STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 SYVENDE KAPITEL

NATIONERNE FORSAMLES OG ELEMENTERNE BEREDES TIL GUDS VREDES FRYGTELIGE ILD

Hvorledes og hvorfor Nationerne forsamles. – Samfundselementerne beredes til Ilden. – Ophobningen af Rigdomme. – Fatgtigdommens Tiltagen. – De sociale Rivninger vil Fremkalde en Brand. – Bliver de rige dømt for haardt? – Selviskhed i Forbindelse med Frihed. – Hvorfor den nuværende Tilstand ikke kan vedvare. – Maskinerne en vigtig Faktor i Forberedelsen til Ilden. – Den kvindelige Konkurrence. – Fornuftige og ufornuftige Anskuelser fra Arbejdernes Side. – Loven om Tilbud og Efterspørgsel er ubøjelig over for alle. – ”Den gule Fare”. – Arbejderspørgsmaalet i England. – Minister Cham-[11]berlains profetiske Ord. – Herr Liebknecht angaaende den sociale og industrielle Krig i Tyskland. – Nøstilstanden almindelig; menneskelig Hjælp utilstrækkelig.

[237] »Derfor bier paa mig, siger Herren, paa den Dag, jeg rejser mig til at grre Bytte! Thi min Dom er, at jeg samler Hedningefolk, sanker Riger sammen, udrser min Harme over dem, al min brFndende Vrede; thi ved min NidkFrheds Ild skal hele Jorden blive fortFret. Thi da vil jeg give Folkene andre, rene LFber, for at de alle sammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrFgtig.« – Zefanias 3:8, 9.

Nationernes Forsamlen – i Opfyldelse af denne Profeti – er en Kendsgerning, som enhver kan iagttage. Moderne Opfindelser har gjort Jordens fjerneste Egne til hverandres Naboer. Jernbaner og Dampskibe, Post, Telegraf, Telefon, Verdenshandel og Presse har i en hidtil ukendt Grad bragt de forskellige Egne af Verden i Forbindelse med hverandre, hvad Tanke og Handling angaar. Det er blevet nrdvendigt at opstille internationale Love og trFffe Forholdsregler, som alle Nationer maa respektere. Deres ReprFsentanter samles til Raadslagning, og hver Nation har sine Gesandter [238] eller ReprFsentanter hos enhver anden Nation. Verdensudstillingerne er ogsaa en Frlge af denne Nationernes NFrmen sig til hverandre. Det er ikke lFngere muligt for nogen Nation at stFnge de andre Nationer ude fra sine Havne. Portene bliver nrdvendigvis overalt aabnet paa vid Gab og maa forblive aabnede. Selv Sproghindringerne kan nu let overvindes.

De civiliserede Folk er ikke lFngere fremmede paa nogen Del af Jorden. Deres Skibe og Jernbanevogne, som er udstyret med al mulig Komfort, bringer deres KrbmFnd, Turister og politiske Udsendinge til de fjerneste Egne, hvorfra de vender hjem, fulde af Viden og nye Ideer og opmuntrede til nye Planer og Foretagender. Selv de uvidende hedenske Nationer vaagner op fra Aarhundreders Srvn, ser med Forundring paa de fremmede rejsende og lFrer af deres Fremskridt. Til GengFld sender de nu deres ReprFsentanter til Udlandet, for at de kan drage Nytte af deres nye Bekendtskaber.

I Salomons Dage blev det betragtet som noget vidunderligt, at Dronningen af Saba kunde rejse omtrent 500 eng. Mil for at hrre Salomons Visdom og se hans Storhed. I vore Dage rejser Tusinder, hvis Navne Offentigheden ikke kender, over hele Verden – hvoraf en stor Del dengang var ukendt – for at se dens ophobede Rigdomme og lFre af dens Fremskridt. En Rejse omkring Jorden kan nu med al Komfort grres paa mindre end 80 Dage.

Sandelig, Nationerne er forsamlede paa en Maade, som man ikke havde ventet, og dog paa den eneste Maade, hvorpaa det kunde ske, nemlig i fFlles Interesser og Virken, men ak, ikke i BroderkFrlighed; thi Selviskhed kendetegner hvert Trin i dette Fremskridt. Foretagsomhedens Aand, i hvilken Selviskheden er den bevFgende Kraft, har fremmet Bygningen af Jernbaner og Dampskibe, Indfrrelsen af Telegraf og Telefon. Selviskheden regulerer Handelen, den internationale [239] Hrflighed og enhver anden Energi og Foreteelse, undtagen Evangeliets Forkyndelse og Oprettelsen af velgrrende Institutioner. Og selv her maa man frygte for, at meget af det, der grres, er inspireret af andre Motiver end ren KFrlighed til Gud og MenneskeslFgten. Selviskheden har forsamlet Nationerne og har stadig forberedt dem til den forudsagte og nu snart indtrFffende GengFldelse – Anarkiet – der saa kraftigt beskrives som »Guds NidkFrheds Ild« eller Vrede, hvori den nFrvFrende Samfundsorden – den Verden, som nu er (2 Peter 3:7) – fuldstFndig skal blive fortFret, Gud er mFgtig til at benytte sig af Menneskenes Handlefrihed, saaledes at han derves opnaar sine vise Hensigter. Medens Menneskene, deres Arbejder og deres Fremgangsmaader tjener som Redskaber og Midler, er Gud den store Befalingsmand, som nu samler Nationerne og sanker Rigerne sammen fra Jorden ene Ende til den anden for efter denne Forberedelsestid at overgive Herredrmmet til ham, »hvem Retten tilhrrer« – Immanuel.

Profeten fortFller os, hvorfor Herren saaledes samler Nationerne: »[for at jeg kan] udrse min Harme over dem, al min brFndende Vrede; thi ved min NidkFrheds Ild skal hele Jorden [hele det social Samfund] blive fortFret.« Dette Budskab vilde kun bringe os Sorg og Engstelse, hvis vi ikke havde den Forsikring, at Resultaterne skal tjene til Bedste for Verden, kuldkaste EgenkFrlighedens Regimente og gennem Kristi tusindaarige Rige oprette det RetfFrdighedsstyre, som der sigtes til i Profetens Ord: »Da vil jeg give Folkene andre, rene LFber [deres Samfund med hverandre skal da ikke lFngere vFre egenkFrligt, men rent, sandt og kFrligt], for at de alle sammen skal paakalde Herrens Navn, for at de skal tjene ham endrFgtigt.«

Nationernes Forsamlen vil ikke alene bidrage til at grre Dommen streng, men vil ogsaa grre det umuligt [240] for nogen at undfly den. Derved vil den store TrFngsel blive en kort, men afgrrende Strid, som der staar skrevet: »En hastig Gerning skal Herren udfrre paa Jorden [eng. Overs.].« – Romerne 9:28; Esajas 28:22.

SAMFUNDSELEMENTERNE BEREDES TIL ILDEN

Naar vi ser os omkring, ser vi »Elementerne« blive beredt til Ilden – Guds Vredes Ild. EgenkFrlighed, Kundskab, Rigdom, Ergerrighed, Forhaabninger, Utilfredshed, Frygt og Fortvivlelse er de Bestanddele, hvis Gnidning mod hverandre om kort Til vil sFtte Verdens vrede Lidenskaber i Brand og foraarsage, at de forskellige Samfunds-Elementer smelter i den brFndende Hede. Man lFgge blot MFrke til de Forandringer, som har fundet Sted med Hensyn til disse Lidenskaber i Lrbet af det sidste Aarhundrede og sFrlig i Lrbet af de sidste 40 Aar. Fortidens stille Tilfredshed har nu forladt alle Klasser – rige og fattige, MFnd og Kvinder, oplyste og uvidende. Alle er de utilfredse. Alle griber de egenkFrligt og stedse ivrigere efter deres Rettigheder og beklager sig over den Uret, de lider. Sandt nok, der findes Uret, frygtelige UretfFrdigheder, som burde rettes, og Rettigheder, som Folket burde have Lov til at nyde, og som burde respekteres; men i vor Tid, da Kundskaen og UafhFngigheden stadig tiltager, ligger der nFsten altid Selviskhed til Grund for Klagerne og Fordringerne, hvilket grr, at man ikke kan se de andres Rettigheder. Som Profeterne har forudsagt, vil dette til sidst have til Frlge, at hver Mands Haand vil vFre imod hans NFste, hvilket vil frre direkte til den endelige Katastrofe. Guds Ord og Forsyn samt de LFrdomme, som Fortiden har givet, glemmes paa Grund af den stFrke Overbevisning om egne Rettigheder o. s. v. Dette hindrer Folk af alle Klasser i at vFlge den visere og mere moderate Fremgangsmaade, som de nu ikke engang kan faa qje paa, fordi EgenkFligheden forblinder [241] dem over for alt, hvad der ikke stemmer med deres egne Fordomme. Enhver Klasse er partisk og glemmer at tFnke paa de andre Klassers VelfFrd og Rettigheder. KFrlighedens Lov tilsidesFttes i Almindelighed. Det uvise saavel som det uretfFrdige i denne Handlemaade vil snart blive aabenbaret for alle Klasser; thi alle Klasser vil komme til at lide frygteligt i denne TrFngsel. Bibelen biser os dog, at de rige vil komme til at lide mest.

Medens de rige omhyggeligt sammenhober fabelagtige Rigdomme i de sidste Dage, river deres Forraadshuse ned og bygger dem strrre, siger til sig selv og deres Brrn: »SjFl! du har mange gode Ting liggende for mange Aar; slaa dig til Ro, spis, drik, vFr lystig,« siger Gud gennem Profeterne: »Du Daare, i denne Nat krFves din SjFl af dig; men hvem skal da det hrre til, som du har beredt?« – Lukas 12:15-20.

Ja, den mrrke Nat, som er forudsagt (Esajas 21:12; 28:12, 13, 21, 22; Johannes 9:4), nFrmer sig med raske Skridt, og som en Snare skal den komme over den ganske Jord. Hvem skal da disse ophobede Rigdomme tilhrre? »Deres Srlv skal de kaste paa Gaderne, og deres Guld skal fjernes (eng. Overs.); deres Srlv og deres Guld skal ikke formaa at redde dem paa Herrens Vredes Dag; . . . thi et Anstrd til Misgerning har det vFret dem.«  – Ezekiel 7:19.

OPHOBNINGEN AF RIGDOMME

Det er tydeligt, at vi lever i en Tid, der fremfor alle andre Tider karakteriseres ved en Sammenhobning af Rigdomme, ved »Yppighed« og ekstravagant Levemaade iblandt de rige. (Jakob 5:3-5) Lad os hrre nogle Vidnesbyrd fra den moderne Litteratur. Dersom dette Punkt bliver tydeligt bevist, bliver det et nyt Vidnesbyrd om, at vi lever i den nFrvFrende Husholdnings sidste Dage og nFrmer os den store TrFngsel, [242] som til sidst skal styrte den nFrvFrende Samfundsorden i Grus og indfrre den nye Tingenes Orden under Guds Riges Styrelse.

