Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 7

DEN NYE SKABNINGS LOV.

Naar en Lov gives, indbefatter det, at de, dens gives til, er i Stand til at holde den. — Guds Lov var oprindelig indskrevet i Men­nesket. — Der kunde ikke gives den faldne Slægt en Livets Lov. — Forløsningen er ikke af Lov, men af Naade. — Lovpagten blev opfyldt og den nye Pagt beseglet ved Kristi Offer. — Den sinaitiske Lov var kun for det kødelige Israel. — Den nye Pagts Lov. — Det Bud, hvorunder de hellige udvikles. — De nye Skabningers Stilling overfor Gud og hans Lov er forskellig fra alle andres. — Vækst i Forstaaelse af den fuldkomne Lov. — Om at løbe imod Maalet og om at staa fast ved det. — Den gyldne Rettesnor. — Frihedens fuldkomne Lov.

NAAR, EN LOV bliver givet af en maalbevidst Øvrighed, indbefatter dette, at de, til hvem den bliver givet, er i Stand til at holde den, eller ogsaa, at der er truffet en saadan Ordning, at mulige Overtrædelser kan blive sonet. Selve Udstedelsen af Loven forudsætter Muligheden for, at den kan blive krænket. Derfor er der altid til en Lov knyttet et Straffesystem. Med Hensyn til Adam, om hvem det hedder, at han var skabt i Guds Billede, og over hvem der kom en Dødsdom paa Grund af hans Ulydighed mod Guds Vilje, slutter vi, at en Lov maa være blevet ham foreskrevet, og at den har været tilstrækkelig tydelig; ellers kunde han ikke med Retfærdighed være blevet dømt som Overtræder mod sin Skaber. Der siges udtrykkeligt, at Synden i Eden bestod i Ulydighed mod Guds Befaling. Om den Dødsdom, der blev fældet over Adam og gennem ham paa naturlig Maade over hans Efterkommere, var retfærdig, maa dette indbefatte, at han forstod den Lov, han var under, og at han med Vidende og Vilje overtraadte den. Ellers vilde Fejlen have ligget hos Lovgiveren. At Adam var i en Tilstand, hvor han kunde tage imod den guddommelige Lov og adlyde den, bevises ogsaa ved den Omstændig-[384]hed, at der ikke var truffet nogen Foranstaltning til at sone Overtrædelser af Loven, at der ikke fandtes en Mellemmand. Som et Resultat af hans Synd kom den fulde Straf over ham.

Der foreligger ikke nogen Beretning om, at Skanberen overgav Adam og Eva en Lovbog, skrevet paa Sten eller lignende. Da denne Form for Lovgivning er almindelig i vor Tid paa Grund af Menneskenes Svaghed, er der mange, der ikke kan se, paa hvilken Maade den fuldkomne Adam havde modtaget den fuldkomne Lov, hvorefter han blev prøvet, og hvorefter han blev domfældt som Følge af sit Fald. Det er imidlertid en Fejltagelse at mene, at en Lov altid maa være nedskrevet i det ydre — paa Papir, Sten eller lignende. Man maa kunne forstaa, at den guddommelige Lov var givet paa en endnu højere Maade, at Mennesket var skabt saa fuldt ud i Overensstemmelse med Retfærdighedens Principper, at Loven —Forstaaelsen af Ret og Uret — derved var skrevet i selve den fuldkomne Or­ganisme. Paa denne Maade er Guds Lov skrevet i Skaberens eget Væsen; og saaledes er den ogsaa skrevet i alle Englene, saavel som den var det i Adam og Eva. De følte ingen Tilbøjelighed til at synde; tværtimod følte de sig draget af Retfærdigheden. De var retfærdige, omgivet af retfærdige og fuldkomne Tilstande. De kendte deres Pligter mod Skaberen og deres Ansvar med Hensyn til at adlyde alle hans Befalinger; og de vidste bestemt fog nøjagtigt, hvad det var, han havde befalet. Derfor havde de ingen Undskyldning for deres Overtrædelse. Fra et Barmhjertighedens Standpunkt kunde der vel fremføres, at de var uerfarne med Hensyn til Syndens Straf. Men den Omstændighed, at de maaske ikke fuldt ud forstod Straffen for Synden, forandrer ikke den Kendsgerning, at de vidste at skelne mellem Ret og Uret. De vidste, at det var rigtigt at adlyde Gud og urigtigt at trodse ham — rent bortset fra deres Forstaaelse af, hvilken Straf der vilde komme [385] som Følge af Ulydighed. Apostelen bekræfter Mosebogens Beretning i alle Enkeltheder, idet han siger, at »Adam blev ikke bedraget«, at han begik Overtrædelsen med Vidende og Vilje, og at han saaledes nedkaldte Forbandelsen over sig selv, den Dom over forsætlig Synd, som Gud forud havde udtalt, nemlig Døden.

Naar vi betragter Menneskene om os i vor Tid, for­staar vi, at de har mistet meget af den oprindelige Lighed med Gud, i hvilken vore første Forældre blev skabt. De har mistet meget mere end den rent instinktive Forstaaelse af Ret og Uret. Den guddommelige Lov, der engang blev klart og tydeligt indskrevet i den menneskelige Natur, er for en meget stor Del blevet udvisket i de forløbne seks Tusind Aar, medens Synden og Døden har hersket. Imidlertid har Gud ved sit Samfund med nogle af Menneskene i manges Hjerter genfremkaldt meget af den oprindelige Lov, idet han atter mere eller mindre dybt har indridset forskellige Træk af Retfærdigheden. Dog findes der ingen selv iblandt de mest civiliserede kristne, der uden videre tør stole paa sit eget Skøn om Ret og Uret i de forskellige Spørgsmaal. Derfor trænger vi bestandig til at have en guddommelig Maalestok for Øje, efter hvilken vi kan berigtige vor Forstaaelse af Ret og Uret for at bringe denne i nærmere og nærmere Overensstemmelse med Guds Fordringer. Ikke desto mindre finder vi hyppig, selv iblandt de dybest sunkne i den hedenske Verden, Bestanddele af Samvittigheden tilbage, visse mere eller mindre nøjagtige Opfattelser af Ret og Uret. Dette er de fordrejede Levninger af den oprindelige Lov i Menneskets Væsen, den Lov, Mennesket var i Overensstemmelse med, da det til at begynde med blev skabt i Guds Lignelse. Apostelen hentyder til dette Forhold iblandt Hedningerne, naar han taler om, at »Tankerne indbyrdes anklager eller ogsaa forsvarer hverandre«. Han erklærer, at dette viser »Lovens Gerning skrevet i deres Hjerte« — Levninger af den op-[386]rindelige Lov, hvilke giver os brudstykkeagtige Beviser for, at denne virkelig engang var nedlagt i Menneskene. — Rom. 2, 15.

Det er almindeligt i menneskelige Lovsystemer, at der findes særlige Love for Forbrydere og andre Love for dem, der ikke er Forbrydere, nemlig 1) Straffelovene, der behandler Forbryderne med forholdsvis stor Strenghed, men ikke i nogen Betydning af Ordet byder dem Friheder, og 2) borgerlige Love, der garanterer de lydige Fred og Frihed o. s. v. og paa tilsvarende Maade truer Overtræderne med Tab af Frihed, Forrettigheder og lignende i Fængslet.

Saaledes er det ogsaa med den guddommelige Lov. Vi har for det første den oprindelige Lov, som Adam var under, da han blev prøvet. Han nød Forrettigheder og Velsignelser til at begynde med — Liv, Fred, Lykke og alt, hvad der var gavnligt. Dette var garanteret ham, saa længe han vilde være lydig mod sin Skaber. Men der var knyttet en Dødsstraf til Ulydighed. »Døende skal du dø.« Denne Straf udstrakte sig paa en naturlig Maade til hans Efterkommere. Derfor var Adam fra det Øjeblik af, da han var faldet, en skyldig, en overbevist Forbryder, der var berøvet de Livsforhaabninger, han før havde været i Besiddelse af, berøvet sit paradisiske Hjem, berøvet sit tidligere Samfund med Gud. Den uopdyrkede Jord var den store Straffeanstalt og Graven hans evige Fængsel. Den Lov, der tidligere havde hersket over ham, var nu til Ende i den Betydning, at den ikke længere fremholdt noget Haab om Liv for ham, men allerede havde domfældt ham til Døden. Han var ikke længere under Livets Lov; heller ikke blev nogen af hans Børn født under denne Lov eller med nogen Udsigt til at opnaa det evige Liv. De var alle Fanger. Synden og Døden var billedlig talt deres Fangevogtere og Bødler.

Selv om imidlertid den oprindelige Lov ikke længere kunde finde nogen Anvendelse paa dem, men allerede [387] havde fældet Dommen over dem, var de dog ikke desto mindre underkastet visse naturlige Love. De fandt, at der i Fængslet virkede en Lov, ifølge hvilken enhver Krænkelse af deres Samvittighed, enhver Given efter for det, de anerkendte som Synd, bragte Døden og Ødelæggelsen hurtigere med sig. Omvendt saa de, at jo omhyggeligere de søgte at efterfølge det, de anerkendte som Ret, desto gunstigere blev deres Fængselstilstand, selv om intet pegede i Retning af Løsladelse.

