Tabernafel-Gfngger af be bedre Ofre. Syvende Kapitel.   „ASKEN AF EN KVIE BESTÆNKER DE URENE”. Heb. 9, 13. Ikke et af Forsoningsdagens Ofre. — Ikke et af de efterfølgende Ofre for Folket. — Den Klasse, der er forbilledlig fremstillet ved dette Offer. — Apostelen Paulus, den Underpræst, som vidner med Hensyn til Modbilledet. — I Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder vil Asken blive stænket til Folkets Renselse. — Hvorledes Renselsen vil blive fuldbyrdet. Et Træk i Israels Ceremonilov, berettet i 4. Mos. 19, fordrede Slagtningen af en rød Kvie (Ko) — én der var uden Lyde, og som aldrig havde baaret Aag. Det var ikke et af Forsoningsdagens Syndofre, heller ikke et af Folkets Ofre, som fulgte efter Forsoningsdagen, — i Virkeligheden var det slet ikke noget „Offer", thi intet deraf blev ofret paa Herrens Alter eller ædt af Præsterne. Det blev ofret, men ikke i samme Forstand og heller ikke paa samme Sted som disse Ofre — i Forgaarden. Det blev ikke engang dræbt af en af Præsterne, heller ikke blev dets Blod baaret ind i det Hellige eller det Allerhelligste. Den røde Kvie blev ført udenfor Israels Lejr og dér dræbt og brændt til Aske — Kød, Fedt, Hud, Blod o.s.v. — undtagen lidt af Blodet, som Præsterne tog og stænkede syv Gange henimod Forsiden af Tabernaklet. Kviens Aske blev ikke bragt ind i det Hellige, men blev efterladt udenfor Lejren, samlet i en Bunke, og sandsynligvis til fri Afbenyttelse for alle, som kunde have Brug derfor. Efter Lovens Forskrift skulde en Del af Asken blandes med Vand i et Kar, og et Bundt Isop, som blev dyppet i denne Blanding, skulde bruges til at bestænke den, der efter Loven var bleven uren, baade hans Person, Klæder, Telt o.s.v., for at de kunde regnes for rene igen. I Betragtning af, hvad vi har set med Hensyn til Forsoningsdagens Ofre, som var Skygger af de bedre Ofre i denne Evangelie-Tidsalder (fuldførte af det kongelige Præsteskab, Kristus, Hoved og Legeme), ser vi, at Kvien i ingen Forstand var forbundet med disse, og det fremstillede tydeligt nok ikke noget af de Ofre, som bliver bragte nu i Tiden. Det er ogsaa forskelligt fra alle de Ofre, der blev antagne for nylig har vist tilkendegav deres Anger og Sorg over Synd under Tusindaarsrigets Tidsalder og deres fulde Indvielse til Herren. Kviens Opbrænding stod ikke i Forbindelse med noget af disse Ofre, af hvilke alle blev ofrede af Præsterne og i Forgaarden. Vi maa se andetsteds hen efter denne røde Kvies Modbillede, thi havde den i nogen Forstand af Ordet fremstillet Præsterne, vilde den nødvendigvis være bleven dræbt af en af dem for at bevidne denne Sag. Hvad betyder da Ofringen af denne røde Kvie? Hvilken Klasse eller hvilke Personer blev fremstillede ved den som saadanne, der har lidt udenfor „Lejren", og i hvilken Forstand af Ordet vilde deres Lidelser have noget at gøre med Guds Folks Lutring eller Renselse — dem indbefattet, der endnu skal blive Hans Folk i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder. Vi svarer, at en Klasse af Guds Folk, som ikke tilhører det „kongelige Præsteskab", led for Retfærdigheds Skyld udenfor „Lejren". En kort Beretning om disse og om de Ildprøver, de udholdt, er givet os af Apostelen i Heb. 11. Om disse siger han, efter at han har opregnet en Del af denne Klasses Heltegerninger: „Hvad skal jeg sige mere? Tiden vilde jo fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon og Barak, og Samson og Jefta, om David og Samuel og Profeterne, som ved Tro undertvang Riger, øvede Retfærdighed, opnaaede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, slukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Eg, fik Kræfter igen efter Skrøbelighed, blev vældige i Krig, bragte Fjendens Hære til at vige. Kvinder fik deres Døde igen, idet de opstod, andre blev udspilede til Pinsel, da de ikke modtog Befrielsen, for at de maatte erholde en herligere Opstandelse. Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Trængsel; de blev stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, Verden var dem ikke værd." — Heb. 11, 32-38. Her har vi en Klasse, paa hvilken Beretningen om den røde Kvie passer — en Klasse, som nedlagde sit Liv udenfor „Lejren"; en Klasse, der paa enhver Maade er ærværdig og dog ikke en præstelig Klasse. Da denne Klasse ikke er nogen Del af Ypperstepræ [38] Israels Folks Skyld efter forsoningsdagen, hvilke vi stens Legeme, kunde den ikke have nogen Andel i Forsoningsdagens Ofre — heller ikke kunde den faa Adgang til de aandelige Tilstande, der er fremstillede ved det Hellige og det Allerhelligste. Det kan synes mærkeligt for nogen, at vi med saa megen Bestemthed erklærer, at disse gamle Værdige ikke var Medlemmer af det „kongelige Præsteskab", medens vi med lige saa stor Bestemthed erklærer, at de ikke mere trofaste Guds-Tjenere i denne Evangelie-Tidsalder er Medlemmer af dette „kongelige Præsteskab". Vor Sikkerhed med Hensyn til dette Emne er Guds Ords Sikkerhed, som, i Forbindelse med selve Beretningen om disse Patriarkers Trofasthed, erklærer: „Og skønt alle disse havde godt Vidnesbyrd ved deres Tro, naaede de dog ikke Forjættelsen [fik ikke den største Velsignelse], fordi Gud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os". — Heb. 11, 39. 40. Det kan heller ikke være vanskeligt for os at blive klar over, at skønt der kunde være modbilledlige Leviter (retfærdiggjorte ved Tro paa en kommende Forsoning), før vor Herre Jesus kom til Verden, kunde der dog ingen modbilledlige Præster være, thi Han var Hovedet eller Ypperstepræsten og var den Ypperste i alle Retninger; og Han gjorde Forsoning for sit „Legemes" og sit „Huses" Misgerninger, før nogen kunde blive Hans Brødre og Medlemmer af det kongelige Præsteskab. Herren stadfæstede selv denne Sag meget tydeligt og udpegede kortelig Grænselinien mellem de Trofaste, der levede forud for Ham, og de Trofaste, der vilde følge efter Ham, vandre i Hans Fodspor og blive Hans Medarvinger. Om Johannes den Døber sagde Han: „Sandelig siger jeg eder, iblandt dem, som er født af Kvinder, er der ikke oprejst nogen Større end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han". (Matt. 11, 11). Johannes den Døber hørte til denne Klasse, fremstillet ved den røde Kvie, som led udenfor „Lejren" lige til Døden, men han havde intet at gøre med det kongelige Præsteskabs endnu bedre Ofre paa Forsoningsdagen, thi disse Ofres Fedt og livproducerende Organer blev ofrede paa Guds Alter i „Forgaarden", og deres Blod blev bragt ind i det Allerhelligste — et Forbillede paa dem, som bliver Nye Skabninger i Kristus Jesus, Lemmer paa Hans „Legeme", Menigheden, Medarvinger med Ham i alle Ting. Men medens disse gamle Værdige ikke i nogen Forstand er en Del af Syndofret, staar de dog knyttede til Renselsen fra Synd: deres Aske (Kundskaben omog Ihukommelsen af deres Trofasthed indtil Døden) blandet med Sandhedens Vand og anvendt med den rensende Isop er værdifuld, idet den lutrer og helliger alle, som ønsker at komme i fuld Harmoni med Gud — og „stænket paa de Urene, helliger til Kødets Renhed". Dog vilde disse Lærdomme om Troskab i den forbigangne Tid ikke i sig selv være værdifulde for os, men kun ved, gennem og i Forbindelse med Forsoningsdagens Synd-ofre, til hvilke Apostelen Paulus hentyder i samme Forbindelse — „Blodet af Okser og Bukke". Og ikke alene har Ihukommelsen af og Lærdomme om disse gamle Værdiges Troskab (fremstillet ved Asken af den røde Kvie) en helliggørende Indflydelse paa os, men i en langt højere Grad vil de være anvendelige og være en Velsignelse for Menneskeslægten i Almindelighed i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder. Thi, som vi andetsteds har set, den guddommelige Plan er, at disse gamle Værdige, af hvilke den Største er mindre i Ære end den Mindste i Himmeriges Rige, ikke desto mindre vil indtage en ærefuld og udmærket Stilling i dette Guds Rige — som dets Sendebud og Repræsentanter. Thi de skal være „Fyrster paa den hele Jord", Udøvere af Rigets Domme og Kanalerne til alle Jordens Slægters Velsignelse. Saaledes blev de gamle Værdiges Trofasthed fremstillet i Kviens samlede Aske, der blev henlagt i en Bunke til fremtidig Brug: værdifulde Lærdomme om Erfaring, Tro, Lydighed, Tillid o.s.v., som, anvendte paa Menneskeslægten, der vil søge Renselse i den kommende Tidsalder, vil hellige og rense den; —dog ikke uden Forsoningsdagens Ofre, men i Forbindelse med og grundet paa disse. — Ps. 45, 17, 18. Kviens Opbrænding blev overværet af en Præst, som tog Cedertræ og Isop og karmesinrød Uld og kastede det midt i den brændende Kvie. Isoppen kan fremstille Lutring eller Renselse, Cedertræet eller Eviggrønt kan fremstille evigt Liv, og den karmesinrøde Uld, Jesu Blod. At disse tre Ting blev kastede midt ind i Ilden kan betyde, at