Mr. W. E. Gladstone udtalte engang efter at have henvist til vor Tid som en »rigdomsproducerende Tidsalder«:

»Her sidder MFnd foran mig, som i deres Levetid har vFret Vidne til en strrre Sammenhobning af Rigdomme, end der har fundet Sted i alle foregaaende Tider siden Julius CFsars Dage.«

LFg MFrke til denne ErklFring af en af Verdens bedst underrettede MFnd. Den Paastand, som er saa vanskelig for os at fatte, nemlig at der er blevet sammenhobet strrre Rigdomme i Lrbet af de sidste 50 Aar end i Lrbet af de foregaaende 19 Aarhundreder, har ikke desto mindre ved statistiske Undersrgelser vist sig at vFre meget moderat. De nye Forhold, som dette har medfrrt, er bestemt til at spille en vigtig Rolle ved Indfrrelsen af den sociale Verdens-Orden, som nu staar for Drren.

»The Boston Globe« for den 23de Dec. 1890 indeholdt frlgende om nogle af de rige MFnd i De forenede Stater:

»De 21 Jerbanekonger, som samledes til et Mrde i New York i Mandags for at diskutere Sprrgsmaalet om Jernbanernes Konkurrence, neprFsenterede en Kapital paa 3000 Millioner Dollars. MFnd, som nu lever, kan huske den Tid, da der ikke engage var et halvt Dusin MillionFrer i Landet. Der findes nu 4600 MillionFrer, og flere af dem siges at have en aarlig IndtFgt paa over 1 Million Dollars.

Der findes i New York efter en moderat Beregning det forbavsende Antal af 1157 Personer og Ejendomme, som hver isFr er 1 Million Doll. vFrd. Der ir i Brooklyn 162 Personer og Ejendomme, som hver isFr er mindst 1 Million Doll. vFrd. I de to Byer er der 1319 MillionFrer; men mange af dem er MangemillionFrer. De store Formuer er af forskellig Natur og giver derfor forskellig Indkomster. De Renter, som nogle af de mere fremstrFdende faar, beregnes i runde Tal saaledes: John D. Dockefeller 6%; William Waldorf Aster 7%, Jay Goulds Ejendom, som bestaar af forskellige Korporationer og endnu praktisk talt [243] er udelt, 4%, Cornelius Vandervilt 5%, og William K. Vanderbilt 5%.

Dersom vi beregner Renterne, som foran nFvnt, og lFgger den halvaarlige Rente til Kapitalen, vil den aarlige og daglige Indkomst i de i det forrige nFvnte TilfFlde blive som frlger:

Det ovenfor nFvnte er rjensynligt en rimelig Beregning; thi for ikke lFnge siden lagde man MFrke til, at John D. Rockefellers kvartalsmFssige Dividende af Standard Oil Company’s Aktier, af hvilke han ejer de fleste, belrb sig til 4 Millioner Doll.; og dette er blot eet af de mange Foretagender, hvori han har sine Penge anbragt.

»The Niagara Falls Review« betragter det som en stor Fare for de amerikanske Institutioners Bestaaen, at der stadig ophobes saa uhyre Rigdomme paa faa HFnder. Vi gengiver frlgende Uddrag fra det nFvnte Blad:

»De ni rigeste MFnd i De forenede Statter (de 5 ovennFvnte og desuden H. M. Flagler, J. L. Blair, Russel Sage og C. P. Huntingdon) ejer tilsammen 720 Millioner Doll. (2700 Millioner Kroner). Familien Vanderbilt (8 Personer) ejer tilsammen 254 Millioner Dol. NFsten alle disse RigmFnd lever forholdsvis enkelt, og det er rjensynlig umuligt for dem at opbruge mere end en Brrkdel af deres aarlige Indkomster, som for hver af dem belrber sig til Millioner. Det tiloversblevne lFgges frlgelig til Kapitalen, hvorved disse Personers Formuer yderligere vokser.

Standard-Oiletrustens 9 Medlemmer tjente paa 20 Aar tilsammen 325 Millioner Doll.

De forenede Staters store Jernbanelinier ejes af Gould, Vanderbilterne og Huntington. Store Dele af Grundejendommene i New York er i Sages og Astorernes Besiddelse, og disse Grunde vokser stadig i VFrdi. De ni rigeste Familiers samlede Formuer vilde i Lrbet af 25 Aar vokse til 2,754 Millioner Doll., hvoraf 100 Millioner vilde tilfalde W. W. Astor. Dette Penge-Aristokrati er yderst farligt for [244] Samfundet, langt farligere end det engelske Aristokrati, som er skabt gennem Frdsel eller Talent, og som Amerikanerne anser for saa skadeligt for England. Det staar ikke i menneskelig Magt paa fredelig Vis at forhindre, at disse nFsten ufattelige Summer sammenhobes paa nogle faa HFnder, hvilket nrdvendigvis betyder, at de bliver berrvet de mange.«

FATTIGDOMMENS TILTAGEN

Men er det sandt, at der er fattige og trFngende Folk i dette rige Land, hvor saa mange sammenhober fabelagtige Rigdomme? Er det ikke selvforskyldt, naar arbejdsdygtige Mennesker ikke kan faa nok til at leve af? Vilde det ikke bidrage til at fremme FattigvFsenet og den usunde AfhFngighed, dersom de rige skulde paatage sig at ro de fattige Klasses Baade? Saaledes sprrger mange af de rige, som i ikke saa faa TilfFlde selv var fattige for 25 Aar siden, og som husker, at da kunde alle, som var i Stand til og villige til at arbejde, finde nok at grre. De forstaar ikke, hvilke store Forandringer der har fundet Sted siden da, og at medens deres Formuer er taget til paa en vidunderlig Maade, er Massernes Kaar blevet forvFrret, sFrlig i Lrbet af de sidste 7 Aar. Sandt nok, skrnt Lrnningerne er lavere end tidligere, er de dog nogenlunde gode, idet de holdes oppe af Fagforeningerne; men der er mange, som ikke kan faa Arbejde, og andre, som vel har Pladser, arbejder blot den halve Tid eller mindre. Disse formaar knap nok ved HjFlp af streng Sparsommelighed at leve paa en ordentlig og hFderlig Vis.

Naar der kommer sFrlige Nedgangstider, som f. Eks. i Aarene 1893-96, bliver mange af de arbejdslrse afhFngige af deres Venners Barmhjertighed, og disse er kun daarligt i Stand til at bFre denne yderligere Byrde. De vennelrse maa srge til FattigvFsenet, som under saadanne Forhold viser sig at vFre helt afmFgtigt.

Nedgangsperioden i 1893 gik ligesom en Brlge hen over hele Verden, og dens tunge Tryk frltes vide og [245] bredt lFnge efter, skrnt der for nogle er kommet et Pusterum. Som Skriften viser, kommer TrFngselen i Brlgeslag eller KrampetrFkninger – »ligesom Veerne over den frugtsommelige« (1 Thessaloniker 5:3) –og hver frlgende KrampetrFkning vil blive alvorligere, indtil den sidste kommer. De, som lever i Rigdom og Komfort, finder det ofte vanskeligt at forstaa de fattige Klassers Trang, og dog bliver disse Klasser mere og mere talrige. Elendigheden er saa stor, at selv saadanne blandt de velhavende og rige, som har Hjerte for de fattige, indser det umulige i at bringe dem nogen varig HjFlp. Enhver isFr grr derfor den lille Smule, som han mener at have Evne og Skyldighed til, for dem, der staar ham nFrmest, medens han prrver paa at betvivle eller glemme de Beretninger om Elendighed, som han lFser og hrrer.

Under den Periode af Arbejdslrshed, som indtraf i De forende Stater i 1893, befattede hele Pressen sig med de srrgelige Forhold. Man anslog Antallet af arbejdslrse i 119 af Unionens Byer til over 800,000, af hvis Fortjeneste yderligere 2 Millioner var afhFngige. Dertil kommer, at der i Amerika ikke er paa langt nFr saa godt srrget for HjFlp til de nrdlidende, som TilfFldet er i Europa, hvor Regeringernes lange Erfaring lidt efter lidt har lFrt dem, hvorledes man i nogen Grad kan lindre Nrden. For ikke mange Aar tilbage pralede en af Uninens betydeligste PrFdikanter af, at der i vort Land ikke fandtes nogen Fattigdom; nu er Fattigdommen her blevet til et vFldigt Problem.

Vi hidsFtter frlgende Uddrag af en Bladudtalelse angaaende Forholdene i England:

»Beretningerne om virkelig Elendighed, ja endog Sult, tager uhyggeligt til i Antal hele England over, og Standsningen af Industrivirksomhederne og Uordenen paa Jernbanerne er ved at antage en UdstrFkning, der betyder en alvorlig national Ulykke. Som man kunde vente, stammer dette fra de uhyre Afgifter, som Forpagterne maa erlFgge [246] til de Ejere, af hvem de forpagter Minerne. Et betydeligt Antal MillionFrer, hvis Kulprocenter hFnger ligesom Mrllestene rundt om Mineindustriens Hals, er ogsaa fremstaaende AdelsmFnd, og den vrede offentlige Bevidsthed sammenknytter med Forbitrelse disse to Ting. Radikale Blade bringer lange Fortegnelser over Lorderne. Disse Fortegnelser, som meget ligner Listerne over de amerikanske Truster, viser de kFmpemFssige IndtFgter, som disse Herrer faar af Landets Ejendomme.

Raabet om Brrd stiger op fra Byerne; det lyder dybere, hFsere og hrjere end nogen Sinde; det stiger op fra sultne Maver og svFkkede Legemer; det kommer fra MFnd, som vandrer omkring paa Gaderne og srger efter Arbejde; det kommer fra Kvinder, som sidder haablrse i de tommer VFrelser, og det kommer fra Brrnene. Faa al dem, som lFser dette, kan forstaa, hvad det betyder ingen Frde at have. Det er noget saa frygteligt, at det ikke kan grres forstaaeligt. Man siger: (Sikkert kan Mennesker faa noget at spise et eller andet Sted, nok til at holde Livet oppe; de kan jo gaa til deres Venner.’ Men for dem, som rammes af noget saadant, findes der ikke noget 'et eller andet Sted’. Deres Venner er i samme Nrd som de selv. Der er MFnd, der er saa svFkkede af Mangel paa Frde, at de ikke vilde kunne arbejde, hvis der blev tilbudt dem noget at bestille.

