STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 TIENDE KAPITEL

FORESLAAEDE LÆGEMIDLER

Stemmeret for Kvinder og Alkoholforbud. – Sølvemøntfod og Beskyttelsestold. – ”Kommunisme.” – ”De havede alle Ting fælles.” – ”Anarki.” – ”Socialisme” eller ”Kollektivisme”. – To Eksempler paa socialistiske Statssamfund. – ”Nationalisme.” – Uddanelse i flere Haandværk. – ”Endeltskatten” som Lægemiddel. – Forskellige Forhaabninger og Bekymringer. – Det eneste Haab. – Det salige Haab. – Den rette Stilling for Guds Folk, som deser disse Ting. – I Verden, men ikke af Verden.

"Er der da ingen Balsam i Gilead? Er der ingen Læge der?« "Vi har søgt at læye Babel, men det lod sig ikke læge. Forlad det, for at vi kan gaa hver til sit Land! Thi dets Dom naar til Himmelen.« - Jeremias 8:22; 51:7-9.

[295] TALRIGE og meget forskelligartede er de Læge midler, der er blevet foreslaaet for den sukkende Skabning i dens nuværede sørgelige Tilstand. Enhver, som har Medlidenhed med den lidende Patient, maa ogsaa sympatisere med de mange Lægers Bestræbelser for at faa Patienten til at prøve deres Recepter, efter at de har stillet Sygdommens Diagnose. Forsøgene paa at finde et Lægemiddel og faa det anvendt er al Ære værd og maa finde Paaskønnelse hos alle varmhjertede Mennesker. En sund Dømmekraft, som er oplyst af Guds Ord, siger os dog, at ingen af de foreslaaede Hjælpemidler vil kunne helbrede Sygdommen. Intet mindre end vedholdende Anvendelse af den store Læges virkningsfulde Lægemidler vil kunne helbrede den faldne Menneskeslægts Sygdom, Selviskheden. Alligevel vil vi kortelig undersøge de andre Lægers Recepter, for at vi kan se, hvor tilsyneladende nær op til Guds Visdom nogle af dem er kommet, medens de dog alle i Virkeligheden staar langt tilbage [296] for den – ikke for at yppe Strid, men for at alle klart kan se den eneste Retning, hvorfra Hjælpen kan komme.

STEMMERET  FOR KVINDER  OG ALKOHOLFORBUD

Disse to Lægemidler bliver sædvanligvis stillet sammen, fordi man indrømmer, at Forbud mod Nydelsen af spirituøse Drikke aldrig vil kunne faa Mængdens Støtte, medmindre Kvinderne faar Stemmeret – og selv da er det vistnok tvivlsomt. De, der er Talsmænd for dette Lægemiddel, fremlægger statistiske Oplysninger for at bevise, at meget af Elendigheden og Fattigdommen i Kristenheden skyldes Handelen med spirituøse Drikke. De forsikrer, at dersom den blev afskaffet, vilde Fred og Velstand blive en Regel og ikke som nu en Undtagelse.

Det kan ikke nægtes, at Drukkenskaben er en af Civilisationens værste Frugter. Den udbreder sig ogsaa hurtigt blandt halvciviliserede og vilde Folkeslag. Kunde den afskaffes, vilde det glæde os hjertelig. Vi indrømmer, at dens Forsvinden vilde forebygge en stor Del af vor Tids Elendighed og forhindre Forødelsen af Hundreder af Millioner Kroner aarlig. Men mod Egoismen og Loven om Tilbud og Efterspørgsel, som udpiner Masserne, er Alkoholforbudet magtesløst.

Det er ikke de fattige, som bortødsler Millionerne paa Spirituosa, men de rige i første Række og dernæst den saakaldte Middelstand. Alkoholforbudet vilde for de fattigste ikke være nogen Lettelse, men snarere det modsatte. Tusinder af Farmere, som nu leverer deres Produkter til Brænderier og Bryggerier, vilde ikke længere finde Afsætning for dem, men vilde blive nødt til at gaa over til anden Avl, hvorved Overproduktionen vilde forøges og Priserne blive trykket ned. Tusinder af Brændevinsbrændere, Bødkere, Glasarbejdere, Ølkuske, Værtshusholdere og Opvartere, som nu lever af Handelen med stærke Drikke, vilde blive tvunget til at [297] soge anden Beskæftigelse, og dette vilde yderligere øge Tilbudet af Arbejdskraft og trykke Lønningerne ned. Millioner og atter Millioner af Kroner, som nu er anbragt i Spiritusfabrikationen, vilde blive sat ind paa andre Omraader, hvor de saaledes vilde komme til at forøge Konkurrencen.

Alt dette skulde imidlertid ikke afholde os fra at ønske Alkoholforbud, hvis det var muligt at faa Flertallet til at samtykke deri. Men med Undtagelse af enkelte Steder er en saadan Mulighed ikke tænkelig. Flertallet bestaar af Drukkenskabens Slaver og saadanne, som enten direkte eller indirekte er finansielt interesserede i Spiritushandelen. Almindeligt Forbud vil ikke blive gennemført, førend Guds Rige er oprettet. Og skulde det end lade sig gøre, vilde det alligevel ikke kunne helbrede den social-finansielle Sygdom.

SOLVMONTFOD OG BESKYTTELSESTOLD

Vi indrømmer, at Kristenhedens Afskaffelse af Sølmøntfoden var et Mesterstykke af selvisk Politik fra Pengeudlaanernes Side, beregnet paa at formindske Forraadet af egentlige Penge og derved gøre disse saa meget mere værdifulde, samt at holde Rentefoden højt oppe paa en Tid, da det forøgede Tilbud trykker Priserne paa alle andre Varer og Arbejdslønnen ned. Mange Bankierer og Pengeudlaanere er fra Lovens Standpunkt set ærlige Mennesker; men Maalestokken for denne Ærlighed er for lav.

Profetierne synes at vise, at Sølvmøntfoden ikke atter vil blive indført i den civiliserede Verden (se Kap. 8). Men om den end blev det, vilde Nytten kun blive af kort Varighed. Den vilde vanskeliggøre Sølvlandene Japans, Kinas, Indiens og Mexikos Konkurrence med Guldlandene og bringe Landmændene nogen Lettelse, men næppe for længere Tid end 5 eller højst 15 Aar. Gud synes imidlertid ikke at ville forhale den onde Dag. Saaledes vil da Menneskenes Egoisme [298] herske videre og fremskynde Katastrofen, som skrevet staar: »De vises Visdom skal forgaa«, og »hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa Herrens Vredes Dag«. - Zefanias 1:18; Ezekiel 7:19; Esajas 14:4-7; 29:14.

