Menighed [Ekklesia] havde udvalgt Ældste for dem, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.« — Ap. G. 14, 23.

Denne Fremstilling saavel som mange andre Udtalelser om de Ældste i de forskellige Menigheder beret­tiger til den Slutning, at dette var en staaende Skik i den første Menighed. Udtrykket »Ældste« indbefatter, som det fremgaar af Teksten, Evangelister, Pastorer Lærere og Profeter (eller offentlige Udlæggere); det er derfor vigtigt, at vi har en ret Forstaaelse af, hvad der menes med dette Ord »udvalgt« (eng. Overs.: ordineret). Ordet ordineret bruges nu for Tiden i Almindelighed om en ceremoniel Indsættelse; men dette er ikke Betydningen af det græske Ord cheirotoneo, som er anvendt i denne Tekst, og som betyder »at vælge ved at strække Haanden frem«, hvilket endnu er den sædvanlige Fremgangsmaade ved Afstemning. Denne Definition findes i Professor Young's »Analytical Bible Concordance«. Da denne kan betragtes som en presbyteriansk Autoritet, vil vi ogsaa gengive den Definition, der fremsættes i »Strong's Exhaustive Concordance«, og som kan betragtes som en metodistisk Autoritet. Denne giver følgende Definition af Ordets Rod: »En Haand-Rækker eller en, der afgiver Stemme (ved Haandso- prækning).«

Et ganske andet græsk Ord er anvendt i Joh. 15, 16, hvor Jesus siger om Apostlene: »Jeg har udvalgt eder og sat [eng. Overs.: ordineret] eder.«  Dette er det samme Ord, tithemi, som Apostelen bruger, naar han taler om sin Udvælgelse: »Jeg er blevet sat [eng. Overs.: [303] ordineret] til Prædiker og Apostel.« (1 Tim. 2, 7.) Men Apostelen siger udtrykkeligt om denne Ordination eller Indsættelse, at den var »ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader«. (Gal. 1, 1.) Alle Lemmerne paa den Salvedes Legeme, som er forenet med Hovedet og delagtige i hans Aand, er derved ordineret paa lignende Maade, ganske vist ikke til at være Apostle ligesom Paulus, men til gat være Sandhedens Forkyndere (Tjenere), enhver efter de Evner og Lejligheder, han har. (Es. 61, 1.) Kun de tolv blev ordineret til at være Apostle eller særlige Repræsentanter — befuldmæg tigede Sendebud.

Vi vil vende tilbage til Ordinationen eller Valget af Ældste ved Afstemning indenfor den nye Skabnings Menighed (Ekklesia) »ved Haandsoprækning«, saaledes som vi ovenfor har set. Og vi lægger da Mærke til, at dette var den almindelige Fremgangsmaade; thi Apostelen bruger det samme græske Ord, naar han siger om den Broder, han havde faaet som Medhjælp: »Han er ogsaa udvalgt af Menighederne til at rejse med os.« De fremhævede Ord er oversat fra det græske Ord cheirotoneo, der som ovenfor vist betyder »at vælge ved Haandsoprækning«. Og desuden indbefatter Ordet »ogsaa« i vor Tekst, at Apostelen selv var valgt ved en lignende Afstemning. Han var ikke valgt til at være Apostel, men til at være Missionær — en Repræsentant for Menighederne ved denne Lejlighed og uden Tvivl paa deres Bekostning.

Nogle af Apostlenes senere Rejser foretoges imildler­tid sandsynligvis uden Valg eller Understøttelse fra Menigheden i Antiokia. (2 Tim. 1, 15.) I den første Menighed havde alle Frihed til at anvende deres Evner og Lejligheder efter deres eget Omdømme. Det stod de forskellige Ekklesier eller Menigheder frit for at modtage eller forkaste Tjeneste endog af Apostlene som deres særlige Repræsentanter, ligesom ogsaa Apostlene kunde antage eller forkaste Menighedernes Opfordrin- [304] ger — de havde alle fuld Frihed til at gøre, hvad de ansaa for ret.

Men taler det nye Testamente ikke om nogen anden Ordination af Ældste o. s. v. end denne — ved et Valg? Er der intet, der betyder at give Myndighed eller Tilladelse til at prædike, hvad vort Ord ordinere nu sædvanligvis betegner indenfor alle Samfund i Forbindelse med at indsætte, ordinere Æjldste, Prædikanter o. s. v.? Vi vil undersøge diisse Spørgsmaal nærmere.

Ordet ordinere er kun brugt om Ældste paa eet Sted til i den engelske Bibel og er der oversat fra et andet græsk Ord nemlig kathestemi, som baade ifølge Professor Young og Dr. Strong betyder at indsætte. Dette Ord findes i Tit. 1, 5: »Du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg paalagde dig.« Overfladisk betragtet synes denne Tekst at indbefatte, at Titus var bemyndiget til at ansætte disse Ældste uden Hensyn til Menighedernes (Ekklesiernes) Ønsker; og det er herpaa, at den episkopale Menighedsordning er bygget. Katolikkerne, de episkopale og de metodistisk-episkopale hævder alle, at deres Biskopper har apostolisk Myndighed til at indsætte Ældste i Menighederne, uden at disse vælges af Menighederne ved Haandsoprækning.

Den anførte Tekst bruges som Støtte for denne Opfattelse; men det er i Sandhed en meget svag Støtte, naar vi lægger Mærke til den sidste Passus, »som jeg paalagde dig«, og betænker, at Apostelen sikkert ikke vilde »paalægge« Titus at gøre andet, end han (Apostelen) selv gjorde i lignende Tilfælde. Beretningen om Apostelens egen Fremgangsmaade er meget tydelig, naar den rettelig oversættes saaledes: »Efter at de i hver Ekklesia havde udvalgt Ældste for dem ved Haands­oprækning, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren.« — Ap. G. 14, 23.

Vi kan være sikre paa, at Brødrene ikke blot vilde være glade for, men ogsaa ivrige efter at opnaa Raad fra Apostelen og fra Titus, som han særlig kunde an- [305] befale til Brødrene som en trofast, Sandhedens Tjener, og sikkert vilde de ogsaa som Regel følge disse Raad. Men ikke desto mindre søgte Apostelen og alle, som fulgte i hans Spor, at lægge Ansvaret der, hvor Gud lagde det, nemlig paa Menigheden, hvis Pligt det er at »prøve Aanderne [Lærere og Læresætninger], om de er af Gud«. (1 Joh. 4, 1.) Dersom nogen ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord, da er det, fordi der ikke er noget Lys i ham. Fra saadanne skal vi vende os bort, siger Apostelen; man skal ikke stemme paa dem eller paa nogen Maade antage dem som Lærere, Ældste o. s. v. — Es. 8, 20, eng. Overs.

Under alle Omstændigheder vilde Menighedens Med­virken være nødvendig, hvad enten det som her nævnt skete ved Afstemning eller ikke; thi lad os antage, at Titus havde indsat Ældste, som ikke passede for Brødrene, hvor længe vilde Freden da have været raadende i Menigheden? Hvorledes vilde en saadan Ældste, som var forkastelig i Menighedens Øjne, kunne lede og betjene den? Det vilde praktisk talt være umuligt.

Kirkepolitik og ikke Jesu og hans tolv Apostles Lær­domme bærer Ansvaret for, at de hellige blev, delt i to Klasser, som kaldes »Gejstlighed« og »Lægfolk«. Det er Præstebedragets og Antikristens Aand, som stadig søger at gøre sig til Herre over Guds Arv — i Forhold til den Sløvhed og Uvidenhed, der er raadende i Menigheden. Det er ikke Herren og Apostlene, som skal udpege de Ældste, men Menigheden (Ekklesia) som Kristi Legeme; og hvor, stor Ære og Værdighed, der end tilkommer de Ældste som Herrens og Menighedens Tjenere, saa er det dog ikke tilstrækkeligt, at de selv eller de andre Ældste anser dem for at være stikkede til denne Gerning. Menigheden, som vælger dem, maa kende dem, maa erkende deres kristelige Dyder og Evner i Lyset af Guds Ord, ellers kan de ikke give dem nogen saadan Stilling eller Ære. En Ældste er derfor aldrig berettiget til at ansætte sig selv. Den Broder, som er tilbøjelig til at ignorere Menigheden, Kristi Legeme, [306]  og at stille sig selv og sin Dom over alt og alle, afgiver i Sandhed derved det bedste Bevis for, at han ikke er i den rette Stilling til at blive anerkendt som Ældste, idet Ydmyghed og Erkendelse af Menighedens Enhed som Kristi Legeme er de første Betingelser for en saadan Tjeneste.

Heller ikke bør nogen Broder paatage sig offentlige Pligter i Menigheden som Leder, Repræsentant o. s. v., uden at han er valgt dertil — selv om han er sikker paa, at ingen vil have noget derimod. Ifølge Bibelen ordineres eller indsættes de Ældste i alle Menighederne ved Menighedsvalg — ved Afstemning med Haands­oprækning. At gøre Fordring paa et saadant Valg, førend man paatager sig en Tjeneste, er at rette sig efter Bibelens Forskrifter. Det styrker den Ældstes Stilling og minder desuden Menigheden om dens Pligter og Ansvar som den, der udvælger de Ældste i Herrens Navn og Aand, idet den giver Udtryk for Guds Valg, Guds Vilje. Desuden gør denne bibelske Fremgangsmaade Menighedens Medlemmer interesseret i alt, hvad de Ældste siger og gør som deres Tjenere og Repræsentanter. Deu modvirker den alt for fremherskende Tanke, at de Ældste ejer og behersker Menigheden, og gør det umuligt for dem at tænke paa og tale om Menigheden som »vore Folk« i Stedet for som »Herrens Folk, som vi tjener«.

