Det er ikke alene vigtigt, at vi bliver klare over Tabernaklets Bygning og dets Inventar, samt disses forbilledlige Betydning, men det er ogsaa vigtigt, at vi faar noget at vide om de forskellige Personer, der tjente derved, og deres Betydning som Forbilleder.

Ørkenvandringen fremstillede den besværlige Pil­grimsrejse, som mange foretager, medens de søger den forjættede Kanaans Hvile — „Kom hid til mig,jeg vil give Eder Hvile”. Ligesom i Forbilledet saaledes er ogsaa i Virkeligheden den forjættede Kanaans Hvile ikke langt borte, dersom Guds Børn havde Tro nok til at gaa frem og straks træde ind formedelst Tro. Gud har gjort overflødig Forsyning for dem: Dog rejser de gennem Ørkenen Sin og søger Hvile, men de finder den ikke, fordi de mangler Tro paa Guds Forjættelser. Nogle vandrer saaledes en lang Tid, og nogle kommer aldrig ind til Kanaans Hvile paa Grund af Vantro. Men medens det kødelige Israel saaledes og ogsaa paa andre Maader er brugt til forbilledlig at fremstille det aandelige Israel, er det dog i vor nærværende Undersøgelse i dets Forhold til Tabernaklet et helt forskelligt Forbillede. 

Kort sagt, Israel var et Forbillede lige saa vel som Tabernaklet, Præsterne, Leviterne og Ofrene. Og hvad der dér blev gjort sindbilledligt med og for Israel, er, siden Kristi første Komme, blevet ført ud paa et højere Plan og efter en større Maalestok, idet [8] den sidste er den Virkelighed, hvoraf hin kun var et Forbillede eller en Skygge.

Ligesom Israel fremstillede Verden, saaledes var Leviternes Stamme et Forbillede paa „Troens Husfolk” eller alle, som tror paa Jesus og Hans Genløsning. Præsteskabet, der var ét Legeme under én Øverste eller Ypperstepræst, var et Forbillede paa den „lille Hjord”, som tillige med sit Hoved, sin Ypperstepræst, udgør et kongeligt Præstedømme, der, efter at have fuldbyrdet sine Ofre i den nærværende Tid, skal være Konger og Præster for Gud og regere paa Jorden. (Aab. 5, 10). Saaledes betragtet ser vi Jesus som Ypperstepræst — ikke en Præst efter Arons Vis, thi han var kun Forbillede paa en større og højere Bekendelses Ypperstepræst — men som Hoved for det virkelige Præsteskab, hvoraf de andre kun var Billeder. (Heb. 3, 1; 4, 14). Arons Præsteskab var hovedsagelig Forbillede paa Kristi Fornedrelse og Lidelser og i mindre Grad paa Hans fremtidige Herlighed; Melkisedek derimod var Forbillede paa Kristusætten som et kongeligt Præsteskab.

Apostelen Peter viser, hvem der blev forbilledlig fremstillet ved Arons Præsteskab, naar han henvender sig til dem, som var helligede, og siger: „I er et kongeligt Præsteskab til at frembære Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus”. „I er et kongeligt Præsteskab”. (1. Pet. 1, 2; 2, 5. 9). De er alle Sandhedens Præster (Tjenere), skønt ikke alle Prædikanter eller teologiske Doktorer; og enhver maa gøre sin Del i Retning af Selvopofrelse, før han vil blive agtet værdig til at blive Medarving med Kristus. Kun for dem, der lider med Ham, er der Forjættelse om at regere med Ham. — Rom. 8, 17.

At Hovedet eller Ypperstepræsten for dette Præsteskab, denne „lille Hjord” er vor Herre Jesus, om­tales gentagne Gange af Apostlene. Vi vil kun anføre ét Citat: „I hellige Brødre [„det kongelige Præsteskab”], delagtige i et himmelsk Kald, betragt vor Bekendelses [vort Præsteskabs] Apostel og Ypperstepræst, Kristus Jesus”. — Heb. 3, 1.

