Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 8

DEN NYE SKABNINGS 
HVILE ELLER SABBAT.

Guds Handlemaade foranddredes ved Jesu Korsfæstelse. — Apostleees Prædiken i Synagogerne paa Sabbaten var ingen Overtrædelse af den jødiske Sabbat. — Bygningen, hvori Evangeliet forkyndes, har ingen Indflydelse paa Budskabet, der fremføres, og Dagen heller ikke. — Aarsagen til, at den første Dag i Ugen blev de kristnes Sabbat. — Helligholdelsen af den begyndte længe før Konstantins Tid. — Næsten alle Herrens Aabenbarelser efter hans Opstandelse fandt Sted paa den første Dag. — Vi bør være taknemmelige for Helligholdelsen af den første Dag. — Den er dog ikke fastsat af Gud. — Frankrig og Syvtallet. — Israels Sabbat var forbilledlig. — Hvornaar begyndte den nye Skabnings Sabbat, og hvor længe vil den vare?

 VORE UNDERSØGELSER i det foregaaende Kapitel har klart og tydeligt vist os, at der ikke findes nogen Lov for dem, der er i Kristus Jesus, uden den altomfattende Kærlighedens Lov. Vi saa ogsaa, at den nye Skabning, det aandelige Israel, ikke i nogen Forstand af Ordet er under Lovpagten, der blev »føjet til for Overtrædelsernes Skyld« 430 Aar efter Oprettelsen af den Pagt, hvorunder den nye Skabning er antagelig. Det er sandt nok, at vor Herre Jesus i sit Køds Dage nøje helligholdt den syvende Dag i Ugen i Overensstemmelse med Moseloven, men ikke paa den Maade, som de skriftkloge og Farisæerne fordrede det ud fra deres forvendte Opfattelser. Jesus var jo Jøde efter Kødet, født under Moseloven, og derfor underkastet alle dens Bud, hvilke han opfyldte. Han naglede Loven til Korset og gjorde derved en Ende paa den, hvad angik ham selv og alle de Jøder, der kom til Faderen ved ham. Men alle Jøder, som, ikke har taget imod Kristus, er endnu bundet af enhver Fordring, ethvert Paabud i deres Lovpagt; og de kan, som Apostelen erklærer, kun blive fritaget fra denne ved at tage[418] imod Kristus, der er Lovens Ende for hver den, son; tror. — Rom. 10, 4.

Med Hensyn til Hedningerne har vi allerede set, at de aldrig har været under Moseloven, og at de derfor heller ikke behøvede at blive friet fra den. Vi har ogsaa allerede set, at vor Herre Jesus — som ny Skabning, der blev avlet ved Daaben og født af Aanden i Opstandelsen — var den modbilledlige Abrahams Sæd og Arving til Abrahamsforjættelserne, og at baade Jø­der og Hedninger, der kommer til ham ved Tro og til Faderen gennem ham, naar de bliver avlet af den hellige Aand, ligeledes regnes som hørende med til den nye Skabning, som Medarvinger med Jesus til Abrahamspagten. De, der tilhører denne Pagt, har ikke noget at gøre med den tilføjede Moses' Pagt eller Lovpagten. Skønt altsaa Mennesket Kristus Jesus var under Loven og havde Forpligtelse til at holde den syvende Dag som en Del af Loven, ophørte dog denne Forpligtelse for ham og hans Efterfølgere, saa snart han med fuld Berettigelse i Døden havde gjort Ende paa Loven for alle Jøder, der tog imod ham og ved ham dør overfor Lovpagten for at blive levende overfor Abrahamspagten.

Dog er det ikke til at forbavses over, at selv Apostlene maatte have nogen Tid til fuldt ud at forstaa det Husholdningsskifte, der havde fundet Sted — Overgangen fra Lovens til Naadens Tidsalder. Det tog ogsaa nogle Aar for dem, før de fuldt ud forstod, at ved Kristi Død var Gærdets Skillevæg mellem Jøder og Hedninger nedbrudt, og at fra da af skulde Hedningerne ikke mere regnes for urene i Sammenligning med Jøderne, fordi Kristus ved Guds Naade smagte Døden for alle, saa at derefter enhver, Jøde eller Hedning, der vilde nærme sig Faderen, kunde blive antaget i den elskede. Endnu Aar efter Apostlenes Sammenkomst, hvor Peter og Paulas havde vidnet om den Guds Naade, der var blevet Hedningerne til Del, at de havde modtaget den hellige Aands Gaver ligesom [419] 

Jøderne, da Aanden blev udgydt paa Pinsedagen, finder vi Peter tøvende og vaklende overfor de jødiske troendes Fordomme og det i en saadan Grad, at han endog trak sig tilbage fra de omvendte af Hedningerne, som om han endnu regnede dem for urene. Han blev af den Grund irettesat af Apostelen Paulus, der øjensynlig havde opfattet Husholdningsskiftet med langt større Tydelighed end de andre Apostle. Naar altsaa selv en Apostel behøvede en Irettesættelse for at komme ud over sine nationale Fordomme, kan vi være overbevist om, at Flertallet af de øvrige troende (der næppe alle var Jøder) endnu mange Aar efter ikke fuldt ud havde forstaaet den absolutte Forandring i Guds Handlemaade, som var indtraadt ved Korset.