Hvorfor bliver disse Ting, som Bibelen saa klart lærer, ikke fremholdt og forstaaet af alle? Fordi den menneskelige Natur søger Ære og Ophøjelse og har let ved at afpasse sig efter Forhold, som er urette, men gunstige i saa Henseende — fordi disse Ting allerede har vundet Hævd i sytten Aarhundreder, og fordi Folket finder sig i disse Forhold og foretrækker dem frem for den Frihed, hvormed Kristus frigør. Desuden er der mange, som har følt sig saa forvissede om, at hvad der er Skik og Brug i Babylon, maa være ret, at de aldrig har studeret Guds Ord angaaende denne Sag.

Tidslængden for de Ældstes Tjeneste. [307]

Der siges intet i Bibelen om, for hvor lang Tid en Ældste bør vælges. Vi har derfor Frihed til selv at overveje og træffe Bestemmelser i denne Sag. Mange kan betragtes som Ældste eller fremstaaende, veludviklede Brødre i Menigheden og kan være til stor Nytte og højt værdsatte uden derfor at være blevet valgt til Ældste af Menigheden som dens Repræsentanter — Evangelister, Lærere, Pastorer. Saaledes taler Apostlene flere Gange hædrende om »de ældre Kvinder«*), uden den mindste Antydning om, at nogen af dem nogen Sinde har været valgt, til at repræsentere Menigheden (Ekklesia) som Ældste eller Lærere. Nogle af dem, som er valgt til at tjene Menigheden, kunde ophøre med at besidde de nødvendige og ønskelige Egenskaber, eller andre kunde ved Guds Hjælp udvikles til større Duelighed i Menighedens Tjeneste. Et Aar eller mindre — et halvt eller et kvart Aar — kunde synes at være en passende Tid for saadanne Tjenester — den kortere Tid, dersom det var mindre prøvede Brødre, den længere, dersom de var vel prøvede og ansete. Da Bibelen ikke opstiller nogen Regel, nej, end ikke giver noget Raad eller noget Forslag, bliver det den enkelte Menigheds Sag efter bedste Evne at bestemme, hvad den tror, der er Herrens Vilje i denne Sag.

*) Kvindens Stilling i Menigheden er behandlet i Kap. 5.

Antallet af Ældste.

De Ældstes Antal er ikke begrænset i Skriften; men naturligvis kommer meget til at afhænge af Menighedens Størrelse, saavel som af hvor mange der findes, som kan anvendes — er kompetente o. s. v . (Det er ikke nok, at man tror, at en er troende og fuldt indviet; baade ved Ord og Gerning maa han have givet uomstødelige Beviser for sin Tro og sin Indvielse, længe før han vælges til Ældste.) Vi anbefaler at vælge alle dem til Ældste, som er i Besiddelse af de fornødne Egenskaber, og da at dele Tjenesterne imellem dem.

[308] Om de er fyldt med den rette Nidkærhedens Aand, vil Arbejdet for Sandhedens Forkyndelse snart lægge Beslag paa nogle af dem eller i alt Fald paa en Del af de flestes Tid. Hver Ekklesia bør saaledes være et teologisk Seminarium, hvorfra der stadig udgaar dygtige Lærere til større Arbejdsfelter. En Ældste, som var skinsyg paa andre og ønskede at hindre dem i at tjene, skulde anses for uværdig til at blive i sin Stilling; dog skulde man ikke vælge nogen inkompetent eller en, som er ny i Sandheden — for at tilfredsstille hans Forfængelighed. Menighedens Medlemmer maa som Lemmer paa Kristi Legeme stemme saaledes, som de tror, Hovedet vilde ønske, de skulde stemme.

Der bør maaske endnu advares imod at vælge en Ældste, hvor der ikke findes nogen, som er passende til denne Tjeneste, eller som har de Egenskaber, Apostlene fremholder; det er langt bedre ikke at have nogen Ældste end at have saadanne, som er inkompetente. Indtil man kan finde en Broder, som er skikket til at tjene, kan man lade Møderne foregaa ganske enkelt, idet man har Bibelen til Tekstbog og Broder Russell nærværende som Lærer, repræsenteret ved »Studier i Skriften« og »Vagt-Taarnet« — som eders valgte Ældste, om I saa vil. Ethvert Spørgsmaal, som angaar eders Vel, og som kan besvares med Bibelen, vil det være ham en Glæde at modtage, om I tilskriver ham.

Hvem kan vælge Ældste og hvorledes?

Kun Menigheden (Legemet — Mænd og Kvinder), den nye Skabning, har Ret til at vælge eller stemme. Den øvrige Del af »Troens egne«, troende, som ikke har indviet sig, har intet at gøre med et saadant Valg; thi det er Herrens Valg, som søges, gennem hans Legeme, der besidder hans Aand. Alle, som hører til det indviede Legeme, bør stemme, og enhver af dem kan fremkomme med Forslag til Ældste paa et Møde, som er sammenkaldt i den Hensigt — helst en Uge før Afstemningen, for at der kan blive Tid til at tænke over Sagen. [309]

Nogle har hævdet, at Afstemningen bør ske ved Stemmesedler, saa at enhver kan føle fuld Frihed til at udtrykke sin virkelige Mening. Vi svarer, at hvilke Fordele dette end kan indbefatte, saa er Manglerne dog langt større, idet man derved gaar Glip af den Disciplin og Karakterstyrke, som udvikles ved at følge Apostlenes Fremgangsmaade at stemme »ved Haandsoprækning«. Enhver maa lære at være oprigtig og frimodig og dog paa samme Tid kærlig og mild. Vi maa huske, at Afstemningen skal tilkendegive Herrens Valg — udtrykt af hans Legemes Lemmer, alt efter den Evne de har til at kunne opfatte det. Ingen har Ret til at unddrage sig denne Pligt eller til at foretrække en fremfor en anden, medmindre han tror, at han derved udviser Herrens Sind og udtrykker hans Vilje.

Flertal ikke tilstrækkeligt.

Ved Afgørelsen af verdslige Sager er det tilstrækkeligt, at der findes Majoritet. Men saaledes bør det øjensynlig ikke være i Herrrens Ekklesia eller Legeme. Snarere bør det saa vidt muligt være saaledes som i den engelske Jury, at man søger at opnaa en enstemmig Dom eller Afgørelse. Øm en Broder vælges med almindeligt Flertal, vil hverken han eller Menigheden kunne finde det tilfredsstillende at betragte dette som »Herrens Valg«. Man bør da hellere søge at finde en anden, som bliver støttet af alle eller næsten alle — om fornødent ved at stemme om igen Uge efter Uge, indtil han findes, eller Sagen opgives; eller lad alle samles om to eller tre eller flere, som da kan tjene skiftevis og saaledes tilfredsstille enhver. Men hvis alle er besjælet af en brændende Kærlighed til Herren og Sandheden og inderligt beder om Guds Vejledning, og hvis den ene ønsker at give den anden Fortrinnet, hvor Evnerne i øvrigt er de samme, vil det i Almindelighed være let at blive enige om, hvad der maa anses for at være Guds Vilje i denne Sag. »Gød intet af Egennytte eller Lyst til tom Ære.« »Gør eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand.« — Fil. 2, 3; Ef. 4, 3. [310]

Samme Fremgangsmaade bør ogsaa  fø1ges ved Valg af  Hjælpere, de saakaldte Diakoner og Diakonisser, hvis gode Rygte ogsaa maa betragtes som en nødvendig Forudsætning. (Se I Tim. 3, 8-13.) Disse kan tjene, hvor det viser sig ønskligt, og de bør have saa mange som muligt af de Egenskaber, der kræves hos en Ældste; de bør saaledes ogsaa være dygtige til at lære og i Besiddelse af Aadens Frugter.

Forskellige Tjenester.

Som vi allerede har set, kan de Ældste have særlige Evner i den ene eller den anden Retning. Nogle er særlig dygtige til at formane, andre til at undervise, andre til klart at udlægge Ordet, andre til at være Evangelister, til at vække de ikke-troendes Opmærk­somhed, og atter andre til at være Pastorer, der fører et almindeligt Overtilsyn med Hjorden og med dens forskellige stedlige og almindelige Interesser. Apostelen Paulus' Tale til de Ældste i Menigheden i Efesus giver os et almindeligt Overblik over den Tjeneste, hvorefter hver enkelt maa søge at afpasse sine Evner som  Husholder. Hans Ord er vel værd at undersøge nøje og under Bøn, især for alle, som paatager sig en Ældstes Tjeneste  i nogen Gren af Arbejdet. Han sagde: »Saa giv Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den hellige Aand satte eder som Tilsynsmænd til at vogte Guds Menighed [Ekklesia].« (AP. G. 20, 28) Ja, sikkert, de  Ældste behøver først og fremmest at give Agt paa sig selv, for at ikke den Smule Ære, som deres Stilling medfører, skal gøre dem stolte og tilbøjelige til at herske, og for at de ikke selv skal tiltage sig den Myndighed og Ære, der tilkommer Hovedet — Overhyrden. At vogte Hjorden er Herrens Sag, som der staar skrevet: »Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord.« (Es. 40, 11.) Naar derfor nogen vælges til Ældste, er det, for at han kan repræsenters Overhyrden — være det Redskab eller den Kanal, hvorigennem den store Faarenes Hyrde kan give sine egne »Mad i rette Tid«, »nyt og gammelt«. [311]

»Ve de Hyrder, som ødelægger og adspreder den Hjord, jeg  føder, siger Herren: Derfor, saa siger Herren, Israels Gud, om de Hyrder, som røgter mit Folk: I har adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke tilset dem; se, jeg hjemsøger eder for eders Idrætters Ondskab, siger Herren. ... Jeg vil oprejse Hyrder over dem, og de skal røgte dem; og de skal ikke frygte mere og ikke forfærdes.« — Jer. 23, 1. 2. 4.

