STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 SJETTE KAPITEL

BABYLONS KIRKELIGE FORVIRRING FOR DEN HØJESTE DOMSTOL

Den sande Menighed, som Herren kender, har ingen Del i den Dom, der overgaar Babylon. – Kristenhedens religiøse Stilling frembyder ingen haabefuld Modsætning til den politiske Stilling. – Den store Forvirring., --- Forpligtelsen at føre Forsvaret hviler paa Gejstligheden. – Den store Reformations Aand er død. – Praæster og Lægfolk i samme Stilling. – De fremførte Anklager. – Forsvaret. – En Sammenslutning er forslaaet. – Det Maal, man søger at opnaa. – De anvendte Midler. – Den almindelige Stemning for Kompromisset. – Dommen gaar Kristenhedens religiøse Institutioner imod.

[139] »Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener.« – Lukas 19:22.

NAAR vi her betragter Dommen over den store navnkristne Kirke, lad os saa ikke glemme, at der ogsaa findes en sand Kristi Kirke, udvalgt og dyrebar, helliget Gud og hans Sandhed, midt iblandt en forvendt og fordærvet Slægt. Verden kender den ikke som et Samfund; men dens enkelte Medlemmer er kendte af Herren, der ikke dømmer efter, hvad Øjet ser og Øret hører, men som ser og dømmer Hjertets Tanker og Hensigter. Hvor vidt omkring de end maa være spredte, hvad enten de staar alene eller sammen med andre som »Hvede« iblandt »Klinten« (Ugræsset), hviler Guds Øje altid paa dem. De sidder i den Højestes Skjul (de er helligede, helt indviede til Gud) og bor under den Almægtiges Skygge, medens Herrens Domme gaar over de store religiøse Systemer, som med Urette bærer Kristi Navn. (Psalme 91:1, 14-16) De har ingen Del i Dommen over det store Babylon. De er forud blevet oplyst om dets Karakter og er blevet [139] kaldt ud fra det. (Aabenbaringen 18:4) De bliver beskrevet i Psalme 91 og 46, og til Velsignelse og Trøst for dem er disse Psalmer skrevet. Midt iblandt den uhyre Skare af Formkristne og uoprigtige Bekendere skelner Herrens vaagne Øje de sande Bekendere. Han leder dem til de grønne Græsgange og det sagte rindende Vand. Han bereder deres Hjerter til at glæde sig i hans Sandhed og Kærlighed. »Herren kender sine« (2 Timotheus 2:19); de udgør i hans Øjne den sande Menighed, det Zion, som Gud har udvalgt (Psalme 132:13-16), og om hvilket der er skrevet: »Zion hører det og glæder sig, og Judas Døtre frydre sig over dine Domme, Herre!«  (Psalme 7:8) Herren vil lede dem sikkert, som en Hyrde leder sine Faar. Men medens vi lægger Mærke til, at der findes en saadan Klasse – den sande Menighed – i hvilken ethvert Medlem er kendt og elsket af Herren, hvad enten vi kender dem eller ikke, vil vi dog ikke betragte disse, men her undersøge den Klasse, som bekender sig til at være Kirken og af Verden anerkendes som Kirken. Den omtales af Profeterne under mange betegnende Navne, som kendetegner den store Navnkirke, der er faldet fra Naaden. Over den er det, at Guds Dom fældes i Evangelietidens Høst.

Hvis Kristenhedens Statsmagter er i Forvirring, og Folkenes Nød overalt er aabenbar, frembyder den religiøse Stilling visselig ikke nogen haabefuld Modsætning hertil i Retning af Fred og Tryghed; thi Kirkevæsenet i vor Tid er indspundet i et Net, som det selv har vævet. Dersom Nationerne, som har spredt Uretfærdighedens Sædekorn for Vinden, nu er ved at høste en Hvirvelvind af Trængsel, vil den store Navnkirke, den kirkelige Kristendom, som har haft Del i Saaningen, ogsaa faa Del i Høsten.

Den store Navnkirke har længe lært Lærdomme, som er Menneskebud, og har i stort Maal ignoreret Guds Ord som den eneste Maalestok for Tro og gudfrygtig Vandel. Den har dristigt forkyndt mange [141] modstridende og Gud vanærende Lædomme. Den har været utro over for den Rest af Sandhed, som den har bibeholdt. Den har undladt at udvikle og aabenbare Kristi Aand, men har derimod rigeligt inddrukket Verdensaanden. Den har lukket Faarefolden op og kaldt Bukkene ind, ja, har endog opmuntret Ulvene til at gaa ind og gøre deres onde Gerning. Den har fundet Behag i at lade Djævelen saa Klinte mellem Hveden og glæder sig nu over Frugten af denne Saaning – den blomstrende Klintemark. De forholdsvis faa »Hvedeneg«, som endnu er tilbage, vurderes ikke højt, og der gøres næsten ingen Anstrengelser for at beskytte dem imod at blive kvalt af »Klinten«.  »Hveden« har tabt sin Værdi paa Kristenhedens Marked. Det ydmyge og ærlige Guds Barn finder sig selv ligesom Herren foragtet af Mennesker og saaret i sine formentlige Venners Hus. Gudfrygtighedens Skin træder i Stedet for dens Kraft, og pragtfulde Ritualer fortrænger Tilbedelsen med Hjertet.

Modstridende Læresætninger har for lang Tid siden delt Navnkirken i talrige mod hverandre fjendtlige Sekter, hvilke hver især paastaar at være den eneste sande Kirke, som Herren og Apostlene stiftede Tilsammen er det lykkedes dem at give Verden en saa fordrejet Fremstilling af vor himmelske Faders Karakter og Plan, at mange intelligente Mennesker har vendt sig bort med Væmmelse og foragter deres Skaber, ja, endog søger at bortforklare hans Tilværelse.

Den romerske Kirke med sin indbildte Ufejlbarlighed paastaar, at det er Guds Hensigt evigt at pine med Ild og Svovl alle »Kættere«, som forkaster dens Lærdomme. For andre bestemmer den en mere begrænset Pine, som den kalder Skærsilden, fra hvilken en Udfrielse kan opnaas ved Bod, Faste, Bønner, hellige Vokslys, Røgelse og Messeofre, som maa betales i dyre Domme. Saaledes tilsidesætter den Betydningen [142] af Kristi Sonoffer og lægger i Stedet for Menneskenes evige Skæbne i rænkefulde Præsters Hænder, hvilke gør Paastand paa at have Magt til at aabne Himmelen og lukke den, for hvem de vil. Den sætter Gudfrygtighedsformer i Stedet for guddommelig Kraft og ophænger Billeder og Malerier, for at dens Tilhængere skal tilbede dem i Stedet for i Hjertet at ophøje den usynlige Gud og hans elskede Søn, vor Herre og Frelser. Den indsætter en af Mennesker ordineret Præsteklasse til at regere i Kirken, stik imod Herrens Lære: »I skal ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, Kristus, men I er alle Brødre. Og I skal ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene.« (Matthæus 28:8, 9) Pavedømmet fremstiller en højst fuldstændig Efterligning af den sande Kristendom og gør dristigt Fordring paa at være den eneste sande Kirke (se Bind II, Kapitel 9, og Bind III, Kapitel 3).

Reformationen afslørede nogle af Pavedømmets falske Lærdomme og førte mange ud af dette uretfærdige System. Reformatorerne henledte Opmærksomheden paa Guds Ord og hævdede Retten til at tænke selvstændigt over Bibelen. De anerkendte følgelig ogsaa ethvert Guds Barns Ret til at prædike Sandheden uden Sanktion at Paver og Biskopper, der falskelig gjorde Fordring paa at have deres Myndighed direkte fra de tolv Apostle. Men snart blev denne Protest imod den onde, antikristelige, falske Romerkirke overvundet af Verdensaanden, og der dannede sig nye Organisationer, som tillige med de nyfundne Sandheder ogsaa fastholdt mange af de gamle Vildfarelser, ja endog føjede nye til. Dog vedblev hver Sekt med at bibeholde nogen Sandhed. Resultatet blev en Blanding af alle Slags Trosbekendelser, som var i Strid med Fornuften, med Guds Ord og med hverande indbyrdes. Da den Energi, hvormed man i Reformationsperioden undersøgte Sandheden, snart døde ud, stivnede disse [143] Trosbekendelser fundstændigt og er forblevet saaledes indtil denne Dag.

For at opbygge og opretholde disse urigtige Læresystemer, som man behager at kalde »systematisk Teologi«, er der blevet anvendt megen Tid og Kraft. De lærde har skrevet tykke Bind, for at andre skulde studere dem i Stedet for Guds Ord. I det Øjemed er der blevet oprettet teologiske Læreanstalter, hvorfra der udgaar unge Mænd, som er blevet undervist i deres Vildfarelser, for at lære og bestyrke Folket i dem. Og Folket, som er oplært til at betragte disse Mænd som Guds udvalgte Tjenere, Apostlenes Efterfølgere, har antaget deres Ord uden at undersøge Skrifterne i Lighed med de ædle Berøensere paa Pauli Tid (Apostlenes Gerninger 17:11), der vilde se, om det forholdt sig saaledes, som man lærte dem.

Men nu er Tiden kommet, da alt det, som er blevet saaet, skal høstes. Regnskabsdagen er kommet, og stor er Forvirringen og Uroen inden for alle Partier i hele Navnkirken, i Særdeleshed blandt de gejstlige, som paa denne Dommens Dag i Overværelse af mange Anklagere og Vidner skal forsvare sig selv og Navnkirken, og om hvem man venter, at de om muligt skal kunne udtænke et eller andet Middel til at redde den Kirke, som de betragter som den eneste sande, fra fuldstændig Undergang. De har dog i deres nuværende Forvirring og ud fra alle Partiers Ønske om af Klogskabshensyn at staa i Samfund med hverandre næsten ophørt med at betragte deres egen særlige Afdeling som den eneste sande Kirke. De taler om hverandre som forskellige Forgreninger af den ene Kirke, til Trods for deres indbyrdes modstridende Trosbekendelser, som umuligt alle kan være sande.

I denne kritiske Tid er det desværre en beklagelig Kendsgerning, at den store Reformations sunde Aand er død. Protestantismen er ikke længere en Protest imod Antikristens Aand eller imod Verden, Kødet og [144] Djævelen. Trosbekendelserne, der er i Strid med hverandre, med Guds Ord og med Fornuften, søger den at skjule for offentlig Undersøgelse. Dens svære teologiske Værker fortæres af den Ild, som brænder paa denne Navnkristenhedens Domsdag. Dens fornemste teologiske Skoler er Drivhuse for Vantroen og spreder denne som en Smitte overalt. Dens store Mænd – dens Biskopper, teologiske Doktorer og Professorer, dens mest fremragende og indflydelsesrige gejstlige i de store Stæder – er ved at blive Ledere hen imod forklædt Vantro. De søger at underminere og ødelægge Troen paa de hellige Skrifters Autoritet og Inspiration, at fortrænge den deri aabenbarede Frelsesplan ved at fremkomme med de menneskelige Udviklingsteorier. De søger nærmere Forbindelse med den romerske Kirke, søger at efterligne den, søger dens Gunst, lovpriser dens Metoder, skjuler dens Forbrydelser og bliver, ved at gøre alt dette, delagtige i dens Aand. De er ogsaa i fortrolig og tiltagende Overensstemmelse med Verdensaanden i alle Stykker. De efterligner den tomme Pomp og Pragt i Verden, som de paastaar at have frasagt sig. Læg Mærke til Overdaadigheden i Kirkernes Arkitektur, Dekorationer og Prydelser, den tunge Gældsbyrde, man derves paadrager sig, og den bestandige Tiggen og Læggen Planer til Pengeindsamlinger, som derved gøres nødvendig. I Lindell Avenues Metodistkirke i New York findes der f. Elks. et Kunstværk, kaldet »Jomfruens Tronbestigelse«. Det er udhugget i Basrelief oven over Alteret, det store orgel og Koret. Kunstværket strækker sig over en Bue, der er 46 Fod bred og 50 Fod høj, og hver Figur i den er i Legemsstørrelse. Øverst staar Maria oprejst med Jesusbarnet i sine Arme. Paa begge Sider er der Serafer med Trompeter, som forkynder Tronbestigelsen, og Hærskarer af tilbedende Engle med udstrakte Vinger. Nedenfor staar der paa begge Sider en Engleskikkelse; den til Venstre staaende holder en udsmykket [145] Rulle med Indskriften: »Fred paa Jorden«, og den til Højre anbragte bærer Indskriften: »I Mennesker Velbehag«. Basreliefen faar forøget Virkning derved, at den hælder fremover imod Forsamlingen i en Vinkel paa 45 Grader, hvorved det fine Arbejde mere fremhæves, og Skyggerne bliver dybere.

[146] ANKLAGERNE, DER FREMFqRES MOD DE KIRKELIGE SYSTEMER

KIRKESYSTEMERNE AFLEGGER REGNSKAB

Denne Tanke finder sine mest alvorlige Tilhængere blandt de unge og midaldrende. Man har i de senere Aar ikke bekymret sig saa meget om de omtvistede Lærepunkter fra Fortiden, og dette har bidraget til, at en stor Mængde af de unge begejstret omfatter Tanken om en almindelig Sammenslutning mellem de kristne Samfund. Uvidende som de er om Fortidens sekteriske Kampe, er de upaavirkede af den Forvirring, der hersker iblandt de ældre med Hensyn til Forudbestemmelse, Udvælgelse, fri Naade o. s. v. Men de har endnu fra deres Børnelærdom (som oprindelig stammer fra Romerkirken og den mørke Middelalder) den frygtelige Lære om evig Pine for alle, der ikke hører og modtager Evangeliet i denne Tidsalder, og Teorien om, at Evangeliets Mission er at omvende Verden i den nærværende Tidsalder for derved at frelse den fra Pinen. Denne Teoris Virkeliggørelse er Formaalet med f. Eks. de kristelige Foreninger for unge Mænd og Kvinder, Christian-Endeavor- og Epworth-Foreningerne, Frelksens Hær m. fl. Inden for disse Foreninger findes der mange, som i Sandhed har »Nidkærhed [154] for Gud, men ikke med Forstand«. I Overensstemmelse med deres uskriftmæssege Synspunkter bestræber de sig for straks at gennemføre »Verdens sociale Opløftelse«. Dette fortjener Anerkendelse. Men deres store Fejltangelse er, at de følger deres egne Planer, som, hvor velmente og vise de end kan være i Menneskers Øjne, dog nødvendigvis ikke kan maale sig med Guds Visdom og hans Plan, der alene kan blive kronet med Held. Alle andre Planer maa slaa fejl. Det vilde være en stor Velsignelse for de sande Kristne iblandt dem, om de kunde se den guddommelige Plan, nemlig Udvœlgelsen af en helliggjort »lille Hjord« nu i Tiden, og senere hen Verdens Frelse gennem denne lille Hjord, naar den er fuldtallig og er blevet højt ophøjet til at regere med Kristus som hans Medarving i det tusindaarige Rige. Om de kunde se dette, vilde det virke helliggørende paa alle de sande iblandt dem. Et Mindretal vilde de naturligvis blive; thi Størstedelen af dem, som slutter sig til saadanne Foreninger, gør det øjensynligt af forskellige andre Grunde end netop den at indvi sig helt og hengive sig til Gud og hans Tjeneste »lige indtil Døden«.

Eftersom den nu foreslaaede og efterstræbte Sammenslutning ignorerer Bibelens Lære, men fastholder menneskelige Læresætninger om evig Pine, naturlig Udødelighed o. s. v. og antager den menneskelige Dømmekraft som Rettesnor med Hensyn til Formaal og Fremgangsmaader, er den i højeste Grad farlig. Den maa sikkert udmunde i yderliggaaende Vildfarelser, fordi den forkaster »Kristi Lære« og »Visdommen herovenfra« og if Stedet for stoler paa sine egne vise Mænds Visdom, der er idel Daarskab, naar den træder i Modsætning til Guds Raad og Metoder. »Deres vises Visdom skal forgaa.« – Esajas 29:14.

Der er ogsaa sat mange Tanker i Bevægelse af fremskredne (?) Præster og andre med Hensyn til hvilken Karakter Kirkens Mission burde antage i den nærmeste Fremtid. Deres Forslag gaar ud paa at bringe den i endnu nøjere Overensstemmelse med Verdens Tankegang, end den for nærværende er. Ifølge deres Anskuelse bør dens Arbejde gaa ud paa at drage den uomvendte Verden ind i Kirken og sikre sig dens liberale Hjælp i finansiel Henseende; for at opnaa dette maa man byde paa. Underholdning og Fornøjelser. Hvilken sand Kristen er ikke blevet forfærdet ved at se eller læse om Tilbøjelighederne i denne Retning!

Et stærkt Bevis paa den sande Gudfrygtigheds Forfald afgiver en Artikel i det metodistiske Blad »The Northwestern Christian Advocate«. Forfatteren, en Metodistpræst, kalder sin Artikel »en venskabelig Satire over den inden for Metodistkirken eksisterende Tilstand«. Hvad enten den nu er tænkt som et Forsvar eller en Satire, er ligegyldigt; Kendsgerninger er [156] Kendsgerninger, hvem der end beretter dem, skønt de har dobbelt Vægt, naar de har Karakter af en Bekendelse af en interesseret Præst i hans egen Kirkes Blad. Artiklen lyder som følger:

»NOGLE KARAKTERISTISKE TREK FRA DEN AMERIKANSKE METODISME

Læren om ‘den nye Fødsel’, som Metodisterne lagde saa stor Vægt paa, og hvis Fremstilling af Whitefield i Ny Englang var som en Fortælling om noget nyt og uhørt, frembragte ligeledes virkninger, som de verdsligsindede, ja selv de irreligiøse saa paa med Bifald. Thi denne Lære forlangte ikke alene en ‘Hjerteforandring’, men ogsaa en saadan Forandring i det daglige Liv, at en Metodist let kunde skelnes fra et Verdensmenneske ved sin Omgængelse. Hovedhensigten med Kristens Eksistens var at ‘sprede bibelsk Hellighed over disse Lande’. Dette var Indskriften paa dens Banner – med dette Krigsraab sejrede den.

En anden Aarsag til Metodismens fænomenale Fremgang i dette Land findes i den Omstændighed, at de brede Lag af Befolkningen med Glæde blev hilst velkomme til den enkle, populære Gudstjeneste. Kun de, der ikke er blevet oplært i Ritualet, kan værdsætte denne tilsyneladende ubetydelige, men i Virkeligheden meget vigtige Kendsgerning. At vide, at du kan gaa ind i en Kirke, hvor du kan tage Del i Gudstjenesten uden at risikere at blotte din Uvidenhed [157] med Hensyn til Former og Ceremonier, er af største Betydning for dig, dersom du ikke ønsker at gøre dig selv bemærket. Saaledes var den enkle ukunstlede Gudstjeneste i den oprindelige amerikanske Metodistkirke nøjagtigt afpasset efter de Folks Behov, som nylig havde forladt den gamle Verdens religiøse Pomp. Kammerdugs-Ærmerne, de hellige Hatte, Diademerne, Kronerne og de lange Kjortler passede ikke for deres enkle Smag. Den Religion, som lærte dem, at de kunde komme frem til den Almægtige med deres Bønner uden nogen menneskelig Midler af nogen Art, lagde Vægt paa deres Menneskeværdigheds Betydning og appellerede til deres Kærlighed til Uafhængigheden.

Denne Kirkes sælige Triumfer kan ogsaa til Dels tilskrivers den Kendsgerning, at den dengang endnu ikke havde lagt Mesterens Svøbe til Side. Der foregik i disse første Dage fra Tid til anden en Udrensning i Kirken af Hyklerne og de uværdige, hvilket havde en meget heldbringenede Virkning ikke alene paa Kirken selv, men ogsaa paa det Samfund, der omgav den. Thi efter de Storme, som ofte fulgte med ‘Udvisningen’ af de utro, blev dehn moralske Atmosfære i hele Nabolaget renere, og endogsaa Spotteren indsaa, at det at være Medlem af Kirken betød noget.

En medvirkende Aarsag til den Fremgang, jeg her beskriver, var ogsaa Præsternes rene Karakter paa den Tid. Uden Tvivl fandtes der Helte og moralske Kæmper i de Dage. En stærk, mandig Person, som var besjælet af den Tanke, at han ikke her havde ‘nogen blivende Stad’, og som ikke gjorde nogen Foranstaltning for sin Alderdom, ikke gjorde Fordring paa nogen Kontrakt, som skulde sikre ham hans Underhold og Salær, en Mand, der fornægtede sig selv endog i de Ting, som Folket var mest begærligt efter at opnaa, en Mand, som brændte af en Iver, der snart maatte fortære ham – en saadan Mands Indflydelse maa have været varig og gavnlig overalt, hvor den blev følt.

De første Metodisters Sang spillede heller ikke nogen ringe Rolle med Hensyn til Opnaaelsen af Kirkens fremskudte Stilling i dette Land. Alvorlige, fornuftige Ord, fulde af bibelske Lærdomme, knyttede til Melodier, der endnu bruges som de ypperste, udøvede ikke alene en musikalsk Tiltrækning, men medførte en teologisk Opdragelse, hvorved Folket, skønt ulærd, blev befæstet i Kirkens Hovedlærdomme. Dette, at en Sandhed synges ind i et Barns eller en Mands Sjæl, gør, at den trænger ind der med en meget varigere Kraft end nogen Børneopdragelsesmetode kan frembringe. Paa den Maade blev uden Tvivl Læresætningerne fæstnet i Børnenes og de omvendtes Sind, saa at ingen senere Strid kunde rokke dem.