Beskyttelsestolden formaar, naar den anvendes med Forstand, saa at den forebygger Monopoler og udvikler alle Landets naturlige Hjælpemidler, at gøre Arbejdslønnens Synken langsommere, men ikke at hindre den. Den er i det højeste en skraanende Slette, nedover hvilken Arbejdslønnen langsomt glider - lige saa sikkert, som om den blev styrtet ud over en Afgrund. Konkurrencen vil før eller senere komme til at udjævne Prisforskellene hele Verden over.

Altsaa er hverken Sølvmøntfod eller Beskyttelsestold Lægemidler; de er blot Lindringsmidler.

KOMMUN ISMEN

Kummunismen er en Organisation af Samfundet, ved hvilken al Ejendom tilhører Samfundet og bliver forvaltet i dettes Interesse, idet det derved opnaaede Udbytte anvendes til det almene Bedste, saaledes at enhver faar, hvad han behøver. Pastor J. Cook siger om den: »Kommunismen betyder Afskaffelse af Arveretten, af Familien, af Nationaliteter, af Religion og af Ejendom.«

Visse Træk af Kommunismen vilde vi kunne anbefale (se under »Socialismen«); men som et Hele er den uigennemførlig. Den forudsætter fuldkomne Mennesker, som ikke er selviske. Den vilde komme til at gøre alle til Lediggængere. Der vilde snart blive Konkurrence om, hvem der kunde gøre det mindste og daarligste Arbejde; og Samfundet vilde henfalde til Barbari og Umoralskhed, som vilde føre til Slægtens hurtige Tilintetgørelse.

Paa den Indvending, at Kommunismen læres i Bibelen (Apostlenes Gerninger 2 : 44-47), har vi svaret udførligt [299] i »Vagttaarnet«, hvor vi har paavist, at Menneskets Ufuldkommenhed og dets naturlige Tilbøjelighed til Egoisme gør, at vi har nok at gøre med at holde Kødets Begæringer i Tømme (Galaterne 5:16, 17) ved stadigt at være paa Vagt over for dem - over for Selviskhedens Aand - og understøtte og fremme Kærlig­hedens Aand i os selv, uden at denne Opgave behøver at blive yderligere vanskeliggjort ved kommunistiske Eksperimenter. (Se Kolossenserne 2:20; 3:3; Romerne 6:2-8) Desuden vilde Kommunismens Gennemførelse i det højeste være mulig i et Samfund, som udelukkende bestod af Guds Børn, og et saadant Samfund af hellige vilde ikke kunne dannes eller holdes rent, fordi Herren alene ved, hvem der er hans. Selv om et saadant Samfund var muligt, og om alt i det gik godt, vilde man faa den Vanskelighed at kæmpe med, at alle Slags urene Elementer vilde tragte efter dets Goder, og de vilde da i det Tilfælde, at man kunde holde dem udenfor, forfølge de hellige med al Slags ond Tale. Kort sagt, et saadant Foretagende vilde ikke kunne have noget virkeligt Held med sig.

Nogle af de troende er i Lighed med denne Verdens Børn kommet saa dybt ned i selvisk Sløvhed og Dorskhed, at intet andet end Nødvendigheden kan faa dem til at være flittige, ikke lunkne i deres Iver, men brændende i Aanden, tjenende Herren, og andre er saa egenkærlige og hovmodige, at de behøver Modgang og Genvordigheder for at blødgøre deres Hjerter og gøre dem gode eller blot retfmrdige mod andre. Begge disse Klasser vilde ved Kommunismen blive hindret fra at indhente de nødvendige Lærdomme. Saaledes viser da Individualismen sig med sin Frihed paa den ene Side og sit personlige Ansvar paa den anden Side at være det bedste Opdragelsesmiddel for fornuftbegavede Væsener, selv om den ofte gør Livet surt for mange, under­tiden for alle. [300]

Dersom det tusindaarige Rige var oprettet paa Jorden, og dersom de guddommelige Regenter, der er lovet Menneskene paa den Tid, havde tiltraadt deres Stillinger som saadanne, vilde de, med deres ufejlbarlige Visdom og deres fuldkomne Evne til at bruge den, ikke regere i Kraft af Flertallets Støtte, men med retfærdig Dom som med et Jernspir, og da kunde Kommunismen have Fremgang. Da vilde den sandsynligvis være den bedste Samfundsform, og hvis dette er Tilfældet, vil den sikkert blive valgt af Kongernes Konge. Men til den Tid maa vi vente. Vi mangler Visdom og Magt til at oprette et saadant teokratisk Styre; derfor beder vi blot: »Komme dit Rige; ske din Vilje, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden.« Naar engang dette Kristi Rige har ført alle de villige tilbage til Gud og tilintetgjort alle de modstræbende, naar Kærligheden bliver Lov paa Jorden, ligesom den or i Himmelen, da kan vi tænke os, at Menneskene i Fællesskab vil komme til at nyde Jordens Goder ligesom Englene Himmelens Rigdomme.

Enkelte Forsøg, som i De forenede Stater er blevet gjort med kommunistisk Organisation, har ikke ledet til noget varigt Resultat, hvilket ikke hindrer, at andre Forsøg i samme Retning bliver foretaget, alt til ingen Nytte. De ledende Mænd i Verden arbejder paa at fremme deres egne Interesser, medens de af Gud oplyste Kristne har travlt med andre Ting, med at forkynde det gode Budskab.

Bibelen lærer ikke Kommunisme, undtagen for Familiens Vedkommende. Ganske vist tillod Gud den kommunistiske Ordning i den første kristne Menighed; men det kan kun have været for at belyse det ukloge i denne Metode, og for at ingen skulde tænke, at Apostlene af Mangel paa Visdom og Handlekraft undlod at oprette saadanne kommunistiske Menigheder. Bibelen indeholder ingen Udtalelse af Jesus eller Apostlene, som kunde støtte den kommunistiske Idé. [301]

Nogle har ment, at Beretningen om Ananias og Safira kunde tyde paa, at de troende i den kommunistiske Menighed blev tvunget til at ofre deres private Ejendele. Men Peter erklærer tydeligt, at deres Synd var, at de løj. Deres Straf kom ikke paa Grund af, at de tilbageholdt nogle Penge, men paa Grund af deres Forsøg paa at skaffe sig en Andel i de andres Ejendele uden selv helt at hengive deres eget til den fælles Kasse. Oprettelsen af kommunistiske Tilstande inden for Menigheden i Jerusalem var faktisk et Fejlgreb. Der opstod en Knurren, fordi »deres Enker blev tilsidesat ved den daglige Uddeling«. Skønt Menigheden under Apostlenes Opsigt var fri for Klinte, og skønt alle dens Medlemmer havde Kristi Sind, kunde de dog ikke komme godt ud af det med hverandre under de kommunistiske Forhold.

