Det Tabernakel, som Gud befalede Israels Folk at bygge i Ørkenen Sin, og i Forbindelse med hvilket alle deres Gudstjenester og Ceremonier var indstiftede, var, forsikrer Apostelen Paulus os, en Skygge af de gode Ting, som skulde komme. (Heb. 8, 5; 10, 1; Kol. 2, 17). I Virkeligheden var hele Israels Folk (saa vel som dets Love, Gudstjenester og Ceremonier) forbilledlig. Da dette forholder sig saaledes, maa vor Forstaaelse af Frelsesplanen og det Værk, der nu skrider fremad, saa vel som dets fremtidige Udvikling i høj Grad blive oplyst ved et omhyggeligt Studium af disse „Skygger”, som Israels Børn, os til Lærdom, maatte gentage Aar efter Aar, indtil Evangeliets Tidsalder indførte deres Modbilleder — Virkelighederne. — 1. Pet. 1, 11; Heb. 10:1-3

Det er ikke blot for at opnaa en historisk Kundskab om de jødiske Skikke og Ceremonier og om den jødiske Gudsdyrkelse, at vi giver os til at undersøge dette Emne, men for at vi kan blive belærte eller opbyggede ved en Forstaaelse af „Virkeligheden” gennem en Undersøgelse af Skyggen — saaledes som Guds Hensigt var, da Han anordnede disse Forbilleder.

Vi vil ikke tillægge Skyggen tilstrækkelig Vægt og Betydning, medmindre vi forstaar, hvor omhyggeligt Gud ledede og styrede alle Enkeltheder derved.

Naar vi ser, hvor stor en Omhyggelighed Gud har lagt for Dagen med Hensyn til „Skyggen", skulde dette ikke alene give os Tillid til dens Nøjagtighed — at ikke et Bogstav eller en Tøddel deraf skal forgaa, før alt er opfyldt (Matt. 5, 18) — men det skulde ogsaa vække hos os saa stor en Interesse for Guds Plan, at det vilde lede os til flittigt at undersøge og omhyggeligt at søge efter Betydningen af disse Skygger. Og dette tænker vi — med Guds forjættede Velsignelse — nu paa at gøre, forvissede om, at blandt dem, som er Guds sande Indviede, Hans Børn, avlede af Hans Aand, — „skal den, der søger, finde, og for den, der banker, skal der oplades”.

Tabernaklets Konstruktion.

De Anvisninger, der blev givet Moses angaaende Tabernaklets Indretning, findes i 2. Mos. Kap. 26­27, og Beretningen om Arbejdets Udførelse findes i Kap. 35-40. Tabernaklet var, kort sagt, et Hus, bygget af en Række Planker af Akacietræ, der var „belagte" med Guld og stillede oprejst i Fodstykker af Sølv og fast sammenføjede ved Tværstænger af samme Slags Træ, ogsaa belagte eller beklædte med Guld.

Denne Bygning var 15 Fod bred, 15 Fod høj og 45 Fod lang og aaben paa den forreste eller østlige Side. Den var bedækket med et langt, hvidt, linned Klæde, hvori der var indvævet Figurer af Keruber i blaa, purpurrøde og karmesinrøde Farver. Den aabne Ende eller Forsiden af Bygningen var tillukket med et Forhæng af samme Stof som det overdækkende Klæde, og dette kaldtes „Døren” eller det første Forhæng. 

Et andet Klæde af samme Stof, ogsaa med indvævede Keruber, kaldtes „Forhænget” (eller det andet Forhæng) og var ophængt saaledes, at det delte Tabernaklet i to Afdelinger. Den første eller største Afdeling var 15 Fod bred og 30 Fod lang og kaldtes „det Hellige”. 

Den anden eller bagerste Afdeling var 15 Fod bred og 15 Fod lang og kaldtes „det Allerhelligste”. Disse to Afdelinger udgjorde hele Tabernaklet, og et Telt var opslaaet over det til Beskyttelse. Dette var forarbejdet af et Klæde af Gedehaar, et Klæde af rødfarvede Væderskind og et Klæde af Sælhundeskind (i nogle Oversættelser fejlagtigt oversat ved Tachasskind eller Grævlingeskind).

Forgaarden eller det hellige Sted.

Tabernaklet var omgivet af en Gaard eller „Forgaard”, i hvis Baggrund det stod. Denne Forgaard, 75 Fod bred og 150 Fod lang, var dannet af et Hegn af linnede Omhæng udspændte fra Sølvkroge, der var fæstnede paa Toppen af 7-1/2 Fod høje Træstøtter; disse var anbragt i tunge Kobber-Fodstykker og blev fastspændte ligesom Teltet, der bedækkede Tabernaklet, med Snore og Søm. Dette indhegnede Sted var hellig Grund og kaldtes derfor „det hellige Sted” eller „Tabernaklets Forgaard”. Dens aabne Side vendte, ligesom Tabernaklets Dør, imod Øst og kaldtes „Porten”. Denne „Port” var af hvidt linned Klæde, indvævet med blaat, purpur og karmesinrødt.