Siden da har Indvielsen og Indsæt­telsen af Underpræsterne været denne kristne Husholdnings eller Evangelie-Tidsalders særlige Værk. Saaledes bliver Præsterne, der nu indvier sig og ofrer sig selv som levende Ofre, beredte til Rigets Konge­værdighed og til saaledes at være Redskaber til alle Jordens Slægters Velsignelse.

Præsteskabet.

Det vil være godt at lægge Mærke til, at i enhver Ceremoni, der stod i Forbindelse med Præsteskabets Indvielse og Arbejde, var Ypperstepræsten den første; og saaledes var Jesus i det modbilledlige Præsteskab den første — Lederen, Høvdingen, Forløberen — hvilket klart lærer os, at ingen gik forud for Ham. Deraf ser vi, at ingen af Patriarkerne eller Profeterne hører til „den lille Hjord”, „det kongelige Præsteskab”, ogsaa kaldet „Bruden”, „Lammets Hustru". Skønt de vil blive storlig velsignede som Herrens Tjenere, vil deres Tjeneste dog ikke blive saa overmaade høj som Præsternes og deres Ære heller ikke saa stor; dog fremgaar det tydeligt af Forbilledet, Leviterne, at deres fremtidige Arbejde og Gerning vil blive stor.

Skønt alle trofaste Troende (Leviter) vil komme i Besiddelse af evigt Liv, og ligeledes Verden (fremstillet ved „Israels Lejr”), dersom den vil annamme det under Tusindaarsrigets Tidsalder, vil dog kun Præsteskabet, som sejrer og følger sin Leder paa den snævre Vej til Livet — som ofrer menneskelige Interesser — og saaledes søger Herlighed, Ære og Udødelighed (Rom. 2, 7), nogensinde komme i Besiddelse af den [9] og vor Herre Jesus Kristus siden sin Opstandelse. — Se Tidsaldrenes Plan, Kap. 10 og 11.

Salvelsen.

Under Loven var Salvelsen den Ceremoni, hvorved Præsterne indsattes i deres Embede. De blev salvede til deres Embede med en særlig Salve, som kaldtes „den hellige Salveolie”, som kun maatte benyttes til Præsterne, og det var ulovligt for nogen anden at eje eller at fabrikere den. (2. Mos. 30, 25­33, 38). Denne Olie var et Forbillede paa den sønlige Udkaarelses hellige Aand, hvormed vi, det virkelige „kongelige Præsteskab”, bliver beseglede som Guds Sønner. Kun de Indviede, Præsterne, kan nogensinde blive salvede paa denne Maade.

Aron, den forbilledlige Ypperstepræst, fremstillede Jesus, Hovedet, og Menigheden som Hans Legemes Lemmer — den store modbilledlige Ypperstepræst. Da Aron kun var en syndig Mand ligesom andre, maatte han tvættes for paa en passende Maade at kunne fremstille Modbilledets, Jesu, Renhed, Han, som ikke vidste af Synd, og Hans Menighed, renset gennem Hans dyrebare Blod og aftvættet ved Ordets Vandbad. — Ef. 5, 26.

Den hvide linnede „Underkjortel” fremstillede Ypperstepræstens Renhed, medens Broderiet derpaa viste, hvorledes denne rene Karakter skulde bære Frugt i gode Gerninger.

„Hovedbindet”, som var en Strimmel fint hvidt Linned [Forbillede paa Retfærdighed] blev baaret rundt om Panden; til denne var den gyldne Plade eller Krone fæstet med en b1aa Snor, som viste, at Kronen med Rette var hans.

Paa Guldpladen var indgraveret „Helliget Herren”, hvilket forkyndte, at Ypperstepræsten ganske og aldeles er hengivet til Udførelsen af Jehovas Planer. Guldkronen forkyndte ogsaa hans Kongeværdighed: Kristus skal være „en Præst paa sin Trone” — „en Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis”. — Sak. 6, 13; Ps. 110, 4; Heb. 7, 17.