[158] Nu staar det tilbage at paavise, at DISSE ELEMENTER, SOM BIDROG TIL FREMGANGEN I VOR TID, ANSES FOR GAMMELDAGS, OG AT EN NY MAALESTOK FOR FREMGANG ER BLEVET OPSTILLET I DEN BISKOPPELIGE METODISTKIRKE. Lad mig ikke paatage mig en Rolle som den, der praler, men snarere som en Historiker, der beretter om Kendsgerninger, om nylig stedfundne Begivenheder. Hvad Maalestokken for Læren angaar, er der ingen Forandring i den Stilling, som Kirken indtager nu; men den Tone og den Aand, som raader i næsten alle dens Anliggender, viser straks Nærværelsen af moderne Fremskridt og lysende Opfindelser. Denne mægtige Kirkes Karakter og Udseende er saa vidt forandret, at alle, som er interesserede i Amerikas religiøse Velfærd, maa lægge Mærke til denne Forandring med en ikke ringe Grad af Uro.

Læren om den nye Fødsel – ‘I maa fødes paa ny’ – forbliver uberørt; men det moderne Fremskridt har fjernet Kirken fra den tidligere Strenghed, som hindrede mange gode Folk i at indgaa i dens Fold, fordi de ikke kunde sætte deres Navn under denne Læresætning, og fordi de aldrig var naaet til, havd man engang kaldte ‘erfaringsmæssig Religion’. Nu finder man ofte Universalister og Unitarer derinde, fuldt optagne af at gøre deres Pligt.

NUTIDENS SLEBNE OG HØJT UDDANNEDE PRÆSTER I DE LEDENDE KIRKER ER FOR VELOPDRAGNE TIL AT LÆGGE VÆGT PAA ‘HELLIGHEDEN’, saaledes som Fædrene betragtede den, men prædiker den bredere Hellighed, der ikke tænker noget selv om en Mand, som ikke er helt helliggjort. At holde fast paa denne Lære, som den blev fremstillet paa DEN GAMLE, SNÆVRE VEJ, vilde gøre, at man slet ikke var vel set i Chautauqua-Kredsene og Epworth-Foreningerne i vore Dage.

Den gamle Tids enkle Gudstjenester findes endnu blandt Landbefolkningen; men i de højtdannede Kredse, hvor en korrekt Smag med Hensyn til Musik, Kunst og Litteratur er raadende – i Bymenighederne – træder i mange Tilfælde et vidtløftigt og elegant Ritual i Stedet for den uvilkaarlige Bøn og de Udraab, som engang var karakteristiske for Fædrene. At tvivle om det ønskværdige i denne Forandring er det samme som at tvivle om Kulturens Overlegenhed over det raa og udannede.

Da Kirken var paa sit Bergyndelses-Stadium, var dens daværende Lederes Strenghed maaske paa sin Plads. DENGANG var der kun lidet at miste; men nu nægter de vise, forsigtige og kloge Mænd at sætte en rig og mægtig Kirkes Velfærd paa Spil ved en snæversynet Anvendelse af Loven, som vilde vække Anstød hos de rige og intelligente.[159]  Dersom Folket er bøjeligt, maa Evangeliet være det. Kirken blev oprettet for at frelse Menneskene, ikke for at udvise dem og gøre dem modløse. Saaledes har vore bredere og mere moderne Ideer forjaget den engang fastholdte egoistiske Tanke, at vi er bedre end andre Mennesker, som derfor skulde udelukkes fra vort Samfund.

Kærlighedsfesten med dens dogmatiske Fordomme og  Klassemødet, som for mange syntes at være lige saa uheldigt som Skriftemaalet, er for det meste blevet erstattet af Epworth- og Endeavor-Foreningerne.

Det nuværende højtuddannede Præsteskab retter sig mere end nogen Sinde før i Kirkens Historie efter Mesterens Formaning om at være ‘kloge som Slanger og enfoldige som Duer’. HVEM IBLANDT DEM VILDE I LIGHED MED DEN GAMLE TIDS PRÆDIKANTER VÆRE SAA TAABELIG AT SIGE TIL ET AF DE RIGESTE KIRKEMEDLEMMER, SOM BOLTRER SIG I LUKSUS, AT HAN SKULDE SÆLGE ALT FOR GUDS OG MENNESKEHEDENS SKYLD OG TAGE SIT KORS OP OG FØLGE KRISTUS? Han kunde jo komme til at gaa bedrøvet bort – Præsten mener jeg!

Medens Udvikling er Loven og Fremskridt Feltraabet, maa man dog altid fraraade Forhastethed og Radikalisme; den moderne Metodistpræst gør sig sjælden skyldig i nogen af Delene. Den uslebne Prædikant, som plejede at anklage Kærlighedens Gud for at være vredagtig, er traadt til Side og har veget Pladsen for sin Efterfølger, som er meget omsorgsfuld med Hensyn til sin Stil, elegant i sin Fremstilling, og hvis Tanker, Følelser og Anskuelser er poetiske og harmløse.

´Tidgrænsen´, ifølge hvilken en Præst kun kan forblive paa et Sted i fem Aar, vil blive sløjfet ved den næste almindelige Konference. I Begyndelsen kunde man kun forblive paa et Sted i seks Maaneder; Tiden blev derefter udstrakt til et Aar; drefter til to Aar; derefter til tre og til sidst til fem Aar; men de ledende og højtuddannede Kredse i Kirken indser, at dersom den skal kunne maale sig med andre Kirker med Hensyn til Fremgang og Stilling i Samfundet, maa den have et fast Præsteskab, saa at dens stærke Prædikanter kan blive et Centrum for de selskabelige og literære Kredse. Thi man maa huske paa, at Prædikantens Arbejde ikke nu er, hvad det før var – at holde lange Møder og være Evangelist. Ingen ser dette klarere nu end Prædikanterne selv. Kirkerne søgte tidligere fortrinsvis at faa fat i store Vækkelsesprædikanter, og ved de aarlige Konferencer plejede Prædikanterne at aflægge en Beretning om Antallet af OMVENDELSER i Aarets Løb. Men nu [160] er det mindre begejstrede og ekseentriske Ideer, som behersker baade Folket og Præsterne. De større Kirker ønsker saadanne Præster, som kan bringe den æstetiske Natur Næring, afværge den moderne Skepticismes Angreb og tiltrække sig de intelligentes og dannedes Opmærksomhed. Det, der lægges Vægt paa i Prædikantens Indberetning ved den aarlige Konference, er hans MISSIONSKOLLEKT. Den moderne Metodistprædikant er en udmærket Pengeindsamler. Han forstaar nu at røre Folks Hjerter paa en Maade, som han ikke kunde det ved Hjælp af nogen gammeldags Formaning.

Hvor vigtig er ikke den Lektie, som er blevet saa grundig lært af disse Ledere i kristelig Tankegang, nemlig AT EVANGELIET ALDRIG SKULDE STØDE DEN DORFINEDE OG SLEBNE SMAG! FOR EN KIRKE, SOM SAALEDES KAN BØJE SIG EFTER TIDERNE, staar Fremtidens Døre vid aabne, og den bydes gladelig velkommen. Hvilket mere passende Motto kan findes for den end det, som Englene sang: ”Fred paa Jorden! I Mennesker Velbehag.”                                                    Pastor Chas. A. Crane”

Det følgende af Biskop R. S. Foster ef den biskoppelige Metodistkirke, er et Udklip fra ”The Gospel Trumpet”. Det bærer det samme Vidnesbyrd, skønt fremstillet i et noget forskelligt Sprog, maaske alt for tydeligt for nogle, eftersom Biskoppen senere har ”trukket sig tilbage” imod sit Øonske og til Trods for sine Taarer. Han siger:¨

”Guds Kirke søger nu til Dags Verdens Gunst. Dens Medlemmer forsøger at bringe den ned til de ugudeliges Plan. Baller, Teatre, den nøgne og usømmelige Kunst, Luksus i Selskabelighed med al dens løse Moral er ved at trænge sig ind i Kirkens hellige Indelukke; og for at bøde paa al denne Verdslighed gør de Kristne en hel Del ud af Fasten, af Højtideligholdelsen af Paaskedag og Langfredag og af Prydelserne i Kirkerne. Det er Satans gamle Fif. Den jødiske Kirke stødte imod den Klippe; den romerske Kirke led Skibbrud paa den, og den protestantiske Kirke gaar hurtigt den samme Skæbne i Møde.

De store Farer, som vi nu ser fremfor os, er Lighed med Verden, Forsømmelse af de fattige, en Indsættelse af Gudfrygtighedens Form i Stedet for dens Kraft, Mangel paa Disciplin, et Præsteskab af Lejesvende, et urent Evangelium – hvilket alt tilsammen udgør en moderne Kirke. Hvem skulde vel for 100 Aar siden have tænkt, at Metodisterne skulde være udsatte for et saadant Resultat; men [161] hvem kan, naar han nu ser sig omkring, undgaa at se denne Kendsgerning?

Mon ikke Metodisterne til Trods for Guds Ords Formaninger og deres egne Regler klæder sig lige saa ekstravagant og moderne som enhver anden Klasse Mennesker? Mon ikke Kvinderne, ja ofte Præsternes Hustruer og Døtre, bærer ”Guld, Perler og kostbar Klædnings”? Mon ikke den enkle Dragt, som John Wesley og Biskop Asbury anbefalede, og som Hester Ann Rogers, Lady Huntington og mange andre lige saa udmærkede Kvinder bar, nu i Metodist-Kredse vilde blive betragtet som ed Udslag af Fanatisme? Mon nogen af dem, som kommer ind i en Metodistkirke i en af vore større Byer, kan skelne mellem Altergæsternes Dragter og Teater- eller Balbesøgendes? Ser man ikke Verdsligheden i Musikken? Fint klædte og prydede Korsangere, som i mange Tilfælde slet ikke bekender sig til Religionen, ja, som ofte er haanende Tvivlere, gaar igennem en kold kunstnerisk og operalignende Øvelse, der er lige saa meget i Harmoni med en aandelig Tilbedelse, som en Opera eller en Teaterforestilling er det. Under en saadan verdslig Øvelse fryser Aandeligheden ihjel.

Tidligere deltog alle Metodisterne i Klassemødet og aflagde Vidnesbyrd om praktisk Kristendom. Nu er der meget faa, som kommer dertil, og i mange Kirker er det helt opgivet. Kirkens Tjenere, Tillidsmænd og Ledere deltager sjælden i Klassemødet. Tidligere var det saa, at næsten enhver Metodist bad, aflagde Vidnesbyrd og fremsatte Formaninger ved Bønnemødet. Nu høres der ikke meget i den Retning. Tidligere kunde man høre Udraab og Lovprisninger, nu bliver saadanne Tilkendegivelser af hellig Begejstring og Glæde betragtet som Fanatisme.

Verdslig Selskabelighed, Basarer, Fester, Koncerter og lignende er traadt i Stedet for de religiøse Forsamlinger, Vækkelsmøder, Klasse- og Bønnemøder, som holdtes i gamle Dage.

Hvor sandt er det ikke, at Metodisternes disciplinære Regler blot er døde Bogstaver! De forbyder at bære Guld, Perler og kostbar Klædning, og dog er der ingen, som nogen Sinde tænker paa at irettesætte Medlemmerne, naar de krænker disse Regler. De forbynder at læse saadanne Bøger og deltage i saadanne Fornøjelser, som ikke tjener til at fremme Gudfrygtigheden, og dog griber Kirken selv til Løjer, Fester og Basarer, som tilintetgør det aandelilge Liv hos de unge saavel som hos de gamle. Den Udstrækning, i hvilken dette nu pratiseres, er forbavsende.

De første Medodistpræster gik ud for at ofre sig og for at lide for Kristus; de søgte ikke de Steder, hvor de kunde [162] have Overflod og Magelighed, men de Steder, hvor de maatte mangle og lide. De glædede sig ikke over deres store Salærer fine Præsteboliger og forfinede Menigheder, men over de Sjæle, som blev vundet for Jesus. O, hvor forandrede er Tingene ikke nu! Et Præsteskab af Lejesvende vil være svagt, frygtsomt og krybende og vil kun tjene, saa længe det bliver betalt. Det vil være uden Tro, Udholdenhed og hellig Kraft. Metodismen behandlede tidligere den store, centrale Sandhed. Nu tales der fra dens Talerstole mest om almindelige Sandheder og populære Emner. Den herlige Sandhed om fuld Indvielse bliver der sjælden hørt og sjælden vidnet om fra Talerstolene.”

Men vi kommer tilbage til Sammenslutnings-Bestræbelserne. Vi har ovenfor omtalt de unges Interesse for religiøs Sammenslutning. En Interesse, som man søger at vedligeholde og uddybe ved at bringe dem sammen til selskabelige Sammenkomster og ved at undgaa Strid om religiøse Emner og Lærepunkter. Men endnu større Anstrengelser gøres der for at bibringe de voksne Medlemmer Sympati med Sammenslutnings-Bevægelsen. For at opnaa dette lægger Lederne i alle Kirker talrige Planer og arbejder ivrigt. Det var mange mindre Bestræbelser, der naaede Toppunktet i den store Religionskongres, som blev holdt i Chicago i Sommeren 1893. Hensigten med denne Kongres stod meget klar for Ledernes Tanke og fandt ogsaa tydeligt Udtryk; men den store Masse af Kirkemedlemmerne fulgte øjensynligt Lederne uden i mindste Maade at tage i Betragtning, at det, der laa bagved, var et storslaaet Komprmis mellem Kristendommen og alt, hvad der er ukristeligt. Da man senere har foreslaaet, at en ny Religionskongres efter en endnu større Maalestok skal afholdes i Aaret 1913 for at udvirke en Sammenslutning mellem alle religiøse Partier, maa de som ønsker at forblive trofaste over for Gud, lægge nøje Mærke til de Principper, som de religiøse Ledere gav Udtryk for paa Chicagokongressen.

Pastor J. H. Barrows, Dr. theol., som var den ledende Aand paa Religionskongressen i Chicago, har [163] ifølge et San Franciscoblad fremsat følgende Udtalelser med Hensyn til sine Bestræbelser for at tilvejebringe en religiøs Sammenslutning:

“Relilgionernes Sammenslutning vil naas ad een af to Veje. For det første kan de Kirker, som paa det nærmeste staar paa fælles Grund med Hensyn til Tro og Lære, slutte sig sammen, f. Eks. de forskellige Grene af Metodismen og Presbyterianismen. Og saa, naar Sektern er forenede indbyrdes, vil Protestantismen som et Hele blive forenet. Alt efter som Opdragelsen skrider frem, vil Katolikker og Protestanter opdage, at Forskellene mellem dem i Virkeligheden ikke er saa betydelige, og de vil foreslaa en Genforening. Naar dette er naaet, vil en Forening af alle andre forskellige Religioner [d. v. s. Muhamedanismen, Buddhismen, Brahmaismen, Confucianismen o. s. v.] kun være et Tidsspørgsmaal.

For det andet: Relilgionerne og Kirkerne kan slutte sig sammen i en rent borgerlig Sammenslutning paa et etisk Grundlag som foreslaaet af Mr. Stead [en engelsk Redaktør og Spiritist]. De religiøse Organisationer har fælles Interesser og fælles Pligter i de Samfund, i hvilke de findes, og det er muligt, at de vil slutte sig sammen for at kunne fremme og virkeliggøre disse Pligter og Interesser,. Jeg er selv tilbøjelig til at vente, at Sammenslutningen vil opnaas gennem den første af disse Fremgangsmaader. Men hvorledes det end forholder sig med dette, saa er nu Religionskongresserne ved at antage fas Skikkelse. Pastor Theo. E. Sweward fortæller, at hans `kristelige Forenings Broderskab´ i New York har stor Fremgang, medens der i Chicago under C. C. Bonneys Ledelse er blevet organiseret en stor og kraftig ´Forening til Fremme for religiøs Sammenslutning´.”

RELIGIONSKONGRESSEN I CHICAGO

”Chicago Herald” indeholdt følgende gunstige Beretning om Kongressens Gang:

”Aldrig SIDEN BABELS FORVIRRING har saa mange Religioner saa mange Trosbekenderdelser, staaet Side om Side, Haand i Haand ja, næsten Hjerte, mod Hjerte, som i det storeAmfiteater i Gaar Aftes. Aldrig siden den skrevne Verdenshistorie begyndte, har Menneskeslægtens forskellige Forgreninger været saa sammenbundet med Kærlighedens gyldne Kæde Jordens Nationer, Kristenhedens Trosbekendelser, Buddhister og Baptister, Muhamedanere og Metodister, Katoliker og Konfusianere, Brahminere og [164] Unitarer, Shintoister og episkopale, Presbyterianere og Panteister, Monoteister og Polyteister repræsenterende alle Tanke-Afskygninger og Forhold blandt Menneskene, her til sidts mødt hverandre, sammenbunde ved Sympatiens, Humanitetens og Respektens Baand.”

Selv denne begejstrede Beundrer af den store Kongres maatte tænke paa den mindeværdige Sprogforvirring i Babel! Mon han i denne Kongres genfandt et mærkeligt Modbillede?

Den foran omtalte Dr. theol. Barrows talte begejstret om det gensidig venskabelige Forhold, som de protestantiske og de katolske Præster, de jødiske Rabbinere og i Virkeligheden alle nuværende Religioners Ledere lagde for Dagen ved deres Overensstemmelse med Hensyn til den store Kongres i Chicago. Han sagde:

”Den tidligere Tanke at den Religion, som ’jeg’ tilhører, er den eneste sande, er gammeldags; der kan læres noget af alle Religioner og ingen, som ikke er villig til at række et hvilket som helst Menneske Broderhaaden, er sin Religion værdig. En eller anden har sagt, at TIDEN NU ER MODEN, TIL AT DEN BEDSTE RELIGION KOMMER I FORGRUNDEN. Den Tid er nu forbi, da nogen skulde give det Udseende af, at hans særlige Religion er den overlegne. Her vil den vise Mand, Fryrsten og den lærde fra Østen mødes venskabeligt med Ærkebiskoppen og Rabbineren, Missionæren, Prædikanten og Præsten. De vil for første Gang sidde sammen i en Kongres. Dette haaber man vil Gang sidde sammen i en Kongres. Dette haaber man vil hjælpe med til at nedbryde Trosbekendelsernes Skranker.”

 En anden gejstlig, Pastor T. Chalmers, der tilhører ”Discplenes” Kirke, sagde:

”Denne første Religionskongres synes at bebude et endnu større Broderskab – et Broderskab, som vil sammenføje til EEN VERDENSRELIGION det bedste ikke alene i een, men i alle de store historiske Religioner. Det kan være, at vi under dette større Haabs Vejledning skal blive nødt til at forandre vor Udtryksmaade og tale mere om RELIGIØS ENHED end om KRISTELIG ENHED. Jeg glæder mig over, at alle de store Gudsdyrkelser skal bringes i Berøring med hverrandre, og at Jesus vil indtage sin Plads sammen med Gautama, Confucious og Soroaster.”

”New York Sun” sagde i en ledende Artikel angaaende dette Emne:

[165] ”Vi ved ikke nøjagtig, hvad det er, denne Kongres vil udrette. Muligvis er Planen den at danne en eller anden Slags NY OG SAMMENSTAT RELIGION, som i sig skal indbefatte og tilfredsstille enhver Afskygning af religiøse og irreligiøse Meninger. Det er et STORT FORETAGENDE at danne en ny og udsøgt Religion, der skal være tilfredsstillende helt igennem; men i Chicago mener man, at det nok skal lykkes.”

Det vilde i Sandhed være mærkeligt, om Kristi Aand og Verdens Aand pludselig skulde vise sig at være i Harmoni, om de, som er fyldte med disse hinanden saa modsatte Aander, skulde kunne se Øje til Øje. Men dette er heller ikke Tilfældet. Det er endnu sandt, at Verdens Aand er Fjendskab mod Gud. (Jakob 4:4), at Verdens Teorier og Læresystemer er forængelige og taabelige, og at den ene guddommelige Aabenbaring, som indeholdes i Apostlenes og Profeternes Skrifter, er den eneste guddommelig inspirerede Sandhed.

I Overensstemmelse med Præsidentens, Mr. Bonneys, Udtalelse var en af Hensigterne med Kongressen den at bringe Verdens Religioner Sammen til et Møde, ”hvor deres fælles Hensigter og det fælles Grundlag for en Sammenslutning kunde fremsættes, samtidig med at man holdt Revy over det 19de Aarhundredes vidunderlige religiøse Fremskridt”.

Den virkelige og eneste Hensigt med denne Revy var øjensynlig at give et Svar paa alle Spørgsmaal i denne Tid – i denne Dommens Time – at give saa god en Fremstilling som muligt af Kirkens Fremskridt og at fremkalde det Haab, at Kristenheden efter alle sine tilsyneladende mislykkede Forsøg netop nu staar over for en mægtig Sejr for Kirken – at det, som den paastaar er dens Mission, nemlig Verdens Omvendelse, snart, ja, meget snart vil være fulddyrdet. Læg Mærke til, hvorledes den foreslaar dette: Det skal ikke ske ved Hjælp af Sandhedens og Retfærdighedens Aand, men ved Kompromis, Hykleri og Bedrag. Broderskab og religiøs Sammenslutning vlev fremstillet som Kon-[166]gressens Maal. En urolig Iver efter at opnaa dette paa hvilke som helst Betingerelser blev tydeligt lagt for Dagen. Man var endogsaa villig til, som ovenfor fremstillet, at forandre sin Udtryksmaade for at imødekomme de hedenske Religionslærere og kalde det en religiøs Sammenslutning i Stedet for en kristelig. Ja, man vilde finde sige i at lade Jesus træde ned fra sin ophøjede Stilling og ydmygt tage Plads Side om Side med de hedenske hedenske Vismænd Buddha, Confucious og Zoroaster. De mest fremtrædende Træk i den store Kongres var den Tvivlens, Forlegenhedens, Kompromissets og Troløshedens Aand, som de protestantiske Kristne udviste, og de romersk-katolskes og alle de andre Religionslæreres anmassende, raadgivende, og myndige Aand. Det første Møde blev aabnet med en Bøn af en romersk-katolsk Deltager – Kardinal Gibbons – og det sidste Møde blev afslutten med den romersk-katolske Biskop Keanes Velsignelse. Under det sidste Møde nedkaldte en Shintopræst fra Japan 8 Millioner Guders Velsignelse over den brogede Forsamling.