De Skikke, som Jøderne overholdt, ikke blot i Pa­læstina, men ud over hele Verden, hvor de befandt sig, indbefattede ogsaa Overholdelsen af Sabbaten, der, skønt den oprindelig ikke var bestemt til at være andet end en Hviledag, efterhaanden med Rette blev taget i Brug til at læse Loven og Profeterne og holde opbyggende Forsamlinger i Synagogerne. Paa denne Dag var alt Forretningsliv standset over hele Palæstina. Det faldt derfor ganske af sig selv, at de Jøder, der antog Kristendommen, samledes paa Sabbaten for at studere Loven og Profeterne ud fra deres nye Forstaaelse om Opfyldelsen deraf, som begyndte med Kristus, og for at opmuntre hverandre til Udholdenhed, saa meget mere som de saa, Dagen nærme sig—Herrens store Dag, Genoprettelsens Tider, hvorom Gud havde talt ved alle sine hellige Profeters Mund. De Apostle og Evangelister, som rejste udenfor Palæstina, fandt de fleste hørende Øren iblandt de Jøder, der allerede ventede paa Messias, og disse kunde de bedst komme i Tale, naar de efter Sædvane var samlet paa den syvende Dag. Der var heller ikke noget i Guds Aabenbaring, der forbød dem at prædike Evangeliet paa den syvende Dag, lige saa lidt som paa den første [420] eller nogen som helst anden Dag i Ugen. Vi kan være forvisset om, at disse første Evangelister prædikede Ordet uden Ophør, hvor som helst de befandt sig, og for alle, som havde hørende Øren.

Den Apostel, der erklærede, at Kristus gjorde en Ende paa Lovpagten, idet han naglede den til Korset, sagde ikke et eneste Ord om, at Menigheden havde Forpligtelse til særlig at helligholde den syvende Dag eller nogen anden Dag i Ugen. Tværtimod holdt han bestemt fast ved den Tanke, at Menigheden er en ny Skabning under den oprindelige Pagt, og at den som et Sønnernes Hus ikke er under Loven, men under Naaden. Den inspirerede Lærer udtaler sig klart og tydeligt om den nye Skabnings Frihed, idet han siger: »Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller Drikke eller Højtid eller Nymaane eller Sabbat, hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet [som fremkaldte Skyggen] er Kristi.« — Kol. 2, 16. 17.

Han vilde have Menigheden til at forstaa, at alle de forskellige Paabud med Hensyn til Højtid og Faster og Nymaaner og Dage udgjorde Dele af det store forbilledlige System, som Gud havde oprettet i Forbindelse med Israel, og som blot var Skygger af de bedre Ting, der skulde komme — Opfyldelsen paa det aan­delige Israel. For Jøderne var disse Ting Virkeligheder, der var paalagt dem ved Guds Bud. For den nye Skabning er de blot Skygger — Lærdomme, der peger hen til den storslaaede Opfyldelse og intet mere. Den Omstændighed, at Apostlene benyttede sig af Sabbaten og Jødernes Synagoger i Forbindelse med Forkyndelsen af Evangeliet, var paa ingen Maade en Godkendelse af det jødiske System eller af, at Jødernes Lov gjaldt for den nye Skabning. Vi for vor Del vilde gerne, hvis vi fik Lejlighed dertil, prædike Kristus i Jødernes Synagoge, ikke blot paa den første Dag i Ugen, men ogsaa paa den jødiske Sabbat, den syvende Dag; ja, vi vilde være villige til at prædike [421] Kristus i et hedensk Tempel og paa en hedensk Helligdag uden dog derved at godkende de hedenske Lærdomme eller den hedenske Helligdag.

