Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 9

DEN NYE SKABNINGS DOM.

Jehova som Universets store Dommer. — Alle Velsignelser kommer fra Jehova gennem Sønnen. — De nye Skabninger skal være Kristi Medarbejdere og Medarvinger. — Al Magt i Himmelen og paa Jorden er overdraget Sønnen. — Faderens Dom over Menneskeslægten har allerede fundet sit Udtryk. — Tusindaars­rigets Dom er barmhjertig. — Den endelige Dom vil blive retfærdig uden Barmhjertighed. — Den nye Skabnings Dom i Evangelietid salderen. — De nye Skabninger dømmes eiter Kærlighe­dens fuldkomne Lov. — Hovedets Overopsyn med Legemet. — »Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes; thi med hvad Dom, I dømmer, skal I dømmes.« — Om at dømme os selv rigtigt. — Den, som bedømmer mig, er Herren. — Menigheden bør dømme i nogle Sager. — Om din Broder synder imod dig. — Om at tilgive 70 Gange 7 Gange. — Forsyndelser imod Menigheden. — »Vi skal alle aabenbares for Kristi Domstol.«

VI HAR allerede set (Bind I, Kap. 7), at den store Dommer, Jehova, dømte Slægten uværdig til evigt Liv, da Adam, dens Stamfader, faldt, idet han ikke bestod sin Prøve. »Synden kom ind i Verden ved et Menneske, og Døden ved Synden, og Døden trængte saaledes igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle.« (Rom. 5, 12.) Adams Fald og Dødsdommen over ham bragte Døden til alle hans Børn. Hans Synd og Nedværdigelse udstrakte sig paa en naturlig Maade og med stedse voksende Kraft til hans Efterkommere. Vi har allerede set, at denne Dom i enhver Henseende var retfærdig og derfor uigenkaldelig, og at den store Universets Dommer, som med Rette havde erklæret Mennesket for uværdigt til evigt Liv, ikke kunde omstyrte denne sin egen Dom, ikke kunde erklære Uret for Ret og de uværdige værdige til evigt Liv. Men vi har ogsaa set, at han følte Medlidenhed med os, og at han i sin Frelsesplan, der blev lagt, før Verdens Grundvold blev [436] til, havde overvejet og tilrettelagt hele Slægtens Forløsning med det Maal for Øje, at alle dens Medlemmer kunde faa en ny Prøve eller Dom, idet han tillige bestemte, at hans elskede Søn, ved hvis Genløsningsværk Forsoningen skulde muliggøres, skulde blive Mellemmanden, der under de nye Forhold skulde vel­signe og genoprette Slægten. Vi har ogsaa set, at Tusindaaret er den Dommens eller Prøvens Dag, hvor alle vil faa Lejlighed til ikke, blot at komme til Kundskab om Herren og naa frem til Harmoni med ham, men ogsaa til ved Troskab og Lydighed at bevise deres Værdighed til evigt Liv. Apostelen siger herom: »Gud har fastsat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil.« — Ap. G. 17, 31. Se Bind I, Kap. 8.

Uden Modsigelse er Jehova selv den øverste Dommer og hans Lov den højeste Rettesnor ved Afgørelsen af Spørgsmaalet om Liv og Død. Apostelen taler om Gud som alles Dommer. Da han i samme Sætning nævner Jesus som Midleren, er det tydeligt, at det er Faderen, han dermed tænker paa. (Heb. 12, 23. 24.) Atter siger han: »Herren skal dømme sit Folk;« »mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.« (Rom. 12, 19; Heb. 10, 30.) I disse Citater fra det gamle Testamente (Ps. 50, 5; 5 Mos. 32, 35. 36) er det Jehova, der menes med Herren. Paa et andet Sted siger Apostelen: »Gud vil dømme Menneskenes [Verdens] skjulte Færd ved Jesus Kristus.« (Rom. 2, 16; 3, 6.) Jehova var den oprindelige Lovgiver og Dommer og vil altid indtage denne Stilling overfor alle sine Skabninger. Han vil ikke give nogen anden sin Ære. (Es. 42, 8.) Skriften peger ligeledes paa, at han er en Hyrde for sit Folk: »Herren er min Hyrde, mig fattes intet.« (Ps. 23, 1.) Han benævner ogsaa sig selv sit Folks Genløser: »Alt Kød skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, og Jakobs vældige din Genløsler.« (Es. 49, 26.) I den højeste Betydning af Ordet er Jehova selv Midtpunktet for [437] Frelsesplanen i alle dens Træk. Ethvert andet Syn paa denne Sag vil være mere eller mindre fordrejet.

Men ligesom det behagede Faderen at skabe alle Ting ved Sønnen (Joh. 1, 1), saaledes har det behaget ham at ophøje vor Herre Jesus til at være hans hædrede Redskab. Set fra dette Standpunkt forstaar vi, at al Velsignelse, al Myndighed, al Naade kommer fra Faderen ved Sønnen, og at de nye Skabninger ved Foreningen med Sønnen bliver Præster og Medarvinger til Guds Naade.

San fuldt ud hviler den himmelske Fader fra sine egne Gerninger og benytter Sønnen som sin hæderkronede Repræsentant, at vor kære Frelser kunde sige: »Heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen.« (Joh. 5, 22.) Herren udtalte disse Ord, før han endnu havde fuldført den Opgave, Faderen havde overdraget ham at udføre paa Golgatha, men han talte ud fra det fuldendte Værks Standpunkt; thi som vi allerede har set, maatte han selv bevise sin Værdighed til at udføre den Gerning, Faderen havde planlagt, ved sin Troskab lige til Døden. Han beviste sig derved ikke blot værdig til at blive den tro og barmhjertige Ypperstepræst, men beseglede ogsaa ved sit Blod en ny Pagt til Gavn for Menneskene og aabnede derved en ny Vej til Livet, da han var kommet i Besiddelse af Dødens og Gravens Nøgler — Retten til at sige til Fangerne i det store Dødens Fængsel: »Kom frem!« og Retten til at velsigne og genoprette alle dem, der i Lydighed hører hans Røst. Strengt taget var det først i Opstandelsens Øjeblik, at Faderen overdrog Sønnen al Dom. Efter det Tidspunkt var det, han erklærede: »Mig er givet al Magt [Myndighed] i Himmelen og paa Jorden.« (Matt. 28, 18.) Hans første Udøvelse af denne Myndighed bestod i, at han udsendte Apostlene som sine Repræsentanter, for at de skulde paabegynde Udtagelsen af Brudeklassen, Menigheden, Medlemmerne af den nye Skabning.

