STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 TOVLVTE KAPITEL

VOR HERRES JESU STORE PROFETI

Matthæus 24; Markus 13; Lukas 21:5-36; 17:20-37;-. Denne Profetis Vigtighed. – De tre betyndningsfulde Spørgsmaal, som fremkaldte den. – Falske Messiaser. – [12] Kortfattet profetsik Oversigt over 1800 Aars Historie. – Trængselen i Slutningen af den jødiske Tidsalder og Trængselen i Slutningen af Evangelietiden. – Ødelæggelsens Vederstyggelighed. – Fly til Bjergene. – De frugtsommelige o.s.v. – Viteren og Sabbeten. – Se her, se der, o.s.v. – Da Dages Trængsel. – Solens og Maanens Formørkelse. – Stjernernes Fald. – Billedlige Opfyldelser. – Menneskesønnens Tegn. – Hvad Jordens Slægter skal se. – Figentræet. – ”Denne Slægt.” – Vaag! – ”Ligesom i Noas Dage”. – Kom, Lots Hustru i Hu! – En tages med, og en anden lades tilbage. – Hvor Aadselet er, samles Ørnene, -- Satans Hus oprbrydes. – Uddelingen af Føde Husfolkene.

[351] EN AF de mærkeligste Profetier i Bibelen angaaende »Endens Tid«, den sidste Del af Evangelietidsalderen, blev udtalt af Herren selv.  Den blev fremsat ved Slutningen af hans jordiske Embedstid, da han bestræbte sig for gradvis at forberede sine Disciple paa den nye Husholdning, som vilde blive fuldt indført efter Tragedien paa Golgatha. 

DE TRE SPØRGSMAAL

»Men da han sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde.  Sig os: 1) Naar skal dette ske [Ødelæggelsen af Templet o. s. v.]?  Og 2) hvad er Tegnet paa din Nærværelse*) og 3) Verdens [Tidsalderens] Ende?« – Matthæus 24:3.

___________________________

*) Det græske Ord PAROUSIA, som her er brugt, betyder altid »Nærværelse«.

___________________________

Uden Tvivl var det en Guds Tilskikkelse, at disse Spørgsmaal blev fremsat under disse Omstændigheder; [352] thi Svaret er af meget større Vigtighed for os, som lever i denne Høsttid, end for dem, som stillede Spørgsmaalene.  Naar man gransker denne Profeti, er det nødvendigt at huske de Spørgsmaal, paa hvilke den er det inspirerede Svar.  Profetien er gengivet meget overensstemmende af Matthæus, Markus og Lukas, men eftersom Matthæus’s Gengivelse er den fyldigste og bedst ordnede, følger vi hovedsagelig den, idet vi dog samtidig tager Hensyn til enhver Variation, som findes i de andre Gengivelser.

FALSKE MESSIASER

»Se til, at ingen forfører eder!  Thi mange skal paa mit Navn sige:  Jeg er Kristus; og de skal forføre mange.« – Matthæus 24: 4, 5.

Gamaliel omtaler to af disse falske Messiaser (Apostlenes Gerninger 5: 36, 37), og Historien fortæller os om flere andre, som bedrog en Del Jøder.  Den mærkeligste blandt dem var Sabbathai Levi fra Smyrna, som fremstod Aar 1648.  Han kaldte sig selv »Guds førstefødte Søn, Messias, Israels Frelser« og lovede at genoprette sit Folks Rige og Lykke.  »Sabbathai havde«, siger Historieskriveren, »stor Indflydelse i Smyrna. Nogle af hans Efterfølgere profeterede og faldt i besynderlige Henrykkelser; 400 Mænd og Kvinder profeterede om hans voksende Rige.  De opførte sig en Tid lang, som om de var besat af Aander; nogle faldt i Henrykkelser, fraadede og fortalte om deres fremtidige Lykke og om deres Syner, om Løven af Juda og Sabbathais Triumf.«  Dette var utvivlsomt Satans eftergjorte Opfyldelse af Joels Profeti (3:1), en Efterligning af Udgydelsen af den hellige Aand, som man ogsaa kan blive Vidne til ved de nyere Tiders religiøse Vækkelser.  I det hele taget har der sandsynligvis været mindst 50 falske Messiaser, mandlige og kvindelige, og mange af dem har uden Tvivl været vanvittige – besatte af onde [353] Aander.  Men ingen af dem og heller ikke alle tilsammen kan siges at have forført mange.  Dog er det mod den Slags, der »forfører mange«, at Herren advarer os her og senere hen i Profetien, i hvilken Forbindelse vi særlig vil undersøge de Antikrister, som har bedraget mange.

ATTEN AARHUNDREDERS HISTORIE FORUD FORTALT I KORTHED
Matthæus 24:6-13;  Markus 13:7-13; Lukas 21:9-19.

»Men I skal faa at høre om Krige og Krigsrygter [Trusler om Krig].  Se til, lad eder ikke forskrække; thi det maa ske; men Enden er ikke endda.  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der.  Men alt dette er Veernes Begyndelse.« – Matthæus 24:6-8.

Paa denne kortfattede Maade gav Herren en Oversigt over Verdens kommende Historie.  Han lærte Disciplene, at de ikke skulde vente hans andet Komme og Herlighedsriget meget snart.  Og hvor slaaende er ikke denne Skildring!  Dette er netop Verdens Historie – Beretninger om Krige, Rænker, Hungersnød og Pest!  Herren fortæller lige saa kortfattet den sande Menigheds Historie, idet han siger:

»Da [i Løbet af den samme Periode, Evangelietidsalderen] skal de overgive eder til Trængsel og slaa eder ihjel, og I skal hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.  Og da [i den samme Periode] skal mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.  Og mange falske Profeter [Lærere] skal fremstaa og forføre mange.  Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.« – Matthæus 24:9-13.

Vilde det være muligt i Historiens Lys at skildre Guds sande Menigheds Oplevelser i færre Ord?  Sikkert ikke.  Overensstemmelsen er fuldkommen.  Alle, som vil leve gudeligt, skal blive forfulgt, siger Apostelen; og den, som ikke erfarer dette, har god Grund til at tvivle om, hvorvidt han er et Guds Barn.  (Hebræerne 12:8)  Saaledes er det ogsaa med Menigheden som et [354] Hele: naar den ikke er blevet forfulgt af Ismael-og Esau-Klassen, er det fordi der har været saa meget af Verdens Aand og saa megen »kold Kærlighed« til Herren og hans Sandhed hos dem, at den ikke har været Forfølgelse værd.  Men om vi dømmer efter den samme Maalestok og efter Herrens Profeti, har der dog hele Vejen ned igennem Evangelietidsalderen været nogle, som har været tro til Døden – en »lille Hjord«.

EVANGELIET SKAL PRÆDIKES I HELE VERDEN
Matthæus 24:14; Markus 13:10.

»Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.«

Her viste Herren atter Disciplene, at Tidsalderens Ende var meget længere borte, end de havde tænkt, at Budskabet om hans Rige ikke alene skulde være gode Tidender for Israel, men for alle Folkeslag.  Men dette betød ikke, at andre Folkeslag vilde modtage det Evangelium, som Israel havde forkastet.  Snarere skulde vi vente – hvad vi ogsaa ser har været Tilfældet – at ligesom denne Verdens Gud forblindede Israel, saaledes vilde han ogsaa forblinde Flertallet inden for de andre Nationer og hindre dem i at se Guds Kraft og Guds Visdom i Kristus.  (1 Korinthier 1:24)  Dersom kun en Levning af Israel (som var blevet særlig undervist i Aarhundreder under Loven) blev fundet værdig til at komme med i »det kongelige Præsteskab«, hvad mere kunde der da ventes af de hedenske Nationer, som saa længe havde været »uden Gud og uden Haab«?

Det er godt at lægge omhyggeligt Mærke til Herrens Ord – at Evangeliet ikke skulde prædikes for alle Folkeslag for at omvende dem, men til et Vidnesbyrd for dem, og for at kalde og samle »de udvalgte« ud af alle Folkeslag.  Senere skal »de udvalgte« som Rigets Regenter velsigne Folkeslagene, aabne deres døve [355] Øren for Evangeliet og deres blinde Øjne for det sande Lys.

Dette Vidnesbyrd er allerede blevet givet; Guds Ord, Rigets Evangelium, er blevet udsendt til ethvert Folk paa Jorden.  Ikke ethvert Menneske har hørt det; og derom taler Profetien heller ikke.  Det skulde blive og har været en Forkyndelse for Nationerne.  Nu er Enden kommet.  »Høsten er Verdens [Tidsalderens] Ende.« (Matthæus 13:39)  Nogle har været tilbøjelige til at tvivle om, hvorvidt denne Forudsigelse er blevet opfyldt, da Hedninge-Missionærerne i Almindelighed intet har kendt til det gode Budskab, som Herren særlig talte om – de gode Tidender om Riget.  Men vi svarer, at Matthæus’s, Markus’s, Lukas’s og Johannes’s trykte Evangelium er kommet ud til Folkene, fyldt med Tidender om Riget, ganske som vi har dem.

Saaledes beskrev Herren i korte Træk de 18 Aarhundreders Prøvelser og Forfølgelser over Menigheden og Frugten af deres Arbejde i Retning af at vidne for alle Folkeslag.  Han skyndte sig dernæst at besvare det vigtige Spørgsmaal om, hvorledes de levende skulde kunne kende Tiden og Maaden for hans anden Nœrvœrelse.  Han forbigik Spørgsmaalet om, naar Templets Stene vilde blive nedbrudt, for at de ikke skulde sætte denne Begivenhed i Forbindelse med hans andet Komme, og fordi han ønskede at sammenstille som Forbillede og Modbillede Trængselen over det kødelige Israel og Omstyrtelsen af dets Statsform med Trængselen over det nominelle aandelige Israel i Slutningen af denne Tidsalder.