Apostlene overlod da ogsaa snart Forvaltningen af det kommunistiske Samfund til andre for mere helt at ofre sig for Forkyndelsen af det gode Budskab. Mærk desuden, at Paulus fremhæver, at han havde forkyndt »alt Guds Raad«; men intet Sted forkynder han Kommunismen. Følgelig indgaar den ikke i Guds Raad for denne Tidsalder. Paulus gav tværtimod Forskrifter, som ikke kan forliges med Kommunismen, idet han bød, at enhver skulde sørge for sine egne, at de Kristne paa den første Dag i Ugen skulde lægge noget til Side til Herrens Værk i Forhold til den Velsigneise, som Herren havde lagt i deres Arbejde, at Tjenerne skulde være deres Herrer 1ydige, og det med saa meget større Beredvillighed, dersom deres Herrer selv var Brødre i Kristus. Han taler endvidere om, hvorledes Herrerne skulde behandle deres Tjenere, idet de maatte huske paa, at de selv havde en Herre i Himmelen at aflægge Regnskab for. (1 Timotheus 5:8; 6:1; 1 Korinthier 16:2; Efeserne 6:5,9)  Heller ikke Jesus grundede noget kommunistisk Samfund eller opfordrede til noget saadant. Tværtimod lærte han i sine Lignelser, at ikke [302] alle ejer lige meget, men at alle skal betragte sig som Husholdere, der hver for sig forvalter deres eget og aflægger Regnskab derfor. (Matthæus 25: 14-28; Lukas 19 : 12-24. Se ogsaa Jakob 4:13, 15) Da Jesus var ved at dø, anbefalede han sin Moder til Johannes's Omsorg, »og fra den Time af tog Disciplen hende hjem til sit«.. (Johannes 19:27) Johannes havde altsaa i Lighed med Martha, Maria og Lazarus sit eget Hjem. Dersom Herren havde grundet et kommunistisk Samfund, vilde han sikkert have anbefalet sin Moder til det og ikke til Johannes.

Dannelsen af et kommunistisk Samfund af troende strider endvidere mod Hensigten med Evangelietidsalderen. Formaalet med denne Tidsalder er, at det gode Budskab om Kristus skal forkyndes, og et Folk for hans Navn udvælges. Derfor skal enhver troende være et brændende Lys for Menneskene - for Verden i Almindelighed, ikke blot for sine medtroende. Derfor lod ogsaa Herren, efter at han havde tilladt Dannelsen af den kommunistiske Menighed i Jerusalem, alle Medlemmerne af denne Menighed ved en stor Forfølgelse blive adspredt over hele Judæa og Samaria, og overalt forkyndte de saa Evangeliet. (Apostlenes Gerninger 8:1, 4; 11:19) Endnu i Dag er det Guds Folks Opgave at skinne som Lys midt i Verden og ikke at lukke sig inde i Klostre eller slutte sig sammen i kommunistiske Samfund. Det forjættede Paradis kommer ikke ved Hjælp af saadanne Samfund. Ønsket om at danne saadanne er intet andet end et Udslag af den nu fremherskende Tidsaand, mod hvilken Skriften advarer os. (Esajas 8:2) » Vaag og bed til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skal ske, og bestaa for Menneskesønnen!« - Lukas 21 : 36.

ANARKI SOM LÆGEMIDDEL

Den Frihed, Anarkisterne fordrer, er Lovløshed. De synes at være kommet til den Overbevisning, at alle [303] Metoder for menneskelig Samvirken har været Fejlgreb. De vil derfor ødelægge Samfundets Organisation og Samvirken. De tænker ikke paa nogen Genopbyg­gelse. Den overlader de Fremtiden. Ved en Majfest i London uddelte de et Flyveskrift paa 16 Sider, i hvilket det bl. a. hed:

»Den Tro, at der maa gives en Autoritet, for hvilken man har at bøje sig, er Roden til al vor Elendighed. Derfor, op til Kamp paa Liv og Død imod al Autoritet, imod Statens og Religionens Autoritet - Resultatet af Aarhundreders Uvidenhed og Overtro - imod Lovene, imod Troen paa Nytten af en Regering og af Underkastelse under de rige og Embedsmændene; kort sagt, til Kamp imod al Slags Humbug, som er bestemt til at sløve Arbejderne og gøre dem til Slaver! Det maa nødvendigvis være Arbejderne, som skal omstyrte Autoriteten, thi de, som har Fordel af den, vil sikkert ikke gøre det. Patriotisme og Religion er Slynglernes Helligdom og Bolværk; Religionen er Menneskeslægtens største Forbandelse.

Vi deler ikke deres Syn, som tror, at Staten kan omdannes til en gavnlig Institution. Den Forandring vilde være lige saa vanskelig som at forvandle en Ulv til et Lam. Vi tror heller ikke paa de socialistiske Drømme om Centralisering af Produktion og Forbrug; det vilde ikke være andet end den nuværende Stat i ny Form, med forøget Autoritet - et sandt Monstrum af Tyranni og Slaveri. Hvad Anarkisterne vil, er lige Frihed for alle. Alles Evner og Tilbøjeligheder er forskellige. Enhver ved bedst selv, hvad han kan gøre, og hvad han ønsker. Love og Regler er Lænker og tvunget Arbejde er aldrig behageligt. I Anarkiststaten vil enhver gøre, hvad der behager ham, og tilfredsstille sine Behov af de fælles Forraad.«

Man skulde synes, at selv de mindst tænkende og erfarne kun skulde kunne se den rene Daarskab i noget saadant, som ikke er andet end Tænders Gnidsel af de haabløse og fortvivlede. Dog er dette den Yder1ighed, som Masserne drives henimod af de Ti1stande, Egoismen har skabt.

SOCIALISMEN ELLER KOLLEKTIVISMEN

har til Formaal at lægge al Industri ind under Staten og sørge for mere ligelig Fordeling af Jor dens og Arbejdets [304] Udbytte i Overensstemmelse med Mottoet: »Enhver i Forhold til hans Gerning.« Dette vilde være ganske ret, hvis man lidt efter lidt kunde bringe det derhen og havde med forstandige, retfærdige, uegennyttige Mennesker at gøre. Meget er for øvrigt gjort i denne Retning. I Byerne er Vandforsyningen, Belysningen, Gadeanlæggene, Skolevæsenet o. s. v. for det meste, Kommunens Anliggender. I enkelte Lande i Europa tilhører Jernbaner, Telegraf, Tobaks- og Spiritushandelen m. m. Staten. Professor Babbitt ved Universitet i New Jersey gør et stort Nummer ud af de billige Jernbane- og Telegraftakster i hine Lande, hvor baade Jernbane- og Telegrafvæsen til Trods for de højere Lønninger til Funktionærerne aarlig giver et pænt Nettooverskud.

