STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 ELLEVTE KAPITEL

SLAGET VED HARMAGEDON

Den kommende Trængsel skildres paa forskellig Maade af Profeterne. – forbilledligt fremstillet i Israels Fald Aar 70-73 e.K. og id den franske Revolution. – Dens almindelige Karakter og Rækkevidde. – Herrens store Hær. – ”De værste af Hedningerne.” --- En trængselstid for Jakob. – Israels Udfrielse. – Gogs og Magogs Nederlag.

[321]

»Thi se, med den Stad, som er kaldet med mit Navn [»Kristenheden«, »Babylon«!, begynder jeg at handle ilde; .... thi Sværd kalder jeg over alle dem, som bor paa Jorden, siger Herren, Hærskarernes Gud. ..., Herren skal brøle fra det høje og lade sin Røst høre fra sin hellige Bolig; ja, brøle skal han over sin Græsgang [Navnkristenhedenl, et Skrig som deres, der træder Vinpersen, skal han opløfte over alle dem, som bor paa Jorden.

Der kommer Bulder indtil Jordens Ende; THI HERREN HAR TRÆTTE MED FOLKENE, HAN GAAR I RETTE MED ALT KØD; de ugudelige hengiver han til Sværdet, siger Herren.

Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Se, Ulykke gaar ud fra Folk til Folk, og en svar Storm rejser sig fra Jordens yderste Egne. Og de, som er ihjelslagne af Herren, skal paa den Dag ligge fra Jordens ene Ende til den anden; de skal ikke begrædes og ikke samles og ikke begraves; til Møg oven paa Jorden skal de vorde.« - Jeremias 25: 29-33.

SAA indviklet og særegen viI Kampen paa denne Hævnens Dag blive, at intet enkelt Sindbillede kunde beskrive den. Derfor er der ogsaa i Bibelen brugt mange kraftige Sindbilleder, saasom Slag, Jordskælv, Ild, Storm, Uvejr, Stormflod, til at betegne den med.

Det er »Slaget paa Guds, den Almægtiges, store Dag«, da han skal samle Nationerne og Rigerne for at udgyde sin Harme, sin brændende Vrede, over dem; thi Herren, Hærskarernes Gud, mønstrer Krigshær. -  ­Aabenbaringen 16: 14; Zefanias 3:8;  Esajas 13:4. [322]

Det er »et stort Jordskælv, som der ikke har været fra den Tid, Menneskene blev til paa Jorden«; ja, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen skal rystes. -  ­Aabenbaringen 16:18; Hebræerne 12:26.

Det er Guds Nidkærheds Ild, som skal fortære hele Jorden. Baade de nuværende Himle (Kristenhedens kirkelige Magter) og Jorden (Samfundsorganisationen under Kirkens og Satans Indflydelse) er bevaret til Ilden paa denne Domsdag. Da »skal Himle forgaa med stort Bulder, og Elementerne [det nuværende Kirkevæsen] skal komme i Brand og opløses, og Jorden [Samfundet] og alt, hvad der er paa den, skal op­brændes.  . . . .Himlene skal antændes og opløses.« »Da skal alle hovmodige og hver den, som øver Ugudelighed, være Halm, og Dagen, som kommer, skal sætte dem I Brand, . . . . saa den ikke levner dem Rod eller Gren.«  ­Zefanias 3: 8; 2 Peter 3:10, 12; Malakias 4:1.

»Herrens Vej er i Hvirvelvind og i Storm.« »Hvo holder Stand for hans Fortørnelse, og hvo staar for hans brændende Vrede?« - Nahum 1:3, 6, 7.

»Se, det kommer mægtigt og stærkt fra Herren lig en Haglbyge, en ødelæggende Storm; som en Flom af mægtige, overstrømmende Vande slaar han den til Jorden med Magt.« »Han truer Havet og udtørrer det, og alle Floderne gør han tørre. . . . Bjerge skælver for ham, og Høje smelter, og Jorden [den nuværende Tingenes Orden] hæver sig for hans Aasyn og Jorderiget og alle, som bor derpaa. . . .Men med overskyllende Vandflom skal han gøre Ende paa dets Sted, og hans Fjender skal Mørke forfølge.« - Esajas 28:2 (eng. Overs.); Nahum 1: 4, 5, 8.

At det ikke vil blive bogstavelige Stormfloder og bogstavelig Ild, som skal ødelægge vor Planet, Jorden, og dens Befolkning, fremgaar tydeligt af det Løfte, at den nuværende Tingenes Orden vil blive efterfulgt af en ny - »en ny Himmel [en ny aandelig Styrelse, [323] Guds herliggjorte Menighed] og en ny Jord [et nyt menneskeligt Samfund, organiseret under Guds Rige paa Kærlighedens og ikke paa Selviskhedens Grundvold].« Gud siger gennem Profeten, idet han hentyder til den nye Tingenes Orden, efter at Guds Hævns Ild har opbrændt de nuværende onde Ting: - »Da vil jeg give Folkene andre, rene Læber [et rent Sprog, Sandheden], for at de alle sammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrægtig.« - Zefanias 3: 9.

TO MÆRKELIGE FORBILLEDER PAA DEN OVERHÆNGENDE KATASTROFE

Man maa dog ikke paa Grund af den Omstændighed, at disse Skildringer skal forstaas billedligt, slutte, at der i Virkeligheden udelukkende tænkes paa en Ordkrig, en Skælven af Frygt eller menneskelige Lidenskabers Storme. Alt dette vil rigtignok udgøre en Del af Striden, især i Begyndelsen; men Profetierne giver tydeligt til Kende, at der til sidst vil blive en overmaade blodig Kamp. Vi har allerede*) betragtet den forbilledlige Karakter af den Trængsel, som kom over Israel efter Kødet i Slutningen af den jødiske Tidsalder; og nu, da vi er kommet til den parallelle Tidsperiode - Evangelietidens Høst, ser vi alle Tegnene paa en lignende, skønt meget større, Trængsel over »Kristenheden«, det modbilledlige Israel. Medens de Domme, der overgik Judæa og Jerusalem, var frygtelige, var de dog ringe i Sammenligning med den verdensomfattende Trængsel, som nu hurtigt nærmer sig.

*) Kap. 3, og Bind II, Kap. 7.

Den romerske Hær og den regulære Krig foraarsagede kun en lille Del af den jødiske Trængsel, hvis Rædsler Verdenshistorien skildrer som saa frygtelige, at kun den franske Revolutions Rædsler kan sammenlignes [324] dermed. Den største Trængsel fremkom paa Grund af indre Opløsning, Omstyrtelse af Lov og Orden - Anarki. Selviskheden fik fuldstændig Overmagt og slap hvert Menneske løs imod sin Næste -  ­ganske som det er forudsagt om den store Trængsel, der skal komme over Kristenheden (midt under hvilken det store aandelige Tempel, Guds udvalgte Menighed, vil blive fuldendt og herliggjort). »Før de Dage var der ingen Løn for Menneskene og ingen Løn for Dyrene; og for den, som drog ud, og for den, som drog ind, var der ingen Fred for Fjenden, og jeg slap alle Mennesker løs, det ene mod det andet.« - Sakarias 8: 9-11.

Der behøves ingen Beviser for, at en saadan Trængsel vilde være mulig eller sandsynlig i vore Dage. Den, som betvivler det, behøver kun at tænke paa den store Revolution, som for et Aarhundrede siden bragte Frankrig til Randen af social Ruin og blev en Trusel for hele Verdensfreden.

Nogle har den fejlagtige Tanke, at Verden er vokset bort fra tidligere Tiders Grusomhed og Barbari. De hviler i en indbildt Sikkerhed og antager, at saadanne Ulykker, som tidligere hjemsøgte Verden, ikke mere kan indtræffe. Men Sandheden er, at vort nittende Aarhundredes Forfinelse kun er en meget tynd Fernis, som let kan fjernes. Enhver, som med aabne Øjne betragter den nyere Tids historiske Kendsgerninger og forstaar at bedømme Menneskehedens febrilske Puls i den nærværende Tid, vil ikke være i Tvivl om, at en Gentagelse af Fortidens Rædsler fuldt ud er mulig. Saa meget vissere er dette, som det sikre profetiske Ord forudsiger en Trængsel, hvis Lige aldrig har været.