[438] Faderens Dom over Menneskene var allerede blevet udtalt, og ifølge den var alle blevet fordømt. En yderligere Dom fra hans Side kunde under den absolute Retfærdigheds Love ikke være til nogen særlig Gavn for den domfældte Slægt, fordi alle havde syndet, og der fattedes dem Ære hos Gud. »Der er ingen retfærdig, end ikke een.« Efter Guds Maalestok kan kun det absolut retfærdige og fuldkomne antages. Gud havde derfor anordnet, at vor Herre Jesus skulde være Midleren, Mellemmanden, den, der skulde tilfredsstille Retfærdigheden som Repræsentant for den faldne Slægt, den, hvem Faderen i sin Retfærdighed kunde betragte som Repræsentant for Menneskene som Slægtens ansvarshavende. Jesus vil indtage denne Midlerstilling mellem Gud og Menneskene, indtil han har fuldført den tilsigtede Gerning, indtil han har bragt alle dem tilbage til fuld Harmoni med Gud, der efter at være kommet til Kundskab om Herren og hans retfærdige Love nærer Ønske om fuldstændigt at underordne sig disse. Jesus vil dog ikke blot belønne de lydige, men ogsaa »ødelægge dem, som lægger Jorden øde«, tilintetgøre de forsætlige Syndere, udrydde af Folket alle dem, der ikke vil lytte til hans Stemme, hans Bud og hans Vejledning, og bortskaffe al Synd og al Ulydighed tillige med den sidste Fjende, Døden. — 1 Kor. 15, 25-28; Aab. 11, 18; 2 Thess. 2, 8; Heb. 2, 14.

Disse Domshandlinger vil han udføre dels i Egenskab af Mellemmand i de tus ind Aar, idet han da viser Barmhjertighed overfor Menneskeslægtens Ufuldkommenheder, samtidig med at han vejleder den ved henholdsvis Straf eller Belønning, og dels som Jehovas Stedfortræder ved Slutningen af de tusind Aar, naar han giver alle dem det evige Liv, som er fundet værdige dertil, og ødelægger de uværdige med en evig Tilintetgørelse. Denne sidste Domshandling vil blive udført i Retfærdighed uden Barmhjertighed, da de berettigede Formaal med Barmhjertighed, vil være blevet naaet i [439] Tusindaarsriget, hvor Frelseren i sin forbarmende Kærlighed vil hjælpe ethvert Medlem af Slægten. Kristi Legeme, Menigheden, skal være forenet med ham ved Iværksættelsen af Velsignelsen, Dommen, Regeringen, Vejledningen i Tusindaarsriget og maaske ogsaa ved Udtalelsen og Udførelsen af den endelige Dom til Belønning eller Straf.

Før vi nu gaar over til nærmere at betragte den nye Skabnings Dom eller Prøve i Evangelietidsalderen forud for Rigets Oprettelse, bør vi gøre os det ganske klart, at alle disse Retshandeler, Domme o. s. v. er af Faderen, skønt ved Sønnen og Menigheden. I Samklang hermed læser vi ogsaa angaaende Opstandelsen fra de døde, at Gud oprejste vor Herre Jesus fra Døden ved sin egen Kraft, og at han ogsaa vil oprejse os, hvilken sidste Udtalelse vi paa den foran beskrevne Maade forstaar er i fuld Overensstemmelse med Herrens Erklæring: »Jeg vil oprejse ham paa den yderste Dag.« »Jeg kommer igen og tager eder til mig.« »Jeg er Opstandelsen og Livet.« — 1 Kor. 6, 14; Joh. 6, 39; 14, 3; 11, 25.

Den nye Skabnings Dom eller Prøve maa finde Sted i Evangelietidsalderen, før Tusindaarsriget fuldt ud er oprettet, fordi det er den nye Skabning, Hoved og Legeme, der skal udgøre Tusindaarstidsalderens Gerning. I Overensstemmelse med dette erklærer Herren, at vi ikke kommer til Dom (krisis, Prøve) med Verden, men at  vi allerede er gaaet over fra Døden til Livet forud for Verden, idet vi er blevet retfærdiggjort ved Tro og Lydighed som Lemmer paa hans Legeme. (Joh. 5, 24.) Derfor er det nuværende Liv Dommens eller Prøvens Dag for alle de indviede, hvor det i Overensstemmelse med deres Kaldelses og Indvielses Vilkaar bliver afgjort, om de er værdige til Livet. Apostelen vidner ogsaa om dette, naar han siger: »Dommen [krima, (den endelige Afgørelse] skal begynde med Guds Hus.« (1 Pet. 4, 17.) Som Apostelen antyder, vil det give de nye Skabninger [440] en ophøjet Forstaaelse af Guds Fordringer og af Betingelserne for at opnaa det evige Liv, naar de tager i Betragtning, at de, der har forsaget Synden og vendt deres Hu imod at kende og at gøre Guds Vilje, maa gennemgaa en Forsøgelsens Tid, for at de kan blive prøvet og faa udviklet en fuldkommen Karakter, som Herren kan give sit Bifald til.

Hvem er den nye Skabnings Dommer? Og hvilken
Lov dømmes den efter?

Vi svarer, at vi bliver dømt efter vor himmelske Faders fuldkomne Kærlighedslov, at vi bliver retfærdiggjort af ham (»Gud er den, som retfærdiggør«), at vi fremførte vore Indvielsesløfter for ham, og at hele den nye Skabning, Hoved saavel som Lemmerne paa Legemet, er ansvarlige overfor Faderen, der er »alles Dommer«. Men dette modsiger ikke det, som vi allerede har set med Hensyn til Faderens Maade at handle med os paa. Naar han træder i Forbindelse med os og tillader os at komme frem for den himmelske Naadetrone, sker det, fordi han har gjort os antagelige i den elskede, i Herren, vort Hoved. Kun naar vi er dækket af hans Retfærdighedsklædning, kan vi nærme os Faderen og nyde hans Gunst.

Ikke desto mindre er al Magt, al Myndighed overdraget Sønnen som Faderens Stedfortræder og Redskab. Og derfor ser vi, at skønt vi har direkte at gøre med Faderen, har vi dog kun Adgang til ham gennem vor Talsmand, ligesom i det jordiske Retsvæsen Sagføreren staar som Repræsentant for sin Klient. Verden vil ikke i Tusindaarsriget faa direkte Adgang til Faderen gennem en Talsand, men vil faa direkte at gøre med Kristus indtil Slutningen af Tidsalderen, da de fuldkomne skal blive ført frem for Faderen.

De nye Skabninger er alle avlet af Faderen, de er hans Børn, ikke Kristi Børn. Det er Faderen, der tugter hver Søn, som han antager sig. Vi faar ogsaa særlig Opfordring til art bede til Faderen, det, som [441] Jesus, vor Frelser, aabnede os Vejen til. Dog gælder i den fulde Betydning vor Frelsers Ord: »Ingen kommer til Faderen uden ved mig.« Jesu Forhold til Menigheden er som Hovedets til Legemets. Hovedet har Overopsyn med og træffer Afgørelserne i alle Legemets Anliggender, det styrer og leder dette, afhjælper dets Vanskeligheder, hjælper det og understøtter det samt styrker hvert enkelt Lem paa Legemet, hyppigt ved at bruge andre Lemmer som Redskaber. Da imidlertid ethvert Træk i denne Gerning udføres i Faderens Navn og under hans Vejledning, kan man med rette sige, at Gerningen udføres af Faderen ved Sønnen. — 1 Kor. 8, 6.

I Overensstemmelse hermed læser vi ogsaa: »Dersom I paakalder ham som Fader, der dømmer uden Personsanseelse«, o. s. v., og atter: »Min Fader er Vingaardsmanden, hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt.« (1 Pet. 1, 17; Joh. 15, 1. 2.) At imidlertid Hovedets Indgriben ogsaa her anerkendes, og at denne Renselse eller Tugtelse udføres i os ved ham som Faderens Redskab fremgaar af Apostelens Erklæring: »Det er frygteligt, at falde i den levende Guds Hænder.« Han lærer os hermed, at vi ikke direkte er i Faderens Hænder eller direkte staar under han ubøjelige Lov. Vi er i Kristus Jesus, vi er dækket af hans Fortjeneste, og der handles med os gennem ham som Hovedet under Abrahamspagtens naaderige Former, hvilken er gjort virksom over for os ved hans Blod.