den Forsmædelse, der blev kastet paa de gamle Værdige, idet de blev stenede, savede sønder o.s.v., og hvem Verden ikke var værd, tillod at det dyrebare Blods Fortjeneste, Renselse ved Sandheden og det evige Livs Gave, blev tilregnet dem formedelst Tro; og at de, efter deres Død, vilde blive anerkendte som rensede, retfærdiggjorte og antagne. Underpræsten (ikke Aron, som fremstillede den Herre Jesus), som saa paa, anerkendte og billigede Kviens Opbrænding, og som tog af dens Blod og stænkede i Retning af Tabernaklets Dør, synes at passe godt som Forbillede paa den store Underpræst, Apostelen Paulus, som ved Guds[39] Hjælp (Navnet Eleaser betyder „hjulpen af Gud") ikke alene har paavist Forsoningsdagens Syndofre for os, men ogsaa i sine Skrifter paapeger det for os, der sætter os i Stand til i den røde Kvie at se et Forbillede paa de gamle Værdige. (Heb. 11). Og saaledes stænker han deres Blod henimod Tabernaklet og viser, at deres Liv var i fuld og hel Harmoni med den Tilstand, som Tabernaklet var et Forbillede paa — dog, fordi de ikke levede under Tiden for det høje Kald, var det ikke deres Forret at blive Lemmer af Ypperstepræstens Legeme, det kongelige Præsteskab. Derved at den røde Kvie aldrig havde baaret Aag, repræsenterede den en Klasse retfærdiggjorte Mennesker — frigjorte fra Lovpagten. Skønt de fleste af de gamle Værdige var fødte under Lovpagten og derfor lovformelig var underlagte dens Betingelser og Fordømmelse formedelst Kødets Ufuldkommenhed, ser vi ikke desto mindre, at Gud retfærdiggjorde dem ved Tro som Børn af den troende Abraham. Dette er tilfulde bekræftet og bevidnet af Apostelen, naar han siger: „Alle disse havde godt Vidnesbyrd ved deres Tro" — en Kendelse, der lød paa „vel gjort", et Vidnesbyrd om, at de behagede Gud, og at Han havde tilvejebragt Velsignelser for dem i Overensstemmelse med sit Løfte — skønt disse Velsignelser ikke kunde blive dem skænkede paa den Tid; men de maatte bie paa dem og modtage dem gennem Abrahams aandelige Sæd — Kristus. Den Omstændighed, at dette Offer skulde være en Kvie og ikke en Okse, tjente til at skille det fra den store Forsoningsdags Offer, som kun maatte være en okse. At det skulde være en rød Kvie kunde synes at lære, at disse gamle Værdige ikke var syndfrie og derfor blev antagne af Gud inden den store Forsoningsdags Offer, men at de var Syndere „ligesom de andre". Den Kendsgerning, at de blev rensede og retfærdiggjorte ved Tro, blev paa anden Maade vist som ovenfor fremstillet. De Renselser, for hvilke Asken af disse røde Kvier var foreskreven, var af en særlig Art, nemlig særlig for dem, der kom i Berøring med Døden. Dette synes at tilkendegive, at disse Kviers Aske ikke var bestemt til at bortfjerne den Enkeltes personlige Skyld — nej, hans moralske Skyld kunde kun renses bort gennem Forsoningsdagens Ofres Fortjeneste. Renselsen for Besmittelse, foraarsaget ved Berøring af Døde, synes at lære, at denne Renselse, virket ved og gennem de gamle Værdiges Erfaringer, særlig vil blive anvendt paa Menneskeslægten i Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder, medens de stræber efter at blive af med alle den adamitiske Døds Besmittelser — idet de søger at opnaa menneskelig Fuldkommenhed. Alle den faldne Tilstands Mangler og Pletter er lige saa mange Berøringer med Døden; al legemlig Svaghed og alle nedarvede Fejl er Berøring med Døden; og til Bortrenselsen af alle disse skal Asken af den røde Kvie bruges — til at rense alle, som vil blive Guds Folk. Ligesom den røde Kvies Aske blev henlagt paa et rent Sted, saaledes vil Resultaterne af de gamle Værdiges pinefulde Erfaringer blive et Forraad af Velsignelser, Undervisning og Hjælp, ved hvilke de, naar de er bleven Rigets underordnede „Fyrster", vil medarbejde i Genoprettelsesværket. Enhver tilgivet Synder, der ønsker at blive fuldkommen renset, maa ikke alene tvætte sig med Vand (Sandhed), men maa ogsaa tilegne sig disse „Fyrsters" Undervisning — en Undervisning, som er bleven forbilledlig fremstillet ved Bestænkelsen med Kviens Aske, værdifulde Lærdomme om Tro og Lydighed, som denne Klasse har lært gennem Erfaring. — 2. Mos. 12, 22; 3. Mos. 14, 4. 49; Ps. 51, 9; Heb. 9, 19.   Indholdsfortegnelse - Forord - Kapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 -  Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index Return to DanoNorwegian Home Page