I Aabenbaringens sindbilledlige Sprog er den franske Revolution fremstillet som »et stort Jordskælv«.. Den var en Samfundsrystelse saa stor, at hele »Kristenheden« skælvede, indtil den var forbi. Hint frygtelige [325] og pludselige Vredesudbrud fra en eneste Nation for kun et Aarhundrede siden kan give as nogen Idé om den rasende Storm, som forestaar, naar alle de vrede Nationers Harme sønderbryder Lovens og Ordenens Baand og foraarsager et verdensomfattende Anarki. Vi maa ogsaa huske paa, at hin Revolution foregik i, hvad der dengang var selve Kristenhedens Hjerte – i den Nation, som man ansaa for den mest kristelige i Verden, og som i tusinde Aar havde været Pavedømmets sikreste Stotte. Et Folk, der var beruset af Babylons falske Lærdomsvin i Kirke og Stat, og som længe havde været bundet af Præstelist og Overtro, udspyede der Uhumskhederne og gav sit afsindige Raseri frit Løb. Herren synes i sin Aabenbaring til Johannes paa Patmos at hentyde til den franske Revolution som et Forspil til og Billede paa den store Krise, som nu nærmer sig. - Aabenbaringen 16 : 18.

Det maa ogsaa bemærkes, at de samme Aarsager, som fremkaldte hin Revolution, nu atter er til Stede, skønt i en langt større Grad. Følgen vil blive en verdensomfattende Omvæltning. Aarsagerne til den franske Revolution er blevet opregnet af Historieskriveren som følger: *)

*) »Campaigns of Napoleon«, S. 12.

»Den umiddelbare og mest virkningsfulde Aarsag til den franske Revolution var Folkets Nød og Regeringens Pengeforlegenhed, foraarsaget ved de enorme Krigsudgifter, som Fankrig havde haft paa Grund af den Støtte, det ydede de amerikanske Kolonier i deres Frihedskamp. Hoffets Ryggesløshed og Gejstlighedens indbyrdes Uenighed, den almindelige Oplysnings Fremskridt, de revolutionære Princippers Udbredelse, forsaarsaget ved den amerikanske Frihedskrig og den Undertrykkelse, Folket saa længe havde levet i, bidrog alt sammen til denne Virkning. . . . . Fortvivlet paa Grund af Undertrykkelsen, ophidset ved et hoverende Tyrannis stadige Regimente, ved den Uret, der blev begaaet, og ledet til at forstaa sine Rettigheder vaagnede det franske Folk op til almindelig Beklagelse og Utilfredshed. Raabet om Frihed genlød fra Hovedstaden til Grænserne, [326] fra Alperne til Pyrenæerne, fra Middelhavet til Atlanterhavets Kyster. Ligesom alle pludselige og heftige Omvæltninger i fordærvede Stater ledsagedes ogsaa denne af Rædsler og Grusomheder, i Sammenligning med hvilke det gamle Despotis Forbrydelser og Usselhed blegnede.«

En anden Historieskriver, Prof. Fisher ved Yale­Universitetet, siger:

»Den første Aarsag til Revolutionen i Frankrig var Underklassens Had til de privilegerede - Kongen, Adelsmændene og Gejstligheden - paa Grund af disses Uduelighed og de Byrder, som Lov og Sædvane paalagde de lavere Klasser.

Næsten 2/3 af Landet var i Hænderne paa Adelen og Gejstligheden. En stor Del deraf blev slet opdyrket af dets ligegyldige Ejere. Adelen foretrak Paris's Forlystelser fremfor at bo paa sine Godser, medens de smaa Jordejere paa deres Ejendomme ikke kunde dyrke tilstrækkeligt til deres Underhold. Bonden blev ofte behandlet saaledes, at naar han saa paa sin Herres Slot, var det hans Hjertes højeste Ønske at brænde det ned med alle dets Gældsfortegnelser. Gejstligheden ejede en stor Del af Landet, var Herrer over Tusinder af Bønder og havde gennem Tiende og fra andre Kilder store Indtægter. I nogle Provinser var Tilstanden bedre end i andre; men i Almindelighed havde de rige Nydelserne, medens de fattige bar Byrderne.

Industri og Handel blev ganske vist opmuntret, men samtidig lænket ved trykkende Monopoler og en streng Lavs­Organisation.

Regeringens Administration var baade vilkaarlig og bestikkelig.

Ærbødigheden for Tronen var gaaet tabt.

De Bestræbelser for at fremme politiske og sociale Reformer i Frankrig og andre Lande, som udgik fra Herskerne efter de store Krige, frembragte en Følelse af Hvileløshed, uden at den tilsigtede sociale Omorganisering blev iværksat. 

Alle Tanker gik i revolutionær Retning. Overleverede Religionsbegreber blev dristigt draget i Tvivl. Politiske Spekulationer var fremherskende. Montesquieu havde henledet Opmærksomheden paa den Frihed, der var blevet tilvejebragt ved den engelske Konstitution.. Voltaire havde prædiket om menneskelige Rettigheder. Rousseau havde udbredt sig vidtløftigt om Mængdens Ret til at herske.

Hertil kom ogsaa den amerikanske Revolutions Indflydelse, den amerikanske Uafhængigheds-Erklæring med dens [327] Proklamation af Menneskerettighederne og Oprettelsen af en Regering paa Folkesuverænitetens Grund.«

De væsentligste Aarsager, som for hundrede Aar siden førte til den franske Revolution, er i vor Tid til Stede overalt. Læg Mærke til den voksende Uvilje mellem de kongelige og Aristokratiet paa den ene Side og Arbejderne paa den anden Side, den offentlige Drøftelse af Folkets Rettigheder og den Uret, det lider, den aftagende Respekt for baade borgerlige og kirkelige Autorieter og den revolutionære Strømning i de brede Lag - Massernes tiltagende Utilfredshed med Regeringerne og deres Institutioner. Paa samme Maade som den amerikanske Uafhængighedserklæring for hundrede Aar siden vakte en Længsel efter Frihed og Uafhængighed hos det franske Folk, saaledes udøver ogsaa i vor Tid det heldige Resultat, som dette Forsøg paa at skabe en Regering gennem Folket har haft, sin Virkning paa Folkene i den gamle Verden. Dette ser man bl. a. af den stadige Udvandring fra andre Lande til De forenede Stater.

Og dog er Friheden og Fremgangen i dette Land langt fra tilfredsstillende for Folket. Mange forlanger endnu bedre Forhold og bestræber sig for at opnaa disse. Ja, intet Sted i den kristne Verden gøres der saadanne Bestræbelser i denne Retning som netop her. Enhver vaager ængstelig for at hævde sine virkelige eller indbildte Rettigheder. Grundstrømningen er her som overalt revolutionær og bliver det i stadig højere Grad.

Den franske Revolution var en Kamp mellem et vist Maal af Sandhed og overleveret Vildfarelse og Overtro, som de verdslige og gejstlige Myndigheder længe havde fremmet og understøttet  for derved at kunne forøge deres egen Magt og undertrykke Folket. Dog aabenbarede den Faren ved Friheden, naar denne ikke ledsages af Retfærdigheden og et sundt Sinds Aand. [328] (2 Timotheus 1:7) En lille Smule Oplysning er altid en farlig Ting.

En af Charles Dickens's Fortællinger, som er henlagt til Tiden for den franske Revolutions Rædsler, begynder saaledes og passer godt paa den nærværende Tid, hvad han ogsaa selv siger:

»Det var den bedste Tid, det var den værste Tid; det var Visdommens Tidsalder, det var Daarskabens Tidsalder; det var en Troens Tid, det var en Vantroens Tid; det var en Lysets Tid, det var en Mørkets Tid; det var Haabets Foraar, det var Fortvivlelsens Vinter; vi havde alting foran os, vi havde intet foran os; vi var alle ved at gaa lige til Himmelen, vi var alle ved at gaa lige den anden Vej; ­kort sagt, den Tid lignede meget den nuværende.«

Da vi ser, at de samme Aarsager virker i Verden nu for Tiden for at frembringe lignende Resultater efter en mere udstrakt Maalestok, kan vi ikke hengive os til nogen indbildt Sikkerhedsfølelse og raabe: Fred! Fred! naar der ingen Fred er, i Særdeleshed ikke med Profetiernes Advarsler for Øje. I Lyset af de kommende Begivenheders forudbeskrevne Karakter kan vi kun betragte den franske Revolution som en fjern Tordens Rullen, der tilkendegiver, at et Uvejr nærmer sig, som en svag Rystelse, der gaar forud for et Jordskælv, som et advarende Klemt af Tidsaldrenes store Uhr, der viser dem, som allerede er vaagne, at Himlene er i Bevægelse, og at om kort Tid bliver den Midnatstime forkyndt, som vil gøre en Ende paa den nuværende Tingenes Orden og indføre den nye: Jubelaaret, med dets Uro og Omskiftelse. Disse Forvarsler har vækket hele Verden og sat de mægtige Kræfter i Virksomhed, som til sidst fuldstændig viI omstyrte den gamle Tingenes Tilstand.

Naar Forholdene er fuldt ud modne for den store Omvæltning, kan en Ubetydelighed tjene som en Tændstik til at antænde den nuværende Samfundsbygning hele Verden over. Der fortælles, at det første Signal til den franske Revolution var, at en Kvinde, hvis Børn [329] var sultne, slog paa en Blikpande. Snart var der en hel Hær af Mødre, som marcherede op til det kongelige Slot for at bede om Brød. Da det blev nægtet dem, sluttede Mændene sig til dem, og snart var Nationens Vrede optændt, og Revolutionens Flammer omspændte hele Landet.

Men saa glemsom over for Folkets Tilstand og saa omgivet af Overflod og Luksus var Kongefamilien, at da disse Udbrud kom, kunde Dronningen slet ikke forstaa Situationen. Da hun fra sit Slot hørte Mængdens Ophidselse, spurgte hun, hvad det betød, og da man fortalte hende, at Folket raabte paa Brød, svarede hun: »Det er taabeligt af dem at gøre en saadan Larm for Brødets Skyld; dersom det er vanskeligt at faa Brød, saa kan de jo købe Kager, de er billige nu.«

Saa slaaende er Ligheden mellem hine Tider og nu, at der bliver raabt Alarm af mange tænkende Mennesker, som kan skelne Tidernes Tegn, medens andre endnu ikke kan forstaa Situationen. De Raab, som gik forud for den franske Revolution, var intet i Sammenligning med de Anklager, der nu stiger op fra Folkemasserne over hele Verden til dem, der har Magt og Indflydelse.

Prof. G. D. Herron ved Iowa-Universitetet siger:

»Overalt er der Tegn paa en verdensomfattende Forandring. Hele Menneskeslægten venter store Ting og er i Spænding, indtil dens nye Daab er fuldbyrdet. Hver Nerve i Samfundet føler den første Smerte af den store Prøvelse, der skal prøve alle dem, der bor paa Jorden, og som vil ende med den guddommelige Udfrielse. [Han ser dog ikke, HVAD Udfrielsen vil blive, og HVORLEDES den vil blive bragt i Stand.] Vi staar paa Tærskelen til en Revolution, som vil sprænge alle eksisterende religiøse og politiske Institutioner og sætte Jordens reneste og tapreste Sjæles Visdom og Heltemod paa Prøve. . . . Den Samfundsrevolution, der gør det 19de Aarhundredes sidste og det 20de Aarhundredes første Aar baade til de MEST PRØVENDE OG DE MEST OMSKABENDE, SIDEN MENNESKESØNNEN BLEV KORSFÆSTET, betyder et Kald og en Lejlighed for Kristenheden til at blive kristen.« [330]

Men ak! der bliver ikke agtet paa dette Kald; det bliver ikke engang hørt, undtagen af et Mindretal, der ikke har Magt til at hjælpe; saa stor er Selviskhedens Larm, og saa stærke er Vanens Lænker. Kun de Trængsler, der vil følge med det kommende store Jordskælv, Samfundsrevolutionen, vil kunne iværksætte en Forandring. Under dennes rædselsfulde Forløb vil intet træde tydeligere frem end Retfærdigheden i Gengældelsen, som vil aabenbare den Kendsgerning for alle Mennesker, at Jordens retfærdige Dommer er ved at lægge »Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Lod«. - Esajas 28: 17.

Den Gengældelsens Karakter, som prægede den franske Revolution, skildrer Thomas H. Gill i sit Værk, »Det pavelige Drama«. Han siger:

»Jo nøjere man betragter den franske Revolution, desto tydeligere bliver det, at den staar overst blandt alle de besynderlige og skrækkelige Ting, som er forefaldet paa Jorden. Aldrig har Verden været Vidne til saa nøjagtig og ophøjet en GENGÆLDELSE. Dersom den tilføjede umaadelig meget ondt, saa forudsatte og omstyrtede den ogsaa umaadelig meget ondt. I et Land, hvor enhver gammel Institution og Sædvane forsvandt i et Øjeblik, hvor hele det sociale og politiske System faldt for det første Slag, hvor Monarki, Adel og Kirke blev fejet bort næsten uden Modstand, der maa hele Statsindretningen have været raadden, der maa Kongehus, Aristokrati og Præsteskab have syndet frygteligt. Hvor denne Verdens Goder - Fødsel, Rang, Rigdom, elegante Klæder og smukke Manerer -  ­blev verdslige Farer og medførte verdslig Skade for en Tid, der maa Rang, Byrd og Rigdomme være blevet frygteligt misbrugt.

Det Folk, som afskaffede og bandlyste Kristendommen, som satte Fornuften i Religionens Sted og anbragte den nye Gudinde paa Tronen i Notre Dame Kirken i en Skøges Person, maa nødvendigvis være blevet plaget af en meget ufornuftig og fordærvet Form af Kristendom. Det Folk, som førte en saa yderliggaaende Krig med alt det bestaaende, at det afskaffede den sædvanlige Maade at hilse og tiltale hverandre paa og den sædvanlige Maade at inddele Tiden paa, som afskaffede Ordet »De« som en Synd og gøs tilbage for »min Herre« som en Vederstyggelighed, som omdannede [331]  Ugerne til at omfatte 10 Dage og heller ikke mere vilde vide af de gamle Maaneder - det Folk maa sikkert have haft god Grund til at hade de gamle Skikke, der blev afskaffet paa en saa overdreven og urimelig Maade.

Aristokratiets ødelagte Borge, Kongefamiliens plyndrede Grave, den halshuggede Konge og Dronning, og den lille Kronprins, der blev dræbt paa en saa sørgelig Maade, de forarmede Fyrster, de slagtede Præster og Adelsmænd, Guillotinen, de republikanske Bryllupper, Meudon-Garveriet, Parrene, der blev bundet sammen og kastet i Loire, og de Handsker, der blev lavet af Mænds og Kvinders Hud, -  ­disse Ting er skrækkelige, men de taler alle højlydt om GENGÆLDELSE; de minder om det gamle Frankrigs frygtelige Synder, om de udpinte Bønder, der vaandede sig under Skattebyrder, som de rige og Adelen var fri for, om de trykkende Krigsskatter og den elendige Regering, der stadig prisgav Undersaatterne til Hungersnøden og til sidst lod dem hænge eller skyde i Snese- eller Hundredevis, kun fordi de beklagede sig over, at de var ved at dø af Sult. De minder om den Tid, da Protestantere blev jaget som vilde Dyr, pint i Aarevis af Dragoner og slagtet i Massevis paa Paris' Gader o. s. v.

Men i ingen Henseende er den franske Revolutions Gengældelsesværk mere aabenbart end i det revolutionerede Frankrigs Handlemaade over for Pavedømmet og den katolske Kirke. Det faldt særlig belejligt for Frankrig, der efter saa haarde Kampe havde forkastet Reformationen og udført saa skrækkelige Forbrydelser i Forbindelse med denne Forkastelse, at vende sit Raseri imod selve Romerkirken, for hvis Skyld det havde været saa forbitret – at afskaffe den romersk-katolske Gudsdyrkelse, at myrde en Mængde Præster paa Gaderne i de store Byer, at jage dem hid og did og forvise Tusinder af dem til fremmede Kyster, ganske ligesom de havde jaget Protestanterne og drevet hundrede Tusinder af dem i Landflygtighed, at føre Krigen ind paa de pavelige Omraader og at tilføje det forsvarsløse. Pavedømme al Slags Smerte og Skændsel.

Kirkens Besiddelser blev inddraget under Staten; den franske Gejstlighed sank fra at være Ejendomsbesidder ned til at blive en lønnet Klasse; Munke og Nonner blev givet tilbage til Verden og deres Gods konfiskeret; Protestanterne fik fuld religiøs Frihed og politisk Ligestillethed. Den romersk-katolske Religion bIev snart fuldstændigt afskaffet. Til sidst blev den hjælpeløse Pave Pius VI. ført som Fange til Frankrig. Her udaandede han - i Valence, hvor hans Præster var blevet ihjelslaaet, hans Magt brudt og hans [332] Navn og Embede spottet og gjort til et Ordsprog - til det sidste bevogtet af Republikkens raa Soldater, som i 10 Aar havde holdt en saa overmaade bitter Kalk til hans Læber.

Ja, det var et storartet Skuespil, som i høj Grad for­bavsede Verden ved det 18de Aarhundredes Slutning, denne den romerske Kirkes Ydmygelse ved selve den franske Nation, som paa dens Befaling havde slagtet Titusinder af Prostestanter, dette den suveræne Paves ynkelige Endeligt paa selve det Sted, som havde været Vidne til Protestan­ternes Kampe, og nær ved hine Alpedale, hvor Valdenserne var blevet jaget til Døde af franske Soldater, denne Om­dannelse af »Kirkestaterne« til »den romerske Republik« og denne Omstyrtelse af Pavedømmets verdslige Magt ved det selvsamme Frankrig, som for netop tusinde Aar siden under Karl den Store og Pepin havde skænket Paven disse Stater.

Mange tænkte, at Pavedømmet nu var ved at forsvinde, og grundede over, om Pius VI vilde blive den sidste Pave, og om Slutningen af det 18de Aarhundrede vilde udmærke sig ved det pavelige Dynastis Fald. Men den franske Revolution var kun Dommens Begyndelse, ikke dens Ende; Frankrig havde kun begyndt at udføre Dommen, en Dom, der var sikker og uundgaaelig, men langsom og tøvende, og som skulde udsmykkes med mange underlige Tildragelser og nu og da med noget, der lignede en Udfrielse, en Dom, som skulde forhales under megen Pine og Vanære.«

Vi maa vente, at den kommende Trængsel ikke vil blive mindre bitter end disse to, der tjente som Forbilleder, men tværtimod mere frygtelig saavel som mere vidtomfattende. Thi for det første gør de nuværende Tilstande hvert Medlem af Samfundet mere afhængigt end nogen Sinde, ikke blot af den forøgede Komfort, men ogsaa af Livsfornødenhederne. Alene Jernbane­trafikkens Standsning vilde betyde, at Folk i de store Byer vilde lide Hungersnød inden en Uge; og almindeligt Anarki vilde betyde Lammelse af enhver Industri, der er afhængig af Handel og Kredit. For det andet erklærer Herren selv, at den kommende Trængsel vil blive »en saadan, som aldrig har været, siden et Folk blev til«, og heller ikke mere skal vorde. – Daniel 12:1; Joel 2:2; Matthæus 24: 21.

Men medens der ikke er fremholdt noget Haab om, at denne Trængsel kan undgaas, er der givet Undervisning [333] i Skriften til saadanne, som ønsker at skjule sig for den kommende Storm.

De trofaste af Menigheden er der lovet Udfrielse, før Uvejret bryder løs i al dets Kraft. Alle, som elsker Retfærdighed og jager efter Fred, bør med Flid beskikke deres Hus, saaledes som det er anvist os i Herrens Ord, der siger: »Samle eder og gaa i eder selv, du Folk, som ikke blegner, førend Beslutningen føder (som Avner farer Dagen frem), førend Herrens brændende Vrede kommer over eder, førend Herrens Vredes Dag kommer over eder! Søg Herren, alle I sagtmodige i Landet, som holder hans Lov! Søg Retfærdighed, søg Sagtmodighed! Kanske I bliver skjult paa Herrens Vredes Dag.« - Zefanias 2: 1-3.

For at alle saadanne kan vaagne op og se Stillingen, opfordrer Profeten Joel alle dem, som ser, til at slaa Alarm, idet han siger: »Stød i Basun paa Zion og blæs Alarm paa mit hellige Bjerg [Kristenheden, som bekender sig til at være Herrens hellige Bjerg eller Rige], alle Landets Indbyggere bæve! Thi Herrens Dag kommer, den er nær.« (Joel 2: 1) Og Psalmisten siger: »Han skal lade en Regn af Snarer falde paa de ugudelige; Ild og Svovl [Sindbilleder paa Trængsel og Ødelæggelse] og glødende Vind er deres Bregers Del. Thi Herren er retfærdig, elsker Retfærdighed.« - Psalme 11:3-7.

Slaget paa Guds, den Almægtiges, store Dag vil blive den største Revolution, som Verden nogen Sinde har set. Den vil omfatte ethvert uretfærdigt Princip; thi dette Ord: »Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt« (Matthæus 10:26), gælder lige saa meget Dommen over Nationerne som Dommen over de enkelte. Se hvorledes Oplysningens ransagende Lys allerede nu blotter de hemmelige Kilder til politiske, finansielle og religiøse Intriger, hvorledes alle bringes frem for Dommerskranken [334] og af Mennesker saavel som af Gud erklæres for at være enten gode eller onde, idet de bliver dømt efter Guds Ords Lærdomme - den kongelige Lov, Kærlighedens Lov, Kristi Eksempel, som bliver draget stærkt frem under denne Tids Diskussioner.

Slaget paa den store Dag har ligesom enhver anden Revolutionskrig sine Udviklingsstadier. Allerlængst bag ved enhver Strid staar de inspirerende Aarsager, de virkelige eller indbildte nationale og personlige Uretfærdigheder; dernæst kommer en stærk og bitter Følelse af Uretten hos dem, som er Genstand derfor; saa følger i Almindelighed Forsøg paa Forbedringer, som, idet de viser sig at være frugtesløse, fører til Stridigheder, Ordkrig og Adskillelser og til sidst til Hævn og Krig med Vaaben. Saaledes er Slagordenen paa Guds, den Almægtiges, store Dag. Dens almindelige Karakter er en Kamp mellem Lys og Mørke, Frihed og Undertrykkelse, Sandhed og Vildfarelse. Den vil strække sig over hele Verden - Bonde mod Fyrste, Menighed mod Præst, Arbejde mod Kapitel, de undertrykte under Vaaben imod Uretfærdighed og Tyranni af enhver Art, og Undertrykkerne under Vaaben for at forsvare det, de saa længe har betragtet som deres Rettigheder.

HERRENS STORE HÆR

I de foregaaende Kapitler har vi henledet Opmærksomheden paa det Arbejde, som har beredt Vejen for Striden paa denne onde Dag - Organiseringen, Udrustningen og Indøvelsen af store Armeer, Bygningen af store Krigsskibe, Opfindelserne af nye, mærkelige Krigsmaskiner og kraftige Sprængstoffer, Udnyttelsen af Skatteevnen i alle Lande til militær Udrustning og de vrede Nationers Knurren, medens de alle staar væbnede til Tænderne og skuler til hverandre. Naar vi ser disse Millioner af bevæbnede og indøvede Krigere, spørger vi: Hvilken af alle disse mægtige Hære er den [335] Hær, som Profeterne benævner Herrens store Hær, da ingen af dem er besjælet af hans Aand? Eller kan denne Hentydning gælde Guds Folk, Korsets Soldater, om hvis Vaaben Apostelen siger, at de ikke er kødelige, men mægtige til at nedslaa Befæstninger? (2 Korinthier 10:3-5) Kan det være Meningen, at Aandens Sværd, som er Guds Ord (Efeserne 6:17), i Hænderne paa Guds Folk, der er fyldt med hans Aand, skal omstyrte alle denne Verdens Riger og give dem til Kristus til en evig Ejendom?

Det var vel, om saa var. Men at dette ikke vil blive Tilfældet, har vi allerede set baade fra Profetierne og fra Tidernes Tegn. Tværtimod bliver de retfærdiges Protester og Advarsler med Foragt ignoreret af Verden. Nationere gaar frem i Mørke, og som Følge deraf vakler alle Jordens Grundvolde, den nuværende Samfundsbygning. (Psalme 82: 5) »Vi har søgt at læge Babylon«, siger Profeten, »men det lod sig ikke læge. Forlader det [»Gaa ud fra hende, mit Folk« - Aabenbaringen 18:4]! Thi dets Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.« - Jeremias 51 : 9.

Det er tydeligvis ikke de hellige, som skal udgøre Herrens store Hær, om hvilken Profeterne siger, at den skal omstyrte denne Verdens Riger. Deres Stridsvaaben egner sig ikke til dette Formaal. Og dog er deres Vaaben i Sandhed mægtige, som Apostelen siger, blandt dem, som paavirkes deraf. Blandt Guds sande Folk, som med Flid hengiver deres Hjerte til at blive undervist, er hans Ord skarpere end noget tveægget Sværd og omstyrter i Sandhed menneskelige Tankebygninger og enhver Højde, som rejser sig imod Kundskaben om Gud, og tager enhver Tanke til Fange under Lydighed mod Kristus. (2 Korinthier 10: 4, 5) Men disse Stridsvaaben har ikke den Virkning paa Verden. De helliges Hær er endvidere ikke en »stor Hær«, men kun en »lille Hjord«. - Se Lukas 12 : 32; Joel 2 : 11.

[336] Hør Profetens Beskrivelse af denne Hær:

»Et stort og stærkt Folk, hvis Lige ikke har været fra fordums Tid og heller ikke efter det mere skal komme gennem alle Aar, Slægt efter Slægt. Foran det fortærer Ild, og efter det brænder Lue; som Edens Have er Landet foran det, og efter det en øde Ørken, og der er intet, som undslipper det. Som Heste er det at se til, og som Rideheste, saaledes løber de. Med Lyd som af Vogne hopper de over Bjergenes [Rigernes] Toppe, med Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et stærkt Folk, rustet til Krig. Folkeslag skælver for dets Aasyn; alle Ansigter bliver blussende røde.  Som vældige løber de; som Krigsmænd stiger de op paa Mure; og de drager frem hver sin Vej, og de bøjer ikke af fra deres Stier. Og de trænger ikke den ene den anden; de gaar frem, hver paa sin banede Vej, og mellem Kastespyd styrter de frem, bryder ikke af. I Staden strejfer de om, paa Muren løber de, i Husene stiger de op, gennem Vinduerne gaar de ind som en Tyv. Foran dem bæver Jorden [den nuværende Samfundsordning], ryster Himlene [de kirklige Magter]; Sol og Maane [Evangeliets og Moselovens oplysede Indflydelser] sortner [fordi Vantroen overalt er blevet fremherskende], og Stjernerne [de apostoliske Lys (Aabenbaringen 12 : 1) skal blive formørket] drager deres Glans ind.  Og Herren lader sin Røst høre foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr; stærk er den, som udretter hans Ord; thi stor er Herrens Dag og saare forfærdelig, og hvo kan udholde den?« -- Joel 2 : 2-11.

Denne Herrens Hær maa møde de frygtelige Tilstande paa den onde Dag, naar de Elementer, som nu ruster sig til Kampen,  »Ilden«, har naaet Højdepunktet af Ophidselse.  Denne Hær er det, som under Herrens Ledelse vil omstyrte Kongernes Troner og tilintetgøre Rigernes Styrke.  (Haggaj 2 :22)  Men hvor er der en saadan Hær?  Er det den tyske?  Er det den franske, den engelske, den russiske eller De forenede Staters Hær?  Saa stor en Hær som den, der er beskrevet af Profeten, en, der skal fuldføre saa vidunderlige Ting, og det i Løbet af faa Aar, maa vel dog eksistere et eller andet Sted allerede nu og være ved at blive forberedt til det kommende Blodbad.  Profetens Beskrivelse [337] ser ikke paa en udisciplineret Hob, som en i Krigskunst uddannet Hær let kunde faa Bugt med; men den passer paa en mægtig og vel disciplineret Hær.

Vi spørger: Hvor er der en saadan Hær under Indøvelse og Træning nu -- en Hær, for hvilken Jorden  [Samfundet] skal skælve, og Himlene [de kirkelige Magter] bæve (Joel 2 : 10), som saa dristig vil erklære begge disse Magter Krig?  Hvor er den Hær, der i en nær Fremtid vil nægte at anerkende Kristenhedens Læresætninger, dens Statsmagter og dens Præstevælde, og som halsstarrig vil ringeagte alle dens Bandstraaler, foragte alle dens Forordninger og med Heftighed slaa al dens Myndighed og organiserede Magt ned, trodse dens ildsprudende Artilleris Torden, foragte dens Kugler og Granater, udfordre dens Krigsflaader, rive Kronerne fra Kongerne, styrte Rigerne i Havets Dyb, sætte Himlene i Brand, smelte Jorden med Ild og saaledes omstyrte hele den gamle Tingenes Orden, som det er forudsagt af Profeterne?

At en saadan Hær nu er i Færd med at beredes til den fortvivlede Kamp, derom er vi forvisset ved Tidernes Tegn og det sikre profetiske Ord. Det er Forstaaelsen af dette (uden nogen Henvisning til eller Kundskab om det profetiske Ord), der nu fylder Navnkristenheden med mørke Forudanelser og tilskynder Statsmændene all Vegne til at træffe overordentlige Forholdsregler med Hensyn til Beskyttelse og Forsvar af deres Samfund.

Men netop disse Forholdsregler, som bliver truffet af de nuværende Øvrigheder, vil sandsynligvis blive dem en Snare; thi de Hære, som de venter at blive forsvaret af, er Folkets Hære. Disse indøvede Krigere har Hustru og Børn, Brødre, Søstre og Venner i det menige Folks Rækker, til hvis Interesser deres egne er knyttet med Naturens stærke Baand. Naar de tjener Kongerne, er det kun paa Befaling og for en Løn, som [338] de begynder at anse for utilstrækkelig i Sammenligning med de Genvordigheder og Forsagelser, som de og deres paarørende maa udholde. Aar efter Aar blive »Krigeræren« mindre og mindre tiltrækkende for Soldaterne, og alt tydeligere lærer de at forstaa den Elendighed, som Krigen fører med sig. Mere og mere svinder deres Hengivenhed for Herskerne, som paalægger dem denne Tjeneste, medens de hjemmeværende af Arbejdsklassen bliver mere og mere irriterede og utilfredse med deres Lod og med stadig større Ængstelse ser Fremtiden i Møde.

Alle disse Ting er Tilkendegivelser af, at der i det mindste er en Mulighed for, at Kristenhedens stærkt bevæbnede og vel indøvede Hære under den Krise, der nærmer sig, kan vende deres Magt imod de Myndigheder, som dannede dem, i Stedet for at støtte og bevare dem. At en saadan Mulighed ikke helt overses af Herskerne, viste sig f. Eks. ved, at da Hungersnøden rasede i Rusland og førte til en Opstand blandt Folket, skjulte man med Flid for Soldaterne de Begivenheder, som foregik blandt deres paarørende. De Soldater, der blev sendt ud for at undertrykke Opstanden, var fra fjerntliggende Distrikter.

Hvilke Omstændigheder Herren vil bruge til at sætte denne mægtige Hær i Bevægelse, kan vi endnu ikke have noget klart Begreb om; men vi lever paa en Tid, hvor Historien hurtigt udvikler sig, og det vilde ikke være ufornuftigt at vente Bevægelser i denne Retning naar som helst. Men som vi tidligere har vist (Bind II og III), har Gud en bestemt Tid for ethvert Træk af sin Plan. Tiden for denne »Hævnens Dag«, er allerede begyndt og vil naa sit Højdepunkt kort efter 1914. Unægtelig har de Aar af denne »Dag« der allerede er hengaaet, paa alle Omraader forberedt de forberedt de forestaaende Begivenheder, som er forudsagt i Bibelen, og som allerede kaster ders Skygger ud over Verden.  De kommer [339] lige saa sikkert, som de er forudsagt. Menneskenes Hjerter forsmægter allerede af Frygt og Forventning om de Ting, der skal komme over Verden.

De Profetier, vi har faaet Opmærksomheden henledet paa, og som er blevet offentlig forkyndt, siden denne »Hævnens Dag« begyndte, nærmer sig rask deres Opfyldelse. Alle kan se i det mindste nogle af Trængselens mørke Omrids komme nærmere og nærmere.  Samfundet ligner nu øjensynlig en Krudttønde, der kun venter paa den tændende Gnist -- en slagfærdig Hær, der er rede til Angreb, naar Kommando-Ordet lyder. Men det er Gud, som bestemmer Tiden.

Menneskene i Almindelighed er uvidende om Herrens Deltagelse i Kampen. Næsten alle de stridende drives af personlige eller selviske Hensyn, og med Rette tænker de, at Herren intet har at gøre med disse Hensyn. Medens de paa alle Sider er rede til at bede om Herrens Velsignelse, er der dog kun faa, som venter at blive bønhørt; alle synes at stole paa sig selv -- deres Organisation, deres Antal o. s. v. Ingen vil blive mere overrasket end »Himmelens Kræfter« Gejstlighedens store Herrer, som, idet de har søgt at udføre deres egne Planer til Fremme for Herrens Sag, har tilsidesat hans Plan, som den er aabenbaret i hans Ord. For disse vil Herrens Værk i de nærmeste Aar i Sandhed være en »fremmed Gerning«, som det er forudsagt:  

»Thi som ved Perazims Bjerg skal Herren rejse sig, som i Dalen ved Gibeon skal han vredes, for at gøre sin Gerning, fremmed er hans Gerning, og for at udrette sit Arbejde, uhørt er hans Arbejde. . . .  Thi Tilintetgørelse og fast besluttet Straffedom har jeg hørt fra den Herre Herre.  Hærskarernes Gud, over hele Jorden.« -- Esajas 28 : 21, 22.

Samfundet (»Jorden«, »Elementerne« i Bibelens Billedsprog) kan ikke sættes i Brand, før Herren tillader det, det afgørende Slag kan ikke begynde, før den store Mikael, vor Frelseshøvding, staar frem og udtaler Kommando-Ordet (Daniel 12 : 1), skønt der før [340] den Tid vil finde hyppige Skærmydsler Sted. Den store Høvding underretter sin lille kongelige Skare, Menigheden, om, at skønt Katastrofen er overhængende, kan den dog ikke endeligt indtræffe, før Kongens egne, den lille Hjord, de udvalgte, alle er blevet beseglet og indsamlet.

Lad os imidlertid huske Apostelens inspirerede Beskrivelse af Trængselen -- at den vil komme over Verden som Veerne over den frugtsommelige, som Krampetrækninger og Fødselssmerter med stadig kortere Mellemrum. Det har været saaledes indtil nu, og hver fremtidig Krampetrækning vil blive voldsommere, indtil endelig den nye Tingenes Orden bliver født under den nuværende Tilstands Dødskamp.

Paa Grund af, at Heren i Almindelighed har ladet Verden -- med Undtagelse af Israel -- gaa sin egen Gang i de forløbne 6000 Aar, vil hans Indblanding nu synes fremmed og »uhørt« fpr dem, der ikke forstaar det Husholdningsskifte, som finder Sted ved Indførelsen af det 7de Tusindaar. I dette  »Slag« vil han lade Menneskenes Vrede, deres Ærgerrighed og Selviskhed berede ham Pris og tjene ham. Med megen Langmodighed har han tilladt Syndens, Selviskhedens og Dødens lange Regering, fordi det kunde blive til en gavnlig Prøve for hans udvalgte Menighed og lære alle Mennesker at kende »Syndens overvættes Syndighed«. Men idet Gud ser, at Verden i Almindelighed foragter hans Kærligheds, Sandheds og Retfærdigheds Lov, har han foresat sig at tugte Verden, før han giver den den næste Lektie, som vil blive en praktisk Illustration af Retfærdighedens Fordele under hans Søns tusindaarige Regering.

Medens Herren forbyder sit Folk at kæmpe med kødelige Vaaben, og medens han erklæer om sig selv, at han er en Fredens, Ordenens og Kærlighedens Gud, hævder han ogsaa, at han er en  Retfærdighedens Gud. [341] Han viser os, at Synden ikke for bestandig skal triumfere i Verden, men at den skal straffes. »Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.«  (Romerne 12 : 19; 5 Mosebog 32 : 35)  Naar han rejser sig til Dom over Nationerne for at tage Hævn over all de ugudelige, erklærer han, at han er  »en Stridsmand«, »vældig i Strid«, en, som har en »stor Hær« til sin Raadighed. Hvem, tør sige, at de Masser, som nu udgør Kristenhedens ordnede Hære, ikke da vil udgøre den store Hær, som med sin mægtige Kraft vil omstøde den nuværende Samfundsordnings Befæstninger? -- 2 Mosebog 15 :3; Psalme 24 : 8; 45:4; Aabenbaringen 19 : 11; Esajas 11 : 4; Joel 2 : 11.

 »Herren skal drage ud som en vældig, som en Krigsmand opflamme sin Nidkærhed; han skal raabe højt, ja skrige; mod sine Fjender skal han vise sig som en Helt.« Hans store Hærs Raaben og Brølen og dens Held med Hensyn til at fuldføre den af ham tilsigtede Omvæltning tilskriver han saaledes sig selv; thi skønt uvidende derom udfører den dog hans Ødelæggelsesværk. Han siger: »Jeg har tiet fra ældgammel Tid, jeg var tavs, jeg holdt mig tilbage; nu vil jeg skrige som den fødende, jeg vil puste og fnyse tillage.« -- Esajas 42 : 13, 14.

Dog finder vi i Bibelen ogsaa Hentydninger til, at der foruden Kristenhedens oprørske Hære kan være andre med i Herrens store Hær. Gennem Profeten Ezekiel taler Herren om den samme Tid og om de kommende Trængsler over Kristenheden, naar han siger:

»Og jeg vil give det i DE FREMMEDES Haand som Rov, og til JORDENS UGUDELIGE som Bytte, og de skal vanhellige det. . . .  Gør Lænken færdig [bind dem sammen, lad dem gøre fælles Sag]!  Thi Landet er fuldt af Bloddomme, og Staden [Babylon, Kristenheden] er fuld af Vold. Og jeg vil lade DE VÆRSTE AF HEDNINGERNE komme, og de skal tage deres Huse i Eje; og jeg vil gøre Ende paa de frækkes Stolthed, og de, som helliger dem [tysk Overs.: »og deres Helligdomme«], skal  vanhelliges.« -- Ezekiel 7 : 13-24.

Dette kan betyde, at Massernes anarkistiske Opstand, i den Tid Lovløsheden har Overhaand, vil blive af en [342] saa brutal og vild Nature, at den overgaar alt hedensk Barbari, saaledes som Tilfældet var under den franske Revolution; eller det kan hentyde til en Rejsning af Indiens, Kinas og Afrikas Folk imod Kristenheden -- en Tanke, som har været fremsat i Pressen i Forbindelse med Drøftelsen af Tyrkiets og andre muhamedanske Landes Opfvaagnen. Vor Mening er dog, at »de værste af Hedningerne« er dem i Kristenheden. Som er uden Gud og uden kristne Anskuelser, dem, som hidtil har været bundet og holdt tilbage ved Uvidenhed, Overtro og Frygt, men som i det 20de Aarhundredes Daggry hurtigt bliver fri for disse hindrende Indflydelser.

Herren vil betjene sig af denne store Hær af utilfredse, uvidende og fortvivlede og bruge deres Drømme Frygt, Daarskab og Selviskhed til i Overensstemmelse med sin Visdom at omstyrte de nuværende Institutioner og berede Menneskene for Retfærdighedsriget. Kun af denne Grund siges den at være »Herrens store Hær«. Ingen af hans hellige Børn, der ledes af hans Aand, skal have noget at gøre med denne Del af »Slaget«.

Efter Profeternes Forudsigelser vil dette Slag blive et saadant, at Historien ikke vil kunne opvise noget lignende. I Billedsprog er denne Slutningskamp nøjagtigt skildret i den 46de Psalme. (Se ogsaa Psalme 97 : 2-6; Esajas 24 : 19-21; 2 Peter 3 : 10) Højene (de mindre høje, de mindre autokratiske Regeringer) er allerede ved at smelte som Voks; de har endnu bibeholdt deres Form; men efterhaanden som Jorden (Samfundet) bliver hed, giver de efter for dens Fordringer og kommer lidt efter lidt ned i Linie med Folkets Forlangender. -- Storbritannien er en god Illustration paa denne Klasse. Høje Bjerge (der fremstiller Enevoldsregeringer) vil blive rystet af Revolutioner og til sidst kastet midt i Havets Dyb -- gaa til Grunde i Anarkiet. »Havet og Bølgerne bruser« allerede imod det nuværende [343] Samfundssystems Befæstninger; inden længe vil Jorden (den nuværende Samfundsbygning) vakle og rave som en drunken Mand, der forgæves Bestræber sig for at holde sig oprejst og bevare Fodfæstet; til sidst vil den blive fuldstændig »fjernet« for at give Plads for den »nye Jord« (den jye Samfundsordning), hvor Ret og Retfærdighed skal herske.

Det vil blive umuligt at genoprette den nuværende Ordning, 1) fordi den øjensynlig er ganske udlevet og ikke svarer ti de nuværende Forhold, 2) fordi almindelig Kundskab er meget mere udbredt end før, 3) fordi den Opdagelse, at Præstevældet længe har forblindet og lænket Masserne med Vildfarelse og Frygt, vil lede til en almindelig Mangel paa Ærbødighed over for all religiøse Paastande og Lærdomme, 4) fordi religiøse Mennesker i Almindelighed, som ikke ser, at Guds Tid til at skifte Husholdning er kommet, vil tilsidesætte Fornuften, Logikken, Retfærdigheden og Bibelen under deres Forsvar for den nuværende Samfundsorden.

Det vil da være af liden Betydning, at de kirkelige Himle (de katolske og protestantiske Kirker) bliver rullet sammen som en Bogrulle (Esajas 34 : 4: Abenbaringen 6 : 14); selv med forenede Kræfter vil de dog intet formaa imod Anarkiets Stormflod, naar den frygtelige Krise eer naaet. For den store Hær skal »hele Himmelens Hær [Navnkirken] hensmuldre og Himlene rulles sammen som en Bog [de store Afdelinger, som udgør de kirkelige Himle, nemlig Pavedømmet og Protestantismen, de to fra hinanden adskilte Ender af Rullen, er nu ved hurtigt at nærme sig hinanden, idet de rulles sammen, saaledes som vi har set], og al deres Hær skal falde visnet ned [falde fra, falde ud, ikke alle paa en Gang, men lidt efter lidt, dog hurtigt], som Bladet falder af Vinstokken og det visne Løv af Figentræet« ( Esajas 34 : 4); til sidst skal disse Himmellegemer antændes og opløses og Elementerne [hvoraf de bestaar] komme i Brand og smeltes. -- 2 Peter 3 ; 2.

[344] »Thi er de end saa sammenflettet om Torne [Protestantismen og Pavedømmet kan aldrig fulstændig blive eet; hver af dem vil være en torn i den andens Side] og saa fulde, som deres Fylderi kan gøre dem [beruset af denne Verdens Aand], saa bliver de dog fortæret [de skal blive undertrykket i den store Tængsel og fuldstændig tilintetgjort som religiøse Systemer] som fuldtør Halm«: thi Herren skal gøre Ende paa dem. »Trængselen skal ikke komme to Gange.« Herlige Løfte!  »Se, Dagen kommer, brændende som en Ovn; da skal alle hovmodige og hver den, som øver Ugudelighed, være Halm, og Dagen, som kommer, skal sætte dem i Brand, siger Herren, Hærskarernes Gud, saa den ikke levner dem Rod eller Gren [til videre Udvikling]. -- Nahum 1 : 9,10; Malakias 4 : 1.

EN TRÆNGSELSTID FOR JAKOB

Medens Trængselen og Nøden paa denne Herrens Dag først og fremmest vil komme over Kristenheden, men dog til sidst over alle Folkeslag, underrettes vi af Profeten Ezekiel (38 : 8-12) om, at den sidste Storm vil gaa ud over Israels Folk, naar det er samlet tilbage til Palæstina.  Profeten synes at tilkendegive en meget større Indsamling af Jøderne til Palæstina inden for Høsttiden end den, der indtil nu har fundet Sted.  Han fremstiller dem som samlede ud fra Nationerne i et stort Antal og med betydelige Rigdomme og skildrer, hvorledes de i Tryghed bebor de tidligere øde Steder paa en Tid, da den øvrige Verden er i den vildeste Forvirring. -- Ezekiel 38 : 11,12.

Som vi alle ved, er en saadan Indsamling af Jøderne til Palæstina begyndt; men det er tydeligt, at deres Udvandring fra andre Lande behøver en eller anden stor og pludselig Tilskyndelse, for at Profetien kan gaa i Opfyldelse til den bestemte Tid.  Hvad denne Tilskyndelse vil blive, vides endnu ikke; men at den sikkert vil komme, tilkendegives yderligere ved Profeten Jeremias‘s Ord (16 : 14-17, 21):

 »Derfor se, Dage kommer, siger Herren, da der ikke mere skal siges:  Saa sandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land, men:  Saa sandt Herren lever, som [345] førte Israels Børn op fra Nordens Land [Rusland?] og fra alle de Lande, hvor han havde drevet dem hen.  Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land,  som jeg gav deres Fædre.  Se, jeg sender Bud efter mange Fiskere, siger Herren, og de skal fiske dem; og derefter sender jeg Bud efter mange Jægere, og de skal jage dem bort fra hvert Bjerg og fra hver Høj og fra Klippernes Kløfter.  Thi mine Øjne er rettet paa alle deres Veje; de er ikke skjult for mit Aasyn, og deres Misgerning er ikke dulgt for mine Øjne . . . Jeg lader dem kende min Haand og min Styrke, og de skal kende, at mit Navn er Herren [Jehova].«

At Herren fuldt ud er i Stand til  at opfylde dette, nærer vi ingen Tvivl om.  Spørgsmaalet: »Hvad skal der gøres med Jøderne?« sætter alle Nationer i Forlegenhed. Uden Tvivl vil Herren tillade, at der pludselig udbryder en eller anden Krise, som vil føre til, at Nationerne bliver enige om hurtigst mulig at sende Jøderne tilbage til Forjættelsens Land.

Ligesom de drog ud af Ægypten i Hast med deres Kvæg og Gods, hjulpet af Ægypterne selv, som sagde: »Gør eder rede, gaa midt ud fra mit Folk! . . . Tag med eder baade eders Smaakvæg og eders store Kvæg, ligesom i har sagt, og gaa!« og ligesom Herren lod dem finde Yndest hos Ægypterne, saa at disse gav dem, hvad de forlangte af Sølv og Guld og Klæder (2 Mosbog 12 : 31-36), saaledes vil de, som det er forudsagt af Profeten, heller ikke ved den næste Udgang blive sendt tomhændet bort; øjensynligt vil Nationerne pludselig blive udsat for et eller andet Tryk, som vil medføre dette gunstige Resultat for Israel og saaledes opfylde Ezekiels Profeti. 

Denne foretagsomme Slægt vil, naar den igen er bosat i Forjættelsens Land og saaledes i det mindste for en Tid adskilt fra den Nød, de andre Nationer overalt er stedt i, hurtigt finde sig til Rette i den nye Stilling; de hidtil øde Steder vil igen blive beboet.

Men endnu en Trængselsbølge maa gaa over dette allerede saa haardt tugtede Folk; thi ifølge Profetens Udsagn vil den store Dags sidste Strid komme til at staa i Palæstina.  Den forholdsvise Ro og Lykke, som [346] det genidsamlede Israel nyder nær ved Slutningen af denne Trængselsdag saavel som dets tilsyneladende forsvarsløse Stilling, vil til sidst vække andre Folks Misundelse og tilskynde dem til at plyndre Landet.  Naar al Love og Orden er bortfejet, vil Israel blive overfaldet af ubarmhjertige Røverskarer, som Profeten (Ezekiel 38) kalder Gogs og Magogs Hære, og stor vil det forsvarsløse Israels Nød blive.  »Ve!« siger Profeten Jeremias, »thi store er den Dag; der er ingen som den, og en Trængselstid er det for Jakob.  Dog skal han blive frelst fra den.« Jeremias 30 : 7)  Gogs og Magogs Hærskarer er fremstillet som en Mand, der siger:

»Jeg vil drage op imod et Land med aabne Byer; jeg vil komme over de rolige, som bor tryggelig, som alle sammen bor uden Mur og hverken har Bom eller Porte, -- for at røve Rov og plyndre Bytte, for at vende din Haand mod Ruiner, som igen er beboet og mod et Folk, som er samlet fra Folkene, som erhverver sig Kvæg og Gods, som bor paa Jordens Navle.« (Ezekiel 38 : 11-13)  Profeten forudsigerr disse Begivenheder og siger, som om han henvender sig til disse Hærskarer:  »Og du skal komme fra dit Sted, fra det yderste Norden [Europa og det nordlige Asien er Nord for Palæstina], du og mange Folkeslag med dig, alle sammen ridende paa Heste, en stor Skare og en talrig Hær, og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky for at skjule Landet; I DE SIDSTE DAGE SKAL DET SKE [sandsynligvis Trængselstidens, Slutningsscene], da LADER JEG DIG komme over mit Land, for at Folkene skal lære mig at kende, naar jeg for deres Øjne helliger mig paa dig [udmærker mig som din Besejrer], o Gog!« -- Ezekiel 38 : 15,16.

Midt under Trængselen vil Gud aabenbare sig som Israels Forsvarer ligsom fordum, da de som Folk betragtet havde hans Yndest. Naar deres Nød er størst, vil hans Hjælp være nær; da vil deres Blindhed blive fjernet. Vi læser: »Da vil jeg samle alle Hedningefolkene [fremstillet i Gog og Magogs Hære] til Jerusalem til Krig, og Staden skal tages og Husene plyndres og Kvinderne skændes, og Halvdelen af Staden skal gaa ud i Landflygtighed, men Resten af Folket skal ikke udryddes af Staden. Og Herren skal drage [347] ud og stride mod disse Hedningefolk, som han plejer at stride paa Kampens Dag.«  (Sakarias 14 : 2,3) Esajas (28 : 21) hentyder til den samme Ting og anfører Eksempler fra Herrens Udfrielse af Israel, fra Filisterne ved Perazim og fra Amoriterne ved Gibeon. Han siger: «Thi som ved Perazims Bjerg skal herren rejse sig, som i Dalen ved Gibeon skal han vredes.« 2 Samuel 5 : 19-25; 1 Krøniker 14 : 10-17; Josva 10 : 10-15 viser, hvorledes Gud ikke var afhængig af Menneskers Feltherre-Dygtighed, men udkæmpede Kampen paa sin egen Maade. Saaledes vil Gud ogsaa i dette store Slag udføre Befrielsen paa sin egen Maade.

I Ezekiels Profeti (38 : 1-13) nævner Herren de vigtigste af Deltagerne i denne Kamp i Palæstina; men vi kan ikke med fuld Sikkerhed tyde disse Navne. Magog, Mesek, Tubal, Gomer, Togarma, Javan og Tiras var Navnene paa Børn af Noas Søn Jafet, hvis Efterkommerne formodes at være Europas oprindelige Beboere. Seba og Dedan var Efterkommerne af Noas Søn Cham, og disses Afkom formodes at have været Nordafrikas oprindelige Beboere. Abraham og hans Afkom, Israel, var Efterkommere af Noas Søn  Sem og formodes at have bosat sig i Armenien. (Se 1 Mosebog 10 : 2-7)  Dette synes at antyde, at Angrebet paa Palæstina vil udgaa fra Europa, Nordens Lande, men at Europæerne vil komme i Forening med Folk fra andre Nationer.

Disse Israels Fjenders fuldstændige Ødelæggelse (der vil medføre Trængselens Afslutning og Begyndelsen til Guds Riges Oprettelse) er nøjagtigt beskrevet af Profeten Ezekiel (38 : 18-23; 39 : 1-20) Denne Ødelæggelse kan kun sammenlignes med Faraos og hans Hærs fuldstændige Undergang, da de forsøgte igen at  bemægtig sig Israel, som Gud var ved at udfri. Ogsaa i denne Henseende skal Israels Udfrielse blive »som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land«. -- Mika 7 : 15.

[348] Efter at have beskrevet, hvorledes dette Overfald paa det til Palæstina tilbagevendte Israel, som der har »meget Gods« og »bor tryggelig«, vil blive pludseligt og »som en Sky dække Landet« (Ezekiel 38 : 1-17), siger Profeten:  «Saa siger den Herre Herre: Er du den, om hvem jeg har talt i fordums Dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede« i de Dage, Aar efter Aar, at jeg vilde lade dig komme over dem?«  Herren erklærer derefter, at han har i Sinde at ødelægge den ugudelige Hær; og Beskrivelsen synes at tilkendegive, at Ødelæggelsen vil blive fuldført ved et Udbrud af Misundelse, Revolution og Anarki blandt de forskellige Elementer, hvoraf den store Hær er sammensat -- en Omvæltning og Strid, som vil bortfeje enhver Rest, der endnu maatte være tilbage af de forskellige Folks hjemlige Regeringer og fuldstændiggøre det verdensomfattende Oprør og Anarki, det store Jordskælv -- Aabenbaringen 16 : 18-21.

Alle Profeternes Vidnesbyrd gaar ud paa, at Guds Magt paa en forunderlig Maade vil blive lagt for Dagen ved Israels Befrielse, idet han strider for dem (og i anden Række for alle) med Vaaben, som ingen menneskelig Magt kan beherske -- indbefattende Pest og forskellige Ulykker, som vil blive udgydt over de ugudelige (Israels Fjender og Guds Modstandere), indtil hele Verden hurtigt lærer at forstaa, at Herren igen har optaget Israel i sin Yndest og er blevet deres Konge som i fordums Tid. Snart vil alle lære at skatte Guds Rige

Profeten Ezekiel (39 : 21-29) siger herom:

 »Og jeg vil aabenbare min Herlighed iblandt Folkene, og alle Folkene skal se min Dom, som jeg har holdt, og min Haand, som jeg har lagt paa dem. Og Israels Hus skal Kende, at jeg er Herren, deres Gud, fra den Dag og fremdeles. Og Folkene skal skønne, at det var for sin Misgernings Skyld, Israels Hus blev bortført, fordi de handlede troløst imod mig [da de forkastede Kristus; -- Romerne 9 : 29-33], saa jeg skjulte mit Aasyn for dem og hengav [349] dem i deres Fjenders Haand [i de Aarhundreder, den kristne Husholdning har varet] og de faldt for Sværdet alle sammen; efter deres Urenhed og efter deres Overtrædelser handlede jeg med dem, og jeg skjulte mit Aasyn for dem.

Derfor, saa siger den Herre Herre [nu, da denne Straffetid er udløbet]:  nu vil jeg gøre Ende paa Jakobs Fangenskab og forbarme mig over hele Israels Hus [levende og døde, fordi Tiderne for alle Tings Genoprettelse er kommet -- Apostlenes Gerninger 3 : 19-21], og jeg vil vise mig nidkær for mit hellige Navn. Og de skal bære [d. e. ydmygt erkende] deres Forsmædelse og al deres Troløshed, som de øvede mod mig, naar de bor tryggelig i  deres Land og ingen forfærder dem. Naar jeg fører dem tilbage fra Folkene og samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig paa dem for de mange Folks  Øjne, da skal de kende, at geg er Herren, deres Gud, idet jeg har bortført dem til Folkene og igensamlet dem tl deres Land og ikke lader nogen af dem mere blive der tilbage. Og jeg vil ikke mere skjule mit Aasyn for dem, jeg, som udgyder min Aand over Israels Hus, siger den Herre Herre.«  »Og fra Solens Nedgang skal de frygte Herrens Navn og fra Solens Opgang hans Herlighed. Naar Fjenden kommer ind lig en Strøm, skal Herrens Aand [i Løbet af Evangelietiden gennem det aandelige Israel] opløfte et Banner imod ham. Og der skal komme en Befrier for Zion [Menigheden, »Kristi Legeme«] og for dem, som omvender sig fra overtrædelse i JAKOB, siger Herren.« -- Esajas 59 : 19,20 (eng. Overs.); Se Romerne 11 : 25-32.

»Herren er god, et Værn paa Trængselens Dag, og han  kender dem, som tager sin Tilflugt til ham.« Men »hvo holder Stand for hans Fortørnelse, og hvo staar for hans brændende Vrede?. . . .   Han skal gøre Ende paa eder; Trængselen skal ikke komme to Gange.« -- Nahum 1 : 6,7,9.