STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 FJORTENDE KAPITEL

HERLIGGØRELSEN AF JEHOVAS FODSKAMMEL

Guds Fødders Sted er besmittet og for Syndens Skyld hengivet til Fordærvelse. – Den lovede Fornyelse af dets Herlighed. – Den købte Ejendom skal genoprettes. – Jordens skønneste Juvel. – Jehova sætter atter sine Fødder ”paa Oliebjerget”. – De deraf følgende Velsignelser. – Fodskammelens endelige, evige Herlighed.

»Saa siger Herren:  Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel.«   »Og mine Fødders Sted [Fodskammel] vil jeg forgerlige.« »Og hans [Jehovas] Fodders skal paa den Dag staa paa Oliebjerget.« - Esajas 60:13; 66:1;  Sakarias 14:4; Matthæus 5:35; Apostlenes Gerninger 7:49.

GUDS Fodskammel har i de forløbne 6000 Aar været alt andet end herlig. Synd, Sorg, Jammer, aandelige og legemlige Lidelser og endelig Døden har gjort den til et stort Lighus, i hvilket nu mindst 20,000 Millioner Mennesker venter paa den Tid, da den guddommelige Retfærdigheds Forbandelse skal borttages, og Guds Naades Lys, som det skinner i Jesu Kristi Aasyn, skal opgaa som Retfædighedens Sol.

»Alt, som volder Nød, skal fly
fra vor Jord, som Gud gør ny.« 

For at naa dette Maal har Gud truffet de nødvendige Foranstaltninger.  Genløsningen for Adam og alle hans Børn, som led Tab igennem ham, gjaldt for hele Verden og sikrede hvert Menneske en Anledning til under gunstige Forhold at bevies sig vædigt til evigt Liv.  Den genkøbte ogsaa Adams Paradis oh hans Herredømme som Jordens Konge, som Guds, hans Skabers og Faders Repræsentant.[419]

Derfor læser vi:  »Og du, Hjordens Taarn [Kristus], du Zions Datters Høj!  Indtil dig skal det naa hen, ja, det skal komme, det forrige Herredømme.«  (Mika 4:8)  Paulus taler ogsaa om »den købte Ejendoms Forløsning«. (Efeserne 1:14; eng. Overs.)  Jesus hentydede til dette i en af sine Lignelser og viste, at han ikke alene købte Skatten (Menneskeslægten), men ogsaa Ageren (Jorden) løs fra Forbandelsen.  Alle de, der bliver forenet med ham som Medlemmer af Rigets Regering, er delagtige i Købet af Ageren og Skatten. – Matthæus 13:44.

Hele Tusindaarsrigets Værk vil komme til at bestaa i at tilvejebringe Orden paa Guds Fodskammel og gøre den herlig.  Det Paradis, som gik tabt ved Adams Fald, var kun en Have paa en Plet af Jorden; men da nu Menneskelægten har formeret sig saa, at den i Overensstemmelse med Guds Hensigt opfylder Jorden (1 Mosebog 1:28), og da der er blevet siket alle en Genløsning Fra Døden, maa det genoprettede Paradis være tilstrækkelig stort til at rumme alle.  Dette indbefatter, at hele Jorden skal blive som Edens Have med Hensyn til Frugtbarhed, Skøhed og Fuldkommenged.  Alt dette er lovet os i Forbindelse med den guddommelige Plans fremtidige Fuldendelse. – Apostlenes Gerninger 3:20,21; Aabenbaringen 2:7; 2 Korinthier 12:4.

Men den skønneste Juvel, som ved Tusindaarsrigets Slutning skal pryde Herrens forherligede Fodskammel, vil blive Menneskeslægten, som ved sin Fuldkommenhed, ved sin Frihed og ved sin Lighed med Gud i moralsk og intellektuel Henseende vil genspejle selve Guddommens Billede.  Paa den herligste Maade vil det fuldkomne Menneske blive til Ære for sin Skaber og hans vidunderlige Plan til dets Skabelse, Genløsning og Genoprettele.  Med denne Plan vil altid den Herre Jesus, Jehovas »Ord«, og dernæst Bruden, Lammets Hustru og Medarving, være inderlig forbundet, da det [421] er gennem dem, at de ved Genløsningen sikrede Goder bliver uddelt til Verden.  