San-Francisco-Bladet »Examiner« siger:

»Hvorledes kan dette vFre? Vi har saa megen Frde, at Farmerne klager over, at de ikke kan faa noget for deres Produkter. Vi har saa meget at klFde os i, at Bomulds- og UldvFverierne maa lukke, fordi der ikke er nogen, som vil krbe deres Produkter. Vi har saa meget Kul, at de Jernbaner, som skulde transportere Kullene, gaar over paa Modtagernes HFnder. Vi har saa mange Huse, at Murerne er uden Arbejde. Alle Livsfornrdenheder og Bekvemmelig­heder er saa rigelige, som de nogen Sinde har vFret det i Verdenshistoriens lykkeligste Aar. Naar der i Landet findes tilstrFkkeligt af Frde, KlFder, BrFndsel og Huse til enhver, hvorfor er Tiderne da saa haarde? Naturen bFrer rjensynligt ikke Skylden. Hvem eller hvad grr det da?«

Redaktrren af »The Arena« har under Titelen »Civilisationens Helvede« udtalt frlgende:

»Nrdens drde Hav stiger over sine Bredder. Raabene fra de vrede og utilfredse bliver mere og mere truende for hvert Aar som gaar. BegFrlighedens Magt har gjort, at der er blevet nFgtet den svage RetfFrdighed, og dette [247] har bragt os Ansigt til Ansigt med en frygtelig Krise, som truer hele den politiske Verden.

En Undersrgelse. som jeg lod foretage i New York, viste, at i Lrbet al 1 Aar (1 Sept. 1891–1 Sept. 1892) var ikke mindre end 29,720 Familier blevet sat paa Gaden paa Grund af manglende Evne til at betale Huslejen.

En Artikel i »The Forum« oplyser os om, at 10 Procent af alle Begravelser i New York finder Sted paa Fattig-­Kirkegaarden. Denne Kendsgerning taler et trist Sprog om Fattigdommen i New York, naar man ved, hvilken over­maade stor VFgt Amerikanerne lFgger paa at kunne hvile i egen Grav. Naar man ved, hvor Fngstelig, selv de fat­tigste kFmper og lFgger Planer for at undgaa den frygtede Fattig-Kirkegaard, kan man trygt slutte sig til, at for hver en, som bliver begravet der, er der to eller tre, som blot med den yderste Anstrengelse har kunnet skaffe sig et eget Gravsted. Man kan saaledes regne ud, at foruden de 10 Procent af Befolkningen, som er fuldstFndig uden Midler, er der 20 til 30 Procent, som stadig trues af Nrd og Armod. Hundreder og Tusinder ser Fattigdommens og Fortvivlel­sens Nat nFrme sig, uden at de ved, hvorledes de skal kunne undgaa den. Huslejen stiger, og Arbejdet bliver stadig daar­ligere betalt. Udsigterne er sandelig mrrke, dersom der ikke snart indtrFder en radikal rkonomisk Forandring; thi Tilbudet af Arbejdskraft tager aariig til, langt hurtigere end Eftersprrgselen derefter. Ti kvindelige Ansrgere til hver ledig Plads, hvor elendig den end er! Hundreder af unge Piger rdelFgger hvert Aar deres Helbred i strvede og usunde Fabrikker og Varehuse, og dog ankommer der bestandig nye Skarer ude fra Landet og Smaabyerne til de store Byer for at udfylde de ledige Pladser. Hundreder af Familier, som tappert kFmper for et Frligt Levebrrd, sulter dog langsomt til Drde. Tusinder ligner hin Mand, som af en Tyran blev holdt indespFrret i en Celle, hvor han daglig saa VFggene flytte sig nFrmere sammen, indtil han lidt efter lidt blev trykket til Drde mellem dem. Med en Ud­holdenhed og et Heltemod, som langt overgaar Krigerens paa den blodige Slagmark, arbejder Tusinder af Mrdre og Drtre Nat og Dag med Synaalen for at redde sig selv og (de Ofre, som Kampen for TilvFrelsen allerede har gjort til Invalider, og som nu bor sammen med dem i en lav, usund KFlder, fra Hungersdrden. Aldrig viger Frygten fra dem. VFrten med Fogden ved Siden staar bestandig for deres Fantasi. Frygt for Sygdom grr hvert vaagent qjeblik til en RFdsel for dem; thi Sygdom vilde grre det umuligt for dem at skaffe sig den ringe NFring, som Livet fordrer. Og [248] Frygten for en mulig ulykkelig Fremtid forfrlger dem endog under Srvnen. Dette er den Lod, som bliver den taalmodige Slider i vore StorstFders Slumkvarterer til Del den Dag i Dag. Paa de fleste Ansigter kan man lFse Bedrrvelse. Frlelsen al udstaaet UretfFrdighed fremkalder undertiden i de sorgfulde qjne et Glimt al den Ild,  som ulmer paa Dybet. De foler paa en ubestemt Maade, at Dyrene paa Marken har det bedre end de. Skrnt de kFm­per fra den tidlige Morgen til langt ud paa Natten for at tjene til Brrd og Husly, bliver dog deres Haab om en bedre Fremtid til intet – midt i Kristenhedens store StF­der og mellem dens statelige Templer. som gFlder for at vFre indviet til den store NasarFer, der fremfor alt tog sig al de fattige, forkomne og forstrdte. Aldrig frr har Men­neskenes Hjerter vFret opfyldt af en saadan LFngsel som nu efter et sandt Udtryk for Menneskehedens Broderskab; aldrig har hele den civiliserede Verden vFret saa dybt grebet af Tidsaldrenes bestandig Drrm: Gud som alles Fader og alle Mennesker som Brrdre. Og dog stiger Raabet stadig hrjere fra de uskyldige, fra den krFnkede RetfFrdighed. fra Millionerne som knuses under Samfunds­ordningens Hjul i ethvert civiliseret Land. Raabet i Rus­land blander sig med Raabet i Irland. De ulykkelige i Lon­don slutter sig til de landflygtige i alle store Byer paa Kontinentet og i Amerika i et mFgtigt Raab, som ryster hele Jorden, et Raab om RETFERDIGHED.

I London alene lever over 300,000 Mennesker paa selve Afgrundens Rand; deres Hjerte banker al Frygt. Frygten for, at de skal miste den lille Hule, som de kalder deres Hjem, plager dem hele Livet igennem som en Nattemare. Et Trin lFngere nede, Ansigt til Ansigt med Hungersnrden, lever der over 200,000 Mennesker; endnu dybere nede fin­der vi 300,000, som Hungeren gnaver Nat og Dag, og hvis Liv ikke er andet end en stadig Drdskamp. Men endnu dybere nede lever de 33,000 hjemlrse, som ikke engang kan skaffe sig den elendigste Bolig, men som hver Nat sover paa de kolde Stene langs med Themsen eller paa andre lignende Steder, og blandt hvilke en Avis til at brede over sig gFlder for en Lukusartikel.»

Nogle tFnker, at dette er overdrevent. Om blot det halve er sandt, er det gruopvFkkende. 

UTILFREDSHED, HAD OG RIVNINGER, 
DER HURTIGT VIL HIDFqRE EN SAMFUNDSBRAND

Naar man srger at forklare for Arbejderne, hvor meget bedre der nu er srrget for dem end for, faar [249] man ofte det ikke urigtige Svar, at de ikke forlanger at blive Genstand for FattigvFsenets Godgrrenhed el­ler at faa fri Pleje i Sygehusene, men at de begFrer at faa Frligt Arbejde i deres Ansigts Sved, og at dette Arbejde skal indbringe dem tilstrFkkeligt til, at de kan underholde sig selv eg deres Familie. Arbejderen lFgger MFrke til, at han og hans ligestillede bliver mere og mere afhFngige al andres Naade med Hensyn til at faa Arbejde, og han ser, hvorledes de smaa Kob­mFnd. Bygmestre og Fabrikanter bliver undertrykket af StorkrbmFndene og Storindustrien, at MillionF­rernes Antal paa samme Tid stadigt rges, og at Ka­pitalen paa Grund af de moderne Maskiner nedtrykker VFrdien af det menneskelige Legemsarbejde. Kan vi under saadanne OmstFndigheder undres over, at Vice-PrFsidenten for Handelforeningen ved den 13de Arbejderkongres i Chicago hilste de delegerede velkommen med frlgende satiriske Tale:

Vi kunde rnske at byde eder velkommen til en blomstrende Stad; men vi kan det ikke. Tingene er her, som de er, men ikke som de skulde vFre. Vi byder eder vel­kommen i 100 Monopolisters og 50,000 Landstryeres Navn her, hvor Mammon holder Karneval i stor Stil I Paladserne, medens mangfoldige Mrdre sidder med knust Hjerte, Born sulter og MFnd forgFves srger Arbejde. Vi byder eder velkommen i 100.000 arbejdslrse MFnds Navn og i disse Bygningers Navn, som er indviet til Guds Ere, men hvis Drre om Aftenen er lukket for de sultne og fattige, i PFsternes Navn, som bliver fede i Guds Vingaard, og som glemmer, at Guds Brrn er sultne og ikke har noget Sted at hFlde deres Hoved til, i deres Navn som er Piller i Udpressersystemet, i de MillionFrers Navn, hvis SjFle staar i Fare pan Grund al deres Hunger efter Guld, i Ar­bejderes Navn, der sveder Blod, som bliver slaaet til Gulddukater, i Sindssygeanstalternes og Fattighusenes Navn, der er opfyldte at Mennesker, som er blevet vanvittige af Bekymring for deres daglige Udkomme i dette rige Land.

Vi vil vise eder Ting i Chicago, som ikke fandtes paa Udstillingen – noget al Byens Storhed og noget at dens Svaghed. I Aften vil vi vise eder Hundreder a MFnd, som ligger pan de kolde Stene i selve denne Bygnings Gang, uden Hjem og uden Mad – MFnd, som kan og vil arbejle, [250] men for hvem der ikke er noget Arbejde. Det er nu Tid til at grre Alarm – Alarm, fordi en Regering, hvis rverste Rettigheder overgives til Jernbanekonger, Kul­baroner og Spekulanter, endnu faar Lov at sidde, Alarm; fordi en Sammenslutningsstyrelse, hvis finansielle Politik bliver fabrikeret i Wall Street efter europFiske Penge­baroners Diktat, endnu fortsFttes. Vi venter, at I vil tage passende Forholdsregler, at I vil grre Brug af Stemme­retten og styrte de utro Folkets Tjenere fra Magten, som er ansvarlige for de nu eksisterende Tilstande.«

Denne Taler tager uden Tvivl fejl, naar han haaber, at disse Onder vilde blive afskaffet, hvis andre Per­soner eller Partier kom til Styret; men alle, som har sund Menneskeforstand, vil kunne give deres Tilslut­ning til, at en Samfundsordning, som muliggrr en saa uhyre Forskel mellem fattige og rige, er usund. Alle indrrmmer dette, men angaaende Midlet til Af­hjFlpelse af Ondet er man ikke enig. Nogle srger forgFves i den urigtige Retning efter et saadant Mid­del, men mange rnsker desvFrre ikke, at et Middel skal findes, frr de selv har haft Lejlighed til at drage Fordel af de nuvFrende Tilstande.