Vi indrømmer, at det er saa, men maa fastslaa, at disse billigere Takster i Europa (sammenlignet med Amerikas) ikke har medført det tusindaarige Riges Velsignelser for de fattige der. Det har heller ikke været Hensigten med Statens Overtagelse af Jernbanerne m. m. Staten behøver disse Indtægter til Dækning af sine store Militærudgifter. Socialismen vil dog sikkert komme til at gribe videre og videre om sig. Monarkismen, Kapitalismen og Navnkirken bereder sig til Selvforsvar over for den og undlader ikke at brændemærke Bevægelsen, hvad de har saa meget desto lettere ved, som nogle af dens Talsmænd er alt andet end maadeholdne. Men ingen, som vil bidrage til at fremme Billighed og Retfærdighed, bør lade sig skuffe heraf, naar det gælder at bedømme Bevægelsen selv. Det er Kampen mod denne Bevægelse, som vil fremkalde Anarkiet, der, som Skriften viser, vil opsluge den nuværende Samfundsorden i en Trængsel, hvis Lige aldrig har været, saa længe et Folk har været til. Selv om Socialismen gik af med Sejren, vilde den, saa længe Egoismen hersker, blot blive en midlertidig Lettelse. Den vilde ikke hindre de mere intelligente i at [305] skumme Fløden af Mælken. Snyltedyrene paa Samfundslegemet vilde mangfoldiggøres og blomstre, og der vilde dannes »Ringe« overalt. Hvis Socialismen blev populær, vilde de samme, som nu modstaar den, snart indrette sig i Overensstemmelse med den nye Samfundsorden og søge at komme til Roret for ligesom før at udnytte Samfundet til egen Fordel. Der er for øvrigt i det smaa blevet gjort praktiske Forsøg med socialistiske Samfund. Disse Foretagender har imidlertid ikke kunnet blive af nogen lang Varighed. Den Koloni, som udvandrede australske Arbejdere grundede i Paraguay (Sydamerika), gik det ikke bedre, end at 85 af Kolonisterne efter kort Tids Forløb satte sig op imod Samfundet; og da der i disses Sted var kommet nye fra Australien, blev ogsaa de misfornøjede med Ledelsen. Kolonisterne delte sig saa i tre Partier, og Kolonien yar ved at gaa i Stykker, da det lykkedes dens forhenværende Leder at blive anerkendt som Statholder af Regeringen i Paraguay, som saa stillede en Politistyrke til hans Raadighed, hvorpaa de socialistiske Statuter blev ophævet.

Ved det socialistiske Foretagende, som Minearbejderne i Monthieux ved St. Etienne (Frankrig) startede, var det Heldet, som foraarsagede, at de socialistiske Teorier blev afskaffet. Berlinerbladet »Gewerbe-Zeitung.« beretter dets Historie saaledes:

»I Monthieux var der en Mine, som for et Par Aar siden blev opgivet af det Selskab, der ejede den, hvorpaa Arbejderne blev afskediget. Arbejderne bad imidlertid Selskabet om at overdrage dem Minen, og da Ejerne ikke troede, at Minen kunde betale sig, gik de ind derpaa. Arbejderne havde ingen Maskiner, men de arbejdede ihærdigt, fandt nye Aarer, gjorde næsten overmenneskelige Anstrengelser og fik sparet saa meget sammen, at de kunde købe Maskiner; de forladte Miner blev en Kilde til Rigdom for de nye Ejere, og Udbyttet blev ligelig fordelt blandt dem. Der blev vist hen til Minerne i Monthieux som et Eksempel paa Kollektivismens T'riumf over Anvendelsen af privat Kapitel. Imidlertid udvidede Arbejderne deres Virksomhed og maatte til sidst kalde andre Arbejdere til Hjælp, hvilke ogsaa gjorde [306] deres bedste for at fremme Arbejdet; men de, som med næsten overmenneskelige Anstrengelser havde opdaget den Rigdom, der nu laa under deres Fødder, nægtede at dele lige med de nyankomne. Hvorfor skulde de tillade de nye Kammerater at høste det, som disse ikke havde plantet? De nye skulde nok faa god Betaling, bedre end i andre Miner, men Medejere maatte de ikke blive; og da de nye Arbejdere voldte Uro, lod de 'kapitalistiske' Arbejdere hente Politi og fik dem jaget bort fra deres Raadsforsamling.«

NATIONALISMEN

er en af de senest fremkomne Teorier i Smag med Socialismen. Den gør Fordring paa, at alt Arbejde skal ledes af Nationen, at enhver skal være forpligtet til at arbejde, men til Gengæld faa sit Udkomme garanteret, samt at alle Arbejdere skal gøre lige meget Arbejde og erholde lige stor Løn.

Nationalismen er imidlertid ganske upraktisk. Nogle af de nationalistiske Kolonier, som opofrende Mænd har hjulpet til at grundlægge, bar slaaet fuldstændig fejl, og selv de, som har haft noget Held med sig, har i deres Samkvem med den Verden, der laa uden for deres eget Omraade, maattet fravige de nationalistiske Grundsætninger. Som man kunde vente, har der i dem alle været betydelig indre Uro. Naar Guds Folk, som har »een Herre og een Tro«, finder det vanskeligt at bevare Aandens Enbed i Fredens Baand og maa formanes til at fordrage hverandre i Kærlighed, hvorledes kan man saa vente, at en blandet Hob, der ikke gør Fordring paa at være ledet af en saadan Aand, skal kunne besejre Selviskhedens Aand, Verdens, Kødets og Djævelens Aand?

ARBEJDERNES UDDANNELSE I FLERE HAANDV ÆRK

I »Forum« anbefalde engang Henry Holt som Hjælp mod Arbejdsløsheden, at enhver Arbejder blev uddannet i et Dusin Haandværk. Dette vilde dog lidet hjælpe; det vilde kun forøge Konkurrencen inden for alle Haandværk. Alle arbejdsløse Skomagere eller Vævere [307] vilde kunne konkurrere med de arbejdende Malere eller Murere o. s. v. Imidlertid bemærker den samme Forfatter ganske rigtigt, at den naturlige Udvælgelses Lov spiller en stor og vigtig Rolle i de nærværende sociale Tilstande. Naturen og dens Love kan ingen forandre; og at bringe Menneskeslægten til Overensstemmelse med disse Love staar ikke i menneskelig Magt; dertil kræves overnaturlig Magt. Intet mindre end en saadan Overensstemmelse kan skabe det fulkomne, ideelle Samfund. Naar vi lærer at indse dette, vil det befri os for Utilfredshed og lede os til Gudsfrygt med Nøjsomhed, medens vi venter paa Oprettelsen af Guds Rige paa Jorden og beder om dets Komme.