Denne Forskønnelse af Herrrens »Fodskammel« vil ikke blive fuldent, før vor Herre Jesus som Faderens hædrede Redskab »har tilintetgjort hver [modstridende] Magt og hver Myndighed og Kraft.  Thi han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjenderne under sine Fødder«, før han overgiver Riget til Faderen ved Tusindaarsalderens Slutning. – 1 Korinthier 15:24-28.

Det Tidsrum, i hvilket Synden og Døden har hersket, fremstilles som den Tid, da Gud »ikke har ihukommet sine Fødders Skammel paa sin Vredes Dag« (Begrædelserne 2:1); men kort efter Tusindaarsrigets Begyndelse vil Folket gennem Profetien blive kaldet til at »ophøje Herren, vor Gud, og tilbede ved hans Fødders Skammel, thi han er værdig« (Psalme 99:5; eng. Overs.)  At Jehovas Gunst begynder at vende tilbage til hans Fodskammel, saa snart som det nye Jerusalem (Guds herliggjorte Menighed) bliver indsat som Jordens nye Regering, er klart udtrykt hos Profeten Sakarias (14:4,5).

JEHOVAS FØDDER PAA OLIEBJERGET

Denne Profeti bliver for det meste misforstaaet, idet man anvender den paa Herrens bogstavelige Fødder ved hans andet Komme.  Man paastaar i Almindelighed, at det vil blive hans kødelige Legemes Føder, gennemstunget med Naglerne fra Golgatha, der kommer til at staa paa Oliebjerget; thi man forstaar ikke, at vor Heere Jesus helt og for altid gav sin nenneskelige Natur hen som en Genløsningsbetaling for os og ved Faderens Kraft blev oprejst fra de døde som et herligt Aandevæsen, Faderens udtrykte Billede*).

*) Se Bind II, Kap. 51

[422]  Det foregaaende Vers (Sakarias 14:3) viser, at Profeten mente Jehovas Fødder; thi Udsagnet (der omhandler den Trængsel, under hvilken Riget vil blive oprettet) lyder:

»Og JEHOVA skal drage ud og stride mod disse Hedningfolk, som han plejer at stride paa Kampens Dag [i gamle Dage for Israel]. Og HANS FØDDER skal paa den Dag staa paa Oliebjerget, som er lige over for Jerusalem mod Øst, og Oliebjerget skal revne midt over mod Øst og mod Vest, saa der bliver en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige mod Nord og Halvdelen mod Syd.« 

Hvis det nu er Jehovas Fødder, Profeten taler om, er det indlysende, at dette Udsagn er sindbilledligt, og at det sigter til Herrens Genoprettelse af sit Herredømme paa Jorden, som saa længe har været delvis overladt til »denne Verdens Gud«, Satan (med Undtagelse af, at Herren først var repræsenteret ved det forbilledlige Tabernakel, dernæst ved Templet i Jerusalem og sidst ved Kristi Menigheds nuværende Tabernakel-Tilstand i Løbet af Evangeliealderen).  Sikkert vil ingen tænke, at Jehova bogstaveligt hviler sine Fødder paa Jorden som paa en Skammel!

Dersom dette altsaa skal forstaas billedligt, saa maa ogsaa Oliebjerget, dette, at det revner, Dalen, Folkets Flugt, de levende Vande fra Jerusalem (sammenlign Sakarias 14:8 med Ezekiel 47:1-9) o.s.v. forstaas billedligt.

Olietræet er et betydningsfuldt Sindbillede.  I gamle Dage var det Kilden til kunstigt Lys, idet dets Olie blev anvendt til Lamperne.  (2 Mosebog 27:20)  Den blev ogsaa i gamle Dage brugt til mange af de kostbare Salver, hvormed Præsterne og Kongerne blev salvet, og var i denne Henseende et Forbillede paa den hellige Aand, som blev udgydt over det modbilledlige »kongelige Præsteskab«. (2 Mosebog 30:24)  I umindelige Tider har Oliegrenen været brugt som et Symbol paa Freden. – 1 Mosebog 8:11; Negemias 8:15.

[423]  Dersom da Olietræet er et Billede paa Lys, Fred og guddommelig Velsignelse gennem den hellige Aand, og dersom Bjerget her som paa andre Steder symboliserer et Rige, kan enhver idnse, at Ordet Oliebjerg kommer til at betyde Lysets og Fredens Rige med den guddommelige Velignelse.  At Jehovas »Fødder« staar paa det betyder, at Guds Yndest vil vende tilbage til og hans Lov blive genindført paa Jorden under det hellige Rige.