Dr. Barrows havde i Løbet af to Aar forud korresponderet med andre Landes hedenske Repræsentanter og havde udsendt det makedoniske Raab hele Verden over til alle hedenske Præster og Apostle: ”Kom over og hjælp os!” At Kaldet saaldes skulde udgaa fra den presbyterianske Kirke, som i adskillige Aar har været underkastet en Ildprøve og Dom, er ogsaa en Kendsgerning, der er betegnende for den Forvirring oig Hvileløshed, som hersker i denne Kirkeafdeling saavel som i hele Kristenheden. Hele Kristenheden var rede til det store Møde.

I 17 Dage sad kristne Repræsentanter for alle Kirker sammen til Raadslagning med Repræsentanter for alle de forskellige hedenske Religioner, hvilke de kristne Talere bestandig med en Kompliment henviste til som ”vise Mænd fr Østen”, idet de laante Ud-[167]trykket fra Skriften, hvor det anvendtes paa noble Mænd, som Satan brugte under sit mislykkede Forsøg paa at ombringe Jesusbarnet.

Det Emne, som var anmeldt for Kongressens sidste Dag, lød: ”Hele Menneskehedens religiøse Forening”. Der skulde de forskellige ”Elementer af  fuldkommen Religion, saaledes som de er anerkendt af og fremsat i de forskellege Trosbekendelser” tages i Betragtning med Henblik paa at bestemme ”den endelige Religions Karaktertræk” og ”Centret for Menneskeslægtens kommende religiøse Forening”.

Er det muligt, at kristne (?) Præster saaledes er ude af Stand til, hvad deres egen Bekendelse jo altsaa lyder paa, nu i denne sene Tid at fastslaa, hvad der skulde være Centret for religiøs Enhed og det karakteristiske ved en fuldkommen Religion? Er de virkelig saa ivrige efter en ”Verdensreligion”, at de er villige til at opofre nogle af eller alle den sande Kristendoms Principper, ja selv Navnet ”Kristen”, om det skulde være nødvendigt, for at opnaa dette? Ja, saaledes lyder deres Bekendelse. ”Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener”, siger Herren. Kongressens foregaaende Dage medgik til at fremsætte de forskellige Religioner gennem deres forskellige Repræsentanter.

Denne Plan var dristig og risikabel. Den burde have aabnet ethvert sandt Guds Barns Øjne for flere meget betydelige Kendsgerninger, nemlig 1) at den navnkristne Kirke er nær ved at opgive Haabet om at kunne staa fast under denne Dags gennemtrængende Domme, da ”Herren har Sag med sit Folk”, det navnkristne aandelige Israel (Mika 6:1,2); 2) at de forskellige Kirkeafdelinger i Stedet for at angre deres Tilbagefald, deres Mangel paa Tro, Nikærhed og Gudfrygtighed og saaledes søge at vende tilbage til Guds Gunst ved en Slags Forening og Samarbejde forsøger at understøtte hverandre, samtidig med at de [168] paakalder den hedenske Verdens Hjælp til at modstaa Herrens Domme, som vil aabenbare Vildfarelserne i deres menneskelige Trosbekendelser og deres urigtige Fremstilling af hans herlige Karakter, 3) at de er villige til at kompromittere Kristus og hans Evangelium for at vinde Verdens Venskab og Belønning i Retning af Magt og Indflydelse, 4) at deres Blindhed er saa stor, at de er ude af Stand til at skelne mellem Sandhed og Vildfarelse, mellem Sandhedens Aand og Verdens Aand, og 5) at de allerede har tabt Kristi Lære af Syne.

Uden Tvivl vil der komme timelig Hjælp fra den Kilde, hvorfra den med saa megen Begejstring bliver søgt; men det vil blot være et forberedende Skridt til at indvikle hele Verden i den Dom, der nu hænger over Babylon, og som vil faa alle Jordens Konger og Købmænd til at sørge over og begræde denne store Stad. – Aabenbaringen 18:9, 11, 17-19.

Naar vi betragter Kongressens Forhandlinger, bliver vor Opmærksomhed med Magt henledet paa forskellige ejendommelige Træk: 1) Navnkristenhedens tvivlende Stilling og dens Forsøg paa at gaa paa Akkord, i hvilken Henseende den romersk-og den græsk-katolske Kirke dog danner en Undtagelse; 2)Katolicismens og alle de andre Religioners Forhaabningsfulde og bestemte Holdning; 3) den tydeligt markerede Forskel, som de hedenske Vismænd har iagttaget mellem den Kristendom, der læres i Bibelen, og den, som læres af de forskellige kristne Samfunds Missionaærer, der sammen med Bibelen ogsaa har bragt deres urimelige og indbyrdes modstridende Trosbekendelser til de fremmede Lande; 4)Hedningernes Maade at betragte Missionærernes Anstrengelser paa og disses fremtidige Udsigter i deres Lande; 5) Bibelens Indflydelse paa mange i de fremmede Lande, til Trods for den urigtige Fortolkning, som de der bragte den ud, er fremkommet med; 6)den nærværende Ind-[169]flydelse og de mulige Resultater af den storer Kongres; 7) dens almindelige Udseende betragtet i Profetiernes Lys.

KOMPROMIS MED SANDHEDEN

Den store Religionskongres var sammenkaldt af Kristne – protestantiske Kristne; den blev afholdt i et Land, som bekender sig til den protestantiske i et Land, som bekender sig til den protestantiske Kristendom, og den blev ledet af protestantiske Kristne, saa disse kan betragtes som ansvarlige for alt, hvad der foregik. I Overensstemmelse med den protestantiske Kristenheds Nuværende Tilbøjeligheder til Vantro og Kompromis var denne Kongres villig til at prisgive Kristus og hans Evangelium for at opnaa Antikristens og Hedenskabets Venskab. Den overlod til Repræsentanterne for Pavedømmet den Ære baade at begynde og at afslutte Kongressens Forhandlinger. Og medens de hedenske Repræsentanter fremsatte deres Tro i vel gennemtænkte Foredrag, var der igen systematisk Fremstilling af Kristendommens Grundsandheder, skønt forskellige Emner blev behandlet af de Kristne. Hvor mærkeligt synes det ikke, at en saadan Lejlighed til at prædike Kristi Evangelium for repræsentative, intelligente og indflydelsesrige Hedninger overses og lades ubenyttet af en saadan Forsamling! Mon disse foregivne Represæsentanter for Kristi Evangelium skammede sig ved dette Evanglium (Romerne 1:16)? Med Hensyn til Talerne havde Katolikkerne den mest fremskudte Plads, idet de havde Ordet ikke mindre end 16 Gange under Kongressens Møder. Og ikke alene det; men der var nogle til Stede, som foregav at være Kristne, medens de var alvorligt optagne af at nedbryde Grundvolden for Kristendommens Læresætninger, idet de fortalte de hedenske Repræsentanter om deres Tvivl angaaende de Kristnes hellige Skrifters Ufeljlbarlighed, at Bibelens Beretninger maa modtages med Forbehold, samt at dens Læresætninger [170] maa supplere af den menneskelige Fornuft og Filosfi og kun antages i samme Udstrækning, som de er i Overensstemmelse med disse. Der var ”ortodokse” Kristne, som forkastede Læren om Genløsningen, der dog er den eneste Grundvold for al sand kristen Tro; andre nægtede Menneskets Fald og forkyndte Teorien om Udvikling – at Mennesket aldrig er blevet skabt fuldkomment, at det aldrig er faldet, at det følgelig ikke behøver nogen Genløser, at det siden dets Skabelse paa et meget lavt Trin, langt fjernet fra ”Guds-Billedet”, gradvis er gaaet frem og endnu befinder sig i en Udviklingsproces, hvis Lov er de stærkestes Overleven. Dette Synspunkt, som er lige det modsatte af Bibelens Lære om Genløsning og Genoprettelse, vandt størst Tilslutning paa Kongressen.

I det følgende meddeler vi nogle korte Uddrag, som viser, hvorledes den protestantiske Kristendom gaar paa Akkord baade med Hensyn til sin Stilling over for den store antikristelige Romerkirke og ogsaa over for de ikke-kristelige Religioner.

Hør, hvorledes Dr. Chas. A. Briggs, Professor ved et presbyteriansk teologisk Seminarium, ivrer mod den hellige Skrift. Denne Herre blev introduceret af Præsidenten, Dr. Barrows, som ”en, hvis Lærdom, Mod og Troskab mod sine Overbevisninger har givet ham en høj Stilling i den almindelige Kirke”. Han blev modtaget med livligt Bifald. Han sagde:

”Alt, hvad vi kan paastaa for Bibelens Vedkommende, er at den er inspireret og nøjagtig med Hensyn til de Dele, der taler om de religiøse Lærdomme, som skal bibringes os. Gud er sand; han kan ikke lyve; han kan ikke vildlede eller bedrage sine Skabninger. Men naar den uendelige Gud taler til det endelige Menneske maa han saa nødvendigvis tale Ord, som ikke er Vildfarelse? [Hvor meningsløst et Spørgsmaal! Dersom Gud ikke taler Sandhed, saa er han naturligves ikke sand.] Dette afhænger ikke alene af Guds Tale, men ogsaa af Menneskets Høren, ogsaa af Forbindelsesmidlerne mellem Gud og Mennesket. Man maa først kunne bevise Menneskets Evne til at optage Ordet, [171] for vi kan være sikre paa, at dette er blevet gengivet rigtigt. [Denne ”lærde og velærværdige” Professor i Teologi burde huske paa, at Gud var i Stand til at vælge sig Redskaber, som ver egnede til at forkynde hans Sandhed, og at han ogsaa kunde udtrykke den korrekt for dem. At han gjorde det, er tydeligt for enhver oprigtig Gransker af hans Ord. Et saadant Argument, der anvendtes for at underminere de hellige Skrifters Gyldighed, var en blot og bar Udflugt og en Fornærmelse mod en oplyst Tilhørerskares Intelligens.] De hellige Skrifters Inspiration medfører ikke Tanken om Ufejlbarlighed i alle Enkeltheder.”

Hør engang, hvorledes den velærværdige Theordore Munger fra New Haven styrter Kristus ned fra Tronen og ophøjer den stakkels faldne Menneskehed i hans Sted. Han sagde:

”Kristus er mere end en Jøde, som led Døden paa Golgatha. KRISTUS ER MENNESKEHEDEN, SOM DEN UDVIKLER SIG under Guds Kraft og Naade, og enhver Bog, som er berørt af Inspirationen af DENNE KENDSGERNING [nemlig at den udviklede Menneskehed som et Hele udgør Kristus, den Salvede], tilhører den KRISTNE Literatur.” Han nævnte som Eksempler Dantes, Shakespeares, Goethes, Shelleys, Matthew Arnolds, Emersons og andres Værker og forsatte saa: ”Litteraturen paa faa Undtagelser nær – AL INSPIRERET LITTERATUR – passer akkurat for Menneskeheden og paavirker den paa et etisk Grundlag og med etiske Formaal for Øje DETTER SAND KRISTENDOM. En Teologi, som paastaar, at der findes en oversanselig Gud, som sidder oppe over Verden og sammenspinder dens Anliggenders Traade, tiltvinger sig ikke Bifald af saadanne, som giver deres Tanker Udtryk i Litteraturen. Digteren, Geniet, den vidtskuende og den altomfattende Tænker forbigaar den; de staar Gud alt for nær til at lade sig bedrage af saadanne Gengivelser af Sandhed.”

Pastor Dr. Rexford fra Boston (Universalist) sagde:

”Jeg ønsker, at alle vilde bekende, at en oprigtig Tilbedelse, hvor i Verden den end maatte find Sted, er en sand Tilbedelse. Den uskrevne Trosbekendelse, som er den dominerende nu i Tiden, antager jeg er den, at enhver Tilbeder Verden over, som bøjer sine Knæ for det bedste, han ved, og vandrer oprigtigt over for det reneste Lys, som skinner for ham, har Adgang til Himmelens højeste Velsignelser.”

Med disse Ord traf Taleren sikkert Grundtonen i de religiøse Anskuelser, som nu er fremherskende, men [172] talte Apostelen Paulus saaledes til dem, der tilbad ”en ukendt Gud” (Apostlenes Gerninger 17:23-31)? Eller forsvarede Elias saaledes Baals Præster (1 Kongerne 18:21, 22)? Paulus erklærer, at den eneste Adgang til Gud er igennem Troen paa Kristi Offer for vore Synder, og Peter siger: ”Der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skal blive frelst. – Apostlenes Gerninger 4:12.

Lyman Abbot, Pastor ved Plymouth-Kongregationalistkirken i Brooklyn, paastod, at hele Kirken besidder den guddommelige Inspiration, som gennem Kristus og de tolv Apostle gav os det nye Testamente, ”for at Guds-Mennesket maa vord Fuldkomment, dygtiggjort til at god Gerning”. – 2 Timotheus 3:17.

”Vi tror ikke, at Gud har talt alene i Palæstina og til de faa, som boede i denne lille Provins. Vi tror ikke, at han har ladet sin Røst høre i Kristenheden og været stum alle andre Steder. Nej, vi tror, at han er en Gud, som taler til alle Tider og i alle Tidsaldre!”

Men hvorledes talte han til Baals Profeter? Han har kun aabenbaret sig for sit udvalgte Folk – for det kødelige Israel i den jødiske Tidsalder og for det aandelige Israel i Evangelietidsalderen. ”Kun eder har jeg kendt af alle Jordens Slægter.” – Amos 3:2; 1 Korinthier 2:6-10.

Et Brev fra Lady Sommerset (England), som gjorde Romerkirken følgende Indrømmelser, blev oplæst af Præsidenten, Dr. Barrows, der fremkom med en smigrende Indledning dertil. Det lød som følger:

”Jeg er i Sympati med enhver Bestræbelse for at føre Menneskene sammen og faa dem til at tænke paa de Ting, hvorom de kan blive enige, snarere end paa de Ting, hvor de staar som Modstnadere. Den eneste Maade, paa hvilken vi kan blive forenet, er aldrig at omtale Emner, med Hensyn til hvilke vi har uigenkaldelig Modsatte Meninger. Maaske det vigtigste af alle disse er det historiske biskoppelige Embede; men den Kendsgerning, at Ækebiskop Ireland tror paa dette, medens jeg ikke gør det, vilde ikke hindre denne store og gode Prælat i at yde mig en hjertelig Hjælp,[173] ikke som en protestantisk Kvinde, men som en Arbejder for Afholdssagen. Det samme kunde siges i England om den begrædte Leder, Kardinal Manning, og det kan siges den Dag i Dag angaaende Mgr. Nugent fra Liverpool, en Praæs af Folket, almindelig agtet og elsket. Omrids af den kongelige Lov, negativt fremstillet af Confucius og positivit af Kristus, VIL BRINGE OS ALLE IND I EEN LEJR.”

Læren om en stedfortrædende Forsoning blev der sjælden henvist til, og af mange blev den skubbet til Side som en Levning fra Fortiden, der ikke var det 19de Aarhundredes Oplysning værdig. Kun nogle faa Røster rejste sig til Forsvar for den, og disse idgjorde ikke alene et meget ubetydeligt Mindretal paa Religionskongressen, men deres Synspunkter blev tydelig nok ikke værdsat. Pastor Joseph Cook var en af disse faa, og hans Bemærkninger blev senere kritiseret og rent ud fordømt fra en af Chicagos Prædikestole. I sin Tale sagde Mr. Cook, at den kristne Religion var den eneste sande Religion og Annammelsen af den det eneste Middel til at sikre sig Salighed efter Døden. For at belyse, hvorledes Forsoningen renser fra selv de mest blodrøde Synder, brugte han som Eksempel en af Personerne i Shakespeares Værker; han sagde:

”Her har vi f. Eks. Lady Macbeth. Hvilken Religion kan tvætte Lady Macbeths blodige højre Haand ren? Det er det Spørgsmaal, som jeg fremstiller for Repræsentanterne for de fire Fastlande og Havets Øer. Medmindre I kan besvare det, er I ikke kommet til denne Religionskongres med alvorlige Hensigter. Jeg vender mig til Muhamedanismen. Kan I tvætte hendes blodige højre Haand? Jeg vender mig til Consucianismsn og Buddhismen. Kan I tvætte hendes blodige højre Haand?”

Jenkin Lloyd Jones, Pastor i Alle Sjæles Kirke i Chicago og en begejstret Forkæmper for Kongressen, besvarede efter Kongressens Slutning denne Tale med følgende Ord:

”For at vi skal kunne se det umoralske i Læren om den stedfortrædende Forsoning – denne Lære, som siger: ”Se paa Jesus, saa bliver du frelst,” og hvormed den store Boston-Prædikant forsøgte at tage Modet fra Repræsentant-[174]terne for de andre Trosbekendelser og Tankeformer ved Kongressen – vil vi nøjere undersøge Gernings Karakter, den Kvindes Sindelag, som han lovede en saadan øjeblikkelig Frihed, om hun blot vilde `se hen til Korset`. Denne Forkæmper for Ortodoksien slyngede med Indignation den Paastand ud mod Repræsentanterne for alle Verdens Religioner, at det er ùmligt ifølge selve Tingenes Natur for nogen at indgaa i Himmeriges Rige, medmindre han bliver født paa ny´ formedelst denne Kristi Forsoning, denne overnaturlige, stedfortrædende Fortjeneste, som tvætter Lady Macbeths blodige Haand hvid og gør Mordersken til en Helgen. Alt, hvad jeg har at sige til en saadan Kristendom, er dette: Jeg er glad ved ikke at tro paa den; og jeg opfordrer alle, som elsker Moralen, alle Retfærdighedens Venner, alle, som tror paa en uendelig Gud, hvis Vilje er Retfærdighed, og hvis Forsyns Styrelse gaar i Retning deraf, til at fornægte den. En saadan ´Frelsesplan´er ikke alene urimelig, men umoralsk. Den er demoraliserende, den er et Bedrag og en Snare i denne Verden, hvad den saa end maa være i den næste. Jeg vender mig bort fra Golgatha, dersom det jeg ser der, gør mig egenkærlig nok til at bede om en Frelse, som lader Prins Sidartha være udelukket fra en Himmel, hvor Lady Macbeth eller en hvilken som helst anden blodbesudlet Sjæl er indladt for Evigheden.”

Derefter blef ”orientalsk Platformsmøde” afholdt i den samme Kirke, hvor Velærværdighed oplæste udvalgte Stykker af Zoroaster, Moses, Confucius, Sokrates og Kristus, som alle gik ud paa at vise, at Religionen var universal. Derpaa fulgte en Tale af en armenisk Katolik. Det, som forefaldt efter denne Tale, beskriver en Reporter saaledes:

”Mr. Jones sagde, at han havde været dristig nok til at spørge Biskopo Keane fra det katolske Universitet i Washington, om han vilde være med til dette Møde og staa paa en saa radikal Platform. Biskopen havde svaret med et Smil, at han skulde til Dubuque, ellers kunde han have følt sig fristet til at komme. ´Da spurgte jeg ham´, sagde Mr. Jones, óm han kunde foreslaa nogen anden.´ Biskoppen svarede: ´De maa ikke have alt for meget Hasværk. Vigaar meget hurtigt frem. Maaske vil det ikke vare længe, før jeg kan være i Stand til at gøre det.´*)

_________________________

*)Rom er dog siden kommet til den Slutning, at Chicago-kongressen hverken var til Berømmelse for det eller pop-[175]lær iblandt dets Tilhængere. Det har ladet bekendtgøre, at Katolikkerne i Fremtiden ikke vil have noget at gøre med saadanne blandede Kongresser. Og det har ikke manglet paa tydelige Tilkendegivelser af Pavedømmets Mishag over for de romerske Prælater, som tog saa fremtrædende Del i Chicagokongressen. Protestanterne kan gerne beholde hele Æren for sig selv! 

_________________________

´Den romersk-katolske Kirke´, fortsatte Mr. Jones, ´gaar fremad under Ledelse af saadanne Mænd som Kardinal Gibbons, Ærkebiskop Ireland og Biskop Spalding, og disse Mænd tvinger de lade til at arbejde. Folk siger os, at vi har overgivet Religionskongressen til Katolikkerne og Hedningerne. Vi vil nu høre noget fra vore Venner blandt Hedningerne. Ordet Hedning har ikke den samme Betydning, som det før havde, og jeg takker Gud derfor.´”

Professor Henry Drummond skulde ifølge Kongressens Program tale om Kristendom og Evolution (Udvikling); men da han blev forhindret i at komme, blev hans Foredrag oplæst af Dr. Bristol. Deri udtalte han, at en bedre Forstaaelse af Syndens Oprindelse og Natur i det mindste vilde modificere nogle af de Forsøg, der blev gjort paa at blive af med den, hvorved han ikke var fri for ligesom lidt foragteligt at hentyde til Læren om Forsoningen, som hans Evolutionslære vilde gøre helt overflødig.

NOGLE FAA FORSVARERE AF TROEN

Men under denne frække Gaaen paa Akkord, der havde saa mange Talsmænd, fandtes der dog nogle faa Repræsentanter for protestantisk Kristendom, som havde tilstrækkeligt moralsk Mod til over for saa megen baade skjult og aabenbar Modstand at forsvare den Tro, der engang blev overantvordet de hellige. Dog viste selv disse Tegn paa Forlegenhed, fordi de ikke ser Guds Tidsalderplan og det vigtige Forhold mellem Kristendommens Grundlæresætninger og hele den guddommelige Sandheds vidunderlige System.

Professor W.C. Wilkinson fra Chicago Universitet talte om “Kristendommens Stilling til andre Religio-[176]ner”. Han henviste sine Tilhørere til det gamle og det nye Testamentes Skrifter for at finde en Fremstilling af Kristendommen, paaviste Kristendommens fjendtilge Stilling over for alle andre Religioner, der nødvendigvis maa være falske, dersom den er sand, og fremdrog Herrens Paastand om, at han alene kan frelse, hvilket han har betonet i Udtryuk som de følgende:

”Der kommer ingen til Faderen [d.v.s. ingen kan blive frelst] uden ved mig.” ”Jeg er Livets Brød.” – ”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke.” – ”Jeg er Verdens Lys.” – ”Jeg er Faarenes Dør.” – ”Alle de som er kommet før mig, er Tyve og Røvere.” – ”Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem meg, han skal frelses.”

”Disse Udtalelser fra Jesu egen Mund”, forsatte Wilkinson, ”er nogle faa Eksempler paa hans eksklusive Paastand om selv alene at være Menneskets Frelser. Man kunde svare, at Jesus ogsaa sagde, at naar han var blevet ophøjet, vilde han drage alle til sig, og at disse Ord viser, at mange Sjæle, som er indviklede i fremmede Religioner, og som bevidst eller ubevdst drages til Jesus, vil blive frelst til Trods for deres uheldige religiøse Omgivelser. Jeg er naturligvis indforstaaet hermed. Jeg er taknemmelig for, at dette virkelig synes at være Kristendommens Lære. [Men dette Haab stammer fra et ædelmodigt Hjerte snarere end fra Kundskaben om den guddommelige Frelsesplan. Professor W. Saa ikke, at Verdens Dragelse til Kristus tilhører Tusindaarsalderen, at kun Menighedens Dragelse finder Sted nu, og at den numærende dragende Kraft – Kunskaben om Herren – ogsaa vil være den dragende magt da; thi ”Jorden skal blive fyldt med Kundskab om Herrens Herlighed, ligesom Vandet dækker Havets Bund.” – Habakuk 2:14.] Jeg beder blot om, at man vil mindes dette, at vi nu slet ikke undersøger Udstrækningen af den Virkning, der udflyder fra Jesu eksklusive Magt til at frelse, Men simpelt hen det Spørgsmaal: Anerkender Kristendommen, at der i de ikke-kristne Religioner findes noget, som gør dem delagtige i den frelsende Kraft? Med andre Ord: Hævdes der noget Sted i Skriften, at Jesus udøver sin frelsende Magt i større eller mindre Grad gennem Religioner, som ikke er hans? Hvis der i Bibelen, enten i det gamle eller det nye Testamente, findes nogen Antydning eller Skygge af Antydning af et bekræftende Svar paa dette Spørgsmaal, saa indrømmer jeg, at jeg aldrig har fundet den. Men jeg har fundet mange og tydelige Antydninger af det modsatte.

[177] Det er ingenlunde min Hensigt at ville paatage mig paa Kristendommens Vegne at forringe de enkelte Mænds Fortjenester, som iblandt Nationerene har hævet sig til store etiske Højder uden Hjælp fra den historiske Kristendom, være sig i dens ny- eller grammeltestamentlige Skikkelse. Jeg taler ikke her om Personer, men om Kristendommens Stilling over for de ikke-kristne Religioner.

Lad os nu gaa videre fra Jesus egne, imiddelbare Udtryk til deres, som Jesus ifølge det nye Testamente gav Ret til at tale som sine Repræsentanter med en Myndighed, der var lig hans egen. Idet Paulus i al Almindelighed taler om Tilhængerne af de hedenske Religioner, siger han: ”Idet de paastod at være vise, blev de Daarer og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybend Dyr.” Menneske Fugl, Dyr, Drybder – med disse fire Specifikationer i Rækkefølge synnes Skriften at pege paa den stadig nedadgaaende Bevægelse, som kendetegner enhver Hedningereligion, med hvilken Kristendommen nogen Sinde er kommet i Berøring. Destraffende Følger, som Jødernes og de Kristnes krænkede, nidkære Gud tillod at ramme dem for en saadan Fordærvelse af det medfødte Tilbedelsesinstinkt, en saadan Vanhelligelse af den i Menneskehjertet engang rene Forestilling om en uforkrænkelig Gud, beskrives af Paulus i Ord, hvis bidende, glødende, skarpe, ætsende, brændende Kraft har gjort dem berømte og velkendte: ”Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er ophøjet i Evighed!” Jeg anførere ikke mere. Det er vel bekendt, at de Anklager, som er fremsat i Resten af Kapitlet, med Rette kan lægges den gamle hedenske Verden til Last. Der er ingen Antydning om Undtagelser til Gunst for Punkter, der kunde være forholdsvis gode eller i det mindste ikke helt slette i de Religioner, som her fordømmes; ingen Indskrænkninger, ingen formildende Omstændigheder er nævnt. Overalt tunge Slag og ligefrem Fordømmelse! Der ikke antydet nogen Tanke om, at der kunde være nogen sand Tilbedelse skjult, forklædt og ubevidst, under falske Former, ingen Mulighed for, at nogle skarptseende Afgudstilbedere kinde betragte deres Afgudsbillede blot som et symbol paa den ene uforkrænkelige, nidkære Gud, og at de altsaa kunde tænkes at tilbede ham under Form at et Billedge, intet Fortrin for opolyste Sjæle, som søger og finder en renere Religion i hemmelige ´Mysterier, der er utilgængelige for den store [178] Masse. Nej, Kristendommen finder ingen Udflugt for dømte og forkastelige, mod den selv stridende Religioner, med hvilke den kommer i Berøring. Uden Forskel rammer dens Fordømmelse som et Lys alle dem, der bedbliver med at tilbede andre Guder end Gud.

Skriften indeholder inger som helst Forsikring eller Antydning om, at Gud velvillig lytter til og naadig modtager den Tilbedelse, er formelt gives til en anden, som om den i Virkeligheden, skønt paa en misforstaaet Maade, var bestemt for ham selv. En saadan Tanke, hvad enten den er retfærdig eller ikke, er i hvert Fald i Strid med Bibelen og derfor antikristelig. Saa frisindet er Kristendommen dog ikke. Hvad angaar Guds Forrettigheder, indrømmer vi gerne, at Kristendommen er en snæver, streng og nidkær Religion. Den døende Sokrates kan have faaet Tilgivelse for, at han foreslog at ofre en Hane til Æskulap; men Bibelens Kristendom giver os ikke den ringeste Grund til at antage, at en saadan afgudisk Handling af Gud blev betragtet som en velbehagelig Tilbedelse af ham selv.

Peter sagde: ´Jeg forstaar i sandhed, at Gud ikke anser Personer; men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, veldommen for ham.´Gudsfrygt og retfærdig Vandel er det altsaa, som kendetegner dem, der er velbehagelige for Gud. Men det er tydeligt, at det at frygte Gud efter Krfistendommens Begreb derom ikke kan betyde at tilbede en anden, Jo mere Mennesker løsriver sig fra den hedenske Religion, som hersker omkring dem og – ikke ved Hjælp af den men til Trods for den – hæver sig op til den sande Gudstilbedelse, desto mere velbehagelige bliver de for Gud. Kan det da siges om nogen hedensk Religion, at den er en sand om end ufuldkommen Religion? Kristendommen siger nej! Kristendommen taler ganske vist Ord, der indeholder et uindskrænket Haab for nogle af dem, som aldrig har hørt om Kristus. Disse Ord vil de Kristne naturligvis holde fast paa og glæde sig over i Overensstemmelse med deres uvurderlige Værdi. Men lad os ikke begaa den Fejl at antage, at dette Haab i nogen Grad grunder sig paa Menneskeslægtens vildfarende Religioner. Disse Relligioner fremstiller Bibelen intet Steds som delvis heldige Forsøg paa at føle sig frem til Gud. De fremstilles alle sammen som førende nedad, ikke opad. Ifølge Kristendommen er de en Hindring og ikke en Hjælp. Deres Tilhængeres Greb om dem er som druknende Mænds blinde Griben frem for sig efter Rødder og Stene, der kun hjælper med til at holde dem fast ved Flodens Bund. Den Sandhed, som findes i den falske Religion, kan maaske hjælpe; man da er det Sanheden, som gør det, og ikke den falske [179] Religion. Ifølge den kristne Lære stræber den falske Religion efter at kvæle og dræbe den Sandhed, som findes i den; derfra stammer den historiske Udartning af de falske Religioner i Almindelighed, som fremstillet i Romerbrevets 1ste Kapitel. Dersom de strakte sig opad, vilde de vokse sig bedre og bedre; men dersom de, som Paulus lærer, altid bliver værre og værre, maa det være, fordi de strækker sig nedad.

Derfor indtager Kristendommen over for alle andre RELIGIONER en helt igennem fjendtlig Stilling, medens den over for alle MENNESKER, ogsaa Tilhængere af de falske Religioner, er naadig, barmhjertig og fuld af Fred, saafremt de vil annamme den. Hvor mange, som kommer til at ville, er et Spørgsmaal som Kristendommen lader ubesvaret.«

Pastor James Devine fra New York talte ogsaa om Kristendommens Budskab til de andre Religioner og fremstillede klart Læren, om Genløsningen ved Kristi dyrebare Blod. Han sagde:

»Vi kommer nu til en anden Grundsandhedi den kristne Lære – den hemmelighedsfulde Forsoningslære. Synden er en uomtvistelig Kendsgerning, der indses og erkendes overalt. Den er Bevis nok i sig selv. Den er en Skillevæg imellem Mennesket og dets Gud. Ikke i noget moralsk Regeringssystem kan guddommelig Hellighed sammensmelte med Synden, med den Afskyelighed og Oprørskhed, med den frygtelige Fornedrelse og haabløse Ruin, som den fører med sig. Gud kan ikke se igennem Fingre med Synden, give efter for den eller tillade den i sin Nærhed. Han kan ikke underhandle eller slutte Forlig med den; han maa stille den for Domstolen og straffe den. Han kan ikke overse den; han maa overvinde den. Han kan ikke indrømme den nogen moralsk Stilling; han maa hjemsøge den men med den Fordømmelse, som den fortjener.

Forsoninger er den vidunderlige Metode, hvorpaa Gud een Gang for alle over for hele Universet for evigt hævder sin Stilling over for Synden ved selv i en offervillig Aand at paatage sig dens Straf. Dette gør han i Jesu Kristi Person. Kristi Fødsel, Liv, Død og Opstandelse er historiske Kendsgerninger; men den moralske Værdi og udsonende Virkning af hans fuldkomne Lydighed og Offerdød bliver et hemmelighedsfuldt Moment af uendelig Værdi for Genoprettelsen af Synderens Forhold til sin Gud. Kristus er anerkendt af Gud som en Stedfortræder. Troen kan tilegne sig baade hans Lydigheds Fortjeneste og hans Offers ophøjede Værdighed. Den ydmyge, angrende Synder, som [180] er sig sin Uværdighed bevidst, modtager Kristus som sin Genløser, sin Talsmand, sin Frelser, tror enfoldigt paa ham, stoler paa hans Løfter, som er grundede paa hans forsonende  Mellemkomst, og han modtager fra Gud som den guddommelige Kærligheds Gave alle Kristi Midlergernings Forjenester. Dette er den Maade, hvorpaa Gud kan tilgive og tilvejebringe Forligelse. Det er den Maade, hvorpaa Gud selv kan forblive retfærdig og dog afstedkomme Synderens Retfærdiggørelse. Her har vi atter den hemmelighedsfulde Visdom i dens mest ophøjede Fremstilling.

Det er selve Hjertet i Evangeliet. Det banker med en hemmelighedsfuld Kærlighed; dets ubeskrivelige Pulsslag bringer guddommelig Helbredelse; det er absolut nødvendigt for hele den guddommelige Styrelses Plan. I sin skjulte Virksomhed ligger det uden for den menneskelige Forsknings Rækkevidde; men dog sender det Livsblodet som en Strøm gennem Verdenshistorien og giver Kristendommen dens særlige Livskraft og udødelige Magt. Fordi Kristendommen formaar helt at bortfierne Svnden, kan den fuldstændigt og afgørende løse Problemet Synd.

Kristendommen maa tale i Guds Navn. Den skylder ham sin Eksistens, og dens hemmelighedsfulde Magt og dens Anseelse ligger i, at den aabenbarer ham. Det vilde være anmassende af den at tale ud fra sit eget Ansvar eller i Fornuftens Navn. DEN HAR INGEN UDVIKLINGSLÆRE AT FREMSTILLE. Den har et Budskab fra Gud. Den er ikke en Filosofi, men en Religion. Den er ikke jordfødt, men udvirket af Gud. Den kommer ikke fra Mennesker, men fra Gud og lever af hans Magt, hans Kærlighed; den er opfyldt af hans Godhed; den straaler af hans Lys; den forkynder hans Sandhed; den er fuld af hans Kraft og Visdom, udrustet med Evne til at helbrede aandelige Sygdomme og med den øverste Autoritet.

Den har en Gerning at udføre iblandt Menneskene, naar og hvor den end træffer dem, en Gerning saa stor som Skabelsen, saa vidunderlig som den aandelige Eksistens og saa hemmelighedsfuld som Evigheden selv. Dens Brændpunkt er dens store Aabenbarers og Lærers Personlighed, han, paa hvem alle Lysstraller pegede før hans første Komme, og fra hvem al Dagens Klarhed har udstraalet siden hans Menneskebliven. Dens Væsen er idel Oprigtighed, ophøjet Værdighed og skøn Uselviskhed. Dens Maal er at tildele Velsignelse snarere end at udfordre til Sammenlighning. Det er den ikke saa meget om at gøre at forsvare sig selv som at meddele sin Goder. Det er ikke saa magtpaaliggende for den at sikre sig den højeste Ære som at naa frem til Hjerterne. Den søger ikke at haane, [181] nedsætte eller ydmyge sin Rival, men at overvinde ham med Kærlighed, drage ham til sig ved sin egen Fortræffelighed og at fortrænge alt andet ved sin egen uforlignelige Overlegenhed. Det er dens ubestridelige Ret at herske, derfor kan den ikke nære Rivalitetens Aand. Den lader ikke haant om andre, nærer ikke Foragt, bærer intet grusomt Vaaben, er ikke tilbøjelig til Ordstrid, kan ikke anvende Kneb eller Bedrag, og den forkaster hyklerisk Tale. Den stoler altid paa sin egen Værdi, og alle dens Paastande er baseret paa dens Ret til at blive hørt og æret.

Den Mirakler er snarere en Undtagelse end en Regel. De var Tegn, som skulde hjælpe den svage Tro og bringe det guddommelige nærmere til den faldne Skabning. Mirakler vidner lige saa meget om Barmhjertighed som om Majestæt. Naar vi betragter Guds ubegrænsede Magt og den Lethed, hvormed Tegn og Undere kunde være blevet mangfoldiggjort, med en eventyrlig Afveksling og en imponerende Kraft, saa forstaar vi, at der er vist stor Sparsommelighed med Hensyn til Kraftens Udøvelse. Alt det, som blot var for Øjet, er blevet forkastet. Hemmeligheden i den kristne Historie er den sparsommelige Maade, paa hvilken Kristendommen har brugt sine Midler. Det er en ofte smertelig og streng Prøve for Troen at lægge Mærke til den tilsyneladende Mangel paa Energi, Dristighed og uimodstaaelig Kraft i vor hellige Religions udadtil langsomme Fremgang. [Det maa nødvendigvis se saaledes ud for dem, der endnu ikke har lært at forstaa Guds Tidsalderplan.]

Uden Tvivl har Gud haft sin Grunde herfor; men imidlertid kan vi ikke andet en lægge Mærke til en hemmelighedsfuld Tilbageholdenhed en vidunderlig Taalmodighed, en fornem Selvbeherskelse i Kristendommens Aand. Den skal ikke skrige og ikke raabe og ikke lade sin Røst høre paa Gaden. Aarhundreder kommer og gaar, og Kristendommen berører kun enkelte Dele af Jorden; men overalt, hvor den berører, forvandler den. Den synes at foragte materiel Hjælp og regner alene med de Sejre, som er vundet gennem aandelig Forbindelse med den enkelte Sjæl. Dens Forhold til andre Religoner er blevet karakteriseret ved en særlig Tilbageholdenhed, og dens Fremskridt er blevet betegnet ved en Værdighed fri for Praleri, hvilket er i Harmoni med Guds, dens Ophavsmands, majestætiske Væsen.

Vi har altsaa Ret til at hævde, at Kristendommen er helt fri for den sædvanlige Kappelyst, helt hævet over Brugen af det, der synes stort, af opsigtsvækkende Metoder, fuldstændig hævet over alle Fremgangsmaader, som [182] kun tilsigter dramatisk Virkning, fri for hyklerisk Tale og Tvetydighed. Den søger ikke Alliance med den verdslige Magt, ikke social Glimmer; den bryder sig mere om at faa en indflydelsesrig Plads i er ydmygt Hjerte end en Magtstilling paa en kongelig Trone; den er helt og holdent optaget af at erobre Sjælens kærlige Medvirken og sikre sig Karakterens moralske Forvandling, for at dens egen Aand og dens egne Principper kan komme til at forvandle Menneskenes aandelige Liv.

Den taler derfor til andre Religioner med ubegrænset Aabenhed og Tydelighed, baseret paa dens egen uimodsigelige Fordring paa at blive hørt. Den anerkender den utvivlsomme Oprigtighed i den enkelte Persons Overbevisning og den dybe Alvor i den moralske Kamp hos mange alvorlige Sjæle, der ligesom Athenienserne i gamle Dage tilbeder en ukendt Gud; den advarer overtaler og befaler, hvad den ogsaa har Ret til at gøre. Ligesom Paulus engang lige over for det kultiverede Hedenskab paa Areopagus taler den om den bestemte Dag, paa hvilken Verden skal dømmes, og om ‘den Mand’, ved hvem den skal dømmes; den gentager atter og atter sin forskelligartede, men ubøjelige Opfordring til Omvendelse; den fordrer Anerkendelse af sin moralske Maalestok; den formaner til Underkastelse, Troskab, Ærbødighed og Ydmyghed.

Og alt dette gør den i en prægtig, men bestemt Tone, med stille Vedholdenhed. Ofte lægger den Eftertryk paa sin Fordring ved Bevisførelse, Hjertelighed og øm Indtrængenhed. Dog kan man i og gennem det alt sammen genkende en klar, tydelig og gennemtrængende Tone, som ubøjelig trænger paa og aabenbarer den overlegne, personlige Vilje, der var Ophavet til Kristendommen, og i hvis Navn den taler. Den overbringer sit Budskab med en fast Tillidsfuldhed og mesterlig Ro. Den er ikke ivrig efter at faa sit Fortrin anerkendt; den viser ingen utilbørlig Omsorg for de ydre Forhold, søger ikke at blive beskyttet af store Mænd, og vi ser ingen uværdig Kappelyst. Den taler snarere selvbevidst om at være i Besiddelse af denne enkle, naturlige, uforlignelige, umaadelige Overlegenhed, som hurtigt afvæbner Rivalen, til sidst fremkalder Beundring og tvinger de Hjerter til Underkastelse, som er frie for Ondskab og Svig.«

Ibandt disse værdige Udtalelser til Forsvar for Sandheden var ogsaa den tyske Grev Bernstorffs. Han sagde:

»Jeg stoler paa, at der ikke er nogen til Stede her, som har ringe Tanker om sin egen Religion. [Han lærte sikkert [183] det modsatte at kende, før Kongressen sluttede; dette blev sagt i Bergyndelsen.] Hvad mig selv angaar, erklærer jeg, at jeg er her som en individuel, evangelisk Kristen, og at jeg aldrig vilde være kommet til denne Kongres, dersom jeg havde tænkt, at dette kunde betyde en Indrømmelse af, at alle Religioner er lige gode, og at det blot er nødvendigt at være oprigtig. Jeg kan ikke indrømme noget saadant. Jeg tror, at kun Bibelen er sand, og at den protestantiske Kristendom er den eneste sande Religion. JEG ØNSKER IKKE NOGET KOMPROMIS AF NOGEN ART.

Vi kan ikke nægte, at vi, som mødes til denne Kongres, er skilte fra hverandre ved store og vigtige Principper – en Kløft, over hvilken der ikke kan lægges nogen Bro; men vi mødes i den Tanke, at enhver har Ret til at have sin Tro. I indbyder enhver til at komme her som en oprigtig Forsvarer af sin egen Tro. Jeg for min Del staar for eder med det samme Ønske, som besjælede Paulus, da han stod frem for Repræsentanterne for det romerske Hof og for Kong Agrippa. Jeg vilde ønske til Gud, at alle, som hører Kong Agrippa. Jeg vilde ønske til Gud, at alle, som hører mig i Dag, var saadanne, som jeg er. Jeg kan ikke sige: ‘undtagen disse Lænker’; thi jeg er, Gud være takket, fri, undtagen for alle mine Fejl og Mangler, som hindrer mig i at omfatte min Tro saaledes, som jeg kunde ønske det.

Men hvorfor mødes vi da, dersom vi ikke kan vise Tolerance? Nuvel, Ordet ‘Tolerance’ bruges paa forskellige Maader. Dersom Kong Frederik af Preussens Ord: ‘I mit Land kan enhver gaa til Himmelen paa sin egen Facon,’ bliver brugt som en GRUNDSÆTNING FOR STATSMANDS-KLØGT, kan vi ikke værdsætte dem for højt. Hvilken Blodsudgydelse og Grusomhed vilde Verden ikke være blevet sparet for, dersom denne Grundsætning var blevet antaget. Men dersom den er et Udtryk for dette sidste Aarhundredes RELIGIØSE LIGEGYLDIGHED, som ogsaa var fremherskende ved Frederik den Stores – Voltaires Ven – Hof, DA MAA VI IKKE ANTAGE DEN.

I sit Brev til Galaterne forkaster Paulus enhver anden Lære, selv om den blev forkyndt af en Engel fra Himmelen. Vi Kristne er vor Mesters, den levende Frelsers, Tjenere. VI HAR INGEN RET TIL AT PRISGIVE DEN SANDHED, SOM HAN BETROEDE OS, ringeagte den eller holde den tilbage fra vore Medmennesker. Men hvis vi mødes saaledes, at enhver ønsker at vinde de andre for sin egen Tro, vil dette da ikke blive en krigerisk i Stedet for en fredelig Kongres? Vil den ikke fjerne os mere fra hverandre i Stedet for at bringe os nærmere sammen? Jeg tror det ikke, dersom vi holder fast ved den Sandhed, at [184] vore store Hovedlærdomme kun kan forsvares og bibringes andre gennem aandelige Midler. En ærlig Kamp med aandelige Vaaben behøver ikke at gøre de kæmpende mere fremmede for hverandre; tværtimod, den bringer dem ofte nærmere til hverandre.