ENKELTSKA

Ter et Lægemiddel, som Mr. Henry George har foreslaaet. Idet han gaar ud fra den Anskuelse, at alene privat Besiddelse af Jord er Skyld i det trykkende og fornedrende i Midlernes nærværende ulige Fordeling, forlanger han, at Jorden atter som et Hele skal tilbagegives Menneskeheden. Enhver vilde da deraf erholde en Del som Len, og enhver maatte deraf udrede en Skat, som svarede til hans Andel. En ubebygget Tomt vilde blive behandlet som en bebygget, og en udyrket Mark som en dyrket. Udbyttet af denne Skat skulde anvendes til Skoler og Samfærdselsmidler og til Bestridelse af  Omkostningerne ved Forvaltningen.

Virkningen af en saadan Beskatning vilde være, at store Landstrækninger vilde blive taget i Brug. som uu ligger brak i Spekulationens Interesse. Denne Skat vilde være retfærdig, saafremt Jordens Værdi blev bestemt i Forhold til dens Produktionsevne og de for Haanden værende Samfærdselsmidler, der behøves for at faa Produkterne solgt. Kvæg, Husgeraad, For­tjeneste o. s. v. vilde blive skattefri. Den nu ubenyttede Jord vilde paa disse Betingelser finde Forpagtere, som var beredte til at gøre noget ud af den, og som [308] dermed vilde være forsørget. Henry George har i sit Svar paa Pave Leo XIII's Bulle angaaende Arbejderspørgsmaalet indflettet dette Forslag.

Forslaget er sikkert retfærdigt og ædelmodigt, og vi skulde gerne ønske at se det virkeliggjort, om vi end selv ikke vilde have nogen som helst Fordel deraf. Dets Gennemførelse vilde utvivlsomt have en midlertidig Lettelse til Følge, og Overgangen vilde lettes ved, at der ifølge Henry George skulde hengaa 10 Aar mellem Kundgørelsen af Loven og dens Ikrafttræden. Denne Ordning vilde nemt lade sig forene med de mere moderate Former af Socialismen og vilde gøre dem mere varige, fordi Fordelingen af Jorden som Erhvervskilde vilde beskytte alle sunde, flittige Mennesker mod Sult; thi i Mangel af anden Fortjeneste vilde de altid kunne dyrke tilstrækkeligt til at ernære sig. Alligevel vilde dette System ikke kunne blive det Universalmiddel, som kunde afhjælpe alle Onder. Den sukkende Skabning vilde vedblive at sukke, indtil Retfærdighed og Sandhed var blevet oprettet paa Jorden og alle Hjerter var blevet bragt til Overensstemmelse dermed; thi Egoismen vilde ogsaa under en saadan Ordning forstaa at afskumme Fløden og overlade den skummede Mælk - kun det allernødvendigste - til andre. Egoismen ved altid, hvorledes den, naar noget bliver den afvundet, skal vinde det tilbage ad andre Veje. Kun »nye Hjerter« kan hjælpe Menneskeheden, og ikke engang Georgeismen kan tilvejebringe saadanne. En eller anden Kapitalistgruppe kunde vægre sig ved at købe Forpagternes Produkter til andre Priser end dem, de selv bestemte, og paa samme Tid forhøje Priserne paa de Artikler, som var uundværlige for Landmændene. Dernæst vilde den hurtige Forøgelse af opdyrket Jord have en umaadelig Forøgelse af Landbrugsprodukter til Følge. Landmændene vilde nok faa tilstrækkelig Føde selv; men den store Overflod paa deres Produkter vilde snart [309] presse Priserne saaledes ned, at det ikke vilde lønne sig for mange at føre dem til Torvs. Da vilde de Skarer, som var strømmet fra Byerne, atter søge ind til disse i Haab om der at kunne fortjene det nødvendige til Indkøb af Klæder og Føde. Saaledes vilde Arbejdsmarkedet atter blive overfyldt. - Nej, intet andet kan hjælpe Menneskeheden end Oprettelsen af Guds Rige.

FORSKELLIGE FORHAABNINGER OG BEKYMRINGER

Efter at vi i det foregaaende har givet en kortfattet Oversigt over de forskellige Forslag, af hvilke intet kan føre til Maalet, vil vi kaste et Blik paa nogle Forslag af en anden Art, som enkelte oprigtige, men upraktiske Mennesker er fremkommet med, og som gaar ud paa, at Kirkesamfundene, dersom de blev oplyst om Stillingen, vilde kunne forhindre den truende Krise ved ligesom at revolutionere Samfundet og genoprette det paa en bedre Grundvold. De vilde, siger disse velmenende, dersom de blev opvakt, kunne erobre Verden for Kristus og selv oprette et Guds Rige paa Jorden, i hvilket Kærlighed til og Troskab mod Gud og Næsten skulde være Lov. Nogle paastaar endog­saa, at denne Genopliven af Kristi Aand i Kirkesamfundene vilde blive Herrens andet Komme.

Men dette er bedrageriske Forhaabninger. De peger paa de 300 Millioner Kristne og siger: »Hvilken Magt!« Vi siger: »Hvilken Svaghed!« Ja, dersom disse 300 Millioner var hellige, fyldte af Kærlighed, vilde de kunne udrette noget. Men nu er Klinten og Avnerne det fremherskende. Hvedeklassen er ikke talrig. Den store Hyrde erklærede selv, at hans Hjord var lille og i Lighed med sin Mester uden Anseelse og Indflydelse. Den tæller kun faa vise efter Kødet, kun faa mægtige og fornemme. (1 Korinthier 1: 26) »Hør dog, mine elskede Brødre! Har ikke Gud udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, [310] som han har forjættet dem, der elsker ham?« - Jakob 2: 5.

Nej, nej; Kristi Aand i hans lille Hjord er ikke tilstrækkelig til at give dem Riget. Der har altid inden for Kirken været nogle, som har ejet denne Aand. Saaledes er Herrens Løfte om at være med sine indtil Tidsalderens Ende blevet opfyldt. Men han lovede ogsaa, at ligesom han (personlig) gik bort i Slutningen af den jødiske Tidsalder, saaledes skulde han (personlig) komme igen ved den nuværende Tidsalders Ende. Han har forsikret os, at under hans Fraværelse skulde alle, som vilde være ham tro, lide Forfølgelse, at hans Medarvinger til Riget skulde »lide Vold«, indtil han kom tilbage og tog dem til sig. Da vilde han belønne deres Trofasthed i Lidelsen med Hæder, Ære og Udødelighed og give dem en Andel i sit Rige og i sin Magt til at velsigne Verden med en retfærdig Styrelse og med Kundskab om Sandheden. Efter dette sukker ikke alene Skabningen, men ogsaa vi, som har Aandens Førstegrøde (Romerne 8: 23), idet vi venter paa Faderens Tid og Maade for Rigets Oprettelse. Skriften viser os, at Tiden for disse Velsignelser nu er for Haanden, og at de vil begynde med, at Verden bliver revset med en frygtelig Trængsel, som de hellige, den lille Hjord, vil undslippe den værste Del af ved at blive forvandlet og ophøjet til Medregenter i Riget.