Haandspaalæggelse af de Ældste.

1) »Forsøm ikke den  Naadegave, som er i dig, som blev givet dig under Profeti [Forudsigelse] med Haandspaa­læggelse af de Ældste.« — 1 Tim 4, 14.

2) »Dem [de syv Diakoner, valgt af Menigheden] stillede de frem for Apostlene; og disse bad og lagde Hænderne paa dem.«  — Ap. G. 6, 6.

3) »I Antiokia, i den derværende Menighed [Ekklesia], . . . sagde den hellige Aand: Udtag mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem. Da fastede de og bad og lagde Hænderne paa dem og lod dem fare.« — Ap. G. 13, 1-3.

4) »Vær ikke hastig til at lægge Hænderne paa nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder.« — 1 Tim. 5, 22.

5) »Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den hellige Aand over dem, og de talte i Tunger og profeterede [prædikede].« — Ap. G. 19, 6.

6) »Da lagde de [Apostlene] Hænderne paa dem, og de fik  den hellige Aand.« — Ap. G. 8, 17-19.

7) »Opflam den Guds Naadegave, som er i dig ved mine Hænders Paalæggelse.« — 2 Tim. 1, 6.

Vi har saaledes samlet de inspirerede Vidnesbyrd om Haandspaalæggelse i den nye Skabnings Ekklesia. I de sidste tre (5, 6, 7) hentydes der aabenbart til de »Naadegaver«, der var almindelige i den første Menighed. Apostlene lagde saaledes Hænderne paa alle de indviede troende, og een eller flere Naadegaver fulgte med — »at tale med Tunger« o.  s. v. »Til enhver gives Aandens Aabenbarelse [et Maal af Aanden] til det, som er gavnligt.« (Se Bind V, Kap. 8.) De første fire Tekster (1, 2, 3, 4) giver alle sammen Udtryk for Billigelse eller Godkendelse, men taler ikke noget om Tilladelse eller Bemyndigelse.

1) Timotheus, Paulus' »Søn« i Tjenesten, var allerede blevet døbt og havde allerede modtaget den hellige. [312]  Aands Gave ved Apostelen Paulus' Haandspaalæggelse (se 7), da han fulgte med denne  til Jerusalem. (Ap. G. 21, 15-19.) Uden Tvivl var det ved den Anledning, at »Jakob og alle de Ældste« — apostoliske Ældste — i Forening velsignede Timotheus og lagde deres Hænder paa ham som en Godkendelse, idet de anerkendte hans Hengivenhed og nære Forening med Paulus. Det fremgaar af hele Beretningen, at de ikke gjorde dette med alle Paulus' Ledsagere, heller ikke som noget, der var en Skik, men »under Profeti«, hvilket viser, at en eller anden Forudsigelse eller Underretning fra Herren ledte dem dertil.

2) Disse Diakoner blev ikke ordineret eller bemyndiget til at prædike, ved at Apostlene lagde Hænderne paa dem; thi de var ikke valgt til at være Prædikanter, men til at tjene ved Bordene. Og desuden havde de allerede i Kraft af den hellige Aands Salvelse fuld Myndighed til at prædike efter de Evner og Anledninger, som de havde. Uden at der er Tale om nogen som helst Bemyndigelse, Tilladelse eller Ordination fra nogen som helst, finder vi dog, at Stefanus, der var en af disse Diakoner, prædikede med en saadan Iver og Nidkærhed, at han var den første efter Mesteren til at besegle sit Vidnesbyrd med sit Blod. Apostlenes Haandspaalæggelse betegnede aabenbart blot deres Billigelse og Velsignelse.

3) At der blev lagt Hænder paa Paulus og Barnabas kunde ikke have været for at give dem Tilladelse til at prædike; thi de var allerede anerkendt som Ældste og havde været Lærere i Antiokiamenigheden i over et Aar. Desuden havde de begge tidligere prædiket paa andre Steder. (Sammenlign Ap. G. 9, 20-29; 11, 26.) Denne Haandspaalæggelse kunde blot indbefatte en Godkendelse af det Missionsarbejde, som skulde optages af Paulus og Barnabas; den var et Tegn paa, at Antiokiamenigheden tog Del med dem i dette Arbejde og sandsynligvis bestred deres Udgifter. [313]

4) Her lod Apostelen Paulus Timotheus forstaa, at naar han lagde Hænderne paa en Med arbejder i Vingaarden, gav han ham derved sin Billigelse eller Godkendelse, saa at om vedkommende viste sig uskikket i nogen Henseende, vilde det ogsaa blive regnet Timotheus til Last. Han skulde saa vidt muligt være sikker paa, at han ikke brugte sin Indflydelse til at faa nogen  frem, som kunde skade Herrens Faar ved sin Levevis eller ved sin Lære.

Man burde ikke udsætte sig for nogen Risiko, men udvise Forsigtighed, hvad enten man sendte et Anbefalingsbrev eller offentligt godkendte nogen. Dette Raad gælder stadig alle Herrens Folk, alt efter den Indflydelse de besidder. Dette indbefattede imidlertid ikke paa nogen Maade, at man var afhængig af Timotheus' Godkendelse for et have Ret til at prædike; alle, som har modtaget Salvelsens hellige Aand, har nemlig faaet denne Ret af Herren i Forhold til deres Evner.

Skal Menighedstijenerne være lønnede?

Det er nu almindeligt at lønne enhver Tjeneste i Menigheden, og mange anser dette for uundgaaeligt. Men saaledes var det ikke i den første Menighed. Jesus og hans udvalgte Apostle var, saa vidt vi kan se af Bibelens Udtalelser, fattige, muligvis med Undtagelse af Jakob, Johannes og Matthæus. Jøderne var vante til at give frivillige Bidrag til Levitterne, og dette fik dem øjensynlig til at støtte alt, hvad der var religiøst, og som de fandt at være fra Gud. Disciplene havde en fælles Regnskabsfører, Judas (Joh. 12, 6; 13, 29), og de manglede øjensynlig, aldrig noget, skønt det er lige saa øjensynlig, at de aldrig tiggede om Penge. Intet af denne Art er blot saa meget som antydet i Jesu Ord. Han stolede paa Faderens Forsorg. Nogle agtværdige Kvinder tjente ham og hans Apostle med deres Ejendele. — Se Matt. 27, 55. 56; Luk. 8, 2. 3.

Dersom Jesu Prædikener og Lignelser havde været spækket med Anmodninger om Penge, vilde det have [314] suget Kraften af dem. Der er intet, der tiltaler os mere end den aabenbare Uegennytte, som  Mesteren og hans særlig udvalgte lagde for Dagen. Judas var den eneste Undtagelse, og hans Begærlighed medførte hans Fald. (Joh.  l 2,  5. 6.) Babylons Pengekærhed, dets Pragtlyst og dets Tiggersystem staar dets mægtige Indflydelse meget i Vejen; og den Omstændighed, at Herrens trofaste nu ligesom ved hans første Nærværelse er fri for denne Aand, taler i høj Grad til deres Fordel overfor dem, der studerer dem som levende Breve uden til fulde at kunne værdsætte deres Lære. Paa en ganske særlig Maade har Herren indtil nu draget Omsorg for sit »Høstarbejde«, uden at der en eneste Gang er blevet anmodet om Penge, og vi stoler paa, at det aldrig vil blive anderledes, idet vi tror at dette er Herrens Vilje.

Lad dem, som attraar denne Verdens Rigdommre og Overflod, søge disse Ting indenfor Forretningsverdenen eller ved indbringende Stillinger; ingen bør blive Kristi Evangeliums Tjenere af noget andet Motiv end Kærlighed til Gud, til hans Sandhed og til Brødrene — en Kærlighed, som med Glæde vil opofre Behagelighed, Rigdom og menneskelig Ære, ikke modvilligt, men af Hjertet. Men ak! Navnkristenheden er blevet mægtig og verdslig, og dens Tjenere bliver beæret med Titler som Ærværdige, Velærværdige, Højærværdige og Doctor theologiæ, og med disse høje Titler følger tilsvarende Lønninger — ikke efter disse Tjeneres Behov, men rent forretningsmæssigt udregnet efter deres Evne til at drage store Forsamlinger og velhavende Folk til sig. Og Resultatet er ikke udeblevet: »Zions Præster lærer for Betaling, og dets Profeter spaar for Penge, og [dog vil de hævde, at] paa Herren stoler de og siger: Er ikke Herren i vor Midte? Der kommer ingen Ulykke over os. »Dets Vægtere er blinde alle sammen, de ved intet. Alle sammen er de stumme Hunde, som ikke kan gø, som ligger og. Drømmer, som holder af at sove; og de Hunde er graadige, kender ikke til Mættelse. De er Hyrder, som ikke ved at give Agt; [315] alle sammen har de  vendt  sig til deres egen Vej  [deres eget Velfærd], hver til sin Vinding, fra den første til den sidste.« »Efter deres egne Begæringer tager de sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren [efter Menneskers Ære], og de skal vende Ørene fra Sandheden og vende sig en til Fablerne.« — Mika 3, 11; Es. 56, 10. 11; Fil. 3, 2; 2 Tim. 4, 3. 4.