Jeg tænker, at denne Konference vil have udrettet nok til for evigt at indgrave dens Minde paa Historiens Blade, dersom dette store Princip [Religionsfrihed] bliver almindeligt antaget. Der gryr et Lys i hvert Hjerte, og det 19de Aarhundrede har medført store Fremskridt i den Retning; dog maa det befrygtes, at Religionsfrihedens store Princip ikke vil blive almindeligt anerkendt, før det 20de Aarhundrede bryder ind.«

I udpræget Modsætning til Kongressens almindelige Aand var ogsaa følgende Tale af Mr. Grant fra Kanada:

»Jeg synes, at vi skulde begynde denne Religionskongres, ikke i den Tanke, at vi gør noget stort, men med en ydmyg og sagtmodig Bekendelse af vor Synd og Svaghed. Hvorfor er ikke Jordens Beboere faldet Sandheden for Fode? Fejlen er vor. Da Apostelen Paulus saa tilbage paa Aarhundreders vidunderlige Begivenheder, som Gud havde ledet, forstod han, at Nøglen til alle disse Begivenheder var den, at Jehova havde udstrakt sine Hænder den hele Dag til et ulydigt og genstridigt Folk, at skønt der altid var en Levning af retfærdige, havde dog Israel som Nation betragtet ikke forstaaet Jehova og derfor heller ikke forstaaet sin egen vidunderlige Mission. Dersom Paulus var her i Dag, mon han saa ikke vilde gøre den samme sørgelige Indrømmelse med Hensyn til Kristendommens 19de Aarhundrede? Vilde kan ikke blive nødt til at sige, at vi har været stolte af vor Kristendom i Stedet for at tillade den at ydmyge og korsfæste os, at vi har pralet af Kristendommen som noget, vi besad, i Stedet for at tillade den at tage os i Besiddelse, at vi har adskilt den fra Verdens moralske Ordning i Stedet for at se til, at den kunde komme til at gennemtrænge, forklare og højne denne Ordning, og at vi paa den Maade har skjult dens Herligheder og fordunklet dens Kraft? Hele Dagen igennem har vor Frelser sagt: ‘Jeg har udstrakt mine Hænder til et ulydigt og genstridigt Folk.’ Den eneste uundværlige Betingelse for Fremgang er den, at vi anerkender Aarsagen til vort Fald, at vi bekender det med et ydmygt, sagtmodigt, angrende og lydigt Sine, og at vi med et ubøjeligt Vestens Mod og fulde af Tro gaar frem for at handle anderledes.«

[185] Hvor ønskeligt, om disse Tanker havde fundet Genklang paa den store Kongres! Men det gjorde de ikke. Tværtimod; der hørtes stadig stolte Udtalelser om de »vidunderlige religiøse Fremskridt i det 19de Aarhundrede«.  Grev Bernstorffs første Indtryk, at den betød en fræk Prisgiven af de kristne Principper og Læresætninger, var rigtigt, hvilket de følgende Møder under Kongressen klart viste.

Alle, som kender Verdenshistorien, ved ogsaa, hvilken Karakter den store antikristelige Magt, Romerkirken – med hvilken Protestanterne saa alvorligt søger at komme i Forbindelse – er i Besiddelse af; og de, som med aabne Øjne betragter dens nutidige Operationer, forstaar, at dens Hjerte og Karakter endnu er uforandret. De, som overhovedet kender noget dertil, ved godt, at den græsk-katolske Kirke har understøttet og givet sit Bifald til, ja endog sandsynligvis selv fremkaldt den russiske Forfølgelse mod Jøderne, Stundisterne og alle andre Kristne, som er vaagnet op fra deres Blindhed og fra den græske Kirkes Overtro, og som søger Gud, og Sandheden ved at ransage hans Ord. Den Forfølgelse, som de græsk-katolske Præster har tilskyndet til, og som Politiet har udført, har været af den mest grusomme og oprørende Art. Og dog søger man Alliance og Samarbejde med begge disse Systemer – den romersk- og den græsk-katolske Kirke – ligesom ogsaa med alle Former af hedensk Overtro og Uvidenhed.

[187] HEDENSKABETS TÆTTE MØRKE, HVORMED DE KRISTNE NU ØNSKER OG SØGER ALLIANCE

Vi kan danne os nogen Forestilling om det Hedenskabets tætte Mørke, som de Kristne nu ønsker at samarbejde med, naar vi læser følgende indignerede Gensvar fra Dr. Pentecost imod den kristiske Tone, som nogle af de fremmede anslog over for Kristendommen og de kristne Missionærer. Han sagde:

»Jeg vilde anse det for en Skam, om Diskussionerne ved denne Kongres skulde udarte til at blive en Række gensidige Beskyldninger; og dog har vi Kristne siddet taalmodigt her og lyttet til en Række kritiske Udtalelser imod Kristendommens Resultater fra visse Repræsentanter for Østens Religioner. Chicagos og New Yorks Slumkvarterer, den navnløse Ugudelighed, som er tydelig selv for vore fremmede Gæster, Tøjlesløsheden, Drukkenskaben, Slagsmaalene, Modene og de andre Forbrydelser er blevet lagt os til Last. Ansvaret for Rigsdagens og Regeringens Fejl baade i England og Amerika er blevet væltet over paa Kristendommen. Opiums- og Brændevins-Handelen, Traktat-Brudene, de umenneskelige Love imod Kineserne o. s. v., er alt sammen blevet lagt den kristne Kirke til Last. [Men hvorledes kan de, som paastaar at disse Nationer er kristne, dadle de hedenske Repræsentanter for, at de bedømmer dem i Overensstemmelse med denne Paastand?]

Det synes næsten unødvendigt at sige, at alle disse Ting: den umoralske Tilstand, Drukkenskaben, Forbrydelserne, Mangelen paa Moderkærlighed og den egenkærlige Begærlighed, som er Kilden til al denne ødelæggende Trafik der er blevet overført fra vore Lande til Østen, ligger uden for Kristendommens Omraade. [Nej, ikke hvis disse Nationer er kristne. Naar Kirken paastaar dette paatager den sig Ansvaret for Nationens Synder, som da med Rette bliver lagt den til Last.] Kristi Kirke arbejder Dag og Nat for at rette og afskaffe disse Forbrydelser. Den kristne Kirke fordømmer enstemmig Opiums- og Spiritus-Trafikken, Undertrykkelses-Bestemmelserne imod Kineserne og alle Former for Last og Begærlighed, som vore Venner fra Østen klager over.

Vi er villige til at lade os kritisere; men naar jeg tænker paa den Kendsgerning, at denne Kritik til Dels bliver fremstillet af Mænd, som repræsenterer et religiøst System, hvis Templer, fyldt af de højeste Kaster af det brahminske Præsteskab, er de autoriserede Klostre for et System af Umoralskhed [188] og Udsvævelse, hvis Sidestykke ikke kendes i noget af Vestens Lande, saa føler jeg, at Tavshed vilde betyde Samtykke. Jeg kunde vise eder til Tusinder af Templer i enhver Del af Indien, til hvilke der er knyttet fra to til fire Hundrede Præstinder, hvis Liv ikke er, som det skulde være.

Jeg har set dette med mine egne Øjne, og ingen nægter det ude i Indien. Dersom man taler til Brahminerne derom, vil de sige, at det er en Del af deres System for Almenheden. Kom i Hu, at dette System er Hinduismens autoriserede Institution. Man behøver blot at betragte de afskyelige Udskæringer i Templerne baade hos Hinduer og Buddhister, de gamle afskyelige Phallossymboler, som er de mest populære Genstande for Tilbedelse i Indien, for at faa et Indryk af disse Religioners Fordærvelse. Kom i Hu, at dette ikke alene taales, men er oprettet, dirigeres og kontrolleres af disse Religioners Præster. Kun de skamløse Billeder og Portrætter i det gamle Pompeji kan maale sig i Uanstændighed med de Ting, som overalt ses i og omkring Indgangene til Templerne i Indien.

Det synes en Smule haardt, att vi skulde taale den Kritik, som disse Repræsentanter for Hinduismen fremkommer med imod den gudløse Del af Vestens Befolkning, naar de selv bor i saadanne Glashuse, der alle er oprettet, beskyttes og forsvares af deres egen Religions Ledere.

Vi har hørt meget om ‘Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brødre’, og at dette skulde være en af Hovedlædommene i Østens Religioner. Jeg har aldrig været i Stand til at finde en eneste Tekst i nogen som helst af Hinduismens hellige Bøger, som blot antyder Læren om ‘Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brødre’, skønt jeg overalt i Indien har opfordret Folk til at fremkomme med en saadan. Dette er rent ud sagt et Tyveri fra Kristendommen. Det glæder os, at de har adopteret og inkorporeret dette. Hvorledes kan en Brahmin, som betragter alle, der tilhøver en lavere Kaste, og særlig de stakkels Pariaer, med Afsky, ja, i dem ser en hel anden Art Væsener, der stammer fra Aber og Djævle, vove at fortælle os, at han tror paa Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brødre? Dersom en Brahmin tror paa Menneskenes Broderskab, hvorfor vil han saa nægte at vise selskabelig Høflighed og almindelig Gæstfrihed mod Mennesker af andre Kaster saavel som mod sine Brødre fra Vesten, som han saa yndefuldt indeslutter i sin nyfundne Læres nedladende Arme – Læren om Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brødre?

[189] Dersom der er noget Broderskab i Indien, anerkender de dog ikke noget Søsterskab, hvad selv den mest overfladiske Iagttager straks kan se. Lad de navnløse Rædsler, som Hindukvinderne er udsatte for, staa som Støtte for denne Erklæring.

Indtil den engelske Regering med stærk Haand afskaffede Hinduismens Sutti-Væsen *), løb hvert Aar Hundreder af Hindu-Enker med Glæde til deres afdøde Mænds Ligbaal og omfavnede Flammerne, som opbrændte deres Legemer – hellere end at overgive sig til de Rædsler, til det levende Helvede, som Hinduismens Enkestand medførte. Lad vore Venner Hinduerne forsælle os, hvad deres Religion har gjort for Hindu-Enkerne og særlig for Barneenkerne, der maa gaa med deres Hoved barberet som Forbrydere, berøvede deres Prydelser, klædte i Pjalter, fornedrede til en Slavestilling, værre end vi kan tænke os, gjorte til Familiens Trælle og ikke sjælden brugte til endnu værre Ting, som man ikke kan nævne. Til en saadan Stilling og Tilstand er den stakkels Enke henvist med Hinduismens Billigelse. I 1891 blev den britiske Regering anmodet om at gennemføre en ny streng Lov, efter hvilken der ikke skulde tillades nogen under 12 Aar at indgaa Ægteskab. Ved den Alder skulde det være lovligt for en Hindu at indtræde i Ægteskabsforhold til sin Barnehustru. De kristne Hospitaler, som blev fyldt med misbrugte Smaapiger, kun nogle faa Aar gamle, blev en saa oprørende Kendsgerning, at Regeringen maatte skride ind og saette en Stopper for disse Forbrydelser, som blev begaaet i Religionens Navn. Saa stor var Ophidselsen i Indien over dette, at man frygtede, at en religiøs Revolution og maaske et nyt Oprør stod for Døren.

HENDENSKE REFORMATORER, SOM SqGER EFTER GUD

EN RqST FRA DET NYE INDIEN

Hinduen Mozoomdar udtalte frlgende til Forsamlingen:

Hvad er Teologi uden Moral? Hvad har denne Bogs Inspiration eller denne Profets Autoritet at betyde uden personlig Hellighed – dette af Gud skabte Tempels Renhed? Kort efter at vi var kommet igennem vor Teologi, [193] stirrede den Kendsgerning os i Ansigtet, at vi ikke var gode Mænd med rene Sind – hellige Mænd – at der var utallige Onder omkring os, i vore Huse, i vore nationale Skikke, i hele vort Samfunds Organisation. Brahmo-Somaj lagde derfor Haanden paa det Værk at reformere Samfundet. I 1851 blev det første Ægteskab imellem Personer af forskellige Kaster indgaaet. Kasten er en Slags kinesisk Mur, som omgiver enhver Familie og ethvert lille Samfund, og ud over dens Grænser maa ingen dristig Mand eller Kvinde skride. I Brahmo-Somaj opstillede vi det Spørgsmaal: ‘Skal denne kinesiske Mur skæmme Guds Børns Frihed for bestandig? Nej! Bryd den ned; ned med den, og bort med den!’

Dernæst ordnede min ærede Leder og Ven, Keskub Chunder Sen, det saaledes, at Giftermaal mellem [Personer af] forskellige Kaster kunde finde Sted. Brahminerne blev vrede. Spaamændene rystede paa Hovedet; ja, selv Lederne i Brahmo-Somaj trak paa Skuldrene og stak Hænderne i Lommen. ‘Disse unge Urostiftere’, sagde de, ‘vil sætte Ild paa hele Samfundet.’ Men disse Ægteskaber mellem Kasterne fandt Sted, og Enke-Giftermaal fandt Sted.

Ved I, hvad Indiens Enker er? En Pige paa 10 eller 12 Aar mister sin Mand, før hun har lært hans Ansigtstræk rigtig at kende, og fra denne spæde Alder og indtil sin Dødsdag maa hun gennemgaa Bodsøvelser, streng Tugt, Elendighed, Ensomhed og Vanære, som I vilde skælve ved at høre om. Jeg bifalder og forstaar ikke den Kvindes Opførsel, som gifter sig op til tre eller fire Gange. Jeg forstaar ikke saadanne Mænds og Kvinders Opførsel. Men jeg tænker, at naar en Pige paa 11 Aar mister sin saakaldte Ægtemage, og man saa lader hende henleve hele sit Liv som en stakkels Enke, styrter hende ned i en Elendighed, som vilde være en Vanære for en Forbryder, saa er dette noget saa umenneskeligt, at det ikke hurtigt nok kan blive afskaffet. Derfor, Ægteskab mellem Kasterne og Giftermaal for Enkerne! Vi tog fat paa det Værk at forbedre Samfundet og Hjemmet, og Resultatet blev meget snart et Brud i Brahmo-Somoj. Vi unge Mænd maatte gaa vor Vej – med alle vore Samfundsreformer – og klare os, som vi bedst kunde. Da disse Reformer delvis var gennemført, opstod der et andet Spørgsmaal. Vi havde indført Giftermaal for Enkerne og frelst dem fra at blive brændt; men hvad nu angaaende vor personlige Renhed, vor Samvittigheds Helligelse, vor Sjæls Genfødelse? Hvad var der at sige om vor Antagelighed ind for den uendelig retfærdige Guds Domstol? Samfundsreformer og gode Gerninger er [194] i sig selv kun lovlige, naar de fører til personlig Renhed og Sjælens Helliggørelse.

Mine Venner, jeg maa bekende, at jeg ofte er bange, naar jeg tænker paa det europæiske og amerikanske Samfunds Tilstand, hvor eders Virksomheder er saa mangfoldige, eders Arbejde saa udstrakt, at I drukner deri. I har liden Tid til at overveje det store Spørgsmaal om Genfødelse, personlig Helliggørelse, Prøve, Dom og Antagelighed hos Gud. Dette er det største af alle Spørgsmaal.

Efter Afslutningen af vort sociale Reformarbejde blev vi derfor ført ind paa at betragte det store Emne: Hvorledes skal denne uigenfødte Natur blive genfødt, og hvilke Vande kan tvætte dette besmittede Tempel og sætte det i en ny og ren Stand? Hvad kan gøre en Ende paa alle disse Bevæggrunde, Begæringer, onde Tilskyndelser og dyriske Inspirationer og gøre Mennesket til, hvad det først var: et ubesmittet Guds Barn, ligesom Kristus og alle genfødte Mennesker var? Det teologiske Princip først, det moralske Princip dernæst, og for det tredje det aandelige i Brahmo-Somaj: Hengivelse, Anger, Bøn, Lovprisning, Tro – det at vi kaster os selv helt og holdent over paa Guds Aand og frelsende Kærlighed.

[Denne hedenske Filosof ser kun delvis, hvad Synden er. Det fremgaar af hans Udtryk: »et ubesmittet Guds Barn, ... ligesom alle genfødte Mennesker var«. Hans ser ikke, at selv de bedste af den faldne Slægt er langt fra at være bogstavelig pletfri, ubesmittede, fuldkomne, og at de derfor alle behøver Kristi Fuldkommenheds og Syndoffers Fortjeneste til at retfærdiggøre dem. Han taler om Bønner, Tro o. s. v. og om Guds Barmhjertighed, men har endnu ikke lært, at Retfærdighed er Grundvolden for alle Guds Handlinger, og at Gud kun igennem Kirsti Offers Fortjeneste kan være retfærdig, idet han retfærdiggør de Syndere, som tror paa Kristus, og som saaledes bliver skjult i hans store Forsoning, der blev fuldbragt for mere en 1800 Aar siden – een Gang for alle, et Vidnesbyrd i sine belejlige Tider.]

Higen efter at leve moralsk betyder ikke Hellighed; Ønsket om at være god betyder ikke, at man er god. Oksen, som paa sin Ryg bærer en hel Ladning Sukker, smager dog ikke det mindste af Sødmen. Saaledes er det med al vor Tragten, alle vor skønne Ønsker og Drømme og [195] alle vore skønne Taler, hvad enten vi lytter til dem eller selv holder dem, hvad enten vi falder i Søvn over dem eller hører opmærksomt paa dem; de vil aldrig gøre Livet fuldkomment. Kun Hengivelse, Bøn, direkte Modtagelse af Guds Aand, Samfund med ham, absolut Selvydmygelse lige over for hans Majestæt, Varme og Iver i vor Tilbedelse, aandelig Modtagelighed, det at røre sig og leve i Gud – dette er Hemmeligheden ved personlig Hellighed. Paa det tredje Stadium i vort Løb blev derfor Regelen for vort Liv aandelig Optagethed, lange Bønner, brændende Nidkærhed, Betragtninger og endeløse Selvydmygelser over for baade Gud og Mennesker. Gud er usynlig; ingen tager Skade af eller synes mindre agtværdig, dersom han siger til Gud: JEG ER EN SYNDER; TIGIV MIG; men at bekende over for Menneskene, at ydmyge sig selv over for Brødre og Søstre, at vaske Støvet af hellige Mænds Fødder, at føle sig som en elendig, ulykkelig Genstand i Guds hellige Forsamling – det fordrer en Smule Selvydmygelse, en Smule moralsk Mod.

Det sidste Punkt, jeg vil fremdrage, er det Fremskridt, Brahmo-Somaj har ført med sig. Kristendommen forkynder Guds Herlighed; Hinduismen talker om hans uendelige og evige Værdighed; Muhamedanismen beviser med Ild og Sværd hans Viljes Almagt; Buddhismen taler om, hvor fredfyldt og glad han er. Han er alle Religioners Gud, alle Skrifters Gud; vor Indsats bestod i at tilvejebringe Harmoni mellem disse forskellige Systemer, disse forskellige Profetier og gøre dem til eet stort System. Derfor kaldes det nye Religionssystem i Brahmo-Somaj den nye Husholdning. Den Kristne taler beundrende om Kristendommen; det samme gør Jøden om den jødiske Tro, Muhamedaneren om Koranen, Tilhængeren af Zoroaster om Zend-Avesta. Den Kristne beundrer sin aandelige Kulturs Principper; Hinduen og Muhamedaneren gør det samme. Men Brahmo-Somaj antager og harmoniserer alle disse Forskrifter, Systemer, Principper, og Læresætninger og smeder dem alle sammen til ett System; dette er vor Religion. I 10 Aar har min Ven, Keshub Chunder Sen, jeg selv og andre Apostle for Brahmo-Somaj rejst fra By til By, fra Provins til Provins, fra Fastland til Fastland og forkyndt denne nye Husholdning og Harmonien mellem alle de religiøse Profetier og Systemer – til den eneste sande og levende Guds Ære. Men vi er en kuet Race; vi er ulærde og udygtige; vi har ikke Pengemidler til at faa Mennesker til at lytte til vort Budskab. I Tidens Fylde har I sammenkaldt denne ophøjede Religionskongres, og det Budskab, som vi ikke kunde udbrede, har I paataget eder at udbrede.

[196] Jeg kommer ikke til dette Parlaments Møder for blot at studere, heller ikke som en, der maa forsvare sit eget System. Jeg kommer som en Discipel, en Efterfølger, en Broder. Maatte eders Anstrengelser bliver velsignet med Fremgang! Saa skal ikke alene eders Kristendom, eders Amerika, blive ophøjet, men Brahmo-Somaj vil føle sig storlig ophøjet, og denne stakkels Mand, som er kommet saa langt borte fra for at gøre Fordring paa eders Sympati og Venlighed, skal føle sig rigelig belønnet.

Maatte denne nye Husholdnings Udbredelse forblive hos eder og gøre eder til vore Brøder og Søster! Repræsentanter for alle Religioner! Maate alle eders Religioner smelte sammen til Tanken om Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brødre, for at Kristi Profeti og Verdens Haab kan blive opfyldt og Menneskeslægten blive til eet Rige med Gud som Fader!«

Her har vi en klar Fremstilling af disse besøgende Filosoffers Maal og Haab. Hvem kan sige, at de ikke henyttede sig af de Lejligheder, som gaves dem? Hørte vi før Kongressen meget om Gud som alles Fader og alle uigenføldte Mennesker som Brødre, uden Anerkendelse af Behovet for en Frelser, en Genløser til at gøre Forligelse for Overtrædelserne og aabne en ny og levende Vej for Tilbagevenden til Guds Familie gennem Forhænget, som er hans Kød – saa har vi dog hørt endnu mere om dette siden. Hørte vi før Kongressen tale om Samfundets Genløsning ved moralske Reformer, i Modsætning til Genløsningen ved det dyrebare Blod, saa har vi hørt endnu mere om denne kristløse Religion siden da. Det er det sidste Stadium i Frafaldet i disse den evangeliske Tidsalders sidste Dage. Det vil fortsætte og vokse Skriften erklærer, at »Tusinde skal falde ved din Side«. Apostelen Paulus siger: »Tag Guds fulde Rustning paa, for at I maa kunne staa imod paa den onde Dag.« Johannes spørger betydningsfuldt i Aabenbaringen: »Hvem kan bestaa?« Hele Skriften angiver, at det er Guds Vilje, at en stor Prø ve nu skal komme over alle, som nævner Kristi Navn, og at hele den store Masse af Klinte-Bekendere skal falde bort fra al Bekendelse af Tro paa Genløsningsofret, [197] der blev bragt en Gang for alle af vor Herre Jesus – fordi de aldrig tog imod denne Sandhed i Kærlighed til den. – 2 Thessaloniker 2:10-12.