Apostelen taler om, at det ikke var muligt for Gud at give vor faldne Slægt en Livets Lov. Menneskene var blevet domfældt i Retfærdighed; og saa længe denne Dom stod ved Magt, kunde der ikke gives nogen ny Lov, hvorved de kunde sikre sig Befrielse fra Døden. Før nogen saadan Livets Lov kunde gives Menneskeslægten, maatte den første Lovs Dom ophæves; dens Forbandelse, Dødsdommen, maatte borttages. Da kunde der træffes andre Bestemmelser, hvorefter det evige Liv kunde tilbydes Menneskene paa visse Betingelser. Men dette kunde ikke ske, før den første Overtrædelse var sonet og Dommen derfor traadt ud af Kraft. Herren antydede, at han havde til Hensigt at udvirke en saadan Forsoning for Synden, for at Menneskeslægten kunde faa en ny Lejlighed til at erhverve sig det evige Liv i Stedet for den, der blev givet Adam, men gik tabt for ham og for alle hans Efterkommere. Men Guds Løfter var lidet unfurling; de indeholdt kun tilstrækkeligt til at udgøre Grundlaget, for et Haab. Derfor omtales Menneskene i Kraft af Guds Forjættelser som dem, der er »bundne med Haab«, Fanger under Syndens og Dødens Herredømme.

En saadan Antydning om en Forsoning laa der i Herrens Ord, da han samtidig med Dødsdommen udtalte, at Kvindens Sæd til Slut skulde knuse Slangens Hoved. (1 Mos. 3, 15.) I dette dunkle Billedsprog talte Herren om Tilintetgørelsen af det ondes Magt, om den Sejr, der skulde komme ved saavel som for Adams Slægt. [388] Forjættelsen om Kvindens Sæd blev, som vi alle ved, opfyldt i Kristus. Fire Tusind Aar efter Faldet udsendte Gud sin Søn, »født af en Kvinde« og saaledes Medlem af og forenet med den domfældte Slægt, »for at han ved Guds Naade skulde smage Døden for alle«, for at han skulde bære Straffen for alle, borttage fra alle Forbandelsen, Dødsdommen, og derved atter fremkalde en saadan Tilstand, at en ny Livets Lov kunde gives, hvorved det evige Livs Belønning kunde opnaas.

Men førend den Tid kom, da Gud udsendte sin Søn og ved ham udvirkede Slægtens Forløsning fra Dødens Forbandelse, handlede han paa en særlig Maade med Abraham og hans Slægt, der senere kendes under Navnet Israelitterne. Først gav Gud Abraham, Isak og Jakob mere eller mindre udførlige Løfter, hvori han underrettede dem om sin Hensigt, at velsigne alle Jordens Slægter. Et saadant Budskab fra den store Dommer, der havde fordømt Slægten, maatte indbefatte meget. Det maatte betyde, at enten fandt der en Krænkelse af Retfærdigheden Sted, idet Forbandelsen, Dødsdommen, uden videre blev borttaget, eller ogsaa havde den store Universets Dommer en Plan for, ifølge hvilken han kunde være retfærdig og dog udvise Barmhjertighed imod saadanne Medlemmer af Slægten, der maatte vise sig værdige dertil ved at komme i Harmoni med hans retfærdige Foranstaltninger. Patriarkerne glædede sig over disse Løfter. De forstod mere eller mindre klart, at der var et fremtidigt Liv ved Opstandelsen fra de døde, hvilket ikke blot vilde komme dem og deres Efterkommere til gode, men ogsaa til Slut medføre en Velsignelse for ethvert Medlem af Slægten.

Det var i Kraft af dette Løfte til Abraham, at Herren paa Sinai Bjerg fremsatte en særlig Lov for Israelitterne. Loven var Grundlaget for en Pagt med dem. Hvis de kunde holde den, vilde de blive Arvinger til alle Forjættelserne. Loven blev anerkendt som fuldkommen, retfærdig og god i alle Enkeltheder; men da [389] Israelitterne var faldne og ufuldkomne, var det nødvendigt, at en Mellemmand først blev udnævnt, nemlig Moses, og dernæst, at der blev fundet en Maade, hvorpaa Overtrædelserne mod Loven hvert Ara paa forbilledlig Vis kunde bortfjernes, og Folket saaledes atter faa Lov til at fortsætte med Bestræbelserne for at holde Loven fra Slægt til Slægt. Indsættelsen af Moses som Mellemmand og Indførelsen af de forbilledlige Ofre for Synden viser, at det Folk, til hvilket Pagten og Loven blev givet, blev betragtet som udygtigt til at vise absolut Lydighed mod denne. Dette staar i skarp Modsætning til Forholdet med den oprindelige Lov i Eden, hvor der ikke rar indsat nogen Mellemmand, og hvor der heller ikke var gjort nogen Indrømmelse for Kødets Svagheder. Alene den Omstændighed taler i et utvetydigt Sprog om, at den første Adam var fuldkommen i Skaberens Lignelse, og at han var i Stand til at vise absolut Lydighed mod den guddommelige Lov. Vi forstaar, at Slægten i Mellemtiden var sunket dybt. Den Ordning, der blev truffet i Forbindelse med Moseloven, gjaldt tydelig nok faldne og fordærvede Mennesker.

Desuden har vi Apostelens Forsikring om, at ingen Jøde med Undtagelse af vor Herre Jesus nogen Sinde har holdt Loven, og at derfor blot Jesus vandt og kunde vinde de Belønninger, som Lovpagten fremholdt for Israel. Apostelens Ord lyder: »Intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger.« Den jødiske Lov tjente altsaa et dobbelt Formaal. For det første viste den, at ingen af den faldne Slægt kunde holde den guddommelige Lov eller være antagelig i Guds Øjne; og for det andet erklærede den vor Herre Jesus for fuldkommen, idet han holdt den Lov, som intet ufuldkomment Menneske kunde holde. Ved at holde Loven blev han eneste Arving til Pagten med Abraham. Han blev saaledes kendetegnet som den forud omtalte Abrahams Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skulde velsignes. Denne Pagt endte, hvad [390] Løftet om Velsignelsens Sæd angik, med Opfyldelsen i Kristus Jesus. Imidlertid vil vi, naar vi omhyggeligt betragter Forjættelsen, finde, at i nogle Henseender i det mindste var den dobbelt: Den indbefattede en aandelig Sæd saavel som en jordisk Sæd, hvad der ligger i Ordene: »Din Afkom skal være som Stjernerne paa Himmelen og som Sandet, der er ved Havets Bred.« — 1 Mos. 22, 17.

Efter at Pagten var blevet opfyldt af vor Herre Jesus, havde han det i sin Magt at velsigne alle Jordens Slægter. I Overensstemmelse med Guds Plan, efter hvilken han stedse virker, vil han til Slut benytte nogle af den jordiske Sæd, det naturlige Israel, om de jordiske Redskaber til at udføre dette Velsignelsesarbejde. Derfor er denne Pagt ikke fuldstændig til Ende med Hensyn til Israel efter Kødet. Som Apostelen erklærer, venter der det naturlige Israel en Velsignelse, efter at det himmelske Rige er blevet oprettet ved Herrens andet Komme. Apostelens Ord lyder: »Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.« »Efter Udvælgelsen er de elskede for Fædrenes Skyld.« »De vil faa Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er blevet eder [Menigheden] til Del. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle.« Det hedder, at Befrieren, der skal komme fra Zion for at velsigne hele Menneskeslægten, vil afvende Ugudelighed fra Jakob først, og at Jakob — Israel efter Kødet — derefter vil faa Lov at arbejde med ved Verdens endelige Velsignelse. — Rom. 11, 26-32.

Vi ser da, at indtil Herrens første Komme levede Verden uden nogen Lov, naar vi ikke medregner den almindelige Naturens Lov, den, der hersker i vor faldne og bundne Tilstand, den Lov, der siger, at vi kan fremskynde vore Trængsler, selv om det ikke staar i vor Magt at undgaa dem, den Lov, der erklærer, at skønt Døden er os vis, som den oprindelige Dom lyder paa, saa at vi ikke kan haabe at undgaa den, kan vi dog i [391] nogen Grad udsætte dens Indtræden og i nogen Udstrækning mildne dens Smerte. Vi har set, at den eneste anden Lov eller Pagt, som forefandtes, var den, der blev givet Israel, og om hvilken Moses saa udtrykkeligt erklærer, at den ikke gjaldt noget andet Folk, idet han siger: »Ikke med vore Fædre sluttede Herren denne Pagt, men med os, os her, saa mange som er i Live i Dag.« (5 Mos. 5, 31.) Vi har endvidere set, at saa langt fra, at Israelitterne blev retfærdiggjort ved denne Lov, og saa langt fra, at de opnaaede de Velsignelser, der var knyttet til den, stødte de alle an imod den, undtagen den ene — Mennesket Kristus Jesus, vor Herre og Frelser. Lad os her gaa videre og se, hvorledes den guddommelige Lov nu virker.