Nogle kan drage den Slutning, at man bør undgaa begge Yderligheder, de høje  Lønninger og slet ingen Lønninger, og de kan anføre Jesu Ørd: »Årbejderen er sin Løn værd« og Apostelen Paulus' Ord: »Naar vi har saaet eder de aandelige Ting, er det da noget stort, om vi høster eders timelige?« Dog maa vi huske, at selv disse Bibelens stærkeste Udtalelser gælder ikke fyrstelige Gager, men blot det nødvendige Udkomme. Dette illustrerer Apostelen ved at citere fra Moseloven: »Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, som  tærsker.« Oksen skulde have Lov til at forsyne sig med, hvad den selv behøvede, men heller ikke mere. Paulus har ladet  os forstaa, hvorfor han selv havde saa god Fremgang i sin Tjeneste, idet han siger: »Jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders Gods, men eder selv. ... Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser, ja opofres for eders Sjæle. Mon jeg, naar jeg elsker eder højere, elskes mindre?« — 2 Kor. 12, 14. 15.

At følge i Jesu Fodspor fører ikke til høje Lønninger, og lige saa lidt at følge i hans ypperste Apostels, Paulus', Fodspor; thi skønt Paulus viser os, at det ikke paa nogen Maade vilde være uretfærdigt at forlange en jørdisk Godtgørelse for aandelige Tjenester, saa fortæller han dog som Modsætning hertil, hvorledes han selv bar sig ad:

»Jeg har ikke  begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. I ved selv, at disse [mine] Hænder har tjent for mine Fornødenheder og  for dem, som var med mig. Jeg viste eder I alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: Det er saligere at give end at tage.« — Ap. G. 20, 33-35. [316]

»Vi har ikke brugt denne Ret [over eder til at forlange timelige Goder til Gengæld for aandelige]; men vi taaler alt, for at vi ikke skal lægge noget i Vejen for Kristi Evan gelium.« (1 Kor. 9, 12.) »Medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene [frivilligt], da de kom fra Makedonien.« — 2 Kor. 11, 8. 9.

Vi har i disse Henseender nøjagtig de samme Friheder som Apostlene; og vor Trofasthed vil lede os til at følge i deres Fodspor saavel i denne som i alle andre Sager. Herren, Apostlene og deres Medhjælpere, som rejste og gav hele deres Tid til Sandhedens Tjeneste, modtog frivillige Gaver fra Brødrene til at bestride deres Udgifter med; og som vi allerede har nævnt, synes den Omstændighed, at Menigheden i Antiokia lagde Hænderne paa Paulus og Barnabas, da de skulde til at paabegynde deres første Missionsrejse, at have indbefattet, at Menigheden paatog sig Ansvaret for deres Udgifter og saaledes deltog i deres Arbejde, ligesom vi nu alle i Fællesskab som Vagt-Taarnets Bibel- og Traktatselskab udsender »Pilgrimbrødre« og derved paatager os Ansvaret for deres Udgifter.

Der findes ingen Antydning hverken direkte eller indirekte om, at de Ældste, som tjente i Menigheden hjemme, modtog Løn eller andet Vederlag, og vi tror, at det i Almindelighed vil vise sig at være mest fordelagtigt for hver enkelt Menighed at anvende sine egne Medlemmers frivillige Tjenester, hvad enten de er faa eller mange, store eller ubetydelige. Denne bibelske Fremgangsmaade vil give aandelig Styrke; den vil faa de forskellige Medlemmer til at anvende deres aandelige Gaver og faa alle til at se hen til Herren som den sande Hyrde, langt mere end Lønningsmetoden gør. Efterhaanden som Antallet af dygtige Lærere tager til, bør man følge Antiokiamenighedens Eksempel og sende nogle ud som Missionærer, Kolportører, Pilgrimbrødre ø. s. v.

Om nogen Menighed alligevel mener, at dens Virkefelt er saa stort, at det vilde være en Fordel, om en [317] Broder anvendte hele sin Tid i dens Tjeneste og i Missionsarbejdet, og dersom den derfor frivilligt tilbyder ham saa mange Penge, at han kan bestride sine Udgifter, da kender vi ikke noget Skriftsted, som vilde forbyde, at dette Tilbud blev modtaget. Men baade den tjenende Ældste og den understøttende Ekklesia bør se til, at det saaledes anvendte Beløb ikke overstiger, hvad der er nødvendigt til et rimeligt Livsophold for den tjenende og dem, som med Rette er afhængige af ham. Og begge Parter bør desuden se til, at alle Menighedens Medlemmer kommer i Virksomhed, og særlig saadanne som er duelige som Ældste; ellers kan man være sikker paa, at Babylons, Kirkevæsenets Aand vil  tage Overhaand.

Disciplin i Menigheden.
— Matt. 18, 15-18. —

Opretholdelsen af Disciplin er ikke blot de Ældstes Sag, men hele Menighedens. Dersom nogen synes at begaa en Fejl eller Synd, da bør kun den forurettede eller den, som først opdager det urette, foreholde ham hans formodede Fejl. Hvis den, som saaledes, er tilrettevist, ikke kan gøre Rede for sig og fortsætter i det urette, da bør to eller tre Brødre, som er aldeles fordomsfrie, anmodes om  at høre Sagen og give de uenige Raad. (De kan være Ældste eller ej, saa giver deres Egenskab af ÆIdste dem dog ingen yderligere Magt eller Myndighed i denne Sag, uden for saa vidt som man af de Ældste kan vente en modnere Dom og en større Indflydelse.) Dersom denne Komite enstemmigt giver den ene Part Ret, da bør den anden bøje sig og Sagen dermed være fuldt afsluttet — idet der beredvilligt gives Oprejsning, om det er muligt. Om nogen af dem, der oprindelig var uenige, stadig fortsætter med at handle uret, da (men heller ikke før) kan de anden eller en af dem, som var med i Komiteen, eller helst alle disse i Fællesskab, gøre Brug af, deres Ret ti at bringe Sagen frem for Menigheden, Kristi Legeme. Det er saaledes klart, at de Ældste ikke i nogen Hen- [318] seende skulde være Dommere over de andre. At forhøre og at dømme var helt overladt til den enkelte Menighed eller Ekklesia.

Efter at de to første Skridt som ovenfor omtalt er taget, og de Ældste er blevet underrettet herom, da bliver det disses Pligt at sammenkalde et almindeligt Møde af den hele Ekklesia eller indviede Skare som en Domstol, der da skal høre Sagen i alle dens Enkeltheder og i dens Hoveds Navn træffe en Afgørelse. Sagen skal gøres saa klar og den dømte behandles saa ædelmodigt, at Afgørelsen kan blive enstemmig eller næsten enstemmig. Paa den Maade vil Legemets (Menighedens) Fred og Enhed blive bevaret. Anger er mulig lige indtil det Øjeblik, da Menigheden afsiger sin Dom; ja, den egentlige Hensigt med hvert enkelt Skridt i disse Forhandlinger er at faa den fejlende til at angre og forbedre sig, og det gælder slet ikke om at faa ham straffet. At straffe hører ikke os, men Gud til. »Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.« (Rom. 12, 19.) Dersom den skyldige angrer før eller senere under Forhandlingerne, vil det være en Grund til Taksigelse og Glæde for alle, som har Herrens Aand; og ingen andre end disse er Lemmer paa hans Legeme. — Rom. 8, 9.

Ja selv om Overtræderen nægter at høre (adlyde) hele Menighedens Afgørelse, skal man dog ikke paalægge ham nogen Straf, nej, end ikke forsøge derpaa. Men hvad da? Menigheden skal undlade at have Samfund med ham og ikke vise ham noget som helst Tegn paa Broderskab. Fra da af skal han behandles »ligesom en Hedning og en Tolder«. — Matt. 18, 17.

Ved disse Forhandlinger bør man aldrig lade Offentligheden faa noget at vide om Overtræderens Fejl eller Forseelser og derved bringe Skam over ham, Menigheden og Herren, Menighedens Hoved. Heller ikke bør man tale haardt om ham, end ikke efter Adskillelsen — ligesom vi ikke bør haane eller spotte Hedninger og Toldere, »ikke forhaane nogen«, men »gøre det gode [319] imod alle«. (Tit. 3, 2; Gal. 6, 10.)  Kærligheden fordrer absolut Lydighed mod disse sidste to Fordringer overfor »alle«. Hvor meget mere vil Kærligheden da ikke fordre, at man ikke blot undgaar at skade en »Broder«, et Medlem af Menigheden, Kristi Legeme, ved falske og forvrængede Fremstillinger, men desuden ogsaa, at man omhyggeligt skjuler hans Svagheder, Fejl eller Synder, ikke blot for den ufølsomme Verden, men ogsaa for Troens egne, ja, endogsaa for Menigheden, indtil det bliver fundet absolut nødvendigt at foretage det sidste Skridt, at »sige det til Menigheden«. Kærlighedens Aand vil ved hvert Skridt haabe, at den fejlende er besnæret og bundet af forskellige Misforstaaelser, og vil derfor stadig bede om Visdom og Naade til at kunne omvende Synderen fra hans Vejs Vildfarelse for (muligvis) derved at frelse en Sjæl fra Døden. — Jak. 5, 20.