Det maa bemærkes, at de tre Indgange, nemlig „Porten” ind til Forgaarden, „Døren” ind til det Hellige og „Forhænget” ind til det Allerhelligste var af samme Stof og Farve. Udenfor Tabernaklet og dets „Forgaard” var Israels „Lejr”, som omgav det paa alle Sider i en ærbødig Afstand.

Inventaret.

Forgaardens Inventar bestod kun af to Hovedgen­stande: „Kobberalteret” og „Bækkenet” — med deres respektive Tilbehør.

Mellem „Kobberalteret” og Tabernaklets Dør stod „Bækkenet”. Det var lavet af poleret Kobber og var en Vandbeholder, hvori Præsterne vaskede sig, inden de gik ind i Tabernaklet.

Tabernaklets Inventar bestod af et „Bord", en „Lysestage” og et „Røgelsealter” i „det Hellige”, samt „Pagtens Ark” i „det Allerhelligste”.

Det er værd at lægge Mærke til, at alt Inventaret i Tabernaklet var af Guld eller beklædt med Guld, medens alt i „Forgaarden” var af Kobber. Træ, der var Underlaget og beklædt med disse Metaller, blev benyttet, tror vi, for at gøre Genstandene af lettere Vægt, nemmere at transportere, end om de havde været af massivt Metal. Dette var en vigtig Ting, naar de rejste. Templets Kar, der fremstillede de samme Ting, var af massivt Metal. (1. Kong. 7, 47-50).

Disse to Metaller, Guld og Kobber, blev brugte, tror vi, til at fremstille to forskellige Naturer — Kobber fremstillede den menneskelige Natur i dens Fuldkommenhed, lidt lavere end Englenaturen, og Guld fremstillede den guddommelige Natur, langt over Engle, Fyrstendømmer og Magter. Ligesom Guld og Kobber er meget lig hinanden i Udseende og dog af forskellig Beskaffenhed, saaledes er den menneskelige Natur et Billede og en Lig­nelse af den guddommelige, men afpasset til jordiske Tilstande.

Man vil lægge Mærke til, at

Lejren, Forgaarden og Tabernaklet,

der saaledes var tydeligt adskilte i tre Hovedafdelinger, fremstiller tre forskellige Klasser, der bliver velsignede gennem Forsoningen; og de to Dele af Tabernaklet fremstiller to Tilstande hos en af disse Klasser.

„Lejren” fremstillede Menneskeslægtens Ti1stand i Synden, hvor de trængte til Forsoning og ønskede den og dens Velsignelser, skønt Menneskene kun dunkelt forstaar, hvortil de trænger, og hvorefter de sukker. Verden var forbilledlig fremstillet ved „Lejren”, Israels Folk. Folket var skilt fra alle hellige Ting ved de hvide linnede Omhæng, som for dem, der er indenfor, fremstiller en Troens Skillevæg, men for dem, der er udenfor, en Vantroens Skillevæg, som hindrede deres Beskuelse af og Adgang til de hellige Ting indenfor. Der var kun en Port, der førte ind til „Forgaarden”. Forbilledet viser saaledes, at der kun findes en Vej, ad hvilken der er Adgang til Gud — en „Dør” — Jesus. „Jeg er Vejen ... der kommer ingen til Faderen uden ved mig”. „Jeg er Døren”. — Joh. 14, 6; 10, 9.

„Forgaarden" fremstillede Retfærdiggørelsens Tilstand, til hvilken man kommer ind gennem Tro paa Kristus, „Døren”. Ind i denne „Forgaard” var det kun tilladt Leviterne (Forbilleder paa ret­færdiggjorte Troende) at komme. Disse havde Adgang til „Kobberalteret” og til „Bækkenet” og gjorde Tjeneste i „Forgaarden”, men havde ingen Ret til som Leviter (Troende) at gaa ind i Tabernaklet; nej, ikke engang til at se derind. (4. Mos 4, 19. 20). I „Forgaarden” var alle Ting af Kobber for at angive, at den Klasse, der havde Adgang dertil, var retfærdiggjorte Mennesker. „Forgaarden” fremstillede ikke den aandelige Klasses Tilstand, skønt Præsterne ogsaa benyttede den, naar de ofrede eller tvættede sig.