EN RqST FRA JAPAN

*) Sammenfrjende.

Siden 1853, de Kommandør Perry kom til Japan som Udsending for Amerikas Præsident, er vort Land begyndt at blive bedre kendt af de vestlige Nationer; de nye Havne er blevet aabnet paa vidt Gab, og Forbudet imod Evangeliets Udbredelse er blevet ophævet, ligesom det var før den kristne Opstand. Ved Overenskomsten i Yeddo, nu Tokio, blev der i 1858 sluttet en Traktat med Amerika og ogsaa med de europæiske Magter. Det var paa en Tid, da vort Land endnu, var under feudalt Styre. Paa Grund af, at vi havde været afspærret fra Omverdenen i over 200 Aar siden det kristne Oprør i 1637, var Diplomati noget helt nyt for Regeringsmyndighederne, som fuldt ud stolede paa de vestlige Magters Paalidelighed og uden nogen Ændring godkendte enhver Artikel i den Traktat, som blev dem forelagt af de fremmede Regeringer. Ifølge denne Traktat er vi [199] meget ugunstigt stillet; iblandt de andre Artikler er der to særlig fremtrædende, som berøver os vore Rettigheder og Fordele. Den ene bestaar i det særlige Forhold for de vistlige Nationer i Japan, at alle Spørgsmaal om Rettigheder, hvad enten de gælder Ejendom eller Personer, og hvad enten de opstaar imellem de fremmede Udersaatter, som bor i mit Land, eller imellem dem og Japanerne, er underlagt de vestlige Retsmyndigheders Afgørelse. Et andet Punkt gælder Tolden, som vi kun har Lov til at sætte til 5% af Værdien, selv hvor den med fuld Ret kinde være større.

Der er endvidere en Bestemmelse om, at enhver af de interesserede Parter i denne Traktat kunde forlange en Revision deraf den 1ste Juli 1872 eller senere, om de et Aar forud indgav Anmeldese derom til den anden. Derfor forlangte vor Regering i 1871 en Revision, og siden da har vi bestandig fordret den; men de fremmede Regeringer har simpelt hen ignoreret vore Forlangender, idet de er fremkommet med mange Undskyldninger. En Del af Traktaten mellem De forenede Stater og Japan angaaende Toldtariffen er blevet anulleret, og derfor er vi den venlige amerikanske Nation oprigtig taknemmelige; men det gør mig ondt at maatte sige, at eftersom ingen europæisk Magt er fulgt i Amerikas Fodspor i denne Henseende, er vor Ret med Hensyn til Toldspørgsmaalet forblevet i væsentlig samme Tilstand som før.

Vi har ingen Domsmyndighed over for Udlændingene i Japan, og som en naturlig Følge deraf lider vi Uret baade juridisk og moralsk set. Beretninger herom ses stadig i vore hjemlige Blade. Da de vestlige Folk lever langt borte fra os, kender de ikke de nærmere Omstændigheder. Maaske hører de nu og da Beretninger fra Missionærerne og deres Venner i Japan. Jeg nægter ikke, at disse Beretninger kan være sande; men dersom en Person ønsker at faa sandfærdig Underretning om en Ven, burde han høre Udtalelser om ham fra mange Sider. Dersom i nøge og fordomsfrit undersøger, hvilken Ruret vi lider, vil i blive forbavsede. Blandt mange forskellige Slags Uretfærdigheder, er der nogle, som før var helt ukendte for os ”Hedninger” – Uretfærdigheder, som ingen vilde vove at nævne, ikke engang i privat Samtale.

En af de Undskyldninger, der fremføres af de fremmede Nationer, er, at vort Land endnu ikke er civiliseret. Er det et Princip i de civiliserede Landes Love, at de saakaldte uciviliserede eller svageres Rettigheder skal opofres? Som jeg forstaar Tingene, er det ifølge Lovens Aand en Nødvendighed at beskytte de svageres Rettig-[200]heder og Velfærd imod de stærkeres Angreb; men jeg har aldrig i mine flygtige Studier af Loven set, at de svagere skulde opofres for de stærkeres Skyld. En anden Slags Forsvar  stammer fra religiøs Kilde; det knytter sig til Paasten om, at Japanerne er Afgudsdyrkere og Hedninger. Om vort Folk er Afgudsdyrkere eller ikke, vil i straks lære at kende, dersom i vil undersøge vore religiøse Synspunkter uden Fordom i autentiske japanske Skrifter.

Men selv om vi for Argumentrets Skyld indrømmer, at vi er Afgudsdyrkere og Hedninger, er det saa kristen Moral at trampe paa ikke-kristne Nationers Rettigheder og kaste en Uretfærdighedens Skygge over deres naturlige Lykke? Jeg læser i Bibelen, at om nogen slaar dig paa din højre Kind, skal du ogsaa vende den anden til; men jeg kan Kind ikke i Bibelen opdage net Sted, som siger: Hvis nogen fordrer Ret af dig, skal du slaa ham paa hans højre Kind, og naar han vender sig, skal du ogsaa slaa ham paa den anden. Atter læser jeg i Bibelen: Dersom nogen vil gaa i Rette med dig og tage din Kjortel, saa lad ham ogsaa beholde Kappen; men jeg kan ikke i Bibelen opdage noget Sted, somer siger: Dersom du gaar i Rette med nogen for Loven og tager hans Kjortel, saa skal han ogsaa give dig sin Kappe.

I sender eders Missionærer til Japan, og de raader os til at være moralske og til at tro paa Kristendommen. Vi vl gerne være moralske; vi ved, at Kristendommen er god, og vi er meget taknemmelige for denne Venlighed. Men paa samme Tid er vort Folk i stor Forlegenhed og ser meget tvivlende paa dette Raad, naar vi tænker paa, at den Traktat, som blev affattet i Feudalismens Tid – vor Ungdomstid – endnu fastholdes af Kristenhedens mægtige Nationer, naar vi finder, at mange Skibe, som er otagne af Sælfiskeri, hvert Aar bliver indsmuglet i vore Have, naar Retssager altid bliver afgjort af de udenlandske Autoriteter i Japan til Ugunst for os, naar for nogle Aar siden en Japaner ikke fik Lov til at indtræde i noget Universitet paa Amerikas Stillehavskyst, fordi han var af en anden Race, naar for faa Maaneder siden Skoleraadet i San Francisco traf den Bestemmelse, at ingen Japaner skulde have Lov til at besøge Statsskolerne der, naar sidste Aar Japanerne i Skarevis blev drevet ud fra et af De forenede Staters Territorier, naar vore Forretningsmænd i San Francisco af en eller anden Forening blev tvunget til ikke at benytte sig af japanske Medhjælpere og Arbejdere, men af Amerikanere, naar der i samme Stad tales imod dem af os, som allered er her, naar der er mange Mænd, som drager ud i Processioner med Lanterner, hvorpaa der [201] staar ”Japanerne maa rejse bort,” naar Japanerne paa Hawaji-Øerne bliver berøvet deres Stemmeret, naar vi ser nogle af Vestens Folk i Japan uden for deres Huse opslaa Plakater, hvorpaa der staar; ”Ingen Japaner maa komme herind,” akkurat som der staar skrevet: ”Hunde maa ikke medtages. Naar vi er i en saadan Stilling, er det saa ikke rimeligt – til Trods for den Venlighed, de vestlige Nationer fra eet Synspunkt set viser os ved at sende deres Missionærer til os – at vi intelligente ”Hedninger” er i nogen Forlegenhed og tøver med at sluge den kristne Himmels søde og varme Drik? Dersom dette er den kristne Etik, ja, saa er vi fuldkomment tilfredse med at være Hedninger.

Dersom nogen hævder, at der er mange i Japan, som skriver og taler imod Kristendommen, ja, saa er jeg ikke en Hykler; jeg vil aabent erklære, at jeg var den første i mit Land, som offentligt angreb Kristendommen – NEJ, IKKE DEN VIRKELIGE KRISTENDOM, MEN DEN FALSKE KRISTENDOM, den Uret, som blev begaaet imod os af Kristenhedens Folkeslag. Dersom nogen bebrejder Japanerne, at de har stiften anti-kristelige Selskaber, vil jeg aærligt bekende, at jeg var den første i Japan, som organiserede et Samfund imod Kristendommen – NEJ, IKKE IMOD VIRKELIG KRISTENDOM, MEN FOR AT BESKYTTE OS MOD DEN FALSKE KRISTENDOM og den Uretfærdighed, som vi lider fra de kristne Folkeslags Side. Tro ikke, at jeg indtog en saadan Stilling, fordi jeg var Buddhist; thi dette var mit Standpunkt mange Aar, før jeg gik ind i det buddhistiske Tempel. Samtidig vil jeg med Stolthed erklære, at dersom nogen offentligt diskuterede Religionernes Slægtskab under Titelen ”Syntetisk Religion”, saa var det mig. Jeg siger dette til eder, fordi jeg ikke ønsker, man skal tro, at jeg var en snæversynet buddhistisk Sekterer.

I Virkeligheden er der ingen Sektere i vort Land. Vort Folk ved godt, hvilken abstrakt Sandhed der findes i Kristendommen, og vi, eller i det mindste jeg, bryder mig ikke om Navne, naar jeg taler om Lærepunkter. Om Buddhismen kaldes Kristendom eller Kristendommen kaldes Buddhisme, om vi benævnes Konfucianere eller Shintoister, bryder vi os ikke meget om; men vi tager det nøje med Hensyn til den Sandhed, der bliver lært, og Anvendelsen deraf i Livet. Om Kristus frelser os eller driver os til Helvede, om Gautama Buddha var en virkelige Person, eller der ikke fandtes en saadan Mand, er ikke noget, vi lægger Vægt paa; men desto større Vægt lægger vi paa Overensstemmelsen mellem Læren og Livet. Medmindre derfor [202] de Uoverensstemmelser, som vi lægger Mærke til, bliver afskaffet, og især om ikke den uretfærdige Traktat, som vi er blevet bebyrdet med, bliver revideret paa et retfærdigt Grundlag, vil vort Folk aldrig kaste sine Fordomme imod Kristendommen bort til Trods for den veltalende Prædikant, som forkynder dens Sandhed fra Talerstolen. Vi bliver ofte kaldt Barbarer, og jeg har hørt og læst, at Japanerne er stivsindede og ikke kan forstaa Bibelen. Jeg vil indrømme, at dette er sandt i een Forstand; thi skønt vi beundrer Prædikantens Veltalenhed og undrer os over hans Mod, skønt vi giver vort Bifald til hans logiske Argument, er vi dog stivsindede og vil ikke slutte os til Kristendommen, saa længe vi mener, at det er Vestens Moral at prædike en Ting og praktisere en anden....

Dersom nogen Religion lærer Menneskeheden Uretfærdighed, saa vil jeg modstaa den, som jeg altid har gjort, med mit Blod og med min Sjæl. Jeg vil være den bitreste Modstander af Kristendommen, eller jeg vil være den varmeste Beundrer af dens Evangelium. Over for dem, som har fremsat Tanken om dette Parlament, og over for de Damer og Herrer, som er forsamlede her, udtaler jeg min Fortrøstning til, at eders praktiske og ikke blot nominelle Formaal er Virkeliggørelsen af den religiøse Sammenslutning. Vi 40 Millioner Sjæle i Japan staar fast og vedholdende paa den internationale Retfærdigheds Grundvold og venter paa yderligere Tilkendegivelser angaaende Kristendommens Moral.”

Hvilken Kommentar er dette ikke til Kristenhedens fejlslagne Forsøg paa at omvende Verden til Sandhed og Retfærdighed! Hvor opfordrer den os ikke til Ydmyghed og Anger snarerer end til Praleri!

Den tænkende Iagtter kan ikke kæse om de ædle Tanker hos nogle af disse, com føler sig frem efter Gud og søger Retfærdighed, uden at lægge Mærke til Modsætningen mellem deres alvorlige Oprigtighed, deres ædle Hensigter, deres Bestræbelser for at opstille for deres Medmennesker den højeste Maalestok for Retfærdighed, som de selv kan se, og saa den haltende Stilling hos saa mange Kristne, der gennem Fødsel og Omgivelser er blevet begunstiget med større Kundskab om Sandheden, men som er saa ivrige efter at sælge den paa Bekostning af dens ædle Principper, blot for [203] at vinde Mængdens Gunst nu i Tiden. Den, hvem meget er givet, vil Herren ogsaa fordre meget af, og han vejer dem nu alle sammen i Vægstskaalen.

Men medens nogle faa af de fremmede Repræsentanter fremkalder vor beundring og Respekt, glædede Størstedelen af dem sig dog kun over det Privilegium at kunne anbefale deres Overtro til en saa repræsentativ Formsamling af civiliserede og oplyste Mennesker. Buddhismen, Shintoismen, Brahmaismen, Confucianismen og Muhamedanismen blev gentagne Gange for kyndt med stor Frimodighed, og den muhamedanske Apostel var endog dristig not til at anbefale Flerkoneri. Dette var næsten for meget for Formsalingen: men dens Mishagsytringer blev hurtig bragt til Tavshed af Mødets Leder, Dr. Barrows, som mindede den om Kongressens Hensigt: at give alle en rimelig Anledning til at blive hørt uden Modsigelse. Saaledes havde alle rigelig Andledning til at blive hørt, og de fremsatte frit deres Argumenter for Tusinder af kristne Bekendere, som allerede forud stod vaklende. De kan derfor have Grund til at vente at faa nye Tilhængere af deres Religioner i Amerika. De samme Rettigheder blev ogsaa tilstaaet mange antikristelige Bevægelser, saasom Christian Science, Teosofi, Swedenborgianismen o. s. v.

UDTALELSER VED KONGRESSENS AFSLUTNING

De afsluttende Udtalelser ved den store Kongres viser, hvor afgjort denne Kompromissets Aand er hos de protestantiske Kristne. Saa fortvivlede er de Vanskeligheder, denne Domsdag har drevet dem ud i, at de med den største Begejstring hilser selv den mindste Antydning af Tilbøjelighed til Sammenslutning, om det saa er med allergroveste Former af Hedenskabet. Vi gengiver i det følgende nogle korte Udrag. Suamie Vive Kanada (Præst i Bombay, Indien) sagde:

[204]”Meget er blevet sagt om den fælles Grundvold for en religiøs Sammenslutning. Jeg vil ikke netop nu forsøge at fremstille min egen Teori; men dersom nogen her haaber, at denne Sammenslutning vil fremkomme derved, at en eller anden af disse Religioner triumferer over og ødelægger de andre da vil jeg sige til en saadan: Hør Broder, du haaber paa noget umuligt. Ønsker jeg, at den Kristne skulde blive en Hindu? Gud forbyde det ! Ønsker jeg, at Hinduen eller Buddhisten skulde blive en Kristen? Gud forbyde det! Den Kristne skal ikke blive Hindu og Buddhisten heller ikke en Kristgen. Lær at tænke uden Fordom .... Dersom Teologi eller Dogmer staar dig i Vejen i din Søgen efter Sandhed, sæt dem saa til Side! Vær alvorlig og arbejd paa din egen Frelse med Omhu, og Hellighedens Frugter vil blive dine!”

Vichand Ghandi (en Jainist fra Indien) sagde:

”Dersom i vil tillade en ’Hedning’ at fremstille sit Fredsog Kærligheds-Budskab, vil jeg bede eder betragte de mangfoldige Ideer, som er blevet fremstillet for eder i en frisindet Aand og uden Overtro eller Snæversynethed ....Jeg beder eder undersøge de forskellige Religionssystemer fra alle Standpunkter.”

Den højæværdige Shabita, Ypperstepræst for Shinto-Religionen i Japan, sagde:

”Hvad jeg ønsker at gøre, er at hjælpe eder til at udføre den Plan at danne et almindeligt Broderskab under Sandheden som et fælles Tag. I ved, at Enighed er Magt. Nu beder jeg om, at de OTTE MILLIONER GUDDOMME, som beskytter Japan med de skønne Kirsebærtræer, maa beskytte eder og eders Regering for evig, og dermed byder jeg eder Farvel.”

H. Darmapala fra Ceylon sagde:

”Paa 475 Millioner af mine Relligionsfællers Vegne, alle Efterfølgere af den milde Herre Buddha Gautama, bringer jeg eder min hengivne Hilsen. I har hørt eders Brødre fra det fjerne Østen fremstille de forskellige Religions-Systemer, som de følger. I har lyttet med rosværdig Taalmodighed til den algode Buddhas Læresætninger, fremsat gennem hans ydmyge Efterfølgere” o. s. v. 

Biskop Keane (romersk-katolsk) sagde:

”Da Indbydelsen til denne Kongres blev sendt til den gamle katolske Kirke, spurgte Folk: ”Vil den komme?” Og den gamle katolske Kirke svarede: ”Hvem har saa god Ret til at komme til en Kongres for alle Verdens Religioner som den gamle katolske, verdensomfattende Kirke?” . . . Selv om den maa staa alene paa den Platform, vil den staa der. [205] Og den gamle Kirke er kommet og glæder sig ved at møde sine Medmennesker, sine medtroende, som sammen med den elsker enhver Afskygning af Menneskeheden og enhver Afskygning af Trosbekendelserne. Men skal vi ikke bede om, at der her maa være blevet plantet et Sædekorn, som vil vokse op til en udstrakt og fuldkommen Forening? Dersom det ikke var bedre for os at være eet end at være delt, vilde Herren ikke have bedt om, at vi alle maate blive eet, ligesom han og Faderen er eet. [Men de beder ikke om en saadan Forening som den, der eksisterer imellem Faderen og Sønnen. Den Forening, som de Foreslaar, er i høj Grad forskellig fra den.]”

De Anskuelser, som saaledes blev fremstillet ved Kongressen, blev i fuldeste Maal  godkendt af de protestantiske Repræsentanter. F. Eks. Sagde Pastor Dr. Candlin, Missionær i Kina:

”Den almindelige Forestilling, som hersker blandt de Kristne Verden over angaaende Religion, er den, at Kristendommen er sand, medens alle andre Religioner er falske, at Kristendommen er af Gud, medens alle andre Religioner er af Djævelen; eller ogsaa – med lidt mere Maadehold – at Kristendommen er en Aabenbaring fra Himmelen, medens alle andre Religioner er Menneskeværk I VED DET BEDRE; med klart Lys og stærk Forvisning kan i vidne om, at der kan være Venskab i Stedet for Fjendskab imellem forskellige Religioner, at lige saa sikkert som Gud er vor fælles Fader, har vore Hjerter paa samme Maade følt Længsel efter ham, og at vore Sjæle i deres frommeste Stemninger har hørt ham tilhviske os Naade fra sin Trone.           SAA ER DETTE DA PINSEDAGEN, OG EFTER DEN FØLGER VERDENS OMVENDELSE.”

Er det virkelig saa? Hvilken Lighed er der immellem denne Bestræbelse for paa Bekostning af Sandheden og Retfærdigheden at opnaa Samfund med Antikrist og Afgudsdyrkere og den trofaste Forsamling i Jerusalem, der var samlet til Bøn og taalmodigt ventede paa Kraften fra det høje? Hvilket Tegn var der paa, at en lignende Udgydelse af den hellige Aand fandt Sted over denne blandede Forsamling? Dersom Verdens Omvendelse skal følge efter dette, saa vil vi spørge om, hvad det er, Verden skal omvendes til? Til Trods for al denne Støden i Basun tilfredsstiller et [206] saadant Løfte ikke den ransagende Tilbøjelighed i denne Dommens Time.

Pastor Dr. Bristol, Metodistpræst, sagde:

“Uendelig meget godt, og kun godt, vil komme ud af denne Kongres. Til alle dem, som er kommet langvejhs fra, staar vi i en dyb og evig Gæld. Nogle af dem repræsenteter en Civilisation, som var gammel, da Romulus grundede Rom, og deres Videnskaber og Sange var modne af Visdom og rige paa Rytme, før Homer sang sine Iliader for Grækerne DE HAR UDVIDET VOR IDEER angaaende for fælles Meneskelighed. De har bragt os duftende Blomster fra Østens Trosbekendelser, rige Ædelstene fra de store Filosofiers gamle Gruber. Vi er i Aften rigere paa Grund af deres Bidrag af Tanker og særlig paa Grund af vor aandelige Berøring med dem. [Hvilken Indrømmelse!]

Aldrig har der været en saadan lys og løfterig Dag for vor fælles Menneskeslægt i Retning af Tolerance og almindeligt Broderskab. Vi skal finde, at for de Ord, som disse besøgende har bragt os, og for den Indflydelse, som de har udøvet, vil de blive rigt belønnet i Bevidstheden om at have bidraget til den mægtige Bevægelse, som i sig selv indeholder Forjættelsen om een Tro, een Herre, een Fader og eet Broderskab.

Vor Guds og Faders Velsignelse være med eder, BRØDRE FRA ØSTEN! Vor Frelsers, vor ældste Broders, Velsignelse være med eder og eders Folk for bestandig! Det var ham, som lærte Menneskene Broderskab.”