O, om den hellige Aand, Kærlighedens Aand, rigtig maatte faa Lov til at fylde hvert enkelt Medlem af Menigheden, saa at det bliver dem en Lidelse at høre noget nedsættende om nogen, især naar det gælder et andet Medlem af Menigheden, en Broder! Dette vilde straks bortfjerne mindst Halvdelen af den Gnidning, der nu findes. Ovenstaaende Fremgangsmaade, som Herren har fremsat for os, vil ikke føre til, at der ofte indankes en Sag for Menigheden, men vil snarere, samtidig med at den fjerner enhver Grund til Uvilje og Bitterhed, give alle en dyb Respekt for Menighedens Dom, idet den vil blive betragtet som Herrens Dom; og Menigheden vil i samme Forhold blive hørt og adlydt. Desuden kan vi være sikre paa, at naar Orden og Kærlighed saaledes er fremherskende, vil enhver søge saa vidt muligt at »passe sine egne Sager« og ikke søge at irettesætte sin Broder eller bringe en Sag frem for nogen Komite eller for Menigheden, dersom det ikke er en Sag af virkelig Betydning for ham selv, for Menigheden eller for Sandheden. [320]

Uden Tvivl opstaar de allerfleste Menighedsvanske ligheder (saavel som ogsaa Samfunds og Familievanskeligheder) ikke som Følge af noget Ønske om at forurette eller som Følge af en uforsætligt begaaet Fejl, men som Følge af Misforstaaelser og i det mindste delvis fejlagtige Udlægninger af andres Hensigter eller Motiver. Det er i Almindelighed Tungen, som volder Fortræd; og et sundt Sinds Aand vil derfor sørge for at sætte Vagt for Læberne saavel som for Hjertet, hvorfra de uædle Følelser udgaar, som, naar de bliver udtrykt i Ord, kan antænde de daarlige Tilbøjeligheder og ofte skade mange. Den nye Skabning, Menigheden, har faaet strenge Formaninger fra sin Herre og sit Hoved angaaende dette vigtige Emne. Dens Medlemmer maa være fyldte med hans Kærligheds Aand, naar de gaar alene til den, som har forurettet dem, uden paa Forhaand at have drøftet Sagen eller omtalt den for nogen. De skal ikke gaa for at faa vedkommende til at skamme sig over sin Opførsel eller for at forhaane eller paa anden Maade straffe ham, men for at faa det onde til at høre op og om muligt faa den lidte Skade godtgjort. At tale med andre om Forseelsen enten før eller senere er uvenligt, ukærligt og absolut i Modstrid med vort Hoveds Ord og Aand. End ikke for at bede om Raad bør man omtale Sagen; vi har Herrens Raad og bør følge det. Dersom det er et ganske usædvanligt Tilfælde, bør man raadføre sig med den viseste af de Ældste, idet man nævner Sagen, som om det var et tænkt Tilfælde, og uden at lade ham forstaa, hvilken Vanskelighed, der virkelig findes, og hvem der er den skyldige.

Dersom det ikke er en meget alvorlig Sag, skulde man nøjes med at henvende sig personlig til den fejlende, hvad enten han hører eller ikke vil høre, ikke vil give efter. Men dersom man skulde anse  det for nødvendigt at tage det næste Skridt, saa bør man ikke forklare Vanskeligheden for dem, som anmodes om at [321] deltage i Undersøgelsen, førend de kommer sammen baade med Anklageren og den anklagede. Paa den Maade vil man undgaa al Bagtalelse, og de Brødre, som skal udgøre Komiteen, vil være aldeles fordomsfrie, naar de hører om  Sagen, og derfor være saa meget desto bedre i Stand til at raade begge Parter viselig; thi det kan være, at der er Fejl paa begge Sider, eller at hele Fejlen ligger hos Anklageren. Under alle Omstændigheder vil en saadan reel Behandling gøre et godt Indtryk paa den anklagede, og det vil være langt mere sandsynligt, at han vil bøje sig for saadanne Raadgivere, dersom ogsaa de skulde synes, at han har baaret sig galt ad. Men hvad enten den, som Komiteen mener er den fejlende, vil give efter eller ikke, saa er hele Sagen dog stadig strengt privat og bør ikke omtales for nogen som helst, førend den, om den anses for tilstrækkelig vigtig dertil, bliver bragt frem for Menigheden og der bliver endelig afgjort. Da faar for første Gang alle de hellige med Sagen at gøre, men ogsaa kun de; og i samme Forhold som de er hellige, vil de  ønske ikke at sige mere end nødvendigt til nogen angaaende andres Svagheder eller Synder.*)

*) Se endvidere Kapitel 9: »Om din Broder synder imod dig.«

Naar Menigheden nu skal afsige sin Kendelse, saa er Sagen overladt til den enkelte. Hver for sig maa derfor søge at finde ud af, hvad der vil være en retfærdig Afgørelse. Den Straf at unddrage vedkommende Menighedens Samfund skal blot tjene til at vejlede ham i Retfærdighed, og den er foreskrevet af Herren. Den er desuden en Beskyttelse for Menigheden, idet den udskiller dem, som vandrer usømmeligt og ikke efter Kærlighedens Aand. Det bør ikke betragtes som en Adskillelse for bestandig, men blot indtil den tilretteviste indser og erkender sin Uret og efter bedste Evne gør den god igen. [322]

Klager mod Ældste.

»Tag ikke imod noget Klagemaal imod en Ældste, uden efter to eller tre Vidner.«  — 1 Tim. 5, 19.

Apostelen anerkender her to Grundregler: 1) At en Ældste allerede er blevet anerkendt af Menigheden som en, der besidder en god og ædel Karakter, og som er særlig nidkær for Sandheden og helliget Herren. 2) At saadanne Personer som Følge af deres fremtrædende Stilling i Menigheden særlig vil blive gjort til Genstand for Angreb fra Modstanderens Side — Genstand for Misundelse, Ondskab, Had og Kiv, som Herren har forudsagt: »Undrer eder ikke, mine Brødre, om Verden hader eder. « » I ved, at den har hadet mig før end eder.« »Har de kaldt Husbonden Beelsebul, hvor meget mere da hans Husfolk?« (1 Joh. 3, 13; Joh. 15, 18; Matt. 10, 25.) Jo mere trofast og duelig en Broder er, jo mere lig sin Mester, desto mere berettiget vil hans Valg til Ældste være. Og jo mere trofast han er som Ældste, desto sikrere kan han være paa at faa til Fjender — ikke blot Satan og hans Budbærere, men desuden saa mange som Satan kan bedrage og vildlede.

Disse Omstændigheder bør sikre en Ældste mod at blive fordømt ud fra nogen enkelt Persons Udtalelse, om han ellers levede et sømmeligt Liv. Forlydender og Rygter skal man overhovedet ikke give sig af med; thi ingen sand Medkristen, som kender Herrens Regel (Matt. 18, 15), vil udsprede Rygter eller have Tillid til deres Ord, som saaledes lader haant om Mesterens Anvisninger. Om man i det hele taget skal  høre paa Anklagerne, maa de have været Vidner. Og selv om Beskyldningerne fremsættes af to eller flere Vidner, kan Sagen dog kun paahøres og behandles saaledes som allerede nævnt. Den, som beskylder en Ældste for nogen Uret, bør, efter at en personlig Henvendelse ikke har ført til noget, tage to eller tre andre med sig, og disse vil saaledes blive Vidner til den andens Umedgørlighed. Saa kan Sagen stadig uforandret bringes frem for Menigheden. [323]

Da den Fordring, at en Anklage først skal finde Sted i to eller tre Vidners Nærværelse, inden den bringes frem for Menigheden, gælder alle Menighedens Medlemmer, kan vi deraf slutte, at Apostelen blot hævdede, at en Ældste skulde have de samme Rettigheder og Privilegier, som var sikret alle de andre Brødre. Muligvis var nogle tilbøjelige til at mene, at eftersom en Ældste skulde »have et godt Vidnesbyrd« ikke blot i Menigheden, men ogsaa »af dem, som er udenfor«, burde han kræves til Regnskab for de mindste Ubetydeligheder som Følge af sin indflydelsesrige Stilling. Men Apostelen afgør Sagen ved at sige, at en Ældste skal have de samme Anledninger som andre.

Nødvendigheden af, at der findes Vidner, er en Sag, som bør være dybt indprentet i enhver ny Skabnings Sind. Hvad andre mener at vide, og hvad de sladderagtigt meddeler, bør man end ikke ænse — ikke tage imod. Dersom to eller tre i Overensstemmelse med Herrens Anvisninger rejser Beskyldninger mod nogen — ikke ved at bagtale og udbrede Sladder, men som Bibelen lærer — indfor Menigheden, saa bør man selv da ikke tro dem; men nu vil den rette Tid være inde for Menigheden til at høre Sagen — i begges Nærværelse høre begge Sider; og derefter bør den træffe en kærlig Afgørelse og formane paa en saadan Maade, at den fejlende om muligt kan hjælpes tilbage til Retfærdighed og ikke stødes bort — ud i Mørket udenfor.

Misforstaaet Kaldelse til at prædike.

Der er mange, som siger, at de er kaldet af Herren til at prædike Evangeliet; men det kan godt være, at de i samme Aandedræt tilføjer, at de aldrig har forstaaet hvorfor, eller at de er fuldstændig klare over, at de ikke er særlig skikkede til den Tjeneste, eller at Omstændighederne altid har syntes at hindre dem i at følge Kaldelsen. Naar man spørger dem nøjere ud  angaaende denne »Kaldelse«, viser det sig, at det blot har været en Indbildning eller Indskydelse. En følte en- [324] gang  (maaske endogsaa inden han blev en kristen), at han burde hellige sig Herren og hans Tjeneste, og han kunde da ikke tænke sig nogen bedre Maade at   tjene Gud paa end saaledes som Prædikanten i den Kirke, som hans Familie tilhørte. En anden følte sig tilskyndet af sin Forfængelighed og sagde til sig selv. Hvor det vilde være dejligt at gaa iført Ornat og blive æret og anset og faa Løn som Prædikant — selv om det kun blev en anden eller tredje Klasses. Hvis en saadan desuden havde stor Selvtillid, vilde det sandsynligvis komme til at staa saaledes for ham, at ligesom de udvalgte Apostle var ulærde og uvidende Mænd, saaledes havde Gud maaske særlig udtaget ham paa Grund af hans Mangel paa Evner og Dannelse. Gud har vist sin Naade mod mange saadanne og ligeledes mod sin Sag ved ikke at give dem Anledning til at følge deres Ærgerrighed, som de saa fejlagtigt antog for Guds Kaldelse til at prædike.