Der Tabernaklet Court

„Tabernaklet” med dets to Dele fremstillede de to Tilstande hos alle dem, der undergaar en Naturforandring fra menneskelig til aandelig Natur. Den første Afdeling, „det Hellige”, fremstillede alle deres Tilstand, der (som Leviter — retfærdiggjorte Troende) har indviet deres menneskelige Natur til Døden, for at de kan blive delagtige i den guddommelige Natur (2. Pet. 1, 4), efter at de er bleven avlede af Aanden. Den anden Afdeling, „det Allerhelligste”, paa den anden Side „Forhænget” — Døden — fremstillede de trofaste „Sejrvinderes” Tilstand, hvilke vil opnaa den guddommelige Natur. Disse vil efter at have fuldendt deres Indvielse i Døden blive fuldstændig forvandlede, fødte fra de Døde gennem den første Opstandelse til guddommelig Natur og Organisme. Intet menneskeligt Væsen, var det end aldrig saa fuldt af Tro, var det end renset fra al Synd og i Guds Øjne frit retfærdiggjort fra alt og regnet for fuldkomment, kan have nogen Del i eller Ret til de aandelige Ting, som er fremstillede i det indre af Tabernaklet og Templet. Det kan ikke engang se ind i aandelige Ting i den Betydning, at det kan værdsætte dem. Men i Evangeliets Tidsalder er saadanne kaldte til at indvie og opofre deres menneskelige Natur i Guds Tjeneste og i Stedet for arve den aandelige Natur — som Kristi Legemes Lemmer. Det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som hører Guds Aand til ... heller ikke kan han kende dem, thi de bedømmes aandelig. — 1. Kor. 2, 14, 12.

Den Kendsgerning, at alle Ting i Tabernaklet var forarbejdede af Guld, der fremstiller den guddommelige Natur, er ensbetydende med, at det alene fremstillede saadannes Tilstand, som er kaldte til den guddommelige Natur. Kun de af Leviterne, som var indviede til Offertjenesten (Præsterne), havde Adgang til Tabernaklet; paa samme Maade kommer alene de af Troens Husfolk, som har indviet sig til Offer lige til Døden, ind til de guddommelige Tilstande, som var forbilledlig fremstillede i Tabernaklet.

I „Forgaarden”, den retfærdiggjorte menneskelige Tilstand, kommer man kun ind formedelst Tro; men [6] medens vi maa holde fast ved den ro, der retfærdiggør, maa vi gøre mere, dersom vi vil erfare et Naturskifte og blive „Nye Skabninger”, „delagtige i et himmelsk Kald” og dermed „delagtige i den guddommelige Natur”. At indtræde i „det Hellige” indbefatter derfor at blive fuldt indviet til Herrens Tjeneste, at blive avlet af Aanden og begynde Væddeiøbet for Klenodiet, den guddommelige Natur; og Vilkaarene er: Troskab mod vort Indvielsesløfte, saa at vi korsfæster det retfærdiggjorte Kød og saaledes fremstiller vore menneskelige Viljer og Legemer som levende Ofre for Gud, idet vi ikke længere søger menneskelig Velvære, Ære, Ros o. s. v., men søger at være døde for disse og levende for de himmelske Tilskyndelser. Dog kommer vi ogsaa ind i denne Tilstand gennem Jesus Kristus, vor Herre, som ikke alene aabnede „Porten” for os — Retfærdiggørelsen ved Troen paa Hans Blod — men som ogsaa aabnede „Døren” (det første Forhæng) ind til Tabernakelt, „en ny og levende Vej” (som Aandevæsner) gennerh og hinsides det andet Forhæng ved Opofrelsen af vort retfærdiggjorte Kød.

Derfor fremstillede Tabernaklets to Afdelinger, „det Hellige" og „det Allerhelligste”, to Grader eller Stadier af det nye Liv, hvortil vi er avlede af den Hellig-Aand.

„Det Hellige” fremstillede deres nuværende Til­stand, som er avlede af Gud ved Sandhedens Ord. (Jak. 1, 18). Disse har som himmelsksindede „Nye Skabninger”, skønt endnu i Kødet, deres virkelige (indre) Liv og Vandring med Gud indenfor Indvielsens første Forhæng og ser, hinsides dette, Ting, som Verden og de uindviede Troende ikke ser og ikke fatter. Disse glæder sig ved det indre Lys fra „Guldlysestagen”, medens andre er i „det ydre Mørke”; disse æder af særlig aandelig Føde, som er fremstillet i det usyrede „Skuebrød”, og ofrer Røgelsepaa Guldalteret, velbehagelig gennem Jesus Kristus.

„Det Allerhelligste” fremstillede den fuldkomne Tilstand hos disse Nye Skabninger, som, tro indtil Døden, vinder den store Pris, der hører til Kaldet herovenfra, gennem Delagtighed i den første Opstandelse. (Aab. 20, 6). Da skal de, hinsides begge Forhængene — det kødelige Sind og det kødelige Legeme — eje herlige aandelige Legemer saavel som aandelige Sind. Paa den anden Side Forhænget skal de blive lig deres Leder og Forløber, lig Ham, som efter at Han er gaaet ind som vor Genløser, har indviet for os denne nye og levende Vej — en ny Livets Vej. — Heb. 10, 20; 1. Joh. 3, 2.