Det var med en bestemt Hensigt fra Guds Side – skønt den var ukendt for Evangelisterne – at Gengivelsen af Herens Profeti paa dette Punkt blev fremsat stykkevis, en Del her og en Del der.  Her er en Hentydning til den forbilledlige Trængsel over det forbilledlige Israel i Slutningen af den forbilledlige Høst, [356] der en Hentydning til den lignende, skønt mere omfattende Trængsel over det modbilledlige Israel, Kristenheden, i Slutningen af denne Tidsalder.  Med Rette erklærede Profeterne om Herren, at han oplod sin Mund i Lignelser og dunkle Taler.  »Uden Lignelse talte han intet til dem.«  Men i Overensstemmelse med Guds Hensigt er disse dunkle Taler og Lignelser dog nu ved at blive klare for alle, hvis Øjne er salvet med den sande Øjensalve.

TRÆNGSELEN I SLUTNINGEN AF DEN JØDISKE TIDSALDER

Lukas’s Beskrivelse af Trængselen over det kødelige Israel, som naaede sit Højdepunkt i Aarene 70-73, er den klareste, hvorfor vi anfører den her:

»Men naar I ser Jerusalem omringet af Krigshære, da forstaa, at dens Ødelæggelse er kommet nær.  Da skal de, som er i Judæa, fly til Bjergene; og de, som er midt i Staden, skal vige bort derfra; og de, som er paa Landet, skal ikke gaa ind i den!  Thi disse er Hævnens Dage da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes.  Men ve de frugtsommelige og dem, som giver Die i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over DETTE FOLK.  Og de skal falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.« – Lukas 21:20-24.

Denne Del af Jesu Profeti sigtede øjensynlig til de Ulykker, som ramte det kødelige Israel; og Historien fortæller, hvorledes den blev nøjagtigt opfyldt i hver Enkelthed under den Trængselstid, hvormed den jødiske Tidsalder endte.

Men Jesu Ord, saaledes som Matthæus og Markus anfører dem, er forskellige fra de ovenfor anførte, idet de øjensynligt beskriver Trængselen over det aandelige Israel i Slutningen af Evangeliets Tidsalder.  Uden Tvivl har Herren fremført to Sæt Udtalelser; men Evangelisterne, som ikke vidste noget om de to Høstperioder og Trængselstider, betragtede det ene Sæt af [357] disse Udtalelser som en Gentagelse, hvorfor de kun berettede om det ene.  Herren ledte det saaledes for at skjule det, som angik vor Høst, indtil den rette Tid var kommet til at aabenbare det.

TRÆNGSELEN I SLUTNINIGEN AF EVANGELIETS TIDSALDER

Matthæus’s og Markus’s Vidnesbyrd er her næsten ens. Matthæus siger:

»Naar I da ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) da skal de, som er i Judæa, fly ud paa Bjergene; den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; og den, som er paa Marken vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!  Men ve de frugtsommelige og dem, som giver Die, i de Dage!  Og bed om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat; thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.  Og dersom disse Dage ikke blev afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skal disse Dage afkortes.« – Matthæus 24:15-22; Markus 13:14-20.

Fire Punkter i dette Udsagn viser, at skønt det kan anvendes forbilledligt paa Trængselen i Slutningen af den jødiske Tidsalder, hører dog dets virkelige og vigtigste Anvendelse til den Trængsel, hvormed Evangelietidsalderen slutter: 1) Hentydningen til »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«, som omtales i Daniels Profeti.  2) Erklæringen om, at Trængselen vil blive den største, Verden nogen Sinde har kendt eller nogen Sinde vil komme til at gennemleve.  3) Udtalelsen om, at hvis Blodbadet ikke blev afkortet, vilde intet Kød blive frelst.  4) Den efterfølgende Sammenhæng beskriver uden Tvivl Begivenhederne ved Slutningen af Evangeliets Tidsalder – Begivenheder, som ikke kunde indtræffe og heller ikke indtraf ved den jødiske Tidsalders Slutning.  To af disse Punkter fortjener en særlig Undersøgelse.

[358] Profeten Daniel (9:27) siger, at efter at Messias var udryddet i Midten af den 70de Uge af Pagtens Gunsttid, vilde han ved at indsætte det modbilledlige Forsoningsoffer lade Lovens Ofre og Gaver ophøre, og at han da, fordi Vederstyggeligheden havde faaet Overhaand, vilde lade Ødelœggelsen strømme ned over den, der ødelœgges [det forkastede Folk], saaledes som Gud havde bestemt.

Alt dette opfyldtes, da det kødelige Israels Statsforfatning blev tilintetgjort.  Fra den Dag af, da Herren sagde: »Eders Hus skal lades eder øde,« – »I skal ingenlunde se mig fra nu af, indtil I siger: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn,« har deres Religion været en Vederstyggelighed, en tom Form, et Tegn paa deres Forkastelse af det ene Offer for Synden, hvilket Herren havde tilvejebragt.  Idet de forblev under den Forbandelse, de selv havde paadraget sig (Forblindelsen – Matthæus 27:25), foregik deres Løb hen imod Ødelæggelse hurtigt, saaledes som Gud havde forudbestemt og forudsagt.

Men Daniels Profeti har meget at sige om en ødelœggende Vederstyggelighed i det saakaldte aandelige Israel.  Denne Vederstyggelighed blev opstillet med Pavedømmet som Repræsentant og har øvet en stor og fordærvelig Indflydelse og foraarsaget aandelig Ødelæggelse i det aandelige Hus, Guds Tempel, Kristi Menighed.  Dette vederstyggelige Vildfarelsessystem skulde vedblive at bestaa, indtil Helligdomsklassen var blevet renset; og selv derefter skulde det have stor Fremgang og lede mange i det nominelle aandelige Israel til at forkaste Genløsningsofret, der er givet een Gang for alle.  Følgen af, at dets Indflydelse bredte sig, vilde blive Ødelæggelse af den forkastede Kristenhed. – Se Daniel 11:31; 12:11 og »Studier i Skriften«, Bind III, Kapitel 4.

Den store ødelæggende Vederstyggelighed, hvis Grundvold er Læren om Messeofret (der sætter et Menneskeværk [359] i Stedet for det store Offer paa Golgatha), forøges nu med Teorier om Selvforsoning.  Disse Vederstyggeligheder, der stedse griber om sig, støttes af saadanne Indflydelser og Spidsfindigheder, at de vil forføre mange, endog de endelig udvalgte, om det var muligt.  Efter disse Vederstyggeligheder følger Navnkristenhedens Undergang.

Naar vi ser saaledes paa Sagan, ligger der en stor Betydning i Herrens Ord: »Naar I da ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) da skal de, som er i Judæa, fly ud paa Bjergene.«  Her maa vi huske Parallellen mellem de to Høsttider, de to Trængselstider og de to forskellige Arter af Flugt.  Vi maa betragte Judæa som et Sindbillede paa Kristenheden i vor Tid.

Det synes mærkeligt, om der her bogstaveligt skulde være Tale om at fly ud af Judæa til Bjergene (eller Bjerget), eftersom Judæa var et Bjergland, og Jerusalem beskrives som liggende paa en Bjergtop.  Men at anvende Herrens Ord paa den nærværende Tid og paa hans Folk i Kristenheden, der nu klart og tydeligt i Lyset af den nærværende Sandhed ser Vederstyggeligheden staa, hvor den ikke burde staa – paa hellig Grund, paa det sande Syndoffers Plads – synes meget naturligt og lige til.  De skal straks fly bort fra Vederstyggelighedens Indflydelse og fra det System, der falskelig kalder sig Kirken eller Kristi Rige (Bjerg), hen til det sande Bjerg eller Rige, som Kristus nu er kommet for at oprette i Magt og Herlighed.

»GAA UD FRA HENDE, MIT FOLK!«

»Den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage at hente sine Klæder!« – Matthæus 24:17, 18.

Disse Ord tilkendegiver, at man bør skynde sig med at fly ud af »Babylon«, saa snart man ser Ødelæggelsens [360] Vederstyggelighed.  Herrens Ord viser, at Forsinkelser og Forhandlinger eller menneskelige Betænkeligheder kan være farlige; vi maa ikke spilde nogen Tid, men adlyde, saa snart han lader os se Babylons Vederstyggelighed og dens Forhold til alle, som har nævnet Herrens Navn.  Ak, hvor mange har ikke ved at undlade at give Agt paa Herrens Ord ladet sig binde paa Hænder og Fødder, saa at Flugt nu næsten er umulig for dem!  Men Mesteren siger: »Mine Faar hører min Røst, og de følger mig.«

FLUGTENS VANSKELIGHEDER

»Ve de frugtsommelige og dem, som giver Die, i de Dage!« – Matthæus 24:19.