Vor Herre Jesus holdt, d. v. s. opfyldte, ved sin Død den sinaitiske Gengivelse af Guds Lov. Den jødiske Lov lød i Hovedtrækkene: »Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind og din Næste som dig selv.« Den himmelske Fader gjorde det saaledes, at hans elskede Søn efter at have forladt den aandelige Tilstands Herlighed og efter at være blevet et fuldkomment Menneske iblandt ufuldkomne Mennesker først af alt lærte at kende Faderens Vilje — at han skulde blive Menneskets Frelser. Dette blev dog ikke paatvunget ham. Han havde sin fulde Frihed til, hvis han ønskede det, at være sig selv til Behag. Men derved kunde han ikke opfylde Loven, der erklærede, at alle, der var under den, maatte elske Gud først og fremmest — mere, end de elskede sig selv — og at de maatte finde saa stort Behag i at gøre Guds Vilje, at de af Hensyn til den med Glæde vilde opofre deres egen Vilje, ja, Livet selv.

Alt dette ligger der i Ordene: »Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke.« Med en saadan Kærlighed til Gud vilde ingen tøve med at sætte Liv og Styrke til [392] som et villigt Offer i Overensstemmelse med den guddommelige Plan. Derfor siger ogsaa Apostelen, at da Herren var blevet fundet i Skikkelse som et Menneske og klart havde forstaaet Guds Plan, hengav han sig uforbeholdent til at blive et Offer for Menneskene. Ja, det hedder om ham, at han gjorde det med Glæde. Vi læser: »At gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Inderste.« (Ps. 40, 9.) Kærlighed til Menneskene, med hvem han var forbundet ved sin jordiske Fødsel, spillede ogsaa en Rolle som Bevæggrund. Dog indbefattede dette, at han elskede dem som sig selv, ikke, at han skulde hengive sig som et Offer for deres Skyld. For at kunne bringe et saadant Offer maatte han elske dem mere end sig selv. Det var Lydighed mod den første Del af Loven, der fordrede Mennesket Kristi Jesu Selvopofrelse. Vi ser da, at alt dette stod i Forbindelse med at holde Lovpagten. Jesus var født under denne Pagt og var forpligtet til at opfylde alle dens Vilkaar. Han kunde aldrig være blevet Arving til Abrahamsforjættelsen uden ved at vise en saadan Lydighed lige til Døden.

Men ogsaa noget andet blev fuldført ved hans Død, noget andet end dette, at han beviste sig selv værdig til at blive den forjættede Abrahamssæd, berettiget til og i Stand til at velsigne Verden. Dette andet var Genløsningen af Adam og hans Slægt fra den oprindelige Dødsdom. Efter Guds Plan blev disse to Ting udvirket samtidig — ved det samme Offer. Dog maa vi klart skelne mellem dem. Ikke blot opfyldte Herren ved sin Lydighed til Døden Lovpagten; men ved den samme Død sikrede han ogsaa i Overensstemmelse med Guds Plan en ny Pagt. Ved Lovpagten blev, som vi har set, hans personlige Værdighed bevist. Den nye Pagt angaar Menneskeheden. Dødsdommen hvilede over Slægten, og en varig Velsignelse kunde derfor ikke blive den til Del, førend den oprindelige Dom var udslettet. Først da kunde nogen faa Myndighed til at velsigne Menne- [393] skene og løfte dem op fra Døden til Livet, fordi indtil da hvilede Guds Dødsdom over dem, og Gud kunde ikke paa Bekostning af sin egen Lov regne de skyldige for ansvarsløse. Hvor underfuldt træder ikke her Guds Visdom frem, der bevirkede, at ved den ene og samme Handling ikke blot beviste Frelseren sin Værdighed til at blive Slægtens Befrier og Hjælper, men erlagde ogsaa Genløsningsbetalingen for Adam og derved for alle hans Børn, som paa en naturlig Maade havde faaet Del med i Synden og Døden! Vi har allerede tidligere betragtet dette Emne og vil derfor ikke her gaa nærmere ind paa Enkelthederne.

Vor nuværende Undersøgelse gælder Spørgsmaalet om den guddommelige Lov. Vi har set, at den sinaitiske Lov kun havde at gøre med Adams naturlige Efterkommere. Resten af Menneskene var uden Haab og uden Gud i Verden, uden Tilskyndelser, uden Opmuntringer, uden Forjættelser, fremmede, Udlændinge. (Ef. 2, 12.) Vi har set, at den sinaitiske Pagt er til Ende, hvad den store Prøve og Belønning angaar. Vi harr ogsaa set, at en ny Pagt (Heb. 7, 22) er blevet tilsikret ved Kristi Blod. Vi spørger nu, om denne nye Pagt er traadt i Kraft, og om den i saa Fald er ledsaget af en ny Lov, ligesom den sinaitiske Pagt var ledsaget af den jødiske Lov. Svaret lyder, at den nye Pagt ikke er traadt i Kraft, hvad Verden angaar, at den ikke fuldt ud vil træde i Kraft før ved Kristi andet Komme, og at, som vi har set, Israel efter Kødet vil blive de første iblandt Menneskene til at drage Fordel af den nye Pagt.

Den nye Pagt vil ikke blot tilsige Fred overfor den oprindelige Forbandelse og erklære den for fuldstændig ophævet af Frelseren. Den vil ikke blot love, at alle, der i Lydighed kommer til Faderen ved ham, vil blive genoprettet fra den oprindelige Fordømmelse, men den vil ogsaa tale om Barmhjertighed for det kødelige Israel, der yderligere er blevet fordømt under Lovpagten. Den vil bibringe enhver Skabning Kundskaben [394] om, at der ikke blot er skaffet til Veje en Forløsning fra de fortidige Synder, men at alle de Svagheder og Ufuldkommenheder, hvorunder Slægten endnu træller, desuden vil blive eftergivet, og at Menneskene efter dens Oprettelse følgelig vil blive behandlet efter, hvad de virkelig har opnaaet, og ved Lovene i Kristi Midlerrige faa Hjælp til mere og mere at stige op fra den nuvæ­rende aandelige, moralske og legemlige Dødstilstand, op til Fuldkommenheden i den menneskelige Natur, hvor de vil være i Stand til at bestaa Prøven indfor den Almægtige, i Stand til at fremvise en Karakter, der vil være værdig til det evige Liv under Lovene i hans Rige. Denne nye Pagt indbefatter derfor al den Barmhjertighed og Gunst, som Gud har i Sinde at skænke hele Menneskeslægten i Tusindaarsriget. Det er Tilgivelses, Velsignelses og Genoprettelsespagten for alle dem, der, naar deres Øjne og Øren er blevet opladt, vil tage imod denne Guds Naade i Kristus Jesus.

Den nye Pagts Lov.

Der vil blive knyttet en Lov til den nye Pagt. Det er den samme uforanderlige Guds Lov, der til forskellige Tider er blevet udtrykt mere eller mindre tydeligt. Det er stadig den Lov, der erklærer, at Gud vil staa Synden imod, men at hans Gunst og Velsignelse vil være med de retfærdige. Denne fuldkomne Maalestok vil Verden bestandig have for Øje i Tusindaarsriget; og ethvert Menneske vil blive opfordret til at komme saa nær op til den som muligt. Men for enhver, der forsøger at adlyde den, vil der blive gjort Indrømmelser efter det Maal af Svaghed, han hindres af. Genoprettelsen vil medføre, at disse Skrøbeligheder gradvis forsvinder, efterhaanden som hver enkelt gaar frem i Lydighed. Der er skrevet: »Dette er den Pagt, jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give min Lov inden i dem og skrive den i deres Hjerte. . . . Jeg vil forlade deres Misgerning [395] og ikke mere komme deres Synd i Hu.« — Heb. 8, 10; Jer. 31, 33. 34.

Her omtales Udslettelsen af de foregaaende Tiders Synder og Uretfærdigheder, en Gerning, der gradvis vil blive udført i Tusindaarsriget; og her skildres ogsaa, hvorledes Guds Lov lidt efter lidt paa ny vil blive skrevet i Menneskenes Hjerter, saafremt de er lydige og villige. Dette er i Virkeligheden det samme som det, Apostelen tænker paa, naar han taler om »Genoprettelsestiderne, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage«, den Genoprettelse, der skal finde Sted under Kristi Regering. Men vi maa ikke overse det tydelige Udsagn: »Hver Sjæl, som ikke hører den Profet [hver Sjæl, som ikke vil lade Guds Lov blive skrevet i sin Karakter], skal udryddes af Folket.« — Ap. G. 3, 25.

Lad os nu gaa lidt tilbage. Vi har set, hvorledes den nye Pagt vil virke i Tusindaarsriget, den Tidsalder, da han, der genløste Verden, vil udøve sin Magt og Myndighed som den store Profet og Lærer, der velsigner hele Menneskeslægten ved Genoprettelsen og paa ny indskriver den guddommelige Karakter i Menneskenes Hjerter. Nu vil vi foretage en Undersøgelse angaaende Mellemtiden mellem Lovpagtens Opfyldelse i Jesus Kristus, vor Herre, og Oprettelsen af den nye Pagt i Tusindaarsriget. Hvorledes vil Forholdet være i denne Mellemtid? Gælder der her nogen Pagt? Og om saa er, staar den i Forbindelse med nogen Lov? Vi svarer, at nu i Evangelietidsalderen, medens Herren udvælger Medlemmerne af den nye Skabning, er der en Pagt i Virksomhed, og at den har en Lov knyttet til sig. For at kunne forstaa dette maa vi huske paa Apostelens Ord: »Loven blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld, indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt.« Det viser sig altsaa, at Lovpagten, der blev givet paa Sinai Bjerg, var en Tilføjelse til den tidligere Pagt; og naar vi kaster Blikket tilbage, [396] finder vi, at Abrahamspagten var den oprindelige, at den havde bestaaet i 430 Aar, da Lovpagten blev tilføjet. Apostelen henleder vor Opmærksomhed paa dette, naar han siger, at »Loven blev til 430 Aar setil, da er I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse« ifølge Pagten. — Gal. 3, 16. 29.

Vi ser saaledes, at da Lovpagten blev opfyldt af vor Herre Jesus, var endnu den oprindelige Abrahamspagt tilbage, den, der allerede længe havde været til, da Lovpagten kom. Det er under denne Abrahamspagt, at den nye Skabning bliver udviklet. Pagten med Abraham lød: » I din Sæd skal alle Jordens Slægter blive velsignet.« Apostelen forklarer, at den Sæd, der tales om i denne Forjættelse, er Kristus — Kristus Jesus, vor Herre: og han tilføjer: »Men naar I hører Kristus til, da er I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjæt­telse« —ifølge Pagten. — Gal. 3, 16. 29.

Nu begynder vi at vinde nogen Forstaaelse af For­holdet. Paa et andet Sted siger Apostelen: »Vi, Brødre, er Forjættelsens Børn i Lighed med Isak« — paa en helt anden Maade end Jøderne under Loven var det. Han peger klart paa Forskellen mellem det aandelige og det naturlige Israel, idet han siger, at Jakobs Børn efter Kødet ikke er de Abrahams Børn, der omtales i Forjættelsen, men at Troens Børn regnes for Sæden. Han forklarer, at Abraham var et Billede paa den himmelske Fader, at Sara, hans Hustru, var et Forbillede paa den oprindelige Pagt, fra hvilken til sidst den store Velsignelse skulde udgaa, men at ligesom Sara for en Tid var ufrugtbar og ikke fødte den forjættede Sæd, saaledes var ogsaa Guds Pagt ufrugtbar i næsten to Tusind Aar. Den begyndte først at frembringe Forjættelsens Sæd ved Herrens Opstandelse fra de døde. Der blev Hovedet for Abrahamssæden født. Til sidst vil hele Kristi Legeme — den modbilledlige Isak — blive forløst, født fra de døde til den aandelige Tilstand. Da er Sæden kommet, Forjættelsen eller Pag-[397]ten vil saa blive opfyldt: Alle Jordens Slægter vil blive velsignet.

Medens den oprindelige Pagt saaledes var ufrugtbar, var det, at en anden Pagt blev tilføjet, nemlig den sinaitiske eller jødiske Pagt, Lovpagten. Den frembragte Børn, en kødelig Sæd, men ikke Forjættelsens Arvinger, ikke Børn, der var i Stand til at opfylde det oprindelige Løfte. Apostelen viser, at Lovpagten blev forbilledligt fremstillet ved Saras Slavinde, Hagar, at Jøderne under Lovpagten blev fremstillet ved Ismael, hendes Søn, og at ligesom Gud udtalte, at Trælkvindens (Hagars) Søn ikke skulde arve med den frie Kvindes (Saras) Søn, saaledes skulde heller ikke i Modbilledet Jøderne under Lovpagten være Arvinger til det oprindelige Abrahamsløfte, der gjaldt den aandelige Sæd. Alt dette skildres smukt og udførligt i Gal. 4. Apostelen søger her at modbevise den falske Lære, at de kristne maatte blive Jøder og komme ind under Moseloven for at kunne blive Arvinger til Abrahamsløftet.

Paulus viser tværtimod, at alle de, der er under Lo­ven, er i Trældom, men at Abrahams aandelige Sæd maa være fri, ligesom Isak var det — ikke som Ismael, der var en Træl. Hans Bevis gaar endvidere ud paa, at hvis en Hedning, der som saadan ikke er under Loven, stiller sig selv ind under den sinaitiske Lovpagt, tager ban derved Afstand fra den sande Abrahamssæd og gør sig selv til en modbilledlig Ismaelit. Apostelens Ord lyder: »Jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lader eder omskære, vil Kristus intet gavne eder; men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven. I er tabt for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I er faldet ud af Naaden.« Til de Jøder, der er blevet befriet fra Lovpagtens Trældom ved Kristi Død, og til de Hedninger, der aldrig har staaet under Lovpagten, men som nu har taget imod Kristus [398] og er kommet ind under Naadepagten, siger han: »Saa staar nu fast i den Frihed, hvormed Kristus har frigjort os, og lad eder ikke atter holde under Trældomsaag.«  — Gal. 5, 1-4.

Vi ser altsaa, at det er den nye Skabning, for hvilken Kristus er Hovedet, der udgør Abrahamssæden ifølge den oprindelige Abrahamspagt, og at denne Sæd skal velsigne Verden ved Genløsningen og Genoprettelsen. Det undrer os derfor ikke, at denne nye Skabning saavel i Forbillederne som i Herrens og Apostlenes Billedsprog undertiden omtales som en Mand, idet Hovedet fremstiller Kristus Jesus, og Lemmerne fremstiller Menigheden, der er hans Legeme. (Ef. 4, 13; Kol. 1, 18.) Det hedder saaledes: »I, Brødre, er Forjættelsens Børn i Lighed med Isak« — Lemmer paa den modbilledlige Isak, der har Jesus til Hoved. Herren omtaler sig selv som Brudgommen og den trofaste Menighed som hans trolovede, der venter paa Brylluppet, venter paa at blive Bruden. Apostelen benytter det samme Billede, naar han siger: »Jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus.« (Aab. 21, 2; 2 Kor. 11, 2.) Det samme udtrykkes ogsaa i Forbilledet, hvor det hedder, at Abraham udsendte sin Tjener, Elieser, der fremstillede den hellige Aand, for at udsøge en Brud til Isak. Rebekka, der glad tog imod Tilbudet, blev til sidst ført frem for Isak og blev hans Hustru, ligesom vi er kaldet til at blive Guds Arvinger og Jesu Kristi Medarvinger til den uforkrænkelige, ubesmittelige og uvisnelige Arv. Alle disse Billeder fremsætter den samme Lære, nemlig at Kristus, Hovedet og Legemet, Brudgommen og Bruden i Forening, er Arving til Abrahamspagten og alle de Forjættelser, som indbefattes deri.

Apostelen erklærer, at Sinai Bjerg og det jordiske Jerusalem symboliserede det naturlige Israel, der ikke opnaaede den aandelige Velsignelse. Den Levning af [399] det naturlige Israel, der blev fundet værdig til at blive delagtig i den aandelige Velsignelse, blev adskilt fra Israel efter Kødet og blev optaget i det sande Guds Israel som Medarvinger med den opstandne Kristus til de himmelske Ting, som Gud har i Beredskab for dem, der elsker ham. Denne Levning af det kødelige Israel og de andre af den samme aandelige Klasse, som Gud siden har kaldet ud fra Hedringerne, er forbilledligt fremstillet ved mere ophøjede Billeder end Sinai og Jerusalem, nemlig ved Zions Bjerg og det himmelske Jerusalem, hvis Herlighed symbolsk er skildret i Aab. 21.

Efter at vi nu har paavist, at den nye Skabning i Guds Plan og Pagter er adskilt ikke blot fra Verden i Almindelighed, men ogsaa fra det kødelige Israel, og efter at vi ogsaa har set, at den nye Skabning ikke er under Sinai eller Lovpagten, men under den oprindelige Pagt, spørger vi: Hvilken Lov er der da knyttet til den abrahamitiske Pagt? Hvilken Lov maa den nye Skabning lyde? Apostelen giver os Svar paa vort Spørgsmaal, idet han siger: »I er ikke under Lov, men under Naade.« Hvad vil det sige? Er det muligt? Er de nye Skabninger i Kristus Jesus virkelig ikke under nogen Lov? Er de ti Bud i Moseloven ikke bindende for dem? Vi vil svare med et andet Spørgsmaal. Gjaldt de ti Bud for Abraham eller for Isak? Hvis Svaret lyder: »Nej, de blev ikke givet dem, og Abraham og Isak var derfor ikke under denne Lov«, da svarer vi, at lige saa lidt blev de ti Bud givet til den nye Skabning. Alle de, der er kommet i Forbindelse med Gud som Medlemmer af den aandelige Klasse, der kaldes Kristi Legeme og nye Skabninger i Kristus Jesus, er fri fra Fordømmelse og fri fra Lovpagten.