I Harmoni med denne Tanke er frlgende, som blev udtalt ved Verdens-Arbejderkongressen:

»ArbejderbevFgelsen er frdt til Verden af Sult – Hunger efter Frde, Husly, Varme KlFder, Fornrjelse. Nutidens Industrisystem er grundlagt paa DjFvelens JFrnregel: &Enhver er sig selv nFrmest.’ Er det et uforklarligt FFno­men, at de, som lider mest under dette EgenkFrlighedens og BegFrlighedens Regimente, skulde organisere sig for at kuldkaste DjFvelens Regeringssystem?«

Kan vi undre os over saadanne Udtalelser i en Tid, da Aviserne tit indeholder Beskrivelser af den raffi­nerede Luksus, som de saakaldte »rverste Lag« i det moderne Samfund udfolder, da de meddeler, at denne eller hin Person, som ikke engang hrrer til de mest fremragende, paa et Bal har baaret Smykker til en VFrdi af over 1 Million Dollars, at der bliver afholdt »Hundeselskaber«, hvor Dyrene faar lFkre, kostbare Retter at spise, og hvor Tjenerskabet maa opvarte dem, [251] at der er blevet betalt 10,000 Dollars for et Desert-service, 50,000 for to rosafarvede Vaser, 350,000 for en Hest, at en Kvinde i Boston begravede sin Mand i en Kiste, som kostede 50,000 Dollars, at en anden Dame anvendte 5000 paa sin Yndlingshunds Begravel­se, at New Yorks MillionFrer betaler op til 800,000 for en Lystjagt?

Kan vi undres over, at alt saadant opvFkker Misun­delse og Forbitrelse hos dem, som ikke er »nye Skab­ninger« og ikke forstaar, at Gudsfrygt med Nrjsomhed er en stor Vinding – naar de sammenligner en saadan qdselhed med deres egen Fattigdom? Disse Frlelser af Misundelse og Had vil lede til aabent Oprrr, hvilket vil frembringe den store TrFngsel, som nu staar for Drren.

»Se, dette var Sodomas, din Srsters, Misgerning: Hovmod; fuldt op af Brrd og sikker Tryghed havde hun; . . . og den elendiges og fattiges Haand styrkede hun ikke« o. s. v. – Ezekiel 16:49, 50.

Paa en Tid, da 100,000 Minearbejdere i Pensylva­nien uden Arbejde og Midler vandrede langs Lande­vejene og srgte efter Frde, holdt 144 Pengefyrster i New York et Bal, som kostede dem svimlende Sum­mer. Hverken Marcus Antonius eller Kleopatra bol­trede sig nogen Sinde i en saadan qdselhed. Store Formuer blev givet ud til Perler og Diamanter. Hals­baand al indtil 200,000 Dollars’ VFrdi prydede mange Halse. Et eneste af disse Halsbaand kunde sikkert have mFttet alle disse Minearbejdere, af hvilke nogle maatte ernFre sig af Katte, medens andre begik Selv­mord for ikke at se deres Brrn lide Nrd. Dette var en af de store Begivenheder inden for en saakaldt kristen Nations Selskabsverden. »Hvilken ModsFt­ning!« udraaber Bladet »Messiah's Herald«. »Og der gives intet Middel imod dette Onde; saaledes vil det forblive, indtil han [Kristus] kommer.«

[252] ”Indtil han kommer”?  -- Nej snarere: ”Saaledes skal det være i Menneskesønnens Dage”, efter at han er kommet, medens han samler sine udvalgte til sig og opretter sit Rige, hvorefter det nærværende Samfundssystem vil blive sønderknust i en stor anarkistisk Trængsel. (Aabenbaringen 2:26, 27; 19:15) Ligesom det var i Lots Dage, saaledes skal det være i Menneskesønnens Dage. Ligesom det var i Noahs Dage, saaledes skal det være i Menneskesønnens Nærværelses Dage. –Mathæus 24:37; Lukas 17:26-28

BLIVER DE RIGE DØMT FOR HAARDT?

Et amerikansk Blad siger:

”Mr. W. K. Vanderbilts Dampjagt ´Valiante` kostede 800,000 Dollars. Dette svarer til Udbyttet af en Afgrøde paa over 15 Millioner Skæpper Hvede til 60 Cents, eller hele Produktionen fra i det mendste 8000 Farme paa 120 Tønder Land. Med andre Ord: 8000 Farme, der repræsenterede 40,000 Mennesker, arbejdede i Solskin og Storm for at sætte Mr. Vanderbilt i Stand til at faa bygget et saadant Lystfartøj, hvis Lige ingen europæisk Fyrste besidder.”

I ”The Arena” læser vi følgende Udtalelse om de riges hjerteløse Ekstravagance:

”Det forbryderiske ligger ikke saa meget i Hjerteløshed som i den tankeløse Ødelæggelse af Lykke og Liv for at fremme en selvisk Hensigt. At en ødsel Anvendelse af Rigdom til Praleri og Luksus er en Forbrydelse, bliver klart, naar vi undersøger Sagen. Der vilde ikke være noget urigtigt i at bygge en Stald til 700,000 Dollars for sine Heste, som en Millioner i Syracuse gjorde, eller at anbringe et Service til 50,000 Dollars paa Middagsbordet, ligesom Astor i New York gjorde, dersom Penge var lige saa frie som Luften og Vandet; men enhver Dollar repræsenterer en Gennemsnitsdags Arbejde. Derfor repræsenterer Stalden til 700,000 Dollars 1000 Mænds Arbejde i 2 1/3 Aar. Den repræsenterer ogsaa 700 Menneskeliv; thi 1000 Dollars dækker Omkostningerne for de første 10 Aar af et Barns Liv, og Omkostningerne for de næste 10 Aar bliver fuldt ud betalt ved dets Arbejde. Luksusstalden repræsenterer derfor det fysiske Grundlag for 700 Menneske-[253]liv og viser altsaa, at Ejeren er villig til at se 700 Mennesker dø, for at hans Forfængelighed kan blive tilfredsstillet.

”The Literary Digest” siger:

”En Præst i New England Sendte et Brev til Præsidenten for den amerikanske Arbejderorganisation og bad ham forklare, hvorfor saa mange intelligente Arbejdere ikke gaar i Kirke. Han fik det Svar, at een Grund er denne, at Kirkerne ikke længere er i Sympati med Arbejdernes Maal og Ønsker og ikke viser Deltagelse for dem i deres Lidelser. Enten ved Præsterne ikke Besked derom, sagde han, eller ogsaa har de ikke Mod til fra deres Prædikestole at tale om de arbejdende Millioners Rettigheder og den Uret, de lider. De Organisationer, som har været mest virkningsfulde i Retning af at hidføre bedre Tilstande, har Kierken set paa med rynket Pande. Arbejdernes Opmærksomhed er blevet henledet paa ´det hinsides´, uden at der er blevet taget det mindste Hensyn til de Tilstande, som opstaar paa Grunde af det ´bitre nærværende´. Kirken og Gejstligheden har gjort Úndskyldninger for og forsvaret den Uret, der er blevet begaaet imod Folkets Interesser, simpelt hen fordi Gerningsmædene er de rige´. Da man spurgte ham, hvilke Midler han vilde foreslaa for at opnaa Kirken at vende fuldstændigt om fra den nærværende Stilling. Han sluttede med disse Ord: ´Den, som ikke sympatiserer med Arbejderbevægelsen, den, som roligt og ligegyldigt betragter de frygtelige Resultater af de nærværende økonomiske og sociale Tilstande, er ikke alene en Modstander af Menneskeslægtens Bedste, men en MEDDELAGTIG i al den Uret, som begaas imod Mænd og Kvinder i vor Tid og imod vor Tids Børn, som Fremtidens Mænd og Kvinder.´”

Medens vi saaledes lægger Mærke til disse fordømmende Udtalelser om de rige i Almindelighed, og medens vi ogsaa lægger Mærke til, hvilken Dom og Straf Herren ifølge sit Ord skal lade komme over denne Klasse som et Hele, bør vi dog som Guds Børn være meget maadeholdne i vor Bedømmelse af de rige som Enkeltpersoner. Herren, hvis Dom over hele Klassen er saa streng, vil dog være barmhjertig imod de enkelte; og naar han i sin Visdom har tilintetgjort deres Solv- og Guldguder og faaet dem til at slaa deres hovmodige Øjne ned, vil han være naadig og trøste og [254] læge saadanne, som angrer deres Selviskhed og Stolthed. Vi har ogsaa kun anført fornuftige Forfatteres rimelige og moderate Udtalelser og ikke Anarkisters og Drømmeres yderliggaaende og ofte meningsløse Fremstillinger.

For at kunne vise Maadehold i vor Dom er det godt for os at komme i Hu, 1) at Udtrykket ”rig” er et meget omfattende Udtryk, som ikke alene gælder de umaadelige rige, men in manges Øjne ogsaa dem, som sammenlignet med disse kunde betragtes som fattige, 2) at der iblandt dem, som de meget fattige vilde kalde rige, er mange af de bedste og mest godgørende Mennesker, som er meget virksomme i menneskekærlige Foretagender. Har de ikke alle udvist Selvopofrelse, vilde vel dog ingen, som ikke selv havde fremstillet sig som et levende Offer for at tjene andre, med Rette kunne fordømme dem. De, som selv opofrer sig, ved, hvorledes man skal værdsætte Selvopofrelsens Aand, hvad enten den aabenbarer sig hos fattige eller rige.

Man maa heller ikke glemme, at mange rige betaler meget i Skat til offentlige Skoler, Regering, Fattigvæsen m. m. og desuden frivillig bidrager til fattiges Hjælp, giver store Gaver til Skolerne, Hospitalerne og de Kirker, som de anser for de mest værdige. De, som gør disse Ting, tilskyndede af et godt og ærligt Hjerte, og ikke (som vi maa indrømme, at det under Tiden er Tilfældet) for at vise sig eller opnaa Ros af Mennesker, skal ikke miste deres Løn. Alle saadanne bør derfor ogsaa højagtes paa rette Maade.

Millionærerne kritiseres meget; men i nogle Tilfælde bliver de maaske alt for strengt bedømt. Vi raader vore Læsere til ikke at dømme dem ubarmhjertigt. Ogsaa de er fanget i det nærværende Samfundssystems Arme. Skik og Brug har lænket deres Hoved og Hjerte. Falske Opfattelser af Kristendommen, som er blevet næret af hele Verden – rige saavel som fattige – har i Aarhundredernes Løb slidt de Furer dybe, ad [255] hvilke deres Tanker har vandret frem og tilbage. De tror, at de handler ret, naar de ligesom andre bruger deres Tid og deres Evner i Overensstemmelse med ”Forretningsprincipperne”. Derved bliver deres Indtægter større end Arbejdernes.