Der findes aandelige Spædbørn saavel som kødelige, og uægte saavel som ægte Sønner.  Apostelen Paulus sammenligner sit Arbejde for Evangeliets Udbredelse med en Kvindes Besværligheder, naar hun er i Barnsnød.  Han siger: »Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder!« (Galaterne 4:19)  Paa lignende Maade betegnes alle trofaste Kristi Tjenere – alle, der alvorligt arbejder for at vinde Sjæle – i denne Tekst som »frugtsommelige«.  Aandelig Barnefødsel efter Apostelens Eksempel er en meget ærefuld Tjeneste, og den optager mange af Guds mest hengivne Børns Opmærksomhed.  Men desværre, ligesom Abrahams og Sarahs Ønsker om at hjælpe Gud med at opfylde hans Løfter, ledte dem til at benytte en urigtig Fremgangsmaade, hvorved Ismael blev født, han, som forfulgte den Sæd, der var ægtefødt, saaledes er det ogsaa med mange, der nu er »frugtsommelige«; de hjælper til med at frembringe uægte »Guds Børn«.  Alle bør huske, at der kun maa benyttes lovlige Midler; alle sande Guds Børn er avlet ved Sandhedens Ord og Aand, ikke ved menneskelige Teorier og Verdens Aand.

[361] Hvor vanskeligt er det dog ikke for disse kære Guds Børn, som saaledes ifølge Frelserens billedlige Ord er »frugtsommelige«, at flygte fra Navnkirkesystemerne med deres mangeartede Maskineri til uægte og hurtig Avl, som de har lært at glæde sig over og prale af.  Ja, det vil blive vanskeligt for saadanne at forlade alt og fly til Herren og hans Bjerg (Rige).  Det vil blive vanskeligt for dem at tro, at Herren virkelig er god, retfærdig og barmhjertig, og at hans naaderige Plan gaar ud paa at tilbyde fuldkommen Salighed til ethvert Medlem af Adams Slægt – til alle dem, der er blevet genløst ved den store »Genløsningsbetaling for alle«.

Den Klasse, der giver »Die« i disse Dage, indbefatter ogsaa mange ædle, gode, velmenende Guds Børn.  Den indbefatter mange Præster, Prædikanter og Søndagsskolelærere, hvis religiøse Arbejde bestaar i at servere »Mælk« for Folk, dog ikke altid »Ordets uforfalskede Mælk«; thi i Almindelighed udspæder og forfalsker de den med Overleveringer, Filosofi og verdslig Visdom, saa at Blandingen kommer til at virke søvndyssende, hvorved de opnaar, at deres »Børn« bliver beskedne, søvnige og »gode«, men uden Vœkst i Naade og Kundskab, hvilken de har lært at betragte som farlig.

FLY FØR VINTEREN!

»Bed om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat; thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.  Og dersom disse Dage ikke blev afkortet, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skal disse Dage afkortes.« – Matthæus 24:20-22.

Menighedens Indsamling finder Sted i en saakaldt Høsttid, i Slutningen af en Naadens Sommertid.  Herren forklarede (Matthæus 13:30, 37-43), at i denne Høst vilde han samle sin Hvede i Laden og opbrænde Ugræsset i en paafølgende stor Trængsel.  Det er endnu Skik mange Steder paa Landet at vente med [362] at opbrænde Affaldet indtil om Vinteren.  Vi forstaar, at Herrens Mening er den, at vi skal søge Hjælp og Styrke til at slippe fra Babylon, førend Trængselens Vintertid kommer over dette.

Vi maa huske, at der er to Klasser Hvede, som bliver frelst i denne Høsttid – skønt dette ikke stemmer overens med, hvad der foregaar i Naturen: 1) »Sejrvinderne«, de trofaste, som straks adlyder og flyr ud før »Vinteren«, og som bliver agtet værdige til at undfly alt det, som skal komme (Lukas 1:36); 2) saadanne Guds Børn, som ikke villigt adlyder, fordi de er overbebyrdede, som er nidkære, men ikke med Kundskab, og som mere eller mindre er besmittet af Verdens Aand.  Disse vil blive hjulpet ud af Babylon, naar dette er i Færd med at falde.  De vil fly i Vintertiden.

Vi skal ogsaa bede om og bestræbe os for, at vor Flugt ikke skal ske paa Sabbaten.  Hvilken Sabbat?  Ikke den syvende Dag i Ugen, heller ikke den første; thi Nymaaner og Sabbater vil sikkert ikke være nogen Hindring for de Kristne under en bogstavelig Flugt.  (Kolossenserne 2:16) Den Sabbat, der her er ment, er den store modbilledlige Sabbat, Millenniet, det 7de Tusindaars Sabbat.  Om vi begyndte vor Flugt før Sabbatens kronologiske Begyndelse, saa meget desto bedre; thi jo længere vi kommer ind i den, desto vanskeligere vil det blive at slippe løs fra og forlade Babylon paa en Tid, da den mest trænger til og beder om vor Støtte.

FALSKE MESSIASER OG FALSKE LÆRERE

»Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus eller der! da skal I ikke tro det.  Thi falske Krister og falske Profeter skal fremstaa og gøre store Tegn og Undergerninger, saa at ogsaa de udvalgte skulde blive forført, om det var muligt.  Se, jeg har sagt eder det forud.«

De her beskrevne Bedragere er sikkert ikke de Fanatikere, der fra Tid til anden har udgivet sig for at [363] være Kristus, og som kun har vildledet meget faa af dem, der har haft en Smule sund Fornuft og Dømmekraft. Vi har allerede udpeget Antikristen, den store Bedrager, Pavedømmet (Bind II, Kap. 9), som i Aarhundreder sad i det aandelige Tempel og udgav sig selv for at være Kristi eneste Repræsentant – hans Stedfortræder – om hvem Herren rigtigt forudsagde, at hele Verden vilde forundre sig over ham, med Undtagelse af dem, hvis Navne er skrevet i Lammets Livets Bog.  (Aabenbaringen 13:8)  Paa lignende Maade er den engelske Kirke ikke blot en Menighed eller et »Legeme«.  Den har et jordisk Overhoved i Kongen.  Den græsk-katolske Kirke har den russiske Czar til sit Hoved, og om end dette Forhold ikke er saa aabenbart, udøver han dog mere Magt.  Om nu Pavedømmet er Antikrist, en falsk Kristus, er da ikke ogsaa de andre falske Legemer med deres falske Hoveder ligeledes Antikrister, hvor mange eller hvor faa af Guds sande hellige, der end maatte være i dem?

»RETFÆRDIGHEDENS SOL SKAL OPGAA«

»Derfor om de siger til eder: Se, han er i Ørkenen, da gaa ikke derud; se, han er i Kamrene, da tro det ikke!  Thi ligesom Lynet [Solen] udgaar fra Østen og skinner indtil Vesten, saaledes skal Menneskesønnens NÆRVÆRELSE [græsk: PAROUSIA] være.« – Matthæus 24:26, 27.

At Satans store Bedragerier, »kraftige Vildfarelser«, er nær inde paa os, derom vidner ikke alene Jesu Ord, men ogsaa Apostelen Paulus. (2 Thessaloniker 2:10-12)  Hvis det var blevet forudsagt nøjagtigt, i hvilken Form Bedragerierne vilde komme, vilde de ikke saa let have kunnet vildlede.

Spiritisterne forkynder allerede:

»Se, han er i Kamrene.«  De paastaar, at de kan tale med Herren Ansigt til Ansigt ved nogle af deres Seancer, og at alle, som hylder deres Anskuelser, kan opnaa den samme Forret.  Tænk, om den Udtalelse, at [364] selv de udvalgte skulde blive forført, dersom det var muligt, skulde vise sig at betyde, at de udvalgte vil blive underkastet de strengeste Prøvelser paa denne onde Dag!

Herren vil ved sin anden Nærværelse ikke aabenbare sig i et Kammer eller for en Forsamling i en Ørken eller paa et øde Sted, ikke engang for en enkelt Nation som ved det første Komme.  Det vil blive en almindelig Aabenbarelse over hele Verden.  »Retfærdighedens Sol skal opgaa med Lægedom i sine Straaler.«  Det er det gennemtrængende Sandhedslys fra den store Retfærdighedens Sol, som allerede nu foraarsager saa megen Forvirring blandt Menneskene, idet denne skinner ind paa de mørke Steder og afslører Vildfarelser og Fordærvelser af enhver Art.  Alt, som aabenbarer, er Lys.  Det er Verdens store Lys, Kristus (og til sidst ogsaa hans Menighed), der skal velsigne Menneskeslægten ved at bringe for Lyset alt det, der er skjult i Mørket; thi intet er skjult, som ikke skal aabenbares.  »Dagen skal gøre det klart.«  Der kunde ikke være nogen Dag, uden at Solen skinnede fra Østen indtil Vesten.  »Det er det sande Lys, som [i den belejlige Tid] oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden.« – Johannes 1:9; eng. Overs.

(Vi vil undersøge Matthæus 24:28 i Forbindelse med Vers 41 for at faa Matthæus’s Beskrivelse til at stemme overens med Markus’s og Lukas’s Beskrivelser.)

SOLENS OG MAANENS FORMØRKELSE SOM TEGN

»Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skal rystes.« – Matthæus 24:29; Markus 13:24, 25.

Man bør nøje skelne mellem det, som kaldes »de Dages Trængsel«, og den Nød, som kommer ved disse Dages Ende, naar denne Tidsalder og dens Høst ender. [365] Dette fremgaar dog ikke saa klart af Mattæus’s og Markus’s Beretninger, som naar vi sammenligner dem med Lukas’s Gengivelse, der først synes i korte Træk at sammenfatte Evangelietidsalderens Begivenheder og saa uden at nævne noget om »de Dages Trængsel« gaar over til at tale om den Trængsel, hvormend vor Tidsalder vil slutte.  Han siger: 

»De [Jøderne] skal falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.  Og der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skal Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, medens Mennesker forsmægter af Frygt og Forventning om de Ting, som kommer over Jorderige.« – Lukas 21:24-26.