De nye Skabningers Stilling overfor Gud og overfor hans Lov er forskellig fra alle andres. De er retfærdiggjort eller regnet retfærdige i Guds Øjne, som vi [400] allerede har set. Denne tilregnede Retfærdighed, der er blevet dem til Del ved Kristi Offers Fortjeneste, dækker ikke blot deres fortidige Ufuldkommenheder, men vedbliver at være over dem som en Retfærdighedens Klædning, der dækker over enhver uforsætlig Fejl i Ord, Tanke eller Gerning. Som nye Skabninger er de billedligt talt iført hvide Klæder, de helliges Retfærdighed, den tilregnede Retfærdighed, som de har modtaget fra Frelseren, deres Hoved. De nye Skabninger kommer ind i denne Tilstand og dette Forhold som Lemmer paa Kristi Legeme ved Bekendelsen af deres Kærlighed. Deres Indvielseserklæring gaar ud paa, at de i den Grad værdsætter Guds Barmhjertighed og Naade, der er aabenbaret ved hans Søns Død, at de er saa taknemmelige for Retfærdiggørelsen i ham, og at de saa højt elsker ham, der har vist dem al denne Gunst, at de med Glæde vil fremstille deres Legemer som levende Ofre i Overensstemmelse med Guds Plan.

De tilskyndes til at foretage denne Indvielse eller Opofrelse af de jordiske Interesser, Forhaabninger og Ærgerrigheder, ikke ved Frygt eller noget selvisk Ønske om at opnaa en Belønning, men ved en ren Kærlighed, ved Forstaaelsen af Guds Kærlighed og Ønsket om at vise ham Genkærlighed ved at samarbejde med ham i hans underfulde Plan. Naar deres Erklæringer om Kærlighed og Hengivenhed er blevet antaget af Herren, tildeler han dem sin Aand, og de regnes som Guds Børn, avlet af den hellige Aand. »I elskede, nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive [hvilken Forvandling vi skal gen­nemgaa, naar vi modtager de nye Opstandelseslegemer, som Herren har lovet os]. Vi ved, at naar han aabenbares, da skal vi blive ham lig; thi vi skal se ham, som han er« — og denne Tanke er tilfredsstillende for os. — I Joh. 3, 2.

Har den himmelske Fader stillet Englene under den sinaitiske Lov? Byder han dem, at de ikke maa have [401] andre Guder, at de ikke maa gøre sig udskaarne Billeder og tilbede dem, at de ikke maa begære eller stjæle, sige falsk Vidnesbyrd eller slaa ihjel? Vi svarer: Nej, Englene er ganske sikkert ikke stillet under en saadan Lov. Hvorfor skulde vi da vente, at den nye Skabning var stillet under en Lov af denne Art? Har ikke den himmelske Fader antaget de nye Skabninger som Sønner, og har han ikke givet dem sin Aand? Vilde det være nødvendigt at give saadanne Love til dem, der har modtaget den hellige Aand i Stedet for deres egen naturlige Vilje, deres egen selviske Karakter? Vi kan se, at det er paa sin Plads at opstille Love for Tjenere, fordi de ikke er saa levende optaget af deres Herres Interesser og ikke har hans Aand eller Sindelag i fuldt Maal. Men naar vi tænker paa en fuldkommen Fader og paa fuldkomne Sønner, der er gennemtrængt af hans Aand og glæder sig over at gøre hans Vilje og være hans Medarbejdere ved Udførelsen af hans Planer, vilde det da være nødvendigt for en saadan Fader at stille saadanne Sønner under en Lov af denne Art?

»Moses var vel tro i hele hans Hus som en Tjener.« Dette Tjenernes Hus blev med Rette stillet under Mose­loven, der blev »føjet til for Overtrædelsernes Skyld, indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt.« Jesus forlod sin fordums Herlighed og lod sig føde i Kødet som en Tjener under Loven, for at han ikke blot kunde vise, at Loven var retfærdig, men ogsaa, at han selv var fuldkommen efter Kødet, og for at han kunde genløse Verden. Da han opstod fra de døde som »den førstefødte af de døde«, blev han den førstefødte iblandt mange Brødre, Hovedet for den nye Skabning. Efter Kødet var han under Loven; men den nye Skabning, den opstandne Herre, er ikke under Loven. Han er blevet Hovedet for det nye Sønnernes Hus. »Kristus er tro som en Søn over hans Hus. Og hans Hus er vi, saafremt vi fastholder Haabets Frimodighed.« Skonttvi endnu er i Kødet, er vi dog som nye Skabninger [402] ikke af Kødet. Vi bliver ikke behandlet, som om vi var Kød. Vi bliver ikke behandlet af Gud, som den øvrige Verden bliver det. Gud betragter os som nye Skabninger, der for Tiden bor i Kødet som i et Telt og venter paa Sønneudkaarelsen, nemlig det hele Legemes Forløsning, for at være hos det herliggjorte Hoved og blive ham lig. »I er ikke i Kødet [fra Guds Standpunkt set], men i Aanden, om ellers Guds Aand bor i eder. « — Rom. 8, 8. 9.

Ingen kan forstaa dette klart, medmindre de betragter det ud fra Guds Synspunkt. Disse nye Skabninger, der alle er avlet af den hellige Aand, kunde ikke saa meget som tænke sig at have en anden Gud; de kunde ikke gøre sig udskaarne Billeder for at tilbede dem; det vilde aldrig falde dem ind at spotte Guds Navn; de vilde ikke engang i Tanken stjæle fra andre, tværtimod vilde de ved enhver Lejlighed foretrække at give fremfor selv at faa; de vilde ikke paa nogen Maade bære falsk Vidnesbyrd imod nogen, snarere vilde Kærligheden tilskynde dem til at søge at skjule andres Fejl, ikke blot Brødrenes, men ogsaa Verdens i Almindelighed; de vilde aldrig falde paa at slaa en Medskabning ihjel, de vilde meget snarere søge at sætte Livet til for andre. Den hellige Aand vil drive dem til at sætte Livet til for Brødrene, ligesom den samme Aand tilskyndede vor Frelses Ophavsmand til at give sit Liv som en Genløsningsbetaling for alle. Kan vi da ikke se, at hvis Gud havde givet den nye Skabning, Sønnernes Hus, en Lov, saaledes som han gjorde det overfor Tjenernes Hus, vilde det have været fuldstændig unødvendigt, ja, fuldstændig upassende? Medlemmerne af dette Sønnernes Hus kunde ikke blive ansvarlige overfor en saadan Lov uden at miste den hellige Aand, uden at ophøre at være nye Skabninger. »Thi om nogen ikke har Kristi Aand [Sindelag, Karakter], saa hører han ham ikke til.« — Rom. 8, 9.

[403] Men hvorledes kan de nye Skabninger leve uden nogen Lov, uden nogen Rettesnor? Vi svarer, at det højeste Udtryk for Guds Lov er Kærligheden. Guds Bud er i den Grad omfattende, ransagende og nøjeregnende, at de ikke kan opfyldes i den fuldstændige Betydning uden ved Hjælp af Kærligheden. Hvis vi kunde tænke os, at enhver Tøddel i Loven blev opfyldt, uden at dog Kærlighedens Aand var til Stede, vilde den guddommelige Lov ikke være tilfredsstillet. Kærligheden er Lovens Opfyldelse. Der, hvor Kærligheden hersker, vil ethvert Træk i Guds Plan blive efterfulgt og adlydt, saa godt som den enkelte er i Stand til det, ikke af Tvang, men med Glæde og i Kærlighed.

Den nye Skabning gjorde ved sin Indvielse Paastand paa at besidde en saadan Kærlighed til Gud og hans Retfærdighed. Kærligheden blev dens Lov, og den er fast knyttet til denne Kærlighedens Lov lige til Døden. Enhver Mangel paa Lydighed mod denne Lov er en Krænkelse af Pagtsforholdet, ligesom Lydighed mod denne Lov, saa langt som Kundskab og Evner naar, betyder Selvopofrelse og Sejr over Verdens Aand, Kødets Skrøbeligheder og Modstanderens Angreb — idet Herrens Naade dækker over de uforsætlige Skrøbeligheder og hjælper til Sejr ved hans Navn og Fortjeneste — saaledes vil paa den anden Side forsætlig Ulydighed mod denne Kærlighedens Lov, en gennemtænkt og vedholdende Krænkelse af den, betyde Udslukkelse af Sønneudkaarelsens Aand, betyde, at den nye Skabning er død, har ophørt at være til.