Den aandeligsindede Skabning i „det Hellige” skuer ved Troen fremad gennem det revnede „Forhæng” ind i „det Allerhelligste” og opfanger Glimt af Herligheden, Æren og Udødeligheden hinsides Kødets Forhæng; og dette Haab er ligesom Sjælens trygge og faste Anker, der gaar indenfor Forhænget. — Heb. 6, 19; 10, 20.

Vi ser da, at Retfærdiggørelse ved Tro, vort første Trin henimod Hellighed, bringer os ind i en Tilstand, hvor vi har „Fred med Gud ved vor Herre Jesu Kristus”. (Rom. 5, 1). Naar vore Synder er tilgivne eller regnede som dækkede af Kristi Retfærdighed, er vi et Trin nærmere Gud, men endnu menneskelige — i „Forgaarden”. Dersom vi vil opnaa Klenodiet, der tilhører det høje Kald, som er af Gud i Kristus Jesus, og komme igennem „det Hellige” ind i „det Allerhelligste”, maa vi følge

i Jesu Fodspor,

vor Leders, vort Hoveds — „vor Bekendelses Ypperstepræsts” — d. v. s. Ypperstepræsten for vort Præsteskab — „det kongelige Præsteskab”. — Heb. 3, 1; 1. Pet. 2, 9.

(1) Ved Tro paa Kristi Genløsningsoffer, som fremstillet ved Kobberalteret, træder vi ind ad „Porten”, ind i „Forgaarden” — da er vi gaaede ind igennem Vantroens og Syndens Forhæng. Dette er et Skridt, som vor Herre Jesus aldrig tog; fordi Han ikke var af den adamitiske Æt, men hellig, ubesmittet og adskilt fra Syndere, var Han aldrig udenfor Forgaardstilstanden.

(2) Idet vi giver Afkald paa vor retfærdiggjorte menneskelige Vilje og alle vore menneskelige Ærgerrigheder og Forhaabninger, gaar vi ind gennem det første Forhæng, det menneskelige Sinds Forhæng — idet vi regner vor menneskelige Vilje som død og ikke mere raadfører os med den, men med Guds Vilje alene. Vi befinder os nu som „Nye Skabninger” i „det Hellige”, i den første Del af „det himmelske”. (Ef. 2, 6), og begynder at blive oplyste af „Guldlysestagen” (Guds Ord) om aandelige Ting  — „Guds Dybheder” — og daglig at blive styrkede og forfriskede ved Sandheden, fremstillet i „Skuebrødet”, som det kun var tilladt Præsterne at æde. (Matt. 12, 4). Og saaledes oplyste og styrkede bør vi daglig ofre saadanne Ofre paa „Guldalteret”, som er velbehagelige for Gud gennem Jesus Kristus — en sød Lugt for vor Fader. — 1. Pet. 2, 5*).

*Ordet „aandelige” i denne Tekst findes ikke i det ældste græske Haandskrift, det sinaitiske; og dette Ord hører tydeligt nok ikke til dér, thi det er ikke aandelige, men menneskelige Rettigheder, Liv o. s. v., som opofres. [7]

Saaledes er alle de Hellige, alle de Indviede, nu i „himmelsk” eller „hellig” Tilstand — satte [til Hvile og Samfund] med Kristus i [den første Del af] det himmelske, men endnu ikke indtraadte i „det Allerhelligste”. Nej, vi maa først gaa igennem endnu et Forhæng. Ligesom det at gaa igennem det første Forhæng betød den menneskelige Viljes Død, saaledes betyder det at gaa igennem det andet Forhæng det menneskelige Legemes Død; og begge er nødvendige for at fuldbyrde vort Offer. Baade det kødelige Sind og det kødelige Legeme maa vi lade bag os, før vi kan træde ind i „det Al­lerhelligste” — fuldkommede som delagtige i den guddommelige Natur og dens aandelige Tilstand; thi Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige. — 1. Kor. 15, 50; sammenlign Joh. 3, 5, 8. 13.

Med disse Tanker for Øje angaaende de tre Til­stande, som er fremstillede ved disse tre Steder: „Lejren”, „Forgaarden” og „Tabernaklet”, vil vi i vor næste Undersøgelse særlig betragte de tre Klasser, som kommer ind under disse Tilstande, nemlig den vantro Verden, de retfærdiggjorte Troende og de Hellige eller indviede Troende, hvilke er forbilledlig fremstillede henholdsvis ved Israeliter, Leviter og Præsteskabet.

Det Tabernakel

Indholdsfortegnelse - ForordKapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 - 
Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index