Det er en Kendsgerning, at hele Evangelietidsalderen har været en Trængselstid, saaledes som den beskrives i Matthæus 24:9-12, 29.  Den første Menighed blev forfulgt af det verdslige Rom, og da det pavelige Rom senere fik Magten, blev alle, der nægtede at godkende dets Vederstyggeligheder, forfulgt af det (Jesabel) enten direkte eller indirekte ved de verdslige Myndigheder, til hvilke det var viet (Achab).  Den Højestes hellig blev givet i hendes Vold, og hun undertrykkede dem i een Tid, Tider og en halv Tid – 1260 Aar – indtil Aar 1799.  Denne langvarige Forfølgelse, under hvilken mange blev renset, lutret og prøvet, og under hvilken Skøgernes Moder var drukken af de heliges Blod og af Jesu Vidners Blod (Aabenbaringen 17:6), fik, som vi allerede har set (Bind II, Kap. 9, og Bind III, Kap. 4), praktisk talt sin Afslutning Aar 1776.

Naar vi nu klart forstaar, at de Tegn, som Herren sigter til, skulde følge efter »de Dages« Trængsel, spørger vi angaaende disse Tegn (Solens og Maanens Formørkelse og Stjernernes Fald):  Skal de betragtes [366] som bogstavelige eller billedlige, og er de allerede gaaet i Opfyldelse?

Vi mener, at de allerede har haft en bogstavelig Opfyldelse, og at de nu faar en symbolsk Opfyldelse, som er af langt større Vigtighed.

Den 19de Maj 1780 (altsaa endnu i »de Dage«, under Pavemagtens 1260 Aar, men efter at den var begyndt at blive svækket, og da Trængselens Hede var forbi) indtraf der en fænomenal Solformørkelse, som hverken Datidens eller Eftertidens Videnskabsmænd har kunnet forklare.  At det ikke var nogen almindelig Begivenhed, fremgaar tydelig af mange Beretninger, hvoraf vi her kun anfører nogle faa:

»Den mørke Dag i Nordamerika var et af de Naturfænomener, som man altid vil læse om med Interesse, men som Videnskaben ikke kan forklare.« (Herschel.)

»Den mørke Dag, den 19de Maj 1870, har faaet dette Navn paa Grund af et mærkværdigt Mørke, som den Dag strakte sig over hele Ny-England.  Paa nogle Steder kunde Folk i flere Timer ikke se at læse almindelig Skrift under aaben Himmel.  Fuglene sang deres Aftensange, forsvandt og blev tavse; Hønsene gik til Hvile; Kvæget søgte ind i Stalden; man maatte tænde Lys i Husene.  Formørkelsen begyndte omtrent Kl. 10 om Morgenen og varede til Midnat, men Varigheden var dog forskellig paa de forskellige Steder.« (Webster.)

»Et saadant Mørke har der sandsynligvis ikke været siden Jesu Korsfæstelse.  Folk forlod deres Arbejde i Husene og paa Markerne; de Rejsende standsede; Skolerne blev afsluttet Kl. 11 om Formiddagen; Folk tændte Lys ved Middagstid, og Ilden skinnede som om Aftenen; mange troede, at Dommens Dag var kommet.  En stor Del af den følgende Nat var ogsaa enestaaende mørk, skønt det var Fuldmaane.« (Pastor Potter.)

»Mørket den følgende Aften var sandsynligvis større, end det nogen Sinde har været, siden den Almægtige frembragte Lyset.  Dersom ethvert lysende Legeme i Universet var blevet indhyllet i uigennemtrængeligt Mørke eller tilintetgjort, kunde Mørket ikke have været mere fuldstændigt.« (Dommer Tenney.)

Man har beregnet, at Mørket paa denne Dag, der kun kan forklares som et Tegn fra Herren, strakte sig [367] over et Omraade af 320,000 eng. Kv.-Mile – et Areal der er omtrent 25 Gange større end Palæstinas, hvortil Tegnene ved Herrens første Komme var begrænset.  Den Omstændighed, at disse Tegn hovedsagelig var indskrænket til den østilige Del af Amerika, bør ikke forundre nogen, naar vi husker paa, at den første Bevægelse blandt »Jomfruerne« (Matthæus 25:1-5) fandt Sted hovedsagelig i de samme Egne.  At Gud skulde bruge »Frihedens Land« til at lade disse Tegn til Syne i, kan ikke være mere underligt, end at det har behaget ham fra det samme Sted at udsende mange af vor Tids Velsignelser og Opfindelser, som nu anerkendes af den hele Verden.

STJERNERNES FALD

Skriften skelner ikke mellem Fiksstjerner og Meteorer.  Derfor er vi berettigt til at betragte det store »Stjernefald« (Meteorregnen) den 13de November 1833 som en bogstavelig Opfyldelse af Jesu Forudsigelse.  Man beregner, at 400,000 smaa Meteorer falder ned paa vor Jord hvert Aar.  Men Tallet paa de Meteorer, som hin Nat faldt ned, anslaar man til mangfoldige Millioner.  Denne »Stjerneregn« blev iagttaget over hele Nordamerika og Mexiko samt paa de vestindiske Øer.  Meteorernes Udgangspunkt paa Himmelen syntes at være Stjernebilledet Løven, og dette Udgangspunkt syntes at følge Meteorerne i deres Bevægelse hen imod Vest.  Humboldt ofrer 15 Sider i en af sine Bøger paa dette Fænomen.  En fransk lærd, som i Humboldts Selskab iagttog Fænomenet, siger derom:  »Der fandtes ikke paa hele Firmamentet en Plet saa stor som tre Gange Maanens Diameter, der ikke hvert Øjeblik var fyldt med Ildkugler og faldende Stjerner.«  Fænomenet gentog sig i mindre Skala i 1866; men Begivenheden i 1833 synes at have tjent som en Opfyldelse af Profetien om Tegnet.  I Forbindelse med det [368] foregaaende Tegn bidrog det øjensynligt meget til at vække Jomfruerne til at gaa ud for at møde Brudgommen, hvorom der tales i det følgende Kapitel. – Matthæus 25:1-5.

PROFETIENS BILLEDLIGE OPFYLDELSE

Medens disse bogstavelige Tegn tjente det bestemte Formaal at henlede Opmærksomheden paa Endens Tid, tror vi, at den billedlige Opfyldelse ikke er mindre slaaende og af endnu større Interesse for dem, hvis aandelige Sans er opøvet, saa at de er i Stand til at fatte den billedlige Betydning.

Solen er et Sindbillede paa Evangeliets Lys, Sandheden – altsaa Kristus Jesus.  Maanen er et Sindbillede paa Moselovens Lys; thi ligesom Maanen genspejler Solens Lys, saaledes var Loven en Skygge eller Genspejling af Evangeliet.  Stjernerne er Sindbilleder paa Menighedens inspirerede Lærere, Apostlene.  Himlene betegner Kristenhedens kirkelige Magter.  En Forening af disse Sindbilleder findes i Aabenbaringen (12:1), hvor »Kvinden«, der symboliserer den første Menighed, er fremstillet som iklædt Solen, d. v. s. den skinnede i det utilslørede Evangeliums fulde, klare Lys.  Maanen under hendes Fødder betegner, at Loven støtter hande, men dog ikke er Kilden til hendes Lys.  De tolv Stjerner, med hvilke hendes Hoved er kronet, betegner hendes af Gud udvalgte og inspirerede Lærere – de tolv Apostle.

Hvor som helst vi ser hen, kan vi se, at medens Guds indviede Folk faar den aandelige Næring og Oplysning, som de behøver i denne Tid, er dette ikke Tilfældet med Navnkirken.  Dens Sol er ved at blive formørket; dens Maane er ved at blive til Blod, og dens Stjerner er ved at falde.  Evangelielysets Brændpunkt har lige fra først af været Kristi Kors, Genløsningen.  Hvor dristigt Pavedømmet end søgte at faa indsneget Messeofret som en Erstatning for Kristi Offer, har Guds [369] hellige altid holdt fast ved dette velsignede Midtpunkt for alle Guds Forjættelser og alle hans Folks Forhaabninger.  De har holdt fast ved det, skønt de ikke har set Korsets fulde Betydning.  I den nyere Tid har flere og flere af Gejstligheden og deres Efterfølgere iblandt det protestantiske Lægfolk mistet Troen paa Jesu Blods genløsende Magt.  De ser i Kristus blot en stor Lærer.

Naar »Solen« (Læren om Genløsningsbetalingen) bliver formørket, maa ogsaa »Maanen« (den mosaiske Lov) formørkes.  Tidligere troede Lærerne paa Apostlenes Ord, at de mosaiske Ofre var en Skygge af de »bedre Ofre«; men nu betragtes Jødernes Ofre som blodige og barbariske; »Maanen« er i de skriftkloges Øjne blevet til Blod.  Saaledes er »Maanens« Formørkelse en Følge af »Solens«.  Joel (2:10) tilføjer, at »Stjernerne skal drage deres Glans ind«, hvilket betyder, at naar Evangeliets Lys er formørket og Ofringen under Lovpagten kun bliver betragtet som en meningsløs og blodig Ceremoni, da vil Menighedens af Gud udvalgte 12 Stjernes (Apostlenes) Lærdomme heller ikke længere blive anerkendt som Lys.

Gud har anerkendt eller beskikket de 12 Apostle til at være Menighedens Stjerner.  Fra disse og fra Maanen og Solen skulde al Menighedens Oplysning udgaa.  Fra dem er det sande Lys kommet, som har velsignet den sande Menighed.