Apostelen tager dette Forhold med Naaden, der dækker over vore Ufuldkommenheder, op til Undersøgelse. Han stiller og besvarer selv et tænkt Spørgsmaal, idet han siger: »Skal vi blive ved i Synden, for at Naaden kunde blive desto større? Det være langt fra! Vi som er døde fra Synden, hvorledes skulde vi endnu [404] leve i den?« (Rom. 6, 1. 2.) Da vi tog imod Tilgivelsen i Kristus, bekendte vi, at vi var trætte af Synden, at vor Vilje var død overfor Synden og havde begyndt et nyt Liv i Retfærdighed. Ligesom dette, at vi blev levende overfor Gud og Retfærdigheden som nye Skabninger, forudsatte, at vi var døde overfor Synden, saeledes vilde omvendt det, at vi paa ny blev levende overfor Synden, saa at vor Vilje, vort Hjerte og vor Kærlighed blev vendt til Synd og Uretfærdighed, være et sikkert Tegn paa, at vi var døde som nye Skabninger, at vi ikke længere af Gud og hans Folk kunde regnes som nye Skabninger i Kristus Jesus, for hvem de gamle Ting var forbigangne, og for hvem, saa vidt det angik Viljen i det mindste, alle Ting var blevet nye.

Det er imidlertid paa sin Plads, at vi her standser for at lægge Mærke til Forskellen mellem et Fejltrin i Kødet og et forsætligt Fald fra Naaden, efter at vi har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, efter at vi er blevet delagtige i den hellige Aand, et Fald, fra hvilket det vilde være umuligt paa ny at rejse sig. (Heb. 6, 4-6; 10, 26.) Vi maa klart skelne mellem disse to Ting, fordi de er fuldstændigt forskellige fra hinanden. En Snublen i Kødet betegner blot, at vort dødelige Legeme blev overlistet af en Fejl ved nedarvet Svaghed eller ved Modstanderens Fristelse, men at Viljen, Hjertet, slet ikke eller i hvert Fald ikke fuldt ud samtykkede med Kødet deri. Det er sandt nok, at en saadan Snublen er beklagelig, og at vi maa kæmpe derimod. Dog kan den ved Guds Naade undertiden blive til en Hjælp i Karakterudviklingen. Vi kan derved lære ikke at stole paa os selv, ikke at prale af vor egen Styrke, men komme til Klarhed over, at den Sejr, der overvinder Verden, opnaas ved Tro. Medens den nye Skabning saaledes med Sorg opdager, at hans Kød i nogen Grad har snublet, bliver han styrket paa det Punkt, hvor hans Svaghed er blevet bevist.  [405] Han bliver stærkere i Herren og i hans Vældes Kraft, mindre udsat for paa ny at snuble i Forbindelse med den samme Fristelse.

Saaledes lærer vi Skridt for Skridt som nye Skabninger ikke at sætte vor Lid til Kødet, men at se hen til Herren, fra hvem vor Hjælp kommer i enhver Nødens Stund, idet vi altid husker paa, at vi er nye Skabninger, og at vi, fordi vi ved Tro er forblevet under Kristi Offers Fortjeneste og stadig bestræber os for at opfylde vor Kærlighedspagt om Selvopofrelse, er elskede af Faderen selv, som Mesteren sagde. Vi skal være ved godt Mod og huske paa, at den nye Skabning ikke synder, at Synd ikke tilregnes den nye Skabning, og at derfor ingen kan anklage os, Guds udvalgte, saa længe vi kæmper imod Synden; thi »Gud er den, som retfærdiggør«, og »Kristus er den, som er død«. — Rom. 8, 33. 34.

Vækst i Forstaaelse af den fuldkomne Lov.

Skønt Kærlighedens Lov var Grundvolden for vor Pagt med Herren, ifølge hvilken vi blev nye Skabninger, forstod vi dog til at begynde med ikke fuldt ud denne Lov. Siden har vi gaaet i Kristi Skole, hvor vi har lært at forstaa Kærligheden i dens Fylde, idet vi er vokset i Naade og i Kundskab og har tilføjet til vor Tro de forskellige Bestanddele i Kærligheden, Mildhed, Taalmodighed, Broderkærlighed o. s. v. Vi bliver prøvet med Hensyn til Kærligheden. Ogsaa den afgørende Prøve vil dreje sig om dette Punkt. Kun de, der naar frem til den fuldkomne, den selvopofrende Kærlighed vil blive regnet værdige til at opnaa en Plads i den nye Skabning som Lemmer paa Kristi­Legeme.

Om at løbe imod Maalet og om at staa fast derved.

Apostelen ligner i et Billede vore nuværende Erfaringer ved et Væddeløb,  og han opfordrer os til at af-[406]lægge enhver Byrde, enhver besnærende Synd, enhver Svaghed i Kødet og enhver jordisk Ærgerrighed, for at vi med Taalmodighed kan løbe paa den Bane, der er os anvist i Evangeliet, for at vi kan naa frem til Sejrsprisens Maal, og for at vi efter at have overvundet alt kan blive bestaaende i Trofasthed ved Maalet, fuldendte i Kristus. (Fil. 3, 13. 14; Heb. 12, 1; Ef. 6, 13.) Dette leder vor Tanke hen paa et Væddeløb med dets første, anden, tredje og fjerde Afdeling og med Vanskelighederne, Forhindringerne og Farerne undervejs. Vi begynder paa dette Løb med Ønsket om at naa frem til Maalet, den fuldkomne Kærlighed. Vi ved, at medmindre vi naar dette Maal, vil vi ikke blive ligedannet med Guds Søns Billede og vil derfor ikke i den fuldeste Betydning af Ordet kunne være Gud til Velbehag, hvorfor vi heller ikke vil kunne blive Medarvinger med Jesus til Riget. Fra Begyndelsen til Enden drejer hele Løbet sig om Kærlighed. Naar vi starter i Løbet, er det med taknemmelig Kærlighed til Gud for hans Naade imod os i Kristus, for Tilgivelsen af vore Synder. Det er denne Pligtkærlighed, der faar os til at fremstille vore Legemer som levende Ofre. Vi siger til os selv, at naar Gud har gjort saa meget for os, bør vi vise vor Taknemmelighed derfor. Kristus satte Livet til for vor Skyld; derfor bør vi sætte Livet til for Brødrene.

Denne Pligtkærlighed er rigtig og fornuftig; men den er ikke tilstrækkelig. Den maa med Tiden føre os frem til en højere Form for Kærlighed. Naar vi har gennemløbet den første Afdeling af Banen, har vi endnu Pligtkærlighed, men er udover den naaet frem til en Værdsættelseskærlighed. Vi har lært bedre at værdsætte Guds Kærlighed, at se, at der i den ikke var noget som helst Maal af Egennytte, men at den var et Udslag af hans storslaaede og ædle Karakter. Vi har lært at værdsætte Guds Retfærdighed, Visdom, Magt og Kærlighed; og idet vi betragser disse Egen-[407]skaber hos vor Gud, lærer vi at elske dem. Vi udøver derfor Retfærdighed, ikke blot fordi det er vor Pligt, men fordi vi elsker Retfærdigheden.

Idet vi nu haster længere fremad paa Banen, naar vi til Afslutningen paa anden Afdeling. Vi finder, at vi der ikke blot har lært at elske Retfærdigheden, men i samme Forhold har lært at hade Synden. I vort Hjerte føler vi en voksende Sympati med Guds Plan til Bortledelse af den store Syndens Bølge, der har overskyllet Verden og bragt Syndens Sold, Døden, med sig. Her frembringes der i os en Virksomhedstrang, en »Levendegørelse«. Vi ønsker virksomt at tjene Retfærdigheden og bekæmpe Synden.

Vor Kærlighed vokser, medens vi haster fremad for at gennemløbe den tredje Afdeling. Naar vi har tilbagelagt denne Strækning, er vor Pligtkærlighed saavel som vor Kærlighed til Retfærdighedens Principper blevet udvidet, saa vi ikke blot elsker Guds Karakter og tillige nærer Afsky for alt, hvad der er ondt, for alt, hvad der gør Menneskene Fortræd og staar i Modstrid med Guds Karakter og Plan, men ogsaa har faaet en mere omfattende Sympati med andre. Guds Sindelag er vundet stærkere frem i os, ikke blot i Retning af Modstand mod Synden, men ogsaa i Retning af Kærlighed til og Sympati med alle dem, der søger at vandre i Retfærdighed og Hellighed. Paa dette Tidspunkt er vi i Stand til at anerkende Brødrene paa en noget anden Maade end tidligere. Vi kan nu se paa dem som nye Skabninger og skelne mellem dem og deres dødelige Legemer med de iøjnefaldende Ufuldkommenheder. Vi lærer at elske Brødrene som nye Skabninger og at have Medfølelse med dem, naar deres Kød gør sig skyldig i Snublen og Fejltagelser. Saa levende bliver vor Kærlighed til dem, at vi med Glæde sætter vort Liv til for deres Skyld, hver Dag og hver Stund, idet vi opofrer vore egne jordiske Interesser og [408] Behageligheder og giver vor Tid, vor Indflydelse, eller hvad det nu kan være, for at hjælpe og tjene dem.