Som vi allerede har vist, er ethvert Medlem af den nye Skabning kaldet til at prædike — ikke som Følge af sine Ærgerrigheder eller Forestillinger, men i Kraft af Ordet, der kalder alle, som ikke modtager Guds Naade forgæves, til at »forkynde hans Dyder, som kaldte os fra Mørke til sit underfulde Lys«. (1 Pet. 2, 2.) Dette Kald indbefatter derfor alle, som er avlet af Sandhedens Aand — Mand og Kvinde, Træl og fri, rig og fattig, lærd og ulærd — sort, brun, rød, gul og hvid. Hvad mere behøves der end dette: »Han lagde i min Mund en ny Sang«, nemlig »Herrens Naadegerninger«? — Ps. 40, 4; 107, 43.

Det er sandt, at Herren særlig udvalgte og særlig kaldte de tolv Apostle til en særlig Gerning; det er ogsaa sandt, at dersom Herrens Folk vil lytte til hans Røst, har han lovet, at han vil »sætte Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, efter som han vil« — nogle til en Tjeneste, andre til en anden, »hver efter sin Evne«. (Matt. 25, 15.) Men han viser os klart, at mange vil søge at »sætte« sig selv som Lærere, og at det er Me- [325] nighedens Pligt stadig at se hen til ham som Menighedens sande Hoved og Leder og ikke at støtte de ærgerrige Brødre, som søger deres egen Ære; at forsømme denne Pligt, viser han os, er det samme som at forsømme eller tilsidesætte hans Ord og er derfor Mangel paa Kærlighed og Lydighed. Det vil sikkert vise sig at være til aandelig Skade for en saadan Ekklesia saavel som til Skade for den selvbestaltede Lærer.

Herrens Fremgangsmaade i denne Henseende er klart fremholdt i Skriften: »Enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.« (Luk. 14, 11.) Menigheden bør altid følge denne Regel, idet den bliver ledet af Aanden og søger at kende og adlyde sin Herre. Herren forfremmer kun saadanne, hvis Iver og Trofasthed og taalmodige  Udholdenhed i at gøre vel har vist sig i de smaa Ting. »Den, som er tro i det mindste, er ogsaa tro i meget.« (Luk. 16, 10.) »Du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget.« (Matt. 25, 21. 23.) Der er altid god Plads nederst paa Ærens Stige. Enhver, som vil, behøver ikke længe at staa uden Lejlighed til at tjene Herren, Sandheden og Brødrene paa en saadan ydmyg Maade, som den hovmodige vil lade haant om og foragte, idet han søger de Tjenester, som er ærefulde i Menneskers Øjne. Den, som er trofast, vil med Glæde tjene paa en hvilken som helst Maade, og en saadan giver Herren stadig rigere og rigere Anledning. Ethvert Medlem af den nye Skabning bør saaledes nøje følge Herrens Vilje, som er et Udtryk for Visdommen herovenfra — især naar han skal afgive sin Stemme ved som et Lem paa Kristi Legeme at strække Haanden frem for at udtrykke Hovedets Vilje.

En Broder, som søger sin egen Ære, bør ikke vælges til Ældste, hvor vel skikket han ellers kan være, man bør hellere vælge en mindre dygtig, men ydmyg Broder. En saadan mild Bebrejdelse vil være til Gavn for alle — se1v om der ikke nævnes et Ord om Aarsagen til denne Fremgangsmaade. Og  dersom en ellers duelig Ældste [326] skulde vise Tilbøjelighed til at ville herske eller mene, at han staar over Menigheden og hører til en særlig Klasse, eller skulde lade sig forstaa med, at han havde en guddommelig Ret til at lære, som han ikke havde faaet tildelt af Menigheden, da vilde det være kærligt saavel som en Pligt overfor en saadan at give ham en mindre fremstaaende Tjeneste eller for en Tid slet ikke give ham nogen særlig Tjeneste, indtil han retter sig efter denne milde Bebrejdelse og søger at blive befriet fra Modstanderens Snare.

Alle bør huske, at ligesom andre Egenskaber er ogsaa Ærgerrighed (Fremadstræben) nødvendig i Menigheden saavel som i Verden; men indenfor den nye Skabning maa det ikke være en selvisk Stræben efter at være noget stort og fremragende, men en Higen efter i Kær­lighed at tjene Herren og hans Folk — selv den allerringeste. Vi ved alle, hvorledes Ærgerrighed førte til Satans Fald — Faldet fra at være begunstiget af Gud og fra at tjene ham til at blive en Fjende af Skaberen og en Modstander af alle hans retfærdige Anordninger. Alle,  som i Lighed med Satan siger: »Over Guds Stjerner vil jeg rejse min Trone [jeg vil sætte mig selv over andre Guds Sønner], jeg vil gøre mig den Højeste lig [være en Hersker iblandt dem, en, som har tiltaget sig guddommelig Myndighed uden at være beskikket af Gud og imod Guds Anordning]«, ja, enhver saadan kan være sikker paa ligesom Satan at blive misbilliget af Gud og saaledes fremmedgjort for ham. Og ligesom Satans Indflydelse nødvendigvis maa være til Skade saaledes ogsaa disses. Ligesom det vilde være utrygt at have Satan til Lærer, saaledes kan ogsaa alle, som har hans Sindelag, kun lede ud i Mørket, i Stedet for ind i Lyset; thi de er ikke i den rette Stilling til at kunne modtage Lyset og blive anvendt som dets Sendebud til andre.

Dersom nogen Broder føler sig forvisset om, at han er kaldet til at prædike eller indtage en ledende Stilling, uden at der  paa den af Gud bestemte Maade har aabnet [327] sig nogen Anledning for ham til at tjene — om han med andre Ord er tilbøjelig til at ville tvinge sig ind paa Menigheden og ikke næsten enstemmigt er blevet anmodet om at tjene den — eller om en Broder efter at være blevet valgt til Leder eller Ældste søger at fastholde sin Stilling og mener, at den retmæssigt tilkommer ham, uden at han fra Tid til anden bliver anmodet af Menigheden som et Hele om at forsætte med at tjene, da kan vi med Sikkerhed sige, at denne Broder enten ikke har den rette Forstaaelse af denne Sag eller ogsaa har et urigtigt Sindelag, som søger sin egen Ære og gør ham absolut uskikket til enhver Tjeneste i Menigheden. I ethvert Tilfælde vil det være ret at foretage en Forandring ved den første passende Anledning til at afholde Valg. Som vi allerede har nævnt, vil den første Søndag i Aaret eller hvert Kvartal være et godt Tidspunkt, som enhver let vil kunne huske.

»Paamind de uskikkelige.«

»Vi formaner eder, Brødre, paamind de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag eder af de skrøbelige, vær langmodige imod alle! Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter det gode, baade imod hverandre og imod alle.« — 1 Thess. 5, 14. 15.

Denne Formaning er ikke rettet til de Ældste alene, men til hele Menigheden med dens Ældste. Det er nemlig en Kendsgerning, at selv om hele Menigheden som Guds nye Skabning staar som fuldkommen indfor ham i Kristus Jesus, saa er hver enkelt af de nye Skabninger ikke desto mindre ufuldkommen i Kødet. Vi ser ogsaa deraf, hvad vi alle maa erkende, at man kan være mere eller mindre ufuldkommen og det paa forskellige Maader. Ligesom det er Tilfældet i en jordisk Familie, at Forældrene maa behandle Børnene forskelligt efter deres forskellige Anlæg, saaledes er dette i langt højere Grad Tilfældet i Guds Familie; vi er saa forskelligt anlagt af Naturen og maa derfor tage særligt Hensyn hertil overfor hverandre. At give Agt paa andres Ufuldkommenheder for at kritisere dem vil være til stor Skade for os selv, idet det vil ud- [328] vikle i os en Tilbøjelighed til at finde Fejl og til nøje at vaage over andres Svagheder og Ufuldkommenheder, og medens vi maaske samtidig er lige saa blinde for vore egne Mangler. Det er ikke den Slags Kritik, Apostelen formaner os til at udøve.

Apostelen taler til saadanne, som er avlet af Sandhedens Aand, Hellighedens, Ydmyghedens og Kærlighedens Aand. De, som mere og mere udvikler Aandens Frugter, vil først og fremmest give Agt paa deres egne Mangler, medens deres Kærlighed til andre vil bringe dem til at undskylde disse saa meget som muligt. Men medens denne Kærlighedens Aand med Rette bærer over med Brødrenes Fejl og Skrøbeligheder, maa den ikke desto mindre søge at gøre vel imod dem — ikke ved Splid og Strid og Kivagtighed eller ved at irettesætte, bagtale og finde Fejl hos andre, men paa en Maade som Kærligheden, den gyldne Rettesnor, kan billige. Med Mildhed, Sagtmodighed og Overbærenhed vil Kærligheden faa os til at undskylde hverandres Svagheder og samtidig bringe os til at hjælpe hverandre ud af dem, idet vi husker, at vi selv er skrøbelige.

De uskikkelige skal ikke hjælpes og opmuntres til at fortsætte i det urette, men bør i Venlighed og Kærlig­hed paamindes om, at Gud er en Ordenens Gud, og at vi kun kan gaa frem i hans Lighed og Gunst i samme Forhold, som vi retter os efter Ordenens Love. De bør paamindes om, at intet staar Guds Anordning fjernere end Anarki, og at naar selv verdslige Mennesker anerkender det Princip, at den værste Regeringsform, man kan tænke sig, er at foretrække for Anarki, saa maa Guds Folk, som har faaet et sundt Sinds Aand, den hellige Aand, saa meget desto mere anerkende dette Princip i Menigheden. Apostelen formaner os til at underordne os hverandre i Herrens Sags Interesse. Hvis vi alle var fuldkomne, og hvis vor Forstaaelse af Herrens Vilje var fuldkommen, saa vi altid havde den samme Opfattelse, vilde vi ikke behøve at underordne os hverandre; men eftersom vi nu dømmer forskelligt, [329] er det nødvendigt, at vi agter hverandre og hverandres Synsmaader og Anskuelser, og at enhver søger at give noget efter for Fredens Skyld, ja, give fuldstændigt efter for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand indenfor Kristi Legeme, saafremt da ikke noget Princip vil blive krænket derved.