Hovedets Overopsyn med Legemet.

Vi kunde ikke være i Tvivl om, at vort herliggjorte Hoved havde Kærlighed og Omsorg for Menigheden, hans Legeme, hans Brud, selv om han ikke udtrykkeligt havde udtalt sig i saa Henseende. Imidlertid viser han os meget indgaaende i sit sidste Budskab til de [442] trofaste, at det er ham, som sidder og renser de modbilledlige Levitter, derunder indbefattet det kongelige Præsteskab. Lyt blot til hans Ord til de de syv Menigheder i Lilleasien, der repræsenterer de syv Tidsrum i Menighedens Historie:

»Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig ... ; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din Lysestage fra dens ^:Sted.« »Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Krone.« »Jeg har noget lidet imod dig . . . Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sværd.« »Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna.« ... »Jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel .... Jeg har givet hende Tid til at omvende sig.... Jeg kaster hende ... i stor Trængsel, ... hendes Børn vil jeg slaa med Død, og alle Menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter, og jeg vil give eder, hver efter eders Gerninger.... Den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare paa mine Gerninger, ham vil jeg give Magt over Hedningerne.« »Jeg har ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud. ... Den, som sejrer, han skal saaledes iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog.« »Dette siger ... han, som har Davids Nøgle, han, som lukker op, saa ingen lukker i, og lukker i, saa ingen lukker op. »Se, jeg lader komme nogle af Satans Synagoge.... De skal komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet Kærlighed til dig. Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil ogsaa jeg bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele Jorderige.« »Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds Tempel.« »Efterdi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund.« »Jeg raader dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig. ... Alle dem, [443] jeg elsker, dem revser og tugter jeg, vær derfor nidkære og omvend eder. « — Aab. 2 og 3.

Vi minder ogsaa om Herrens Lignelser om Pundene og Talenterne, hvor han viser, at han ved sin Genkomst vil belønne sine trofaste. Dem, der ved Udholdenhed i gode Gerninger har søgt Herlighed, Ære og Udødelighed, vil han give evigt Liv, medens Vrede vil blive de andre til Del paa Vredens Dag. Lignelserne fortæller os om de forskellige Belønninger, som den ædelbaarne Yngling vil skænke sine Tjenere i Forhold til deres Trofasthed, efter at han er blevet udrustet med Kongemagt. Derpaa vil han vende sig mod sine Fjender. Dog siger Apostelen, at baade Belønningen og Straffen kommer fra Faderen. Nøglen til Forstaaelsen af dette Forhold finder vi i Herrens Ord: »Jeg og Faderen vi er eet« — vi handler endrægtigt i enhver Sag.

Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes; thi med
hvad Dom I dømmer, skal I dømmes.«
— Matt. 7, 1. 2. —

Menighedens Dommere er Faderen og Sønnen, den sidste som Faderens Repræsentant, der har faaet al Dommen overdraget. (Joh. 5, 22. 27.) De nye Skabninger er ikke i Stand til at dømme hverandre af to Grunde. 1) Kun faa af dem kan fuldt ud forstaa og værdsætte den guddommelige Kærlighedens Lov. 2) Øjensynlig er der kun faa, der kan læse rigtig i deres egne Hjerter. Mange dømmer sig selv enten for strengt eller for mildt. Derfor bør de være beskedne nok til absolut at nægte at sætte sig til Doms over andres Hjerter, hvis Motiver de maaske slet ikke kan værdsætte. Det er paa Grund af vor nuværende Udygtighed til at dømme, at Herren her i Livet forbyder os al privat Dom, medens han samtidig forsikrer os om, at det skal være en af de Gerninger, vi skal udføre i Riget, efter at vi er blevet gjort skikket dertil ved Delagtighed i den første Opstandelse. Han truer os med, at der ikke [444] vil blive vist os Barmhjertighed og Mildhed, hvis vi vedbliver at dømme hv erandre. (Matt. 7, 2;  Luk. 6, 38.) Den samme Tanke kommer til Udtryk i den Bøn, Herren lærte os at bede: »Forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlader vore Skyldnere.« — Matt. 6, 12.

Dette er ikke en vilkaarlig Regel, ifølge hvilken Herren vil handle uretfærdigt og uædelmodigt med os, hvis vi handler saaledes med andre. Det har tværtimod at gøre med et retfærdigt Pricip.  Vi er af Naturen »Vredes Børn«, Ødelæggelsens Kar, og skønt Herren i sin Barmhjertighed er villig til at velsigne os og befri os fra vore Synder og Skrøbeligheder samt fuldkommengøre os i Frelseren, vil han dog kun gøre dette paa Betingelse af, at vi gaar ind paa hans Kærlighedslov og viser vort Hjertes Overensstemmelse med den. Han ønsker ikke at optage uigenfødte Vredes Børn i sin Familie. Alle Mennesker maa for at blive skikket til en Plads i Faderens Hus med de mange Boliger (de mange Tilværelsesplaner) (Joh. 14, 2) ophøre med at være Vredens Børn og blive Kærlighedens Børn. De maa blive forvandlet fra Herlighed til Herlighed ved Herrens Aand, Kærlighedens Aand. Enhver, der nægter at udvikle Kærlighedens Aand og i Modstrid med den ubarmhjertigt vedbliver at dømme Meddiscip1e, viser derved, at han ikke vokser i Kundskab og Naade, at han ikke forvandles fra Herlighed til Herlighed, og at han ikke er en sand Herrens Efterfølger. Der vil ikke blive vist ham mere Barmhjertighed end den, han udviser mod andre. Graden af hans Lighed med Herren vil fremgaa af den Barmhjertighed og Ædelmodighed i Tanke, Ord og Handling, hvormed han omfatter andre.

Blot dog alle de aandsavlede, de »nye Skabninger«, kunde forstaa, at denne Dømmesygens Aand, der desværre er saa almindelig, ja, som er ved at være den mest besnærende Synd iblandt Herrens Folk, er et Udtryk for deres Mangel paa Kærlighedens Aand, Kristi [445] Aand, den, hvorom det hedder, at hvis den fuldstændigt mangler hos dem, kan de ikke høre ham til. (Rom. 8, 9.) Vi er overbeviste om, at jo hurtigere vi lærer at forstaa dette Forhold, jo hurtigere vil vi kunne gaa frem i den store Omdannelse fra Herlighed, til Herlighed, der er absolut nødvendig, for at vi til sidst kan blive antaget som Medlemmer af den nye Skabning.

Men kun faa af Herrens Børn forstaar, hvor meget de i Virkeligheden dømmer andre, og det med en saadan Haardhed, at hvis Herren benyttede den overfor dem, vilde sikkert Vejen være spærret for dem til Riget. Man kunde have frygtet, at i Betragtning af Herrens naaderige Løfte om, at vi skal blive dømt lige saa mildt, som vi dømmer andre, vilde Tilbøjeligheden være gaaet i Retning af alt for megen Velvilje, altfor megen Barmhjertighed, og at dette ikke at tænke ondt om nogen vilde blive ført for langt ud. Men nej! Alle Kræfterne i vor faldne Natur trækker den anden Vej. Det er mere end 18 Aarhundreder siden, Herren gav os dette ædelmodige Løfte, at han vilde dømme os lige saa barmhjertigt, som vi dømmer andre. Men hvor faa er ikke de, der kunde gøre Fordring paa megen Barmhjertighed ifølge dette Løfte! Det vilde være gavnlit for os nøje at ransage vor Tilbøjelighed til at dømme andre. Lad os gøre det under Bøn!

