STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 FØRSTE KAPITEL

HÆVENS DAG

Profetierne om den. — Tiden er for Haanden. — Hensigten med dette Bind. — Almindelige lagttagelser.

  » Hævnens Dag er i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar er kommet,«  » Thi Herren har en Hævnens Dag, et Gengældelsesaar for Zions Sag.«  — Esajas 63 : 4; 34 : 8.

[13]

MED disse Ord hentyder Profeten Esajas til den Periode, som Daniel (12 : 1) beskriver som »en Trængsels Tid, som der ikke har været fra den Tid, et Folk blev til«, og om hvilken Malakias siger (4 : 1): »Se, Dagen kommer, brændende som en Ovn; da skal alle hovmodige og hver den, som øver Ugudelighed, være Halm,« den Dag, om hvilken Apostelen Jakob (5 : 1-6) siger, at de rige da skal græde og hyle over de Elendigheder, som kommer over dem, den Dag, der af Joel (2 : 2) beskrives som en Mørkes og Dunkelheds Dag, som Amos (5 : 20) siger er  »Mørke og ikke Lys, bælgmørk og uden Skin«, og til hvilken Herren hentyder (Matthæus 24 : 21-22), naar han taler om  »en stor Trængsel« af saa ødelæggende Art, at dersom den ikke blev forkortet, vilde intet Kød overleve dens Ødelæggelse.

At denne Mørkes og Dunkelheds Dag, der saaledes er beskrevet af Profeterne, er en Dommens Dag over Menneskeslægten  — en national Gengældelsesdag — fremgaar klart af mange Skriftsteder.  Dog maa Læseren huske paa, at der er Forskel paa Dommen over Folkeslagene og Dommen over den enkelte.  Skønt Folkeslagene bestaar af enkelte Personer, og de enkelte i høj Grad er ansvarlige for Nationernes Fremgangsmaade, ligesom de ogsaa maa lide meget under de [14] Ulykker, der rammer disse, saa vil ikke desto mindre Dommen over de enkelte blive forskellig fra Dommen over Nationerne.

Dommen over de enkelte blandt Verdens Børn vil, som allerede vist i 1ste Binds 8de Kapitel, blive fældet paa Tusindaarsdagen.  Under den nye Pagts gunstige Tilstande og Betingelser, der vil medføre, at alle faar en klar Kundskab om Sandheden og al mulig Hjælp og Tilskyndelse til at øve Retfærdighed, vil Menneskene som Enkeltpersoner og ikke som Nationer og verdslige Organsationer være under Dom eller paa Prøve for evigt Liv. Dommen over de Nationer, der nu eksisterer, er en Dom over Menneskene som et samlet Hele (religiøst og verdsligt set). Verdens Regeringer og borgerlige Institutioner har haft en lang Magtfrist. Nu, da »Hedningernes Tider« er ved at udløbe, maa de aflægge Regnskab.  Herrens Dom, som er forudsagt af Profeterne, gaar ud paa, at ingen af dem bliver fundet værdig til at faa Fristen fornyet eller til fortsat Eksistens. Bestemmelsen er, at Herredømmet skal tages fra dem, og at den, hvis Ret det er, skal tage Magten. Nationerne skal skænkes ham som Arvedel. — Ezekial 21 : 27; Daniel 7 : 27; Psalme 2 : 8; Aabenbaringen 2 : 26,27.

Hør Herrens Ord til Folkeslagene, der er forsamlede for ham til Dom: »Kommer hid, I Hedningefolk, for at høre, og I Folkeslag, giver Agt! Jorden høre og dens Fylde, Jorderiget og alt, hvad deraf fremspirer! Thi Herrens Vrede er over alle Hedningefolkene, og hans Harme over al deres Hær.« »Herren er . . . .en evig Konge; for hans Vrede bæver Jorden, og Hedningefolkene kan ikke udholde hans Harme.« »Der kommer Bulder indtil Jordens Ende; thi Herren har Trætte med Folkene. . . . Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Se, Ulykke gaar ud fra Folk til Folk, og en svar Storm [stor Trængsel og Forvirring] rejser sig fra Jordens yderste Egne. Og de, som er ihjelslagne [15] af Herren, skal paa den Dag ligge fra Jordens ene Ende til den anden.« »Derfor bier paa mig, siger Herren, paa den Dag, jeg rejser mig for at gøre Bytte! Thi min Dom er, at jeg samler Hedningefolk, sanker Riger sammen, udøser min Harme over dem, al min brændende Vrede; thi ved min Nidhærheds Ild skal hele Jorden [den nærværende Samfundsordning] blive fortæret.  Thi da [derefter] vil jeg give Folkene andre, rene Læber, for at de alle sammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrægtig.« — Esajas 34 : 1,2; Jeremias 10 : 10; 25 ; 31-33; Zefanias 3 : 8,9; Lukas 21 : 25. 

Vi har allerede I Bind II vist, at Tiden er for Haanden, og at de Begivenheder, som skal finde Sted paa Jehovas Dag, nu er ganske nær forestaaende. Nogle faa Aar maa nødvendigvis modne de Elementer, som nu virker i Retning af den forudsagte Trængsel; og ifølge det sikre profetiske Ord vil den nuværende Generation blive Vidne til den frygtelige Krise og komme til at gennemgaa den afgørende Kamp.

Naar vi henleder Opmærksomheden paa dette Emne, er det ikke vort Formaal blot at vække Sensation eller søge at tilfredsstille tom Nysgerrighed. Vi kan heller ikke haabe i Menneskenes Hjerter at frembringe den Anger, som vilde bevirke en Forandring i Samfundets nuværende social, politiske og religiøse Ordning og saaledes afvende den overhængende Ulykke. Den forestaaende Trængsel er uundgaaelig, de mægtige Aarsager er alle i Virksomhed, og ingen menneskelig Magt er i Stand til at standse deres Fremadskriden hen imod den visse Opløsning. Virkningerne maa følge, saaledes som Herren forudsaa og forudsagde det. Ingen anden Haand end Guds kunde standse de nuværende Begivenheders Strøm i deres Løb, og han vil ikke gribe ind, før denne Kamps bitre Erfaringer har givet Menneskene de nødvendige Lærdomme. [16]

Hovedhensigten med dette Bind er derfor ikke at oplyse Verden, som kun kan forstaa Begivenhedernes Lære og ikke vil tage imod nogen anden.  Vor Hensigt er forud at advare, forud at væbne, trøste, opmuntre og styrke »Troens Husfolk«, saa at de ikke bliver forfærdede, men derimod kan være i fuld Harmoni og Sympati med selv den haardeste Tugtelse, som Gud vil lade komme over Verden, idet de ved Tro ser det herlige Slutresultat, Retfærdighedens salige Frugter og den varige Fred.

Hævnens Dag er paa en naturlig Maade knyttet til Guds gode Hensigter, som gaar ud paa at omstyrte hele den nuværende Tingenes Orden, hvilket maa gaa forud for Guds Riges Oprettelse paa Jorden under Kristus, Fredsfyrsten. 

Profeten Esajas (63 : 1-6) stiller sig i Aanden fremme ved Slutningen af Evangelietidsalderens Høst, hvor han ser en mægtig Sejrherre, herlig i sin Klædedragt (iklædt Myndighed og Magt), der rider frem og sejrer over sine Fjender, med hvis Blod alle Hans Klæder er bestænkede. Han spørger, hvem den vidunderlige fremmede er, og siger: »Hvo er denne, som kommer fra Edom, i røde Klæder fra Bozra, denne, der er saa prægtig i sit Klædedebon, knejsende i sin Krafts Fylde?« 

Man maa huske, at Edom var det Navn, som blev givet Esau, Jakobs Tvillingbroder, efter at han havde solgt sin Førstefødselsret. (1 Mosebog 25 : 30-34) Navnet blev ogsaa senere anvendt baade paa Esaus Efterkommere og paa det Land, hvori de boede. (Se 1 Mosebog 2 : 30; 36 : 1; 4  Mosebog 20 : 18,20,21; Jeremias 49 : 17) Som Følge deraf er Navnet Edom et passende Symbol paa en Klasse, som i denne Tidsalder paa lignende Maade har solgt sin Førstefødselsret, og det for noget, der er lige saa ubetydeligt som den Ret Linser, der lokkede Esau. Navnet bruges ofte af Profeterne om den store Skare bekendende Kristne, der undertiden kaldes »den [17] kiristne Verden« og »Kristenheden« (d. v. s. Kristi Rige), hvilke Navne tænkende Mennesker hurtig burde erkende som falske Navne,  Denne »Kristenhed« har kun liden Forstaaelse af Krisit Riges sande Hensigt og Karakter og tillage af den fastsatte Tid og Maade for dets Oprettelse. Antagelsen af disse Navne er simpelt hen en formastelig Pralen, som tjener til at forvanske Sanheden. Det er hovedsagelig Europas og Amerikas Nationer, som gaar under Navn af  »den kristne Verden«. Men er dette da virkelig en kristen Verden?  Hør Kanonernes Torden, de disciplinerede Hæres March, Larmen af eksploderende Bomber, de undertryktes Stønnen og de vrede Nationers Mumlen! Udgør disse Kristi Rige — en sand Kristenhed?  Hvem vil paatage sig at bevies noget saadant?  Det fejlagtige i denne Paastand er saa tydeligt, at noget Forsøg paa at bevise dens Rigtighed saaledes vilde afsløre Bedrageriet, at ingen, som ønsker at holde fast derved, kan formodes at ville paatage sig det.

Det sindbilledlige Navn »Edom« er meget træffende, naar det anvendes paa Navnkristenheden.  Den saakaldte Kristenheds Nationer har haft den Forret fremfor alle andre Nationer, at Guds Ord har været betroet til dem, ligesom til Jøderne i den foregaaende Tidsalder.  Som et Resultat af Guds Ords oplysende Indflydelse er alle Civilisationens Velsignelser baade direkte og indirekte kommet til disse Nationer, og de faa hellige (den »lille Hjord«), som udvikles under Ordets Indflydelse midt iblandt dem, har været som »Jordens Salt« og har i nogen Grad bevaret dem fra moralsk Fordærvelse.  De har ved deres gode Eksempel og ved deres Iver i at fremholde Sandhedens Ord været »Verdens Lys«, idet de har vist Menneskene tilbage til Gud og Retfærdigheden.  Men kun nogle faa ud fra disse begunstigede Nationer har gjort den rette Brug af de Fordele, som de har arvet derved, at [18] de er født i Lande, som direkte og indirect er blevet saaledes velsignet gennem Guds Ords Indflydelse.

Ligesom Esau har Masserne i Kristenheden solgt deres Førstefødselsret, deres særegne Forret. Ved Masserne mener vi ikke blot den uvidende Del, men ogsaa det store Flertal, som er verdslige. Bekendere af Kristi Navn, men mangler Kristuslivet i sig. Disse har foretrukket de nærværende ubetydelige jordiske Fordele for alle de Velsignelser, der er en Følge af Samfund med Gud og Kristus, og for den herlige Arv med Kristus, der er lovet dem, som trofast følger ham i Selvopofrelse. Skønt disse af Navn er Guds Folk — Evangelietidens aandelige Israel af Navn, hvorpaa »Israel efter Kødet« var et Forbillede i den jødiske Tidsalder — har de i Virkeligheden liden eller ingen Ærbødighed for Guds Forjættelser.  Skønt de nok udgør en mægtig Hærskare, der bærer Kristi Navn og over for Verden gaar for at være Kristi Kirke, skønt de har oprettet store Organisationer, som er fremgaaet af Splittelser af det, der skulde være Kristi Legeme, skønt de har skrevet tykke Bøger om saakaldt »systematisk Teologi«, som dog i Virkeligheden er grundig usystematisk, skønt de har grundet talrige Universiteter og Siminarier for at give Undervisning i deres Teologi, og skønt de har gjort mange »kraftige Gerninger« i Kristi Navn, hvilke ikke desto mindre ofte har været i Modstrid med hans Ord, udgør  de dog Edomklassen, som har solgt sin Førstefødselsret. Denne Klasse omfatter næsten hele »Kristenheden« — alle dem, som er født i kristne Lande, men ikke har benyttet sig af Kristi Evangeliums Forrettigheder og Velsignelser og ikke lever i Overensstemmelse dermed. Resten er de faa retfærdiggjorte, hellige og trofaste, som er forenede med Kristus ved en levende Tro, og som bliver i Kristus, det sande Vintræ. De udgør Guds virkelige Israel; de er de sande Israelitter, i hvem der ikke er Svig. 

[19] Det sindbilledlige Edom i Esajas’s Profetier svarer til Aabenbaringens sindbilledlige Babylon, som ogsaa omtales hos Esajas, Jeremias og Ezekiel. Saaledes benævner og beskriver Herren hint store System, som Mennesker giver det falske Navn Kristenheden, d. v. s. Kiris Rige. Ligesom hele Edoms Land symboliserer alle, som tilhører »Kristenheden«, saaledes fremstiller dens Hovedstad, Bozra, Gejstligheden — Kristendommens Hovedcitadel. Profeten fremstiller Herren som en sejrrig Kriger, der fremkalder en stor Slagtning i Edom og særlig i Bozra. Navnet »Bozra« betyder »Faarefold«. Bozra er endnu bekendt for sine Geder, og Nedslagtningen paa denne Hævnens Dag siges at skulle gaa ud over »Lam og Bukke«. (Esajas  34 : 6) Vi mener, at Bukkene svarer til »Klinten«, og at Lammene fremstiller de Guds Børn, der maa gaa igennem den store Trængsel (Aabenbaringen 7 : 14; 1 Korinthier 3 : 1) — dem, som har forsømt at bruge de betroede Lejligheder og ikke har løbet saaledes, at de har erholdt det til deres Kald herovenfra hørende Klenodie, og som derfor, om end de ikke er forkastet af Herren, dog ikke er blevet agtet værdige til at unslipped Trængselen saaledes som de modne »Faar« — de kaldede, udvalgte og trofaste.

Profeten spørger: »Hvo er denne, som kommer fra Edom, i røde Klæder fra Bozra?«  Svaret lyder: »Mig er det, som taler Retfærdighed, som er mægtige, til at frelse.«  Det er den samme mægtige, som er beskrevet i Aabenbaringen (19 : 11-16),  »Kongernes Konge og Herrernes Herre«, Jehovas Salvede, vor velsignede Genløser og Herre, Jesus.

For vor Oplysnings Skyld spørger Profeten videre: »Hvorfor er dit Klædebon saa rødt og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen?«  Hør Svaret: »Persekarret har jeg traadt alene, og af Folkene var ingen med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og søndertrampede dem i min Harme; da sprøjtede deres Saft [Blod] [20] paa mine Klæder, og hele min Klædning fik jeg besudlet. Thi Hævnens Dag var i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet; og jeg saa mig om, og der var ingen, som hjalp, og jeg undrede mig, og der var ingen, som støttede mig; da hjalp min Arm [Kraft] mig, og min Harme støttede mig, og jeg nedtraadte Folkeslag i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme, og jeg lod deres Saft rinde ned paa Jorden.«  Aabenbaringens Forfatter tilføjer: »Han skal træde Guds, den Almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.« — Aabenbaringen 19 : 15.

Dette, at Vinpersen bliver traadt, er det sidste Træk i en Vindyrkers Høstarbejde.  Indhøstningen og Indsamlingen er sket forud. Det, at Guds Vredes Vinperse bliver traadt, og at »Jordens Vintræ« (det falske Vintræ, som uden Berettigelse har tilegnet sig det kristne Navn) bliver kastet deri, naar dets falske Druer er modne (Aabenbaringen 14 : 18-20), fremstiller det sidste Arbejde i denne begivenhedsrige Høstperiode.*) Det belyser de sidste Træk i den store Trængsel, der skal omfatte alle Nationer, og som Bibelen taler saa meget om.

(*) Bind III. Kap. 6.

Den Omstænedighed, at Kongernes Konge er fremstillet som den, der træder Vinpersen alene, angiver, at den Magt, der anvendes til at omstyrte Nationerne, er Guds Magt og ikke blot menneskelig Kraft. Det er Gud, som i sin Magt vil straffe Nationerne og til sidst »udføre Retten [Retfærdigheden, Sandheden] til Sejr«. »Han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande [sin Sandheds Kraft og Aand].« (Esajas 11 : 4; Aabenbaringen 19 : 15; Psalme 98 :1) Æren for den kommende Sejr for Sandhed og Ret vil ikke kunne tilskrives nogen menneskelig General. De vrede Nationers Kamp vil blive heftig, Slagmarken og Folkeslagenes Nød vil komme [21] til at omfatte hele Verden, og ingen menneskelig Aleksander, Cæsar eller Napoleon vil kunne findes til at bringe Orden ud af den frygtelige Forvirring. Men til sidst vil det blive bekendt, at den store Sejr for Sandhed og Ret og den velfortjente Straf for Ugudelighed er blevet fuldbragt ved Kongernes Konges og Herrernes Herres vældige Kraft.

Alle disse Ting skal opfylds i Evangelietidsalderens Slutning, fordi Herrens Genløsnings (hans genløstes) Aar er kommet, og fordi »Herren har en Hævnens Dag [og] et Gengældelsens Aar for Zions Sag«. (Esajas 63 : 4; 34 : 8) Gennem hele Evangelietiden har Herren givet Agt paa Fjendtlighederne og Striden i det nominelle Zion eller Navnkristenheden. Han har set, hvorledes hans trofaste hellige har maattet stride for Sandhed og Ret, ja endog lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld af saadanne, som har modstaaet dem i Herrens Navn; men ud fra sine vise Hensigter har Herren hidtil afholdt sig fra at træde imellem. Imidlertid er nu Gengældelsens Dag kommet, og Herren holder Opgør med dem, som der er skrevet: »Thi Herren har Sag med dem, der bor i Landet; thi der er ingen Sandhed og ingen Kærlighed og ingen Gudskundskab i Landet. Sværge og lyve, myrde og stjæle og hore! Man øver Vold, og Mord følger paa Mord. Derfor skal Landet visne, og vansmægte skal alt, hvad der bor i det.« (Hoseas 4 : 1-3) Denne Profeti viste sig at være sand  i sin delvise Opfyldelse paa Israel efter Kødet, og endnu tydeligere fremtræder dens Sandhed, naar den faar sin fulde Anvendelse paa det nominelle aandelige Israel, Kristenheden.

»Der kommer Bulder indtil Jordens Ende; thi Herren har Trætte med Folkene, han gaar i Rette med alt Kød; de ugudelige hengiver han til Sværdet, siger Herren.«  »Hører dog, hvad Herren siger: . . . . Hører, I Bjerge [Riger], Herrens Sag, og I [hidtil] evige Jordens [22] [Samfundets] Grundvolde! Thi Herren har Sag med sit Folk.« — Jeremias 25 : 31; Mika 6 : 1,2.

Hør igen Profeten Esajas angaaende denne Trætte: »Kommer hid, I Hedningefolk, for at høre, og I Folkeslag, giver Agt!  Jorden høre og dens Fylde, Jorderiget og alt, hvad deraf fremspirer [alle de selviske og Herrens Vrede er over alle Hedningefolkene, og hans Harme over al deres Hær; han slaar dem med Band, giver dem hen til Slagtning. . . . Og deres Land skal blive drukkent af Blod og deres Jord gødet af Fedt. Thi Herren har en Hævnens Dag, et Gengældelsens Aar for Zions Sag.« — Esajas 34 : 1,2,7,8.