De uskikkelige eller uordentlige er maaske ikke helt at dadle for deres Tilstand. Mange er født uordentlige og er derfor tilbøjelige til at være dette i Klædedragt saavel som i alle andre Henseender. Dette er saaledes en af deres Svagheder, og vi bør have Medfølelse med dem i denne Henseende, men dog ikke tillade at det kommer til at skade Guds Menighed, saaledes at den hindres i at studere Sandheden eller bliver mindre brugbar i Sandhedens Tjeneste. Gud ønsker ikke en saadan Sagtmodighed hos sine Folk, at de viser en svag Optræden overfor de uskikkelige eller uordentlige. Man bør i al Kærlighed, men med Bestemthed, vise dem, at eftersom Orden er Himmelens første Lov, maa den skattes højt af dem, som er himmelsk sindede, og at det derfor vil være uret af Menigheden at tillade en eller to eller flere af sine Medlemmer at krænke de Forordninger, som Gud har givet os i sit Ord.

Ikke alle skal paaminde.

Selv om Apostelen saaledes henvender sig til hele Menigheden, vil det dog være en stor Fejl at tro, at han mente, at hver enkelt i Menigheden skulde paaminde. At paaminde paa en viis og gavnlig Maade er i Sandhed en meget vanskelig Sag, og kun ganske faa formaar at gøre det. Ved Valg af Ældste bør enhver Menighed vælge dem, som er mest udviklet i aandelig Henseende, og som desuden har saadanne naturlige Egenskaber, som gør dem vel skikkede til at være Menighedens Repræsentanter, ikke blot hvad angaar Ledelsen af Møderne o. s. v., men ogsaa til at opretholde Orden paa disse og til at paaminde de uskikkelige paa en viis og kærlig, men bestemt Maade. At dette er [330] Apostelens Tanke fremgaar klart af de to foregaaende Vers, i hvilke han siger:

»Vi beder eder, Brødre, at I skønner paa dem, som arbejder iblandt eder og er eders Forstandere i Herren og paaminder eder, og agter dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Hold Fred med   hverandre!«

Dersom Menigheden har bedt om himmelsk Visdom og har søgt at udøve denne ved Valget af Ældste, er det klart, at de, som saaledes er blevet valgt, var agtet meget højt. Og da man ikke bør vælge saadannne, som er nye i Sandheden, maa de have været skattet og valgt for deres Arbejdes Skyld, fordi Brødrene mente, at de havde et stort Maal af Kærlighedens, Visdommens og Sagtmodighedens hellige Aand foruden visse naturlige Gaver og Egenskaber, som gjorde dem skikket til denne Tjeneste. At »holde Fred med hverandre«, som Apostelen formaner os til, vil sige, at Menigheden efter at have valgt disse Ældste til at være dens Repræsentanter bør vente af dem, at de udfører den Tjeneste, hvortil de er blevet valgt, og den enkelte bør saaledes ikke selv paatage sig at irettesætte eller paaminde. Nej, Guds Folk bør, som vi allerede har set, ikke dømme hverandre personlig, og kun Menigheden som et Hele kan fratage nogen det Privilegium at komme til Møderne og nyde Vennernes Samfund. Vi har set, at dette kan kun ske, efter at de forskellige mere private Skridt er taget — altsaa efter at alle Anstrengelser for at opnaa en fredelig Ordning har vist sig frugtesløse, og Menighedens Interesser nu er alvorlig truet som Følge af Overtræderens urette Fremfærd. Men i den Tekst, som vi nu er ved at undersøge, formaner Apostelen Menigheden til at »skønne« paa dem, som den har valgt til at være dens Repræsentanter. Den skal se hen til dem og vente af dem, at de vaager over Menighedens Interesser og paaminder de uskikkelige, indtil Forholdene bliver saa alvorlige, at de maa bringes frem for Menigheden som Domstol. [331]

Offentlige Irettesættelser bør være sjældne.

Det kan under nogle Omstændigheder være nødvendigt, at denne Paamindelse sker offentligt for Menigheden, saaledes som Apostelen siger til Ti motheus: »Dem, som synder [aabenlyst], irettesæt dem for alles Aasyn, for at ogsaa de andre maa have Frygt.« (1 Tim. 5, 20.) En  saaden offentlig Irettesættelse forudsætter naturligvis, at der er begaaet en offentlig eller aabenlys Synd af meget alvorlig Art. Hvor der har fundet en ringe Afvigelse Sted fra Menighedsordenen, maa de Ældste sikkert hellere ledet af Kærlighedens Lov, den gyldne Rettesnor, »give Agt paa hverandre, saa de opflammer hverandre til Kærlighed og gode Gerninger«, og da vil de sikkert forstaa, at en privat Samtale sandsynligvis vil være til 1angt større Hjælp for den enkelte end en offentlig Irettesættelse, som kunde skade eller saare en følsom Natur ganske unødvendigt, hvilket ikke vilde være efter Kærlighedens Anvisninger. Men selv om en Ældste maa irettesætte en alvorlig Synd offentligt, bør det ikke desto mindre ske i Kærlighed og med Ønsket om at retlede den tilretteviste og hjælpe ham tilbage, ikke paa nogen Maade for at vanære ham eller for at støde ham bort. Nej, det er ikke de Ældstes Sag, naar de irettesætter, at udelukke nogen fra Menigheden eller dens Privilegier. Dette kan, som vi har set, kun Menigheden som et Hele gøre og først efter at have hørt Sagen nøje, saa at den anklagede har faaet fuld Anledning til at forsvare sig eller omvende sig og blive tilgivet. Den enkelte Menighed eller Ekklesia, Herrens indviede, repræsenterer tilsammen Herren, medens de Ældste blot repræsenterer Menigheden —  valgt, som de er, efter Menighedens bedste Forstaaelse af Herrens Valg. Det er derfor Menigheden og ikke de Ældste, som kan træffe den endelige Afgørelse i alle saadanne vigtige Sager; en Ældstes Afgørelse kan altid underkastes en ny Prøve af Menigheden og forandres i Over­ensstemmelse med, hvad den anser for at være Herrens Vilje. [332] 

Da vi nu er ved at undersøge dette Emne, vil vi standse et Øjeblik for at spørge om, hvor langt Menighedens Myndighed gaar til direkte eller indirekte eller gennem sine Ældste at paaminde de uskikkelige og til sidst udelukke dem fra Samfundet. Menigheden har ikke Magt til at udelukke dem for stedse. Dersom en Broder har fejlet overfor en anden Broder eller overfor hele Menigheden og derpaa vender tilbage og siger: »Jeg angrer min Fejl og lover, at jeg for Fremtiden skal bestræbe mig for at handle ret«, da bør man tilgive ham helt og fuldt, lige saa hjerteligt, som vi haaber, at Herren vil tilgive os alle vore Overtrædelser. Ingen uden Herren har Magt eller Myndighed til at afskære nogen for evigt — Magt til at borttage en Gren fra Vintræet. Vi læser, at der er Synd til Døden, for hvilken det er unyttigt at bede (1 Joh. 5, 16); men vi maa vente, at en saadan forsætlig Synd, der bliver straffet med den anden Død, er saa aabenlys, saa graverende, at alle, som har Samfund med Herren, straks vil kunne indse dette. Vi bør ikke dømme om, hvad der bor i andres Hjerter; thi vi kan ikke læse Hjerterne; men hvis de synder med Vilje, begaar Synd til Døden, vil det sikkert vise sig udadtil, enten ved at de fornægter det dyrebare Forsoningsblod, dersom det er Lærespørgsmaal, det gælder, eller ved at de hengiver sig til en umoralsk Vandel, dersom de er vendt tilbage til at vandre efter Kødet ligesom »den toede So til at vælte sig i Sølen«. Det er saadanne — der ogsaa omtales i Heb. 6, 4-8; 10, 26-31 — Apostelen advarer os imod at have nogen som helst Omgang med. Vi bør hverken spise med dem eller modtage dem i vore Huse eller byde dem velkommen (2 Joh. 9-11); thi de, som plejer Omgang med dem eller byder dem velkommen, vil blive betragtet, som om de selv var Guds Fjender og delagtige i hines onde Gerninger eller Læresætninger.