Denne Anvendelse af Ordet Oliebjerg er i fuld Overensstemmelse med Apostelens Udsagn (Romerne 11:17, 24), hvori han sammenligner det kødelige Israel med det oprindelige dyrkede Olietæ, og de omvendte blandt Hedningerne med vilde Oliegrene, som er indpodet der, hvor de naturlige Grene er blevet brudt af.  (Se Jermias 11:16, 17)  Og han forklarer, at Træets Rod er Guds Forjættelse – Forjættelsen til Abraham om, at hans Sæd til sidst skulde velsigne alle Jordens Slægter o. s. v. Som Følge deraf bærer den samme Rod eller Forjættelse to Slags Grene:  de indpodede vilde Oliegrene og de naturlige Grene, som igen vil blive indpodet, naar det kødelige Israels Blindhed bliver fjernet og det med Troens Øjne ser hen til den Frelser, som det for snart 1900 Aar siden korsfæstede og gennemstak.  Vi maa ogsaa huske, at det kødelige Israel i lang Tid har været Guds forbilledlige Rige eller Bjerg, og at Evangelietidens aandelige Israel er kaldet til at være Guds virkelige Rige, som vor Herre Jesus erklærede: »Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget.«

Allerede før Jehova lader sin Herlighed hvile paa disse to Riger for gennem dem at velsigne Menneskeslægten, er alt »Verdens Lys« udgaaet fra dem i Løbet af hele den mørke Fortid.  Thi er ikke disse Repræsentanter for det gamle og det nye Testamente, den gamle og den nye Pagt?  Svarer de ikke til Herrens to Vidner og til de to Olietræer hos Sakarias (4:3, 11,12), [424] som ogsaa er tydeligt omtalt i Aabenbaringen (11:4)?  De to Dele af Bjerget symboliserer Resultaterne af Vidnesbyrdet:  den jordiske og den himmelske Side af Riget.  

Her ser vi altsaa, at Oliebjergets to Halvdele betyder de to Dele af Guds Rige, tydeligt adskilte ifølge Guds Foranstaltning.  Delingen betegner dog ikke nogen Mangel paa Overensstemmelse mellem de to Sider af Riget.  Tværtimod, Hensigten med Delingen er at tilvejebringe den mellemliggende »Velsignelsens Dal«, til hvilken alle de, der ønsker Guds Hjælp, kan fly hen og blive hjulpet under Beskyttelse baade af Rigets jordiske og himmelske Side.

At den ene Del af Bjerget blev flyttet imod Nord og den anden imod Syd, er ogsaa betydningsfuldt.  Nord er Stjernegruppen Pleiadernes Retning, til hvilken Gruppe den Stjerne hører, som er hele Universets Midtpunkt, det Sted, hvorfra det formodes, at Gud styrer Verdensaltet.  Dette synes at betegne Evangeliemenighedens »Forvandling« fra menneskelig til guddommelig Natur.  Fjernelsen af den anden Halvdel af Bjerget mod Syd synes at betegne den fuldstændige Genoprettelse til fuldkommen Menneskenatur af hine gamle Gudsmænd, som agtes værdige til at være Guds Riges jordiske Repræsentanter. 

Den frembragte Dal vil være fuld af Lys og fri for Skygger; thi Sollyset vil strømme igennem den fra Øst til Vest.  Dette taler paa Billedlig Vis om Retfærdighedens Sol og dens guddommelige Sandheds og Velsignelses klare Lys, der adspreder Syndens, Uviden hedens, Overtroens og Dødens Skygger og helbreder og genopretter ethvert villigt og lydigt Menneske, som vil fly til denne Velsignelsens Dal, Barmjertighedens Dal*). Denne Dal mellem den aandelige og den menneskelige [425] Side af Lysets og Fredens Rige (Jehovas Fødder paa Jorden)  vil sikkert blive en »Velsignelsens Dal« for alle, som gaar ind i den med et sønderknust Hjerte.

* ) Det græske Ord ELALOS, som betyder Barmhjertighed«, kommer af »ELAIA«, som betyder  »OLIVEN«.