Augusta Chapin sagde:

“Vi, som bød Velkommen, ønsker nu de bortrejsende Gæster lykkelig Rejse. Vi er glade over, at i kom, i vise Mænd fra Østen! Eders vise Ord, eders store Tolerance og eders milde Fremtræden har gjort, at vi med Glæde har siddet ved eders Fødder for at lære af eder i disse Stykker. Det glæder os at have set eder Ansigt til Ansigt, og vi skal herefter mere end nogen Sinde regne eder for vore Venner og Medarbejdere i de store Ting, som angaar Religionen.”

Pastor Jenkin Lloyd Jones sagde:

“Jeg byder eder afrejsende Gæster et Farvel, som kommer fra en Sjæl, der er glad ved at anerkende sit Slægtskab med alle Lande og alle Religioner. Naar I drager bort, efterlader I i vore Hjerter ikke alene venligere Tanker om de Trosbekendelser, som I repræsenterer, men ogsaa varme og kærlige Baand, der knytter eder til os i den Forening, som vil være vor Glæde og vort Liv for bestandig.”

[207] Dr. Barrows (Mødets Leder) sagde:

”VORE FORHAABNINGER ER BLEVET MERE END VIRKELIGGJORT. Den Følelse, som har faaet denne Kongres i Stand, har holdt os sammen. De Principper, i Overensstemmelse med hvilke dette historiske Konvent er skredet frem, er blevet sat paa Prøve, ja, endog en haard Prøve til Tider, men de har bestaaet Prøverne. Tolerance, Broderkærlighed, Tillid til hverandres Oprigtighed, en alvorlig sæt hos hver enkelt om at fremsætte sin egen Tro uden nogen Gaaen paa Akkord og uden nogen uvenlig Kritik – disse Principper har der, takket være eders Troskab og Mod, ikke været Mangel paa.

I Mænd fra Asien og Europa! Vi har været glade ved, at I er kommet, og vi er blevet gjort viserne, Jeg er lykkelig over, at I har villet modtage vor Gæstfrihed” o. s. v.

Præsident Bonney fremkom med lignende Bemærkninger, hvorefter den store Kongres afsluttedes med Bøn af en jødisk Rabbiner og Velsignelse af en romersk-katolsk Biskop; og 5000 Røster forenede sig i at gentage Engelens Budskab: ”Fred paa Jorden! I Mennesker Velbehag!”

ET OBERBLIK

Hvilken Opofrelse af Principper, af Sandhed og Troskab imod Gud laa der ikke i disse Udtalelser over for Verden, og det lige paa Dørtærskelen til den Trængselstid, som alle tænkende Mennesker begynder at forstaa er nær for Haanden, og hvis Krise og Resultat de frygter for! Det er denne Frygt, som driver den blandede Masse sammen til gensidig Beskyttelse og Samarbejde. Det er blot et menneskeligt, politisk Træk at forsøge paa at dæmpe Kirkens Frygt ved at raabe Fred, Fred, skønt der ingen Fred. er. (Jeremias 6:14) Men dette Fredsraab fra Kirkens Repræsentanter er ikke mere alvorligt ment end Krigsflæædernes ”Fredsbudskab” ved Festlighederne i Kiel. Medens Statsmagterne forkyndte Fred under Kanonernes vældige Torden, forkynder de gejstlige Magter det samme med en uhørt fræk og pralende Gaaen paa Akkord, [208] hvad Sandhed og Retfærdighed angaar. Den Tid kommer, da Herren selv vil tale Fred til Folkene (Sakarias 9:10); men først vil han kundgøre sin Nærværelse i Revolutionens Hvirvelvind og i Trængselens Storme. – Nahum 1:3.

I Deltagernes Øjne var Kongressen en stor Succes. Man indbilder sig i sin Taabelighed, at man skal kunne samle hele den uomvendte Menneskehed i et verdensomfattende religiøst Forbund eller ”Broderskab”, uden at det skal være nødvendigt for den at forlade dens Vildfarelser og onde Veje og modtage det Lys, som skinner i Jesu Kristi Aasyn, og som er det eneste sande Lys. (2 Korinhier 4:6; Johannes 1:9; 3:19) At der kan gives ”Kristne”, som glæder sig over og hilser en saadan inbildt Begivenhed velkommen som den herligste i Verdenshistorien!

I vore Øjne var Kongressen blot en ny Aabenbarelse af Kristenhedens Vantro og Troløshed. Med Rette siger Profeten: ”Dets vises Visdom skal forgaa, og dets forstandiges Forstand skal skjule sig.” (Esajas 29:14) ”Larmer [eng. “slut eder sammen”], I Foldeslag, I skal dog blive forfærdet. Og hører, alle I Jordens fjerne Lande! Omgjorder [bind] eder [sammen]! I skal dog forfærdes! Lægger Raad op! Det skal dog gøres til intet. Taler et Ord [om Enhed]! Det skal dog ikke ske.” – Esajas 8:9,10.

Med Psalmisten vil vi igen fremsætte det Spørgsmaal: ”Hvorfor larmer Hedningerne og pønser Folkene paa det, som faafængt er? [Hvorfor raaber de Fred, Fred, naar der ingen Fred er?] Jordens Konger [Staternes og Kirkernes] rejser sig, og Fyrsterne raadslaar sammen mod Herren og bryde deres Baand og kaste deres Reb af os! – Han, som troner i Himlene, ler, Herren spotter dem. Saa taler han til dem i sin Vrede, og i sin Harme for færder han dem.” – Psalme 2:1-5.

[209] Naar Guds udvalgte Folk – Israel efter Aanden nu, lilgesom Israel efter Kødet i gammel Tid – forlader hans Ord og Ledelse, søger at indgaa Forbund med de Folk, som ikke kender Gud, og blander guddommelig Gandhed med verdslig Filosofi, udsætter de sig for en Fare, som de ikke selv forstaar. De vilde gøre vel i at lægge Mærke til Guds Gengældelse over for hans gamle Folk og derved lade sig advare.

Flere meget uheldige Resultater af Kongressen kan man klart skelne:

1)    Den gjorde de Kristnes allerede forud vaklende Sind bekendt med Hedningernes forskellige filosofiske Systemer, og det i deres mest tiltalende Former. En af de delegerede fra Indien, Virchandi R. Gandhi fra Bombay, Sekretær for Jainist Samfudet, er vendt tilbage til Amerika for at udbrede sine Anskuelser. Han har gjort Chicago til sit Hovedkvarter. Vi citerer følgende offentliggjorte Beskrivelse af hans Planer:

”Mr. Gandhi kommer ikke for at hverve Proselytter. Jainisternes Trosregler forbyder dette. Men han kommer for at grundlægge en Skole for orientalsk Filosofi, hvis Hovedkvarter vil blive Chicago med Afdelinger i Cleveland, Washington, New York, Rochester og andre Byer. Han kommer ikke som Missionær for at omvende Amerikanerne til nogen Form af Hinduismen. I Overensstemmelse med hans egen Idé er Hinduismens sande Tanke om Tilbedelse ikke en Propaganda, men en verdensomfattende Kærlighedens og Kraftens, Aand som svarer til Virkeliggørelsen af Broderskabet, ikke Menneskets Broderskab alene, men alle levende Tings, hvilket i og for sig eftertragtes af alle Nationer, men som i Praksis endnu bliver ignoreret af Verden. Kort fremstillet er dette Hovedpunkterne i hans Trosbekendelse. Paa dette Stade staar han uden at bønfalde Amerikanerne om at slutte sig til ham; men han er villig til at samarbejde med dem.”¨

Uden Tvivl har Kongressen efterladt det Indtryk hos mange, at der ikke han sigges noget bestemt om religiøse Spørgsmaal. Noget saadant blev ogsaa antydet af Syreren Jibara, der sagde:

”Mine Brødre og Søstre i Tilbedelsen af Gud! Alle Religioner paa denne almindelige Religionskongres er ligestillede [210] med hverandre i hele Verdens Øjne. Enhver af disse Religioner har Tilhængere, som foretrækker sin egen Religion for andre, og de vilde ille kunne fremstille en Del Argumenter eller Grunde for at overbevise andre om deres egen Religionsforms Værdi og Sandhed. Som Følge af saadanne Diskussioner vil der maaske komme en Forandring, maaske endogsaa Tvivl om alle Religioner eller den Antagelse, at de alle sammen er identiske Trosbekendelser. Derfor vil maaske Agtelsen for hver eneste Religion falde eller aftage. Maaske kan der opstaa Tvivl om alle de inspirerede Bøger; eller en almindelig Ligegyldighed kan indtræde, og maaske bliver der ingen tilbage, som holder fast ved nogen bestemt Religion. Mange vil maaske helt og holdent høre op med at opfylde deres religiøse Pligter paa Grund af Uroen i deres Hjerte, saaledes som det virkelig er gaaet for mange Millioner i Europa og Amerika. Derfor synes jeg, at der burde vælges en Komité ud af de store Religioners Tilhængere til at undersøge Dogmerne, fortage en fuldstændig Sammenligning af dem godkende de sande og fremstille dem for Folket.”

2)    Kongressen tilvejebragte et særligt Venskab mellem Babylon det store, Moderen til Skøgerne, Romerkirken, og hendes mange Døtre, de forskellige protetantiske Kirker, som roser sig af deres Skændsel og hovmoder sig over dette vanærende Slægtskabsforhold.

3)    Der blev taget et stort Skridt – flere, som allerede er foreslaaet, vil følge efter – hen imod Navnkirkens Sammenslutning med Verden. Der blev offentlig kundgjort af Præsidenten ved Kongressens sidste Møde, at en “Proklamation af Broderskabet vilde blive udstedt for i alle Dele af Verden at fremme Fortsættelsen af det store Arbejde, som Kongressen i 1893 havde været optaget af”.

4)    Der blev praktisk talt sagt til Hedningerne, at den kristne Mission i Virkeligheden ikke er nødvendig, at de Kristne selv er usikre med Hensyn til deres Religion, at Hedningernes egne Religioner er gode nok, om man følger dem oprigtigt, og at Kristendommen, for ikke at sige for meget, kun kan modtages med stort Forbehold. Det er rent forbavsende at se, hvorledes de hedenske Repræsentanter har maalt Navnkristenheden, [211] hvor klart de har skelnet mellem ”Kristenhedens” Kristendom og Bibelens Kristendom, og hvor skarpt deres Bebrejdelser ofte blev fremsat.

5)    Der blev sagt til den forvirrede Kristenhed: ”Fred, Fred!” skønt der ikke er nogen Fred, i Stedet for at man skulde slaa Alarm, som Profeten paabød (Joel 2:1):”Støder i Basun paa Zion og blæser Alarm paa mit hellige Bjerg; ... Thi Herrens Dag kommer, den er nær.” Denne Herrens Dag opforder alle til at ydmyge sig under Guds vældige Haand.

6)  Sammenkaldelsen af Kongressen var øjensynlig en politisk Forholdsregel, som       havde sin Oprindelse i den Frygt, der hersker blandt Kristenhedens Ledere, nu, da de lægger Mærke til den Trængsel, som nærmer, sig paa denne Herrens Dag. Bevægelsen havde sin Begyndelse i den forvirrede presbyterianske Kirke. Dette Raab om Fred, Fred, midt under den voksende Storm, minder os om Profetien: ”Naar de siger: Fred og ingen Fare” da kommer Undergang pludselig over dem. ” – 1 Thessaloniker 5:3

Guds Børn bør ikke lade sig bedrage af Babylons falske Forudsigelser. Alene i Gud kan vi finde et trygt Tilflugtssted. (Psalme 91) Lad os samle os tættere om Kristi Kors, som er vort eneste Haab! Lad de falske Religioners og den frafaldne Kristenheds almindelige Broderskab vise os dette Slægtskabs Værd! Lad os kun anerkende Broderskabet i Kristus – deres Broderskab, der alene stoler paa Kristus som deres Frelser ved Troen paa hans dyrebare Blod! Andre Mennesker er ikke Guds Børn og vil ikke blive det, før de kommer til ham ved Tro paa Kristus som deres Genløser, deres Stedfortæder. De er ”Vredens Børn”, ligesom vi var det, før vi kom til Kristus. (Efeserne 2:3) Nogle er ”Djævelens Børn” og gør hans Gerninger. Da Gud fordømte Adam og hans Afkom til Døden paa Grund af Syden, anerkendte og behandlede han dem ikke lægere som Sønner. Først efterhaanden som Mennesker kommer [212] ind i Kristus ved Troen paa hans dyrebare Blod, bliver de genoptaget i det herlige Slægtskabsforhold til Gud. Dersom vi ikke længere er Vredens Børn, men anerkendes af Gud som hans Sønner i Kristus, saa kan andre Mennesker, som ikke saaledes er anerkendt af Gud, ikke i nogen Forstand være vore Brødre. Lad alle Lysets Børn vaage og være ædrue (1 Thessaloniker 5:5,6); lad Korsets Stridsmænd tappert forsvare Sandheden og ikke tage imod noget andet Evangelium, selv om det skulde blive forkyndt af en Engel fra Himmelen (Galaterne 1:8); og lad dem ikke opretholde nogen Forening med nogen Klasse undtagen de indviede og trofaste Efterfølgere af det Guds Lam, som borttager Verdens Synd!

Medens Navnkirken saaledes er villig til og ivrig efter at gaa paa Akkord og forene sig med alle de hedenske Religioner i Verden i en stor ”Verdensreligion”, som vil opretholde alle deres falske Læresæt ninger og onde Veje, saa lad os høre nogle Indrømmelser og Erklæringer angaaende Kendsgerningerne fra andre, som ikke er saa berusede af Tanken om en religiøs Sammenslutning – Kendsgerninger, som viser Verdens beklagelige Tilstand, de falske Relibioners skadelige Resultater og den fuldstændige Haabløshed med Hensyn til nogen Sinde at omvende Verden gennem Kirken i dens nuværende Tilstand. Ikke førend Kirken – ikke den falske, men den sande Kirke, hvis Medlemmers Navne er skrevet i Himmelen, de trofaste indviede, som er avlet af og ledes af Guds Aand – er blevet iklændt Kraft fra det høje, ikke førend den har naaet den fulde Udvikling og er blevet opøjet med Kristus i Tusindaarsriget, vil den være i Stand til at fuldbyrde Verdens Omvendelse til Gud og hans Retfærdighed.

Fra et Nummer af ”The Missionary Review” har vi følgende Indrømmelse angaaende Kirkens mislykkede Forsøg paa at omvende Verden:

[213] ”1000 Millioner Sjæle, to Tredjedele af Menneskeslægten, er Hedninger eller Muselmænd, og de fleste af dem har endnu ikke set en Bibel eller hørt Evangeliet. Til disse 1000 Millioner er der nu udsendt henimod 10,000 protestantiske Missionærer, Mænd og Kvinder, fra Kristenhedens Kirker. Tibet, næsten hele Centralasien, Afghanistan, Belutschistan, næsten hele Arabien, den største Del af Sudan, Abessinien og Filippinerne er uden Missionærer. Store Distrikter af det vestlige Kina, den østlige og centrale Del af Kongo-Fristaten, store Dele af Sydamerika og mange af Havets Øer er næsten eller helt uberørte.”

I et Flyveskrift har Pastor James Johnston gjort opmærksom paa følgende Kendsgerninger: I Løbet af de 100 Aar, som de protestantiske Missionærer har været i Virksomhed, har de kun vundet 3 Millioner omvendte, medens Hedningernes Antal er vokset med mindst 200 Millioner, ikke blot ved den naturlige Tilvækst, men ogsaa ved, at Brahminerne, Buddhisterne og Muhamedanerne har haft langt større Held med sig i deres Omvendelsesforsøg. Saaledes har Hinduismen for hver Sjæl, som er blevet omvendt til Kristendommen og gaaet tabt for den, bundet 1000 fra de indfødte Stammer i Indien. Buddhismen gørstore Fremskridt i det nordlige Kina, ja, følger med kinesiske Emigranter og planter sine besynderlige Templer i Australiens og Amerikas Jordbund. Men det mest mærkværdige Fremskridt er gjort af Muhamedanismen. I visse Dele af Afrika spreder den sig med forbavsende Hurtighed. Ligeledes i Indien og ”Øhavet”, om end i en mindre Grad. Johnston føler sig nødt til at indrømme disse Kendsgerninger; men alligevel haaber han paa Verdens Omvendelse ved de protestantiske Kirker og paastaar, at de har rigelige Hjælpekilder baade i Retning af Penge og Mænd til at evangelisere og omvende Verden. ”The Methodist Times” tilføjede hertil pradlende:

”Ingen behøver at blive maalløs over disse frygtelige Kendsgerninger. Gud har ordnet Begivenhedernes Gang i Løbet af det sidste Aarhundred saaledes at vi er VEL I STAND TIL at erobre hele den hedenske Verden i Herrens [214] Navn. Hvad vi har gjort, viser, hvad vi kunde have gjort, dersom vi havde udrustet os med de to for Menneskene saa nødvendige Ting: EN DRISTIG POLITIK OG MANGE PENGE.”

En anden Teoretiker siger: ”Dersom vi havde EN TIENDEDEL AF KIRKEMEDLEMMERNES INDKOMST, vilde det være fuldt tilstrækkeligt til alt evangelisk Arbejde hjemme og i Udlandet. Eller dersom vi til Hedninge-Missionen havde EN TIENDEDEL AF DERES AARLIGE SPARESKILLINGER, EFTER AT ALLE DAGLIGE UDGIFTER ER BETALT, kunde vi sende 12,000 Missionærer ud pa Feltet straks.”

Ja, kun Pengene bliver betragtet som nødvendige. Dersom Navnkirken blot kunde frembringe tilstrækkeligt af Selvfornægtelsens Aand til at sikre sig en Tiendedel af Kirkemedlemmernes Indkomst eller blot en Tiendedel af deres aarlige Spareskillinger, vilde de begynde at nære større Haab om Verdens Frelse. Men dette er et af de mest haabløse Træk i dette bedrageriske Haab. Det vilde være lettere at omvende Hedningerne til en blot og bar Bekendelses-Kristendom end at overvinde Verdensaanden i Kirken.

Dersom nu de ovennævnte 12,000 Missionærer straks kunde blive angragt paa Missionmarken, vilde de saa have større Fremgang end deres Brødre i Amerika? Hør, hvad Dr. T. De Witt Talmage engang udtalte ifølge ”The Christian Standard”:

”O, vi har et storartet Kirkemaskineri i dette Land; vi har 60,000 Præster, kostbar Musik, store Søndagsskoler; og dog kan jeg meddele eder den forbavsende Oplysning, at Kirkerne i dette Land i de sidste 25 Aar gennemsnitlig har haft mindre end 2 Omvendelser hver om Aaret. Der har gennemsnitlig været 4 eller 5 Dødsfald i Kirkerne. Hvor snart vil vi paa den Maade faa Verden bragt til Gud? Vi vinder 2, medens vi mister 4. Evige Gud! Hvad vil dette ende med? Jeg siger eder ligeledes, at medens der her og der er et Regiment kristne Soldater, som rykker frem, falder Kirken for største Delen tilbage og lider et frygteligt Nederlag.”

Canon Taylor (England) holdt for nogen Tid siden et Foredrag over Spøgsmaalet: ”Er de kristelige Missioner mislykket?” I dette Foredrag, som blev holdt [215] ved den engelske Kirkekongres, hævdede han, at den muhamedanske Religion ikke alene staar paa lige Fod med Kristendommen i nogle Henseender, men er langt bedre afpasset efter mange afrikanske og asiatiske Folkeslangs Behov og Evner, og at Kristendommen med sin nuværende Fremskridts- Hastighed aldrig kan haabe paa at overvinde Hedenskabet. Hvis vi antager, at Fødslernes Antal i Asien og Afrika overstiger Dødsfaldene med 11 Millioner om Aaret, og at de Kristnes Antal aarlig forøges med 60, 000, vilde det tage 183 Aar for Missions-Selskaberne at forøge de Kristnes Antal med det samme, som den hedenske Befolkning forøges med pa et Aar. Han sagde:

“At udpresse af Søndagsskolebørnene deres sammensparede Penge med det tilsyneladende Formaal for “je at omvende `de stakkels Hedninger`, og at udgive omtrent 12,000 Pund om Aaret til grugtesløst Missionsarbejde i Lande, hvor der ikke findes nogen Hedninger, synes mig næsten at være en Forbrydelse – den Forbrydelse at skaffe sig Penge under flaske Paaskud.”

Mr. Taylor udtalte videre som sin Mening, at Aarsagen til de fejlslagne Forsøg paa Missionsmarkerne var Sektvæsenet tillige med Mangel hos Missionærerne paa fuld Indvielse til Arbejdet, idet de søger at leve som Fyrster, omgivet af større Luksus end i Europa.

Men medens Canon Taylor og mange af dem, som udtalte deres Anskuelser paa den store Religionskongres, vil bringe Kritikken til Tavshed ved at fortælle os, at de hedenske Religioner er gode nok og bedre afpassede efter de forskellige Landes Behov end Kristendommen, ser vi en hel forskellig Tanke fremsat af Metodistbiskop Foster, som efter en udstrakt Rejse Verden over for nogle Aar siden gav følgende Skildring af Verdens bedrøvelige Tilstand i Hedenskabets Mørke. Han siger:

“Genkald i din Erindring alle de Billeder af Fattigdom og Nedværdigelse, som du nogen Sinde har set paa Steder, hvor der herskede den største Elendighed – saadanne bedrøvelige Tilfælde, som forfulgte dig med Skræk, efter at [216] du havde forladt dem, bedrøvelige Steder, fulde af Smuds og Urenlighed; saml dem til eet Billede, hvorpaa der ikke findes en eneste lys Plet, og hæng det over den ene Halvdel af Jordkloden; det vil dog ikke kunne anskueliggøre Virkeligheden. Du maa indbefatte deri de triste Udsigter til en haabløs Vedvaren deraf; du maa tage alt Haab bort derfra, ja endogsaa al Opadstræben. Det mest iøjnefaldende Træk ved Hedenskabet er Fattigdom. Du har aldrig set Fattigdom. Det er et Ord, hvis Betydning du ikke kender. Hvad du kalder Fattigdom, er Rigdom, Luksus. Tænk derpaa, ikke som noget tilfældigt, ikke som en Undtagelse paa Steder, hvor der er særlig stor Elendighed, men tænk paa det som noget universalt, der strækker sig over alle Fastlande! Tilføj saa paa dette Billede Hunger, Nøgenhed, Dyriskhed; tag bort derfra Forventningen om noget bedre i Morgen; fyld Afrika og Asien dermed; fyld saa Synet med Mænd, Kvinder og Børn i et Antal af flere end 20 Gange saa mange som vore Storstæders, Byers, Landsbyers og Landdistrikters Befolkning, 20 for hver en i alle eders Stater og Territorier – og dog vil Billedet ikke være mørkt nok til at svare til Virkeligheden!