Med Hensyn til den første Dag i Ugen, der nu almindeligt af de kristne helligholdes som en Sabbat eller Hviledag, er det fejlagtigt, naar det paastaas, at den blev helliget og gjort til en kristelig Sabbat ved Magtbud fra den romersk-katolske Kirkes Side. Det er ganske vist, at paa Konstantins Tid, mere end to Aarhundreder efter at Apostlene var sovet hen, havde Formvæsen i en uhyggelig Grad sneget sig ind i Menigheden, falske Lærere havde gradvist søgt at bringe Herrens Efterfølgere ind under Trældom og Præstevælde, og Overtroen begyndte at spille en stor Rolle. Det er sandt, at det paa den Tid blev Skik iblandt de navnkristne at benytte den første Dag i Ugen til religiøst Arbejde, og at det begyndte at blive betragtet som uret at udføre legemligt Arbejde paa denne Dag undtagen i Landdistrikterne, hvor det maatte betragtes som nødvendigt at passe Bedriften. Det er ogsaa sandt, at denne ringe Begyndelse til Trældom efterhaanden udformedes til en Teori om, at den første Dag i Ugen hos de kristne var traadt i Stedet for duen syvende Dag hos Jøderne, saa: at man til sidst anvendte enhver Befaling fra Gud til Jøderne angaaende den syvende Dag som gældende overfor Kristi Efterfølgere med Hensyn til den første Dag.

Men en berettiget Iagttagelse af den første Dag i Ugen begyndte længe før Konstantins Tid, ikke som en Trældom, men som en Frihed, et Privilegium. Alene den Omstændighed, at Herren opstod fra de døde paa den første Dag i Ugen, vilde have gjort denne Dag værdig til at fejres af hans Efterfølgere som Mærkedag for deres Haabs Genopliven. Dertil kom nu, at det var paa Opstandelsesdagen, Herren mødtes med de trofaste og udlagde Skrifterne for dem, hvorom  nogle af dem senere sagde: »Brændte ikke vore Hjerter i os, [422] medens han talte til os paa Vejgen og oplod os Skriften?« (Lukas 25, 32.) Det var ogsaa paa den samme Dag, at han blev set af Kvinderne i Nærheden af Graven og aabenbarede sig for de forsamlede Apostle. En hel Uge ventede de paa, at den opstandne Herre skulde vise sig for dem igen. Men intet skete før den følgende første Dag i Ugen, da han atter aabenbarede sig for de elleve. Saa vidt som vi ved, var det næsten altid paa den første Dag i Ugen, at han viste sig for Brødrene. Det er derfor intet Under, at den første Menighed uden at være opfordret dertil af Herren eller Apostlene fik for Skik at samles paa den første Dag i Ugen til Ihukommelse af de Glæder, der blev dem til Del ved Herrens Opstandelse, og ogsaa til Paamindelse om hvorledes deres Hjerter brændte i dem, da han paa den Dag oplod Skrifterne for dem.

De vedblev ogsaa at mindes Brødets Brydelse sammen paa denne Dag — ikke som et Paaskemaaltid, Herrens Nadver, men som en Ihukommelse af, hvor lykkelige de følte sig i Emmaus, da han brød Brødet, og deres Øjne blev opladte, saa de kendte ham, og ligeledes atter da han brød Brødet med dem i Salen ovenpaa og gav dem tilfredsstillende Beviser paa, at han virkelig var deres genopstandne, men forvandlede Herre. (Lukas 24, 30. 35. 41-43.) Denne Brødets Brydelse, læser vi, skete med Glæde og Fryd, ikke som et Minde om hans Død, men som en Erindring om hans Opstandelse. Det var ikke et Symbol paa hans brudte Legeme og det udgydte Blod, men paa den forfriskende Sandhed, som han uddelte til dem, og paa det frydefulde Fremtidshaab, hvis Opfyldelse blev dem tilsikret ved hans Opstandelse fra de døde. (»Kalken« omtales aldrig i Forbindelse med »Brødets Brydelse«.) Disse Sammenkomster paa den første Dag i Ugen beredte dem stor Glæde ved Forstaaelsen af, at en ny Tingenes Orden var fremstaaet med Jesu Opstandelse fra de døde. [423]

Da Menigheden efterhaanden slap løs fra den nøje Sammenknytning med Jødedommen, særlig efter Jerusalerms Ødelæggelse, den almindelige Opløsning af det jødiske System, svandt den syvende Dags Betydning som Sabbat bort, idet den mere eller mindre overførtes paa den første Dag i Ugen og paa den nye Skabnings aandelige Hvile og Vederkvægelse, som skrev sig fra Herrens Opstandelse til Herlighed, Ære og Udødelighed.

Med Hensyn til den hedenske Verden i Almindelig­hed har Gud ikke givet nogen særlig Lov. Hedningerne har blot det, der er tilbage af den oprindelige Lov, som en Gang var skrevet i Menneskets Natur, men som nu næsten er udvidsket af Synden og Døden. Dertil er der dog blevet føjet et nyt Bud — nemlig om Anger; thi en ny Lejlighed til at opnaa Liv er blevet skaffet tilveje (til Afbenyttelse nu eller i Tusindaarsriget), og enhver forsætlig Handling eller Tanke vil faa Indflydelse paa den endelige Udgang af hver enkelts Sag. Til dem, der er udenfor Kristus, lyder der blot dette Bud om Anger. Kun til angrende kan Gud tale, idet de har Øren til at høre med og Hjerter, der er lydige overfor hans Vilje.