Vi maa ikke glemme, at skønt det er til Israel alene, at der er sagt:  »I skal fly til Dalen mellem mine Bjerge,« saa betegner dog Navnet Israel »det Folk, der er velsignet af Herren«, »Guds Folk«, »Herrens Folk«. (2 Krøniker 7:14)  Og skønt Rigets ypperste Velsignelse, det aandelige Klenodie, som vi har set, skal tilfalde det aandelige Israel, medens den anden Velsignelse, den jordiske, først skal blive Israel efter Kødet til Del, saa skal dog enhver, som vil, kunne blive en Israelit.  Enhver, som har Abrahams Tro og Lydighed, kan blive en sand Israelit.  Thi Esajas erklærer, at naar Guds Gunst ved Tiden for Rigets Oprettelse er vendt tilbage til Israel, vil dette Israel indbefatte »hver den, som nævnes med mit [Jehovas] Navn, og som jeg har skabt til min Ære, som jeg har dannet, som jeg og har gjort«.  Navnet Israel vil da gælde alle Guds Børn. – Esajas 43:7; Romerne 9:26,33; 10:13.

»Og Jehova, min Gud, skal [saaledes] komme [og] alle hellige [skal saaledes være forenet] med dig.« (Sakarias 14:5)  Naar Guds Tid er kommet, naar Fristen for Hedningernes Magt er udløbet, naar den store Forsoningsdags (Evangelietidens) Ofre er ophørt, naar Ypperstepræsten er ophørt med at gøre Forsoning ikke blot for sit eget »Legeme« Menigheden, men ogsaa for sit »Hus« og for »alt Folket«, og han kommer ud for at velsigne Folket, skal Jehovas Forbandelse, Dødsdommen, borttages fra Jorden.  Den vil igen blive anerkendt som hans Fodskammel, og dens Forskønnelse i Retfærdighed og Sandhed, i den hellige Kæligheds Aand, skal begynde og skride fremad, indtil alle de, som ved Tusindaarsrigets Slutning elsker Retfærdigheden, har opnaaet Fuldkommenheden og den fulde [426] Forening med Jehova, og indtil alle de genstridige er blevet udryddet. – Apostlenes Geringer 3:23. Aabenbaringen 20:9.

Idet Profeten Forklarer Billedet nærmere, siger han angaaende den Dag, paa hvilken Jorden gradvis skal blive herliggjort som Jegovas Fodskammel:

»Og det skal ske paa den Dag, at Lyset ikke skal være klart, heller ikke Mørket tykt; men det skal være en Dag, der er forud kendt af Herren – hverken fuld Dag eller Nat; men det skal ske ved Aftens Tid. Da skal der blive [klart] Lys.« Sakarias 14:6,7; eng. Overs.

Nogle har forvekslet den »Dag«, der her beskrevet, med »Hævens Dag« som er en »Mørkes og Dunkelheds Dag, en Skyers og Mulms Dag« (Joel 2:2; Zefanias 1:15), og Bibeloversætterne har øjensynlig prøvet paa at bringe Oversættelserne i Samklang med denne Opfattelse.  Men dette er fejlagtigt; den Dag, Sakarias her beskriver som kun delvis lys, er Tusindaarsdagen; thi skønt Retfærdighedens Sol paa den Dag vil opgaa og skinne for at adsprede Syndens, Overtroens og Dødens Mørke, vil Dagen dog kun være delvis lys, fordi den fordunkles af Ufuldkommengeden hos de fra Døden opvakte Generationer, saa længe som alle disse ikke er blevet genoprettet til Fuldkommenhed.  Men hvor vederkvægende er ikke det faste Haab, at paa den Dag, da Jehava atter sætter sine Føder paa sin Fodskammel, skal der ikke mere være »tykt Mørke«, at Verden ved Tusindaarsdagens Slutning vil have naaet den højlyse Dag med Hensyn til Kundskab om Jehova, og at dens Sol aldrig vil gaa ned.

Profetien om de levende Vande, der vil flyde ud fra Jerusalem paa denne Tusindaarsdag, da Jehova atter sætter sine Fødder paa sin Fodskammel (Sakarias 14:8, 9) minder om lignende Vidnesbyrd hos Ezekiel (47:1-12) og i Aabenbaringen (22:1,2), hvor der ogsaa tales om levende Vande, som udgaar fra Guds og Lammets Trone, og til hvilke engver, som vil, kan komme og [427] drikke frit.  Der tales endvidere i Aabenbaringen om det evige Livs frugtbare Træer, hvis Blade skal helbrede Jordens angrende Folk for alle deres Skrøbeligheder.

O ja!  »Paa den Dag skall Jehova være Konge over hele Jorden;« hans Rige, som hans trofaste saa længe har bedt om, skal da være kommet; og ved Slutningen af den Dag skal hans Vilje ske paa Jorden, som den sker i Himmelen.  Guds Fodskammel skal i Sandhed blive herliggjort, som der staar skrevet: