Præsteskabets Indvielse var et Forbillede paa den Herre Jesu og Hans Legemes, Menighedens Indvielse af den menneskelige Natur efter Jehovas Vilje —Jesu Lydighed lige indtil Døden og Hans Legemes Lemmers Lydighed, idet de lider med Ham for Retfærdigheds Skyld „lige indtil Døden”. Det hele Legeme, fremstillet ved Arons Sønner (saavel som Hovedet, personlig fremstillet ved Aron selv), er ved de modbilledlige Ofre, som bliver bragt under denne Evangelie-Tidsalder, blevet indviet til sit fremtidige Arbejde, nemlig til som Konger og Præster at genoprette, regere over og velsigne hele Menneskeslægten. 

Og ikke alene det, men som en Belønning for deres Trofasthed lover Han at give dem en Plads paa det højeste aandelige Tilværelsestrin — at skænke dem den guddommelige Natur, og de bliver straks regnede som Guds aandelige Sønner. — Gal. 4, 4-7; 2. Pet. 1, 4.

„Vær tro indtil Døden”.

At nogle af dem, der indvier sig til at ofre og saaledes forener sig med det „kongelige Præsteskab”, ikke vil naa til den fremtidige kongelige Tjeneste, er ogsaa vist i disse Forbilleder saavel som udtrykkelig erklæret i det nye Testamente. En Klasse af de Indviede vil blive „frelst som gennem Ild”, idet de „kommer ud af den store Trængsel”, men mister det Klenodie, som de begyndte at jage efter, da de indviede sig, paa Grund af, at de ikke i tilstrækkelig Grad værdsatte deres Forrettigheder som Offerpræster — ikke var tilstrækkelig nidkære for „at lide med Ham”, Ypperstepræsten. Disse vil vi dvæle nærmere ved senere hen, naar vi undersøger Forsoningsdagens Ofre.

En anden Klasse af dem, som indvier sig som Præster, vil heller ikke naa de kongelige Velsignelser, der er forjættede disse Præster, men vil blive tilintetgjorte i den anden Død. Disse, som det nye Testamente tydelig henleder vor Opmærksomhed paa (Heb. 6, 4-6; 10, 28-31; 1. Joh. 5, 16), er ogsaa fremstillede i disse Forbilleder eller Tabernakel-Skygger.

Arons fire Sønner fremstillede først Underpræsteskabet, men to af disse blev forbilledlig tilintetgjorte — svarende til de to ovenfor beskrevne Klasser, som begge forfejler deres Maal med Hensyn til det kongelige Præsteskab, idet den ene af dem dør den anden Død, og den anden kun bliver frelst „som gennem Ild” — Trængsel, Lutring. Og den Omstændighed, at det blev forbudt Aron og de to tiloversblevne Sønner at holde Klage over deres Brødre, som saaledes blev afskaarne, betyder, at alle de trofaste Præster vil erkende det Retfærdige i Guds Afgørelse og vil bøje sig for den i ydmyg Underkastelse og sige: ,,Retfærdige og sande er Dine Veje, Du de Helliges Konge”. Det bringer i Sandhed de Trofaste en Velsignelse og leder dem til større Iver, og de siger: [13] „Lad os derfor, da Forjættelsen om at indgaa til Hans Hvile endnu er tilbage, vogte os for, at ikke nogen af eder skal synes at blive tilbage”. — 3. Mos. 10, 1-7; Aab. 15, 3; Heb. 4, 1.

„Helliger eder” — og — „Jeg vil hellige eder”.

Den forbilledlige Indvielses-Handling; der blev forrettet med de forbilledlige Præster, viser de to Sider af Indvielsen — vor Del, idet vi overgiver den menneskelige Natur og dens Rettigheder, og Guds Del, idet Han antager vort Offer samt helliger os og regner os som Nye Skabninger. Den nye aandelige Natur var fremstillet ved Aron og hans Sønner; den opofrede jordiske Natur var fremstillet ved Okserne og Vædrene, der blev ofrede paa Alteret. — 3. Mos. 8, 14-33.

Oksen blev overgivet til „Loven” (fremstillet ved Moses) for at møde dens Fordringer paa Israel, der er et Forbillede paa Menneskeslægten i Almindelighed. For at møde Lovens Fordringer maatte den slagtes. — „Og Moses slagtede den”. 

Og Moses tog Oksen, dens Hud, Kød o. s. v., og brændte dette med Ild udenfor „Lejren” (Vers 17). Saaledes er Menneskenaturen hos den fuldstændige Kristus — Hoved og Legeme — gjort til et „Syndoffer”, som lider den Tilintetgørelse, som Verden var dømt til, og fra hvilken den, paa Grund af dette Offer, tilsidst vil blive udfriet. Fortjenesten ligger i vor Herre Jesu Offer, og vi, Hans „Brødre”, har det Privilegium at opfylde et Maal af Hans Lidelser som „Lemmer paa Hans Legeme”. 

Andre Sider af denne samme Indvielse vistes ved de to Vædre, som er omtalte i Versene 18 og 22. Den først omtalte var Brændofrets Væder. Aron og hans Sønner lagde Hænderne paa dens Hoved og antydede derved, at den fremstillede dem. Den blev slagtet og dens Blod stænket paa Alteret, og Moses „skar Væderen i Stykker og vaskede Indvoldene og Benene i Vand” og „brændte Hovedet og Stykkerne og Fedtet”.

En Præst i Linnede Klæder

I Løbet af hele Evangeliets Tidsalder bliver Jesus og Hans Legeme, Menigheden, saaledes fremstillet, Lem for Lem, for Gud paa Alteret; dog er de alle tilsammen regnede som ét Offer. Hovedet blev først lagt paa Alteret; og alle, som er „døde med Ham” og rensede ligesom i Forbilledet ved Aftvætning i Vand — gennem Ordet — regnes siden da som lagte sammen med Hovedet paa det samme Alter. Ofrets Opbrænding paa Alteret viser, hvorledes Gud modtager Ofret „som en sød Lugt”.

Den anden Væder, „Indfrielsens Væder”, var et Billede paa, hvilken Virkning Ofret vil have paa os, ligesom den første var et Billede paa, hvorledes Gud modtager vort Offer. Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Hovedet af Indvielsens Væder og viste derved, at den fremstillede dem.

Vore Hænder er indviede, saa at hvad som helst vore Hænder finder at gøre, gør vi med al vor Kraft som for Herren. Vore Fødder er indviede, saa at vi herefter „ikke vandrer som de øvrige Hedninger”, men „vandrer i et nyt Levnet", „vandrer i Tro”, „vandrer i Aanden”, „vandrer i Lyset”, og ligesom vi har modtaget Kristus, saaledes „vandrer vi i Ham”. — 3. Mos. 8, 23. 24.

De ædlere Dele af Væderen, dens „indre Dele” og „Fedt”, fremstillede vort Hjertes Følelser, vore bedste Evner. Disse blev lagte i Præstens Hænder og „svingede” — bevægede frem og tilbage for Herrens Aasyn — hvilket fremstillede, at et indviet Offer ikke gives til Herren for et Øjeblik, en Dag eller et Aar, men at vi indvier os til vedblivende at bevare Inderligheden og Kraften uberørt og aldrig ophøre, før vi er antagne hos Ham efter at have fuldendt vort Løb. 

Paa dette „Sving-Offer” blev der, medens det endnu var i deres Hænder, lagt tre Kager af en Kurv. Dette Offer blev af Moses lagt baade paa Ypperste­præsten og paa Underpræstens Hænder.

Den første, en usyret Kage, fremstillede Jesu virkelige Renhed som Menneske og den tilregnede Renhed hos Menigheden som Mennesker, hvorom Loven (Moses) giver Vidnesbyrd. Dette er Retfærdig-gørelsen; thi „Lovens Retfærdighed er opfyldt i os”, saa længe vi er antagne som Lemmer paa Hans Legeme. (Rom. 8, 4). Den anden usyrede Kage, blandet med O1ie, fremstillede Guds iboende Aand — Helliggørelse. Den tredje, en Vaffel, fremstillede vort Haab og vor Tro paa de overmaade store og dyrebare Forjættelser om Herlighed, Ære og Udødelighed.

Uden disse Ting er det umuligt, at vor Indvielse kan være fuldstændig og derfor antagelig; nemlig: Retfærdiggørelse (Renhed), Herliggøre1seved Aanden gennem Tro paa Sandheden, samt Tro paa den forjættede Her1iggøre1se.

Salveolien blandet med Indvielsesblodet blev stænket paa dem (Vers 30), hvilket lærer os, at vor Indvielse kun antages, fordi vi er retfærdiggjorte ved vor Genløsers dyrebare Blod; saaledes siges det os, at vi er „benaadede i den Elskede”. — Ef. 1, 6.

Kogningen af det indviede Kød var ikke nogen Del af Ofret (Vers 31); det var kun Tilberedelsen af den Del, som skulde ædes. Det skulde anvendes altsammen (Vers 32), hvilket viser, at vi skal være helt og fuldt indviede, og at intet af vor Tid eller Kraft bør ødes.

De syv Indvielsesdage (Versene 33 og 35) viste atter, at vi er indviede til Guds Tjeneste ikke blot for en Del af vor Tid, men for den hele. Tallet syv er i Skriften en Betegnelse for det Fuldkomne og betegner alt eller det hele, i hvilke forskellige Forbindelser [15] det end anvendes. (,,Syv Segl”, „syv Basuner”, „syv Plager” o.s.v.) Vers 36 viser Fuldbyrdelsen af Indvielsesværket.

Der har aldrig været en Tid, hvor det var mere nødvendigt end nu, at alle vi, som er indviede som Præster, skulde se til, at vi er „døde med Ham”, og at enhver af vore Evner svinges for Gud, for at Han kan antage og gøre Brug af vore Talenter til sin Ære. Dette er en Sag af Interesse særlig for dem, som forstaar, at Skriften lærer, at alle Legemets Lemmer snart vil blive antagne sammen med Hovedet som en sød Lugt for Gud; og naar Selvopofrelsesværket da er endt, vil det herlige Værk at velsigne Menneskeslægten og opfylde Guds Pagt begynde.

Den modbilledlige Indvielse af de modbilledlige Præster er indskrænket til denne Evangelie-Tidsalder. Den har stadig gaaet for sig, siden vor Herre og Forløber „ofrede sig selv” — og den vil være fuldbyrdet, inden denne Tidsalder helt er endt. Og dersom vi ikke bliver blandt Praesterne nu under denne Indvielsestid, kan vi ikke blive blandt dem, naar de begynder deres Tjeneste for Folket i Riget, naar disse samme Præster, der nu er foragtede af Mennesker, men „en sød Lugt for Gud”, vil faa Titler af Konger og sammen med deres Hoved, Jesus, regere og velsigne alle Folkeslag. (Aab. 20, 6). Ønsker vi alvorligt at blive blandt dem, der vil synge Lovsangen til vor store Ypperstepræst: ,,Du har gjort os til Konger og Præster, og vi skal regere over Jorden”? Dersom det er saa, vil vi helt indvie os nu, thi det er kun „dersom vi lider med Ham”, at „vi ogsaa skal regere med Ham”. — 2. Tim. 2, 12.

Indholdsfortegnelse - Forord - Kapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 - 
Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index