Naar de saaledes har Rigdommene i deres Besiddelse, føler de sig forpligtet til ikke at lade dem ligge Kistebunden, men anvende noget af dem til Fordel ogsaa for andre, enten ved at beskæftige Arbejdere, støtte filantropiske Foretagender eller ved at foranstalte alle Slags store Fester, som i deres Øjne maaske synes at være baade til Fornøjelse for dem selv og deres Venner og en Hjælp for deres mindre heldig stillede Brødre i Samfundet. Og er der ikke nogen Sandhed i dette Synspunkt? En Banket til 10,000 Dollars og en Lystjagt til 800,000 Dollars kommer mange Slagtere, Bagere, Blomstgerhandlere, Modehandlere, Syersker, Juvelerer, Arbejdere af forskellig Slags til gode. Jagtens Bemanding bereder endvidere Levebrød for at Antal Mennesker, som er afhængige af deres Fortjeneste.

Som Forholdene nu er, er det altsaa langt bedre for de mindre bemidlede og de fattige, at de rige lever i Luksus, end om de var gerrige. Selv de der køber Diamanter, skaffer dagligt Brød til Tusinder, som ellers vilde være arbejdsløse. Idet de rige ræsonnerer paa den Maade, betragter de deres Ekstravagancer som ”Barmhjertighedsgerninger”, og de kan maaske have lige saa stor Ret dertil som nogle af Middelklassen, der foranstalter Velgørenheds-Koncerter, Basarer og Fester og kalder det ”Barmhjertighedsarbejde”. Vi siger ikke, at deres Fremgangsmaade er rigtig, men vil blot paapege, at de riges Sløseri i pengeknappe Tider ikke nødvendigvis betyder, at de helt mangler Medfølelse med de fattige. De forstaar ikke bedre. Mange tænker som saa, at om de vilde fordele deres daglige Indtægt, kunde de ikke være sikre paa, at den kom dem til gode, som mest trængte til Hjælpen. Selv at opsøge disse i Stor-[256]byernes Fattigkvarterer er man for fin til; man maatte i hvert Tilfælde lade andre besørge Uddelingen, og disse kunde jo finde paa at stikke en Del af Gaverne i deres egne Lommer! Før man blev rig, ønskede man sig maaske Rigdommen for at kunne gøre godt; men Rigdommen, Stoltheden, Egenkærligheden og ”Etikketten” Kvæler disse ædlere Følelser, saa at Frugten udebiver.

Dette være sagt for at vise, at vi ikke vil retfærdiggøre de riges taabelige Ødelshed, for saa vidt som den skriver sig fra Egenkærlighed. Ogsaa Skriften fordømmer den. (Jakob 5:5) Men naar man tager alt i Betragning, bliver man i Stand til at danne sig en sund og rigtig Mening om Tingene og til at have Medfølelse med dem, som ”denne verdens Gud” har forblindet med dens Goder, indtil deres Dømmekraft er blevet forvendt. De vil nu snart blive haardt tugtet af Herren. ”Den Verdens Gud” forblinder ogsaa de fattige, saa at de søger at forsvare en urigtig Fremgangsmaade. Saaledes leder han begge Parter ind i den store Strid.

Men skønt vi kan finde nogle Undskyldninger, som taler til Forsvar for den nærværende Sammenhobning af Rigdommene i Hænderne paa nogle faa, skønt vi kan se, at nogle af de rige, særlig de mindre rige, er meget godgørende, skønt den Paastand maaske er sand, at de vinder deres Rigdom under de selvsamme Loves Virkninger, som gælder for alle, skønt nogle af de fattige af Naturen er mindre godgørende og mindre tilbøjelige til at være retfærdige end nogle af de rige, og de fattige, hvis Rollerne blev ombyttet, ofte vilde vise sig mere haarde og tyranniske end de rige, erklærer Herren dog, at han vil gaa i Rette med dem, som besidder Rigdomme, fordi de, da de saa, hvor de Forhold, som gjorde dem rige, bar hen, ikke mod deres egne Interesser søgte at afhjalpe Misforholdene og udjævne den store Forskel mellem fattige og rige.

[257] Den Tanke, at alle har lige stor Ret til Jorden, Luften og Vandet, og at Samfundet, hvor Naturens Rigdomme er koncentreret i Hænderne paa nogle faa, har Pligt til at give hver enkelt Adgang til at erhverve sig det dødvendige, er udbredt overalt. Følgende Fortælling af en Journalist kan tjene til at belyse dette:

”I Brooklyn spurgte en fattig lille Pige, som gik i Skole i en saakaldt Børnehave, sin Lørerinde meget alvorligt: ’Elsker de Gud?´´Ja, vist gør jeg det,´ svarede denne. -- ´Men det gør jeg ikke,’ svarede Barnet heftigt, -- ´jeg hader ham.’ Lærerinden bad om en Forklaring herpaa. ´Jo´. Sigde Barnet, ´han lader Vinden blæse, og jeg har ingen varme Klæder; han lader det sne, og der Hul i mine Sko; han lader det være koldt, og der er ingen Ting i Kakkelovnen hjemme, og han gør os sultne, og Moder havde ingen Mad til os til Frokost.’”

Som Kommentar siger Journalisten: ”Naar vi betragter Guds fuldkomne Foranstaltninger med Hensyn til materielle Rigdomme paa Jorden, saa er det svært, efter at man har læst denne Historie, med Taalmodighed at betragte de rige Gudsbespotteres Selvtilfredshed, der ligesom den uskyldige lille Pige skyder Skylden for Fattigdommens Elendighed over paa Gud.”

Man kan imidlertid ikke vente sig meget af de verdslige; thi Selviskhed er Verdens Aand. Vi har mere Grund til at vente noget af de store og rige Mænd, som bekender sig til at være Kristne. Dog, disse ofrer hverken deres Rigdom eller deres Liv, være sig for at tjene Evangeliet eller for at afhjælpe Menneskehedens timelige Behov. Naturligvis kommer Evangeliet først. Vi burde give det al vor Tid, vore Talenter, vor Indflydelse og vore Midler. Men den, for hvem Evangeliet er skjult, og som beherskes af de falske Opfattelser, der stammer fra en falsk Lære, vilde dog sikkert finde nok at gøre for faldne Medskabninger i Retning af Arbejde for Afholdssagen, Samfundsforbedringer, kommunale Reformer o. s. v. Det er imidlertid kun faa af de rige, som interesserer sig for noget saadant. Dersom blot nogle af Verdens Millionærer besad saa meget af Kristi [258] Aand, at de paa denne Maade vilde anvende deres Begavelse, deres Midler, deres egen og deres dygtige Medhjælperes Tid, hvilke vilde være glade for at støtte dem i dette, hvilke store Samfundsreformer vilde Verden saa ikke blive Vidne til i Løbet af et Aar! Slette Love vilde blive forandret, Offentlighedens Interesser i al Almindelighed vilde blive taget i Betragning og blive beskyttet, og finansielle og politiske ”Truster” vilde blive mindre mægtige i deres Modstand mod Folkets Interesser. Men at vente saa meget af de rige Navnkristne er forgæves; thi de ejer ikke den sande Kristendoms Aand. De ønsker hellere at kaldes ”Kristne” end ”Hedninger” og ”Jøder”, fordi det kristne Navn er populært nu, skønt Kristi virkelige Lære ikke er mere populær nu, end dengang han blev korsfæstet.

Dette stemmer ogsaa med Guds Ord, som siger, at ikke mange store, rige eller vise er blevet udvalgt af Gud til at blive Arvinger til hans Rige, men hovedsagelig dem, som er fattige og foragtede i denne Verden. Hvor vanskeligt vil det ikke være for dem, som har Rigdomme, at komme ind i Guds Rige! Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje*) end for en rig at gaa ind i Guds Rige. – Matthæus 19:23, 24.

_______________________________

*) Det siges, at ”Naaleøjet” var Navnet paa en lille Port i de gamle Byers Mure, som blev brugt efter Solnedgang, naar de større Portre var blevet lukket af Frygt for Angreb af Fjender. Den beskrives som saa lille, at en Kamel kun kunde gaa derigennem paa sine Knæ, efter at Ladningen paa dens Ryg var blevet fjernet. Billedet synes at indbefatte, at de rige maa aflægge deres Byrder og knæle ned, før de kan befæste deres Kaldelse og Udvælgelse til en Plads i Guds Rige. 

_______________________________

De stakkels rige vil faa frygtelige Erfaringer at gennemgaa. Ikke alene vil Rigdommen hindre dem fra at vinde Ære og Herlighed i Guds Rige; men allerede under den nærværende Verdensordning vil de miste deres Fordele. ”Og nu, I rige, græd og jamre over Ulykker, som kommer over eder ... I har samlet [259] Skatte i de sidste Dage.” Graaden og Jammeren fra de rige vil blive hørt om kort Tid. Kundskaben herom burde fjerne al Misundelse og Begærlighed fra alles Hjerter og i Stedet for fylde dem med Medynk for ”de stakkels rige” – en Medynk, som dog ikke ønsker at forandre Herrens Domme, eftersom man ved, at disse Domme vil retlede Hjerterne og aabne Øjnene paa dem for alt, hvad der kaldes Retfærdighed og Kærlighed saavel hos rige som hos fattige. De rige vil komme til at føle Dommene saa meget tungere, fordi de for deres Vedkommende vil medføre saa meget større og voldsommere Forandringer.

Men hvorfor kan ikke Forholdene blive saaledes forandret, at de gradvis kan medføre en ligelig Fordeling af Rigdomme og Bekvemmeligheder? Fordi Verden regeres ikke af Kærlighedens Kongelov, men af Egenkærlighedens Lov.

EGENKÆRLIGHED OG FRIHED

De kristelige Læresætninger fremmer Friheden, og Friheden leder Menneskene til at tilegne sig Kundskaber og Uddannelse. Men Frihed og Kundskab er farlige for Menneskenes Velfærd, saafremt disse ikke er lydige over for Kærlilghedslovens Bogstav saavel som dens Aand. Derfor har ”Kristenheden”, som har taget imod den kristne Frihed og vundet sig Kundskab uden at antage Kristi Lov, anvendt sin Frihed og Kundskab til des kraftigere at udøve sin Egenkærlighed. Derfor er Utilfredsheden allerstørst i Navnkristenheden. Andre Nationer er blevet delagtige i Utilfredsheden og dens skadelige Følger i samme Forhold, som de har tilegnet sig Kristenhedens Kundskab og Frihed uden at tilegne sig Kristi Aand, Kærlighedens Aand.

Det gamle og det nye Testamente har begunstiget Frihedsaanden --- ikke direkte, men indirekte. Loven paalagde Tjenerne at være deres Herrer underdanige, [260] men truede ogsaa Herrerne med Straf, dersom de handlede uretfærdigt imod deres Tjenestefolk. Det nye Testamente gør det samme. (Se Kolossenserne 3:22-25; 4:1) Men Bibelen forsikrer, at skønt der er Forskel mellem Mennesker med Hensym til Sind, Moral og legemlige Kræfter, har Gud truffet Foranstaltninger til en fuld Genoprettelse, for at rige og fattige, Trælle og frie, vise og uvise kan vinde Guds Gunst tilbage paa et fælles Stade.