Men stadig løber vi fremad mod Maalet; thi der findes en endnu højere Form for Kærlighed, som vi maa opnaa. Den fjerde og sidste Afdeling af Banen maa gennemløbes, før vi staar ved Maalet, Sejrsprisen. Hvilken Slags Kærlighed er det, vi her maa opnaa? Hvorledes kan noget være større end selvopofrende Kærlighed til Brødrene og fuld Hengivenhed for Gud, for Retfærdighedens og for Kærlighedens Principper? Vi svarer, at Herren taler om en endnu højere Kærlighed, naar han siger, at vi maa lære at elske endog vore Fjender. Vi var Fjender, fremmede og Udlændinge for Gud ved onde Gerninger, da han i den Grad elskede os, at han hengav sin enbaarne Søn for vor Skyld. Det er Maalet for den fuldkomne Kærlighed; og vi maa ikke standse, førend vi har naaet det. For at nogen kan blive antaget af Herren som Medlem af den nye Skabning i Herligheden maa han have lært at elske sine Fjender.

Det er ikke Meningen, at vi skal elske vore Fjender i samme Grad, som vi elsker Brødrene. Saaledes er ikke det Forbillede, der er sat frem for os. Gud elsker ikke sine Fjender i samme Grad, som han elsker sine Sønner, sine Venner. Jesus elskede ikke sine Fjender, som han elskede sine Disciple. Men Gud elskede sine Fjender saadan, at han var rede og villig til at gøre for dem, hvad der med Retfærdighed kunde gøres. Jesus elskede sine Fjender saadan, at han af Hjertet var villig til at gøre dem godt. Han følte ingen Bitterhed mod dem til Gengæld for deres Had. Han er rede til i rette Tid at lade dem faa Del i Tusindaarsrigets Velsignelser, for at de alle kan komme til Erkendelse af Sandheden, og for at selv de, der har gennemstunget ham, kan se hen til ham og jamre over ham, naar Gud udgyder over dem Bønnens og Naadens Aand. (Sak. 12, 10.) Vi maa have den Kærlighed til [409] vore Fjender, som Herren taler om, naar han siger: »Elsk eders Fjender; velsign dem, som forbander eder; gør dem godt, som hader eder, og bed for dem, som krænker eder og forfølger eder.« (Matt. 5, 44.) Vi maa ikke lade nogen Bitterhed, noget Nag eller nogen fjendtlig Følelse bo i vort Hjerte. Vi maa være saa fyldt med Kærlighed, at ikke engang en Fjende kan fremkalde nogen ond Følelse i vort Hjerte.

Hvilken Langmodighed og Broderkærlighed maa der ikke findes i en saadan Karakter, der ikke engang hos en Fjende kan se noget, som kan fremkalde Ondskab, Had eller Strid! Det er dette Maal, vi som nye Skabninger maa naa frem til. Vi har aflagt Bekendelse øm vor Værdsættelse af denne Kærlighedens Aand. Vi har gjort Paastand paa at være den hengivne. Vi har indviet vort Liv i Overensstemmelse med dens Principper, og nu bliver vi prøvet, for at det kan blive afgjort, hvorvidt vore Bekendelser har været sande. Herren giver os i sin Naade Tid til at gennemløbe Banen og naa frem til denne Karakter. »Han ved, hvoraf vi er dannet. Han kommer i Hu, at vi er Støv.« Dog er det nødvendigt, at vi indordner os under hans Vejledning, hvis vi vil opnaa at blive Medarvinger med Guds Søn som Medlemmer af den nye Skabning.

Vor Herre Jesus, vor Frelses Ophavsmand, behøvede ikke at gennemløbe denne Bane. Han behøvede ikke at udvikle disse forskellige Kærlighedstræk; thi i sin Fuldkommenhed besad han dem i fuldt Maal fra Begyndelsen af. Den Prøve, han blev underkastet, gik ud paa, om han vilde blive bestaaende i disse Principper, disse Egenskaber, om han vilde vedblive at elske Gud og Retfærdigheden over alle Ting, vedblive at elske Brødrene, saa at han var villig til at sætte Livet til for dem, vedblive at elske sine Fjender, saa at det var ham en Glæde at gøre dem godt. Det gjaldt for ham om at blive staaende fast ved den fuldkomne Kærligheds Maal. Vi ved, at han viste Troskab mod [410] Kærligheden i alle dens Grader, idet han satte Livet til ikke blot for sine Venner, men ogsaa for sine Fjender, der korsfæstede ham. Det samme maa vi opnaa. Vi maa naa frem til at have den fuldkomne Kærlighed i vort Hjerte, selv om ikke altid vort Kød er i Stand til at give Udtryk for vort Hjertes Følelser.

Nogle gennemløber Banen meget hurting. De gaar frem fra den ene Afdeling til den anden og har snart opnaaet den fuldkomne Kærligheds Stilling. Andre, der ikke har saa megen Iver eller ikke ser saa ufravendt hen til Troens Ophavsmand, gør langsommere Fremskridt paa Banen. Aar igennem er de tilfredse med at have opnaaet Pligtkærlighed eller maaske at være naaet lidt længere frem til Kærlighed til Guds Karakter og Retfærdighedens Principper. Forunderligt faa er det, der er naaet frem til den Kærlighed til Brødrene, som faar dem til med Glæde at opofre sig selv for derved at tjene Troens egne. Og endnu færre er naaet frem til den fuldkomne Kærlighed, Kærligheden til Fjenderne, saa at de ikke blot afholder sig fra at gøre dem Fortræd i Ord eller Gerning, men tilmed glæder sig over at virke med til deres Velsignelse. Naar Herren har vist os stor Langmodighed ved at give os rigelig Lejlighed til at naa frem til Maalet, bør vi glæde os over hans Barmhjertighed og blive mere energiske, mere ivrige efter at naa Maalet, naa Sejrsprisen, idet vi husker paa, at Tiden er kort, og at intet mindre end den fuldkomne Kærlighed kan være an­tagelig for Faderen hos den nye Skabning.

Ligesom Herren blev prøvet, medens han stod ved den fuldkomne Kærligheds Maal, saaledes maa ogsaa vi alle prøves efter at være naaet frem til dette. Vi maa derfor ikke vente først at naa dette Maal i vort Livs sidste Øjeblik, men saa hurtig som muligt. Graden af vor Iver og Kærlighed vil blive lagt for Dagen for Gud og Brødrene ved den Hurtighed, hvormed vi jager mod Maalet.

[411] Apostelens Ord: »I maa kunne bestaa efter at have fuldbyrdet alt« (Ef. 6, 13), indbefatter, at naar vi er naaet frem til den fuldkomne Kærligheds Maal, vil der endnu være mange Prøvelser tilbage for os, Prøver for vor Tro, Prøver for vor Taalmodighed, Prøver for alle de forskellige Bestanddele i Kærligheden. Verden  kan ikke hjælpe os frem i den rigtige Retning. Satan er vor stadige Modstander. Han vil søge at opvække megen Modstand imod os for om muligt at tvinge os tilbage fra den Plads, vi har opnaaet. Dette udgør vor Prøve. Vi maa holde fast ved det, vi opnaar. Vi maa jage fremad mod Maalet, indtil det koster os vort jordiske Liv, idet vi sætter Livet til i Tjeneste for Gud og Brødrene og gør godt mod alle, efter som vi har Lejlighed dertil. Trofast er han, som kaldte os, og som lovede os Hjælp i enhver Nødens Stund. Hans Naade er os nok. — 1 Thess. 5, 24; 2 Kor. 12, 9.

Denne Kærlighedslov er, som vi allerede har set, den samme som den, Guds Sønner, Englene, er underlagt. Deres Lydighed mod Guds Vilje og den indbyrdes Overensstemmelse mellem dem, er grundlagt paa den. Skønt der i Tusindaarsriget vil blive opstillet Love, Regler og Rettesnore for Menneskene for at hjælpe dem fremad under Rigets gunstige Forhold, vil dog ganske sikkert de, der ved Slutningen af de tusind Aar bliver agtet værdige til det evige Liv, have opnaaet mere end blot Lydighed mod Love og Bud. De vil i deres Hjerter have indskrevet Guds oprindelige Lov, Lydighed, og Kærlighedens Lov, der udgør en Del af Guds Karakter. Naar disse Guds Genoprettelsessønner paa det menneskelige Plan er blevet antaget af ham, vil ogsaa de alle være i Besiddelse af denne Kærlighedens Aand. Uden den vil det være umuligt for dem at behage Gud. Thi han søger saadanne Tilbedere, som tilbeder ham i Aand og i Sandhed. Vi ser saaledes, at skønt Himmelen saavel som Jorden maa have en Lov og maa fordre Lydighed mod den, naar [412] dog Guds Maalestok for Lydighed langt op over vore jordiske og ufuldkomne Anskuelser og Regler. Det ene Ord Kærlighed udtrykker Guds fuldstændige Lov, som alle hans Sønner paa ethvert Tilværelsesplan maa underkaste sig. Hvor underfuld og herlig er ikke vor Guds Karakter og Plan! Kærligheden er Lovens Opfyldelse; vi kan overhovedet ikke tænke os nogen højere Lov end denne.

Vi har hidindtil behandlet vort Emne teoretisk. Nu vil vi henlede Opmærksomheden paa, at de nye Skabninger, medens de endnu bor i Kødet og mere eller mindre er underkastet dets Svagheder og Modstand, maa indordne deres Opførsel mod hverandre og mod Verden under denne Kærlighedens Lov, det nye Bud, som Herren gav alle dem, der vilde blive hans Efterfølgere. Denne Lov har man ined Rette kaldt

Den gyldne Rettesnor.