Dersom Gud nu kun satte 12 Stjerner til Lys for sin Menighed, som fremstillet i Aabenbaringen (12:1).  er det da ikke en stor Fejltagelse af Pave og Biskopper at betragte sig selv som Apostlenes Efterfølgere – som Stjerner?  Er det ikke en Kendsgerning, at nogle af de saakaldte »Bibelkritikere« betragter sig selv og bliver betragtet af andre som Apostlenes Ligemænd eller Overmænd, som Lys, som Stjerner?  De forkynder deres egne Tanker og udbreder deres eget Lys over forskellige [370] Emner uden at betragte det som nødvendigt at henvise til de inspirerede Apostles Ord.

I Jesu Profeti indbefattes de sande Stjernelys i Evangeliets Sollys, hvorom der siges, at det er formørket og ikke længere giver sit Skin, medens de vildfarende Stjerner, de verdsligvise, de af Mennesker forordnede Lys paa de nuværende kirkelige Himle, siges at komme ned til jordiske Forhold, det vil sige, de forlader deres forhen i nogen Grad aandelige Standpunkt og kommer i deres Lære ned til de verdslige Morallæreres og Filosoffers Standpunkt – til et kristeligtborgerligt-politiskt Standpunkt.

Rystelsen af de kirkelige Himle, der omtales i samme Forbindelse, har noget at gøre med, at disse Kristenhedens Lys kommer ned paa et lavere Plan i deres Lære.  Denne forudsagte Rystelse betegner netop, hvad vi ser omkring os paa alle Kanter – en Rystelse af Kristenhedens Trosbekendelser og Dogmer, som paa Grund af deres Sammenblanding med Vildfarelser frembringer Forvirring, naar som helst der hentydes til dem (f. Eks. Læren om evig Pine o. s. v.).  Som Følge heraf søger mange af de verdsligvise, der straaler som Stjerner for Offentligheden, at bortlede Opmærksomheden fra alle saadanne Emner.

Hvem kan ikke se disse Tegn gaa i Opfyldelse rundt omkring os nu for Tiden?  Solen, Maanen og Stjernerne er endnu kun delvis formørkede.  Men mange af de falske Stjerner har opgivet ethvert Forsøg paa at lade Evangeliet skinne og er kommet ned til det Stade, hvorpaa de Masser staar, for hvem de tjener som Lys.

I Overensstemmelse hermed omtaler Lukas (21:25, 26) andre af denne Tids Tegn: »Paa Jorden skal Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen [de urolige, lovløse Elementer], medens Mennesker forsmægter af Frygt og Forventning om de [371] Ting, som kommer over Jorderige [Samfundet]; thi Himmelens Kræfter skal rystes.«

Det brusende Hav og Bølgerne betegner den urolige Del af Menneskeheden, som endnu, om end ikke fuldstændigt, tøjles af Samfundets Love og Regler.  Alle har i Løbet af de sidste 20 Aar hørt noget af denne »Brusen« med dens til Tider voldsomme Udbrud, der som Stormfloder har slaaet op imod Jorden [Samfundsordningen] og søgt at opsluge den.  Disse Bølger samler sig nu Kraft og Styrke.  Som Profeten viser, drejer det sig kun om nogle faa Aar, førend alle Bjergene [Rigerne] »rokkes og kastes ud i Havets Midte«, i Anarkiet.  (Psalme 46:3, 4)  Enhver Avis, der ikke staar under de riges Kontrol, er Talerør for denne urolige Klasse, »Havet«; de andre Aviser maa, skønt modvilligt, i Form af Nyheder bære Ekkoet fra Brændingernes Brusen videre ud.  Det er dette, som i en forholdsvis fredelig Tid gør, at Folkene forsmægter af Frygt.

Efterhaanden som Menneskene begynder at indse, at Havets Uro i høj Grad skyldes, at Overtroen forsvinder og Gejstlighedens Indflydelse tager af, og efterhaanden som de mere og mere ser Himmelens Kræfter [Kirkesamfundenes Trosbekendelser og Systemer] rokkes, forsmægter deres Hjerter af Frygt for det, som kommer over Jorderige [Samfundet].  De ivrige Anstrengelser, der nu gøres for at genoprette og forene de sekteriske Kræfter og deres Indflydelse, vil kun lykkes en kort Tid; thi en fuldstændig Opløsning vil snart indtræffe.  »Og da [paa den samme Tid] skal Menneskesønnens Tegn [Beviset paa hans anden Nærværelse] vise sig.« – Matthæus 24:30.

Vi maa ikke glemme, at hele denne Profeti blev fremsat som Svar paa visse Spørgsmaal, af hvilke eet lød saaledes:  »Hvad skal Tegnet være paa din Nærværelse« – ved dit andet Komme?  Idet Disciplene [372] tænkte paa, hvor faa det var, som anerkendte Messias ved hans første Komme, og paa, at de selv i lang Tid havde næret Frygt og Tvivl, ønskede de at vide, hvorledes de kunde være sikre paa at genkende ham ved hans andet Komme.  Ved sit første Komme var han synlig, og hans Identitet blev bekræftet af Tegnene, af hans underfulde Ord og Gerninger og af Johannes Døberen.  Hvilket Tegn skulde de vente som Bevis paa hans anden Nærværelse?  Dette var det Spørgsmaal, de særlig ønskede besvaret.

Herren forsikrede dem i sit Svar om, at hans Folk skulde faa et passende og tilstrækkeligt Tegn; men om dets Karakter sagde han intet.  »Da skal Menneskesønnens Tegn vise sig.«  Det vil være tilstrækkeligt for Guds trofaste, vaagende Børn; men det er ikke bestemt for andre.  Det var denne Klasse, der saa og forstod Beviserne ved hans første Komme, medens Masserne i det nominelle Israel ikke kunde skelne Tidernes Tegn.  Gud ønskede ikke, at de andre skulde se dem; derfor blev mange af de underfulde Livets Ord talt i Lignelser og dunkle Udsagn, for at de, seende, ikke skulde se og, hørende, ikke forstaa, fordi de var uværdige til det Lys, der da skinnede for de trofaste alene.  Saaledes vil det ogsaa være med Hensyn til Tegnet eller Beviset paa hans anden Nærværelse.  Denne vil ikke blive aabenbaret for hele Menneskeslægten; den kan kun erkendes af de sande Israelitter, af dem, der er ærlige, uden Svig.

Ordet »Tegn« hedder paa græsk sœmeion, der betyder Bevis eller Kendetegn.  Det forekommer bl. a. paa følgende Steder: Johannes 20:30; Apostlenes Gerninger 14:3; 1 Korinthier 14:22; 2 Korinthier 12:12.  Naar det derfor siges: »Da skal Menneskesønnens Tegn vise sig,« saa betyder det ikke, at Herrens dalevende Disciple skal se ham, men at de ved den Tid skal faa Bevis for hans Nærværelse.  Tegnene paa Herrens anden (373) Nærværelse vil være I Overensstemmelse med Profeternes Vidnesbyrd (se Bind II, Kapitlerne 5, 6 og 7), saaledes som Tilfældet var ved hans første Komme.—Lukas 24:44-46.

»Himmelen«, hvor Tegnet eller Beviset paa hans Nærværelse skal vise sig, er ikke Lufthimmelen, heller ikke den Himmel, hvor Faderen og de hellige Engle bor, men den symbolske, aandelige Himmel, som ifølge det foregaaende Vers skal rystes saa frygteligt at dens Stjerner falder ned. I denne »Himmel« skal Tegnet først vise sig. Nogle vil i den vidunderlige Udfoldelse af Guds Tidsalderplan se Opfyldelsen af Profeternes Udsagn om Kristi anden Nærværelsesdag. De vil deri se et af Tegnene paa hans Nærværelse. (Lukas 12:37) Den begyndende sociale og kirkelige Dom over Babylon eller Kristenheden er et andet Tegn paa, at Dommeren er kommet og først holder Regnskab med de Tjenerne, til hvem han overlod sit Gods. (Matthæus 25:19; Lukas 19:15) Dommen skal begynde med Guds Hus; og dette foraarsager Forvirring og Bestyrtelse blandt Nutidens Teologer og Ypperstepræster, idet de forsøger at tilvejebringe indbyrdes Overensstemmelse i deres Læresætninger og Skikke, ligesom Farisæerne og de skriftkolge gjorde ved Jesu første Nærværelse,—skønt hans Nœrvœœrelse blev benœgtet dengang ligesom nu.

Ved hans første Nærværelse blev de ydmyge, sande Israelitter, hvem Gud agtede værdige, ikke forvirret, men oplyst, saa at Herren kunde sige til dem: »Salige er eders Øjne, fordi de ser, og eders Øren, fordi de hører. Thi sandelig siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attraaede at se, hvad I ser, og saa det ikke; og at høre, hvad I hører, og hørte det ikke.« Matthæus 13:16,17) Saaledes er ogsaa nu ved Menneskesønnens anden Nœrvœrelse Oplukkelsen af Guds Ord og Plan, der viser os saavel Guds Tider og Stunder (374) som »Babylons« Forvirring, et tilfredsstillende Bevis for Kongens Nærværelse.

»Og da skal alle Jordens Stammer jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer.«—Matthæus 24:30.