Intet Under altsaa, at Jørderne var at frihedselskende og oprørsk Folk, som ikke taalte at blive behersket af andre, saa deres Besejrere til sidst kom til den Slutning, at der ikke var nogen anden Maade at undertvinge dem paa end fuldstændig at ødelægge dem som et Folk. Intet Under heller, at dygtige Statsmænd (selv Ikke-Kristne) har indrømmet, at ”Bibelen er vor Friheds Grundvold”, og at Erfaringen beviser, at hvor Bibelen er blevet brugt, har Frihed, Oplysning og Fremskridt fulgt med. Da Pavevældet undertrykte Bibelen, hidførtes derved ”den mørke Middelalder”.

Det er en uimodsigelig Kendsgerning, at i de Lande, hvor Bibelen findes, raader der den største Frihed og Oplysning, og at jo friere Bibelen kan spredes i et Land, des mere frit, oplyst, dannet og fremadskridende er Folket.

Men Navnkristenheden har, som ovenfor bemærket, kun tilegnet sig Bibelens Frihed og Oplysning, medens dens Kærlighedslov (Frihedens fuldkomme Lov – Jakob 1:25) er blevet tilsidesat. Tænkende Mennesker begynder nu at indse, at Kundskab og Frihed i Forening udgør en mægtig Kraft, som, naar den ledes og beherskes af Kærligheden, kan virke meget godt, men som ogsaa, dersom den benyttes i Egenkærlighedens Tjeneste, kan forvolde uendellig meget ondt. Dette sidste har været Tilfældet i Kristenheden, hvorfor nu Samfundselementerne hurtigt beredes til ”Ilden” paa Hævnens og Gengældelsens Dag.

[261] I Kemien finder man ofte, at uskadelige Stoffer pludselig kan blive til Gift ven en Forandring i Sammensætningen. Saaledes er det ogsaa med de Velsignelser, som Kundskab og Frihed fører med sig, naar de bliver blandet med Egenkærligheden. Til en vis Grad har denne Blanding gjort Menneskeheden en stor Tjeneste; men den store Forøgelse af Kundskaben, som er forekommet i den senere Tid, har i Stedet for at give Kundskaben større Magt sat Egenkærligheden paa Tronen. Den dominerer og bruger Kundskaben og Friheden som sine Tjenere. Den regerer nu Verden og gør selv de gavnlige Elementer, Kundskab og Frihed, til Modstandere af Retfærdighed og Fred. Kundskaben tjener først og fremmest egne Interesser, og Friheden Bliver til Selvraadighed, som ikke tager noget Hensyn til andres Rettigheder og Friheder. Under de nuværende Omstændigheder udgør derfor Egenkærligheden, Kundskaben og Fridheden et frygteligt Triumvirat, som behersker og undertrykker Kristenheden gennem sine Redskaber og Repræsentanter, de rige og mægtige. Det vil ikke i mindre Grad være det samme onde Triumvirat, der hersker, naar det om kort Tid skifter Tjenere og Repræsentanter og antager Folkmasserne som saadanne. 

Alle Mennesker i de civiliserede Lande – rige og fattige, lærde og ulærde, vise og Daarer, Mænd og Kvinder – drives med faa Undtagelser af denne vældige Magt til næsten alt, hvad de gør i Livet. Den opvækker hos sine Slaver et lidenskabeligt Begær efter Stilling, Magt, Fordele og Selvophøjelse. De faa hellige, som ønsker andres nuværende og fremtidige Vel, udgør et saa forsvindende Mindretal, at man knap lægger Mærke til dem. De vil heller ikke kunne udrette det gode, som de længes efter at udrette, førend deres Herre og Mester har ophøjet dem og givet dem Magt til som Guds Rige at velsigne Verden. Saa længe de er i Kødet, har de endnu behov at vaage og bede, for [262] at ikke selve deres højere Kundskab og større Frihed skal blive til Onder for dem ved at komme ind under Selviskhedens Herredømme.

HVORFOR DE NUVÆRENDE GUNSTIGE FORHOLD
IKKE KAN VEDBLIVE

Man vil maaske sige, at eftersom rige og fattige har levet sammen i 6000 Aar, er Faren for, at de rige skal undertrykke og udarme de fattige, eller at de fattige ved Anarki skal tilintetgøre de rige, ikke større nu end tidligere. Men dette er en Fejltagelse. Forholdene er blevet helt igennem forandret. Masserne har smagt Fordelene ved den højere Kultur og lader sig ikke fratage disse. De vilde heller dø end atter lade sig kue. Selve Mistanken om, at deres Børn gik en fornyet Livegenskabets Fremtid i Møde, vilde lede dem til Revolution. Det er Frygten for dette, som driver Arbejderne til en stadig stærkere Opposition.

Men er der nogen Grund til at frygte noget saadant? Vil ikke snarere den Fremgang, som har fundet Sted i de sidste 100, og særlig de sidste 50 Aar, vedblive og forøges?

Vi tror det ikke; vi anser saadanne Forhaabninger for falske. Fremgangen i det sidste Aarhundrede har ifølge Guds Vilje (Daniel 12:4) været den direkte Frugt af Folkenes Opvaagnen. Bogtrykkerkunsten, Dampkraften, Elektriciteten og Maskinerne har været Redskaberne dertil. Efterspørgselen efter Nødvendighedsog Lukusartikler steg pludselig paa en saa uanet Maade, at den til at begynde med overgik det voksende Tilbud. Naar Behovet i et Land var dækket, vaagnede Folket i andre Lande af sin lange Søvn og forlangte sin Del af Fremskridtets Velsignelser. En Tid lang drog alle Klasser Nytte af dette. Industrien kunde kun med Vanskelighed opdrive den nødvendige Arbejdskraft til Frembringelsen af sine Artikler, til Anlæggelse af Jernbaner, Anskaffelsen af Kul o. s. v., o. s. v. Alt [263] dette drev Arbejdslønnen op og havde til Følge, at Arbejderne kunde skaffe sig bedre Føde, Klæder og Boliger og i det hele taget indrette sig mere komfortabelt. Dette havde atter til Følge, at der fandt en umaadelig Forøgelse Sted i Omsætninegn paa alle Omraader. Efterspøgselen tilskyndede til Opfindelser; den ene arbejdsbesparende Opfindelse efter den anden blev taget i Industriens Tjeneste, indtil det nu er vanskeligt for nogen blot at tjene til Brødet uden at benytte moderne Maskiner. Alt dette i Forbindelse med Handelen med andre Nationer lod de arbejdende Klasser finde et rigeligt Udkomme, medens det har gjort mange af Kristenhedens Købmænd og Fabrikanter fabelagtig rige.

Men nu nærmer vi os Afslutningen paa denne Fremgang. Produktionen er allerede mange Gange større end Efterspørgselen eller rettere Købeevnen. Kina, Japan og Indien producerer nu mere end det dobbelte af, hvad de tidligere har købt i Europa og De forenede stater. De sydamerikanske Stater er næsten ruinerede og indfører nu kun en Ubetydelighed.

Dette maa føre til en Krise. Denne vilde forlængst være indtraat i europa, dersom dets overflødige Arbejdskraft og Kapitel ikke havde fundet Afløb til De forenede Stater, som nu imidlertid trues af en lignende Krise. Dertil kommer, at Krigene har tyndet ud i Arbejdernes Rækker og ved deres Ødelæggelsesværk skabt nyt Behov for Arbejde. I de sidste 25 Aar har desuden de staaende Hære lagt Beslag paa hundrede Tusinder af unge Mænd og saaledes hindret disse fra ved Konkurrence at skade deres Brødre.

Men er Højdepunktet naaet, maa der følge en Nedgang, som, betragtet fra et menneskeligt Standpunkt og i Lyset af Guds Aabenbaring, maa føre til Verdenshistoriens store Krise. Arbejdslønnen er atter ved at gaa ned trods alle Anstrengelser for at holde den oppe. [264] Produkterne bliver billigere og indbringer derfor mindre. Hvad vil Følgerne blive, og hvor snart vil de vise sig?

Sammenstyrtningen vil blive pludselig og voIdsom. Ligesom en Matros, del langsomt er klatret op til Toppen af en Mast og pludselig falder ned, elIer ligesom en meget tung Genstand, som Maskinen langsomt har løftet højt, og som pludselig falder ned og i sit Faid forvolder langt større Ødelæggelse, end om den aldrig var blevet løftet op, saaledes maa Menneskeheden, efter at Kulturen har løftet den saa højt, at den (paa Grund af Egenkærligheden) ikke kan komme højere, først langsomt synke tilbage og derefter — naar Kræfterne svigter — fuldstændig ødelægges ved et pludseligt Fald.

Da den Frygt, man i Begyndelsen nærede for, at Maskinerne vilde gøre Skade, ikke straks slog til, har mange bildt sig ind, at Maskinerne ikke er Fjender af det menneskelige Arbejde. Det man dog tages i Betragtning, at Frembringelsen af Maskiner gav mange Sysselsættelse. Men den Tid viI komme, da ogsaa denne lndustri vil gaa tilbage.

Om end Efterspørgselen i de sidste 50 Aar er blevet fern Gange større, har dog Maskinerne gjort Produk­tionen ti Gange større, og fra det Øjeblik af, da Maskinerne heIt dækker Behovet, bliyer de Menneskenes Konkurrenter, selv om der ikke blev fabrikeret nye Maskiner, og selv om Menneskenes Antal ikke yderligere forøgedes. I denne Kappestrid vil Menneskene snart komme til at ligge under. Maskinerne er Slaver af Jern, Staal, Træ, i hvilke Damp eller Elektricitet sætter Liv. De kan udføre mere og bedre Arbejde end Menneskene. De har intet Sjæleliv, som behøver at plejes, de har ingen onde Tilbøjeligheder at kæmpe imod, ingen Hustruer og Børn at sørge for; de føler ingen Ærgerrighed; de danner ingen Fagforeninger og forlanger aldrig højere Løn; de strejker ikke, og de udfører villig Overarbejde uden ekstra Betaling. De er derfor langt mere ønskværdige end menneskelige Slavære, [265] sig hvide eller sorte; og deres Ejere er meget glade over, at deres Medmennesker saaledes bliver frie og uafhængige, saa at de slipper for at have Ansvar og Bekymring for dem.

Paa den anden Side er heller ikke Arbejderne blinde. De ser, om, end uklart, hvortil det nærværende egenkærlige System, som de selv har hjulpet frem, og under hvilket de endnu med eller mod deres Vilje træller, maa lede. De ser dog endnu ikke, at Tilstandene er uundgaaelige, og at de snart maa bringe dem ned i en elendig Trældom, da de ikke kan ændres; men de ser, at deres Kamp for at opnaa en Plads som disse Maskinslavers Tjenere bliver bitrere Aar for Aar. Som et belysende Eksempel herpaa nævner vi, at Som et belysende Eksempel herpaa nævner vi, at Storbritannien og De forenede Stater tiIsammen udfører 386 Millioner Menneskers Arbejde.