Guld er, som vi allerede har set, et Symbol paa det guddommelige. Den gyldne Rettesnor betyder derfor den guddommelige Rettesnor, og den er, som vi ogsaa lige har set, Kærlighed. Det nærmeste, det naturlige Menneske kan komme til denne Kærlighedens Lov, den allerhøjeste Maalestok, der kan erkendes af det naturlige Menneske, udtrykkes ved Ordene: »Du skal ikke gøre imod din Næste, hvad du ikke vil, at din Næste skal gøre imod dig.« Dette er i det allerhøjeste negativ Godhed. Men den gyldne Kærlighedens Rettesnor, som Herren har givet den nye Skabning, og som ingen andre end den nye Skabning kan værdsætte eller forstaa nu i Tiden, er af en positiv Art: »Gør imod andre, hvad I vil, de skal gøre mod eder.« Dette er positiv Godhed, en levende, virksom Kærlighed. Hvis Medlemmerne af den nye Skabning til Tider undlader at opfylde ethvert Træk af denne gyldne Rettesnor, selve deres Tilværelses Lov, man, det blive til alvorlig Anger og Sorg for dem, medmindre de blot er spæde Børn paa [413] den nye Vej. Hvis en Krænkelse af denne Rettesnor bringer Smerte og Anger med sig, er det et sikkert Tegn paa, at Krænkelsen ikke var forsætlig, ikke var af Hjertet, ikke betød den nye Skabnings Krænkelse af Princippet, men i det højeste en Snublen i Kødet mod Aandens eller Sindets Ønsker. Dog vil det nye Sind i samme Grad, som det er levende overfor Gud og ivrigt efter at gøre hans Vilje, være aarvaagent og energisk i at vogte paa Lerkarret, hvori det bor. Det vil iføre sig Guds Rustning, for at det kan være i Stand til at stride den gode Strid imod Kødets Svagheder. Det vil holde paa, at hvis der i Ord eller Handling er blevet begaaet en Uret, skal den om muligt hurtigt gøres god igen med Renter, for at Lerkaret saaledes kan blive gjort til Skamme og ved Modstanden blive en mindre virksom Fjende af det nye Sind.

De nye Skabningers Lov paavirker deres Forhold til Gud. De forstaar Betydningen af Udtrykket: »Du skal elske Herren, din Gud, med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.« De finder ikke deri nogen Plads for Selvet, medmindre dette er i fuld Overensstemmelse med Gud. Det paavirker ogsaa deres Forhold til Brødrene; thi hvorledes kan de elske Gud, som de ikke har set undtagen med Troens Øjne, hvis de ikke elsker Brødrene, der har Guds Aand, og som de har set med det naturlige Syn? (1 Joh. 4, 20. 21.) Efterhaanden som de i deres Omgang med Brødrene lærer at være omhyggelige for at gøre for dem og mod dem, hvad de vil, at disse skal gøre for og imod dem selv, finder de, at dette bevirker en stor Forandring i deres Liv, at dette slet ikke er den Rettesnor eller Lov, som de eller andre har været vant til at leve, tænke, handle og tale efter.

De forstaar, at ligesom de ønsker, at Brødrene skal handle venligt mod dem og tale mildt til dem, saaledes maa ogsaa de være venlige i Ord og Handling overfor de andre. Ligesom de ønsker, at disse skal have Taal- [414]  modighed med deres Ufuldkommenheder og Svagheder og i Barmhjertighed kaste et Dække over deres menneskelige Mangler, saaledes maa ogsaa de bære sig ad overfor dem. De forstaar, at lige saa lidt som de gerne vil, at Brødrene skal tale ufordelagtigt om dem, selv om det ufordelagtige, der siges, er sandt, lige saa lidt maa de tale ondt om andre, men tværtimod nære venlige Følelser overfor alle og gøre godt imod alle, især imod Troens egne. Ligesom de ikke gerne vil have andre til at vente mere af dem, end de med Rimelighed kan udføre, saaledes bør heller ikke de vente mere af de andre, end disse med Rimelighed kan yde. Det samme Princip gælder ogsaa med Hensyn til Verden og dens Anliggender. Derved vil hele deres Liv skifte Karakter. Som Apostelen siger, indtræder Forvandlingen i samme Grad, som vi skuer Herrens Herlighed, i samme Grad, som vi lærer at værdsætte og efterligne det storslaaede i Guds Karakter, der følger denne Kærlighedens gyldne Rettesnor. — 2 Kor. 3, 18.

Vort nye Sind, vor nye Vilje, der er blevet avlet ved den hellige Aand, udvikles ved gradvis at blive forvandlet fra Herlighed til Herlighed, hvad Hjertets Egenskaber angaar. Ved saaledes at blive forvandlet i Hjertet, i Sindet, i Viljen, i Hensigterne og saa langt, som det er muligt, ogsaa, i den ydre Opførsel bliver vi skikket til ifølge Guds Løfte at opnaa den store, den endelige Forvandling i Opstandelsen, naar det, der er blevet saaet i Skrøbelighed og Vanære, skal opstaa i Kraft og Herlighed som den aandelige nye Skabning — Guds Kristus. Apostlene giver os forskellige gode og hjælpende Raad og Formaninger, der bekræftes og gentages af forskellige Brødre som nyttige til Optugtelse, til Retledning o. s. v. Dog er, naar alt kommer til alt, Loven, den fuldstændige Lov, som døn nye Skabning er stillet under af sit Hoved, Kærlighedens Lov, den gyldne Rettesnor. Om den blev rigtig iagttaget, vilde det medføre, at mange Ting, der [415] nu gøres af de nye Skabninger, ikke længere vilde blive gjort, og at mange Ting, der nu forsømmes af dem, vilde blive udført med Iver og Vedholdenhed.

Frihedens fuldkomne Lov.

Hvis nogen til at begynde med skulde være tilbøjelig til at mene, at Herren har stillet de nye Skabninger alt for frit, uden de nødvendige Baand og Regler, vilde han uden Tvivl skifte Sind, naar han kom til at forstaa Længden og Bredden i denne Guds Lov, der kort er opsummeret i det ene Ord Kærlighed. En Frihedens Lov, kalder Apostelen den. (Jask. 1, 25) Gud bringer kun denne Frihedens Lov til Anvendelse overfor de nye Skabninger, der er avlet af hans Aand. Den kunde ikke gælde for andre. Alle andre er endnu enten under Moseloven som Tjenere, der ikke er skikket til den Frihed, hvormed Kristus har frigjort Sønnerne, eller under den oprindelige Lovs Fordømmelse, Dødsdommen, som Syndere, der behandles som fremmede og Udlændinge, uden Gud og uden Haab i Verden. De kender ikke engang Budskabet om den Guds Naade, der til sidst vil bringe hele Verden et Tilbud om Frelse, men som hidindtil blot er blevet aabenbaret for nogle, idet den store Mængde af Modstanderen er blevet hindret i at høre Budskabet om Guds Kærlighed og om Genløsningen. Satan har forblindet de fleste Menneskers Sind og tilstoppet deres Øren med Dæmoners Lærdomme. — 2 Kor. 4, 4; 1 Tim. 4, 1.

Friheden er ikke for de ondsindede, hvad ogsaa Samfundet vidner om, naar det holder saadanne indespærret i Fængslerne. Saaledes er heller ikke Frihedens fuldkomne Lov for de ondsindede, men for de velsindede, de fuldkomne. Verden vil ikke i Tusindaarsriget blive stillet under Kærlighedens Lov, men vil blive regeret i Retfærdighed og Barmhjertighed under en Lov, der fordrer Lydighed mod Riget. Ikke før efter Afslutningen af de tusind Aar, naar de forsæt-[416]lige Syndere er blevet udryddet i den anden Død, vil Slægten, der da er blevet fuldkommen og er naaet til fuld Overensstemmelse med Guds Maalestok, blive stillet under Frihedens Lov, Kærligheden, den gyldne Rettesnor. Saa længe Menneskene billedligt talt er mindreaarige, vil de for en stor Del blive behandlet som Tjenere. (Heb. 13, 17.) De nye Skabninger er nu stillet under Frihedens Lov, fordi de gamle Ting for dem er forbigangne, og alle Ting er blevet nye. De hader Synden og elsker Retfærdigheden; de benytter Friheden, ikke som en Lejlighed til at tilfredsstille Kødet, men for at døde det, ikke for at leve i Synden, men for at opofre deres jordiske Interesser i Samarbejdet med Herren, der vil bortskaffe Synden og befri Verden saavel for den som for dens Sold, Døden. Kun de, der er blevet avlet paa ny til at have denne Aand, dette Sindelag, Guds Aand, og som er blevet Elever i Kristi Skole, hvor de lærer af ham at vandre i hans Fodspor, kun de kan med Sikkerhed stilles under Frihedens Lov. Hvis de mister Sønneudkaarelsens Aand, ophører de at være Sønner, ophører de at være under Frihedens Lov.