Men for at ikke nogen skulde kunne sige, at dersom den »kristne« Kirke havde haft Penge og Dannelse, vilde den have formaaet at erobre Verden, saa har Gud givet Kirken disse Fordele. De har imidler­tid blot fremmet Hovmodet og Frafaldet inden for Kirkerne. »Mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?«

DET ENESTE HAAB - DET SALIGE HAAB

»Vi forventer det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse.« »Det Haab, [311] som ligger foran os, hvilket vi har som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhrænget.« »Derfor, bind op om eders Sinds Lænder, vær ædrue og sæt fuldt ud eders Haab til den Naade, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Aabenbarelse!« - Titus 2 :13; Hebræerne 6:19; 1 Peter 1: 13.

I de foregaaende Betragtninger over det indviklede Spørgsmaal om TiIbud og Efterspørgsel, som skiller Samfundet i to Klasser, de rige og de fattige, har vi bestræbt os for ikke at fremkomme med nogen haard Kritik til nogen af Siderne, idet vi tror, at de nærværende Forhold er et Resultat af Egoismen, som igen er en Følge af Adams Fald, og som behersker det store Flertal saavel af rige som af fattige. Denne Egoisme afskyes af nogle faa (hovedsagelig fattige), som har fundet Kristus og staar under hans Ledelse, og som gerne vilde opgive al Egoisme, men ikke kan det. Saa længe Menneskene er saaledes som nu, vilde selv en Lov, som skulde forhindre Konkurrencen og dermed Egoismen i at gøre sig gældende, ikke blive til nogen Velsignelse. Under saadanne Indskrænkninger vilde Menneskene blive ligegyldige og uforetagsomme, og Barbariet vilde snart træde i Kulturens Sted.

Det eneste Haab for Verden er Jesu Kristi Rige, det tusindaarige Rige. Dette er det Lægemiddel, som Gud for længe siden har lovet til bestemt Tid, og denne Tid er nu nær, ja, den staar lige for Døren. Endnu engang vil Menneskets yderste Forlegenhed blive Guds Lejlighed. Efter at al menneskelig Intelligens og Dygtighed er blevet udtømt i en resultatløs Søgen efter Lægemidler, vil alle Folkenes Længsel efter Befrielse blive opfyldt. Det synes at være Guds Metode at gøre Erfaringen til Menneskeslægtens Læremester. Saaledes lærte Herren Jøderne direkte (og alle Mennesker indirekte) gennem deres Lovpagt, at ved Lovens Gerninger kau intet (faldent) Kød blive [312] retfærdiggjort for Gud. Jesus henviste sine Disciple til den nye Naadepagt i Kristus.

Trængselstiden, »Hævnens Dag«, hvormed denne Tidsalder vil slutte og Tusindaarsriget begynde, vil ikke alene være en retfærdig Gengældelse for misbrugte Privilegier, men den vil ogsaa tjene til at ydmyge Menneskenes Stolthed og gøre dem »fattige i Aanden«, beredte til de store Velsignelser, som Gud vil udgyde over alt Kød. Saaledes saarer han for at læge.

Men en eller anden, som ikke forstaar Guds Plan, kunde maaske spørge: Hvorledes kan Guds Rige blive oprettet, naar alle disse menneskelige Metoder slaar fejl? Hvis Guds Plan er beskrevet i hans Ord, hvorfor kan Menneskene da ikke straks bringe den til Udførelse og saaledes undgaa Trængselen?

Vi svarer: Guds Rige vil ikke blive oprettet ved Folkeafstemning eller Regeringsbeslutninger. I rette Tid vil han, »hvis Ret det er«, han, som købte det med sit eget dyrebare Blod, tage Riget i Besiddelse. Han vil »tage sine store Magt og regere«. Der vil blive anvendt Magt: »Med en Jernstav skal han vogte dem [Nationerne], ligesom Lerkar sønderknuses.« (Aabenbaringen 2:27) Han siger: »Jeg samler Hedningefolk, sanker Riger sammen, udøser min Harme over dem, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkærheds Ild skal hele Jorden blive fortæret. Thi da [efter at de er ydmyget og rede til at give Agt paa hans Raad] vil jeg give Folkene andre, rene Læber, for at de alle sammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrægtig.« - Zefanias 3 : 8, 9.

Ikke alene vil Riget blive oprettet med Magt, som en Kraft, Mennesket ikke kan modstaa, men det vil vedblive at være uimodstaaeligt igennem hele Tusindaarstidsalderen. Regeringen oprettes med den særlige Hensigt for Øje at besejre Retfærdighedens Fjender. »Han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjenderne under sine Fødder.« »Hans Fjender skal slikke [313] Støvet:« »Hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] den Profet [den herliggjorte Kristus - Moses's Modbillede], skal udryddes af Folket« - i den anden Død.

Satan vil blive bundet. Hans Magt til at bedrage og vildlede vil blive tilbageholdt, saa at det onde ikke længere skal synes Menneskene godt og det gode ondt, Sandhed synes Løgn og Løgn Sandhed. - Aabenbaringen 20:2.

Men som vi før har vist, vil det ikke alene blive en Magtens Regering; Side om Side med Magten vil der findes Naade og Fred for alle Jordens Beboere, som, naar Herrens Domme kommer til Jorden, vil lære Retfærdighed. (Esajas 6:9) De af Synden forblindede Øjne skal blive seende. Verden skal se Retfærdighed og Uretfærdighed i et ganske andet Lys end nu – I »syvfold« klarere Lys. (Esajas 30:26; 29:18-20) De nuværende ydre Fristelser vil for en stor Del forsvinde; det onde vil ikke blive tilladt, men en sikker Straf vil træffe Overtræderen, en Straf, som tilmaales med ab­solut Retfærdighed af de ophøjede og dertil skikkede Dommere, som vil have Medlidenhed med de svage. - ­1 Korinthier 6: 2; Psalme 96:13; Apostlenes Gerninger 17:31.

Disse Dommere skal ikke dømme efter, hvad deres Øjne ser, og hvad deres Øren hører, men skal skifte Ret med Retfærdighed. (Esajas 11:3) De skal ikke begaa nogen Fejltagelse; ingen ond Gerning vil undgaa sin retfærdige Gengældelse. Selv Forsøg paa at begaa Forbrydelser maa hurtigt ophøre under saadanne Forhold. Hvert Knæ skal bøje sig (for den herskende Magt), og hver Tunge skal bekende (det retfærdige i de Foranstaltninger, der træffes). (Filippenserne 2:10,11) Saa vil - sandsynligvis først lidt efter lidt hos mange - den nye Tingenes Orden begynde at tiltale Menneskenes Hjerter, og hvad der fra først af var tvungen Lydighed, vil blive Lydighed paa Grund af Kærlighed og Værdsættelse af Retfærdigheden. Til sidst vil [314] alle, som kun adlyder paa Grund af Tvang, blive tilintetgjort i den anden Død. - Apostlenes Gerninger 3:23; Aabenbaringen 20 :7-9.

Kærlighedens Regering og Lov vil paa denne Maade blive fremtvunget, ikke i Kraft af, men til Trods for Flertallets Ønske. Den vil vende Menneskeheden bort fra dens republikanske Ideer og for et Tidsrum af tusinde Aar stille Menneskeslægten under en autokratisk Regering. En saadan vilde være frygtelig, naar den lededes af en Regent, der enten var lastefuld eller udygtig; men Gud har lovet, at den nye Tidsalders Diktator vil blive Fredsfyrsten, vor Herre Jesus Kristus, paa hvis Hjerte Menneskeslægtens Velfærd laa saa tungt, at han hengav sit Liv for derved at genløse den fra Døden, for at han kunde faa Magt til at løfte alle dem, som vil modtage hans Naade i Lydighed mod den nye Pagt, ud af Syndens Fordærvelse, genoprette dem til Fuldkommenheden og gøre dem velbehagelige for Gud.

I Begyndelsen af Tusindaarsriget vil det blive klart for alle, at denne Plan, som Gud har valgt, er den eneste, ved hvilken den syndbetyngede og selviske Verden kan blive frelst. Ja, allerede nu indser mange, at det, som Verden særlig behøver, er en stærk og retfærdig Regering, at de eneste Mennesker, man sikkert kan betro absolut Frihed, er dem, som er blevet omvendt i Sandhed, som har faaet en ny Vilje, et nyt Hjerte, Kristi Aand.

DEN RETTE STILLING FOR GUDS FOLK

Nogen kunde spørge: Hvad skal vi, som ser disse Ting i deres sande Lys, gøre nu? Dersom vi har ledig Jord, skal vi saa give den bort eller forlade den? Nej, det vilde ikke tjene til noget godt, saafremt du da ikke gav den til en eller anden fattig Nabo, der virkelig behøvede den; og skulde det saa gaa galt for ham, [315] vilde han uden Tvivl beskylde dig for at være Aar­sagen til hans Uheld.

Dersom vi er Landbrugere, Købmænd eller Fabri­kanter, skal vi saa forsøge at gøre Forretninger paa det Grundlag, som vil være gældende i de tusinde Aar? Nej, det vilde kun medføre vor finansielle Ruin, skade vore Kreditorer og dem, der er afhængige af os.

Vi er af den Mening, at alt det, der nu kan gøres, er, at vi lader vor Sagtmodighed (vort Maadehold) blive kendt af alle Mennesker, at vi ikke undertrykker  nogen, men betaler god Løn eller ogsaa Andel i Overskuddet til vore eventuelle Arbejdere. Hvis man ikke kan dette, er det bedre ikke at antage nogen i sin Tjeneste. Undgaa enhver Form af Uærlighed, beflit dig paa det gode for alle Menneskers Aasyn! Giv et Eksempel paa Gudsfrygt med Nøjsomhed, og søg altid at afvende ved Ord saavel som ved Eksempel ikke blot Vold, men ogsaa Utilfredshed! Søg at lede de trætte og bebyrdede til Kristus og hans Naades Ord - gennem Tro og fuld Indvielse! Og skulde du ved Guds Godhed være blevet sat til Husholder over en større eller mindre Rigdom, saa gør den ikke til din Gud! Søg ikke først og fremmest at samle det mest mulige til dine Arvinger; men brug hellere din Rigdom i Guds Tjeneste og under hans Ledelse, idet du husker paa, at den ikke er din, for at du skal beholde den eller bruge den for dig selv, men at den tilhører Gud og er blevet betroet til din Forvaltning for at bruges i glad Offervillighed til vor himmelske Konges Ære!

Som en Anvisning paa den praktiske Anvendelse af disse Bemærkninger, naar det gælder det daglige Livs Anliggender, gengiver vi følgende Brev, som blev sendt os fra en Læser af vor Halvmaanedsblad, »The Watch Tower«, og vort Svar derpaa.

I VERDEN, MEN IKKE AF VERDEN

»Kære Broder! - Ved vort Møde i Søndags talte vi om Rom. 12:1 og kom derved ind paa Spørgsmaalet om, hvorledes [316] en, der er indviet til Herren, bør anvende sin Tid. Jeg har en Kolonialforretning og maa, som Handelsforholdene i Almindelighed er nu, mesten uafbrudt vaage over den. Er det nu ret af mig som en af de indviede at gøre saadanne Anstrengelser for at skaffe mig nye Kunder og bibeholde de gamle? Hver Uge udsender jeg Prislister og tilbyder ofte Varerne til Underpris som Lokkemad. Jeg lader »Gaver« følge med nogle Varer, ikke fordi jeg synes om denne Handlemaade, men fordi alle mine Konkurrenter gør det samme, og fordi jeg, da jeg ikke er rig, maa opretholde min Forretning og sikre mig mit Levebrød. Jeg maa gøre dette, skønt det skader de svagere blandt mine Konkurrenter. Jeg ved, at der blandt disse findes Enker, som forsøger paa at skaffe sig et ærligt Udkomme ved at sælge Varer; men jeg er nødt til at lægge Baand paa alle mine bedre Følelser og tage Konkurrencen op, hvem det saa end skader. Dette er en sørgelig Tilstaaelse fra en, som haaber paa at være med Herren i det Arbejde at løfte Menneskeslægten ud af Selviskhedens Kløft, hvorfra den skal frelses i den nær forestaaende Tidsalder. Det er ikke min Hensigt at faa Dem til at retfærdiggøre min Handlemaade i denne Sag; men jeg ønsker at høre Deres Mening med Hensyn til, hvorledes et Guds Barn skal forholde sig til Forretningslivet i den nærværende Tid, hvor det gaar saaledes til, at den storre Fisk spiser den mindre.