»Een Mand og to Drenge kan allerede nu gøre det Pressens Mænd behandler Sagen ud fra forskellige Synspunkter. Den ene udtaler sin Beklagelse over, at der, til Trods for at Maskinerne vilde kunne befri Mennesket for den største Del af dets Slid og Slæb, alligevel endnu findes Tusinder, som ikke har Tid eller Lejlighed til at tænke paa noget andet end dette, hvorfra de skal faa deres næste Maaltid. En anden ser i Elektriciteten den Magt, som snart viI umuliggøre Strejker, og som vil gore det muligt at drive Kulminearbejde med en Tiendedel af den Arbejdsstyrke, som nu behøves. Et Blad siger:

Arbejde, som der for nogle Aar siden behøvedes 1100 Spindere til at gøre. Een Mand udretter nu det Arbejde, som der i hans Bedstefaders Tid behøvedes 50 Vævere til. Ved Brugen af Maskiner ved Lastningen og Losningen af Skibe kan een Mand nu udrette 2000 Mands Arbejde; een Mand kan producere Bomuldstøj nok til at beklæde 250 Men­nesker med, Uldtøj til 300, Skotøj til 1000, Brød til 200 Mennesker. Og dog er der Tusinder, som ikke kan købe disse Artikler. Der — maa være noget, som ikke er i Orden. Dette er anarkistiske Tilstande, som vi maa se at komme ud af. Men paa hvilken Maade? « Et andet Blad skriver: [266] » Vor Tidsalders store Problem er dette: Hvorledes skal vi saaledes forene vore Kræfter og vore Behov, at ingen Energi forspildes og ingen Nød opstaar? Naar dette Problem er løst, vil der ikke mere behøve at være nogen trætte, fattige, sultne Mennesker eller Tiggere. Intet hidtil fremkommet Forslag til Bodemiddel kan gennem­føres, uden at nogen kommer til at lide Uret derved. Den Mand, som bringer Lys over dette Problem, vil være Menneskeslægtens største Velgører.«

KVINDELIG KONKURRENCE

I 1880 val ifølge Folketællingslisterne 2,477,157 Kvinder beskæftiget med lønnet Arbejde i De forenede Stater; i 1890 var Antallet 3,914,711, og nu (i 1897) overstiger deres Antal 5 Millioner. Disse bliver imid­lertid ogsaa fortrængt af Maskinerne. Saaledes har f. Eks. et Kaffebrænderi i Pittsburg for nylig anskaffet to Pakningsmaskiner, som beskæftiger 4 Kvinder, og som af 56 Arbejdersker har gjort de 52 overflødige.

Ja, Maskinerne befrier Menneskene for meget haardt Arbejde, men hvem vil vel underholde dem og deres Familier, medens de gaar ledige?

FORNUFTIGE OG UFORNUFTIGE ANSKUELSER 
OG FREMGANGSMAADER FRA ARBEJDERNES SIDE

For at afværge Lennedsættelsen har Arbejderne dannet Fagforeninger, der i hoj Grad har bidraget til at beskytte den enkeIte Arbejders Selvstændighed og hans Interesser i det hele taget. Men dette har baaret slemme Frugter. Det har ledet dem til kun at stole paa deres egne Kræfter i Stedet for paa Gud og hans i Ordet aabenbarede Raad. Havde de søgt Guds Veje, vilde han have ledet dem ret. Men nu tror de ikke paa Gud; de mistror ham, ligesom de mistror Menneskene, og giver sig stadig mere hen til Utilfredshed og Egoisme. Saaledes har Foreningerne ofte gjort Arbejderne mere egenmægtige og har gjort dem fremmede for den Medfølelse, som har behersket ellers godhjertede [267] Mænd iblandt deres Arbejdsgivere, hvilke nu er ved at komme til den Slutning, at det er bedst at overlade Arbejderne til deres onde Erfaringer med Foreningerne.

Arbejderne har Ret, naar de paastaar, at Nutidens Velsignelser og Bekvemmeligheder burde komme aIle lige meget til gode, ikke alene dem, som er rige nok til at skaffe sig Land og Maskiner at tjene paa. Arbejderne mener, at disse ikke burde beholde hele Fortjenesten, men dele med dem: Dette byder Næstekæærligheden. Angaaende dette citerer de ogsaa ofte Guds Ord.

Men de synes at glemme, at medens de forlanger af de rige, at de skal opfylde Næstekærlighedens Bud, vil de selv gerne forblive under Egenkærlighedens Herredømme. Er det fornuftigt at forlange af en anden, hvad man selv ikke vil gøre mod ham? Sikkert ikke. I Almindelighed er de, som mest højrøstet forlanger at faa Lov at dele med de bedrestillede, uvillige til at dele ud af de Goder, sam de allerede selv besidder, til dem, som er endnu mindre heldig stillet.

En anden Ulempe, som Egenkærligheden fører med sig, er den, at Flertallet af dem, som har en sund Dømmekraft, er saa helt optaget af deres egne store Forretninger, at de ikke har nogen Tid at ofre for Arbejdernes Bedste, men ofte overlader Fagforeningerne i daarlige Raadgiveres Hænder. Desuden vilde man næppe nu modtage gode, moderate Raad, selv om de blev tilbudt. Arbejderne har lært at være mistænksomme.

LOVEN OM TILBUD OG EFTERSPØRGSEL 
ER UBØJELIG OVER FOR ALLE

Nutidens Forretningsprincip er, som vi hart set, blandt rige og fattige, smaa og store, kærlighedsløst, undertrykkende og selvisk. Varer og Arbejde sælges saa dyrt som muligt. Deres sande Værdi tages der ikke Hensyn til uden fra et selvisk Synspunkt. [268]

Virkningerne af Loven om Tilbud og Efterspørgsel kan ingen forandre; den rammer alle under de nuværende Forretningsforhold. Om en Farmer foresatte sig ikke at sæge sin Hvede under 1 Dollar Pr. Bushel, hvad vilde saa Følgen blive? Hans Hvede vilde raadne op, hans Hustru og Børn vilde komme til at mangle Mad og Klæder, hans Arbejdere vilde ikke kunne faa deres Løn, og hans Kreditor, som ikke kunde faa sine Penge paa anden Maade, vilde sælge hans Farm og Hvede og alt, hvad han havde, for at faa sin Fordring inddrevet.

Eller om en Farmer vilde beslutte sig til at lade sine Folk arbejde kun 8 Timer daglig for 60 Dollars om Maaneden, ligesom Byarbejderne, i Stedet for 12 Timer daglig for 30 Dollars om Maaneden, saa vilde han snart være nedsunket i Gæld. Ja, om alle Farmere handlede saaledes og ikke solgte deres Produkter til lave Priser, vilde de snart ikke kunne tømme deres Lader; thi Rusland, Indien og Sydamerika vilde da sælge sit Korn billigere end de i De forenede Stater.

Unionens store Trang til Kapital paa den Tid, da dens Jernbaner skulde bygges og dens Storindustrier anlægges, trak Millioner af europæiske Penge til dette Land (Amerika), og disse Millioner, som blev fordelagtig anbragt, hjalp til at skabe Unionens Blomstring. Men nu er Blomstringstiden forbi; den daler langsomt; og intet andet end en Krig eller svære Ulykker i andre Lande vil atter kunne ophjælpe Industrien ved at skaffe de fredelige Nationer meget Arbejde. Saaledes har f. Eks. den japanskkinesiske Krig gjort begge disse Nationer til store Købere af Krigsmateriel, og nu anvender Japan den af Kina erholdte Krigserstatning til at bygge Krigsskibe for. Dette foranlediger, at ogsaa andre Magter forøger deres Flaader. Derved bliver der Brug for Arbejde, som kan give Fortjeneste. Hvor meget vi end hader Krig, foretrækker vi dog at se disse Krigsrustninger fremfor den Arbejdsmangel, som [269] udsulter Menneskene. Lad Verdens Gæld. blive forvandlet til Værdipapirer. I den kommende Trængselstid, som nu nærmer sig, vil de være akkurat lige saa gode som Guld og Sølv. — Ezekiel 7:19; Zefanias 1:18.

Mange indser, at Konkurrencen er en Fare; derfor har ogsaa De forenede Stater sat en Stopper for Kineseres og uvidende Europæeres Indvandring. Man ønsker paa den Maade at forhindre, at Arbejdslønnen synker ned til det europæiske eller det asiatiske Niveau.

Andre mener, at man ved Lov vilde kunne tvinge Fabrikanterne til at sætte Lønningerne saa højt op, at de selv kun vilde faa en ringe Fortjeneste. Herved glemmer man, at saasnart Fortjenesten udeblev, vilde Kapitalen blive trukket tilbage for at anvendes andet­steds, hvor Arbejdspriserne var billigere.

Hvorledes vil det se ud om 15 Aar, dersom det fortsætter paa samme Maade som for nærværende — dersom Arbejdsudbudet stadig vender sig derhen, hvor Lønnen er højest, medens Kapitalen trækker sig tilbage derfra, fordi den der ikke mere kaster saa meget af sig? Maskinerne har rigtignok hidtil hjulpet Kapitalen; men Overproduktion maa dog føre eller senere indtræde, og den vil trykke Priserne. I Længden vil selv Trusterne komme til at staa magtesløse heroverfor.

DEN GULE FARE

Japans og Kinas Opvaagnen skaffer Kapitalen Anvendelse, men giver ikke nye Lejligheder til Arbejde. Kapitalisterne kan godt vove at anlægge Jernbaner og Fabrikker hos disse Folk; thi de er ikke vilde; den store Masse af dem er fredsommelige, flittige og meget nøjsomme Mennesker. Hvad vil Følgen blive, om disse Millioner, som er taknemmelige for en Dagløn paa 25 til 50 Øre, tager Konkurrencen op med de Arbejdere, der betragter en 4 til 8 Gange saa høj Betaling som Sulteløn? Det vil ikke alene medføre, at 50 Øre bliver betragtet som en god Dagløn; men da Kina er i Stand [270] til at yde 5 Gange saa megen Arbejdskraft som De forenede Stater, viI det ogsaa have til Følge, at 6 Mennesker kommer tiI at kæmpe om hver Plads, som betales med en Dagløn paa 50 Øre. Allerede er der blevet overflyttet een Bomuldsfabrik fra Connecticut (i Nordamerika) tiI Japan, og flere vil følge efter, tiltrukne af de lavere Arbejdspriser og den deraf følgende større Fortjeneste for Fabrikanterne.

At den tyske Kejser ser »den gule Fare« nærme sig, viser det berømte Billede, som han tiIsendte Czaren. Det fremstiller de europæiske Magter som bevæbnede Kvinder, der i Lyset af et fra Himmelen ovenover dem straalende Kors staar paa en Bjerghøjde og efter Anvisning af Engelen Mikael betragter en sort Sky, som stiger op i Kina, og ud fra hviIken skrækkelige Skikkelser viser sig i flammende Lyn. Under Billedet staar Ordene: »Europa, vogt dine helligste Goder!« Dermed viI han sige: Europas Nationer, slut eder sammen til Forsvar for eders Tro og eders Hjem!