Det faldne kødelige Sind er egenkærligt. Lige saa stærkt, som det er for Selvet, er det imod andre. Det er altid rede til at undskylde Selvet og misbillige og fordømme andre. Dette ligger saa dybt i vor Natur, at det er blevet en ubevidst Vane, som naar vi blinker med Øjnene eller aander. Denne Vane vil være desto stærkere, jo større Kundskaben er. Sindet anerkender højere Idealer og en større Maalestok. Det vil maale andre efter denne og vil naturligvis finde Fejl hos alle. Det glæder sig over at høre om andres Mangler og Skrøbeligheder, medens det ser bort fra egne Svagheder paa det samme eller andre Omraader. Ja, undertiden [446] vil det endog overkritisk fordømme andres Svagheder med det Formaal for Øje at skjule dets egne eller give det Udseende af, at det besidder en overlegen Karakterstyrke i vedkommende Henseende. Saaledes er den gamle, faldne Naturs lave og foragtelige Sindelag. Det nye Sind, der er avlet af Herrens Aand, den hellige Kærlighedens Aand, er fra Begyndelsen af i Kamp med dette gamle Selviskhedens Sind under Vejledning af Herrens Ord, Kærlighedens nye Lov. Jo mere vi vokser i Naade og Kundskab, jo mere energisk vil denne Kamp blive ført. Til at begynde med er alle de nye Skabninger kun Spædbørn i Kristus. De opfatter kun ubestemt den nye Kærlighedens Lov, der nu gælder for dem; men hvis ikke de gaar frem i Vækst og i Forstaaelse af Kærlighedens Lov samt i Bestræbelserne for at opfylde dens Fordringer, vil de ikke opnaa den store Belønning.

Kærlighedens Lov siger: Det var dog en Skam, om mine Brødres eller andres Svagheder og Kommen til kort skulde blive blottet for Verden. Hvis det er for sent at brede en Barmhjertighedens Kappe over deres Mangler for helt at skjule disse, saa vil jeg i det mindste straks træde frem for med Sympati at tale deres Sag. Da man engang opfordrede vor ædle og kærlige Mester til at fordømme en Synderinde, svarede han: »Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen paa hende!« Man kunde i nogen Udstrækning undskylde det Menneske, der ikke selv havde Skrøbeligheder, at han uden Opfordring dertil fra Herren paatog sig Stillingen som Retfærdighedens Haandhæver overfor andre, som den, der straffede Overtræderne og blottede dem. Men vi ser, at selv Mesteren, der ikke vidste af Synd, havde saa megen Kærlighed i sit Hjerte, at han snarere var tilbøjelig til at bære over med og tilgive end at straffe, blotte og fordømme. Saaledes vil det uden Tvivl ogsaa være med alle dem, der er avlet af hans Aand. I samme Forhold, som de [447] vokser frem til Lighed med ham, vil de være sene til at kræve Hævn, sene til at straffe med Tungen eller paa anden Maade, indtil den Tid kommer, da den store Dommer giver dem Bemyndigelse dertil. Nu i Livet gælder for os Befalingen: »Dømmer intet før Tiden.« »Hævnen hører mig til«, siger Herren.

Apostelen skildrer Kærlighedens Aand fortræffeligt, naar han siger: »Kærligheden er langmodig, er velvillig«, nemlig overfar Overtræderne. »^,Kærligheden bærer ikke Nid« over andres Held. Den søger ikke at forringe andres Hæder. »Kærligheden praler ikke, opblæses ikke« og vil derfor aldrig søge at glimre paa andres Bekostning. »Den gør intet usømmeligt«, den nærer ingen selviske Ønsker og undgaar yderliggaaende Fremgangsmaader. »Den søger ikke sit eget.« Den begærer ikke andres Ry eller Rigdom, men glæder sig over at se dem blive velsignet og vilde hellere forøge end formindske deres Velsignelser. Kærligheden »forbitres ikke«; den vil ikke engang øve retfærdig Gengæld; idet den tænker paa den Ulykke, som hele Slæg­ten ved Faldet er kommet ind under, er den sympatetisk og ikke vredladen. Kærligheden »tilregner ikke det onde«; ikke blot vil den ikke opfinde eller tænke sig noget ondt hos andre; men den vil i Tvivlstilfælde tro det bedste for at undgaa al »ond Mistanke«. (Se 1 Tim. 6, 4.) Kærligheden »glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden [Retfærdigheden]«. Det vil derfor være den en Glæde at tale om andres gode Ord og Handlinger men den vil undgaa at blotte deres mindre ædle Ord og Gerninger. Kærligheden dækker over alt med en Sympatiens Kappe; thi ingen er fuldkommen, saa han kan taale en nøje Undersøgelse. Kærligheden har altid Velvillighedens Kappe til rede; den »tror alt«; den vil ikke have nogen som helst Tilbøjelighed til at tvivle om andres gode Hensigter, naar de selv hævder, at de har saadanne, men vil tværtimod anerkende dem. Kærligheden [448] »haaber alt«; den vil saa længe som overhovedet muligt modsætte sig Tanken om andres Fordærvelse. Kærligheden »udholder alt«; det vil være aldeles umuligt at sætte en Grænse for, hvor langt den vil gaa med Hensyn til at tage imod den, der oprigtigt angrer. »Kærligheden bortfalder aldrig.« De andre Naadegaver tjener deres Formaal en Tid og ophører derefter; men Kærligheden er en saa væsentlig Egenskab, at vi efter at have opnaaet den skal beholde den i al Evighed. Kærligheden er det første og det sidste. — 1 Kor. 13, 4-13.

Men hvis det at fortælle ubehagelige Sandheder om andre er at krænke Kærlighedens Lov og den gyldne Rettesnor, hvad skal vi da sige om den endnu værre, den endnu mere ukærlige, den endnu mere forbryderiske Vane, der er saa almindelig ikke blot iblandt Verdensmennesker og navnkristne, men ogsaa iblandt sande kristne, nemlig at fortælle nedsættende Ting om andre, skønt man ikke bestemt ved, om det er Sandhed! O, er det ikke frygteligt, at nogle af Herrens Børn i den Grad kan overse hans Befaling om ikke at tale ondt om nogen? Hvorledes kan dog andre end Spædbørnene og Begynderne i Kærlighedens Lov saa aldeles misforstaa hans Budskab, der siger, at man kun efter to eller tre Vidners Udsagn i det hele taget maa tro noget ufordelagtigt om en Broder eller en Næste og selv da kun modvilligt, men absolut ikke maa gentage det og langt mindre bagtale andre ud fra ren og skær Mistanke eller løse Rygter?

Vi bør dømme os selv.

»Men dersom vi bedømte os selv, blev vi ikke dømt [tugtet, tilrettevist af Herren).« — 1 Kor. 11, 31.

Hvis den gyldne Rettesnor blev anvendt overfor denne Tilbøjelighed til at sladre om andre og deres Anliggender, vilde den sikkert snart faa dette til at ophøre. Hvilken Bagtaler eller Bagtalerske vilde vel være glad for, at andre sladrede om ham eller hende? [449] Hvilken Bagvasker vilde sætte Pris paa at faa sine egne Vanskeligheder og Skrøbeligheder diskuteret offentligt eller privat af andre? Verden har ikke meget andet at tale om end Sladder og Bagvaskelse. Men de nye Skabninger bør hellere forholde sig tavse end tale om andet end Guds Plan, som Englene sang om: »Ære være Gud i det højeste! Fred paa Jorden og i Menneskene Velbehag.« Taler de om dette, vil deres Munds Ord og deres Hjertes Tanker være antagelige for Herren og være til Velsignelse for dem, de kommer i Berøring med.

Apostelen siger om Tungen, at dette lille Lem har en saare stor Indflydelse. Tungen kan udtale Ord, der aldrig vil dø, men vil brede sig videre og videre til Velsignelse for de levende og gennem dem til Gavn for de endnu ufødte Slægter. Men Tungen kan ogsaa være »fuld af dødbringende Gift«, der skader og ødelægger andres Liv. Apostelen siger: »Med den vel­signer vi Herren og Faderen, og med den forbander vi Menneskene .... Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre, dette bør ikke være saa. Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?« — Jak. 3, 8-11.

»Af Hjertets Overflødighed taler Munden.« Naar vi derfor snakker om andre, blander os i deres Sager, beviser det, at et stort Hjørne af vort Hjerte, om ikke mere, savner Kærlighed og Naade fra Gud. Denne Tanke bør straks lede os frem for Naadens Trone og drive os hen til Ordet, for at vi kan blive fyldte med Aanden, som Herren har lovet, han vil give dem, der hungrer og tørster efter at faa den. Hvis vi ikke blot sladrer og snakker om andre, men ogsaa finder Fornøjelse i at høre paa og selv tale ondt om andre, er vort Hjertes Tilstand endnu værre. Det er overfyldt af Bitterhed, Misundelse, Ondskab, Had, Strid. Apostelen siger om saadanne Egenskaber, at de er Kødets og Djævelens Gerninger. (Gal. 5, 19-21.) Hvor vilde [450] vi ønske, at vi i tilstrækkelig Grad kunde forfærde og vække de nye Skabninger op i Anledning af denne Sag; thi hvis I gør disse Ting, vil I ganske sikkert snuble, og der vil ikke blive givet eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige.

Hvis vi vil gøres skikket til Riget, maa vor Fremfærd gaa i den stik modsatte Retning: »Anvend just derfor al Flid paa i eders Tro at udvise ... Udholden­hed, ... Broderkærlighed, ... Kærlighed; ... thi naar I gør dette, skal I ingen Sinde støde an; thi saa skal der rigelig gives eder Indgang i ... Riget.« (2 Pet. 1, 5-10.) Apostelen Jakob udtaler sig meget tydeligt om denne Sag, idet han siger: »Men har I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da ros eder ikke og lyv ikke imod Sandheden. Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk.« (Jak. 3, 14. 15.) Enhver, der har en saadan bagtalerisk og bitter Aand, har selve Modsætningen til Kristi Aand, den hellige Aand, Kærlighedens Aand. Lad ham da ikke lyve overfor sig selv eller andre, lad ham ikke sætte en Ære i sin Skændsel, lad ham ikke forveksle Mørke med Lys, Satans Aand med den Salvedes Aand.

Apostelen erklærer nu videre, at Hemmeligheden ved al den Uro og Forvirring, der har ængstet Herrens Folk til alle Tider, ligger i denne urene kun delvist helligede Hjertetilstand. Han siger nemlig: »Hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring [Uro] og al ond. Handel.« (Jak. 3, 16.) Hvis disse Skud fra den gamle faldne Natur faar Lov at vokse op, vil de ikke blot være til Skade for, men ogsaa efterhaanden kvæle og dræbe Aandens herlige Blomster og Frugter.

Om at dømme os selv rigtigt.

Apostelen Paulus hentyder til vor Vækst som nye Skabninger og den rette Maade at dømme og kritisere os selv paa, naar han siger: »Efterdi vi har disse For [451] jættelaser, I elskede, saa lad os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemfører vor Hellighed i Gudsfrygt!« (2 Kor. 7, 1.) »Men hvert Menneske prøve sig selv« — lægge Mærke til sit faldne Køds Svagheder og Besmittelser og søge at rense sig selv, aflægge det gamle Menneskes Gerninger og blive fornyet, forvandlet fra Herlighed til Herlighed efter hans Billede, der er vort Mønster saavel som vor Frelser og Herre! Imidlertid formaner Apostelen os til ikke blot at rense vort Kød saa meget som muligt, men ogsaa vor Aand, vort Sind, for at vor hellige Vilje kan faa fuldt Herredømme over Legemet og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Guds Vilje, som den er udtrykt i og belyst ved Kristus.

Det vil være ørkesløst for os at forsøge at rense Kødet og tæmme Tungben, hvis vi forsømmer Hjertet, Sindet, Aanden, hvori de Tanker opstaar, som senere lægger sig for Dagen i Kødets Besmittelser — ved Ord og Gerning. Kun ved Bøn og Udholdenhed kan vi faa udført denne Renselse, der er saa nødvendig, for at vi kan faa Del i Riget. Dog maa vi heller ikke vente, at vi kan opnaa en fuldstændig Renselse af Kødet. Det, Herren forlanger, er en absolut Renselse af Viljen, Hjertet, Aanden, hvad der ogsaa indbefatter, at vi saa meget som muligt renser Kødet ob Tungen. Naar han ser, at et Hjerte er rent og trofast overfor ham, hans Aand og Kærlighedens Lov, vil han i sin Tid give det et nyt Legeme. »Salige er de rene af Hjertet; thi de skal se Gud.« — Matt. 5, 8.

Her vil vi anføre Apostelens Ord (2 Thess. 3, 5): »Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed« — den Kærlighed, der er mild, sagtmodig, taalmodig, langmodig, som ikke søger sit eget, som ikke opblæses, som ikke tænker og taler ondt, men er tillidsfuld, venlig og hensynsfuld i Overensstemmelse med den gyldne Rettesnor. Vi har behov, at Herren styrer vore Hjerter til Guds Kærlighed; thi som nye Skabninger vandrer [452] vi paa, en ny Vej — ikke efter Kødet, men efter Aanden, og Herren alene er i Stand til at være vor Vejleder, skønt han maaske bruger forskellige af Lemmerne paa sit Legeme som Talerør. »Dine Øren skal høre et Ord bag dig [fra gammel Tid], saa lydende Dette er Vejen, vandrer paa den.« — Es. 30, 21.

»Jeg bedømmer end ikke mig selv; ... men den, som
bedømmer mig, er Herren.«

Der er nogle af de nye Skabninger — mærkværdigt faa for øvrigt — som synes at være tilbøjelige til at bedømme sig selv ubarmhjertigt. Med Rette kritiserer de enhver Fejl og Svaghed hos sig selv og søger at slippe af med enhver Skrøbelighed. Men de glemmer, at Herren kender os og ikke dømmer os efter Kødet, men efter Aanden, efter Hensigten, Viljen, Ønsket og de Bestræbelser, vi lægger for Dagen. De lægger for meget Mærke til Farisæerens Ord: »Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som die andre Mennesker«, og de giver for lidt Agt paa de af Herren inspirerede Ord om Grunden til, at han kan antage os, og om Kraften i det dyrebare Blod, der renser os fra al Synd. De glemmer, at de, hvis de var fuldkomne eller kunde handle fuldkomment, ikke vilde behøve nogen Frelser, nogen Talsmand; de glemmer, at det er ved hans Naade, vi er frelst, og ikke ved Kødets Gerninger. Saadanne bør anvende paa sig selv Apostelens Ord: »Mig er det saare lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv; thi vel ved jeg intet med mig selv [om, at jeg skulde have været utro som Husholder], dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig [og alle andre], er Herren. Derfor døm ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som baade skal bringe for Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad [Hensigter].« — 1 Kor. 4, 3-5.

Vi maa sætte vor Lid til Herren og ikke til vort faldne Kød. Vi har lært om Guds Naade og Barmhjertighed [453] mod alle dem, der stoler paa ham og søger at vandre efter Kærlighedens Aand, selv om de ikke er i Stand til fuldt ud at opfylde dens fuldkomne Fordringer. Vi haaber ikke paa at blive fuldkomne i Kødet, men vi venter at blive fuldkomne i Aanden, i Hensigterne, og vi stoler paa, at vor Tro og Nidkærhed ved Frelserens Fortjeneste vil blive regnet som Dækning for vore virkelige Svagheder, som vi hader og bekæmper Dag for Dag. Uvilkaarligt spørger vi os selv: Elsker Gud da virkelig os, som af Naturen er Vredens Børn ligesom de andre? Er han virkelig for os? Er han villig til at hjælpe os og til at godskrive os ethvert ret Ønske, enhver ædel Bestræbelse, selv om Resultatet deraf blot er et helt eller delvist Nederlag? Ja, Herren svarer os: »Faderen selv elsker eder.« Apostelen tilføjer: »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle [da vi endnu var Syndere], hvorledes skulde han ikke ogsaa nu med ham skænke os alle Ting [alt, hvad vi trænger til under Løbet efter den Sejrspris, som han har holdt frem for os i Evangeliet]?« Naar han elskede os saa højt, medens vi var Syndere, elsker han os sikkert endnu mere nu, da vi er kommet ind i hans Familie, og da han i vort Hjerte ser det ærlige Ønske om at gøre hans Vilje. Lad os da være ved godt Mod. Lad os med Frimodighed komme frem for den himmelske Naadetrone for at finde betimelig Hjælp. — Heb. 4, 16.

Her er det imidlertid nødvendigt at fremføre et Advarselsord. Vi er alle stødt paa Tilfælde, hvor Ydmyghed, Mangel paa Tillid til Guds Naade og Frygt har veget Pladsen for en uforskammet Selvtillid, en oprørende Blindhed overfor egne Fejl og en farisæisk Taknemmelighed for at være bedre end andre Mennesker. Dette er en yderst ynkværdig og, frygter vi, haabløs Tilstand. Tro er nødvendig, men det maa være Tro til Gud, ikke til Selvet. Anledningen til et saadant Frafald ligger sædvanligvis, i Forsømmelse af [454] Kærlighedens Lov, den gyldne Rettesnor. Modsætningen til Kærlighed til Herren, Kærlighed til hans naaderige Plan, til Brødrene i den nye Skabning og til Menneskene i Almindelighed er Kærlighed til Selvet, Indbildskhed, Forfængelighed og Selvforherligelse. Lad os tage os i Agt for dette Sidespor, der fører langt bort fra Herren, hans Aand og hans Rige. Skønt det særlig er Lederne, der er udsat for denne Snare, kan dog ogsaa andre falde deri. Nogle, som mangler Evnen til at være Lærere, bliver sørgeligt opblæst i deres kødelige Sind, skønt de intet ved, »men er syge for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhaanelser, ond Mistanke.« — 1 Tim. 6, 4-6; se ogsaa 1 Joh. 3, 9. 10.

Menigheden bør dømme i nogle Sager.

Medens vi hver for sig ikke skal dømme eller fordømme, men vente paa, at Herren i sin Tid træffer Afgørelse med Hensyn til hvert enkelt Lem paa Legemet, er der dog nogle Tilfælde, hvor Menigheden har Pligt til at dømme. F. Eks. omtaler Apostelen et Tilfælde, hvor en levede i aabenlys Hor, saa at hele Menigheden vidste derom. Paulus udtaler, at det var galt af Menigheden at have Samfund med en saadan erklæret Vellystning, hvis umoralske Vandel hele Menigheden kendte, og han benyttede sin Myndighed som Apostel til at udelukke Overtræderen af Menigheden, til at skille ham fra Samfund med de troende og billedligt talt overgive ham til Satan til Kødets Undergang, for at Aanden, det nye Sind, til Slut kunde blive frelst paa Herrens Dag, ved Regnskabets Opgørelse i Slutningen af Tidsalderen. — 1 Kor. 5, 5.

Kun Herren selv eller en af de tolv Apostle, hvortil Paulus hørte som den sidste, idet han var traadt i Stedet for Judas, havde Myndighed, Ret til at gaa frem som her omtalt. Saaledes var det ogsaa kun en Apostel, der kunde handle, som Peter gjorde det overfor Ananias [455] og Safira. (Ap. G. 5, 1-11.) Sin Stilling til Sagen forklarer Paulus yderligere med følgende Ord: »Jeg skrev til eder i mit Brev, at I ikke skulde have Samkvem med utugtige, ikke i ­Almindelighed denne Verdens utugtige [saa de slet ikke skulde have noget at gøre med dem], eller havesyge eller Røvere eller Afudsdyrkere, ellers maatte I jo gaa ud af Verden.« Han vilde have dem til at indse, at det er en Ting at have Forretningsomgang med de vantro, men noget helt andet at anerkende dem som Medlemmer af den nye Skabning. Det vilde heller ikke være at vise Overtræderen nogen Venlighed saaledes at sænke det moralske Niveau. Det vilde være til langt større Hjælp for ham at faa at se, at hans Urenhed medførte hans fuldstændige Adskillelse fra Herrens Folk. Hvis han virkelig var avlet af Guds Aand, vilde han derved meget hurtigere og klarere lære sin sande Stilling atkende og omvende sig. Menigheden udviste en misforstaaet Barmhjertighed overfor Synderen, hvad der kunde medføre en  Ødelæggelse af den moralske Tilstand, ikke blot i denne Menighed, men ogsaa andre Steder, hvor man fik at høre om de Forhold, der herskede i Korinth.

Ganske kort forklarer Paulus, hvad de troende bør gøre i et saadant Tilfælde. Vi omskriver hans Ord som følger: Hvad jeg skrev til eder var, at I ikke skulde have Samfund med nogen, der har Navn af en Broder, men som er en utugtig, en havesyg, en Afgudsdyrker, en Skændegæst, en Dranker eller en Røver, ja, at I end ikke skulde spise med en saadan. Jeg forsøger ikke hermed at dømme Verden, men jeg formaner eder til, at I som Menighed dømmer dem, hvem I antager som Brødre. Gud skal dømme dem udenfor, men det er eders Pligt at bortskaffe de onde Mennesker af eders Midte. — 1 Kor. 5, 9-13.

Apostelen siger nu videre i sin Kritik, at Korinthierne i Stridstilfælde havde Tilbøjelighed til at gaa [456] til de verdslige Domstole for at opnaa Retfærdighed i Stedet for taalmodigt at finde sig i Uretfærdigheden, hvis de kunde udholde den, eller hvis ikke, da at bringe den frem for Menigheden som Domstol. Apostelen hævder, at naar Gud udvalgte Menigheden til i Fremtiden at dømme Verden, maa dens enkelte Medlemmer sikkert ikke være mindre retfærdige og ærlige i deres Bedømmelse af en Sag, end Verden er. Selv de mindst ansete i Menigheden burde man kunne have Tillid til i saadanne Anliggender. Er der ikke i eders Midte en, hvis Hæderlighed og Visdom I alle ubetinget kan stole paa, og hvis Afgørelse de stridende kan bøje sig for?

»Hvorfor lider I ikke hellere Uret?«. Hvorfor vil I ikke hellere lide Tab, hvis I synes, at Dommen er uretfærdig, end at fortsætte Stridighederne og tage eders Tilflugt til de verdslige Domstole med Klager mod hverandre. Jeg ser, siger Apostelen, at I ikke blot er uvillige til at lide Uretfærdighed for Fredens og Enhedens Skyld, men at der endogsaa, hvad der er endnu værre, findes nogle iblandt eder, som er villige til at gøre Uret og plyndre, og det endog Brødre! Er det ikke saaledes, at I som Herrens Menighed søger at naa frem til Riget? Og ved I ikke, at »uretfærdige skal ikke arve Guds Rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de, som lader sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øver den, eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skal arve Guds Rige. Og saadanne var I for en Del; men I lod eder aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand. «  — 1 Kor. 6, 1-11.

Denne Fortegnelse over Forsyndelser, som vil bevirke Udelukkelse fra Riget, bør være Rettesnor med Hensyn til Udelukkelse fra Samfund med Menigheden. I alle saadanne Anliggender gælder Ordene: »Bortskaf den onde fra eder selv«, hvem den onde [457] Person end er, naar blot han er skyldig i nogle af de anførte Forsyndelser.

»Om din Broder synder imod dig.«

Men er dette nu ikke i Strid med Herrens Befaling »Døm ikke, for at I ikke skal dømmes«? Skal vi ikke først dømme Overtræderen hver for sig, og derpaa tale eller sladre om hans onde Gerninger, saa at hele Menigheden kan faa at vide, hvad han har gjort og fordømme ham? Paa ingen Maade!

Guds Anordninger er i fuld indbyrdes Overensstemmelse, naar blot de bliver rigtigt forstaaet. Hvis der er kommet noget imellem A og B, og A tror, at han er blevet forurettet af B, maa han ikke dømme B i den Forstand, at han fordømmer ham. Han har blot Lov at sige: »Der er kommet noget ind imellem os, og jeg er sikker paa, at han har Ret; men B er vel lige saa sikker paa, at han har Ret og ikke har gjort mig Uret.« A har ikke Lov at trække sig tilbage fra Samfund med B af den Grund; thi det vilde være at dømme ham, at fordømme ham. Han kan sige til sig selv: »Dette er en ubetydelig Sag imellem Brødre, og jeg vil lade den falde. Jeg tror, at B som en Broder i Herren ikke med Vilje vilde gøre mig Uret, og det kan jo være, at det er mig, og ikke ham, der har taget fejl.«

Hvis han imidlertid ikke er i Stand til at se saaledes paa Sagen, har han dog endnu ikke Lov at dømme eller træffe nogen Afgørelse gaaende ud paa, at han har Ret og B Uret. Han maa gaa til B  og forklare, hvorledes Sagen stiller sig i hans Øjne. Saa vidt det er muligt, maa han søge at komme til en Forstaaelse med vedkommende Broder, maaske ved gensidige Indrømmelser. Men hvis de ikke kan blive enige, lad ham da bede to eller tre af de viseste Brødre i Menigheden, C og D (hvis Oprigtighed baade B og han selv kan have stor Tillid til) om at gaa med sig hen til B for at drøfte Sagen — ikke for at dømme B; thi ikke engang A selv [458] har endnu Lov at dømme ham. Disse Brødre skal høre Spørgsmaalet fremsat, medens baade A og B er nærværende, og derpaa afsige deres Kendelse. Dette bør være tilfredsstillende for alle — særlig hvis de alle har den rigtige Kærlighed til hverandre og inderligt ønsker at handle ret overfor hverandre som Lemmer paa det salvede Legeme. Opnaas der imidlertid stadig ikke Enighed, maa dog heller ikke disse Brødre dømme nogen. Det kan kun Menigheden gøre.

Hvis C og D udtaler sig til Fordel for B og imod A, bør dette gøre en Ende paa Trætten. Under saadanne Forhold kan A ikke bringe Spørgsmaalet videre til Menigheden. Det vilde tydeligt nok være meget egensindigt af ham at føre Sagen videre. Herrens Anvisning giver ham ikke nogen yderligere Ret. (Matt. 18, 15.) Skulde han imidlertid stadig være utilfreds, kan vi dog ikke tænke os, at der vilde være noget urig­tigt i, at han tog nogle andre dygtige og fordomsfrie Brødre, E, F og G, med sig til B for paa ny at drøfte Sagen og høre deres Raad.

Men hvis C og D kommer til den Slutning, at B har gjort A Uret, og hvis B nægter at afstaa fra og gøre Uretten god igen, efter at have faaet en rimelig Tid dertil, har A Lov til i Forening med C og D at sam­menkalde et Menighedsmøde, ved hvilket hele Sagen skal fremstilles baade af A og B; thi man maa gaa ud fra, at hvis B bestandig har Samfund med Menigheden, vil han anerkende dens Raad og Myndighed. Ligeledes maa man antage, at B er samvittighedsfuld. Ved et saadant Menighedsmøde maa man ikke glemme, at det kun er de retfærdiggjorte og helligede, der udgør Menigheden, og at de sidder til Doms i Herrens Navn for at træffe hans Afgørelse. Sagen maa ikke fremkalde en Partisplittelse i Menigheden. Man maa søge at bevare Enheden i Fredens Baand. A og B bør naturligvis ikke stemme og heller ikke nogen, som ikke blot har det ene Ønske at give Udtryk for Herrens Dom i Sagen. Den endelige Afgørelse bør være enstemmig [459] eller praktisk talt enstemmig, selv om dette fordrer, at der maa foretages nogen Forandring i Kendelsens Udtryksmaade. Retfærdigheden bør altid afbalanceres af Barmhjertigheden. »Se til dig selv, at ikke ogsaa du bliver fristet.« — Gal. 6, 1

Menighedens Dom bør antages som afgørende for alle. Enhver, der nægter at rette sig efter den i en saadan Sag, hvor det ikke drejer sig om Samvittigheds­spørgsmaal, men blot om en mere eller mindre rigtig Optræden, skal være for de andre som en »Hedning eller en Tolder«, indtil han ophører at trodse Menigheden; thi da skal man naturligvis tilgive ham og igen skænke ham sit Samfund som før. Hensigten er ikke at udstøde vedkommende Broder for bestandig, men blot den at give sit Mishag til Kende med hans urigtige Opførsel for derved at hjælpe ham til at faa den rettet. At behandle en saadan som en Hedning eller en Tolder vil ikke sige at bagtale eller vanære ham, selv efter at han er blevet udstødt. Herrens Folk maa aldrig under nogen som helst Omstændighed tale nedsættende om andre. Ogsaa her gælder det almene Bud: »Tal ikke ilde om hverandre.« Vi skal hverken tale ilde om eller se skævt til Toldere og Syndere, heller ikke nægte at gøre Forretning med dem. Men vi skal paa den anden Side heller ikke vise dem den Høflighed og Hengivenhed, som vi skylder Brødrene af den nye Skabning, der er fyldte med den hellige Aand, dens Kærlighed, Glæde og Fred.

Skulde B nægte at høre paa Menigheden og at afstaa fra at gøre Uret, men senere angre og atter blive optaget i Samfund med de andre, bør man huske paa denne Genstridighed, hvis der nogen Sinde skulde blive Tale om at vælge ham til Ældste. Han maatte først have lagt en afgjort Forandring for Dagen, før han kunde be­tragtes som skikket til at udføre en saadan Tjeneste; thi selv om han helt igennem havde været samvittighedsfuld, vilde hans Fremgangsmaade dog i det mindste bevise, at han havde svært ved at se, hvad der var [460] ret, naar det gjaldt hans egne Interesser. Allerede det, at han nægtede at høre paa tre Brødres Raad, saa at Uretten maatte bringes frem for Menighedens Domstol, vilde tale stærkt til hans Ugunst, selv om han senere adlød Menigheden og gjorde A en Undskyldning.

Om at tilgive 70 Gange 7 Gange.

Lad os antage, at Resultatet af A's første Besøg hos B for at tale om den Uret, der var begaaet mod ham, bliver, at B erkender sin Fejl og søger at gøre denne god igen, saa vidt det staar i hans Magt; eller lad os antage, at han angrer, efter at A kommer til ham sam­men med C og D, hvorledes skal da A stille sig overfor ham? Han bør tilgive ham og det af hele sit Hjerte. Han har ikke engang Lov at paalægge B nogen Straf, men maa ihukomme Ordene: »Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.« Men hvor ofte skal han blive ved med det? Hvor mange Gange skal vi tilgive en Broder, hvis han angrer? Hvor længe skal vi bære over med hans Svagheder? Syv Gange? spurgte Peter. Herrens Svar lød: »Jeg siger dig: Ikke indtil syv Gange, men indtil 70 Gange 7 Gange.« Vi maa til­give andre deres Overtrædelser, ligesom vi vil, at vor Fader i Himmelen skal tilgive os vore Overtrædelser af hans Lov. Hvis vi føler os fristet til at foragte en Broder paa Grund af hans Svagheder, maa vi tænke paa vore egne Svagheder og huske, at den, der ikke viser Barmhjertighed, vil heller ikke modtage Barmhjertighed. (Se yderligere Kap. 6.) — Jak. 2, 13.

Forsyndelser imod Menigheden.

Vi har nu set, hvorledes man skal gaa frem, naar det drejer sig om personlige Mellemværender. Men i et Tilfælde som det, Apostelen omtalte, er Forseelsen ikke begaaet mod noget enkelt Medlem af Menigheden. Det er hele Menigheden, hele den Sag, vi repræsenterer, som det her gælder. Hvilken Fremgangsmaade  skal man da benytte?

[461] Hvis Forseelsen ikke er blevet offentligt bekendt, kan man gaa frem paa samme Maade som før omtalt. Men er Sagen kommet til Offentlighedens Kundskab, vil det være de Ældstes Pligt at kalde Overtræderen frem for Menighedens Domstol uden først at aflægge ham de indledende private Besøg; thi Sagen er da allerede blevet offentlig Ejendom og kan ikke mere afgøres privat. Hvis det drejer sig om Sladder om nogen af de Ældste, skal Sagen ligeledes straks frem for Menigheden, uden at de Ældste gaar til vedkommende privat; thi selv om Bagvaskerne mener, at de har gode Grunde for deres nedsættende Omtale af de Æ1dste, bør de ikke forsømme at iagttage Herrens Befaling om at gaa til vedkommende alene og bagefter tage to eller tre andre med sig. Ved at fremkomme med nedsættende Bemærkninger om de Ældste til andre har de bragt Sagen saa vidt, at den ikke kan rettes ad privat Vej, men er blevet et Menighedsanliggende.

I et saadant Tilfælde vil det være rigtigt for den Ældste, der er blevet bagvasket, at kalde de øvrige Ældste sammen som Menighedens Repræsentanter, nægte overfor dem de fremsatte Beskyldningers Rigtighed og forlange, at Bagvaskerne bliver indkaldt til at forsvare sig overfor Menigheden som beskyldt for at have sladret og fremført falske Anklager i Menigheden. Deres Forseelse er nemlig blevet begaaet imod Menigheden, for det første fordi de har handlet i Modstrid med de Regler, der er blevet opstillet af Menighedens Herre, saavel som i Modstrid med god Tone og sund Moral, og for det andet fordi de ved at sladre om en Ældste, der er valgt af Menigheden, i Virkeligheden har talt nedsættende om hele Menigheden. Bagvaskernes Opførsel maa fordømmes, de maa irettesættes og opfordres til at indrømme deres Fejl. Men efter at det er sket, har de Ret til at gaa frem overfor vedkommende Ældste, som de mener har gjort noget urigtigt, pas samme Maade, som de burde have gjort straks. [462]

»Vi Skal alle aabenbares for Kristi Domstol.«
— 2 Kor. 5, 10. —

Dette »vi« peger uden Tvivl hen paa Menigheden, den nye Skabning. Vi maa ikke forveksle dette Skriftsteds Betydning med, hvad der andetsteds er sagt om, at alle Folkeslagene skal samles foran Menneskesønnen, naar han kommer med alle sine hellige Budbringere. (Matt. 25, 31-46.) Herren har lovet, at den trofaste Menighed, Bruden, skal sidde med ham paa Herlighedstronen og faa Del i den Gerning at dømme alle Folkeslagene i Tusindaarsriget, derunder indbefattet »alle dem, som er i Gravene«.

Det er øjensynlig Menighedens Dom, der skildres af Herren i Matt. 25, 14-30 og Luk. 19, 12-26. Den finder Sted i Slutningen af denne Tidsalder og er den første Gerning, Kongen udfører ved sit andet Komme, før han begynder at handle med Verden. Han vil først holde Regnskab med sine Tjenere, hvem han har betroet forskellige Talenter i Retning af Rigdom, Indflydelse og andre Evner, hvilke de har benyttet mere eller mindre trofast og med større eller mindre Udholdenhed og Selvopofrelse. De trofaste vil blive belønnet. De vil faa Herredømme over to Byer eller fem Byer eller ti Byer, hvad der ogsaa kaldes at »gaa ind til Herrens Glæde«. Belønningerne vil ikke alle blive af samme Slags, hvad Herlighed og Ære angaar; men de vil alle blive attraaværdige og tilfredsstillende. »Den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. Saaledes er det ogsaa med de dødes Opstandelse«, Opstandelsen til »Ære og Hæder og Uforkrænkelighed«. — 1 Kor. 15, 41.