Med Hensyn til Navnkristenhedens Millioner i vor Tid har de ikke blot misforstaaet den virkelige Karakter af Guds Naade og det nuværende Kald til den nye Skabning, men har ogsaa i meget stor Udstrækning misforstaaet den nye Skabnings Lov, dens Friheder, dens Symboler. Navnkirken har faaet og lærer af Verden falske Anskuelser om Daaben, om Herrens Nadver saavel som om Sabbaten, Guds Lov og hans Pagt med den nye Skabning. Det har øjensynlig aldrig været Herrens Hensigt, at Navnkirken skulde forstaa eller sætte Pris paa Sandheden om disse Ting nu i Tiden. Apostelen siger herom: »Intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og det er ikke opkommet i noget [naturligt] Menneskes Hjerte, hvad Gud har [424] beredt dem, som  elsker ham.« Og heller ikke kan naturlige Mennesker forstaa hans Plan og Vilje angaaende den lille Hjord. »Men os aabenbarede Gud det ved Aanden; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybder [hans gode, velbehagelige og fuldkomne Vilje angaaende os nu og herefter].« Da Navnkirken saa­ledes ikke har fattet Aanden i den himmelske Kaldelse og heller ikke den fuldkomne Frihedens Lov, der gælder for de udvalgte, fordi den har manglet Herrens Aand, er det ikke underligt for os, at Ceremonier og Form­væsen, Fastedage, Bodsøvelser, Paabud af enhver Art, Helligdage og Sabbater er blevet Baand og Lænker i Navnkirken. Heller ikke er det overraskende, at nogle af Herrens sande Folk, de udvalgte, den lille Hjord, efterhaanden blev saa indviklet i disse Baand, at de for en stor Del blev berøvet den sande Frihed, der tilkom dem som Guds Børn.

Det er ikke vor Hensigt at indvende noget imod Helligholdelsen af den første Dag i Ugen. Tværtimod glæder vi os over, at denne Dag ved Guds Ledelse saa almindeligt fejres over hele den civiliserede Verden. Derved kan Herrens indviede skaffe sig særlige Fordele og Anledninger, som de for en stor Del vilde være nødt til at undvære, hvis denne Dags Helligholdelse var mindre almindelig. Den nye Skabning har overalt Grund til at glæde sig meget, fordi den saaledes har Lejlighed til at anvende en af Ugens syv Dage: til Gudstjeneste og aandeligt Samfund. Det vilde være et alvorligt Tab for alle Guds trofaste, hvis denne Dag i almindelig Skik og Brug skulde blive stillet lige med de andre. Af denne Grund om ikke af anden sømmer det sig for alle Guds Børn, ikke blot at benytte Dagen ærbødigt og ædrueligt til aandelig Opbyggelse, men ogsaa at støtte dens Helligholdelse af al Magt og bestræbe sig for ikke ved noget Ord eller nogen Handling at virke med til en Slappelse af dens Iagttagelse blandt Folk i Almindelighed. [425] 

Men ligesom nogle er hildet i den Vildfarelse, at den jødiske Pagt skulde hvile over alle Mennesker som et Trældomsaag, saaledes er andre kommet ind under en lignende Ufrihed med Hensyn til den første Dag, idet de fejlagtigt mener, at den ifølge Guds Vilje blev iklædt den ydre Hellighed, der udmærkede den syvende Dag blandt Jøderne, der som Tjenernes Hus ikke var under Naaden, men under Loven. Der er virkelig mange Mennesker, som, skønt de ikke selv er religiøse og ikke selv paastaar at have indviet sig til Herren, dog har stor Ærbødighed for Helligholdelsen af Søndagen og vilde tabe al Agtelse for bekendende Guds Børn, hvis de blot i nogen Grad forsømte at benytte denne Dag til Gudsdyrkelse af Hensyn til deres verdslige Forretning. Vi raader derfor alle dem, der klart ser den Frihed, hvormed Kristus har frigjort os, til ikke at misbruge deres Frihed til andres Forargelse, men benytte Søndagen til Guds Ære og til selv at blive opbygget i Naade og Kundskab og Aandens Frugter. Det er vort Raad, at indenfor Rimelighedens Grænser bør Herrens indviede Folk og deres Familie, saa vidt som deres Indflydelse strækker sig — ikke blot de smaa Børn, men ogsaa de voksne Medlemmer af Familien — overholde Søndagen trofast. Alle bør belæres om det berettigede i at have en saadan Dag til Gudsdyrkelse og om Nødvendigheden af at have en Hviledag fra det legemlige Arbejde, ikke blot for Menigheden, men ogsaa for Verden.

Vi er ganske vist nu helt fri for den jødiske Lov, men da dens Bud og Befalinger kom fra Herren, skulde vi mene, at der er al Sandsynlighed for, at de foruden at have forbilledlig Betydning gjorde praktisk Nytte. Der kan for Eksempel have været et Forbillede forbundet med Adskillelsen. mellem rene og urene Dyr. Men tillige har vi al Grund til at tro, at de urene Dyr — Svin, Kaniner, Aal — var daarlig skikket til Menneskeføde, selv om vi ikke helt forstaar hvorfor. Vi [426] overtræder ikke nogen Lov ved at nyde saadanne Ting, fordi vi ikke er Jøder, men alligevel bør vi være paa mistænksom Vagt overfor dem for at finde ud af, hvorvidt de er gavnlige eller skadelige at spise. Thi vi er forpligtet til at iagttage Sundhedens Love, saa langt som vi ser dem.

Paa lignende Maade kan vi i den Hviledag, der blev forordnet for Israel, se ikke blot en forbilledlig Lære, men en nødvendig Foranstaltning for Menneskene i deres nuværende Tilstand. Alle, ogsaa de, der fuldstændigt foragter Guds Ord, indrømmer almindeligt, at en Hviledag om Ugen er meget fordelagtig, ikke blot for Mennesker, men ogsaa for Lastdyr. Der er ogsaa dem, der hævder, at Trangen til Hvile fra uafbrudt Arbejde udstrækker sig endogsaa til livløse Ting. Det følgende Udtog fra London Express vil belyse dette: »Det kan synes underligt at høre Mennesker tale om  en træt Staalaksel eller et udmattet Jernbanehjul. Men den Slags Tale hører man ofte ved Jernbanen og i Maskinværkstederne, og der betragtes den som berettiget. Mange vil vel spørge, hvad det er for en Ide, at livløst Metal skulde kunne blive træt, men de sagkyndige paa Maskinvæsenets Omraade siger, at Arbejdet virkelig trætter det, og at det trænger til Hvile, lige saa vel som du og jeg gør det. »Hvad var Aarsagen til, at Akslen gik i Stykker?« spørger Trafikbestyreren. »Træthed i Metallet«, svarer Inspektøren hyppigt og for det meste i Overensstemmelse med de faktiske Forhold. Det hænder ikke sjældent, at en Aksel knækker, eller et Hjul gaar i Stykker ved et meget mindre Tryk end det sædvanlige, og det til Trods for at selv den mest omhyggelige Undersøgelse ikke bringer nogen Svaghed eller Mangel for Dagen. Dette faar Ingeniørerne til at give Metallets Træthed Skylden. Staalsener kan udmattes lige saa  vel som Kødmuskler. Metal, der ikke faar Hvile, vil ophøre med at gøre sit Arbejde og kan derved foraarsage stor Fare, i det mindste paastaar [427] Ingeniørerne dette. De siger, at uden den nødvendige Hvile bliver Molekylernes Affinitet i Metallet (Smaadelenes Sammenhængskraft), svækket, indtil Brydningspunktet naas, og saa har man Ulykken.«

I Vantros-Perioden under den franske Revolution blev det besluttet at ophæve Bibelens Sabbat — en Dag om Ugen — og i Stedet for gøre hver tiende Dag til Hviledag. Men man fandt snart dette utilfredsstillende, og hvor meget end Franskmændene ønskede at regne med Decimalsystemet, maatte de indrømme, at Naturen gik sine egne Veje, og at den paa en uforklarlig Maade ydede Syvtallet sin Anerkendelse. Man lagde f. Eks. Mærke til, at Krisen i en Feber blev naaet den syvende, den fjortende, den enogtyvende eller den otteogtyvende Dag, og at Døden sædvanligvis indtraadte, hvis der ikke var kommet nogen Bedring den 35. Dag eller før. Disse Forhold kunde de ikke ændre, det var umuligt for dem at faa Feberen til at indrette sin Krise efter Titalssystemet. Saa langt fra at slaa til Lyd for en Opgivelse af den kristne Søndag raader vi indtrængende til at bibeholde denne som fordelagtig for det naturlige Menneske, saavel som for den nye Skabning. Det er vort bestemte Raad, at man intet skulde foretage sig, som paa nogen Maade kunde tjene til at ødelægge denne store Velsignelse, der indirekte er kommet til os fra den jødiske Lov. Det skulde være os en Glæde, om alle vilde betragte Dagen som frivillig helliget Herren. Men da Flertallet ikke kan se saaledes paa Sagen, kan vi lige saa godt lade dem blive i den uskyldige Vildfarelse, hvori de befinder sig desangaaende, en Vildfarelse, der saaledes i Virkeligheden er til deres Fordel.

De nye Skabninger behøver ikke noget særligt Raad med Hensyn til den rette Anvendelse af denne Dag, da de ved, at deres Liv som et Hele er indviet til Herren og hans Tjeneste; de vandrer ikke efter Kødet, men efter Aanden og vil derfor i en særlig Grad bestræbe [428] sig for at benytte en saadan gunstig Anledning til at herliggøre Gud i deres Legeme og Aand, hvilke hører ham til. Lovprisning, Taksigelser, Studier og  Formaninger i Forbindelse med Guds Ord og Plan er, hvad der hører sig til paa en saadan Dag. Vi mener dog ikke, at Søndagen udelukkende skal bruges til Gudstjeneste. Gud har ikke givet os nogen saadan Befaling, og ingen anden har Ret til at gøre det. Men hvor vort Hjerte er, hvor vi har vore Sympatier og vor Kærlighed, der vil vi selv ønske at være; og vi kan derfor sikkert gaa ud fra, at hvert Medlem af den nye Skabning vil finde sin største Glæde i at have Samfund med Herren og med Brødrene, og at han som Følge deraf meget sjældent vil glemme at forsamle sig med dem, saaledes som Skriften formaner os til uden dog at befale os  det. — Heb. 10, 25.

Hvad vi frivilligt gør som for Herren uden at have faaet Paabud derom, bliver et endnu større Bevis paa vor Kærlighed til og Troskab imod ham og hans Børn og vil uden Tvivl blive værdsat af ham. Mange Medlemmer af den nye Skabning har Børn eller Myndlinge. Dem bør de paa rette Maade belære om en sømmelig Overholdelse af Dagen, de Fordele en saadan fører med sig og de rimelige Friheder; de har Lov til at tage sig. Intet i Guds Ord støtter den tyranniske Trældom overfor Søndagen, der har sneget sig ind i kristne Hjem. Mange mener, at et Smil om Søndagen er ensbetydende med en Synd, at det vilde være en Forbrydelse at kysse sit eget Barn og gaa sig en Tur i det grønne og betragte Naturen, selv om man fra Naturen ser op til Naturens Gud. Medens vi tager Afstand fra denne fejlagtige Opfattelse, vil det være godt for os ikke at gaa til den Yderlighed, som mange gør det, idet de viser en  alt for kaad Opførsel, driver al Slags Sport, dyrker verdslig Musik eller udfører Arbejde, som lige saa vel. kunde gøres en anden Dag. De nye Skabningers Børn skulde paa enhver rimelig Maade være præget af det [429] sunde Sinds Aand, som Gud har lovet deres Forældre ved den hellige Aand og Sandhedens Ord. En fornuftig og værdig Overholdelse af den første Dag i Ugen som en Hviledag til aandelig og moralsk Forbedring og selskabelig Sammenkomst med Familien og andre af Herrens Børn, den nye Skabning, vil sikkert bringe alle Velsignelse.

En vigtig Rolle i Spørgsmaalet om Søndagens Overholdelse spiller ogsaa Hensynet til de bestaaende Øvrigheder. I mange Lande har Lovgivningen truffet Bestemmelser vedrørende Søndagen. Herrens Børn er forpligtet til at være lovlydige, ikke mindre, men mere end andre i alt, hvad der ikke er i Strid med deres Samvittighed. Hvis derfor den borgerlige Lov indeholdt Paabud om Overholdelse af 2 eller 3 Hviledage om Ugen, skulde de nye Skabninger rette sig herefter og betragte en saadan Ordning som en Velsignelse, da de derved vilde faa flere Anledninger til aandelig Udvikling. Men eftersom de blot var Verdensbud og ikke Guds Befalinger, behøvede de ikke at føle sig bundet til at overholde saadanne Hviledage udover Verdens egen Fordring derom som udtrykt i dens Love.

Israels Sabbat var forbilledlig.

Vi har allerede set, at det Bud om Helligholdelse af Sabbaten, der blev givet med den jødiske Lov paa Sinai, ikke blev paalagt nogen anden Nation end Israel og derfor ikke var bindende for andre end Jøderne. Den, første Helligholdelse af Sabbaten, som Skriften taler om, fandt Sted, efter at Paasken — det første Led i den jødiske Lov — var blevet indstiftet. Da Israel havde forladt Ægypten og var kommet ud i Ørkenen, blev der første Gang talt til Folket om Overholdelsen af en Hviledag i Forbindelse med Indsamlingen af Mannaen. Dette fandt Sted før Ankomsten til Sinai Bjerg, hvor de 10 Bud blev givet. Hverken direkte eller indirekte blev der sagt noget til Adam, Enok, Noa, Abraham, [430] Isak eller Jakob angaaende Overholdelse af Sabbaten. Ordet Sabbat bliver overhovedet kun nævnt en Gang før og dette i Forbindelse med Skabelsesværket, hvor der siges, at Gud paa den syvende Dag hvilede fra sin Gerning. Imidlertid har vi set, at dette ikke var en 24 Timers Dag, men en syv Tusind Aars Dag.

Da Gud gav Israelitterne Befaling om Hviledagen, lignede han deres Overholdelse af 24 Timers Dagen ved sin egen Hvile paa et højere Plan. Dette faar os til at slutte, at rent bortset fra den Velsignelse, som Israel selv høstede af en saadan ugentlig Hvile, maa der yderligere have været en forbilledlig Lære forbundet dermed for den nye Skabning. I det hele taget finder vi jo Forbilleder i alt, hvad der angik dette Folk og dets Love.

Den syvende Dag, den syvende Maaned og det syvende Aar indtager alle en fremragende Plads i Loven. Den syvende Dag som en Hvile fra Arbejdet, den syvende Maaned som den Maaned, da Forsoningen fandt Sted, for at Folket kunde have Hvile fra Synden, og det syvende Aar som det, der bragte Befrielse fra Trældom og Undertrykkelse. Hertil kommer, som vi allerede har set (Bind II, Kap. 6), at det syvende Aar multipliceret med sig selv (7 X 7 = 49) førte til det 50. Aar, Jubelaaret, da al Gæld blev ophævet og alle bundne løst, da hver Familie fik Lov til at vende tilbage til sin Ejendom, befriet fra Følgerne af tidligere Fejltagelser og Fejlgreb. Vi har allerede set, at Madbilledet til Israels Jubelaar er Tusindaarsriget, de Genoprettelsestider, som Gud har talt om ved alle sine hellige Profeters Mund. Modbilledet er langt større end Forbilledet og gælder hele Menneskeslægten.

Lad os nu særlig betragte den forbilledlige syvende Dag. I Lighed med det syvende Aar fører den frem til en 50. Dag, Jubeldagen (7 X 7 = 49), der staar som Udtryk for den samme Tanke som den, der ligger i den syvende Dag, nemlig Hvile, men blot i en stærkere Grad. [431] 

Hvilken Velsignelse for det aandelige Israel, den nye Skabning, blev nu fremstillet ved det naturlige Israels syvende Dag, Sabbaten, Hviledagen? Apostelen Paulus besvarer dette Spørgsmaal for os (Heb. 4, 1-11), naar han siger: »Lader os derfor, da der endnu staar en Forjættelse tilbage om at indgaa til hans Hvile [Sabbat], vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommet for silde. . . . Thi vi gaar ind til Hvilen [Overholdelsen af Sabbaten], vi, som er kommet til Troen. . . . Efterdi der altsaa staar tilbage, at nogle skal gaa ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld... Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. Thi den, som er gaaet ind til hans Hvile, ogsaa han har faaet Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.« Her sætter Apostelen en dobbelt Lærdom frem for os. 1) Det er vor Forret nu at gaa ind til Hvilen, og det er da ogsaa en Kendsgerning, at alle de, der i Sandhed. har taget imod Herren, hviler i ham, stoler paa ham, og saaledes allerede nu nyder den modbilledlige Hviledag, Troens Hvile. 2) Han peger ogsaa paa den Omstændighed, at for at bibeholde denne Hvilens Tilstand og sikre os en Indgang til den evige Hvile, som staar tilbage for Guds Børn, det himmelske Rige, er det nødvendigt for os at blive i Guds Naade, stadig at udøve Tro og Lydighed.

Det er ikke nødvendigt for de nye Skabninger at omtale, naar og hvorledes de kom ind i Troens Hvile, naar og hvorledes Guds Fred, der overgaar al Forstand, begyndte at herske i deres Hjerte, medens den fulde Tillid til ham drev Frygten og Utilfredsheden bort. Det kom til os, da vi fuldt ud tog imod Herren Jesus som Ypperstepræsten, der havde bragt Ofret, hvormed vore Synder kunde dækkes, idet vi fik Frelserens, Messias' Fortjeneste tilregnet. Og vor Fred forøgedes, da vi lærte at kende ham som Hoved for den nye Skabning, Arvingen til Abrahams Forjættelsen, og saa, at [432] vi selv var kaldet til at være Kristi Medarvinger til Velsignelsens Rige. Den fuldkomne Hvile blev vor, da vi overgav vort alt til Herren og med Glæde gav os ind under Forjættelsen om, at han vilde lede, os paa den snævre Vej til Riget. Der fik vi Hvile fra vore egne Gerninger, fra alle Forsøg paa at retfærdiggøre os selv. Vi saa og bekendte vor Ufuldkommenhed og vor Uværdighed til Guds Naade. Vi forstod, at vi ikke i egen Kraft kunde udrette noget, derfor tog vi taknemmeligt imod den guddommelige Barmhjertighed, der blev rakt frem imod os ved Forløsningen i Kristus Jesus vor Herre. Vi stolede paa Forjættelsen om Naade til Hjælp i rette Tid og begyndte som Jesu Disciple at vandre i hans Fodspor lige til Døden.