Ikke uden Grund opfordrer det i Paris udkommende Blad »Economiste Francais« de europæiske Magter til at høre op med at strides indbyrdes og i Stedet for gøre fælIes Front mod den truende Konkurrence fra Østen. Den britiske Generalkonsul i Shanghai, Mr. G. Jamison, udtaler aabent, at Guldmøntfoden har gjort det umuligt for Østens Folk at køøbe de europæiske Varer og tvunget dem til selv at producere det nødvendige, i hviIket Arbejde de har haft en saadan Fremgang, at deres Varer nu er efterspurgte alle Vegne.

Folkeslag, som hidtil har været fortræffelige Kunder, vil saaledes snart være de amerikanske, engelske, tyske og franske Fabrikanters Konkurrenter, idet deres gunstigere Forhold tillader dem at slaa deres tidligere Leverandører af Marken selv paa disses hjemlige Markeder og tage Brødet fra den hvide Arbejder.

Men derved er der intet at gøre. Det er en FøIge af den Lov, som vi kalder Loven om TiIbud og Efterspørgel. [271] Det eneste Middel til at afhjælpe det Tryk, som saa nylig er begyndt at virke, men som vil forøges, saa længe Egoismen hersker, er det af Gud forjættede tusindaarige Rige med dets Lov om Næstekærlighed, og Samfundets Genrejsning paa dette Grundlag.

Naar Europas og Amerikas Befolkning har haft hele Verden til Aftager af Maskiner og andre Industrivarer, men dog er kommet til et Punkt, hvor Forsyningen er større end Efterspørgselen, og hvor Millioner af Arbejdere forgæves søger Fortjeneste, hvilken Skæbne truer da ikke de hvide i en nær Fremtid, naar Producenternes Antal er blevet fordoblet?

EN UDTALELSE AF MINISTER CHAMBERLAIN

Da en Deputation af arbejdsløse Skomagere i London havde opsøgt Minister Chamberlain for at bede ham om at gøre sin Indflydelse gældende til Gunst for Oprettelsen af Skomageværksteder rundt om i Byen, udtalte han til denne, at disse slet ikke eller i hvert Fald, blot midlertidigt vilde være til nogen Hjælp, idet de kun vilde forøge Overproduktionen og gøre et Antal af dem, som nu havde et Udkomme, brødløse. Hvad der vilde hjælpe dem, vilde være en forøget Efterspørgsel fra Udlandet. Herom udtalte han videre:

»Dersom vi opnaar det, vil I faa Arbejde. Vi maa skaffe os nye Markeder. Fra de gamle er vi delvis fortrængt ved den udenlandske Konkurrence. Kan vi ikke forøge Efterspørgselen paa de Markeder, som vi endnu behersker, eller finde nye Markeder, saa vil Spørgsmaalet om Arbejdsløshed, som allerede nu er meget alvorligt, blive absolut kritisk og have uover­skuelige Følger. Dersom altsaa Regeringen bestræber sig for at udvide det Omraade, over hvilket England, hersker, saa gør den det slet ikke af FjendtIighed mod andre, men for at sikre det engelske Folk tilstrækkelige [272] Markeder for dets Produkter. Hvis, den ikke bestandig gjorde det, vilde det Onde, under hvilket vi allerede nu lider, blive endnu me get mere utaaleligt.«

Alle Statsmænd indser meget vel denne Fare, og derfor er alleRiger med betydelig lndustri ivrige efter at sikre sig nye Markeder, idet de frygter for, at der muligvis snart ikke vil være flere tilovers for demo Derfor omgiver de sig, selv og deres Kolonier med en Mur af Beskyttelsestold og har dermed f. Eks. givet den amerikanske Udførsel til Afrika et tungt Slag. Nu bestræber ogsaa Chamberlain sig for at bevæge de hidindtil aabne britiske Kolonier til at antage Beskyttelsestold, som skal holde den amerikanske, tyske, franske og japanske Konkurrence med Moderlandets lndustri ude.

Ja, Menneskene taber Modet af Frygt og Forvent­ning om de Ting, som skal komme over Menneskeheden, og de griber til alle mulige Midler. for at afværge dem. Men dette vil være frugtesløst. Naar Statsmændene bestræber sig for at udvide deres respektive Rigers Magtomraade, gør de det ikke saa meget for at skaffe de fattige Arbejdere Beskreftigelse — det er kun etPaaskud — men snarere for at forøge Kapitalen i de stores Hænder, for at disse endnu mere kan sammenhobe Rigdomme i de sidste Dage.—Jakob 5: 3.

DET SOCIALE SPØRGSMAAL I TYSKLAND

var i Aaret 1896 ved Arbejdernes Verdenskongres i London Genstand for en Samtale mellm en Medarbejder ved »Daily Chronicle« og den bekendte social­demokratiske Rigsdagsmand Liebknecht. Denne erklærede over for den engelske Journalist, at det tyske Folk meget hurtigt vilde blive fuldstændig delt i to Klasser: Proletariatet paa den ene. Side, de store Grundbesiddere og Kapitalister paa den anden Side, idet Middelstanden vilde blive tilintetgjort. Naar det [273] engang var kommet saa. Vidt, vilde det katolske Centrumsparti blive splittet og dets Tilhæmgere gaa over til enten de konservative eller de socialdemokratiske. Saa vilde det komme til en Afgørelse mellem disse. Arbejdernes Nød fører Liebknecht tilbage til den meget raske Udvikling af Industrien. Bønderne sidder i Gæld til op over Ørene, de har intet Haab om Forbedring af deres Forhold, men vil snart forstærke ArbejderbataiIlonerne.

Disse tre Spergsmaal: Agrar-, Industri- og Kapital-Spørgsmaalet, er det, som mere og mere deler Folket i to skarpt adskilte Lejre, og som bereder Vejen for en verdensomfattende Trængsel (Revolution og Anarki), der maa gaa forud for Oprettelsen af Tusindaarsriget.

Hr. Liebknecht kom som delegeret til Arbejdernes Verdenskongres i London 1896. Af den Resolution, som der blev vedtaget, anfører vi følgende:

»I Betragtning af, at Freden mellem Folkene er en væsentlig Forudsætning for det internationale Broderskab og det menneskelige Fremskridt, og at Folkemasserne paa Jorden ikke ønsker Krig, da denne hidføres ved de herskende Klassers Havesyge og Egoisme, idet de søger at befordre deres egne  Interesser uden at tage Hensyn til Arbejdernes, erklærer Arbejder- Verdenskongressen i London herved, at der mellem Arbejderne i de forskellige Nationer slet ikke hersker nogen Strid, at deres fælles Fjende er Kapitalist—og Godsejerklassen, og at den eneste Maade at gøre Krigen umulig paa er at afskaffe Kapitalist- og Godsejersystemet, fordi dette er Roden til al Krig. Arbejderne slutter sig derfor sammen i den Hensigt at faa dette System erstattet af det socialistiske System: en ligelig Fordeling af Produktions og Handelsmidlerne. Indtil dette er sket, bør alle Stridigheder mellem Nationerne udjævnes ved Voldgiftsdomstole i Stedet for ved Vaabenmagt.«

NØDSTILSTANDEN ER ALMINDELIG, MENNESKELIG HJÆLP UTILSTRÆKKELIG

Man vilde tage fejl, dersom man troede, at Amerika og Europa var alene om at lide under de mislige Forhold. I Indien er det ifølge en kvindelig Missionærs [274] Beretninger saa slemt, at den største Del af Indvaanerne sjælden kan spise sig mæt. Guvernøren i Bengalen bekræfter dette fuldt ud. De, som dyrker Korn, kan ikke mætte sig slv; de maa først bestride deres Skatter. 10 Millioner lndere levede tidligere af Haandvæveriet; nu har Kyststædernes Fabrikker gjort denne Forretning umulig for dem, og de er henvist udelukkende til Landbruget, som næppe forskaffer dem det nøvendige.

I Sydafrika er Millioner blevet sat i Guldgrubeaktier; men Arbejdsforholdene der er meget sørgelige. I Durban har Byraadet ansat en Hjælpekomité, som er meget virksom og sin Pligt over for de ulykkelige fuldt bevidst. Men er det ikke bedrøeligt at se, at dannede Mænd og dygtige Haandværkere er glade for af denne Komité at kunne erholde 3 Shillings om Dagen for at skovle Sand i glødende Solhede? Mange driver omkring uden nogen som helst Fortjeneste; og Durban er ikke den eneste By, der kan opvise saadanne Forhold.

Vil nu ikke de fornuftige foretage noget imod saadan en Elendighed for at forhindre, at deres mindre begunstigede Medmennesker bliver knust? Vil ikke ædle Mennesker skaffe Bodemidler? Nej, Flertallet af de begunstigede er alt for meget optagne af at tænke paa deres egen Profit til helt at kunne fatte det farlige i Situationen. De hører nok de ulykkeliges Klager og øver ofte megen Velgørenhed; men da de ulykkeliges Antal hurtig tiltager, mærker mange begunstigede, at de dog ikke kan afhjælpe Ondet i Almindelighed. De vænner sig til det, glæder sig over deres egne Fordele og søger at glemme de andres Ulykke.

Nogle faa begunstigede ser noget klarere, og blandt disse er mange Fabrikanter, Bjergværksejere o. a. De indser Vanskeligheden og vilde geme afhjælpe den; men kan de det? Nej! De kan kun ubetydeligt hjælpe [275] med til at forebygge og lindre den værste Nød i deres egen Kreds; men det nuværende Samfundssystem kan de ikke forandre, ikke skaffe Konkurrencen ud af Verden. Tillige indser de, at Konkurrencen er nødvendig for at drive de af Naturen ligegyldige til Arbejde, og at den altsaa ikke uden videre, uden nogen som helst Erstatning, kunde forsvinde, uden at hele Verden derved vilde lide Skade.

Saaledes er det da klart, at intet Menneske og intet Samfund af Mennesker kan forandre den nuværende Tingenes Tilstand. Alene Herren kan, som Skriften viser, ved sin Magt og Visdom gøre dette. Og han vil gøre det; han vil oprette et fuldkomment Samfundssystem, hvis Grundlag ikke vil blive Egoisme, men Kærlighed og Retfærdighed. For at der kan blive Plads for dette System, maa imidlertid det nuværende fuldstændig omstyrtes og tilintetgøres. Den nye Vin hældes ikke i gamle Læderflasker; heller ikke sættes en ny Klud paa et gammelt Klædebon. SaaIedes kan vi da, fulde af Medlidenhed baade med rige og fattige under de kommende Trængsler, bede: »Komme dit Rige; ske din Vilje, som i Himmelen saaledes og paa Jorden«, selv om Guds Vredes Ild gaar forud, hvortil Elementerne, saaledes som vi nu har set, allerede er forberedte.