Jordens Stammer kommer ikke til at se Tegnet eller Beviset paa Herrens Nœrvœrelse, som kun viser sig i »Himmelen«, i den i det mindste af Navn aandelige Klasse, Kirkesamfundene, og som kun kan ses af dem, der er uden Svig. De vil heller aldrig komme til at se Herren selv med deres naturlige Øjne; thi han er ikke længere Kød og kan ikke ses af de kødelige*). Vi bø mindes Herrens Ord: »Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere.« (Johannes 14:19) Apostelens Ord til Menigheden bør ogsaa erindres—at vi alle maa forvandles og blive til Aandevæsener ligesom Herren, før vi kan »se ham, som han er«. ( 1 Korinthier 15:51-53; 1 Johannes 3:2) Jordens Stammer derimod vil kunne se Trœngselskyerne og den Forvirring, der følger med »Himmelens« Rystelse. De skal forstaa, at det er en Storm, der ogsaa vil ryste »Jorden« (se (Hebræerne 12:26,27). Paa den Tid skal der blive en almindelig Jammer som Følge af den store Trængsel; og til sidst, naar Stormen er ophørt, skal hele Menneskeslægten med Forstandens Øjne se og kende den nye Konge. De skal da jamre sig over Synden og over, at de i deres Blindhed forkastede ham. Jøderne vil være de første til at se ham.—Sakarias 12:10-12.

___________________________

*) Bind 11, Kap. 5. 

___________________________

»Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skal samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.«—Matthæus 24:31

Dette Værk foregaar i Mellemtiden, i »Høsten«. Englene (Jordens nye Konges Sendebud) udfører et Adskillelsesarbejde, ikke mellem Mingheden og Verden, men inden for Navnkirken—den nuværende (375) »Himmel«. Dette Arbejde fremstilles ved forskellige Symboler. Det lignes ved Hvedens Adskillelse fra Klinten og dens Indsamling i Laden (Matthæus 13:30); det lignes ved, at de gode Fisk samles i Kar, og at de uduelige, der er fanget i Evangeliets Net, kastes tilbage i Havet (Matthæus 13:47-49); det er Indsamlingen af hans Juveler (Malakias 3:17; eng. Overs.); det er Udkaldelsen af hans Folk fra Babylon (Aabenbaringen 18:4); det er Midnats-Anskriget til Jomfruerne, hvilket skiller de kloge fra de daarlige (Matthæus 25:6); og i denne Profeti er det de udvalgtes Udskillelse fra alle Kristenhedens ikke-udvalgte, fra de fire Verdenshjørner, fra alle Kanter. 

Vi maa ikke vente at se Engle med Vinger flyve gennem Luften og blæse i en stor Basun, medens de hist og her borttager nogle af de hellige. Vi kunde lige saa gerne vente at blive bogstavelige Fisk, der samles i bogstavelige Kar, eller bogstavelige Hvedekorn, som samles i en bogstavelig Lade. De Engle eller Budbærere, som Herren anvender ved denne Høstindsamling, er, tror vi, saadanne Sendebud, som han har brugt i sin Tjeneste gennem hele denne Tidsalder—jordiske Tjenere, avlede af hans hellige Aand, »nye Skabninger i Kristus Jesus«.

Med den store Basun forstaar vi den modbilledlige »Jubel-Basun«, »den syvende Basun«, der er lige saa billedlig som de foregaaende seks (Aabenbaringen 11:15-18), af hvilke ingen har givet nogen bogstavelig Lyd fra sig. Den har paa sindbilledlig Vis lydt siden Oktober 1874 og vil vedblive at lyde indtil Tusindaarstidsalderens Slutning. Da denne Basun begyndte at lyde, begyndte »Høsten«, og Indhøstningen og Adskillelsen maa vedblive, indtil »Hveden«—alle de udvalgte—er samlet ud fra de nuværende »Himle« (Kirkesystemer) til Herren. »Englene« (Sendebudene) er dem, der bærer det Budskab ud fra Herrens Ord, som foraarsager Adskillelsen og samler hans udvalgte til ham. 

(376) Guds trofaste, som nu er overført fra Mørket til det underfulde Lys, ser og hører Ting, som andre ikke kan se og høre, og de faar nu Lov til at være deres Herres Medarbejdere som hans Engle, Sendebud eller Tjenere, i denne saavel som i alle andre Afdelinger af Gerningen gennem hele Tidsalderen. Ved hans Naade har de pløjet, saaet, harvet og vandet, og nu høster de sammen med Overhøstmanden.

GUDS RIGES NÆRHED

»Lær Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er blevet blød, og Bladene skyder frem, da skønner I, at Sommeren er nær. Saaledes skal ogsaa I, naar I ser alt dette, skønne, at han [Guds Rige—Lukas 17:21] er nær for Døren. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting er sket. Himmelen og Jorden [den nuværende kirkelige og sociale Ordning] skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa.«—M atthæus 24:32-35.

Mange vantro har hæftet sig ved denne Tekst og paastaaet, at den tydelig nok ikke er blevet opfyldt, og at det derved er bevist, at Herren var en falsk Profet. De anvender Profetien udelukkende paa de Trængsler, der var forbundet med Israels nationale Fald i Aarene 70-73, og de bemærker haanligt, at den Slœgt (Generation) og mange flere er forgaaet uden at se Opfyldelsen af »alt dette«. Hertil svarer vi selvfølgelig, at Herrens Profeti er blevet misforstaaet—at den kun delvis sigtede til Israels Trængsel, som kulminerede i Aarene 70-73. For at imødegaa Indvendingen har visse kristne Forfattere ladet sig forlede til at paastaa, at Ordene »denne Slægt« betød »denne Race«, Jøderne, og at den ikke skulde forgaa, før alle disse Forudsigelser var blevet opfyldt. Vi maa dog af flere Grunde tage Afstand fra denne Fortolkning.

1) Skønt Ordene »Slægt« og »Race« kan siges at være beslægtede i deres Begreb, har de alligevel ikke same Betydning, og i Bibelen anvendes de som to (377) helt forskellige Ord. Mærk, at naar Ordet »Slægt« i det nye Testamente er brugt i Betydningen Race eller Afkom, er det altid udtrykt ved det græske Ord gennæma (som i Matthæus 3:7; 12:34; 23:33; Lukas 3:7) eller ved genos (som i 1 Peter 2:9). Men af de tre forskellige Gengivelser af denne Profeti fremgaar det, at Herren brugte et helt andet græsk Ord: genea, som ikke betyder Race, men Generation Slægtled). Andre Steder, hvor dette græske Ord er  brugt, beviser, at det ikke bruges i Betydningen Race, men om Folk, som lever samtidigt. Vi n­ævner som Eksempler Matth­aus 1:17; 11:16; 12:41; 23:36; Lukas 11:50,51; 16:8; Apostlenes Gerninger 13:36; Kolossenserne 1:26; Hebræerne  3:10.

2) Herren kunde ikke have ment den jødiske Race, og det vilde ikke have v­æret rigtigt at bruge et gr­æsk Ord, som betød Race, fordi det slet ikke var Jøderne som Folk, Disciplenes Spørgsmaal drejede sig om; og heller ikke behandlede Herrens Profeti, der var Svaret paa dette Spørgsmaal, den jødiske Race. Israel er knap nok nævnt i denne Profeti. Hvis Herren havde sagt, at denne Race ikke vilde forgaa, før alt var opfyldt, vilde det stadig v­ære et aabent Spørgsmaal, hvilken Race der var ment, da der ikke blev n­ævnt nogen særlig Race. Det kunde derfor i saa Tilfælde have v­æret lige saa rigtigt at sige, at der sigtedes til Menneskesl­ægten.

Men naar vi forstaar, at Orden genea her som andre Steder betyder Slœgtled (Generation), og at Jesu Ord var en Profeti, der omfattede hele Evangeliealderen, har vi ingen Vanskelighed ved at se, at Ordenes Betydning var: »Denne Slægt [der skulde blive Vidne til de Tegn, hvorom Disciplene havde spurgt, og som Herren lige havde opregnet—nemlig Solens og Maanens Formørkelse og Stjerneres Fald]—denne Slœgt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting er sket.« (378) Med andre Ord: De omtalte Tegn finder Sted inden for een Slægtledsperiode ved Tidsalderens Slutning.

At Herren valgte Figentræet til Billede, kan have været tilfældigt; men vi er tilbøjelige til at tro, at det ikke var tilfældigt. Den særegne Omstændighed, at Herren en Gang forbandede et Figentræ, som ikke bar Frugt, og som da straks visnede hen (Matthæs 21:19,20), gør os tilbøjelige til at tro, at Figentræet i denne Profeti betegner den jødiske Nation. Hvis det er saa, da er denne Profeti tydeligt nok nu i Færd med at opfyldes, idet Tusinder af Israelitter udvandrer til Palæstina, og idet Zionist-Bevægelsen allerede har naaet et saadant Omfang, at man har fundet det berettiget at holde Kongresser, hvori Repræsentanter fra alle Dele af Verden har deltaget, for at give Forslaget om Genoprettelsen af en jødisk Stat i Palæstina praktisk Form. Disse Knopper vil udvikles, men ikke blive til moden Frugt før efter Oktover 1914—naar »Hedningernes Tider« er fuldt udløbet.

Et Slægtled kan beregnes at omfatte 100 Aar (praktisk talt den nuværende Grænse) eller 120 Aar, Mose Levetid og Bibelens Grænse. (1 Mosebog 6:3) Naar vi regner 100 Aar fra 1780, da det første Tegn viste sig, bliver Grænsen 1880; og efter vor Formening var ethvert af de forudsagte Træk begyndt at gaa i Opfyldelse da. Hvis man foretrækker at regne Aarhundredet eller Slægtledet fra Tiden for det sidste Tegn, Stjernernes Fald, kan man godt gøre det; et Aarhundrede, der begyndte 1833, er jo endnu langt fra udløbet. Der lever endnu mange, som var Vidne til Stjernefaldet. De, som vandrer med os i den nærværende Sandheds Lys, venter ikke, at det, som allerede er kommet, skal komme, men de venter paa Fuldendelsen af det, som allerede foregaar. Eftersom Mesteren sagde: »Naar I ser alt dette,« og eftersom »Menneskesønnens Tegn i Himmelen«, Figentræets Blade, der springer ud, (379) og »de udvalgtes« Indsamling regnes iblandt Tegnene, kunde man regne »Slægten« fra 1878 til 1914—36 ½  Aar—omtrent et Menneskes Gennemsnits-Levetid for nærværende.

»Men hin Dag og Time ved ingen, ikke engang Himmelens Engle, ikke engang Sønnen men alene min Fader.« (Matthæus 24:36, det sinaitiske MS.; sammenlign Markus 13:32,33) »Se til, vaag og bed; thi I ved ikke, naar Tiden er der.«

Mange synes at lægge mere i disse Ord, end de virkelig udtrykker. Man betragter dem, som om de satte en Laas for alle Profetierne i Bibelen og gjorde dem unyttige, som om Herren skulde have sagt: »Intet Menneske skal nogen Sinde vide«, hvorimod han blot sagde: »Ingen ved [nu]«, idet han kun sigter til dem, som hørte ham, og for hvem de nøjagtige Tider og Stunder ikke da kunde aabenbares. Hvem kan tvivle om, at »Himmelens Engle« og Sønnen nu ved fuld Besked om de Ting, som er skredet saa langt frem, at de er nær ved deres Fuldendelse? Og dersom de ikke af det, der staar i dette Vers, nu er hindret i at vide Tiden og Stunden, saa hindres heller ikke Guds Børn nu af dette Vers i at søge at forstaa hele Sandheden, der forud er skrevet til Lærdom for os. Det var, fordi Faderen ikke vilde, at hans Folk dengang og ned til den Tid, da »Seglene« blev brudt, skulde vide Tiden, at Herren skildrede de kommende Begivenheders Gang og forsikrede dem om, at dersom de vilde vaage, bede og forblive trofaste, skulde de, naar den rette Tid kom, ikke blive ladt i Mørke, men faa det nødvendige at se.

Gud paapegede gennem Profeten Daniel, at paa denne Tid skulde »de vise forstaa« Synet og Profetien, men at »ingen af de ugudelige« skulde forstaa det. (Daniel 12:9,10) Til dette føjer Apostelen Paulus sit Vidnesbyrd: »I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skal komme og overraske eder som en Tyv,« skønt (380) Den ska komme saaledes over Verden. »Vaag [for at I, naar den rette Tid er kommet, kan vide det] og bed til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til ayt undfly alle disse Ting, som skal ske.«

LIGESOM I NOAS DAGE

»Og ligesom Noas Dage var, saaledes skal Menneskesønnens Nærværelse [græsk: PAROUSIA] være. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aad og drak, tog til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og ikke agtede det. . . . SAALEDES SKAL OGSAA MENNESKESØNNENS NÆRVÆRELSE VÆRE.«—Matthaæus 24:37-39.

Det virkelige Kærnepunkt i dette Billede overses af mange, som uden at finde nogen Støtte derfor i Herrens Ord antager, at Ugudeligheden paa Noas Tid kan sammenlignes med den, der vil være til Stede i Tiden for Kristi Nærværelse. Men skønt en saadan Sammenligning kunde have været rigtig, er det dog en Kendsgerning, at den ikke blev foretaget. Sammenligningen gælder Uvidenheden. Kun Noa og hans Familie vidste Besked; Folket vidste intet, men levede som sædvanlig—giftede sig, plantede, byggede, aad og drak. Saaledes er det ogsaa i Tiden for Kristi anden Nœrvœrelse i Slutningen af denne Tidsalder. Medens den store Trængsel er overhængende, er Herrens Folk de eneste, der kender til hans Nœrvœrelse og har en klar Forstaaelse af, hvad der kommer, hvorfor det kommer, og hvad Udfaldet vil blive. Andre ved det ikke.

I Lukas 17:26-29 læser vi det samme. Vi ser der, at baade Noas og Loths Naboer var uvidende om den overhængende Trængsel i Noas Dage og i Loths Dage, ligesom Verden i Almindelighed er uvidende om den kommende Trængsel i Menneskesønnens Dage, efter at han er kommet og er nærværende. Vi ser dette klart opfyldt rundt omkring os nu. Verden er ængstelig og forvirret; men den ved intet om Menneskesønnens (381) Nærværelse og det Regnskab, som nu gøres op. Selv om Menneskene kunde gøre sig tilnærmelsesvis rigtige Forestillinger om den kommende Trængsel, kan de dog ikke gætte sig til de Velsignelser, der følger efter.

»Paa samme Maade skal det være paa den Dag, da Menneskesønnen [der allerede er NÆRVÆRENDE] aabenbares [først for sine vaagende »Jomfruer«, senere i Trængselen for alle Mennesker]. Paa den Dag skal den, som er paa Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligesaa skal den, som er paa Marken, ikke vende tilbage igen! Kom Loths Hustru i Hu! Den, som søger at bjærge sit Liv [ved at handle mod sin Samvittighed og blive i Babylon], skal miste det; og den, som mister det [opofrer det nuværende Livs Interesser], skal beholde Livet«—for evigt.—Lukas 17:30-33.

Saaledes henlægger Lukas’s Evangelium disse Ord (der allerede er betragtet i det foregaaende) til Evangelietidsalderens Slutning—»den Dag, da Menneskesønnen aabenbares«.

»Kom Loths Hustru i Hu!« Dette er Herrens alvorlige Formaning. Hvor lidet betydningsfuld vilde denne Formaning ikke have været, hvis den kun gjaldt dem, der flygtede fra Judæa i Aaret 70; men hvor kraftig er den derimod ikke, om den betragtes som et Raad til Guds Folk nu i Evangelietidsalderens Slutning. Naar vi har lært at forstaa, at Babylon er dømt, og hører Herrens Budskab: »Gaa ud fra hende, mit Folk, for at I ikke skal blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager,« bliver det i Sandhed for os som Røsten af de Sendebud, der tilskyndede Loth og hans Familie til at flygte ud af Sodoma, idet de sagde: »Fly for dit Livs Skyld, se ikke bag dig og stands ikke paa hele Sletten, fly til Bjergene, for at du ikke skal blive bortrykket!« (1 Mosebog 19:17) Billedet faar forøget Betydning, naar vi husker paa, at Navnkristenheden er »den store Stad [Babylon], som i aandelig Forstand Kaldes Sodoma«.—Aabenbaringen 11:8.

(382) Loths Hustru »saa sig tilbage«, efter at hun var begyndt at flygte i den anviste Retning; hendes Hjerte hang ved det, som laa bagved. Og saaledes er det ogsaa med nogle, som nu er ved at fly ud fra Babylon hen til Herrens Bjerg (Rige); de er stærkere fæstet til det, som ligger bagved, end til det, som ligger foran. Ingen andre kommer imidlertid til at fuldende Løbet end de, som tragter efter det, der er heroventil, og ikke efter det, som er paa Jorden. De helliges Udholdenhed beror paa, at de er fuldt ud indviede til Herren; ingen andre vil kunne løbe saaledes, at de opnaar Klenodiet.

EN TAGES MED, OG EN ANDEN LADES TILBAGE

»Jeg siger eder: I den Nat skal to Mænd være paa eet Leje; den ene skal tages med, og
den anden skal lades tilbage.«—Lukas 17:34; udeladt hos Matthæus.

Herren har gennem Profeten sagt os, at skønt Tusindaarsrigets Morgen nærmer sig, kommer der dog først en Nat. (Esajas 21:12) Det bliver en Trængselsnat, i Begyndelsen af hvilken de hellige vil blive samlet ud af Babylon. »Sengen« her kan i Overensstemmelse med Esajas’s Brug af dette Ord (Esajas 28:20) fortolkes som et Symbol paa de menneskelige Trosbekendelser, der er lange nok for »Spædbørn« i Kristus, men alt for korte for et voksent »Menneske« til at strække sig ud i. Dette gælder de forskellige »Menneskelærdomme«, som sættes i Stedet for, men er vidt forskellige fra Guds Ords Lærdomme, hvis Længde og Bredde overgaar al menneskelig Kundskab. Saaledes er f. Eks. Læren oom Udvælgelsen, som den læres af Kalvinisterne, en tilstrækkelig stor »Seng« for »Spædbørn« i Kristus at hvile i—for saadanne, hvis Sind ikke er meget opøvet; men naar disse Børn vaagner op og betragter Tingene i Lyset af Nutidens Kundskab, vil de sikkert alle finde den gamle Trosbekendelsesseng for kort og ubekvem. Naar de søger at indhylle sig i Guds Løfters Dække, som er blevet sammenrimpet (383) Ved en vildfarende Teologi, kan de ikke faa det til at naa om sig paa en tilfredsstillende Maade. Tvivlens Kulde sniger sig ind over dem; de begynder at frygte for, at de og deres Venner maaske slet ikke hører til de »udvalgte«; og til sidst føler saadanne mere udviklede Kristne, at det er en Lettelse at slippe ud af denne ubehagelige Tilstand. Dem sender Herren den nærværende Sandheds Lys for at lede dem ud til et »vidt Rum«, hvor der findes sand Hvile og rigeligt Dække for alle, der søger at kende og at gøre Faderens Vilje. Andre—og det er Flertallet—forbliver dog ganske tilfredse og rolige i deres forskellige smaa Baase, fordi de er »Børn«, ikke »Mænd« i kristelig Kundskab og Erfaring. Den ene skaal tages med, og den anden skal lades tilbage.