Foj nu til dette Billede den Moralske Skygge af en Tilstand uden Gud og uden Haab; tænk paa disse elendige Millioner, der lever ligesom Dyr i denne Verden og ikke venter sig noget bedre i den kommende! Indsæt saa i Billedet Erindringen om, at de er Væsener med den samme Menneskenatur som vi, og tag i Betragtning, at der blandt disse Millioner ikke er noget Hjerte, som ikke har menneskelige Behov og kunde blive renset og forædlet, at disse Lande, som er under en saadan Elendighedens Dom, kunde komme paa lige Fod med, ja, mange af dem endogsaa overgaa det Land, i hvilket vi bor, om de havde, hvad vi kunde give dem! Mal en Himmel uden Stjerner, draper dit Billede med Nattens Mørke og Bjergene med lange, dybe Skygger, hæng Tæpper ned over enhver Kyst og ethvert Landskab, gør Fortiden mørk og lad Fremtiden blive klædt i bestandig sortere og sortere Nat, fyld det frygtelige Mørke med hungrige, bedrøvede Mænd, sorgfulde Kvinder og haabløse Børn – dette er den hedenske Verden, det Folk, som den gamle Profet saa i sit Syn, dem, som sidder i Dødens Skyggers Dal; til dem er der endnu ikke kommet noget Lys; de sidder der endnu gennem den lange, lange Nat og venter paa og bier efter Morgenen.

Tusinde Millioner i Dødens Skyggers Dal, den samme Dal, hvor deres Fædre levede for 25 Aarhundreder siden! Der venter de endnu og gaar igennem Livet i en Fattigdom saa yderlig, at de ikke engang er i Stand til at skaffe [217] sig det nødvendige til Livets Ophold. Millioner af dem lever af Rødder og Urter og den knappe Forsyning,som den af Fortnuften ikke undertvungne Natur vil yde dem. De af dem, som lever under en eller anden Form af Regering og i en halvt civiliseret  Tilstand, som medfører en Slags Ejendomsret og kræver Arbejde, fortjener gennemsnitlig, efter at deres tyranniske Herrer har plyndret dem for deres Udbytte, ikke mere til deres eget og deres Børns Underhold end 10 Øre om Dangen, eller hvad der svarer dertil – ikke tilstrækkeligt til at føde et Dyr med. Mange af dem er ikke halvt ernærede og ikke halvt paaklædte; de lever i Folde og Stier, som ikke engang er skikkede for Svin at leve i, uden nogen som helst Foranstatltning for deres menneskelige Behov. De er blevet nedknuget af den raa Magts Tyranni, indtil alle de Træk, som er betegnende for Menneskenaturen, er udslettet hos dem, med Undtagelse af den oprejste Skikkelse og de uslukkelige, stumme og blinde Længsler, de ved ikke selv hvad efter. Saaledes er de hedenske Mænd og Kvinder, vore Brødre og Søstre.

De mørke, spøgelsesagtige Skygger i dette Billede vilde bringe det til at isne i os, dersom de ikke var tegnet i Perspektiv, og dersom ikke Indbildningskraften havde kastet en vis Glans og Forgyldning over dem. Fordi vi lever i en behagelig Ligegyldighed, er disse Ting helt skjulte for os. De er for langt borte, og vi er alt for optagne af vore Fornøjelser til at kunne se dem eller blot tænke paa dem. De træder slet ikke frem paa Billedet; ikke som noget, der er virkeligt, men som noget, der stammer fra en vildledt Fantasi.

Vi ser de store Byer, Mikadoernes og Rajahernes Pragt, Pompen ved Hofferne og Landskabernes pragtfulde Skønhed, alt sammen forvandlet af Indbildningskraften og den vildledende Glans, som Rejsebeskrivelserne iklæder det. Vi er henrykte over Synet. Dersom vi vil se dybere ind i Spørgsmaalet og betragte Folkenes Hjem og religiøse Tilstand, bliver vor Opmærksomhed af de rejsende henledet paa de store Templer og tiltrækkende Skitser; de har tegnet en malerisk og indbydende hjemlig Scene for os. Dette trøster os. Hedningerne er, naar alt kommer til ald, dog ikke i en saa daarlig Tilstand, siger vi. De har deres Religion; de har deres Fornøjelser. Dette er den trøsterige Tanke, hvormed vi betragter Verden. O, skæbnesvangre Bedrag! Det virkelige Billede ligger i Skygger. De elendige, famlende, syndige Millioner uden Gud og uden Haab, hjemløse, dyriske, venneløse, fødte til at arve en Nat uden noget Lys og dømte ti at leve og dø i et Mørke uden nogen Stjerne – de ses ikke. De findes der og glider [218] frem imellem disse Dødsskygger som smudsige, sultne, nøgne, hjælpeløse, næsten dyriske Skikkelser. Deres Antal er ikke ringe, de smyger ikke om paa Sidevejene og skjuler sig ikke for deres Medmennesker som særlig ulykkeligt stillede, men mangfoldige Millioner af dem opofylder alle disse fantasirigt skildrede Lande, oversvømmer Gaderne og Stræderne i deres pragtfulde Byer. Deres store Antal vilde forbavse os, om vi kunde se dem samlede. Der levede og døde deres Fædre uden Haab. Der henslider de deres elendige Tilværelse. Der fødes deres Børn til samme Liv. Der lever og dør de, uden at nogen bryder sig om deres Sjæle.

Dette er den ikke-kristne Verden. Den har store Byer, store Templer, prægtige Gravminder, nogle faa forkælede Tyranner, som indhyller sig i Prydelser af Guld; men Glansen fra dens Altere og Troner falder paa en Baggrund af bælgmørk Nat, i hvilken Millionerne kryber sammen i Frygt, Sult og Nød. Jeg har set dem i deres triste Hjem og ved deres djævelske Orgier fra Bosporus til Ganges, i deres Templer og ved deres Fester, krybende sammen og bøjende sig for grumme Afguder, Stenstøtter og Aber; jeg har set dem slentre gennem Gaderne og hen ad Landevejene, set deres mørke, haabløse, sultne Ansigter, og aldrig kan det Billede blive udslettet af min Hukommelse.

Jeg tror, at vi kan være enige om, at der ikke er noget Haab for Menneskene i den ikke-kristne Verden. Den har intet at give os, ikke en Lysstraale, ikke en Krumme. Den hænger som en tung Vægt om Slægtens Hals og faar den til at synke dybere og dybere ned i Nattens Mørke i Døden; selve dens Aandedræt er smitsomt; Berøring med den betyder Død. Dens Nørværelse forfædærder os som et frygteligt Spøgelse fra Nattens Rige, et Spøgelse, der hæøver sig taarnhøjt igennem Aarhundrederne og formørker alle Tidsaldre.

Jeg opstiller ikke det Spørgsmaal, om disse talløse Millioner kan frelses i den kommende Verden. Jeg paastaar ikke, at deres Udsigter i den Retning vil blive forbedret, ved at man giver dem Evangeliet. Muligvis vil lige saa mange blive frelst uden Evangeliet som ved det. Dette Spørgsmaal indgaar slet ikke i det Problem, som jet her behandler – Verdens Udsigter, hvormed jeg mener Udsigterne her i Tiden og ikke i Evigheden. Dersom den frygtelige Tanke nogen Sinde kunde gribe mit Sind, at hele Verden nødvendigvis maa gaa fortabt for evig, simpelt hen fordi de er Hedninger, vilde jeg ikke sende dem et Evangelium, som forkynder en saadan Gud. Denne frygtelige Tanke vilde udelukke alt Haab for Verden og gøre selve [219] Evigheden til et Fangehul, hvem der saa end blev frelst.Thi hvorledes kunde noget fornuftigt. Væsen glæde sig over en Himmel med en Gud, hvis Regering kunde tillade en saadan Skammens, Vanærens, Grusomhedens og Uretfærdighedens Plet? Overbevis Menneskene om, at der er en Gud, Universets Overhoved, som, uden sat bet er deres Skyld, og uden at de kan undgaa deres Skæbne, fordømmer Hedningeverdenens døde og levende Millioner og dem, som endnu kommer til at leve, til Helvede og paa samme Tid lader Jorden være et Sted med uhørte Rædsler, navnløse Kvaler, som ikke kan lindres, og du vil for bestandig gøre det umuligt, at han bliver tilbedt af andre end Djævle, og af dem kun, fordi han da vil være deres øverste.«

Biskoppen omtaler ogsaa den Kendsgerning, at medens Verdens Befolkning anslaas til 1450 Millioner, er næsten 1100 Millioner Ikke-Kristne, og at mange, ja, de fleste, iblandt de Navnkristne enten er Hedninger eller Antikristne. I Betrangtning af, at det ikke er lykkedes Kirken at omvende Verden i Løbet af 1800 Aar, og i Betragtning af det haabløse i Forsøget, derpaa søger han saa at fritage Kirken for det Ansvar, som den har paataget sig ved at antyde, at disse hedenske Millioner kan blive frelst uden Troen paa Kristus. For at fritage Gud for Ansvaret med Hensyn til den nærværende ulykkelige Tilstand iblandt Menneskene siger han: »Gud gør det bedste, han kan, med den Magt, han har.«

»The Church Times« har offentliggjort en Artikel af en Maori, hvoraf følgende Uddrag er meget betegnende med Hensyn til Aarsagen til Kirkens fejlslagne Forsøg paa at oplyse Verden i nogen nævneværdig Grad. Brevet fremkom oprindelig i et New-Zeeland-Blad og lyder som følger:

»Herr Redaktør!– De offentliggjorde for nogle faa Dage siden en Beretning om, hvad der fandt Sted ved et Møde af Maorier, sammenkaldt af Biskoppen for Krist-Kirken. Jeg var nærværende ved Mødet og ønsker, at De skal give mig Lejlighed til at svare paa et af de Spørgsmaal, der blev stillet af Biskoppen, nemlig: ‘Hvorfor brænder den kristne Tros-Ild iblandt Maori-Folket saa lavt I mit Distrikt?’ Jeg vil sig Dem, hvad jeg tror er Aarsagen. [220] Vi Maorier er FORVIRREDE i vore Tanker paa. Grund af den mærkværdige Maade, hvorpaa I Europæere behandler eders Religion. Ingen iblandt eder synes at være sikker paa om den har nogen Betydning eller ikke. Paa de første Missionærers Bud erstattede vi vore Forfædres Religion, som de kaldte falsk, med hvad de sagde os var en sand Religion. Vi tog imod den Bog, som indeholdt den sande Religions Historie og Forskrifter, tog imod den som om den virkelig var Guds Ord, der var bindende for os, hans Skabninger. Vi tilbad daglig Morgen og Aften Skaberen overalt i enhver Landsby hele New Zeeland igennem. Vi holdt den syvende Dag hellig, afholdt os fra alt Arbejde af Respekt for det guddommelige Bud, og af samme Grund afskaffede vi Slaveri og Flerkoneri, skønt vi ved at gøre dette fuldstændigt opløste vor Samfundsorganisation, gjorde fornemme blandt os til fattige og foraarsagede dem megen Smerte, som blev tvunget til at overskære nogle af det menneskelige Slætskabs ømmeste Baand. Netop da vi begyndte at opdrage vore Børn til at kende og at lyde Gud, som han er aabenbaret i Jesus Kristus, kom Europæerne i stort Antal ind i dette Land. De besøgte vore Landbyer og syntes meget venskabelige; men vi lagde Mærke til, at de ikke havde den samme Respekt for Bibelen, som vi nyomvendte havde. De romersk-katolsk fortalte os, at de alene kendte den rette Fortolkning, og at medmindre vi sluttede os til dem, vilde vor Sjæle gaa fortabt. Baptisterne fulgte efter og gjorde Nar af, at vi fremstillede vore Børn for Kristus i Daaben. De fortalte os, at da vi ikke var blevet nedsænket i Vand, var vi slet ikke døbte Kristne. Saa kom Presbyterianerne, som sagde os, at Biskopembedet var ubibelsk, og at vi ved at lade os konfirmere af Biskop Selwyn var gaaaet igennem en meningsløs Ceremoni. Tilsidst kom Plymouth-Brødrene, som fortalte os, at Kristus aldrig havde oprettet en synlig Kirke eller Præstestand, men at enhver burde være sin egen Præst og lave sin egen Trosbekendelse.

Foruden den Forvirring i vore Tanker, som foraarsagedes ved de fleste Europæeres gudløse Eksempel og de modsigende Lærdomme, som blev fremført af Religionens Fortolkere, blev vi forbavsede over Regeringens Opførsel, hvilken, skønt den bekendte sig til at være bundet af Bibelens moralske Lov, dog ikke, da vi blev magtesløse, tøvede med at bryde højtidelige Løfter, der var givet os, dengang vi var talrigere og stærkere end Europæerne. Stor var vor Overraskelse, da Parlamentet, som ikke bestod af uvidende, ringe Mænd, men af europæiske Gentlemen [221] og bekendende Kristne fjernede Bibelen fra Skolerne og, medens det gav Lærerne Ordre til flittigt at undervise Børnene paa New Zeeland i alle Slags Kundskaber, paalagde dem paa ingen Maade at lære dem noget om den kristne Religion eller om Gud og hans Love. Min hedenske Lærer lærte mig at frygte og have Ærbødighed for de usynlige Magter, og mine Forældre lærte mig at udføre enhver Handling i mit Liv i Lydighed mod vore ‘Atuaer’, som vilde straffe mig hvis jeg krænkede dem. Men her i dette kristne Lands Skoler oplæres mine Børn til ikke at have større Ærbødighed for noget Væsen, end de har for Politiet, eller at frygte nogen Dommer over deres Handlinger uden den øverste Embedsmand.

Jeg tænker, at vi, da Biskoppen for Krist-Kirken forleden Dag stillede det Spørgsmaal til os, som jeg allerede har henvist til, med Rette kunde have bedt ham om først at sige os, hvorfor Troens Flamme brænder saa lavt blandt hans eget Folk. Vi kunde have citeret passende Ord fra den Bog, som det engelske Folk ønsker, at alle andre end netop de selv skal tage til Livsregel og have Æebødighed for som den levende Guds Ord: ‘Læge, læg dig selv.’

Kan de uvidende Maorier bebrejdes for Lunkenhed i at tjene den Gud, hvis Eksistens en af hans ordinerede Præster fortæller dem, at ingen i Kirstenheden kan bevise? Undertiden tænker jeg min Herre, at mine Børn vilde have haft en bedre Mulighed for at udvikle sig til ærlige Mænd og Kvinder og bedre Udsigt til Lykke, naar de skal indgaa i den usynlige Verden for at møde deres Skaber, dersom jeg ligesom den første Maori-Konge (Potatu), havde nægtet offentligt at bekende mig til eders Religion, indtil, som han sagde ‘I har faaet dannet eder selv en bestemt Mening om, hvad Religionen virkelig er’. Det er bedre, tror jeg, at have den virkelige Tro paa den usynlige Verden, hvilken holdt mine Forfædre oppe, end den Skinreligion, som de europæiske Folk har bedt os om at sætte i Stedet for den.

De Kristne har bestandig travlt med Religionen; de bygger store Kirker og holder lange Bønner, og dog er der mere Ugudelighed inden for et enkelt Kirkedistrikts Omraade paa 1000 Mennesker i New York end blandt en Million Hedninger uden Kirker og Ceremonier. De Kirstne taler vidtløftigt om, hvorledes man skal være god og handle barmhjertigt. Der er blot Barmhjertighed, ingen Broderlighed – »der Hund, tag din Skorpe og vær taknemmelig!« Er det derfor noget Under, at der findes flere knuste Hjerter og begaas flere Selvmord blot i Staten New York i et Aar end i hele Kina?

Forskellen mellem Hedninger og den Kristne er den, at Hedningen gør det gode for det godes Skyld; men den Smule godt, som den Kristne gør, det gør han for den øjeblikkelige Æres og den fremtidige Løns Skyld; han laaner til Herren og ønsker Rentes Rente. Den Kristne er en værdig Arvtager efter sine religiøse Forfædre. Hedningen gør meget og siger kun lidet om det; den Kristne gør kun lidet godt; men naar han gør noget, saa ønsker han, at det skal berettes i Bladene og skrives paa hans Gravsten. »Elsk Menneskene for det gode, de gør dig», er en praktisk kristelig Tanke – ikke for det godes Skyld, du skulde gøre dem som menneskelig Pligt. Saaledes er det, de Kristne elsker Hedningerne! De elsker deres Ejendele, og i Forhold til disse vokser den Kristnes Kærlighed i Varme. Da Englænderne  [224] ønskede Kinesernes Guld og Handel, sagde de, at de vilde »aabne Kina for deres Missionærer«. Opium var den ypperste, ja, i Virkeligheden den eneste Missionær, som de brød sig om, da de fremtvang Havnenes Aabning. Denne afskyelige kristne Indgriben blandt Kineserne har gjort mere social og moralsk Skade i Kina end alle Kristenhedens menneskevenlige Foranstaltninger kan faa lægt paa 200 Aar. PAA EDER, I KRISTNE, OG PAA EDERS BEÆRLIGHED EFTER GULD LÆGGER VI SKYLDEN FOR DE FORBRYDELSER, SOM BLEV FØLGEN DERAF, for Millioner og atter Millioner af ærlige, nyttige Mennesker, som derved efter et kort og elendigt Liv blev styrtet i en alt for tidlig Død, foruden den legemlige og moralske Afkræftelse, Opiumen medfører, selv hvor den ikke bringer en tidlig Død. De Kristnes Bajonetter har paatvunget os denne nationale Forbandelse. Og saa undrer I eder over, at vi er Hedninger? Det eneste, som de Kristne har faaet Hedningerne fast overbevist om, er, at de er rede til at opofre Religion, Ære og Principper saavel som Livet for – Guld. De fortæller paa skinhellig Vis de stakkels Hedninger: ‘I maa frelse eders Sjæle ved at antage vor Tro!’

‘Gør mod andre, ligesom du vil, at de skal gøre mod dig,’ eller: ‘Elsk din Næste som dig selv’ – dette er den store guddommelige Lov, som baade Kristne og Hedninger anerkender, men som de Kristne gaar udenom. Dette er, hvad der gør, at jeg forbliver som den Hedning, jeg nu er! Og jeg indbyder indstændigt de Kristne i Amerika til at komme til Confucius.«

»Kære Kardinal! – De er uden Tvivl kendt med og interesseret i den Kendsgerning, at der blandt de protestantiske Kirker foregaar en Bevægelse i Retning af Sammenslutning. Dersom en saadan Sammenslutning skulde finde Sted, hvorfor skulde den saa ikke indbefatte den romersk‑katolske Kirke? Har ikke den romerske Kirke [230] en eller anden Grundvold at fremstille, paa hvilken vi alle kunde staa? Kan den ikke møde os med Indrømmelser, som jo kan være midlertidige, dersom den tror, at vi har Uret, indtil vi kan lære Kristus og hans Planer mere fuldkomment at kende?

Til dette svarde Kardinalen frlgende:

Paa dette blev der sendt frlgende Svar, og med begge Herrers Samtykke blev Brevene offentliggjort til Fremme for Sammenslutnings-Tanken:

Saaledes er det store Systems ulykkelige Tilstand – det System, som nu er stillet frem til Dom ind for hele Verden, som med Stolthed kalder sig Kristenheden (Kristi Rige), men som Kristus bestemt og kraftigt frakender sig og med Rette giver Navnet »Babylon«. Hvor meningsløst er det ikke at anvende Navnet »Kristenheden« paa denne Verdens Riger! Fremstiller Profeterne nogen saadan Tingenes Tilstand i Guds herlige Rige? Vil Fredsfyrsten gaa omkring og bønfalde Nationerne om at anerkende hans Autoritet og tilstaa ham hans Rettigheder, f. Eks. med Hensyn til Magtomraade og Rigdom? Vil han tigge om en Almisse fra den fattigste Bonde eller ansøge om dens Gunst, som lever i Overflod? Vil han bønfalde sine Undersaatter om at vaagne op og anvende deres sidste Energi til at understøtte hans vaklende Trone? 0 nej! med Værdighed og Myndighed vil han, naar den bestemte Tid kommer, iføre sig sin store Magt og begynde sin herlige Regering; og hvem skal vel kunne spærre Vejen for ham?

Saaledes er der en almindelig Tendens til Sammenslutning og indbyrdes Afhængighed blandt de nuværende Stats‑ og Kirkemagter. Til disse er knyttet alle de riges, de store og mægtiges – Kongernes, Stats‑ og [235] Embedsmændenes, Adelens, Gejstlighedens, de mægtige Kapitalisters og deres Trusters – Interesser. Endnu er Striden blot en Ideernes Kamp, som indleder den kommende Krise. De gejstlige Magter, »Himmelens Kræfter«, nærmer sig nu hverandre; »Himlene skal sammenrulles; men »er de end saa sammenflettede som Torne [thi der kan ikke tænkes nogen fredelig og bekvem Sammenslutning mellem de frihedselskende Protestanter og Pavedømmets tyranniske Aand] og saa fulde, som deres Fylderi kan gøre dem [drukne af Verdensaanden, Babylons Vin], saa bliver de dog fortæret som fuldtør Halm« (Nahum 1:10) – i den store Trængsel og det Anarki, som ifølge Guds Ord skal indlede Tusindaarsriget.