Deres i Kristus ____________.«

Svar: »De Forhold, som De omtaler, er fælles for næsten alle Slags Forretninger og gør sig med tiltagende Styrke gældende over hele den civiliserede Verden. Det er en Del af vor Tids almindelige »Trængsel«. Forøgelsen af Maskinkraft og Forøgelsen af Befolkningen bidrager begge til at reducere Lønningerne og gør stadig Beskæftigelserne mere usikre. Flere og flere Mennesker søger ind i Forretningslivet. Konkurrence og knap Fortjeneste, som er til Fordel for de fattige, sætter Prisen ned og dræber de smaa Forretninger. Følgelig maa smaa Forretninger og Fabrikker vige Pladsen for større, som kan betjene deres Kunder bedre og billigere. Et stort Lager af friske Varer til lave Priser og med bedre Betjening er langt fordelagtigere for Publikum end den gamle Tids smaa Forretninger med deres gamle Varer, høje Priser og ligegyldige Betjening. Skønt maaske nogle fattige Enker og andre for en Tid maa lide paa Grund af mental, fysisk eller finansiel Svaghed, som gør, at de ikke kan følge med i de nye Forhold, vil ogsaa disse, dersom de ser mere stort paa Sagen, kunne glæde sig over det, der tjener til det almene Bedste, selv om det skulde være til deres egen Skade. De kan glæde sig med [317] dem, som bliver gavnet, og taalmodigt vente paa det kommende Rige, som vil gøre Guds Velsignelser mere almindelige end nu. Men kun de, som har den »nye Natur« og dens Kærlighed, kan forventes at se saa uselvisk paa Tingene. Den nærværende Konkurrence paa Handelens Omraade er ikke udelukkende et Onde; den udgør ogsaa en stor Lektie for Verden, bestemt til at forberede den til Tusindaarsriget, hvor Verdens Forretninger ikke vil blive drevet til Fordel for den enkelte, men for Samfundet.

Imidlertid biver den selviske Konkurrences Tryk bestandig mere og mere knugende for dem, som lader sig lede af gode og ædle Impulser, enten de er Kristne eller ej. Det glæder os at se, at De er en af disse, og at De er utilfreds med den nuværende Tilstand. Vort Raad er, at de spejder efter en anden Forretningsbranche, der er mindre udsat for Konkurrence. Men dersom De ikke kan gøre en Forandring, raader vi Dem tit i Deres nuværende Stilling, saa vidt det lader sig gøre, at forene Deres egne, Deres Konkurrenters og Deres Kunders Interesser. Dersom Deres Forretning ikke alene bærer sig, men ogsaa giver en rimelig Fortjeneste, saa bestræb Dem for at holde den paa samme Højde; men driv den ikke frem under Forsøget paa at blive rig; thi »de, som VIL være rige, falder i Fristelse og Snare«. (1 Timotheus 6:9) Vi bør undgaa al uærlig Konkurrence og enhver lav Handlemaade over for vore Konkurrenter. Vi maa ikke paa nogen som helst Maade tale nedsættende om deres Varer over for Kunderne. Man maa for enhver Prislade Retfærdigheden og Ærligheden raade; læg saa dertil alt det »Maadehold« til Gunst for Deres Konkurrent, som Kærligheden maa diktere Dem og Omstændighederne tillade!

Vi glemmer ikke Budet: »Du skal ikke følge Mængden i det onde« (2 Mosebog 23:2), og tilraader heller ikke det ringeste Kompromis med Uretfærdigheden. Vi antager, at Deres Spørgsmaal ikke drejer sig om, hvorvidt De maa handle uretfærdigt, men om, hvorvidt Kærligheden vil tillade Dem at gøre alt det, som Retfærdigheden ikke har noget at indvende imod, og som Skik og Brug sanktionerer. Det verdslige Hjerte gør sig ingen Skrupler om saadanne »Ubetydeligheder«; det er Deres »nye Natur«, hvis Lov er Kærlighed, som foretrækker at se Deres Konkurrenter have Fremgang, og som længes efter at gøre godt imod alle Mennesker, eftersom LejIighed gives, særlig mod Troens egne. Lad denne »nye Natur« bliver udviklet I Dem ved at adlyde dens Kærlighedslov paa enhver MULIG Maade. »Dersom det er muligt - saavidt det staar til eder - da hold Fred med alle Mennesker« - ved at handle ædelmodigt og i Overensstemmelse med Kærligheden. Den, [318] som er gennemsyret af Kærlighedens Aand, tænker ikke paa noget ondt imod sin Konkurrent, søger ikke blot sit eget Velfærd og glæder sig ikke over en Konkurrents Ruin.

Vanskeligheden ligger deri, at hele Verden lader sig lede af Selviskhedens nedværdigende Principper, som er ganske modsat Kærlighedens. Nogle staar paa et højere Trin, og andre paa et lavere; nogle holder deres Selviskhed inden for RETFÆRDlGHEDENS Grænser, andre synker ned til Uretfærdighed og Uærlighed; og Tendensen er altid nedadgaaende. Den »nye Skabning« maa aldrig gaa under Grænsen for Retfærdighed og Ærlighed og maa søge saa meget som muligt at hæve sig over denne højeste verdslige Maalestok op imod fuldkommen Kærlighed. Det er Fejlen ved det nuværende Konkurrencesystem, at Købers og Sælgers Interesser stadig gaar imod hinanden. Dette kan ingen anden Magt forandre end det af Gud lovede Tusindaarsrige, som vil vide at skaffe Kærlighedsbudet Respekt og frigøre alle dem fra de selviske Lyster og Lænker, som, naar de ser og kender den bedre Vej, vil modtage den Hjælp, der da skal rækkes dem.«

Efter at vi i det foregaaende har set, at enten maa det store Flertal af Menneskene under den nærværende Samfundsordning synke ned i slavisk Afhængighed af Rigdommen og den overlegne Intelligens, eller Anarkiet gøre en Ende paa disse Samfundstilstande, efter at vi af Bibelens Profetier har set, at det sidste vil blive Tilfældet, og at dette vil blive en frygtelig Gengældelse over alle, en anskuelig, virkningsfuld Belæring om det taabelige i Selviskheden og det guddom­melig vise i Kærligheden, vil vi i næste Kapitel betragte de Skriftsteder, som omhandler »Babylons« -  »Kristenhedens« - Fald i den store Trængsel, hvormed den nærværende Tidsalder maa afsluttes. Vi har set, hvorledes Navnkristenheden har undladt at antage Aanden i Kristi Lære; vi har set, hvorledes den Frihed, som er en Følge af den forøgede Oplysning, er befængt med Onskabens og Selviskhedens Aand; og vi ser fra de nærværende Varsler, hvorledes den forfærdelige Katastrofe nærmer sig.