Det „linnede Bælte” betegnede en retfærdig Tjener: Linned — Retfærdighed, Bælte — Tjenerstilling.

Det at Overkjortelen var b1aa, betegnede hans Trofasthed. Dens Frynse var lavet af Guldbjælder og Granatæbler. Granatæblet, der var en sjælden Frugt, tilkendegav, at den tro Udførelse af Genløserens Offerværk havde baaret rig Frugt — Genløsningen af den menneskelige Slægts forspildte Liv. Guldbjælderne betegnede, at naar vor Ypperstepræst aabenbares i Herlighed og Skønhed, vil Frugten af Offerværket blive aabenbar for alle — blive forkyndt for hele Verden, ligesom Bjælderne i Forbilledet tilkendegav aet for hele Israel. Dette er antydet ved, at Bjælderne sad saa tæt ved Granatæblerne. Bjælderne hendrog Opmærksomheden paa Frugten.

„Livkjortelen” var forarbejdet af Klæde, der var dygtigt og smukt vævet af purpurfarvede, blaa, karmesinrøde, hvide og gyldne Traade. Den bestod af to Dele, hvoraf den ene hang ned foran og den anden ned over Ryggen. Disse to Dele blev sammenholdte af to Guldspænder, som hvilede paa Skuldrene. Livkjortelen [10] fremstillede de to store Pagter —Abrahamspagten, fremstillet ved den forreste Del, og den Nye Pagt, fremstillet ved den bageste Del, og begge viser sig saaledes at være afhængige af vor Ypperstepræst. Begge disse Pagter er lagte paa Ham: dersom Han undlader at bære dem oppe, undlader at opfylde deres Vilkaar og Betingelser, falder de til Jorden. Men takket være Gud, disse Pagter er forenede med og fast spændte paa Ham ved Guldspænderne (guddommelig Magt) saa vel som bundne til Ham ved det „kunstfærdige Bælte” — et Baand, der var af samme Stof som Livkjortelen.

Den anden Del, der fremstiller Abrahamspagten, er endnu ufuldendt, undtagen for saa vidt som den himmelske Fader ser dens Opfyldelse i Fremtiden: thi Abrahamspagten forjættede Udviklingen af Abrahams Sæd, gennem hvilken den Nye Pagt skal velsigne alle Folk, og denne Sæd er endnu ikke fuldstændig. Sandt nok, vor Herre Jesus er Sæden, dog forudsaa og forudsagde Gud den større aandelige Sæd, som ogsaa vil indbefatte Legemet, Menigheden tillige med Hovedet. (Gal. 3, 16. 29). Og Apostelen viser, at en jordisk Abrahams Sæd ogsaa vil faa Del i det Værk at velsigne Verden, men alligevel er den aandelige Sæd den sande Sæd, som der staar skrevet: „Trælkvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn”. — Gal. 4, 22-31.

Angaaende Abrahams naturlige Sæd og som Bevis paa, at de, der tilhører den, ikke vil blive Medlemmer af Præsteklassen, som skal udføre Velsignelsen, siger Apostelen: „Med Hensyn til Evangeliet [den aandelige Del af Pagten] er de [den naturlige Sæd] Fjender for eders Skyld, men med Hensyn til Udvælgelsen er de [endnu] elskede for Fædrenes Skyld. Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. Thi dette er min Pagt med dem. — Fra Zion [den aandelige Menighed] skal Befrieren [den store Ypperstepræst, Pagtens Engel — Jesus, Hovedet, og den „lille Hjord”, Hans Legeme] komme og afvende Ugudeligheder fra Jakob”. Først skal de velsignes af den aandelige eller sande Sæd, og senere kan de blive Medarbejdere. — Rom 11, 26-29.