Apostelen erklærer, at vi kom ind til Hvilen, ligesom Gud hvilede fra sine Gerninger. Vi har allerede set, at Gud hvilede fra sit Skaberværk, da han havde fuldendt det med Frembringelsen af Mennesket i sit eget Billede. Siden har han tilladt Synden og Døden af vanskæmme hans dejlige Skabning. Han har ikke løftet sin mægtige Arm for at hindre dette Ødelæggelsens Værk i at skride fremad, for at binde Satan, den store Forfører. Gud hviler, venter. Han har overladt til Messias at udføre det nødvendige. Ved Tro gaar vi ind til Guds Hvile, naar vi ser, at Kristus er Guds Salvede, der fuldt ud er i Stand til at udføre hele Værket, ikke blot for os (den nye Skabning, Lemmerne paa hans Legeme), men ogsaa for hele Menneskeslægten, som han vil velsigne og genoprette — saa mange som vil tage imod Guds Naade ved ham.

Vi ser klart, at vor Hvile begyndte, da v i hver for sig blev Medlemmer af den nye Skabning. Men det vil: ogsaa være gavnligt for os at kaste Blikket tilbage for at se Begyndelsen til denne Hvile for den nye Skabning som et Hele. Apostlene nød i noget Maal Hvilen i Tillid til Herren, medens han endnu var hos dem i Kødet, men det var ikke den fulde Hvile. De glædede [433] sig, fordi Brudgommen var iblandt dem, glædede sig i ham, skønt de ikke forstod Længden og Bredden i hans Kærlighed og den Gerning, han udførte. Da Mesteren døde, led deres Hvile, Glæde og Fred Skibbrud. De siger selv, at de følte sig skuffede, fordi de »haabede, at han var den, som skulde forløse Israel«. Men Haabet var blevet sønderslaaet for dem. Da han nu var opstaaet fra de døde og beviste sin Opstandelse ved at aabenbare sig for dem, begyndte deres Tvivl og Frygt at vige Pladsen for nyt Haab. Men Glæden og Freden var endnu ikke vendt helt tilbage. Dog hørte og lød de hans Bud om at blive i Jerusalem, indtil de blev salvet med Kraft.

De ventede i stor Spænding. Hvor længe? Jo, de ventede i 7 X 7 Dage, 49 Dage, og paa den følgende Dag, den 50. Dag, Jubelsabbaten, opfyldte Gud sit Løfte til dem, gav dem, der havde taget imod Jesus, Lov til at gaa ind til Hvilen, til den nye Skabnings større Sabbat. De gik ind til Guds Hvile, da de modtog Pinsevelsignelsen, der talte Fred til dem ved Jesus Kristus, og som be­lærte dem om, at Jesus var død for Syndere, at han var opsteget til det høje, at hans Offer var antageligt og havde vundet Jehovas Anerkendelse, og at de derfor kunde hvile i hans Værks Fortjeneste, fuldt forvisset om, at Guds Løfter alle vilde være Ja og Amen i og ved ham, at deres Synd var tilgivet, og at de var antaget af Faderen. Dette gav dem ogsaa Vished for, at de overmaade store og dyrebare Forjættelser, der samler sig om Jesus, alle vil blive opfyldt, og at de selv skulde faa Del i en herlig Gerning, naar hans Naade havde fuldført sin Gerning i deres Hjerter — saafremt de da forblev trofaste mod deres Pagt og befæstede deres Kaldelse og Udvælgelse ved at blive i Kristus, i Lydighed mod Guds Vilje.

Altsaa er alle nye Skabninger, alle de, der har faaet den hellige Aand, indgaaet til den modbilledlige Hvile. I Stedet for en legemlig Hvile paa den syvende Dag [434] kan de nu nyde en bestandig Hvile i Hjertet, i Sindet, ved Troen paa Guds Søn. Dog er denne Troens Hvile ikke alt; den udgør ikke hele Modbilledet. Den store Hvile, der staar tilbage for Guds Folk, vil indtræffe til sidst, naar Løbet er blevet fuldendt med Glæde. I Mellemtiden maa Troens Hvile vedblive; thi den er Pantet, Forvisningen om Hvilen paa den anden Side. Dens Bibeholdelse er ikke blot afhængig af Lydighed, saa langt som enhvers Evner rækker, i Tanker, Ord og Gerning, men ogsaa af Tillid til Guds Naade. Saaledes kan vi være stærke i Herren og i hans Vældes Kraft til at vandre i hans Fodspor. Vi maa stole paa, at han baade kan og vil gøre os til mere end Sejrvindere og lade os faa Del i det store modbilledlige Jubelaars Gerning, og i, dette maa vi have vor Hvile.