Men noget ganske andet bliver Tilfældet med dem, som »vandrer usømmeligt«. En Broder eller Søster, som er udelukket for Ordenens Skyld, bør ikke behandles [333] som en Fjende eller anses for en saadan, men som en vildfarende Broder, saaledes som Apostelen siger senere hen i sit andet Brev til Thessalonikerne: »Dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet [dersom han vandrer uskikkeligt, er uvillig til at underordne sig sund Fornuft og gode og kærlige Ordensprincipper], da mærk eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han maa  skamme sig! Dog skal I ikke agte ham for en Fjende, men paaminde ham som en Broder!« (2 Thess. 3, 14. 15.) Et Tilfælde som dette indbefatter, at en Broder aabenlyst modsætter sig de Ordensregler, som Apostelen som Herrens Talerør har meddelt os; og en saadan offentlig Modstand mod de rette Principper bør irettesættes af Menigheden, dersom den finder, at vedkommende Broder vandrer saa uskikkeligt, at han bør paamindes. Hvis han ikke vil tage imod Fornuft og lade sig undervise af Herren gennem Apostelen, bør han anses for saa fuldstændig ude af Harmoni med Sandhed og Ret, at det ikke 1ængere vil være ret at lade ham nyde Samfundet med Brødrene, førend han bøjer sig for disse rimelige Forordninger. Brødrene bør ikke gaa forbi ham paa Gaden, som om de ikke kender ham; de maa behandle ham høfligt. Han bør kun udelukkes fra Menighedens særlige Privilegier og fra den særlige broderlige Omgang, som de trofaste kan nyde. Dette er ogsaa Tanken i Jesu Ord: »Han skal være for dig ligesom en Hedning og en Tolder.« Herren mente ikke, at vi skulde fortrædige en Hedning eller en Tolder eller paa nogen Maade behandle dem uvenligt, men blot, at vi ikke skulde have Omgang med dem som med Brødre eller søge deres Fortrolighed eller som nye Skabninger være fortrolige overfor dem. Troens egne skal sammenknyttes og sammenbindes med gensidig Kærlighed og Sympati. Det er disse herlige Privilegier og Velsignelser den udelukkede Broder gaar Glip af, indtil han forstaar, at han maa forandre sig for atter helt at kunne slutte sig til Guds Familie. Dette viser, hvorledes Varme, Hjertelighed og sand Broderlighed bør [334] være fremherskende blandt dem, som er Lemmer paa Kristi Legeme.

»Trøst de modfaldne!«

Idet vi gaar videre i vor Undersøgelse af Apostelens Ord i 1 Thess. 5, 12-15, lægger vi Mærke til, at Menigheden skal trøste dem, der har et svagt Sind. (Vers 14, eng. Overs.) Der siges os med andre Ord, at den hellige Aand forvandler ikke vore dødelige Legemer, saa at alle Svagheder fuldstændig overvindes. Nogle har svage Sind, medens andre har svage Legemer, og de behøver alle vor Medfølelse. De, der har et skrøbeligt Sind, vil ikke blive helbredt ved et Mirakel; men vi bør heller ikke tro, at de ikke hører med  til Kristi Legeme, fordi de i deres Svaghed ikke formaar at begribe Længderne og Bredderne og Højderne og Dybderne i Guds Plan. Nej, ligesom Herren ved Udtagelsen af Menigheden ikke blot søger dem, der er veludviklede i legemlig Henseende, de stærke og kraftige, saaledes søger han heller ikke blot dem, der er stærke og kraftige, hvad Sindet angaar, og som er i Stand til grundigt at gennemtænke og analysere hver lille Del af Guds Plan. Nogle af Legemets Lemmer har saadanne Evner, men andre er svagsindede og kan end ikke tilegne sig saa megen Kundskab som de fleste. Hvorledes skal vi trøste disse? Vi svarer, at saavel de Ældste, naar de fremstiller Sandheden, som alle Menighedens Medlemmer i deres fælles Omgængelse bør trøste disse — ikke netop ved at vise dem deres Svaghed og have Overbærenhed med den, men snarere ved ikke at vente lige stor Dygtighed og Indsigt hos alle, der hører med til Guds Familie. Ingen bør hævde, at de, der saaledes staar tilbage, hvad Evner angaar, derfor ikke hører med til Kristi Legeme.

Det er næsten den samme Tanke som fremholdes i den danske Oversættelse: »Trøst de modfaldne!« Nogle mangler af Naturen Mod og Kamplyst, og hvor god en Vilje, de end har, og hvor trofaste de end er i deres Hjerter, kan de dog ikke som de andre Lemmer paa. [335] 

Legemet »være stærke i Herren« eller »stride Troens gode Strid« udadtil. Men om de skal komme til at høre med til Sejrvinderne, maa de dog lægge for Dagen baade overfor Herren og Brødrene, at det er deres Vilje, deres Hensigt at være modige og trofaste.

Vi bør alle indse, at Herren dømmer sit Folk efter, hvad der bor i deres Hjerter. Og om disse svagsindede eller modfaldne har haft Viljestyrke nok og et tilstrækkeligt stærkt og klart Sind til at fatte Grundsandhederne i Guds Plan om Genløsningen i Kristus Jesus og om deres egen Retfærdiggørelse indfor Gud, og hvis de endvidere paa denne Grundvold har indviet deres alt til Gud, bør vi i enhver Henseende behandle dem saaledes, at de kan føle, at de helt og fuldt betragtes som Lemmer paa Kristi Legeme, og at den Omstændighed, at de ikke kan udlægge og maaske heller ikke saa klart fatte de enkelte Træk i Guds Plan eller forsvare den saa frimodigt som andre, ikke kan betragtes som et Tegn paa, at de ikke er antaget af Herren. De bør opmuntres til at ile fremad paa Selvopofrelsens Vej i Guds Tjeneste, idet de gør alt, hvad deres Hænder finder at gøre, til Herrens Ære og til Velsignelse for hans Folk. De bør trøstes med, at alle, som bliver i Kristus og udvikler hans Aands Frugter og vandrer i hans Fodspor, i Selvopofrelse, vil i sin Tid faa nye Legemer med fuldkommen Virkekraft. Da skal alle Legemets Lemmer blive i Stand til at kende,  saaledes som de er kendt; men indtil da, forsikrer Herren os, vil hans Kraft blive aabenbaret saa meget  desto mere i vor Magtesløshed.

»Tag  eder af de  skrøbelige!«

Dette indbefatter, at nogle i Menigheden er skrøbeligere end andre, ikke blot i legemlig, men ogsaa i aandelig Henseende, idet nemlig deres menneskelige Organismer er saa ødelagte, at det er langt vanskeligere for dem at vokse og udvikles i aandelig Retning som nye Skabninger. Saadanne bør ikke stødes bort fra Lege- [336] met; thi hvis Herren har agtet dem værdige til at faa Kundskab om hans Naade, da vil dette være et Bevis paa, at han ogsaa vil kunne hjælpe dem til til sidst at blive Sejrvindere ved ham, som elskede os og købte os med sit dyrebare Blod. De bør styrkes og opmuntres med Bibelens Forjættelser om, at naar vi er svage i os selv, kan vi være stærke i Herren og i hans Vældes Kraft, idet vi kaster al vor Sorg paa ham og ved Tro klynger os til hans Naade; og man bør vise dem, at netop i deres Magtesløsheds og Fristelses Stund bliver den Forjættelse opfyldt paa dem: »Min Naade er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed.« Hele Menigheden kan være med til saaledes at trøste og op­muntre, skønt de Ældste naturligvis har en særlig Opgave og et særligt Ansvar overfor disse, eftersom de er Menighedens og følgelig Herrens valgte Repræsentanter. Efter at Apostelen i sin Omtale af de forskellige Lemmer paa Legemet har talt om Pastorer og Lærere taler han ogsaa om nogle, som er sat »til at hjælpe«. (1 Kor. 12, 28.) Det er øjensynlig Herren velbehageligt, at alle Menighedens Medlemmer saaledes søger at hjælpe, ikke blot de Ældste, der er valgt til at være Menighedens Repræsentanter, men ogsaa hverandre, idet vi gør det gode imod alle, efter som vi har Lejlighed, men mest imod Troens egne.

»Vær langmodige imod alle!«

Naar de nye Skabninger følger denne Formaning til at vise Langmodighed overfor hverandre under alle Omstændigheder, opdager de, at de ikke blot viser det rette Sindelag overfor hverandre, men at de desuden udvikler i dem selv en af den hellige Aands mest ophøjede Frugter, Langmodighed. Langmodighed er en Aandens Frugt, som der er rig Lejlighed til at lægge for Dagen i alle Livets Forhold saavel overfor dem udenfor som dem indenfor Menigheden; og vi gør vel i at komme i Hu, at hele Verden har Krav paa vor Langmodighed. Dette vil først staa klart for os, naar [337] vi faar det rette Syn paa den sukkende Skabnings Tilstand, saaledes som denne er aabenbaret for os i Bibelen. Der finder vi hele Faldets Historie og ser, hvorledes alle kom til at lide under det. Der ser vi Guds Langmodighed overfor Syndere og hans underfulde Kærlighed, der fik ham til at genløse dem og til ikke blot at drage Omsorg for, at hans Menighed skulde blive velsignet og løftet op af det dybe Dynd og af Fordærvelsens Grav, Syndens og Dødens Vold, men til ogsaa at træffe herlige Foranstaltninger for hele Menneskeverdenen. Ja, der ser vi ogsaa, at Verden i Sandhed befinder sig i en meget vanskelig Stilling, idet den er besnæret af Modstanderen, »denne Verdens Gud«, som forblinder og bedrager den. — 2 Kor. 4, 4.

En saadan Kundskab maa indgive os Langmodighed! Og har vi Langmodighed overfor Verden, hvor meget mere maa vi da ikke have Langmodighed overfor dem, som ikke længere er af Verden, men som ved Guds Naade har faaet Tilgivelse i Kristus Jesus, er blevet optaget i Guds Familie og nu søger at vandre i Kristi Fodspor! O, hvilken kærlig og overbærende Langmodighed bør vi ikke vise overfor disse vore Meddisciple, Lemmer paa Herrens Legeme! Ja, vi kan ikke andet end være langmodige imod dem. Og om vor Langmodighed skulde briste, om vi viser os utaalmodige overfor nogen af dem, vil Herren sikkert særlig misbillige det og paa en eller anden Maade revse os derfor. Desuden er det nødvendigt, at vi i stor Udstrækning viser Langmodighed overfor os selv i vor nuværende Svaghed og Skrøbelighed og i vor Kamp mod Verden, Kødet og Modstanderen. Efter som vi lærer at forstaa dette, vil vi blive i Stand til at være mere langmodige imod_- alle.