Først maa de [den kødelige Sæd] omvendes til Retfærdighed og Sandhed, og da vil de blive de Redskaber, hvorigennem den aandelige Sæd vil bringe de forjættede Velsignelser — Naade og Sandhed — til alle Mennesker.

Det karmesinrøde, blaa, purpurfarvede o. s. v., hvoraf Livkjortelen bestod, angav de Betingelser, der var knyttede til de to Pagter. Det karmesinrøde viser, hvorledes Gud gennem Forsoningsblodet skaffer Genløsning til Veje fra den adamitiske Forbandelse. Det hvide Linned tilkendegiver Menneskets Genoprettelse til den oprindelige Renhed. Det blaa sikrer det Hjælp, Evne til trofast at opretholde sin retfærdige Karakter. Det purpurfarve de forkynder Samarbejde med Rigets Kongemagt. Alle disse sammenvævede Velsignelser er sikrede ved den salvede Præsts guddommelige Magt, der er sindbilledlig fremstillet i de indvævede Guldtraade. Saaledes har Jehova lagt begge disse Pagter, saa vidt de angaar Mennesker, paa én, som baade er mægtig og villig til at tilvejebringe disse herlige Pagt-Velsignelser — „i den belejlige Tid”.

Saaledes som Israeliterne betragtede dem (idet de ikke saa den skjulte Forbindelse), var Pagten med Abraham og „Loven, der var givet 430 Aar efter”, ganske som ét. Men Paulus viser os, at der er to Dele — to Slags Sæd i denne Pagt, den aandelige og den naturlige, og at Pagten og Loven var adskilte, „for at Forjættelsen maa staa fast for den hele Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men ogsaa for den, som har Abrahams Tro”. — Rom. 4, 16.

Dette Symbol paa Loven (Brystspannet) var et af de smukkeste af Ypperstepræstens Klædningsstykker. Det var lavet af samme Stof som Livkjortelen. Det [11] var besat med tolv Ædelstene, indfattede i Guld, paa hvilke Israels tolv Stammers Navne var indgraverede. Det var bundet til hans Hjerte og viste saaledes, at det var dyrebart for ham.

Brystspannet var to Spand langt (1 Spand = 9 Tommer) og ét Spand bredt, foldet sammen i Midten, d. v. s. ét Spand langt og ét Spand bredt, naar det var lagt dobbelt. Størrelsen, ét Spand, viste, at Guds Lov er det fulde Maal for et fuldkomment Menneskes Evne. Mennesket Kristus Jesus, som var fuldkommen, var den eneste, der nogensinde har holdt Guds fuldkomne Lov ukrænket, medens de, som udgør den „lille Hjord”, Hans Legeme, faar Hans Retfærdighed tilregnet sig og derfor med Sandhed kan sige: „Lovens Retfærdighed er opfyldt i os”.

Den Omstændighed, at det var dobbelt, og at Delene var af samme Størrelse og Maal, betegnede Lovens Bogstav og Lovens Aand.

Den forreste Del synes at være et Billede paa Lovens Aand, der opfyldes i os, „som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aan­den”. (Rom. 8, 4). De to er i Virkeligheden ét, naar man betragter Sagen ret; dog bærer kun den forreste Del de dyrebare Juveler.

Da rent Guld er et Symbol paa guddommelige Ting, synes den Omstændighed, at denne Del af Loven hang i en Guldkæde fra Guldspænder, at lære, at Loven er guddommelig; og vi ved ogsaa, at det er ved guddommelig Hjælp vi bliver sat i Stand til at vandre — ikke efter Kødet, men efter Aanden. Det er denne Side af Loven, som bærer „Juvelerne”, indfattede i Guld, hvilke fremstiller det sande Israel, Herrens „lille Hjord”. „De skal være mine, siger Herren, Hærskarernes Gud, paa den Dag, da jeg samler mine Juveler”. (Mal. 3, 17. eng. Overs.). Naar vi saaledes er indfattede i Guld (guddommelig Natur) og holdt oppe ved de guddommelige Forjættelsers Guldkæde, er det da noget Under, at „Lovens Retfærdighed skulde opfyldes i os”. — Rom. 8, 1-4.

Som Aron stod dér, iklædt disse prægtige Klæder, der havde en saadan forbilledlig Betydning, og salvet med den hellige Olie, fremstillede hans Hoved Jesus, der er Præsteskabets Hoved, medens hans Legeme fremstillede Menigheden, fuldkommengjort i Kristus. Hvor tiltalende og fuld af Betydning er ikke dette Forbillede af Verdens Ypperstepræst, Han, som er ubesmittet og iklædt Magt og Myndighed til at opfylde Jehovas Pagter.

Underpræsterne var iførte linnede Klæder og bar Bælter. Deres Klæder fremstillede Jesu Retfærdighed tilregnet os, og deres Bælter fremstiller os som Retfærdighedens Tjenere. Ypperstepræsten bar ganske lignende Klæder, saa længe Offertiden (Forsoningsdagen) varede, og han tog Højtidsklæderne paa efter at have gjort Forsoning.

Præstens Salvelse.

Ligesom Aron fik den hellige Olie udgydt over sit Hoved, saaledes blev vort Hoved, den Herre Jesus, salvet med den modbilledlige Olie — den Hellig­Aand — da han var tredive Aar gammel, ved Jordans Bredder, i den Stund da Han indviede sig. Dér blev Han „salvet med Glædens Olie fremfor sine Medbrødre” — Som Hoved over alle sine Med-arvinger. Et Maal af Aanden gives til ethvert Lem, der saaledes indvier sig; men Jehova gav Ham „Aanden uden Maal”. (Joh. 3, 34). Johannes saa og gav Vidnesbyrd om, at vor Ypperstepræst saaledes blev salvet, og Peter føjer sit Vidnesbyrd til: „Hvorledes Gud salvede Jesus af Nazaret med den Hellig-Aand og Kraft”. — Joh. 1, 32; Luk. 4, 1; Ap. G. 10, 38.

Salveolien blev udgydt alene paa Hovedet, Underpræsterne blev ikke salvede enkeltvis. De blev anerkendte som Lemmer paa Ypperstepræstens Legeme og modtog deres Salvelse alene i ham som deres Hoved. Derfor er de modbilledlige Præster ogsaa kun delagtige i Kristi Aand, og kun de, som er i Kristus, er delagtige i den Salvelse, som besegler alle, der [12]  vil blive anerkendte som Arvinger til Guds Forjættelser og Medarvinger med Jesus Kristus, deres Herre. — Ef. 1, 13. 14; 4, 30.

 Olien „løb ned . . . til Sømmen af hans [Ypperste­præstens] Klædebon” (Ps. 133, 2) og fremstillede derved den Maade, paa hvilken alle Kristi Legemes Lemmer vil blive delagtige i den samme Salvelse efter deres Hoved. „Den Salvelse, som I har annammet af Ham, bliver i eder”. (1. Joh. 2, 27). Denne Olie begyndte at naa Legemet paa Pinsefesten, og den har gennem denne Evangelie-Tidsalder flydt ned og salvet alle, som i Sandhed er døbte til Kristus, og har derved indsat dem sammen med deres Hoved som Konger og Præster for Gud til at regere i tusinde Aar. — Aab. 20, 6.

Men lad os ikke glemme, at vi har set den store Befrier fra Guds Standpunkt og med Ham skuet ned til Hans Aabenbarelses Dag — Tusindaarsrigets Daggry — naar alle Lemmerne er komne ind i Legemet, og den „hellige Olie” er løbet ned til „Sømmen af hans Klædebon” og har salvet hvert Lem. (3. Mos. 10, 7).

Indholdsfortegnelse - ForordKapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 - 
Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index