»Da skal to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage.«—Matthæus 24:40.

»Ageren er Verden«, forklarer Herren. I denne Profeti betegner den en Tilstand uden for det nominelle »Hus«, uden for Babylon. Heraf lærer vi, at ikke alle de, som kommer ud af Babylon, vil blive »indsamlet« men at »Juvelerne« opsøges, hvor som helst de findes; thi »Herren kender sine«, og i Høstens Tid samler han sine »Juveler«, sine udvalgte, til at blive hans Medarvinger i Riget.

»To Kvinder skal male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage.«d—Matthæus 24:41; Lukas 17:35.

En Kværn (Mølle) er et Sted, hvor der tilberedes Føde. Offentlige Lærere og teologiske Skoler maler den aandelige Føde til »Babylon«. De leverer daarligt Mel—ikke »rent Mel«. Der klages mere og mere over, at Maden, som serveres, for Støstedelen bestaar af Skaller og Avner, der ikke kan ernære og styrke det aandelige Liv. Hver Møller er nøsaget til at tilberede det, som gives ham af hans Kirkesamfund. Han kan ikke bibeholde sin Stilling, om han vil skaffe Troens (384) Husfolk »Mad i rette Tid«, »rent Mel«. Derfor indsamler den nærværende Sandhed nogle af Møllerne og lader andre tilbage—den ene tages med, og den anden lades tilbage. De, som er trofaste over for Gud og hans Hjord, vil blive taget med; alle de andre lades tilbage. Medens Verden og Navnkirken erklærer denne Tid for at være en Enhedens og Sammenslutningens Tid, erklærer Gud den for at være en Adskillelsens Tid.—Esajas 8:12.

»HVOR AADSELET ER, DER VIL ØRNENE SAMLE SIG«

»Da svarer de [Disciplene] og siger til ham: Hvor, Herre? [Hvor vil disse blive taget hen?] Men han sagde til dem: Hvor Aadselet [Føden] er, der vil Ørnene samle sig.«—Matthæus 24:28; Lukas 17:37.

Heraf lærer vi, at paa den Dag, naar Herren samler sine »udvalgte« fra de fire Verdenshjørner—fra hver Del af Kristenheden—drager han dem, ligesom Ørnene drages: ved den Føde, for hvilken de har et skærpet Syn og en skærpet Appetit. Gud vil i rette Tid tilvejebringe den rette Føde for sit Folk, og dette vil kende den og samles om den. De, der er rede og værdige, tages med, de andre lades tilbage.

Den »nærværende Sandheds« Føde, der nu skaffes til Veje af Herren, samt hans helliges Forsamlen sig om og til den, passer nøjagtigt til Beskrivelsen i denne Profeti. Det Kald, der nu udgaar, lyder ikke paa, at man skal gaa ud af en »Molle«og ind i en anden, heller ikke ud af en  Seng« og ind i en anden af omtrent samme Omfang. Det er ikke en Samlen af mange eller faa til et eller andet Menneske eller til noget nyt Samfund, men en Samlen til Kristus selv, den sande og eneste Mester og Lærer. Naar er tidligere alle de, som stoler paa Kristi dyrebare Blod og er indviet til ham blevet saaledes anerkendt som Brødre, som det eneste Troens Husfolk under den eneste Herre, Kristus, (385) Uden Hensyn til menneskelige Trosbekendelser og Dogmer vedrørende andre Emner? Aldrig siden Apostlenes Dage, saa vidt vi ved.

VAAG DERFOR

»Vaag derfor; thi I ved ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer. Men dette skal I vide [at Grunden til, at Tiden saaledes skjules i Symboler og Lignelser, er den], at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus.«—Matthæus 24:42,43

»Husbonden« i den nærvæende Husholdning er ikke vor Herre, men vor Modstander, Djævelen, »denne Verdens Gud«, den Fyrste, der har Magt i Luften, »denne Verdens Fyrste«, som nu regerer i Vantroens Børn og forblinder alle dem, der ikke tror—alle, hvis Forstands Øjne ikke er blevet salvet med Herrens Øjensalve. (2 Korinthier 4:4; Efeserne 2:2; Aabenbaringen 3:18) Denne Modstander er meget listig. Al den Kundskab, han har om Guds Tider, Stunder og Anordninger, skynder han sig at bruge for at modarbejde Guds Plan, saaledes som Herren forklarer i den anførte Udtalelse.

Guds Fremgangsmaade over for Satan har været at lade ham gaa sin egen Vej, undtagen hvor han kom i Strid med den guddommelige Plan. Gud har styret Satans onde Paafund saaledes, at de har tjent til at fremme hans Plan. Skønt Satan l­ænge har kendt Bibelen, har han dog kun forstaaet ubetydeligt af den, og det af samme Grund som Mennesket ikke har forstaaet den—fordi den for en stor Del er skrevet i Lignelser og Symboler. Nu, da den rette Tid til at forstaa alt dette er kommet, kan dog ingen andre forstaa den end de, der ledes af den hellige Aand, som ifølge Herrens Løfte vejleder dem til al Sandheden, men som Verden ikke kan annamme. Satan har ikke den hellige Aand, han ledes ikke af den, og som Følge deraf er (386) Meget af Guds Ord Daarskab for ham. Men uden Tvivl har han ligesom Verden i nogen Grad lært, at »Herrens fortrolige Samfund er med dem, som frygter ham«. (Psalme 25:14) Vi kan derfor antage, at hans Repræsentanter, de faldne Engle, hyppigt er til Stede, naar Guds indviede Børn samles til Bibelstudium o. s. v. for at lære noget om Guds Plan.

Paa hvilken anden Maade Satan vilde have lagt sine Planer, hvis han før havde haft Kendskab til Guds Plan, kan vi kun gætte os til; men Herrens Vidnesbyrd viser tydeligt, at om Satan havde haft en saadan Kundskab, vilde det have været nødvendigt, at Evangeliets Tidsalder var blevet afsluttet og Tusindaarsriget indledet paa en anden Maade, end den Gud havde bestemt og forud forkyndt. Da han nu ikke kendte til Guds Planer og derfor ikke kunde forsvare sit Hus, blev han overrasket af Herrens parousia i Aaret 1874 og af usH»Høstarbejdet«, som derpaa begyndte.

»Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mener.«—Matthæus 24:44.

Her udmærker Ordene »ogsaa I« Herrens trofaste i Modsætning til Satn og hans Husfolk. Tiden for Herrens Nærværelse kunde ikke engang af de hellige kendes i Forvejen. Hans Nærværelse var ikke kendt før næsten eet Aar efter Oktober 1874, da hans Banken gennem Profeternes og Apostlenes Ord blev opfattet. Siden den Tid har der været mange ydre Tegn og Beviser paa Menneskesønnens Nærv­ærelse; og hans udvalgte, som nu samles fra de fire Verdenshjørner, bliver indført til Festen og indbudt til at sidde til Bords og æde af Retter, som Verden intet kender til. De bliver betjent først og fremmest af Mesteren selv, men dernæst ogsaa af hverandre.—Se Lukas 12:37.

UDDELINGEN AF FØDE TIL HUSFOLKENE

»Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i (387) rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer.«—Matthæus 24:45-51; Lukas 12:42-46.

Disse Ord synes at antyde, at paa den særlige Tid, som der her sigtes til—Tiden for Herrens  Nœrvœrelse og Indsamlingen af de udvalgte—vil Herren, der er sit Folks store Tjener, vælgte eet Redskab til Uddelingen af Maden i rette Tid, skønt andre Redsakber eller Medtjenere vil blive brugt til at bringe Maden til »Hufolkene«. Tjeneren er dog kun en Husholder og kan naar som helst blive afskediget, hvis han ikke fuldt erkender Mesteren i enhver Henseende og giver ham—Guds og hans Folks store Tjener, »Pagtens Engel«, Kristus—den tilbørlige Ære.

Hvis den omtalte Tjener forbliver trofast baade mod sin Herre, sine Medtjenere og »Husfolkene«, vil hans Troskab blive belønnet med, at han faar Lov at vedblive at være Husholder. Saa længe han tjener med Troskab, skal han vedblive at tjene Troens Husfolk ved at frembære gamle og nye Ting, Mad i rette Tid—de dyrebare Ting fra Guds Forraadskammer. Men skulde han vise sig utro, vil han blive afsat og kastet ud i Mørket udenfor, medens antagelig en anden overtager Pladsen paa de samme Betingelser.

Efter vor Forstaaelse betyder dette ikke, at »den Tjener« eller Husholder, der bruges som Redsakb til at uddele denne »Mad i rette Tid«, er den, som tilbereder Maden, heller ikke, at han er inspireret eller ufejlbarlig. Tværtimod kan vi være sikre paa, at den, som Herren behager at bruge som Redskab til at uddele Sandheden, maa være ydmyg og fordringsløs saavel som nidkær for sin Herres Ære, saa at han ikke tænker paa at gøre Fordring paa at eje Sandheden eller være dens Ophavsmand, men kun er ivrig efter at uddele den som sin Herres Gave til »Tjenerne« og »Husfolkene«. Dersom han skulde faa et andet Sindelag eller (388) følge en anden Fremgangsmaade, vilde dette sikkert medføre, at der skiftedes Husholder. Dette viser Herren i følgende Ord: